Nu tager jeg på retreat (og på søndag skal du høre P1)

I eftermiddag starter mit første retreat i mere end et år, når ni kvinder kommer til vores lille ø for at være sammen med mig og mine dygtige hjælpere hele weekenden. Vi skal have frisklavet, hjemmedyrket mad; føre nærende og uforstyrrede samtaler; være musestille og helt uden internet; gå ture ved vandet; lave yoga, lære hinanden at kende og meget andet som åbenbarer sig i løbet af de to døgn.

Jeg glæder mig, og hele familien herhjemme har deltaget i forberedelserne, hvor der skulle graves jordskokker op og laves suppe; skrælles æbler og koges æblegrød, skæres græskar og laves endnu en suppe. Vi har kørt drikkevarer op i huset, hvor retreatet skal holdes, og vi har fundet mine yndlingsbøger frem, så de kan komme med.

Så nu er der blot tilbage at vente spændt, bage en stor bunke boller, møde alle de nye mennesker og lægge rum til en varm og tryg cirkel af tillid og håb de efterfølgende to døgn. Min opgave på retreatet er at skabe muligheder og inspiration, se indad og åbne op. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg står i denne rolle; jeg elsker at give plads til udvikling, sårbarhed og mod. Jeg elsker at få muligheden for at være fuldkommen nærværende og 100 procent mig selv i min interaktion med andre mennesker, som fortjener at blive set, forstået og løftet. Jeg er så glad for at være havnet netop her; på en plads, hvor jeg ved at være mig selv og tro på det jeg kan, har adgang til at skabe drømme, åbne døre og give ro.

Ej, jeg er sådan set bare virkelig glad for alt det gode der sker lige nu. God weekend til jer alle – ikke mindst på søndag hvor P1 sender en halv times udsendelse fra vores familie klokken 13. Det var den udsendelse, som en dejlig journalist, Signe Bjerre, var herovre og optage til for en måned siden, og de syv timers optagelser, hun havde med hjem, er altså med en vis anstrengelse blevet klippet ned til en halv, så jeg er spændt på at høre, hvor mange nuancer, der er gået tabt, og krydser fingre for, at vi lyder ikke kun skide søde men også (mest af alt, måske) relaterbare, selvom vi lever forskelligt fra de fleste.

God weekend!

Jeg elsker at holde foredrag

I mandags holdt jeg to foredrag i Aarhus, og det var simpelthen så fedt.

Uh, jeg kan skrive meget om det med at holde foredrag, og faktum er, at klokken er to minutter i midnat, jeg har ikke sovet mere end fem timer i nat, er rejst fra Jylland til Ærø med tog, og kommet hjem til fire børn, som savner deres mor. Men jeg bliver lige nødt til at skrive lidt om min dag i Aarhus og lidt om min dag i dag og om hvorfor og hvordan.

Foredrag er så fed en ting, fordi man står overfor levende mennesker, og fortæller en levende historie, og der er spørgsmål og mimik og kropssprog og røde øjne og grin og korslagte arme og alt muligt andet fra tilhørerne, som alt sammen bliver en del af helheden. Der er kommentarerne efterfølgende og fornemmelsen i maven og der er det helt vilde ved, at det ene foredrag aldrig kan gentages – der er så mange variationer fra gang til gang, og der er en mening med det! I aftes fik jeg eksempelvis en meget rørende og underfundig mail som respons på det ene foredrag i går, og lige netop det som den kvinde havde taget mest til sig, var ikke noget, jeg nødvendigvis kommer ind på hver gang.

For selvom jeg faktisk satte mig søndag, og lavede en liste med noter til foredraget, og selvom jeg også kiggede på listen under begge foredrag i mandags, var de to gange to timer så forskellige, at det er lige før, jeg tror, man kunne få noget ud af at høre dem begge (hvis man kan leve med en vis portion gentagelser, ik?), og det er alt sammen ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, det føles som sådan en skøn bekræftelse af, at intet er tilfældigt, og dét gør mig glad. Så tør jeg godt blive ved med at tro på, at de fleste kan få noget ud af at komme og høre mig snakke løs.

Efter de to foredrag var jeg glad. Mine to kusiner krammede mig, og sagde flere gange, hvor stolte de er, og jeg stod der med dem og min mor i efterårsmørket, og følte, at hvis jeg kan gøre dem stolt, så går det godt. Vi kørte, min mor og jeg, og jeg var træt, men mest af alt boblende indeni, og morgenen efter, da jeg sad på toget hjem, læste jeg de sedler, som en del af tilhørerne havde været søde at skrive efter foredraget. Samtidig modtog jeg beskeder på instagram og facebook med fine, bekræftende ord, og det føltes som en omfavnelse af dimensioner og ikke mindst den bedst tænkelige start på den her mini-foredragsturné, som jeg skal ud på i november.

Læs nogle af kommentarerne til mit foredrag under herinde

En euforiserende uge (om at være frontløbere og om fællesskabets betydning)

Efterårsferien har hvisket om mange ting hjemme hos os.
Om vigtigheden af gode, sociale relationer i det nære miljø; om betydningen af kreative og nærende aktiviteter og om prisen ved at være frontløbere.

Jeg har i den forgangne uge levet i en nærved euforisk stemning af meningsfuldhed, som har opladt mig og glædet mig dybt, men som også har mindet mig om det, vi ikke har i samme grad i hverdagen: Nemlig er stort, hjemmegående netværk at børnerige familier og tid.

Jeg har mærket, hvor energigivende det er at for både børn og voksne, når mange flere pludselig er hjemme, og har tid, og har fokus på familien og det nære. Jeg har tænkt på de hjemmeskolere rundt omkring i verden, som jeg følger på instagram, og som ofte deler billeder af store grupper børn og forældre, der laver skønne projekter, og leger dagen lang i skoven, ved vandet, på et museum. Jeg har mærket, hvor anderledes vores hverdag ville være, hvis vi var ikke bare to men fem, seks, syv – eller tyve hjemmeskolefamilier på Ærø, og hvor meget jeg ville nyde at tage initiativ til dage med fælles aktiviteter for alle, hvis det var tilfældet. Det ville skabe tryghed og sammenspil, og det ville bringe både mig og mine børn på banen på en skøn måde, og det ville helt sikkert også være udfordrende og til tider udmattende, men jeg tror, det mest af alt ville være lærerigt og trygt.

Og jeg tænker, at det er en form for umulig ligning, vi står i netop nu – som hønen og ægget – fordi nogle må gå først, og de første er naturligvis relativt alene på skansen. For selvom vi jo ikke er de første-første, så er vi en del af en tidlig bevægelse, en slags pionerer indenfor det her radikalt anderledes familieliv, og dermed kan vi ikke forvente at være en del af en stor gruppe, hver dag.
Jeg fik bare den der vidunderlige fornemmelse af noget Bulderby-agtigt i ferien, da vores hus pludselig var fuldt af børn de fleste dage, og resten af tiden var vores børn hjemme hos deres venner, og selvom det selvfølgelig ville blive til en afveksling mellem legeaftaler og hjemmetid, hvis det var hverdag, var der alligevel noget lovende over det, altså noget dybt glædeligt og smukt.

Jeg ved, at der er mennesker, som i disse år arbejder på at skabe den slags fællesskaber: Hvor forældre arbejder på skift og arbejder effektivt i færre timer, og hvor børnene er hjemme, og indgår i et større fællesskab med mange voksne og børn, og jeg tror virkelig på, at den slags initiativer er fremtiden. Vi har brug for fællesskabet, og vi har brug for at være sammen med vores nærmeste, og jeg mener, at vi alle sammen har et ønske om at bidrage til det fælles bedste i overskuelige lokalsamfund med udveksling af de bidrag vi hver især kommer med. Vi skal ikke frygte, at samfundet går i stå, når flere og flere vælger at dedikere sig til familien i de år, hvor børnene er små. Vi skal derimod glæde os over den udvikling, der skaber trygge og stærke børn med overskud og drivkraft til at ændre verden i den retning, der så desperat er behov for – det siger jeg, til alle dem, der tror, at vores samfund ikke kan holde til, at vi sætter tempoet ned. Jeg siger: Hverken vi eller jordkloden kan holde til, hvis vi fortsætter som hidtil.

Denne efterårsferie har mindet mig om, at min familie og jeg har det godt, at der er så meget håb og så mange muligheder, og vores liv er fuldt af åbne døre. Den har mindet mig om, hvor mange mennesker vi er velsignede med i vores liv, og hvor meget vi kan, når vi ikke er alene. Den har også bekræftet mig i, at der er en pris ved at gå forrest, og den pris betaler jeg gerne; jeg håber, mine børn vil være glade for, at de betaler den sammen med os. Det, jeg mener, er, at jeg glæder mig over min families frihed og langsomme hverdag; vores tid til fordybelse og fri leg, som jo indimellem men ikke altid sker på bekostning af legeaftaler med jævnaldrende i hverdagen. Jeg glæder mig over, at vi netop nu lægger fundamentet til det familieliv, som vores børn vil kunne skabe i fremtiden: Når de bliver voksne, vil det være nemmere at vælge denne type livsstil til, så længe vi pionerer ikke giver op.

Men det er ikke kun det, der gør mig glad. Det er også solen, den kølige efterårsluft og de gyldne blade. Det er roen om aftenen, det at vi næsten kun har været udenfor de seneste uger. Det er nærværet uden telefoner og computere og min egen følelse af at være mere tilstede i løbet af dagen. Min fornemmelse af ikke at forsvinde så meget som tidligere. De ting vil jeg holde fast i, mens jeg også plejer fællesskabet.

Hvad har jeres efterårsferie bragt med sig, og hvad drømmer I om mere af?

Guldkorn #5 “Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My

I kraft af mit virke som etnolog, er jeg stødt på noget, jeg har valgt at kalde mysteriet om det ikke-økonomiske menneske. Fordi det i den grad omhandler det, du med denne serie sætter spørgsmålstegn ved, har jeg valgt at dele nogle tanker fra min igangværende forskning. Som led i arbejdet med min afhandling har jeg interviewet en række aktører i det grønlandske samfund inden for fiskerisektoren. En af de øverste direktører i en af de helt store virksomheder, sagde noget, der for alvor satte gang i en erkendelsesprocess for mig:

Vi kan jo se, masser af vores leverandører (fiskere) i lange perioder, så er de til fodboldturneringer, og konfirmationer og så skyder de sæler i stedet for at fiske. Selv om vi vil kunne dokumentere, at de vil tjene mange flere penge ved at fiske. Det er også derfor, jeg vil blive ved med at argumentere for, at mange af de her folk, de bliver ikke drevet af økonomi. Man starter med at synes, det er synd for dem, men de synes ikke, at det er synd for dem selv.

For det første er det befriende, at direktøren udviser forståelse for, at det ikke er synd for de af hans leverandører, som vælger selvforsyning og socialt samvær frem for pengeoptimering. At de sådan set lever det, der for dem er at betragte som det gode liv, også selv om de i de økonomiske statistikker figurerer under fattigdomsgrænsen. Når det er sagt, er det interessant at direktøren samtidig bliver nødt til at se fiskernes adfærd som et problem for hans egen virksomhed. Som arbejdsgiver i en kapitalistisk virksomhed afhænger han af, at kunne få arbejdere eller leverandører til at bevæge sig i profittens retning ved at manipulere med deres tider, mængder eller priser. Han kan derfor ikke se fiskernes adfærd som andet end u-økonomisk. De er ikke drevet af økonomi, siger han. Min pointe er, at han her nok burde have sagt, at de er ikke drevet af den samme økonomi, som en direktør i en kapitalistisk virksomhed må være. Mysteriet om det ikke-økonomiske menneske er ikke en engangsforeteelse. Jeg er ligeledes stødt på det hos den danske økonom, Morgens Boserup, der rejste til Grønland efter 2. Verdenskrig. Ligesom det optræder i vor tids økonomisk råds beretninger.

Når sociologen, Max Weber, siger, at mennesket ikke af naturen vil tjene stadig flere penge. Det vil slet og ret leve; leve som det er vant til, og tjene hvad der dertil behøves, så er han inde på noget af det samme som direktøren ovenfor. Han kalder det for prækapitalistisk adfærd:

”Overalt, hvor den moderne kapitalisme begyndte sit forsøg på at øge det menneskelig arbejdes ”produktivitet” ved en øgelse af dets intensitet, stødte den på uendelig sej modstand i from af dette ledemotiv i den prækapitalistiske[1] økonomiske adfærd; og endnu i dag støder den derpå, og det i højere grad desto mere ”tilbagestående” (fra et kapitalistisk synspunkt) den arbejderstand er, som den er henvist til” (Weber 2001, 34).

Parentesen om at arbejdsstanden er tilbagestående ud fra et kapitalistisk synspunkt er vigtig, måske også vigtigere end Weber gør den til, når han samtidig kalder denne livsindstilling for traditionalisme. Det er med andre ord set ud fra den kapitalistiske produktionsmådes egne begreber, at denne adfærd er tilbagestående eller ”ikke-økonomisk”.

Det er stadig meget udbredt for økonomer og lægmænd at se kapitalismen som historiens endepunkt. En moderne tanke som kommer fra en tid, hvor man troede på, at kapitalisme gav både velstand og demokrati til de fleste. Nu er tiden imidlertid kommet til, at denne fortælling bliver modsagt af nye stærke fortællinger. I dag ved vi nemlig, at kapitalisme bringer alt andet end lighed med sig, og frem for alt, at vores klode ikke kan bære mere rendyrket kapitalisme, og at vi mennesker ikke kan klare mere effektivisering og tidsoptimering uden at brase sammen.

Derfor er det på tide, at vi lærer om andre måder at drive økonomi på. At vi stopper med at tale nedsættende om den fisker, der hellere skyder en sæl til eget brug eller går til barnedåb, frem for at tjene til et forbrug som kun gør kloden fattigere. At vi stopper med at omtale en sådan adfærd som ikke-økonomisk. For den er økonomisk, men på en anden måde. Som den franske sociolog, Pierre Bourdieu, siger det, så er den kapitalistiske økonomi ét særtilfælde af et helt univers af økonomier (produktionsmåder), hvor kampenes anliggende og de sjældne og eftertragtede produkter, som frembringes i dem adskiller sig fra hinanden (Bourdieu 2007, 90). Fiskerileverandørernes økonomi er i det lys ikke mindre økonomisk end direktørens.

En ting er at have læst en masse kloge ord om produktionsmåder, en anden ting er at applikere det på sit eget liv. Jeg skal ærligt indrømme, at også jeg har været indhyllet i tanken om, at det var helt naturligt at købe en lækker jakke syet af fattige hænder på den anden side af kloden til et par tusinde danske kroner. Også jeg forestillede mig, at vi støt ville tjene mere og mere, så vi kunne få mere plads til flere ting. Men så blev jeg gravid. Lige pludselig kunne jeg ikke længere skynde mig. Jeg kunne ikke skabe stress for min krop, som nu ikke længere bare var min egen. Jeg begyndte at gøre alting langsommere. Jeg afsluttede ikke bare lige den der ph.d., inden baby kom til. Tid og ro var gået hen og blevet mit nye guldkorn. I dag værdsætter jeg tid mere end penge. Penge skal der selvfølgelig også til, men det gør ikke noget, at der kun lige er til gode råvarer, produceret på en fornuftig måde. Kan jeg selv plukke min svampe og høste mine frugter, er jeg gladest.

Jeg har på de sidste fire år lært at skære en masse fra. Jeg tænker nu i en anden økonomi end de fleste. I stedet for at købe mig til tid som fx at købe take-away, rengøring, tøj, pasning etc., undgår jeg så vidt muligt at købe. Til gengæld får jeg paradoksalt nok mere tid, som ikke låst fast til et kontor fra 9-17. Det betyder selvfølgelig, at jeg bruger tid på noget, som andre slipper for, herunder madlavning, rengøring, børnepasning. Men mange af de tidsbesparende ting, andre køber sig til, kan man lave i fællesskab som familie, hvilket kan være både hyggeligt, sjovt og lærerigt. I vores daglige færd med hussysler rodfæster vi os i den verden, vi lever i. Vi skaber et hjem, og kommer hjem dertil for hvert eneste åndedrag og håndelag, vi bruger i hjemmet, sammen. I det store regnskab undgår vi som familie, at være to der sælger den tid, som for os er mest dyrebar.

For tiden afhænger jeg økonomisk af min mand. Det er sådan vi kører biksen lige nu, men jeg regner med, at vi vender rundt på den fordeling et par gange i løbet af vores forhåbentligt lange livsforløb sammen. Hvordan har jeg det som kvinde med den afhængighed? Det er klart en prekær situation i en tid, hvor karrierefeminister ser ned på en, og fremmaner billeder af en fattig, fraskilt posedamepensionist. Jeg er ikke økonomisk sikret på nogen måde. Vi er ikke engang gift. Når jeg har svært ved at bekymre mig lige nu, er det fordi jeg aldrig har været lykkeligere. Jeg er lykkelig, fordi jeg får lov til at bruge mest tid på det, jeg synes er vigtigst lige nu. Familien, leg, læring, nærvær og intimitet. Skulle bekymringen om alderdommen uden den store pensionsopsparing alligevel komme til mig i et svagt øjeblik, så tænker jeg på min far.

Han er folkepensionist uden nogen form for opsparing eller andre former for guld på kistebunden. Han formår dog altid at købe økologiske råvarer, som han forvandler til den bedste mad, jeg er kommet i nærheden af at smage. Han har endda råd til et dagligt cafébesøg, hvor han kan få læst avisen og blive en del af en større verden. Jeg tænker på ham, fordi han er langt fra sølle. Fordi flere med den type økonomisk livsførelse ville være bedre for vores klode. Han smider stort set intet ud, fordi han stort set intet forbruger. Den anden dag fortalte han mig stolt, at han endda selv var blevet overrasket over, hvor lidt udsmid han har efter kommunen forsynet os med kompostposer. Heller ikke han er altså en mand uden økonomi. Men han har en anden økonomi end de fleste af dem, der suser forbi i deres firehjulstrækkere på Strandvejen.

Vores familie er kun lige startet på denne rejse mod mindre udsmid, mindre forbrug, mere tid og nærvær. Vi har stadig meget at lære. Men jeg kan allerede nu sige at erkendelsen om, at livsrigdom ikke handler om, hvor mange penge man har på kistebunden, har været en befrielse for mig. Det har sat så mange nye energier fri. Energier som kan bruges på både selvomsorg og omsorg for andre end mig selv, herunder vores fælles jord. Jeg føler mig friere desto mere af min tid, jeg selv kan få lov til at disponere over. Jeg føler mig mere i kontakt med omverdenen, desto mere jeg kan interagere med den uden at tænke på, at det tager min tid. Jeg har mistet troen på, at kapitalisme er det, der gør os rigere på individ- og samfundsplan. Jeg tror nu i stedet på alternative former for økonomier og livsførelser. Derfor blev jeg så glad, da jeg så dit tiltag, Maj My. Tak for det.

– Gry Søbye

[1] Med ”prækapitalistisk” forstår Weber her: at den rationale udnyttelse af kapital i stordrift og den rationale kapitalistiske arbejdsorganisation endnu ikke var blevet kræfter, der dominerede orienteringen af den økonomiske aktivitet (Weber 2001, 33).

Guldkorn #4 “Til sidst at valgte vi min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Kære Maj My,

Jeg læste din indlæg om ”Guldkorn” for et par dage siden, og har gået og tænkt lidt på, at det tema vil jeg gerne bidrage til – både fordi jeg synes, det er væsentligt at tale om, og fordi du var så god at svare indgående på et spørgsmål, jeg sendte dig sidste år, mens jeg gik hjemme på barsel med vores datter og var fortvivlet over at skulle tilbage på arbejde og sende hende i vuggestue. Jeg ved, at vi lever meget privilegeret – ligesom rigtig mange andre danskere, og jeg tror derfor på, at det virkelig ofte for manges vedkommende (men selvfølgelig ikke alle) drejer sig om prioriteringen, og netop det handler vores historie om.

Vores familie består af min mand, vores 1-årige datter og mig. Inden jeg fødte, havde vi begge gode jobs på fuldtid. Min mand havde to timers transport hver dag til og fra arbejde, for vi har valgt at bosætte os langt fra storbyer helt ude mellem hav og skov. Vores hus var forholdsvis billigt, men stadig, som for de fleste, vores største post på budgettet grundet lån og vedligeholdelsesudgifter. Vi har dog altid levet ’under evne’, altså sørget for ikke at bruge for mange penge simpelthen ved at købe alting brugt og i det hele taget ikke købe ret meget.

Da jeg gik på barsel og fødte vores datter, gik det hurtigt op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til at sende hende i institution 7-8 timer om dagen, så min mand og jeg kunne gå på arbejde, som vi plejede. Min mand forstod mig godt, men vi, og specielt han, havde en meget stærk følelse af, at vi var nødt til at gå på arbejde, nødt til at indbetale til pension, og at det var nærmest farligt at tænke andre tanker. Da barslen lakkede mod enden, begyndte vi dog intenst at tænke i alternativer. Det var mig, der helst ville gå hjemme, men grundet vores specifikke omstændigheder, som for et eksempel at mine arbejdstimer er langt mere fleksible, og fordi jeg kan arbejde hjemmefra en del af tiden, valgte vi til sidst at vælge min mands arbejde fra – selvom hans løn var mærkbart højere end min (men to timers kørsel hver dag er også meget mistet tid!).

For at få råd til at leve på én indtægt har vi valgt at downsize; at dele vores hus på 188 m2 op i to afdelinger. Vi har etableret køkken i bryggerset og simpelthen indrettet en lille lejlighed i den ene ende af huset – som vi alligevel ikke brugte ret meget. Vi har en lejer, hvis husleje fint dækker vores madudgifter hver måned. Vi har måtte skille os af med nogle ting for at få det til at lykkes, og vi klarer os med et enkelt værelse udover stuen mm. (samsovning er pladsbesparende :)). Derudover har vi solgt den ene af vores to biler. Det var svært for os at forestille os, at vi kunne leve med kun én bil, når indkøb mm. ligger 12 km væk, og der ingen offentlig transport er. Vi har dog fundet ud af, at vi er blevet endnu mere kreative i forhold til transport og endnu mere effektive i forhold planlægning af indkøb, ærinder, besøg mm. Man kan desuden ofte låne en bil i lokalsamfundet, hvis man lige vil købe lidt ind til bilens ejer, når man nu alligevel er afsted – man skal bare lære at spørge.

Når vi besøger venner og familie, tager væk i forbindelse med mit arbejde mm. udlejer vi vores del af huset på AirBnB, hvilket både giver en fin ekstra indtægt og betyder, at vi får prioriteret tid til at få gjort hovedrent i den forbindelse. Når man sammenlægger, hvad vi sparer på ikke at betale til institution, på kun at have én bil i stedet for to, samt hvad vi tjener på at udleje og have tid til at klare mange af de små vedligeholdelsesopgaver selv samt have køkkenhave og den slags, så bliver regnskabet ganske fint – nej, vi har ikke ligeså mange penge mellem hænderne, som da vi begge arbejdede, men vi har en ganske fin og rolig hverdag med tid til det, som er vigtigst for os. Vi prioriterer ikke store julegaver, boligindretning eller nyt tøj til hverken os eller vores datter, og vores ferier foregår hjemme, på havet eller hos venner, relativt omkostningsfrit – til gengæld bor vi et sted, som andre har som feriedestination, og vi kan nyde havet, skoven, stranden, klitterne og den åbne himmel hver dag og føler derfor sjældent behov for at tage væk på ferie.

Jeg er rigtig glad for, at du har taget initiativet til disse ‘samtaler’ om økonomi, valg og fravalg. I den proces, min mand og jeg har været igennem det sidste års tid, har vi i den grad haft brug for at finde inspiration til alternative måder at indrette sig på, og faktisk var det vores lokalsamfund, som viste os en del svar på, hvordan folk uden almindelige 8-16 arbejdstider på faste jobs kan klare sig. Her, hvor vi bor, skal man ikke mere end en generation tilbage, før fast lønarbejde var en sjældenhed. I stedet har de fleste familier suppleret sæsonarbejde, fiskeri og jagt med sankekort til skovbrænde og køkkenhaver. Faktisk er rigtig mange familier her vant til, at man om sommeren flytter ud af sit hus for at leje det ud til tyske og københavnske feriegæster. Familier har indrettet sig på loftet eller sågar i hønsehuset eller i et skur i haven, så de kunne høste sommerens lettjente penge på udlejning. I dag er der stadig en del, der lejer et gæstehus i haven ud i ferierne.

Selvom det for de fleste af vores naboer ikke er en stor kunst at leve en familie på én løn, og på trods af at min mand og jeg ikke savner at bruge penge på hobbyer, ferier, ting til os selv, TV- eller streamings abonnementer osv., så har det alligevel været vanskeligt at træffe valget om at fravælge et job og takke nej til institutionsplads. Det er blevet meget tydeligt for os, hvor meget identitet, tid og værdi vi tidligere har lagt i vores stillinger, og hvor meget fællesskabet på arbejdspladsen har fyldt i vores hverdag, før vi blev forældre. Uden sit job og hjemme med sin datter har min mand virkelig skulle finde ind til en kreativitet, der ikke var forbundet med hans tidligere job. Derudover savner vi meget et fællesskab med andre forældre og børn, der har taget nogle lignende valg. På sigt håber vi på at blive en del af et større netværk af ligesindede forældre (og børn) samt begge at finde deltidsjobs, så vi begge kan få tilfredsstillelsen ved den faglige udvikling, som vi altid har sat pris på, samtidig med at nyde friheden i ikke at deltage i adskillelseskulturen og travlheden, som præger mange af vores nærmestes familieliv.

BUDGETSNAK

Jeg kan se i nogle af kommentarerne på de andre indlæg, at folk gerne vil se reelle budgetter og tale om reelle tal. Selvom det føles grænseoverskridende at dele sit budget, synes jeg egentlig, når jeg kigger det igennem, at det er ret generelt og slet ikke så farligt at dele – det ligner sikkert rigtig mange andres budget. Jeg har formentlig glemt en udgift eller to, så dette skal ikke tages som en endelig udgave, men mere som en ca. beregning af, hvordan vores budget ser ud. Der er selvfølgelig nogle specifikke ting, der gør sig gældende for os (blandt andet det skattemæssige i at have boliglån, at vi har venner og familie med sejlbåde, som vi tager på ferie med (og udlejer vores bolig imens) mm.), men her kommer altså vores overordnede budget på de faste og semi-faste indtægter og udgifter.

Overordnet budget:

Indtægter årligt (efter skat):

228.000 Lønindtægter

16.000 Børne- og ungeydelse

42.000 (ca.) udlejningsindtægter (de første 24.00 er skattefrie, dette tal er vores ca. indtægter efter skat. Dette er ikke så lettjente penge, som det måske umiddelbart ser ud – de af jer, som har AirBnB erfaringer som udlejer, ved, hvad jeg taler om).

Samlet ca. 286.000 DKK

Udgifter årligt (faste og semi-faste):

120.000 Bolig med alt dertilhørende:

60.000 ca. Realkreditlån

2880 Skat

2480 Renovation

2316 Vandafledning

916 Skorstensfejning

2500 Årligt service på luft-til-vand varmepumpeanlæg

7000 ca. Vandforbrug (dette dækker både os og vores lejer)

16.000 ca. El-forbrug inklusiv varmeforbrug (varmepumpe (dette dækker os og lejer))

3000 ca. Brænde

24.000 ca. Vedligeholdelse (og til uforudsete udgifter på huset).

(Vi sætter hver måned 10.000 kroner af på en huskonto, som bruges til ovenstående udgifter samt løbende vedligeholdelsesudgifter. Det er specielt vedligeholdelsesudgifterne, der gør det vanskeligt for os, og vi forsøger at ordne så meget af det selv som muligt).

40.000 ca. Madudgifter (vi køber økologisk og spiser primært plantebaseret, vi får en grøntsagskasse ugentligt fra et lokalt øko. landbrug, og vi lever med at spise mange kartofler om vinteren! Dette beløb er inklusiv toiletpapir, håndsæbe, tandpasta og vaskepulver, hvilket ca. er det, vi køber i supermarkeder – vi bruger ikke køkkenrulle, engangsbleer eller andet engangshalløj, cremer, parfumer mm.)

700 Bilafgifter

8000 ca. Benzin

6000 ca. Værkstedsudgifter

1000 ca. Parkeringsafgifter

2000 ca. Internet

2527 Multimedielicens

15.000 ca. A-kasser og fagforening (2x A kasse og 1 fagforening)

16.000 ca. Forsikringer (bilforsikring, ulykkesforsikringer, husforsikring og indbo)

3000 ca. Offentlig transport

2000 ca. Sundshedsudgifter (tandlæge mm.)

3000 ca. Mobilabonnementer

Samlet ca. 219.000 DKK

Derudover bruger vi også penge på gaver til andre familiemedlemmer, ferier (primært transport og mad), restaurant- og cafebesøg, billetter til svømmehal, museer mm., brugt tøj og ting til os selv og vores datter, og sikkert flere ting jeg ikke husker lige nu. Fælles for disse udgifter er dog, at vi prioriterer nøje, at vi generelt køber brugt, og at de kun udgør en lille del af vores budget. Vi har et par enkelte foreningskontingenter, vi betaler til – noget med 700 kroner årligt, jeg køber af og til adgang til en yogatime, men ellers bruger vi vores fritid på relativt billige eller gratis aktiviteter (cykling i skoven, sejlads, havsvømning/badning, biblioteksbesøg, køkkenhave og den slags). Vi låner rigtig meget tøj og legesager til vores datter og arver gerne møbler, køkkenudstyr mm. Vi forsøger at få repareret de af vores ting, der går i stykker, og vi lever et relativt low-tech liv.

Mange hilsner,
Mathilde”

LÆS MERE:
Sidste år skrev Mathilde til mig med et spørgsmål vedr. det at skulle tilbage på arbejde vs. at holde sin datter hjemme, som jeg besvarede i Vores Brevkasse

Guldkorn #3 “Tiden i familien blev mere knap. Dette var vores største fejl til dato.”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

“Jeg synes, det er så skønt, at du tager dette emne op, Maj. Det er så vigtigt, at vi får talt om det.

Det er så vigtigt, at vi får frygten ud af vores forhold til penge.
Jeg tror, frygten gør os penge-skøre. Vi tror, vi har brug for at tjene mange penge for at overleve. Og min egen erfaring er, at jo flere penge vi har, jo flere bruger vi også bare. Frygten er der stadigvæk, og den driver os ud i at arbejde meget mere, end vi egentlig har brug for. Så meget, at vi glemmer os selv, og vores børn bliver skadet af fraværende forældre, mennesker bliver skilt og så videre.
Min erfaring fra min praksis som psykoterapeut er, at mange småbørnsforældre arbejder 40 timer om ugen. Det vil sige, ar de er væk fra deres børn 80 timer tilsammen + transport. Mange udfordringer i familierne kan lykkes, hvis vi har mere tid sammen. Dermed ikke sagt at alle problemerne forsvinder, men tiden er vigtigt i en familie, og samværet med forældrene er den vigtigste.

Min egen histore er, at jeg selv har fået 2 af mine 3 børn, mens jeg læste på universitetet. Vi startede vores familieliv med meget få penge, men mere tid. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så gik det jo egentlig meget godt: Vi arvede en masse tøj, spiste altid økologisk, og tog også på ferie. Vi boede i en lille hyggelig 2-værelses i et bofællesskab, men på et tidspunkt følte jeg, at det skulle være mere “ordentligt”. Vores børn skulle da have hver deres egne værelser, og vi flyttede i en større lejlighed i bofællesskabet, samtidig med at vi havde sommerhus osv. Jeg fik et arbejde på et familiebehandlingsted, og tiden i familien blev på den måde mere knap. Dette var vores største fejl til dato. Det skabte rigtig meget stress at have flere boliger, fuldtidsarbejde og meget lidt tid sammen.

Jeg kom ud af synk med mine egne værdier. Jeg var væk fra mine børn alt for mange timer. Vi fik vores tredje barn, og jeg var heldigvis hjemme med hende i 2 år. Men jeg havde hele tiden den følelse, at jeg da måtte og skulle ud og arbejde for at vi kunne overleve, det var mere en frygt end en realitet. Vi flyttede i et endnu dyrere hus på landet, og min mand arbejde 60 timer om ugen, og jeg startede praksis og arbejdede lige så mange timer (selvom meningen med egen praksis var, at jeg selv kunne bestemmer min arbejdstid). Samtidig havde jeg et år med Zero Waste, hvor vi stort set ikke købte noget. Jeg smed halvdelen af vores ting ud, og læste en masse om “Tiny living”. Det fik mig ligesom tilbage på sporet og har gjort, at jeg i dag arbejder, fordi jeg ikke kan lade være, men ikke for at overleve, hvilket betyder, at jeg arbejder meget få timer, fordi vi godt kan leve for én indtægt, hvis vi vil. Jeg har altid tænkt på penge som energi: Hvis vi åbner os for dem, så skal de nok være der. Det skal nok lykkes for os at overleve. Frygten for fremtiden har lagt sig i mig, og jeg tænker mere på nuet. Har vi det godt lige nu? Vores drøm for fremtiden er at bo mindre, og dermed ikke have så mange udgifter, men mere tid til at være sammen.

Bedste hilsner,

Lea”

Efterårsferie på Ærø: Aktiviteter, indkøb og natur

Hvis nu nogle af jer skulle komme til Ærø i efterårsferien, vil jeg lige dele mine bedste bud på, hvor man kan få gode oplevelser, spise ordentlig mad, købe lækre varer og gå en skøn tur.
Skriv gerne andre forslag i kommentarfeltet – jeg er ganske langt fra at vide alt om denne dejlige ø.

AKTIVITETER FOR STORE OG SMÅ

(Foto: Bjørg Kiær)

* Der er faktisk ret mange super fine aktiviteter for store og små på Ærø i efterårsferien.
De fleste kan man finde på Visit Ærø-siden under arrangementskalenderen, hvis man indtaster de pågældende datoer, eller går ind under “efterårsferie på Ærø”.
De fleste aktiviteter er gratis.
Jeg vil blot nævne dem, som jeg håber, vi selv kan nå omkring – kig ind på siden for at se, hvad der ellers sker.

* Sæbekasseløb: Siden vi flyttede til Ærø, har Storm drømt om at deltage, og nu er tiden endelig kommet. For andet år i træk er han gammel nok til at være med, men for første gang har han både modet til det og det helt rigtige hold med sig – to af de bedste venner. Sæbekasseløbet er en skør og skøn tradition startet af blandt andre Claus Hattesen, som har vores vidunderlige iscafé Aroma samt lakridskonfektfabrikken.

* Danmarks mindste biograf Bio Andelen viser De Utrolige 2, og hvis nu det regner, så vil jeg nok tage det som en kærlig påmindelse om at invitere mine børn med ind i de bløde veloursæder i det skønne, lille biografrum. Filmen vises den 16/10 – 21/10, tidspunket kender jeg ikke.

* Marstal Søfartsmuseum er helt generelt super fint, og i efterårsferien er der planlgt nogle aktiviteter, som jeg synes, lyder sjove. Bl.a. kan børn komme og bygge deres eget havneanlæg i genbrugsmaterialer eller lave en søfartsbog, og det hele er gratis. Læs om efterårsaktiviteterne HER

* Søfartsmuseet har også et arrangement målrettet voksne i efterårsferien, nemlig: “Spørg konservatoren – vis os din skat!” torsdag den 18.10 klokken 12-16 De har inviteret en række kompetente konservatorer indenfor, og så kan man ellers komme forbi med de ting fra loftet, som man tror, har en værdi. Det sker ikke lige for mig, men jeg gad da godt have muligheden… 😉

* Herregården Søbygaard skriver sådan her om efterårsferien hos dem: Lav din egen roelygte, vi tænder bål til popcorn, leg med gammeldags legetøj, snitteværksted, skattejagt og meget mere. Alle dage serverer vi pølser fra grillen og cafeen er åben. Aktiviteter fredag: Æblepresning (medbring selv æbler og flasker). Entre: Voksne 60,- kr. Børn gratis. Kys Frøen og efterårsaktiviteter for børn 25,- kr. Der skal vi også op, området er smukt, det er på vores del af øen, og Søbygaard er et dejligt sted at gå en tur – evt. omkring Vitsø Nor før eller efter leg på Søbygaard.

* Tirsdag den 16.10 er der folkedans for hele familien i Rise Minihal og efter endt læsning af samtlige bøger om Laura Ingalls Wilder og hendes families liv i det unge USA for et par hundrede år siden, har et par af mine børn fået lyst til at gå til dans. Jeg kunne derfor godt finde på at tage dem med til folkedans i Rise – det er klokken 11-15 og på vanlig Ærøsk vis garanteret langt mere hyggeligt end det er svært.

* Inge Dahl i Sæberiet holder åbent værksted, hvis vejret tillader det, og det er altid et stort hit: Børnene kan forme deres egne skønne, velduftende sæber af de rene og naturlige råvarer, som Inge benytter til sine sæber, der sælges mange steder på øen.

* Onsdag den 17. er der loppe- og torvemarked i Ærøskøbing klokken 10-15. Nogle gange er det virkelig godt med mange boder og besøgende, andre gange er der halvtomt, og man kan købe en brugt blender og nogle sokker. Tag forbi og se på det og søg så til ét af de andre skønne steder omkring Torvet, hvis markedet ikke er tiden værd.

SMUKKE GÅTURE OG STEDER AT HENTE ENERGI I NATUREN

* Hele Ærøskøbing er værd at undersøge ned i detaljen. Ærøskøbing er med sine knap 1000 indbyggere Danmarks mindste købstad, og den er samtidig én af verdens bedst bevarede 1700-tals byer. Besøg: Ærøskøbing Kirke fra 1756-58, Philip Kocks Hus fra 1645 i Søndergade 36, som er en tidligere købmandsgård. Huset, der er byens ældste, er et bindingsværkshus med knægtbygget paradegavl og karnap mod gaden. Priors Hus fra 1690 i Søndergade 32 er et bindingsværkshus, og indretningen er præget af, at det var sømænd, som beboede stedet. Hoveddøren står uberørt siden 1690, hvor hverken maling eller olie har været en nødvendighed efter dørens oprindelige behandling med okseblodstempera – og så videre. Der er så mange beundringsværdige huse i den by.

* Marstal er øens største by med godt 2200 indbyggere. Den er også øens søfartsby med mange forretninger og en navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører til den danske handelsflåde. Søfarten er stadig en vigtig del af byens erhvervsliv med Danmarks største coasterflåde (ca. 50 fragtskibe). Der er flere rederier, træ- og stålskibsværfter, anløbskajer for charterskonnerter, fiskerihavn og bådforbindelse til Birkholm. Carsten Jensens “Vi, de druknede” er oplagt at læse før, under eller efter en ferie på Ærø, og her kommer man virkelig under huden på Marstal, som i sin tid var Danmarks næststørste havneby efter København, og det er sgu da også noget.

* Øhavsstien bugter sig rundt langs vandkanten på hele øen, og er på alle mulige måder og alle steder en tur værd.
Jeg er selv særligt begejstret for det område, vi bor i, som jeg vil mene, strækker sig fra Øster Bregninge, over Ulveholm, forbi Gammelgaard og hele vejen til Skovby. Her bugter landskabet sig mere end de fleste steder på øen, man går højt over havet og kan se langt ud i det blå. Men Øhavsstien er i det hele taget en garant for gode vandreture.

* Vitsø Nor er den skønneste gåtur, som jeg godt kan lide, da den er afgrænset – man går jo omkring et nor – og der er skønne hvile/picnicsteder undervejs samt et fint lille hus undervejs med info om områdets fugle. Når man er kommet turen rundt, er det naturligt at tage et stop forbi Søbygaard, som ligger omtrent lige på den anden side af vejen.

* Voderup Klint er (jeg citerer lige wikipedia): “en 33 meter høj og ca et 3,5 km. lang klint på Ærø, som består af skredterrasser, der som kæmpemæssige trappetrin forbinder havet og den høje ø. Den 3½ km lange kyststrækning blev fredet i 1957, og i 1991 blev klinten yderligere klassificeret som et særligt landskabeligt/geologisk beskyttelsesområde.” Det er i høj grad et besøg værd; de mange mange trin ned til stranden som ruller af sted på fine sten og den bjergtagende udsigt over havet heeele vejen mod Tyskland midt i det vilde terræn, som er skabt over så mange år.

* Vestre Strand er Ærøskøbings badestrand med de vidunderlige farvede strandhuse, som alle efterhånden kender. Det er en dejlig strand med gode gåture – blandt andet ud til “Bjerget”, som er en lillebitte skov (kald det en klynge træer, om du vil) på en høj med vand til alle sider og en dejlig udsigt til Ærøfærgen og byen derinde.

* Hvis man skriver “Haven” på sin gps, får man besked på at køre mod Søby og fortsætte længere end det. Haven er en lille og efterhånden ret forladt enklave af huse, men der er stadig liv, og der er stadig drømme, og der er fremfor alt en helt vidunderlig stemning, som jeg ikke kender fra ret mange andre steder. Det er Bulderby i virkeligheden; haver og gårde og bittesmå veje; havet til begge sider, tjørnekrat, komplet stilhed og høje træer.
Når man så har kigget sig omkring i Haven, er det mere end nærliggende at tage videre til Skjoldnæs Fyr helt ude på nordspidsen af øen, hvor havet er vildt og udsigten lige så og elementerne på alle måder kalder, og rører ved én.

* Eriks Hale er Marstals badestrand, og den er et besøg værd. Her er der hele to slags hav: Ét til hver side. Eriks Hale er nemlig en tange, og på den ene side kan man bade i den stille, lune bugt mellem marinaen og stranden, på den anden side har man den friske Østersø. Eriks Hale har også dusinvis af de karakteristiske badehuse.

SHOPPING OG SPISESTEDER
(Foto: Tree & Earth)

* Tree & Earth pure natural skincare: Solveig (til hverdag “Sol”) flyttede fra Australien til Ærø med sin familie for tre år siden, og ikke længe efter slog hun dørene op til sin produktion af de lækreste hudplejeprodukter, jeg nogensinde har været i nærheden af. Alt ved Sols arbejde er af de højeste etiske standarder; hun kender til hver eneste olie og butters oprindelse, og hun sikrer sig gang på gang, at de kvinder, som høster og forarbejder hendes råvarer, får fair løn, og bliver behandlet respektfuldt. Og det kan mærkes: Hendes cremer er nærende, lækre, simple og smukke.
Butikken er åben kl. 12-16 i uge 42 og 43.
Ellers sælges Sols cremer i Den Gamle Isenkræmmer, Den Gamle Købenmandsgaard og hotel The Monica, alle tre i Ærøskøbing – samt online.

* Herremark er en fin alsidige butik langt ude på landet i smukke omgivelser med udvalgte genbrugsvarer, nye bæredygtige produkter og en skøn samling smykker, chokolade og meget andet rundt omkring på borde og reoler.
Louise Pelle ejer og driver butikken i en længe på sin gård, mens de fem unger løber frem og tilbage, og charmerer kunderne. Herremark er åben i ferien: Fredag den 12 – søndag den 14. kl. 13-17 samt torsdag den 18. – søndag den 21. klokken 12-17. Se Herremarks instagram for flere fotos her.

* Den Gamle Isenkram i Ærøskøbing har et stort udvalg af nøje udvalget varer indenfor interiør, beklædning og hudpleje. Der er fokus på bæredygtighed i en del af sortimentet, og butikken er skøn at snuse rundt i, og Gitte, som ejer og driver forretningen, bor selv i resten af den gamle, fredede bygning med sin søde familie.

* Blandede Bolcher er min yndlings legetøjsbutik i den helt excentriske ende af skalaen. Harriet, som ejer og driver butikken, er vidunderlig og helt sin egen, og hylderne bugner af alt det, hun simpelthen ikke kan stå for. De smukkeste modelfly, trælegetøj, puslespil, kæpheste og alt alt alt muligt andet. Hun forhandler Djeco og Goki og lignende lækre mærker i stor stil og til bedre priser end andre steder.

* Hvis man kommer til Ærø, og drømmer om god mad, er Arnfelt Hotel og Restaurant helt klart det ypperste – en decideret gourmetrestaurant på vores ø. Jeg ved, at de har lukket for walk-ins i efterårsferien, men nævner dem alligevel, hvis nu nogen skulle læse med her uden for den uge.

* Jeg foretrækker at spise frokost på Den Gamle Købmandsgaard, som på alle mulige måder har det, jeg søger, når jeg forlader min lille hule: Atmosfære, håndplukkede produkter, lokale varer, mad af høj kvalitet, store smil, charme og den der miniby-fornemmelse, som ellers er svær at finde på en lillebitte ø. Jeg er særligt vild med deres egne, lækre sweatshirts og t-shirts; slikhylden, den lokale whisky (en perfekt julegave) og deres chokoladekage (ftw).

* Mumm laver gedigen dansk mad, ligesom den nye Bistro i Vestergade i Ærøskøbing gør det. På Harmonien Badehotel har det svensk/italienske par importeret en decideret massiv pizzaovn, som de laver vanvittigt gode pizzaer i. Der er også spisesteder i Marstal, men her kender jeg kun Gejst Butik og Café, som serverer brunch og frokost. Gejst er værd at nævne, både fordi Pia. som ejer og driver den (bemærk lige alle de cool kvindelige forretningsdrivende herovre!), er så sød og energisk, men også fordi hun laver de lækreste bolcher og karameller, jeg kender til. Hendes “nøddesalt” og “lakrids”-karameller og perfekte og hver eneste variant af de håndlavede bolcher, har fundet vej til mine blandede poser i tidens løb.

* I Marstal har Fru Nørgaard et eklektisk udvalg af keramik, indretning, tøj, kunst og meget andet, og butikken er bestemt et besøg værd.

Min veninde, den eminente fotograf Camilla Jørvad fra Sigridsminde, har lavet denne smukke guide til Ærø.

Husk at busserne er gratis på Ærø, alle vil gerne sige hej, vise vej eller dele deres æblerov med jer, og uanset hvor I kommer hen, så er alt vand ved siden af Ærø..

Guldkorn #2 “Jeg har sagt min stilling op – hvad gør vi nu?”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***
Jeg hjemmeskoler min søn. Tidligt på året valgte denne livsstil os. Jeg er ikke sikker på, vi ville have valgt den, hvis ikke det var for min ældste søn og hans skolevanskeligheder.
Hverken min mand eller jeg har høje lønninger; han har en lærerløn, og laver derudover lidt freelance i fritiden (hvilket jo tager noget af hans tid med os). Jeg var ansat som pædagog i en børnehave.
Min mand gør ingenting halvt, og han var på ingen måde med på lad-os-nu-bare-springe-ud-i-det-og-se-hvad-der-sker-attituden. Men han var på samme tid enig med mig om det vigtige i vores liv: vores familie og vores tid sammen. Vi var efterhånden kørt så flade af skolevanskelighederne, at det især påvirkede mig og dermed mit arbejde og hele vores familieliv. Vi havde brug for at slå bremserne hårdt i.
Vi regnede på vores økonomi i ugevis og talte for og imod.
Det endte med, at jeg sagde min stilling op, og vi sad tilbage på én indtægt.
Vi bor i et lejet rækkehus, hvor vi er glade for at bo, men det er ligeså dyrt, som havde vi ejet et hus.
Jeg har ikke lyst til at skrive præcise tal på indtægter og udgifter, men jeg håber, dette giver et billede alligevel:
Efter alle faste udgifter er betalt hver måned (incl. et estimeret beløb på benzin og eksklusiv a-kasse for mig) har vi 6000 kroner til mad, tøj, diverse, gaver, fornøjelser. Heri er medregnet børnepenge. Det, min mand tjener ved siden af sin faste løn er ikke medregnet – de penge bruger vi til opsparing og eventuelle ferier.
Vi er ovenud lykkelige og taknemmelig for det her nye liv, og for at det kunne lade sig gøre for os. Vi har så meget overskud til hinanden og ingen kvaler over de gamle dagligdagsvanskeligheder som; Hvem henter børnene? Vi er begge til møde i aften, hvad gør vi? Barnet er syg i dag, det er din tur til at blive hjemme! og MANGE flere.
Men det har også været en virkelig hård prioritering, vi har ikke meget på kistebunden, føler jeg. Vi fravalgte sommerferier sydpå og spontane restaurantbesøg. Vi fravalgte også opsparingen til hus, så selvom vi ville kunne bo i et hus for samme beløb som vores nuværende husleje (måske endda billigere), så har vi ikke råd til udbetalingen eller til at spare op i samme grad som før.
Vores økonomiske ståsted er den primære årsag til, at vi ikke føler, vi kan blive i denne livsstil. Vi drømmer stadig om rejser, større bil og måske et hus. Vi ved, at disse ting er (rimelig) materielle, men lige nu får jeg bare sved på panden over, at vintertøjsæsonen er over os. Vi har ikke lyst til at leve på en sten med vores to børn. Og samtidig vi ønsker stadig tid og nærvær.
Som vi ser det, har vi 2 løsninger:
1. Sønnike kommer tilbage i skole (gradvist) og jeg kommer herefter tilbage i job.
Fordele: Vi vil få vores økonomiske overskud igen, og vi håber at kunne bevare de gode vaner vi nu har fået med hinanden i denne lykkelige oase midt i livet.
Ulemper: Vi vil igen få langt mindre tid til hinanden, og frygter, at det så vil kaste os direkte tilbage i gamle mønstre.
2. Jeg finder et job på ganske få timer, evt. aften eller weekend.
Fordele: Vi tjener en smule mere.
Ulemper: Vi frygter stadig at det ikke vil være nok i længden, eller at min mand og jeg måske på den måde får noget mindre tid med hinanden, da vi så er nødt til at arbejde efter hinanden (siden jeg er pædagog og ikke kan arbejde hjemmefra)
Mit spørgsmål er mere konkret: Min mand arbejder (mere end) fuldtid. Jeg er hjemme (udd. pædagog. Jeg tegner i øjeblikket en børnebog, men er bestemt ikke sælger og nok ikke særlig ambitiøs), og vi har brug for større råderum økonomisk nu for at blive i vores fantastiske nuværende situation. Hvis jeg skal finde et job, hvor jeg ikke skal afsted så snart min mand træder ind ad døren, hvad skal jeg så?
Mange venlige hilsner,
Ditte

Guldkorn #1 “Et sundt forhold til penge”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My

Her får du mine betragtninger i forhold til Guldkorn – som jeg synes er et rigtig godt initiativ, fordi jeg tror, at der er behov for, at vi taler om penge og inspirerer hinanden til, hvordan man kan forholde sig på en sund måde til penge og skaffe de penge, der skal til for at leve på en sund og livgivende måde både fysisk, menneskeligt og åndeligt.

Jeg har lyst til blot at skrive det, der kommer til mig ift. ovenstående, og håber, at det kan inspirere andre.

Et sundt forhold til penge. Hvordan får man et sundt forhold til penge? Og hvordan skaffer man penge til at leve sundt og livgivende både fysisk, menneskeligt og åndeligt?

De spørgsmål har jeg arbejdet med i mit eget liv i mange år. Jeg tror, at det handler meget om, at hvis man kender sine kerneværdier, og har et dybfølt ønske om at udleve disse værdier, det som er allervigtigst for os, så opstår der en motivationsfaktor, der kan noget særligt.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, i 1990’erne, boede jeg med min familie, mand, to små børn og en teenagebonussøn i et kolonihavehus på Amager – legalt om sommeren, men illegalt om vinteren. Det var et valg, renten var høj på det tidspunkt, helt op til 16 – 18 % på bank- og kreditforeningslån. Vi måtte låne penge, 190. 000 til at købe huset for. Men vi indrettede os, og udover huslånene, så havde vi ingen gæld, i mange år heller ingen bil, vi boede på først 35 m2, byggede siden til, så det blev 60 m2. Vi levede godt, fik mad på bordet hver dag, lækker, sund mad, vi havde køkkenhave og frugttræer og nøddebuske og et netværk, hvor vi kunne købe billige fisk fra en fisker og kød fra landmænd uden fordyrende mellemled, og så var der det fantastiske, at vi fik foræret helt utrolig mange ting. Min mor, svigermor og jeg strikkede og syede tøj til os, og vi gik også gerne i genbrugstøj. Min mand arbejdede på et fritidshjem, og forældrene der spurgte, når de ryddede op i børnenes tøj og ting, om vi ville have tingene, sommetider var der stadigvæk prismærker på tøjet. Vi havde begge job, jeg dog et deltidsjob. Og da barsel med nr. 2 barn var slut, sagde jeg mit job op. Jeg havde haft bækkenløsning, arbejdede i et vuggestuekøkken, så fysisk kunne jeg ikke klare mit job længere. Samtidig havde jeg ikke lyst til, at vores børn skulle vokse op i institution. Jeg så børn ned til 6 mdr., der startede i vuggestue, pædagoger der gik rundt med et spædbarn på hver arm. Særligt ét barn gjorde indtryk på mig; en pige som hver eftermiddag stod og kiggede ud af vinduet, og sagde ”nu kommer mor” – det var bare aldrig hendes egen mor, der kom, for hun blev altid hentet som en af de sidste ved lukketid.

Vores ældste søn var i dagpleje og senere en overgang i børnehave. Da jeg startede arbejde efter endt barsel med ham, blev han hele tiden syg, og ligeså gjorde jeg. Og da den yngste blev født, smittede storebror ham alt for ofte. Dagplejemoderen (hvad er det dog for et ord???) arbejdede, selvom hun var syg, og hun sagde aldrig nej til at modtage syge børn.

Min mand og jeg besluttede på baggrund af alt dette, at vi ville passe vores børn selv, indtil de skulle i skole. Og det betød, at der var ret få penge at gøre godt med, vi skulle leve af én pædagogløn + børnecheck. Når alle udgifter var betalt, og der var lagt til side til gaver og ferie og uforudsete udgifter, så havde vi 2400 kr. til mad pr. mdr. til to voksne, en teenager og to små børn.

Kunne man det? Ja, det kunne vi, og det kunne vi, fordi vi ville. Vi manglede aldrig noget. Vi havde en lille sejlbåd, som vi holdt ferie og weekender i, og vi fik bil, da den yngste blev født. Og så havde vi som nævnt have med urter og frugt og nødder, og et netværk der gav adgang til billig fisk og kød. Og da jeg ikke arbejdede, var der mange udgifter, der er forbundet med at arbejde, som transport og præsentabelt tøj, der faldt bort. Jeg handlede konsekvent én gang om ugen, lavede madplaner, købte tilbudsvarer og overholdt nøje budgettet. Jeg lavede al mad fra bunden selv, bagte og syltede osv. Og vi manglede aldrig noget. Og som nævnt, så fik vi rigtig mange ting, tøj og møbler og meget andet som fx byggematerialer og træ til brænde fra andre mennesker. Og vi tog imod det med taknemmelighed.

Hvorfor kunne vi leve på den måde? Jeg tror, at vi kunne, fordi vi ville. Vi VILLE være sammen med vores børn, vi VILLE give dem en rolig og tryg opvækst, vi VILLE skabe et kærligt rum med tid til livet, tid til barndommen på en måde som vi selv valgte og styrede efter vores værdier. Og jeg tror, at det var den motivationsfaktor, der gjorde, at vi havde lyst, engagement og energi til at leve et liv på et lavt økonomisk budget.

Da den ældste skulle i skole, flyttede vi på landet, og senere fik jeg job, og vi fik en helt anden økonomi, det er en anden historie, men når jeg ser tilbage på det i dag, så oplever jeg, at vi var langt lykkeligere i den tid, hvor vi levede på et stramt budget. Og hvorfor kan man så spørge, er det ikke fedt at have penge? Jo, det er dejligt at kunne købe og gøre det, man gerne vil, ingen tvivl om det, men det kan også nemt udvikle sig på en måde, så det kommer ud af balance, og man bare bruger penge, bare bruger de penge, man har, på meningsløse ting, fordi man ikke behøver at tænke over det.

Pt. er vi igen på lavbudget, fordi vi er i en omstillingsfase i vores liv. Og jeg oplever, at min idealisme kommer mere og mere frem igen, og at det bl.a. bliver ansporet af, at vi er nødt til at vælge nøje, hvad vi bruger vores penge på. Hvordan er det, vi gerne vil leve vores liv, hvad vil vi gerne bruger vores midler på, vores liv på, vores energi på? Hvordan kan vi vælge de ting og oplevelser, og den måde at leve på, som for os virker nærende og livgivende?

Det, som jeg gerne vil formidle, det er, at man på mange måder kan, hvad man vil. Hvis man virkelig, virkelig ønsker at leve et frit liv, hvor man selv bestemmer, så mener jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre, det er at træffe nogle materielle og økonomiske valg, der gør det muligt at skabe et frit liv.  Vi skal alle have de basale behov dækket, tag over hovedet, vand, varme, mad, tøj på kroppen osv., det er vi nødt til at skaffe penge til for overhovedet at have et fundament for at leve et frit liv.

Det kan være dyrt at bo og leve i dagens Danmark. Desværre. Men der ER muligheder. Tager man fx børnene ud af institution – og det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man virkelig, virkelig har lyst til det og føler, at man selv kan give dem nærende rammer i dagligdagen – så sparer man mange penge blot ved ikke at skulle betale institutionspladser. Tøjet kan man måske i højere grad spare på, både til børnene og til sig selv, når man ikke skal præsentere sig på arbejde og i institutioner, og man sparer penge på transport. Og man får en masse tid, hvor man – sammen med børnene naturligvis – kan købe billigere ind, fouragere gratis i naturen, lave mad fra bunden osv. Hvis kun den ene part arbejder (hvis man er gift), får den anden hele skattefradraget.

Og man kan kigge sin økonomi, sit budget dybt i øjnene, lave et realitetstjek, og se på, hvad er det, vi bruger vores penge til, og er det det, vi har lyst til? Har vi lyst til at gå på arbejde 2 x 37 timer eller mere hver uge for at skaffe penge til at bo fx i en bestemt by og/eller bydel, have en stor bolig osv. Eller kunne der være andre måder at bo på, som gav større økonomisk frihed og glæde?

Jeg tror på, at hvis man virkelig, virkelig vil noget, så kan man. Og jeg tror på, at mange mennesker kunne skære rigtig mange penge fra i deres budget ved opmærksomhed på deres sande værdier og på, hvad de egentlig bruger deres penge på. Penge, som kan bruges til at skabe sig et liv med en højere grad af frihed og livsglæde, fremfor et liv med to gange fuldtidsarbejde og børnene i institution det meste af deres vågne timer og deres korte barndom.

Jeg tror på, at det hele beror på valg. At vi kan vælge, og at i det øjeblik vi vælger noget, som virkelig, virkelig betyder noget for os på et dybt plan, så sker der ting, som vi ikke havde kunnet forestille os eller planlægge.

Da vi startede i kolonihaven, vidste jeg intet om penge og energi og spiritualitet. Men vi handlede kærligt i overensstemmelse med vores inderste ønsker og dybeste længsler, og vi fik så meget foræret ud af den blå luft, uden at bede om det, det kom bare til os. Engang fik vi en gratis brændeovn til mange tusind kroner, og sådan kom ting til os. Og vi var taknemmelige, altid taknemmelige. Og jeg tror på, at taknemmelighed er en overset faktor ift. økonomi og materialitet. Taknemmelighed, klarhed over sine inderste værdier og at træffe bevidste økonomiske og materielle valg og handle i overensstemmelse med dette, det, tror jeg, er nogle vigtige grundelementer ift. at skabe et sundt økonomisk fundament i sit liv, som kan danne grundlag for et nærende frit og meningsfuldt liv. Og jeg tror på, at hvis man først har bevæget sig ind til essensen, ind til sine kerneværdier, har lært at træffe bevidste, sunde, nærende, selvkærlige økonomiske og materielle valg, så kan man bevæge sig ud fra den essens, og stille og roligt på det fundament skabe sig et sundt og nærende liv både fysisk, menneskeligt og åndeligt, hvor man har rigeligt til at leve et frit, levende, frugtbart og kærlighedsfyldt liv.

Bedste hilsener

Vibeke

Børn skal have tid

I går formiddag løb vi tør for korn til de to grise, så vi gik til naboen med et par store trillebører for at hente nyt.

For første gang i dette efterår var det tåget. Så tåget, at man knap kunne skimte marken, og havet lå ubemærket for enden af den pløjede jord, indhyllet i den sky der var gledet ned om ørerne på os. Tåge og efterår er lig med dug i edderkoppespind og fugtigt græs, og vi nød det alle sammen på vores egen måde. Stod stille lidt længere og kiggede frem for os. Juno var nærmest tryllebundet.

Og så sad vi pludselig omkring bordet hos naboen, som om det var en overraskelse. Vi spiste lune teboller med tandsmør og drak kaffe, og børnene kiggede i traktorkataloger. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, for det var bare livets gang, et øjeblik, en lomme af nærvær og fællesskab.

Vi trillede hjem igen, grisene fik en ekstra stor portion foder, og dagen fortsatte i sit eget tempo, jeg tror nok, det var en ganske langsom dag, og det var nærende og godt. Jeg tænkte undervejs: Mit liv er dejligt, omend ikke perfekt og ikke altid smukt, men meningsfuldt. Jeg kunne bo mange steder og leve på mange måder og have det godt, men jeg tror nok, jeg er det bedste sted for mig – lige nu, i hvert fald. Her på Ærø med min familie.

Når børnene sover, lægger de sig helt tæt op ad hinanden. I nat lå tre af dem viklet sammen på en dobbeltmadras i vores familieseng; den ene hvilede sit hovede på den andens mave.
Jeg tror ikke, jeg forstår den afstand, som vi har skabt i vores kultur. Hvorfor er det godt, at børn sover for sig selv, hvis de hellere vil sove hos os? Hvorfor er det godt, at de hurtigst muligt bliver uafhængige; knytter andre bånd end dem til deres forældre, og lærer at stå på egne ben – helt uden os?
Jeg kan ikke forstå, at vi har så travlt med, at børnene skal sove på deres eget værelse, medmindre de selv beder om det. Jeg kan ikke forstå, at de skal skynde sig at blive selvstændige, uafhængige, dygtige til at klare sig uden dem, der elsker dem ubetinget.
For hvad er det nu, der sker, når vi skynder os? Glemmer vi så ikke at have os selv med? Hvorfor var det, vi fik børn? For at blive fri for dem igen? Intet er mere naturligt end tilliden til det lille barns evne til selv at mærke sin vej, udtrykke sine behov, alligevel er den tillid så undertrykt, at man kan leve et helt liv som mor eller far uden at finde ind til den.
Intet bringer mig større varme og taknemmelighed end at mærke min yngste falde i søvn i mine arme eller se de tre ældste række hånden frem i søvne, når jeg går i seng nogle timer efter dem, og lægger mig ved deres side. Uafhængigheden kommer gradvist, og den kommer uden tvivl.
Jeg ser igen og igen, at det bedste jeg kan gøre, er at være tålmodig, men jeg skal også lære det igen og igen. Det ligger så dybt i mig at have travlt, presse på, skynde mig, at jeg næsten ikke kan lade være med at skynde på mine børn, heller ikke når jeg ved, at der er en bedre vej.

Dengang min søn var nyfødt, græd han næsten hele tiden. Der er uden tvivl mange gode forklaringer på hans gråd; både fysiske og psykologiske (min sorg over et stort tab under graviditeten), men der skete det, at vores praktiserende læge sagde til Kristian og mig, at vi ikke skulle finde os i, at han græd så meget, og hun sagde, at vi skulle lade ham ligge alene og græde – længere og længere hver aften. Hun sagde med de ord, at vores nyfødte søn manipulerede med os. At når han helst ville være tæt på os, så var det en form for kamp om opmærksomhed og manipulation.
Lige nu er der et decideret oprør igang mod den bog, som så udførligt beskriver metoden, hvor man vænner barnet til ikke at blive hørt, holdt tæt, elsket, respekteret, når det græder i sin seng. Det er et højt og rungende modsvar, og det er det vigtigste råb, du nogensinde vil høre: Hold dine børn tæt og tro ikke på den forvildede adskillelseskultur; denne kapitalismens puttemetode, hvor vi drives væk fra vores instinkter til at favne og give os hen til vores børn.
Jeg lyttede heldigvis til mit grædende hjerte, og tog min søn op, da jeg ikke kunne bære gråden længere. Men åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt. Jeg ville ønske, jeg havde startet mit rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.

Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me. – Mary Haskell.