Om at tage ferierne med hjem i en travl hverdag (eller: “Nyt køkken vs. mine børns barndom”)

Jeg tænker over det med, at mange siger, de ville ønske, deres hverdag mindede mere om deres ferier.
“Vi elsker de langsomme dage i sommerhuset, hvor vi læser bøger, går ture, og er sammen uden at have travlt. Vi prøver altid at tage lidt af den stemning med hjem.”
Jeg svarer som regel noget med, at jeg prøver at leve, så min hverdag mest af alt minder om det sommerhusliv, de beskriver, og så ser de faktisk ofte lidt overrasket på mig. Som om “det kan du da ikke mene” – på trods af at de selv lige har sagt noget i den retning.
Jeg tænker, at det langsomme liv reelt set ikke er det liv, de drømmer om at leve, selvom de beskriver det med et fjernt blik og længselsfuld stemme. At selvom de føler en oprigtigt glæde ved at opleve det nære samvær med deres familie i et isoleret tidsrum, så har de ikke lyst til primært at leve sådan. For det er ikke helt nok. Der er ikke tilstrækkeligt målsætning i det. Ikke passende ambitioner.

Og jeg forstår godt behovet for afveksling. Jeg kan nemt sætte mig ind lysten til faglighed og tiltrækningen ved at udrette noget synligt (jeg kan levende sætte mig ind i det). Jeg kan godt forstå, at ikke alle har lyst til at gå hjemme, sådan som jeg gør det, for det er på ingen måde det, vi er opdraget til, eller har fået besked på at stræbe efter, og vi har så mange interesser (og passioner ligefrem), og der er meget, som trækker i os fra mange kanter.

Men vi kan ikke alt, vi kan ikke alt, det må vi forstå. Hvis vi vil langsommeligheden og nærværet og fordybelsen, så kan vi ikke samtidig nå at udmærke os på en helt masse udadvendte områder. Vi kan ikke alt, selvom det var lige nøjagtig, hvad alle tv-programmer i vores barndom fortalte os, og det var dybest set også hvad vores lærere og forældre gerne ville, at vi skulle drømme om og stræbe efter. Vi børn af efterkrigsbørn og af kvindefrigørelsen i en overflåd af olie, penge og frihed. Virkeligheden er, at det er de færreste forundt at have et nyt køkken i et stort hus og et guldkort hos SAS eller adresse i en storby, samtidig med at de har tid til fordybelse med deres familie på den måde, som de beskriver med drømmende øjne, når de vender hjem fra sommerhuset.

Og så er der også den konsekvens af vores stræben som menneskehed de sidste hundrede år, at mange af os netop ikke trives i ferierne. Vi trives ikke i weekender eller på ferier med vores nærmeste relationer – og slet ikke med vores børn. Jeg kender alt for godt, når søndag eftermiddags længsel er mandag morgen, hvor børnene atter afleveres til fremmede favne, så man kan trække vejret dybt. Jeg husker i min inderste erkendelse afmægtigheden i samværet med mine børn. Jeg husker hånen, som dryppede fra ordene, når ældre mennesker messede, at man skal nyde dem, mens de er små.
Man skal vide, hvor værdifuld og uerstattelig tilknytningen er, før man er villig til at ofre alt andet for at opbygge den. Man skal vide, at den ikke kan ordnes på fem minutter før sengetid, og at den er grundlaget for alt andet i livet.

Vi er kommet så langt fra vores natur, at vi har det bedst med adskillelsen. At samværet føles som et overgreb; noget ubærligt, fremmed – uoverskueligt.
Men så sker det, at vi mærker kaldet i det stille samvær. I sommerhuset, på en strand i Thailand. Vi mærker, hvordan hele verden går op i en højere enhed, når vi har tid til at falde på plads i hinanden, og det gør os gladere end noget andet. Mere opløftede end nogen anden succes. Vi siger, at den stemning vil vi tage med hjem til hverdagen, som ellers er så anderledes. Vi siger det, fordi selve meningen med vores liv ligger dér. I nærværet.
Derfor siger vi, at vi vil tage det med hjem til hverdagen.

Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.

Så vi må vælge. Ligesom med alt andet i livet er det en prioritet.

Det er smerteligt for mig at erkende. Jeg vil så gerne have det hele. Alt det nye, det funklende. Det, som er succes ude i verden. Jeg vil gerne kunne både købe og have og skabe og skrive og jeg vil udmærke mig ved netop at have det hele: Det nye, smukke, store og flotte og det nære, forståelsen, indsigten.
Men heller ikke jeg kan have det hele. Også jeg må vælge.

Jeg vælger at være. Igen og igen vælger jeg at være, pånær når jeg ikke gør. Pånær når jeg hellere vil have eller hellere vil lade som om, for det er stadig svært for mig. Nærværet er en livslang øvelse.

Jeg står i den svenske skov i disse dage, og ser på de umuligt høje grantræer, falder næsten bagover, når jeg ser på dem. Stilheden runger for ørerne, Juno holder en finger for munden nede på sin kælk, og siger: “Shh, stille.” Solen bliver lyserød mellem træerne, den rammer en enkelt gran foran mig. Jeg mærker sneen give sig, knirkende, under fødderne. Der er sne over alt. Stille, hvide sne – intet er så stille som sne – og jeg ved, at intet er så vigtigt som det her. Naturen.
Min natur er at være sammen med min familie, men jeg havde aldrig før mødt den natur. Den var der ikke i mit liv, før en ny bevidsthed dukkede frem, den blev manet frem af andre, som havde mærket deres natur, og som nu snakkede højt om den. Fællesskaberne er vores natur: Sådan bliver vi klogere. Jeg går op i skoven hver dag, og stiller mig, og ser på træerne. Lige der kan jeg mærke, om jeg er på rette vej eller ej.

Du skriver til mig, hvordan man får det liv, jeg lever. Svaret er, at det gør man kun ved at sige nej.
Du må vælge, siger jeg. Og jeg ved, at det er svært. Ligesom med alt andet i livet er der valg og fravalg, når vi prioriterer, hvem og hvad vi bruger vores tid på.

Jeg er overbevist om, at kærligheden er uendelig. Men jeg kan ikke love dig, at du kan få både et nyt køkken og de første år af dit barns liv viklet sammen med dit. Så du må vælge, og her kan jeg til gengæld love dig, at det ene valg kommer til at ræsonnere dybere i dig end det andet. Det lover jeg med åbne øjne og lyset fra sneen som skinner derude, skinner i mine øjne og i mine børns øjne.

Det, du mærker i sommerhuset eller på stranden med dine børn, kan ikke trækkes ind i en travl hverdag, men det kan blive din hverdag, og det kan blive den højeste ambition, din mest ambitiøse investering nogensinde. En dag vil vi snakke om, at den mest udviklende opgave i livet er vores relationer. En dag vil man spørge til vores tilknytningsevne, vores tanker om netop det. En dag vil nye biler blive til timer, dyre hjem vil blive til hele år. En dag vil vi forstå, at vores natur kan vi ikke løbe fra, og når vi prøver, går alt omkring os i stykker. En dag, men indtil da følger jeg mit hjerte, uanset hvad alle andre gør..

Synes I også, at det kan være svært at vælge? Og hvad vil I helst med jeres liv, lige nu?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

21 Kommentarer

  • SVAR

    Sverige gøre noget godt for dig. Hold nu op, hvor er det godt skrevet, det her. Du skriver jo.

    • SVAR

      Ja, det gør jeg jo 😉 ❤

  • SVAR

    Sikke et fint indlæg. Jeg synes ikke, det er svært at vælge, når jeg tænker over de valg, jeg har – hvis det giver mening. Mit problem har været, at jeg ikke tidligere har været helt så bevidst som nu, om at alt er valg. Jeg troede, at det var sådan, det var – at man afleverede sine børn i institution, at man gik på arbejde. Det er det, jeg er opdraget til. Og selvom jeg altid har tænkt mig mig selv, at jeg var kritisk tænkende, så var jeg ikke tidligere kritisk nok omkring min egen og vores families situation. Jeg gjorde bare det alle andre gjorde. Nu virker det så ligegyldigt for mig at få et nyt køkken, det gjorde det ikke for fem år siden. Jeg tror også det skyldes usikkerhed, jeg tænkte, at hvis alt så godt ud for øjet, så tænkte andre, at jeg havde styr på det, havde styr på min familie. Nu er jeg så ligeglad med, hvad andre siger – og jeg oplever ofte, at folk ikke forstår vores valg om at børnene ikke går i institution, fordi de selv abonnerer på den i mine øjne forfejlede opfattelse af, at det er igennem institutioner, man bliver socialiseret. Det er virkelig en oprør, vi mangler at tage – den løgn, vi bliver fortalt igen og igen om, at det er institutionerne, der udvikler børn og gør dem sociale. Nu udviklede det sig lidt i den sure retning måske – det var ikke meningen – nyd sneen og stilheden og børnene og hinanden <3

    • SVAR

      Jeg kan fuldkommen følge dig i, at det bliver meget simpelt, når først man begynder at følge sit hjerte, men jeg synes, at jeg brugte ret lang tid på at komme dertil ifht. mine børn. Det der med at man bliver socialiseret i insitutionerne er for mig at se én af de mange løgne, som vi fortæller hinanden for at holde liv i en struktur, som bid for bid ødelægger vores verden og vores livsglæde, ikke mindst.

  • SVAR

    Nogle gange har dine ord så meget kraft, at der nærmest bliver komponeret musik omme bagved!

    Valg og fravalg. Nye bevidstheder gennem de fællesskaber, der er vores natur. Jeg er 100% i samklang med dit skriv i dag – men det ved du. Tak! <3

    • SVAR

      Tusind tak, kære Line ❤ Jeg skriver altid til musik, og i aftes var Max Richters rekomposition af Vivaldi samt Haydn og Satie mit soundtrack til ordene – men jeg håber, du hører dine helt egne toner, når du læser det.

  • SVAR

    Når du spørger sådan, så tænker jeg, at jeg faktisk lever det liv, jeg gerne vil. Jeg arbejder og min søn går i børnehave, men både jeg og min kæreste arbejder hjemme og relativt få timer i løbet af dagen (somme tider lidt ekstra efter min søns puttetid). Vi har ro i hverdagen. Vi bruger penge velovervejet på det, vi gerne vil, og jeg kan sagtens vente år på et nyt køkken (selvom vores er noget skrammel og trænger til udskiftning). Jeg behøver ikke komme på dyre ferier. Mit liv er (nu) tilrettelagt ret bevidst efter, at det for vores lille familien er hverdag og hverdagsluksus, der er det vigtigste, for hverdagen er der mest af.

    Så selvom det kan prikke lidt i mig, at jeg ikke kan lade være med at opfatte nogle af dine indlæg som lidt fordømmende overfor os, der ikke har vores børn hjemme (og jeg ved godt, at det ikke er din mening), når jeg så retter projektørlyset indad, ser jeg, at jeg er glad og har ro i mit liv, præcis som det er.

    • SVAR

      Kære Stine,
      det lyder som om, I lever det liv, som min familie og jeg ville leve, hvis ikke vi lige var faldet over en model, hvor det andet her er muligt. Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er at være hos sine forældre, fra man er 0-3 år, og det ville jeg aldrig igen gøre anderledes (og det er i højeste grad den de – de første år – som skærer i mit hjerte, når jeg tænker på mine bittesmå børn i en stor vuggestue). Men det her med at være hjemme, det er så anderledes, fordi vores samfund slet ikke er indstillet på det, at jeg ikke ville vælge det for enhver pris eller under alle omstændigheder. Og dét tror jeg, at jeg snart skal skrive et indlæg om: At hjemmelivet kræver mange fravalg men også at det – for mig, i hvert fald – er betinget af, at vi er to forældre, som er hjemme meget af tiden. Knus til dig

  • SVAR

    Hej Maj My.
    Tak for dit fine indlæg.
    Jeg har efterhånden fået skabt det liv, jeg ønsker at leve. Det er håndplukket ud fra, at jeg ønsker at opleve glæde, trivsel ved det, jeg skal den dag, når jeg vågner om morgen. Ikke hver dag måske – men de fleste dage.

    Jeg har læst med her og syntes du skriver meget smukt. Virkelig – der har du en gave til verden og jeg ville gerne læse din roman en dag.

    Nå men jeg vil altså også sige, at jeg syntes nogle af dine indlæg kan mangle noget nuancering. Du skriver f.eks., at du er blevet gjort opmærksom på at børn fra 0-3 år har bedst af at være sammen med sine forældre hele tiden og ikke være i pasning.

    Jeg er vitterlig ikke enig her. Der er så mange nuancer, der spiller ind, når man skal beslutte pasning eller hjemmegående.
    Jeg har været hjemmegående med min datter, men hun skal starte i vuggestue her 1. april. 2 år og 4 måneder gammel. For jeg har simpelthen ikke lyst til det mere – det at være hjemmegående. Jeg vil starte min virksomhed, jeg vil skrive min bog færdig og sende til flere forlag. Hun skal ikke være der laaange dage hver dag, men lidt afsted det skal hun. Og ved du hvad, jeg tror oprigtig på, at hun får det bedre, fordi mors næsten konstante knude i maven forsvinder og mit stress vil aftage. Og min livsglæde vil stige, fordi jeg kan udleve noget vigtigt for mig og det vil gavne hende med mere liv og glæde i vores samspil. Jeg er været hjemme uden job i 4-5 år og jeg skal videre nu. Det er en nuancering tænker jeg.

    Der er så mange gråzoner i den her debat, at det lidt generaliserende kan gøre mere skade end gavn Nogle gange er det ikke det, vi læser på nettet eller i bøgerne, der giver mening. Men hvordan vi føler indeni og hvordan vi kan sprede glæde og liv, når vi er sammen med børnene.

    SÅ nuancering er godt – uundværligt nærmest – særligt når det handler om moderskab, børn, kærlighed, livsglæde.

    Igen tak for din fine blog, jeg nyder at læse med. Jeg håber ikke jeg træder dig over tæerne med min kommentar.

    • SVAR

      Hej Tina
      tak for din kommentar, og tak for at du læser med. Der er ingen tvivl om, at hvis man læser mine indlæg ude af sammenhæng, så vil nogle af dem mangle nuancering. Når det er sagt, så mener jeg heller ikke, at alt skal nuanceres. Nogle sandheder drukner i gråzonerne, og her er børns vilkår ifht. de rammer vi har bygget op omkring vores familier i DK, én af dem. For børn mellem 0-3 år har bedst af at være sammen med deres primære omsorgspersoner (og det er ikke bare noget “jeg har hørt”), medmindre vi har at gøre med en familie, som ikke er i trivsel, og dermed ikke formår at give barnet den grundlæggende tilknytning. Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange hensyn at tage, når vi sætter en familie sammen, og i dit tilfælde synes jeg, det er så dejligt, at din datter har været hjemme hos dig indtil nu. Jeg er også fuldt ud bevidst om, at man ikke altid kan skille tingene fra hinanden, og din trivsel er naturligvis uløseligt forbundet med din datters. Men derfra og så til at sige, at det sikkert også er bedst for barnet at komme i vuggestue, synes jeg, der er et stykke. Jeg er ikke ret stor fan af den der med “glad mor giver glade børn”, når den bruges som en sovepude til at acceptere børns dårlige vilkår på samfundsplan, men det er klart, at sådan er virkeligheden hjemme hos mange af os. Sat lidt på spidsen mener jeg, at det er forældrenes ansvar at være glade i det, der er børnenes bedste udgave af en barndom, men det er naturligvis afhængig af gode rammer for familielivet (eks. mulighed for længere barsel, deltidsarbejde, fællesskaber, etc.). Det er derfor, vi har så stort behov for at ændre på strukturerne omkring vores familier herhjemme, fordi det er svært at være hjemmegående uden at blive ensom og måske indebrændt, og derfor forstår jeg fuldstændig dit valg ifht at sende din datter i vuggestue – men det ærgrer mig, at virkeligheden er såden. Der er ganske enkelt behov for fællesskaber, hvor vi kan arbejde og være sammen uden at skulle sige farvel til vores børn. Når sandheden skal frem (og det skal den), så ville jeg også sende mine børn i institution nogle timer dagligt, hvis ikke deres far og jeg var fuldkommen fælles om omsorgsopgaven (og indtjeningen), for jeg ville synes, det var for hårdt. Kh og held og lykke med alt det nye

      • SVAR

        Kære Maj My.
        Når du skriver at børn mellem 0-3 år har bedst af at være sammen med sine primære omsorgsforældre, er jeg instinktkivt meget enig. Jeg er nysgerrig på om du har nogle referencer på det faktum (artikler el. lignende) – det kunne jeg rigtig godt bruge i dialogen med mine omgivelser. Kh Bianca

        • SVAR

          Kære Bianca, der er mange kilder indenfor både psykologi og sociologi, som konkluderer, at barnet har brug for at knytte an til sine primære omsorgspersoner de første 0-3 (eller andre steder: 0-5) år af livet. Bl.a. Neufeld (find ham på youtube, i bogen “Hold on to your kids eller køb ét af de fantastiske kurser) og Niels Arbøl i “Det moderløse samfund”. Jeg vil på det varmeste anbefale bloggen “Verden ved siden af”, som lige nu står lidt stille, da Nynne skriver speciale, men den er lige det, du leder efter, vil jeg tro: http://verdenvedsidenaf.dk/

          Fra Arbøls Det moderløse samfund:
          “Har kvinderne i Vesten undertrykt deres biologiske natur, som ligger
          i moderskabet? Har vi overset de dybtgående forskelle på mænd
          og kvinder?

          Det mener den erfarne biolog, som har skrevet bogen. Han påviser,
          at prisen for at tilsidesætte grundlæggende biologiske lovmæssigheder
          er blevet en lang række skader for kvinderne, børnene og samfundet.
          Bogen placerer ikke ansvaret hos kvinderne, men hos en kultur, der
          er præget af massiv forbrugerisme, selvrealisering, feminisme,
          velfærdsstats-ideologi og afsporing af kærligheden.

          Den fremstiller som alternativ en beskeden og økologisk livsstil med
          familien som det bærende grundlag og en genopdagelse af kvinden
          som mor og manden som far – til gavn for de børn og unge, der
          i dag må slås med uoverskuelige personlige problemer. Her kan
          biologisk videnskab vise sig at bekræfte og understøtte
          grundlæggende etiske normer for et samfund.

          ”Hvad jeg med denne bog forsøger, er for det første at samle alle de
          problemer, moderskabet i har i dag, i en helhed og i et perspektiv
          og for det andet at gøre det på et naturvidenskabeligt grundlag,
          således at læseren kan blive bedre fagligt rustet til at deltage i den
          kulturkamp, der udspiller sig med stadig større intensitet.”

          Kilde: http://www.detmoderløsesamfund.dk/moderskabetskrise

          Og den her artikel fra 2013: https://www.information.dk/debat/2013/03/vuggestuer-gode-smaa-boern

          • Tusinde tak for svar :)!>

          • Selv tak – jeg har lige sat endnu en artikel på, der kommer sikkert flere løbende ❤

  • SVAR

    når jeg får sådan et spørgsmål kan jeg godt se jeg måske ikke er kommet så langt som jeg troede i forhold til accept af mine livsvilkår – for det første jeg tænker er ” at jeg og de af mine nærmeste, der er syge slipper ud af vores sygdom. Omvendt ved jeg heller ikke om man kan forvente jeg nogensinde når derhen – kunne jeg frit vælge alt – ville jeg da altid vælge vi var sunde og raske.

    Men det kan jeg så ikke – så ud fra de vilkår jeg har.

    Jeg synes sjældent det er vildt svært at vælge – at tage hf på 3 år for at have bedre tid med Nadine var ikke svært, at gå hjemme hos drengene da de var små var heller ikke svært – det føltes som det rigtige så dybt inde – at vælge at gå fra mine børns far var et svært valg og tog lang tid – indtil det ikke var et svært valg mere. Men man bare vidste at det var det eneste rigtige.

    Lige her og nu – vil jeg helst have mest muligt ud af lige netop nuet.

    Jeg vil også gerne i gang med et arbejdsliv igen – men da flexjob nok er min fremtid, følger jeg proceduren i ressourceforløbssystemet, da jeg tænker det er mit bedste bud på at få en plads i arbejdslivet igen. Indtil det er på plads hygger jeg mig med at være en del af venligboerne, nyder jeg mine børn,glæder mig til for alvor at komme i gang med det træningsforløb jobcenteret har sat i gang, tager vare på mig selv og forkæler mig selv på daglig basis, nyder de små ting i livet. Gør det jeg har lyst til når jeg har lyst til det i den udstrækning det kan lade sig gøre.

    Gøre en positiv forskel hvor jeg kan 🙂
    Nyder alt det gode der er i mit – for det gør mig glad 🙂

    • SVAR

      At du er i verden er en konstant påmindelse om, hvad der betyder noget. At indstilling er kernen i alt, og at vi skal være taknemmelige for det, vi har – at jeg skal være taknemmelig for mit helbred. Jeg tror ikke, at alle mennesker er på et udviklingsniveau, hvor de vil kunne tackle en situation som din med dit overskud, men det er dybt inspirerende, at du er her, og deler af dine tanker. Tak.

      • SVAR

        > hvor er du sød -tak 🙂 Og tak til dig, fordi du deler dine tanker og inspirerer mig og mange andre 🙂

  • SVAR

    “Det er en smuk tanke, men det er en umulig tanke. Vi kan ikke tage noget, som primært består af tid, med ind i noget, som er bygget op omkring fraværet af tid.” – tak for den sætning! Den minder mig om, at jeg virkelig ikke tror på kvalitetstid. Faktisk afskyr jeg det nærmest, fordi man “skal” hygge sig/være glad/være intenst sammen (som fx til jul). Og den der idé om, at man skal skynde sig at nyde det.. hvordan kan man skynde sig og nyde noget på samme tid?
    Det her er et af dine bedste indlæg nogensinde, og et jeg vil vende tilbage til og læse igen og igen. Tak for det.

    • SVAR

      Og ja, jeg synes også det er svært at vælge. Lige nu vil jeg helst bare være sammen med mine børn og nyde naturen. Heldigvis bor vi i udkanten af en skov. Men samtidigt har jeg ofte lyst til at sende min søn i børnehave igen, fordi jeg er bange for at jeg ikke magter opgaven. Og fænger til en pause, måske.>

    • SVAR

      Mange tak for din dejlige kommentar. Og jeg er helt enig: kvalitetstid er en illusion – jeg har faktisk skrevet et indlæg om det: http://majmy.dk/kvalitetstid-er-en-bortforklaring/ Jeg har også lyst til at sende mine børn i institution med jævne mellemrum, fordi vores samfund slet ikke er indrettet til at have dem hjemme, så det er et valg, hvor man desværre er i fare for at havne udenfor de fleste fællesskaber, hvilket kan gøre opgaven både ensom og svær. Men der er så mange gode argumenter for at have dem hjemme, at jeg holder ved (også i høj grad fordi min mand er hjemme det meste af tiden) – men jeg ville have stort behov for at opsøge fællesskaber, hvis jeg gik alene hjemme med mine børn.

  • SVAR

    SÅ smukt skrevet! Sætter tusinde tanker i gang hos mig. Og dykker lige ned i alt det jeg er fyldt op af i mit familieliv i dette øjeblik. TAK!