En lørdag i oktober. Venskaber og langsommelighed

 

Mine dage er som regel fyldt ud, sekund for sekund. Børn, børn børn, og så, når børnene sover, eller ikke er hjemme: skrivning, arbejde. Men i disse dage er Kristian ude og spille koncerter, og de tre store er taget over til deres bedsteforældre på den anden side af vandet, så vi har kun været Juno og jeg. Vi har siddet på gulvet sammen, spist fiskefrikadeller og rugbrød, støvsuget, danset, set på køerne på naboens mark. Vi har kigget op i trækronerne, igennem bladene og set, at alt ligner et eventyr i det mønster; papirsklip og sølverblade.

Processed with VSCO with a9 preset

Men vi har også kedet os. For det er kedeligt at være én voksen og én på ni måneder i over et døgn, og heldigvis fik vi besøg af en veninde; sådan én, som jeg kun lige rigtigt har mødt, men som jeg egentlig gik på gymnasiet med i sin tid, og hun er skøn. Vi gik en tur, og senere slog vi os ned med te i sofaen, indtil gruset på gårdspladsen gav sig, og vi så en grå bil parkere derude. “Det er Tange,” sagde jeg glad. “Ej hvor heldigt! Jeg elsker Tange!” udbrød min veninde, og vi satte os alle fire,udenfor og vi snakkede (og én, lille, spiste fiskefrikadeller) og lyset var først hvidt, senere blev det varmere, og det føltes lige præcis, som livet skal sådan en lørdag eftermiddag i oktober.

Vi talte om landbrug og Weekendavisen og om Tanges kone, Minna, som havde sendt brombærmarmelade med, og som ville lave pizzaer til ham i aften (og Tange sagde: “kom og spis hos os”, for han syntes vist, jeg så lidt sulten ud, da han nævnte pizzaerne), og så råbte Juno højt, og vi grinede, og sagde, “hva’ så, Juno?” og så udbrød Tange: “Juno, hedder hun Juno?! Juno var et cigaretmærke engang. – Et godt mærke!”

“Ej, Tange,” sagde veninden, lidt ubekvem ved sammenligningen.

“Jo! Man kunne få dem i fem-pakker, og det var skide smart.”

Nå ja, det var det da.

Da de var kørt begge to, smed Juno og jeg os i dynerne, og inden længe sov hun.

Processed with VSCO with a7 preset

Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men så tænkte jeg: “Ej! Det var aldrig idéen med bloggen, at jeg skulle være en sur mor på grund af den, så det her billede må jeg undvære.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset

Sahil fra Indien

Processed with VSCO with a10 preset

Det var den orange turban, der gjorde det. Den fik mig til at dreje om på stolen og sige: “Sikke en smuk turban, hvorfor er den orange?”, så smilede han, og begyndte at fortælle.

Sahil hed han. Han var 23 år, fra Indien og studerede i Barcelona. Nu ville han besøge sin onkel på Ærø. Han smilede meget, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham til min blog, svarede han bare: “Yes, of course,” og jeg fik den tanke, at ting måske slet ikke behøver være så indviklede. Måske man bare kan sige: “ja, selvfølgelig” lidt oftere. Og smile. Og forvente det bedste.

Han fulgte med op på dækket, hvor lyset var bedre, og vi kiggede på solen, og snakkede om, at han var heldig med vejret, for det var dagen før årets første efterårsstorm, og alt var stille og lunt. “Det kommer til at gynge noget mere, når du sejler hjem i morgen,” sagde jeg, og han nikkede. “Det er okay. Alle i Danmark har været så åbne, siden jeg kom for et par dage siden. Alle vil gerne høre om min baggrund.” Gud ske tak og lov, tænkte jeg, så er der håb endnu.

Hans brune øjne, den orange turban, hans hvide tænder i det varme smil: Det hele var så oprigtigt og smukt, og han var et ungt menneske på rejse i verden, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg selv var 23, og havde boet i New York i tre år. Dengang, da jeg kunne begå mig i verdens største byer, talte engelsk i søvne, og mødte nye mennesker hver dag. Dengang jeg ikke i min vildeste fantasi ville have gættet på én eneste af de ting, som udgør kernen i mit liv nu.

Sahil skulle studere i Barcelona i tre år i alt, han havde været der i syv måneder nu. “Hotel manager,” forklarede han – “jeg vil rejse tilbage til Indien og arbejde, når jeg er færdig, men jeg nyder at være i Europa. I Spanien er de bare ikke nær så venlige som her. Måske er det noget med sproget.”

Jeg lærte noget af at komme ud i verden som ung; fandt så småt fodfæstet undervejs, og prøvede kræfter med at være voksen, og jeg kunne se på Sahil, at han også var ved at blive voksen, selvstændig og sikker – og alligevel blot i begyndelsen af sin rejse. Måske kommer der en dag, hvor også han lever et liv, som han ikke har fantasi til at forestille sig nu.

“Jeg er sikh,” sagde han så. “I københavn, ved Vanløse station, har de et tempel, som jeg besøgte i går.”

“Hvor mange gange om dagen beder du?”

“Det er op til én selv, hvordan man gør det, bare man bevarer kontakten,” sagde han.  “- Er du kristen?”

“Det er lidt mere kompliceret,” svarede jeg ærligt. “Men jeg er overbevist om, at gud er kærlighed.”

“Ja, gud er kærlighed,” bekræftede han, og smilede igen.

 

Jeg rydder op

Jeg er ved at rydde op. Helt i bund. Jeg sorterer, smider væk, går alt igennem. Det foregår på flere plan, men lige nu er det især i det fysiske.

Da vi flyttede ind i huset her for snart et år siden, ankom vores ting i en fuldkommen proppet, kæmpestor flyttebil OG en trailer. OG vores egen bil. Møbler, dimser, tøj, instrumenter, bøger, køkkengrej, tæpper og værktøj. Alt var der, og der var for meget af det.

Jeg kan huske, at jeg blev blufærdig, da bagsmækken på flyttebilen klappede ned, og åbenbarede de vældige mængder af alt muligt ved ankomsten til vores nye hjem, og lige dér; inden vi overhovedet havde tømt den, tænkte jeg: Hvorfor sorterede vi ikke mere fra, inden vi fyldte kasserne?

Vi havde foræret en del væk fra vejkanten dagen forinden. Reoler, dukkehuse, lamper, borde, stole, kaffemaskiner, you name it. Men slet ikke nok. Vi medbragte stadig alt for meget, og hvor kom det hele fra? Jo, det kom fra en lyst til at eje. Fra behovet for ti ens kopper og ti af en anden slags oveni. Fra en kærlighed for keramik og kunst og fra min afdøde farmors smukke hjem. Det kom fra et overforbrug og en manglende evne til at takke nej.

Men det er slut nu. Eller, snart i hvert fald. Jeg har gennemtrawlet alle kasserne på loftet, og tilbage står kun børnenes tøj, og så snart den yngste vokser ud af det, ryger sækkene videre i familien (og jeg jubler lidt hver gang.) På samme måde er den gamle stald, hvor der før stod møbler i stakkevis og kasser med alt mellem himmel og jord, næsten tom, for vi har afholdt loppemarkeder og kørt utallige læs på genbrugsstationen og i Røde Kors. Nu kan man høre sit ekko derinde. Det er en god lyd.

Jeg vil have halvtomme hylder, luft, lys og overskuelighed. Jeg vil vide, hvor vores ting er, og hvorfor vi har dem. Jeg vil aldrig igen have for meget.

Jeg nyder at være omgivet af det, der er smukt; trækker inspiration og glæde derfra, men mine ting er ikke mig, og der skal være plads til tomrum, til naturen, til os, og det er vigtigt at vide, at jeg kan leve uden. At det er mig, der ejer tingene og ikke omvendt.

Den anden dag læste jeg det HER indlæg af Majbritte Ulrikkeholm – om hvad vi efterlader os, om at rydde op og skabe ro.

Har du også for meget i skabene og på loftet? Og hvor drømmer du mest om at skabe orden?

 

Bloglovin!

Nu kan du følge min blog og få en e-mail, hver gang jeg skriver et indlæg. Bare følg linket herunder, søg efter “majmy.dk” og indtast din egen mailadresse. Tak for at du følger med!

Follow my blog with Bloglovin

Fra to til syv børn og et venskab i balance

Processed with VSCO with a7 preset

Kristian og jeg har kendt Sarah og Lasse i lidt mere end syv år. Da vi blev venner, var vi alle nybagte forældre for første gang, og når vi samledes på den ene eller den anden adresse i København, var det en ny verden for os at være sådan nogle, som var sammen med andre, der havde børn.

Årene er gået, og nu er vi elleve mennesker, når vi samles. Syv børn og de samme fire voksne. To huse og en helt masse erfaringer rigere, og mest af alt nogle mennesker med et andet fokus end dengang. Jeg tror egentlig, at det meste er blevet nemmere med tiden. Vi er mere rolige, selvom selskabet fylder og larmer rigtig meget. Og vi er mere glade, ærligt talt. Ikke fordi man bliver lykkelig af at få børn (al forskning peger jo på det modsatte), men fordi vi har taget stilling, valgt til og fra i vores liv, og fordi børnene, parforholdet, arbejdet og venskaberne har tvunget os hver især til at finde ind til vores kerne, og stå ved den. Og det klæder os, ligesom det klæder alle andre. Vi griner mere frit, taler mere ærligt, er ikke bange for så mange ting. Vi er der for hinanden og ved at vi alle gør vores bedste.

Dengang for syv år siden kunne vi nemt bruge en hel eftermiddag på at lave pizza til de voksne og fodre børnene med majs og rugbrød, og alligevel føle, at vi havde løbet meget stærkt. Vi kunne tale længe om ungerne, og om vores nye roller i livet, og heldigvis kunne vi også snakke om så meget andet. Om film og studier og om drømme og håb, men ingen af os talte om jordvarme, ejendomsskat eller havetraktorer, og ingen så meget som overvejede barn nummer tre (eller fire!) eller hvor meget hurtigere vi skulle løbe, hvis vi kom dertil. Men her er vi nu, en flok semi-voksne sprintere – og det føles rigtigt. Vi er vokset, både på den ene og den anden led og indeni og udenfor os selv, og når vi holder weekend eller ferie sammen, snakker vi stadig til klokken alt for sent, og skiftes til at stå op med ungerne og mødes søvndrukne, småblege i køkkenet næste morgen til brandvarm kaffe og havregryn ad libitum. Vi tømmer hinandens opvaskemaskiner, og trøster hinandens børn, og i fredags besøgte vi for første gang Sarah og Lasse i deres nye hus, og der blev fældet træer, spist is, leget og snakket.

Vi er blevet voksne, andet kan og vil jeg ikke påstå, og vi er travle og indimellem trætte. Men vi er fremfor alt venner, familie, mennesker som vil hinanden, og den slags samvær giver benzin til mange kilometer.

Naboens have

Mine to mellemste går i en børnehave, som hedder Pippihuset. Den ligger næsten heeelt oppe i den ene ende af 30 kilometer lange Ærø, men forældre fra hele øen kører dertil hver dag alligevel. Det gør de, fordi det er Minna, der har Pippihuset, og hun har lavet en børnehave, som kan noget særligt.

Processed with VSCO with a7 preset

Minna flyttede til øen med sin højskolemand, Tange, for omtrent tyve år siden, og et par år senere købte hun en villa i udkanten af Leby, og åbnede Pippihuset dér. Pippihuset er den slags børnehave, hvor både børn er voksne er udenfor det meste af dagen året rundt,uden at pædagogerne står og skuler i hjørnet, når det regner. I Pippihuset laver man mad over bål om onsdagen, og sprøjter med vandslanger, når solen skinner. Foran Pippihuset er der en stor legeplads med klatretræer, hængekøjer, cykler og bjælkehuse, og nede i hjørnet er der en låge, som leder ind til “naboens have”. Naboens have er en vældig, grøn have med totempæle og skurvogn, blødt græs og træer.

Processed with VSCO with a7 preset

Processed with VSCO with a10 preset

Da min familie og jeg flyttede til øen for halvandet år siden, kom vi sejlende fra en verden, hvor næsten alting er et pseudonym, hvor de fleste har et brand, og hvor et brød koster 48 kroner. Vi kom fra den kreative klasse, fra New York til København og så til Svendborg, og vi kom sejlende til Ærø, fordi vi havde behov for ro, luft, ærlighed og nærvær. Nogle uger senere startede vores børn i Pippihuset, og da jeg kom ind i naboens have første gang, tænkte jeg: “sikke et skønt navn.” Det lød poetisk; som titlen på en bog.

Og jeg synes stadig, det poetisk og fint, men sandheden er mere enkel end som så, for naboens have viste sig vitterligt at være naboens have, som Pippihuset har lånt i årevis, og det er jo derfor, den hedder sådan, som Minna sagde med let løftede øjenbryn, da jeg spurgte til navnet. Hun har boet herovre så længe efterhånden, at hun godt ved, alt ikke behøver være så kompliceret.

Nå, men i sidste uge kom der geder i naboens have, og mine børn fortalte begejstret om dyrene, da jeg hentede dem om eftermiddagen, og vi gik ned, og så på de to gumlende nyankomne, og mens vi stod dér, spurgte jeg, hvordan de var rejst fra Minna og Tanges mark til naboens have. “Minna kom kørende med den første i sin bil, og Tange kom kørende med den anden,” svarede Ilja på fire år som den største selvfølge. Jeg smilede, og nikkede, for selvfølgelig var det sådan, de kom fra den ene landsby til den anden: I Minna og Tanges biler, helt uden dikkedarer, og nu står de så i Pippihuset til glæde for alle omkring sig.

Processed with VSCO with a7 preset

Roserne på højen og lidt om at finde hjem

Vores hus hedder Rosenhøj, og det siger næsten sig selv, at det ligger højt, og her er roser. Jeg har skulle vænne mig til navnet, som jeg måske mere synes, lyder mere som et boligbyggeri i udkanten af en storby end et lille husmandssted på Ærø, men jeg nyder at ringe til naboerne og præsentere mig som “Maj fra Rosenhøj”, for her i området kalder mange hinanden ved gårdens navn, og det kan jeg lide.

Processed with VSCO with a7 preset

Vi fandt Rosenhøj efter at have set på en del huse på Ærø, og i virkeligheden fandt vi det slet ikke selv. Det gjorde vores gode ven, som kender alle og enhver, og som godt kunne regne ud, at vi ville synes om det. Det foregik sådan, at vi fik lov til at ringe til de daværende ejere, selvom huset egentlig ikke var til salg, og de sagde, at vi gerne måtte komme og se stedet, men de kunne ikke love os noget.

Hvis ikke vi havde fået lov til at købe det, tror jeg, at jeg hellere ville have været fri for nogensinde at se det. Længslen ramte mig, så snart vi drejede om hjørnet den dag, og så havet og huset og marken, og jeg kunne se mig selv og min familie for mig: I gummistøvler på marken i oktober og bare ben i juli, mange år frem i tiden.

Vi fik lov til at købe det, og blev gode venner med sælgerne undervejs, og nåede både at overnatte hos dem, og spise mange middage sammen, inden huset blev vores. Da jeg fødte vores yngste derhjemme på 1. salen i december, var det de samme to mennesker, som havde de tre andre børn på overnatning i deres nye hjem. Tænk hvis alle hushandler kunne være lige sådan; hvis man kunne give hinanden hånden, forhandle ud fra et ønske om at alle skal være glade og – som det var tilfældet for os – forære hinanden henholdsvis hjemmelavet marmelade og æblekage som lykønskning, den dag handlen falder på plads. Det betyder noget, hvilken historie, vi har med vores hjem, og når jeg går rundt i stuerne nu, kan jeg stadig huske, hvordan her så ud, før vi flyttede ind.

Processed with VSCO with a7 preset

Rosenhøj er hjem nu. Børnene kender alle krogene, og de løber hjemmevant hen til naboerne, når de trænger til en sludder. Og selvom jeg nok er nomade af natur, er jeg også blevet glad for tryghed, og jeg har lyst til at blive her meget længe. Resten af mit liv, måske. For vi har slået rødder allerede, og de breder sig, mens vi bliver stærkere, gladere, mere rolige. Så det med at rykke op og starte fra ny, har jeg muligvis gjort nok, og hvis jeg indimellem savner duften af nye rammer, følelsen af at møde mennesker på fremmed grund, indtage ukendt terræn og starte fra nul, må jeg gøre det i bøgerne eller på rejser for så at vende tilbage igen. Hjem til Rosenhøj.