Om hverdagen

Det er midnat, og jeg har kun hverdagsting at berette – ingen store, filosofiske, livsomvæltende tanker. Blot lidt om vores lille liv, her på Ærø. Jeg tror, det er derfor, jeg skriver sjældnere herinde lige for tiden: Livet har fat i mig med malerpensler og børn, og jeg havner sjældent foran computeren.

Da jeg satte mig i sofaen for et par minutter siden, måtte jeg skubbe tre tallerkener og et blødt æbleskrog til side for at komme til. Børnene har været syge i dag, og det var lige før, det var belejligt: Her har været stille, og Kristian og jeg har nået virkelig meget i huset, hvor vi stadig mangler omtrent 14 dages håndværkerindsats (altså, med håndværkere), før vi forhåbentlig kan vaske gulvene, sætte håndtag på dørene og falde dybt dybt ned i sofaen for en stund. Men i dag så børnene film og sov lure, mens vi malede, ryddede op, rykkede ind.

Jeg har maling på mine bukser, mine arme og min ene øreflip, og her til aften har jeg kastet mig ud i et håbløst tidskrævende projekt med en meget mørk mørkeblå, som jeg har malet i entréen og køkkenet (og spildt på gulvet.) Undervejs tænkte jeg, at det var et projekt, jeg ikke ville anbefale til nogen, for shit hvor var jeg træt – og træt af at tape af og træt af at stå på en skammel for at nå loftlisterne – men før den tanke havde nået sin ende, konkluderede jeg alligevel, at jeg hellere vil knokle til midnat med en mørkeblå farve end lade være, når nu jeg synes, den er så smuk. (Åh, så smuk.)

Man kan sige, at jeg er gået ind i en slags arbejdsmodus – eller DYI- modus, om man vil – så jeg har egentlig lyst til at få en masse fra hånden. Og hvis ikke det iøvrigt var noget skidt, ville vi nok parkere børnene foran fjernsynet 10 timer i døgnet den næste uges tid for at nå helt i bund med det her husprojekt, Kristian og jeg. Jeg har lyst til at være grundig med de sidste detaljer – samtidig er jeg træt. Noget så træt.
(Jeg længes efter fodmassage, serieaftener og at sove længe…)

Min families liv er sjældent trivielt. Jeg tror, at hvis man spørger Kristian, så er det faktisk nærmest ét langt udviklingsprojekt. Derfor er det alligevel ualmindeligt, at så mange ting er oppe i luften – eller uafsluttede, kan man sige – som lige nu. Det er både på arbejdsfronten, i forhold til ombygningen og familielivet, som jo konstant er i udvikling, og det er lidt meget at forholde sig til. Jeg trives fint med at være langsom og lidt stillestående efterhånden, men nogle ting står bare ikke stille, uanset om man ønsker det, og det vigtigste er måske at være bevidst om det og finde en god balance deri.

Når jeg har et øjebliks ro, kigger meget på kunst for tiden. Finder kunstnere på instagram eller via den ene så den anden og til sidst den tiende bekendte, som deler noget, der ræsonnerer i mig.
Jeg drømmer om farver om natten, og maler dem på væggene om dagen.
Jeg gør mig tanker om, hvad jeg skal arbejde med de næste år. Mærker efter, mest af alt. Svarene kommer drypvis og i høj grad når jeg snakker med indsigtsfulde mennesker, som kender mig.
Jeg overvejer stadig det med en dokumentarfilm, og efter at have takket nej til seks-syv produktionsselskaber i forbindelse med tv-udsendelser det seneste halve år, er lige nu er vi i dialog med nogen om en idé, som lyder interessant. Måske bliver det til noget, måske ikke.
Kristians musikstudie står ganske snart klar. Jeg forudser, at han kommer til at lave en masse musik det næste lange stykke tid. Det betyder, at jeg kommer til at skrive. Jeg glæder mig.

Sådan er det, det hverdagsliv, som på samme tid luller af sted og farer frem med tusind kilometer i timen.
Her til morgen var Live og jeg henne hos Christen, vores nabo, og hjælpe i og udenfor kostalden, sådan som vi alle sammen plejer at være hver morgen, men ikke alle er friske endnu.

Hvad med jer? Fortæl mig hvordan det går i jeres hverdag?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.