Når vi vælger at være sammen i stedet for at være alene

De her dage som bare går og går med fødselsdage og sygdom, Panodil og skiftende vejr. Timerne som løber af sted, og indimellem føler jeg, at jeg står ved siden af løbebåndet, og observerer, at det hele går stærkt, og pludselig kan jeg se, hvor stærkt det går, og jeg kan komme til at tænke “hvordan skal jeg nå det hele?” Men det skal jeg heldigvis ikke. Jeg skal, meget apropos mit eget indlæg i sidste uge, prioritere. Prioritere knivskarpt, og det gør jeg, og alligevel ender jeg for tiden tit i sofaen med Kristian om aftenen, når jeg måske egentlig ville gøre klogt i at forberede en workshop eller skrive blogindlæg eller noget tredje, som også hiiiver i mig, fordi dagene går med febervarm Juno på armen absolut ingen tid til noget andet. Men selvom man ikke får arbejdet om dagen, kan der alligevel være behov for at tanke op på nogle andre fronter om aftenen, og så er det, at vi havner ved siden af hinanden for en stund, Kristian og jeg.

Og er det egentlig ikke også det, der nogle gange går galt i parforholdet? At man ikke kan finde ud af at være i tosomheden, har svært ved at geare ned og sætte samværet øverst? Måske fordi man er så træt, at det nemmeste er at sidde med sin computer og føle, at man når noget, mens det man i virkeligheden gør, er at lukke sig inde i håb om at passe på sig selv? Nogle gange kan jeg tro, at jeg skal spare mine sidste ressourcer, og at jeg gør det bedst ved at sidde alene, men ofte oplever jeg, at ressourcerne vokser helt af sig selv, når jeg er sammen med et menneske, jeg holder af. Ikke fordi vi behøver tale sammen eller sidde og se på hinanden, men fordi der ligger en kærlighed og omsorg i nærværet, i anerkendelsen. Fordi et enkelt forstående blik eller kram kan være nok til, at det hele vender sig, og man pludselig ser klart igen.
Så det er fint, at vi sidder der i sofaen, Kristian og jeg. I næste uge er han slet ikke hjemme, og så skal jeg skrive og have styr på en masse ting – også om aftenen. Jeg skal redigere min roman igen-igen (og det er okay, jeg vil gerne blive bedre, jeg vil gerne øve mig..), forberede ansøgninger til kulturprojekter, skrive indlæg her på bloggen. Så i denne uge tager jeg altså hans hånd, med ret god samvittighed, og drikker te (og spiser chokolade…), og vi skiftes til at skynde os ovenpå med få minutters mellemrum; fire børn kan kalde mange gange mellem klokken 20 og 24.

I går, da Kristian skulle op til et oprørt, tissetrængende barn for gud-ved-hvilken-gang, snublede han med vilje over en pude på gulvet, og landede hulkende med hovedet begravet i sine hænder, før han kiggede op, og grinede. Og det var helt perfekt, det var lige hvad jeg trængte til, så jeg grinede vildt højt – og var næsten ligeglad med, om jeg vækkede nogen – det var så forløsende, at han lavede sjov med udmattelsen, når han i stedet kunne have gået med tunge skridt hen til trappen. Da han vendte tilbage, drejede han direkte ud i køkkenet, og hentede to kanelsnegle fra fødselsdagen. Nogle ville nok ryge en cigaret, andre drikke et glas vin (og der findes garanteret også mennesker, som ikke forfalder til den slags, og i stedet strikker sig igennem frustrationen, eller smiler træt), men vi spiser chokolade, og bliver ikke ligefrem tyndere, til gengæld smiler vi med hinanden, også med syge børn på overetagen og udmattelsen siddende helt ud i fingerneglene, og når jeg ligger i sengen lidt senere, ved jeg godt, at det nok skal gå. At pludselig – allerede om en dag eller to, måske – står jeg atter på løbebåndet, og har følelsen af at være godt med (og lige pludselig en dag spiser vi knap så meget chokolade om aftenen, måske – hvem ved?)

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Panodiler og omskifteligt vejr er vist uundgåeligt i disse dage. Og der smitter jo af på mange lag i tilværelsen, også på familielivet, som du skriver…. Hvis der er til nogen trøst, så føler jeg mig som en hængt hest i de her dage. Jeg synes vejen er lang (den orange mand i Washington gør ikke sagen bedre), og i går da Mand kom hjem fra konference, måtte jeg bare sige til ham “Fedt, at du er kommet hjem, jeg orker ikke tale med dig…”. Men det er virkelig meget vigtigt at man finder hinanden i de små splitsekunder hvor muligheden byder sig, sådan som du skriver. Jeg håber det bliver lettere i takt med at lyset vender tilbage og behovet for Panodiler bliver mindre…

    • SVAR

      Åh, jeg håber, det snart lysner hos dig. Bliver du påvirket af mørket? Lige nu nyder jeg de her aftener, hvor det meste af familien er på ski. Jeg får virkelig tanket op på alenetid, skrivning og netflix (som min mand ikke gider), og så bliver det til gengæld også meget dejligt at få dem hjem igen, og sidde med hovedet på hans brystkasse om aftenen i næste uge.

  • SVAR

    I er bare så søde❤❤

    • SVAR

      Det er du også <3

  • SVAR

    Vi er jo så nogle, der både ryger cigaretter, drikker vin, æder kanelsnegle OG chokolade, haha! 😉
    Og jeg tror faktisk på, alle bør lære – og nyde – bare at være. Meget gerne sammen, men selvfølgelig også alene, for den sags skyld. Jeg tænker nogle gange, om de der mennesker, og deres familier, som arbejder 50 timer om ugen, selv går til crossfit, fitness og træner op til et maraton, og ungerne går til violin, spejder, fodbold og håndbold, og der arrangeres lejeaftaler og gæstemiddage hver dag, og weekenden går med besøg i legeland, zoologisk have, biograf osv. – om det måske i virkeligheden handler lidt om, at de er skidebange for at komme til at sidde overfor hinanden, alene, uden andre forstyrrende elementer, og indse, at de ikke har noget at sige til hinanden? Jeg ved det ikke. Personligt bliver jeg bare helt forpustet af at se på mennesker, der ræser rundt på den måde. Og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når mine teenageunger spørger, hvad vi skal i næste weekend, og jeg svarer “ingenting” – og de så i kor udbryder: “Yes!! Så skal jeg bare have mit hyggetøj på HELE tiden!” De elsker deres venner. Og de vil også skidegerne i biografen. Men de har også brug for at geare ned. Og at vi har lært dem at sætte pris på netop dét, glæder mig.
    Så bliv I bare i sofaen lidt endnu. Jeg tror, det er helt sundt 🙂
    Og god bedring med syge poder!

    • SVAR

      Jeg ville heller ikke have energien til det. Jeg har brug for færre ting i mit liv, som jeg kan dedikere mig til. Og lige nu, hvor børnene er små og alle bor hjemme, trækker de klart den meste af min tid. Sådan har jeg det bedst. Og hvor lyder det skønt med pyjamasweekend og store unger!

  • SVAR

    Pas på dig selv. Pas på Kristian. Nyd børnene – det gør du jo!

    Lige pludselig er børnene blevet store og udfordringerne bliver nogle andre – måske ikke lettere. Det er det gode ved livet (og børnene).

    • SVAR

      Kære Knud, jeg ved, at du har ret, og jeg nyder alt det, jeg kan 🙂

  • SVAR

    Spot on som sædvanligt – det der med at lukke sig inde for at passe på sig selv. Det giver så meget at række ud og være sammen i stedet. Tak for alle de gode tanker, du sætter i gang. Og god bedring til Juno! 🙂

    • SVAR

      Tusind tak, Line. Det er så dejligt med sådan en kommentar <3