Naboens have

Mine to mellemste går i en børnehave, som hedder Pippihuset. Den ligger næsten heeelt oppe i den ene ende af 30 kilometer lange Ærø, men forældre fra hele øen kører dertil hver dag alligevel. Det gør de, fordi det er Minna, der har Pippihuset, og hun har lavet en børnehave, som kan noget særligt.

Processed with VSCO with a7 preset

Minna flyttede til øen med sin højskolemand, Tange, for omtrent tyve år siden, og et par år senere købte hun en villa i udkanten af Leby, og åbnede Pippihuset dér. Pippihuset er den slags børnehave, hvor både børn er voksne er udenfor det meste af dagen året rundt,uden at pædagogerne står og skuler i hjørnet, når det regner. I Pippihuset laver man mad over bål om onsdagen, og sprøjter med vandslanger, når solen skinner. Foran Pippihuset er der en stor legeplads med klatretræer, hængekøjer, cykler og bjælkehuse, og nede i hjørnet er der en låge, som leder ind til “naboens have”. Naboens have er en vældig, grøn have med totempæle og skurvogn, blødt græs og træer.

Processed with VSCO with a7 preset

Processed with VSCO with a10 preset

Da min familie og jeg flyttede til øen for halvandet år siden, kom vi sejlende fra en verden, hvor næsten alting er et pseudonym, hvor de fleste har et brand, og hvor et brød koster 48 kroner. Vi kom fra den kreative klasse, fra New York til København og så til Svendborg, og vi kom sejlende til Ærø, fordi vi havde behov for ro, luft, ærlighed og nærvær. Nogle uger senere startede vores børn i Pippihuset, og da jeg kom ind i naboens have første gang, tænkte jeg: “sikke et skønt navn.” Det lød poetisk; som titlen på en bog.

Og jeg synes stadig, det poetisk og fint, men sandheden er mere enkel end som så, for naboens have viste sig vitterligt at være naboens have, som Pippihuset har lånt i årevis, og det er jo derfor, den hedder sådan, som Minna sagde med let løftede øjenbryn, da jeg spurgte til navnet. Hun har boet herovre så længe efterhånden, at hun godt ved, alt ikke behøver være så kompliceret.

Nå, men i sidste uge kom der geder i naboens have, og mine børn fortalte begejstret om dyrene, da jeg hentede dem om eftermiddagen, og vi gik ned, og så på de to gumlende nyankomne, og mens vi stod dér, spurgte jeg, hvordan de var rejst fra Minna og Tanges mark til naboens have. “Minna kom kørende med den første i sin bil, og Tange kom kørende med den anden,” svarede Ilja på fire år som den største selvfølge. Jeg smilede, og nikkede, for selvfølgelig var det sådan, de kom fra den ene landsby til den anden: I Minna og Tanges biler, helt uden dikkedarer, og nu står de så i Pippihuset til glæde for alle omkring sig.

Processed with VSCO with a7 preset

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    […] pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, […]

  • SVAR

    […] er mandag, og det er tid til mandagsportrættet. I dag vil jeg præsentere jer for Minna, som har børnehaven Pippihuset her på Ærø, som jeg skrev om for et par uger siden. Men det er selvfølgelig ikke […]