Når turisterne rejser hjem

Vores sidste badedag i år faldt for tre uger siden. Det blæste, men vandet var ikke helt koldt endnu. Resten af året kommer vi på stranden for at kaste sten i vandet og iagttage bølger og skumsprøjt i stedet. Vi er ikke vinterbadere, men det kan vi jo nå at blive en anden gang. Der, hvor man går ned på stranden fra vores mark, lagde Kristian og børnene i sommerens løb flade sten som et gulv, man kunne sidde på, dase på, smide sine sandaler på, og nu venter vi spændt på at se, om bølgerne har taget det, når vi kommer derned næste gang. Til foråret starter vi forfra med den største naturlighed; går foroverbøjede i dyb koncentration, og samler flade sten for at trykke dem ned lige dér, hvor man først sætter sine fødder, når græsset bliver til sand.

Processed with VSCO with a9 preset

Det er en anden tid på øen nu, ligesom alle andre steder, naturligvis, men øens cyklus er alligevel særligt tydelig. Flertallet af de 250.000 årlige feriegæster kommer i sommermånederne, og når vi bare er “os selv”, er vi kun lige over 6000. Det er nu, turisterne så småt trækker væk, selvom de er blevet længere i år på grund af lave billetpriser. Selv øboerne har været indenfor de sidste par dage; man skal vænne sig til de nye temperaturer; finde overtøjet frem, overtale fingrene til at være i handsker, men så – når de indledende manøvrer er overstået – tror jeg alligevel, at mange nyder den tykke sweater og støvlerne, og der er den slags liv i byen, som jeg holder særligt af. Biblioteksbesøgende med muleposer fulde af bøger, mødre med barnevogne, borgmesteren på sin cykel i en vindjakke og paraply på bagagebæreret.

Jeg kørte hjemmefra i går morges, mens Kristian og Juno legede med klodser i stuen, og det var dejligt. Jeg nyder at fordybe mig i noget andet end familien. Vekslevirkningen er vigtig. Maj som mor og Maj som skrivende.
Jeg kørte til Ærøskøbing, hvor jeg satte mig på Den Gamle Købmandsgård og skrev. Andre gange har jeg siddet på biblioteket, men i går syntes jeg, det var rart med lidt liv i baggrunden. Espressomaskinen, musik og knirkende gulvbrædder. Ordene kom af sig selv, og jeg drak en kop varm kakao imellem linjerne.

Da vi flyttede herover, hørte vi øboerne sige, at her er dejligt om sommeren, når køen foran ishuset snor sig rundt om hjørnet, men “det er næsten endnu bedre, når her bliver stille igen.” Jeg begynder så småt at fornemme årets gang, nu hvor vi har været her to somre, og har taget hul på vores andet efterår. Jeg begynder at mærke blikket vende indad, mit fokus forstærkes, mens bladene daler mod jorden, og mørket omslutter de små veje herude på landet. Jeg nyder aktiviteterne, som stadig er her, men også den tilbagetrækning, der foregår. Vi er færre mennesker, men fårene går på markerne endnu, og køerne, og havet er uforandret: Stort og i konstant bevægelse.

Her på øen føler jeg mig langt fra meget, og tæt på mere. Langt fra min familie, byen, metrotog og kulturinstitutioner. Tæt på ligesindede, naturen, min egen inspirationskilde. Det er et stort skridt at beslutte at slå rod et sted, man kun lige er ved at lære at kende. Hverken Kristian eller jeg er vokset op på en ø, og vi har valgt et barndomsland for vores børn, som vi ikke selv kendte, før vi ankom med dem. Vi har valgt en opvækst med langt til skolen og kort til vandet. En barndom fjernt fra caféer og store legeland, men hvor alle hilser på hinanden, og buschaufføren ved, hvor man skal af. Vi har langt til meget, ja, og alligevel er vi helt tæt på meget af det, som jeg tror, er noget værd.

Processed with VSCO with a7 preset

Vokser jeres børn op i de samme rammer som jer selv? Og hvilke tanker har I gjort jer om de rammer, I lever i?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj. Tak for en skøn og ærlig blog som jeg nyder at følge med i! Ærligt og råt. Præcis som livets gang.

    Jeg voksede selv op i Odense, et villa-kvarter i en villa i tre plan, 250 kvm, to voksne og to børn.
    Min kæreste i en lille by i udkanten af Odense, et rækkehus-kvarter med små cigaræsker. Samme antal mennesker, men kun knap 90 kvm. KULTURCHOK for sådan en forkælet tøs som mig, år tilbage.

    6 år efter vores start som kærester blev jeg gravid, to år tilbage. Vi gjorde vores lejlighed klar til baby, MEN. Vores drømme ændrede sig, og to uger inden termin, købte vi et hus på landet, med indflytning straks!
    Nu bor vi her, på 140 kvm med barn, hund og to biler. Mindre kan ikke gøre det. Et sted hvor der er høstfest, sommerfest og man er med til naboen fødselsdag. Alle hilser, kender hinanden, og elsker ALT ved det.

    Så også her har vi valgt anderledes end hvad vi kender!

    • SVAR

      Kære Sandra,
      Jeg undskylder det sene svar – din kommentar er først dukket op for mig nu. Det lyder som om, I har mærket efter, og lever livet, som I helst vil. HURRA! Det er det bedste, der kan ske 🙂 Hvor er det skønt, at du elsker det (og det lyder som et dejligt sted)

  • SVAR

    Kæreste Maj

    Tak fordi vi følge med i jeres liv på Ærø.

    Min familie og jeg nyder vores perle, Brobyværk, et lille lokalsamfund på Fyn, hvor vores to drenge Samuel og Magnus kan vokse op, langt fra kbh hvor Samuel blev født. Måske bliver vores drenge lidt nogle bonderøve, men det er helt ok. Vi nyder vores liv og er taknemmelige for, at vi idag 11 år efter at vi flyttede til Brobyværk er fuldgyldige borger her og med til at bidrage til at de små samfund lever. Jeg selv havde en skøn barndom på Thurø i 70 og 80erne, som jeg føler mig meget priviligeret over.

    Kærligst fra Susse

    • SVAR

      Kære Susse,
      Jeg kender jo jeres perle, Brobyværk, og det skønne hjem jeres drenge vokser op i. Det er så dejligt, at også I har fundet det sted, hvor I har hjemme.