Undskyld, men jeg ser fjernsyn..

Jeg har ikke noget rigtig fornuftigt at skrive..

Altså, jo – jeg kan lige hurtigt fortælle, at lige så skønt som det var at se min søster i Norge, lige så overvældende har det været at lande midt i den store familie herhjemme igen. Der er nok lidt reaktioner fra børnene på at have været hjemmefra i nogle dage (de var med Kristian hos hans forældre i to af de dage, jeg var væk, fordi han havde nogle workshops) og så er der måske også et underslæb af mor-tid og eventuelt en generel granatchoksfornemmelse igennem dem alle fire ala: “kan hun virkelig finde på at sove et andet sted end i vores seng tre nætter i træk?!” Her har altså været lidt (ret) kaotisk, og jeg har tvivlet seriøst på mine forældreevner, og læste med tilbageholdt åndedræt mit eget brevkassesvar fra i torsdags, og tænkte: “Sådan vil jeg også være.”

MEN –  det er mest på grund af mine travle aftener, at jeg ikke har noget egentligt at dele herinde.
Jeg har nemlig set serier de seneste mange aftener. Først sammen med Kristian, så min søster og nu Kristian igen.

Der kan gå længe imellem, at Kristian og jeg ser tv-serier. Han er klart mest til dokumentarer om shamaner i Peru eller spekulationer om pyramidernes oprindelse, men pludselig en aften sagde han “lad os se en serie”, og det viste sig at være, fordi hans gode ven havde lovprist Netflix’ Mindhunter, som vi slugte i løbet af tre sene aftener.
Og den er god. Den er lige mig. Særligt de fem første afsnit, hvor fokus er på research, psykologi, kriminologi og, ikke mindst, som min veninde skrev det i en sms: “Jeg elsker-elsker, hvordan de så fint balancerer mellem individperspektivet og samfundsperspektivet.” Det elsker jeg også. Senere i serien bliver det hele lidt mere personligt, og det elsker jeg ikke nær så meget, men over all synes jeg, den er vildt god, og jeg glæder mig til 2. sæson (og har læst, at Netflix har købt fem i alt). Historien er for øvrigt baseret på en sand FBI-agent, og den minder mig om nogle af mine favoritfilm, som “All the presidents men” og “Spotlight” – sådan nogle researchfilm, hvor man aldrig er ægte bange, men mest af alt får lyst til bare at være grundig, dybest set.

 

 

Nå, men så kom jeg jo til Norge, og dér regner det en del, og i øvrigt spiser nordmændene aftensmad klokken 17, så min søster og jeg havde en del tid til at sidde i sofaen og massere hinandens fødder, og blev enige om at finde en god serie.
Derfor konsulterede jeg den nye serie-liste hos vise Blogsbjerg-Linda, hvor jeg faldt over True Detective (HBO), som jeg har taget tilløb til i tre år. Godt, jeg ikke havde set den før, for shit det var en fornøjelse at se den nu sammen med min søster. Den er så eminent velspillet, smukt farvegradueret, lige så vanvittig som kun virkeligheden kan være og så filmisk som kun få serier har været det siden. Og så kan jeg rigtig godt lide at befinde mig i sydstaterne med willow trees og sumpområder.
2. sæson skulle til gengæld være noget seriøst skidt. Så den gider jeg ikke bruge tid på.

 

Så kom jeg hjem fra Norge, og dér ventede Kristian med en kæmpe lystavle i panden, hvor der stod Stranger Things season 2, så snart de fire små lukkede øjnene torsdag aften. Vi har ventet på anden sæson i mere end et år. (Det var dengang, jeg skrev om at være helt okay med at blive ædt af et monster). Så nu ser vi Stranger Things hver aften, og faktisk glæder jeg mig lidt, til den er slut – selvom jeg samtidig ville ønske at der var hundrede afsnit i stedet for f-ing kun ni (!), men jeg savner mine bøger og min skrivetid og de lidt dybere input fra skærmen.. Men altså, Stranger Things er fantastisk.

Jeg har som regel svært ved at finde serier, som jeg kan lide godt nok til at se et helt afsnit. Det er sådan noget med, at jeg er vildt sensitiv overfor illoyalitet, løgne og alt for dumme beslutninger. Men de tre her kan jeg altså anbefale uden forbehold.

Ser I noget for tiden?
(Jeg skal forresten finde en god måde at samle mine serie/film/etc. anbefalinger, så det bliver mere overskueligt. Har I nogle input til hvordan?)

“Hvordan er man en både tydelig og respektfuld forælder?” (Vores brevkasse #2)

“Jeg tænker en del på, hvordan man i forhold til sine børn balancerer det her med at være en tydelig og klar forælder, og samtidig udvise den tillid og respekt, du også har skrevet om. Det er jo ikke et decideret brevkassespørgsmål, men jeg ville rigtig gerne høre dine overvejelser.”

Kære du,
jeg synes, det er et ganske rigtigt brevkassespørgsmål, fordi det jo lige netop er sådan noget, som mange af os gerne vil høre andres input om, og som jeg selv har tænkt en del over.
Jeg har også tænkt over dit spørgsmål – både de seneste måneder, men også helt konkret i forbindelse med, at du skrev det til mig. Som regel sætter jeg mig bare, og skriver mine blogindlæg uden forberedelse (og ofte fortryder jeg nogle vinkler, eller får behov for at tilføje flere nuancer efterfølgende, og så sidder jeg med ét ved morgenbordet omgivet af hele familien og retter til. “Lige to sekunder, unger. Jeg har skrevet noget, som ikke er godt nok“).
Men dit spørgsmål tænkte jeg over i går, og jeg snakkede med min søster om det, fordi der er mange lag i det, og jeg tror ikke, jeg får det hele med her, men jeg prøver.
For mig er der ikke (længere?) en konflikt mellem tydelighed og respekt/tillid – men jeg tror, jeg ved, præcis hvad du mener.

Jeg er en tydelig forælder i den måde, jeg taler til mine børn, når jeg sætter mine egne grænser. Jeg siger “I må gerne hoppe på gulvet, men ikke i sofaen” eller “Hvis I vil skyde med patroner, skal I gå udenfor, jeg ville ikke have dem herinde” eller “Jeg kan ikke lide, at du rører mig under fødderne, for der er jeg meget følsom.”
Her taler vi om mine egne grænser, og dem forsøger jeg at italesætte, så det er letforståeligt og uden alt for megen information, som kan forvirre.
Det er vigtigt for mig at understrege den måske mest afgørende detalje omkring det med at være tydelig, nemlig at man kan være meget tydelig uden samtidig at være hård / irettesættende / udskammende.
Alt kan siges respektfuldt eller kærligt uden at miste dets tydelighed. Når man siger noget respektfuldt, behøver det ikke lyde: “Søde skat, jeg vil helst have, at du lader være med at kilde mig under fødder, fordi jeg har fundet ud af, at det er ét af de steder, hvor jeg faktisk ikke bryder mig om at blive berørt.”
Puff – så forsvandt tydeligheden. “Hold op med at hive mig i håret, det gør ondt,” er helt fint, og det behøver ikke lyde hårdt. (Bagefter kan man jo spørge, hvorfor vedkommende rev én i håret..)

Jeg bruger tydelighed i forhold til grænser, som det er mit ansvar at sætte. Det betyder, at jeg er tydelig, når det kommer til, hvordan jeg ønsker, at man skal tale til mig, røre ved mig og opføre sig i mit hjem (på mine territorier og indenfor de områder, som det er min opgave at sætte grænser for). Jeg arbejder på at være tydelig uden at være hård – overfor både børn og voksne.
Hvis jeg sætter en grænse, er der ofte en samtale forbundet med den – “Hvorfor slog du mig?” / “Hvorfor bliver du ved med at kaste med bolde herinde? Har du lyst til, at jeg går udenfor med dig?” / “Hvad synes du selv om, at nogen river dig i håret?”

Når jeg gerne vil være tydelig, er det fordi, det giver mine børn en sikker linje at orientere sig efter. Jeg ønsker med min tydelighed at respektere mine egne grænser og samtidig forhåbentlig at lære mine børn at respektere deres. Det er mit daglige mål at være en respektfuld, fredelig og tillidsfuld mor, og det tror jeg kun kan lykkes, hvis jeg samtidig er respektfuld, fredelig og tillidsfuld overfor mig selv. Hvis jeg konstant lader mine egne grænser overtræde (både af min familie og uden for hjemmet), hvordan skal jeg så kunne støtte mine børn i at finde deres grænser og respektere dem?

Jeg tror ikke på “grænsesætning” som begreb, fordi jeg oplever, at man kan proppe en helt masse arbitrære og måske endda nedbrydende regler og begrænsninger ind under den hat, og det er lige netop den slags kontrol, som jeg gerne vil lægge afstand til.

Okay.
Det var én vinkel (måske flere?)
Noget andet, jeg har lyst til at skrive, er, at jeg arbejder på ikke at sætte mine børns grænser for dem. Det gør jeg ved at have tillid til, at de selv bedste kan mærke, hvem de er, og dermed hvad de har brug for. I samme åndedrag kommer respekten for deres frihed og selvstændighed.
Min tydelighed går altså ikke på, at jeg bestemmer, hvad de gør på deres egen banehalvdel. Jeg rådgiver dem gerne, men jeg har ikke lyst til at diktere. Jeg kommer med input til, hvordan jeg foretrækker, at de håndterer en given situation, og ofte er de ikke i tvivl om min holdning, men det er en dialog, og jeg arbejder på helt at undgå absolutter.
Det kan være, at mine børn tager store portioner mad, men ikke spiser op. I stedet for at fortælle dem,  at jeg fremover vil have, at de tager små portioner, så snakker jeg med dem om madspild, og jeg fortæller dem, at hvis vi kun tager det, vi kan spise, så er der både mere tilbage i gryden (til næste dag hvor jeg/Kristian så ikke behøver bruge tid på madlavning) men også større sandsynlighed for at vi stopper med at spise, når vi er mætte, hvilket er sundest.

Jeg siger ikke: “Jeg vil have, at du tager varmt tøj på!”, når vi er på vej ud, hvilket ville være meget tydelig kommunikation – men også grænseoverskridende. I stedet fortæller jeg, at temperaturen er faldet, så derfor tager jeg selv en varm jakke på. Hvis barnet stadig insisterer på at gå udenfor i shorts, vil jeg opfordre hende til at mærke efter, hvordan det føles, når hun åbner døren, og jeg vil løbende spørge: “Kan du stadig holde varmen?”, hvis jeg er i tvivl, om hun er opmærksom på, om hun fryser.
Denne ændring i vores tilgang til børnene betød i første omgang, at de gik i langt mindre tøj end tidligere (uden at nogen af dem har været syge af den grund), men også at de nu – modsat andre år – selv har bedt om huer og handsker.

Jeg tror, den mere tillidsfulde tilgang støtter mine børn i både at mærke sig selv, hvilket på sigt forhåbentlig betyder, at de ved (modsat mange voksne), hvad de har lyst til, og hvor de oplever flow og motivation i deres liv. Samtidig håber jeg, at det fjerner motivationen for senere i livet at foretage decideret skadelige eller farlige valg, fordi de har brug for at udfordre både autoriteter men også sig selv i håb om at mærke noget / mærke sig selv.
Siden jeg er trådt et skridt tilbage i forhold til at tage styring over (alle) mine børns handlinger, oplever jeg meget ofte andre forældre, der siger, som jeg plejede, og jeg kan høre, hvor nedsættende men også umyndiggørende det lyder. Det skriver jeg ikke for at give nogen en dårlig smag i munden. Jeg kommer selv til at træde ind på mine børns domæner dagligt (det er en proces), og indtil for nylig troede jeg, at kontrol var den eneste måde at være mor.
Når jeg hører, hvor meget vi voksne blander os i børnenes valg og handlinger, giver det mig den tanke, at det er svært at kende sine egne grænser, og svært ikke at blive grænsesøgende, når man får at vide, hvordan man skal klæde sig / at man skal rede sin seng / hvordan man skal klippes / hvornår man skal tegne, lege, være sulten og gå i bad.
Jeg tror også, det er derfor, børn ofte reagerer med perioder af både modstand og manglende engagement, når man forlader det etablerede system, og “sætter dem fri”.

Jeg tænker, at vi risikerer at skubbe vores børn væk, hvis vi konstant træffer beslutninger for dem, og jeg oplever, at det meste af det har rod i, at vi aldrig selv har oplevet, at voksne lyttede til os. Jeg tænker også, at vi opfostrer mennesker, som ikke aner, om de egentlig er kuldskære eller varme af natur; om de trives bedst med mange små eller få store måltider eller om de helst vil tidligt i seng eller sent. Det får mig til at overveje, om ikke vores børn kommer på overarbejde, når de som voksne pludselig skal træffe alle beslutningerne selv, hvis de end ikke aner, om de er typen, der trives bedst med at rede seng, eller om de egentlig helst vil stå direkte ud af sengen, sætte sig ved arbejdsbordet eller løbe en tur?

Frie børn har det med at være fornuftige, betænksomme og intuitive børn.

 

Hvad tænker I andre?

 

I Norge

Jeg er i Stavanger hos min søster, og det er virkelig så dejligt, for jeg har savnet hende, siden hun rejste for en måned siden.
En del af historien er, at jeg prøver fuldkommen at ignorere, at jeg har de fire børn derhjemme, som jeg savner, hvis jeg mærker efter. Mit hjerte blev varmt og ømt, da Juno ringede i aftes for at sige godnat. Hun forstår alt, jeg siger, og bad om også at tale med sin moster også. Og så sagde hun “hej, hej,” og lagde på, og Kristian fortalte senere, at hun havde været meget glad bagefter.
Der var engang, hvor jeg næsten ikke kunne holde til at have fire små børn, men den yngste er blevet større, og hver eneste dag er hun en stråle af lys i mit liv.
De tre andre lærte at sende e-mails, aftenen inden jeg tog af sted, og de skriver et par gange om dagen. Sådan noget med: “Søde mor og søde Tata, jeg har det godt” og så en masse emojis. Mest hundelorte og hjerter. Vi har også skypet:

Det jeg har nået at se af Stavanger, har været dejligt. Jeg synes, det er så spændende, at næsten alle bor i hvide træhuse, og at de hvide træhuse ligger langs vejen helt ned til centrum. Luften er frisk her, og her er fjelde ude i horisonten, og nede i byen er der både en havnefront og en stor, blank sø. I går gik vi en tur på 14 kilometer rundt om en sø, og jeg kan seriøst næsten ikke gå i dag, fordi jeg er i så dårlig form. Så dårlig form, hvilket jeg aldrig har været fær, men det er jeg nu, og det går simpelthen ikke. Derfor må jeg finde en metode til at blive stærkere. Jeg tror, den metode hedder: Kom udenfor og bevæg dig.
Men den skal lige finpudses…

I Stavanger er den en hel Nøstebarn-butik, og jeg er næsten ked af, at jeg ikke mangler tøj til hverken børnene eller mig selv, for det er så lækkert. Men det mest bæredygtige er stadig at lade være med at købe noget, som man ikke har behov for – også selvom det er ren uld fra Norge i skønne farver. Her er også den fedeste legeplads på havnefronten, bygget af gamle maritime vragdele, og luften er helt sprød og klar og næsten vinteragtig, og selvom her regner en del i løbet af et år, har vi haft tørvejr.

Nordmændene er ikke de store gastronomer. Det er, hvad jeg har hørt fra venner, som har boet her, og det er, hvad jeg kan se i supermarkederne og på spisebordene rundt omkring. 46 kroner for fire ikke-økologiske æbler og mest af alt færdigmad i kølediskene. Til gengæld spiser de konsekvent klokken 17, hvilket jeg har i sinde at snakke om til alle, der gider høre på mig, når jeg vender hjem. I mit lille liv er det måske underordnet, om maden står på bordet kl. 17 eller 18., men jeg kan virkelig se pointen med den konsekvent tidlige spisning, hvis forældrene arbejder, og børnene også er hjemmefra i dagtimerne. Jeg kan huske det der med, at man er fraværende i samværet med børnene, når man kommer hjem, fordi man alligevel er halvt ude i køkkenet med sine tanker, og børnene er irritable, fordi de er sultne, og så giver det altså bedre mening at gå i køkkenet, spise tidligt og dernæst have nogle timer med fokus på nærvær og fulde maver efterfølgende.
Vi har for øvrigt spist godt på byens restauranter, hvor selv unge mennesker spiser klokken 17, og rejser sig igen før klokken 18.

I morgen rejser jeg hjem, så nu skal hver eneste time nydes. Det er et ubeskriveligt privilegium at snakke uden afbrydelser, sove længe og udforske omgivelserne i voksentempo. Men jeg ved, at når jeg kommer ud i lufthavnen i morgen, så kommer savnet til at rive i mig.
Hvor er jeg heldig, at jeg har så meget at savne – både her og der – og at jeg har mulighed for at være så meget sammen med dem, jeg elsker.

 

Min søster – om at bo på Ærø – Dokumentarfilmen igen – Vi vil lave noget nyt (“En liste med tanker” #2)

Sidste mandag skrev jeg en liste med de tanker, som fyldte i mit hoved.
Nu er det mandag igen, og jeg har igen tænkt over lidt af hvert:

Om at bo på Ærø
Jeg sad til et møde den anden dag, og pludselig spurgte den ene af de deltagende kvinder: “Er I stadig glade for at bo på Ærø?” “Ja,” svarede jeg med et smil. “Meget. Det er virkelig dejligt.” Så kiggede hun på sin kollega. “Kunne du nogensinde bo på Ærø?” “Nej, aldrig!” svarede hendes kollega, og jeg kunne have svoret, at hun rullede med øjnene. “Ej, det kunne jeg heller ikke,” sagde den første så.
Jo længere jeg lever, og jo mere jeg tager ansvar for mit liv og mine egne drømme, jo mindre sårbar bliver jeg. Så i stedet for at føle mig forkert, blot fordi jeg lever et sted, som de slet ikke drømmer om, smilede jeg, og sagde, at det er dejligt, at de også har fundet det rigtige sted at bo for dem.
(Da de så hørte, at vi hjemmeskoler, kunne jeg godt se, at det hele hurtigt blev en tand mere uforståeligt, næsten som om jeg er del af en sekt, hvor mine børn bor i kælderen og memorerer bibelvers dagen land. Hvilket leder mig videre til behovet for den dokumentarfilm, som er næste punkt på listen…)

Min søster
Jeg tænker på min søster, som jeg skal besøge i Stavanger, Norge, i denne uge. Helt uden børn skal hun og jeg have et par dage sammen. Jeg har pakket to bøger (“Hold onto your kids” af Gordon Neufeld og “Gaverne fra himlen” af Eben Alexander), jeg har medbragt en notesbog til tankestreger, min computer (!) og for første gang har jeg downloaded en podcast.. Jeg savner min søster. Det er et par måneder, siden hun flyttede til Norge, og da hun ringede, og sagde, at hun ikke følte sig helt hjemme langt væk fra familien, købte jeg en billet samme aften. Det er altid hende, der kommer til mig, for det er jo mg, der har børn, men nu er det min tur til at komme til hende, og jeg glæder mig vildt. Vi skal sove hånd i hånd, snakke, se, vandre, måske ride på islandske heste, spise fisk, købe garn, læse bøger.

Dokumentarfilmen (igen)
Den seneste uge har Kristian og jeg haft flere snakke med mennesker, som ved noget om dokumentarfilm, og med mennesker som ved noget om os, og vi er i proces med den film. Den skal ikke laves for enhver pris, og hvis den skal laves, skal det gøres rigtigt. For nogle måneder siden var det tilbagevendende spørgsmål: “Hvorfor vil vi lave den?” og svaret stod aldrig helt tydeligt. Det gør det nu (vi kan ikke lade være, fordi vi føler, vi har noget at vise, som kan inspirere andre). Nu spørger vi i stedet os selv, hvordan den skal laves. Vi står et sted mellen den visuelt smukke produktion med et stort budget og mange dygtige mennesker involveret (og en masse penge, der skal rejses) og så et lille, nært projekt som vi filmer selv over lang tid, og som kommer helt tæt på. Vi kender ikke svaret endnu, og giver det tid. Ligesom med alt andet godt kan det betale sig at være tålmodig.

Nye tider
Kristian og jeg mærker en ny energi forme sig i os. Den er ikke ukendt, men den har hvilet i noget tid, og nu rører den på sig igen: Vi har fået lyst til at skabe et produkt, som vi kan producere og sælge her fra vores liv på Ærø. Ét eller andet håndgribeligt, som andre kan få glæde af. Vi ved endnu ikke hvad, men pludselig er idéen der (kom gerne med input), og så er det i gang. Indtil videre ser vi os omkring; vi afprøver ting, snakker, og mærker efter. Jeg elsker idéudvikling, så det passer mig rigtig fint. Særligt når Kristian og jeg er fælles om det. Én af de ting, jeg stadig er ved at lave, og som jeg har nævnt før, er en almanak over et helt år her på stedet: En bog med billeder, fortællinger, tanker og noter fra livet i haven, huset, hjemmeskolen og familien måned for måned året rundt.

 

Hvad tænker I på?

 

Følg dit hjerte i dag

Der er intet, som kun er sort og hvidt.
Intet er uden nuancer eller årsager, uden lag på lag.
Når jeg antager, at jeg ved, hvorfor folk handler, som de gør, bliver jeg overrasket ved mødet med sandheden.
Når jeg konkluderer, at jeg har svaret på det hele, går der ikke længe, før jeg forstår, at sådan er det ikke helt.

Jorden var flad indtil for 500 år siden, alligevel bliver vi ved med at tro, at vi ved det hele. Naturvidenskaben kom til, og vi dygtige til at forstå tingenes strukturer og rytmer. Vi begyndte at tro, at dér – under luppen og for enden af regnestykket – lå svaret på alt. Religioner og tro blev skubbet til side, og mange nye indsigter fulgte med, men med tiden blev videnskaben en ny religion: ubøjelig, dogmatisk, kontrollerende.
Pludselig havde vi ingen sammenhæng med noget andet end os selv.
“Hvad sker der, når vi dør?”
“Ingenting. Vi bliver organisk materiale; en fraktion af et blad og et atom i en noget affald på gaden.”
Sådan lød det i min barndom.
Meningen med livet var som blæst væk i den orkan af ubøjelig, kantet fakta, som kom over os.
Vi betragtede livets smerte og skønhed, sorg og glæde, men kunne udelukkende tilskrive det tilfældigheder.
“Når vi dør, er alt slut.” De sagde, at ingen egentlig mening var med livet.
“Du er et tilfælde. Et vidunderligt tilfælde, men dog netop det: Noget, som lige så godt ikke kunne være sket.”
Sådan sagde de voksne, og det var en ensom lyd. En vigtig del af mig fandt intet hjem i deres ord.

Jeg kan huske, at jeg betragtede verden, og følte en længsel. En uendeligt dyb samhørighed, langt ud over det som mit sind, min krop og mine følelser kunne forstå. Jeg følte mig forbundet med solopgangen, stjernerne på himlen, de fremmede som gik forbi på gaden. Men jeg havde ikke ord for det.

Efterhånden kom det tilbage til mig: Jeg fandt hjem – ikke i en religion, men i troen på noget større, noget uendeligt, noget universelt. Meningen med livet er for mig at følge mit hjerte og gøre mit bedste med min intuition og samvittighed som kompas udfra en bevidsthed om, at vi alle hænger uløseligt sammen. At vi alle er her af en grund. Jeg tror på uendelighed og lys og udvikling, og mine børn vokser op med to forældre, som i det hele taget tror på meget mere end ingenting. Kristian og jeg fortæller dem, at sådan ser vi livet, og at der er mange, der ser det anderledes end os. Som tiden går, vil de finde deres egen vej, og det glæder mig, når de reflekterer over netop meningen med deres skabelse.

“Hvordan kan jeg vide, om jeg gør det rigtige med mit liv?
Sådan skriver mange til mig.
Føles det rigtigt?” spørger jeg tilbage.

I går læste jeg en mor skrive på facebook, at hun overvejede at tage nogle år væk fra arbejdsmarkedet for at være sammen med sine børn. Hun skrev: “Jeg er ved at regne ud, hvad et par år væk fra arbejdsmarked vil koste mig. Hvad bliver min værdi i samfundet efter denne investering i mit moderskab, mine børn, vores familie, mit ægteskab? Vi får se..”

Hver uge får jeg beskeder fra kvinder, der har de samme overvejelser (senere kan vi tale om, hvorfor mændene ikke tænker sådan).
Jeg sender variationer over det samme svar tilbage til dem. Det lyder som regel sådan her:

Ingen ved, hvad årene med dine børn vil koste dig, eller hvor du er til den tid – uanset hvad du vælger at bruge den på. Vi kender ikke vores egen skæbne, så det eneste der reelt giver mening, er at leve med hjertet forrest hver eneste dag. På den måde tilbringer vi vores tid med det, som føles rigtigt for os, og som vi derfor har størst chance for at finde mening i og føle taknemmelighed over, hvis vi en dag er så heldige at kunne se tilbage over et langt liv.
Derfor er mit råd altid: “Følg dit hjerte nu fremfor senere. Vi aner ikke, hvordan livet ser ud i morgen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi er på jorden af en grund og med et formål; jeg er ikke i tvivl om, at livet har en hensigt, og den er god og den er smuk, selvom den kan være barsk og uforståelig.

Og fordi jeg ikke ved, hvad der er mig i vente, prøver jeg at leve mit liv, så det ræsonnerer i det dybeste sted, jeg har adgang til. Det betyder ikke, at jeg mener, alle andre skal leve lige sådan. Det betyder udelukkende, at jeg håber, mange tør mærke efter, hvad der er mest rigtigt for dem. Sådan tror jeg, vi får en mere harmonisk verden uden vrede, frustration, misundelse og konflikter.

(Live er fotografen)

Hvad tror I på? Sådan, i det større perspektiv..

“Hvordan holder I jul?” (Vores Brevkasse #1)

“Kære brevkasse,
Jeg tænker rigtig meget over, hvordan vi skal holde jul i år. Vi har familie der “rykker” for hvor og hvordan og jeg får kvalme bare ved tanken. Kvalme ved tanken om alle DE GAVER – og jul. Jeg skal gøre noget markant anderledes i år, kan jeg mærke. Men hold nu op det er svært, da vores familier slet ikke er der, hvor de vil ændre på tingene, og så kan jeg mærke, at jeg tænker så meget på, at det bliver svært for mine børn at forstå, at der fx. ikke er gaver til dem osv osv. Hvad gør I med  jul? Fedt hvis du på et tidspunkt fortæller lidt om jeres tanker omkring det, ved godt jeg er i lidt god tid, men altså det fylder for mig for tiden…”

Kære du,
Jeg synes ikke, du er tidligt ude. Ugerne flyver, og om otte styks er det juleaften.
Vores jul har efterhånden været planlagt et stykke tid, og vi har behov for at gøre tingene anderledes i år. Faktisk har vi for første gang besluttet, at vi vil holde jul helt alene – bare os seks, som bor her i huset.
Det er ikke nemt, for der er tre sæt bedsteforældre, som vi har fejret jul med på skift de seneste 11 år og en flok søskende, som vi også gerne vil se. Men ønsket om at holde jul bare os selv har vokset sig større igennem længere tid, og nu skal det være.
Julen er i høj grad børnenes fest, og vores børn trives rigtig godt med ikke at få alt for mange indtryk på én gang – særligt på en dag og aften hvor alt i forvejen snurrer i dem. Derfor forestiller vi os, at det er nemmere for både os forældre og børnene at navigere i en juleaften, hvor der ikke er andre meninger inde over i forhold til alt fra spisetid og antal sange omkring træet til gaveudpakning.
Lige i disse dage snakker vi alle seks frem og tilbage om, hvordan vi rent praktisk vil afvikle vores juleaften: Vi hælder til at åbne gaver den 25. om morgenen, præcis som jeg kan huske, at min mor snakkede om det hele min barndom, men af én eller andre grund blev det ikke til noget. Vi overvejer det ud fra et ønske om at være sammen den 24. i en stemning af julemagi med sange, god mad, gåtur og julefilm og dernæst overskud til at lege med gaverne hele dagen den 25. efter en hyggelig tid ved træet fra morgenstunden.
Alternativt åbner vi gaver om eftermiddagen den 24.
Humlen er, at vi ikke gider ramme den store forløsning, når børnene er trætte – og at gaverne slet ikke skal være centrum for det hele, hvis vi kan undgå det. Og det kræver overskud.
For ja: Vores børn får gaver, men de får ikke mange, og de får færre år for år. Det har været en proces for os, og er det endnu: Lige fra vi begyndte at snakke om færre ting for efterhånden en del år siden, til nu hvor vi i højere grad evner rent faktisk at efterleve det.

Jeg kan mærke, at vi alle sammen bærer på en dyb kodning om, at det materielle er en stor berigelse, og at det blandt andet er gennem gaver, at vi nærer relationerne. Den slags tænkning tager det tid at komme på afstand af.
Sidste år gav vi vores børn en fælles oplevelse og en enkelt gave hver. Bedsteforældrene gav dem også én gave hver; og mindst én af bedsteforældregaverne var ikke legetøj (men derimod tøj/bog/etc).
Jeg har i årevis sendt ønskelister ud i god tid og sparret med vores forældre om, hvad vi hver især kunne give, så der ikke var overlap, og så det ikke blev for meget. Det har føltes vildt kontrollerende, og jeg har oplevet det som en svær balancegang, at alle skal have plads til at være sig selv i relationerne, samtidig med at Kristian og jeg oprigtigt har ønsket at ændre den gavekultur, som vi selv har været præget af siden vores barndom. Så også det har været en process, og der har været frustrationer undervejs, men vi har efterhånden fundet et godt leje, synes jeg.

Juno har fødselsdag seks dage før juleaften, og i den forbindelse har vi i år inviteret hele vores familie til juleinspireret fødselsdag med overnatning (i et stort hus i nærheden, som vi har fået lov at låne), og det bliver så vores jul med familien: To dage i rummelige rammer med plads til leg, brætspil og god mad. En slags tidlig jul uden de mange forventninger, som har det med at vælte frem omkring lige præcis juleaften.

Hvad gør vi fremover? Jeg ved det ikke. Kristian og jeg har på fornemmelsen, at det med at holde jul for os selv bliver et hit, men alle skal være velkomne juleaften, og vi har nogle meget kærlige og nærværende bedsteforældre, som vi helt sikkert ender med at fejre jul med igen.
Der er ingen tvivl om, at det kan virke nærmest radikalt – og sårende og ufølsomt – at vælge at være alene juleaften, og vi må hver især mærke efter, hvad der er rigtigt for os. I nogle familier kan udfordringen være, at nogle føler sig valgt fra, og andre føler, at fællesskabet går tabt. Jeg tror og håber, at dialog er vejen frem, og dernæst handler det måske om en afvejning af forskellige behov i hver enkelt familie: Hvem skal der tages hensyn til, og hvem kan man forvente, har overblik til at sætte sig selv til side? Og kan det at vi tør følge vores hjerte måske få dem omkring os til at turde det samme?

Hvad skal I til jul, og hvilke tanker gør I jer om, hvordan man kan fejre julen?

P.S. Jeg har planer om et snarligt indlæg om de gaver, vi rent faktisk giver vores børn. For de har nogle super seje ønsker i år.

 

Alenetid som hjemmemor

Jeg har tænkt på det med alenetiden, som selvfølgelig er noget, der optager alle, der overvejer at tage deres børn hjem og være sammen med dem hver dag. Altså, i stedet for at gå på arbejde hver dag.
“Får man ikke flip af aldrig at have tid til sig selv?”

Det har jo også optaget mig: Faktisk var det den sidste ting, der holdt mig tilbage, inden jeg turde sige “Okay, vi gør det (for en stund, i hvert fald)”. Jeg spurgte Frida på Stenbjerglykke, om ikke hun savnede at lave sine egne ting? – Og blev lidt irriteret, da hun svarede nej.
(Og man ved jo nok, hvad det betyder, når man bliver irriteret over andres ståsted i livet..)

Sandheden er, at der er meget, som er kommet bag på mig, siden vi blev en 100 procent hjemme-familie (fremfor de 75 procent vi var før?). Det er gået op for mig, hvor meget energi vi alle sammen brugte på at komme til og fra dagpleje/børnehave/skole hver dag i forhold til hvor relativt lidt tid Kristian og jeg vandt til at arbejde koncentreret i. Og også hvor meget energi vi ofte brugte på at finde hinanden igen om eftermiddagen, når alle kom hjem fra det, de havde tilbragt deres dag i. Lidt ligesom i sommerferierne, hvor man nærmest kan bruge en uge eller to på at lære hinanden helt at kende.

Men nej, jeg har ikke meget tid for mig selv i løbet af dagen nu. Måske kan jeg finde en halv time ved mit skrivebord, mens Juno sover omkring middagstid, og måske kan jeg arbejde i den halve time, måske ikke. Hvis jeg kan, når jeg meget. Telefonopkald, emails og netbank, fordi jeg skærer ind til benet, og kun prioriterer de opgaver, der er vigtige. Ligesom jeg virkelig sjældent taler i telefon efterhånden. Ligesom der kan gå uger, før jeg svarer på en sms. Ligesom vi endelig er begyndt kun at købe ind én gang om ugen. (Hurra.)

På den måde har hjemmelivet på godt og ondt sorteret en del fra i min hverdag: Der er ligesom kun plads til det mest essentielle og til det, som jeg meget nødig vil undvære, og der er måske lige knap tid til at lave det arbejde, jeg gerne vil. Sådan er det også i forhold til aftaler, snakke og ture ud af huset. Og jeg kan lide det: Den ufravigelige ramme, som ligger omkring mit liv, og giver mig en klar retning uden at fratage mig muligheden for at skabe mening. Helt automatisk er jeg i gang med noget, som jeg tror på, når jeg står op om morgenen.

Der er ingen tvivl om, at det også har noget at sige, at både Kristian og jeg er her de fleste dage. Hvis han var væk 8-16, og jeg gik hjemme, ville jeg nok sandsynligvis mig både ensom og presset, hvis ikke jeg havde et stort netværk af hjemmeskolere i nærheden, så jeg kunne mødes med dem nogle gange om ugen.

Jeg har stadig brug for tid, hvor jeg prioriterer mine egne projekter, og den tid er om aftenen, når børnene sover. Det vil sige typisk fra klokken 21 og så fire-fem timer frem. Jeg går med andre ord sent i seng, og står op senest klokken 8, og det er det værd, fordi jeg elsker roen om aftenen. Nogle gange ser Kristian og jeg en dokumentarfilm, først; andre gange arbejder vi hele aftenen, læser lidt højt for hinanden fra vores tekster undervejs, og mødes over tekanden med et smil.
Sådan må det være: Både fordi vi har vores virksomhed og vores andre projekter derudover, og fordi vi ikke kan undvære det. Jeg tørrer ud, hvis ikke jeg har noget, som rykker i mig udover familien. Måske er det derfor, jeg har bloggen, tænkte jeg den anden dag, da jeg igen så en kvinde lufte sin bekymring i et hjemmeskole-forum over måske at ville gå hjemme og dermed også miste sine intellektuelle input og output. Jeg tænkte: “Hmm, det oplever jeg slet ikke?”, og var et øjeblik i tvivl, om det er fordi, jeg helt har slukket for den del af mig selv.
Men det er jo er derfor, jeg har sat bevægelse i det med den dokumentarfilm: Fordi min hjerne har tid og overskud til at tænke i de baner.
Og det er derfor, bloggen er så vigtig for mig, nu hvor jeg ikke ellers går rundt, og bruger min tid på at realisere mine egne kreative projekter (selvom hjemmelivet ofte føles netop som det: En kreativ, fed og meget personlig proces).

Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville have 48 timer for mig selv, ville jeg takke ja. Jeg har altid projekter, som det gør mig glad at dykke ned i (og jeg savner at læse mere). Men jeg ville nok have lyst til at tage hjem efter 24 timer, og det er nyt for mig. Hvor jeg før kunne ønske, at jeg havde samvittighed til at efterlade dem i børnehaven flest muligt timer, har jeg nu oprigtigt lyst til at være sammen med dem det meste af tiden.
Hvorfor mon? Jeg tror, det hænger sammen med, at samværet bliver mere på bølgelængde og dermed mere forstårligt, når vi bruger mere tid sammen. “Mere vil have mere”, som man siger, og for tiden er jeg ved at køre den formel over på relationerne og væk fra det materielle. I processen er familielivet blevet mit primære projekt, og fordi det har en helt naturlig udløbsdato, suger jeg alt, jeg kan ud af det..

Hvornår får I tid til jer selv? Og hvad betyder det for jer at have det?

Ud med legetøjet – Piger og drenge – Dokumentarfilmen – Om at hjælpe til derhjemme (“En liste med tanker” #1)

Bare lige en mandagsliste over noget af det, som min hjerne pusler med for tiden:

Piger og drenge
Jeg er selvfølgelig feminist, det har jeg skrevet om før. Og nu er der hele #metoo bevægelsen, som jeg kan bidrage til med alt alt for mange historier fra mit eget liv, og der er mit moderskab og min ambition om at klæde mine børn på til at være ligeværdige mennesker uanset køn. Det er en krævende opgave med alle de skjulte stereotyper og degraderende vaner i vores civilisation.
Min bror og svigerinde var på besøg med deres lille datter i weekenden, og vi brugte de to aftener på at snakke om henholdsvis feminisme og den danske folkekirke. Sådan er det med meningsfuldt selskab: Man går i seng med snurrende hjerneceller.
Min bror og svigerinde har netop læst et par bøger om feminisme højt for hinanden, som havde givet dem en masse tankestof (Liza Marklunds “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden” og Chris Kraus’ “I love Dick”) –  og nøj altså: Jeg kan blive så edderspændt rasende, når jeg hører om alle de skævheder, som er i vores samfund i forhold til køn. Og det er ikke fordi, jeg ellers er fuldkommen blind for dem, men når de lige bliver ridset op..der er bare meget – og hey: Ved I hvad? Det er statistik, det er reelle undersøgelser med uvildige testperson, det jeg skriver herunder:
Der er det faktum, at drenge allerede i skoletiden optager 2/3 dele af taletiden, og at voksne kvinder oftere bliver afbrudt – uanset rang eller anciennitet, selvom de taler væsentligt mindre end mændene.
Der er det med, at piger gerne vil være det, som drenge er, mens drenge allerede i børnehaven definerer sig ud fra, at de ikke er piger. Som i: “Hvad er en dreng?” – “Det er én, der ikke leger med dukker”.
Der er det med, at når vi afspiller lyden af en grædende baby for en gruppe testpersoner, og siger, at det er en pige, så mener vi, at hun er ked af det. Gentager man, og siger, at det er en dreng, er han pludselig sur (passiv vs. aktiv).
Der er det faktum, at vi stopper vores babypiger fire gange tidligere (det vil sige efter kun godt og vel en meter), når de kravler væk fra os, og den der med at babydrenge opfordres til at ryste deres legetøj, mens piger får at vide, at de skal være forsigtige og omsorgsfulde overfor deres.
Der er så meget. Børnelitteraturen, eksempelvis “Villads fra Valby”, som er skrevet af en kvinde, og af én eller anden grund ikke hedder “Viola fra Valby”, og der er Hermione i Harry Potter (også skrevet af en kvinde, som kun brugte sine initialer, fordi man forventede, at hendes bøger ellers ville blive læst af markant færre), som ikke en gang er den største birolle i bøgerne, og som først og fremmest er flittig og lydig – fordi, sådan får man succes som kvinde… Der er så meget, at jeg bliver træt. Men det nytter ikke noget at være træt, så jeg tænker også over det, og jeg gør mit bedste herhjemme, og er blandt andet bevidst om, at mine børns vrede er lige okay, uanset om de er drenge eller piger.

Ting (ud med legetøjet)
Vi behøver ikke ret mange ting herhjemme.
Børnene behøver slet ikke ret mange ting.
Jeg har skrevet om det før, og nu nævner jeg det lige igen: Min drøm er en verden, hvor vi ikke føler et tomrum, blot fordi vi ikke konstant køber nyt. Min drøm er at give mine børn de bedste rammer til at føle sig værdifulde i sig selv og i kontakt med den omgivende verden uden konstante distraktioner i form af ting og længslen efter flere ting.
Læs eventuelt kloge Naomi Aldort (kendt fra den skønne “Being and Becoming“)’s blogindlæg om “raw parenting” – dvs. uden alle mulige forstyrrende elementer. Jeg kan mærke, at det indlæg var det sidste skub til at komme af med de sidste få ting her i huset, som hænger ved, uden hverken at inspirere eller engagere. Så det skal ske i dag: Jeg samler en bunke, og kører den til Røde Kors.

Dokumentarfilmen
Det kan jeg lige så godt sige med det samme: Jeg tænker en del på den dokumentarfilm, som vi er ved at tage de spæde men mega-motiverede skridt i retning af, og nu er der lavet en lille fin teaser på halvandet minut. Næste skridt er at søge penge og finde de rigtige mennesker at arbejde sammen med, og hele familien herhjemme lader til at være ret meget ombord i projektet, selvom mindst én af ungerne synes at “vi er allerede for meget i avisen.”

Det nye tag
Der hamres og bankes og bygges og svines her på stedet, og jeg er taknemmelig: Tænk at vi er ved at få nyt tag! Hvor fedt er det lige. Tænk at vi samtidig skal have et stort, lækkert, inspirerende musikstudie med giga-havudsigt, hvor vi kan speake dokumentarfilmen og indspille musikken og holde workshops og og… Tænk at alt det sker nu, og så om en måned eller to, skal jeg være klar med vægfarver til det store rum, så der kan blive perfekt lækkert, og det er en opgave, som jeg elsker. Jeg er jo mest til vægge med farver..

Daglig deltagelse
Ja, vi snakker en del om de daglige indsatsområder herhjemme for tiden. Og om de ugentlige. Og om hvorvidt man er tjener – eller ligefrem slave – af sine forældre, når man skal tage af bordet efter sig selv og hjælpe med at rydde op. Vi vender og drejer og taler om fællesskab og om ansvarsfølelse og om selvværdet, som er grundstenen for næsten alt andet. Og vi er der bare slet endnu. Slet ikke. Men vi nærmer os en lille smule hver dag (måske), og vi vil gerne have gode råd hvis nogen – uden tvang, hævede stemmer eller dyb frustration (alle tre metoder er nemlig afprøvet gennem årene) er lykkedes med at få ungerne investeret i opgaverne i hjemmet.

Hvad tænker I på for tiden?

 

Guide til bæredygtigt børnetøj (ikke spons!)

I går delte jeg en guide med bæredygtigt tøj til kvinder, og i dag har jeg lavet en lignende guide til børnetøj. Der er så mange vidunderlige mærker om budet, og mange af dem er gennemsyret af en kærlighed for små mennesker og planeten, ikke mindst. Menneskerettigheder og klima er på programmet rigtig mange steder efterhånden, og det gør det nemmere at træffe ansvarlige valg som forbruger.
Igen må jeg fremhæve, at det aller mest klimavenlige er at købe så lidt nyt som muligt, og derfor er både genbrug, men også tøj af høj kvalitet, numero uno når der skal købes ind til ungerne, fordi det med at skifte garderoben ud alt for hyppigt jo er dét, der belaster miljøet mest.

På facebook er der flere grupper med salg af  brugt, økologisk tøj til børn – blandt andet gruppen “økoyngel“, hvor man kan stille spørgsmål til børn med bæredygtigt fokus (alt fra madlavning til tøjindkøb)

God fornøjelse på turen igennem de smukke mærker og webshops herunder. Jeg bliver selv helt glad indeni, når jeg ser de mange lækre ting i god kvalitet og skønt design.

 

VIGGA

VIGGA er hoppet op i toppen af listen som det ultimativt bæredygtige valg, fordi tøjabonnementer er den fremtid, som VIGGA var først til at spotte. Fra 139 kr./måneden får man en basis ventetøjsgarderobe og fra 299 kr. / måneden lækkert babytøj, som automatisk bliver ombyttet til andre størrelser i takt med, at maven eller babyen vokser. Dét er smart, og så er tøjet ovenikøbet smukt. Fra hjemmesiden: “VIGGA-familierne har indtil maj 2017 sparet over 7,5 millioner liter vand og og reduceret deres CO2 udslip med 7 tons ved at dele VIGGA tøj med hinanden”

POPUPSHOP
Popupshop er ét af de mærker, som vi har mest af på børnenes hylder, og de af jer, som læser fast med herinde, har også set billeder af mine børn i deres designs. Popupshop er super slidstærkt, blødt og dejligt at se på. Det er økologisk, frit for skadelige kemikalier, og firmaet arbejdet med høje etiske retningslinjer på alle led i produktionen. Tøjet kan være med store, flotte dyreprint eller helt neutralt og ensfarvet, og deres overtøj samt regntøj er u vildt god kvalitet.

 

SVÆRT FINT
Svært fint ér virkelig svært fint – både fordi tøjet er totalt skønt at se på, men også fordi kvinden bag, Nina Una Knudsen, har høje etiske ambitioner: To årlige kollektioner i bæredygtigt materiale med max 100 stykker per design; alt sendt af sted med en personlig hilsen til kunden og ikke mindst produceret i Indien under tilstedeværelse af ejeren selv, som har boet i landet tidligere. “Min mission er, at skabe færre produkter, der holder længere,” skriver hun på hjemmesiden, hvor det fine tøj kan købes.

 

OKKER-GOKKER ORGANIC
Okker-Gokker husker jeg fra dengang, vi boede i København, hvor jeg nogle gange gik forbi deres butik på Østerbro. Fint, legende tøj i god kvalitet. Siden mærkets begyndelse i 1997 er det solgt til en tidligere ansat, og flyttet til Bornholm, hvor det også er blevet mere afdæmpet – og bæredygtigt. Okker-gokker er GOTS-certificeret, og forhandles på hjemmesiden.

 

PLYSSKY
PLYSSKY skriver på deres hjemmeside: “PLYSSKY redder tøj, som ellers ville blive brændt som affald med forurening til følge. Alt tøj fra Plyssky er genbrugstøj fra Mødrehjælpen – tøj som ikke kan sælges, fordi det har en plet eller skal repareres. Dette tøj køber Plyssky.” Så tager Plyssky det afviste tøj og holder af det, designet smukke tryk ovenpå pletter, og reparerer professionelt huller på knæene med de helt rigtige lapper. Tøjet er sprudlende, fint og vældig miljøvenligt. Sælges på hjemmesiden.

 

SERENDIPITY
Serendipity er en dansk virksomhed, som producerer økologisk tøj til børn – og kvinder. De skriver på deres hjemmeside, at deres produkter “ikke er harmfulde mod menneskelig hud / er produceret under så miljømæssigt forsvarlige forhold som overhovedet muligt / er produceret af mennesker under rene og sikre forhold og med alle menneskerettigheder intakte.” Deres tøj er i god kvalitet og klassisk, nordisk design. Forhandles i mange webshops udover deres egen.

 

NØSTEBARN
Nøstebarn er en norsk IVN- og GOTS-mærket virksomhed, som skaber tøj i topkvalitet af ubehandlet uld og uld/silke. Nøstebarn har solgt stofbleer i ubehandlet uld siden 1983, og blev startet af forældrene til virksomhedens nuværende daglige leder. Nøstebarns udvalg er stort og spænder over tøj til præmature over babyer og børn til voksne samt garn og strikkeopskrifter. Tøjet forhandles på hjemmesiden.

 

MONTY & CO.
Monty & Co. er et britisk, slidstærkt, unisex børnetøjsmærke. Designeren bag er mor til en dreng, og alt er lokalt produceret i England. Visionen er, at tøjet skal holde, og hun skriver selv på hjemmesiden: “Traditional workwear Designed for Childhood.” I love it.

 

DISANA
Disana er et tysk, økologisk, samvittighedsfuldt tøjmærke, som var blandt de absolut første til at tænke bæredygtighed i tøjproduktionen. Alt deres tøj er af økologisk bomuld og økologisk, ren Merinould. Disana er notorisk kendte for deres slidstærke og lækre produkter, som ofte bliver solgt brugt. I Danmark forhandler bl.a. Purebaby og Naturebaby deres ting.

 

SELANA
Selanas neutrale og behagelige look understøtter fuldt ud tøjmærkets vision om at være blid mod den natur, som de høster deres ressourcer fra. Den lille schweiziske familievirksomhed  benytter garn fri for skadelige stoffer, og overvejende fra klimakontrollerede plantager, og har siden 1973 haft miljøehensyn som en bærende del af deres fundament. Udover deres egen hjemmeside, forhandle Selana af bl.a. Uldbørn (hvor billedet ovenover er fra), Parcellet, Purebaby og Naturbarn.

 

SVANESHOPPEN
Svaneshoppen, som i det hele taget er værd at besøge for alt fra bæredygtige sofaer til legetøj, fører en serie basisbørnetøj fra Neutral, som er slidstærkt og meget anvendeligt. Jeg har hørt fra flere, at den bløde jumpsuit er deres foretrukne påklædning fra september til april.

 

ENGEL (NATUR)
Engel er en tysk pioner indenfor bæredygtig og omsorgsfuld bekædning. Allerede i 1960’erne producerede virksomheden strikkede bleer, og i dag producerer de tøj til for tidligt fødte, babytøj, ammetøj, undertøj til børn og voksne, fleece tøj til voksne og nattøj til børn. Alt i deres sortiment er fremstillet af økologisk Merinould og øko-Merinould med silke. Se udvalget hos Parcellet, Ren Leg, Babynature.dk, Naturebaby og Purebaby.

 

SIMPLY GREY
Simply Grey arbejder i 100 procent hør ud fra et ønske om at skabe tidløst tøj, som kan bruges af barn efter barn uden at blive hverken ødelagt eller umoderne. Deres baby- børnetøj er enkelt og harmonisk (ligesom voksentøjet er det), og de sender til Danmark fra Slovakiet, hvor virksomheden holder til.

 

SMÅFOLK
Småfolk med det velkendte retroæble er begyndt at lave økologisk tøj, og har efterhånden et fint sortiment i den sektion på deres hjemmeside.

 

Udvalgte webskops:

ØKOYNGEL
Økoyngel er en webshop drevet af en mor og en mormor, som begge er passionerede om bæredygtighed – fra yderst til inderst. De har et hav af lækre mærker og et stort udvalg af tøj, også enkelte ting til kvinder. Lige nu er der mange gode tilbud under deres “udsalg“.

MAMA OWL
Mama Owl er en danskejet London-baseret webshop med det lækreste udvalg af bæredygtigt tøj, sko og legetøj. Jeg er øjeblikkeligt forelsket i et hav af ting (bl.a. denne sweater), og jeg synes kun, man skal kigge derind, hvis man er beredt på en overflod af smukhed, og har et reelt behov, der skal dækkes.

WIIKWAM
Wiikwam er en smuk og glædesboblende webshop med børnetøj, interiør og legetøj. Shoppen har fokus på små, up coming mærker samt bæredygtighed i forhold til både klima og etik.

Har jeg glemt nogen? Skriv i kommentarfeltet!

Grønne Unger
Grønne Unger har et farverigt udvalgt af økologisk børnetøj samt metervarer, mønstre og garn. De forhandler mærker som Duns Sweden og Fred’s World og har rigtig mange strømpebukser, hvilket jeg synes, er uundværligt i en tumlingegarderobe.

 

Guide til bæredygtigt tøj (ikke spons!)

I dag kan jeg næsten ikke kende min blog: Se selv – en helt masse billeder af tøj og lige så mange links..

Men ved I hvad? Jeg har lavet listen, fordi jeg skrev på min facebook den anden aften, om nogen kunne sende mig i retning af noget lækkert, bæredygtigt tøj. Jeg skrev også, at min definition på “lækkert” er: klassisk, klædeligt, komfortabelt – og holdbart!
Hurtigt var der kommet fyrre svar, og nogle af tøjmærkerne er vitterligt det smukkeste, jeg har set længe. Derfor bliver jeg nødt til at dele det med jer.

Jeg synes selvfølgelig ikke, I skal købe noget, medmindre I virkelig har behov for det. Det behøver man ligesom ikke nævne her i 2017, vel? Og jeg synes heller ikke, I skal købe det, før I har overvejet, om man måske kan få fat i noget brugt i stedet? Klima frem for alt andet. Men, hvis man nu køber nyt tøj, så køb det bæredygtigt og ikke mindst i god kvalitet og brug det længe. Det er dér, det bliver klimavenligt – når vi bruger det længere end en enkelt sæson. Og det håber og tror jeg, at alt her på listen kan leve op til.

Husk: Jeg får ikke penge for det her. Ingen spons, ingen “affiliate links”, udelukkende en interesse i at dele de her fede smukke ting med jer.

 I morgen bringer jeg en lignende liste med alt for smukt og bæredygtigt tøj til børn.

 

LINENFOXLinenfox er en lille, litaunsk virksomhed, som producerer 100 procent økologisk tøj i hør. Hør er godt, fordi det gror uden ret meget vand, og det gror effektivt. Deres tøj findes både på Etsy og på deres egen hjemmeside, og jeg er fuldkommen vild med det. Altså, den her jumpsuit (i navy – ligesom alt mit andet tøj?) eller den her jumpsuit med lommer. Helt genialt, synes jeg. Og kimono-jakken. Og, og og…

 

AIAYUAiayu er dansk designet og meget lækkert, økologisk tøj til kvinder. Deres finere strikvarer er eftersigende lidt sarte, hvorimod de kraftigere skulle holde i årevis. Tøjet produceres i Indien efter “zero waste” standarder, som resulterer i “limited edition”-varer lavet af overskydende materialer. Virksomheden støtter desuden en lokal skole i Indien af overskuddet fra deres “zero waste” program.

 

LINENCLOUD
LinenCloud er et andet, lille litaunsk mærke, som sælges på Etsy. Jeg er vild med looket – blandt andet de her haremsbukser.

 

TRICOTAGE
Tricotage er dansk design produceret i Litauen og New Zealand. Jeg er heelt solgt til deres kraftige strik og smukke, afdæmpede farver, og min søster har aldrig andet end den her totalt behagelige kjole på, så jeg ved, at det holder.

SKALL STUDIO
Skall Studio er en etisk virksomhed ejet af to, danske søstre med rødder i Nordjylland. Deres design er tidløst skandinavisk – og bare lækkert at se på. De bruger øko-materialer, er Peta-certificeret (vegan), og bruger ren uld. Se deres lille, udsøgte vinterkollektion på hjemmesiden.

 

SERENDIPITY
Serendipity laver øko-tøj til børn, mænd og kvinder. Meget klassisk, næsten underspillet, og i god kvalitet. Mine børn har haft nogle af deres ting i tidens løb, og de er smukke, skønne at have på, og de holder godt. Jeg kunne godt bruge en sweater og en morgenkåbe..

 

KNOCKKNOCKLINEN
KnockKnockLinen er også håndlavet hørtøj. Looket er ret natur/hippie-ish, og helt sikkert for meget for mange. Men den her kjole ville uden tvivl være både skøn og køn at have på, og jeg kan rigtig godt lide tanken om at gå rundt i deres ultra posede harems/yoga-bukser sådan en afslappet dag her på landstedet..

 

THE BAAND

The Baand er en dansk virksomhed, som var blandt de første herhjemme til at tænke tekstil og bæredygtighed sammen. Deres vision er at være dit yndlings stykke tøj, fordi sådan noget tøj fungerer hver eneste dag, og så bliver det for alvor klimavenligt. The Baand bruger økologisk pimabomuld fra Peru, hvilket giver mening for både forbrugeren og for dem, der plukker bomulden. De har vildt meget tøj til både kvinder (også graviditetstøj), mænd og børn samt interiør og meget andet.

 

ARMENANGELS
Armedangels er et tysk brand, som siden 2007 har produceret økologisk- og uldtøj med stor respekt for alle led i produktionen – ikke mindst de mennesker, som står med hænderne i fremstillingen af hvert enkelt stykke tøj. Visuelt er tøjet virkelig lækkert; delikat, simpelt og med karakter både til mænd og kvinder (faktisk er det nok det lækreste bæredygtige herretøj, jeg endnu har set). Deres jeans ser super gode ud. Levering koster cirka 150 kroner til Danmark.

 

MY FAIR SHOPMy Fair Shop har tøj til børn og voksne samt interiør og meget andet. Tøjet er ikke alt sammen for mig (som er mest til navyblå og neutralt look), men der er mange skønne ting med farver og mønstre og knald på.

 

ÖNLINGÖnling er et nyt dansk tøjmærke, som tilstræber at lave yndlingstøj ud fra devisen om, at det er underordnet, om noget er bæredygtigt produceret, hvis det alligevel kun bliver brugt få gange. Det kan jeg lide! De sælger desuden garn, og arrangerer strikkesaloner, hvilket jeg synes, er så fint.

 

SVANESHOPPEN
Svaneshoppen har lækre, stretchy øko-jeans og sofaer uden hormonforstyrrende stoffer og herretøj og legetøj og meget andet (!). Alt er rent og godt for både dig og miljøet. De har også en unisex jumpsuit fra Neutral, som jeg kan forstå, at mange mennesker nærmest lever hele deres liv i. Det tip er hermed givet videre før kulden presser sig på.

We are Thought
Thought (eller We are thought?) er et britisk mærke med en virkelig bred og fin kollektion til både kvinder og mænd. Alt fra denim over loungewear til dress up i øko, bambus og hørmaterialer. De har også rigtig mange økologiske, fine strømper.

 

ANOTHER VIEWAnother view er en dansk virksomhed, som blandt andet benytter genbrugsgarn, og hvis tøj fremstilles i to håndplukkede italienske familievirksomheder. Deres tøj er klassisk med lidt kant, og meget af det ser rigtig lækkert og ganske anvendeligt ud. Se for øvrigt deres smukke, voksne modeller. Så rart.

 

Dilling
Dilling Underwear har en stor, økologisk kollektion af overvejende uldundertøj til hele familien til de kolde måneder – skiferien, ikke mindst. Alle herhjemme har deres trøjer og skiunderbukser, og går i det fra oktober til påske. Det er altid lækkert, fine farver og et stort sortiment.

SON DE FLOR
son de flor er et naturligt fremstillet (også i Litauen) tøjmærke med et meget nostalgisk look. Fine kjoler, lange frakker og mange andre skønne ting – både til kvinder og piger. Jeg er nok mest til deres kjoler til piger.

 

PYNE & SMITH
Pyne & Smith sælger hørkjoler, som er håndlavede i Californien. Meget fine, brugbare kjoler i et klassisk look. Næsten helt smålandsk.

 

LITTLE CREATIVE FACTORY
little creative factory er “ikke en trendmaskine”, som de skriver på den finurlige og gennemførte hjemmeside, der sælger tøj til babyer, børn og kvinder. Jeg ville ikke selv få tøjet brugt, men ih hvor ville jeg gerne se nogen komme gående i de smukke designs! De går op i lokale principper og “slow”-fremstilling.

 

LANE FORTYFIVE
Lane Fortyfive (45) er et fængslende tøjmærke, som jeg er helt betaget af. Unisex, delvist håndsyet (“alle knapper syes i med nål og tråd”) og old school på den mest tidløse og sofistikerede vis. Jeg ville ønske, at Kristian og jeg kunne gå i det begge to, men til det er vores maver vist for runde… Tjek den smukke hjemmeside ud (og sådan en “smock” kunne jeg godt bruge).

 

NOT PERFECT LINEN
notPERFECTLINEN er en lille, familieejet litauensk virksomhed, som har en enorm kollektion i hør – alt lige fra tasker til forklæder, tøj og duge. Det er smukke farver, skønne snit og en målsætning om at undgå overflødige detaljer og overdrevne farvebrug.

 

AMOV
Amov er et dansk brand med tøj til både kvinder og mænd, som tilstræber at bruge økologiske materialer af høj kvalitet. De tilstræber at have tidløst design ud fra en vision om, at tøjet kan bruges i mange år fremfor kun en enkelt sæson. Looket er klassisk-sporty, og jeg synes, det ser både lækkert, brugbart og slidstærkt ud.

 

Hvem har jeg glemt på listen?
Og hvad er jeres bedste råd ifht. at købe bæredygtigt tøj? – Køber I genbrug? (jeg er meget åben overfor det, men synes, at Trendsales har en håbløs interface og at de der forskellige facebookgrupper kræver for meget tid og desuden er her ingen reel genbrugs på Ærø..)