Må jeg holde jul, som det føles bedst for mig?

Jeg kan godt lide julen. Midt i den mørke tid trækker vi sagn om næstekærlighed og magi ind i vores stuer, vi tænder lys og gør os umage med maden. Vi køber gaver til hinanden valgt med omhu, og vi tager os tid til hinanden.
Jeg har ingen juletraumer, ingen sårbare barndomsminder eller sorg med mig ind i julen, sådan som jeg ved, at mange har.

Alligevel har jeg været i tvivl, om jeg skulle skrive det her indlæg. For det er så følsomt for mange, det med julen.
Men jeg tror ikke, jeg er alene med mine overvejelser, og måske kan mine refleksioner svinge ind i nogle af jeres, og måske kan vi på den måde blive klogere, sammen. For jeg er ikke færdig med at tænke.
Sagen er den, at juletraditionerne har fyldt i mine tanker de seneste dage. Jeg har mærket efter og vendt det hele med Kristian undervejs.
Jeg tror, det kom bag på mig, at vores jul føltes, som den gjorde i år. At den var så nem og lige til.

Det var virkelig en skøn oplevelse for mig. Det handler om, at vi har så små børn endnu, at huset er fuldt af energier, bare vi er os selv. Det handler ikke om, at jeg ikke elsker vores familie, eller at jeg ikke ønsker at tilbringe tid med dem, og den del er det vigtigt at understrege, fordi det her er ikke et udtryk for manglende kærlighed eller velvilje, men derimod om balance og om at vi er forskellige som mennesker.

Vores juleaften gjorde det tydeligt for mig, hvor meget det kræver af mine børn at være i julens spænding og magi, særligt når både børn og mor er nogle sensitive væsner, som det er tilfældet her hos os.
Så længe mine børn er små, synes jeg, det giver mening. Deres følelser vælter frem ganske pludseligt, og de trækker alle med sig, og fylder hele rummet. Deres tanker bliver som regel sagt højt uden varsel, og der er ikke altid plads til stramme rammer eller adskillige voksnes forventninger og justeringer. Der var selv i vores rolige og trygge omgivelser behov for pauser undervejs, fordi nogen havde behov for særlig opmærksomhed. Ikke fordi der var noget galt, men fordi al den opbyggede forventning (selv i et hjem hvor vi ikke har set julekalender/ikke har været til juletræsfest/ikke har været til julefrokost/ikke har shoppet julegaver i timevis med børnene) nemt kommer til udtryk som en øget følsomhed. Jeg tror, det er helt fint – jeg tror, vi alle sammen lærer noget af den tilstand, men den skal imødekommes med den største forståelse, hvis ikke det skal ende i en konflikt.

Allerede i løbet af juleaftensdag fornemmede jeg, at det at vi kun var os selv, efterlod mere rum til, at vi som familie kunne handle på vores indfald og fornemmelser. Det var mere enkelt og ubesværet.
Juleaften var en dag, som på mange måder lignede alle andre dage herhjemme, og på samme tid var fuldstændig forskellig fra dem. Det var noget med stemningen, sanseligheden, tiden, der adskilte den fra hverdagen. Der var en følelse af grundighed og sammenhold og velvilje, som skabte en særligt varm energi, og der var den ubeskrivelige stolthed og glæde, da børnene selv var med til at bære gaverne ind under træet, og undervejs arbejdede på at løse de bogstavkoder, som jeg havde skrevet på deres til- og fra kort.

Da Kristian og jeg sad alene i sofaen om aftenen, var jeg helt lykkelig indeni. Løftet op og rejst ind i julen til et sted, hvor jeg ikke kan mindes at have været før. En ro, fordybelse, skønhed.
Vi havde ikke taget et eneste foto undervejs, vi havde ikke set på vores telefoner, vi havde ikke været stressede eller distraherede.
Vi havde været forældre og familie, og børnene havde haft ro til at sige til og fra, ligesom vi voksne også følte, at vi havde været tilstede på vores egne præmisser.

Julen er et virkelig følsomt emne. Det ved alle. Der er så mange forestillinger og forventninger spundet ind i dagene omkring den 24., og juleaften er for mange sårbar og pålagt en masse betydning, som jeg ikke selv føler, nogen aften helt kan leve op til.

Derfor har jeg også følt mig forkert i årenes løb, når jeg indimellem har ønsket, at det kunne foregå anderledes. Når jeg har syntes, at kabalen ikke ville gå op, og når jeg har mærket, at det blev for overvældende for mig.

Når andre har sagt, at juleaften for dem handler om at samle familien – så mange som muligt – at det er hjerternes fest og “her skal ingen udelades”, er jeg blevet tung af skam og dårlig samvittighed.
Jeg har følt mig som et ukærligt og utilstrækkeligt menneske, og har tænkt, om jeg ville fortryde mine tanker om julen, når jeg blev ældre og klogere.

Men juleaftens nat, da Kristian og jeg var gået i seng, slog det mig, at sådan er det ikke. Jeg handler ikke ud af grådighed eller manglende omsorg. Jeg handler på, hvem jeg er, og hvem mine børn er.
Og jeg er et sensitivt menneske, i mangel af et bedre ord. Jeg er sådan én, som bruger rigtig meget energi på at være i sociale konstellationer, for jeg gør mig umage, og jeg vil gerne, at alle har det godt. Men jeg kan mærke alle omkring mig, ofte bedre end jeg kan mærke mig selv, blandt andet fordi jeg er vokset op i et hjem med en far, som var dybt utilregnelig, så jeg har lært at gå på æggeskaller men også at mærke andre menneskers følelser, før jeg identificerer mine egne.
Det er blevet bedre med tiden, men jeg er stadig sensitiv, og det kræver stadig meget af mig at navigere i en gruppe mennesker. Og lige præcis juleaften, hvor magien næsten flyder over, og hvor mine børn endnu ikke er gamle nok til at hvile i spændingen, vil jeg gerne kunne fokusere på dem.

Og her er det, at jeg vil forsøge at lytte til ét af de råd, jeg ofte selv giver mennesker, som søger mit input: “Vi må alle tage ansvar for vores egne følelser”. Mine følelser er mine, og dem skal ingen andre have ansvar for, ligesom jeg ikke vil tage ansvar for dine. Så længe ingen gør noget brutalt, eller sårer andre med fuldt overlæg, skal vi hver især tage ansvar for vores egne følelsesmæssige reaktioner.
Det mener jeg, er én af de vigtigste lektier for ethvert individ, fordi vi på den måde sætter både os selv og hinanden fri.

Det er selvfølgelig derfor, jeg beskæftiger mig så meget med de tanker om julen – fordi de går langt ud over denne tid på året. Fordi det handler om vores måde at være i verden på i det hele taget. Respekt, omsorg, ansvar.

I disse dage nyder vi vores bedsteforældre. I går kom farfar og bedstemor Sus i højt humør og med stor energi til at være sammen. Der er blevet læst bøger og delt gaver ud og én af gaverne fra en dampmaskine til Storm, som blev fuldkommen lykkelig. Den har han ønsket sige mere end noget andet. Og hvor var det godt, at han fik den i går og ikke den 24., for den maskine har krævet adskillige menneskers fulde opmærksomhed lige siden. Han faldt i søvn klokken 22 med hånden på den, og vågnede lidt over fem for at få den igang igen, og han er næsten manisk at være sammen med, fordi han er så spændt. Tænk hvis der skulle være plads til alle andres forventninger for juleaften oveni det.
Nej, dette er også jul – at mærke efter og finde hinanden, når der er balance.

Hvad tænker I om alt det her? Jeg håber, I har lyst til at dele jeres tanker..

Her er opskriften på den bedste ris á la mande

Okay – så du har lavet din risengrød i går (eller her til morgen), og nu vil du gerne lave den mest velsmagende ris á la mande nogensinde.
Lad mig være behjælpelig med opskriften, som jeg fandt på bloggen Saga i farver for virkelig mange år tilbage, og siden har justeret en smule.

Til en standard 5-6 personers portion risengrød, skal du nu bruge:

Vaniljesukker
100-150 g. smuttede, grofthakkede mandler
½ l. fløde
1-3 spsk. sukker
½-1 tsk. snaps, helst Rød Ålborg (sherry kan også bruges).
Citronskal fra 1/2-1 øko-citron

Tag din køleskabskolde risengrød fra dagen før (eller i tilfælde af travlhed samme morgen), og tilføj følgende:
– Mandlerne smuttes, hakkes og røres i risengrøden.
– Sukkeret blandes i – smag hvor meget du foretrækker.
– Fløden piskes til flødeskum. Jeg foretrækker at lave flødeskummet ret fast, men man kan også sagtens lave den blødere.
– En smule flødeskum røres i ad gangen, indtil grøden er lind. Derefter vendes resten af flødeskummet i, til ris á la manden har den rette konsistens.
– Til sidst smages ris á la manden til med snaps og revet citronskål – lidt for lidt.

Og ja; snapsen er et must! Man kan ikke smage, at det er i, men det fremhæver smagen af ris á la mandens ingredienser. Det og citronskallen løfter retten fra “risengrød med flødeskum” til en kulinarisk oplevelse, sgu.

Jeg har ingen billeder af verdens bedste ris á la mande (men jeg skal nok lægge ét på efter i aften), så I får i stedet ét billede taget i baggrunden af vores dejlige nabo-jule-gæstebud i går, hvor den fine og vildt middelalderlige adventskrans, som Kristian fandt i en butik i Ærøskøbing for en uges tid siden, hang som en glorie og spredte varme.

Har I en madopskrift eller et andet godt tip, I vil dele til julen?

Jeg håber, I får en dejlig juleaften, alle sammen ❤️

Jeg nyder denne jul, den magiske

Klokken er over midnat.
Helt ubemærket har lillejuleaften sneget sig ind, og jeg mærker den som et tæppe omkring mig, som en kærkommen ven. Længe var du ventet, og nu da du er her, skal du ikke skynde dig videre.

Kristian faldt i søvn, da han puttede Live og Ilja tidligere, og selvom vi havde aftalt, at vi skulle være ekstra meget kærester her til aften, endte det med at være helt rigtigt, at han sov fra mørket med dem ved sin side. Mon ikke han er udhvilet, når jeg har brug for at sove lidt længere i morgen tidlig?

Der var høj stak julegaver, som skulle pakkes ind, og måske netop fordi jeg var alene her til aften, gjorde jeg det til en særlig og skøn oplevelse i stedet for at sidde med ondt i nakken ved bordet og blive irriteret over de mange stykker tape, sløjfer og papirsfolder som så mange gange før, satte jeg mig på gulvet, hvor papiret og pakkerne kunne fylde, som de skal. Jeg satte musik på; en virkelig smuk playliste på Spotify med klassiske kor-kompositioner. Store stemmer, store værker – jeg gled helt ind i musikken, mens jeg klippede, bandt sløjfer og drak varm te.

Sådan sad jeg i duften fra det grantræ, der står pyntet og lysende i stuen. Vi plejer altid først at tage træet ind den 23. eller 24., og jeg hele mit liv tænkt, at sådan var det bedst. Men når jeg mærker efter, tror jeg, det handler det om, at jeg ikke turde tro på, at julen kunne vare længe. Noget med, at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det – eller fordi vi skulle udskyde det for at blive særligt glade, når det endelig kom ind. Men, sådan er det ikke i år, for børnene ville have træet ind med det samme, og så snart det stod i stuen med sin duft derudefra, blev alting mere særligt, skønt og rigtigt, og børnene vimsede omkring det med glaskugler, flettede hjerter og små kræmmerhuse, som de hængte på de mange grene. Med ét var der ingen vej tilbage: Jul.

Og sådan skal det være, kan jeg mærke, i denne magiske tid omkring solhvervet hvor dagene bliver kortere og mørket skubbes bort.

“Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt,
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt.
nu kommer lyset og den lange dag tilbage”

–  Johannes V. Jensen

Vi har spist havregrød til aftensmad den forgangne uge (Ilja sagde: “Det smager, så jeg får lyst til at synge” og Live udbrød: “Jeg har længtes efter havregrød!”), og vi har bagt 400 brunkager, mindst, og tegnet sammen, hørt hele den første Erik Menneskesøn på lydbog i stuen. Vi har gået ganske få ture (de voksne ville så gerne gå flere), vi har snakket (og snakket og snakket – særligt Storm har snakket, for hans rumraketdille er blevet afløst af en enorm interesse for Ellerten fra 1970’erne, og nu handler alt om den). Vi har nået en del og andre ting har vi udskudt. For eksempel har vi ikke lagt tøj på plads, så der står tre IKEA-sække med top på soveværelset, og det kommer sikkert ikke i skabet inden jul. Men det gør ikke så meget, for når man holder jul uden gæster kan man – som min mor siger – sætte en butterfly uden på sit nattøj klokken 18, hvis man får lyst.

Julen er mange ting.
Det bliver tydeligere for mig, at den i høj grad er prioriteter.
I morgen er det juleaften, og for første gang i årevis har jeg lyst til at fryse tiden: Jeg har lyst til at holde de her dage med forventningensglæde og dansende lys og børnenes spænding og min egen fornemmelse af julelykke fast. Jeg har lyst til at stå lige her i nuet og bade i det stjernestøv, som falder fra børnenes stjernekastere i mørket på gårdspladsen. Jeg har lyst til at snakke med hver eneste af dem meget mere end jeg når, og jeg har lyst til at læse flere historier; lege flere lege, men tiden går, og den går så hurtigt, så vi prioriterer den hele tiden ved at vælge til og fra.

Den anden dag prioriterede vi havregrød til aftensmad, og her til aften har jeg pakket alle gaverne ind og skrevet nissekort til de næste dage, mens resten af familien sov. 2017 har været det første år længe,  hvor jeg ikke har ønsket mig frem til en tid med større overskud, nemmere børn, mindre ansvar. Måske fordi jeg er i det (hele tiden), men også fordi jeg skærer det fra, som ærligt talt ikke er så vigtigt.

I får lige nogle fotos fra de seneste dage:

Her lytter hele familien til Erik Menneskesøn. Vi har lagt en yogamåtte i økologisk uld ud på gulvet i stuen, og her bliver der puttet flere timer dagligt. Kristian sover sågar en lur på den de fleste dage..

 

Havregrød til aftensmad

 

I går gik de dygtige og søde håndværkere, som bygger musikstudie til os, på juleferie og vi sendte dem hjem med friskbagte brunkager. Men først efter de havde drukket en kop kaffe omkring spisebordet med os. Det gør man åbenbart bare – sådan lige tager sig en hyggestund med dem, man nu en gang arbejder hos op til jul – og jeg bliver faktisk rørt over det nærvær, der ligger i mange af relationerne her på Ærø.
I dag kommer vores naboer til eftermiddagskaffe. De skal også have en pose brunkager med hjem

 

Juletræet med sin pynt er min absolutte yndlingsjulesang. Kristians far sang den for ham, da han var barn, og Kristian synger den for vores om aftenen året rundt, og ved det sidste vers får jeg altid en klump i halsen og tårer i øjnene – fordi, livet er smukt og skrøbeligt og håbefuldt:
Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd’lig jul.

 

Den der yogamåtte ❤️

Hvordan ser jeres juledage ud?

Glædelig jul til jer alle sammen –
og tak for at I følger vores rejse ved at læse med.

 

Det kræver tålmodighed at leve efter sine idealer (og Storm har lavet en raket)

“Hvordan går det med at hjemmeskole?”

Et spørgsmål, som kommer ofte. Jeg bliver altid lidt usikker: Hvad ligger bag interessen, og hvad håber spørgeren, jeg vil sige? Kommer det til at lyde som en kritik af deres liv, hvis jeg fortæller om alt det, jeg er glad for ved mit – eller som en fiasko, hvis jeg tager mig tid til at beskrive nogle af de udfordringer, vi også har?
Kogt ind til essensen oplever Kristian og jeg begge, at vi tager større ansvar for vores forældreskab, nu hvor vi har børnene hjemme.
Vi gør os mere umage, gør mere ud af vores relation til dem – til familien.
Vi svarer mere uddybende på deres spørgsmål, og gør os flere tanker om, hvordan vi griber forskellige udfordringer an. Vi læser, lytter, samtaler mere om netop det: Livet med vores børn.
Jeg bliver hele tiden mere drevet af at gå vejen frem for kun at snakke om den: Jeg vil tegne med dem – male, snitte, rejse, danse, bage, vandre, læse, snakke.

Alt det er muligt, selvom man ikke har sine børn hjemme. Alt det er bestemt muligt, selvom ens børn er i skole/etc.
Men for os blev det ikke udlevet i så høj grad, som det gør nu, da børnene stadig var hjemmefra de fleste dage. Det gjorde det bare ikke, og det kan skyldes mange ting. Faktum er, at livet nu mere ligner det, jeg drømte om, før jeg blev mor.

Storm har været optaget af rumfart på det seneste: Han har set nogle kortfilm om månelandinger (og vi har diskuteret den første månedlandings oprigtighed, og er ikke ubetinget enige herhjemme) og han blev opmærksom på muligheden for at bygge en raket selv. Som det er med ham, blev han så grebet af idéen, at han ikke snakkede om andet. Han ænsede ikke andet. Hele dage gik med at undersøge mulighederne sammen med Kristian via tegninger og videoer, og de kom frem til, at de ville forsøge at bygge en lufttryksraket – sådan én, som farer til himmels ud af et stort overtryk – og da to bedstefædre med hver deres tilgang til den slags eksperimenter (den ene er ren og skær Peddersen og Findus-opfinder, mens den anden er mere teoretisk raketentutiast) var på besøg over weekenden, tog projektet hurtigt form.

Sodavandsflasker blev savet op og klistret sammen igen; slanger hæftet med gummipakninger, og affyringsrampen blev bygget af overskudstræ og andre stumper fra værkstedet.

Og så stod vi der søndag eftermiddag: Farfar, bedstemor Sus og alle os seks her fra huset samt min søster – ude på marken, hvor Storm sammen med sit team pumpede luft i raketten og hurtigt trak i udløseren, da trykket rundede 4 bar. Den specialbyggede flaske fløj med raktfart så langt op mellem skyerne, at vi mistede den af syne. “50 meter, i hvert fald!”, råbte den ellers beskedne farfar gennem vores højrøstede jublen. Vi sprang rundt på græsset, hvinede af glæde og kunne næsten ikke tro det: Storms raket var en succes.
Åh, hans ranke ryg – blikket af både stolthed og taknemmelighed.

Vi affyrede den igen og igen; alle fik lov til at pumpe, og Storm trak i udløseren gang på gang.
Dagen efter fortsatte far og søn – de justerede affyringsrampen, tilpassede vandmængden i flasken, prøvede med forskellige tryk. I timevis stod de på marken med raketten, og indimellem arbejdede min søster og Kristian videre på det legehus, som Kristian har bygget den sidste måneds tid med skiftende hjælpere.
Det legehus, som jeg forudser, at Storm kommer til at sove i det meste af sommeren. Min søster og Kristian har lagt gulv derude, og det bliver så fint. Snart skal det males. Det er bygget af materialer fra det gamle tørreloft, som er under en massiv ombygning, og nu er gulvet altså pillet af deroppe, og en lille del af det lagt i legehuset, hvor børnene har planer om at have butik, lege krig fra og ikke mindst overnatte når vejret bliver til det.

Når man kommer ind fra sådan en rakettur, skal man have havregrynskugler, og sådan nogle bar Juno ind i stuen med den største opmærksomhed, og så sad alle børnene ellers i sofaen i en halv time, mens deres hænder blev varme og kinderne røde.

Det var en dag i hjemmeskolelivet. Eller en weekend, rettere. En weekend der gled videre ind i mandagen, som ikke er så forskellig fra søndagen, når nu vi lever, som vi gør. Når solen skinner, går vi ud, når det regner, er vi inde.
Vi sover lur med Juno, hvis det passer. Spiser, når vi er sultne.
De næste fem dage har jeg planer om at læse så mange julefortællinger for børnene som muligt. Vi skaber selv julen, og den skal skabes nu.

Det kræver mod at leve efter sine idealer, det gør det virkelig. Men det kræver også tid – og tålmodighed. For vi sidder så vældig godt fast i vores computer, telefon, bil, rejseforbrug og garderobe, at vi skal trækkes op af kviksandet ved en langvarig indsats. Men når så taget slipper, er det næsten som at flyve, tror jeg. Jeg er stadig ikke helt ude af det, men jeg er mere fri nu end før. Mere fri af behovet for at følge med; være noget; gøre indtryk.
Tænk at man bare kan være. Det drømmer jeg om.

Her får I en masse billeder af det hele

De skønneste gæster – og nu en stille fødselsdag

Så gik den weekend.
Med fødselsdag og med jul.
Med flag og “hør-hvordan-vi-tromme-kan-“sange, marcipan og familie.

Vi samlede 18 mennesker under ét tag (en tredjedel af dem kom jo her fra vores adresse, som min søster påpegede) for at fejre Junos to år – men også i anledning af julen.

Og selvom jeg var træt i går, da gæsterne var taget hjem, og selvom jeg undervejs var både meget mæt af indtryk og en smule rundt på gulvet, var det mest af alt rart og godt, og jeg var glad for, at vi skabte muligheden for, at der kunne opstå den slags oplevelser, som ikke opstår, medmindre man skaber rum til dem..:

Som da børnene spillede Risk med min bror i timevis.
Og da de legede med deres farbrors lille hundehvalp i den frostklare formiddagssol.
Som da vi sad alle sammen om bordet og sang af vores lungers fulde kraft for lille Juno, som efter hver sang hviskede “mere” og dermed fik én til. Lige indtil hun sad alene ved bordet med min søster, og lyttede intenst til min søsters smukke sangstemme, der igen og igen sang “og hør nu her hvordan vi alle spille vil”.
Og da vi voksne spillede “Hint” hele aftenen (til ud på natten endda) og rent faktisk trimlede rundt af grin i sofaerne.
Og ikke mindst den smukke lille stund da min svigerfar læste “Oles Skitur” af Elsa Beskow højt for de tre ældste, for det var rørende at være vidne til. Rørende fordi min svigerfar altid har sagt til mine børn, at de skal passe på Kong Vinter, når de havde blottet hud om vinteren, men han har ikke helt vidst, hvor ham Kong Vinter kom fra. Som om det var noget, der var opstået af en gammel erindring. Og så sad jeg og lånte bøger på bibliotek.dk den anden dag, da jeg faldt jeg over den lille fortælling om Ole, som møder Onkel Rimfrost, Madam Tø og Kong Vinter, og min svigerfars blik, da han læste for børnene, at “Ole kalder på Kong Vinter” (og børnenes begejstring, for de havde glædet sig sådan til at se deres farfars reaktion) – Åh, det var så hjerteligt og fint, og min svigerfar har den mest vidunderlige oplæsningsstemme. Rolig, mørk og indlevende.
Hør, det er jo det, jeg altid har sagt! Kong Vinter findes“, sagde han. Det lille øjeblik med de fire på sengen og den dejlige historie om årstider og eventyr. Jeg var meget varm om hjertet.

Det var en weekend fyldt til randen med kærlige bedsteforældre, onkler og tanter og fine, afstemte gaver til fødselaren (en morgenkåbe, nogle dejlige bøger og den skønneste lille genbrugs-bondegård). Vi spiste den første flæskesteg fra vores egne grise, og vi havde bestilt en chokoladekage fra Den Gamle Købmandsgaard i Ærøskøbing, for selvom vi elsker at bage, min søster og jeg, besluttede vi at prioritere energien på noget andet denne weekend. Og det var godt – der var rigeligt andet, så det var rart blot at løfte kagen frem, færdig og tung af chokolade, og servere den sidst på dagen.

Og i dag er det Junos helt rigtige fødselsdag. I dag er det to år siden, hun blev født oppe på badeværelset med sin moster som jordemoder, og jeg tog imod hende i det varme vand. Der er sket så meget på de to år. Der er sket meget, siden jeg skrev om hendes etårsfødselsdag herinde sidste år.

Så i dag bager vi selv chokoladekagen og lige om lidt skal vi have friskbagte boller og varm chokolade og intet andet er sikkert. Vi tager denne dag et minut af gangen, tik tak tik tak.

Flere har spurgt til de smukke vers, som jeg delte ét af herinde den anden dag i anledning af de tolv hellige nætter.
I kan finde alle tolv samt en dejlig tekst om deres fælles betydning lige her, og i dag er sædtanken denne:
“Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler.”


Ja, i dag skal vi dvæle, i dag skal vi være her i vores eget hus.

 

Jeg elsker mange meget

Min søster er hjemme.
Hjemme fra Norge i en uge og vi vil alle sammen have så meget som muligt af hende, så indimellem løber vi rundt om os selv og hinanden, og hun står der i midten, og bliver næsten rundtosset, tror jeg.

Vi har trillet havregrynskugler og bagt pebernødder; lavet vietnamesisk suppe med nudler og knald-orange græskarsuppe med lune boller og sagt tak for en dejlig dag over den højeste stak pandekager, jeg har set i mit liv.

Vi har klippet julekort og tegnet stjerner og ryddet op halvtreds gange i døgnet og været ude ved Voderup Klint, hvor vinden stod så stejlt mod kysten, at børnenes råb blev overdøvet af bølgernes voldsomme, rytmiske brusen.

Vi har siddet tæt i sofaen om aftenen, os tre voksne, og vidst med sikkerhed at den slags aftener kan vi aldrig få for mange af, end ikke nok, så vi skal nyde dem,  se hinanden i øjnene, holde i hånd.

Jeg er så velsignet, at jeg elsker mange meget. Jeg er så velsignet, at de mennesker jeg elsker aller højeste, har jeg tæt på mig, lige i mit hjerte, midt i mit liv. Min familie.
Min mor fødte en bror og en søster til mig, og dermed var mine to bedste venner med mig siden begyndelsen. Aldrig har vi været andet end hinandens forlængelse i dette liv. Aldrig har vi tvivlet, frygtet eller forrådt vores indbyrdes bånd.

Jeg er så velsignet, at jeg har alle disse mennesker; mine søskende, mine børn, min mand, mine nærmeste venner og flere endnu med mig gennem livets åndedrag. En håndfuld af dem er jeg overbevist om, at jeg har vandret med før: Vi vender tilbage sammen igen og igen, forbundne i vores sjæl. Det er, hvad jeg tror.

Kærligheden er ubegribelig.

Jeg prøver at leve, så der er mindst muligt at fortryde, når jeg en dag skal her fra.

Lige nu er det kulsort udenfor, natten falder på, og Kristian ligger inde på stuegulvet, og lytter til den vildeste, livgivende musik med en gruppe kvinder fra Polen, som synger ur-sange fra det feminine dyb. Min søster sidder ved siden af ham, og lytter med. De to har deres eget venskab, deres egen forbindelse, og det i sig selv er en velsignelse for mig.

Tidligere i dag købte vi de sidste julegaver for i år: Nøje udvalgte er de; udpeget af os alle sammen til nogen, som vi skal være sammen med i den kommende weekend, når vi fejrer Junos fødselsdag.

For på mandag fylder familiens lille fakkel, min evige lysbærer, to år og jeg ved nu, at det er magisk at have et barn, som er født i julen. I denne hjerternes tid står hun med os, når vi fejrer hendes årsdag, og hun er en funklende, rolig, tillidsfuld stjerne på mit livs himmel.

Vidste du, at ifølge ældgamle skrifter, er vi nu i gang med julens tolv hellige nætter, som starter Lucia-aften, og fortsætter til juleaften? Med hver af disse aftener følger én af tolv energier, som formuleres i sætninger, der hver især har rod i et af de tolv stjernetegn.
Sætningen til indeværende døgn, den 16.-17. december, lyder således: Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys.

Jeg kan ikke komme på noget, der er mere beskrivende for mit liv lige nu.

Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?

Indianeren i min svigerindes liv

Solveig Kolstad er min skønne svigerinde; mor til min niece og min søsters veninde gennem mange år.
Hun er et tålmodigt og mildt væsen, og hun er ét af de mennesker, jeg holder rigtig meget af at snakke med. Det kom med andre ord ikke bag på mig, da Solveig og indianeren Hawk of the Yellow Wind (som jeg kendte lidt til i forvejen via min ven Peter Mygind) fandt hinanden, og skrev to bøger sammen.

Nu er den ene af deres bøger udkommet på Hawk of the Yellow Winds modersmål, engelsk, hvilket har gjort den endnu mere levende og nær. Jeg spurgte Solveig, om hun havde lyst til at skrive om sit venskab med den vise indianer og om deres bog, som altså stadig kan købes på både dansk og engelsk.

Her er, hvad Solveig skrev til mig:

En historie om at fodre en ulv for at overkomme frygten og finde kærligheden

Jeg bliver ved med at vende tilbage til øjnene. Jeg har aldrig mødt et menneske, der formår altid at komme tilbage til nærværet. Han lukker øjnene, og tager en dyb indånding, inden han med fuldt nærvær åbner dem igen, og ser på mig. Disse øjne får mig altid til at reflektere, på samme måde som jeg også altid gør, når jeg er sammen med dig, Maj.

Manden bag øjnene hedder Hawk of the Yellow Wind. Han hedder også Marc, og lige så vel som han er mennesket, min ven Marc, er han også den indianske medicinmand og shaman Hawk of the Yellow Wind. I sit lille træhus lidt udenfor Aarhus holder han til, når han besøger Danmark. Det er her, jeg har interviewet ham mange gange til de to bøger, vi sammen har arbejdet på.

Her i hans hjem dekoreret med ørnefjer, særlige sten og grene, og hvor der altid serveres stærk sort kaffe, har jeg har været så heldig at mærke den indsigt, Hawk har fået overleveret fra generationer af indianske forfædre. Visdom, som er vedkommende her i mit lille liv med familie, arbejde, (meget) vasketøj og drømme.

På væggene i træhuset hænger hans egne malerier af dyr fra de canadiske skove, hvor han holder til, når han ikke er i Danmark. Over den sorte lædersofa hænger et maleri af en ulv. Det er helt tydeligt et selvportræt. Hawk hører til ulveklanen, og det er her, han har fået den visdom, han nu blandt andet giver videre til erhvervsledere i Danmark, der arbejder med personlig udvikling.

Én af de første fortællinger, han gav mig, bliver jeg ved med at komme tilbage til, når jeg møder tvivlen i stort som småt. For eksempel bekymrer jeg mig altid over, om jeg kan indfri julens mange forventninger, og Hawks historie vender frygten på hovedet for mig, som en pandekage:

En bedstefar er ude at gå tur i skoven med sit barnebarn. Imens fortæller han en historie om to ulve, der er kommet op at slås. De to ulve og deres kamp findes i os alle sammen: Det er en voldsom og blodig kamp mellem de to ulve. Den ene ulv lever af kærlighed. Den anden af frygt. Fråden står om munden på ulvene, der kaster sig efter hinandens struber, fortæller bedstefaren. Barnebarnet spørger ham med opspilede øjne, hvilken af de to ulve der vinder. “Det gør den ulv, du fodrer,” svarer han.

Det giver mening for mig her i vasketøjsbunkerne. For er det ikke frygten, der er kærlighedens modsætning? Frygten, der holder os fra at give og modtage kærlighed? – Og hvornår lader vi frygten styre os? Jeg har lært, at jo mere jeg fodrer min frygt for, at julen bliver alt andet end hyggelig, jo mindre hyggelig bliver den. Nu glæder jeg mig faktisk til jul, og jeg sender Hawk en kærlig og taknemmelig julehilsen igen i år, imens jeg fodrer min indre ulv med kærlighed.

Kære Maj, er det ikke også det, du gør, og hele tiden arbejder med? Fodrer kærligheden? Giver kærligheden styrke til at overvinde frygten? Ikke at vi kan overvinde frygten én gang for alle, men vi kan arbejde på ikke at lade frygten styre os.

“Solveig,” siger Hawk med et glimt i øjnene, der kan være så smilende og alvorlige på engang. “Merry fucking christmas!”

Ulvenes kamp er også Hawks kamp, som han har dedikeret sit liv til. Han giver slip på frygten, og inspirerer til at gøre det samme. Det gør han i sit arbejde med HIV-patienter, i sine workshops og gennem sine bøger.

“Jeg er så heldig, fordi jeg kan arbejde med selv at give slip – på alt det, der holder mig fra at give min ubetingede kærlighed til både verden og mig selv. Vi er jo en del af livets cirkel.”

”Circle of Life” er titlen på den bog, der udkom på engelsk tidligere på måneden. I den for læseren Marcs mange fortællinger og redskaber til at give slip på frygten og dermed komme lidt tættere på den ubetingede kærlighed. Bogen kan købes i webshoppen HER.

De kærligste hilsner

Solveig

Hvilken frygt kender I til?
– Og har I nogle gode redskaber til at komme af med den?

Vi er aldrig mere syge (nå jo; i dag er vi)

Siden vi tog børnene ud af deres børnehave og skole, er de aldrig syge.
Det er ret vildt.

Jeg kan huske, at Storm var virkelig, virkelig ofte syg, da han som knap toårig startede i en ret stor vuggestue. Så ofte, at vi overvejede at søge om arbejds-et-eller-andet under én-eller-anden-paragraf for at få dækket alle de mange sygedage på mit arbejde.

Nå, men her på Ærø kom de to mellemste i en børnehave, hvor de er meget udenfor, og det hjalp på antallet af sygedage, men der var naturligvis stadig omgangssyge og den slags.

Det, der skete, da vi tog børnene hjem, var, at de stoppede med at være syge. Kender I det der med, at man har en neglerod, som gør sygt ondt, og så når den ikke gør ondt længere, så glemmer man ligesom bare, at der engang var et problem? Men sådan er det ikke med mine børn, som ikke bliver syge mere: Jeg sætter virkelig stor pris på det. For når mine børn er forkølede, sætter deres astmatiske bronkitis i gang. Jeg kan huske måneder (år, for at være helt ærlig), hvor hver nat var afbrudt af adskillige astmaanfald og utallige ubehagelige hosteture. Så jeg nyder jeg af hele mit hjerte, at vores børn stort set aldrig er syge mere. Det er lige før, det er i top tre over de bedste ting ved mit liv.

Sådan var det, lige indtil natten til onsdag, da Juno begyndte at kaste op. Natten til torsdag startede hun igen, og på ét eller andet tidspunkt i de mørke timer besluttede min krop at følge trop. Så var vi to, der lå blege i sengen med håndklæder over hovedpuden.
Vi aflyste vores plads på morgenfærgen, som skulle have taget os af sted mod en julesammenkomst med en del andre hjemmeskolere, som vi alle sammen havde glædet os til at møde.
De tre ældste børn var mildest talt skuffede. Uforstående, vil jeg næsten sige. Vrede, ja. Men der var ikke noget at gøre.

Allerede i aftes var jeg ved at være ovenpå igen (og jeg har endnu en gang forstået, at det hårdeste i verden er at være syg, samtidig med at man er nogens mor, og jeg har sendt mange kærlige tanker til alle forældre, som er alvorligt syge – og jeg kommer til at tænke på dengang for et år siden, da Juno og jeg var indlagt på OUH).
Inden jeg blev helt frisk, begyndte Live at kaste op, så nu tæller vi timerne for at se hvornår drengene (dem alle tre?) følger trop.

Hey – god weekend! Jeg regner med at have smidt et kilo (væske, I know, men alligevel) på den her omgang, og det er alligevel ikke galt et par uger før jul…

Vi har slagtet vores grise – Storm og elektriciteten – Nu ved jeg, hvad jeg vil – Tak for et godt år til de unge på vores forløb (“En liste med tanker #5)

Vi har slagtet vores grise, og det vil jeg gerne fortælle om.
Der er så meget at fortælle.
Det bliver fra Adam og Eva – eller i hvert fald fra min egen og Kristians barndom – frem til nu.
Det kommer til at handle om liv og død og livet efter døden. Om troen på meget mere og om ønsket om selv at blive en del af den store verden med hænder og med blod og med hele hjertet investeret.
Det bliver til et indlæg snart. Men det fortjener bedre tid, end jeg har lige nu.

Storm er sådan et fint sted for tiden: Han hviler mere i sig selv. Er stadig lige viljestærk, stædig og alt det andet, men der er en anden ro.
Han leger med elektricitet, og bygger videre på sine opdagelser i sit konstant ekspanderende univers, når han tegner.
Senest har han fået en masse ud af et sæt om elektricitet, “Det første kredsløb“, fra Captoy, som er den butik, jeg også anbefalede i min julegaveliste. Vi har købt nogle ret fede gaver i webshoppen både til jul og til Storms fødselsdag i januar. Det er vores erfaring, at de forskellige sæt bliver brugt på mange forskellige måder, efterhånden som tiden går. Storm lavede for eksempel en lommelygte af tre batterier og den medfølgende pære om aftenen, da han og Kristian havde siddet med sættet for første gang nogle timer forinden.

Et besøg på Steinerskolen “Vidar” i Odense i weekenden fik en del brikker til at falde på plads i mig. Jeg huskede min egen kreativitet, blev klar over en længsel og et ønske, som er forsvundet i en lidt for distraheret hverdag.
Jeg har været glad for Rudolf Steiner, siden jeg var helt ung: For antroposofien (det esoteriske og åndelige univers, som i høj grad er mit verdensbillede) og alle de forgreninger, han nåede omkring i sit vanvittigt produktive (og relativt korte) liv: Kunst, arkitektur, det biodynamiske landbrug, filosofi, psykologi, religion, reinkarnation, medicin og pædagogik – for blot at nævne et udsnit. Jeg holder af hele den bevægelse, som Steiner satte i gang med vores åndelige, kosmiske menneske i centrum, og jeg holder af hans upersonlige tilgang og uvilje mod at blive en guru fremfor blot et menneske, der puster til den sjæl, vi alle bærer rundt på.
For mig står Steiner for forbindelsen til universet; til hinanden; til barnet, til planteverdenen, dyrene og alt det andet som er med os her på jorden.
Og så stod jeg der i lørdags foran de smukkeste tavletegninger (en klassisk del af Steiners skoler) og de smukkeste værker i alle klasselokalerne fremstillet af skolens elever. Jeg duftede maden; de hånddrejede træfigurer, og fornemmede den røde tråd, som løber igennem mange af de institutioner, der er funderet i hans ånd.
Jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af, at jeg har lyst til og behov for mere fordybelse; større kreativ ro og intensitet. Jeg ved, at mine børn vil komme med ombord, hvis jeg begiver mig ud på den rejse. Så nu er jeg begyndt at tegne i det små sammen med dem  – for det gør de flere timer dagligt allerede, og jeg vil være med; jeg vil inspirere dem og hæve indlevelsen hos os alle. Jeg vil vise dem, hvor vi kan bevæge os hen med vores kunst, og jeg vil følge dem, når de viser vej.
Det er mit nytårsfortsæt: En meget mere vågen forbindelse til kreativiteten og en mere rutineret planlægning omkring det. Jeg vil være bedre til ikke at tænke på tøjvask eller madlavning, når muligheden for kreativitet byder sig til. Og jeg vil skabe muligheden selv så ofte som muligt.
Intet kommer uden et offer, så noget skal ud, når det nye skal ind: Det, der skal skæres fra, er i alle vores aftaler. Vi skal have færre ugentlige planer. Vi skal blive bedre til at blokke hele dage ud i kalenderen, hvor vi er her på vores sted – ude på marken og inde ved tegnebordet – med god tid til at lave det, der nærer os.

I dag skal jeg på årets sidste dag med de unge, som Kristian og jeg har haft i forløb siden marts. Vi skal drikke varm kakao i Svendborg, snakke meget, kigge os omkring i julebyen, tage billeder og spise en stor middag, før vi siger glædelig jul til hinanden. Det har været en vild rejse for os alle sammen de seneste ni måneder: Så meget er sket for de unge, og vi hverken kan eller skal tage hele æren – men en del af den tør vi godt tage på os. Ham, der klarer sig godt på sin efterskole, og som ingen havde troet, ville komme igennem den første uge. Ham, som tør tro på, at han kan komme ud af folkeskolen med et brugbart gennemsnit næste år. Hende, som er startet i skole igen efter at have været udenfor systemet i en periode, og som møder tyve minutter før første time hver dag, fordi hun er så motiveret. Hendes gode veninde, som pludselig er den pige, der trækker foran i de sunde relationer, og som altid er med, når vi skal være sammen. Ham, der ikke kendte nogen i byen, og som har fået en bedste ven, der overnatter hos ham de fleste weekender. Og hende, som vi først lige skal til at lære at kende, og som hele gruppen tager imod med åbne arme og store forventninger.
Det har været en ære at tage dem med på en rejse ud i livet; væk fra de snævre rammer og op i højderne i 2017. Det er derfor, vores forløb hedder Horisont, og det er fordi, vi synes, det er meningsfuldt, at det lykkes så godt. Vi fortsætter med de samme unge og forhåbentlig et par stykker mere til næste år.

 

Hvad tænker I på for tiden?
Har I længsler, som skal besvares? Noget, som det falder naturligt at tage op til revision nu, da året går på hæld?
Eller er det noget, som I glæder jer særligt over i denne tid?