Om at tage børnene hjem (eller ej)

Jeg overvejer stadig – hele tiden – om vi skal have børnene hjemme på orlov efter sommerferien eller ej. Jeg bruger ordet “orlov”, fordi det er mindre forpligtende, og jeg har behov for ikke at male mig op i et hjørne.
Jeg har mest lyst til slet ikke at skrive om mine overvejelser, for det bliver på én eller anden måde bindende, når jeg gør det. Det bliver offentligt. Så ved alle det. Nogle omkring os bliver ængstelige, andre kommer til at tage for givet, at vi har truffet et definitivt valg.

Alligevel vil jeg skrive om det, for jeg er langt fra den eneste med de her tanker, og jeg har selv meget ud af at læse om erfaringer på området.

Jeg stiller mig selv spørgsmål.
De lyder blandt andet:
Hvorfor synes vi, det er hårdt at være forældre? Behøver det være så kaotisk og udmattende, som vi oplever i disse år (ikke kun herhjemme men generelt i samfundet), eller kommer ubalancen af de mange andre krav, vi stiller til os selv, mens vi har små børn?

Hvorfor den konstante splittelse mellem forældreskab og selvet?
Hvorfor er intentionen ikke den samme for de to?

Hvorfor føler jeg en form for lettelse, når jeg kan se frem til en håndfuld timer uden mine børn?
Hvorfor føler jeg en anden, dyb lettelse når jeg ved, at vi skal være sammen uafbrudt?

“Tag børnene hjem, den tid kommer aldrig hjem,” siger alle, som har gjort det. Jeg mærker et træk i den retning, har mærket det længe. A l t i d. Og vil det gerne.
Men noget i mig siger også dette: Vi skal sørge for, at de mennesker, som har lyst til at bryde med normen, som vælger et alternativt liv i dybere kontakt med deres instinkter og natur, også bruger deres stemme i de år, hvor de har små børn. Jeg skal altså finde en model, hvor der er plads til begge dele.
Det er vigtigt, at jeg formidler denne tid og disse overvejelser med omverdenen. Ligesom det var vigtigt, at Frida og Mikkel deltog i programmerne på TV. Jeg kunne ønske, at de delte endnu mere, blot fordi deres livsstil er inspirerende. MEN, det er jo paradokset – de lever i pagt med deres overbevisninger, og derfor er de IKKE på hele tiden.

Alligevel synes jeg, det er vigtigt, at der er kvinder med små børn og kærlige, holistiske holdninger til familiepolitik på Christiansborg og i medierne. Det er noget nær en selvmodsigelse, og der er ganske få alternativt tænkende småbørnsmødre i politik/i medierne/på talerstolene: Hvordan lever man op til sine idealer som nærværende, dedikeret forælder samtidig med, at man forandrer verden?
Og skal man det, altså forandre noget? Ændrer man mest ved at bruge sin stemme, eller er der lige så meget vundet ved at leve et liv under radaren?

Jeg tror, at nogle af verdens mest indsigtsfulde eksistenser lever beskedne, stille liv. De spreder deres lys ad andre kanaler. Går sagte gennem livet med hjertet forrest. Er ikke på facebook eller Christiansborg. Og jeg tror, at de gør en forskel. Men kan jeg træffe samme valg?

For mig er det ikke et spørgsmål om at lukke bloggen ned. Jeg er glad for min blog, glad for at nå ud til så mange med mine budskaber. Det er meningsfuldt. Men jeg har lukket min roman ned. Sagt stop og nej tak, og det er et hjertesuk, men jeg har gjort det (for nu). Jeg er villig til at indstille andre ting også. Jeg kan indimellem føle, at jeg ligefrem leder efter en undskyldning for at skrue ned for en helt masse ting. Men det kommer til at kræve det endelige opgør med flinkeskolen. “Nej, jeg besvarer ikke altid mails/sms’er/telefon. Nej, man kan ikke altid komme på besøg. Ikke nogensinde, måske.”

Jeg mærker efter. Læser, lytter, søger nuancer og svar.
Jeg skriver med mennesker, som har truffet de valg, jeg har sat i stævne.
Jeg drukner i eftermiddage med konflikter, og har en nagende fornemmelse af, at der ville komme mere ro på, hvis vi var herhjemme sammen, selvom den tid hvor vi er det, lige nu er den mest krævende.

 

I den smukke digtsamling, som jeg fik tilsendt fra Norge i sidste uge, faldt jeg over dette digt:

“Fjerne morgener”

Engang fandtes der morgener
hvor lyset kom ind og jublende
forløste én fra natten

Da børn hulter til bulter
strømmede ind og skænkede én
latter på sengekanten

Da ordenes utålmodige knopper
sprang ud i dristige tanker
som aldrig før var blevet tænkt

Jeg vil, det skal være sandt
Det fandtes virkelig engang i tiden
sikke morgener
(Finn Carling)

 

De morgener er nu. De morgener er nu. Nu nu nu nu.
Når jeg en dag skal her fra, vil jeg helst fortryde så lidt som muligt.

 

Hvad med jer: Har I noget, som fylder i tankerne for tiden? Et kommende skift fra én ting til en anden? En glæde, tvivl, sorg eller ubeslutsomhed? Ved I, hvor I går hen, eller vil det vise sig, mens I er på vej?

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

38 Kommentarer

  • SVAR

    Dine tanker ringer og bimler i mig. Jeg tror faren for mig er når egoet tager over og maler et billede af sort og Hvidt og i virkeligheden er det så fyldt af frygt for den farvepalette som ikke kan ses, men blot opleves. I min jagt på at simplificere tankestrømme og dræne følelsernes hav til en overskuelig sø “hvad er så det værste der kan ske”? Mine tanker ender altid i isolation, igen sort/hvidt. Det er alt eller intet, vi må væk, ud på en ø, op i den svenske skov, men måske kan man bare ikke være rationel, måske skal livet bare leves lige her med de remedier man har og kan jeg så virkelig vælge at det ikke skal være en kamp også selv om modstridende følelser vil melde sig uanset mit valg. Jeg ender med en tiltro til at være skridt må være i den rigtige retning omend så fir at fortælle mig at jeg er på afveje. Tak for at dele, det har stor betydning ❤️

    • SVAR

      Kære Ida,
      jeg kender det jo så godt. Det med ud i den svenske skov. Og nu sidder jeg har på en ø, hvilket jeg aldrig ville ønske anderledes, og kan dermed se, at en stor del af svaret ligger et andet sted end i flugten. Men, rammerne giver mig ro, og de giver mig en kvalitet, som jeg har savnet. Det er mig personligt, og gælder ikke for alle. Jeg er meget enig i valget af, at det ikke skal være en kamp. Tak for dine ord.

  • SVAR

    Mine børn er lidt afsted hver dag, og det som skolen kræver. Jeg elsker at være stille med mig selv, at arbejde lidt, gå lidt i haven og drikke langsom kaffe. Det gør mig til en bedre voksen når de kommer hjem. Jeg har nemlig ikke uanede ressourcer, er jeg begyndt at tillade mig at mærke. Og jeg synes, det kræver så meget at have to små, småtsovende, signalstærke børn. Jeg vil gerne give dem det bedste af mig, og jeg bliver bedre, når jeg er i stilhed med mig selv et par timer hver dag. Det er en stor værdi for mig, at jeg kan gøre mit bedste sammen med dem. Har droppet klassisk karriere for at det er sådan pt, men opgaverne lander alligevel her.

    Når jeg læser dit indlæg, så er det præmissen om, at det bliver mindre konfliktfyldt hvis børnene er permanent hjemme, jeg kan mærke, jeg er mest tvivlende overfor. Små børn har konflikter, og hvis søskende har under fire år imellem sig, kan man forvente et skænderi hvert 5 minut, siger forskningen. Jeg tror, at dét der ville være nemmere, hvis de var hjemme var, at så var du ikke i tvivl omm hvad du skulle. Så ville din ambivalens være (lidt) mindre, nu var det dét du skulle, at være der med børnene. Og når børnene ikke mærker vores ambivalens bliver de lidt mere rolige. Men bare lidt, resten af tiden er de umulige og søde og krævende som de plejer, tror jeg. Og det er jo også helt ok.

    • SVAR

      Kære Marie, tak for din kommentar. Det er nogle meget fine overvejelser, du deler. Og dit liv lyder afbalanceret og ærligt. Det er så godt, når vi er autentiske overfor os selv og dermed vores børn.
      Mine børn er af sted fire dage om ugen (også ham i skole), og ikke ret mange timer. Men med mine (også småtsovende og signalstærke) børn, som er ret sensitive, oplever jeg en ro, der sænker sig, når vi er hjemme mange dage i træk. Så ved de, hvad de skal forholde sig til. Så er vi hele tiden centrum herhjemme. Men, du har ret: Konflikterne kommer vi ikke udenom, og det er heller ikke målet. Der er forskellige konflikter, noget i min mave fortæller mig, at de konflikter vores børn har lige nu, handler om et behov for ro. Roen kan komme fra meget, det læser jeg, at du også oplever. Sommerferien bliver for os en kilde til stabilitet, forudsigelighed. Minimalt med indtryk udefra.
      Mine tanker om at tage børnene hjem har rod i mange forskellige ideologier – rigtig meget af det er en mistillid til uddannelsessystemet og et ønske om selv at være sammen med mine børn (og undervise dem).

  • SVAR

    Kender du bloggen Happiness is Here ? En homeschooler med 4 børn. Hun skriver vidunderligt og reflekterende (ligesom dig <3) om sit liv.
    Jeg har en datter i 7. klasse på Steiner Skolen (flyttede hende fra folkeskolens 2. klasse til steinerskolens 3. klasse – lige efter lockouten) – og en søn på 6 som jeg hjemmeskoler. Han skulle have været på samme skole som storesøster – men efter 4 dage med ham i skolen, hvor jeg ikke måtte gå fra ham – så måtte vi finde en anden løsning. Jeg så "tilfældigt" et opslag fra en facebookven som lige havde taget sin søn ud af 7. klasse for at hjemmeskole. Det såede et frø som spirede med lynets hast – som Jacks bønnestage. Jeg var åbenbart moden for konceptet – og det er en ny verden der udfolder sig – et helt andet læringsparadigme. For mig kræver det en indsats eller disciplin om man vil – at få tid til mig selv og mine egne aktivteter. Hvilket nok er godt. Men jeg har endnu ikke fået gang i min planlagte blog ! og når ikke det, jeg synes jeg bør. Men jeg nyder min søn – og hans kærlige og uskyldige måde at være på, som ikke er "korrumperet" af de hårde negle henne i skolen. Og han har et luksusliv. Vi mødes 1-2 gange om ugen med andre hjemmeskolere – hvilket er guld – da han så har "skolekammerater" og ikke føler sig så anderledes. (Og de skolekammerater er ligeså kærlige og uskyldige.) Vi vil jo alle gerne være en del af et fælleskab. Det kræver også lidt benarbejde at få legeaftaler med de gamle børnehavevenner – men de er jo glade for at komme hjem til os og lege efter skole af og til – og "slippe" for den støjende SFO. Foreløbig hjemmeskoler vi også 1. klasse efter sommerferien – og så tager vi ny stilling næste sommer. Intet er hugget i sten. Men home/unschooling er fascinerende – og jo mere jeg sætter mig ind i det – jo mindre mening giver skolesystemet for mig. Spændende hvor du lander. Jeg holder øje med dig <3

    • SVAR

      Kære Jane, tak for din dejlige kommentar. Jeg har nu læst og gemt “happiness is here”. Hvor er det en fin blog med rummelighed og poesi. Netop det med det manglende netværk holder mig en smule tilbage ifht at tage vores ganske tilfredse skolebarn hjem. Han elsker sine venner i skolen, og her på Ærø har vi ikke et HU-netværk eller det, der ligner. Samtidig ville han givetvis trives meget skidt med at skulle hjemmefra som den eneste, og han er så fin, at jeg også gerne vil have ham hjem. Men ikke på bekostning af hans jævnaldrende relationer. Der er råd for det, vil jeg tro, men jeg ville ønske, her var et velfungerende netværk lige i nærheden. For hans skyld, mest af alt.
      Vores skolesystem generelt giver ingen mening for mig, og det er klart én af mine største motivationer i den her process (som jeg stadig ikke kender udfaldet af).

  • SVAR

    Da jeg valgte at tage min børn hjem igen, gjorde jeg det netop også til dels på grund af morgenerne. Jeg var så træt af at alle skulle skynde sig, at vi ikke bare kunne blive sammen, og det hev i mit hjerte at se kontrasten mellem en harmonisk sommer med et ikke eksisterende konfliktniveau og en kaotisk hverdag, hvor livskraften blev suget ud af os alle.

    Jeg gjorde det også, fordi jeg en dag sad og lyttede til mine børns legende latter og tænkte: mine børns latter tilhører ikke konkurrencesamfundet, den tilhører os. Og sådan har jeg det også med deres nysgerrighed og videbegærlighed og historier og glæde. Det tilhører os, og jeg vil have det skal være frit og ikke fanget i samfundets kasser, det skal have plads til at udfolde og udvikle sig, og jeg tror faktisk ikke på de der ting med at “Man skal lære at tilpasse sig” eller hvilke argumenter der ellers er for kassetænkning…

    Jeg forstår dine overvejelser omkring dit arbejde, dit skriveri, men jeg tror ikke det ene udelukker det andet. Tvært imod tror jeg, at det ene er forudsætningen for det andet: man kan kun have overskuddet til at være nærværende og engageret hvis man ind imellem får nogle åndehuller hvor man kan fordybe sig lidt i det der er ens kerne. For det er jo din kerne som har formet dine værdier og dit moderskab og gør dig i stand til at være den nærværende mor <3

    Min egen personlige oplevelse med at have børn hjemme er, at det frigiver tid man ikke vidste fandtes. Men det skal være på det rigtige tidspunkt, og det kan man mærke indeni. Hvis man giver sig selv lov til at bede praktikaliteterne om at holde mund naturligvis 😉
    Jeg begik den fejl at vente et halvt år med at tage mine unger hjem (igen) og timing er altså alt. Nu starter de igen begge to, men det er på prøve, og inderst inde håber jeg, at drømmen om hjemmeundervisning kan blive en realitet, fordi jeg har mærket hvad en familie i flow kan præstere. Og det er ikke småting skulle jeg hilse og sige, når der er flow det meste af tiden, er der tid til det hele <3

    • SVAR

      Kære Tine, jeg kan godt se, hvad du siger med, at det frigiver tid. Det tror jeg, at jeg kan genkende fra vores altid seks uger lange sommerferier. Og så nyder jeg din sætning: “fordi jeg har mærket hvad en familie i flow kan præstere”. Så skønt.

  • SVAR

    Kære Maj,
    Jeg er interesseret i hvad dine børn siger til at blive hjemme. Har de samme ønske? Deres stemme tæller jo også. Min ældste datter som næsten er seks år vil helst blive hjemme. Det har hun altid hellere villet. Først var hun i dagpleje to gange om ugen hvilket gik fint, men at starte i bhv var en katastrofe. Hun måtte tit blive hjemme, det kunne forenes fint med mit netstudie. Efterhånden kan kun godt lide at komme afsted og se sine veninder men har hun et valg vælger hun hjemme. Min søn på nu to år startede i vuggestue med 1 1/2 år. Hvilket jeg synes var for tidligt og det kunne også mærkes på ham. Men nu elsker han at komme afsted. Han spørger hver dag om at komme afsted når der er ferie eller forlænget weekend. Min yngste er kun to måneder, men jeg gør mig også tanker om hvordan det skal foregå. Jeg skal også starte på arbejde igen engang. En kærlig dagplejemor med stor have ville være min favorit, og ikke alle ugens dage. Men måske vil hun også derhen hvor de store er. Vi får se. Ikke alle børn er ens og har samme behov. Og jeg synes slet ikke at det er slemt at føle noget positivt ved at sende dem afsted. Hvis vi havde bedsteforældre tættere på der også ville kunne overtage pasning så ville jeg tage imod. Måske kan du finde en “låne bedsteforældre ” der deler din ide og er glad for at understøtte dig når børnene er hjemme. Vigtigst er at i alle har glæde af det. Men prøv det da af! Hvis det ikke skulle fungere så er du bare blevet klogere. Nothing to loose! Og skriv gerne om det, det er en vigtig debat!

    • SVAR

      Kære Janneke, alle vores børn vil altid helst være hjemme. Hver eneste dag. I nogle år syntes vi, det var et problem. Vi tænkte, at vi gjorde noget forkert. Så sagde min veninde, som er psykolog, og har lært mig meget de seneste ti år, at hun tror, det ganske enkelt er fordi, der er så rart hjemme hos os. Hun sagde: “Hvis jeg kunne, ville jeg også altid være hos jer”. Det skulle jeg lige kunne have i mig – altså, det var en meget stor anerkendelse, men en del af mig tror hende. Og jeg er glad for, at vores børn trives med at være hjemme. Derfor er der selvfølgelig stadig overvejelser ifht den 8 1/2-åriges relationer, og jeg er meget i tvivl, hvor han placerer sig i dette puslespil. Når det er sagt, så er det vores beslutning som forældre forstået sådan, at hos os er problemet ikke mangel på anerkendelse eller rummelighed men derimod indimellem mangel på tydelighed.. Knus til dig
      Forresten: Vi har de dejligste bedsteforældre i nærheden, og de er her meget for os. Vi har tænkt på at spørge børnenes farmor, som er tidligere skolelærer og nu psykolog, om hun har lyst til at være en fast del af vores hjemmeliv, hvis vi ender med at vælge det. En dag om ugen, eksempelvis, hvor hun har de tre store i ro og mag.

  • SVAR

    Jeg har ikke lyst til at tage mine børn hjem. De elsker deres skole og tiden der. Ville jeg ønske mere nærværende tid? Ja bestemt. Orker jeg det? Nej, egentligt Ikke, men for pokker hvor jeg ville ønske at jeg gjorde.

    Jeg ville ønske at jeg orkede at tøserne kom strømmende ind om morgenen, men det gør jeg virkelig ikke. Jeg står op og sætter dagen i gang fordi jeg skal og fordi der kun er mig til det. Men for det meste har jeg lyst til bare at blive i min seng.

    Så pt lever jeg efter devisen “fake it til you make it”.

    Familien er, logisk nok, midt i et kæmpe skift; men mere personligt er jeg også i gang med at lære mig selv at kende igen, finde frem til hvad der kan gøre mig lykkelig fremadrettet og hvad jeg har LYST til… Hold nu op, det er forvirrende, svært og det meste af tiden vil jeg bare gerne gemme mig væk og slet ikke forholde mig til det.

    Men jeg skal. Jeg vil.

  • SVAR

    Jeg har ikke lyst til at tage mine børn hjem. De elsker deres skole og tiden der. Ville jeg ønske mere nærværende tid? Ja bestemt. Orker jeg det? Nej, egentligt Ikke, men for pokker hvor jeg ville ønske at jeg gjorde.

    Jeg ville ønske at jeg orkede at tøserne kom strømmende ind om morgenen, men det gør jeg virkelig ikke. Jeg står op og sætter dagen i gang fordi jeg skal og fordi der kun er mig til det. Men for det meste har jeg lyst til bare at blive i min seng.

    Så pt lever jeg efter devisen “fake it til you make it”.

    Familien er, logisk nok, midt i et kæmpe skift; men mere personligt er jeg også i gang med at lære mig selv at kende igen, finde frem til hvad der kan gøre mig lykkelig fremadrettet og hvad jeg har LYST til… Hold nu op, det er forvirrende, svært og det meste af tiden vil jeg bare gerne gemme mig væk og slet ikke forholde mig til det.

    Men jeg skal. Jeg vil.

    • SVAR

      Kære Ditte, forestil dig for et øjeblik, at du var din egen bedste veninde: Hvilke øjne ville du se med og hvilke overvejelser ville du gøre dig? Hende Ditte, hvordan klarer hun det? Jeg tror, du ville se ti med mildhed og med stor beundring. Jeg tror, du ville have uendelig forståelse for alle udfordringerne, den manglende energi og overskud. Jeg tror, din bedste veninde ville kramme dig og anerkende dig for alt det, du gør. Og, ja, nogle ting “faker” du lige nu, men sandelig ikke alt det vigtigste. Alle mennesker har godt af at lære, hvad de rent faktisk har lyst til. Du blev bare tvunget til at finde ud af det nu. Kram til dig

  • SVAR

    Nå ja, og her i Tyskland hvor vi bor er det faktisk forbudt at beholde børnene hjem fra skolen. Der er skolepligt. Derfor har jeg sådan rigtig tænkt over at holde dem hjemme fra skole men kun fra institutionerne inden. Men utilfredshed med skolesystemet er der alligevel. Meget. Jeg ville ønske at børnene lærte for livet.

    • SVAR

      Kære Janneke, du siger det jo selv: “Jeg ville ønske at børnene lærte for livet.” Det gør de, når de er trygge og befinder sig i et stimulerende og nærende miljø. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være ulovligt at hjemmeskole? Det, for mig, er en ultimativ frihedsberøvelse. Her i DK er der løbende opsyn, hvilket både er godt og svært for hjemmeundervisere.

      • SVAR

        Ja, jeg synes heller ikke at det er staten der skal bestemme det. Jeg har aldrig før tænkt over det selv fordi det her faktisk kan betyde at staten fratager dig dine børn! Det er jo helt sindssygt når man først tænker over det. >

        • SVAR

          Ja, det er meget grænseoverskridende og frihedsberøvende, at de principielt kan holde ens børn fanget i et system, som man ikke trives med.

  • SVAR

    Kære Maj My,

    “Hvordan lever man op til sine idealer som nærværende, dedikeret forælder, samtidig med at man forandrer verden omkring én gennem et talerør/politik/etc.?”

    Det her spørgsmål fylder rigtig meget for mig og har gjort det længe. Jeg føler enormt stor splittelse – som du også beskriver. Jeg siger, at jeg ikke vil gå på kompromis med mit største omsorgsansvar. At være mor. Men jeg gør det alligevel. Min datter passes to til tre dage om ugen hos min mor og det er godt. Men jeg er sikker på at min datter helst ville at hun var sammen med mig. Hun er 2,5 år.

    Jeg tror desværre at splittelsen som jeg føler og de kompromiser som jeg går på er et vilkår i vores samfund. Når man er mor, med et kald, eller hvad man kan sige. Med en følelse af at der er noget der ikke stemmer i verden omkring os og med en følelse af at det gør en forskel at reagere på det. Min blog voksede ud af den splittelse. Jeg overvejer flere gange om ugen at droppe det projekt, fordi det gør mig fraværende overfor mine børn. Det kræver rigtig meget af mig at kommunikere psykologisk teori ud og formidle min foragt for mange aspekter omkring samfundet i et blog medie!

    Jeg tror at måden vi i den vestlige verden har indrettet os på gør det rigtig svært ikke at føle at vi ikke gør det godt nok for vores børn. Mange sidder i hver deres lejlighed, for sig selv i familierne og langt fra de andre nærmeste. Bedsteforældre og nære venner. Vi lever så isoleret. Du kender sikkert ordsproget der siger at det kræver en landsby at opfostre et barn. Men landsbyen er så godt som udryddet i den vestlige verden. Vores børn er enten sammen med os eller væk fra os. Der findes ikke mange fællesskaber, hvor man bor sammen og kan “ændre verden”, mens ens børn er tæt på og sammen med andre nærmeste omsorgspersoner. Det bliver meget enten eller.

    Tænk, hvis man boede sammen med andre voksne og man kunne deles om at passe hinandens børn. Bedsteforældrene kunne komme på banen med al det fantastiske de kan give, istedet for at sidde og visne i hver deres lejligheder eller på plejehjem. Man kunne spise med om aften med dem som passer ens børn om dagen. I et fællesskab, hvor alle havde et omsorgsansvar og opgaver der skulle klares. Et sted hvor man hører sammen. Men hvis det var sådan vi levede, så havde en kvinde som dig måske ikke brug for at gå ud og sige det du siger. Og jeg havde heller ikke.

    Jeg er i tvivl om det er muligt at bevæge os hen imod et sundere samfund, hvis ikke dem der er tættest på børnene går lidt på kompromis. Det føles forfærdeligt at skrive, for jeg vil ikke gå på kompromis. Men der må bare gøres noget for at vække en kollektiv bevidsthed om at det her samfund kan og skal gøres anderledes. Og det bliver ikke mændene, eller kvinderne på Christiansborg der stor forrest.

    Det var en lang tankestreg. Og sikkert noget rod. Men endnu engang tak for at sætte ord på de her ting. Mit hjerte skælver.

    De bedste hilsener fra
    Nynne (www.verdenvedsidenaf.dk)

    • SVAR

      Kære Nynne, som altid giver dine ord grobund for nye refleksioner hos mig. Særligt hæfter jeg mig ved dit fokus på det at være en landsby. Jeg tror egentlig, at jeg har mulighed for at skabe en form for landsby her, hvor vi bor – medregnet både naboer, bedsteforældre og min søster, som er her så tit. Og det skal jeg i højere grad tænke på som en ressource ifht det med at tage børnene hjem. Lige en lille sidenote: Jeg tænker ikke, at du egentlig går på kompromis med din datters robusthed (den sunde slags, ikke den hurtige, moderne) eller livsglæde ved at lade din mor have hende nogle dage hver uge? Faktisk tænker jeg, at det er en stor læring og glæde for hende. Både det at komme tæt på sin mormor men også på sigt det at se sin mor blomstre og skabe noget, som rækker ud over jeres egne rækker. For mig har det i hvert fald altid været en ambition; at mine børn skal vide, at jeg brænder for flere ting, og at jeg tør gå efter dem. Tak for din kommentar – og for din blog.

  • SVAR

    “Når jeg en dag skal her fra, vil jeg helst fortryde så lidt som muligt”
    Er vel det simpleste pejlemærke. Hvis ikke I prøver det af, tror du så ikke at I vil fortryde det ?
    Er vigtig ting er nok som du skriver at det er “orlov” . Til næste sommer ser behovene måske anderledes ud.
    Og hvad er lige det værste der kan ske ?
    At jeres ældste efter et halvt år gerne vil i skole igen. Så er det vel bare det I gør.
    Hvis de voksne har tid, råd, evner og overskud til hjemmeskoling så er det da med at prøve det af.

    • SVAR

      Kære Gitte, du har selvfølgelig ret: Hvad er lige det værste, der kan ske. For mig handler det om gerne at ville være relativt konsekvent omkring vores børn og ikke sige A men så ende med at gøre B. Men netop hvis vi kalder det “orlov”, og tager det én dag ad gangen, kan det ikke gå helt galt. Og selvfølgelig bliver vi nødt til at prøve det. Nu starter vi med en lang sommerferie, og så må vi se… 🙂

  • SVAR

    Ej det kommer til at lyde som om jeg synes det er en nem beslutning. Det er det selvfølgeligt ikke. Tænker bare om I tør lade være med at prøve det af ?
    Jeg fortryder ihvertfald ikke jeg havde børnene hjemme istedet for vuggestue dagpleje og senere uden SFO. Men jeg fortryder at jeg ikke hvilede mere i vores valg/beslutning. Men brugte energi på stadige overvejelser

    • SVAR

      Jeg synes ikke, du får det til at lyde nemmere, end det er. For: Er det egentlig så svært? Normalt griber jeg jo altid livet, og løber med det. Og sådan fungerer det bedst for mig.

  • SVAR

    En bekendt fra København har valgt at hjemmeundervise sit mellembarn. Jeg mødte dem tilfældigt og var meget imponeret over hendes måde at gå til opgaven på. For det er vitterligt en livsstil der fodrer at barnets agenda kommer til at fylde rigtigt meget. Og det kunne hun. På en let og indspirerende måde. Jeg ville ikke kunne det i samme grad, men er klart fristet af ideen om orlov. For tanken om at i perioder at fordybe mig med mit barn, giver nogle fantastiske muligheder, som korte ferier ikke kan give. Spændende. 🙂 og spændt på at høre om din endelige beslutning og hvad det bringer med sig.

    Al velsignelse med det.

    • SVAR

      Kære Buholo, tak for dine kærlige ord. Jeg vil efterstræbe at være autentisk, grundig og kærlig i min tilgang til mine børn, ligesom du beskriver, at din veninde er det. Tak.

  • SVAR

    Hej Maj My

    Min situation er selvfølgelig anderledes fx pga mine børns alder. Mine børn er 3 år og en på 6 mnd. og de har aldrig været i institution, men et perspektiv herfra er i hvert fald, at ‘institutionsfrie børn’ IKKE betyder, at jeg bare må droppe egne drømme/ambitioner, slet ikke. Den opposition mellem ‘mig’ og ‘mor’ ophører ligesom. Den tid jeg “ikke bruger” på logistik, at koordinere mine børns liv med andre voksne, samle op på den tid vi har været adskilt osv., den kan jeg bruge på “at være mig” … MED børnene, eller med dem lige ved siden af (den lille altid, næsten), ja. For tiden (min mand skriver speciale) er ambitionen ikke højere end at høre radio/poscast efter MIT valg hver dag, tage billeder og passe urtehave, men når overskuddet er bare lidt større, så kan jeg fx også skrive (har selv lige skrevet speciale med den knap treårig hjemme). Jo især fordi begge voksne er max fleksible. Så når der er behov, kan vi godt give hinanden “fri”. Og ellers er børnene jo bare med. Urtehaven er fx fyldt med eventyr for en treårig og hvis den bliver kedelig, må hun jo finde på noget. Og flere børn (som du har ❤️) ville vel give flere legekammerater?

    Herhjemme er “skærme” (eller en skærm er jo bare et værktøj, det afhænger 100 % af indholdet, imo) så til gengæld ikke forbudt, for vi tror, de er spændende, fordi det de indholder giver noget. Også nogen gange bare en pause. Men hvis vi så siger det er “prisen” for os, så synes jeg det er “billigt”! (Tror nu vi ville have dem uanset).

    Eller med andre ord: hver dag med hjemmebørn ligner ikke nødvendigvis den gængse opfattelse af ‘perfekt’, men for mig er det en del af pointen: At vi *sammen* finder en overkommelig måde at *leve livet*, med alt hvad det indebærer af at forholde sig kritisk til diverse normer/skal.

    Blandt dem, der hjemmeskoler i DK, finder du i øvrigt folk, der har lavet kæmpe communities (= gjort en eftertrykkelig forskel for andre end deres børn) mens de har haft unger hjemme – bare tjek ammenet!

    Altså, jeg er sikker på det er lettere sagt end gjort. Men herfra lyder det som om, at nogen af de ting du frygter, måske slet ikke findes? I hvert fald al mulig hep herfra, på at I finder en god vej for jeres familie. En ting er sikker: institutionerne løber ingen steder

    Kh fra en institutionsfri-fan

    PS. Tror i øvrigt du vil elske bloggen happinessishereblog.com og benhewitt.net

  • SVAR

    Jeg følger med i din blog, og tænkte da jeg læste dit opslag, at jeg bliver nødt til at anbefale dig at kaste et blik på hende her, https://farmhouseschoolhouse.com/
    Jeg følger hende og inspireres af hendes liv som hjemmeskoler af hendes 4 knægte på en gård i USA, men mest på instagram.
    Og så vil jeg også bare lige støtte op og sige: Gør det! Måske du vil finde ud af at det ikke er noget for dig, måske er det, men du har handlet på dine tanker og din mavefornemmelse. Thumps up herfra

    • SVAR

      Kære Anne Marie, mange tak for linket til farmschoolhouse – jeg havde tidligere på dagen tænkt, at jeg ville google på “rural homeschool”, når jeg fik tid, fordi der er forskel på at hjemmeskole i en by og på landet. Vi kommer ikke til at tage på museum en helt masse, til gengæld kan vi være udenfor med børnene og dyrke jorden, bade osv.
      Udover det meget kristne på farmschoolhouse, kan jeg relatere til en stor del af hendes metode. Jeg tror ikke, det vil fungere for Kristian og jeg med fuldkommen unschooling; jeg har lyst til også at sætte en del af læringen i rammer. Frie rammer, kærlige rammer, men rammer ikke desto mindre. I høj grad ud fra et ønske om at dykke dybt ned i litteraturen, sådan som hun også gør på den blog.
      Så: mange tak. Det er spændende at kunne følge deres meget anderledes hverdag.
      (Og selvfølgelig gør vi det for en tid – altså hiver ungerne hjem – men det er vigtigt at formidle refleksionerne;-) )

  • SVAR

    Meget rørende skrevet Maj My – og hold op hvor dine tanker minder mig om mine. Og skræmmer mig – for kan jeg overhovedet finde ud af at sætte tempoet ned..? Men jeg gør et forsøg. Hver dag er en ny mulighed for at være mere nærværende. (Skriver jeg, mens jeg skriver på min iPhone på vej i metroen med Latten i hånden og overvejer næste FB-opslag… Holy moly der er langt igen.)

    • SVAR

      Haha. Ja, der er langt igen for de fleste af os, men for at citere Jon Kabat-Zinn: “Lige meget hvor du går hen, er du der”. Det er rejsen, det gælder. Ikke målet. God dag (med lidt mere nærvær end i går).

  • SVAR

    Åh hvor kan jeg nikke genkendende til dine tanker. Dog har jeg kun et barn indtil videre og han går i vuggestue. Heldigvis arbejder jeg “kun” deltid men det føles stadig forkert at aflevere ham hver dag. Jeg ville ønske at jeg kunne have ham hjemme og i stedet gå i legestue med ham men hvor jeg bor er der ikke rigtigt andre der holder børnene så længe hjemme. Og min kæreste er heller ikke helt enig i mine tanker. Jeg synes det er rigtig svært. Samfundet er skruet helt forkert sammen i min optik – noget, der kun er blevet endnu mere tydeligt for mig efter jeg er blevet mor.

    • SVAR

      Kære Malene, Hvis du oprigtigt har lyst til at gå hjemme med din søn, synes jeg, du skal tage din impuls alvorligt. Hvad kan være vigtigere end det? Spørg din kæreste – fra et kærligt og anerkendende sted – hvorfor han er uenig? Kan det tænkes, at han er formet af de krav, som han oplever, er omkring ham? Hvis han mødte en masse glade og velfungerende hjemmepassende forældre, ville han så skifte mening? Hvis du er glad for at aflevere din søn i vuggestue, skal du gøre det med god samvittighed. Hvis det føles forkert, synes jeg, du skal tage din fornemmelse alvorligt. Fortrydelse kommer vi ingen vegne med, men jeg ville ønske, at jeg havde holdt mine børn hjemme en del længere, end det blev tilfældet. Jeg tror slet ikke, jeg vidste, at det var en mulighed. Knus til dig og held og lykke med at finde din vej

  • SVAR

    Kære Maj. Jeg forstår dine tanker, jeg har selv de samme. Vi har jo sat vores børn i en privatskole, der har lukket alle årets ferier. Det vil sige næsten syv ugers sommerferie uden mulighed for pasning. Når jeg nævner det for folk, ser de helt bestyrtede ud ved tanken. Det er jeg sgu også selv lidt, nu hvor jeg er på barsel og den famøse sommerferie nærmer sig. Men hvor er jeg glad for at kunne give min børn denne gave i form af en nærmest uendelig ferie, og hvor vil det være en gave at kunne give meget mere af det. Tid. Min barsel skal således også være en pause, hvor jeg giver mig selv tid til at tænke over, hvordan livet fremadrettet skal se ud. Hvrodan vi kan skabe en hverdag, hvor jeg ikke bliver udmattet ved tanken om mine børn, men nærmere opladt af bruge tid med dem. Det er lidt rodet skrevet, men jeg er på vej ud af døren. Lad os tale mere om det – og lad os i det hele taget ses snart. Kram

    • SVAR

      Kære Mia, det giver så god mening, og jeg glæder mig over, at du nyder din barsel, og tager dig tid til at mærke efter. Det er i sandhed meningsfuldt 🙂 Knus til dig

  • SVAR

    Jeg tænker lidt…. at hvis du gør det…så gør jeg det også 😉 min eneste bekymring er at skabe børnekontakt i mit enebans liv – men måske der er en lejlighed til leje hos naboen? 😉

    • SVAR

      Jeg synes, det lyder som en positiv udfordring. En lejlighed kan jeg ikke hjælpe med – men en gård måske? 😉

  • SVAR

    For mit vedkommende fandt jeg svaret på om jeg ville gå hjemme med mit barn, da jeg spurgte mig selv, hvad jeg inderst inde savnede i voksenlivet. Det var ikke at have succes på arbejdsmarkedet, have et instagram hjem eller være med på moden. Nej, det siges så smukt i nedenstående digt. Jeg savnede og længtes efter at kigge på verdenen med et barns øjne, at se den på ny. Men vigtigst af alt, så skylder jeg mit barn det bedste af verdenen når det er lille og uskyldigt. Den anden side skal hun nok nå at opleve som voksen.

    Noget om lykke

    jeg var en tyv i nat
    du lå i søvnens blide
    bevidstløshed med dukken
    og bamsen ved din side
    jeg lånte din øjne
    du brugte dem jo ikke
    så gik jeg ud i natten
    og gav mig til at kigge

    alt var så sært fortryllet
    det store træ du kender
    tog himmelrummet til sig
    med åbne drømme hænder

    de tætte hvide klynger
    af blomstrende syrener
    faldt dryppende i rummet
    som kølige fontæner

    og i det grønne mørke
    sad uglerne som skærper
    ved nattetid foratanden
    på grå latinske verber

    på månestråler gik jeg
    derop hvor stjernevrimlen
    står som en regn at gnister
    på hovslag under himlen

    der satte jeg mig stille
    og så vor klode vugge
    på skyerne som var den
    en lille søvnig dukke
    jeg løb på nøgne fødder
    imellem stjerneklaser
    der stod på mælkevejen
    i store blanke vaser

    der tabte jeg min brille
    og faldt og slog mig meget
    men havnede hvor sælsomt
    hos dig på sengelejet

    jeg græd en lille smule
    men det var kun af lykke
    fordi to brune øjne
    har gjort to blå så trygge

    Halfdan Rasmussen

    • SVAR

      Hvor er det smukt, så smukt. Og ja: Alt det andet skal din datter nok komme til at opleve. Jeres hverdag nu, i tryghed og samvær, er også virkeligheden. Gid den var det for flere.