Om hostende børn som bringer dårlige minder frem og om struktur (eller mangel på samme) og “hvad er det sværeste ved at hjemmeskole?”

Stille hverdagsliv (larmende en del af tiden).
Hvor intet helt er, nøjagtig som man drømmer om. Men heller ikke er helt håbløst, trods alt.

Der er det, at mine børn stadig er syge, og nu er vi ved den fase, hvor de hoster og hoster og hoster, og det rammer både Kristian og mig direkte i et stresscenter, som kan føres tilbage til Storms astma, der startede, da han var få måneder. Hver eneste aften og nat hostede og hostede og hostede han i årevis, og vi måtte tvinge ham til at tage sin medicin i den der maske (“spacer”), og han skulle ofte have fem omgange på en aften og lige sådan om natten.
Jeg kan huske, at vi besøgte nogle venner for et par år siden, efter Storms astma var blevet bedre, men tvillingerne stadig havde en del bronkitis, og deres datter hostede inde fra sin seng værelse, mens vi voksne sad sammen i stuen om aftenen. Forældrene tog overhovedet ikke notits af hendes hoste (og de er læger, so they’d know…), mens Kristian og jeg sad med vilde øjne og sved under armene.
Det sidder i mig, det der. Grædende nyfødte (mine ældstes kolik). Babyer, som ikke sover særligt meget. Babyer, som hoster.
Juno har healet en del af babytraumerne med sin gennemsnitlige måde at være lille på. Men en del sidder stadig derinde, så når alle fire har voldsomme hosteanfald dagen lang, bliver jeg helt flosset. Jeg får lyst til at råbe: Så hold dog kæft!

Vi har så meget behov for rammer og struktur herhjemme, men det kræver en del af os at etablere, fordi det ikke falder Kristian og jeg naturligt, da vi ikke selv først og fremmest er strukturerede. Men vi vil det, og vi tænker over det, og øver os, og lige nu prøver vi at komme tilbage til rytmen fra før Sverige og før influenza: Kostald klokken 8-9, skoletid kl. 9-11, frokost og så skoletid igen fra 13-14 eller deromkring, og de dage hvor vi gør sådan, er helt anderledes harmoniske og glædelige. Jeg har sådan et håb om, at nogle ting vil give sig med tiden som hjemmeskoler: At vi alle sammen lander mere og mere i rutinerne. Det er konflikterne mellem børnene, som trækker mest energi fra Kristian og mig, og jeg håber, at strukturen kan eliminere mange af dem. Alt andet er egentlig så fint, men med de mange konflikter får jeg følelsen af, at alt flyder; at jeg ikke gør det godt nok.

For tiden læser vi “Det lille hus på prærien”, og selvom den er forældet på nogle områder, så rammer den alligevel mine børn og mig på en måde, som gør mig glad. “Jeg vil også bo under den åbne himmel” og “tænk hvis vi kunne leve uden nogensinde at skulle ind i en butik”, siger de. Frihedsbehovet er stort, og det ser jeg som er sundt tegn. Vi følger familien Ingwalls rute på vores kort over USA, og vi bliver pludselig bevidste om meget af det, vi tager for givet: Vinduer i huset og lægehjælp – ja, bare det at have et sted at ligge sig til at sove. Det er befriende at høre om huse bygget på to dage og mad, som man dyrker selv.

Hvad er det sværeste ved at være hjemmeskoler, var der en nysgerrig mor, som spurgte i en facebookgruppe den anden dag. Jeg kan ikke komme med et fyldestgørende svar. At være hjemmeskoler er ligesom at være enhver anden slags forælder: Der er frustrationer, bekymringer og glæde, længsel og stolthed. Jeg elsker, at vi er sammen som familie langt det meste af tiden, og mine børn vil ikke andet end det her liv, som vi har valgt nu, hvilket gør mig så glad. Men det er også hårdt. Alle døgnets vågne timer står Kristian og jeg til rådighed for spørgsmål, praktisk hjælp, madlavning, følelsesmæssig guidening, og jeg tror, det sværeste for mig ved at være hjemmeskoler, også er det, jeg ville være mest ked af at undvære: Netop det at vi er sammen hele tiden, og at det i sidste ende er Kristian og jeg, der har ansvaret for det hele.
Ville jeg give det fra mig? Nej, det føles ikke længere rigtigt, men det er en stor vægt at bære på mine skuldre, og jeg bekymrer mig om, hvorvidt vi formår at skabe de rammer, som kan give os ro og forudsigelighed. Dét er det sværeste og det bedste er til gengæld, at vi har valgt vores liv selv, og hver aften går jeg i seng med en følelse af, at jeg har brugt min dag på noget, som jeg aldrig vil fortryde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Det er så fint at du både sætter ord på lykken og usikkerheden. Som altid tak for din generøsitet. Jeg forstår dine ord om vægten på skuldrene. Men alene din konstante søgen efter at gøre det bedre for dine børn gør, at man som læser ikke er i tvivl om, at de får alt hvad de har brug for.

    • SVAR

      Tusind tak. Det betyder meget, at du skriver det.

  • SVAR

    Søskendekonflikter åh ja…er nysgerrig efter at høre, om de ikke er blevet færre efter at I tog børnene hjem og tilknytningen derved er blevet forstærket?

    • SVAR

      Jo, her er nok færre konflikter per time, men vi er her så mange flere timer, at det alligevel bliver til en del i løbet af dagen. MEN, det afhænger helt vildt meget af, hvor godt organiseret dagen er. Hvis vi kører den efter et kærligt med bevidst system med planlagte aktiviteter (og udetid!), så er det meget bedre end ellers. Vores børn har altid været meget knyttet til hinanden, og har altid foretrukket at være hjemme, men jeg synes, vi bevæger os mere i samlet flok nu.

  • SVAR

    Overskriften på blogindlægget giver mig sved på panden…
    Jeg er stadig “allergisk”overfor hoste, selv her hvor astmatikeren nærmer sig 25 år.
    Hvis dårlig samvittighed skal rangordnes, så er det til stadighed den, at jeg så ofte har måttet sove et andet sted end hende, og overlade hosteriet til faren, som havde et fantastisk sovehjerte.

    • SVAR

      Du skal tilgive dig selv, som du ville sige til alle andre, at de burde gøre det. Dårlig samvittighed hører ikke hjemme i dit moderhjerte.

  • SVAR

    Fortsættelse…den, der ligger nr. 1, at….

  • SVAR

    <3

  • SVAR

    Tak fir det fine svar. Jeg tror du hentyder til mit spørgsmål :). Jeg fik SÅ mange fine svar og er blevet hundrede gange klogere siden.
    TAK fordi I alle er så åbne og dejlige :).

    • SVAR

      TAK fordi du stillede et åbent og dejligt spørgsmål. Min mand spurgte om det samme, da vi var i overvejelse om at hjemmeskole, og jeg kunne kun finde historier om mislykkede hjemmeskoleforløb, hvor familierne havde meget strenge akademiske krav til sig selv. Jeg håber, du finder den rette vej for jer.