Glædelig jul – og tak

Så sidder vi her, os to gamle gubber, og lægger sidste hånd på julen. Kristian er i gang med morgendagens skattejagt, som naturligvis ender under juletræet (klokken meget tidligt, uden tvivl), og jeg har tegnet et gavekort til børnene på deres fælles julegave. Der er risengrød på komfuret (og vi debatterer løbende, om den er vellykket, eller om jeg måske glemte den sidste omgang mælk.) Om lidt tager vi en plade chokolade under armen, og sætter os, og ser Hobitten, for Tolkien har været én af vores juletraditioner i snart et årti, og jeg vil ikke undvære det for noget. De stunder, hvor vi sidder tæt, og bare er, og sammen forsvinder ind i et univers, der er langt fra her, men som alligevel rummer meget af det samme lys, og det samme mørke, som livet byder på.
 
Tænk, for tre måneder siden startede jeg min blog. Det er jo ingen tid overhovedet, og alligevel betyder den allerede meget for mig. Jeg nyder den udveksling, som jeg har med mange af jer, og jeg er taknemmelig for at have dette sted, hvor jeg kan skrive ganske ofte, og hvor jeg kan se, at flere og flere hægter sig på. Tusind tak for det. Hver eneste læser, hver eneste deling hver eneste kommentar gør mig glad.
 
Rigtig glædelig jul – vi ses på den anden side til fortsatte skriverier om livet i stort og småt.


Glædelig juleferie med lidt færre gaver

Vi har alle sammen juleferie. Efter friskolens afslutning med gudstjeneste, pakkeleg og diskotek i tirsdags, efter dagplejemorens hjemmebagte æbleskiver, vidunderligt personlige gaver og julekram i går og bytur med børnehaven på museum og café (og fem halve boller samt to kopper varm kakao til hver) har vi nu alle ferie, og den har lagt sig om os som et blødt, quiltettæppe. Et længeventet, varmende svøb.

Børnene leger med formbart sand ved spisebordet (totalt god gave fra nissen!), og tegner juletegninger til nisseoptoget i eftermiddag, blandt andet af “Polarekspressen”, som er én af vores yndlingsjulefilm. Der er nisseoptog i Ærøskøbing tre gange i ugen op til jul. Heste med nisse-ryttere, vogne og dans rundt i byen, tegneudtrækning, gløgg og glade mennesker. Det hele er gratis, og det er en vidunderlig tradition, som blandt andre Peter er motor i.

Nu skriver jeg sedler over de ting, vi mangler at lave før den 24. Korte sedler, heldigvis. Faktisk mangler vi ikke så meget – fordi vi ikke har sat barren meget højt. Der skal vaskes lidt tøj, og så skal Kristian finde de smukkeste små kartofler til de brunede og store kartofler til de hvide. Senere i dag kører vi i Brugsen, og køber ind af lidt og hvert, så vi har godter til eventuelle uanmeldte gæster (ja, sådan nogle kommer der indimellem her på øen – heldigvis er langt de fleste meget søde) og til de mørke aftener med julefilm og Harry Potter-oplæsning.

Men gaveindpakning får jeg ikke så travlt med, som jeg er vant til. Børnene herhjemme får ikke mange gaver i år; endelig er vi ved at lære det efter en del års tilløb. “De skal ikke have så mange gaver i år,” har vi sagt, igen og igen, og så alligevel er der endt et hav af pakker under træet fra både os og mange andre.

Men i år får de ikke én eneste pakke fra os – de får en fælles oplevelse fra min familie og Kristian og jeg, og vi glæder os til at skulle af sted med dem. Vi ved, de bliver glade. Da Ilja og Live fyldte fire i april, fejrede vi det med at tage i legoland med familien, og det var en fantastisk dag og en gave, som de nævner meget ofte – og gerne ser gentaget. “Får vi en legolandstur i julegave?” spørger de således dagligt, og det glæder mig, at de mærker den samme glæde ved samværet, som vi gør. Vi mangler nemlig ingenting, så velsignede er vi, og det føles efterhånden alt for forkert at finde på noget – at tænke “måske kan det vække glæde” (velvidende at tingen er glemt igen en uge efter jul) – at jeg ikke kan gennemføre det. Jeg kan ikke få mig selv til at købe noget, som jeg ikke er fuldkommen sikker på, har en reel og længerevarende værdi for modtageren. Derfor bliver det en jul med få og nøje udvalgte gaver, og jeg kan ikke sige, hvor glad det gør mig. Jeg er træt af skrammel, træt af at forære så mange ting til genbrug velvidende at det har forurenet at fremstille det. Træt af at se børnene forkaste legetøj efter to dage, fordi det simpelthen ikke var godt nok eller ikke var noget, de tændte på.

Hvornår går I på juleferie? Hvad skal I lave? Hvor holder I jul? Hvad med de der gaver; er det en glæde eller en mavepine?

 

Mød et menneske – Peter: Ærøs nissefar og ustoppelige idébank

Da jeg kom hjem fra at have interviewet Peter Kiær i sidste uge, satte jeg mig, og skrev spørgsmål ind mellem hans udtalelser. Spørgsmål, som jeg ikke nåede at stille, mens vi sad overfor hinanden i hans og Bjørgs køkken med udsigt til Vesterbro i Ærøskøbing og med potter og pander på væggen, lokal keramik på bordet og Hattesens lakridskonfekt indenfor rækkevidde. Spørgsmål, som jeg ikke behøvede stille, fordi Peter talte af egen drift næsten uden pause, fra han åbnede døren, til jeg gik igen, og selvom jeg efterhånden har lært, hvornår man skal bryde ind og dreje en samtale tilbage på sporet, var det ikke rigtigt nødvendigt på noget tidspunkt, for, ja, han sprang lidt i emnerne (fra sit gode ægteskab over barndommen på Ærø til hjemmelavede hundekiks og hans dobbeltliv som nisse), var der en rød tråd hele vejen, og alt sammen var nyt og sjovt og inspirerende, og den røde tråd var Peters liv, og det er jo ham, det skal handle om i dag.

Mød Peter Kiær: Nisse, underviser, opfinder, iværksætter og lykkeligt gift bådbygger med et flydende hotel under opbygning.

Peter Kiær, født 1969 på Ærø.
Uddannet bådbygger og erhvervspædagog med speciale i autisme. Underviser på Ærø Efterskole og dedikeret nisse
Gift med Bjørg, far til tre voksne børn

Hvor kommer du fra?
Jamen, min mor er fra Svensk Congo, altså Bornholm, og min far er fra Tysklandsodde, altså Jylland. Jeg er født og opvokset her på øen, og ligesom mine piger er nu, var jeg på kost-gymnasiet i Nyborg efter folkeskolen. Derfra tog jeg ud og sejle, det var jeg vant til. Jeg har ikke gået i 1., 3. eller 7. klasse i min skoletid, fordi jeg sejlede med min familie de år. Min far var kaptajn på en coaster, min mor var skibskok, og så blev vi børn undervist ombord. Det var dengang, de sejlede med krudt og kugler, så jeg har været i Sydafrika, Haiti, Libyen, Argentina – alle steder, hvor der var militærkup. Mine forældre tog os med for at være sammen som familie, fordi min far sejlede seks til otte måneder ad gangen hele min barndom, så de ture var det meste tid, vi havde. På et tidspunkt blev min mor maniodepressiv, og hun var indlagt i længere perioder, og i de perioder boede vi børn egentlig hjemme, men så kom der nogle og hjalp os. Vi var lidt sådan nogle Pippi Langstrømpe-børn med en kaptajn-far og en mor, som ikke var der.

Hvordan er dit liv nu?
Det er godt, Bjørg og jeg lever et liv med familien i centrum, og så har vi altid gang i rigtig mange ting. Mange parforhold går i stykker, fordi man kører død i hverdagen og alle opgaverne, og jeg tænker, at man skal huske sig selv og prioritere at være tilstede sammen. Hvad med lige at stikke fingeren i jorden og trække vejret dybt? Bjørg og jeg står op ved femtiden hver morgen, og har et ritual, hvor vi sætter os sammen en time, og taler den kommende dag igennem. Den tid er et frirum, som betyder, at der er ro resten af dagen. Til gengæld går vi som regel kold klokken 21:30, og det har jeg det fint med. Det er vigtigt, at man følger årstiderne, og jeg begynder at være af den overbevisning, at man skal sænke sine forventinger til det sociale liv udenfor hjemmets fire vægge og i stedet mødes uformelt, når det lige passer. Bjørg har en veninde, som indimellem kommer forbi, og så sidder vi alle tre og snakker lidt, og hun siger, at hun kun vil have kaffe, hvis der er noget på kanden i forvejen, men vi laver en frisk kande alligevel, og tit bliver hun og spiser med, men vi laver ikke noget særligt, vi er bare sammen, og så kører hun igen, og det synes jeg, er en god måde at være sammen på.

Hvad er det, der gør dit og Bjørgs ægteskab godt?
Da jeg i sin tid fortalte min far, at jeg havde mødt en pige, som hed Bjørg, spurgte han: ”Er hun Islænding?” ”Nej, Færing,” svarede jeg. ”Færinger er sværere at komme af med en tatoveringer,” sagde han så. Heldigvis. Bjørg og jeg er gode sparringspartnere, og jeg kan ikke undvære hende i de ting, jeg laver. Vi gør ting. Der er ikke ret langt fra: ”Kunne det ikke være skægt at..?” til vi handler på det. Vi har lavet alt fra hundekiks til t-shirts. Hundekiksene var en kæmpe succes, undtagen hos terrierne, de kunne ikke lide dem, og det var et fælles projekt med vores børn, som selv solgte de håndpakkende kiks på havnen til turisternes hunde og lokale på gåtur. På den måde finansierede børnene deres sommerferie. Vores børn er i det hele taget meget selvstændige, og de ved hvad de vil, og så er de arbejdsomme, og sådan ser vi også os selv, Bjørg og jeg.

Hvad holder du dig i gang med?
Jeg har altid taget initiativer; trommet folk sammen og sat gang i ting, når jeg følte, at det manglede. De fleste projekter trækker jeg mig fra igen, når der er kommet gang hjulene, men nisseoptoget og vores væltepetercykler har jeg holdt ved, for det kan jeg huske, fra jeg var barn her på øen. Vi er et multietnisk samfund på Ærø; her er altid kommet folk udefra, og vi har aldrig været bange for nye, det så vi også med asylanterne, som kom hertil sidste år, og blev varmt modtaget. Vi plejede at være en søfartsnation, og de ærøske traditioner har været med til at definere os, derfor synes jeg, vi skal værne meget om dem, og derfor har jeg også bragt morgenvækningen på fastelavnsmorgen til live igen, efter den var forsvundet. Jeg husker det tydeligt, fra jeg selv var barn, hvordan vi gik rundt i hele Ærøskøbing og sang, og slog på grydelåg og larmede med rasler, og når man nåede til lærerens hus, så skulle der rigtig vækkes med tromme og fløjter.

Du er også nisse. Hvad går det ud på?
Det er en stor del af mig, og det er ikke bare julerier. Jeg er nok efterhånden kendt som øens nisse, og jeg har selv kørt rundt i kane, da jeg var barn, og kunne mærke hvor vigtigt det var med nisserne og julefællesskabet, og for ti år siden fornemmede jeg en metaltræthed i gruppen, og blev spurgt, om jeg ville være nisse. Man starter som kravlenisse; det er dem, der bliver løftet op i kanen, og kører med rundt. Lømmelnisserne løber omkring med nissemor i hælene, og hvis man er dygtig, bliver man dørnisse efterfølgende – i gamle dage betød det, at man stod i butikkerne, og åbnede døre til op til jul. Der var mange butikker i byen dengang: To slagtere, to bagere, en urmager og en sadelmager. Men det er også hårdt at være nisse, der er nok at se til de tre dage, hvor vi har nisseoptog i Ærøskøbing, og bagefter skal man rundt – og lad mig bare sige, at man ikke dør af tørst undervejs.

Hvad lavede du som barn i Ærøskøbing?
Jeg var en udfordring i skolen, og da jeg gik ud af 9. klasse, havde jeg 17 eftersidningstimer, som jeg måtte arbejde af nede i lærerinde Milles have efterfølgende. Jeg kunne have fået mange flere eftersidninger, men jeg var bydreng hos købmand Nils Lauritzen hver anden uge, og han var verdens bedste arbejdsgiver. Jeg kørte ud med varer fra butikken på hans long john, og han kunne finde på at ringe til skoleinspektøren og sige: ”Peter får simpelthen så travlt her hos mig i dag, så I må ikke give ham eftersidning, jeg skal nok sørge for at holde ham i gang,” og så – når jeg mødte op efter skole – tog han en pakke Karen Volf småkager, og trykkede den lidt i stykker med sin tommelfinger, og udbrød: ”hov, den er jo i stykker! – tag lige en sodavand med fra køleskabet også. Nå, Peter, hvad har du lavet i dag af narrestreger?” Og ja, hvad havde jeg så lavet? Jamen, det blev opdaget, at det var mig, der puttede pastiller med blåsyre i min lærers gajolpakke, så hun havde blå mund i to dage, og det gjorde hende lidt ked af det, så de måtte kalde en vikar ind. Men det var til gengæld ikke mig, der fjernede tyskbåndende fra skolen i sommerferien inden syvende klasse, og cyklede igennem byen efterfølgende, og trak dem ud over vejen. De kunne i hvert fald ikke bevise det. Når jeg ikke arbejdede, spillede vi bold, og løb hundrede-meter, og jeg har også gået til boksning, og det var kun, når det regnede, at vi måtte vi blive hjemme. Så havde vi hver vores sæk med legoklodser, og den tog vi med hjem til hinanden, og der sad vi og byggede, mens regnen silede, og så kunne vi bare trække i snorene, og slynge sækken på ryggen, når vi skulle hjem.

Har du adhd?
Nej, jeg laver tingene færdig, og det er forskellen. Men jeg har krudt i røven. Det er derfor, jeg arbejder på efterskolen – mit hjerte ligger hos dem, der ikke kan forsvare sig selv, og de unge på vores skole er dem, der sidder bagest i klassen. Dem, de andre ikke vil lege med, og som er lidt ved siden af. På et tidspunkt tog jeg en bachelor i erhverspædagogik med speciale i autisme, og nu er jeg udelukkende værkstedslærer, fordi det giver mig ro til at koncentrere mig om relationen, som er det, jeg er god til. Mit arbejde er først og fremmest at få de unge til at fungere socialt. De kan ikke begå sig, fordi de kommer fra udsatte hjem. Lige nu går vi ind i den værste tid, julen, som halvdelen glæder sig helt sindssygt til, mens de andre frygter det inderligt. Derfor iværksætter jeg en helt masse fede, nye aktiviteter, som giver dem nogle gode input, og får dem til at se muligheder.

Hvornår blev din mor syg?
Til min konfirmation. Hun var med i løbet af dagen, men hun blev hentet og indlagt, før gæsterne gik hjem. Hun havde sovet meget i tiden op til, og vi troede, det var stress, men så viste det sig, at hun var maniodepressiv, og det har hun været lige siden. I dag er jeg værge for hende, og jeg har indlagt hende to gange i år. Hun har gode dage og dårlige dage, flest dårlige, og jeg kommer forbi med mellemrum, og ryger en smøg med hende, og så går jeg igen. Så kan ingen af os mere. Jeg har ikke lyst, og hun kan ikke rumme det.

Hvordan ændrede livet sig, da hun blev syg?
Vi børn blev boende hjemme, og så kom vores mors veninder og hjalp os med at få mad og komme ud af døren. Jeg var jo bydreng, så jeg handlede, og fik sendt regningen. Men jeg nød at have det hele for mig selv. Jeg var vildt aktiv, og savnede ikke min mor, hun var gledet væk for længst. Min far sejlede videre nogle år, men der var stor aldersforskel på dem, så på et tidspunkt gik han i lang, og sejlede derefter mest om sommeren.

Hvad er det med de der væltepetercykler?
Vi har jo Vesterbro Væltepeterudlejning, Bjørg og jeg, og det kom sig af, at jeg for mange år siden fik lov til at køre på museets helt gamle væltepeter, og det var fandme skægt, så sådan én drømte jeg om længe. Nu har jeg nogle stykker, og jeg lukker lidt luft ud af dækkende, og så kører jeg en tur, og det passer i bybilledet. Folk bliver også sådan lidt ”hold da op,” når jeg kommer kørende på havnen. Vi udlejer dem for 30 kroner i timen eller 100 kroner for tre timer, og hvis nogen regner den dårlige pris ud, får de en lakridspibe. Vores slogan er: ”Spænd hjelmen og hold lakridspiben lige i munden,” og vi kan godt finde på at løbe vi efter kunderne og stikke en lakridspibe i munden på dem, når de har fået gang i cyklen.

Er det rigtigt, at du er ved at bygge et flydende hotel?
Ja! “Flotellet” hedder det. I sommer sad Bjørg og jeg i vores båd, og fik et glas rødvin og nød solnedgangen ved Vestre Strand, og så kom en mand fra Singapore hen, og sagde: ”Ved I, at Ærø har nøjagtig samme areal som Singapore, men der bor 5,5 millioner mennesker flere der. I Singapore gælder det om at bo ved vandet, men en bådeplads koster flere hundredetusinde kroner, så det kan de færreste komme i nærheden af.” Han spurgte, om man kunne leje en båd og overnatte i den. ”Du kan leje en båd og sejle den,” sagde jeg, men han kunne ikke sejle. ”Jeg kunne godt tænke mig at sidde, ligesom I sidder nu,” var hans svar, og jeg syntes, at det var en sjov tanke. Sådan startede flotellet; som et indre billede af en mobilenhed, man kunne overnatte på, men det greb selvfølgelig om sig: Så skulle den være selvforsynende, så blev den off grid, og så studerede jeg tiny houses, og jeg er endt med et koncept, der kan ombygges og indrettes i det uendelige. Konstruktionen er selvbærende, og i første omgang skal vi have vores første Flotel ned og ligge på vandet ud for Ærøskøbing, men tanken er, at de kan bruges som ungdomsboliger i havne, eller som flydende sommerhuse eller til klimaflygtninge eller andre der mangler et sted at bo. Den kan flyttes på en trailer, uden at det er en specialtransport, og den er fuldstændig fladbundet, som en papkasse, hvilket gør den ganske håndterbar.

Stopper du nogensinde med at få idéer og lave nyt?
Det håber jeg ikke.

Læs mere om Peters flotel HER

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil
Søren, filosof, lærermester, håbets fakkelbærer

Vi snakkede den halve nat, og nu vil vi have struktur

Så lå vi i aftes, Kristian og jeg, i sengen og snakkede længe. Det var ikke planlagt, men for en gangs skyld lå der ikke et barn imellem os, og så kunne vi ligesom bedre tale sammen. Vi havde lagt os under tagvinduet med kig til den månelyse himmel, og vi snakkede om de her år, som nok er de travleste i vores liv. Om at lave sange på få timer, fordi man ikke har mere tid. Om at længes efter en pilgrimsvandring, fordi man savner at tænke tanker til ende. Om at have ord, der gerne vil ud, men ikke tid nok til at omsætte dem til tekst. Vi snakkede om det her vidunderligt fleksible liv som vi har lavet for os selv: børnenes korte dage i børnehave og skole; deres mange fridage, friheden til at tage på skiferie eller i badeland, når det passer os. Men vi talte også om den pris, som fleksibiliteten har for vores arbejde: Vi har meget sjældent fem arbejdsdage om ugen, og vi arbejder meget sjældent mere end fire timer om dagen. Ville vi bytte børnenes smil, deres kram, nærheden med dem i alle livets aspekter for at have mere tid til os selv? Er disse år ikke blot et åndedrag i vores liv? Vi snakkede om mulige løsninger og om behovet for mere søvn, og jeg sagde, at jeg kan være i tvivl, om jeg bare skulle have skrevet hele mit liv væk i stedet for at have en familie, men jeg ved godt, at det siger jeg kun, fordi det reelt ikke er en mulighed. Ikke om jeg ville undvære dem i så meget som et sekund, hvis jeg pludselig stod overfor valget.
Kristian sagde: “Der er ingen konkurrence – børnene er vigtigere end alt andet”, og det varmede mig dybt indeni at mærke hans sikkerhed.

Vi besluttede, at vi vil have mere struktur på hverdagen: vi har været meget boheme i mange år. Ved sjældent ret meget, før en halv time inden det udspiller sig. Hvem kører i børnehaven? Hvornår henter vi i dag? Hvem afleverer i skole? Hvad skal vi i eftermiddag?

Børnenes rutiner er sådan set ret faste; morgenmad, tøj på, etc. Så hjem, leg, mad, i seng. Det kører efter samme rille de fleste dage.

Men efter nytår skruer vi arbejdstiden op med en lille time hver dag, i hvert fald en halv, og vi vil planlægge, hvem der henter og bringer til hvor og hvornår. Vi laver madplan, køber ind to gange om ugen, og så vil vi have fastlagte, ugentlige aktiviteter – såsom cykledag og strandtur. Jeg glæder mig: Det bliver en følelse af frihed til at dykke ned i arbejdet; at vide på forhånd, hvornår jeg skal stoppe igen, og hvor jeg skal bevæge mig hen, når jeg gør. Jeg glæder mig til mere fokuseret skrivetid, til mere ro, og jeg glæder mig til at se hvad det betyder for hele familien; om det mon giver en større ro i det hele taget. Om forudsigeligheden ikke bliver god for os alle.

Hvordan er jeres dage planlagt? Kan I indimellem savne mere struktur – eller mere fritid? Hvordan ser en ideel uge ud for jer?

Sådan en etårsfødselsdag fuld at kærlighed

Så er der gået et år: Juno kom til verden den 18. december 2015, og jeg har glædet mig så meget til nu. Længtes efter etårsdagen, set frem mod den ro der kommer med tiden, mens jeg har været træt og hudløs de første måneder. “Når hun fylder et år, er det meget lettere,” messede jeg, og ja, det er det. Og hun er så vidunderlig – Juno er ikke kommet ved et tilfælde; hun er uendeligt meningsfuld i vores familie, hun er uendeligt betydningsfuld i mit liv. Jeg har lært så meget af hende allerede – og af at være mor til hende. Hun er den milde og glade baby, som min søster lovede mig, jeg ville få (“det kan jeg mærke,” sagde hun flere gange, mens jeg var gravid, og hun fik ret, selvfølgelig). Juno er vores alle sammens fælles samlingspunkt. Hun er den, vi altid gerne have til at grine; hun er kirsebærret, balancestangen, hun har afrundet vores familie, bragt harmoni ind i børneflokken. Juno er. Og i dag er hun et år.

Hun blev født først på natten – et sted mellem klokken 1 og 2, mener jeg, og det var så smukt og trygt, min søster var med som jordemoder og ø-jordemoderen var med, mens jeg bragte Juno til verden i det varme vand på vores badeværelse med Kristians pande mod min. Alt imens Juno kom ud til os, sov hendes tre søskende trygt hos vores venner i Ærøskøbing, og det vil jeg aldrig glemme; At vi efter at have boet på øen i mindre end et år, havde relationer herovre, som var tætte nok til at rumme det ansvar.

Seks timer senere stod Kristian på Storms friskole, og havde lavet en sang til juleafslutningen sammen med eleverne, og Storm vandt en præmie i julebanko, og da juleafslutningen var veloverstået, kørte de til børnehaven, hvor de hentede Ilja og Live, som slet ikke vidste, at de havde fået en lillesøster, og jeg har set en video fra det øjeblik, hvor de fik det at vide, og den video måtte gerne have varet for evigt, den var så fuld af forundring, lykke og taknemmelighed, at jeg blev helt ør af at se den “Har hun hår? Er hun kommet ud? Må vi røre ved hende?”

I dag fejrer vi Juno med guirlander og varm kakao, men også stille. Juleaften venter om hjørnet, og vi har haft nogle travle uger med det ene og det andet, og vi har bedst overskud til noget helt småt i dag, så her er kun et enkelt sæt bedsteforældre på besøg – alle andre ser vi til juleaften og i dagene efter.

Denne dag er for Juno, og den er meget i julens ånd: Vi lader lyset i vores hjerter brænder ekstra stærkt, krammer hinanden, og snakker om den dag for et år siden, da hun kom ud til os: “Kan I huske, at I holdt hende på skift nede i sofaen i den blå stue – hvor lille hun var?” Jeg er så lettet over at være nået hertil. Et år er gået, det gik heldigvis, og det gik for godt, og nu kender vi hinanden; Juno åbenbarer sig for øjnene af os hver dag. Hun elsker alle sine nærmeste, sin familie og venner, og hun er helt vild med dyr, hun klukgriner, og siger “hej!” til alle, og hun kan gå et par skridt, og klapper af sig selv, når hun gør det.

Jeg selv sukker dybt i dag. Ånder lettet ud. Herfra slipper ensomheden og den stress, som jeg har følt med de helt små børn, dag for dag. Herfra vokser vi sammen, livet blomstrer hurtigt og fuldt af kærlighed. Denne dag markerer en overgang, som jeg er taknemmelig for, og en sejr, som jeg ikke tager let på. Vi klarede det: Fire børn. Vi er her alle sammen nu, og vi er glade. I går skrællede jeg en appelsin med ti både, og så må man ønske, og jeg ønskede “at vi bliver ved med at have det så godt som nu.” Tænk hvor heldig man er, når man ønsker det (Kristian indvendte: Hvorfor bad du ikke om mere søvn, når nu du havde muligheden?)

 

Hvordan får man gjort det, man drømmer om?

“Hvordan når du så meget?” har en del spurgt mig, mens jeg har været på barsel det sidste år.

De fleste spørger, fordi de hører, at jeg har redigeret en roman, som jeg skrev sidste år, og startet denne her blog. (Og været mor til fire ved siden af, men jeg tror egentlig mest, det er det med romanen og bloggen, der udløser spørgsmålet.)

Sandheden er, at jeg ikke kender et alternativ. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg bliver nødt til at være skabende, hvis ikke jeg skal gå fra forstanden. Hvis ikke jeg har et projekt – noget, som jeg arbejder på løbende, og som ligger i baghovedet, forsvinder mit drive. Men, altså: hvordan når jeg det så? Tja, det kunne nemt blive et meget kort blogindlæg, for min umiddelbare reaktion, er for det meste: “Det ved jeg ikke? Hvad skulle jeg ellers lave?”

Det kunne også meget nemt slet ikke være et blogindlæg, for jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive om det, men er stoppet – igen og igen – fordi jeg ikke vil tage munden for fuld. Fordi jeg ikke vil give indtryk af, at jeg kan noget, som er ganske særligt. For sådan er det ikke, jeg er et menneske som alle andre, jeg har bare fundet det, jeg brænder for, og nu kan jeg ikke lade det ligge.

Det lavpraktiske svar på, hvordan jeg har nået at arbejde videre med min roman (det vil sige: jeg redigeret et manus på 200 A4-sider, sendt det ud til en håndfuld læsere, fået feedback, arbejdet det igennem igen og til sidst været så tilfreds, at jeg har sendt det til et forlag, og nu venter jeg på svar med krydsede fingre) er, at jeg har arbejdet, så snart børnene sov. Jeg har sat sat mig i nærved hver eneste af Junos ganske få (og ikke mindst korte) lure og arbejdet, og jeg har tvunget i hvert fald ti minutters skrivning ud af 20 minutters søvn, når hun lå i barnevognen, og snorkede. Jeg har redigeret om aftenen – lige fra ungerne ramte deres senge, og jeg satte mig i lænestolen på deres værelse, og skrev, mens de faldt i søvn, til jeg selv lå i min – og det er afgørende for mig, at vi ikke ofte har gæster om aftenen, fordi jeg vil skrive. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg i de 6-7 måneder, hvor jeg redigerede, har sat mig midt på dagen og tændt for Netflix. Det kan tælles på én finger eller to, hvor tit jeg har sovet samtidig med Juno i løbet af dagen.

Hvordan kan jeg holde det ud? Jamen, sådan ville jeg selv spørge, hvis nogen fortalte, at de løb ud i haven og ordnede bede, slog græs og klippede hæk, så snart der var ro til det. “Hvordan orker du?” ville jeg gispe, måbende. Svaret er selvfølgelig: “Fordi jeg ikke kan lade være.”  Jeg kan godt lide at have travlt, når det, jeg har travlt med, er meningsfuldt for mig. Min dag er fuld fra morgen til aften, og jeg fungerer ikke med alternativet. Ja, jeg ville ønske, jeg fik mere søvn, jeg ville ønske, mine børn sov til senere end kl. 5:30 (jeg er B-menneske, og vil helst arbejde om aftenen), og lige så meget som jeg nyder mine ungers bedårende, runde kinder og de mange lange kram ser jeg også frem til en tid med større frihed, når de bliver lidt ældre. Men, når den dag kommer, forestiller jeg mig ikke, at jeg kommer til at sidde mere i sofaen og se tv. Nej, til den tid kommer jeg efter al sandsynlighed blot til at skrive mere.

Da jeg var på barsel med min ældste, travede jeg vist ofte lidt forvildet rundt, og kæmpede for at falde på plads i moderrollen, og når han sov, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv (han sov heller ikke længe eller stabilt nok til, at jeg kunne sove samtidig). Jeg gik også på caféer, og i legestuer, men jeg skrev ikke nogen bog, og jeg startede ikke en blog.

Tre år senere fik jeg tvillinger, og hvis der er noget, der kan gøre et menneske effektivt, må det være den erfaring. Mens jeg var på barsel med dem, skrev jeg en klumme i det lokale dagblad hver lørdag, og jeg læste bøger. Men så var der heller ikke tid til andet. Det er så vildt at amme to på én gang, putte to på én gang, trøste to på én gang, og jeg kan huske, at Kristian lugtede af stress og angst den sommer, og når jeg tænker tilbage, føles det både utroligt stærkt, at vi har været det igennem, og samtidig meget skrøbeligt.

Og så i år, på min tredje og sidste barsel, kom det bag på mig, hvor hårdt jeg stadig syntes, det var at have en baby. Uforudsigeligheden og det absolutte frihedstab blev jeg aldrig god til, men så var det, at jeg havde skrivningen, som gjorde mig glad, og på denne barsel tog det fart.

Hvorfor? Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det er et åndehul, et kreativt pusterum. Fordi det er mig, det er mit udtryk, min måde at være i livet på.

“Jeg kan ikke lade være.” Den sætning har jeg hørt mange gange i mit liv, og den har som regel frustreret mig. Det der med at nogen har udrettet noget, man selv drømmer om, og så svarer de bare, at: “de ikke kunne lade være” på spørgsmålet om “hvordan?” Men, hvad vil det sige? Hvorfor kan de ikke lade være? Hvad skal jeg gøre for at få det sådan?

For tiden går der ikke længe mellem jeg taler med- eller modtager en facebookbesked fra nogen, som drømmer om at skrive en bog eller starte en blog. “Hvor tit skriver du? Kendte du hele historien, inden du gik i gang? Hvordan får du tid?” Jeg ville ønske, jeg havde et håndgribeligt svar i retning af: “Start med den her sætning, så kommer det af sig selv.” Men sådan er det jo ikke. Alt, der er værd at gøre, kræver en indsats. Alt, der føles som en sejr, er kommet med en pris (og forældreskabet er det ultimative eksempel derpå.)

Alt i livet er et valg, og jo mere vi har at se til, jo flere fravalg er der. Jeg ser aldrig veninder om aftenen og meget sjældent om dagen. Jeg takker nej til meget, og er ved at lære ikke at starte nyt op, fordi mit skema i virkeligheden er fyldt allerede. Det kræver målrettethed, indsats og vilje at komme i mål med projekter, som man selv er primus motor på. Det kræver tid, dedikation, overbevisning og, ikke mindst, passion, at færdiggøre noget, som man ikke møder på arbejde dagligt for at fuldføre. Til gengæld er det berusende, når det lykkes.

Og bloggen? Jamen, det er ærligt talt tosset. Hver anden dag er jeg i tvivl: Er det det værd? Har jeg tid? Er der nok, der læser med? Gør det en forskel? Skulle jeg hellere skrive på min bog (eller se Call the midwife). Men jeg kan ikke lade være. Af en eller anden grund kan jeg simpelthen ikke lade være.

I går var min sidste skrivedag inden juleferien, og jeg havde tre timer. Jeg satte mig, selvom Storm var hjemme med feber og hoste, tog hovedtelefoner på, og skrev. Da jeg lukkede ned, havde jeg blandt andet skrevet dette afsnit, som beskriver noget af det samme, som jeg forsøger at indfange i dette indlæg – om passion:

“Vi stod sammen på værkstedet, maskinerne larmede, og jeg arbejdede, men nåede næsten ingenting. Paul sendte mig opmærksomme blikke, havde spurgt, om jeg var syg eller havde hjemve, men jeg rystede bare på hovedet. Nu så han på mig, og jeg signalerede, at jeg ville gå udenfor for at trække lidt frisk luft. ”Okay, sig til hvis der er noget, du skal bruge” sagde han gennem støjen, men jeg kunne ikke sige et ord tilbage. Jeg mærkede, at han så på min ryg, da jeg lukkede døren bag mig, og det føltes som at gå væk fra den magnet, der trækker i én. Men jeg måtte have ler mellem mine hænder, tænkte jeg. Jeg måtte arbejde med det; gøre det til mit for så at sætte det fri i den form, det fandt. Jeg gik over gårdspladsen, og drejede målrettet hen mod det efterladte keramikværksted, som jeg kun havde betragtet gennem vinduerne indtil nu. Lyset kastede sig vildt og frit ind gennem det enorme glasparti i gavlen, og jeg tog redskaberne fra en hylde, og satte mig på den slidte drejebænk, mærkede glæden boble i min mave ved lyden af skiven, der snurrede rundt. Greb ud efter skæretråden, og vidste, at her skulle jeg være. Der stod en plastiktønde med ler i hjørnet, og hvis det var brugbart, ville jeg ikke kunne holde mig tilbage.

Jeg sad der i timevis, lyset blev varmt og gyldent, senere gik solen ned, mens alt blev rødt, og jeg slukkede først drejeskiven, da der var sort udenfor, og havde været det længe. Jeg steg ned fra bænken, og tog en dyb indånding; luften nåede længere ud i min krop end i dagevis, uger måske. Jeg så på det, jeg havde lavet af leret, masserede mine fingre, og gik udenfor. Og derude, lige foran døren, stod Paul og så på mig. Jeg fik et chok, og udbrød: ”Åh! – tiden fløj, jeg glemte helt at spørge dig, om det var okay, at jeg gik derind. Pludselig kunne jeg ikke tænke på andet end at have ler mellem mine hænder.”
”Det er helt okay,” sagde han, og så undersøgende på mig. ”Undskyld at jeg forskrækkede dig. Det er dejligt at se dig glad. Så glad har du vist ikke været, mens du har boet her. Det var godt, du fandt det, du havde brug for.”
”Ja,” sagde jeg. ”Jeg tror, jeg har brug for keramik.”
Vi begyndte at gå over gårdspladsen, lidt tøvende. ”Jeg vil stadig gerne hjælpe dig i værkstedet,” sagde jeg, “jeg vil gerne blive her og lære dit håndværk, hvis det er en hjælp for dig. Men jeg kan også godt tage hjem, hvis du synes.”
Han stod stille med hænderne på ryggen, og så ned i jorden mellem vores fødder. ”Jeg vil være ked af, hvis du rejser, uanset om du har lyst til at arbejde med mig eller ej.”
Det gav et sæt i mig. ”Er det rigtigt?”
”Ja, det er dejligt, at du er her. Også hvis du ikke hjælper med møblerne, jeg kan godt klare det selv, det er jeg vant til.”
Han så hurtigt på mig, og jeg kiggede ned, mine kinder blev varme.
”Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med det her,” sagde han så.
”Med hvad?”
”Med os to og den energi, der føles som en form for atomkraft, men som jeg ikke tør reagere på, og det er der mange grunde til. Men fortæl mig, hvis du kan: hvad har du lyst til?”

Jeg tror, svaret er, at man skal give sig tid. Give sig selv lov, arbejde løs selvom det ikke umiddelbart står klart, at det lykkes, at det bliver en succes. Det skal være succes nok i sig selv at få det gjort. Men der findes heller ikke mange ting, som er større end det.

Hvad med jer? Har I noget, I ikke kan lade være med at fordybe jer i? Eller noget, I ville ønske, I fik gjort, men som det virker uoverskueligt at tage hul på? Et projekt eller en drøm, som ikke kommer af sig selv, men som hænger ved?

Jeg gik ikke fakkeltog, men der er et lys tændt i mit hjerte

I aftes var der fakkeltog spredt over hele landet. Hjerteskærende rapporter fra Aleppo har efterladt mange med ømhed og smerte indeni, og vi kan føle os magtesløse. Mange skrev, at deres dage går i stå, de glemmer, hvad de havde så travlt med, kan ikke finde fokus i de vanlige gøremål med billederne fra krigszonen på nethinden. Og jeg nikker genkendende til tilstanden, jeg kender den modløshed og dybe afmagt, der kan rulle ind over én, når man er vidne til noget så forkert, som samtidig er så langt væk og så uendeligt svært at gøre noget ved.

Derfor fakkeloptogene. Derfor vores opsang til politikerne, folkets bøn om handling. Et råb om ansvarlighed, næstekærlighed, medmenneskelighed.

Men i går blev jeg ikke overmandet af magtesløsheden. Ikke fordi jeg føler, jeg har direkte indflydelse på Aleppo, jeg var ikke en gang i nærheden af et fakkeltog i aftes, og lysene i min vindueskarm stod der også aftenerne før og sågar alle vintre før denne. Men lyset i mit hjerte brænder, og jeg tænker på noget af det, som Søren Hauge sagde i portrættet her på siden i går om at sprede lys og glæde og håb. Han sagde, at vi kan ændre verden. At hvert enkelt menneskes indflydelse er enorm. Og det tror jeg på; jeg mærker det, når det ene menneskes handling influerer den næste, og det spreder sig som ringe i vandet, indimellem hurtigt og uden den mindste tvivl.

Men min indflydelse bliver mindre, den krymper og bliver paralyseret, hvis jeg lader mig overmande af følelsen af, at jeg ikke kan stille noget op. Hvis jeg tager nyhederne fra de enorme uretfærdigheder helt ind, og lader dem fylde mig op, lader dem vælte mig omkuld, lader dem tage min energi, mit overskud, min kærlighed til livet, så gør jeg intet. Så sidder jeg som forstenet i min sofa med store øjne, og ved ikke, hvad jeg skal. Så glemmer jeg, at jeg kan gøre en forskel. At jeg med hver beslutning i mit liv – lige fra det, jeg putter i indkøbskurven, til min væremåde, mine prioriteter, min energi, mit udtryk – påvirker det, der er omkring mig. Jeg kan uanset hvad ikke rejse til Aleppo, jeg kunne heller ikke gå fakkeltog i går, men jeg kan sende støtte økonomisk, og jeg kan sende bønner og stå klar til at trøste, jeg kan gøre mit bedste for at sikre en bedre verden gennem min afsmitning på mine børn og alle andre omkring mig. Og det kan du også. Vi kan alle sammen forandre verden. Alt det kræver, er mod og håb og det har vi indeni.

Mød et menneske – Søren: Med sandheden som ledetråd gennem dette liv og de næste

Søren Hauge blev en del af min verden, da Kristian for fire år siden kom slæbende hjem med Sørens godt og vel 700 sider lange mursten af et hovedværk “Levende Visdom”. I ugerne efter læste Kristian næsten uafbrudt. Han læste brudstykker højt for mig om dagen, lå vågen under natlampen om natten, og sad krumbøjet over den tunge bog, så snart der var ro omkring ham. For hver side Kristian vendte, lod han til at tage et skridt dybere ind i noget, der gjorde ham mere bevidst og glad.

Måske oplever nogle Sørens verdensbillede som lidt fjernt, måske endda uforståeligt, men for mig er hans måde at opfatte livet på både tryg og ligetil. I hans tolkning af verden finder en genklang i mit inderste selv, som jeg ikke støder på ude i hverdagen, og som gør mig let om hjertet.

Jeg har skrevet dette portræt af Søren, fordi jeg mener, han taler ud fra den samme sandhed, som jeg selv forsøger at tage udgangspunkt i, når jeg skriver, når jeg tænker, når jeg føler, når jeg er. Det er en sandhed, som der findes mange sprog for, og som de fleste af os kan nikke genkendende til på et eller andet plan, uanset om den er lidt ubekendt og måske føles langt væk lige nu. Jeg har skrevet dette portræt af Søren Hauge, fordi han er et menneske, der altid handler ud fra det sted, hvor lyset brænder, og det er et sted, som jeg tror, vi alle har godt af at være i berøring med.

Mød Søren Hauge: Filosof, livsvejleder, forfatter; konstant skrivende, konstant tænkende, altid i virke – altid i bevægelse.

Søren Hauge, født 1961 i Aarhus
Spirituel underviser, forfatter og coach. Uddannet magister i idéhistorie og filosofi.
Gift med Jette, far til to voksne døtre.
Bosat i Højbjerg udenfor Aarhus.

Hvad er dit forhold til naturen?
For mig er naturen på sin vis at være hjemme. Jeg oplever, at jeg hører til, når jeg er der. Da jeg var ti år, tog jeg min notesblok, og gik udenfor, og skrev digte. De handlede om solopgangen og om skønheden, og i virkeligheden forsøgte jeg at beskrive min religiøsitet. Jeg ville sætte ord på, at der er en mening i alting, og den mening mærker jeg tydeligere, når jeg er tæt på naturen. Det var også derude, at min spiritualitet vågnede. Jeg mærkede det første gang, da jeg som femårig var med min familie på sommerferie i Sydtyskland, og så kongeørne svæve højt, højt oppe. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse, og i mange år troede jeg, at jeg skulle være ornitolog. Fuglene er for mig både et symbol på naturen og indbegrebet af den. De er konkrete væsner, men de kan lette.

Fik du kærligheden til naturen med fra dit barndomshjem?
Min far var jæger, så jeg mødte naturen fra det perspektiv, selvom jeg egentlig ikke egner mig til at se noget miste livet. Som 15 årig fik jeg jagttegn, det var en helt naturlig del af opvæksten i vores hjem, og jeg var utroligt stolt. Min første jagt var med min far og bror, og det var en sønderknusende oplevelse. Jeg stod, og så fascineret på et egern, der hoppede rundt i en trækrone, indtil jeg skød, og egernet faldt ned, og landede lige for mine fødder, og i det øjeblik gik min verden itu. Det er så smukt et væsen; dets klør er næsten som menneskehænder, og efter den dag skød jeg aldrig igen på noget levende. Jeg opdagede, at så længe dyret var i trætoppen, var det en prik, der skulle rammes, men da det landede på jorden, så jeg hvor sårbart livet er, og at jeg havde frataget noget det.

Når du er så glad for naturen, hvorfor bor du så tæt på byen?
Nu kommer paradokset, eller, dobbeltheden i mig: Jeg har en lige så stor kærlighed til byen som til naturen. Byen er også natur. Den er ikke fremmed. Ja, vi kan gøre en by til noget fremmed, til betonklodser og usmarte konstruktioner, men dér hvor en by lever, og har sin puls, oplever jeg, at den er et landskab, den har sin ret, og jeg kan lide at være en del af den, ligesom jeg holder af at sidde i hulen – på en café, for eksempel – mens jeg er midt i den. Jeg har ikke knækket koden til, om jeg skal bo længere ude i naturen eller tæt på byen, men jeg vil gerne på sigt bruge mere tid i naturen. I perioder løber jeg, og der er det en gave, at bo på kanten af Aarhus, for når jeg har løbet i fem minutter, er jeg ude på landet, og tit stopper jeg, og sidder bare.

Hvordan var din opvækst?
Jeg har altid følt mig som en afstikker i familien. Min far var en stor teknisk begavelse, han var pionér indenfor tyverialarmer, og da jeg begyndte at tale om spiritualitet i teenageårene, var det ikke noget, mine forældre deltog i. Jeg følte mig lidt som en gæst i familien, og oplevede ikke at have et indre slægtskab med dem. Jeg vil mene, det er noget, mange kan nikke genkendende til, og måske også til følelsen af at være alene i sin indre verden. Sådan var det også i skolen, hvor mine kammerater gav mig tilnavnet “dybe kaj,” fordi de syntes, det var helt godnat, det jeg gik og tænkte på. På et tidspunkt måtte jeg jo finde mit fællesskab, og det gjorde jeg, da jeg var 17.

Hvor fandt du det?
Min egentlige oplevelse af familie var at møde et fællesskab, hvor jeg kunne tale frit, og hvor vi havde en fælles forståelse. For mig var det i teosofien, og derfra har resten af min rejse taget sit udspring. Jeg oplever et enormt fletværk af mennesker ind og ud og på kryds og tværs over hele jorden, og det har vist sig, at fletværket af spirituelt engagerede er uendeligt stort.

Hvordan var det at møde de mennesker?
Berusende. Lykkeligt. Det var ganske enkelt utroligt, at de fandtes, og jeg svævede på en sky. Jeg mødte den første del af min nye familie på et sommerkursus i 1979, som mine forældre havde foræret mig i 18 års fødselsdagsgave. Jeg havde lige stødt på teosofien, og set at der var et sommerkursus, og man kan sige, at de afleverede én ung mand og fik en anden hjem. Ud tog en kødspiser, hjem kom en vegetar. Ud tog en søgende, ensom fyr, hjem kom en ung mand besluttet på at arbejde for sit fællesskab og hellige sig det fuldstændig. Med ét kom relationerne og visdommen – og genkendelsen, mest af alt. Jeg mærkede en dyb genklang i det livssyn, som teosofien rummede, og det var ikke sådan en: ”Nåå, ja det er da interessant…”, eller: ”Hmm, det skal jeg tænke over..,” Nej, det var: ”BANG! Det kender jeg godt, det der!” og: “Ja! Det er rigtigt!” Modningstiden fra jeg forpuppede mig i min nye spirituelle identitet, til jeg sprang ud, var sindssygt kort. Der gik ikke mere end godt et år, før jeg begyndte at undervise, og det har jeg gjort uafbrudt lige siden.

Hvilken visdom var det, du stødte på?
At døden er en illusion. At vi er her mange gange, og at universet er fyldt med alle mulige andre energier og tilstande end dem, vi kan se. At der er mening med alting. At vi ikke er kaotiske brikker i et meningsløst spil; vi er blade på universets træ. Det hele er én stor levende organisme, og jeg er en mikroorganisme deri, og det har jeg altid opfattet som fuldstændig fast og sikkert. Der er en mening med alting.

Hvad er meningen?
Overordnet har jeg en oplevelse af, at vi hører sammen, og at vi er her i verden for at vores hjerter skal banke frit og lyset skal stråle uhindret, og sammen skal vi finde ud af, hvordan den her jord kan blive et harmonisk hjem for os alle.

Tror du på, at jorden kan blive harmonisk?
Desto større konflikter vi har, desto dybere forsoninger og læreprocesser bliver vi beriget med efterfølgende. Hvis vi ser på et parforhold eller venskab, så er det jo fantastisk, hvad man kan lære af at komme på kant med hinanden, hvis man vil relationen. Det er vildt, hvor meget det kan rykke, at man kæmper sig tilbage fra en konflikt, og da vi jo alle sammen tilhører den samme familie her på jorden, og da vi kun lige er i barnefasen af, hvad det vil sige at være globale borgere, så er det også nu, vi har de største kriser og fremmedgørelser, og desto større bliver forsoningen, når vi opdager, at vi ér familie, og vi vil hinanden. Men det er en meget meget hård start, og jeg vil ikke være naiv: Vi  er alvorligt udfordrede, og løsningen kommer ikke af, at vi lægger os, og sover. Men jeg ser den gode udvikling mange steder. Tag bare Standing Rock; den hjerteskærende proces med mennesker, som har fået frataget deres land for flere hundrede år siden, og alligevel vælger en konsekvent ikkevoldelig tilgang. Der er utallige eksempler på, hvad vi kan i verden i dag, men der sker ikke en skid, hvis vi bare sidder på vores røv, og tager imod de nyheder, der bliver serveret. Mainstream er domineret af økonomi, seertal, politisk tænkning, dinosaur-idéer, og det er er først, når vi selv tænker, at vi bliver vækket fra at være slappe passagerer. Vi vågner, når vi opdager, at vi selv skal finde vejen – at den er der. Der er mange flere gode nyheder, end vi drømmer om, og vi har en kæmpe indflydelse på verden, men vi er verdensmestre i at undervurdere vores indflydelse. Ét menneske har potentiale til at skabe enorme kædereaktioner, når det handler om at forandre verdens gang.

Hvorfor hører vi ikke mere om de gode nyheder?
Mennesker har mange skønne oplevelser, men vi deler kun få af dem. Når vi har den smukke oplevelse af at blive set og hørt af et andet menneske, så er det ikke altid, vi får det sagt. ”Hvor er det fedt, at du forstår mig,” eller: ”Tak for din opmærksomhed.” I stedet gærer det i os i årevis, og så kommer det ud, og vi siger: ”Du forandrede min livsbane,” eller, ”Det betød så meget, at du så mig dengang.” Måske skal vi gøre det trendy at dele med hinanden – uden forsinkelse. Det er reformerende på den fede måde, når vi er rundhåndede med den slags.

Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår, hvor stor indflydelse vi har?
Nogle af de ting jeg er vidne til med menneskers udvikling, er mirakuløse. Det lys folk stråler med og den ærlighed og det livsmod der udfolder sig, er utroligt. Mange får med ét modet til at træde ud af dødvandesituationer, som har været deres liv i årtier, og pludselig kan de trække vejret helt ned i maven. De får lyst til at være her. Mennesker, som har været på vej væk fra livet i lang tid, fordi de ikke havde modet til at ændre deres omstændigheder, vågner op. Det er elementært, men det er ikke banalt. Det er fundamentskabende. Når det går op for os, at vi er kaptajn på vores eget skib, pibler det ud med god energi. Når vi forstår, at den matrikel vi bor på, skal æres for alt det, den rummer og ikke være en undskyldning for os, så bliver livet anderledes glædesfuldt. Det er mirakuløst at komme hjem i sig selv, for der er ikke noget mere værdifuldt sted at befinde sig, end lige der hvor man står i dette øjeblik, og den saft og kraft som vi får ud af at være tilstede i vores liv, smitter. Den vækker det bedste i andre, og giver dem lov til at stå i deres eget lys. “Det, som jeg giver mig selv lov til, giver jeg også andre lov til.” Selvomsorg kan aldrig blive selvoptaget, fordi det smitter. Vi kan vise andre, hvor værdifulde de er ved at vise os selv det samme.

Hvad kan vi gøre for at påvirke verden positivt?
Hvad kan vi ikke gøre? Vi kan gøre alt. Der er ingen grænser for, hvad vi kan påvirke. Én af de helt store illusioner er, at vi ikke påvirker verdens gang. Når et menneske begynder at handle, så igangsætter det en stille, fredfyldt tsunami i omgivelserne. Vi kan være forbrugere med omsorg for verden, vi kan købe den tandpasta, som ikke er fyldt med mikroplast. Vi kan prioritere vores tid til det, som tænder lyset i vores øjne, og så kan vi tage det modige opgør med alle skyggerne i os selv, når de bliver utrygge, og rasler med lænkerne, fordi vi truer med at slippe status quo. Vi kan kigge på skyggerne med kærlige øjne og sige: ”Du skal også elskes. Jeg kan godt forstå du er bange, men det skal nok gå.”

Hvordan vil du beskrive dit liv?
Livet bevæger sig konstant, og jeg insisterer på at følge med. Det betyder, at jeg står ansigt til ansigt med mit livs smerte, når den kommer, og den kommer hurtigt og uden forsinkelse, når jeg bryder med gamle vaner, og tager nye sandheder til mig. Man får ikke et Panodilliv ud af at sige ja til det mirakuløse, det foranderlige. Nej, når de sider i mig, som har været fuldstændig frosset ned, begynder at smelte, kommer der også frygt og frustrationer og hjælpeløshed til syne, og det viser sig som reaktioner indeni. ”Går det? Kan du klare det?” Alle status quo stemmerne taler i munden på hinanden: ”Skal vi ikke bare blive her? Det er godt nok ikke det fedeste sted at være, men det er sikkert bedre end så meget andet.”

Hvordan oplever man tabet af sine nærmeste, når man tror på uendeligt liv?
Det er et hypotetisk spørgsmål, for jeg har ikke stået i den situation, og jeg har erfaret, at man ikke kan forudsige den slags. Men jeg vil sige, at jeg håber, jeg vil være i stand til at gå ind i al den sårbarhed og magtesløshed, som ville opstå og give mig selv lov til at være med sorgen. Der er mindst to etager i fortællingen om det evige liv. På den ene, lad os kalde den stueetagen, er der sorg, fordi den, man var sammen med, er gået bort, og aldrig kommer tilbage i den form, det udtryk, med den hud, fremtoning, historik og det liv, som man kendte og elskede. Det liv er forbi, og det er vigtigt at turde lade sig selv sørge igennem og gerne dele sorgen med andre, hvilket vi kan have svært ved i vores dødstabuiserede kultur. Og så er der for mig derudover loftsetagen med udsigt til stjernerne, og derfra ser jeg, at essensen af mennesket rejser videre. At det hjerte, jeg holder af, det lys, jeg kender, fortsætter sin rejse, og tager en anden form på et andet tidspunkt, og fordi vi har knyttet tråde i dette liv, gør vi det nok igen, og de lys vi er inderst inde, vil altid være forbundne.

Læs mere om Sørens arbejde her:www.sorenhauge.com

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden
Mette som ved, hvad hun vil

I dag skal vi være 1:1

Det er tidlig morgen. Udenfor er alt kulsort. Det eneste lysglimt er færgens projektør, som kaster en kegle op på vores soveværelsesvæg, henover vores hoveder om aftenen, men nu kan vi se den over vandet fra spisebordet, hvor vi sidder med tegnesager og tomme morgenmadsskåle.

Jeg så bynatten igen, da jeg overnattede midt inde i Aarhus med udsigt til Rådhuset og Aros og alt det andet i fredags, og der blev aldrig mørkt. Himlen var hele tiden lidt oplyst, indimellem kan det næsten ligne nordlyset, når farver fra bussernes lygter, fra biler, butikker, tusindevis af lejligheder oplyser himlen nedefra. Jeg har altid holdt af at se lyset i lejlighederne om aftenen; de små lysende kikhuller ind til liv, man kortvarigt betragter, mens man bevæger sig igennem gaderne.

I dag skal Live og jeg være alene sammen, bare os to. Hun elsker at være sammen med sin søster og mig alene, uden drenge – “pigetid”, kalder hun det. I dag skal det bare være hende og jeg – uden Juno – for første gang i et år. Det er det allerbedste, hun ved. Så vi sejler til Svendborg, og det eneste hun ved på forhånd er, at hun vil have en is. “Vi finder ud af det,” siger hun, når jeg spørger, hvad vi ellers skal lave.

Men vi skal tegne på færgen og læse, det har vi pakket til i vores rygsæk. Og spise en bolle med smør og ost og drikke juice på færgen. Og så bare være sammen; der sker noget helt vidunderligt, når man er sammen 1:1 med sine børn. Pludselig er de ikke en del af en søskendeflok, ikke en brik i en vennegruppe, de er sig selv, alene – i samspil med en mor eller far. Jeg glæder mig til at møde Live igen på den måde. Jeg glæder mig meget til i dag. Det føles lidt som min lille juleaften. I går var Kristian sammen med Storm, på torsdag er det Iljas tur, han vil på Søfartsmuseet sammen med sin far. På den måde får de lidt ekstra opmærksomhed i et liv, som ellers er præget af mange mennesker, mange hænder, mange stemmer. Mange børn, simpelthen.

Hvad skal I på denne dag? Jeg hørte i går, at lyset indeni lyser stærkere i disse juledage, når mørket er på sit højeste.

Hvem er du?

Ja, hvem er du?

Et uendeligt nuanceret, konstant omskifteligt, altid relevant og som regel helt umuligt spørgsmål at svare på.

Og alligevel spørger jeg, fordi det er så spændende: Hvem er du?

I dette øjeblik, måske? Hvem er du set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er du lige i dette sekund, på dette sted i dit liv? Hvem er du i dine drømme – og om ti år?

Jeg spørger, fordi jeg elsker at høre om andre mennesker – i lange træk og i brudstykker. Fordi det er interessant, hvad vi vælger at fortælle om os selv.

Hvem er jeg? Lige nu på denne morgen er jeg træt og lettet og fuld af taknemmelighed over dagen, som ligger foran mig. En forkølelse er ved at slippe sit udmattende tag i min krop, og selvom min nat har været både kort og afbrudt, ser jeg med glæde frem til adskillige timers skrivearbejde med musik i ørerne, te i koppen foran mig. Jeg er en mor, som netop har afleveret to børn i børnehave, hvoraf den ene var trist, og det sled i mit hjerte, som stadig er ømt. Derfor er jeg også hende, som i morgen tager på tur med samme barn for at give hende noget af den alenetid, som hun måske har savnet, siden hun blev storesøster. Derfor er det endnu vigtigere for mig at udnytte min arbejdstid i dag.

Lige nu er jeg også ved at komme i julestemning, og det glæder mig. I år skal vi for første gang fejre en julefødselsdag herhjemme. På søndag fylder Juno et år, og af én eller anden grund passer det mig rigtig godt, jeg som havde troet, det ville være lidt en udfordring med et julebarn. Men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Måske fordi det er en lille fejring, vi har planlagt; vi har kun inviteret ganske få, da julen jo venter om hjørnet, og det er overskueligt og rart, ikke at skulle være så mange på én gang. Måske er det også fordi, det føles så oplagt at fejre det lille, smukke menneske som hver dag kommer med så meget glæde til os alle sammen, netop som julevarmen allerede er i vores hjerter. Hun er i sig selv et julelys.
I aftes så Kristian og jeg “Et Juleeventyr” (på Netflix), mens der var levende lys overalt i stuen, og vi spiste marcipan og chokolade, og godt nok nåede vi ikke så langt i filmen, for børnene hostede og kaldte på os, men det var rart at sidde og se sneen dale på skærmen, mens den gamle mand forvandlede sig i takt med historiens udvikling.

Hvis jeg skulle svare kortere, ville jeg sige: Jeg er Maj, og jeg er i forandring. Jeg er fuld af håb og indimellem er jeg træt og fuldkommen overvældet af det her liv. Jeg er nogens mor og nogens hustru og nogens datter og søster og veninde. Fremfor alt er jeg mig, og jeg gør det, så godt jeg kan.

Vil I fortælle lidt om, hvem I er, jer der læser med? Hvem er I i dette øjeblik? Hvem er I set indefra? Set over hele dit liv indtil nu? Hvem er I lige i dette sekund, på dette sted i jeres liv? Hvem er I i dine drømme – om ti år? Det behøver ikke være mere end et par ord, en enkelt sætning. Men det må gerne være en længere fortælling.

Jeg håber, I vil svare her eller på facebook.