Om at sørge

Bare det at læse Informations fremragende interview med forfatter Naja Marie Aidt om hendes søns død i anledning af den bog, hun har skrevet ud fra sorgen/med sorgen/om sorgen, får mig til at mærke mørket, det afgrundsdybe og uforståelige, i mit bryst. Og jeg glæder mig til at læse hendes bog, “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage“, også selvom jeg hellere ville kunne tro på, at verden ikke også er det. At den kun er hverdag og brok over småting og glæde for det meste. Men, jeg ved godt, at sådan er det ikke, at mørket lurer i krogene, og for nogle fylder sorgen mere end noget andet, for nogle er mørket så stort, at de ikke kan komme ud af det. Naja Marie Aidt fortæller så smukt om det mørke, hun var i i interviewet, som jeg læste i ét stræk, mens børnene legede, og jeg stod i køkkenet, og gemte mig. De seneste dag har Maria Gerhardts “Transfervindue” også fyldt i mine tanker, ja, og i endnu højere grad hendes liv og hendes død, og nu bliver det med visheden om, at hun ikke er her blandt os længere, at jeg vil læse hendes sidste værk; hendes generøse gave til alle os raske, som er her på jorden endnu.

Sorg. Sorgen er så svært og stort og tabubelagt et emne i vores verden, og døden er den ultimative udløser af sorg. Selvom jeg ikke frygter døden, så vil jeg alligevel hellere end noget andet gå fri for den smerte, som de to bøger beskriver (om det at miste sin elskede og om det at skulle fra dem, man elsker), og dog vil jeg hellere have elsket og miste end aldrig have elsket overhovedet. Det er jeg sikker på, selvom jeg tror, man indimellem kan ønske, at man aldrig havde følt så stor kærlighed, når man mister muligheden for at elske fortsat.

Selv har jeg endnu kun frygtet den sorg, men ikke været i den; da min bror var syg, frygtede jeg den altid, og nu ligger det latent i livet som hustru, mor, søster. Men jeg har ikke mærket den sorg, hun beskriver, jeg har ikke skreget som et urmenneske i afmagt, eller set min elskede glide bort, og jeg kan mærke, at det giver mig noget at stifte bekendtskab med den smerte. Den er her jo, og det er de sørgende også i høj grad. Min gode veninde skrev til mig i aftes, at hun fornemmer en bevægelse i sig selv hen imod at arbejde hospice, og det håber jeg, hun vil. De døende og deres pårørende har brug for opmærksomhed, omfavnelser, tid. Jeg tror, det arbejde giver så god mening.

Som en kommentar på mit blogindlæg om døden inde på min private facebook citerede en ven dette fra Ringenes Herre, som giver mig gåsehud igen og igen. (Tolkien er den forfatter, hvis univers jeg vender tilbage til uden afvigelse. År efter år.)

GANDALF: End? No, the journey doesn’t end here. Death is just another path, one that we all must take. The grey rain-curtain of this world rolls back, and all turns to silver glass, and then you see it.

PIPPIN: What? Gandalf? See what?

GANDALF: White shores, and beyond, a far green country under a swift sunrise.

PIPPIN: Well, that isn’t so bad.

GANDALF: No. No, it isn’t.”

Hvad er jeres erfaring med sorg? Kender I den, den dybe sorg som de to kvinder skriver om? Hvordan forholder vi os bedst til de sørgende – dem, som har mistet, og dem, der snart skal her fra? Og hvordan lever man bedst livet med den viden, at man måske en dag vil miste én, man elsker højt eller være nødt til at tage afsked før tid?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 Kommentarer

  • SVAR

    I december mistede jeg min mand, så pt lever mine børn og jeg i sorgen og tager tingene et skridt af gangen… Niels var ikke kun min mand, men også min bedste ven og far til mine børn – det er så uvirkeligt at han ikke er her mere… Niels’ død kom pludseligt og meget uventet, så jeg har stadig svært ved at forstå at han er væk, at han ikke er det første jeg ser når jeg står op og det sidste inden jeg lukker mine øjne… Jeg tror det er vigtigt at man ikke forholder sig anderledes til dem der snart skal herfra end til et hvert andet menneske – man er nærværende og oprigtig i sin interesse…

    Det lyder måske mærkeligt, men det jeg har det sværest med er det konstante spørgsmål – er i ok? Nej for f***** vi er ikke ok, vi har mistet en del af vores fundament og mine børn skal forholde sig til at den far de troede var udødelig, er væk for evigt… Alt er forandret og vi skal finde ud af hvordan vi skaber en hverdag uden ham… Men, og der er et men, vi skal nok blive ok, vi skal nok komme videre, det tager bare tid…

    Oplevelsen af at man kan være væk i morgen uden varsel, har fået mig til at indse vigtigheden af at hver dag betyder noget og at vi skal værdsætte hvert eneste øjeblik vi får lov til at være her og være noget for andre, både dem vi har tæt på os og dem der er fjerne…

    Hver dag tæller, så hvor klichéagtigt det end lyder, så grib dagen og brug den til fulde mens du kan.

    Det er uundgåeligt at vi skal herfra, så jo mere vi lever dagene vi har, jo bedre…

    • SVAR

      Kære Ditte,
      Åh, hvor er jeg ked af at høre om dit tab. Jeg har tænkt på dig mange gange i dag. Selvom det lyder forkert i nogles ører (fordi jeg også er mor), så er tabet af min mand, det ultimativt værste jeg kan forestille mig. I et godt parforhold er man jo netop hinandens fundament; man er fortiden og fremtiden og den fælles rygrad i en familie og hinandens sparringspartnere. Og det tab er svært, for hvem kan man læne sig op ad? Jeg håber, I bliver favnet med kærlighed og tålmodig støtte fra alle omkring jer, og jeg håber, at lyset slipper igennem sprækkerne indimellem allerede nu, og rammer jer. Mange kærlige tanker fra mig

      • SVAR

        > kære Maj My,

        Det har taget mig lidt tid at komme tilbage til dette indlæg, men du skal have tak for dine tanker…

        Det er jo netop det, der er problemet – vi var hinandens fundament og udover han var min store kærlighed var han som sagt også min bedste ven… Jeg tager mig selv i jævnligt at gå og småsnakke med ham og dele mine tanker med ham, selvom han ikke er der…

        En ting er min sorg, men noget helt andet er mine børns sorg – at skulle rumme det svigt de føler og den angst for at resten af deres verden kommer til at smuldre omkring dem er uden tvivl det sværeste jeg nogensinde har skullet kæmpe med… og den kamp varer bare resten af livet… Det er ikke noget at sige til at, der er nogle der mister pusten undervejs i sådan en proces…

        Men, vi bliver favnet med kærlighed, støtte og tålmodighed… hele familien står sammen i sorgen både “min” og “hans”…

        Lige om lidt er det Niels’ fødselsdag og det gør tiden lidt sværere, men vi fejrer ham og vi mindes og på den måde skal det nok gå alt sammen…

  • SVAR

    Elsker den passage mellem gandalf og pippin. Jeg har kun læst bøgerne to gange og Hobbitten lidt fler, men ser filmene igen og igen.

    Jeg vil glæde mig til at dykke ind i begge de to bøger du skriver om!

    Jeg ved ikke om det er fordi jeg mistede både min mor og min reservemor ganske ung og indenfor kort tid eller om det er fordi jeg altid har haft den her “fornemmelse” af at jeg ikke selv kommer til at blive så gammel.
    Jeg vil nå en masse nu og jeg vil elske og elskes rigtig meget nu. Det er vigtigt for mig at vores børn lærer at døden – også den der nogle gange kommer uventet eller tilsyneladende urimeligt tidligt – er en del af livet. Og at det er okay at sørge, man skal bare sørge for at sorgen når man er klar til det fører en fremad og ind i noget nyt og godt og mere kærlighed og ikke lader sig selv synke tilbage eller gå i stå eller blive bitter og hadfuld.
    Tanken om at miste dem jeg elsker nu tager vejret fra mig, men jeg ved også af erfaring at jeg ville kunne rejse mig igen efter et stykke tid og leve videre sammen med dem der er tilbage…

  • SVAR

    Jeg har ikke selv prøvet at miste nogen jeg var meget tæt på, men via mit arbejde er jeg i kontakt med mange i sorg. Jeg tror, at sorgen er meget forskellig fra person til person, men noget jeg synes går igen i folks beskrivelser, af noget af det, der er særligt svært, er når omgivelserne begynder at “ignorere” den afdøde. Når samtalen til en familiesammenkomst fx naturligt ville lede hen til en elsket anekdote, om afdøde, som ikke bliver fortalt. Når navnet pludselig ikke nævnes. Som en slags voldemort, hvor folk frygter, at bringe smerten til live, og glemmer, at den jo egentlig er der hele tiden. Mange fortæller hvordan det kan være en lettelse, at afdøde naturligt bor i samtalerne. At man kan tale om, hvordan vedkommende fx elskede denne årstid og plejede at gøre sådan og sådan.

    Det giver ihvertfald god mening for mig. Det der med ikke at være bange for smerten og derfor prøve at tie den ihjel. Men at dele den med hinanden som en naturlig del af sorgen og livet i øvrigt.

    Tak for at sætte tanker i gang endnu en gang 🙂 Jeg glæder mig også til at læse de to bøger!

    • SVAR

      Kære Mette, det giver også rigtig god mening for mig, og jeg kan egentlig blive overrasket over, at det ikke falder os alle sammen naturligt at gøre det; altså inddrage de afdøde i vores samtaler. Det er en vigtig påmindelse, du kommer med der. Jeg har mistet min far; da jeg var 26 og højgravid med mit første barn, men det er en sorg, som ikke kan sammenlignes med eksempelvis Naja Marie Aidts, både fordi det trods min fars tidlige død (han blev 52) trods alt var den rigtige rækkefølge ifht forældre/børn (og sorgen var nok i virkeligheden værst for hans mor, som overlevede ham), men også fordi han var et svært menneske, som bar rundt på en masse ulykke. Med andre ord: Ja, sorgen er unik, og vores største opgave er måske at rumme den enkelte i sin proces. Tak for din kommentar!

      • SVAR

        > Det er så rigtigt. I mit arbejde har jeg også talt med mange, der kun er kommet, fordi nogen i deres netværk synes de sørger på en “forkert” måde, og mener, at de derfor har brug for hjælp. Alene ideen om, at man kan sørge på en rigtig eller forkert måde, er for mig helt absurd, så det er bestemt en vigtig pointe at rumme og acceptere både ens egen og andres måder at sørge (eller ikke sørge) på.

  • SVAR

    Jeg fik selv en klump i halsen da jeg læste interviewet, og overvejer kraftigt at læse begge bøger. Men jeg har det stramt med døden, rigtig stramt, simpelthen fordi den allerede har taget lidt for meget fra mig, og jeg derfor ved, den kan lure bag hvert hjørne. Især tabet af min bedste veninde i 2010 meget pludseligt har været skelsættende i mit liv, og en sorg så lang og dyb jeg ikke vidste det var muligt. Jeg kan og vil slet ikke forestille mig at miste hverken mand eller børn og er imponeret over at folk kan løfte sig fra den slags… Jeg tror det ville hjælpe hvis vi var bedre til at tale om døden, for jeg har aldrig nogensinde været så ensom, som i de perioder hvor jeg har sørget. I år er det 20 år siden min far døde og her er hullet lige så stille blevet fyldt op med kærlighed og glæde over at have haft i stedet for sorg over at have mistet. Men jeg bryder mig ikke om det må jeg sige 🙂