Når vores egne dogmer skaber ubalance fremfor mening

I denne tid hvor vi er en del, som forsøger at bevæge os væk fra de samfundsnormer, vi føler, er kommet ud af balance, er der mange ting at være opmærksom på.

Noget af det, der optager mig for tiden, er bevægelsen fra ét dogme til et andet. Eller med andre ord: Fra én ubalance til en ny.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke tror, livet først og fremmest handler om at være mest rigtig, og alligevel kommer jeg indimellem selv til at fokusere på, om jeg gør det godt nok ud fra et ideal om, at jeg skal være perfekt.
Når vi vælger en bevidst måde at leve på, og gør vores bedste hver dag, er bagsiden af medaljen, at det risikerer aldrig bliver godt nok.

Jeg synes, der kan være en tendens til, at vi forkaster det ene sæt regler blot for at opbygge et nyt, og det mener jeg, er problematisk af flere grunde. Nu siger vi højt nej tak til adskillelseskulturen, nej tak til vinkevinduer, lange skoledage, savn og travlhed, stress, ensomhed, forurening, overforbrug og meget andet.Vi bærer vores børn, ammer dem længe, samsover, og skærer ned for mange ting: Shopping, forurening, arbejdstid, blandt andet. Alt det er godt.

Tiden bliver vores vigtigste ressource, sådan som den helt naturligt vil være det, når vi er tilstede i vores liv, og vi viser vores børn, at travlhed, ensretning og pisa-tests ikke er vejen frem.
Vi ønsker, at de skal tro på sig selv og opleve en barndom med nærhed og omsorg, og nogle gange er det nemmere at vide, om man gør det godt, hvis man læner sig op af et regel- eller værdisæt. Det anfægter jeg ikke, for det er helt oplagt, og jeg gør det som nævnt selv.
Men jeg mener i al sin enkelthed, at den energi enhver handling udføres i, er vigtigere end handlingen selv.

I disse år, hvor SoMe er en inspirationskanal for de fleste, er det nærliggende at sætte mærkater på os selv og hinanden. Jeg læste engang, at hjernen kategoriserer alting med det samme – også mennesker, og set med de øjne giver det mening, at vi tiltrækkes af hashtags.”Hej, jeg er #zero-waster, #unschooler, #naturligforælder, #selvforsynende, #fittnessdad” og så videre. Jeg bruger selv hashtags, og på instagram synes jeg, de er en god inspiration og ledetråd igennem et inspirerende univers, og jeg finder selv nye mennesker på den måde.
Det er ude i det virkelig liv, at det kan blive en udfordring, når vi synes, vi er utilstrækkelige, hvis ikke vi lever op til de prædikater, vi forventer af os selv.

Vi følger mennesker online, der lever et liv, som vi er inspirerede af, og samtidig ser vi på vores eget liv, og vi ser på samfundet omkring os, og der kan opstå nogle konflikter, som vi har brug for at danne os overblik over. Så vi kategoriserer os selv, og langt hen ad vejen er det brugbart og godt, men endnu vigtigere er det, at vi løbende tager os tid til at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os, uanset om det har et passende hashtag eller ej.

Nogle dage er mit mest kærlige bidrag til verden netop at købe en færdigpizza, fremfor at bage én selv, også selvom det indiskutabelt er forbundet med mere spild, dårligere mad og øget forbrug. Men det kan alligevel være det mest rigtige at gøre den ene dag, ganske enkelt fordi en købepizza på måske er det eneste, jeg har overskud til, hvis jeg samtidig skal være en omsorgsfuld mor og en kærlig hustru.
Og jeg mener personligt, at vores kærlighed og omsorg er det bedste, vi kan give verden, hvis vi vil den det godt. Således er jeg indimellem nødt til at afvige fra den kasse, jeg har placeret mig selv i for at skabe balance.

Jeg kender familier, der lever kompromisløst, og som er forbilledlige i mange henseende, og aldrig afviger ikke fra deres værdier, og det er spændende og på mange måder enormt inspirerende, men nogle gange er det på bekostning af noget endnu vigtigere. Nogle gange er presset så stort, og de indre forventninger så høje at glæden, lysten, dynamikken svinder ind, så der i stedet blot står et skarpt regelsæt tilbage, og det mener jeg alt andet lige, er mere drænende for overskuddet til at gøre godt i verden end både tv-afhængighed og ikke-økologiske gulerødder.

Når vi nu begiver os ud på denne livsrejse, hvor mange af os søger en mere meningsfuld hverdag, og dermed gør op med den måde, vores egen barndom var indrettet på, er det jo nærliggende at forkaste alt, tage helt nye midler i brug og skabe vores egen virkelighed fra bunden.

Jeg har også selv lyst til det, og er enig i stort set alt den kritik, jeg hører af vores samfundsvaner, men jeg vælger ikke desto mindre fra tid til anden at gøre noget, som er mindre end perfekt. Fordi jeg ikke altid magter at være perfekt.
Og jeg tror, det er vigtigt med denne erkendelse, da der ellers er fare for, at vi går rundt, og føler os utilstrækkelige, og utilstrækkeligheden er ødelæggende, fordi den får os til at fokusere på ting, som er mindre vigtige, og den sluger vores overskud.

Min hensigt er ikke at sige, at vi skal lade være med at interessere os for eller skrive om de områder i vores liv, hvor vi træffer nogle anderledes valg, som vi er stolte af, og trives godt med.
Tværtimod! Vi skal råbe fra tagryggene, at noget derude er rivravruskende galt, og vi skal fortælle, hvad vi gør for at ændre det, så andre kan følge i vores fodspor og vi skal smide om os med hashtags og inspirerende beskrivelser og på den måde ændre vaner.

Men vi skal gøre det med hjertet, og vi skal huske, at dogmer kan være til skade fremfor gavb, når de bliver vigtigere end vores trivsel og livsglæde.
Derfor: Vær tilstede i julen. Nyd den, hav det dejligt, elsk dine nærmeste, giv gaver til dem du holder af. Gør det med omtanke, naturligvis. Gør dit bedste. Vær bevidst om dit forbrug og dine vaner, men tilgiv dig selv, som du tilgiver alle andre, at vi hver som én er mennesker på en rejse, der endnu ikke er fuldendt og heller ikke perfekt.



Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Det er en super vigtig pointe. Det handler ikke om at skifte fra en kasse til en anden, men at leve et liv i balance. For mig betyder et liv i balance ikke at jeg nødvendigvis altid træffer de korrekte valg, men at jeg er bevidst om konsekvenserne af mine valg.

    Alle valg er et tilvalg af noget og fravalg af noget andet – er man bevidst om dette og har man det med i sin beslutninger, så er man efter min mening godt på vej til et liv i balance med sig selv.

    Herhjemme er nærvær højt prioriteret, så har vi ikke energi til at lave aftensmad, så køber vi take away – det er ikke specielt sundt, det er med garanti ikke økologisk, ej heller bæredygtigt. Men, det giver os ro til at bruge den energi der er tilbage på hinanden, frem for på madlavningen. Det er et bevidst valg og en prioritering af hvad vi ønsker skal være vigtigst i vores hverdag.

    Jeg har tidligere været optaget af om jeg nu kunne leve op til mine egne værdier, men jeg tror faktisk ikke det handler om at altid at kunne leve op til ens værdier, men derimod at aspirere mod at leve efter dem, vel vidende at indimellem vælger vi anderledes fordi noget er vigtigere for os, som fx familietid over madlavning.

    I sidste ende handler det om at leve vores liv, sammen med vores kære på en måde der giver mening for os selv. Så er alle kasserne ret ligegyldige.

    • SVAR

      Ja, alt er en prioritering, og det er vigtigt for vores livsglæde, at vi er meget bevidste om, hvad der har værdi for os, og hvordan vi får mest muligt af det. Godt nytår, søde Ditte ❤️

  • SVAR

    Min psykolog (ja sådan en har de fleste da ikke? ;-)) sagde noget interessant, som jeg ikke studsede så meget over i situationen, men det har alligevel givet stof til eftertanke nogle gange siden, og nu igen hvor jeg læser dit indlæg. Hun sagde “Mennesker er ekskluderende af natur. Det kan godt være du ikke er, men langt de fleste vil finde deres gruppe af mennesker de ligner og så lukke sig omkring den, og så er det svært for andre at komme ind.”
    Mennesker er jo i deres grundessens flokdyr, og alle de der kasser, dem bruger vi til at navigere efter, når vi skal finde den flok vi hører til.
    Helt personligt oplever jeg, at når man ikke bryder sig om at blive puttet i en kasse, så bliver det også rigtig svært at finde sin gruppe.
    Jeg er mange ting, og har aldrig rigtigt oplevet at passe ind, jeg har altid følt, at jeg til en hvis grad skulle fake for at passe ind i gruppen.
    Men nu er jeg snart sådan rigtig voksen, og har derfor accepteret, at sådan er det. Så kan jeg få lidt i én gruppe og lidt i en anden, men for mig bliver det for ufrit at være en del af en fasttømret gruppe, af “ligesindede” fordi jeg i hvert fald – som du – føler jeg kan været ligesindet med mange forskellige grupper.
    Så pointen er nok, at jeg tror vi kommer til at hoppe ned i de der kasser af frygt for at være alene, for ikke at høre til. Med mindre vi naturligvis barer hører totalt meget til i den kasse, så er alt jo godt.
    Men så længe man føler man skal fake eller skjule sider af sig selv for at høre til, så hører man jo nok ikke rigtigt til alligevel. Og så slemt er det altså heller ikke at være sådan en der flagrer lidt rundt 🙂

    • SVAR

      Jeg tænker: Kan man forestille sig, at vi som art udvikler os henimod langt større rummelighed, færre begrænsninger og flere facetter?
      Et “new normal”, hvor vores bevidsthed eller måske nærmere forbindelser i hjernen efterhånden forandrer sig til at være mere åbne?
      Jeg oplever ikke, at jeg er helt hjemme i nogen gruppe, men ej heller at jeg er helt ude i ret mange. Min omgangskreds er meget alsidig, og sådan synes jeg, det giver mening.
      Min pointe med det her indlæg er, at vi skal være opmærksom på vores egne forventninger til os selv, og gøre det klart, hvorvidt de er oprigtige, eller om de nærmere afspejler noget, vi ser i andre, og kommer til at måle os selv mod, hvad end det reelt gør os glade eller ej?

  • SVAR

    Tak, kære Maj My, for at dele nogle vigtige tanker.

    Jeg tænker, at omdrejningspunktet for livet her på Jorden – for hvert enkelt menneske – er tilknytningen – det lille barns tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

    I denne tilknytning ligger kærligheden.

    I denne tilknytning ligger betydningen.

    I denne tilknytning ligger tilliden til, at jeg kan finde vej.

    Vores store opgave er – som jeg ser det – at finde vej, når tilknytningen er brudt.

    For når tilknytningen er brudt, er klangbunden i hjerterummer svækket. Så derfor bliver det vanskeligt at lytte til – og høre – et rent ‘nej’ eller ‘ja’ fra denne hjertets klangbund, når vi står i vigtige valgsituationer og ved betydningsfulde skilleveje i vores liv.

    For der er noget, der er sandt – og andet, der ikke er det.

    Jeg tænker, at en ledesnor i en Verden i opbrud kan være at stille sig selv spørgsmålet:

    “Hvad er kærligt her?”

    Hvis situationen og valget er af allerstørste betydning, vil dette spørgsmål kunne give anledning til – måske lange – overvejelser FOR og IMOD.

    For ofte findes der ikke noget entydigt svar.

    Men ved at stille os selv dette spørgsmål, øver vi os i at lytte til Hjertets Svar.

    Og ved at leve livet med dette spørgsmål present, vil vi få stadigt mere direkte adgang til Hjertets Stemme.

    Og denne stemme udtrykker et dybt fælles Kærligshedssprog, som véd, hvad der er Sandt.

    “Et Barn er født!”

    Glædelig Jul til dig dig, kære Maj My, og din lille familie på Ærø!

    • SVAR

      Tænk at vi ved det nu. Jeg ville ønske, nogen havde sagt sådan til mig for ti år siden.
      Men bevidstheden vokser hurtigt i disse år.
      Tak for dine uvurderlige bidrag i 2018, kære Tove.
      “Jeg tænker, at omdrejningspunktet for livet her på Jorden – for hvert enkelt menneske – er tilknytningen – det lille barns tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

      I denne tilknytning ligger kærligheden.

      I denne tilknytning ligger betydningen.

      I denne tilknytning ligger tilliden til, at jeg kan finde vej.”

      Smukke ord – tak ❤️

  • SVAR

    Åh hvor godt skrevet! Og lige noget jeg trængte til at blive mindet om! Vi er nemlig ikke perfekte, ligesom livet ikke er det, og det er bare så hårdt hvis man konstant føler man skal leve op til det modsatte. Rigtig glædelig jul til jer, og tusinde tak for alle dine kloge ord, tanker og tiltag i 2018. De kærligste hilsner fra Bianca

    • SVAR

      Vi er ikke perfekte – ingen af os, og det er vigtigt, at vi altid forholder os til, om de ting, vi stræber efter og sammenligner os med, nu rent faktisk er det, vi helst vil leve op til eller måske rettere et billede af livet, som vi har adopteret fra eks. instagram
      Godt nytår og tak for dine mega dejlige kommentarer i det forgangne år ❤️

  • SVAR

    Det er så fedt formuleret og skrevet Maj My. Så skarpt, og fint, tak for det! Jeg nød at læse med, følte mig genkendt og mødt i min egen proces <3

    kh Maibrit

    • SVAR

      Hvor er jeg glad for det, Maibrit. Din proces er jo altid spændende at følge ❤️ Godt nytår til jer

  • SVAR

    “Nogle gange er presset så stort, og de indre forventninger så høje at glæden, lysten, dynamikken svinder ind, så der i stedet blot står et skarpt regelsæt tilbage”
    Den her sætning vil jeg tænke over og huske på, tak for den. For kærlighed og nærvær skal trumfe kasserne og ideologierne.