Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid.

Det gjorde mig stolt, at jeg var så effektiv. New York i fire år, mor, uddannet journalist, mor igen – nu til tre – og jeg var stadig i tyverne. Jeg havde prøvet alt, inden jeg fyldte tredive. Havde mistet min far til kræft og nær mistet min bror til det samme. Havde klaret mig på den anden side af jordkloden, og var savnet dér. Jeg havde haft kærester på godt og ondt og siden mødt mit livs kærlighed. Havde uddannet mig til journalist med tankerne mange andre steder, og fik topkarakter i min afgangsprøve alligevel.

Min livshistorie tog pusten fra de fleste, allerede da jeg var tyve. Den afkrævede respekt, og det føltes godt. Noget skulle der jo komme ud af at have så travlt, leve så fuldt og selvstændigt.

Og jeg havde set verden, kendte mennesker fra alle egne, havde elsket med mennesker fra alle egne. Jeg havde lavet kunst, levet med kunstnere, sat himmel og hav i bevægelse utallige gange. Jeg var frygtet og hadet og elsket og begæret.
Men livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg lærte tidligt, at vi ikke kan tage noget for givet. Lærte, mens jeg stadig var for ung, at livet kan gøre ondt. At jeg selv er ansvarlig for, om min skæbne udfolder sig, som jeg vil.
Jeg løb så hurtigt, så jeg kunne for at indsamle alt det, jeg troede, jeg ville få brug for. Jeg var klog; sådan som unge mennesker vitterligt ER kloge med den rene, uforstyrrede visdom og kontakt til livets kilde.
Jeg var en stærk og autonom spire, som såede spirer i dem, der krydsede mine spor, og jeg kunne meget, gjorde meget – og VILLE meget.
Men jeg var ikke landet i mig selv, og jeg turde ikke hvile i mine dybeste kvaliteter. Jeg troede, jeg skulle skynde mig for at nå frem, men jeg vidste ikke, hvad målet var. Jeg troede, det handlede om at være i gang, men jeg vidste ikke, hvad jeg helst ville være i gang med.

Livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg har fundet ud af, at jeg for det meste lærer mere, når jeg tager mig god tid.
Alderen har bragt en ro med til mig, som har ændret mit liv næsten mere end noget andet. Det er visheden om, at i langsommeligheden, nærværet, fordybelsen og prioriteringen ligger selve meningen med min skæbne.
Når jeg tager ansvar, og bruger min tid på dem og det, som rører mig; når jeg siger nej til de tilbud, der ikke er rigtige; når jeg ikke løber fra det ene til det andet for at gøre indtryk, så giver mit liv mening.

Det har jeg lært, og jeg er sikker på, at andre lærer det samme både tidligere og senere end jeg, men for mig er det den indsigt, som betyder, at jeg er glad for ikke længere at være så imponerende ung. Det er derfor, jeg på denne dag, min fødselsdag, hviler i at være ældre end nogensinde før. Fordi jeg også er gladere – mere mig, mere tilstede.

Så selvom min fødselsdag med tiden er gået fra at være årets højdepunkt til at blive noget, jeg ikke ved, hvad jeg skal synes om, så er i dag en fin dag at fejre med min familie og inde i mig selv. Tillykke med livet, med roen, tilliden og de meningsfulde valg, hvisker en stemme. Tillykke med alderen, som har bragt meget godt med sig.

Hvordan har I det med at blive ældre? Hvad er de største udviklingstrin I har været igennem, siden I var unge og de seneste ti år?

Et brev fra Kristian til jer, som læser med

Flere læsere har spurgt Maj, om jeg måske kunne lokkes til at skrive et indlæg. Jeg har vandret rundt om den varme grød længe – så længe, at jeg tror Maj har opgivet at få et blogindlæg fra mig. Men i dag har hun fødselsdag, og så har jeg da en ting til hende, som hun bliver overrasket over. Hun kan ellers være svær at tage fusen på; Opsnapper det meste i opløbet. Jeg ved, hun har det ambivalent med mærkedage. Hun bryder sig på den ene side ikke om opmærksomheden, men omvendt ville det også føles lidt sørgmodigt, hvis dagen skulle forbigåes i stilhed. For slet ikke at tale om ungerne, som naturligvis har brug for at gøre noget særligt for deres mor. Maj handler og arrangerer, og derfor tager vi på familievisit i Jylland, og fejrer hende. Dagen er med andre ord planlagt, men det her indlæg flyver forhåbentligt under radaren, indtil det pludselig står her på hendes blog.

Men ja, flere læsere har efterspurgt at høre lidt om, hvordan jeg oplever vores rejse og det at følges ad. Nogle kvinder skriver, at de har svært ved at få deres bedre halvdel med op mod strømmen. Svært ved at springe ud på det dybe, slippe tøjlerne og sikkerheden. Med fare for at fremstå som en skruebrækker for mit køn, må jeg give dem ret: Vi mænd kan være nogle værre bangebukse. Tryghedssnarkomaner. Livrem og seler-fetischister. Jeg kender følelsen. Frygten og impulsen til at blive, og jeg kender lysten til at dreje fra, lige inden der rigtigt kommer noget på spil, og tilbage ind på kørebanen sammen med resten af hovedfeltet. For så kan det jo aldrig gå helt galt. Tror man – men hvem siger egentlig det?

Så her kommer et indlæg om kunsten at gå i takt, selv når det går stærkt, og bliver farligt og ukendt. Om at blive klar til at springe på samme tid, så man undgår at den ene forsvinder ned i afgrunden, eller står alene tilbage på klippefremspringet.

Jeg ved godt, at vi holder os et fælles fodslag her i butikken, og jeg er meget taknemmelig for, at det er sådan. Det er bestemt ikke fordi, vi er enige om alt, og når jeg tænker tilbage på vores tidlige år, var der mange heftige meningsudvekslinger og skarptskydende argumenter. Over årene er det som om, pistolknaldene er stilnet af. Vi har fundet en ro, og hviler i hinandens nærvær på et dybere plan end tidligere. Vi kender ”os”, og vi kender os selv bedre. Men det handler også om respekt. Ikke en autoritært tilkæmpet respekt, men en i handling og ord langsomt erhvervet dyb og solid respekt for hinanden. En respekt, som gør tvivlen overflødig. Djævlens advokat, der kritisk dobbelttjekker, er flyttet ud. Jeg synes, Maj er mega sej, og jeg har kæmpe respekt for og tillid til alt det, hun står for, alt det hun siger, og alt det hun gør. Den respekt og den tillid jeg har til Maj, gør også, at jeg forsøger at være klar, når hun er klar. Det kan godt være, at jeg lige skal bruge lidt mere tid, end hun skal, men jeg ved også, at der som regel ligger noget godt og sandt og vigtigt, og venter på os, når hun sætter i gang. Så jeg forsøger med hele mit væsen at forstå, støtte og gå med. Når jeg sætter en kurs, oplever jeg, at respekten, tilliden og opbakningen er gensidig. Og det ér bare nemmere at lytte til en sagte stemme fra det dybeste sted i sig selv, hvis der står et menneske ved siden af, og siger ja ja ja!

Vi er enige om mange grundlæggende ting, Maj og jeg. Vi er enige om, at det er os selv, der har ansvar for at definere de rammer, som vores liv skal leves i. Vi er enige om, at tid er vores vigtigste ressource. Vi er enige om, at livet er en fortsat mulighed for læring, og at den mulighed skal gribes hver dag. Og så er vi enige om, at det er okay at spise en masse, slik når ungerne sover. Hver aften. Vi er ikke altid enige om, hvilke farver der skal males rundt omkring i huset (her vil jeg ofte foreslå, at der bare slet ikke skal males) men Maj får lov at bestemme, for det betyder mere for hende end for mig. Og hun er god til det med farver, det skal hun have.

Jeg prøver at finde nogle gode grunde og forklaringer på, hvorfor eller hvordan vi har fået det sådan med hinanden. Og jeg ved sgu ikke helt, om det giver mening for andre. Men for det første føles det virkelig som om, vi kender hinanden på et meget dybt plan. Altså som igennem 1000 år eller mere. Mange, mange liv. Den tillid og respekt jeg talte om tidligere.

Og så har vi fra starten af vores forhold oplevet livets alvor. Sygdom og død i Majs nærmeste familie bragte os hurtigt over teenagefjumrerierne, og derhen hvor tid og relationer betyder noget – alt, faktisk. Så fra starten blev mine værdier testet, og jeg oplevede ting tæt på, som gav nye perspektiver på livet, og flyttede mig fremad.

Vi har været i bevægelse fra starten, og er det fortsat. Til tider har jeg haft følelsen af at være udmattet og jeg har haft brug for et hvil. Og så har jeg trådt på bremsen, og vi er bremset. Kørt ind til siden.
Jeg har tænkt, at pausen skulle vare 30 år, Maj har vist ment, det var for en stund, og så er vi fortsat i et lidt lavere gear, indtil vi igen har fået fælles momentum og oplevet hvordan livet konstant og overalt tilbyder fantastiske muligheder, hvis man bare tør at se og række ud efter dem. Det har været en fantastisk rejse indtil nu. En rejse, jeg ikke var kommet på uden Maj, det er helt sikkert.

Så mit bedste råd til alle de mænd derude, som sidder godt og mageligt, men har en kvinde ved deres side, der gerne vil ud af flækken: Prøv lige at lyt til hende, find tilliden. Kvinder ér bare generelt lidt foran os, når det kommer til at flytte sig videre frem i livet. Ikke på et ydre plan, men på et indre. De er bedre til høre den indre stemme – den, der hvisker om livets storslåede muligheder, og de mange veje som ligger åbne. Lad dig inspirere af hendes mod og se din frygt og din magelighed i øjnene.
Og til kvinderne: Tal fra hjertet, gå over broen til din mand og prøv at forstå, at hans modvilje kommer af frygt og tillærte vaner. Gør ham tryg og lad ham vide, at du respekterer ham og hans gode intentioner.

I dag har den superkvinde, som har vist mig så uendeligt meget mere af verden, fødselsdag, og jeg bukker mig i støvet for hendes visdom og kærlighed. Hendes utrættelighed og fighterånd. Hendes evne til at udfordre normer og autoriteter. Inklusive min egen. Jeg er dybt taknemmelig for at have haft modet til at følge hende, når det gjaldt, og jeg glæder mig helt vildt til resten af den rejse, som ligger og venter på os.

God tur til jer også,
Kristian

Spørgsmål: Hvad lærer man på en gåtur? Svar: Mere end jeg har plads til at skrive her

En gang om ugen mellem maj og september, forsøger vi at komme af sted på den dejlige gåtur fra vores hjem til Ærøskøbing. Der er 10 kilometer plus det løse.
Sådan en tur føles som at ryste støv ud af ørerne, pudse brillerne, sende ilt ud i alle celler.

At gå er at være sammen, og det er at dele den verden, vi bevæger os igennem. Det er en samtale, en forbindelse og en nysgerrighed.

Den fysiske træthed, som indtræffer, når vi kommer frem til isbutikken, efter at have været undervejs to og en halv time, skyller igennem kroppen som en lettelse. Vi orker ikke andet end at sidde stille ved busstoppet og læse en bog i fællesskab, til bussen kører os hjem. Så går vi den sidste kilometer fra stoppet i landsbyen og hjem, og håber at møde naboer, som kan høre om vores tur undervejs.

Jeg delte et billede og en lille tekst fra vores gåtur på instagram og facebook i går.
På facebook fulgte en udveksling, som jeg tænker, at jeg vil dele med jer, fordi jeg synes, den så fint indrammer nogle af de tanker, man kan gå med som forælder – hvad end man hjemmeskoler, eller er nysgerrig på det liv.

Spørgsmål: Jeg bliver simpelthen så nysgerrig. Hvordan får I læring, som i sidste ende skal lede op til en 9. klasses afgangseksamen med ind i sådan en tur? Eller er det mere i sprækkerne mellem aktiviteterne, at ungerne lærer? Feltstudie ønskes!!

Mig: Hmm, det er både simpelt og ganske komplekst at forklare.
Jeg tror på læring på barnets eget initiativ støttet op af nærværende og engagerede voksne. Jeg tror på den oprigtige samtale fostret af omsorg og nysgerrighed. Jeg tror på grundighed i relationerne og tid til fordybelse. På absolut ro, mulighed for fordøjelse og trygge, kreative rammer og udtryksmuligheder.
På vores gåtur taler vi ikke nødvendigvis om noget, som et skolet menneske ville kategorisere som “læring”. Nogle gange leger vi “hvilket regnestykker bliver til 20” eller “hvilke ord har seks bogstaver og kan deles i to individuelle betydninger.”
Andre gange gør vi ikke.
I går var der ikke behov for den slags lege – snakken gik helt af sig selv hele vejen. Jeg kan slet ikke komme i nærheden af at gengive de emner, vi er omkring i løbet af de tre-fire timer, sådan en ekskursion tager 🙂 
I går snakkede vi om, hvad vi tror sangen “Dem de andre ikke må lege med” handler om, og hvad det fortæller om den tid, den er skrevet i. Deraf kom en snak om abort (hvad betyder det, hvorfor er det lovligt i nogle lande og ulovligt i andre – derfra videre til lidt religionssnak). 
Vi snakkede om, hvorfor der er restriktioner for, hvor mange og hvilken type huse man kan eje i DK som udlænding (tyskere er særligt interessante her på øen), og vi snakkede ualmindeligt meget om modelfly og deraf en god portion fysik, elektronik og matematik. Vores ældste er head over heels forelsket i den verden, og har ikke lyst til at bruge sin tid på andet lige nu.
Vi snakkede om at blive gammel, om demens og om hvad vi hver især tror, der sker efter døden.
Vi badede også undervejs, og børnene gik i bare tæer det meste af vejen; det er alt sammen godt for sanserne. Vi mødte rigtigt mange som vi hilste på, og så var der jo alle fuglene, insekterne, hestene – osv.

Der er helt sikkert ting, som min niårige ikke har styr på, som hans jævnaldrende i skolerne satte flueben ved for længst. Men der er godt nok også meget viden suget ind af helt egen vilje og lyst, som han ved, hvorfor og hvordan han har fået.

Mine børn er “vågne”. De snakker meget, og de har noget på hjerte. De reflekterer bevidst og på højt plan. De bliver taget alvorligt, og de forventer at blive behandlet med respekt og omsorg. Sådan som vi voksne gør det.

Spørgsmål: Det lyder meget som en snak med min egen 7-årige. En snak der egentlig aldrig rammer en naturlig ende, men kan fortsætte ad knopskydende stier lige indtil, vi absolut skal noget andet. Med hvor ved I sådan noget om fx elektronik og fysik fra? Er det aftenlæsning? Jeg kan i hvert fald ikke huske de ting fra min folkeskoletid godt nok til at kunne lære det fra mig.

Mig: Jeg kan intet huske fra min skoletid, hvilket i sig selv for mig er tilstrækkeligt til at være tryg ved ikke at sende mine børn i skole.
Vi læser og spørger mennesker til råds. Vi mærker efter, researcher sammen med dem.
I dag lavede vi fysik med de to drenge i et par timer. Helt nyt for Kristian, men alligevel givende for alle parter.
Vi er så velsignede, at der dumper de mest ressourcestærke og vidunderlige mennesker ned i vores liv, når vi har brug for dem: En pensioneret ingeniør, som skiller ting ad sammen med vores børn og modelfly entusiaster, som spejler den dybe interesse i netop dét.

Spørgsmål: Virkelig interessant. Giver blod på tanden.

Mig: Det er i sandhed et meningsfuldt liv. Intet er spildt, alt er en smuk og givende proces. Jeg vil anbefale alle i hvert fald at give det en ærlig chance. Man bliver opmærksom på sider ved livet – en vidunderligt smuk verden lige ved siden af – som er bedre, end man troede, noget kunne være. Selv når det trækker tænder ud, kan man se sig selv i øjnene og vide med sikkerhed, at man var der, og man gjorde sit bedste.
Er det hårdt? Mega – men det er alt, som har en ubetalelig belønning.
Er det for hårdt? Nej, det er ikke hårdere end at stå op hver morgen, gøre børnene klar og aflevere dem til en lang dag for dernæst at hente dem, trætte, sidst på eftermiddagen. Det er ikke hårdere end at gå glip af mange af de skønneste stunder, og det er ikke hårdere end den fortrydelse, som jeg ved, ville ramme mig, hvis ikke jeg var her nu, så længe mine børn er mine.

Jeg er så glad for den slags udvekslinger. For de åbne spørgsmål og muligheden for at dele viden og erfaringer. Facebook er på mange måder noget, jeg har lyst til at udelukke fra mit liv – men så kommer der en korrespondance som denne, og berettiger mediets eksistens.

Her er nogle billeder fra gåturen. Live havde pakket en rygsæk med skiftetøj og bøger, som hun eksperimenterede med at læse højt for Juno, mens vi gik. Ilja gik uden sandaler næsten hele vejen – nogle gange går vi ad Øhavsstien, som bugter sig langs markerne ved vandet, i går gik vi på asfalt det meste af ruten, fordi børnene ikke havde lyst til at gå på stubmarkerne. Vi spiste is hos Aroma i Ærøskøbing, Juno vælger altid blåbær, hvilket på det kraftigste udfordrer mit behov for ikke at skulle vaske tøj hver dag, så hun spiser is i bar mave (og nyder det.) Storm sagde flere gange, mens vi gik, at han var glad for turen. Han var ellers ret ærgerlig om morgenen, da jeg sagde, at det var vores plan for dagen, men vi havde sådan nogle gode stunder undervejs. De fik tre kugler i deres is for første gang nogensinde. Det var for meget, lød dommen. I næste uge er vi således tilbage på to (måske med undtagelse af Kristian?)

Hjemmeskoleinfo – links og ressourcer

Millioner af familier over hele verden hjemmeunderviser deres børn.

Nogle rejser jorden rundt, og lever i en rygsæk, mens de lærer om alle aspekter af livet undervejs (“world schoolers”).
Andre hjemmeunderviser af religiøse årsager.
En del familier efterligner skolernes struktur med skemalagt undervisning, men tilpasser det deres egne overbevisninger og børnenes interessser (hjemmeskolefamilier ligger statistisk over skolernes niveau akademisk).
I USA og England er Waldorf / Rudolf Steiners undervisning en kendt metode at hjemmeskole efter –
det samme gælder Montessori, Thomas Jefferson leadership education og en håndfuld flere.
Mange familier plukker fra alle de forskellige metoder, og blander dem, som de finder bedst.
Og så er der unschooling, som er en ideologi der opstod i halvfjerdserne, og som ser ud til at vinde større indpas og få stor opmærksomhed – ikke mindst i Danmark. Unschooling er læring på barnets eget initiativ, og er i udgangspunktet uden undervisningsstruktur, men tilpasses børnenes motivation, således at eks. faste undervisningstimer/temaer sagtens kan indgå, så længe det er barnets ønske.

Der findes hundredetusindevis af hjemmesider med information om alle de forskellige måder at hjemmeundervise. Man kan købe pensum, rådgivning, udfærdigelse af personligt skema og meget andet på mange engelske og amerikanske websites, og der er utallige fora, hvor hjemmeskoleforældre udveksler erfaringer.

Afhængig af, hvilken metode man ønsker at undersøge/hjemmeskole efter, er der mange forskellige steder at søge viden og inspiration.
Den retning, jeg oftest bliver spurgt til, er unschoolingen, som jeg selv har lært meget af og trukket en del inspiration fra de seneste år. Vi unschooler ikke per definition herhjemme, men mange af vores tilgange til indlæring og familielivet er inspireret af unschooling.

I skoleåret 2018-19 planlægger jeg, at vi herhjemme skal have mere struktur og rytme, end vi har haft det forgangne år, hvor vi mest af alt har deschoolet, og fundet os selv og hinanden. Jeg forventer at købe et færdigt pensum efter Steiner/Waldorf principper fra en dygtig udbyder og tilpasse det mine børns interesser og udfordringer med hjælp fra en erfaren, steineruddannet hjemmeskolemor.

Når forældre kontakter mig for at få mere information om hjemmeundervisning, plejer jeg at sende dem følgende liste.
Den er under konstant udvikling, fordi jeg løbende finder flere ressourcer, og læser nyt materiale.


FILM:

* Sir Ken Robinson har lavet rigtig meget vigtigt materiale om skole og undervisning. Hans to mest sete videoer er disse: Do schools kill creativity og Changing education paradigms – begge på Youtube.

Den franske unschoolingdokumentar “Being and becoming” ligger på Vimeo til leje eller køb, og jeg har selv oplevet, hvordan den skaber tryghed omkring valget af unschooling (og fravalget af skole) i både os forældre og vores omgangskreds. For min mand og jeg var den med til at konkretisere mulighederne for vores nye livsstil: https://vimeo.com/ondemand/beingandbecoming/129151758

* Dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner” om den østrigske filosof og mystiker kan downloades HER for ti britiske pund. Jeg synes, den er meget inspirerende og fin. Se eventuelt traileren HER og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi.

* “Given” er en visuelt ubegribeligt smuk dokumentarfilm om en surferfamilie, som rejser jorden rundt på en slags spirituel dannelsesrejse. Den er inspirerende, og giver mod til at udleve sine drømme. Pt. ligger den på Netflix.

* I denne youtube-video fortæller den unschoolede filmskaber Astra Taylor om sin opvækst i et bohemehjem med frihed og unschooling.

BØGER

Der er SÅ mange gode, og egentlig synes jeg slet ikke, jeg er erfaren nok til at anbefale i denne kategori, men jeg vil alligevel nævne dem, jeg selv har læst, og som jeg har fået meget ud af:

Ben Hewitt: Home Grown. En for mig vildt inspirerende, bekræftende og tankevækkende smuk lille bog om en families frie, fredlige, naturlige liv i Vermont.

Oliver Van DeMille: A Thomas Jefferson Education: Teaching a Generation of Leaders for the Twenty-First Century. Et klassisk og oplysende take på undervisning i hjemmet.

Oliver and Rachel DeMille: Leadership education – the phases of learning. En grundig, alsidig indføring i hjemmeskoleundervisning med afsæt i en filosofi om ansvarstagen og positivt lederskab.

John Holt: Teach your own. En slags bibel inden for unschooling.

Peter Gray: Free to Learn. Også en bog om fri indlæring og aktivering af barnets medfødte kompetencer.

John Taylor Gatto: Dumbing us down – the hidden curriculum of compulsory schooling. En samfundskritisk, knivskarp og tankevækkende bog om skolevæsnets fordummende, bedøvende natur og om menneskeligt potentiale.

Sandra Dodd: Big book of unschooling. En helt masse inspiration til fede lege og positive aktiviteter og info om unschooling generelt.

Gordon Neufeld: Hold onto your kids. Banebrydende og meget vigtig bog om nødvendigheden af forældre-barn tilknytningen langt op i barnets ungdom, En bog om, hvorfor en nærværende familie er vigtigere end en stor vennegruppe.

Rooberto Trostli: Rhythms of Learning : What Waldorf Education Offers Children, Parents and Teachers. En grundig indføring i barnets læringsprocesser set med Steinerøjne.

Clark Aldrich: Unschooling Rules. Hvis jeg kun måtte købe én bog om unschooling, er det lige før, det ville blive denne meget letlæste håndbog, som består af er 55 opsigtsvækkende og helt simple indsigter om indlæring.

Naomi Aldort: Raising Our Children, Raising Ourselves. Den anerkendte familierådgiver og mor til tre unschooolede drenge har skrevet en meget vigtig og stærk bog om vores tilgang til børn, og hvordan vi forældre kan ændre dårlige mønstre og blive mere kærlige og motiverende forældre.

BLOGS:

* Min absolutte yndlingsblog om unschooling er australske Saras “Happiness is here.” Det er en inspirerende, smuk og øjenåbnende oplevelse at dykke ned i hendes indlæg. Hun unschooler fire piger, og er som regel meget konkret på ét emne i alle sine indlæg.

* Simple Homeschool var mit første hjemmeskole-crush. Jeg fandt bloggen for 5-6 år siden, og faldt for Jamies omsorgsfulde og kreative men samtidig meget organiserede måde at hjemmeundervise på. Der er uendeligt mange spændende og alsidige artikler på hendes giga-store blog.

* Cecilie Felumb Conrad har i en del år blogget om hjemmeskoling med et fint blik for det smukke, det sure og indlæringsvejene på rejsen.

* Pernille, som har hjemmeskolet sin søn det seneste år, skriver bloggen “Det kræver en landsby” om det langsomme liv og behovet for fællesskaber.

* Min veninde Tine har fornylig startet bloggen “Hjemmeskoleliv” om hjemmeskolelivet og alle dets udfordringer og lykkestunder.


ARTIKLER:

Denne mor har mange års erfaring med hjemmeskoling/unschooling, og hendes vise refleksioner byder på en del øjenåbnere undervejs. Meget bekræftende læsning, når man er ny i denne verden.

* Ben Hewitt, som har skrevet den unschooling- og livsstilsbog, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, nemlig “Home grown“, har også skrevet denne fede artikel om sin families frie og ansvarlige liv.

Her beskriver en kvinde, som selv underviser på universitetet, hvorfor hun unschooler sine børn.

* Business Insider om, hvorfor hjemmeundervisning er fremtiden.

* En allround, nede på jorden “what is homeschooling“-artikel på engelsk.

Der findes helt uendeligt mange artikler om hjemmeundervisning, og det giver god mening at være specifik i sin research, også selvom man måske endnu ikke ved, hvilken hjemmeundervisningsstil man har.
Hvis man eksempelvis er interesseret i Steiner / Waldorf, er der et hav af ressourcer med det og sådan er det med alle de større retninger.


HJEMMEUNDERVISNING I DANMARK

* Frilæring er den danske forening for hjemmeundervisere i Danmark. Det gratis medlemskab giver adgang til flere aktive og kompetente facebookgrupper, og på foreningens hjemmeside kan enhver læse om lovgivning på området; hvordan man rent praktisk kommer i gang og hvor mange hjemmeundervisere der pt. er registreret i Danmark.
Som medlem har man også adgang til en aktivitetskalender og andre ressourcer. Man behøver ikke være aktiv hjemmeunderviser for at blive medlem.


PODCASTS

* Podcasten med unschoooler-mor Pam Laricchia er ret god, selvom hun er lidt rigeligt amerikansk at høre på. Der er pt. 128 afsnit. Jeg har bl.a. hørt afsnittet med Ellen Rowland fra den skønne blog “A muddy life”. Lige netop det afsnit ligger her: https://amuddylife.com/

* Podcasten “rewild yourself” har to afsnit med forfatter, journalist og unschooler Ben Hewitt, som jeg er rigtig glad for, og nu har nævnt tre gange på denne liste. Hans ydmyghed og store viden samt den gennemgående respektfulde tilgang til livet, inspirerer mig meget, og det er særligt tydeligt i disse to podcasts, som handler lige meget om homeschooling, unschooling og livet på landet som selvforsynende. Jeg fandt de to udsendelser i den der lilla podcast-app på min iPhone..

* Melissa Nielsen er Waldorf/Steiner homeschooler, og i sin tilbagevendende podcast deler hun sine erfaringer med alt fra planlægning af skoleåret, daglig rytme, specifikke fag og børnenes udvikling ifht. alder.

* Denne side har en omfattende liste over gode hjemmeundervisningspodcasts indenfor alle tænklige retninger.

* Simple Homeschool har lavet en liste over 10 nye homeschool podcasts, og noteret, hvem der vil have glæde af at lytte til de forskellige.

 

INSTAGRAM
* Der er et hav af vidunderligt inspirerende unschoolere, homeschoolere m.v. på Instagram. Søg på de forskellige hashtags (“world schooling”, “homeschooler”, “unschooling”, “homeschoolinglife”, “children lead learning”, “Waldorf homeschool” osv.).

 

VIL DU VIDE MERE?
Skriv endelig med spørgsmål – hvis ikke jeg selv kan hjælpe, kender jeg sandsynligvis nogen, som kan.

Jeg skal huske at have det sjovt og sige nej (et sjældent hverdagsindlæg)

Jeg glemmer fuldstændig at skrive hverdagsindlæg herinde med små beskrivelser af helt ordinære hændelser. En gåtur, noget salat fra haven, lidt om vores hjemmeskolehverdag.
Det er nok fordi, jeg ikke længere skriver hver evig eneste dag (og jeg ved ikke, hvordan jeg havde overskud til at gøre det i halvandet år?) Jeg skriver stadig, når jeg har lyst og energi, og det har jeg ofte, men ikke hver dag.
Fordi der er lidt længere imellem indlæggene, kommer jeg som regel til at fokusere på de større linjer. Opgør med status quo, opdragelsesdebatter og den slags. Ikke så mange stille og nære observationer, ikke så mange billeder fra vores liv. Jeg tror, det handler om, at jeg ikke vil kede nogen med trivielle beskrivelser fra vores liv, som jo føles meget lidt ualmindeligt, når man er midt i det.

Nu er det weekend, og det ved jeg faktisk godt, selvom vi ikke er så afhængige af den slags. Men vi indretter os alligevel lidt efter weekenden, fordi de fleste andre gør det. Der er fodbold-tv hos naboen senere i dag med fællesgrill og spil i haven, og i morgen venter en søndag helt nede i gear. Det er nogle dejlige weekendplaner, synes jeg, og det noterer jeg mig også, for ofte kommer jeg til at lave for mange planer, eller de forkerte planer. Men man har altid et valg, har man ikke?

I dag nyder jeg ekstra meget at være på Ærø, for jeg kunne snildt have været på Bornholm. Jeg er blevet inviteret til Folkemødet af to eller tre forskellige arrangører, men takkede nej til dem alle, og i torsdags skulle jeg have holdt et oplæg i København om at bo i udkanten, men konferencen blev udskudt pg.a. vejret, og jeg blev så lettet, da jeg fik mailen. Jeg ville meget hellere være hjemme. Det fik Kristian og jeg til (endnu en gang) at snakke om, at vi ikke skal sige ja til ting, som vi håber, bliver aflyst. Det er en angst, der driver os mennesker, når vi gør den slags: Angsten for, at der ikke kommer andre tilbud; frygten for at sige nej til noget, man ender med at få brug for – og også behovet for bekræftelse. Men ingen af de grunde er tilstrækkeligt gode, og som tiden går, bliver man træt ved tanken, og når dagen oprinder, har man lyst til at blive hjemme. Sådan kan jeg også have det med ting, som jeg egentlig synes, lyder okay: Jeg vil for eksempel gerne deltage i et fedt panel og fortælle om livet her på Ærø, men det er bare ikke lige nu. Tiden er ikke rigtig.

I går snakkede jeg med en klog kvinde, som jeg ringede til for at få rådgivning om noget i forhold til vores familieliv, og inden vi lagde på, sagde hun “Jeg har en besked til dig også, Maj: Du skal grine. Lav en aftale om at mødes med en flok kvinder, hvor der ikke er noget ansvar, og hvor du ikke skal lære fra dig og grin så i et par dage. Men I skal også huske glæden i hverdagen,” sagde hun, “- og husk at holde helt fri indimellem, både dig og Kristian. I skal holde helt fri med god samvittighed, og så skal du øve dig i at sige nej til alt det, som ikke gør dig glad at tænke på.”
Og jeg kunne med det samme mærke, at der var ret langt ind til følelsen af at være ansvarsfri. Altså, det var nærmest en fremmed følelse, jeg trådte ind i, og den sad jeg lige med en stund, og nu har jeg skrevet til vores bedste venner, som helt klart er de to mennesker, jeg griner mest med, og til juli tager vi et døgn sammen.
Vækker det genklang i jer? Behovet for ikke at tage ansvar hele tiden? At flytte fra hovedet og ned i kroppen og huske at have det sjovt? Altså, jeg har det sjovt hver eneste dag… – men jeg kan sagtens have større fokus på det.

Og sandheden om at sige nej – og jeg ved virkelig, at sådan hænger universet sammen – er, at når vi siger nej til noget, som ikke er rigtigt for os, så kommer der noget meget bedre i stedet. Universet sender simpelthen en bonuspakke og et skulderklap som tak for at vi følger vores hjerte, så vi kan gøre mest muligt godt ude i verden.

“Skal jeg skrive en bog om vores liv?” spurgte jeg hende den kloge, før vi sagde farvel. “Det må du gerne,” svarede hun “- men kun hvis du synes, det er sjovt.”

Og så blev det her alligevel til et hverdagsindlæg uden de helt store armbevægelser. Og jeg nød det faktisk. Måske jeg skal gøre mere af det.

Her er den salat, som jeg ellers aldrig får skrevet om. Fra haven i går:

“Børn er blevet et projekt for forældrene” – Ja, og hvor er det i grunden godt

Det her er (endnu) ét af de indlæg, hvor jeg skriver uden at have et facit. Hvor ofte har vi egentlig det? Jo, vi tror, vi ved noget – til vi pludselig ved noget andet.
Gudskelov udvikler vi os livet igennem. Og sådan siger jeg, selvom jeg indimellem ville ønske, jeg kunne lukke ned og bare stå stille, forblive nøjagtig så mangelfuld som jeg er uden fortrydelse. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at blive klogere, men fordi jeg ikke har tid. Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg skal blive klogere, når jeg er sammen med mine børn, indtil jeg falder om i sofaen kun med overskud nok til lige nøjagtig at spise mig ned i kage og slå hjernen fra.
Og selv når jeg ikke slår hjernen fra dér i sofaen – og det sker ret ofte, faktisk, at jeg ikke gør det – så kan jeg alligevel ikke nå det hele.

I aftes for eksempel hørte Kristian og jeg en radioudsendelse (Audiens, P1 om børns spiritualitet – alle programmerne er gode). Den tog en time, det var vores kærestetid, og udsendelsen var meget indsigtsfuld og smuk på flere måder, så det var godt givet ud. Nu var klokken blevet 22:30 (børnene sov kl. 21:30) og der var der en række e-mails, som ikke kunne vente, og nogle ting, der skulle planlægges. Jeg ville rigtig gerne have lyttet videre på en podcast om “the nine year change”, som er rigtig gavnlig, når nu man er mor til en niårig (og ikke ved, hvad man skal stille op med den slags), men jeg ville også meget gerne have læst videre i Naomi Aldorts bog, fordi jeg kan mærke, at den gør mig godt, ord for ord.
Jeg ville også læse fem andre bøger – og helst nu. Eller femhundrede, faktisk.

Alt det tænker jeg lidt mere over lige nu, fordi jeg tidligere på dagen i går så et klip med Lola Jensen, hvor hun snakkede om noget med nutidens forældres manglende evne til at være autoritære overfor deres børn (jeg kan ikke følge hendes børnesyn, men autoritet er vigtigt – og vi øver os, mens vi balancerer det med anerkendelse og respekt), og så sagde hun “børn er blevet et projekt for forældre nu om dage“. En sætning, som for at sige det mildt, er dejavu for langt de fleste af os, der har fået børn de seneste ti år. Den sætning har jeg set, læst og hørt så mange gange, siden jeg blev mor, at jeg nemt kunne været blevet døv og blind overfor den. Men mens jeg ryddede Briobaner op fra børneværelset, tænkte jeg i stedet over Lola Jensens ord. Alle de artikler med børneeksperter og børneamatører og alle mulige andre mennesker, som problematiserer, at børnene er blevet projekter, og at vores liv er blevet projekter, hvad er det, de vil? Hvori ligger konflikten?

Ja, jeg kender forældre, som sender deres treårige på internationaleskoler iført Ralph Lauren fra top til tå hver eneste dag, og de mødre kan have en tendens til at gå mere op i, hvad andre mødre tænker om dem, end hvordan deres børn har det dybt indeni. Men hvor mange er de, og er det dem, vi snakker om? Jeg kender også de mennesker, som får en uddannelse, finder en kæreste, køber et hus, planlægger en baby, køber udstyr fra a-z, og helt glemmer at mærke efter undervejs. Det er trist på flere plan, og det er en tendens, som vi skal gøre op med, men jeg ved ikke, om det rykker noget ved dem, at vi snakker om projekter?

Og så er der sådan nogle som mig, og jeg tror, vi efterhånden er en del. Curlingforældre, eller hvad? De der begreber som ikke rigtigt har mening.
Mine børns barndom er helt klart et projekt for mig. Det er omtrent det eneste, jeg gider beskæftige mig med for tiden, og jeg indrømmer det gerne. Når jeg drømmer om at blive dygtigere, som beskrevet i toppen af indlægget, er det som regel moderskabet, jeg ønsker at dygtiggøre mig i.
Og jeg ved ikke, om det er mig, Lola Jensen mener, men jeg kommer til at tænke på, at det helt sikkert kan virke ekstremt, når man gør så meget ud af forældreskabet, som jeg gør. Selv ser jeg min tilgang som udtryk for to ting – og jeg har ikke lyst til at undskylde nogen af dem (faktisk er jeg stolt af, at jeg tør se mine mangler i øjnene):
1) Jeg er ambitiøs omkring min familie og mine børns opvækst i særdeleshed. De børn er her hos mig 15-20 år af deres liv stykket, og derefter tager de sandsynligvis ud i verden, hvor de skal udspille deres rolle som en del af samfundet, udviklingen og alt det du, jeg og alle andre har kær. Mine børn er fremtidens grundpiller, de er Lola Jensens børnebørns kommende venner, dates, medsammensvorne. Hvorfor ikke give den alt, hvad man har, mens man har dem hos sig?

2) Jeg famler i fucking blinde, og jeg ville mere end noget ønske, at det her moderskabshalløj sad på rygraden, men min egen mor blev afleveret som lille, så hendes forældre begge kunne arbejde, og jeg blev afleveret, så mine forældre kunne arbejde, og når vi blev hentet sidst på dagen, var der ingen børnepsykologisk youtubekanal eller syvogtredive magasiner og ti gange så mange bøger om attachment parenting og den slags. Kulturen var gået tabt i frigørelsen og i aller højeste grad i industrialiseringen, og samtidig fandtes børnepsykologien ikke rigtigt endnu.

NU er vi derimod et sted i vores udvikling, hvor det på den ene side står så grelt til med børnenes vilkår (og de voksnes!), at vi bør råbe meget højt for at gøre en forskel og på den anden side ved vi så meget mere end dengang, at vi rent faktisk har mulighed for at råbe noget meningsfuldt – om tilknytning og den slags.
Hvis ikke børnene skal være et projekt, hvad så? Tror Lola Jensen, som bliver ved med at gentage, at vi skal tage den med ro, samtidig med at vi skal svare kort og kontant på børnenes spørgsmål, at forældreskabet af en biologisk nedarvet viden, som kommer til mig helt naturligt, uden anstrengelse, når jeg føder? Gid det var så vel. Der var engang og alt det der, men faktum er, at vi sandsynligvis ikke tidligere i menneskets historie har haft de samme mulighed for bevidst forældreskab, som vi har nu, og det skal selvfølgelig udnyttes.
Og ja, jeg så DR2-programmet med ham Torben Chris (også selvom han var sådan en skid overfor mig sidste år), hvor han gennem sine snakke med bl.a. Lola Jensen nåede til den konklusion, at forældreskabet slet ikke behøver være så bøvlet. Man skal bare stole på sig selv og være til stede, ik? Men hvordan skal vi stole på os selv, når vi ikke har en automatisering omkring det gode, tilknytningsbaserede forældreskab? Og er det virkelig så nemt at være tilstede i en kultur, som dyrker alt andet end netop det? Nogle har nemt ved de ting – god bless them, de kvinder, hvis eksistens falder i hak, når de bliver mødre. Det er smukt og inspirerende – men det er ikke os alle sammen. Jeg synes, vi skal være glade for, at nogle gør sig umage – og gør forældreskabet til et projekt – for det der med at læne sig tilbage og gå med mavefornemmelsen kan være virkelig svært, hvis mavefornemmelsen er blevet druknet i vuggestuens sandkasse og i samfundets generelle fravær af omsorg og nærvær.

Det var bare det. Men det var jo også en hel del.

Til de af jer, som har travlt – læs her: Gør dig umage, det må du gerne. Faktisk synes jeg, det er dit ansvar.

Fortæl mig om jeres drømme og om jeres angst og tvivl. Jeg kender det hele, og vi må stå sammen. Skriv herinde eller i en mail og lad os sparre på vores muligheder ❤

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Moderskabet er mit. Mine børns barndom er deres.

Det er mig, der med min indstilling og mine valg skaber det lærred, som mine børns barndom males på.
Men det er dem, der fører penslerne.

Jeg har erfaret, at barndommen i sig selv har en enorm, eventyrlig værdi. At barndommen i sig selv fortjener den største omtanke, ro og omsorg. Tidligere tænkte jeg på livets første år som vejen mod noget andet. Jeg tænkte, at mine børn nok skulle få et godt voksenliv – selvom og på trods. Tænkte, at det akademiske og målbare vejede tungest i jagten efter succes. Ud fra den forståelse, at barndommen ikke var meget mere end et trinbræt.

Jeg vender for tiden tilbage til et citat af Mary Haskell, som smukt beskriver, hvordan jeg ønsker, at mine børn skal opleve min hengivenhed til dem:
Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me.

At mine børn ikke kan skuffe mig; at jeg ikke har nogen forudfattet mening om, hvad de skal være eller gøre; at jeg ikke har noget ønske om at forudse, hvor de skal bevæge sig hen – alt det er sandt, når jeg er den bedste version af mig selv. Når jeg slipper min angst og min usikkerhed; når jeg tager kontrol over, hvad der kommer ud af min mund, og anskuer mine følelser og mine tankemønstre fra et højere perspektiv. Når jeg stopper mig selv, før jeg lader ukonstruktiv vrede og gamle ord fra mit eget liv blive en del af deres virkelighed. Når jeg tilgiver mig selv, og udvikler mig sideløbende med mine børn.
Da er jeg den mor, som ikke kan blive skuffet, som altid vil elske ubetinget.

Skridt for skridt går jeg længere væk fra vreden og fra den blinde higen efter anerkendelse fra omverdenen. Jeg bevæger mig tættere på mine børn, og i den proces giver jeg mere slip på dem. Jeg forstår, at de er her for at lære mig om livet og ikke omvendt. Forstår, at min rolle mere end noget andet er at give dem plads og omsorg, så de kan bevæge sig frit i den verden, som de er kommet til for at leve deres eget liv – og ikke for at indfri en version af mit.

Mere og mere forstår jeg, at det er min fornemste opgave at facilitere den læring, de selv søger. At det er mit job at elske uden at dømme. At jeg ikke har nogen ret til at tro, jeg kender den bedste vej for dem. Jeg forstår, at jeg vil blive overrasket igen og igen gennem moderskabet; at intet er forudsigeligt, og at intet er rigtigt, blot fordi det er, som jeg havde forestillet mig – eller forkert fordi det er det modsatte.

Når jeg pålægger den ene aktivitet større betydning end den anden, lægger jeg en arbitrær forventning hen over barnets fantasi. Jeg mørkner det, som før var lyst.
Selv når jeg afbryder mit barns leg for at fortælle, at jeg glæder mig over deres fordybelse, sætter jeg mit fingeraftryk på legen, således at barnets fokus og magiske verden opløses. I det øjeblik er den ikke længere deres, men en refleksion af min bevidsthed. Når jeg spørger, om ikke det var bedre at lege den ene leg fremfor den anden for at undgå udfordringer eller uvenskab, forstyrrer jeg en kreativitet og inspiration, som jeg måske ikke har fantasi til at forestille mig.

Når jeg derimod giver slip, og har tillid til, at alt barnet gør, har et formål, bliver jeg næsten altid overrasket. “Nååå, så var det derfor, du havde så travlt med at samle sten”.

Det betyder ikke, at mine børns liv er uden rammer.
Vi har struktur, gentagelse, daglige gøremål her hos os. Vi har genkendelighed og tydelige værdisæt, men indenfor de rammer, som vi voksne har sat, ønsker jeg, at alle får lov til at være sig selv, og det kræver, at jeg dagligt genopfrisker min tillid til livet og dermed til børnenes intuition, deres medfødte indre kompas.

Og alt det er kun muligt, når jeg tilgiver mig selv, og bevarer fokus. Når jeg tager mig tid til at se vreden, bekymringerne eller irritationen i øjnene, før den slipper ud af min mund. Når jeg tæller til ti, husker min intention og slipper ængstelsen uden lyd.

Det her smukke, fine blogindlæg af Linda på Blogsbjerg mindede mig om, at de oplevelser, som barndomsminder er spundet af, indimellem trækker tænder ud på os voksne, men alligevel betaler sig på fineste vis. Nu sætter jeg endnu større pris på vores daglige ture til stranden, sandet i sofaen, hyldeblomstsaften på køkkengulvet. Jeg sætter pris på vasketøjet, som jeg først hænger ud, når børnene sover, fordi vi har så travlt med at være sammen resten af tiden. Skide være med at jeg ret ofte er helt i knæ klokken 22, når de tre ældste stadig kalder eller kommer ned i stuen med mellemrum – helt vågne, helt glade. Det her er de gyldne år med tusindevis af spørgsmål, gummibådssejladser og koldskål i haven næsten hver eneste aften. Det her er livet – det er nogens barndom og det er mit moderskab, og jeg er så træt indimellem, det er jeg virkelig, men jeg klarer det, og når de endelig sover, er jeg taknemmelig for, at jeg er her, og gør mit bedste, for lige om lidt er det slut. Lige om lidt flytter de hjemmefra, og så er jeg færdig med at være den, som er der hele tiden (og så håber jeg af hele mit hjerte, at der følger en anseelig årrække, hvor vi ikke har hjemmeboende børn og endnu ikke har børnebørn, og i de år skal jeg sove efter min egen rytme (dvs. kl. 02-9), og jeg skal gå ture hver dag, læse ustyrligt mange bøger og måske også skrive nogle selv. Jeg skal spise middag med mine nærmeste uden afbrydelser, og midt i det hele – mens vi sidder, og snakker, uden at vores børn kalder på os, vil det slå mig, at den tid var det smukkeste øjeblik. Det var et lysglimt, det var min største prøvelse og mest betydningsfulde livslære. Til den tid vil jeg være taknemmelig over, at jeg gør mit bedste nu.)

For tiden læser jeg Naomi Aldorts “Raising our children; Raising ourselves” (køb den billigt i UK nu, før de exiter), som jeg anbefaler alle forældre/bedsteforældre/lærere og pædagoger at læse. Læs den nu, ikke senere, og lad Naomi Aldorts visdom lede dig ind til den bedste version af dig selv. Det er en meget kærlig og øjenåbnende rejse.

Hvad skal du se på Ærø? (Følg min venindes nye guide + mine egne toppings)

Den tid er kommet, hvor turisterne udgør mere end halvdelen af køen i supermarkederne på Ærø hver weekend, og snart bliver det hverdag, når skolerne lukker.
Vi er med andre ord ved at træde ind i de måneder, hvor der kommer ikke bare én men adskillige cyklister forbi vores baghave dagligt, og vi vinker løs til hver eneste af dem.

Sommer er godt. God sommer er endnu bedre.
Vi er glade.

Med til denne sæson hører for mit vedkommende en jævn strøm af e-mails fra dejlige mennesker, som gerne vil høre, hvor jeg synes, de skal tilbringe deres ferietid på Ærø. Jeg har aldrig rigtigt fået skrevet et fyldestgørende svar, for faktisk er jeg en tryghedstype, som kommer de samme steder igen og igen, og derudover er jeg ikke den store shopper eller byhopper.

Men så er det jo godt, at min veninde Camilla Jørvad / Sigridsminde også modtager den slags mails, og har taget konsekvensen og lavet en personlig guide til de ting hun holder mest af på vores ø overdænget med en generøs bunke af sine forførende fotos.
Fremover bliver det et link til Camillas guide, jeg sender af sted, hvis nogen skulle spørge.
Og HER er den så.


(fotos: Camilla Jørvad / Sigridsminde)

Hvis jeg nu havde lavet en guide, ville den indeholde alle de samme forslag som Camillas krydret med en håndfuld derudover, nemlig: Naja Abelsen som laver den smukkeste grønlandske kunst (akvarel, papirklip og foto), Fie’s Strik hvor enhver strikkedame nyder at komme for det lækre og tildels lokale garn til mega-gode priser. Så er der Helsebutikken i Vestergade, hvor jeg shopper tandpasta uden flour og alt det andet af den slags, som jeg ikke vil undvære. De er alle sammen i Ærøskøbing.
I Marstal tager jeg til Øbolcher for at blande en pose håndlavede bolcher og karameller samt Søfartsmuseet for en fin, historisk og kulturel oplevelse. Der er også flere nye spisestedet i Marstal, som skal afprøves i løbet af sæsonen, og Erikshale-strand er fortrinlig, og fortjener en hel dag med kolde drikke og strandleg. Hver og én på listen kan googles.

…Og lige en lille sidste ting: Området, hvor vi bor, er simpelthen så smukt, og det er en skøn cykel- eller gåtur herop fra Ærøskøbing. Tag ruten langs vandet (så vidt muligt) – eller, hvis til hjuls, så på vejen nærmest vandkanten hele vejen op til Søby, som er en skøn lille landsby. Man kører eller går ad Vråvejen gennem Borgnæs, forbi den gamle smukke vandmølle og op i området med de rullende bakker, hvor vi bor. Her er skønt, intet mindre, og der er så meget umanerligt fint at se på og dufte til undervejs (det kan også klares i bil). Vitsø Nor oppe i denne ende af øen er også en smuk smuk gåtur oplagt til madpakke og læsning undervejs.

Berlin for første gang (hvor, hvem, hvad)

I fredags satte Kristian og jeg os på et tog mod Berlin og nu – næsten nøjagtig 48 timer senere –  er vi på vej hjem igen. Det har været godt, og jeg har nydt at have tid, tid og tid – ikke mindst rejsen med tog, faktisk. Det skal vi helt sikkert gøre mere som familie.

Vejrudsigten advarede om tordenvejr og skybrud hele weekenden i Berlin, og sådan blev det også fredag aften, da det begyndte at regne gennem taget på den indiske restaurant, hvor vi sad. Men siden mødte vi ikke en eneste byge.

Jeg har aldrig været i Berlin før, og var der kun så kort denne gang, at det stadig er en helt ny by for mig.
 
Jeg synes, Berlin er stor, er den ikke? Fysisk, altså. Den fylder meget. Lidt ligesom Los Angeles. Og fordi New York altid vil være den storby, jeg kender bedst, fordi jeg tilbragte nogle vigtige år der, følte jeg mig på fremmed grund, og måtte bare tage imod, opgive at kende mønstrene og i stedet nyde at være komplet uvidende.
Der er langt mere luft, bredde, grønt og plads i Berlin end i både New York, Paris, Rom og London, og energien er ligeledes anderledes. Både på grund af dens layout, tror jeg, men også af andre årsager. Man mærker byens historie så tydeligt på flere plan.
Jeg nød at være i en storby til en afveksling. Det var rart at se mange mennesker og mange steder og mange farver og udtryk, og jeg elsker at sidde på en café i en travl gade med Kristian i nærheden og min bog foran mig og forsvinde ind i mig selv midt i larmen. Vi hørte en violinkoncert, som vi gik fra i pausen, da solisten også var gået, og vi tog ud i den varme sommeraften, og så hvor berlinerne drikker drinks, og snakker hele natten. Vi spiste vietnamesisk og indisk undervejs, og vi spiste fantastisk på Lulu Guldsmeden, hvor vi boede, og hvor alt er lokalt, økologisk, gennemtænkt.

Jeg kan rigtig godt lide Berlin, og jeg kunne ligefrem finde på at tage til Berlin med mine børn for at besøge museer og se streetart og koncerter (men først om en del år, for storbyer og fire børn fra landet er ikke ideelt). Men jeg tænker det som en mulighed, fordi: Berlinerne slog mig som bemærkelsesværdigt uprætentiøse, beskedne, rolige og ufarlige. Der var en enormt ikke-materialistisk atmosfære i alle de områder, hvor vi bevægede os, og jeg har aldrig før set så mange anonyme bomuldst-shirts og kondisko i en storby før. Det er jeg vild med. Og jeg er vild med de store parker, som er strøet over hele byen. Jeg er vild med tyskernes ikke-hidsige måde at være i storbyen på; tålmodigheden, tempoet.

Og så bliver jeg nødt til at anbefale Lulu Guldsmeden, hvor vi boede, for selvom de ikke kunne finde vores reservation, den første time efter vi ankom, og vi nåede at blive lidt svedige ved tanken om at være hjemløse i Berlin, er det måske nok personalet og atmosfæren på det hotel, som har sat det dybeste aftryk i mig. Jeg tog derfra med følelsen af at være budt velkommen i en varm, nysgerrig flok mennesker med en lidenskab for at dele og fortælle om deres by. Den røde tråd fra Guldsmedens bæredygtige profil løber hele vejen igennem det smukke sted: Fra den håndfremstillede øko-the (Berlin), som man får til morgenmaden, til de skønne plejeprodukter (danske) og den skønne mad i hotellets restaurant, Sæson, hvor den unge vestjyske kok, René, vitterligt tryller med lokale, øko-råvarer, og oven i hatten bekæmper madspild ved at riste morgenbrødet, og smide det på desserten som velsmagende crumble.
Det er ikke en gang et dyrt hotel, og det tilføjer virkelig noget til oplevelsen, synes jeg. De mange tips om spisesteder og byens bedste is og de behagelige loungestole i foyeren, hvor man kan sidde og læse guidebøger eller drikke top notch drinks, er godt for sjælen.

Mit andetbedste tip til Berlin?
Det må være det tip, jeg fik af Pernille, inden vi rejste: “Tag i et LPG-supermarked,” som hun skrev, og det gjorde vi. Dem er der ti af i Berlin og byen er i det hele taget spækket med vidunderlige øko- og helse forretninger, og følelsen af at træde ind i et supermarked så stort som den største Kvickly, men hvor alt er øko (eller endnu bedre biodynamisk), er for mig intet mindre end himmelsk. Jeg mindes mine år med Upper West Sides Fairway rundt om hjørnet og senere kæden Whole Foods, som spredte sig som en steppebrand over kystbyerne i USA. Jeg bliver så glad – og jeg får… lyst til at shoppe. Så det gjorde jeg – men ikke mere end at vi kan bære vores tasker mellem togene her på rejsen hjem (omtrent).

Andet?

Tjek den uafhængige, inspirerende Berlin-blogger, Mary Scherpe / Still in Berlin, som skriver om alt fra bedste pizza og is til kunst, shopping og hang-outs. Hun har en trykt guide, som hun sælger for knap 10 Euro (74 kroner d.d.), men både hendes blog og instagram er også mega guld værd.

House of small wonder – friskbagt brød og kager, god te og kaffe. Lækker japansk mad de fleste dage, god vibe. Fra Brooklyn til Berlin.

Roamers Berlin (instagram) – det smukkeste, rustikke sted med topklasse mad og drikke. Skøn filosofi og omtanke.

DALUMA (instagram) – økologisk friskpresset juice, smoothies, salater og kaffe m.m.

Jeg tog ret få billeder i Berlin. Jo, en del af u-bahnen og sporvogne til ungerne, men ellers ikke mange.
Her er lidt fra Lulu Guldsmeden / restaurant Sæson:

Og East Side Gallery (mig og farver):

Os, når vi er på café:

– Og hvorfor har vi ikke den slags supermarkeder i Danmark (endnu?) Tiden er moden!

Kristian og jeg skal på love-tour til Berlin (sig at det nok skal gå)

Til lyden af den smukkeste kormusik sidder jeg her ved mit skrivebord, mens mørket er faldet på udenfor. Havet har gemt sig bag et slør af sort, og fuglenes sange forstemmer. Mine børn sover – på kryds og tværs, viklet ind i hinanden, og enkelte helt for sig selv – sover de i en dyb søvn, som vidner om den træthed, der sidder i hele ens væsen efter en dag med stor aktivitet. Det har været dag med et veloverstået hjemmeskoletilsyn (som jeg har skrevet lidt om på instagram) og en masse frisk luft.

I morgen tidlig skal vi med færgen alle seks. Det bliver første del af rejsen mod en weekendtur, som Kristian og jeg skal på, mens børnene skal være hos deres bedsteforældre. Det var en idé jeg fik for nogle måneder siden, med den tur: Jeg havde læst om det nye Guldsmeden-hotel i Berlin, og fik lyst til at overraske Kristian (fordi jeg elsker elsker at bo på Guldsmeden hotellerne, og desuden aldrig har været rigtigt i Berlin). Jeg længtes pludselig efter klassisk musik, stærk mad og fordybelse, og jeg så for mig, hvordan vi sammen satte os på den ene café efter den anden med vores bøger og gode snakke, midt i storbyen, midt i nuet. Jeg tog en hurtig beslutning, og bookede et værelse til os uden at nævne noget for ham. Dernæst købte jeg togbilletter fra Jylland til Berlin, og drømte om de seks timers absolutte ro. Igen: Bøger og snakke; god mad og chokolade.
Jeg bookede bord på to af byens skønneste restauranter, og fandt billetter til en klassisk koncert.

Og så fortalte jeg Kristian om mine planer et par uger tidligere, end jeg egentlig havde planlagt at gøre det. Pludselig kunne jeg ikke have det for mig selv længere – jeg måtte dele beslutningsprocessen med ham, og han blev glad og begejstret, mens jeg selv med ét kunne mærke, at det var for meget – i forhold til Juno. For længe. For langt væk. Fredag til søndag, helt i Berlin. To nætter uden Juno eller rettere to nætter for Juno uden mig. Vi har altid haft en tommelfingerregel om, at man kan tage væk fra børnene i så mange nætter, som de er i år, og det er det, vi gør: To år, to nætter. Men det er mere, end hun har prøvet for, og jeg fik kolde fødder, begyndte at trække i land. Mærkede en stor og tung ømhed i brystet, mærkede, at intet er den dårlige samvittighed værd. At jeg ikke kan nyde turen, hvis hun græder, når jeg går.

Jeg besluttede at aflyse turen, og ringede til DSB for at returnere vores togbilletter, men før jeg nåede At gennemføre, sagde min kærlige, moderlige veninde, at hun synes, vi skal tage af sted. Med god samvittighed. Og min kærlige og sensitive søster sagde det samme, og Storm, som skal være hos sin farmor sammen med Juno, mens Live og Ilja er hos min mor, blev ved med at sige: “Vi får det så hyggeligt, mor. Det skal nok blive godt.” Og så huskede jeg, at de skal i Legeland med deres farmor og på museum og se film, spise lasagne og sove i ske. Og jeg mærkede, at det nok skal gå. At jeg ikke vil gøre det igen snart, men at denne gang er det helt okay.

Det korte af det lange er, at i morgen tidlig tager Kristian og jeg til Berlin, hvor vi skal bo på det uden tvivl underskønne Lulu Guldsmeden Hotel og spise på de restauranter, som min Berlin-nørd-veninde har anbefalet. Vi skal læse bøger og snakke hele vejen derned, holde i hånd og trække vejret meget dybt. Gå til alt; nyde duftene, indtrykkene, afstikkeren fra vores vidunderlige hverdag.
Vi skal være sammen, uafbrudt og vitterligt uden børnenes afbrydelser, i to døgn, og så skal vi hjem igen. Med toget: Bøger, snak, god mad.

Og uanset hvor skønt det hele bliver, så kommer jeg til at savne børnene herhjemme, men jeg tror også, at jeg kommer til at give slip på dem, så snart jeg ved, at de er okay, og så snart jeg mærker, at tiden flyver – vi kommer hurtigt hjem igen.

Tænk, i morgen sætter vi os med hver vores stak bøger, hvor vores frokost og yndlingsslik på toget, og tager hul på en fuldt ud luksuriøs og på samme tid meget sjælden oplevelse. Og nu glæder jeg mig efterhånden..