På kvindernes kampdag: Kærlighed, tilknytning, fællesskaber og intuition

I dag på kvindernes internationale kampdag er det vigtigt for mig at sige, at jeg tror på ligestilling og frihed.

Jeg tror på modersproget; på kærlighedens stemme. Jeg tror på de feminine kvaliteter, som jeg mener, er alt det, verden trænger til mere af.

Jeg er feminist, hvilket man kan læse mange steder her på bloggen: Blandt andet i dette indlæg fra 8. marts sidste år (om mænd, der myrder kvinder) og i dette indlæg (om legetøj målrettet kønnene) og her (tossede facts om ulighed mellem kønnene) og i dette indlæg (om skamfuldhed i kølvandet på den shitstorm jeg endte i PÅ GRUND AF en feministisk opsang til Legoland).

Mest af alt er jeg kvinde, og i kraft af det er jeg mor.

Jeg tror på kærlighed, tilknytning, fællesskaber og intuition.

I år er det netop de kvaliteter, der fylder for mig på denne dag: Jeg mærker en længsel efter mere femininitet i verden. Ikke forstået som flere kvinder generelt eller flere kvinder med magt, men derimod som en dybere kontakt til vores feminine side, mænd såvel som kvinder.

Jeg har ikke lyst til at kæmpe for en kvindefrigørelse på maskuline præmisser. Verden sukker efter blidhed, omtanke og nærvær, og vi har på ingen måde behov for flere magtkamp, mere kapitalisme eller yderligere løsrivelse fra vores biologiske ophav. Vi har brug for tilknytning og forbindelse.

Herhjemme hos mig er familien og dermed selve livet både min mands og mit. Sådan har det ikke altid været – det har krævet en stor tidsmæssig investering fra os begge og en decideret livsomlægning før vi blev lige i familien, i livet.
Men nu er det ikke kun mig, som gør mig tanker om børnenes kost, venskaber og trivsel i øvrigt. Vi er to om at huske judo og huske godnathistorier og biblioteksture. Vi er to om at løfte alt det, en familie skal bære. Vi er to om at finde vej, mærke efter, tage os tid. Vi er begge hos vores børn, og vi er ligeværdige i det. Vi er her på feminine præmisser, ikke maskuline.
Når min mand og jeg er ligeværdige, skyldes det altså ikke, at vi begge har valgt karriere og personlig frihed på samme, maskuline vilkår. Vi er ikke ligestillede gennem en selvrealisering, der ligger uden for familien. Nej, vi er lige, fordi vi er i balance i vores dedikation, engagement og tilknytning til hinanden og vores fællesskab. Vi er lige, fordi vi er forældre uden den difference, som i mange hjem dikterer, at en mand kan tage på forretningsrejse uden at bekymre sig om børnenes tøj og madpakker, hvorimod en kvinde lægger tøj frem, fryser mad i poser med ugedage på, og skriver skemaer til ham, når hun skal væk (læs blogindlægget her på mother.ly).
Sådan er det ikke her. Vi er lige om at bekymres, glædes, føle stolthed, frustration og taknemmelighed.

Det er, hvad jeg ønsker mig på denne dag, såvel som på alle andre: Mere omsorg i vores verden. Bedre plads til at skabe relationer fremfor at skabe en helt masse andet, som ikke betyder en fis, når alt kommer til alt.

Jeg ønsker et samfund med langt bedre plads til det, der virkelig betyder noget. Det, som vi kan tage med os videre; som kan bære igennem livets op- og nedture.

 

God kampdag til alle!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Som sædvanlig er jeg ganske enig..! <3

  • SVAR

    Et super fint indlæg – tak. Jeg kan rigtig godt lide din sondring mellem feminine og maskuline præmisser og kan mærke, at jeg er meget enig. Kvindekampen er på en eller anden måde kommet til at foregå ovre på mandens banehalvdel, og så er der altså en vigtig balance, der går tabt. (Forstå mig ret – mænd er skønne, og jeg er ikke interesseret i at polarisere kønnene ;))

    Beklager at jeg er så dårlig til at få skrevet kommentarer – måske føler jeg at de helst skal være lidt kloge på din blog, fordi du er så klog, og det er min hjerne sjældent gearet til i disse tider 😉 Måske skulle jeg øve mig i at skrive flere dumme kommentarer

    • SVAR

      Jeg er slet ikke så klog, som du tror – jeg er bare mig med alle de fejl og mangler, som jeg søger at udbedre i dette lille liv 🙂 ❤ Og jeg håber, du vil skrive flere kommentarer fremover; det giver så god energi til at fortsætte mit virke her på bloggen