Posttraumatisk stress i sofaen (om åndelig næring, nydelse og ægte genopladning)

For noget tid siden blev Kristian og jeg opmærksomme på, at vi i årevis har siddet i sofaen om aftenen med en forventning om at være afslappede, mens vi i virkeligheden holdt vejret, og ikke kunne få vores skuldre ned. Efter først en baby med kolik og tilstødende astma og dernæst to babyer, som også græd meget, var vores forventning, at vi skulle være klar til at rykke ud når som helst. Det sad fast i kroppen, da Juno kom, og selvom hun var en mere rolig baby, end jeg havde oplevet før, var hun jo stadig en baby: Uforudsigelig og med mange akutte behov – præcis som en baby skal være.
Jeg sad på kanten af sofapuden med min vejrtrækning højt i halsen, og omend jeg måske nok læste en bog, havde en samtale, eller så en film, var jeg ikke fuldt ud tilstede. Jeg var i beredskab, en slags posttraumatisk stress i sofaen, og havde haft det sådan i årevis, og først da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg begynde at fokusere på min egen evne til at falde til ro, slappe af, lade mig nære. Jeg fik fokus på at trække vejret dybere, læne mig tilbage, afslappe musklerne i hele kroppen, få ro på tankerne. Vi krammer hinanden (det hjælper!), griner af, at vi sidder i angrebsposition, når det blot er nogle dejlige børn, vi er stressede over, og så tager jeg en højlydt ind- og udånding for lige at anerkende, at det ér hårdt, det her småbørnsliv. Og så kalder et barn, ja – i aftes var jeg ovenpå fem gange, før jeg gik i seng (hvilket er ingenting sammenlignet med tidligere), men jeg gør alligevel meget ud af at lade mig selv falde til ro, når jeg sidder i stuen, og jeg forsøger at komme til børnene med ro fremfor panik eller ærgrelse.

Vi genoplader alle forskelligt, og jeg genoplader i høj grad af mine timer alene, hvor jeg reflekterer over dagens oplevelser og arbejder med mine helt personlige projekter (eks. denne blog), mens jeg lader min krop falde til ro, og trækker vejret dybere. Det betyder ikke, at jeg ikke næres af tiden sammen med min familie eller venner eller af at lave mad, rydde op og gå en tur med børnene. Dér bliver jeg inspireret og motiveret, udfordret og glad, og jeg har brug for både næring og genopladning i hverdagen.

Næringen er for mig det, som gør livet stort og rørende; organisk og frydefuldt.

Det er de samtaler, som har en dybde og relevans, der rækker ud over dette ene øjeblik: Samtaler om livets mening, om hvorfor vi skal igennem de hårde tider for at blive klogere og om de overvejelser der rører ved nerven, og tør tage fat, hvor det gør ondt: Er vi på rette vej? Er det det her, vi vil med vores liv?

Det er det smukke i omgivelserne: Den åbne himmel og fuglene som flyver over havets skiftende blå, over træernes nøgne grene. Det er farverne i mit hjem; behovet for harmoni og personlige valg i vores indretning. Det er kunsten omkring mig – både mine børns tegninger og de malerier, som vi har prioriteret at bruge penge på. Det er keramik, vævede tæpper, smukt træ og skaller fra stranden. Sollys, tusmørke, mit barn i en hjemmestrikket sweater, min solbrune mand i shorts på marken.

Det er alle de bøger i vores reol, som gennem tiden og stadig dag for dag rører os, sætter nye perspektiver på livet, og minder os om vigtigheden af at være her nu.

Det er musikken i mine ører, når jeg sidder for mig selv, og skriver som nu. Musikken er livsnødvendig for mig, og jeg har altid hørt meget musik hver dag: Folkmusik, opera, klassisk, jazz. Alt muligt, stort og småt.

I sidste uge svarede jeg på en kommentar fra en kvinde, som savnede at lave noget konstruktivt med sin alenetid – når hendes barn sover, eksempelvis. Og jeg får lyst til at sige som dronningen: “Gør noget unyttigt.”
I det unyttige er der potentiale for stor skønhed, og i det unyttige finder vi indimellem den næring, som vi skal bruge for at klare alt det andet.

Jeg under mig selv den komplette afslapning om aftenen, og jeg sørger bevidst for at omgive mig med skønhed, åndelighed og nydelse. Livet skal ikke først og fremmest være hårdt for at være berettiget. Det må gerne være smukt og skønt og fuldt af overskud – samtidig med at vi gør vores bedste.

Hvad nærer jer i jeres hverdag? – Gør I noget ud af jeres omgivelser? Hvad er selvforkælelse for jer?

“Så intenst at man ikke kan rumme noget andet” (om at være på besøg hos os her på Ærø)

Det er den tid på året, hvor her er sand over det hele – i sengen, på gulvet, mellem vores tæer. Alle på øen lader til at have fået røde næser efter de seneste tre-fire dages intenst solskin, og mange cykler i stedet for at tage bilen.

Vi har været på stranden i timevis, og vi har spist alle måltider udenfor. Min svigerinde, bror og niece kom i fredags, og overlappede med min søster, som rejste lørdag morgen, og vi har levet i den skønneste følelse af samhørighed, mens de var her alle sammen.

Min svigerinde, som var min søsters gode veninde, før hun også blev vores brors kæreste og dernæst mor til deres datter, sagde i går, at hun aldrig ser på sin telefon, når de besøger os. “Her er så intenst at være, at jeg slet ikke kan forestille mig at skulle tage flere mennesker og flere tanker ind samtidig”.

Det kender jeg virkelig.
Det med aldrig lige at ringe til nogen eller sende en sms, medmindre det er en del af nuet, eller på anden måde påkræver øjeblikkelig handling.
Jeg kan bare generelt ikke rumme meget mere, end det vi har lige her; den kerne som er samlet på dette sted, og nogle gange tænker jeg, at måske er det fuldstændig naturligt at leve sådan? At det måske er helt i overenstemmelse med vores natur at være i kontakt med ens nærmeste og ikke en helt masse andre?
Det er en proces for mig, fordi jeg har været vant til at skrive mange emails dagligt og føre mennesker sammen på kryds og tværs; pleje mit netværk og konstant udvide min berøringsflade.
Og så pludselig (men jo i virkeligheden som en længere proces): Shut down. Vi har skåret ind til benet. Kun få e-mails, kun få sociale aftaler.
Her hos os er der intenst i kærlighed, nærvær og kreativitet men også i larm og afbrydelser, konflikter, måltider og rod. Her hos os kan man rumme det, der er lige for, og ikke nødvendigvis noget som helst andet.

Jeg er flere gange de seneste år blevet kontaktet af journalister, som gerne vil skrive om vores “rolige liv”. Oplægget har umiddelbart lydt forkert i mine ører, og jeg har skrevet tilbage, at vi ganske rigtigt ikke jager rundt efter karriere eller høje karakterer, men at “roligt” – det er her kun midt om natten når (hvis), vi alle sover.
For vores liv på landet med fravær af institutioner og fravalg af dyre vaner og lange arbejdsdage er ikke nødvendigvis et stille liv. Det er ikke afdæmpet eller fredeligt, men det er ret enkelt, og det er meningsfuldt for os, og her er ikke en helt masse distraktioner eller uigennemtænkte input. Her er ikke den daglige konfrontation med en hverdag, som føles besnærende eller udmattende, og her er ikke udbrændthed eller stress. Men her er altså larm, sand i krogene og intensitet.

Så intenst faktisk at min svigerinde glemte sin telefon i bilen, da de ankom fredag, og først begyndte at kigge efter den lørdag aften, og da hun endelig fandt den, blev den i bilen alligevel.

Man kan sige, at vi tvinger en form for nærvær ud af vores omgivelser.
Man kan også ganske enkelt sige, at her i hvert fald ikke er ro.

Men her er glæde, højt til loftet, uendelige kilder til inspiration og samvær.

Og her til morgen sidder jeg dog alligevel dette øjeblik i sofaen. Efter en uge med to gange fødselsdage, to gange overnattende gæster og dernæst legeaftaler og arbejde i køkkenhaven, så trænger vi til en helt simpel dag. Kristian er væk; jeg har ingen bil, og vi er med andre ord på lykkeligste vis tvunget til bare at være her. To af børnene stod op klokken 6, og legede med Lego i stilhed, mens vi andre først vågnede klokken 7. – det er længe siden, jeg har været så udhvilet som nu. Vi har spist morgenmad sammen alle fem, og nu sidder jeg her i sofaen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sad i sofaen en formiddag, bare mig. På en morgen som denne tænker jeg på vores frie liv og den fornemmelse af mildhed, det giver. Min ene datter rullede gardinerne ned, og lagde sig i seng, mens vi andre stadig var i gang med morgenmaden, og der lå hun helt stille, rullet ind i dyner, til de andre spurgte, om hun ville være med til at lave en film. Ingen her er tvunget til at gøre noget i dag, som de ikke har lyst til. Det synes jeg, er den største gave. Og dét er nok den ro, som man kan forestille sig på afstand – men jeg kan love for, at her ikke er stille…

 

Jeg har skruet ned for ambitionerne: Sådan fejrer vi fødselsdag hos os

Jeg kan næsten ikke huske, hvad vi har lavet de seneste dage, for alt har været mættet af oplevelser, og tiden har bevæget sig med lynets hast, men jeg sidder alligevel her i sofaen med en følelse af at være glad og lettet.

Okay, jo, jeg kan godt huske, at Kristian og jeg samlede en dobbeltseng indtil klokken 00:30 natten til i går, og dernæst løftede Live og Ilja ind i den, så de kunne vågne i deres fødselsdagsgave. Ja, de ønskede sig en dobbeltseng, og jeg havde grundet den og malet den, og den blev kun næsten færdig, før vi var tvunget til at samle den. Men, de to fødselarer lå pande mod pande, da vi kom syngende ind for at vække dem i går morges, og så sagde de søvndrukkent og meget sødt, at “Ja, det er godt nok en stor gave”.
Jeg kan godt blive en lille smule presset de der aftener før børnenes fødselsdage, fordi jeg virkelig helst ikke vil lave noget, som ikke er lystbetonet og/eller stillesiddende, når mine børn (endelig, klokken mindst 21) sover. Og så skal man pakke gaver ind og dække bord og sætte flagranker op og alle de der små ting, børnene virkelig virkelig sætter pris på, og snakker om hvert år, og som jeg også selv er taknemmelig for, når så dagen oprinder, og vi sidder omkring det fine bord.

De har haft en skøn fødselsdag, mine to mellemstebørn: I lørdags holdt vi en ret typisk hjemmeskolefest, tror jeg: En flok på omtrent 15 unger på mellem 3 og 14 år kom, og spillede rollespil, gik i kagebod og var på en god lang skattejagt. Jeg har skruet helt vildt ned for det kulinariske ambitionsniveau til den her slags ting (OG til familiefødselsdagene – se næste afsnit), så vi serverede hjemmebagte gulerodsboller med smør, spegepølse og ost samt gnavegrønt. Det var det. Skatten i skattejagten var en sæk guldmønter, og for dem kunne ungerne købe kage, chokoladeknapper eller figenstænger. Alt øko, alt i moderate mængder.
Så var der rollespilskamp, og det var så fedt: To dlt vildt skønne drenge på 14 og 12 kom, og var med, og forklarede reglerne for de noget yngre deltagere, og ledte derefter hvert deres hold i kampen. Åh, de mindre drenge og piger var så stolte og glade, og timerne gik ret hurtigt, før de alle sammen var hentet igen, og jeg kunne ånde lettet op: Lettet, fordi det var et ekstra stort ansvar at afholde en fest, som involverede en slags leg, som ikke alle børnene kendte på forhånd, og som kunne ende i komflikt. Men det gik fint – så fint.

Jeg er glad for takket være vores institutionsfrie liv at komme længere og længere væk fra de rigide forestillinger om, at børn kun kan lege med deres jævnaldrende. Jeg ser så stor læring og glæde i det samvær, som går på tværs af alder, og lørdag var et godt eksempel på det.

Så kom min søster: Min verdens bedste søster sol bor i Norge kom for at være her hos os i fire dage, og hvert minut skal suges ud af den tid, for jeg savner hende altid, selv når hun sidder ved siden af mig, savner jeg hende, fordi jeg ved, hun skal af sted igen.

I går på den rigtig fødselsdag kom fem af de seks bedsteforældre hjem til os, og solen skinnede uafbrudt hele dagen. Det var magi. Vi spiste i haven – og også her havde jeg skåret ind til benet: Hotdogs (hjemmebagt brød, gode økopølser og tilbehør). Det var så hyggeligt. Børnene fik en masse vidunderlige bøger i gave (alle “det lille hus på prærien“-bøgerne; Jan Kjærs “Nomerne”-bøger, en ny smuk bog om en pige, som møder en eventyrlig fisk, “Sølvhesten“, som vi har hørt SÅ godt om, Josefine Ottesens Vikingesagn og en vildt flot bog om pattedyr) – både bøger, de selv kan læse, og bøger, som jeg glæder mig vildt til at læse for dem. De fik også et stykke fedt legetøj fra yndlings onlineshoppen Captoy, og Live fik sit højeste ønske opfyldt: Et cowboyfort med hestevogne, indianertelte og en saloon (“hvor de serverer æblemost”) fra 1951. Gaver, som kan gå i arv, og som sætter gode lege i gang og starter fede samtaler.

Åh, jeg var træt, da gæsterne tog hjem. (Alle var trætte). Min søster og jeg sad helt tæt sammen i sofaen, og grinede, og gabte. Og i dag er en stille dag med den smukkeste solopgang i hundrede år og ret stille børn og gode lege siden klokken 6. I dag er min hjerne lidt grødet, lidt udefinerbar, og vi skal ikke andet end at lege med børnenes gaver og nyde solen helt uden forbehold.

Selvom her larmer meget af tiden, og selvom her er mange børnekonflikter hver dag og SÅ MEGET rod indimellem, så føles det her mest som et stressfrit liv, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er glad for, at jeg ikke længere tror, man skal gøre alt muligt meget flot og godt for at være en god mor / en rigtig værtinde, og jeg er glad for, at vi kan leve i vores eget tempo.

Hvordan holder I af at holde fødselsdage hos jer?

Fra rollespilsfødsesldagen i lørdags:



Og fra i går:







Det magelige i livet (hvad laver jeg, når jeg har en stund for mig selv) // om at springe over hvor gærdet er lavest

Nu skal I med på lidt af en rundtur, der starter med en kommentar fra Line, som jeg misforstod.

Line skrev til ét af mine indlæg herinde i weekenden: “…en dag gad jeg godt læse dine overvejelser om ‘det magelige liv’, eller måske bare ‘det magelige i livet’”.
Jeg læste kommentaren, og tænkte: “Hun har jo fuldkommen ret: jeg lever meget mageligt”, og jeg skammede mig næsten over, hvor godt jeg har det. Faktisk tænkte jeg, at Line ville have mig til at forsvare, at jeg er så magelig, som jeg er.
Jeg havde alligevel brug for at få spørgsmålet uddybet, så jeg bad Line komme lidt flere ord på. Hun skrev: “Jeg tænker noget med, at vi alle sammen konstant skal navigere i små og store kampe, valg og konflikter, hvor der ofte er en nemmere, mere magelig, og måske kortsigtet vej, og en mere langsigtet, idealistisk, og måske mere krævende vej. Både i forhold til det helt lavpraktiske og hverdagsagtige, men også i forhold til de store beslutninger i livet. Måske er det for flyvsk. Men jeg har en forestilling om, at du lever et mindre mageligt, men meget meningsfyldt liv, og jeg kunne godt tænke mig at høre dine overvejelser i forhold til balancen, hvordan du navigerer, hvor du synes, det giver mening at springe over, hvor gærdet er lavest, og hvor du ikke vil gå på kompromis… Måske trænger jeg til lidt inspiration, jeg har kun en enkelt søn på et års tid, jeg er hjemme med ham, og når jeg engang i mellem har lidt tid for mig selv, er det virkelig sjældent, at jeg får lavet noget fornuftigt ….”

Og tænk sig, så var det jo nærmest det modsatte, Line mente: At mit liv er mindre mageligt end de flestes.
Er det ikke interessant?
Det kan jeg godt fundere lidt over.

Jeg tror, vi som mennesker er kommet langt fra vores natur ifht. at leve livet, så det bare giver mening – uden de helt store filosofiske overvejelser, sådan set. Før i tiden arbejdede man som en del af livet, fordi det var således, man fik brød på bordet. Man arbejdede hverken mere eller mindre, end det gav mening, og man gjorde det ikke for at opnå alt muligt andet end netop brød på bordet – og tag over hovedet.
Nu om dage er vores liv delt meget skarpt op i arbejde og fritid, og det forekommet mig kunstigt, og faktisk næsten destruktivt, at vi hele tiden stræber efter at præstere, uden at det hænger direkte sammen med vores overlevelse.
Når min mand og jeg arbejder, er det for det meste så naturlig en del af vores væren, at vi knap tænker på det som arbejde, hvilket betyder, at livet som regel bare er “livet” og ikke enten arbejde eller fritid.
Derfor var min tanke, da jeg læste Lines første kommentar, at: “Hun har ret, jeg arbejder jo ikke en gang.
Sandheden er, at jeg ikke har lyst til at have et fast job, så længe jeg kan klare mig på anden vis, og jeg synes, jeg lever nydelsesfuldt, selvom jeg egentlig har hænderne og ørerne fulde de fleste timer i døgnet. Jeg gør meget sjældent noget, som går mig imod, men jeg gør mit bedste, og jeg giver sjældent op. Den model vil jeg påstå, at alle kan efterleve i deres egen version af et drømmeliv; altså eks. med fast arbejde og uden landsted.

Kristian og jeg ser os selv som livsnydere. Vi kan virkelig godt lide alt det, der er rart og godt i livet, og vi griber det, så snart det byder sig til. Vi elsker at sidde om aftenen med god chokolade og se en film, og vi har altid været gode til at stille os i solen fremfor skyggen på alle mulige punkter. Men vi knokler også uden forbehold hele dagen i marken og med børnene og med de udsatte unge og andre ting, som giver mening for os.

Når alt det er sagt, så ved jeg også, godt, hvad Line mener med, at jeg ikke vælger den nemme vej. Jeg er enormt styret af mine værdier, og vil gå meget langt for at leve op til dem – ikke for at bevise noget, men fordi det føles bedst for mig. Jeg er ligeglad med, hvordan andre gør, hvis jeg kan mærke, hvad der er rigtigt for mig. For mig er det ikke en mulighed at købe den billigste kylling køledisken, jeg ville aldrig smide skrald på gaden, og jeg gør sjældent noget halvt. “Ignorance is bliss”, siger man, men udtrykket har kun sin berettigelse, hvis man først og fremmest søger et nemt liv, og det gør jeg ikke.
Mit liv er nydelsesfuldt, men det er ikke altid let, og det ser jeg heller ikke som målet. Jeg ville synes, det var fantastisk at sove en time længere om morgenen, og det kunne jeg nemt, hvis mine børn måtte se fjernsyn, når de vågner, men jeg tror ikke, det er godt at starte sin dag foran en skærm, så derfor slæber jeg (udpræget b-menneske) mig ud af sengen i stedet, og starter dagen sådan, som jeg tror, det er bedst.

Til gengæld springer jeg over andre steder – hele tiden og så igen, men jeg ser det ikke sådan: Jeg ser mine nedjusteringer som en form for nødvendig procedure for at bibeholde min energikvote på et okay niveau. Hvis Kristian og jeg ikke har overskud til at lave mad, spiser vi med god samvittighed rugbrød til både frokost og aften (nogle gange flere dage i træk), og det kan også sagtens ske, at vi ikke børster tænder – nogen af os – fordi alle er for overtrætte til at orke det. Den slags kalder jeg at passe på mig selv og min familie, for ingen får noget godt ud af, at vi presser os selv ud over grænsen, hvis vi i udgangspunktet gør os umage.

Når Line skriver, at hun ikke får lavet noget fornuftigt, når hun endelig har tid for dig selv, tænker jeg: “Hvad er fornuft?
For mig er “fornuft” et begreb, som har ganske begrænset anvendelse.
Fornuft er ofte vurderet af øjet der ser, og for mig kan det mest fornuftige sagtens være at se en film eller læse bog fremfor ét eller andet mere praktisk, når mine børn sover. Det handler om mine behov, som har direkte sammenhæng med resten af familiens trivsel på sigt. Hvad er målet med min stilletid? For det meste er målet for mig at lade op, og hvordan gør jeg det bedst? Det svinger fra dag til dag.
Det fornuftige er at holde sig sit mål for øje og dernæst være bekendt med midlet. Hvis målet er at få nogle praktiske opgaver fra hånden, så gør det – men gør det måske en time ud af de to du har til rådighed. Men hvis målet er at lade op og blive klar til endnu en dag så mærk efter: Hvordan opnås det bedst muligt?

Jeg prøver at være bevidst om, at min tid for mig selv ikke skal bruges online, medmindre jeg har noget, som jeg gerne vil dér. Min halve times stilhed midt på dagen (et tænkt eksempel), vil være spildt på instagram eller facebook: Jeg får som regel mere ud af at lægge mig på sofaen, spise en mad eller sidde med en bog i solen. Nogle gange har jeg en to-do liste, og sådan nogle elsker jeg at krydse af, så når det er tilfældet, bruger jeg min stilletid på at bestille lægetider, besvare e-mails, og hvad der ellers skal klares.

Det, de fleste synes, er fornuftigt inden for rigtigt mange områder, synes jeg, er helt tosset. Ingen norm eller vanetænktning skal diktere, hvordan jeg bruger min tid.
Hvis jeg vil se Notting Hill to aftener i træk, mens jeg spiser Ben & Jerry’s, så er det nøjagtig, hvad jeg gør. Hvis jeg vil skrive på en bog eller male et værelse, så gør jeg det. Men jeg mærker efter, før jeg går i gang i håb om at undgå den der følelse af at være uforløst, når min “mig-tid” udløber.

Og så vil jeg lige sige afsluttende, at da mine børn var så små som Lines – under halvandet år – lavede jeg meget sjældent noget praktisk, hvis jeg havde en reel pause for mig selv. Jeg har altid passet ret godt på, at jeg ikke blev overbelastet, for jeg er simpelthen ikke interesseret i at blive stresset eller miste forbindelsen til den livsglæde, som gerne skulle være et nogenlunde konstant fundament. Så kommer rengøring, maleprojekter og alt andet i anden, tredje eller fjerde række.

NØJ, det blev mega langt. Det ér bare ikke så simpelt…

Hvornår springer I andre over, hvor gærdet er lavest? Og hvad gør I, når I har en stund for jer selv?

P.S. I forhold til det med at springe over hvor gærdet er lavest: Jeg tror, jeg vil skrive et indlæg om energiøkonomi. Det der med at man er doven, fordi man klarer sine opgaver på kortere tid eller venter til sidste øjeblik, den køber jeg ikke. Det vil jeg gerne skrive om en dag. Hvis det har nogen interesse?

Vil I høre mig fortælle om mit liv og mine tanker? (Nu holder jeg foredrag!)


Jeg må fortælle om det, jeg ved noget om. Om det, jeg har oplevet, og de tanker, jeg gør mig.
Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at være stille, og ikke fordi jeg altid har lyst til at dele – men fordi jeg ikke kan lade være.
Sådan er det bare, og der er altid en mening med de ting, vi ikke kan undertrykke.

“I lever som om, I har været ude for en tragedie”, sagde en journalist tidligere på ugen, da hun besøgte os for at lave et interview til Femina. Sød og smilende og også lidt overrasket over ølivet var hun her hos os på det lille landsted nogle timer – midt i vind med stormstyrke og midt i virvaret af mine børn og min hverdag.
Vi gik til vandet, spiste frokost, og snakkede om det, hun var nysgerrig efter at høre om.
Jeg tror, det kommer bag på mange, at vi tillægger tiden så stor værdi, som vi gør. At hver dag tæller. “Som om I er gamle, eller har været ude for en tragedie. I har lært noget, som mange først finder frem til senere.”

Samme aften holdt jeg foredrag for en gruppe kvinder i Svendborg, hvor jeg fortalte om nødvendigheden af at vække ens indre normkritiker til live, hvis man vil finde sin egen vej i livet (fremfor ubevidst at følge andres.)
“Man kan næsten alt, hvis man træder ud af de faste rammer, og tager stilling til, hvad man vil kunne tænke tilbage på, når man en dag skal her fra.”
Så ja, jeg kom omkring døden, men kun fordi livet udelukkende har en værdi i kraft af, at vi ikke er her for evigt. Jeg kom også omkring min og Kristians økonomi (som selvstændige og hjemmeskolere), og om hvordan jeg kan holde ud at være sammen med mine børn hver dag (uden at føle mig drænet eller uforløst.) Jeg snakkede om, hvordan man lærer at træffe sine egne beslutninger uden hverken at træde andre over tæerne eller lade bestemme for én. Og om uddannelse, tilknytning, kærestetid, dårlig samvittighed og en del andet.

Så var det tid til spørgsmål, og der var SÅ mange af dem. Spørgsmål som: Savner du at realisere dig selv, nu hvor du har dine børn hjemme? Bliver din mand og dig ikke trætte af at se på hinanden dag ud og dag ind? Hvad snakker I om, når børnene sover? Hvordan får dine børn venner? Hvad synes dine svigerforældre om dig? Hvad gør du, når du møder kritik for dine valg?
Og mange, mange flere.

Det var virkelig bare en fed oplevelse.
Jeg kan så godt lide at holde foredrag, og efter at have overvejet det i en rum tid (fordi jeg har været i tvivl, om der ville komme nogen, men det er jeg ikke så meget i tvivl om længere), har jeg endelig besluttet, at det vil jeg gerne gøre meget mere.
Så hvis du kender en forening, et netværk, en arbejdsplads, menighedsråd, bibliotek eller en institution, som du synes, skal booke mig – let them know! Jeg er klar, og mange er klar til at høre det, jeg kan fortælle om.
Dem, jeg holdt foredrag for i tirsdags, bookede mig forresten med det samme til et foredrag til et større arrangement i samme netværk.

Det var faktisk bare det for i dag (- nu skal jeg nemlig arrangere dobbelt seksårsfødselsdagsfest i morgen.)

God weekend derude!

Lærer de nok i hjemmeskolen?

Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at de her forårsdage fylder mig med en lykkefølelse, som er så vidunderlig. Jeg ser ud af vinduet, og dér på græsset sidder mine børn rundt om et bål, de selv har startet, og koger græssuppe i en gammel gryde. De hopper på trampolin, og de hopper i sandalerne fra sidste år, og er så taknemmelige over, at de passer dem endnu en sæson.

At hjemmeskole mine børn er uden konkurrence det mest kontroversielle, jeg har gang i i mit liv.
Folk spørger, om jeg tænker over, at vi bor i udkantsdanmark? Nej, jeg skænker det ikke en tanke. Vi er efterhånden en del tilflyttere fra min årgang her på Ærø, og det virker så naturligt, så helt igennem normalt, at være bosat langt fra både provins og by. Når nogen kommenterer på min instagram, at de “næsten får lyst til også at flytte på landet, når de ser mine billeder”, tænker jeg per automatik: “hvorfor bor du ikke allerede på landet?”. Det føles med andre ord ikke særligt vildt at bo her, hvor vi bor.

Ja, hjemmeskolingen er klart det mest opsigtsvækkende, vi har gang i herhjemme, og det er også det mest nervepirrende. Fordi det er så ualmindeligt at tage ansvar for sit eget barns uddannelse, er det noget, jeg tænker over næsten dagligt: Lærer mine børn nok? På hvilke områder er de mon bagud i forhold til deres venner i skolen – og er der nogle punkter, hvor de er forud? I endnu højere grad overvejer jeg, om den slags tanker overhovedet har en mening? Hvordan er man forud eller bagud i livet?  For mig er målet med den måde, vi har indrettet os, at støtte mine børn til at blive velfungerende voksne, og midlet er en nærende, kærlig og helhjertet opvækst.
I min verden hænger et godt voksenliv ikke uløseligt sammen med den ene type viden fremfor den anden eller med en bestemt slags kundskaber eller væremåde. Det meningsfulde liv er et kludetæppe vævet af den mangfoldighed, som enhver skæbne består af.

På dage som i går, hvor vi stod tidligt op, men vågnede langsomt, og hvor vi læste fra morgenstunden, spiste sammen og dernæst gik udenfor, tænker jeg meget over værdien i det, vi får med fra at leve denne hverdag. Da vi kom ud i solen i går, besluttede vi at gå en tur hen til én af vores naboer, for hun har både geder og køer og høns, og lige nu også en del lam, og vi nyder at følge med i dyrelivet dér. Hun var i stalden, da vi kom: 75 år er hun og iklædt lange, møgede gummistøvler tog hun imod os med et smil. Hun gik med os ud på marken, hvor lammene sprang rundt i den lune vind langs en lille sø på marken. Hun fortalte om de vegetariske blisænder; om åkander, og om en film hun havde set i biografen aftenen forinden, som havde glædet hende. Det gjorde alt sammen indtryk på børnene.

Vi gik også forbi en mark, hvor smukke røde køer var lukket ud på græs dagen forinden, og dér midt i det grønne lå en død kalv med sin mor stående ved sin side. Vi stillede os på afstand, og kiggede lidt, og vi snakkede længe om liv og død og sorg, og mærkede tydeligt, at moderen ikke ville have, at vi kom nærmere. Kalven blev hentet af to landmænd (den ene kvinde), som aede kalven, og talte sagte til moderen, og der var så meget omsorg i den måde, de var blandt dyrene, at børnene blev glade igen. Genboen fældede en tåre, og vi vendte hjem.
Vi nåede knap indenfor, før Juno helt udmattet faldt i søvn, så vi andre kunne læse “Det lille hus på prærien”. Vi færdiggjorde bogen i én læsning, og levede i en form for boble resten af dagen; alle var vi optagede af historien om nybyggerne og lige dele af deres svære vilkår og den enorme, dragende frihed. Vi har talt meget om det med at bryde op og starte forfra og om indianere og om retten til at eje land. Vi har diskuteret nomadeliv og det modsatte og snakket om at leve uden hverken skole eller arbejde – næsten som os, men dog mere frit.
I dag tager vi hul på den næste bog i serien, og jeg glæder mig til at genlæse dem alle (det er tyve år siden sidst). Jeg er næsegrus imponeret over de menneskers evne til at klare sig – til at overkomme de største opgaver, sorger og nederlag. De kunne bygge huse med deres bare næver; dyrke jorden; fange dyr, lave skind, føde børn, rejse i månedsvis. Hjemmeskolere var de, indtil pigerne nåede teenagealderen, og alt klarede de ved hjælp af de evner, som de lærte helt per automatik ved at vokse op med deres forældre.

I går tænkte jeg også på bogen “Unscholing Rules”, som jeg har nævnt herinde før. Det er en hurtigt læst lille sag stopfuld af slående pointer om, hvad læring rent faktisk er – og hvad det ikke er. Jeg vil anbefale den til alle, som trænger til at blive mindet om, at testresultater og fødselsår ikke er alt, der betyder noget for, om ens barn har en lovende fremtid.
Bogen synliggør mange af vores fejlslutninger om uddannelse, og minder os på, hvad der reelt set betyder noget med sætninger som:
● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre

Dét er godt for mig at læse, når jeg bliver i tvivl.

I dag var der mange dyr, og det er bedre end bøger om dyr. Der var mange snakke, og det er bedre end det modsatte. Der var bål og eksperimenter med dåser og vandslanger, og det er bedre end så meget andet.

Jeg kan blive bekymret for, om vi er for uorganiserede; om vores børn lærer for lidt. Men når jeg prøver at se det ude fra: To voksne til børnenes rådighed næsten hver dag, dagen lang – samtaler, oprigtig interesse, læsning, leg og levet liv – så ser det ret fint ud. Fantastisk, faktisk.

Herhjemme har vi vores skole, og det tager tid at finde formen på den. Måske er vi formen; hver enkelt dag former vi skolen, og hver dag bliver vi klogere på den og klogere i det hele taget. Mine to femårige læser og regner og undersøger verden i ét væk. Den ene læser på 2. klasses niveau – bedre end sin tre år ældre storebror; til gengæld er det den ældste, vi kalder på, når der er et spørgsmål om elektronik, og han kan det periodiskesystem som en del af sit DNA. Sådan er vi så forskellige herhjemme, og derfor er vores dage og processer det også.
Jeg tror, det er lige, som det skal være – selvom det er både kontroversielt og nervepirrende…

 Tak til foråret for at være kommet

Jeg er ikke gjort af et særligt stof (og jeg kan heller ikke altid holde ud altid at være sammen med mine børn, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt)

Jeg er ikke gjort af et stof anderledes fra alle andre.
Mine børn blev afleveret i børnehave og skole indtil for et år siden. Fire dage om ugen var rytmen således: Dem af sted, mig hjem til skrivebordet (- dyb indånding, ro og arbejde.), hente igen.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville få stress af at være sammen med mine børn dagen lang, men noget skurrede alligevel indeni, hver gang jeg afleverede dem i vuggestue eller børnehave: Hvorfor virkede det mere rigtigt at efterlade mine børn ved andre mennesker, når de hellere vil være hjemme? Hvorfor greb jeg så mange andre af mine drømme og visioner men ikke lige netop denne?

For et år siden tog vi børnene hjem, Kristian og jeg, og nu er vi sammen hver dag.

“Hvordan kan du holde det ud?” sagde en kvinde til mig i telefonen i går. “Jeg har barnets første sygedag i dag, og jeg har allerede tænkt på, hvordan du klarer at have dine børn hjemme hele tiden? Der er så meget andet, jeg har travlt med.”

Jeg er ikke anderledes.
Jeg er ikke et supermenneske eller en supermor eller altid fuld af overskud og kreative konfliktløsninger.

Jeg kan heller ikke altid holde det ud, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt, og livet skal ikke først og fremmest være nemt. Det skal give mening.

Jeg har truffet en beslutning, fordi alt andet efter otte års moderskab på samfundets præmisser føltes forkert. Et informeret valg, om man vil. Jeg har handlet på mine instinkter, som lod til kun at pege én vej, nemlig væk fra det konventionelle børneliv anno 2018. Vi har indrettet et samfund, som ikke efterlader plads til børnenes livsglæde, medmindre vi hver især bryder med den norm, som ellers føles nærmest uundgåelig. Så det gjorde jeg, endelig.

I går skyndte jeg mig at sige til kvinden i telefonen, at det kan jeg heller ikke; at jeg var ved at omkomme af magtesløshedflere gange (dagligt?) det første halve år, mine børn var hjemme. Og det var jeg ganske rigtigt, men jeg var også IKKE ved at omkomme. Jeg var også lykkelig. For første gang i mit liv, måske, var jeg hver dag helt i bund stolt af mine prioriteringer og overbevist om, at if all else fails – så har jeg i hvert fald gjort mit bedste med den her del af mit liv. Sådan har jeg det stadig.

Tidligere tænkte jeg, at hjemmegående mødre simpelthen var anderledes end mig. Andre værdier og et temperament meget forskelligt fra mit selvbillede. De var måske nok knap så drevne og ikke nær så passionerede omkring deres professionalisme. Til gengæld var de mere nede i tempo, mere villige til at gå på kompromis med en lang række ting – deriblandt økonomi, karriere og deres personlige identitet.
Det kunne alligevel gøre ondt på mig, når jeg mødte dem på min vej: Deres samvær med deres børn, og den sikkerhed som de udstrålede omkring deres valg, men som jeg ikke følte i mine.

Nu står jeg her – som én af forældrene til de i alt tre procent hjemmepassede og knap 400 hjemmeskolede børn i Danmark, og jeg er stadig den, jeg var dengang.

Men mit fokus er ændret, og her i min nye virkelighed møder jeg indsigter, der for mig bliver sandheder, som jeg måske aldrig var stødt på, hvis ikke det var for vores nye hverdag. Sandheder om langsommelighed, fordybelse og øjenkontakt. Sandheder om mit og min families ganske lille behov for daglige aktiviteter og aftaler. Sandheder om læringen, der kommer flydende i en lind strøm til vores hoveder, kroppe, hjerter, selv når vi ikke bevidst opsøger det. Sandheder om at less IS more og at min natur er at være sammen med mine børn, ikke adskilt fra dem.
Men jeg er stadig mig.

Forældreskabet er ikke nemt. Det trækker tænder ud, ligesom alt andet, der virkelig er noget værd. Tidligere har jeg følt mig overrumplet og snydt, når mine børn tog al min energi, og jeg har syntes, at det, jeg nu forstår, er deres behov og naturlige forventning, var for meget forlangt. Jeg kan stadig være alt for kortluntet, og jeg kan smelte sammen adskillige gange på en  svær dag, og hvis jeg kunne sætte mine børns liv på pause i en uge, så de ikke opdagede, at jeg var væk, ville jeg rejse til syden og trække vejret dybt, mens jeg lå indhyllet i solskin, kelimtæpper og krydret mad. Men den luksus har jeg ikke længere – uvidenhedens beskyttende slør er revet væk, og jeg ved, at det er nu, det gælder og ikke om ti år. Vores liv udspiller sig i dette øjeblik, og mit liv med små børn kommer ikke tilbage, når først det er slut. Vil jeg forære årene til et system, som tænker på profit og optimering, længe før det tænker på mine børns livskvalitet?

Nej, og jeg er taknemmelig for at have muligheden for at vælge en anden vej. Taknemmelig for min mand, der kan mærke mange af de samme impulser som jeg, og for et liv der rent praktisk er indrettet, så det kan lade sig gøre at have børnene hjemme.

Når vi taler om barndommen, kredser vi ofte om, hvad den udmunder i: “Man skal sagtens blive en velfungerende voksen, selvom man går i vuggestue. Se lige på alle os, vi klarede det da.” (både ja og nej, tænker jeg. Hvor mange af os kender ikke mindst en håndfuld jævnaldrende, der lider af stress, depression eller angst, og diagnoserne vokser markant, og rammer yngre og yngre børn.)
Vi taler om udfaldet af barndommen og ikke om nuet, men hvorfor er det så vigtigt, hvor det ender og ikke i højere grad, om det er godt nu? Ja, man kan blive en glad voksen, selvom man har en trist barndom, for man kan klare sig på trods, det er det, vi kalder livsduelighed – eller ren og skær overlevelse. Er det virkelig godt nok? Er det målet?
Når jeg sætter mig om aftenen med min te, chokolade og en film, jeg holder af, så er det ikke for at kunne blive en velfungerende pensionist senere. Det er for at nyde nuet, fordi nuet er alt, vi har.

Jeg synes, vi skal arbejde på at skabe et samfund på børnenes og dermed også i sidste ende vores egne præmisser. Med afsæt i kærlighed, vores modersprog og den glemte følsomhed skal vi ændre strukturerne omkring os, så der er plads til at alle har mulighed for at vælge et liv med børnene, omsorgen, nærværet i fokus, og vi skal hjælpe hinanden tilbage på sporet – dér, hvor vi tør mærke efter og handle på det, som rører sig i hjertet.

Der er én ting, jeg længes efter (når jeg erkender, at jeg ikke blot er “mor”)

Jeg vil sove mere, jeg vil røre mig mere, jeg vil læse mere, lytte mere, se mere, gå mere, bade mere. Men mest af alt vil jeg skrive mere.

Det er, når jeg læser forfatteres ord om deres skriveproces, at jeg mærker en længsel ulig enhver anden. Det er, når jeg læser, om deres fuldkomne fordybelse, nærmest forpuppelse, forsvinden fra omverdenen og ind i ordene, at jeg virkelig mærker, at nej, jeg er ikke blot mor, jeg er også andre dele af mig selv; andre sider og forgreninger og længsler.

At selvom jeg for en tid fortæller mig selv, at det er nok at være mor – at selvom det for en tid faktisk er  nok, så varer den følelse ikke ved for evigt. Jeg har også andre passioner, andet som jeg brænder for at bruge min tid på, og den stærkeste af dem er hverken længslen efter at være sammen med andre mennesker eller længslen efter at rejse eller længslen efter at sove længe, men derimod længslen efter at skrive. Skrive fokuseret, endeløst, sanseligt. Skrive uden afbrydelser, skrive.

Jeg ved ikke, hvornår jeg får den mulighed igen. Og jeg kan blive meget i tvivl, om jeg kan finde ud af at skrive, hvis jeg gør. Om det var noget, jeg en gang troede, jeg kunne, men som jeg egentlig ikke kan. Jeg vil skrive en bog. (Min bog)

Vi gik til vandet for første gang i ugevis i går. En kort tur – ned af stien og op igen. Vi bygger med lego og læser bøger, og finder rytmer. Dominobrikker gennem hele stuen; puslespil samles fra morgen til aften. Vi snakker sammen, børnene, Kristian og jeg. Lange samtaler som varer ved i dagevis, brudstykker her og der, mens viden væves sammen, spørgsmål stilles og besvares så vidt muligt. Selvom jeg indimellem føler mig meget træt og uinspireret, er det her liv alt andet end bedøvet, synes jeg. Jeg prøver at være vågen i tankerne, og mine børn er vågne; tænkende, interesserede, glade. De er både dejligt naive og det præcis modsatte. Jeg ved, at alle børn har så mange spørgsmål indeni, hvis der er nogen, som tager sig tid til at lytte og til at svare og til at spørge ind. Det giver mig håb for verden.

Mine børn snakker om svampeorganismer og solceller og romerriget og jordens hastighed, som aftager (men ikke nok til at vi kan mærke det). Mine børn er mine og Kristians (og de er sig selv og de er hele verdens), og fordi de er vores, snakker og fortæller og skriver og tegner de meget. De tænker, griner, råber og leger, og sandheden som slår mig igen og igen, er, at de lærer hele tiden. Hver dag forstår jeg, hvor meget man lærer gennem samvær, nærvær, opmærksomhed, tænksomhed.

Og måske skriver jeg en bog en dag. Jeg tror egentligt, det er min eneste plan for resten af livet: At skrive den bog.

Hvad er den ene ting, du længes mest efter?

Jeg har skullet lære, at traditioner kan være en god ting. Nu drømmer jeg om at skabe mine egne

Jeg har altid haft det svært med traditioner, sådan helt generelt. Fordi mange af dem ikke gav mening for mig; fordi de var skabt i en anden tid og med andre mål for øje, måske.

Men det ændrer sig stille og roligt, efterhånden som min familie og jeg skaber vores egne, men også finder meningen i nogle af de traditioner, som andre har lavet før os.

I seks-syv år har børnene fundet påskereder efterfølgende har vi spist påskefrokost hos Kristians moster og onkel en dag i påsken. Bare dem og os og ét af årets bedste måltider i stille rammer med gamle børnebøger og en kasse Smølfer til rådighed.  Det er med tiden blevet en tradition, som børnene spørger til, når påsken nærmer sig. Vi tager færgen frem og tilbage samme dag, og da Kristians moster og onkel bor med have lige ned til Svendborgsund, står de dér på græsset, og vinker til os, både når vi ankommer, og når vi vender hjem sidst på dagen med fulde maver og store smil.
I aftes, da jeg havde børstet tænder på Storm, sagde han: “Det er dejligt med traditioner. For eksempel den med påskerederne, det kan jeg godt lide. Og nytårsaften med Sarah og Lasse”. Sarah og Lasse og deres tre dejlige unger er vores gode venner, og vi har holdt nytår sammen de sidste to år, men det er allerede blevet en tradition, som vores unger nævner løbende året igennem, fordi de vil sikre sig, at det holder ved. Det er tydeligt, at gentagelsen i sig selv er noget, de sætter pris på.

Lige sådan med pynten på vores juletræ, og nissen som flytter ind den 1. december. Og de to garder samt flaget på bordet til alle fødselsdage herhjemme og så den vidunderlige fødselsdagsring, som vi købte sidste år, og som allerede er en fast del af det vigtige morgenbord. Der er de tilbagevendende postkort fra min svigermor, hver gang hun og hendes mand er hjemmefra, og de mange årlige breve til børnene fra min søster, som altid skriver, når hun savner os. Der er den årlige tur til Legoland med min familie og julefrokosten hos min faster. Alt sammen traditioner som giver mening for os, gør os glade og trygge, får os til at føle, at vi er en del af noget større – noget, som rækker ud over en enkelt dag, et enkelt år.

Og med tiden kommer flere til: Jeg kan gode lide tanken om løbende at skabe tilbagevendende begivenheder, som vækker glæde og lys, men jeg mærker også, at de kræver overskud at etablere, for jeg vil gerne gøre mig umage. Jeg drømmer om at lave en tilbagevendende afslutningsfest for vores hjemmeskoleår, når vi går på sommerferie (for det har vi bestemt, at vi vil, selvom vi hjemmeskoler) og tilsvarende en fejring af skoleårets begyndelse, når vi starter igen efter sommeren.
Jeg håber, at vores vintermåned i Sverige bliver noget, vi gør igen og igen, og at vi får mulighed for at fejre Junos fødselsdag med hele familien – som en slags jule/fødselsdagsdøgn – igen i år. Der er også den utraditionalle gudstjeneste ved Hellig Trekonger i vores smukke kirke her i landsbyen og der er fastelavn og æggekogning på stranden påskelørdag.

Her på Ærø er der mange traditioner, og størst af dem alle er påskens æggekogning i saltvand over bål påskelørdag. Men i går var vi ikke på stranden og koge æg, for vinden stod stejl og kold som is mod kysten. Bølgeskummet kunne mærkes helt op foran vores hus, og vi havde ikke den mindste smule lyst til at tage fire kun lige raske børn med derned. Helt ærligt havde jeg selv mest lyst til at blive inde med en bog og en kop te, så det var, hvad vi gjorde,  selvom flere naboer ringede, og spurgte, hvor vi blev af. Men vi blev her i varmen, og spiste middag med vores venner, som heller ikke ville risikere syge børn, og vi havde en dejlig dag – omend uden æggekogning og pølser på stranden. Næste år håber vi på en strandtur, men der skal være en mening med traditionerne og en glæde ved at gennemføre dem.

Har I nogen traditioner, som I sætter pris på?

Støv på størrelse med kattekillinger (om undtagelsestilstande og dårlig samvittighed)

I disse uger flyder køkkenet ofte, og der ligger støv under sofaen på størrelse med kattekillinger. I disse uger glemmer jeg tage andet tøj på end det, jeg maler i, og i disse uger får vi rigtig mange madder og knap så mange varme retter.

I disse uger lever vi på en måde, som vi ved, er begrænset, og som vi derfor overlever i ved at padle – og ved ikke at bekymre os. Det er de sidste afsluttende manøvrer af vores ombygning og på samme tid de første store indsatser for at få Kristians nye, ambitiøse grøntsagshave (som inkluderer 34 tons kompost, en del øko-møg og hvad ved jeg derudover). Jeg maler indenfor;  han knokler i haven. Børnene bevæger sig imellem de to poster, mens jeg løbende smører madder til dem, laver te og snakker. Om aftenen læser vi højt, tager os tid. Og så går vi i gang igen, når børnene sover.

Snart er det ovre. Snart er der håndtag på dørene og knager i entreen. Snart er der en hylde til fodtøj og malerier på væggene. Snart er alle Kristians 36 “no dig” bede på marken anlagt, og snart spirer alle de smukke frø, som Kristian og børnene har sået, og som står i vindueskarme over alt i huset, og vokser dag for dag.

Snart.
Men indtil da prøver jeg at at være i processen uden stress, fordi det er en bevægelse hen imod et resultat, som jeg glæder mig til.
Indtil da nyder jeg hver aften, når mit hoved lander på hovedpuden, og jeg øm i ryggen og træt i fødderne, falder i søvn med hovedet fuldt af de skønneste farver og brændestabler, som vores hænder har arbejdet med den dag.

Vi er blevet mere tilpas i vores eget selskab siden den måned i Sverige. Det slår mig i disse dage, når jeg tænker på, at mange er til påskefrokoster med store vennegrupper og af flere omgange. Når jeg hører om sociale begivenheder, som virker næsten umulige at leve op til. Når jeg får indtryk af, at alle har så meget, de skal nå.
Så tænker jeg, at vi jo selv har valgt ikke at bosætte os i byen eller på en gade med en masse børnefamilier. Jeg tænker på, at det ikke er fordi, vi er blevet valgt fra, men fordi vi har valgt noget andet til. Når jeg står på marken, hvor fuglefløjtene for tiden lyder så højlydte, at man bliver ør indeni af forårsglæde, så lader jeg mig selv tro, at vi er midt ude i det rene ingenting: På prærien fjernt fra alt og alle, omgivet kun af naturen. Jeg kløver brænde, stykke for stykke, mens jeg leger, at vi er helt alene, og når vi så mærker kaldet efter andre menneskers selskab, er vi sammen med kære venner, som vi er så heldige at have.

Livet er en balancegang, og vi har alle sammen vidt forskellige balancepunkter, så der hvor vi trives, ser ikke ens ud.

Det minder mig om noget, vi snakkede om i går, da vi var forbi vores gode venner til boller og kaffe: De fortalte om en nær bekendt, som var faldet om – lige pludselig på en gåtur – i en alder af 56 med en hjerneblødning. Samme alder som vores venner. Og vi snakkede om, at livet så pludselig kan være forbi eller forandret for altid. Og så blev der sagt: “men det er jo forskelligt, hvordan man lever livet,” og det er jo netop hele pointen: Vi skal leve vores liv, ikke andres. Vi skal leve det liv, som giver mening dybt i os. For nogle er det at rejse rundt i verden, for andre er det at slå dybe rødder et enkelt sted. For nogle er det at omgive sig med mange mennesker hver dag, for andre er det at være alene.

Om et par uger skal jeg holde foredrag for en gruppe kvinder, som har travlt. De har travlt på arbejdet og travlt, når de er derhjemme med deres familier. “Vi lever i sjette gear, og har tit dårlig samvittighed,” stod der i oplægget.
Jeg vil fortælle dem, at livet kan være noget andet. Hvis man mærker efter, kan man vælge det meste selv, og man gør klogt i at vælge det, som man bliver glad af – uanset om det er det samme som de fleste andre eller ej.

(jeg får ikke taget nogen billeder for tiden, så her er et rigtigt dårligt ét af den stue, jeg malede i går, og som ikke gør sig synderligt godt i tusmørke og uden kunst på væggene, men som til gengæld er rodet…)