Noget er under forandring

Mine børn løber nøgne hjem fra stranden. Mørke i huden, med fødder som ikke er bange for tidsler. Kristian har længe sagt, at det bliver den fedeste sommer. Jeg har ikke kunnet tro ham. Noget har holdt mig tilbage. Men noget er under forandring i mig. Før tænkte jeg: Hvordan går man udenfor, og fordyber sig dér – i samværet, jorden, solens stråler – hvis der er noget andet, som trækker i én? Hvis man er splittet.
Nu mærker jeg, at jeg er ved at være klar.

Sidste sommer sad Juno på min arm det meste af tiden. Jeg ammede i skyggen, hun skulle puttes til mange lure, være hud mod hud. Der var ikke mulighed for fordybelse i andet end vores symbiose. Hun og jeg levede et liv parallelt med resten af familien.
Så jeg havde glemt, at det kan være anderledes, men husker det så småt nu. Dag for dag ser jeg, at der er andre liv, andre år foran mig.
Jeg ser, at når vi er på stranden, leger børnene i timevis. Løber i vandkanten, og bygger sandslotte.

Så jeg faldt over en anden distraktion, og begyndte at skrive min roman. Besluttede, at jeg ville være færdig med den, før vi ændrede noget i vores liv. Jeg tænkte: “Når jeg har skrevet romanen igennem, kan jeg være tilstede hele tiden.” Jeg satte dage af til kun at skrive den. Og det gik godt. Den bliver god. Jeg fik en e-mail fra ét af de store forlag, som havde læst uddraget, og gerne ville læse mere. Bogen lå i baghovedet hele tiden. Sætninger, formuleringer, stemninger. Pludselig levede jeg igen i en parallelverde, og denne gang var det én, som jeg skabte selv.

Men i sidste weekend var jeg på besøg hos en familie, hvis liv er fuldkommen i overensstemmelse med deres dybeste værdier. Så stod jeg der, og tænkte, at vi er forskellige. At jeg ikke ville kunne slippe mine andre ambitioner for at give mig helt hen til forældreskabet. Heller ikke selvom jeg gerne vil. Jeg tænkte: “Det kan jeg ikke.”

Jeg kom hjem, kom lidt på afstand, og tænkte så: Jo, det kan jeg. Jeg skal.

Fordi romanen, som er i mit hjerte, og som jeg ved, er god og rigtig, er ikke rigtig nu. Jeg vil ikke skrive noget så omfattende i dette splitsekund af min eksistens. Pludselig er børnene flyttet, lige nu er de her. De vil stadig sove ved siden af mig. Holde i hånd, når vi kører i tog.
I flere år har jeg været i en bevægelse mod et liv med endnu mere fokus på familien. Jeg har tænkt på muligheden for at have børnene hjemme, og jeg har tænkt, at det var svært, fordi jeg også har andre mål. Jeg blev ved med at skabe nye ambitioner, blev ved med at have noget, der skulle klares. Jeg har måske følt, at jeg ville miste for meget af mig selv, hvis jeg fokuserede på børnene. Nu skærer jeg ind til benet. Og så må vi se.

Det betyder, at Kristian og jeg fjerner alt, der distraherer, og som ikke giver noget til helheden. Færre aftaler, færre forpligtelser. Flere dage med fuldkommen ro og forudsigelighed. Og så må vi se. Jeg ved ikke, om vi alle sammen skal være hjemme hver dag. Men sommeren kommer, og for en tid skal vi. Vi starter med sommeren. Ser, hvor den bærer os hen.

Og jeg begynder at tro på Kristian: Det bliver den fedeste sommer. For der er noget, som slipper taget i mig. Der sænker sig en ro indeni. Når jeg ligger mig på puden om aftenen, minder jeg mig selv om, at jeg har nået det, jeg ville. Jeg behøver ikke være mere for andre. Det er nok, at jeg er her hos min familie. Så kan jeg sove tungt.

I denne lange weekend var vi nede på stranden hver dag. Nøgne stod vi alle seks, og spejdede ud over havet, og mærkede varmen på vores hud. Jeg gik ud i det kølige vand til knæene, og så min familie inde i sandet. “Jeg har født de fire børn”, råbte jeg til Kristian. Tænk at være så velsignet. Det vil jeg nyde. (og det må jeg gerne.)

Kender I det? Det med drømmene, som skal tage form?
Det med at man skruer op for noget kun for at finde ud af, at man egentlig er på vej væk fra det?
Kender I nødvendigheden af at prioritere?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg intet mindre end elsker din eftertænksomhed og din evne til at få mig til at beskue mit liv lidt oppefra…

    Jeg har meget fokus på hvordan jeg ønsker mit liv skal være nu – jeg skal so wie so alligevel starte forfra, så kan jeg ligeså godt sikre at min nye start faktisk indeholder de drømme jeg gerne vil bliver virkelighed. Men det er som at springe ud i den dybe ende uden at være sikker på man kan svømme…

    Jeg prioriterer benhårdt – hvad har vi brug for og hvad kunne være sjovt… Det er ikke let, men familien er nødt til at være fokuspunktet og resten skal støtte op om den kerne – ikke aflede fra den…

    • SVAR

      Jeg synes, du er så utroligt sej, og jeg tænker, at den slags tab, som I har været igennem, netop (og kun) giver mening, hvis man lærer af dem, og tager konsekvensen af det, man har indset og erfaret. Tak fordi du deler.

      • SVAR

        Tak, det er simpelthen en kæmpe støtte at vide du og mange andre så at sige hepper med fra sidelinjen og at det giver både mig og andre når jeg deler ud af følelserne omkring vores situation.

        Jeg tror du har ret, hvis vi bare fortsætter i samme trummerum uden at reflektere over tingene, så får man ikke bearbejdet tabet og sorgen, men man udvikler sig heller ikke.

        Min far var i øvrigt vanvittigt imponeret over det arbejde Kristian og Hermansen har lavet med Bjergprædiken…

  • SVAR

    Jeg står i præcis samme dilemma. Men for mig kan det ikke være et et enten eller. Jeg bliver nødt til at holde fast i den kvinde jeg også er og være kreativ i mit arbejde og have mine egne projekter. Kun på den måde kan jeg være noget for min mand og to børn (5 år og 10 mdr). Øvelsen for mig er at acceptere at det perfekte ikke findes, balancen i mig og i livet er heletiden til forhandling fordi jeg og menneskene omkring mig udvikler sig og forandrer sig. Det svære for mig er at lave det nødvendige dybe prioriteringer den som giver roen helt inde og så acceptere at roen på overfladen i situationen med børnene m.m. Kommer og går. Jeg bliver nødt til at skære ind til benet ift mit arbejde så det giver mig mest muligt glæde og energi. Så kan jeg nyde min familie og samtidigt i det skjulte glæde mig til at skulle gøre ting for mig selv/ arbejde med de projekter der grundlæggende giver mig glæde. Jeg håber det giver mening

    • SVAR

      Det giver fuldstændig mening. Jeg kommer heller ikke til at give slip på mine skriverier – bloggen bevarer jeg, og den er en stor del af mit daglige udtryk. Men lige nu skal jeg ikke skrive en roman, fordi det kræver et fokus, som jeg ikke kan mønstre uden at blive fuldkommen opslugt. De konstante forhandlinger, som du nævner, vil jeg gerne have en pause fra, så det efterstræber jeg ved at skære ind nu. Men roen på overflade kommer og går, som du skriver, og jeg tror, det er en del af læringen ved at have børn.
      Og så lige en kommentar til din sidste sætning: Jeg glæder mig ikke kun i det skjulte til at fordybe mig i mine egne projekter. Mine børn må gerne vide, at deres forældre har passioner udover dem, og sågar lever af at lave ting, som de elsker. Sådan håber jeg, at vi kan inspirere dem til det samme.
      (Og Huset Humaidan – min og min mands virksomhed – driver vi også videre, selv hvis vi ender med at have alle børn hjemme nogle måneder eller mere.)

  • SVAR

    Jeg tror K har ret. Det blir den fedeste sommer! 🙂
    Det er allerede det fedeste forår.
    Og så LUNT vandet var her i weekenden. Vi skulle egentlig bare have soppet, men efter jeg var blevet gennemsvedt af havearbejdet lagde jeg mig bare ned i vandet med alt tøjet på og lå og vuggede og kiggede op i himlen.

    Drømmene står skarpere og skarpere 🙂
    Dagligdagen står skarpere og skarpere
    Knus herfra den anden side af bugten

    • SVAR

      Åh hvor det lyder godt, alt sammen. Jeg får helt lyst til at gå ned og lægge mig i vandet nu <3

  • SVAR

    Det er sjovt at der nogle gange skal ske noget drastisk, før man får øjnene op for hvad man egentlig vil med sit liv. Sådan er det i hvert fald for mig.
    Sidste weekend endte jeg pludselig på operationsbordet, helt fortvivlet og ked af det. Og som jeg lå der om morgenen i det dødkedelige sygehusværelse, kunne jeg mærke en trang til at ændre min hverdag og livsstil. Pludselig stod det klart for mig at mine værdier og drømme havde ændret sig markant, siden sidst jeg tog dem op til overvejelse.
    Alt det som jeg troede jeg drømte om og som jeg var i fuld gang med at udføre, føltes bare ikke rigtig længere. Har godt kunne mærke det i noget tid, men turde nok i virkeligheden ikke at lytte oprigtigt til de små signaler.
    Siden da har jeg været igang med at revurdere alting, fået skrevet det ned på papir og sagt det højt, og det føles godt. Det er også ret skræmmende nogle dage (angstprovokerende og uoverskueligt), men er sikker på at det vil føre til noget endnu bedre.
    Tænk at det kan være så krævende at lytte til sig selv….. men jeg føler mig samtidig modig og det er spændende:)

    • SVAR

      Kære Vickie,
      ja, lige netop: Nogle gange skal der noget drastisk til. Indimellem optrapper man noget for så at indse, at det er det helt modsatte, der skal til. Og jeg ved jo, at du allerede barslede med et nyt liv, og nu har du fået det vink med en vognstang, som du måske havde behov for. Jeg håber, du er okay, og glæder mig til at se, hvor I ender <3

  • SVAR

    Det er virkelig nogle spændende tanker, som jeg selv går med. For nogle måneder siden sagde jeg mit faste job op for at blive freelancejournalist, så jeg selv kan styre arbejdsmængde og -tid. Samtidig flyttede vi ud af byen og tættere på mine forældre – mere frisk luft og ro og bedsteforældre i nærheden til hygge og hjælpende hænder.
    Men jeg kan mærke, jeg higer efter mere. Mere tid med børn, mindre arbejde. Men vi skal jo også tjene penge, så vi har et sted at bo og noget at spise.
    Hvordan balancerer I det? At ville være meget mere sammen som familie og samtidig kunne tjene nok til, at det løber rundt?

    • SVAR

      Kære Maria,
      jeg er så mange gange blevet spurgt til det med pengene, at jeg ikke kan blive ved med at skubbe det foran mig. Sandheden er, at penge for mig er langt mere og andet end et praktisk spørgsmål (med derimod også ét om energi – og har bliver det lidt langhåret). Men jeg vil skrive et indlæg om netop den del af vores livsstil, når jeg kommer helt online igen om nogle dage.
      Det korte svar på den overvejelse som du går med, er dog dette: Vi arbejder relativt få timer til en relativt høj løn, og forbruger relativt lidt i hverdagen ifht vores indtjening, hvilket giver os mulighed for alligevel at bo godt, spist sundt og så vores unger meget. Men, det er en lidt overfladisk behandling af din problemstilling, som jeg håber, at kunne komme mere i dybden med snarest herinde 🙂

  • SVAR

    Vi (min kæreste, vores 1-årige datter og jeg) flyttede for et halvt års tid siden fra den ene af landet til den anden. Før boede vi på fjerde sal i en lille ussel lejlighed midt i byen. Nu bor vi tæt ved havet, med bedsteforældre tæt på, en køkkenhave i fuldt flor og dejlige naboer. Vores liv har ændret sig så dramatisk indenfor det sidste år, men det er som om drømmene vokser sig større for hvert skridt vi tager ind i vores nye liv. Jeg synes det er helt fantastisk og jeg føler mig mere levende og til stede end før, nu hvor jeg har ro, nærvær med min lille familie og natur.
    Så jeg forstår dig godt og vil bare fortælle at dine skriverier altid sætter gang i noget hos mig. Tak for det.
    Jeg håber, at jeg måske kan komme med på retreat til efteråret, men min datter er stadig så lille, at jeg ikke har besluttet mig endnu.
    Jeg tror også, at denne sommer bliver den bedste!

    • SVAR

      Kære Camilla, det lyder så dejligt. Særligt ordene: “jeg føler mig mere levende og til stede end før, nu hvor jeg har ro, nærvær med min lille familie og natur.” Det vil glæde mig at møde dig på mit retreat til september, hvis du er klar til det. Mange kærlige hilsner, Maj My

  • SVAR

    Kære Maj

    Jeg er for nyligt begyndt at læse med på din blog, og jeg er vild med den og dig. Du stiller svære spørgsmål, reflekterer og bevæger dig hele tiden tættere på der, hvor du gerne vil være. Det er sindssygt inspirerende, men også indimellem anledning til lidt af en klump i halsen hos mig.

    Efter en gevaldig krise under mit studie for nogle år siden, hvor jeg kæmpede for ikke at knække halsen, blev jeg klogere. Meget klogere på hvem jeg er, og hvad jeg har brug for for at være glad og opleve ro og trivsel. Meget klogere på mine egne livsværdier og prioriteter. På trods af det er jeg havnet et sted, hvor jeg er i konflikt med de værdier hver dag, og det gør ondt på mig. Ikke lige meget hver dag, men for ofte og for meget, synes jeg. Alligevel er jeg bange for at bryde op, men for hver gang du skriver om at leve med mening, at leve efter egne værdier, kommer jeg lidt tættere på, tror jeg.

    Tak for det og for dig.

    • SVAR

      Kære Trine,
      det lyder som om, du hele tiden rykker dig. Og sådan er det jo: Vi er på vej. Kabat Zinn har skrevet: “Lige meget hvor du går hen, er du der.” Du er, hvor du skal være, og du er på vej til noget nyt. I og med at du er et menneske, som handler på dine fornemmelser, og som tør mærke efter, behøver du ikke være bange for at fejle eller gå glip af noget, Hvis jeg var dig, ville jeg tage en dyb indånding og lade tiden i samspil med din viljestyrke og intuition føre dig fremad. Det er rejsen, ikke målet, som er livets mening. Tak fordi du læser med herinde, Maj My