Om Ærø-venner, familiebesøg, juletræ, kaos og fællesskab

I eftermiddag har vi en aftale med en familie her på Ærø, som vi har lært at kende over det sidste halve år. Vi skal mødes hos dem til boller og leg og snak, og det er den slags uformelt, ærligt samvær, hvor ungerne taler i munden på hinanden, spørger om tusind ting, rækker hen over bordet, spiser kiks ovenpå ostemadder, og så pludselig farer af sted, og vi voksne sidder forpustede tilbage, og snakker, og spiser også, og rejser os på skift for at følge nogen på toilettet, skifte bleer, udrede kriser mellem ungerne, og selvom vores venskab er nyt, kan vi tale om alt, og det lader sig gøre selv midt i alt det andet.
Men inden da skal vi forbi vores dejlige nabo på 87. Hun har inviteret på nytårs-gæstebud, og jeg glæder mig til at ønske hende et godt nytår og takke for det, der snart er gået, for hun er en vidunderlig nabo; altid ude i haven, altid klar til at dele en spand kaffe, altid kysser hun vores børn, og fortæller med sin klare stemme om livet der var, og livet som er. Hun er høj og slank og stærk som en okse, og hun holder hele det lille husmandssted selv, efter hendes mand døde for to år siden. Hun er vokset op på stedet; har altid levet med udsigten over markerne og over vandet til Svendborg. Hun kender den runde hønsegård og bedene op mod grusvejen så godt som sine velstrøgne bukselommer. Hun kender de fleste på øen, vil jeg tro, og de fleste kender hende. Vi er taknemmelige over at være nogle af dem, som får del i hendes værdifulde tid.

Og, ja, nu er nytåret lige om hjørnet, og jeg kommer til at tænke på, at det kun er godt og vel halvandet år siden, vi flyttede til Ærø. Om et par uger er det fem år siden, Kristian og jeg sammen besøgte Ærø for første gang, jeg var gravid med tvillingerne, og vi gik lange ture i frostklædte Ærøskøbing. Luften var ren, stilheden en skønhed i sig selv. Vi besluttede at blive gift her på øen, og et par år senere blev det virkelighed. Hurtigt fik vi et netværk herovre; i processen med at arrangere brylluppet opstod adskillige varige venskaber, som vi plejer året rundt, og der kom bekendte til, som vi glæder os over.

De seneste tre-fire dage har mine søskende og deres kærester besøgt os. Vi har haft nogle dage præget af mange børn og af en ubrydelig lyst til at samtale. Om aftenen er vi kollapset med te og brunkager, og har spillet spil og set et enkelt afsnit af den nye Planet Earth (som er helt utroligt smuk), og dagtimerne er gået med madlavning og samtaler spredt ud over halve døgn, fordi afbrydelserne er uendelige, når der er adskillige babyer og en del børn tilstede. Vi har taget pynten af juletræet, og hugget det til brænde, og aftalt at næste år køber vi ét med rødder, som kan plantes ud efterfølgende, og en enkelt voksen har badet helt rigtigt i havet, mens én af ungerne løb ud til anklerne, og råbte “Det var nok!” Det har været kaotisk og her har rodet vildt (og gør det endnu, tildels), men det har mest af alt været rart og dejligt, og jeg er meget taknemmelig for at have familie, som føler sig så hjemme hos os, at de kommer ofte, og som jeg føler mig så hjemme med. Men en del af virkeligheden er også, at de alle sammen bor langt væk fra Ærø (indtil videre, i hvert fald), og derfor betyder det ekstra meget at have venner her på øen, som en slags udvidet familie, i hverdagen.

Vores flytning til Ærø betyder meget for vores liv. Det er ikke den eneste faktor, men jeg vil alligevel sige, at det er definerende for et liv at bo her, ikke mindst når det er et aktivt valg, som det er for os. Jeg tror, vores hverdag er anderledes, både end den var før, vi flyttede, men også end den ville have været nu, hvis vi boede et andet sted. Der er noget med den tætte forbindelse til de andre øboer og afstanden til alle dem “på den anden side”. Noget med, at vi i sidste instans er alt, hinanden har, sådan sat lidt på spidsen. Derfor er man ikke blot endnu en forbipasserende, endnu en del af et uoverskueligt myrer-mylder, når man krydser hinandens vej, og derfor skrev jeg på en Ærø-facebookside, at min søster havde glemt nogle ting hos os, da hun var taget hjem, og spurgte, om nogen skulle mod Aarhus inden nytår (hun havde blandt andet glemt den pailletjakke, som hun skal have på nytårsaften, så det hastede på sin vis), og der gik mindre end en time, før to havde tilbudt at tage tasken med. Og dét er vildt typisk Ærø, men det er sikkert også typisk så mange andre steder – faktisk er jeg overbevist om, at det er menneskets natur: Intet føles bedre end at gøre noget for andre, men i meget store befolkningsgrupper, i byerne med andre ord, kan det virke fremmed, uoverskueligt, utrygt og underligt at bede om hjælp på den måde – ud i det åbne, uden at kende hinanden forud. Defor danner vi små fællesskaber i vores liv; på arbejdet, i fritiden, på internettet, hvor vi føler os som en del af en gruppe, og der kan vi dele mere.
Sådan synes jeg, det er at bo på Ærø: Som ét stort-lille fællesskab vævet sammen af geografisk nærhed, en fælles forståelse for vores vilkår (vi skal sejle for at komme herfra) og en omsorg for stedet her.

Hvilke fællesskaber har I i jeres liv? Hvem er jeres naboer?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Ej nu skriver jeg igen, og du undre dig sikkert lidt over hvem jeg er, der sådan er kommet dumpende. Men din rolige skrivestil er simpelthen så dejlig at læse, og din tilgang til tingene virker så lige til. Det er en kontrast til så mange andre blogs, så tak til dig. Det syntes jeg egentlig bare at du skulle vide 🙂
    Og godt nytår.

    • SVAR

      Kære du med det smukke navn,
      nej, jeg undrer mig ikke – jeg glædes. Dybt indeni glædes jeg, hver gang du skriver. Så tusind tak for det. Det betyder mere, end du aner. Godt nytår!

  • SVAR

    Hej Maj My.
    Min første tanke mens jeg læser din blog er, hvordan du for afsat tid og ro til at skrive, midt i alt det du foretager dig. Jeg kan også godt lide at skrive, men det kræver at jeg har overskud til det. Du spørger om hvordan vi har fællesskaber i vores liv. Vi bor på en stille villavej i en forholdsvis lille by, men vi har de butikker vi har brug for i Bymidten, som ligger 500m fra vores hjem. Vi render ikke ud og ind hos hinanden på den vej hvor vi bor, men vi kender vores nærmeste naboer. I går eftermiddags var vi inviteret ind til vores nabo til kaffe. De har lige fået en hundehvalp, som vi skulle lære nærmere at kende og den os. Det var rigtig hyggeligt at få en snak om løst og fast, og hvad der rører sig i vores område. For et par dage siden blev en stor grund lige over for os ryddet af et skovrydningsfirma. Der vil inden længe blive bygget 10 huse på arealet, som har ligget og groet vildt i rigtig mange år. Så vi håber og regner med at det vil blive en noget bedre udsigt vi får fremover. Vi har været genbo til omkring 30 ca. 20 m høje birketræer og hvad det medfører af blade, frø og afbrækkede grene, som er havnet på vejen og i vores indkørsel og have. Vi bor lige nedenfor en stejl bakke og meget er havnet ved vejafløbsristen, som altid stopper når det regner, med oversvømmelse af vejen til følge. Så min mand og jeg har haft et fast job med at holde den rist ren. Lige i de her dage er det 50 år siden vi flyttede ind i et helt nyt hus. Dengang var der en stor maskinfabrik, som ejede hele grunden og det var byens største arbejdsplads. Den både larmede og lugtede, men vi lærte at leve med det, men den lukkede imidlertid efter vi havde boet her 10-15 år. I dag befinder der sig en en produktionsskole for unge mennesker. Det er rigtig godt at kommunen fandt en god anvendelses for de store bygninger. Kommunes ældre kan samles i en stor sal til julefrost og høstfest og så har de unge mennesker tilberedt maden. Vi deltager af og til i de arrangementer. Vi har gode fællesskaber i kommunes tilbud. Via ældresagen går min mand og jeg både til linedans og gymnastik. På den måde lærer vi mange forskellige mennesker at kende. Jeg går også til stavgang, hvor vi er en gruppe på omkring 20, som går fast hver tirsdag formiddag. Så vi får en hel del motion i løbet af en uge.
    Jeg tror du gerne vil have lidt respond på din blog, så derfor min lille beretning om vores liv som pensionister i en lille by i Hornsherred.

    • SVAR

      Kære Inge,
      tak for din dejlige beretning fra jeres liv. Det lyder som et godt sted at bo – og tænk; 50 år på samme sted. Tillykke med det. Du skal kun skrive kommentarer her, når og hvis du har overskud til det – jeg glæder mig over kommentarerne, men ved fra mig selv, at man ikke altid får dem skrevet, og har en tæller, som sladrer om, hvor mange læsere her er dagligt, så jeg ved, at jeg ikke kun skriver for mig selv. Tja; hvordan finder jeg tid til at skrive? Det er et spørgsmål om prioritering. Jeg tror, mange ser fjernsyn hver dag, det gør jeg ikke. Og så skriver jeg efterhånden hurtigt; jeg har arbejdet med det en del år efterhånden. Godt nytår.

  • SVAR

    Jeg er flyttet til Munkebo på Fyn i et lille rækkehus med have, det er mest ældre der bor her og det er det bedste jeg har gjort for mig selv i mange år. her er så roligt. Alle hilser når man går ud af døren. den ældre meget dårligt gående herre for enden af vejen insistere på at tage alle vejens skraldespande ud hver anden torsdag når skraldebilen kommer. (og det kunne ikke diskuteres) 😀 og han stiller dem pænt på plads igen bagefter. min genbo vinker hver gang jeg går ud af døren. og kommer ofte ud med en lille tankegave eller et venligt ord og en krammer. Min anden genbo med have mod mig vinker altid når hun står op og ser mig i vinduet. og sagde som det første da jeg flyttede ind at jeg altid var velkommen. ( jeg overtog huset fra hendes datter og svigersøn) området er vidunderligt. tæt på vand og skov. og en skøn og tryg atmosfære. <3
    og så bor min dejlige veninde med mand og 3 børn som jeg er gudmor og fadder til, 10 min herfra. jeg føler det er en kæmpe gave at bo her.

    • SVAR

      Kære Stina,
      stort tillykke med det. Det lyder som et berigende sted at bo, og gode naboer er en uvurderlig gave. Det ved man, når man har oplevet det. Jeg ønsker, at du må få et 2017 fuldt af glæde og harmoni. Kh