Hvordan vi etablerede en velfungerende, social virksomhed

På et tidspunkt for nogle år siden fik Kristian og jeg den idé, at vi ville starte en virksomhed med fokus på unge i udsatte situationer.
Kristian havde lavet et kulturprojekt med en gruppe unge drenge fra Vollsmose, og det var så stor en succes, at vi fik lyst til at se, om det kunne organiseres med flere gentagelser for den enkelte unge.
Vi fik ganske enkelt lyst til at arbejde med noget, som mere direkte end vores musik og skrivning kunne gøre en forskel for andre. Kortere afstand mellem afsender og modtager, med andre ord.

Vi snakkede frem og tilbage: Skulle det være endagskurser, workshops på skoler eller noget helt andet? Efterhånden fandt frem til, at vi ville lave camps for unge. Vi ville tage dem med til Ærø (hvor vi endnu ikke boede, men var på vej til) i en håndfuld dage med kreative aktiviteter, kvalitets samvær og succesoplevelser i fokus. Vi kaldte virksomheden for “Huset Humaidan”, og så gik vi igang.

Vi ringede til alle, vi kendte indenfor det sociale væsen – og til en helt masse, som vi ikke kendte allerede.
Holdt møder med Lisbeth Zornig og med andre kloge mennesker indenfor de rigtige brancher. Fik telefonnumre, e-mails og forlommer til det ene og det andet takket være vores vidtfavnende netværk.
Men mest af alt fik vi det indtryk, at det var en umulig drøm. “ mange har prøvet før jer – dygtige mennesker med store talenter, men det er umuligt at arbejde med kommunerne om udsatte unge. Og der er ingen penge i det”. Sådan sagde de fleste. Til sidst besluttede vi at lukke ørerne, og satse én gang for alle. Vi fik et møde med Langeland Kommune, og så skete der endelig noget: Familiechefen på Langeland er den slags, hvis hjerte brænder for de børn og unge, der optræder i de tunge sagsmapper på hendes bord. Hun er en intuitiv kvinde; tager chancer, hvor andre ikke tør, og hun takkede ja til at sende en gruppe unge af sted med os. Hun sagde: “Det værste der kan ske, er at de har nogle dejlige dage med masser af is og sol i godt selskab. Det bedste er, hvis de lærer noget nyt.”

Det gik fantastisk, i al beskedenhed: Vi havde de fedeste dage sammen med de seks unge, og blev modtaget med store smil, da vi kom til evaluering på Langeland Kommune ugen efter. Alle de unge ville gerne af sted igen, og som familiechefen siger: “Unge kommer kun, hvis det giver mening for dem.”

Efter vores én af vores første camps stak en pige af hjemmefra, da hun kom tilbage. Ingen kunne finde hende; politiet stemte dørklokker i vennekredsen, og klokken 23 ringede min telefon. Det var en medarbejder fra kommunen, som mente, at pigen ville snakke med mig, hvis jeg ringede. “Jeg er færdig med at bo hos min mor, og jeg vil have nye venner,” sagde hun, da hun tog sin telefon. Hun bad om at blive anbragt på et opholdssted, hvor hun endte med at bo de næste to år, indtil hun flyttede hjemmefra, og startede på HF.

Jeg tror, at de fire dage på Ærø havde vist hende, at der findes en anden verden. At man kan ændre sin skæbne ved at tage livtag med den.

Vores tilbud har udviklet sig siden; vi bliver hele tiden klogere på, hvad de unges behov er, og hvordan vi støtter dem bedst i at vokse som mennesker med det mål at få en uddannelse, og kunne stå på egne ben igennem livet.
Nu der vores rammer sådan, at kommunerne visiterer de unge til et årsforløb hos os, og det fungerer rigtig godt: Vi er på camp cirka hver 6. uge, mødes med de unge på udvalgte hverdage til madlavning og gode snakke, og tager på køreture ud i landet. Vi har ikke et lige så stort fokus på musik eller skrivning som i starten, og følger i højere grad den pågældende gruppes dynamik uden en dagsorden om at nå det ene fremfor det andet. På den camp, som sluttede i søndags, var vi i klatrehal, vi fik yogaundervisning, lavede musik, holdt filmaften, grillede, spillede fodbold og bordtennis og snakkede dagen lang, mens vi gik ture til vandet, og lavede mad.
Vores fokus er altid at støtte de unge i at skabe et stærkt netværk i deres liv og at have en god skolegang.

Jeg skriver det her indlæg, fordi jeg har fået en håndfuld e-mails fra læsere af bloggen, som går med tanker om at starte en lignende virksomhed. Desværre har jeg ikke tid til at svare hver eneste, men jeg forstår drømmen, og håber, at det jeg har delt her, kan inspirere til en måde at gribe det an på.
Jeg vil sige dette: Man skal ikke satse på det sociale område (og slet ikke børn og unge), hvis ikke man virkelig vil det. Det dur ikke at give det en hurtig chance for at se, om det fænger an. Kommunerne er langsomme, tunge og som regel virkelig sent betalende samarbejdspartnere. Bare lige for at være helt ærlig. Selv de mest trængende kommuner takker nej til hjælp, fordi de er så overbelastede, at de ikke har overskud til at tænke i løsninger. De slukker ildebrande, mens nye gnister falder om ørerne på dem.
Vi gav det et helt års benarbejde, før vi kom i gang. Vi blev ved med at sige til os selv: “Det her tilbud mangler. De unge har brug for os!”, og pludselig lykkedes det.

Hvorfor så gøre det? Fordi Kristian og jeg vil arbejde med noget, som tilfredsstiller vores behov for at gøre en forskel, samtidig med at vi kan trække på vores menneskelige erfaringer og kreative evner. Fordi det betyder noget for vores egne børn, når de ser de unge, og oplever, at det vi gør for dem, er betydningsfuldt. Fordi vi har en ambition om at leve et liv drevet af mening og samhørighed. Derfor er vi meget glade for vores arbejde med de unge.

Du kan læse mere om vores virksomhed HER

Hvad er jeres tanker om at starte som selvstændig? Hvad er jeres drømmearbejde og hvorfor?

 

En ret dårlig dag og så havet

I går var virkelig ikke én af de bedste dage herhjemme.
Mange, mange konflikter imellem børnene, og jeg blev alt for sur. Jeg råbte (og jeg har lyst til at slette de ord nu, for jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtig skidt at råbe af sine børn, men sandheden er, at det gjorde jeg, og der er ingen grund til at skrive herinde, hvis ikke jeg skriver sandheden.) Børnene slog også hinanden, og de nev og sparkede, og jeg var en del af det. Jeg var nærmest i kamp mod mine børn. Alt var uoverskueligt.

Sådan er vores dage ellers er ikke, synes jeg, og jeg er ked af min egen rolle i det. Jeg blev alt for følelsesmæssigt påvirket, røg alt for dybt ned i noget irrationelt og ukonstruktiv vrede. Jeg ville ønske, jeg istedet havde sat mig på gulvet med åbne arme. Jeg ville ønske, at jeg havde haft overblikket til at bryde konflikterne og erstatte dem med noget opbyggeligt. Jeg havde lyst til at sætte verdens mest beroligende film på, men jeg er samtidig ikke så glad for at bruge skærme, fordi jeg oplever, at tv/computer/etc. overvejende er mere en distraktion, end det er egentlig konfliktløsning.

Jeg tror, forklaringen gemmer sig et sted i de mange ting, som var gået forud. Kristian og jeg har haft en gruppe unge på camp siden torsdag, og selvom vi kun er hjemmefra én af os af gangen, så blev familien spredt, fordi Ilja og Live var hos deres farfar og bedstemor fra torsdag til lørdag (hvilket de havde ønsket sig længe, og det var uden tvivl dejligt for dem, men det var også uden tvivl noget, som krævede ekstra fokus og energi), mens Juno og Storm var hjemme med Kristian, og jeg var på camp. Da jeg kom hjem i går morges samtidig med Live og Ilja (og min søster), startede konflikterne. Tossede skænderier over LEGO-figurer, tegnesager og helt umotiveret drilleri.

Kristian og jeg arbejder få dage hver måned, og ellers er vi begge sammen med børnene langt det meste af tiden. Vores børn er med andre ord rigtig meget sammen med os. Hvorfor er de så så følsomme overfor stimuli og forandringer? Jeg tror, en del af forklaringen er, at de er så vant til, at vi er sammen alle seks, og at det er os, der sætter rammerne, så hele flokken reagerer, når vi pludselig ikke bevæger os synkront længere.
Giver det mening?
Oplever I også, at selv små afvigelser kan udløse store reaktioner? Hvad tænker I om det? Hvad siger det om jeres/jeres børn/jeres liv?

Måske var jeg også selv så sensitiv overfor stimuli, forandringer, etc. som barn, men min barndom var måske ikke indrettet til, at det fyldte ret meget? Måske fylder reaktionerne mere herhjemme, fordi der er plads til dem?

Men, helt kort: Den faktiske løsning viste sig at være havet. Tre gange nåede vi til stranden i går, og vi prioriterede vores energi nøje hver gang, så vi kørte derned i bil (alle 500 meter) med håndklæder i bagagerummet, og kørte hjem igen med håndklæder omkring os og med sandede fødder og saltvandshård ned af ryggen. Vi nøgenbadede i timevis (hvilket ikke kan sammenlignes med ret meget andet her i verden), fordi vi havde stranden for os selv. Lyset ved vandet rammer mig i hjertet hver gang, og hele vores perspektiv ændrer sig, når vi kommer derned. Hver dag, når vi går mod vandkanten, tænker jeg, om vi mon kommer til at bruge stranden rekreativt til vinter? Om den kommer til at være vores enestående vendepunkt på alle tider af året i det her hjemmeliv? Det håber jeg.

Vores skole

Jeg ved med mig selv, at mine indtryk af det her nye hjemmeskoleliv stadig er under konstant forandring, fordi der er så meget, som vi er midt i at lære, og derfor føles det sårbart at skrive om. Samtidig er det jo netop nu, vi gør os erfaringerne, og det er nu, jeg helt præcist kan formidle oplevelsen af at stå netop hvor vi gør, og den erfaring tror jeg, er værdifuld for mange.

“Hvordan griber I undervisningen an i hverdagen?” spørger mange i kommentarsporet her på bloggen. Jeg vil tage de første skridt i retning af en beskrivelse her.

Vi hjemmeskoler efter den filosofi, som populært kaldes “unschooling”. Unschooling er traditionelt set altid hjemmeskoling, men ikke al hjemmeskoling er unschooling. De fleste hjemmeskolere på verdensplan er ikke unschoolere – i USA anslås 10 procent af de knap 2 millioner hjemmeskolere at unschoole. Det betyder, at de resterende 90 procent hjemmeskolere typisk benytter pensum, skemalagt undervisning osv. – i de fleste tilfælde kan det måske bedst beskrives som en mindre udgave af en almindelig skole, omend ofte med et lidt andet fokus, eks. religiøst. Det er mit indtryk, at billeder ser anderledes ud herhjemme, hvor ganske få hjemmeskoler, men en større andel af dem til gengæld lader til at unschoole.
Unschooling er beskrevet vidt og bredt – på utallige blogs og i lige så mange bøger. Unschooling er en vision for læring, hvis tilhængere er både dedikerede og villige til at formidle.

Jeg har sakset beskrivelsen af “unschooling” herunder fra frilæring.dk, som er foreningen for hjemmeundervisning og unschooling i Danmark. Der er utallige måder at unschoole på – unschooling er ikke så meget en specifik måde at indrette sig på, som det er en måde at se livet. Unschoolere er med andre ord alt fra urbane mennesker i verdens største byer til vildmarks baserede familier langt fra civilisationen, og ligheden er, at de har samme overbevisninger, når det kommer til indlæring.

Punkterne herunder er sakset fra den danske forening for hjemmeundervisning og unschooling, Frilæring.dk:

I unschooling er der;

  • ingen holdning om, at nogle ting “skal” læres – kun den enkelte person kan afgøre, hvad der er vigtigt og brugbart for ham/hende…
  • ingen fastsatte tidsrammer – kun barnet selv kan vide, hvornår han eller hun “skal kunne” noget, eller hvor lang tid han/hun ønsker at bruge på et givent emne…
  • ingen forventninger om brug af bestemte hjælpemidler – unschooleren mener, at kundskaber og viden kan erhverves på tusind forskellige måder, og ikke kun (men heller ikke aldrig) ved hjælp af “skolebøger”…
  • ingen skelnen mellem “læretid” og “fritid” – for en unschooler er alting (og altid) kilde til læring, og læring udløber naturligt af enhver aktivitet…
  • ingen brug af ekstern manipulation – karakterer, smileys, klistermærker og andre former for ekstern bedømmelse af en persons kunnen – kun det enkelte individs egne forventninger og målsætninger ligger til grund for en evt evaluering af standpunkt eller færdigheder…

Jeg vil mene, at vi herhjemme bekender os til alt det ovenstående, men jeg har alligevel lyst til at tilføje, at jeg kan genkende min egen tilgang endnu bedre i beskrivelsen af “self-directed-education“, som ikke i sin essens er meget anderledes, men som er beskrevet, så det rammer mig. For eksempel finder jeg stor genkendelse i listen over “de seks optimerende betingelser” – og den her video er værd at se:

Hjemme hos os foregår hjemmeundervisningslivet pt. sådan, at vi har en vis struktur omkring vores dage. Vi sover så længe, som vi kan (ikke vanvittigt længe, men faktisk vågner børnene sjældent før seks, nu hvor vi ikke har travle morgener). Dagen starter meget ofte med at alle børn tegner/læser/skriver eller leger hver for sig omkring spisebordet og i sofaen. Så spiser vi morgenmad, og derefter går vi udenfor; ofte til stranden eller ud i marken/værkstedet. Vi spiser varm mad til frokost, og så er vi som regel indenfor i Junos lur klokken 12:30-14, hvor vi læser eller leger. Vi forældre ordner nogle dage et par af vores egne ting i det tidsrum; eks. arbejdsopgaver eller længeventede telefonopkald. Derefter er vi ude igen, før vi som regel trækker indenfor klokken 16-17 stykker. Børnene leger så (uden forældreindblanding), og vi rydder op (lige for tiden arbejder vi på at få børnene til at hjælpe uden modstand), og spiser aftensmad klokken 17:30 cirka (rugbrød, som regel). Efter aftensmaden leger børnene for det meste rigtig godt den næste time eller halvanden, og ofte ender det med en fælles aktivitet for hele familien, som gerne strækker sig til klokken 20-20:30. Det kan være “postkontor” (hvor børnene skriver breve til hinanden, og skiftes til at være postbud) eller en form for research, eksempelvis. Vores børn er stadig meget optagede af 2. Verdenskrig, så det er den slags, vi griber fat i både midt på dagen og efter maden i de her uger: Vi læser om krigen, skriver breve om den, bygger maskiner, som kan desarmere fjendens tanks og papirfly.

Begrebet “deschooling” støder man på igen og igen som ny hjemmeskoler. Deschooling er kort sagt den periode, som man bevæger sig igennem, før man er fri fra sin skolegang. Som barn handler det om at mærke friheden, lære at stole på sig selv, opbygge tillid til at man kan og vil lære. Som forælder handler det derudover om at komme fri af de tankemønstre, som er hæftet til indlæring, og som låser én fast i, at der er bestemte måder at lære på og specifikke tidspunkter, hvor det er vigtigt at have lært det ene og det andet.
I starten tænkte jeg “ja, ja, så skolede er mine børn ikke”, men omend det er korrekt, at vores børn ikke kommer fra mange års skolegang eller lange institutionsdage, så har de alligevel været vant til en rutine, som indebar at blive afleveret ude, og at deres dage blev tilrettelagt af andre end dem selv. Det skal de bruge tid til at komme fri fra, fordi deres rammer pludselig er nogle andre.
Så er der Kristian og mig: På trods af at ingen af os er særligt skolede – vi har ikke engang studenterhuer – og selvom vores succeser i livet ikke kan tilskrives uddannelse (næsten tværtimod), har vi hele vores liv fået at vide, at det er sådan, man lærer: I skolen. Det tager tid at finde tilliden til den selvmotiverede indlæring og lære at stole på, at det er godt nok, at vi følger vores indre motivation. Jeg har hørt, at det tager et helt liv at blive deschoolet; ikke for børnene, men for deres forældre.
Vi gør vores bedste.

Jeg synes, min tillid til vores filosofi for børnenes læring er stor allerede: Jeg har sådan en vidunderlig følelse i maven af, at vi er i gang med det mest meningsfulde skifte nogensinde. Jeg føler en blomst folde sig ud i mig selv, og jeg ser den åbne sig i hvert af mine børn. Storm er den, som har været i skole, og som i det hele taget er ældst og dermed har flest erfaringer fra institutionslivet, så måske det er sværest for ham, men han omfavner det her liv i høj grad: Han er glad, stolt endda, og i rivende udvikling samtidig med at han kæmper med friheden, som han skal lære at stole på. De to på fem har taget en himmelflugt, siden vi gik på sommerferie: De hviler meget mere i sig selv nu. Det er godt for deres selvværd at være hjemme, og deres nysgerrighed og indre liv er ligesom skudt i vejret, og der er hele tiden idéer og evner, som de ikke havde før. Men sådan er børn jo, så jeg vil ikke tilskrive det alt sammen vores hjemmeliv.

Hvad er anderledes end før?
Vi siger ikke til vores børn, hvad vi tænker, det kunne være sjovt for dem at lege/læse/lytte til/lave i løbet af dagen, men vi følger op på det, de viser interesse for.
Vi øver os i ikke hele tiden at foreslå ting i sociale sammenhænge: I stedet for a sige “Hvad med om dig og Sigurd legede med din racerbane?” giver vi slip, og lader dem selv finde ud af, hvad de vil lege – hvis de vil lege.
Vi er meget bevidste om at have tillid til børnenes egen dømmekraft. Det er den vildeste rejse at blive opmærksom på, hvor meget vi har blandet os hidtil, og hvor uendeligt unødvendigt det er. Det er vildt, så lidt tillid vi har til børnenes eget kompas i vores kultur – og hvor svært det er at slippe kontrollen.
Så vi guider dem, og vi er der (altid) sammen med dem. Vi står klar, og vi tager os tid, men vi skubber dem ikke på vej, og vi opfordrer dem ikke til en masse ting (heller ikke i bedste mening). Vi prøver virkelig at tie stille og lade tingene komme af sig selv.

Min veninde sagde i sidste uge: “Med den slags børn (følsomme, begavede), så skal man ikke proppe ny viden i hovedet på dem, medmindre de efterspørger det.”
Vi øver os i ikke hele tiden at fylde mere på, og oplever, at de i høj grad selv er i stand til at regulere deres forskellige indtag. Det tager tid, ja, de skal også lære at stole på sig selv (vi har pillet tilliden til dem selv ud, når vi hele tiden placerede dem i situationer, hvor andre sagde, hvad de skulle gøre.) De gør oprør, mens de opdager nye sider af sig selv – særligt Storm. I sidste uge sagde han til én af sine bedsteforældre på et besøg hos dem: “Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal holde på min gaffel. Jeg lærer det, når jeg er klar, og jeg får mindre lyst til at lære det, hvis du tvinger mig”. Og så kiggede han eftersigende med sammenknebne øjne på de voksne, der sad omkring bordet. Heldigvis mødte han total accept. “Vi er klar til at vise dig det, hvis du en dag får lyst,” sagde bedsteforældrene med et smil.

Jeg oplever, at der sker læring hele tiden i vores liv, men jeg er påpasselig med at fremhæve noget fremfor andet, fordi det i sin essens går imod unschooling-tanken: Er det mere “rigtigt”, at vi læser Tolkien, eller laver kemiforsøg, end det er at være på stranden en hel dag? Er det mere rigtigt, at mine børn bygger end hule, end det er, at de hører en lydbog? Jeg er selv tilpas skolet til, at jeg bliver særligt glad, når mine femårige pludselig kan læse, fordi det gør mig tryg i det center, hvor min egen skolegang er lagret, så jeg er opmærksom på ikke at tillægge enkelte aktiviteter mere værdi end andre. Indadvendt refleksion og tilsynelandende stilstand kan i sig selv være en uendelig kilde til læring.

Jeg oplever, at mine børn helt af sig selv, søger viden det meste af tiden. Når jeg er alene hjemme med dem, og beder de tre ældste være lidt stille, mens jeg putter Juno, tager de ofte deres skrivebøger frem, eller sætter sig, og læser højt for hinanden.
For de to på fem år, som aldrig har været i skole, er der ikke læring, som er mere forbundet med skole og dermed mindre attraktivt klokken 20 lørdag aften. Alt, som fodrer deres kapacitet til at føre et godt og meningsfuldt liv, griber de, og fordyber sig i, uden den mindste tøven. Det smitter af på Storm, som også bliver mere og mere åben overfor den slags aktiviteter, når de andre foreslår det.

Så konklusionen på det her skriv, som burde/skulle/og egentlig sagtens kunne være ti gange så langt, er, at jeg ser meget tydeligt, at mine børn lærer en helt masse uden pensum, uden tvang, uden motivationsløse gentagelser. De opsøger selv al den viden, de kan rumme, og vi prøver at facilitere et liv og nogle rammer, hvor der er rum til at lære, til fordybelse og nye udfordringer. Vi griber deres interesserer, og følger op på dem. Læser, researcher, ser dokumentarer, hører lydbøger, skriver, tegner, leger – leger, leger, leger.
Jeg læste en blog, hvor er erfaren unschoolingmor skrev, at det første år med unschooling handler om at tage den med ro og finde sig selv og sin egen rytme. Jeg begynder at tro på, at det er tilstrækkeligt. At vi nok skal nå alt, selvom vi ikke har travlt. At det er helt okay, at mine børn ikke er på niveau med skolebørn på alle områder, fordi:

Hvilken læring kan I huske fra folkeskolen?
Jeg kan huske det, som ingen kunne holde mig fra at lære. Jeg kan huske de få ting, som jeg syntes, var oprigtigt spændende. Alt det andet glemte jeg så hurtigt, at det er helt skørt at tænke på. Det meste tog jeg ikke en gang med hjem fra skole samme dag.
Mine børn lærer om det, de brænder for. Ergo tror jeg på, at der lagrer sig i dem. At det de lærer, det lærer de, og dermed lærer de den vigtigste evne af alle, nemlig: At lære.

Lidt til inspiration:
Den bedste blog jeg er stød på om unschooling er den australske Happiness is here.

Bloggeren bag “I’m unschooled. Yes, I can write” er selv unschooled, og skriver om uddannelse og børnesyn.

Sudburyskolerne har eksisteret siden 1968, og bygger på et fundament af unschooling med stor frihed og uden pensum eller prøver. Der er én på vej i Danmark, den kan man læse om HER og der er en meget fin video om konceptet HER. Det er ikke det samme som at leve et liv med hjemmeskoling, men jeg ser det som et meget værdigt skolealternativ.

Hvad tænker I om den måde at lære på? Hvad tænker I om det liv?

Sensommer

Der er helt stille.
Selv havet er stille.
Kun små krusninger i overfladen, ikke ét blad på buskene langs stranden bevæger sig.
Der står fire børn i sandet bøjet over en gummibåd. De tre af dem tænker på, hvordan de får skruet ventilen hurtigst i, når pumpen bliver trukket ud. Den fjerde kigger med store øjne på sine ældre søskende: I et øjeblik er de alle helt stille.
Jeg står med ryggen til dem. Ser ind over landet; ser bakkerne som bugter sig, støvede og varme; ser det gule hus deroppe; der hvor vi bor, ser hvordan køerne græsser på hver sin bakketop i horisonten. I et øjeblik er alt stille, og jeg er alene i verden. Der er kun mig og det næsten evige øjeblik, som får mig til at føle samhørighed med havet, sandet og alle levende væsner.

Vi har levet på stranden det meste af de seneste to døgn: Morgenbadeturene, hvor vi har haft kilometer af sand og vand for os selv. Vi har badet nøgne, tegnet mønstre i sandet, råbt “Jubiii” af vores lungers fulde kraft. Eftermiddagsturene med venner og store børneflokke, mad tilberedt over ild. Vi har kogt æg og kartofler i saltvand, spist pølser og majskolber direkte fra grillen. Storm har fået en gummibåd, som har stået på hans farfars ødegård i Sverige i årevis, og nu er en fremragende “hav-taxi” fuld af grinende børn.
Der kommer mennesker på stranden, én for én eller i store flokke: børn som tumler ned i vandkanten, smider deres tøj langs bølgernes afrunding. Vi snakker; pludselig er der mange mennesker i vandet og måske otte børn på Storms gummibåd, og vi kender efterhånden dem alle sammen. Deler mad med dem, deler sensommer.
Vi befinder os i et fællesskab, som bølger op og ned, som kommer til os, og som vi ikke vil være foruden. Her er mennesker, her er venner og familie.

Men vi er også alene. Vi trækker os tilbage til det gule hus, sidder i stilhed med tegnesager, lydbøger og skriveopgaver. Bygger Duplo, bager, fodrer grisene. Vi går rundt om os selv og hinanden, stiller spørgsmål, snakker, diskuterer frem og tilbage.

Mit liv er en dans imellem det udadvendte og det indadvendte.
Glæden ved et væld af stemmer, hænder som rækker frem, og hjælper hinanden – grin og dybsindige snakke.
Glæden ved stilhed og forudsigelighed, langsomme tanker og ro.

Begge dele er nødvendige for min families trivsel og for min egen balance. Begge dele får mig til at føle mig levende – levende som i: Sprudlende. Og levende som i: Nærværende.

Jeg kender en kvinde, som for nylig – i en alder af 36 – fandt ud af, at hun er introvert. Man kan spørge: Hvad betyder det, hvis hun har klaret sig fint uden at vide det? Men pointen er, at hun ikke har kendt til sine egne nuancer, præferencer, kodninger, fordi det ikke har været noget, man anerkendte – eller havde fokus på – før nu. Pludselig snakker mange af os om “særligt sensitiv” og “introvert eller ekstrovert”, og selvom det kan blive mærkater, som vi skjuler os bag, så er det også en sandhed: En sandhed som det er godt at forholde os til for at lære vores egen natur bedre at kende. Med hvilket formål? – At trives bedst muligt i verden.
Først når vi forstår, hvorfor vi har bestemte reaktionsmønstre, forstår vi vores egne behov. Det sikrer, at vi bedste muligt kan prioritere vores tid og disponere over vores energikonto.

Personligt vil jeg mene, at jeg er en ekstrovert-introvert. Jeg er begge dele: Man kan måske bedst beskrive det som et menneske med gode sociale evner, der ofte foretrækker at være alene, og er bevidst om, hvem man bruger sin tid sammen med. Jeg troede i mange år, at jeg var enormt ekstrovert, fordi jeg mestrer det nogenlunde – receptioner, møder, samtaler, og fordi jeg snakkede løs, når jeg beskyttede mig selv. Men jeg har altid glædet mig til at komme hjem; jeg har altid følt den dybeste glæde, når jeg trådte udenfor efter en aften i mange menneskers selskab. Jeg har altid følt, at jeg var forkert, for stor, for mærkelig, når jeg stod der midt i en gruppe og skulle samtale. Så hvorfor betyder det noget, at jeg ved, at jeg ikke kun er ekstrovert? Fordi det hjælper mig til at forstå og acceptere, at jeg har et behov for at være alene; at jeg henter energien lige netop dér.

En dag læste jeg denne her korte profil, som beskriver mig så fint – måske nogen af jer kan genkende jer selv (eller netop ikke kan) i det?

Og se lige hvordan lyset skifter fra morgenbillederne til den sene eftermiddag på stranden for enden af vores mark. Jeg kan slet ikke få nok: De her sensommerdage hvor enkelte blade på træerne er røde, og himlen er klar og høj: Det rører mig; anslaget af melankoli i luften og den umiddelbare glæde ved det lune vand.

Jeg tror næsten, det her er min yndlingsårstid. Hvad er jeres?

Livet er

Jeg er ikke glad hele tiden, og jeg tror heller ikke, det er det, livet handler om. Jeg tror, livet handler om at føle samhørighed med den jord, vi bor på og at finde vores egen vej.
Jeg ved, at jeg ikke kan eller skal være glad altid. At jeg ikke forstår livets dybde, hvis jeg påstår, at jeg er det.
Der er jo alt det andet, som gør den flygtige glæde til netop det: Glædesfuld – og flygtig: Der er sorgen, tvivlen, angsten og vildfarelsen. Livet, med andre ord.

Glæden er en forbigående belysning af en følelse, som vi ikke kan basere vores eksistens på. Derfor ønsker jeg ikke først og fremmest glæde for mine børn. Ej heller succes. Jeg ønsker mere end noget andet, at de skal føle sig trygge og forbundne til denne jord; til sig selv og deres liv. Jeg ønsker, at de skal have tillid til den dybere mening med det, livet byder os. Jeg ønsker, at de – ligesom jeg – skal fornemme, at der er en større plan, et højere niveau, en dybere forståelse af det alt sammen, også når livet gør ondt, når noget synes uoverkommeligt eller forvirrende.

Men når det er sagt, er jeg rent faktisk grundlæggende glad. I disse år, i hvert fald. Ikke euforisk, lykkelig eller bekymringsfri, men fyldt af en følelse af, at “vores liv er godt”. Vi gør noget rigtigt. Mine dage giver mening, dybest set.
Hvis jeg kunne ændre noget nu? Jeg vil fortsætte ad samme spor og se, hvor det fører os hen. Jeg vil ikke tilbage til før og heller ikke ud i fremtiden til en anden tid, som venter. Jeg vil følge den udvikling, som er i gang i dens eget tempo, fordi den nærer min familie og mig. Fordi alt i mig kalder på mere af det samme, mere fokus, mere mening.
Jeg ville jeg ikke være bange for noget som helst i denne proces. Jeg ville stole på, at selvom vi ikke gør det perfekt, så gør vi det godt nok. At vi, ligesom alle andre forældre, hele tiden lærer nyt, men aldrig bliver færdige.

Når man hele tiden er der, hvor man helst vil være, smelter alting ligesom sammen. Jeg har svært ved at skille læring fra afslapning og arbejde fra fritid. Det er omtrent det samme, det hele: Fællesskab, nærvær og fokus.

Jeg ved ikke, hvad mine børn lærte i går, på en helt almindelig søndag i vores liv, hvor vi har taget skolen hjem, og selv tager ansvar for deres uddannelse: Jeg kan ikke sige, at der var matematik, engelsk eller dansk på skemaet. Jeg ved, at vi var på en legeaftale om formiddagen, hvor børnene byggede LEGO, og lavede perleplader, mens vi to mødre indimellem sad et øjeblik i solen på terrassen, og snakkede om vigtige ting. Om viden og ansvar og om at leve det liv, man synes er rigtigt og ikke dømme andre for det liv, de har valgt.

Om eftermiddagen kom vores venner uanmeldt forbi, lige før vi fik et andet besøg, og det var så godt, at de bare lige kom, for ellers kan der gå alt for lang tid imellem, og vi endte med at være sammen hele eftermiddagen, seks voksne og otte børn, og til sidst smed jeg en masse spagetti i en gryde, og så spiste vi ude i solen til lyden af græshopperne og en kæmpe mejetærsker på naboens mark.

“Sådan kunne det da godt være hver dag,” sagde Kristian glad, da gæsterne var kørt, og alle kartofler sideløbende var taget op af jorden og båret ned i kartoffelkælderen i store sække. Kristian var glad, fordi dagen i går viste os, at vi er en del af et fællesskab: at stadig vi er nogle, man har lyst til at besøge – også uanmeldt – selvom vi har trukket os fra de sammenhænge, hvor en del af vores familiekultur ellers udspiller sig.

Da vi igen var alene tilbage, lagde Storm sig ned i sin seng, og hørte en Silas-lydbog, til han faldt i søvn; Live byggede et LEGO fly, og Ilja, Juno og Kristian tog et brusebad side om side. Lyset forsvandt efterhånden, og jeg stod i køkkenet, og rørte en dej til peanutbutter cookies, som jeg bagte, da børnene sov, og vi spiste dem sammen, Kristian og jeg, mens vi læste i vores bøger, og snakkede om alt mellem himmel og jord, sådan som vi heldigvis ofte gør. Så arbejdede vi hver især i en times tid, mens vi lyttede til Arvo Pärts “Johannes Passionen” (som er på Spotify, blandt andet), og om den vil jeg sige dette: Den er så smukt, så rørende og vidtrækkende, at jeg føler, musikken taler til min sjæl, mit aller inderste, mit evige væsen.

Så gik jeg i seng, og sov side om side med mine børn. Med Kristian. Med mig selv midt mit liv. Mit liv, som også er så mange andres.

Mit yndlings hverdagsrugbrød

For knap fem måneder siden delte jeg en rugbrødsopskrift, som jeg var ret begejstret over, og som jeg kan se, stadig bliver læst.
For nu at være helt ærlig handlede min begejstring nok ret meget om, at det var den første rugbrødsopskrift, som jeg havde bagt med succes. Men også at det var første gang, jeg havde min helt egen surdej, som rent faktisk virkede. Og ja, brødet smagte godt – men ikke lige så godt som det vi bager nu…

Jeg har egentlig ville dele den her opskrift et stykke tid, men dagene flyver af sted, og der er så meget andet at skrive om, og pludselig er der gået nogle måneder. Det er det lækreste hjemmebagte rugbrød, jeg har smagt, og så bliver jeg nødt til at skynde mig at skrive, at jeg har nogle ret barnlige smagsløg: Jeg kan godt lide ting, som ikke er meget sure, og jeg kan godt lide rugbrød som ikke er meget kraftigt i smagen eller alt for kernerigt (det med kernerne er mest af hensyn til fordøjelsen). Så jeg ledte efter et simpelt rugbrød uden en helt masse kerner og samtidig med surdej, og fandt det her, som vi har tilpasset lidt og nu – helt fast – bager tre styks af hver tredje dag, hvilket får mig til at føle mig vildt homesteader-agtig.
Rutinen er, at vi spiser cirka ét rugbrød om dagen, og så sætter vi de nye over om morgenen, den dag hvor vi løber tør for rugbrød.

Bemærk venligst at det her rugbrød kun skal hæve 2-3 timer (!), og mens jeg ikke ved, om det gør det til et mindre rigtigt eller mindre fornemt rugbrød, så passer det mig vildt godt, at det er så nemt.
Det skal bare hæve i formen (vi lader det ikke hæve mere end to timer som regel) og så bages i en lille time + hvile i ovnen.

Lyst rugbrød (1 stk.)
(- vi bager konsekvent tre. Det kan bedst betale sig, synes jeg. De kan jo fryses.)
4 dl. vand
10 g, gær
4 spsk. surdej
175 g hvedemel (eller ølands, eller grovmel, eller…)
375 g rugmel
10 g salt
5 g maltmel (giver smag, men ikke så meget farve i denne mængde)

* Udrør gær og surdej med lunkent vand.
* Tilsæt de øvrige ingredienser og rør grundigt – det gøres nemmest på røremaskine.
* Kom dejen op i en smurt brødform (hvis ikke din form er teflonbelagt – så behøver du nemlig ikke smøre den).
* Lad dejen hæve 2-3timer.

Bages i 50 min. ved 180 grader, og står derefter i den slukkede ovn i en halv times tid.

Jeg bager brødene i 2,4 liters forme (kvadratiske), men det fungerer lige så fint i større forme. Det er en smagssag.

Og, hey, verdens mindst tillokkende foto taget med min uendeligt gamle iPhone under en kølig køkkenbordslampe..:

Han valgte at tage flugten

Jeg vil prøve at dele nogle af mine tanker om, hvorfor jeg i onsdags skrev om mig selv, at: “(..) det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det”.
En læser har efterfølgende spurgt, om ikke netop jeg er fri – med det liv jeg lever, og de valg jeg træffer. Det er så svært at svare på. Jeg er givetvis mere fri i min måde at tænke og leve end mange? Jeg har nok altid tænkt uden for kasserne og turdet vælge det, der føltes rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle mulige andre. Men jeg er alligevel (også) et produkt af de forventninger, som der har været til mig alene i kraft af min helt almindelige opvækst.
De tilstande, som jeg lægger mig ud med nu, er så grundlæggende, at jeg forestiller mig, at mine refleksioner lyder utilgængelige i manges ører? De normer i vores verden, som jeg begynder at se med nye øjne, er den virkelighed, som langt de fleste af os accepterer som den største selvfølge.
Det er min skolegang, for eksempel: De ti år i folkeskolen, hvor to kærlige forældre hver dag sendte mig af sted ud fra de bedste intentioner. Jeg får lyst til at fortælle, at jeg gik i en børnehaveklasse, hvor jeg først mødte klokken 12, og havde fri igen klokken 15, fordi min mor var på barsel det år, og holdt af de lange morgener med sine børn. Kærlighed og nærvær. Og ved I hvad? Netop mens jeg skriver dette, husker jeg for første gang længe, at jeg havde hovedpine hver dag i børnehaveklassen: Jeg var ved øjenlæge og ved ørelæge, og ofte var jeg sygemeldt. Til sidst begyndte jeg selv at tvivle på, at jeg overhovedet havde ondt i hovedet? “Er det noget, du finder på, Maj?” Sådan spurgte både mine forældre og lærere, med rette, måske.

Måske havde jeg hovedpine, fordi der var forventninger til, at jeg skulle lære alfabetet – foran en hel klasse? Jeg har altid haft svært ved at lære ting på kommando, særligt når andre ser på. Nu kan jeg pludselig se for mig, hvordan bogstaverne var skrevet øverst på den store tavle, og jeg kan svagt mindes en afgrundsdyb usikkerhed inden i over måske ikke at kunne alfabetet, sådan som det ellers var forventet. Jeg, som i dag elsker ord så højt. Jeg, som lever af at skrive.

Er der en mulighed for, at børn ikke er forkerte, blot fordi de ikke passer ind i den samme kasse, alle sammen? At skolen er helt rigtig for nogle, og ikke rigtig for andre?

Jeg kan huske følelsen af at kunne alt i verden, og samtidig ikke at kunne noget som helst. Som om jeg indeholdt en indsigt og viljestyrke, der havde potentiale til at ændre verden, og samtidig var der så mange kasser, som jeg skulle passe ned i, at mine tanker blev en begrænsning. Der var et vakuum: hvem lytter, hvem tager sig tid? Hvor er det enkelte barns drømme, passioner, længsler og motivation i det puslespil, som barnet skal passe ind i?

Jeg har lært fra starten, at vi skal imødekomme bestemte ting på bestemte tidspunkter. Senere modsatte jeg mig systemet ved at male mine negle sorte, tale med store bogstaver og rejse over på den anden side af jordkloden i en ung alder. Men var det i virkeligheden det mindst frie, jeg kunne gøre? Hvem er man slave af, når man kæmper så bravt for at blive fri?

Når jeg taler om, at jeg ikke er fri, og derfor skal lære at sætte mine børn fri, handler det altså om noget, som de fleste af os tager for givet: Et samfund med nogle strukturer som de færreste stiller spørgsmålstegn ved. Kan skolen, den institution som vi overdrager ansvaret for læring og dannelse, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores kreativitet og frie vilje dør ud? Kan skolen, de bygninger hvor vi møder vores jævnaldrende, og indgår i fællesskaber gennem et årti, for nogle tænkes at være det sted, hvor vores selvværd og livsmod svinder ind?
Tør nogen stille de spørgsmål? Hvad sker der, hvis svaret gør ondt?

Skolen er noget, vi alle har følelser forbundet med. Stærke følelser, endda. Skolen er så kolossalt stor en brik i hele vores samfundsvæsen, at man kun må justere i nuancerne.
Nogle mennesker lader til nærmest at lide af Stockholmsyndrom, når det kommer til skolen: Hvis det går op for dem, hvor lidt godt de har taget med derfra, var det pludselig ikke al smerten værd. Derfor elsker de skolen, og forsvarer den, fordi alt andet ville resultere i en sårbar erkendelse.

Så når jeg taler om frihed, er det en frihed sat op imod et system, som vi tager for givet i en sådan grad, at det virker skødesløst/provokerende/anarkistisk at forholde sig (meget) kritisk til det. Når jeg taler om, at jeg ikke kender til friheden – den frihed, som jeg ønsker for mine børn, – så handler det om, at også jeg voksede op i et system, hvor jeg blev bedømt ud fra, hvor godt jeg lykkedes. Hver dag.

Peter Gray, professor i psykologi og lidt af en helt i unschooling-verdenen, har skrevet om skolen:
“Imagine a job in which your work every day is micromanaged by your boss. You are told exactly what to do, how to do it, and when to do it. You are required to stay in your seat until your boss says you can move.  Each piece of your work is evaluated and compared, every day, with the work done by your fellow employees.  You are rarely trusted to make your own decisions.  Research on employment shows that this is not only the most tedious employment situation, but also the most stressful.  Micromanagement drives people crazy.”

Hele mit verdensbillede – MIN OPFATTELSE AF MIG SELV (det vigtigste udgangspunkt i livet) er præget af skolen, som nogle gange så på mig med milde øjne, andre gange ikke.
Jeg var den larmende type. En pige som sagde fra, og talte højt. Jeg hadede tysk, matematik og naturfag. Når jeg tænker på, hvor meget energi jeg har brugt på de fag – argh, altså. Jeg har brugt meget mere (ukonstruktiv) energi på de emner, der ikke interesserede mig, end jeg brugte på de fag, som jeg elskede. Når jeg tænker på, hvor meget skarpere jeg kunne have været til mine passioner, hvis jeg havde fået lov til selv at vælge. Jeg kan ikke regne ud, hvad det havde betydet, men jeg tror, jeg havde været dygtigere til mange ting. Måske havde jeg fundet min vej tidligere og ikke følt mig forkert. Og mon ikke jeg også havde syntes, at både tysk, matematik og naturfag var spændende emner, hvis de var kommet til mig i min egen tid; præsenteret på en måde, som tiltalte mig?

Tidligere på ugen havde vi en dag herhjemme, som var præget af uenighed og modstand i børneflokken. Kristian og jeg ville gerne ud, og nogle af børnene var med på idéen om at gå en tur, men vi havde glemt lidt af hvert derhjemme, vinden slog os i ansigtet, og nogle af børnene havde egentlig ikke lyst alligevel. Vi gav op. Efter bare to kilometer satte vi os ved vandet, før vi vendte hjem igen. Vi bagte pandekager, og spiste tre hver.
Men der var flere konflikter. Konflikter i kølvandet på vores nye liv: Det tager tid at finde sig selv i en fremmed virkelighed, og man skal finde ud af, om det nu også er rigtigt, at man pludselig er fri (og hvor fri er man, når ens forældre stadig selv arbejder på at blive det?) Storm var urolig, for at sige det mildt. Jeg spurgte ham, hvad han aller helst ville. “Hvis du må gøre, hvad du vil hver dag hele næste uge, resten af dit liv – hvis du er helt fri til selv at bestemme, hvad vil du så helst lige nu?” “Så vil jeg tage på flugt. Cykle langt væk,” svarede han uden tøven. Godt, Cecil Bødker skrev Silas-bøgerne, tænkte jeg. “Super,” svarede jeg. “Har du brug for hjælp for at komme af sted?”
Han trak cyklen frem, fyldte vandflasken, og lånte Kristians mobiltelefon, som han viklede ind i et håndklæde og satte på bagagebæreret. Så cyklede han af sted, håbede vist på at være hjemmefra længere end nogensinde før. Jeg var stolt, og smilede stort de første minutter. Derefter tænkte jeg: “Hvad nu hvis det går galt? Hvad nu hvis det her er turen, hvor han er ude for en ulykke? Og jeg har opfordret ham til at tage af sted?” Så kom jeg i tanke om, at vi ikke kan bremse vores børns liv, derimod kan vi klæde dem på til at imødekomme livet bedst muligt. Jeg trak vejret dybt, skubbede angsten til side. Efter en halv time ringede han, og stod foran en vens dør i en nærliggende landsby. “Men jeg har ikke lyst til at gå ind alligevel.” Lidt efter fik jeg en sms fra min veninde i udkanten af den samme landsby. “Jeres dejlige dreng er her”. Han holdt hvil hos vores venner i ti minutter, før han ringede, og bad mig cykle ham i møde. Hans blik da han kom op af bakken mod mig på sin cykel: Hans kæmpe stores smil, vingefanget over ryggen, som pludselig var fordoblet. Han var så stolt og glad.

Det kan anbefales. Også på trods af kampene, interne såvel som eksterne. Det er det værd – og mere til.
Og nu bliver jeg lige nødt til at tilføje, at det “frie liv” her hos os ikke betyder et liv uden struktur eller grænser. Vi har brug for rammer og forudsigelighed og for genkendelse, alle seks. Måske særligt jeg og et par af børnene. Så vores liv kører på det praktiske plan efter nogle ret faste rytmer, og sådan har vi det bedst. Der, hvor vi søger friheden, er i vores tankemåder. Vores evne til at lære nyt og måske vigtigst af alt vores tillid til børns evne til selv at justere, finde vej og mærke sig selv.

Storm tog det her billede med mit kamera på vores gåtur tidligere samme dag

Og det her

Hvad er jeres erindringer om frihed som barn?

Jeg er i skole

I går morges gik min søster og jeg ned til vandet med Storm, Ilja og Juno, mens Kristian og Live blev hjemme, og lavede hegn til den udvidede grisesti.

Vi ville egentlig bare stå i vandkanten et øjeblik og kaste sten i vandet, men en klint i det fjerne trak i drengene, så vi bevægede os langs kysten med solen i ryggen. Vi tog os tid til at se på de sten, grene og blomster undervejs, som fangede vores blikke. Der var et stykke strand, hvor alle stenene var gule, og tangen lå helt grøn og tæt i sandkanten.

Lige før vi nåede den lille klint, kom vi til et sted, hvor vandet løb fra marken ned i havet som en bæk over stranden. Det lignede noget fra en verden langt borte, og Juno ville ikke videre. Hun bar små skaller frem og tilbage, gik op og ned over kanten af sand, og bukkede sig frem for at køre muslingeskaller igennem det klare vand. Jeg huskede en artikel, jeg havde læst dagen inden, om at lade sig bære med børnenes initiativ, og fortabte mig i øjeblikket, lod det vare så længe, som Juno valgte. Min søster og drengene gik det sidste stykke vej til klinten, og jeg glædede mig over, at vi var to voksne af sted, så alle tre børn havde mulighed for at tage føring og skabe deres egne eventyr. Tiden forsvandt for en stund, sekunder blev til minutter og minutter til timer, mens solen stod høj og nøgen bag de disede skyer, og havet glimtede, så man blev nødt til at sige, igen og igen: “Se!”

Vi vendte hjem efter to timer. Live sad ved spisebordet, og tegnede et kort over grisestien, Kristian skulle til at lave frokost. Varm mad, jo. Det er det, vi gør nu.

Jeg kan ikke fortælle jer, præcis hvad vi lærte af den tur i går. Det her er en rejse, som kommer til at tage lang tid. Jeg er ved at forstå, at børn skal have tid, før de kan stole på, at vi vitterligt har sat dem fri. At vi stoler mere på dem nu, end vi har gjort før. Jeg er også ved at forstå, at det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det. Bag hver af mine gamle vaner står en række ubesvarede spørgsmål, som venter på, at jeg ser dem i øjnene. Jeg prøver, og holder fast i, at friheden er vejen frem. Den frihed hvor vi med ansvar for os selv kan mærke, hvad der er rigtigt. Fordi vi skal lære at mærke os selv, før vi kan gøre ret meget andet af værdi. Hvis målet er at finde vores egen vej, så skal vi have tid og ro.

Herhjemme er vores liv fuldt af konflikter lige nu; jeg tror ikke, det bliver ved med at være sådan, men endnu er her daglige skænderier, slåskampe og udmattelse. Men der er også glæde og afslapning, og jeg kan se, hvordan børnenes selvværd vokser dag for dag, og deres fornemmelse af hvem de er, og hvad de holder af at lave, bliver stærkere.

Måske kunne billedet af et liv med hjemmeundervisning være: børn, som løber glade på marken i timevis med sol i ansigtet, bare tæer og i hjemmestrikkede trøjer. Måske kunne billedet være af trætte forældre og frustrerede børn. Sandheden har for nu placeret sig et sted midtimellem; vi er hele tiden sammen, og deler både det svære og det gode. Vi finder mening i det alt sammen, og jeg mærker i mig selv, at min tid ikke er spildt, men jeg mærker også, at dagene flyver forbi, mens jeg øver mig. Øver mig i ikke at lade mig lede af arbitrære regler og gamle, fastgroede forventninger til, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg skriver mere om det snart. Om den her hjemmeundervisningshverdag med alle de lektioner, der følger med. Vi har lavet en skole herhjemme, og lige nu er det de voksne, der har mest at lære, tror jeg.
For nu vil jeg bare dele dette: Jeg troede, vi var fri. Både børnene og os. Jeg troede, at mine børn var vant til at mærke sig selv og skabe deres eget liv. Jeg kan se, at det er delvist sandt, men også en delvis løgn. Jeg troede, at jeg ville have svært ved at være sammen med mine børn hele tiden; sandheden er, at det er det bedste, jeg har gjort. Det er nemmere end noget andet, jeg har prøvet før, fordi det er så naturligt. Jeg troede, at jeg ville have lyst til at rejse, til at foretage mig store ting, skrive bøger. Sandheden er, at for nu er jeg bare her. Ret stille, ret eftertænksom, ret meget i nuet.

Og jeg bliver i tvivl, om jeg kan formidle alt det her til jer. Jeg synes, det er komplekst, og jeg ved, at det jeg skriver nu, vil jeg smile af om nogle år. Fordi jeg står midt i det lige nu, jeg famler, og føler mig i den spæde start af en lang rejse. Jeg vil gerne dele det, og det skal nok finde en form. Men I må lige være tålmodige, ik?

Vi spiser som i gamle dage

Hele sommeren har vi spist varm mad midt på dagen og rugbrødsmadder til aften. Og vi er ret vilde med det. Som de gamle mennesker der bor omkring os her på den lille vej langt ude på landet.

Det, der startede som en god ferierytme, er fortsat med os ind i vores nye hverdag: Livet herhjemme uden aftaler ude af huset hver dag.
Jeg kan lide det, fordi vi har bedre energi til at lave mad midt på dagen end o.m aftenen, og fordi børnene virker til at have mere overskud om eftermiddagen, når de har spist et større måltid klokken 12. Sidst – men ikke mindst – er det rart ikke at skulle tilberede andet end noget helt simpelt sidst på dagen.

For tiden spiser vi meget fra køkkenhaven. Jeg synes egentlig, det er næsten sådan lidt irriterende at skrive, for guderne skal vide, at køkkenhaver, selvforsyning og #simpleliving på alle mulige måder er noget, der fylder i min generations tanker om det gode liv, og det er nærmest lidt instagram-agtigt at påstå, at man lever sådan – (uden rent faktisk at gøre det). For sandheden er jo, at Kristian og jeg på ingen måder er eksperter i hverken det ene eller det andet, vi synes bare, det giver god mening, men jeg må indrømme, at Kristian faktisk har ret godt styr på sin mark. Og at det er lækkert at kunne høste sin egen mad.
Sandheden er, at vi køber væsentligt mindre ind, end vi plejer, fordi vi kan hente kartofler, løg, gulerødder, rødbeder, spidskål, blomkål, porrer, ærter og snart en del andre ting i køkkenhaven, som egentlig er toppen af vores mark, og den er et kæmpe sammensurium af alt muligt som er mere eller mindre frit for ukrudt. Men det virker, og det smager fortrinligt, og det er det mest naturlige, vi kan spise. Jeg synes, farverne i sig selv, er fantastiske. Duften, følelsen af at være sort under neglende, fordi man skal spise.

Ville jeg have en køkkenhave, hvis ikke det var for Kristian? Nej. Den er ikke pt. mit projekt. Jeg skal på det nærmeste tvinges derud, og jeg bliver nervøs, bare jeg skal grave gulerødder op (eller hive dem op)? Det er med andre ord ikke min spidskompetence, og jeg øver mig ikke en gang.
Det ændrer ikke ved, at jeg synes, det er vildt lækkert og meningsfuldt og totalt meget indsatsen værd for os alle (Kristian efterlader jo nogle andre opgaver til mig, mens han er i køkkenhaven).

Jeg er glad for køkkenhaven, og en dag vil jeg gerne selv bruge mere tid i den. Jeg har på fornemmelsen, at jeg gerne vil stå derude og fjerne ukrudt, så snart der ikke samtidig er en lille pige, som konstant kalder på mig, eller står, og trækker mig i buksebenet med tårer i øjnene. Lige nu er jeg ikke hende, som tryller mad ud af den mørke muld, men jeg bifalder indsatsen, mens jeg står med børnene eller vasketøjet, og får noget andet til at løbe rundt i vores familie, og jeg ved et sted dybt inde, at det er sundt at arbejde med jorden.

Rigtig mange flytter i disse år til Ærø fra København og andre større byer. Mennekser, der ligesom os søger ro, nærvær og tid til fordybelse. En del af dem drømmer om at købe et landsted med en del jord. De vil dyrke jorden; spise som vi gør for tiden. Jeg forstår dem så godt, og samtidig ser jeg indimellem, at det bliver for meget. Det kræver en del at få sådan et stykke jord op at køre. Jeg ville ikke selv være lykkedes med det, og jeg kan godt forstå, hvis det ender som ét stort brombærbed med brændenælder på højde med Khaleesis drager. Og ved I hvad? Sådan ser resten af vores have omtrent ud, for man kan ikke alt. Eller jo; måske kan man det, men ikke uden at man bliver langt mere træt, end jeg har lyst til at være. Al tiden går fra noget andet, og derfor har vi ikke vedligeholdt den smukke rosenhave med de enorme og meget flot plejede blomsterbede, som vi flyttede ind til for et par år siden. Nej, vi har vilde hække, et figentræ i voldsom vækst og et enormt træ på gårdspladsen, som snart stjæler hele vores udsigt. Til gengæld spiser vi mad fra marken hver dag, og vi nyder det. Så må alt det andet blive plejet, når den sæson er slut, og vi får lidt tid til overs igen.

God søndag fra alle os til alle jer. Og velbekomme.

 

Dengang jeg kun ville ride på heste

Jeg skrev sammen med min veninde i går. Min veninde, som er en vis og fin kvinde med mange nuancer, mange erfaringer. Hun er én af dem, jeg godt gad se mere: Hun måtte meget gerne bo ti minutter herfra i stedet for tre timer. Men vi er i hinandens liv, uanset.
Det startede med, at hun sendte en sms forud for Kristians og mit møde med kommunen. Hun skrev: “Kære Maj; husk hvem du er, og som du selv skriver: Selvom man er på en ensom vej, er det på ingen måde en afspejling af, at det er en forkert vej.”

Mødet gik godt. Kommunen/folkeskolen viste forståelse for vores værdier og visioner, og vi blev enige om en tilsynsmodel, som alle parter er glade for. Vi kørte lettede derfra. Selvom vores liv ikke bliver mere rigtigt af, at nogle mennesker fra kommunen blåstempler det, så bliver det mere simpelt og frit, og vi ønsker ikke hverken konflikt eller fremmedgørelse; vi ønsker tillid og samarbejde, og det var det, vi fik i går. Kristian åbnede en flaske blåbærbrus fra Aarstiderne i aftes, og skænkede for min søster og jeg. “Det skal fejres,” sagde han, da vi sad sammen alle tre i sofaen, og var helt trætte, helt glade.
Og jeg vil gerne skrive mere konkret om det med hjemmeundervisning herinde, men er i tvivl, om det egentlig er interessant? Altså, jeg er i tvivl, hvor mange der rent faktisk gider læse mere, end I allerede gør om det med vores lille skole herhjemme; om tilsyn, vores tilgang til undervisning og om en hverdag med bevidst læring? (Skriv gerne en kommentar og luk mig ind i jeres tanker om det.)

Nå, sidespor. Vi kom fra min veninde, som fik mig til at tænke på nogle andre ting i går. Ting, som jeg ikke havde tænkt på længe.

Jeg skrev, og spurgte, hvordan hun har det for tiden, og hun svarede:

“Jeg har det lidt ligesom dengang, hvor du kun havde lyst til at ride på heste: Gider ikke rigtig verden. Vil kun nærheden.”

Den tid havde jeg glemt; dengang hvor jeg kun havde lyst til at ride på heste. Jeg ville være sammen med heste hele tiden, ride uden saddel gennem skoven, lade mig fortabe i duften af deres manke, se ind i de store, mørke øjne. Sidde helt stille på en hesteryg og glane ud over havet. Det var dengang for syv år siden, da vi lige var flyttet fra København til Svendborg, og vi skulle finde fodfæste i de nye omgivelser, den nye hverdag. Jeg søgte efter et job, men ville måske helst skabe mit eget. (Turde ikke helt endnu?) Storm var halvandet, det havde været en hård start på moderskabet. En hård start på en del ting; der gik mange dybe tab og sorger forud for den tid, og nu havde vi taget et skridt væk fra larmen i vores hoveder og et skridt tættere på det, der nok kaldte på mig et sted derinde, men som jeg endnu ikke hørte klart. Jeg flyttede til Svendborg med delvist lukkede øjne. Jeg ville det gerne, men vidste ikke hvorfor. Måske var det noget med de heste: Jeg ville være tilstede i mit liv, det konkrete, mærkbare fremfor at leve på alle mulige trafikerede veje, alle mulige caféer i samtale med mennesker, som jeg ikke længere kan huske. Der havde været så meget; så mange følelser, opgør, sorger i årene forinden.
Jeg tænkte, at der var mere ro i Svendborg, så vi købte et hus med plads til, at vores familie og venner kunne komme på besøg. Vi skabte en base, et sted som var vores.
Og hestene var i en periode alt, jeg ville. Og det var helt okay, meget tilgængeligt og rart.

Det er en velkendt følelse ikke rigtigt at gide verden, og kun ville nærheden. Jeg kan indimellem få lyst til at flygte op i de svenske skove. Det skriver jeg så tit nu, at jeg nok ender med at gøre det en dag. (Heller ikke nu, men om mange år.) Måske kun om vinteren.

Jeg skrev til min veninde, og spurgte, hvor friheden venter på hende. Hun svarede:
“Jeg ved ikke helt endnu, hvor friheden ligger; mærker bare helt konkret, at jeg ikke skal arbejde så meget; altså virkelig ikke. Men skal finde ud af “hvad så”? Jeg mærker også, at jeg er kort på aftrækkeren, når jeg føler mig invaderet; når noget går ind over mine grænser. Så alt i alt mærker jeg, hvad jeg ikke vil, men ved måske ikke helt, hvad der skal komme i stedet.”

Og det kender alle, tror jeg: Den tydelige afvisning af noget, som plejer at være, men som vi ikke kan acceptere længere. Følelsen af at have behov for at sige farvel uden at vide hvad der skal komme i stedet.

Nogle gange lader vi os bremse, fordi vi ikke ved, hvad der venter i fraværet af det kendte. Nogle gange finder vi ikke svaret, fordi vi ikke giver det plads til at komme frem.

Svarene kommer næsten altid først, når der er ro og tillid.
Vi kan mærke, at noget er forkert, og for at det der skal komme i stedet, kan åbenbare sig, må vi trække os fra de ting, som vi ikke længere har godt af.

Det kan tage tid. Én af mine andre gode veninder havde brug for en pause; hun tog tre måneders orlov fra sit job, og forlængede den til et år, og den dag hun gjorde det, begyndte hun at mærke en ny retning tage form indeni.

Meget få gode ting kan opstå i et miljø med stress. Det er et paradoks, at vi har behov for at komme væk fra noget, som vi føler, vi sidder fast i, for at komme på rette vej.
Det kræver tillid (det er nu, jeg altid siger: Der ER en mening med dit liv), og det kræver is i maven (fordi vi ikke altid finder den nye vej på ingen tid eller helt uden slinger).

Jeg har en tredje veninde, som i mange år har været ked af sit job. Høj stilling, høj løn, en helt masse prestige. Hun er ikke glad; føler, at hun giver alle sine bedste timer til noget, hun ikke holder af. Tit siger hun til mig, at hun gerne vil finde ud af, hvad hun skal i stedet, og hver gang svarer jeg: “Du skal give dig selv en ærlig pause, før du overhovedet kan begynde at tænke på, hvad der skal komme næst.” Men hun ser pausen som et tomrum, en form for trussel. Så hun går stadig trist på arbejde hver dag uden at kunne mærke, hvad hun hellere vil. Fordi hum, efter eget udsagn, har brugt hele sit liv på et leve op til andres forventninger, som hun efterhånden er kommet til at tro, er hendes egne.

En pause behøver ikke være lig med ikke at arbejde. Det kan være en pause fra tankemylderet i vores hoved. En pause fra følelsen af at være utilstrækkelig, oplevelsen af meningsløshed eller ensomhed. Pausen kan være at overbevise os selv om, at vi fortjener bedre, og at det bedre åbenbarer sig, når vi giver det plads til at blomstre.

Men det er sjældent, vi kan opbygge noget nyt, mens vi står midt i det, som vi ikke længere trives med. Derfor må vi starte baglæns – sådan føles det – ved at skære fra, før vi har noget nyt at sætte i stedet. Så siger folk: “Jamen, hvad skal du så nu”” og vi må svare “Jeg er ikke helt sikker, men jeg ved, at svaret kommer til mig, når jeg får ro til at mærke efter.” Det ved alle, er rigtigt. Hvis det gør ondt på dem, at vi siger sådan, er det sandsynligvis fordi, de selv trænger til en pause, som de ikke har turde tage endnu.

Livet skal leves forlæns..

Hvornår har I oplevet, at skulle træde ud af noget, før der kunne komme nyt i stedet?