Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

For nogle uger siden spurgte jeg på Instagram, hvilke emner der var interesse for at læse om her på min blog.
Én af de ting, flere nævnte, var mit arbejdsliv – eller mangel på samme?
“Jeg kunne godt tænke mig at høre om perioden, hvor du sagde dit job op, og overvejelserne bag at lægge arbejdslivet (i traditionel forstand) bag sig,” skrev én.

Først virkede den del af min egen historie så fjern, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg skulle skrive.
Jeg tænkte: “Hvilken proces?” Og: “Har jeg virkelig lagt arbejdslivet bag mig?”

I kender det godt: Man bliver blind for det bemærkelsesværdige ved de ting, man selv har vænnet sig til. Sådan er det med store dele af mit liv: Jeg ved selvfølgelig, at min families hverdag på mange måder er anderledes fra de flestes, og jeg skriver af samme grund herinde om de valg, vi træffer, men jeg går ikke rundt med en konstant bevidsthed om, at andre synes, vores liv er fascinerende – eller mærkeligt, for den sags skyld.

Og lige netop det med arbejdet har altid virket ret enkelt for mig.

Jeg blev uddannet journalist efter syv års studietid med tre års uplanlagt orlov undervejs. Først var der New York, hvor jeg blev hængende i et par år, fremfor at komme hjem efter min praktik, og dernæst var der min brors kræftsygdom (og min fars død i samme periode og fødslen af mit første barn tre måneder senere). Da jeg endelig blev færdig, havde jeg brugt næsten dobbelt så lang tid på uddannelsen, som den er normeret til (men jeg tror også, jeg havde dobbelt så mange erfaringer med mig, og faktisk tænkte jeg allerede dengang, at det var fint, at jeg ikke blev færdig som 23-årig. Det der med at skynde sig er sjældent frugtbart.)

Jeg blev færdig, og Kristian, Storm og jeg flyttede fra København til Svendborg kort efter. Det var noget med at skabe en base; vi ville ud af byen og tættere på noget grønt.

Der gik ikke længe, før jeg fik job som journalist på Fyns Amts Avis. Helt kort: Jeg var lykkelig for at komme i arbejde. Mine kolleger var søde og sjove, og der var ofte rum til at dykke ned i nye, interessante vinkler og metoder. Jeg startede få uger efter Troels Mylenberg, som ansatte mig, og der var generelt en stemning af opgang på avisen. Jeg nød at blive udfordret, og det var på mange måder en god første tid dér.
Så blev jeg gravid, og jeg var naturligvis på barsel, og undervejs i min barsel kom jeg i kontakt med Peter Mygind, som jeg fik mulighed for at skrive en bog sammen med. Jeg søgte om forlængelse af min orlov, og da mine tvillinger startede i vuggestue, skrev jeg bog fremfor avis de første fire måneder.
Det med at skrive en bog var enormt udfordrende, og det var fleksibelt sammenlignet med det faste arbejde på avisen. Selvom der lå et stort arbejdspres på mig, havde jeg mulighed for at aflevere og hente mine børn i mit eget tempo. Når jeg skriver om det nu, opstår der et mylder af tanker og følelser, fordi det var meget blandet for mig at aflevere mine dengang tre børn i vuggestue og børnehave, og jeg kan huske, at jeg har grædt, til jeg havde svært ved at få vejret over splittelsen, når jeg sagde farvel til mine børn, som hellere ville være hjemme med mig.
Bogen blev skrevet, og jeg voksede af projektet – både fagligt og personligt.
Jeg vendte tilbage til avisen, men fandt aldrig rytmen igen.
Med tre børn nogle hundrede meter borte i en institution havde jeg svært ved, at skulle være på min arbejdsplads, længere end det gav reel mening for mig. Ofte kunne dags arbejde laves på fire timer, sådan er jeg overbevist om, at det forholder sig i overordentligt mange fag, men vi har puttet så mange tidsslugere ind i arbejdsdagen, at man med rette kan forsvare de tre-fire timers ekstra forbrug af medarbejderens tid. Der er kaffepauser, frokostpause, evalueringer, møder (adskillige om dagen), udviklingsseminarer osv. Essensen af de fleste ekstraaktiviteter er måske nok værdifuld, men meget af det kunne klares på fem minutter, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg er ikke alene om at tænke sådan – faktisk er der netop i år udkommet en dansk bog om præcis det: Pseudoarbejde hedder den, og det er omtrent den mest rammende titel nogensinde. “Hundredetusind veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløs”, lyder dommen fra de to forfattere, og selvom jeg personligt endnu kun har skimmet den, får bogen min varmeste anbefaling. Min mor, som er leder, grinede sig igennem den, og ringede flere gange med korte referater, fordi hun blev bekræftet i alle sine fordomme om tidsspilde, pseudoseminarer og meget andet.
Det korte af det lange er, at jeg i min erindring ofte følte mig færdig med dagens arbejde klokken 12-13 stykker på avisen, men alligevel skulle blive til klokken 16. Det, kombineret med at jeg savnede mine børn, savnede kreativ frihed og i det hele taget aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, betød, at jeg sagde op.

Når jeg skriver, at jeg aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, hænger det sammen med mit behov for flere ting:
Jeg har brug for frihed. Det er vigtigt for mig med fleksibilitet, så jeg kan indrette min arbejdsdag, som det giver mening for mig i forhold til resten af mit liv og i forhold til de rytmer, jeg fungerer i.
Jeg har brug for at føle en genenmgående mening med det, jeg laver. Det fungerede fagligt for mig at være journalist på et dagblad, når jeg fik mulighed for at skrive artikler, som jeg følte, ændrede noget, og som jeg var dedikeret omkring. Men som dagbladsjournalist er der uundgåeligt opgaver, man ikke kan se meningen med, og for mig var der også længere perioder, hvor jeg udelukkende beskæftigede mig med emner, der ganske enkelt virkede ligegyldige. Sådan noget gør mig frustreret og utålmodig, og jeg har svært ved at finde fordelene ved at bruge min tid på noget, som godt nok er overkommeligt, men som jeg ikke er stolt af.

Det kan som alt andet koges ned til spørgsmålet om tid:
“Er denne opgave forbruget af liv værd?”
Hvis svaret er nej, kan og vil jeg ikke

Der var intet ualmindeligt ved arbejdslivet på avisen: Jeg kan hurtigt komme i tanke om mange arbejdspladser, hvor man spilder mere tid, men faktum er, at tidsforbruget på rigtigt mange danske arbejdspladser er ude af proportioner i forhold til den værdi, man skaber, og det er ikke en bæredygtig model for hverken medarbejdere eller samfund. For mig virker den slags i første omgang utilfredsstillende og i sidste ende lammende. Jeg husker, at min medstuderende sagde til mig, mens vi endnu var i praktik: “Jeg sælger mit arbejde og ikke min tid.” Det gjorde stort indtryk.

Kristian har altid været selvstændig, og har levet af sin musik, siden han var 21. Hvis jeg sagde mit job op, ville vi med andre ord begge være uden fast løn, og det tog tid at finde ro med den tanke.
Ultimativt satte vi os i køkkenet en aften, og stillede os selv spørgsmålet: “Hvad er det værste, der kan ske?”
Jeg har skrevet om det herinde før, og jeg nævner det ofte, når jeg holder foredrag, fordi svaret stadig kommer bag på mange: Det værste, der kunne ske, var, at vi skulle sælge vores hus.
Vi så os omkring. Det var et skønt hus; et vidunderligt, stort, lyst, smukt og kreativt hjem med højt til loftet, musikstudie, børneværelser, smukke egetræsgulve og så videre. Men det var i sidste ende bare et hus.
Var det værste, der kunne ske, at vi skulle sælge det?
Jeg kan huske, at jeg var nærmest chokeret.
Hvad var til gengæld det værste, der kunne ske, hvis jeg ikke sagde op?
Jeg havde en begyndende fornemmelse af at gå glip af mine børns barndom, uden at jeg helt var i stand til at sætte ord på de følelser endnu.
Jeg mistede dag for dag min motivation for at skabe; gøre en forskel, dedikere mig til arbejdet.
Jeg følte mig ufri og låst og det alene gjorde mig træt og uoplagt, og jeg vidste instinktivt, at stress var det, der ventede længere ude i horisonten, hvis ikke jeg tog mine følelser alvorligt nu
Jeg havde med andre ord svært ved at se fordelene ved at holde fast i status quo.

Jeg sagde op, og har aldrig set mig tilbage.

Men jeg har ikke lagt arbejdslivet bag mig, jeg har blot tilpasset det mine øvrige ønsker, og det synes jeg, er så vigtig en pointe i denne sammenhæng: Jeg betaler skat, udvikler mig professionelt, og sætter en stor ære i min faglighed, selvom jeg har børnene hjemme. Jeg er med andre ord ikke som sådan “hjemmegående”, men jeg er ikke desto mindre hjemme med mine børn meget af tiden, fordi jeg har skabt et arbejdsliv, der er langt mere organisk end nogen arbejdsplads i Danmark tilbyder. Kristian og jeg har en virksomhed, hvor vi laver forløb for unge, som vi sælger både til kommuner og private. Det arbejde har udgjort halvdelen af vores indtægt de seneste tre år, og jeg elsker hver eneste time i selskab med de unge, fordi det gør en forskel (læs mere om vores indsats HER). Herudover tjener vi penge på Kristians workshops, hans musikrettigheder og nye produktioner samt mine retreats og foredrag.

Der er behov for, at vi som samfund tænker økonomi og arbejde på en ny måde, hvis vi og vores liv her på planeten skal vare ved.
Økonomien tilhører ikke en lille, eksklusiv skare, som modsat alle andre har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Økonomi er ikke lig med politik. Økonomien er vores alle sammens: Økonomien er også energier, ideologier og værdier. Den er vores, og vi kan tage den tilbage, men hvis vi fortsætter med at give hele vores overskud i kraft af kapitalismen til en lille gruppe meget rige mennesker, så kollapser velfærden til sidst. Kunne man forestille sig, at vi, hvis vi arbejdede mindre og mere fleksibelt, ville have overskud at kanalisere direkte over i det, vi mener, er værdifuldt – for eksempel omsorgsarbejde, fødevareproduktion, naturen, kunst, etc.? Kunne man forestille sig, at vi mennesker helt automatisk ville bidrage mere til fællesskabet, hvis vi følte, at vi havde det frie valg? Kunne man tænke sig, at vi ville nyde at være sammen med vores børn; forældre, naboer og diametrale modsætninger, hvis ikke vi følte, at alle vores bedste timer gik til et arbejde, vi har svært ved at forsvare overfor os selv, når vi ligger i mørket og venter på søvnen?
Selvfølgelig er der fagområder, hvor timerne er det, der gælder: Håndværkere er afhængige af de timer, de lægger i, ligesom privatpraktiserende psykologer og en bunke andre professioner reelt ikke kan skære i tiden uden at miste omsætning og/eller kvalitet. Men selv i de fag kan vi sagtens skrue på den enkeltes arbejdstid: Hvorfor skal nogle arbejde 37 timer, mens andre går uden arbejde? Jeg er overbevist om, at det kan indrettes anderledes, og det starter selvfølgelig allerede i vores uddannelsessystem, hvor man kan tænke sig, at et højere antal læger eller sygeplejersker eksempelvis, uddannet til fleksible arbejdstider, kan dække det arbejde, der er brug for, uden at nogen er tvunget til at arbejde 60 timer om ugen.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre nogle af de mest gennemgående vaner, vi har i vesten. Vi er nødt til at bremse kapitalismen med både klimaet og vores eget velbefindende for øje. Vi er nødt til at tilrettelægge et arbejdsmarked, der passer til klodens og vores egne behov. Vi er nødt til at stoppe med at tage mere, end vi giver igen. Det er en sygdom at tage mere, end man giver, og vi betaler alle den høje pris for den ubalance, som det skaber.
Lige nu har vi en samfundsmodel, hvor det er næsten umuligt at få arbejde, medmindre man er villig til at være der mindst 37 timer om ugen. Forestil jer et arbejdsmarked med fuldkommen fleksible stillinger; med plads til at de unge og dem, hvis børn er flyttet hjemmefra, arbejder mest. Forestil jer et arbejdsmarked præget af lyst fremfor tvang og frygt.

Jeg er ikke uden for arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke en del af det på andres præmisser. Jeg har meldt mig ud af a-kassen, men jeg deltager stadig i faglige møder, ligesom jeg følger med i udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Jeg har ikke en fast arbejdsgiver, men jeg arbejder dagligt på relationen til de mennesker, jeg laver forretning med og på at udvide mine muligheder. Jeg har ikke en fast månedsløn, og derfor oplever jeg, at jeg i højere grad selv kan påvirke, hvor meget jeg vil tjene.
Jeg kommer aldrig til at tage fast arbejde igen, men jeg kommer helt sikkert til at udvikle og forandre mine funktioner i tidens løb. På sigt vil jeg nok skrue op for min arbejdstid, som børnene bliver ældre. Jeg glæder mig til at skrive den roman, der er med mig i mit hjerte, og jeg drømmer om at holde mere omfattende forløb for både kvinder, familier, unge og par. Den tid kommer også, men det er ikke endnu.

For der er et nu, og det er det mit fokus. Det andet kommer, når det gør: Ingen af os kan planlægge fremtiden. Jeg kan ikke sikre mig en succesfuld karriereudvikling ved at gøre noget bestemt: Hvem ved, om jeg får stress ved at følge den gængse sti, eller om jeg vågner op en dag, og fortryder, at jeg gik netop den vej? På samme måde kan jeg ikke sikre noget som helst ude i fremtiden ved at følge mit hjerte, men jeg kan sørge for at nuet – som er alt jeg har – giver mening dybt inde i mig.

Og ved I hvad – det havde jeg nær glemt at nævne: Vi endte med at sælge huset i Svendborg af helt andre grunde, end dem, vi frygtede. Svendborg var ikke rigtig for os på sigt, og et år efter jeg sagde op, flyttede vi til Ærø. Tænk hvis jeg var blevet i et job, jeg ikke var glad i, af frygt for at miste et hus, som vi solgte med et smil kort tid efter..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

30 Kommentarer

  • SVAR

    Du sætter mange gode tanker igang… Jeg går nemlig selv og tænker på hvad jeg skal gøre for at finde en måde jeg kan trives i arbejdslivet. Jeg er lige gået ned med stress efter at ha forsøgt at klemme mig og min krop ind i en livsstil jeg ikke passede ind i. Det være sig både bopæl og studieliv. Det blev så slemt at jeg røg ind med ambulance med mistanke om blodprop. Sikke et wakeup call. Så nu er jeg sygemeldt og går selv rundt og tænker på hvilket liv der vil passe til mig. Hvor og hvordan jeg bedst vil trives. Og hvor jeg kan føle jeg stadig bidrager på en måde jeg finder gavnligt og som passer til mit værdisæt.

    Kræver det ik et enormt overskud at gøre det i gør?

    • SVAR

      Kære My, jeg er ked af, at du er syg med stress.
      For at besvare dit spørgsmål: Jo, det kræver et stort overskud at leve som vi gør i et samfund, som ikke er gearet til det. Som ikke ser værdien i de ting, vi prioriterer. Det kræver stort overskud at være uafhængig på mange områder og samtidig indgå i det store fællesskab. Det er det værd for os, men jeg ville ikke gøre det for enhver pris eller under alle omstændigheder.

  • SVAR

    Et virkelig dejligt indlæg. Rart at læse mere konkret om økonomi og valg, trods du altid har fortalt om det i brudstykker.
    Dejligt at du fandt minderne frem og beskrev dem, trods de føles meget som fortid for dig.

    • SVAR

      Jeg er glad for, at du synes, det er brugbart. Det føltes også godt at skrive.

  • SVAR

    Kære Maj

    Du skal vide, at lige netop dette indlæg godt kan ende med at være af ret afgørende karakter for mig. Så tak for det. Knus, Mia

    • SVAR

      Kære Mia – hvor er det stort at høre. Tusind tak fordi du skriver det. Knus, Maj

  • SVAR

    Der er så meget af det du skrive her – og i dine mange andre indlæg – som giver mening for mig. Jeg drømmer om den frihed. Samtidig bliver jeg af andre (og sikkert mig selv) mindet om, at friheden da ikke kan være et argument for at blive selvstændig netop på grund af frygten for, om det økonomisk kan løbe rundt, om jeg finde opgaver og om jeg er god nok til det jeg gør? Jeg har svært ved midt i en hverdag med en 32 timers stilling, små børn og alt hvad der ellers fylder – at finde tiden til at finde ud af, hvordan jeg ville kunne leve af at være selvstændig – og det føles som en dårlig undskyldning. Det virker mere rigtigt, at blive selvstændig fordi man vil afprøve sig selv og sin faglighed end for at skabe en bedre balance i familielivet. Og det føles ligesom lettere at være selvstændig i alle andre erhverv end mit eget, hvilket måske også er en dårlig undskyldning når jeg er arkitekt med kreative svinggerninger. Jeg tror, der bliver skubbet lidt til mit mod, hver gang jeg læser med hos dig.

    • SVAR

      Frihed er jo en subjektiv vurdering. For mig er frihed i ret vid udstrækning, at jeg selv tiltrettelægger min tid. Med årene har jeg lært at have is i maven, når der i perioder til gengæld er lavvande i banken (og det sker efterhånden meget sjældent eller aldrig), og jeg vil langt hellere løbe den risiko og i det mindste have friheden så længe det varer, end blive i noget, der føles kvælende for at kunne leve i den løgn, at jeg er økonomisk sikret. Sådan skriver jeg, fordi man for mig at se overgiver enhver medbestemmelse til sin arbejdsgiver i det øjeblik, man risikerer at blive opsagt. Og det ligger jo i enhver ansættelse, at det er en risiko. Sådan tænkte jeg om alle journalisterne i DR, som nu skal afskediges: At selvom jeg indimellem ikke aner, hvor den næste bunke penge skal hentes hjem fra, så føler jeg mig dog i stand til at handle. Jeg ved, hvordan jeg kommer videre; hvem jeg kan henvende mig til og hvordan.
      Men hvor fri er man, hvis man bliver fyret fra et job, som man følte, var sikkert?
      Så snart man er nogens medarbejder, har man overgivet ansvaret til nogle andre, og det trives jeg ikke specielt godt med.
      Frihed er mange ting, og måske frihedsbegrebet ændrer sig livet igennem.
      Som arkitekt vil jeg mene, at du om nogen har mulighed for at starte for dig selv? Her på Ærø, for eksempel, mangler vi selvstændige arkitekter til opgaver for både private og erhverv.
      Ofte siger folk til Kristian og mig, at de desværre ikke har muligheden for at leve som os, fordi de ikke har samme baggrund.
      Men vi har jo skabt et liv, hvor vi er i stand til dette. Det er ikke kommet af sig selv: Det er ærligt talt ikke særligt oplagt for en journalist og en musiker at flytte væk fra København. Det er overhovedet ikke oplagt at flytte til en ø 75 minutters sejlads fra Fyn. Det er på ingen måde logisk, at vi lever af at lave forløb for unge, men det gør vi.
      Jeg er sikker på, at modet kommer til dig. Når man når et vist bevidsthedsniveau, er der ingen vej tilbage 😉

      • SVAR

        Jeg er så enig – og jeg ved, at du ret i, at der snart ingen vej er tilbage.

  • SVAR

    Åh, det indlæg rammer bare så dybt og så rigtigt. Jeg har gået med de selv samme tanker i mange år, og hvilken sorg, da jeg skulle aflevere det første barn og dagpleje og tage på et arbejde, jeg slet ikke følte gav mening. Sorgen over at aflevere barn nummer 2 var mindst lige så stor, denne her gang var forskellen, at jeg havde fået et nyt job, som netop gav mening. Det gav måske bare så meget mening, at jeg endte med en stress-sygemelding, fordi jeg havde svært ved at sige nej til opgaver, for de var jo så spændende. Efter min sygemelding havde jeg angst for at havne i samme situation igen, angst for at elske mit job så meget, at det gjorde mig syg, angst over at arbejde så meget, at jeg gik glip af tiden med mine børn. Da en mulighed for en udstationering (min mand) til New York dukkede op, tog det os ikke længere end en torsdag aften at beslutte, at det var det, vi skulle. Og efter 17 måneder på orlov i New York, var det endnu mere svært at vende tilbage til et liv som ansat af nogen. Jeg/vi elskede den frihed vi fik som familie i New York, og konsekvenserne af det, er nu, at jeg sagde mit job op i sommer og er nu startet op som selvstændig. Jeg har ikke et sekund fortrudt. Min mand har fået en gladere hustru og mine børn en mor med flere smil, mere “pyt” og et generelt større overskud til at lytte, lære, læse og være. Og ja, hvad er det værste der kan ske? At vi må sælge huset, bilen, rejse mindre? Den pris er både min mand og jeg villige til at betale, og i sidste ende er jeg sikker på, at børnene ikke kommer til at mærke en forskel – altså i negativ retning, nærmere tværtimod. Men det kræver mod og tid, og tiden var bare den rigtige for mig nu, det er jeg ikke sikker på, den var inden vi tog til New York – for så havde jeg nok gjort det. Men vi gik en gave ved at få lov til at trække stikket, prøve noget helt andet for en periode og virkelig mærke efter, hvad der betyder noget for os som familie, og hvordan vi synes, vores familie-/hverdagsliv skal leves. Så TAK for dit fine indlæg, jeg er SÅ enig med dig. Og tak for din blog, det er meget fascinerende og spændende at følge med i jeres familie-/hverdagsliv.
    Kh
    Maria

    • SVAR

      Kære Maria,
      kæmpe stort tillykke med din beslutning, hvor er det bekræftende at høre, at I er enige om prioriteringen hjemme hos jer. Hils din mand og giv ham en highfive fra mig og tak fordi du læser med

  • SVAR

    Tusind tak for endnu et virkelig inspirerende indlæg.
    Jeg er først blevet læser denne sommer, men er gået i gang med at læse din blog fra en ende af. 🙂

    Kærlig hilsen
    En anden journalist m.m., der ikke bare drømmer om, men stille og roligt arbejder med hen mod en anden livsstil med mere tid og mindre stress. (Og arbejder rimelig meget med Hr. Frygt i forhold til netop dette)

    • SVAR

      Hvor er det godt, at du ikke bare drømmer om, men lige så stille arbejder hen imod.
      Hvad er det, du frygter undervejs?

  • SVAR

    Jeg er helt vild med dine tanker. De fleste af dem har jeg også haft i mange år. Jeg ønsker også et arbejdsmarkedet som er langt mere indrettet til at passe til mennesker og dermed med langt mere fleksibilitet og drevet af lyst.
    Elsker dine indlæg 🙂

    • SVAR

      Vi skal ganske enkelt have et samfund, som er indrettet til mennesker og ikke først og fremmest penge. Ellers knækker vi, og vores mulighed for at leve på jorden gør det samme.
      Det er så godt at vide, at ingen af os er alene med vores tanker ❤️

  • SVAR

    Kære Maj.
    Jeg er netop kommet hjem efter en morgen gå-tur i skoven med dit indlæg som følgesvend. Hvor er det en fantastisk fortælling og rejse.
    Jeg får lyst til at skrive til dig, fordi jeg har fulgt dig det sidste år, måske halvandet og du har været en stor inspiration for mig, ift at tage nogle vigtigt skridt i mit liv. Således sidder jeg nu her, i min sofa kl 8.30, med en rygende varm kop kaffe og morgensolen i ansigtet, børnene er taget i skole, manden er på arbejde og der er stille. På LinkedIn står der ikke længere manager, men MOR. Jeg er begyndt at studere på deltid og bruger min primære tid på min familie, på at lære hvad det nu er jeg godt kan lide at lave. Og ja, det startede, for min mand og jeg netop også med spørgsmålene: hvad ønsker jeg virkelig og hvad er det værste der kan ske. Rigtig god dag til dig på Ærø og tak for selskabet på min gå-tur igen her til morgen og inspirationen generelt 🙂

    • SVAR

      Kæreste Mette, tak for din dejlige kommentar. Jeg har læst den med stor glæde, og tænker på, at vi alle sammen ved at træffe valg med hjertet inspirerer vores børn til et liv, hvor de langt tidligere (måske endda hele tiden) vælger det, “de godt kan lide at lave” 🙂
      Ha’ en dejlig dag med studier, ro – og moderskab.

  • SVAR

    Rigtig inspirerende indlæg! På mange måder lever jeg et liv, der er anderledes end dit. Men jeg har stadig den oplevelse af, at samfundet er enormt rigidt indrettet ift. hvordan man fx skal arbejde og hvordan man er en produktiv samfundsborger. Og ja, jeg synes, det er enormt svært, hvis man gerne vil gøre det på sin egen måde – samtidig med, at man er fagligt ambitiøs og gerne vil gøre en forskel på flere fronter. Jeg trives med en høj grad af frihed – jeg vil gerne have tid til at engagere mig i projekter, der ikke nødvendigvis er penge i – og have tid til min familie. Kasserne er bare ikke rigtig indrettet her til – og indtil videre har min proces henimod et mere bæredygtigt arbejdsliv taget mere end et år – at blive selvforsørgende på egne præmisser uden at gå på kompromis med ambitionerne er krævende! Dejligt at læse, at I er kommet til et mere stabilt sted.

    • SVAR

      Det tager tid, og det gør det nok blandt andet, så der er tid til at fordøje, forstå og omstille sig i et tempo, hvor både følelser og logik kan følge med.
      Men det sker: Pludselig er man der, og alligevel er man der jo aldrig helt, for man bliver heldigvis hele tiden klogere.
      Jeg er meget meget glad for at have valgt et liv, som ikke passer i kasserne. Det er mere nærende for min familie og jeg.

  • SVAR

    Kære Maj,

    Tusind tak for endnu et givende og oplysende indlæg.

    Jeg følger jo ivrigt med og inspireres dagligt.

    Jeg har et uddybende spg.

    I hvilket tidsrum på dagen arbejder du (I) helt konkret når nu du (I) har børnene at tage dig/jer af i deres vågne timer?

    Tak.

    Kærligst
    Mette

    • SVAR

      Kære Mette,
      jeg har de seneste to år arbejdet fortrinsvist om aftenen.
      80 procent af min blog er således skrevet mellem kl. 22-01, og langt det meste administrative arbejde med vores virksomhed ligger i timen mellem 21-22, altså efter børnene falder i søvn.
      Jeg mærker dog en forandring ske i forhold til min døgnrytme: Jeg vil hellere gå tidligere i seng nu, og øver mig i at stå op før familien og arbejde. Den seneste uge har jeg været oppe kl. 5:30 tre-fire morgener, og jeg har nået en del, før de andre vågner ved syvtiden. Kristian og jeg lægger også med mellemrum en times fokuseret arbejde ind i løbet af dagen til den ene af os, når det er nødvendigt, men ellers arbejder vi jo mest, når vi er hjemme fra: Med vores unge-forløb; workshops, foredrag og den slags.
      Vi arbejder med andre ord ikke mange timer om dagen hjemmefra, men kunne sagtens køre af sted én af os tre-fire timer nogle dage ugentligt for at sidde på et eksternt kontor (eller biblioteket) og ordne en masse ting. Pt. er det dog ikke et behov, da vi henter en del arbejde/penge hjem, når vi er hjemmefra i koncentrerede forløb – eks. tre dage i træk på en camp med unge.

      Besvarede det dit spørgsmål?

      • SVAR

        Kære Maj,

        Ja tak. Dit svar besvarede mit spg.

        Som du skriver et sted har du single veninder med børn, der ønsker at hjemmeskole.

        Jeg selv er selvvalgt solomor p.t. på dagpenge (med bibeskæftigelse) efter opsigelse, siden mentor og life coach udd., graviditet, barsel og i gang med at skabe mit arbejdsliv, der giver/bidrager både til andre og min mikrofamilie.

        Tanken med mit spg. var at jeg ofte når dagen er omme ca kl 20 når min dreng sover, da er jeg selv putteklar.

        Om jeg i så fald vil have energi fra 5/5.30 til at arbejde er en mulighed jeg undersøge.

        I det arbejdsliv jeg gerne vil skabe regner jeg med at sætte et regnestykke op der hedder “hvad ska der til for at vores liv løber rundt med det vi har brug for”, siden mærke ind i den værdi jeg giver til andre og hvad jeg vil tage for den værdi.

        Samt skabe mit arbejdsrum i vores egen bolig så jeg ikke skal bruge tid og ressourcer på logistik.

        Jeg prøver mig frem dag for dag

        Kh
        Mette

  • SVAR

    Jeg går med de samme tanker, som du sætter ord på. Opsigelse, selvstændighed, frihed. Men jeg tænker modsat dig, at en 30timers stilling som lønmodtager er mere fordelagtig, end livet som selvstændig, så længe børnene er små. Her får jeg løn, pension og ferie betalt for at arbejde fire dage om ugen. Jeg dukker bare op og arbejder, og så sørger de for resten. Nemt. Og så kan jeg holde fri alle de øvrige dage og timer, og jeg behøver ikke bruge unødvendige bekymringer på job og økonomi, når jeg har fri. Her er jeg mor og kæreste. Jeg er nervøs for, om livet som selvstændig vil æde meget mere af min tid, give anledning til flere bekymringer og meget mere arbejde, og dermed stjæle tiden med min familie. Så selvom jeg drømmer om selvstændighed, så tror jeg, jeg har mere tid og luft som lønmodtager. Jeg har f.eks. meget svært ved at se, hvordan jeg skal kunne hive min nuværende løn hjem som selvstændig uden at komme til at arbejde endnu mere end jeg gør nu. Hvad er dine tanker om det?

    • SVAR

      Frihed kommer i mange former. Jeg er helt enig med Line – jeg nyder også at være lønmodtager. Både min kæreste og jeg arbejder med noget for os meget meningsfuldt, er på nedsat tid begge to, og er samtidig sikret med god pension, løn under ferie, sygdom og barn syg.

      Vi har haft lange barsler begge to, kan aflevere vores to børn tidligst kl 9, hente kl 14, og har fleksible jobs så vi også kan tage hele fridage når børnene har behov.

      Jeg tror det vigtigste er at mærke efter, om man er til at være selvstændig eller ansat. At følelsen af frihed er afhængig af den man er – og også kan ske som lønmodtager.

      Jeg tænker at nøglen for os nok har været vores uddannelser? Vi er begge akademikere og det betyder at vi har god løn og i sin tid kunne købe en stor lejlighed som vi sidder billigt i, og kan holde 8 ugers ferie med udenlandsrejser om året med 2×27 timers arbejdsuge, og alligevel lande næsten 40.000kr efter skat om måneden.

      Maj, hvis du overvejer gæsteindlæg igen på et tidspunkt kunne det være spændende med indblik i forskellige familiers økonomi og prioriteringer? For jeg er meget enig med dig i, at man blive lidt en isbryder når man træffer atypiske valg.

      • SVAR

        Hej Line og Mette,
        det var netop, hvad jeg ville skrive: Frihed er ikke en statisk størrelse, men derimod en dybt subjektiv oplevelse.
        For mig er frihed jo, hvilket jeg også skriver en del om herinde, at kunne være sammen med mine børn næsten hver dag, hele dagen. Derfor ville end ikke en 27 timers stilling fungere for mig; hvorimod jeg trives godt med, at min mand og jeg er på arbejde 72 timer i streg en gang om måneden eller to. Aldrig samtidig, og aldrig mere end det.
        På den måde kan vi have dem hjemme, én af os i hvert fald men ofte begge to, og samtidig arbejde.
        I perioder tjener vi 40.000 efter skat om mdr., andre gange væsentligt mere eller væsentligt mindre, og så længe vi kan betale vores huslån ned, er vi glade. Vi bruger ikke synderligt meget ud over det.

        Men for mig handler det heller ikke kun om det målbare i timer, pension osv. – det handler også om, at jeg holder af at arbejde for mig selv. Jeg finder glæde i ikke bare at møde op, gøre mit arbejde og gå hjem. Mit arbejde er også min hobby, og jeg nyder at sidde med nogle opgaver i yderzonerne af dagen et par gange om ugen. Her kommer det igen an på personlige ønsker og behov, og derfor synes jeg, det er så uendeligt vigtigt, at vores arbejdsmarked bliver langt mere fleksibelt indrettet, så det inden for alle fag bliver muligt at arbejde 27 timer; udelukkende døgnvagter, eller hvad det nu måtte være.

        Mette: Jeg har i nogle måneder skrevet sammen med forskellige (kvinder, i sær), som kunne tænkes at ville bidrage til en serie her på bloggen om netop økonomi og prioriteringer. Det kan være, du vil starte med at fortælle om jeres livsstil? Du kan evt sende mig en mail, hvis vi skal gå videre med det.

  • SVAR

    Jeg har lige brug for at prikke til dig. For mig lyder jeres scenarie virkelig dejligt. Tid, nærhed og penge nok til at det er muligt. Det er det sidste, jeg gerne vil bore i. Penge. Jeg er ikke fan af dem, slet ikke, men jeg bliver jo nødt til at forholde mig til dem, for det samfund jeg lever i er fan af penge. Jeg har brug for dem, hvad enten jeg kan lide ideen om dem eller ej. Jeg skal betale skole og børnehave til mine fire børn, husleje, forsikringer, mad osv. Det meste er bare nødvendigt, når vi er en familie på seks. Og det er dyrt. Hamrende dyrt. Jeg ville ønske, jeg kunne gå hjemme og male lidt, og have fridage med børnene på skift. Det er mine værdier og mit hjerte, og ingen tvivl om, at jeg ville trives bedre med det, end at drøne på job hver dag. Men jeg skal jo arbejde. Det er en nødvendighed, når jeg skal tjene penge og forsørge min familie. Jeg tænker, at I er priviligerede, fordi I får en rimelig sum penge fra musikrettigheder, som gør at I får frigivet mere tid. Det er super fedt for jer, men mange af os står et andet sted, hvor det spring er sværere, fordi vi ikke i forvejen har en supplerende indtægt. Så nu kommer spørgsmålet: er vi ikke nødt til at arbejde, som samfundet er indrettet lige nu? Både for at få samfundet til at hænge sammen og for at kunne forsørge vores familie? Jeg har svært ved at se alternativet, men jeg ville ønske det var et.

    • SVAR

      Kære Mette,
      jeg er naturligvis bekendt med, at ikke alle har de samme muligheder som os. Jeg er dog også bekendt med, at mange har langt flere muligheder, end de er villige til at se i øjnene, fordi erkendelsen muligvis vil afkræve en form for handling.
      Jeg er fan af penge, forstået sådan, at jeg ikke ønsker at afskaffe dem: De er en effektiv handelsvaluta, og så længe de bliver brugt på noget godt, synes jeg, alt er super. Jeg er dog ikke fan af kapitalisme, og jeg anfægter glad og gerne vores eksisterende økonomiske system, hvor de fleste knokler for at betale til de ganske få.
      Jeg vil ikke anfægte, at du er nødt til at have en indtægt, alt andet ville være uansvarligt, når du har en familie og er arbejdsdygtig. Men behøver det være netop det arbejde, du har nu? Jeg tror, de fleste mennesker har mulighed for at finde eller skabe et arbejdsliv, som bringer dem glæde og mening.
      Derfor må jeg også punktere tanken om, at vi lever af min mands musikrettigheder alene. De er i bedste fald et rart supplement til vores økonomi, og har det med at dumpe ind på de bedst tænkelige tidspunkter. Men det er langt fra nok til at holde vores familie kørende.
      Jeg er nødt til at spørge, om du har læst hele mit indlæg?
      Min mand og jeg arbejder begge; vi har en virksomhed, som laver forløb for unge, og vi holder workshops, retreats, etc. Lige nu er jeg eksempelvis hjemme alene med børnene i 48 timer, fordi Kristian er væk på arbejde (og jeg nyder roen om aftenen).
      Samfundet er afhængig af, at vi alle bidrager til fællesskabet. Det betyder i min optik ikke, at alle skal arbejde 37 timer. Hvad hvis vi arbejdede mest, når vi ingen børn har, og når de er flyttet hjemmefra, og hvad med at vi aldrig arbejder mere end 20 timer om ugen, og er flere om at dele opgaverne (ud med arbejdsløshed) og desuden får langt mere overskud til at lave frivilligt arbejde og i det hele taget kanalisere vores ressourcer over i det, vi mener, er vigtigt…?

  • SVAR

    Hej Maj My

    Hvad vil du leve af, når du bliver gammel? Har du lavet en pensionsordning, så du kan forsørge dig selv på samme måde som det forventes af almindelige lønmodtagere?

    • SVAR

      Hvem forestiller du dig ellers, skulle forsørge mig?
      Jeg regner med at tjene så mange penge de næste 10-20 år, at jeg kan investere og på den måde sikre mig selv – så godt som man nu kan. Ingen kender fremtiden.

  • SVAR

    […] tænker jeg på, hvorfor tankerne bliver ved med at komme tilbage. Måske er det fordi jeg læste det her indlæg hos MajMy. Måske er det fordi en stemme indeni mig skriger lidt for at blive hørt. Eller måske […]