Jeg har lavet en “Vores brevkasse”!

“Hvad er de praktisk krav, når man hjemmeskoler?”

“Svigter jeg samfundet, hvis jeg går hjemme med mine børn, selvom jeg er nyuddannet?”

“Ingen i min omgangskreds forstår min drømme om at ændre vores liv. Hvordan skal jeg snakke med dem om det?”

“Hvor hører dine børn lydbøger, og har I nogen restriktioner for, hvad de må høre?”

 

Jeg modtager adskillige spørgsmål fra læsere i min mailbakke hver uge, og svarer så vidt det overhovedet er muligt og efter bedste evne på hvert eneste af dem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg kunne dele spørgsmålet såvel som mit svar herinde på bloggen uden at udlevere spørgeren (og ofte kunne man omskrive spørgsmålet for at anonymisere det), så alle kunne få glæde af udvekslingen. Men nu har jeg tygget på det, og jeg er kommet frem til, at det er endnu bedre bare at åbne op for muligheden for at stille spørgsmål, som jeg så vil bevare her på bloggen – hver torsdag, tænker jeg?

Fordelene er, at alle kan læse både spørgsmål og svar, men også at alle andre vil have mulighed for at komme med sparring. Som en slags landsby ala den vi efterhånden er mange, der efterlyser.

I kan spørge til alt: Hjemmeskole, øliv, skrivning, parforhold, økonomi, alenetid, venskaber, skænderier, oprydning og alt derimellem.
Hver uge vælger jeg et spørgsmål, som jeg svarer på, og deler her på bloggen, så alle kan læse med og byde ind.

Jeg anonymiserer naturligvis afsenderen, og man kan sende spørgsmål enten som en kommentar på dette indlæg, på min mail eller via min facebookside.

Har I noget, I vil spørge om?

 

Lærer jeg det nogensinde?

Jeg har på det seneste skrevet om, at her begynder at indfinde sig en ro i vores familie.
Jeg har skrevet, at vi mærker en anden energi i vores hjem nu.
Jeg har skrevet, at det kan betale sig, men det tager tid.

Vi har været hjemme i snart fire måneder – fra sommerferien startede. Og det er cirka tre måneder siden, vi besluttede, at her vil vi blive. Vores familie-tribe tager form. Måske er det her et hjørne, som man runder, og på den anden side gemmer sig en ny virkelighed?

For nogle måneder siden var vi på en naturlegeplads i Svendborg med en familie, som altid har været hjemme sammen. De fortalte, at de kender mange, der har taget børnene ud af institutioner/skole for at gå hjemme og så, efter to måneder, har de afleveret børnene igen med et lettelsens suk – og: “De har tydeligvis brug for andre input, for derhjemme var de konstant i konflikt”.
Faderen i den hjemmegående familie, så med lidt udfordrende på mig, da han fortalte om de betragtninger, han har gjort sig gennem tiden. “Det tager mere end to måneder at komme tæt på hinanden og finde en rytme i familien,” sagde han, og jeg så på hans sammenflettede børneflok, som løb rundt i den fineste synergi dagen lang. Jeg fik næsten følelsen af, at han bare ventede på, at vi ville gå samme vej som de andre.
Men jeg vidste, at det ville vi ikke. At vi er i det her for det lange træk. Også selvom det utvivlsomt bliver sejt.
Kristian siger indimellem: “Livet skal ikke først og fremmest være nemt,” og det har han jo  ret i. Der er måske bare sket det i vores samfund, at vi gerne vil have det nemmest muligt, fordi vi generelt er pressede. Fordi vi arbejder, holder hus, dyrker fitness, spiser sundt, plejer netværk og så videre – alt sammen gør vi alene, på hver vores matrikel, uden en landsby til at bakke os op. Og dét er en stor opgave. Det er måske endda for stor en opgave for de fleste.
Livet skal først og fremmest leves, og det gør jeg bedst ved at stille spørgsmålstegn ved alt, se dybt i sprækkerne og leve med kærlighed. Derfor er vi her endnu – i denne alternative version af et familieliv, trods det at ikke hver dag er en ubekymret glædesboble.

Nej, vi giver ikke op, Kristian og jeg. Det er vores projekt – måske vores livsprojekt – at være sammen som familie, og vi er nogle stædige typer.
Men jeg vidste godt, hvad han mente, ham faderen på legepladsen, som snakkede om, at de første måneder er hårde, og jeg refererede essensen af samtalen til Kristian, så snart vi sad i bilen hjem. “Phew,” sagde vi til hinanden. “Så er det ikke kun os, der synes, det er hårdt.” Så vi bed tænderne sammen, og fortsatte den deschooling, som det her helt sikkert er: Det kan vist tage et helt liv at afvikle alle de systemiske tanker og forventninger, som en barndom på skolebænken installerer i én.

Her har været mange konflikter og mange lange dage siden sommerferiens begyndelse. Vi har haft mange bekymringer, og rigtig mange gange har jeg tænkt: “Gør vi det godt nok?”
Men jeg har ikke været i tvivl.

Og nu er der noget, der letter. Nu begynder vi at falde på plads; vi er efterhånden mere symbiotiske, mere forbundne med hinanden.

Min veninde skrev til mig, at hun afleverer sin ældste datter i børnehave, mens hun er på barsel derhjemme for at lade op til familietiden. “Men jeg vil meget gerne nå til et sted, hvor jeg ikke behøver lade op til familietid,” skrev hun.

Jeg ved præcis, hvad hun mener. Og jeg tror, jeg har lært, at det sted kommer man kun til, hvis man tager sig tid til at være i de krævende måneder, som går forud for den mere symbiotiske nærvær, der venter på den anden side.

Sådan er det jo bare: Man har mere tid sammen med sine børn, når man går hjemme, end når man også går på arbejde. Det er et faktum, som bærer både en masse lettelse og en masse udfordringer med sig.
Intet kommer uden afsavn. Det er det, vi må gøre op med os selv: Hvilket valg og hvilke fravalg kan vi nemmest acceptere?

Måske er konklusionen, at det ikke behøver være så kompliceret? Livet er ikke altid hverken smukt eller nemt, men det kan faktisk være ret simpelt, tror jeg. Jeg arbejder på at vælge den simple vej.

Sådan prøver jeg at gøre med madlavning og med oprydning og med sociale aftaler, og efterhånden lykkes det indimellem. For eksempel er vi blevet ret gode til ikke at lave for mange aftaler – det kan simpelthen ikke svare sig at have aftaler fem dage i træk, uanset hvor gode de aftaler måtte være. Børnene kører tør for energi, de bliver sure, og pludselig sidder vi, og tænker: “Hvad har vi gang i?”

Det skete faktisk i går. Drengene var til rollespil sammen med Kristian og Juno fra klokken 12-15, og i de timer hyggede Live og jeg herhjemme med at bygge Briobaner og spise ostemadder (og åh, det var så fedt).
Drengene kom hjem, glade men trætte, og så kom vores venner på besøg – bare lige en kop kaffe. De har en pige på under et år, så de er en rolig flok, og vi elsker dem, og de kommer altid med ro og glæde. Men alt sejlede alligevel – alt var totalt kaotisk. Børnene sloges, de råbte og skreg, og vi måtte sige hurtigt farvel til vores gæster. Børnene havde tydeligvis brug for at vende alle deres oplevelser med os uden afbrydelser, så vi spiste aftensmad i en energi præget af træthed, og dernæst så børnene 15 minutters togfilm på DR, før de gik tidligt i seng.

Og jeg tænkte: Lærer jeg det mon nogensinde? Lærer jeg en dag, at blot fordi det lige går godt, og vi føler, vi har overskud, så skal vi alligevel (eller måske netop) passe på ikke at få overbalance..?

Kender I det?

Eftermiddage i vandkanten

I søndags sagde Storm: “Skal vi købe pizza i Ærøskøbing til aftensmad?” og vi snakkede om det, og blev enige om at gøre det en aften snart, når vi har lidt bedre tid.
Storm stod stille et øjeblik, og sagde så: “Jeg har haft lyst til at tage på stranden hele dagen. Har jeg ikke nævnt det?”
“Nej, det har du vist ikke – lad os spise aftensmad dernede.” sagde vi.
Der gik ikke mange minutter, før vi sad på stranden med rugbrødsmadder og gulerødder, og Live, som ellers havde valgt at tage termotøj og tyk sweater på, gik direkte ud i de kølige bølger for at mærke vandet omkring sine gummistøvler. Men hun gik alt for langt, og vandet nåede over kanten, og da vi tømte støvlerne, væltede det ud. Så hun sad med et håndklæde om fødderne på skødet af sin far og spiste, og nød det hele lige så meget alligevel. Nogle gange kan det ligefrem være godt med en grund til at sidde stille og bare være.

Tiden gik, og det var sådan set ikke noget særligt. Drengene hoppede fra sten til sten, og Juno rodede i sandet med sine fingre. Vi spiste færdig, og jeg løb nøgen ud i oktoberhavet, som slet ikke var så koldt og slet ikke så svært at komme i, som jeg havde frygtet, og bagefter kunne jeg med det samme mærke, hvor godt det var. Kristian løb også ud, og smed sig i bølgerne. Kom op med vådt, helt sort hår, og smilede stort.

I går kørte vi derned igen om eftermiddagen. Denne gang sammen med vores venner og deres tre børn, og pludselig var vandet fuldt af grinende unger, mens bålet knitrede. Vi ristede pølser, kogte æg, sad på store sten og snakkede. Solen var på vej ned, da vi kørte hjem.

Storm sagde: “Det her er nogle af de bedste dage i mange uger. Jeg vil ikke bytte det med noget.”

Og jeg tror, at han sagde det, fordi han elsker havet, men også fordi vi begynder at mærke – mere gennemgående, mere konsekvent – en ro sænke sig over vores familie. Som om tilliden indfinder sig på fineste vis, og roen følger med. Vi ved, at vi er trygge, vi ved, at vi lærer det, vi skal. Vi ved, at det er okay at bevæge os tålmodigt gennem verden, med plads til hver enkelt af os. Med plads til det hele, helst.
Noget af det bedste jeg har gjort i mit liv, er at vælge tilliden til. Og respekten. At jeg ser mine børn i øjenhøjde, og vælger at stole på deres kompetente, medfødte natur, har sat os alle sammen fri. Det giver så meget plads til mig, til dem og til de mennesker vi møder. Jeg slipper for: “husk nu at” / “er du sikker på?” / “det må du ikke” i meget vid udstrækning. Jeg er ikke lige så træt af at høre mig selv tale. Nærmere er jeg, for måske første gang i mit moderskab, ofte (men ikke altid!) stolt over de ord jeg siger og i lige så høj grad over dem, jeg ikke siger.

Den anden dag skrev jeg om dokumentarfilmen Given, som jeg synes, er meget anbefalelsesværdig, og jeg kunne se, at den blev delt en del andre steder efterfølgende, så her kommer lige endnu en anbefaling, omend af en noget anden karakter: En læser kommenterede nemlig på mit indlæg om Given, at hun netop havde set dokumentaren “Surfwise” på Netflix, og at den også var værd at bruge tid på. Så fordi Kristian og jeg er vildt optagede af vores eget dokumentarprojekt, og gerne vil inspireres, så vi den i går aftes, og det var virkelig en…oplevelse. En øjenåbnende, inspirerende og dernæst provokerende og chokerende film om en jødisk surfer og læge, hans hustru og deres ni børn, som levede i en lille camper hele børnenes barndom. Om deres ukonventionelle liv, opgøret med alle skygger af kapitalismen, drivkraften efter frihed og guddommelige livsfilosofier. Vi møder den nu 84-årige mand bag det hele, Dorian “Doc” Paskowitz, og hører ham fortælle om alle sine i mine øjne meget rammende og kærlige visioner for sit eget liv og ikke mindst for livet med sine børn. Vi ser billeder fra tiden i 60’erne, hvor familien dominerede surfsporten i USA, holdt sommerskoler og var på alles læber. Og så (lidt for sent, i min optik), bliver mønten vendt, og vi hører om de skyggesider, som har fyldt alt for meget i det ualmindelige liv, og som får hele familieprojektet til at krakelere for os, der ser med. Det er fortællingen om drømme og visioner, frihed og kreativitet, og så er det fortællingen om en virkelighed som ikke kan rumme hverken drømmene, visionen, friheden eller kreativiteten. Jeg synes, den meget klart beskriver, hvordan det ikke tæller for ret meget at have store ambitioner og krav på sine medmenneskers vegne, hvis man ikke selv kan afspejle den kærlighed og rummelighed, som må være udgangspunktet for, at det skal lykkes.
Nå, den er værd at se, det synes jeg oprigtigt. Men den er også tosset.

Hvad laver I her i ferien? Har I overhovedet ferie? Hvad nyder I mest ved dagene?
Vi holder ikke som sådan efterårsferie. Altså, det gør vi jo reelt ikke. Men vi kan alligevel mærke, at noget er anderledes, fordi de fleste andre har fri – og dét er fedt! Kunne I ikke bare holde fri hele tiden, alle sammen? 😉

Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Et døgn

Et døgns tid..:

Onsdag hjalp Kristian vores nye Ærø-venner med at flytte ind i deres nye hus. Bare de tunge ting, I ved: Sofaer, skabe… og LEGO (de forærede os ellers en kæmpe kasse for et par uger siden, men det viste sig blot at være en fraktion af den samlede mængde). Familien på fem flyttede til øen i sommer, og ved I hvad? Nu hjemmeskoler de sgu også! “Sgu” fordi vi ikke længere er alene om at gøre sådan noget herovre, og det er rart. Deres store dreng på 13 går på friskolen, men de to piger på snart seks og fire er hjemme, og vi mødes for det meste i ugens løb, og leger, snakker og spiser (og lister chokolade rundt til hinanden). Familien ejer for øvrigt en brætspilscafé i Odense, så brætspil har de mange af, og det er vildt hyggeligt.

 

Onsdag aften ankom tv-tilrettelægger Pernille Eckhoff med færgen. Pernille er den kloge kvinde bag bloggen “Det kræver en landsby“, som har fokus på familielivet og fraværet af fællesskaber i vores samtid. For nogle måneder siden skrev jeg på facebook, om der var nogen i mit netværk, som kunne lave dokumentarfilm, og indenfor få minutter svarede Pernille, at hun var interesseret i at høre mere.
Derfor har Kristian og jeg siden snakket frem og tilbage med Pernille om den dokumentarfilm, som vi drømmer om at lave. En film om et alternativt familieliv og om at leve et liv hvor drømme bliver til virkelighed. Vi vil gerne fortælle, at livet er fuldt af muligheder, at der sker mirakler, og at det liv man længes efter, er indenfor rækkevidde. Vi vil vise, hvordan vores hjemmeskolehverdag ser ud, hvad vi snakker om, og tænker på, og hvorfor vi valgte at tage børnene hjem.
Efter at have været med hos naboerne for at grutte korn, en tur ved grisene og ageret diskret flue på væggen under to vanligt kaotiske måltider, sejlede Pernille hjem igen, og nu skal vi finde ud af, om det kan fungere, og hvad vi i givet fald gør her fra. Jeg vil vildt gerne vide, hvad I tænker om projektet? Har I lyst til se den film?

 

Selvom vejret var fuldkommen uforudsigeligt, byggede Kristian og børnene ufortrødent på Storms “skumle hus” i haven, og der var en enorm regnbue, som Juno opdagede. Jeg tænkte på, at jeg er glad for, at hun allerede kender regnbuer så godt. Hun tager køer og får og havet og frisk luft for givet.
Der var fuldkommen ro en stund. Det er der efterhånden dagligt. Der var gode lege, og så var der grin i en time, mens vi ryddede op efter maden, og ikke gad flere konflikter om den slags, og i stedet fortalte vanvittigt dårlige “Alle børnene”-jokes, og Kristian grinede af de håbløse rim, til han havde tårer i øjnene.

Derefter puttede Kristian en meget træt Juno, og jeg satte mig med de tre andre og så “Given“, som er en dokumentarfilm, der ligger på Netflix. Min veninde, Merian, anbefalede den for nogle måneder siden, hvor Kristian, min søster og jeg straks satte os for at se den, men vi kunne bare ikke rigtigt få hul på den, men i går kom jeg i tanke om den, og hvor er jeg glad for det, for den er virkelig fin. Poetisk, inspirerende, visuelt helt vidunderlig og dejlig lydside. Filmen handler om en familie på fire, som rejser rundt i verden, og surfer på livet løs (børnene er nul og fire år). Den handler i høj grad om fortælling, rødder, frihed og læring. Børnene herhjemme var både meget stille og meget nysgerrige undervejs og Kristian, som også fik det meste af den med, sagde efterfølgende:  “Sådan skal vores dokumentar også være, for livet er smukt, hvis man stopper op, og ser sig omkring, og det skal den vise.” (siden har han tilføjet, at man godt kan filme grimme ting smukt, da børnene råbte af hinanden, og der var tomatsovs på væggen).

“Godnat”, sagde vi så til tre søvnige børn med røde kinder, og jeg listede op med de to på fem, mens Kristian gik med Storm for at putte ham på hans værelse. Da jeg kom ned igen efter tyve minutter, hørte jeg stemmer fra Storms værelse, og dér lå de så; far og søn i hver sin fodende, og var så fordybet i deres samtale, at de knap ænsede mig. “Hvad snakker I om?” – “Om religion,” svarede Kristian. “Om hvor fjollet det er, når religioner påstår, at gud elsker den ene mere end den anden, fordi de ikke tror på den samme religion,” tilføjede Storm, før han bad mig lukke døren på vej ud.
Sådan kan religionsundervisning altså også se ud. I et hjemmeskoleliv, klokken 21 om aftenen.

Hvad med jeres seneste døgn?

Jeg er ked af, at mit kommentarfelt ser tosset ud lige nu – jeg håber, det bliver fikset i dag.
Kommenter alligevel, vil I ikke?

Kærester midt i et børneliv

Så sidder Kristian og jeg her i sofaen. Sidst på aftenen. Nær ved midnat.
I baggrunden spiller Bachs juleoratorium, og det er både højtideligt, smukt og stort. Det er en passende kontrast til det kølige lys, som strømmer fra computerskærmene foran os.
Vi sidder ved siden af hinanden, han og jeg, men har ikke øjenkontakt. Sådan er det nogle aftener, når vi arbejder fokuseret. Andre aftener er vi fælles om noget andet – så snakker vi (længe), læser, eller ser en dokumentarfilm (og nej, det er ikke fordi, vi er for fine til andre film, men der er efterhånden ikke ret mange, som fanger os). Bagefter arbejder jeg altid, mens Kristian går i seng. Jeg skriver de fleste aftener. Måske kan jeg slet ikke lade være.
Men her til aften sidder vi med hver vores computer, for Kristian er ved at lægge sidste hånd på en projektbeskrivelse, som jeg netop har redigeret for ham, og jeg har i nogle dage tænkt, at jeg ville skrive lidt om parforhold herinde.

Parforholdet fylder meget for mange. Parforholdet er vigtigt for de fleste. Hvad end man er i et eller ej. Hvad end det gør ondt eller godt.
Jeg møder mennesker, som lever alene, selvom de er to. Jeg møder mennesker, som kun kender sig selv i kraft af den anden.
Jeg ved, at en stor del af min egen identitet ligger i tosomheden med Kristian. Jeg ved, at det er sårbart. Sårbart fordi det er så værdifuldt.

Fordi Kristian og jeg ikke arbejder ret mange dage, arbejder vi til gengæld ofte om aftenen, og hvor er der så plads til tosomheden, når her er fire børn dagen lang? Tosomheden er omdrejningspunktet for vores familie, og hvor ville det være nemt, hvis den eksisterede tilstrækkeligt bare i det, at vi er her hver dag sammen med vores børn? Men nej, det er ikke altid nok: Vi har også brug for intime snakke, rolige stunder og nærhed uden distraktioner. Vi har brug for at berøre svære emner og kringlede emner, og dem griber vi, når mørket falder på. Så flyder ordene, vi ser hinanden i øjnene, udveksler tanker og idéer, og jeg lægger mit hoved på hans skulder, mens trætheden indhyller os. Mest af alt bruger vi tid på alt det gode, der er her i verden. Vi ser film om visdom, vandring, sjælesøgen. Jeg mærker, at der er meget håb, når vi omfavner livet i fællesskab, og vi er nødt til at fokusere på håbet for at kunne bære lyset frem.

Kristian og jeg deler alle de dybeste overbevisninger, og det er jeg meget taknemmelig for. Alt det vi tror på, tror vi på i tosomhed. Vores bevidsthed udvikler sig symbiotisk; vi rykker os med samme hast og i samme retning. Vi har forskellige vinkler på en del ting, forskellige spørgsmål til livet og hverdagen, men sammen finder vi de svar, som ræsonnerer i os. Vi er ikke ens, men vi er enige. Vi er ikke den samme, men vi er sammen.

Tosomheden er en stor investering, det er jeg klar over. Og selvom vi aldrig har følt os alvorligt udfordret på vores parforhold, Kristian og jeg, så kan jeg indimellem mærke, at jeg savner lidt ekstra tid til fordybelse. Så fanger vi hinanden i køkkenet midt på dagen, og taler passioneret, mens børnene er optaget af en god leg.

Nogle gange nyder vi også at komme helt væk – rejse hjemmefra, kun han og jeg. Jeg kan længes efter bare et enkelt døgn til at dyrke fordybelsen, opsøge nye input og mærke vores bånd blive tydeligere igen. Og fordi vi er omgivet af bedsteforældre, som kender børnene godt, og som altid understøtter vores behov, er det en mulighed for os at tage af sted en gang om året eller to.
Hvad så med børnene? Tja, de vil helst med os, men de kan godt forstå, at vi har brug for at snakke uden afbrydelser, og de begynder at sætte pris på at have forældre, som nogle gange sidder i stearinlysets skær, og spiser aftensmad klokken 21:30, mens de falder i søvn. Bare fordi vi har så meget lyst til at være på date.

For tiden planlægger jeg en enkelt dag og nat hjemmefra, måske i november. Vi skal lave noget, som nærer os indeni. Noget, som sætter svingninger i gang i os, for jeg ved, at den slags bærer man med sig videre længe derefter.

Kristian og jeg mødtes for tretten år siden. Det var både i går og i et andet liv. Det var mig og det var en helt andet. Det var ham og det var en begyndelse.
Dengang var vi en del af alt – af samfundet, byen, flertallet, den kreative klasse. Nu er vi mere os selv. Vi finder vores vej, og den peger væk fra det meste, tror jeg. Men vi er aldrig alene. Vi har hinanden, og vi har mennesker omkring os, og vi har vores tro på meningen med det hele.

For et år siden skrev jeg en serie på fem indlæg om parforhold. Har I læst den? Ellers er første del lige HER

Hvad gør I jer af tanker om parforhold? Hvad betyder det for jer?
Er det godt eller skidt – eller er det slet ikke? Har I glæden af stor og levende kærlighed eller bekymringen ved en kærlighed som ikke føles helt rigtig?

Hvad er jeres bedste råd til at holde et forhold i live?

Tillid og respekt giver frihed

Det sidste års tid har jeg læst en del om:
tillid til børn
respekt for børn
og børns frihed.
Det har føltes som et kald dybt indefra, men det har alligevel været svært helt at gøre det til en del af mit forældreskab. Man må sige, at de tre ting faktisk går imod alt, jeg har lært som voksen og selv erfaret som barn.

Men da Kristian og jeg i sommer talte (non-stop) om at tage børnene hjem (vi så også film om det – særligt vil jeg igen anbefale dokumentaren “Being and becoming“), blev det tydeligere, at den retning, som rummede vores værdier, var “unschooling”. Unschooling handler for mig lige netop om tillid, respekt og frihed. Det handler også om forældreengagement, omsorg og tid, men netop tilliden og respekten – og deraf friheden – hæfter jeg mig ved her.

Jeg læste som nævnt en del om emnet, og unschooling er et velbeskrevet område, som motiverer, og glæder mig. Jeg læste bøger og blogs – og af de kortere tekster gjorde den her om respekt (på engelsk) og den om tillid (også engelsk) særligt indtryk. Jeg læste også den lidt flippede (hvilket passer mig fremragende) “Anastasia” af Vladimir Megre om en ung kvinde, som lever fuldkommen i pagt med naturen. Hun fortæller den russiske forretningsmand (forfatteren) om alt det, hun synes, er skævt ved civilisationen. På et tidspunkt nævner hun den måde, vi omgås vores børn – også helt små babyer: “I giver dem legetøj, som forstyrrer deres naturlige oplevelse af verden, og rækker dem de ting, som de prøver at kravle hen til, i stedet for at lade dem opleve glæden ved at øve sig og lykkes.” (frit fra hukommelsen – det er smukkere i bogen, som er værd at læse – den kan lånes på bibliotek.dk). Det rørte noget i mig, at denne kvinde ikke mente, at legetøj, distraktioner og hastværk var for babyer. “Selvfølgelig,” tænkte jeg, og jeg tænkte på mine fire børn, som alligevel alle sammen har oplevet lige nøjagtig det: Distraktioner, misforstået hjælp og omsorg. Jeg tænkte, at sådan gør man jo bare, men ville ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Og så sad jeg en aften for ikke så længe siden, og snakkede med min bror, som har en datter på godt et år. Han fortalte på sin sædvanlige beskedne måde, at hans lille pige står op om morgenen, tænder elkedlen, putter et tebrev i en kop, og venter på, at vandet bliver klar, så hendes forældre kan lave teen færdig.
Det ramte mig. Det ramte mig, at børn selvfølgelig kan. At de vil og de kan og de skal sgu (og de må selvfølgelig gerne.) Det er jo meningen.
Min bror snakkede om min svigerindes tålmodige moderskab, som er blevet til hans faderskab, men som måske ikke havde ligget til ham ellers. Jeg tænkte på hendes træk på skulderen, når noget ryger på gulvet, eller når ét eller andet bliver beskidt undervejs.
Og den aften ændrede der sig noget fundamentalt i min tilgang til mine børn. Fra at have taget små skridt i retning af at give slip og finde mere tillid, slap jeg tøjlerne. Kærligt, slap jeg dem. Med stor omsorg og opmærksomhed slap jeg dem. Men jeg slap dem, og jeg slipper dem igen hver dag, for de ender dagligt i mine hænder endnu. Det er så indgroet.

Jeg er nemlig ikke selv vokset op med den slags frihed. Eller med tillid og tilstrækkelig respekt. Jeg har ikke haft flest pædagoger eller lærere, som stolede på mig. Jeg har ikke mødt flest bibliotekarer eller bedsteforældre, som havde tillid til, at jeg rent faktisk vidste, hvad der var bedst for mig. Jeg har ikke kendt ret mange voksne, som virkelig respekterede det jeg sagde, eller rent faktisk hørte efter.
Og ja, jeg mener, at børn skal sættes fri. Mere fri end man plejer at være komfortabel med. Så fri at nogle råber: “Det kan man jo ikke! Hvordan skal det dog gå?!” Og svaret er, at jeg ved det jo ikke endnu. Vi er jo kun lige begyndt, og hvornår kan vi vurdere resultatet? Når børnene fylder 18, eller når vi selv passerer videre til det næste liv?

Jeg tror på frihed, men det er nu, jeg bliver nødt til at understrege: Unschooling er ikke unparenting (!).
Når jeg søger at give mine børn plads til at være sig selv (finde sig selv) betyder ikke, at jeg ikke yder omsorg, beskyttelse eller nærvær. Det betyder ikke, at vi ingen rammer har hjemme hos os. Jeg mener, at børn skal kende deres plads: De skal vide, at de er elsket ubetinget, at deres følelser er berettigede, at vi lytter til dem, og at vi gerne vil høre deres mening. De skal vide, at de er hele mennesker, og de er betydningsfulde. De skal også vide, at vi er her for dem, deres far og jeg, og vi tager deres stemme med i vores beslutninger. De skal vide, at de bidrager til vores familie, og at de kan regne med, at vi gør vores bedste.

Det, der er anderledes nu er, ganske konkret, at mine børn helt selv vælger deres tøj hver dag. Det har de altid gjort i en ganske vid udstrækning, men jeg har faktisk ofte blandet mig med udgangspunkt i vejret: “Tag shorts på, det er varmt” / “Tag trøjen af, du sveder.” Nu vælger de selv. Det er fantastisk at være vidne til forskelligheden: 90 procent af tiden, når vi er indenfor, har pigerne absolut ingenting på. Den ene af drengene er til gengæld altid i lange bukser og strømper og trøje, også når det er varmest udenfor. Han hader-hader sandaler, så det er fjollet, at jeg har købt sandaler til ham år efter år, og endnu mere tosset at jeg har brugt hele sommeren på at prøve at få ham i dem. Den anden dreng har altid enten bare tæer eller Crocs på sine brune fødder. Grimme, tyndslidte Crocs som han elsker lige så meget, som jeg synes, de er grimme. Og badekåbe. Han bor i sin mørkeblå badekåbe og et par tynde, bløde natbukser. Ren og skær “The Big Lebowski” her i mit hus. Uanfægtet af tøjet i kommoden.

Åhr, jeg elsker det. Jeg elsker at se mine børn finde deres egen kropslighed, deres egne præferencer. Og jo, jeg siger sikkert “hvordan ville det være at tage din sweater af?”, hvis ham den varme, tykhårede bjørn løber rundt, ildrød i hovedet af sved. Men jeg vil ikke presse ham.

Det samme med mad. Jeg har altid prøvet at være anerkendende og fri under måltiderne (tak, Jesper Juul). Men nu skal det for alvor være slut med de arbitrære forventninger til mængde, tidspunkt og præferencer. Vi taler sammen om de sunde valg, om omsorg for naturen, vores kroppe og hinanden. Vi beder bordbøn, når vi husker det, men Kristian og jeg forventer ikke andet end relativ, fysisk ro når vi spiser (hvilket er rigeligt at bede om, hvis nogen skulle spørge…). Vi forventer ikke, at alle spiser det samme eller lige meget eller lige længe.
Næ, nogle er nærmest vegetarer, andre lever praktisk taget af rugbrød med leverpostej, og vi snakker om det hele. Vokser sammen, men ikke altid samme vej.
Et tip her er kun at have mad i huset, som man synes, det er okay, at børnene spiser af, så de kan mærke sig frem i forhold til sult og blodsukker uden at risikere at fylde deres maver med sukker eller kemi.

Friheden rækker ind i alt: Kristian og jeg øver os i at respektere børnenes initiativet fremfor at slå det ned med autopilot-udbrud. Som når Juno bærer to keramiktallerkener ind til bordet, helt stolt. Og jeg kommer til at sige “Uh, pas på!” i stedet for: “Hvor er det dejligt, at du hjælper!”
Og når hun tager det største glas syltetøj fra køleskabet og en ske, og sætter sig, og spiser.

Her er et tip: Hav kun ting som du kan bære at miste, så børnene kan hjælpe med at fylde opvaskemaskine og dække bord selv (det har jeg ikke kun, men jeg har hylder udenfor rækkevidde).

Friheden rækker ind i sengetider (det har jeg skrevet om her og hende den kloge i Australien har skrevet om det her).

Det rækker ind i legeaftaler (dem skal man have lyst til) og fritidsaktiviteter (som vores børn aldrig har vist interesse for – udover rollespil).

Det rækker ind i alt.
Det er jo alt. Det bliver livet. Ikke over en enkelt nat, men efterhånden.

Og ved I, hvad der så sker?
Så kommer nøgne-Juno på knap to gående med et viskestykke, og siger “tis”, og jeg spørger “Har du tisset?” og hun siger “Ja!” og trækker mig med hen til stedet på gulvet, hvor hun har tisset, men der er tørt, for hun har selv tørret det op med viskestykket, som hun så bærer ud, og lægger i vasketøjsbunken.

Eller man finder hende i færd med at klippe en pose med kattesnacks åben med en saks, mens hun siger “til miav!” Saksen har hun selv hentet, skuffen er efterladt åben, og posen har hun fundet i et skab. Hun sidder nøgen i en vindueskarm, og arbejder koncentreret.

Hun slår æggene ud til chokoladekagen, og former boller. Hun dækker bord, rører i gryder, rykker konstant rundt på skammelen i køkkenet, så hun kan være med til alt. Hun smører selv en smørmad, når hun ser, at der står smør og brød på køkkenbordet.

Friheden rækker ind i børnenes initiativer, som vi kun stopper, hvis de er utrygge eller skadelige. Børnene herhjemme er ikke mest af alt praktiske i deres aktiviteter, og jeg ved stadig ikke, hvordan man får dem til at hjælpe med at rydde op uden diskussion, men de tager initiativ til så mange fede, forskellige aktiviteter dagen lang.

I disse dage lytter de to på fem år til Ole Lund Kirkegaard-lydbøger timevis dagligt. De snakker som Lille Virgil og Gummi-Tarzan, og de snakker om bøller og om den store smed, som er “mindst lige så meget en bølle som Orla.” Vi siger ikke stop. Vi er her jo, vi har øjenkontakt, spiser med dem (uden hovedtelefoner), læser med dem, diskuterer med dem. Ligger på græsset, og hopper på trampolin. De siger: “hensigten med at have en fælde er jo netop at fange den snu forbryder, så han kan komme i kachotten!”, når de leger Felthospital med Lego. De lyder som en blanding af Bulderby og Topper med næsehornet.

Hvad sker der, når børn er fri? Det er nyt for mig at være bevidst om netop det, og mine børn er måske reelt ikke frie endnu. Ikke i deres hoveder (det tager tid at stole på tilliden), og vi er der jo heller ikke endnu, Kristian og jeg.
Men her er rarere at være. Mere harmonisk. Jeg har ikke vidst, at det var en mulighed at slippe kontrollen uden at miste en masse andet samtidig.
Børnene påtager sig større ansvar, og får flere idéer i takt med, at vi giver mere slip. Der sker det, at de kan mærke, når de er trætte og sultne og kolde og varme. De kan mærke, når de trænger til at sidde i sofaen en halv time og lade tankerne vandre. De kan mærke, når de pludselig får lyst til at lave en legeaftale. De kan mærke, hvor de helst vil sove (i familiesengen eller på eget værelse). Og så videre.

Læs mere om helt frie børn her (på engelsk)

(Og se lidt om min holdning til skærmtid i kommentarfeltet herunder).

Hvad tænker I om tillid, respekt og frihed? Hvordan oplevede I det, da I var børn, og hvad tror I, der sker, hvis man stoler mere på sine børn og giver dem større frihed?

Hvilken bog skal jeg læse nu? Lad os lave en liste sammen

Hvad siger I til at lave en liste over bøger, som kan udvikle sig i takt med, at vi læser løs?

Hvordan?
Skriv en kommentar under indlægger, hvor du anbefaler de bedste bøger du har læst, og som du altid har lyst til at dele med andre. Så skriver jeg det på listen i indlægget.
Del gerne nogle ord om hvorfor bogen er god: Hvad rørte den ved dig; satte den tanker i gang, eller var den ganske enkelt vildt underholdende?

Senest har jeg Læst Joan Didions “Et år med magisk tænkning” om året efter forfatterens mands pludselige død. Det er en klar og rørende, stærk og modig beskrivelse af alt det, der kommer ud af sorgen, som man aldrig har kendt til, og som ændrer ens liv, uanset om man vil det eller ej. Kort inden bogens udgivelse mistede Joan Didion også sin 39-årige datter efter længere tids sygdom.
Jeg oplever bogen som en samtidig “Emma Gad om sorg” med meget fine beskrivelser af hvordan den sørgende bevæger sig gennem verden, og hvad man har brug for fra omverdenen.

Tidligere har jeg anbefalet Glasslottet // Samt, naturligvis, mine to yndlingsromaner om den islandske kvinde Karitas // Og den lille perle “De Usynlige
Jeg har også skrevet om Naja Marie Aidts “har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog” (Og i samme åndedrag Maria Gerhardts bøger “Der bor Hollywoodstjerner på vejen” og Transfervindue)

Tadaaa – jeres abefalinger:

Lisbeth anbefaler:
Stine Pilgaards: “Lejlighedssange”
fra 2015, “er en fin lille roman, der handler om de forskellige beboere i en andelsboligforening, og det fællesskab der udspringer heraf. Sproget er finurligt og morsomt – og byder på mange fine billeder. Til gengæld er formen eksperimenterende, og handlingen overhovedet ikke kronologisk. Fortælleren skriver lejlighedssange, og horoskoper til et ugeblad. De er altså bare skidesjove:)”
Thomas Korsgaard: “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017, “er en alvorlig sag om en dysfunktionel landmandsfamilie. Fortalt fra barnets synsvinkel, uden fordømmelse, men også uden filter. Delvis selvbiografisk, som efter endt læsning får en til at tvivle på hvad der er op og ned, rigtig og forkert. Er man fx en dårlig mor, fordi man har serveret kyletter for sine børn til en nem aftensmad? Eller en dårlig familie, fordi man bor ude hvor end ikke kragerne kommer? Sproget er nemt og lige til at gå til. Til tider ret underfundigt.”
Lars Myttings: “Svømm med dem som drukner”, 2015. “En ganske fantastisk slægtsroman. Kærlighed, savn, krig og fantastiske landskabsbekrivelser fra Norge, Frankrig og Skotland (mener jeg). FLAMMEBIRK…smag på ordet, se det for jer. Det går igen igennem hele romanen, og jeg ville ønske, jeg ejede sådan et stykke træ.”

Kristina anbefaler:
“Jeg har to all-time-absolutte-yndlingsromaner: The Bell Jar af Sylvia Plath og Remains of the Day af Kazuo Ishiguro (som netop har vundet Nobelprisen i litteratur – hurraaa). De er på mange måder vidt forskellige, men begge dykker helt ned i den menneskelige psyke og holder mig der, til jeg bliver svimmel af iltmangel – og så er de eminent velskrevne!
Jeg kommer dog til at bryde dit oplæg på maks. to, for apropos sorg og sjælesøgen bliver jeg nødt til også at nævne Alt må vige for natten af Delphine de Vigan. Den gjorde stort indtryk på mig, og selv om jeg kun har nået at læse den en gang, dukker der jævnligt meget klare billeder og ord fra den frem i mine tanker.”

Sarah anbefaler:
Folkets skønhed af Merete Pryds Helle. “
Sjældent smukt sprog og indlevende fortælling.”

Mette anbefaler:
Brev til en nybagt forælder 
– et feministisk manifest i femten punkter, af Chimamanda Ngozi Adichie. “Fordi den er spot on hvad feminisme er og så er den læst på to timer. Vigtigt når man er mor med sparsom fritid haha!”

Jeanette anbefaler:
“En af mine absolutte yndlingsbøger er Alkymisten af Paulo Coelho. Det er en lille fin bog med en egentlig ret enkel historie om en dreng der leder efter en skat han har drømt om. For mig symboliserer den at turde tro på at der er en mening med de ting man oplever i livet, også når det er svært og føles som om man er fortabt.
Trine anbefaler også Alkymisten “fordi den giver ro og retning i sjæl og hjerte.”

Jeanette anbefaler:
Smørhullet af Kirsten Hammann er en god reminder om det priviligerede liv vi lever i vores del af verden, med den trækker jeg lige vejret og minder mig selv om hvor heldig jeg er.”

Camilla anbefaler:
“Ville ønske jeg endnu havde tilgode at læse mine ynglingsbøger: Det 7.barn af Erik Valeur, Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr og To brødre af  Ben Elton. Jeg orker ikke lige at skrive en masse – men det er fantastiske, rørende, triste og tankevækkende bøger. Glæder mig til listen!”

Simone anbefaler:
“Helbrederen af Noah Gordon er om en dreng, der er mere eller mindre overladt til sig selv i 11. Århundrede, der rejser til lægernes land i Persien og lærer hvorfor vi ser ud som vi gør og hvorfor vi agerer som vi gør. En dybdegående rejse om selvforståelse og om at stoppe op og fundere samt følge ens instinkt og der udover bare en god historie af en gribende forfatter.”

Ditte anbefaler:
Marvfolket af Keri Hulme – “den er efterhånden gammel, men jeg læser den hver andet år eller deromkring og er lige grebet af den hver gang.”

Johanne anbefaler:
Hvor der er fugle af Maren Uthaug. “God historie, flot skrevet. Den er virkelig god!”

Mette anbefaler:
“Shantaram af Gregory David Roberts er fantastisk fordi: Den har fantastiske gribende karakterer, er et miks af vild handling og filosofiske diskussioner, giver mig en oplevelse af at have været i Indien på godt og ondt.”
Anita skriver om samme bog: “Den gør et eller andet ved mig, og jeg kan dufte Indien.”

Ditte anbefaler:
Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon. “Christopher er 15 år gammel og autist, han bor alene med sin far. Han forstår ikke ansigtsudtryk, og har svært ved at sætte sig ind i, hvad andre folk føler og tænker. Til gengæld er han utrolig god til matematik. En dag finder han naboens hund ude på græsplænen. Den er blevet slået ihjel med en greb. Christopher beslutter sig for at finde hunde-morderen.  Men hans efterforskning bringer ham ud på en længere rejse, og helt andre hemmeligheder dukker op.
Historien er fortalt gennem Christophers øjne og er helt eminent beskrevet og man får virkelig et stor forståelse for, hvordan han ser verden og samtidig får man en stor omsorg for ham.”

Johanne anbefaler:
Dinabøgerne af Herbjørg Wassmo. “Det er en trilogi om Dina og om hendes søn, der lever i 1800-tallet i Nordnorge. Hun er både som barn og voksen speciel, vild og egenrådig. Jeg er først begyndt at læse Waasmo her i foråret, og er faldet pladask for det, jeg har læst af hende. Hun beskriver så malende og sanseligt, at det bliver en helt kropslig oplevelse at læse hende.”
“Frederik Backman har skrevet En mand, der hedder Ove (som blev filmatiseret sidste år – jeg har ikke set filmen), Britt-Marie var her (som er den af hans bøger, jeg er gladest for) og Min mormor hilser og siger undskyld. Backman er ualmindeligt sjov, på den der svenske underspillede måde. Han laver nogle personportrætter, som får mig til at holde mere af karaktererne i hans bøger, end jeg kan mindes af have holdt af bogkarakterer. Og så er hans bøger livskloge og får mig bogstaveligt talt til både at grine og græde.”
Og Trine skriver: “Fredrik Backmans livskloge trilologi med Ove, Britt Marie og mormor, fordi den på en helt hverdagsagtig måde gør det samme.. De fortæller med latter og gråd om det gode, det nære, det lyse omkring os, og husker os på at skævheder og særheder er det verden og vi selv har brug for at rumme.”

Lisbeth anbefaler:
Vinden er min mor af Bear Heart. “Bear Hearts søn dør i krig måske afghanistan. Bear Heart beskriver stilfærdigt vejen til at blive Shaman. Han beskriver sanseoplevelserne. Man forstår indianernes styrke og spiritualitet. Bear heart er desværre død men jeg mener han hR boet på midtsjælland. Han har besøgt og givet opvisninger i Ørnereservatet ved Hirtshals. Den er nem at læse og billig. Den har betydet meget for mig. Jeg købte den den dag, hvor jeg forlod steiner pædsgogseminariet i Århus for good. Jeg har læreruddannelsen. Jeg gik ind i en boghandel og der hang en plakat med et billede af Bear Heart. Det var så smukt at jeg gik i stå og glemte alt omkring mig og tårerne begyndte bare at løbe ned sf kinderne. Så bogen gik også i hjertet på mig.”

Vibeke anbefaler:
“Helbred dit liv” af Louise L. Hay. “Den har gjort stort indtryk på mig og har hjulpet mig til en positiv livsindstilling.”

Jessie anbefaler:
Intelligente celler af Bruce Lipton. “En øjenåbner af stærk karakter.”

Vanilla anbefaler:
Der er mange. Men den første jeg tænker på, og som jeg altid vil vende tilbage til er denne: Kastaniealléen af Dea Trier Mørch. Den er vel en slags selvbiografisk roman, vil jeg tro. Måske – måske ikke. I hvert fald skrevet i et helt fantastisk malende, barnligt, levende sprog, så man føler at man er der selv. Og helt nede i barnets højde. Jeg elsker den.
Andre særlige bøger, der har gjort stort indtryk på mig er Paulo Coelhos Heksen fra Portobello, som handler om at turde følge vejen, selvom man ikke ser hvor den fører hen, og Veronika beslutter at dø, som udfordrer alt det kendte, og bryder med rammerne. Og så vil jeg nævne Majbritte Ulrikkeholms Ind i min himmel, som er hendes første erindringsroman. Majbritte har et vidunderligt sprog, og meget på hjerte.
…Jeg må forresten anbefale en lille perle mere: Fortællinger omkring Tavs af Cecil Bødker. En lille “novellesamling”, små historier om drengen Tavs, jeg mener at han er ca 4 år i den første fortælling, og nok ca 14 i den sidste. Virkelig også et klogt, malende, underfundigt og meget rigt sprog.

Sannemarie anbefaler:
Sangen for livet af Jørn Riel: “Jørn Riels fortælling om inuitternes vandring fra Nordamerika til Grønland. Det er stammeliv og fortællinger om liv og død. Isabel Allende. Paula. En mors tanker og historier til hendes datter.”

Trine anbefaler:
“En Mand” af Oriana Falacci fordi den rørte mit hjerte – en dyb, hård, sand og smuk kærlighedshistorie og en historisk relevant fortælling. “Har du ikke læst denne bog, har du en stor oplevelse til gode. Det er en af dén slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på, hvad der så sker. Og alligevel håber man, at bogen ikke slutter ! Oriana Fallaci skriver om sin elskede, frihedskæmperen, der slås mod overmagt og tvang. Bogen er en hyldest til kærligheden, anarkiet – og den er flot og levende skrevet.”

Mia anbefaler:
“Jeg MÅ jeg give en heads up på nogle, der har gjort godt…rigtig godt…for mig. Kender du Gordon Neufeld? Hans ‘Hold on to your kids‘ er ren livsmagi.” (Ja, jeg har den i bogreolen, og den kalder på mig, men jeg tror, jeg ender med at tage et onlineforløb med ham, fordi jeg ikke får den læst hurtigt nok. Tak for påmindelsen.)

Lærke anbefaler:
Jeg vil gerne anbefale en meget fin bog jeg lige har læst “De dage med dig” af Julie Badura. Et lille velskrevet mesterværk af en kærlighedshistorie anno 2017. Den er ægte og medrivende og skrevet helt enkelt og skarpt.
Derudover vil jeg gerne slutte mig til anbefalingen af “folkets skønhed”. Den slipper man ikke, når man først er igang.

Ena anbefaler:
Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie… hun er ganske enkelt bare en fantastisk forfatter – og feminist. Alle hendes bøger er anbefalelsesværdige – men Americanah går helt ind under huden. Det er snart mange år siden jeg har læst den, men den satte sig på en eller anden måde fast.

Om overgange og om det med at være social

Kristian og Storm har brugt et par formiddage på at lave deres egen varmluftballon. Eller rettere; balloner. For det er blevet til en del. Ballonerne har været af forskellige typer letvægtsplastik og med mange forskellige opvarmningsmetoder, og de har klippet og klistret og læst og set videoer og prøvet og prøvet og prøvet.
Til sidst lykkedes det: En høj ballon af sorte affaldsposer tapet sammen steg til vejrs i entreen, men desværre blæste det for meget til at gentage successen udenfor, så den komme ikke højere i denne omgang.
Porcessen har affødt nogle gode snakke mellem Kristian og Storm, som har siddet sammen på Storms værelse om aftenen, mens jeg læste med de andre, og talt om alt fra det periodiske system til varm og kold luft.
Storm, som har gået i børnehaveklasse og førsteklasse på friskolen her på Ærø, indtil vi meldte ham ud i sommerferien, er den af vores børn, som er i den mest tydelige process efter at være kommet hjem.
Han er glad for det, det er jeg slet ikke i tvivl om, og det siger han ofte. Men han skal vænne sig til friheden, og han er ved at finde sine egne grænser og ved at finde ud af, hvordan livet kan være, når mandag til fredag ikke foregår i et klasselokale.
Storm har nok altid haft ret svært ved tvungne opgaver, umotiveret læring og faste rammer, og han har mere end noget andet snakket om frikvartererne fra skolen, i de to år han gik dér. Nu er han, ligesom vi forældre for øvrigt, i gang med det, man kalder “deschooling”, som er en process, der opstår idet man træder ud af systemet. Det handler om at genopfinde sig selv og tage alle sine vaner, tankemønstre og forventninger til genovervejelse. For Storm handler det også om at sige fra: “Jeg gider ikke at læse”, for eksempel. Og det handler om at afprøve, at friheden ikke kun er til låns.
Det er ikke altid nemt. Det er ikke altid smukt. Det er ikke altid kreativt eller akademisk eller nemt at forstå.
Men det giver mening. Det virker rigtigt. Det er definerende og vigtigt.

Storm har ikke selv efterspurgt én eneste legeaftale, siden vi gik på sommerferie for mere end tre måneder siden. Det kommer ikke bag på mig: Han har altid været glad i familiens rammer, og hans sociale behov udenfor hjemmet har indtil nu været begrænset. Vi har alligevel sat legeaftaler op (med hans samtykke, ja, men ikke altid med store smil), og efterhånden finder han en fin balance mellem det ene og det andet, hvor hans venskaber med jævnaldrende falder i tråd med alt det, han oplever herhjemme og i sit indre liv.

Det er lidt pudsigt, at selvom vi alle sammen er hjemme alle dage, så har vi stadig et stort behov for ikke at lave for mange aftaler, eller skulle for meget ud af huset. Den anden dag kom jeg til at tænke på, at hvis det egentlig er sådan, mange fungerer bedst (at være hjemme meget af tiden og ikke have for mange aftaler), så er det helt selvfølgeligt, at dem som har arbejde og skole, ikke altid har overskuddet til det helt store sociale derudover. Alligevel er det tit, når man indgår i de gængse konstellationer (såsom arbejde, skole og daginstitutioner), at der også er en helt masse både sociale arrangementer og fritidsaktiviteter.
Jeg læste i bogen “Home Grown“, at Ben Hewitt skrev, at det med at gå i skole lader til helt automatisk også at bære rigtig mange andre aktiviteter med sig. I bedste mening, uden tvivl – men måske ikke helt optimalt?

Hvad er jeres tanker om det?

Hvor galt står det til?

Kan vi aftale, at I springer over dagens indlæg, hvis tiden er knap, eller hvis I ikke ønsker den store samfundsmæssige tankerække her i regnen? Hvis overskuddet eller lysten er til noget andet, noget lidt lettere, så kom tilbage en anden dag. Jeg skal nok skrive noget kort næste gang. Noget hyggeligt. Jeg var selv frem og tilbage over det her indlæg i går, for nu at være ærlig (“Orker jeg mere debat?”). Men det er alt sammen ligegyldigt, hvis ikke vi skriver om det, der fylder.

Og lige nu fylder familiers vilkår for mig. Efter jeg så DRs udsendelse, “Sådan er det bare” om den massive institutionalisering af små børn i Danmark, har jeg haft lidt ondt i hjertet. Et langt, tungt suk indeni. Jeg har haft brug for at snakke med Kristian og med mine veninder om det, fordi jeg godt ved, at noget er galt.
Faktum er, at jeg har afleveret mine grædende børn i institution i årevis. Til for få voksne og for mange børn og for lidt nærvær og for mange krav. Mine børn sagde fra, og nogle gange ville jeg helst tage dem med hjem igen, men jeg gjorde det ikke altid, fordi jeg ikke ville virke svag i pædagogernes øjne (hvor er det vanvittigt), og jeg har vidst det – uden den mindste tvivl – i mit hjerte: At mine børn helst ville være hjemme. Men det ville jeg ikke. Jeg ville arbejde, opnå andre ting, have tid uden dem, dybest set. Jeg har jo lært, at det skal jeg også, og jeg trængte til en pause fra min børn – helst hver dag. Jeg er selv blevet afleveret, hver dag i mange år. Så jeg afleverede mine grædende børn (og min mand gjorde), og vi vidste nok, at der var et alternativ, men vi forstod det ikke. Vi mærkede det ikke.
Og så pludselig gjorde vi. Nu er vores børn hjemme. Vi er fælles om både beslutningen og hverdagen. Mange skriver til mig, om de må besøge os her på Ærø og opleve vores liv for at se, om det kan være rigtigt, at det er rart at gå hjemme? Endnu flere skriver, og spørger, hvad de skal gøre for at slippe fri af den hverdag, som de føler sig fastlåst i.

Der er noget galt i vores samfund, det er der altså. Vi har glemt, hvem vi er. Vi tror, det handler om præstationer og udvikling og tilføjelser og om at komme hurtigt frem. Vi har glemt, at når livet ebber ud, så er det ikke taskerne eller cv’et eller den flotte stue, vi tænker tilbage på. Jeg mødte en kvinde, hvis søn mistrives massivt i skolen, og som derfor overvejer at give ham orlov og være hjemme sammen med ham nogle måneder. “Men,” sagde hun: “Hvad hvis vi bliver nødt til at sælge huset?” Og jeg fortår det så godt, for det ér stort i vores virkelighed, det med at skulle sælge sit hjem. Jeg vil helst heller ikke sælge mit.
Men forestil jer lige dette scenarie om femten år:
“Mor, hvorfor tog I mig egentlig ikke ud af skolen?”
“Fordi vi var så glade for huset.”

Det er noget galt i den ligning, og alle ved det. Alle ved det. Men vi pakker den viden væk, for vi har fået besked på at glemme, at dét er sandheden. Vi overfylder institutionerne i stedet for at lave gode, sunde, fordybede, smukke rum til vores børn. Vi presser pædagogerne i stedet for at give dem de bedste betingelser, den største respekt. Og sådan er det også med lærerne. Vi gør alt det, så vi kan arbejde mere, konsumere mere, omsætte for mere, producere mere for at holde live i noget, som er ved at slå os ihjel. Det hænger alt sammen sammen: Adskillelseskulturen, klimakatastrofen, stressepidemien.

Så det jeg vil høre, er, om I har læst Tove Rumps kronik i Information i går? Og hvad I synes om den?
Jeg skynder mig lige at skrive, at jeg synes, det er en meget vigtig kronik. Faktisk har jeg ventet på, at den skulle komme.
Men jeg læste også, hvordan den blev udskældt og – for mig at se – misforstået i kommentarsporene rundt omkring på facebook. Den blev taget for en langt mere overfladisk opfordring, end jeg mener, den er. Den blev af mange opfattet som en stereotyp, kvindeudskammende og tilbageskuende kommentar i debatten om familiers vilkår. Mange kvinder læste den som om, familiens udfordringer i vores samtid er kvindernes ansvar, og at løsningen hviler på vores skuldre. En del råbte også, at det er vigtigst, at mor er glad, og at der ikke fandtes omsorg i gamle dage, da børnene gik hjemme.
Men det er ikke det, Tove Rump skriver om. Hun skriver om så omfattende forandringer i vores samfund, at man skal have de langsigtede briller på for at forstå.

Senere på aftenen skrev hun dette på sin private facebook:

Tak for en bragende modtagelse af min kronik i dagbladet Information.

For mig var – og er – intentionen at være med til at skabe en forståelse for, hvor vanskeligt det kan være blot at forestille sig, at vi kan ændre på strukturerne om familie- og arbejdsliv, så vi kan skabe mulighed for mere tid sammen med vore børn i familierne.

For det har vore børn brug for. 
De viser som sagt stadigt alvorligere tegn på mistrivsel.

Et støt stigende antal børn medicineres nu mod ADHD.
Et støt stigende antal børn får tildelt alvorlige diagnoser.
Et støt stigende antal børn får psykologbehandling.

Derfor greb jeg fat i historien.
For at få et perspektiv på vor nuværende situation
For at skabe en forståelse for, at vi har andre muligheder.

Min kronik er ikke en videnskabelig analyse
Min kronik er ikke en historisk afhandling
Min kronik er en gennemlevet erfaring.

Min kronik er først og fremmest tænkt som en mulighed for at give vore børn en stemme.

En stemme, der vover at fortælle, at børnene – af mange årsager – ikke blev tænkt med, da kvindeoprøret brød igennem.

Det handler IKKE om, at kvinderne bærer skylden.
Det handler IKKE om, at arbejdsmarkedet skal undgås.
Det handler IKKE om, at mænd ikke bærer ansvar.

Nogle kommentarer tager utroligt megen plads op, fordi der her insisteres på diskutere petitesser, som slet ikke er relevante i forhold til budskabet: VI MÅ OG SKAL TAGE VORE BØRNS SMERTE ALVORLIGT. OG VI MÅ SAMMEN – KVINDER OG MÆND – TÆNKE HELT NYT. VI MÅ OG SKAL SKABE ET SAMFUND, HVOR VORE BØRN – OG VI SELV – TRIVES.

Nu må vi sætte os ind i, hvad der er det lille barns helt naturlige behov. Det er der nemlig forsket og skrevet en del om i de senere år (Gordon Neufeld, Gabor Maté, Susan Hart m.fl.)

En af de helt store misforståelser i denne moderne tid er, at vi selv kan vælge, hvordan vi indretter os med vore små børn.
Det er nemlig slet ikke sådan, at vi bare kan gøre, som det bedst passer den enkelte familie.

Vi bliver derimod nødt til at tage udgangspunkt i det lille barns trivsel, og så skabe nogle helt andre muligheder for det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

Det er smerteligt måske at måtte erkende, at man er låst fast i en situation, hvor man ikke kan give sit barn det allerbedste. Men det kan ikke nytte, at man af den grund nægter at se, at vi står med et alvorligt fælles problem, som vi nødvendigvis må forholde os til som ansvarlige forældre.

Det er der heldigvis et støt stigende antal mennesker, der kan forstå.

En stærk erkendelsesbevægelse er i gang. 
Lad os arbejde med på den – alt, hvad vi orker. ♥♥♥

Og så står hendes intention i hvert fald ganske skarpt, synes jeg. Tove Rump er efter min bedste overbevisning en klarsynet, visionær og langsigtet stemme i diskussionen om familiepolitik herhjemme, og jeg følger hende tæt. Hun er vigtig, med andre ord.

Virkeligheden er, at noget er riv rav ruskende galt i vores samfund. Vi bliver syge; fysisk såvel som psykisk. Børn og voksne har stress og angst, og igen og igen hvisker forældre, at de tror, det har med det massive arbejdspres og børnenes mange timer væk fra hjemmet at gøre. Men de hvisker, fordi det gør ondt, når man ikke ved, hvordan man skal ændre virkeligheden. Jeg tror, det er derfor, mange bliver sure, når de læser en kronik som Tove Rumps’. “Hvor vover du at antyde, at man kan gøre det anderledes, når vi ikke ved, hvordan vi skal gøre?!”

I kronikken skriver Tove Rump, at vi har brug for mere feminin energi i verden, og jeg kan læse, at det falder mange kvinder for brystet. Det er vigtigt at forstå, at “det feminine og det maskuline” ikke betyder “mænd” og “kvinder”. I mit verdensbillede er det maskuline og det feminine iboende ethvert menneske, på samme måde som højre og venstre er det. Ligesom der skal være balance mellem højre og venstre hjernehalvdel, skal der være balance mellem de feminine og maskuline bevægelser i os, og det er der ikke pt. Vores samfund er næsten entydigt maskulint i sine strukturer og vaner, og jeg oplever, at mange feminister ligeledes kæmper ud fra maskuline præmisser, hvilket gør det hele meget svært at gennemskue.
Pointen er ikke, at kvinderne skal hjem i køkkenet igen (altså, slet ikke), men vores fokus som samfund skal ændres til et mere omsorgsfuldt og kærligt ét, og vores system skal bygges op omkring familierne fremfor at lade dem halse efter kapitalismen og andre halsbrækkende øvelser. Det gælder både for mænd og kvinder.

Teosoffen Ella Ostermann, hvis nyhedsbrev jeg er rigtig glad for, skriver således i sin nyeste tekst “En ny feminin bevidsthed“:
“I og med samfundene stadig var/er patriarkalsk styret lærte de kvinder, der påtog sig at gøre oprør i flok i 1960erne, at for at få succes skulle de være attraktive og udstråle sikkerhed. De måtte undertrykke og ’adskille’ sig fra fx deres vrede og sårbarhed, fra deres seksualitet og fra deres eget perspektiv på virkeligheden. Sådan var det i de første årtier efter kvindeoprøret. Humlen er, at det til dels stadig er sådan, fordi kvinderne (ligesom mændene) har lært at skabe sig selv i de billeder, som kan give dem det, de ønsker i det samfund de lever i. Og det samfund er stort set stadig ensbetydende med patriarkalske samfund i det meste af verden, selv om der er sket forbedringer.”

Det her handler ikke om at pege fingre eller være bedre eller om at skabe tabere og vindere. Det her handler om at inspirere til et samfund, hvor der netop ikke er tabere og vindere men derimod plads til alle. Plads til omsorg og tid og til institutioner på børnenes præmisser (som eks. Aurora i Norge), til fællesskaber hvor man kan være sammen med sin familie uden at være ensom, og hvor det er muligt at arbejde mindre uden at falde helt udenfor samfundet.

Der er ingen hurtige løsninger på de problemer, vi står med. Dybe forandringer tager tid. Men hvis ingen siger noget, handler anderledes, eller gør opmærksom på det, der er galt, så sker der aldrig noget, vel?