Når venner kommer og går (om voksenlivets intuitive venskaber)

Så er jeg her igen. Jeg går på orlov fra bloggen i løbet af den næste uge, og har nogle emner, som jeg gerne vil omkring inden da, så jeg skriver lidt oftere end ellers de næste dage (og DON’T WORRY – jeg har fået de sejeste kvinder (og måske en enkelt mand) til at skrive i mit sted, mens jeg selv holder fingrene fra tasterne).

I onsdags skrev jeg om børns socialisering (opsummering: Jævnaldrende er ikke den vigtigste socialisering, giv børn tid og husk at gamle mennesker er nogle eminente læremestre).

I dag skal det handle om voksenvenskaber. Jeg fik den her kommentar tidligere på ugen, og den mindede om noget, en anden kvinde spurgte mig om samtidig, så det fylder hos en del, tænker jeg.

 Kære Maj My. Tak for alt det, du gør for os andre, ved at dele dine tanker. Det kunne være vildt spændende at høre dine reflektionener over venskaber i et indlæg en dag. Det er noget af det, jeg (også) tænker over for tiden. Hvordan mine venskaber har udviklet (og afviklet) sig i takt med vores valg om at passe vores børn hjemme. Jeg oplever, at jeg mindre og mindre kan relatere til mange af mine venner, venner som jeg stadig holder af og som betyder meget for mig. Det er som om, der er færre og færre ting, vi kan tale om og dele, også fordi jeg oplever, at vores valg bliver opfattet som en kritik af vores venners måde at leve på med lange arbejdsdage og børn i institution. Samtidig har vi også fået nye, søde bekendtskaber, og mest af alt har vi virkelig tvunget os selv til at skære vores relationer ned til et absolut minimum, simpelthen fordi vi ikke har tid, hvis vi skal være så nærværende, som vi ønsker. Men jeg kan mærke, at det også er en lille sorg for mig, at det jeg troede, var stærke, gamle venskaber med folk, jeg har kendt i mange, mange år, nok ikke er det, fordi vores valg i livet har været så forskellige. Jeg håber, det giver mening – jeg kunne blive ved 🙂 Rigtig god dag til dig og dine.

Kære du,

dine overvejelser giver så fint mening, og jeg oplever også personligt de foranderlige venskaber som en uundgåelig del af min udvikling. Mine bedste veninder er de samme, som de har været halvdelen af mit liv, og deciderede parvenner har Kristian og jeg aldrig haft, men vi har alligevel oplevet en stor udskiftning og justering, siden vi blev forældre.
Det har taget mig tid at finde fred med afviklingen af de relationer, som jeg troede, var nødvendige for mig, og jeg har erfaret, at det kræver styrke at gå ind og ud af venskaber, der ændrer sig.
Kristian og jeg har igennem de seneste ti år set næsten alle vores venskaber indtage nye former: Nogle er røget i baggrunden og enkelte helt forsvundet, mens andre er her endnu men med en anden betydning end tidligere. Der er også kommet nye til, og der kunne komme flere hele tiden, men én af mine vigtige lektier i disse år er netop, at jeg ikke skal lukke alt for mange helt ind i vores liv uden at give dem tid til at rodfæste sig først.

Vi møder alle sammen mennesker på vores vej, som vi skal bruge for en ganske kort bemærkning, og vi møder enkelte, som spiller en rolle i resten af vores liv. Jeg tror, der er en mening med dem alle sammen, men derfor skal vi alligevel udvise en omhu med vores tid og mærke efter, hvilken plads de forskellige skal spille. Jeg tror på, at de mennesker som vækker en dyb genklang i os, dem har vi mødt før på kryds og tværs gennem livene, og derfor skal vi følge vores intuition omkring venskaber ligesom med alt andet.

Mine børn har glæde af omtrent to-tre sociale aftaler i løbet af en uge – eksempelvis et besøg hos nogle naboer den ene eftermiddag og besøg af venner eller bedsteforældre et par dage senere. Deres sensitivitet tvinger mig til at skære ind til benet og fokusere min energi på mennesker, som vi har godt af at være sammen med, og niveauet passer i øvrigt fint til min egen introverte natur, som jeg har nemmere ved at respektere, når mine børn leder vej. Når det er sagt, er der hånden på hjertet en del mennesker som jeg oprigtigt gerne ville se jævnligt, men livet med børn er netop mest af alt det: Et liv med børn.

Det er min erfaring, at venskaber ligesom alt andet bliver mere spirituelle i takt med vores generelle modning. Pludselig skal et venskab ikke overvejende udfylde en nærmest fysisk plads i vores liv; der er ikke længere først og fremmest behov for nogen, som altid svarer, når vi ringer, men derimod en dyb forståelse og samhørighed.
Ydermere kan vi opleve, at dem vi engang følte os allermest på bølgelængde med, nu står på den anden side af bredden, og ser uforstående på os. Fordi vi var i øjenhøjde engang, er vi det med andre ord ikke nødvendigvis nu.

Fra det du beskriver, lever du et intuitivt liv, hvor du går imod strømmen for at følge dine egne overbevisninger. Du træffer valg, der giver mening for dig, men som udløser negative reaktioner, mange af de steder, hvor du kommer frem.
I det lys giver det mening at revurdere dine venskaber og sikre de trygge relationer, hvor der er plads til hele dit væsen og ikke mindst din måde at leve på.
Den sorg du beskriver, som en del af at give slip, er en uundgåelig konsekvens af at være et søgende og handlekraftigt menneske. Sorgen er tabet af det forudsigelige og trygge, og det er tabet af noget man troede, aldrig kunne blive anderledes, og som så alligevel ændrer karakter. Men sorgen er også en ny begyndelse; en erkendelse af at man har rykket sig, og bevæger sig vågent gennem livet.
Jeg bliver personligt løbende mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at prioritere samvær med andre, som føler nogle af de samme overbevisninger som min familie og jeg. Jeg har behov for fællesskaber, hvor jeg er tryg og uden forbehold kan tale om det, der ligger mig på sinde – netop fordi jeg ikke følger normen i mine valg.

Så mens nye, nærende venskaber spirer, og du og din mand med fuldt overlæg skærer ind til benet i jeres sociale kalender, er du nødt til at tage dig tid til at placere jeres gamle venskaber på de steder, hvor de hører til nu. Uden bitterhed eller vrede må du se ind i relationen, være taknemmelig for alt det den har bidraget med, og de indsigter I har delt. Sæt dig en stille stund og send dine venner en tak for alt det, de hjælper dig med at se, selv nu hvor I står langt fra hinanden og lad så dig selv ærligt, uden fordømmelse og med lethed give slip på de relationer, som ikke længere nærer eller inspirerer dig.

For mig er det de dybe, ligeværdige snakke uden konstant argumentation for mine valg eller nedtoning af mine værdier, der giver størst mening. Jeg har behov for venskaber, hvor jeg kan være mig selv, og ikke skal give afkald på mine dybeste overbevisninger for at imødekomme det sted, hvor den anden står. Ofte er det netop mig, der skal gå over broen, jeg oplever, at det kan være svært at komme mig imøde, når man ikke selv har været her, og jeg gør det gerne fra tid til anden, men det skal ikke være en dominerende fornemmelse i mine nærmeste venskaber, hvor jeg har behov for, at forbindelsen er mere oprigtig og ligeværdig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Mange tak for indlægget! Spændende at høre dine tanker og refleksioner. Jeg tror, jeg fremover især vil tænke på ikke at indgå i relationer, hvor jeg skal nedtone mine værdier for at bevare stemningen. Det giver ikke længere mening, og det er ikke ærligt, som jeg ellers forsøger, at vi lever efter i vores familie, et ærligt liv. Jeg har besluttet at lukke ned for nettet her i juli (nu må vi se, om det vil lykkes, oh skræk), men jeg vil glæde mig til at vende tilbage til din blog, når sensommeren nærmer sig. Mange hilsner <3

    • SVAR

      Dejligt, at du kunne bruge det. Og det er netop, hvad jeg mener: På et tidspunkt bliver det nedbrydende at gå på kompromis med sig igen og igen for at imødekomme andre menneskers usikkerhed, samvittighed, uvidenhed, what ever.

  • SVAR

    Jeg har altid gået ind og ud af venskaber og måske egentligt et langt stykke af vejen syntes jeg var en lidt dårlig ven fordi jeg netop gik ind og ud af det.

    Men den proces jeg har været og stadig er i, er det blevet mere tydeligt at venskaber er foranderlige og at det er ok, det er sådan.

    Min proces har ført mig tilbage til nogle venner, som jeg har været ude af kontakt med i flere år, andre er forsvundet og nye er kommet til.

    Jeg kunne i starten mærke at der var mange der enormt gerne ville være der for os og være en del af vores hverdag (hvilket var en tryg og rar følelse, men faktisk også gav lidt skyldfølelse og frustration) og jeg havde simpelthen ikke overskuddet eller lysten til det, det havde folk svært ved at forstå. Men jeg havde et ekstremt behov for at passe på os selv og kun gøre det der gav mening for os, også selvom det i nogle tilfælde så skubbede folk jeg holdt af væk. I starten kunne jeg godt få dårlig samvittighed over det, men jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at man ikke skal lukke flere ind end man kan rumme at have der og nogle gange kan man rumme mere end andre gange – uanset er det ok. De mennesker i ens liv, der forstår det, skal nok være der når man kan rumme lidt mere og hvis ikke, så er det sådan det er.

    Et godt eksempel er min bedste og ældste veninde. Vi har kendt hinanden siden jeg var 15 og hun var 17. I alle årene (det bliver til 23 efterhånden) har vores kontakt været flydende, når vi havde behov for det var kontakten stor og når vi havde mindre overskud eller andet fyldte var den mindre. Men jeg ved at jeg kan altid ringe og invitere mig selv på besøg, eller invitere hende ned til os. Vi er der altid for hinanden når det gælder og resten af tiden er vi der som vi lyster.

    Jeg higer efter den slags venskaber, venskaber hvor det er ok ikke at snakke sammen hele tiden, men det til gengæld giver mening når man snakker sammen og det forsøger jeg at efterleve nu.

    • SVAR

      Det er også sådan, venskaber giver mening for mig, at det er de venskaber, jeg prioriterer, og som jeg ikke føler mig drænet af.