Om overgange og om det med at være social

Kristian og Storm har brugt et par formiddage på at lave deres egen varmluftballon. Eller rettere; balloner. For det er blevet til en del. Ballonerne har været af forskellige typer letvægtsplastik og med mange forskellige opvarmningsmetoder, og de har klippet og klistret og læst og set videoer og prøvet og prøvet og prøvet.
Til sidst lykkedes det: En høj ballon af sorte affaldsposer tapet sammen steg til vejrs i entreen, men desværre blæste det for meget til at gentage successen udenfor, så den komme ikke højere i denne omgang.
Porcessen har affødt nogle gode snakke mellem Kristian og Storm, som har siddet sammen på Storms værelse om aftenen, mens jeg læste med de andre, og talt om alt fra det periodiske system til varm og kold luft.
Storm, som har gået i børnehaveklasse og førsteklasse på friskolen her på Ærø, indtil vi meldte ham ud i sommerferien, er den af vores børn, som er i den mest tydelige process efter at være kommet hjem.
Han er glad for det, det er jeg slet ikke i tvivl om, og det siger han ofte. Men han skal vænne sig til friheden, og han er ved at finde sine egne grænser og ved at finde ud af, hvordan livet kan være, når mandag til fredag ikke foregår i et klasselokale.
Storm har nok altid haft ret svært ved tvungne opgaver, umotiveret læring og faste rammer, og han har mere end noget andet snakket om frikvartererne fra skolen, i de to år han gik dér. Nu er han, ligesom vi forældre for øvrigt, i gang med det, man kalder “deschooling”, som er en process, der opstår idet man træder ud af systemet. Det handler om at genopfinde sig selv og tage alle sine vaner, tankemønstre og forventninger til genovervejelse. For Storm handler det også om at sige fra: “Jeg gider ikke at læse”, for eksempel. Og det handler om at afprøve, at friheden ikke kun er til låns.
Det er ikke altid nemt. Det er ikke altid smukt. Det er ikke altid kreativt eller akademisk eller nemt at forstå.
Men det giver mening. Det virker rigtigt. Det er definerende og vigtigt.

Storm har ikke selv efterspurgt én eneste legeaftale, siden vi gik på sommerferie for mere end tre måneder siden. Det kommer ikke bag på mig: Han har altid været glad i familiens rammer, og hans sociale behov udenfor hjemmet har indtil nu været begrænset. Vi har alligevel sat legeaftaler op (med hans samtykke, ja, men ikke altid med store smil), og efterhånden finder han en fin balance mellem det ene og det andet, hvor hans venskaber med jævnaldrende falder i tråd med alt det, han oplever herhjemme og i sit indre liv.

Det er lidt pudsigt, at selvom vi alle sammen er hjemme alle dage, så har vi stadig et stort behov for ikke at lave for mange aftaler, eller skulle for meget ud af huset. Den anden dag kom jeg til at tænke på, at hvis det egentlig er sådan, mange fungerer bedst (at være hjemme meget af tiden og ikke have for mange aftaler), så er det helt selvfølgeligt, at dem som har arbejde og skole, ikke altid har overskuddet til det helt store sociale derudover. Alligevel er det tit, når man indgår i de gængse konstellationer (såsom arbejde, skole og daginstitutioner), at der også er en helt masse både sociale arrangementer og fritidsaktiviteter.
Jeg læste i bogen “Home Grown“, at Ben Hewitt skrev, at det med at gå i skole lader til helt automatisk også at bære rigtig mange andre aktiviteter med sig. I bedste mening, uden tvivl – men måske ikke helt optimalt?

Hvad er jeres tanker om det?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 Kommentarer

  • SVAR

    Det er så hårdt arbejde at være social. Idag kræver det jo at man taler sammen – hele tiden. Man kan ikke zene ud og bare være, i hinandens selskab. Der er jo en forventning til ens opførsel og det tror jeg, er det, de fleste i længden og mængden ikke kan holde til, dybest set. Jeg er meget lidt social og egentlig ret stolt af det 🙂 Lige på det punkt er jeg god til at sige fra 🙂

    • SVAR

      Jeg har tænkt en del over det med hvordan vi er sociale, efter jeg læste din kommentar og en anden på min facebook. Meget interessant. Tak.

  • SVAR

    Det der varmluftsprojekt, kunne jeg vildt godt tænke mig at høre noget mere om, for det lyder vildt spændende og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at prøve af herhjemme med tøserne (omend jeg har meget lidt fysik/kemi/naturfagsforståelse) – supercool!!

    Jeg er betaget af jeres deschoolingsproces på et personligt plan og måske er jeg i virkeligheden selv i færd med noget lignende?

    Det står i hvert fald mere og mere tydeligt for mig, at de krav vi som samfund stiller til hinanden om aktivitetsniveau og social interaktion, er fuldstændigt urimeligt og over tid umuligt at leve op til. Der er, for mig at se, en direkte linje mellem disse og de mange rapporter om at vi bliver mere og mere syge af stress og depression og popper piller i en uendelighed. Vi kan simpelthen ikke holde til det, vi byder os selv.

    Jeg hæfter mig ved jeres behov for ikke at have for mange aftaler. Jeg tror faktisk det er tilfældet for de fleste af os, men at vi vælger at overhøre det. Min ældste har 2-3 faste ting hun vil om ugen, hun går til rytmegymnastik med sin veninde og til kirkekor om fredagen og hveranden tirsdag i sorggruppe. Den lille har 1-2 aktiviteter om ugen nemlig hendes springgymnastik og så hendes sorggruppe hver anden uge. Det sker at de efterspørger legeaftaler, men det er faktisk ikke noget jeg er den helt store fan af – både fordi det indimellem kræver at jeg skal have flere børn i huset end jeg har overskud til, men også fordi jeg faktisk synes de har brug for ro resten af tiden og jeg kan mærke en forskel på deres humør og deres kommunikation med hinanden og med mig, når de ikke får roen. Vores kæren for hinanden dykker når vi ikke har tid til at finde ro, jeg råber mere, ungerne skændes mere og humøret i huset generelt er på sit absolutte lavpunkt når vi ikke tager os tid til bare at være i os selv…

    Med institutionslivet har også fuldt en forventning om at familien deltager i aktiviteter i en eller anden form og man falder helt uden for nummer, hvis man ikke deltager. Jeg oplever at mange fritidsaktiviteter, som fx spejder og den lokale idrætsforening, faktisk henvender sig gennem skolemiljøet – som om vi ikke selv var i stand til at finde frem til tilbudene hvis ikke vi får dem kastet i hovedet i en lind strøm… Og når jeg skriver det, kan jeg mærke det provokerer mig, at de mange aktivitetstilbud nærmest føles som et statement om at vi ikke selv kan finde ud af at aktivere os, hvis ikke vi har noget at gå til?

    • SVAR

      Jeg er pg.a. nogle kommentarer både her på bloggen og på min facebookside kommet til at tænke mere over den måde, vi er sociale på. Måske vi kunne være sammen på en måde, som ikke krævede så meget? Når vi er sammen, snakker vi jo hele tiden . udveksler tanker og idéer, og det er den del, jeg virkelig elsker – det inspirerer mig. Men det dræner også.
      Når det er sagt, tror jeg måske ikke, de mere stille besøg (hvor man sidder i sofaen hos hinanden og drikker kaffe i stilhed), ville falde ret godt ind i mit liv pt., fordi det jo ikke er varme kroppe eller klirrende kopper, her mangler.
      Men jeg tænker over det.

  • SVAR

    Jeg har tænkt rigtig meget over præcis dette på det sidste fordi der kører en stor diskussion og til vis del også en “shaming” på Friskolen af dem som (inkl mig selv) ikke har lyst/energi/tid/overskud til at deltage i alle de MANGE arrangementer og forpligtelser der følger med livet der. Børnene ELSKER at gå der. Men selvom jeg synes der er fuld af dejlige forældre derinde (mange af hvem vi jo omgås privat også med stor fornøjelse) så har jeg bare 0% lyst til at deltage i alle de ting. Rengøring, arbejdsweekender, juleklipning, fastelavn, klassefest, skolefest, sommerfest, jubilæum osv osv.

    Jeg ved jeg ikke er den eneste der har det sådan. Og det ægrer mig at man selv på en Friskole, skal dømmes som forælder.

    Jeg vil gerne selv vælge mit liv. Og har ikke noget behov for at leve op til andre forældres eller en bestyrelses forventning om hvad der gør mig til en god mor.
    Samtidig fordi mine børn er så glade der, så kan jeg heller ikke 100% gøre det.

    Det lyder måske fjollet, men det er et reelt dilemma for mig 🙁

    Alle de forventninger.

    • SVAR

      Åh, jeg synes, den er svær. For egentlig mener jeg, at arbejdsweekender m.v., er en del af det man køber ind i, når man vælger friskolen fremfor en anden skole. Det står i skolens værdigrundlag, og det er en del af skolens økonomiske såvel som sociale fundament, at man deltager og dermed skaber et netværk af familier omkring skolen.
      Når det er sagt, så mener jeg ikke, at udskamning nogensinde er vejen frem, ligesom jeg ikke synes, man partout skal deltage i alt socialt for at være en god (friskole)forælder.
      Det er en svær balancegang, synes jeg, og der er mange argumenter både for og imod.
      Og nej, jeg synes ikke, det lyder fjollet, og jeg kan sagtens forstå, at det er et dilemma, fordi vi alle sammen har så forskelligt socialt overskud.