Jeg holdt tre foredrag i går – og det gik super godt (det må man godt sige selv, ik?)

“Det svære er, at man skal være adskilt fra sine børn for at fortælle om adskillelsen”, konstaterede en kvinde med sin søn på armen, da vi talte sammen efter mit foredrag i går eftermiddag. Jeg havde netop sagt, at jeg glæder mig til at komme hjem i dag. Men også at jeg ikke ville være mine foredrag foruden.

For mig er livet i disse år en balance. Måske er det sådan for alle og hele livet igennem?
En balance mellem at være stille og kommunikerende og en balance mellem at være hjemme og ude.
Jeg synes, hver eneste element bidrager til det, jeg gerne vil med mit liv: Jeg vil gerne give mine børn en nærværende og tryg opvækst, og jeg vil gerne fortælle om de erfaringer, jeg gør mig undervejs. Jeg vil gerne have lov til at være stille og indadvendt, men jeg kan ikke fungere uden samtidig at være det modsatte.

Onsdag formiddag fik vi besøg af en journalist og en fotograf fra Dagbladet Information hos os på Ærø. De var søde begge to, og vi havde en dejlig dag, selvom de var der. Sådan skriver jeg, fordi det ofte kan være lidt anstrengende at have journalister på besøg, når man har et par børn, som bliver anspændte af den slags, men de var så nemme at have besøg af, at vores dag var ret almindeligt og fin.
Om aftenen skulle jeg holde foredrag i Svendborg, og jeg fulgtes med de to fra Information på færgen, og kunne lige svare på et par sidste spørgsmål dér uden afbrydelser fra børnene. Så videre til foredrag i Svendborg (hvor der som det eneste sted endnu, var omtrent lige så mange mænd til stede som kvinder – Sydfyn ftw). Jeg løb fra foredraget til togstationen, og rejste mod København, tjekkede ind på hotel guldsmeden (et vanernes menneske er jeg trods alt på nogle punkter), og faldt omkuld.

Og så i går var det min helt store foredragsdag: Tre foredrag mellem kl. 10 – 21, og jeg havde været nervøs for, om jeg kunne holde energien hele vejen igennem, men jeg synes, det sidste foredrag gik lige så godt som det første, og det i midten, der havde gjort mig nervøs på forkant, fordi det var i en ret stor teatersal, og der var solgt 100 billetter, var også en god oplevelse.
Foredrag er sådan en helt klassisk personlig-præstationsting, hvor man i minutterne inden tænker: “hvorfor udsætter jeg mig selv for det her?”, og efterfølgende føler, at man er vokset både af succeserne og af de ting, man gerne ville have gjort bedre, og sådan bølgede jeg rundt hele dagen i går, mellem spænding og lettelse og tvivl og stolthed, og det var på mange måder en vidunderlig og vild dag.
For mig kan hele oplevelsens ekko af et foredrag skifte lyd, hvis der kommer nogen op bagefter, og siger tak, eller hvis flere skriver til mig efterfølgende, at det var en god oplevelse. Det føles bekræftende med den anerkendelse, når man står fuldkommen eksponeret ovenpå at have givet så meget af sig selv, og i går var der mange, som både kom hen til mig, og skrev i timerne efter. Og ved I hvad? Der kom fire mænd til foredraget i aftes, hvis kærester alle havde været af sted tidligere på dagen. Mænd, som stillede gode, væsentlige spørgsmål, som lyttede opmærksomt og med al tydelighed viste os, at denne udvikling (“omsorgsrevolutionen”, som det så fint kaldes), breder sig dag for dag.

Nu sidder jeg på toget hjem, og tænker “så er det klaret!” -I ved: Man har set frem til noget, og været spændt, og pludselig er det forbi, og jeg øver mig i bare at være uden at gøre en helt masse. Jeg glæder mig til en stille uge med min familie, før jeg igen stiller mig blandt en gruppe mennesker, og skaber mulighed for personlig udvikling og indsigt på mit retreat i næste weekend.

Jeg har ikke pt. nogen billeder fra i går, men Dagbladet Information var med ved mit ene foredrag, så der kommer en artikel i løbet af nogle uger med interview med mig og reportage fra Ærø samt reportage fra foredraget og interviews med nogle af deltagerne.

 

****** her er nogle af de beskeder og kommentarer jeg modtog i løbet af i går:

“Hej Maj My. TAK for i dag. Min veninde slæbte mig med, og jeg var super nysgerrig på dit foredrag. 2 timer senere var jeg total rundt på gulvet, over hvor meget du havde rørt og sat i gang inden i mig. Wauw! Det er ikke tit, jeg oplevet at blive SÅ fanget og opslugt af noget/nogen! Jeg kørte direkte fra dit foredrag ned til min mands kontor og sagde: Vil du ikke nok tage ind til det her foredrag i aften, det tog total røven på mig”

“Tusind tak for i dag! Det var SÅ inspirerende. Både min kæreste og jeg er klar på mere af det, vi allerede er på vej til at skabe: Frihed, indre glæde og nærvær – og måske en dag børn.”

“Hej Maj My -jeg vil bare sige 1000 tak for et virkelig godt foredrag. Det satte virkelig nogle tanker i gang herhjemme.”

Kære Maj,
Mange tak for et meget inspirerende og tankevækkende foredrag her til aften. Jeg kunne have stillet 400 spørgsmål, men tænkte, at det var lige i overkanten.”

“Kære Maj My,
I går deltog både min veninde og jeg i dit foredrag om formiddagen, og begge valgte vi at sende vores mænd din vej kl. 19, for du ændrede vores kerne!”

“Fantastisk foredrag – Tusind tak fordi du gav både mig, men også min mand, som var til foredraget i aftes, en helt masse at tænke på og snakke om, og lagde kimen til forandring i os.”

“Tak for et virkelig skarpt og inspirerende foredrag. Dine journalistiske evner er ikke at kimse af.”

“Jeg har netop været til foredrag med Maj My, og mit hjerte jubler, for her står en kvinde, som udlever alt det, mit hjerte også kalder på. Det er en kæmpe glæde at møde denne genkendelse, og min krop sitrer af energi.”

“Jeg vil bare sige tak. Det var det mest inspirerende foredrag, jeg kan huske jeg har været til. Jeg håber inderligt, at du kommer til at gøre meget mere af den slags. Jeg kunne lytte til dig i timer. Du er sød, sjov, helt ægte, meget klog og virkelig bare godt selskab. “

 

P.S. Se de opdaterede datoer for foredrag – der er netop i går kommet billetlink til foredraget i Aarhus den 7. januar.

Der var engang, hvor vi ikke hjemmeskolede, og det var også et godt liv

Der var engang, hvor det med at hjemmeskole overhovedet ikke var det vigtigste her på bloggen. Altså, der var jo engang, hvor vi slet ikke hjemmeskolede, og jeg alligevel havde den her blog (og faktisk havde flere læsere end nu, go figure), men nu om dage kan jeg indimellem tænke: Hvad skrev jeg om herinde dengang, som interesserede folk?
Sådan tænker jeg, fordi medierne de seneste måneder udviser så stor interesse for den del af vores liv, nok fordi det er den mest kontroversielle beslutning vi har truffet, men også fordi mange andre er interesserede i lige netop hjemmeskolen, blandt andet af den grund at flere og flere af jer overvejer at hjemmeskole.

Men hjemmeundervisningsaspektet er ikke den vigtigste brik eller det mest rigtige brik eller den brik, der gør hele forskellen i min families liv. Hjemmeundervisningen er en naturlig fortsættelse af alt det andet, vi har gang i, men ikke en uundgåelig fortsættelse. Man kan leve et meningsfuldt familieliv uden at hjemmeundervise. For nu er det det rigtige for os, men min hensigt har aldrig været at prædike om hjemmeundervisning, og det tænkte jeg, da jeg stod i mit køkken fredag eftermiddag, og netop havde talt med en journalist fra Dagbladet Information, som kommer og besøger os i næste uge.
Jeg tænkte: Hvordan forklarer jeg hende, at jeg ikke mener, at hjemmeundervisning er en ufravigelig del af et ansvarligt familieliv? At det bare er sådan, det er blevet for os – ikke tilfældigt, men måske lidt bagvendt? Forstået sådan, at vi jo burde have haft vores børn hjemme, fra de var 0-3 år i stedet. Eller i hvert fald OGSÅ havde haft dem hjemme, til de blev tre, som er den grænse, alle snakker om i forhold til tilknytning: 0-3 er de vigtigste år i forhold til tilknytningen.
Men det havde Kristian og jeg ikke: Vores tre ældste børn afleverede vi i vuggestue, da de var godt et år, og jeg tror oprigtigt talt ikke, at jeg overvejede, eller var bevidst om, et alternativ.
Det tænkte jeg, at jeg vil sige til journalisten fra Information, og jeg vil sige det med tanke på, at vi som samfund skal til at vågne op: De små børn er små i ganske kort tid, og det er ikke sundt, naturligt, rigtigt, ærværdigt, smukt, bæredygtigt eller noget som helst andet positivt at have en samfundsmodel, hvor forældre helst vil aflevere deres børn til mennesker, som ikke elsker dem, for at gå på arbejde (eller alternativt ikke har mulighed for at gøre andet, fordi vi ikke belønner familiedannelse med hverken økonomiske tilskud eller reel mulighed for deltidsarbejde og flextider).
Og det mener jeg alt sammen, og jeg vil sige det til journalisten, men mens jeg stadig stod i køkkenet, slog det mig, at Juno bliver tre om en måned. De andre børn fra den mødregruppe jeg var i med hende, er startet i børnehave over de sidste par måneder, og det slog mig, at Juno jeg ikke føler, at Juno er klar til børnehave. Ingen af os er. Hun skal selvfølgelig være her sammen med os, og alt andet synes fremmed.

Dernæst tænkte jeg: Hjemmeskolelivet har vist sig for os, fordi vi vil være mere sammen med vores børn, fordi vi forstod, at tiden forsvinder hurtigere, end man kan nå at gøre sig bevidst om, og vi valgte at gribe den nu, inden det er for sent.
Men det er ikke kun det: Det er også udfordringen med at finde en skole, som man synes, er rigtig. Som har plads til det hele menneske, som ikke tænker i “umulige børn” eller “ulydige børn”, og som forstår at give slip, have tillid og lade børnene selv trække for, mens lærerne understøtter og faciliterer. Det er det med at finde en skole, som er både omsorgsfuld og nyskabende; som opildner til selvstændig tænkning, men også giver plads til det, der ikke umiddelbart ligner indlæring.

Og alligevel slår det mig hver dag, at Kristian og jeg kunne have valgt en anden vej, der er så mange brikker, som man flytter rundt på i et liv, og det faktum, at hjemmeskolen blev lige det, vi valgte at bruge så meget energi på, er måske ikke tilfældigt men heller ikke uundgåeligt.

Jeg oplever, at det er det alt sammen og samtidig intet af det, der udgør det fulde billede: Hverken Ærø, de fire børn, grøntsagsmarken, bloggen, hjemmepasningen og hjemmeundervisningen eller vores måde at arbejde på var givet på forhånd. Det eneste, der synes ufravigeligt, er min evne til at mærke, hvilken vej der er rigtig for mig og min vilje til at komme derhen og Kristians ønske om at leve fuldt ud og altid være åben overfor at udvikle sig.
For mit vedkommende er det mit blik for ubalancer, og min livslange insisteren på at råbe op når noget føles forkert, der definerer hvem jeg er, og hvordan jeg lever, og det liv kunne have set ud på mange måder. Vi var også glade, da Storm gik på friskolen, jeg var ikke konstant bekymret eller utilfreds med vores hverdag, vi fandt et alternativ, der var endnu bedre for os, og derfor skiftede vi spor.

Så hvad skal man gøre for at leve det liv, der er mest rigtigt? Give tid og hav tillid, måske. Mærke efter og spørge sig selv: Hvad er der værste, der kan ske, hvis jeg griber livet? Og hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke gør?
Hjemmeskole eller ej.
Livet er uendeligt stort og ufatteligt smukt, og det meste af det bliver bragt til live i de allermindste ting, i den hverdag som så nemt kan komme til at drøne af sted, uden vi opdager det. Derfor giver det mening at tage stilling til det, vi bruger vores tid på, og stille krav til nærvær og meningsfuldhed.

Hvad er et meningsfuldt liv for jer?

Guldkorn #8 “En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os” (Om hvorfor forsikringer er uundværlige)

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Jeg har reageret på Maj Mys opslag om input til udvekslingen af erfaringer vedr. den der økonomi.

Jeg befinder mig ikke lige i centrum af målskiven i forhold til valg af job, hjemmepasning, en eller to indtægter mm. Men jeg følger med stor interesse Majs blog, og deltager også I debatten, fordi jeg har en stor interesse for børneliv, hjemmeliv, relationer mm, samt har et levet liv, hvor jeg føler, at mine erfaringer også kan komme andre til gode.

Mit indlæg handler om forsikringer. Dem man kan købe sig til i form af ulykkes- og livsforsikringer, samt forsikring i forbindelse med kritisk sygdom.

Jeg vil starte med at understrege, at jeg ikke har nogen økonomisk vinding af at gøre opmærksom på hvad disse forsikringer kan, og ej heller taler om et bestemt forsikringsselskab, I skal handle med. Jeg skriver kun ud fra egne levede erfaringer med det satans liv.

Jeg er opvokset med at have en ulykkesforsikring. En livsforsikring kom først til senere i mit liv, og engangsbeløb udbetalt I forbindelse med kritisk sygdom var blot medfølger til en ulykkesforsikring jeg havde.

Jeg gik ikke i det daglige, og tænkte på disse forsikringer. Gyste, når jeg læste om en tragedie i avisen, eller når jeg hørte om en i nabobyen som var kommet til skade. Rystede det af mig med tanken om: godt, det ikke skete i vores familie. Og livet gik videre i rimelig tryg forvisning om, at os skete der ikke noget. Vi var jo ikke dumdristige og ubetænksomme i vores daglige arbejde.

Mine erfaringer igennem årene har været en øjenåbner for mig om, hvor vigtigt det er at være sikret økonomisk, når man har etableret en familie med børn. Vores liv og førlighed som far og mor har en økonomisk værdi, som er ganske svær at sætte på formel, men ikke desto mindre har det I mit tilfælde vist sig, at den økonomiske kompensation man får efter ulykke, har betydet alt, både økonomisk som psykisk, og det lige fra den første svære tid når en ulykke rammer ind i ens liv. Jeg vil påstå, at havde vi ikke haft dette sikkerhedsnet, havde vejen mod fattigdommens motorvej været den eneste kurs vi navigerede imod. Kræfterne til at ændre kursen havde simpelthen ikke været tilstede.  

Overdriver hun nu ikke lidt, sidder du måske og tænker. Desværre nej. De seneste dages læsning af nyheder har blandt andet bragt en artikel med sig, der fortæller at middelklassen er de ny fattige. Det sker bl.a. når man (med Politikens ord) BLIVER RAMT AF LIVET.

Jeg har været mor/hustru i en helt almindelig familie, hvor far og mor, som begge er uddannede landmænd, i fællesskab drev et landbrug. Jeg havde deltidsarbejde i svinestalden, min mand drev jorden, og havde ved siden af job som landbrugslærer. Det var ensbetydende med, at jeg i dagligdagen også var den primære omsorgsperson for vores fire børn. Vi havde køkkenhave, drivhus, kornkværn og hjemmebag. Børnene gik i skole 4 timer om dagen (det er såmænd ikke mange år siden, at skoledagen ikke var længere), og de kom så hjem til mig. Vi brugte ikke SFO. Vi var optagede af, og engagerede i livet og samfundet omkring os, og havde stadig drømme. Som at lave café i gårdspladsen med bagværk af eget korn. At lave B&B. At blive aflastningsfamilie. At bytte roller, med far hjemme og mor ude. Sådan blev det imidlertid ikke.

En vinterdag i 2005 slog lynet ned hos os. I forbindelse med beskæring af træer blev min mand slynget af stigen fra stor højde, da en gren ramte forkert. Slutstatus på denne ulykke er en mand, som blev svært hjerneskadet. En skilsmisse 2 år senere som følge af dette, og derfor en mor og en børneflok som måtte fraflytte gården. Samt en mor, som over en nat blev aleneforsørger både praktisk og emotionelt for hele børneflokken fra dag ét efter ulykken. Jeg var på det tidspunkt 39, min mand 45, og børnene mellem 4 og 18 – alle hjemmeboende.

I perioden hvor min mand var allerdårligst, både som indlagt på sygehus og til genoptræning, samt i lang tid efter udskrivning, måtte jeg i en periode ophøre med mit job med grisene for at klare alle øvrige funktioner derhjemme. Derfor manglede jeg også indtjening. Men da den første udbetaling for kritisk sygdom kom et par måneder efter ulykken, løsnede klumpen i maven sig, da det virkede som et sikkerhedsnet i forbindelse med beslutningen. Beløbet ændrede ikke synderligt på det underskud vi fik i virksomheden de år. Et underskud der opstod, da jeg ganske enkelt ikke havde overblik og tid til at passe gården på fornuftig vis, samt at vi måtte købe os til en del hjælp udefra i en periode. Økonomien lettede dog noget, da de første a conto beløb fra ulykkesforsikringerne kom. I værste tilfælde var vi gået konkurs med gården, hvilket var en stor tung sky som, udover alle andre bekymringer og problemer vi havde pådraget os med en hjerneskadet mand og far, også svævede over vores familie i en lang periode. Hele vores liv og eksistensgrundlag var jo indlejret på det landbrug, og hverken voksne eller børn kunne på det tidspunkt tåle at miste mere.

Efter skilsmissen tog jeg en ny uddannelse. Da jeg fik mit første job, gik der dog kun kort tid, inden verden igen ramlede i vores familie. Nu var det mig, som på jobbet blev overfaldet af en elev, som med kniv ville tage mit liv.

Det har resulteret i en førtidspension til mig, som nu er udbrændt, har ptsd-symptomer samt kronisk depression.

I denne forbindelse viste det sig, at den livsforsikring, som vores landbrugsrådgiver efter min mands ulykke mente, at jeg manglede (fordi jeg havde 4 børn, som jeg nu i praksis var eneforsørger for) og som jeg efterfølgende tegnede, faktisk er blevet min økonomiske redning i denne omgang. Selvom jeg ikke var død, udbetales der en sum ved 2/3 uarbejdsdygtighed.

For den sum købte jeg en mindre andelsbolig, og jeg er nu sikret fast tag over hovedet i fremtiden. I dag bor jeg her, sammen med min yngste søn.

Lykkeligvis er min arbejdsskadesag efter 5 år i systemet endelig blevet godkendt. Så med den i hånden kan den økonomiske angst, som har fyldt mig siden min mands ulykke, nu opløses. Det ændrer jo ikke på, at mit liv er meget begrænset i dag, og at jeg på grund af overfaldet blev frataget min mulighed for at være økonomisk selvforsørgende på den måde, jeg ønskede for mit liv. Den smerte og det voldsomme tab vi har lidt som familie igennem årene, tager ingen forsikringssum brodden af.

NÅR ulykken rammer, er realiteten, at alt det man troede på, og arbejdede for, viser sig at være ting, man ikke har kræfter til på nogen måder at beskæftige sig med. Det handler i en stor del af tiden blot om at overleve.

Min erfaring siger mig også, sammen med alle de andre fortællinger fra folk, som er ramt af livet, at det system, som vi tror tager sig af os, når krisen rammer…det er der ikke. Du er den eneste, som kan tage hånd om din familie og jeres økonomi, så der skal også råstyrke og vilje med på vejen, selv når verden ramler.

Sluttelig vil jeg sige tak, hvis du læste med hele vejen. Pas godt på hinanden derude. Og tag lige en ekstra snak om de der forsikringer, når børnene er puttet i aften.

– L.

Aftenshowet om hjemmeskole og tilknytning

Det var 8 hurtige minutter i Aftenshowet i går, og mange har skrevet, at vi skulle have haft mere tid i studiet. Sådan er det nok altid med de sager, man brænder for, men jeg vil vove den påstand, at lige netop familieværdierne i et samfund er afgørende for, hvordan (eller hvorvidt) alt andet fungerer.

Derfor er tilknytning ét af de vigtigste emner overhovedet i denne tid, hvor vi gennem smertefulde erkendelser og vores egne indre ar, bliver mere opmærksomme på, at vi har forvildet os så langt væk fra vores natur, at normen er blevet en adskillelse, hvor mange af os hellere vil aflevere vores små børn til fremmede i en institution end være sammen med dem selv (mig selv inklusiv, indtil vi lagde livet om for halvandet år siden).
Hjemmeskole er ikke og vil aldrig blive for alle, men mit og Kristians budskab om nærvær, tillid, tilknytning, fri læring og plads til det hele menneske er til gengæld relevant for enhver.

Barndommen er ikke blot et middel til at forme voksne, der klarer sig på trods, men skal i sig selv være en bevidst og vidunderlig start på et rigt liv, og det bliver den ikke i dagens Danmark, medmindre man tager aktiv stilling til, hvordan man vil indrette sig som familie.

Og ved I, hvad der gik op for mig i backstagelokalet i aftes? – At alle indslag i udsendelsen, måske lige med undtagelse af historien om motorvejskørsel (gaaab), i ét eller andet omfang handlede om tilknytning: Både det om popstjernerne, som er ved at blive voksne, det om MeToo, og i høj grad historien om unges stigende brug af stoffer. Rusmiddelkonsulenten fortalte mig efter sit interview, at ”Før i tiden sagde vi, at det var de unge fra socialt belastede familier, der var særligt udsat. Men nu ser vi faktisk, at det i høj grad er i de lag, hvor alt er fint på overfladen, men forældrene slet ikke har tid nok sammen med deres børn, at der kommer mere misbrug ind”. Need I say more?

Buksedragten hedder i øvrigt Loose full leg length / wool blend jumpsuit i denim fra “Not Perfect Linen” 💙

 

Se vores indslag HER (hvis linket ikke er direkte, er vi på 33:53)

Repost: De to hyppige spørgsmål om hjemmeskoling: Lærer de nok, og har de et socialt liv?

Repost: I forbindelse med Kristians og min deltagen i Aftenshowet her til aften reposter jeg mit indlæg fra min optræden i Go’ Aftendanmark tilbage i august.

Som hjemmeunderviser bliver jeg generelt mødt med nysgerrighed, undren og siden ofte en stille eftertænksomhed.

Der er en række spørgsmål, som næsten er stensikre, og af dem ligger to klart i top: “Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer nok”, og”hvordan sørger I for, at jeres børn bliver socialiseret.”
Jeg vil forsøge at svare så præcist som muligt på dem begge herunder, men det er i virkeligheden to emner, der fortjener at blive bredt ud og reflekteret over fra mange vinkler. Læs derfor under kategorien “Hjemmeundervisning” for at lære mere om vores liv og se min liste “Hjemmeskoleinfo – links og ressourcer“, hvis du vil vide mere endnu.

DET FAGLIGE
“Hvordan sikrer I, at jeres børn lærer det, de skal?”
I mange år mødte amerikanske hjemmeskolere altid den fordom, at deres børn ikke lærte det, der var nødvendigt. Jeg nævner USA, fordi det er den nation i verden, hvor flest børn hjemmeundervises (omtrent to millioner og støt stigende). Siden har man i USA gennemført adskillige studier af hjemmeskolede børn vs. dem, der går i skole, og konklusionen er entydigt og ikke overraskende, at hjemmeunderviste børn er akademisk overlegne.
Det siger næsten sig selv: I et hjemmeundervisningsmiljø har man én eller to engagerede undervisere til typisk 2-4 børn. Underviseren kender børnene indgående; har forståelse for deres interesser, styrker og udfordringer, og kan således målrette hverdagen, så alt det børnene oplever, bliver præsenteret for, og øver sig i, passer til deres unikke personlighed og behov.
Jeg har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvorvidt mine børn lærer det, de skal, uden at spørge mere filosofisk tilbage: “Hvad SKAL de lære?” Mig bekendt er der ikke en alment anerkendt liste læringsmål, som et menneske historisk set ikke kan klare sig uden. I min familie synes vi, det er vigtigt, at børnene lærer at læse og skrive samt grundlæggende matematik – alt sammen ud fra et ønske om at de skal kunne tilegne sig mere viden ved brug af disse kundskaber. Derudover har vi ikke en generel forventning til, hvad man er afhængig af for at få et godt liv.
Og det er vel det, det hele handler om: At kunne skabe et meningsfuldt liv, hvor man bidrager til fællesskabet uden at miste sig selv undervejs.

Jeg mener, at børn først og fremmest skal lære at lære. Derefter skal alt det, de får brug for, nok komme ret ubekymret til dem.
Vi kender det alle sammen: Får vi pludselig mulighed for at flytte til Spanien i seks måneder, så skal vi nok lære at tale spansk på få uger. Når motivationen er klar, kommer den nye viden uden problemer.
Det er, hvad jeg helst vil give mine børn med fra deres opvækst: En sund selvfølelse og evnen til at skabe relation til de steder, de måtte komme frem. Jeg mener, at de mere end noget andet får behov for at kunne tilegne sig viden gennem relationsskabelse, videnssøgning, research og grundighed. De lærer kildekritik igennem vores samtaler hver dag; vores måde at tilgå omverdenen og vores historiskbetonede såvel som aktuelle emner i hjemmet. De lærer at slå rødder, skabe forbindelse til deres omgivelser og stå fast i sig selv gennem vores hverdag med en mangfoldighed af relationer, aktiviteter, naturoplevelser og tid til at fordøje.

“Jeg kan ikke huske noget fra folkeskolen, så jeg tør ikke tage ansvar for mine børns uddannelse.”
Ovenstående udtalelse er en tilbagevendende påmindelse om, hvorfor skolen ikke er den uundværlige faktor i en opvækst, som vi ellers er opdraget til at tro. Hvis jeg og mange andre har glemt det meste af, hvad vi burde lære i skolen, hvordan kan vi så have tillid til, at vores børn lærer det, vi synes, de bør?
Hjemme hos os tager vi ansvar for vores børns løbende udvikling ved at benytte os af mentorer, når vi støder på fag, som vi ikke er tilstrækkeligt stærke i. Det er en win-win aftale, når mine børn sidder sammen med et menneske, som har glæde af at dele sine kundskaber med et menneske, der er oprigtigt interesseret. På den måde har vi Knud, en pensioneret ingeniør, der skiller ting ad og samler dem igen med vores ældste, og vi har modelflyklubben, hvor han bliver inviteret hjem til de andre (og som regel mere end halvtredsårige) medlemmer for at lære om motorer, vindstyrke og den slags. Vi har vores nabo, hvor vi kommer, og bliver klogere på landbruget: Lige fra dyredrift over sædskifte til forskellige pløjemetoder, og hvis vi boede i byen eller provinsen, ville vi gøre det samme dér: Gribe mulighederne, suge mest muligt ud af livet og give os selv de bedste betingelser for at begejstres og være til.

Hvordan ser undervisningen ud til hverdag? Det svinger i takt med årstiderne, men der er tilbagevendende punkter året rundt: Vi læser sammen hver dag, går ture, har nærværende samtaler, laver projekter. Vi skriver, undersøger vores fælles historie, laver mad, tager på spændende ekskursioner året rundt.
I takt med vores børns udvikling tilegner min mand og jeg os konkret viden, der matcher børnene forskellige behov. Faktum er, at mine to mellemste har læst, siden de var fem, mens deres storebror på ni ikke interesserer sig det store for bogstaver (han kan dog læse), men i stedet fungerer på højt niveau, når det kommer til fysik og matematik.

Er jeg nogensinde nervøs for, om de lærer nok? Svaret er nej. Jeg er sikker på, at de lærer, hvad de skal kunne for at træde ud i verden på egen hånd og tilegne sig den viden, de løbende vil få behov for. Jeg er sikker på, at deres selvfølelse, nysgerrighed, kreativitet og livsglæde har de bedste betingelser i et liv som vores med plads til den enkelte og alligevel i et forpligtende fællesskab. Sådan kan skolen også være – ikke alle familier skal hjemmeundervise – men der er alvorligt behov for, at folkeskolen tager ved læring af de erfaringer, som de frie skoler såvel som hjemmeskolerne gør sig.

DET SOCIALE
“Jeg hjemmeskoler mine børn for at socialisere dem”. Sådan har jeg flere gange hørt hjemmeskoleforældre sige med et glimt i øjet.
Der er noget om det: Hvis et ungt menneske forlader folkeskolen som et helstøbt, livsglad og anerkendende individ efter at have siddet syv-otte timer dagligt i et klasselokale de seneste ti år med en presset lærer og konstant overhængende læringsmål, så mener jeg, at det er en reel mælkebøttehistorie. Hvis man er blevet positivt socialiseret; har en grundlæggende tillid til andre mennesker, er vant til ligeværd og gensidig respekt, samt har lært dialog fremfor krav og anerkendelse fremfor bedømmelse, så er det sket på trods. For vores nuværende skolesystem er ikke indrettet efter menneskets sociale behov.

Hvor mange voksne ville trives under de samme betingelser, som vi stiller vores børn? De har en lang arbejdsdag uden friheden til selv at bestemme, hvornår de lige strækker benene, tager en tissepause eller spiser et æble, og derudover laver de lektier både på hverdag og i weekenden.

Det er min overbevisning med afsæt i psykologiens lære om primær og sekundær socialisering, at barnet først og fremmest skal have mulighed for at skabe en sund tilknytning til sine nærmeste og først derefter er klar til at bevæge sig ud i verden og socialisere dér. Den primære socialisering har svære kår i Danmark, hvor 98 procent af alle børn er i vuggestue og børnehave, og det mener jeg, er en stor udfordring.
Dernæst er det vigtigt at forstå, at den sekundære socialisering – den, der sker uden for familien  – ikke nødvendigvis skal ske uden forældrenes nærvær. Faktisk er det altid en fordel og aldrig en ulempe at være tryg og have sine nærmeste i nærheden.

Hjemme hos os omgås vi et væld af meget forskellige mennesker fra alle steder, lag og livsfaser. Mine børn har venner, som går i børnehave og skole, og de har venner, der lever mere lig dem selv. Det er min oplevelse, at de fungerer rigtig godt socialt, og har nemt ved at snakke med og skabe relation til andre mennesker.

Forskellen på de gode hjemmeskoledage og de dårlige

“Vil du fortælle om de idylliske hjemmeskoledage, og om dem, der er knap så gode?”, var der én der skrev, da jeg spurgte på Instagram, hvad mine følgere derinde gerne ville høre Kristian og mig svare på, når vi sidder i en sofa i Aftenshowet i aften mellem klokken 19-20.

Jeg fik knap hundrede svar (eller spørgsmål, rettere), og der var klare tendenser:
– Fortæl om jeres hverdag – hvad laver I, hvornår, med hvem?
– Hvordan hænger jeres liv sammen økonomisk (havde I en formue med, inden I påbegyndte jeres eventyr?)
– Hvad er dine tanker om det manglende fællesskab, som du har skrevet om flere gange?
– Hvordan fandt I modet til at tage springet?
– Hvad er dit bedste råd til nogen, der lige er begyndt at hjemmeskole?

Alle sammen er emner, som jeg har forsøgt at nærme mig svaret på i mit eget liv og i mine indlæg her på bloggen, og som jeg sikkert vil cirkle omkring længe endnu. Men lige netop spørgsmålet om de idylliske og de knap så gode dage ramte mig, fordi jeg skulle lede længe for at huske sådan en ægte idyllisk dag. Dem har vi ellers mange af, synes jeg, men de ryger hurtigt i baggrunden, når der er mange konflikter og træthed, og det har der været de seneste uger.
Og så i går kom alt det gode brusende som havet omkring vores tæer i sommerens sand, og jeg mærkede med ét, hvordan de idylliske dage føles, og hvorfor vi lever det her liv.

Klokken halv ni i går, da vi havde spist morgenmad, gik vi alle sammen ud i marken, og hjalp hinanden med at fjerne ukrudt og lukke bede ned for vinteren.
Når jeg skriver, at vi alle sammen hjalp til, så mener jeg, at børnene var tilstede, og de bidrog hver og én på ét eller flere tidspunkter, men det var altså ikke sådan noget med, at de lige rev 30 meter bed igennem og høstede 12 kilo jordskokkker uden nogen form for støtte. Eller, lige præcis det med jordskokkerne klarede Storm faktisk selv med assistance fra sine søskende, og der var reelt tale om 12 kilo. Det var en opgave, som han gik foran med, og han høstede dem med stor sikkerhed, vejede selv spanden af og børstede de smukke grøntsager rene, og det er simpelthen en vildt fed følelse: At han kan selv. For både ham og os. Det giver en stolthed, som jeg næres af langt ind i sjælen.
De tre andre børn var også aktive med hver deres ting og med skiftende ihærdighed, og selvom de på et tidspunkt slog hinanden med grene, og sagde virkelig virkelig grumme ting, så holdt Kristian og jeg hovederne kolde og hjerterne relativt varme.
Efter et par timers arbejde spurgte vi hinanden, hvad vi gerne ville spise fra marken til frokost. Der var blandede meninger (én foreslog kylling i karry..), og vi høstede en god portion lækre råvarer, som vi lavede til en overdådig frokost med glaskål, hvidkål, stuvet spinat, en stor frisk salat, honningstegte gulerødder, pomfritter – og kylling i karry fra aftenen inden.
Det var så ubeskriveligt lækkert, og alle spiste helt vildt meget, og vi var bare i ro (sådan, relativt). Der var et dejligt meningsfuldt fokus imellem os, og det er det, jeg gerne vil frem til, og som jeg håber, jeg kan nå omkring i aften på TV:
Forskellen på de gode og dårlige dage ligger 99 procent i mit/Kristians nærvær.

Hvis jeg vågner en morgenen med den forventning at jeg skal gøre rent, rydde op, skrive blogindlæg eller klare telefonopkald fra morgenstunden, mens børnene underholder sig selv, så går alt helt skævt. Så opstår der hurtigt der konflikter og frustration og underskud, og så kræver det en stor bevidsthed og energi at rette op på det hele.
Hvis jeg derimod starter dagen med en fælles intention – det kan være, at vi hører en lydbog og spiser boller med smør og snakker om bogen undervejs og dernæst går en tur; eller det kan være, at vi skærer græskar, eller maler store malerier, eller går udenfor, og ordner nogle praktiske ting, eller tager væk fra øen for at opleve noget, så er der en helt anden energi.
Det kan i virkeligheden være så simpelt, som at jeg er fysisk tilstede udenfor, mens børnene hopper på trampolin, eller at jeg sætter mig sammen med dem blandt legoklodserne, og bygger for en stund. Det kan være en køretur med musik og gode snakke.

NÆRVÆR, altså.

Det handler jo om nærvær og intentioner: Om at være fuldt ud tilstede fremfor at være halvvejs ovre i at arrangere et foredrag eller besvare en mail fra en journalist. Den slags er nødt til at vente, til der har været nærvær, og det kan det for det meste også uden problemer.
For det der så sker, er, at når børnene har bevæget sig (dét er altså også en nøgle til “idyl” herhjemme, altså fysisk aktivitet) og vi har været i forbindelse med hinanden, så opstår der helt automatisk tidspunkter i løbet af dagen, hvor jeg kan lave andre ting uden at ødelægge flowet. Når det er sagt, er det alligevel min ambition ikke at være på telefon/computer løbende, og hvis jeg er, øver jeg mig i altid at skifte fokus til børnene, når de efterspørger min opmærksomhed.

En dårlig dag er med andre ord som regel være sådan én, hvor børnene skændes allerede i sengen, og jeg ikke har fokus til at støtte dem i at komme videre, fordi jeg har sovet for lidt, eller hvor jeg allerede under morgenmaden forsvinder mentalt og måske også fysisk for at ordne ting, der ødelægger vores fælles energi. Så kommer uroen og modstanden fra børnene, og jeg bliver stresset, fordi noget andet også hiver i mig, og jeg trækker mig væk fra familien, som kan virke uoverskuelig, når ikke jeg er fokuseret og tilstede. Derfra ruller det…
Og den slags dage de opstår i særligt høj grad, når vores symbiose herhjemme har været brudt mere end normalt, for det er børnene følsomme overfor, og deres reaktioner er ofte svære at overskue, når man har arbejdet eller været hjemmefra.

De gode dage kan der være mange af, hvis man dedikerer sig til at skabe fælles projekter i en rummelig atmosfære, og hvis man accepterer, at konflikter vil der altid være rigeligt af, når man har børn i huset.

Jeg holder foredrag i næste uge i Odense, Svendborg og København

Kom og hør mit foredrag i Odense, Svendborg og København i næste uge!

Under foredraget, som varer en time, fortæller jeg, hvordan jeg allerede som barn lærte at være normkritisk og mærke min intuition; hvordan du kan lære at mærke efter, hvad du vil med dit liv, og finde vejen derhen.
Jeg fortæller også om at leve med kontroversielle valg, og om lightudgaven af det liv, min familie lever, om at turde stille spørgsmålstegn ved de rammer, som vores børn og vi selv skal passe ind i og få det bedste ud af dem alle sammen.
Andre emner på dagsordenen er: økonomi, tvivl, usikkerhed og modstand fra omgivelserne.
Efterfølgende er der en time til at stille spørgsmål og starte en diskussion om de emner, der fylder hos alle jer, som kommer.

København er næsten udsolgt formiddag (der er 3 billetter tilbage) og helt udsolgt eftermiddag, men der er billetter klokken 19-21.

Der er billetter i Odense og Svendborg.

Find billetter via links til billetterne HER

Guldkorn #7 “Den glæde jeg kan købe, for de penge jeg tjener, skal være større, end den glæde det koster mig at gå på arbejde”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Vi er en familie på 4; Far arbejder, og jeg hjemme med vores to drenge på hhv. 3 og 1 år.
Vi har fuld fællesøkonomi, og lever lige nu og indtil den yngste når børnehavealderen kun for fars indkomst. Derefter er planen at i hvert fald jeg, men forhåbentlig os begge, skal arbejde deltid, så vi samlet set arbejder måske 50 timer om ugen.

Inden vi fik børn havde vi slet ikke forventet det her liv. Vi er begge meget ambitiøse, har lange uddannelser og udsigt til høje lønninger. Vores ældste kom i vuggestue som 9 mdr, men var ulykkelig og efter 14 dage tog vi ham ud. Siden da har vi indrettet livet efter at have mest muligt overskud og glæde. En vis indkomst bidrager helt sikkert til det, men vi oplever klart at tid (eller mangel på samme) er den største indflydelse på det regnskab, og penge er blevet mindre og mindre vigtige for os.

Vi køber brugt, hvor vi kan, både for pengepung og miljø, og sparer selvfølgelig, men vi føler alligevel, at vi har råd til det, vi gerne vil have med den indtægt, vi har nu. Vi bruger appen “spiir” til at holde styr på forbruget, selvom vi egentlig jævnligt ender med at gå over de mål vi sætter os. Især på dagligvarerposten kunne vi ,og har vi tidligere, sparet en del, men vi prioriterer økologisk, og nyder at komme både chokolade og den dyre juice i kurven, og så har vi rigtig tit spisende gæster, så vi har efterhånden affundet os med de 5600kr vi bruger om måneden 🙂

Økonomisk sikkerhed er vigtig for os begge, og vi sætter meget pris på den opsparing der gør, at vi har råd til uforudsete udgifter; at vi kan købe det meste af det vi har lyst til og brug for, og at vi ikke nødvendigvis behøver vente til næste lønseddel, hvis der er noget vi gerne vil have, efter månedens indtægt er brugt op. Men havde vi ikke den, ville vi helt sikkert hellere spare noget mere end at arbejde mere lige nu. Inden vi mødte hinanden, arbejdede jeg rigtig meget ved siden af mit studie, hvilket jo har været en gave i form af ovennævnte opsparing. Men min mand har virkelig lært mig, at den glæde jeg kan købe, for de penge jeg tjener, skal være større, end den glæde det koster mig at gå på arbejde. Og mens vores børn er små, så koster det os hurtigt mere glæde end det tjener hjem, også selvom vi egentlig er glade for vores hverv. Om, og i så fald hvornår, det ændrer sig, vil tiden vise, og vi er begge spændte på, hvad fremtiden bringer.

Sidste år købte vi et hus til 2mio. Det var lige inden de nye låneregler, så vi sidder billigt med et afdragsfrit f5-lån. Vi havde en opsparing på ca. 350.000 (150.000 af dem havde vi lånt i SU lån, da det kunne betale sig, fordi renterne er så lave).

Månedlig indkomst før skat: 28.5000,-

Gennemsnitligt månedligt forbrug de sidste 12 måneder:
Samlet 20100kr/mdr

Faste: 9300kr
* Akasse og fagforening 950
*Internet 350
*Telefoner 300
*Forsikringer inkl hus og bil 1000
*Tv mm 300
*Bolig 6400 kr, herunder
– Ejendomsskatter 1700
– Realkreditlån 2100
– Banklån 200
– El, vand, varme og renovation 2400

Variable 10800kr
*Diverse 3900, herunder
– Ting til børnene 500
– Tøj 650
– Gaver 1000
– Fastfood 350
*Dagligvarer 5600
*Benzin/transport 1300

Indkomst
Jeg har ingen indkomst; da vi er gift får min mand automatisk mit fradrag.
De sidste 14 måneder har far været på halv tid (ved at tage 7 måneders barsel fordelt ud) og har derfor fået knap 18000 udbetalt.
Tilbage på fuldtid får han ca. 20000 udbetalt
Derudover får vi månedligt ca. 2700 kr i børnepenge

Om at skabe sin egen version af et meningsfuldt liv

Jeg har lyst til at gentage noget, som jeg har skrevet herinde mange gange før – nemlig at ingen er perfekte: De dragende mennesker, vi følger på instagram eller via fjernsynet eller gennem vores netværk, er ikke mere rigtige end os. Måske er de længere på deres rejse end mange, måske kender de ganske enkelt sig selv bedre, eller også er de blevet opmuntret til at gå veje, som de fleste er blevet bremset fra. Rollemodeller kan være motiverende, og de kan vise os vej, som vi ikke vidste, fandtes. Men de er ikke os, og de har ikke svaret på, hvordan vi skal leve vores liv.
Jeg kender en del af de personligheder, som mange drages af, og føler sig mindre end, eller ville ønske, de kunne efterligne, og jeg ved, at mange af dem rent faktisk er inspirerende, og nogle af dem er kompromisløse, mens andre er så tydelige, at alt virker utydeligt ved siden af.
Og det er værd at holde øje med dem, der tør gå forrest, og som har en klar fornemmelse af, hvor de vil hen, for de kan finde veje og pege på ubalancer, vi ikke selv har set i øjnene endnu. Men mest af alt skal vi lære at inspirere os selv. Mest af alt skal vi bruge kræfter på at finde ud af, hvad vi vil, og hvordan vi kommer derhen.
Det i sig selv kan være en lang og krævende proces, hvis man har brugt livet på at gøre det, man fik at vide, man skulle, og som man troede, var det eneste rigtige. Derfor er den vigtigste rejse, den vi tager på i vores eget hjerte; i hver eneste bevægelse gennem livet. I de valg vi træffer hver dag.

Der findes ikke én livsstil, som det giver mening for andre at adoptere 1:1, og ikke én eneste måde at indrette sig på, ræsonnerer i alle. Det skyldes, at vi er nødt til at skabe vores egen version af det mest meningsfulde liv, og vi må øve os i at mærke efter vores intuition, eller mavefornemmelse, eller hvad vi kalder det, og øve os i at have tillid til den fornemmelse. For det er den, der skal guide os igennem livet fremfor at tillade faktorer uden for os at gøre det. Det er dét, jeg snakker om under mine foredrag og på mine retreats, og det er derfor, jeg har denne blog: Fordi jeg gerne vil inspirere andre til at lytte til følelsen af glæde eller sorg og til fornemmelsen af at blive større eller mindre, afhængig af hvad vi vælger, og tænker på.

Verden bliver nemlig et bedre sted, når hvert enkelt menneske vælger sit eget liv ud fra hjertets værdier, og verden har behov for at blive et bedre sted. VI har behov for at have det godt. JORDKLODEN har behov for det.
Når vi lever, som vores drømme hvisker, finder vi balance, og balancen spreder sig omkring os.

Men det tager TID at mærke sin intuition og finde modet til at følge den, og tid er en mangelvare i en hverdag, hvor vi arbejder meget, passer fritidsaktiviteter og plejer sociale relationer og måske mere end noget andet forholder os til hele verden på vores telefon. De timer der går med at kigge på instagram eller facebook eller hvad ved jeg, er også timer, som vi skal tage stilling til, og som kan bruges på at ændre vores indstilling og vores liv.
Derfor er det vigtigt, at vi tager stilling til, hvem vi følger og hvorfor.
Det essentielle er balancen: Balancen mellem inspirationen til at mærke efter og modet til at gå vores egne veje.

Det er uendeligt værdifuldt først og fremmest at være tilstede i vores eget liv, men det er også krævende. For mange føles drømmene både udefinerede og uopnåelige, blandt andet fordi man måske har brugt et helt liv på at gøre det, der er rigtigt indenfor samfundets normer, fremfor at følge de impulser, man selv er født med.
Mit bedste råd er at starte i det små ved hver dag at gøre lidt mere af alt det, man kan mærke, er godt. En time mere, eller blot en halv. Sende to par bukser sendt til genbrug, læse højt med børnene efter børnehave fremfor at rydde op, dyrke omsorg fremfor afstand. Tag nærværet ind i bidder: Når man ikke selv er vokset op med tilknytning, er det en kundskab, der skal tilegnes, og som kræver tillid og opmærksomhed.
Husk på at Bonderøven og Mikkel og Frida og Neohippie og Andrea Hejlskov og jeg selv og alle andre, som man kan spejle sig i; vi lever også mangefacetterede liv med skygger og forskellige tolkninger og svære dage, og der er en følelse af sårbarhed og tvivl i ethvert menneske fra tid til andet. Ofte tvivler jeg, men jeg tvivler aldrig på, om jeg gør mit bedste, og jeg tvivler aldrig på, om mine børn ser en mor, som kæmper for det, hun tror på. Jeg tvivler ikke på, at min tid bliver brugt på det, jeg synes, er mest værdifuldt.

Dét er mit bidrag: At inspirere til at du griber tiden, og stiller dig i det store, klare lys som skinner fra dit inderste uden at føle at du er for meget, eller for lidt – eller forkert.

Guldkorn #6 “Vi har gjort op med vores forbrug, og prioriterer at bo i København”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My
Jeg vil gerne dele lidt om mine tanker om hvordan vi har har valgt at leve vores familieliv og lidt om fremtiden.
Jeg går hjemme med vores to drenge (på 1 og 3 år), mens min mand arbejder som selvstændig. Jeg har aldrig tidligere troet at jeg skulle gå hjemme med mine børn, men meget har ændret sig siden jeg blev mor for 3,5 år siden.

Jeg var godt i gang med min PhD-uddannelse og forskerkarriere, da jeg blev gravid med vores første søn, Saxo. Det skete efter mange forsøg, og til sidst gennem kunstig befrugtning. Denne hårde start på forældrerollen har været med til at rykke til, hvad vi herhjemme prioriterer, og hvordan vi ønsker at leve vores liv.

Jeg valgte at holde den fulde barsel, og nød at have tid og mulighed for at fordybe mig i moderskabet. Da min barsel sluttede efter 12 måneder, rejste vi til Californien, hvor jeg skulle arbejde på et universitet. Min mand passede Saxo, der på det tidspunkt var lidt over 1 år. Vi var begge glade for at udskyde institutionsopstarten, til han var noget større. Da vi kom hjem, var Saxo næsten 2 år og skulle starte i vuggestue. Det gjorde dog ondt i maven på både mig og min mand at aflevere vores søn. Ikke fordi der var noget galt med stedet eller pædagogerne, men fordi vi begge synes det grundlæggende føltes forkert at overdrage ansvaret for vores lille menneske til fremmede – mennesker, der ikke elskede ham. Kort efter kom vores anden søn Vito til verden, og efter en lang sommerferie, hvor vi havde haft begge drenge hjemme, besluttede vi os for at Saxo ikke skulle tilbage i vuggestue. Nu 1 ½ år senere er jeg overbevist om, at ingen af vores drenge skal tilbage til institutionslivet. For os giver det en noget roligere hverdag, hvor vi kan tage tingene i vores eget tempo.

Min mand har været selvstændig hele sin professionelle karriere. Han lever af at rådgive virksomheder og skabe kulturelle begivenheder (http://damgaardworks.com). For ham kan det slet ikke være anderledes, han trives med friheden i at være sin egen chef og de udsving det giver at være selvstændig. Før jeg blev hjemmegående, var vores økonomi baseret på, at jeg tjente til det faste, mens min mand tjente til det sjove som ferier, bil, restaurant og cafébesøg og meget mere. Vi har derfor skåret voldsomt ned på vores forbrug og faste udgifter ved at ændre vores vaner, sælge ud af vores mange ting og skille os af med vores bil. På den måde har vi nu et minimum af faste udgifter.

Det var en sund øvelse at gøre op med vores forbrug og de mange ting vi ejede og havde anskaffet os gennem årene. Pengene fra salget af vores bil valgte vi at investere i udviklingen og opstarten af en virksomhed, som jeg håber at kunne leve af på sigt. På den måde håber vi, at de penge som før stod ude på vejen nu kan skabe ny værdi i vores virksomhed.
I opstarten af virksomheden har det været vigtigt for mig at have hjertet med. Jeg har valgt at starte en virksomhed der designer og producerer danskproducerede ringslynger i super blød europæisk hør (vitoslings.com). Vores systue er en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter og opkvalificerer marginaliserede kvinder. Jeg har uddannet mig som slyngevejleder, og håber at kunne give glæden ved at bære børn videre til andre forældre. På den måde hænger det godt sammen med det liv vi lever, og de værdier vi har. Practice what you preach. At have børnene nær mens de er små, er så vitalt og desværre overset i vores kultur.
Vi har prioriteret at bo i byen, da min mands arbejde er i København. Vi havde mange snakke om livet på landet og besøgte ind til flere fantastiske steder i Vandkants Danmark. Men tanken om transport til og fra København flere gange om ugen gjorde at vi valgte få kvadratmeter frem for lang transporttid. Tankerne om livet på landet genopstår løbende, og vi er ikke afvisende overfor at det sagtens på sigt kunne være en mulighed med et nedlagt landsted i den smukke danske natur. Vores hus i København er småt (75 kvm) og opdelt i funktioner fremfor værelser. Vi sover sammen i en stor familieseng, og har fælles kontor og krea-lokale. Vi laver alt mad fra bunden, og spiser sjældent take-away. Og så sparer vi også en del penge på ikke at gå på arbejde: Institutionspladser, fagforeningskontingenter, frokostordninger og daglig transport er udgifter, der ikke er en del af vores hverdag. Vi har forsøgt at frigøre os fra den forbrugskultur, som vi er opvokset i hvor vi hele tiden stræber efter at ville have mere, større og dyrere. I stedet glædes vi over det vi har, og passer godt på vores ting. Hvilket også er værdier, der er vigtige for os at give videre til vores børn.

Vi nyder godt at de mange tilbud som byen giver med biblioteker, legepladser, udendørskoncerter og meget mere. Og så nyder vi at komme rundt i byen på cykel. Samtidig er her i København masser af andre hjemmepassede venner som vi mødes med i dagligdagen.

Jeg er glad for at kunne dele vores historie og håber den kan være til inspiration for andre.
Venlig hilsen Maria