Om filmen “Barndom” og hvorfor den gør mig trist

I aftes så jeg norske Margreth Olins dokumentar “Barndom” i biografen. Filmen, som kan ses i de danske biografer de næste uger, er optaget igennem et år i den Steiner-inspirerede børnehave Aurora i Nesodden, Norge, og børnene i institutionen er mellem 1 og 7 år (og det er måske det mest vidunderlige ved børnehaven: At seksårige går der, for de starter først i skole, når de fylder 7, og skal i “2” klasse. Dét kunne vores politikere lære meget af.)

Det er en forførende film: vildt smukke optagelser, livsbekræftende børneportrætter og kærlige voksne. Men det er også en film, som grundlæggende går imod det, jeg er kommet til at tro på. Faktisk mener jeg, at det er en film, som i bedste mening hylder institutionslivet. En film, som helt berettiget fremhæver en børnehave, der er langt bedre end normen her i Danmark, men samtidig (og uundgåeligt) også en film, som ophøjer vores adskillelseskultur til en magisk, ja, næsten paradisisk virkelighed, når vi ser børnene i de fortryllende omgivelser, hvor de har venner, kyndige pædagoger og kreative projekter.

Jeg har mange kommentarer til filmen, og jeg har ikke tid nok til at få dem alle med her, men jeg bliver nødt til at skrive noget nu, mens den stadig ligger som en trykken for mit bryst.

* Børnehaven Aurora er uden tvivl en god børnehave. Sikkert én af de bedste man kan tænke sig. Pædagogen Kristofer, hvis aktiviteter og samvær med børnene er omdrejningspunkt for filmen, er et inspirerende og meget tillidsvækkende væsen. Sådan én som alle børn har godt af at have i deres liv. Børnehavens traditioner, rytmer og rammer er alt sammen dejlige, og jeg ville ønske, at vi tilbød det samme i alle børnehaver i Danmark. Ikke mindst de ti ugers ferie og syv års børnehave (børnene kommer et år senere i skole). Overordnet var det et smukt lille univers, vi blev vidne til.

* Dernæst bliver jeg nødt til at sige, at jeg overvejende er lidt ked af filmens signaler. Det er jeg på flere plan.
Først det personlige: Jeg fik en klump i maven allerede fra de første minutter af filmen. Det handler om mig selv og ikke om filmen eller om nogen andre. Man kan sige, at jeg for alvor er ved at se i øjnene, at jeg har sendt mine børn i institution velvidende, at det ikke var det, de foretrak, og nu hvor de er hjemme, tør jeg efterhånden indrømme overfor mig selv, at det ikke var den bedste løsning. Ikke for mig og ikke for dem. Jeg så i filmens præmis en sandhed, som jeg er sørgmodig over ikke at selv have forholdt mig tilstrækkeligt kritisk til tidligere: Nemlig sandheden, om at vi skal sende vores børn væk for at nå alt det andet, der er vigtigt for os selv (og “samfundet”) og deraf også en anden (falsk) sandhed om, at det er i børnenes interesse at komme hjemmefra. Det er det helt sikkert for nogle børn, men ikke for alle.
Her er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af nogen. Husk på at jeg selv har afleveret mine børn indtil nu. Husk på at jeg har skrevet højt og tydeligt herinde, at jeg ikke skulle være hjemmegående. Jeg har efterstræbt så mange ting udenfor mit moderskab, at jeg ikke har følt, der var en anden udvej. Jeg har ikke set det som en mulighed for mig at være sammen med mine børn uafbrudt. Så jeg bebrejder ingen, at de afleverer deres børn, og jeg er selv ude over den tid, hvor jeg skal tage stilling til, hvad der skal ske med min baby, fordi jeg ikke har sådan én længere. Jeg mener samtidig, at jo ældre børnene bliver, jo mindre skadeligt er det for dem at komme i institution, men her er det afgørende, at vi stiller krav til vores institutioner, og Aurora i Norge er et smukt forbillede på mange måder.
Men jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke vil medgå, at små børn, som bliver rastløse i løbet af to dage hjemme med deres forældre, “savner vennerne i vuggestuen, og har bedst af at komme af sted igen.” Jeg vil ikke nikke anerkendende til, at børnehavebørn “har bedst af at komme ud i verden og lære at stå på egne ben i det sociale.” Jeg kan godt forstå, hvorfor det er en vigtig fortælling for mange at holde fast i, men jeg tror ikke længere på den – ikke for alle, i hvert fald.
Det her er farlige ord for mig at skrive, fordi mange bliver vrede. Men jeg kan ikke lade være, og jeg skriver det kærligt – jeg skriver det med et blytungt hjerte, en ømhed i hele min krop, som jeg ikke kan ryste af mig. Mine børns barndom kommer aldrig tilbage.
Dét er min personlige sorg over filmen og dens budskab.

Den mere samfundskritiske er denne: Med “Barndom” maler Olin et billede af en børnehave, som risikerer at idyllisere institutionaliseringen af vores børn. Den lullende, kærlige og smukt orkestrerede børnehave løfter institutionaliseringen op på et plan, hvor det kan være svært at følge med, selv som hjemmepasser. Jeg snakkede med tre andre hjemmepassere uden for biografen, og den ene sagde, at hun undervejs i filmen havde tænkt “Er det for dårligt, at jeg ikke laver teater med mine børn derhjemme?”. Barndom skaber kunst ud af den eksisterende samfundsnorm, hvor vi skiller os af med vores børn mange timer dagligt for at tjene penge til et enormt maskineri, som de færreste af os kan gennemskue mekanismen bag. Barndom løfter adskillelseskulturen op i et næsten magisk skær, som jeg frygter, kan blive en sovepude for alle os forældre, som egentlig godt ved, at der er noget skævt i vores familiestruktur. Alle os, som bør råbe op og tvinge politikerne til at forstå, at der er en revolution på vej. Jeg har selv ligget på den sovepude i mange år, så jeg er udmærket klar over, hvor rart det føles at blive bekræftet i, at det er godt for børnene at komme hjemmefra – også når man ved inderst inde, at det ikke er hele sandheden.
Forhåbentlig får den nogle til at tænke, at i det mindste skal deres børns børnehave være bedre, før den er god nok. I værste fald får den os til at tænke, at det er sundt for vores børn at komme hjemmefra, fordi det er dér, de udvikler sig mest (fordi det er det, vi ser ske i Aurora).

Jeg ved godt, at jeg kaster med ildkugler lige nu, og de rammer i hjertet / eller de rammer i vreden / eller de rammer i afmagten, og jeg ved, at jeg risikerer at skubbe nogle væk. Men sandheden er, at uanset hvor smuk og fin en børnehave er, så er den ikke bedre end en nærværende mor eller far, som har overskud til at være sammen med deres børn. Så er den ikke bedre end de mennesker, som elsker barnet højest. “Barndom” er Margreth Olins kommentar til et institutionsliv, som hun mener, er kørt af sporet. Filmen, der er fra 2015, er Olins appel til politikerne om at bringe tiden og tilliden tilbage i børnenes liv til fordel for læringsplaner og længere dage. Og jeg er helt enig med hende – vi har brug for de smukke børnerum og for de dygtige pædagoger – men der er mere i det end som så: Jeg mener, at portrættet på sin vis symptombehandler en samfundsomspændende sygdom, som vi i stedet bør fokusere på at komme til livs.

Det er hele vores grundstruktur, vi skal omrokere. Fedt med gode børnehaver – de er klart at foretrække fremfor dårlige. Men det er ikke nok: Vi skal indrette vores samfund, så forældre har mulighed for at være sammen med deres børn. Så forældre har LYST til at være sammen med deres børn. Jeg har altid haft muligheden; der været knapper, jeg kunne skrue på for at realisere det liv, men jeg har ikke haft LYST: Der var andre vigtige ting, jeg skulle (jeg troede virkelig, at der fandtes andre ting, som var lige så vigtige. Jeg vidste ikke, hvor hurtigt tiden går. Nu sover Storm på sit eget værelse, og nu er det ikke hver dag, han kommer for at blive krammet af mig, og jeg vidste ikke, at det ville gå sådan og betyde så meget). Jeg havde ikke lyst til at blive hjemme med mine børn, efter de var fyldt et år, fordi jeg havde travlt med andre ting, der skulle klares, så jeg kunne “lykkes”. Men også fordi barselstiden var ensom og fremmed og komplet angstprovokerende. Da jeg fik mit første barn, var jeg vant til at kunne læse mig til de fleste svar og købe mig til resten. Jeg var vant til at have et fællesskab; være en del af noget større. Studerende, boheme, what ever. Men aldrig så alene. “It takes a village”, som man siger – og landsbyen er død.

Jeg vil opfordre alle pædagoger og lærere til at se Barndom hurtigst muligt: Så længe vi lever i en kultur, hvor børnene er institutionaliserede, skylder vi dem de bedste tænkelige rammer med nærværende voksne, vidunderlige omgivelser og god mad. Med kærlig leg, fri fantasi og god taletid.

Jeg vil også opfordre alle andre til at tænke over deres muligheder her i livet. Det er ikke længere godt nok at gøre noget, bare fordi de andre gør det. Hvad vil DU, og hvorfor?

Opdatering:
Jeg vil på det varmeste anbefale alle at følge Tove Rump, som er meget aktiv i familiepolitik, og altid holder barnets (og familiens) tarv for øje. Hun han følges på facebook HER

Tove Rump skriver om filmen “Barndom”:
“Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med ‘fri leg’.
Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den ‘frie leg’ skulle hente inspiration fra.
For fri leg er:
barnets måde at leve sig ind i,
barnets måde at kopiere,
barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
HVOR ER FORÆLDRENE?
HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
Her ser vi et arrangement!
Her ser vi et meget smukt arrangement.
Derfor er bedraget så stort.
For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
NU MÅ VI SE DET.
OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

Herudover vil jeg anbefale bloggen Verden ved siden af, hvor Nynne, som selv er mor til to små børn, skriver om børnepsykologi og familiestrukturer med et evigt skarpt og kærligt blik. Det er fra hende, jeg har udtrykket “adskillelseskultur”, som hun blandt andet bruger i DETTE indlæg

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

24 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har aldrig troet på “sandheden om at små børn, har brug for at komme væk fra forældrene” – altså medmindre der er tale om omsorgssvigt eller lignende har små børn intet behov for at komme væk fra deres forældre.

    Omvendt så tror jeg ikke at barnet har specielt godt af at være hjemme ved en mor, der mistrives bigtime som hjemmegående. Jeg tror virkelig på at forældrenes trivsel er vigtigt for børnene. Så det kan imo være den bedste løsning for familien, men at sige det er barnets behov køber jeg ikke.

    Jeg kan huske en del af mine omgivelser gik amok, da jeg tog Lucca på dengang 2 1/2 hjem da jeg var på barsel med Noah – mange var så optagede af hvor synd det var at hun nu ikke kunne socialisere med jævnaldrende at de ikke hørte mine argumenter om at i dagplejen var den næstældste knap et år yngre end Lucca og i legestuen hvor vi gik ( 2 1/2 time 2 gange i ugen) var der ti andre, hvoraf de 5 var jævnaldrende. Nej det var bare synd.

    Mine har så gået i institution mens jeg gik hjemme ( efter de var fyldt 3) – dog med mange fridage og ellers korte dage. Jeg synes jeg gav dem det bedste fra begge verdener. Vi har en helt fantastisk kindergarten i byen. Jeg synes reelt kindergarten gav dem noget jeg ikke havde ork til.

    Men jeg er helt med dig – der burde være flere muligheder for at kunne gå hjemme med sine børn mens de er små.

    Måske ser jeg filmen engang – jeg kan godt lide at se den slags – blive inspireret, tage det jeg kan bruge og kassere resten.

    N ved jeg ikke hvordan de sætter ting i gang – om de kalder børnene sammen og alle skal være med ægte voksenstyring. Eller om pædagogen laver en aktivitet og nogle af børnene så tilslutter ham eller at aktivitet er udsprunget i en af børnene hvor pædagogen så griber og arbejder videre med barnet udfra. Jeg så jo rigtig gerne at der er mest af det sidste. Men den midterste er sgu også helt okay imo. Og den sidste anser jeg heller ikke som frygtlig, frygtelig medmindre det er evig og altid og børnene slet ikke får lov til fri leg.

    • SVAR

      Enig i det hele, og jeg ville ønske, jeg havde fået flere nuancer med i mit indlæg, men nogle gange kræver det mere tid, end jeg har

  • SVAR

    Kære Maj My

    Jeg er netop begyndt at følge dig og det er en sand fornøjelse!! Er så fuldstændig enig i, hvad du skriver. Det hele egentlig:) Så det er vidunderligt at læse det og få sat præcise og velformulerede ord på egne tanker. Tak!

    Jeg går pt hjemme med vores fjerde barn, som nu er to måneder. De andre er 2, 4 og 6. Og går i henholdsvis vuggestue, børnehave og børnehaveklasse. Og alt i mig har egentlig altid sagt, at det ikke var rigtigt at putte dem i institutionen. Men jeg har ignoreret det…eller bare tænkt, at der ikke var andre muligheder. Men det er jo at lyve for en selv, for selvfølgelig er der det! Så nu har vi besluttet, at så snart jeg får lidt styr på hjemmelivet med den mindste, så tager vi de to mellemste ud af institutionen. Og når først den beslutning er truffet, så føles det endnu mere svært at aflevere dem om morgenen. Men jeg synes også, at jeg skylder den mindste en rolig start på livet, hvor han bare kan få lov til at ligge flere timer hos mig i løbet af dagen. Så kompromiet er blevet 3-4 korte dage for de to andre. Og den ældste, som er startet i børnehaveklasse, elsker det…hvad jeg så ikke helt ved med mig selv, hvad jeg skal mene om…

    Men dagligt taler min mand og jer om, hvorvidt vi skal tage springet fuldt ud. Sælge vores hus, flytte på landet, tage alle børn hjem. Den støder bare på den med økonomien (som jeg selv synes, er verdens dårligste undskyldning egentlig…). For jeg kan ikke tilbyde dem alle fire en brugbar og lærerig dag som eneste voksen. Ikke så længe de to mindste er så små. Og vi kan ikke rigtigt se, hvordan det kan hænge sammen helt uden en indkomst… vi har talt om at tage et års orlov om ca tre år, og så flytte op på vores ødegård i Sverige. Og hjemneundervise derfra. Men i virkeligheden er jeg mere til deschooling som dig, og der skrev du, at man nærmest bruger hele første år på at vænne sig til det. Til at slippe fri… og så hjælper et enkelt år jo ikke meget…

    Nå, beklager mit lange skriv. Det kører bare meget rundt i mit hoved lige i øjeblikket. Og mest af alt kan jeg høre, hvor dumt det egentlig er, at vi hele tiden siger ’senere’…

    Så igen – tak for dejlig indsigt og inspiration. Fra en der lige er et par skridt foran på rejsen:)

    • SVAR

      Du skal ikke undskyld – jeg siger tak for dine ord og dejligt at du fandt min blog.
      Du skriver det jo så fint i din sidste sætning: Det der med hele tiden at sige “senere”. Nogle gange er der en god grund til at vente, andre gange er der ikke. Jeg kan se nu, hvorfor vi ikke tog hul på hjemmelivet før, og måske fordi vi ventede, til jeg var helt klar, ser det ud til at være endnu bedre for os, end jeg havde turde håbe på. Samtidig siger en stemme i mig: Hvorfor ikke før?

      Hvorfor vente med at tage et år til Sverige? Og hvorfor ikke gøre det herhjemme?

      Vi snakkede også om at rejse til udlandet i en periode, indtil det slog os, at mest af alt ville vi bare gerne være sammen, og hvorfor ikke starte med at være det her? Så kan vi altid rejse, når vi er klar til det.

      Jeg mødte en familie, som netop er flyttet til Ærø. Parret havde længe talt om, at de ville rykke herover og nyde deres otium, når børnene var flyttet hjemmefra. Men så blev konen ramt af stress, og de tænkte: Hvorfor ikke nyde livet med det samme?
      Nogle gange skal vi vinkes til med en vognstang, før vi begynder at leve livet 🙂

      Jeg glæder mig til at høre, hvad I ender med at gøre.

  • SVAR

    Jeg synes også udover det du siger, at det er vigtigt at vores institutioner begynder at støtte op om tilknytningen med familien, hvor den i dag desværre bliver modarbejdet mange steder. Børns tilknytning går gennem deres eksisterende tilknytninger, hvorfor forældrene burde inddrages mere og blive set som en ressource. Denne adskilthed der bliver praktiseret i dag, hvor børnenes behov bliver skubbet over på andre børn kommer hurtigt og bider en i halen med alle de problemer det medfører.

    Jeg kender to børn der har prøvet selv at have valget om at være med i sådan en lille Steinerinspireret børnehave, der var smuk og havde vild natur. Begge børn kunne dog ikke lide at være der selvom de er socialt anlagte og nemt får venner. Jeg tror vi voksne nemt bliver tiltrukket af æstetikken, hvor jeg tror det vigtigste for børnene er, at de har en tryg tilknytning til de voksne og kan holde fast i tilknytningen til deres mor og far og at der er rimeligt frie rammer med mulighed for fri leg. Her er det jo skønt at der ikke er læreplaner, tilgengæld er de voksne her så ret styrende på en anden måde som du er inde på

    • SVAR

      Helt enig – tilknytningen er en forudsætning for en god skolegang, viser alle de seneste studier, og det samme gør sig naturligvis gældende i børnehaven. Det er så vigtigt, at der er en god relation mellem institutionen og familien. Og børn kan ikke støtte hinanden i deres udvikling, det er fakta.
      Jeg er meget glad for Rudolf Steiner, men det er ingen hemmelighed, at han ikke beskæftigede sig udtalt med børn under syv år, og derfor ikke nedfældede retningslinjer for børnehavelignende koncepter. Derfor er Steiners pædagogik afspejlet i børnehaverne, men ikke fuldt ud repræsenteret. Jeg tror, at mine egne børn ville trives udemærket i en institution som Aurora, og jeg ser overvejende en skøn, skøn børnehave sammenlignet med langt det meste andet, men jeg ser også en børnehave med nogle ufravigelige rytmer, hvor ikke alle passer ind.

  • SVAR

    Jeg skal, når muligheden byder sig, se filmen.

    Jeg bliver skræmt indimellem, når jeg oplever at vi, som samfund, faktisk mener at børn har bedre af at være i institutionerne, end at være sammen med deres forældre. Det er som om vi glemmer, at institutionerne opstod, fordi samfundet i stigende grad havde brug for, at alle hænder var på arbejdsmarkedet og derfor var det ikke længere muligt at børn gik hjemme hos mor og far.

    Nu er vi så nået et punkt, hvor der ikke er arbejde nok til alle hænderne, men stadig straffer vi hvis hænderne ikke er i arbejde. Jeg tænker ofte over begrebet borgerløn og selvom jeg tror det er en utopisk tanke, der nok aldrig kommer på tale i et land som vores, så tænker jeg også at det kunne løse en del af de samfundsproblemer vi står overfor. Det ville give rum til at dem der har lyst til at knokle sig blå i hovedet kunne gøre det og dem der gerne ville være hjemme ved deres børn kunne gøre det. Det kunne give en bredere vifte af former for liv i det danske samfund og måske også gøre kål på nogle af de samfundstendenser, som i stigende grad gør os syge.

    Jeg er jo blevet alene med pigerne og skal pludseligt finde ud af hvordan jeg har mest muligt tid hjemme ved børnene og samtidigt har en indtægt der gør livet behageligt for os. Behageligt er jo så en variabel målestok, men fordi mine piger ligenu har så rigeligt andet de skal overkomme, så er det vigtigt for mig at der er en hvis grad af behagelighed herhjemme.

    Jeg er af forskellige årsager ikke interesseret i at hjemmeskole/unschoole mine børn fuld tid. Jeg vil ikke påstå at de trives 100% i de rammer, der er for deres hverdag, men de trives godt nok til at jeg ikke vil rive deres verden op med rode uden at være sikker på at kunne gøre det bedre, end deres nuværende virkelighed.

    Jeg drømmer om en hverdag, hvor jeg selv kan bestemme hvornår jeg arbejder og hvor meget jeg arbejder. Skulle jeg vælge helt frit, ville det være som fotograf (det er grænseoverskridende at sige det højt), men jeg ved faktisk ikke om jeg er god nok til at kunne skabe nok indtjening til at kunne leve af det – men mærker jeg efter inde i mig selv, så er det pt den altoverskyggende drøm – at kunne leve af min kreativitet. Jeg arbejder hen mod det, men synes det er svært at finde den rigtige vej.

    Drømmen er klart at have råd til at leve et liv, hvor der er tid og rum til at være sammen med mine børn og samtidigt kunne vælge kun at arbejde absolut mindst muligt.

    • SVAR

      Så kloge og gode ord. Tak for alle dine refleksioner – ikke mindst perspektivet med de ikke-arbejdende hænder, som bliver straffet (mens andre løber livet af sig selv i 80-timers arbejdsuger…endnu et dilemma). Hey – det er angstprovokerende for dig at drømme om fotografiet; jeg håber, du får modet til at dele dine billeder med flere og flere 🙂

  • SVAR

    Wauv wauv wauv! Jeg elsker at du tør sige det højt – og med så meget respekt og kærlighed. Jeg håber inderligt, at der er nogen der lytter. Lytter så meget, at de bagefter tør lytte til sig selv!

    Jeg er rørende enig. Hele vejen. Jeg er dødtræt af at høre om hvor godt det er for bittesmå mennesker at blive sendt væk hjemmefra i op til halve døgn. Det er ikke godt. Det er måske (!) nødvendigt, men det er ikke godt. Og vi skal holde op med at bilde hinanden det ind, og i stedet stå ved de valg vi træffer for næste generation!

    Sgu!

    Min 4-årige går i børnehave, fordi han gerne selv vil. Forstået på den måde, at han ved at kan blive hjemme (hos far og lillesøster) hvis han ønsker det en dag. Men han vælger børnehaven, fordi han gerne vil lege med de andre børn. Og vi har lært ham at gå i børnehave derfor.
    I den ideelle verden var børnehaven ude af ligningen, og børnene han legede med var bare de andre i villakvarteret. Men det er jo en ond cirkel. Vi behøver ikke børnehaven for at komme af med barnet – men vi behøver den for at få legekammerater til ham, for dér er alle de andre børn.
    I Kbh havde jeg et stort netværk af helt eller delvis hjemmepassede børn. Her i provinsen, i Sorø er det så godt som ikke-eksisterende.
    Jo flere der passer hjemme, desto flere bliver der – for “it takes a village”…

    • SVAR

      “I den ideelle verden var børnehaven ude af ligningen, og børnene han legede med var bare de andre i villakvarteret. Men det er jo en ond cirkel. Vi behøver ikke børnehaven for at komme af med barnet – men vi behøver den for at få legekammerater til ham, for dér er alle de andre børn.” – Tak. Det er så fantastisk rammende en beskrivelse af paradokset i vores kultur. Det minder mig om den video, som florerer på facebook lige nu, hvor nogle børnehavebørn er rykket ind på et plejehjem for at muntre de gamle op. Det tragiske i at være mest sårbare befolkningsgrupper skal holde hinanden i live, mens de stærkeste løber rundt fra skrivebord til skrivebord for at holde ét eller andet utopisk maskineri igang, er jo helt skævt. Og så er børnene i børnehave, fordi de andre børn også er der…og på den måde fortsætter det, hvis ikke vi råber vagt i gevær. Så det gør vi, og det er godt.

  • SVAR

    Tak for at du også tager dette perspektiv op, Kære Maj My <3

    En anden vigtig stemme i denne debat er Tove Rumps, som jeg vil anbefale at man følger fra hendes profil på facebook: https://www.facebook.com/tove.rump.

    Det som jeg mener, at Tove kan er i kærlighed at prikke lidt til os, når vi måske, i vores fastgroede tænkning og følelsesliv, er på vej videre ud af en afvej. Derfor deler jeg også hendes ord i denne sammenhæng:

    “Jeg så Margreth Olins dokumentarfilm, BARNDOM sidste sommer, da den havde premiere i Grand i København.
    Det er en meget smukt fotograferet film. Og så ser jeg den alligevel på ingen måde som en protestfilm. Måske snarere tværtimod. For denne film fremstiller institutionaliseringen af det lille barn som en paradisisk tilstand. Et konstrueret paradis, befolket med voksne, superelskværdige og elskelige og kreative børnevogtere. Midt i den smukkeste natur. Og med børn, der tilsyneladende er i gang med 'fri leg'.
    Men – som jeg ser det – er det overhovedet ikke fri leg. For den foregår hele tiden i nogle kunstige rammer om hverdagslivet. Nogle rammer, der kan være nok så smukke – og midt i naturen. Men dog nogle rammer, som ikke er en del af det rigtige liv. Det liv, som den 'frie leg' skulle hente inspiration fra.
    For fri leg er:
    barnets måde at leve sig ind i,
    barnets måde at kopiere,
    barnets måde at øve sig i – at blive en rigtigt dygtig voksen.
    HVOR ER FORÆLDRENE?
    HVOR ER DET RIGTIGE LIV, SOM DISSE BØRN SKAL VOKSE OP TIL? HVOR ER MENINGEN?
    Her ser vi et arrangement!
    Her ser vi et meget smukt arrangement.
    Derfor er bedraget så stort.
    For bedraget ligger i, at vi bliver ved med at tage børnene ud af vores rigtige liv med hinanden. Og nu ser det hele oven i købet så helt utroligt smukt og harmonisk ud. Så hvad klager vi så over?
    JEG KLAGER OVER, AT VI SVIGTER VORES BØRN.
    JEG KLAGER OVER, AT VI IKKE SKABER ET SAMFUND, HVOR BØRN KAN VÆRE MED I DET RIGTIGE LIV SAMMEN MED OS. SAMMEN MED DEM DE ELSKER. OG SOM ELSKER DEM.
    JEG KLAGER OVER, AT VI – NU MED KUNSTEN TIL HJÆLP – VIL FORTSÆTTE MED DENNE LØGNEHISTORIE: AT BØRNENE ER BEDST TJENT MED AT TILBRINGE HELE LANGE DAGE SAMMEN MED JÆVNALDRENDE I KONSTRUEREDE RAMMER – SAMMEN MED FREMMEDE BØRNEVOGTERE – DE VÆRE SIG NOK SÅ PÆDAGOGISKE.
    Jeg tænker, at børn helt sikkert vil trives fint med at have mulighed for nogle timers fri leg og skaben i en (kald det bare) børnehave, hvor der er ansat dygtige pædagoger, og hvor der er stor skønhed og en masse gode muligheder for kreativ udfoldelse.
    MEN JEG VIL INSISTERE PÅ AT SIGE – MEGET HØJT – OG IGEN OG IGEN – AT VI HAR ET KÆMPE ANSVAR FOR AT TAGE BØRNENE IND I LIVET SAMMEN MED OS.
    AT VI NOGENSINDE HAR FUNDET PÅ AT ANBRINGE VORES BØRN HELE LANGE DAGE I INSTITUTION SAMMEN MED JÆVNALDRENDE OG FREMMEDE BØRNEVOGTERE, DET ER ET LEVN FRA KVINDEOPRØRETS TID. ET KVINDEOPRØR, DER VAR HELT NØDVENDIGT, MEN SOM – DENGANG – KUN KUNNE SKE PÅ MASKULINE PRÆMISSER.
    NU MÅ VI SE DET.
    OG HANDLE ANSVARLIGT PÅ DET, VI SER. ♥♥♥”

    Kommentar bragt af
    Nynne ( http://www.verdenvedsidenaf.dk )

    • SVAR

      > Tak fordi du deler! De ord var gode at læse. 🙂

    • SVAR

      Meget enig, Nynne. Tove Rump er en vigtig stemme, som jeg følger nøje. Og jeg har nu krediteret både dig og hende i mit indlæg fra i dag. Det blev skrevet så hurtigt i aftes, at jeg ikke fik alt med. Heller ikke jer to <3 Knus

  • SVAR

    Jeg står med det ene ben ude af døren, så det bliver bare lige helt kort: Jeg vil så gerne høre, hvordan hjemmeskolere generelt får det til at hænge sammen økonomisk? Ikke at du skal tvinges til at være fortaler for en hel bevægelse, men jeg vil så gerne blive klogere på lige netop dette aspekt, fordi det for mig er den primære forhindring for hjemmeskoling. Måske der er andre hjemmeskolere, der læser med, som har tid/lyst til at svare? Kh Linda

    • SVAR

      Jeg kommer med verdens længste svar i et særskilt indlæg asap! 🙂

  • SVAR

    Kunne jeg spole tiden tilbage og vælge én ting, jeg måtte ændre, ville det være et meget nemt valg: jeg ville ikke sende mine børn i institution. Omfanget af den sorg, der fylder mig, når jeg tænker på det, er så stort, at jeg næsten ikke tør nærme mig det.

    Tænker ganske enkelt, at jeg var for langsom (og ikke modig nok) til at reagere og handle på min egen mavefornemmelse. Forhåbentlig lærte jeg noget, men det føles som en lektie, der gik ud over mine børn, og derfor var alt, alt for dyr.

    Men det opløfter mig meget, når andre forældre – som dig/jer – vælger at gå en anden vej, inden børnene er for store. At I vælger i det mindste at give det en chance.

    Tak fordi du deler.

    • SVAR

      Jeg kender den følelse, og står midt i den flere gange dagligt lige nu. “De vigtigste år er de seks første”, læser jeg igen og igen, og for tre af mine børn blev de altså afleveret fire dage om ugen i den periode. Men når jeg læser dine ord, er jeg straks mere tilgivende overfor dit valg. Jeg tænker: Hvordan kunne du have valgt anderledes? Det opfattes nærmest som en provokation – eller som en ondsindet kritik – at gøre det. Det kræver overskud på mange konti at træffe det valg, og jeg selv gik om den varme grød i årevis. Så: Fra mit hjerte til dit: Du har gjort dit bedste, det ved dine børn, og det tror jeg, er vigtigere end noget som helst andet <3

      • SVAR

        Dit indlevende og hjerteligevarme svar mildner min selvfordømmelse. Jeg vil læse det igen, når/hvis overbevisningerne om det modsatte får overtaget. Tusind, tusind tak.

        Og ja, du har ret i, at det opleves som en provokation, når man tager et skridt væk fra normalen på den måde. Men godt, det ikke er den eneste reaktion. Godt der findes oaser af støtte 🙂

  • SVAR

    Kære Maj My
    Tak for meget interessant læsning. Jeg har fulgt med i et halvt års tid og glæder mig over de spørgsmål,det vækker i mig, og de diskussioner det sætter igang. Jeg tror egentlig ikke, at jeg er enig med dig – i hvert fald ikke hele vejen og i praksis. Det, der primært fylder for mig og gør mig trist er synet på samfundet som et “maskineri” – noget uigennemskueligt som vi ikke har tillid til (og opgiver at forbedre). Dermed ikke sagt, at det ikke er en følelse, der strejfer mig, men grundlæggende tror jeg på vores samfund og har tillid til det, andre har bygget op, og ønsker at være med til at bære det endnu videre. Det, der bekymrer mig, er en frygt for at samfundet ikke kan løbe rundt, her mener jeg absolut ikke vækst for væksten skyld, men det, at hvis vi alle skal være hjemme ved vores børn, hvem skal så tømme vores skraldespande, behandle vores kræftsygdom og køre ambulancen… Altså kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det? Kan man lave hjemmeskoling til en gylden regel, eller fungerer det kun fordi, det er de få, der gør det? Jeg underkender ikke, at det er eneste løsning for nogle børn og deres familie. Jeg kunne så godt tænke mig, at høre dine tanker om hjemmeskoling i et samfundsmæssigt perspektiv. Sat på spidsen mener du så, at det er samfundet på bekostning af vores børn eller børnene på bekostning af samfundet…Eller hvad tænker du?

    • SVAR

      Meget interessant Stine – lever vi på trods, eller i kraft, af samfundet?

      Dine ord rører mig dybt, Maj My, og jeg elsker at du “tør”, for det er der ikke mange, der gør. Vi har brug for at gøre op med dogmet om, at institutionalisering er en nødvendig del af et liv og det at blive et ordenligt menneske.
      Stine stiller nogle vigtige spørgsmål, synes jeg. Noget af det aller fineste ved det danske samfund, tænker jeg, er netop den store grad af tillid mellem borgerne og til systemet. Absolut skal man være samfundskritisk – men ja, det er en interessant debat.

      >

  • SVAR

    Men ligesom man kan romantisere livet i en børnehave, kan man vel også romantisere livet i familien? Når jeg læser din blog får jeg indtryk af et par stærke forældre med mange ressourcer både menneskeligt og kreativt – og med uddannelser og baggrunde der giver mulighed for et fleksibelt arbejdsliv. Som er enormt reflekterede og nok mere optagede af udviklingspsykologi og pædagogik end folk for det meste er. Nogle gange når jeg læser din og andre blogs tænker jeg om det er en ny norm, der er på vej – at forældreskabet kun er for de robuste og stærke. Lidt ligesom arbejdsmarkedet måske er nu. Om de enlige, kassedamerne, dem med sygdom eller knap så mange ressourcer, så er «forældreskabets underklasse». Det håber jeg ikke – for jeg synes der er mange gode tanker og en stor omsorg for børn i din og andres blog, men nogle gange tænker jeg alligevel på, om det er sådan det bliver.

    • SVAR

      Jo, man kan vel godt romantisere barndommen, hverdagen, livet på en ø. Man kan romantisere det meste, hvis man er villig til at give køb på sandheden. Det er jeg ikke, men jeg vinkler jo, vælger til og fra, og har ofte en klar dagsorden, når jeg skriver her. Som regel er mit budskab: Mærk efter i din mave og gør det, du drømmer om. Og hvem har ressourcerne til at gøre det? De ressourcer handler i hvert fald ikke udelukkende om en stærk økonomi eller et trygt bagland. Nogle gange tværtimod. Nogle gange er det os, som har haft mega ondt i livet, der er bedst til at prioritere. Nogle gange er det dem, der virkelig ikke har ret meget, som ved, hvad livet er værd.
      Men nej; jeg skriver ikke udelukkende henvendt til dem, du taler om: De pressede – eller “forældreskabets underklasse.” Jeg skriver til dem, der står på vippen til at gøre noget, de drømmer om, men som mangler modet. Og i sidste ende er det mit håb, at de bevægelser spreder sig som ringe i vandet, så de også når dem, der har mindre, eller ikke kan det samme selv. Sådan starter forandringer altid – nogle går foran og efterhånden tør flere og flere at følge med 🙂

  • SVAR

    Jeg blev helt forpustet/angst og opstemt på samme tid da jeg pludselig så ordet “revolution” i din post.
    Både angst og opstemt for om den kommer og om den ikke kommer.
    Når jeg tænker for meget på hvor vores samfund er/er på vej hen bliver jeg helt tung og ked af det helt ind i sjælen. Jeg tør ofte slet ikke tænke på hvem mange af vores børns generation bliver som voksne, hvordan de kommer til at have det, hvilke mentale og psykologiske konsekvenser det har for dem senere hen, at vokse op i de mange institutioner med ofte trætte overbelastede voksne. For vi ved det ikke endnu. vi aner konsekvenserne. Men jeg tror ikke at nok mennesker tør/vil se dem i øjnene. og jeg forstår det ikke.

    Så ja, selvom mine to børn går i skole (friskole, med korte dage og spontane fridage), så ønsker jeg stadig en revolution på dette område, for helhedens skyld, for samfundets skyld og for den enkeltes skyld.
    Så vi alle kan få vores valg tilbage. Og alt ikke handler om vækst og flere og flere penge og flere og flere ting, og flere og flere ferier som alligevel ikke er nok til at få de voksne “genopladet”.

    • SVAR

      Helt, helt enig. Ind i hjertet føler jeg, hvad du skriver. Jeg bliver også tung, når jeg bevæger mig ud i det samfund, som er virkeligheden for langt de fleste. En revolution kommer vi nok ikke udenom, og jeg er klar.