Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet

I går sad jeg på en kold trappesten midt i Aarhus, og ammede min 10 måneder gamle datter. Jeg havde ikke tøj på til det, så jeg måtte hive min uldsweater op, og min undertrøje ned. Det blæste; jeg fik sand i ansigtet, og jeg mærkede gråden i min hals. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Ikke på grund af sandet eller mine kolde fingre i sig selv, men på grund af alle kompromiserne. Ikke fordi jeg har brug for medlidenhed, men fordi jeg indimellem har gjort for meget for længe.
Jeg havde troet, jeg skulle trille en tur med min sovende baby, mens jeg hørte musik i hovedtelefonerne. Jeg ville have lyttet til William Fitzsimmons og Joseph Arthur. Jeg havde troet, jeg skulle betragte byens liv på afstand med ro i mine tanker. Jeg ville have nydt duftene fra de mange caféer. Jeg havde glædet mig til den lille pause, i stedet sad jeg blottet midt i det hele med en kop kold te mellem fødderne.

Og jeg kan blive så træt, at jeg triller mod kanten af et hul fyldt med selvmedlidenhed, træthed og fortvivlelse.

Men så kom det til mig, at Kristian i samme øjeblik var på DOKK1 med vores tre ældre børn, og han havde grinet, da vi talte sammen kort forinden. De spillede air hockey, og kiggede på de mange bøger på de mange reoler, og jeg kunne dufte den frihed, som man har med lidt større børn; samspillet, de uendelige relationer, glæden ved alt det, man deler. Al den kærlighed. Al den kærlighed. Og den slags kommer kun i så rige mængder, det bliver kun godt, hvis man på vejen dertil er villig til indimellem at sætte sig på en trappesten og vikle barnet i et tæppe, kysse hendes tykke, bløde kinder og sige, at det nok skal blive godt igen. Selvom gråden presser sig på hos begge.

Jeg kan selv blive overrasket over, at jeg har fået fire børn. For jeg synes ikke, det er nemt at være mor til babyer, og alligevel fik vi en mere, efter vi havde fået tvillinger. Jeg kan selv have svært ved at forstå, at jeg turde, men det gjorde jeg, fordi jeg ved af erfaring, at pludselig kender man et vidunderligt menneske mere. Pludselig har man udvidet sin familie indefra.

De første måneder af hende den mindstes liv mærkede jeg nogle gange et mørke ånde mig i nakken. Jeg mærkede et koldt, blåt lys indeni, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få et øjeblik for mig selv igen. Nogle aftener var lyset så kraftigt, at Kristian måtte trække mig ind til sig og minde mig om, at de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens.

Når jeg ser på min børneflok nu, ved jeg, at alt er, som det skal være. Jeg ånder lettet op: den yngste er snart et år, og jeg klarede det. Vi klarede det. Vi ved at lande igen.
Vi har to piger og to drenge, og jeg ved, at det er en lykke så stor, at jeg med god grund vil knibe mig selv i armen lige så længe, jeg er her. Min lykke er som en å af grinende, dansende, snakkende, hoppende smukke smukke børn, og jeg har lært alt af dem. Jeg har lært livet, mig selv og dem at kende. Jeg kender til begrænsninger, frygt, ensomhed, frustration og længsel, og jeg kender til den lyseste lykke, den klareste glæde, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg håber, at alle mødre og fædre ved, at vi andre godt er klar over, at det ér en stor opgave at være i deres sko. At de ikke er alene om at synes, det indimellem trækker tænder ud. Jeg håber, de er klar over, at vi andre også kender til deres søvnløse nætter, afmægtige dage, bekymringer og savn, men også at vi kan se deres stolthed og glæde. At et par tårer på en kold trappesten ikke er hverken et nederlag eller ensbetydende med fortrydelse, men derimod blot endnu en erfaring i et levet liv.

Mine børn er det hele værd. Det husker jeg tydeligere, efterhånden som jeg igen får tid til at mærke sig selv og mulighed for at betragte mit liv lidt på afstand. Og jeg ved, at lige om lidt har jeg siddet med blottet maveskind for allersidste gang, og så vil jeg være glad for, at jeg gjorde mit bedste nu.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

13 Kommentarer

  • SVAR

    Ja! Situationen på trappestenen rummer det; med opgivelse af sin egen komfort, der på trappestenen, det lille offer, man gør, følger også en følelse af at være en del af noget stort, som er urgammelt og fint og menneskeligt.

    Så fin en blog, du har skabt, Maj!

    • SVAR

      > Ja, lige præcis. Alle de små skridt som ender med at være selve livet.
      Tak for at du læser med, Ditte. Det er jeg så glad for!

  • SVAR

    Så dejligt at kunne læse din blog. Har altid syntes, at din skrivestil er fantastisk, elskede dine artikler i Fyns amts avis og har savnet dine sjove, dybe og dejlige artikler fra dengang du ventede tvillingerne. Velkommen tilbage i mit læseunivers – det er så hyggeligt at læse.

    • SVAR

      > Tusind tak, Mette. Det glæder mig meget.

  • SVAR

    Jeg kan simpelthen ikke lade være med at læse dine blogindlæg 🙂 Først er det overskriften og herefter resten af teksten som bare river en med….. Der behøver ikke være billeder til, da de kommer helt af sig selv. Det meste som deles i denne verden beskriver en censureret og problemfri udgave af livet – og fakta er (tror jeg i hvert fald) at lykke kun findes i sin virkelige form fordi der også findes det modsatte!

    • SVAR

      > Jeg har læst din kommentar adskillige gange – den gør mig så glad. Og jeg kunne ikke være mere enig: vi har brug for kontrasten mellem mørkt og lyst, nemt og svært for at skelne forskellene og for at lære at finde vej.

  • SVAR

    Jeg elsker din måde at skrive på! Hvor er jeg dog glad for, at jeg blev anbefalet din blog Tak for den og bliv endelig ved! Jeg følger trofast med

    • SVAR

      > Hvor er JEG dog glad for, at du blev anbefalet at læse med. Hurra for det!

  • SVAR

    Tak fordi du sætter ord på det. Sidder selv midt i stormen med en pige på 7 mdr. og en dreng på snart 3 år. Jeg kan også tude af selvmedlidenhed, men så sandelig også af taknemlighed! De sover begge nu = mig tid!

    • SVAR

      > Åh ja, det er jo lige der, man er: midt i stormen og samtidig er det nogle af de mest indbringende år i livet. Jeg er taknemmelig for alt det, jeg har lært, og jeg lærer endnu, men ser også med tilfredshed frem mod nogle år med (forhåbentlig) mere ro og tid til fordybelse.

  • SVAR

    Aller kæreste Maja My, hvor rammer du plet, lige der midt i moder hjertet, og hvor holder jeg af sætningen ‘de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens’ det er på samme tid, både skræmmende og en stor lettelse.
    Kærligst Amalie

  • SVAR

    Jeg bliver helt rørt, når jeg læser det her. Sidder med to børn og den mindste er knap et år. Og jeg genkender virkelig de følelser, du beskriver.

    • SVAR

      Vi er aldrig alene. Tak for at du læser med <3