Stille dage med lys i øjnene

Kender I de der stille dage?

Dem, hvor man er lidt stille indeni. Hvor alt helst skal være trygt og ligetil? Hvor man helst vil sidde med en bog og et tæppe rundt om sig eller sove på sofaen eller lege lego med børnene, mens maden simrer. Sådan en dag er i dag; en dag til eftertanke og omtanke, en dag til at skrive og til at ordne småting, indtil børnene kommer hjem om nogle timer, og vi spiser lidt frugt, og bygger nogle højhuse eller en togbane gennem stuen.

Jeg holdt foredrag på biblioteket i Marstal i mandags, og for første gang læste jeg højt fra min bog, Hjemmefra, for andre end mine venner og familie. Omtrent 50 mennesker lyttede med, og de var helt stille, og de grinede, og ikke én hostede, og ikke én rørte utålmodigt på sig, tror jeg. Det føltes fantastisk, og jeg fik lyst til at læse mere og mere og mere, og mest af alt fik jeg lyst til at gå hjem og skrive. Skrive på nyt, skrive igen.

Min bog er ikke udgivet endnu, jeg venter på svar fra forlaget, og der kan gå syv uger, før jeg hører noget. Min veninde, som afleverede den på forlaget i København, sendte receptionisten sit mest vindende smil, og hun havde en god fornemmelse i maven, da den tykke konvolut blev overdraget. Det har jeg også: Selv hvis lige præcis det forlag ikke vil udgive bogen, så er der nogen andre, der vil. Den er ikke skrevet forgæves, det er jeg sikker på. Flere har sagt: “Den bog skal alle læse. Den er så vigtig,” og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når nogen siger sådan, så jeg træder mig selv over tæerne, siger tak, og skynder mig at snakke om noget andet. Så siger Kristian, at jeg skal lære at tage imod komplimenter, men jeg kan bedst lide dem på skrift – så kan jeg læse det igen, hvis jeg bliver i tvivl, om det virkelig var det, han eller hun mente. Men lige netop min bog ved jeg, er god, og derfor skal den selvfølgelig udgives. At få den udgivet vil nemlig være den bedst tænkelige undskyldning for at skrive én til – og så én til efter det.

I dag er en stille dag, solen skinner over det klareste blå hav, som jeg kan se her fra bordet, hvor jeg sidder. Juno er lige vågnet hos dagplejemor Hanne, og hun leger. Og griner. Det skrev Hanne i en sms. Tænk sig, Juno er glad, når jeg afleverer hende. Det er helt nyt, det har jeg ikke oplevet med nogen af de andre. Det er en enorm lettelse.

Jeg har måske nok gået rundt med en lille knude indeni. En knude af travlhed, korte vejrtrækninger, manglende fordybelse. Af skyld over at aflevere mit barn. Skam over at længes efter alenetid. Men i dag, da jeg kørte tilbage fra dagplejen, hvor Juno glad havde vinket farvel, og solen brændt i bilens bagrude, løsnede noget sig. Jeg tog jeg et æble med ind ude fra, og lavede te, og jeg kunne mærke, knuden give sig, lidt for lidt. Der kommer tid igen, og jeg arbejder på ikke at have dårlig samvittighed over at sidde herhjemme og skrive, mens mine børn er ude i nogle timer. Jeg tror, vi alle sammen har det ret godt. Både børnene og jeg. Pludselig står jeg i lyset igen, hver dag og hele tiden, sådan som jeg plejer.

Tak for de mange tilbud om kram og støtte

Efter jeg skrev dette indlæg i lørdags, modtog jeg mange tilkendegivelser fra mennesker, som udtrykte bekymring. Nogle ønskede at komme mig til undsætning, og flere følte en tristhed over mine ord om forældreskabets momentane magtesløshed.

Adskillige har tilbudt at komme og hjælpe med at passe børn, en enkelt ærøbo, som jeg aldrig før havde mødt, fortalte, at hun havde overvejet at hoppe ind i sin bil og køre hjem til mig. Et par stykker skrev med forslag til jobs for at få styr på økonomien herhjemme.

Og jeg bliver rørt over den store omsorg, og jeg håber, den er et udtryk for en generel velvilje og næstekærlighed i os alle sammen.

Så, mange mange tak, – jeg er fortrøstningsfuld over at mærke varmen fra mine medmennesker. Men I behøver ikke bekymre jer. Jeg har det godt, og faktisk tør jeg sige, at jeg er taknemmelig og i balance det meste af tiden. Hele dagen i går, for eksempel, gik jeg rundt, og smilede, og jeg fik to timers tiltrængt rygbehandling, og var sammen med mine børn og mine svigerforældre, og gik en tur langs markerne, hvor jeg nød den sidste efterårstid før vinterens komme. Jeg er glad, dybt dybt indeni, langt de fleste dage.

img_4330

En læser skrev, at jeg måske har stress, og jeg tror, hun har ret i, at mange af de følelser som jeg beskriver her på bloggen fra et liv med fuld knald på, kan blive til stress, hvis ikke man reagerer. Men det er netop det, jeg gør. Jeg siger til, tænker i løsninger, finder nye veje. Jeg mærker efter, er ganske sensitiv efterhånden, og reagerer, når noget synes forkert. Og det er dét, jeg formulerer på min blog: mine tanker og følelser fra livets mange veje. Fra bakker og dale, fra de stunder hvor alt er smukt og godt og fra dem, hvor det er mere trægt.

Jeg kan godt forstå, at det lyder meget bogstaveligt, når jeg skriver, som jeg gjorde i lørdags. Men når jeg deler her på bloggen, er det ikke en 1:1 gengivelse af mit liv. Det er derimod brudstykker af et langt større hele. Når jeg skriver, at jeg føler mig presset, er det med andre ord ikke et råb om hjælp, men derimod en bevidst måde at kommunikere noget, som jeg opfatter som alment. Noget, som jeg tror, mange vil have glæde af at læse.

Jeg skrev indlægget i lørdags, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om indimellem at blive ramt af en komplet følelse af afmagt. Jeg skrev det, fordi jeg tror, de sorte huller, vi indimellem stirrer ned i, bliver knap så dybe, hvis vi ved, at mange andre også nogle gange har den samme udsigt.

Jeg har to overordnede formål med min blog: 1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.

Så, tak for al jeres omsorg. Den varmer, og skaber håb. Lad os sammen blive endnu bedre til at støtte hinanden livet igennem, lad os smile til hinanden på vejen og hilse med et smil på de andre i børnehaven, Brugsen, over hækken. Lad os række hånden frem, og sige: “Det er helt okay, sådan kan alle have det,” når et menneske i vores nærhed føler sig utilstrækkelig eller forkert.

Mød et menneske – Merian: ildsjæl, råstyrke, fugl fønix

De seneste dage har jeg gået og tænkt: ”Hvad jeg skal jeg gøre for at få alle til at læse om Merian?”
Jeg har overvejet fængende overskrifter, sponserede indlæg og alt muligt andet, men i virkeligheden ved jeg jo godt, at dem der skal læse det, de læser det, uanset om jeg fægter med armene eller ej. For sådan hænger verden sammen (og alligevel har jeg lyst til at råbe: hvis du kun skal læse én ting på min side nogensinde, så lad det være dette!)

Merian og jeg kender hinanden, fordi vores mænd skatede sammen i ungdommen, og siden havnede vi alle fire med hvert vores sæt tvillinger i Svendborg, og så lå det jo lige for, det med venskabet. Nu var det snart et år siden, vi havde set hinanden, men så i sidste uge kom Merian med færgen til Ærø, og vi snakkede løs, og vi kunne være fortsat i dagevis. På et tidspunkt spurgte jeg, om jeg måtte stille hende nogle spørgsmål til min blog.
”Ja,” svarede Merian. ”Hvad skal vi snakke om?”

Vi skulle snakke om hendes barndom, viste det sig. Eller, det vidste jeg godt lidt på forhånd – men ikke mere præcist end det, for jeg kendte ikke så meget til hendes historie andet end noget med en død mor, en narkomanfar, en plejefamilie og nu – som et mirakel – et lykkeligt liv med smukke børn, en altid kærlig ægtemand og to sæt henrykte bedsteforældre.
Jeg stillede spørgsmål, og Merian svarede direkte, uden omsvøb, lige fra hjertet, og min beundring voksede for hvert ord fra hendes mund. Jeg synes, Merian fortæller den vigtigste historie, der findes: Hun fortæller historien om, at vi ikke er vores udfordringer, men derimod vores måde at tackle dem på. Vi er ikke vores problemer, vi er vores løsninger. Hun fortæller historien om at vende modgang til styrke, mørke til lys og om at gribe livet og holde fast.

Mød Merian: Ildsjæl, råstyrke, fugl fønix – mor, hustru, menneske af livet

Merian Iris Larsen, uddannet sociolog, arbejder i socialstyrelsen på Center for børn, unge og familier i team “børn i risiko”.
Mor til Karl og Gry på fire, gift med Thomas.
Født 1985, opvokset på Langeland og i Svendborg, og flyttede i 2012 tilbage til Svendborg efter en årrække i København.

Hvem er du?
Lige nu er jeg familiemenneske, veninde og arbejdende, og så er jeg ved at lære at tage en taxa, når det er dårligt vejr. Jeg øver mig i at passe på mig selv, i stedet for kun at passe på andre. Det er noget nyt for mig, det med ikke at have dårlig samvittighed over at gøre tingene nemt, og det gælder selvfølgelig ikke alt. Jeg luger stadig med glæde ukrudt i haven fremfor at sprede gift, så det er ikke dovenskab, jeg er blevet ramt af, og det er ikke et tab af værdier, det er energiøkonomi. Når jeg er i haven med børnene, giver det mening, men det giver ikke altid mening at blive sjaskvåd af regn om morgenen på vej på arbejde.

Hvorfor øver du dig i det?
Jeg har altid brugt meget energi på at vise, at jeg kan selv. Det kommer måske af at være afhængig af et system, forsørget af andre og afhængig af mennesker, som jeg ikke har bedt om at være afhængig af, og nu arbejder jeg på at slippe min forestilling om, at det nødvendigvis er dårligt at være afhængig af andre. Jeg er jo afhængig af Thomas, min mand, og det er en afhængighed, der gør mig glad. Jeg vil gerne lære at sige ja, når mine forældre spørger, om vi skal spise sammen, i stedet for at have travlt med at vise, at jeg kan selv.

Hvem er dine forældre?
Det er mine plejeforældre. De har altid heddet mor og far, for de havde hjemmeboende børn, da min lillebror og jeg flyttede ind, så det hed de i forvejen, og det har altid været en værdi for dem, at vi var en familie. Men de har også accepteret, at vi havde en anden mor og far, og dem måtte vi også kalde det.

Hvor er din biologiske familie?
Min mor døde for ti år siden. Hun drak så meget, at hendes lever satte ud. Min far er i Svendborg. Jeg tror, han sælger stoffer. Min lillebror er tømrer, og han trives bedst i kaos – det er nok ret klassisk.

Hvorfor trives du ikke bedst i kaos?
Jeg kan godt lide forudsigelighed, og var meget optaget af at finde en kæreste, som jeg havde lyst til at være sammen med længe. Jeg ville have noget trygt, som jeg kunne sige farvel til uden at være nervøs for, at det skulle forsvinde. Det er vigtigt for mig, at har vi har styr på alting, Thomas og jeg, og at der er ryddet op i vores hjem. Det var der ikke, da jeg var barn.

Hvad kommer Thomas fra?
Han er min modsætning fra en kærlig og omsorgsfuld familie med en masse stabilitet, ro og nærvær, men vi kan godt forstå hinanden. Jeg tror, det kan virke fjernt for Thomas, at nogen har levet et liv, som jeg har det med min lillebror; At nogen svigter deres børn, glemmer dem, drikker, mens de er sammen med dem – ér sådan, og han kan ikke begribe det. Nogle gange, hvis vi har snakket om min barndom, kan han få det helt dårligt, mens, jamen, jeg tænker jo ikke selv: ”Hvor er det synd for mig,” eller: ”jeg har haft en hård barndom”. Men han bliver ked af det.

Hvad har du selv tænkt om din barndom?
Jeg har aldrig haft ondt af mig selv. Når man vokser op i det, så er det jo virkeligheden, og det er først senere, man finder ud af, at det kan være anderledes. At venindernes forældre var anderledes. Den der duft af hjem, af tryghed, den kendte jeg ikke. Jeg kom fra et kaos, hvor der blev røget – sådan helt tætrøget, – og jeg kan huske, at min mor sad i stuen med en tåge omkring sig dagen lang.

Hvor boede du som barn?
Jeg kan ikke helt gennemskue mit livsforløb, og selvom jeg har fået aktindsigt, har jeg ikke det fulde overblik. Men jeg mener, at jeg boede hjemme, fra jeg var nul til tre-fire år, og dernæst kom min lillebror og jeg i pleje. Da plejefamilien fik en dreng selv, blev jeg hjemgivet til min far, men han var stadig narkoman, og min lillebror havde nogle vanskeligheder, som gjorde, at han blev boende hos plejefamilien. Senere fik plejeforældrene trillinger, og så måtte min bror også flytte, og han endte hos vores plejeforældre, Jørgen og Anne Marie, altså dem vi kalder mor og far nu. Og jeg tror, det var godt nok, at det blev sådan. De første plejeforældre var ikke gode. De slog os, og jeg kan huske en dag, hvor jeg havde plukket en masse store stikkelsbær, en hel kande fuld, fordi jeg elskede dem, og jeg gik stolt gik ind, og viste det til plejemoren, som blev sur, fordi bærene ikke var helt modne, og så skulle jeg sidde i køkkenet og spise dem alle sammen, og jeg fik så ondt i maven. Derefter boede jeg nogle år hos mine forældre på skift.

Hvad vil det sige, at du boede hos dem på skift?
Når min mor var fuld, var der ikke styr på tingene. ”Merian, jeg går lige ned og køber noget mad” sagde hun klokken 14, og så klokken 22 var hun stadig ikke hjemme, og jeg lagde mig til at sove. Så gik jeg over til min far dagen efter, men han tog stoffer, så det var en anden misbrugsproblematik, og så gik jeg tilbage til min mor igen efter noget tid. Man kan sige, at jeg skiftede frem og tilbage på eget initiativ. Sådan var det, fra jeg var cirka syv til ti år.

Hvor langt boede de fra hinanden, dine forældre?
Det var en tyve minutters gåtur. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg havde det med at gå alene. Jeg kan ikke huske ret meget, i det hele taget, og jeg har ikke brugt meget energi på at huske mere. De gode ting bruger jeg som en styrke, de dårlige bruger jeg ikke energi på at grave frem.

Var der ingen, der slog alarm?
Der er lidt noter fra skolen om, at man var bekymret, men hvis man så på mig som socialt udsat barn, var jeg i trivsel. I papirerne står der blandt andet: ”Glad og fagligt over niveau,” men der var ikke madpakker, og, ja, mit tøj kunne have vækket bekymring, men det var på Langeland, så på en eller anden måde har jeg nok ikke skilt mig ud som én af dem, der havde det værst. Min mor sagde hver morgen: ”Vil du i skole, eller bliver hjemme med mig?”, og jeg sprang ud af døren, og løb ned til bussen, og ville gerne være i skole så længe som muligt. Jeg tænkte nogle gange, at hun ville helst have, at jeg blev hjemme, for jeg tror, hun var ensom.

Hvornår kom du hjem til dine plejeforældre?
Mon ikke det har været lige slemt hos mine forældre hele tiden, men på et tidspunkt var der alligevel nogen, der råbte op, og jeg har læst i min sag, at en hjælper mente, at min mor var skadelig for mig, fordi hun var sur, og skældte mig ud. Sådan husker jeg slet ikke min mor, men selvfølgelig har hun været sådan, hun var sikkert ubehagelig hele tiden, hun var jo alkoholiker. Hjælperen skrev, at hun mente, det alene var grundet vores far, at min bror og jeg havde klaret det. Det synes jeg alligevel, er vildt. Hjælperen var bekymret for, at min mor ikke havde overskud til mig, og på det tidspunkt havde min far en ny kæreste og to børn mere, og derfor endte det med, at jeg begyndte at besøge min lillebror i weekenderne. Så en sommer, da jeg var 10-11 år, spurgte mine plejeforældre, om jeg ville holde sommerferie hos dem, og det ville jeg mega gerne. De har en datter, Maria, som er to år ældre end jeg, og som jeg legede rigtig godt med, så det var perfekt. Hun er et fantastisk menneske, Maria; tænk at hun ville dele sit hjem og sine forældre med mig og min lillebror. Jeg har altid haft stor respekt for mine plejeforældres biologiske børn, der ligesom Jørgen og Anne Marie, har åbnet deres hjem og hjerte for os. Og jeg kom aldrig hjem fra den sommerferie, så der er formentlig sket det, at jeg blev anbragt frivillig udenfor hjemmet.

Hvad tænkte du om dine muligheder, da du var barn?
I den slags barndom tror jeg ikke, man har energi til at tænke over, hvad fremtiden bringer. Man er mere fokuseret på overlevelse. Er der nogen hjemme? Er der mad? Hvorfor er stemingen sådan? Er de glade eller kede af det, sure eller fulde? Jeg tror først, fremtiden begyndte at eksistere, da jeg flyttede ind hos min plejefamilie, og fik ro, og ikke behøvede at være en lille voksen mere. Så kunne jeg drømme og tænke. Hvem er jeg? Hvad vil jeg?, og jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle være som mine forældre, så jeg reflekterede over, hvad det ville kræve, og kom frem til at jeg skulle gå i skole, have en uddannelse og finde nogle gode venner.

Følte du, at du var i større fare for at komme på afveje end dine kammerater?
Nej, jeg har aldrig følt, at jeg havde en social arv, jeg har bare vidst, at jeg skulle noget andet end mine forældre. Jeg har været gennemsyret af at blive selvstændig, og jeg kan huske, at jeg som tolvårig var så frustreret over, at jeg ikke måtte komme i arbejde endnu.

Hvem er din familie nu?
Jeg ser min plejefamilie som min familie. De har jo taget sig af mig og min lillebror på en måde som ligger ud over, hvad der er forventet af en plejefamilie. Vi var med til festerne, med på billederne, og hvis de andre fik en gave, gjorde vi også.

Kunne du selv finde på at få plejebørn?
Det har jeg tit tænkt på, fordi jeg gerne vil give det videre, som jeg selv har fået. Men jeg tror ikke, at vi kommer til det, for jeg har brug for, at vores liv har den stabilitet og de rammer, som vi har skabt.

Hvad er din passion?
Min historie har været styrende for min interesse for udsatte børn, og jeg tror, jeg er meget optaget af, hvad der sker, når man bliver anbragt udenfor hjemmet. Mange har spurgt, hvorfor jeg har klaret mig, som jeg har: Kaldt mig mælkebøttebarn, eller mønsterbryder, men det kan jeg ikke lide, for det ligger op til, at barnet selv er ansvarligt, og jeg mener, det er systemet omkring, barnet, der skal løfte opgaven.

Hvad har du lært af dit liv?
I teenageårene ville jeg bare være ligesom de andre, og jeg brugte meget energi på ikke at skille mig ud. Senere er det blevet en styrke. Det har ikke været ødelæggende at se den side af et samfund med mine egne øjne, det har været interessant. Hvad betyder det at bo hos en misbrugsfamilie? Det kan man som akademiker bruge årevis på at finde ud af, men jeg har været der.

Hvordan er din baggrund en styrke?
Jeg har en tro på, at når jeg går til noget, så skal det nok lykkes, og jeg ved, at jeg kan overkomme mange ting.

Hvad tænker folk omkring dig om din historie?
Jeg tror egentlig, at dem, som kender min historie, har stor respekt for mig. Men jeg nævner det sjældent, og nedtoner det nok lidt, fordi det ikke betyder så meget for, hvor jeg er nu. Det er mere som at sige: ”så skiftede jeg skole i 4. klasse, og det var traumatisk.” Alle har en historie, og på et tispunkt giver man slip på den.

Hvornår gav du slip på din historie?
Nogle år efter min mor døde. Måske lidt senere. Det begyndte det lige så stille at forsvinde som en del af min fortælling, og det gik rigtig hurtigt, efter jeg selv blev mor. I dag fylder min barndom næsten ingenting.

Nu hvor du selv er mor, hvad tænker du så om dine forældre?
Mange spørger, om jeg er vred på dem, men det er jeg ikke. Jeg tænker nærmere, at de har haft det rigtig svært, og har haft meget med i bagagen. De har jo ikke ønsket at være de forældre, de var. Jeg synes, mine børn har det rigtig godt, og det giver mig en enorm glæde, og det er en kæmpe bevidsthed for mig, at det ikke kommer af sig selv. Jeg har aldrig været vred på min mor og far, men jeg har haft virkelig ondt af dem. Mine forældre har været i den der onde cirkel, hvor de drak, fordi de drak, og drak fordi de svigtede, og allerede som barn tænkte jeg, at det var et hårdt liv, for dem. Jeg har ikke tænkt, at det var synd for mig, jeg havde jo mange muligheder, men jeg synes stadig, det er synd, at det gik dem, som det gjorde. At de tilsynelandende ikke havde andre muligheder.

 

Merian er det sidste mandagsportræt i denne omgang – fremover vil jeg lægge mine portrætter på om onsdagen.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde

 

Parforholdssnak – 4. del

I dag på denne fjerde parforholdssøndag vil jeg skrive om at være forældre og stadig føle sig som kærester. Men som jeg gik i gang med at skrive, slog det mig, at mit indlæg i går, da jeg skrev om én af de ting, jeg ikke magter som mor lige nu, på mange måder indkapsler min pointe: At det er krævende at være forældre sammen men også at det kan være den største gave at have én at dele det hele med.

En vigtig del af at være forældre sammen er at få det til at køre, så begge parter trives. At høre hinanden, mærke sig selv, give plads, give tid, hjælpes ad. Det kræver samarbejde at have børn, og jeg synes, det kræver rigtig meget, når man har fire. Men lige netop vores fjerde barn har faktisk givet mig nogle evner, som jeg af én eller anden grund ikke fik fat i med de tre første, og som gør livet noget nemmere, trods alt: Efter vi har fået hende, er det ikke længere en overvindelse af hænge en vask til tørre – jeg gør det bare, og det er ikke længere et problem at støvsuge megamange kvadratmeter – det er lige før, jeg nyder det. Jeg har med andre ord lært at få ting gjort uden timevis af overspringshandlinger, og ofte formår jeg at rydde en helt masse af vejen på ingen tid, så jeg kan komme ind til kernen. Til mit arbejde, til samværet med børnene, til alenetid med Kristian. (og jeg tænker indimellem at mødre/fædre må være de absolut mest effektive medarbejdere på enhver arbejdsplads, fordi vi er handlekraftige – og vi vil gerne hurtigt hjem).

Kristian og jeg bliver bedre og bedre til at arbejde sammen herhjemme. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” – “fire børn lærer søvnigt ægtepar at få ting gjort..” Det er sjældent, vi spilder tiden. Vi sidder ikke foran fjernsynet og zapper en times tid, før vi beslutter os. Nej, faktisk har vi ikke haft tv-kanaler i fire år af samme grund: Vi beslutter, om vi skal se en film, læse eller arbejde, og så går vi i gang, hvad end det betyder, at vi sætter os hånd i hånd, eller går hvert til sidst med vores individuelle projekter.

Vores børn har vi alle valgt til med fuldt overlæg, og de fortjener det bedste af os, hver dag. Det er en gave at leve i en flok, en dyb glæde at se små væsener tage form, finde sig selv og indtage verden, og som deres forældre er vi familiens rygrad. Derfor er vi nødt til at finde måder at være både par, individer og forældre uden at miste det ene på bekostning af det andet.

Herhjemme prøver vi at dele opgaverne ligeligt imellem os, så vi også har energi til at være nærværende, når først tøjet er lagt på plads, opvasken taget, og skraldespanden båret ud. Det er ikke sådan forstået, at hvis jeg laver mad om mandagen, så gør Kristian det om tirsdagen – tværtimod forsøger vi hver især at tage ansvar for det, som vi synes, er rart eller sjovt, og resten fordeler vi cirka 50/50.

Det er en stor opgave at være forældre, måske faktisk den største der findes, og man skal ville parforholdet, hvis ikke det skal gå til midt imellem lortebleer og diskussioner med to fireårige, så man bliver nødt til tage sig tid til det, respektere hinanden og huske omsorgen, nærheden, intimiteten. Både i hverdagen – og i vores tilfælde, i hvert fald – også nogle gange i det undtagelsesvise, når vi pakker en taske og siger farvel til børnene for en enkelt dag eller to, synker dybt ned i vores tosomhed, og genopdager den uafbrudte samtale, de stille aftentimer, den sene morgen, og det vil jeg skrive lidt mere om i næste uge, hvor vi netop tager på vores første “love-tur” i lang tid..

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 5. del her

Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.

En meget smuk bog

“Ej, er den dyb nok til at anbefale?” spurgte Kristian med let skepsis, da jeg nævnte, at jeg havde tænkt mig at anbefale dagens bog.

“Ja,” svarede jeg, uden tvivl. Fordi æstetik spiller en rolle: Det visuelle og det taktile, duftene og lyden er vigtige. For mig og for mange andre. Ergo er kunsthåndværk en del af mit liv, som jeg værdsætter højt, og som jeg meget nødig ville være foruden. Det er keramikken i mine skabe, som kommer frem, når vi spiser, der er vaserne i mit vindue, de tynde glas, vi drikker af, når børnene sover. De er de små hånddrejede skåle, som ungerne får deres vitaminpiller i om morgenen og vores vævede viskestykker og smukke træmøbler. Derfor anbefaler jeg dagens bog, som handler om smukke kunsthåndværkerhjem.
Titlen er ganske lige til: “Kunsthåndværkerhjem – 19 danske kunsthåndværkeres inspirerende hjem”, og den holder, hvad den lover: De er så smukke og inspirerende, de hjem. Så fine og afstemte og forskellige, og så er de ægte: her er rigtige, levede liv. Kreativt rod, sager indsamlet gennem mange års erfaring, her er skønhed og skæbner. Bogen, som er en 224 sider lang lækkert indbundet coffeetable-sag med fotos, som giver de fleste magasiner baghjul, og velskrevne tekster, fortæller gennem ord og billeder om 19 kunsthåndværkeres private hjem og værksteder. Jeg elsker at bladre igennem den, igen og igen, og læse brudstykker her og lidt mere der, og falde hen i billederne fra alle de kroge og leverum, som er både meget personlige og æstetisk overbevisende. De 19 kunsthåndværkeres alder spænder vidt, og der er både mænd og kvinder, og vi møder her en vifte af kreative sjæle, som vi måske aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Bag den fine bog står tre kvinder – en fotograf, en stylist og en tekstforfatter – som har rejst land og rige tyndt i halvandet år for at indfange de helt rigtige hjem og stemninger, og rygtet vi vide, at de har planer om en del flere bøger i samme kategori.

Men denne første i serien, som jeg fik i juni, er jeg stadig i fuld gang med. Jeg kigger i den flere gange om ugen, sætter mig, og nyder at synke ind i et univers med fokus på det smukke, velduftende, rare.

Den koster knap 300 kroner, og kan købes både online og i de fleste boghandlere.

 

Skumringstimen – jeg holder foredrag på mandag på Ærø

På mandag indtager Skumringstimen hele norden. Skumringstimen er en tilbagevendende, litterær  begivenhed arrangeret af de nordiske biblioteker, og i år deltager 2150 biblioteker på tværs af hele norden og i de baltiske lande. I den anledning er jeg blevet bedt om at holde foredrag på Marstal Bibliotek om mine inspirationskilder, det med at skrive og mit forhold til norden.

Klokken 19 bliver der læst højt fra den samme bog på alle de deltagende biblioteker. I år er det “Vandets Vogter”, skrevet af finske Emmi Itäranta, og her på Ærø står Børn-Ungechef, Jes Jørgensen, for oplæsningen.

Derefter synger vi nogle nordiske sange – også på tværs af alle de deltagende lande, hvilket glæder mig meget. Fællessang kan noget helt særligt: På få minutter bliver vi til et fællesskab på tværs af alt det, der ellers kan stå imellem os af usikkerhed, nervøsitet, forskellighed og frygt, for fællessang er noget af de mest samlende, jeg kan komme i tanke om, og tænk at synge sammen på tværs af så store afstande, så mange mennesker.

Dernæst er det min tur: I en times tid vil jeg fra klokken 19:30 fortælle om mine inspirationskilder; om mine skriverier og mine tanker om livet i norden. Jeg vil fortælle om, hvordan jeg finder ind til min stemme, når jeg skriver, hvad jeg henter i mine omgivelser og menneskerne omkring mig, og så vil jeg læse højt fra min roman, Hjemmefra.

Jeg vil blandt andet læse det kapitel, som starter sådan her:

Om aftenen, når min mor havde kysset mig godnat, og gik ned af trappen og ind på sit kontor, lå jeg i min seng, og hørte, at min far rejste sig og gik ud i køkkenet, hvor han tog en flaske fra nederste hylde i køleskabet. Jeg kiggede på skyggerne omkring sengen, og ville gøre alt for at falde i søvn, før lyden af en ølkapsel mod køkkenbordet nåede min seng, men jeg nåede det sjældent. Kort efter ramte den kolde glasbund både sofabordet og et ømt sted i mig, og jeg så for mig, at nu sad min far i lænestolen, og jeg forestillede mig, at min mor rystede på hovedet inde på kontoret, mens han læste et blad om astronomi, og hans øjne blev slørede. Jeg hørte, at han rejste sig usikkert, og hentede en ny flaske, og satte sig, åbnede bladet, og jeg vidste, at nu prøvede han at stille skarpt på bogstaverne, men de var vel for utydelige, for jeg hørte ham vrisse og kaste bladet fra sig. Jeg havde engang siddet musestille på et trappetrin og set ham gøre det – smide papiret hårdt mod stuegulvet, men nu vendte jeg mig i stedet i min seng. Vendte ansigtet til væggen og ryggen mod stuen nedenunder, og lå der, mens skyggerne blev længere, og forestillede mig bag lukkede øjne et mørke, som lullede mig i søvn. Han drak mere, og jeg tænkte, at hans hage sikkert nikkede mod den spinkle brystkasse, mens flasken hvilede skråt imellem lårene.

Jeg var så træt, og pludselig var der sne. Beroligende, tung sne omkring mig. Sne, på dynen, som tyngede, og pressede mig ned i madrassen, og sne, som gjorde mig tung i kroppen. Der dalede hvide fnug, og jeg lå i en snehule, og havde varmen, og vidste, at i morgen ville der være lyst igen. På plakaten over min seng sad søpapegøjer langs en klippevæg, og under dem havde kunstneren skrevet ”every day I am loving you so much more.”

Find jeres nærmeste tilmeldte bibliotek her – eller kom til Ærø hvor billetter kan afhentes gratis på Marstal og Ærøskøbing Bibliotek eller ved at ringe på 6352 6360 / 6252 1442

Jeg har håb endnu

I dag snakker vi om Trump og næsten ikke om noget andet. Herhjemme vækkede vi hinanden med beskeden.
– “Ej, det er løgn?!”

Vi snakker om hvorfor og hvordan – og “hvad tænker de på derovre?” -og hvisker med en klump i maven at vi jo ser det samme i mindre skala herhjemme i disse år. Det er hele verden.

Men det er, når jeg sidder alene i bilen, at det virkelig slår mig: Han har vundet. De har vundet. Muren, kvindesynet, vreden, tabet af tro og håb – og kærlighed? Verden er delt op i to; tillid og mistillid, frygt og glæde, håb og opgivelse. Jeg håber, vi kan finde sammen igen, stå som en enhed, se livet for alt det smukke, det også er.

Her på Ærø er jeg omgivet af mennesker, som har væsentligt mindre, end alle andre, jeg har boet i nærheden af før. Ingen nye tage, ingen store biler, ingen lange uddannelser. Ingen prangende titler eller kontakter i indflydelsesrige kredse. Men de mangler ikke noget. Det er, som det altid har været. Måske lidt lettere, måske lidt lysere, i hvert fald ikke sværere.
Vi havde besøg af ét af mine velhavende familiemedlemmer, og hun hørte, at vi var med til at give én af vores venner herovre en rygeovn i 70-års fødselsdagsgave. “Dejlig hobby,” kommenterede hun. “Nej,” måtte jeg indvende. Det er netop ikke en hobby med den rygeovn, og det er heller ikke en bevidst brand-livsstil med tilvalgte kernelædersko og kasser fra Årstiderne. Det er en levemåde, en reel, praktisk, historisk, eksisterende overlevelseslivsstil med får på marken, haven fuld af grøntsager, revner i hænderne af at samle bær, plukke æbler, lue ud.

Og gæt hvem af de to, der synes, vi har nok til alle? Gæt hvem der mener, vi skal støtte de svageste, rumme de udstødte? Og hvem der til gengæld er bange for skattestramninger, frygter de svages indtag af offentlige midler.

Jeg tror på næstekærlighed, tillid og håb, og i dag er jeg blevet sat på prøve. I dag ved jeg, at hele verden er forandret, men jeg aner ikke hvordan. I dag håber jeg inderligt, at jeg kan holde fast i troen og håbet, selvom alting måske snart ser anderledes ud. Det er min overbevisning, at der er en vej. Også efter i dag.

Hjem – Efterår – Øliv – Familie

Jeg gik en tur i går med Juno i barnevognen og én af de fireårige ved min side, og det var en luksus at få ham for mig selv – altså, uden de to andre snakkende børn. Det er sjældent, det sker for tiden, men snart gør det igen: Vi har indlagt opdelte fridage over de næste uger, så alle børn får 1:1 tid med en forælder.

Men i går var vi alle sammen hjemme: børnene (som var snottede), Kristian og jeg og så har vi endda besøg af min bror og svigerinde og deres lille, komplet vidunderlige datter i denne uge. I går blev brugt på børnehygge, spil, tegninger og mange snakke, og vi drak varm kakao, spiste lun leverpostej til frokost og kørte jollen i stalden for sæsonen (medmindre vejret pludselig bliver perfekt til at sætte garn – så må den ud igen). Kristian bakkede for øvrigt jollen ind med traktoren i ét ryk, og han var så stolt, at vi andre ikke nåede at rose ham, før han gjorde det selv.

Farverne udenfor på dage som disse er mine yndlings; jeg elsker det blå-grå hav, den mørke himmel hvor lyset bryder brændende, skarpt igennem små huller på himlen, og de nøgne træer, røde bær, orange blade på vejen. Himmel og hav skiller sig i hvide skyer, der er krusninger fra vinden på vandet, fuglene flyver i flok og en dag lignede de blinkende stjerner over mig, med deres vinger, som slog fra den hvide mave og væk igen, og jeg stod stille i jeg ved ikke hvor langt tid med tilbagebøjet hoved og åben mund, og var næsten chokeret over, at jeg aldrig havde lagt mærke til det før: Fuglene blinker som stjerner. Det var som magi.

Noget andet der føles som magi, er at være vidne til min bror og svigerinde, der som nye forældre hver dag bliver mere sig selv, mere kerne, mere kærlighed. Det virker helt magnetisk på mig: Jeg har lyst til at være tæt på dem, og jeg nyder den ro, de har omkring sig, den tålmodighed som min bror har taget med sig ind i det nye kapitel af sit liv. Hans datter på fire måneder er allerede tålmodig; Hun ligner ham med sit rolige blik, sine observante øjne, men hun er også sin mor; hun snakker livligt, elsker at være omgivet af alle de larmende børn her i huset, og hun smiler dagen lang. Juno kysser hende, lægger sin runde kind ind til sin lille, fine kusines, og hviner af fryd over det lykketræf, at de sammen kan dele livet.

Da jeg gik tur, tænkte jeg, at nu er det her jo hjem. Ærø, denne vej, dette sving, det gule hus. Og hvor er det egentlig svært at forklare; hvordan det er blevet hjem, når jeg engang for ikke så længe siden ikke kendte det? Vi besøgte Ærø for første gang for fem år siden, og flyttede ind i huset her sidste efterår, men allerede nu er mine børn er trygge her: de griner, har røde kinder, besøger naboerne, er på fornavn med de fleste. Jeg snakker med brugsuddeleren, kender postbudet, har venner som tilbyder at købe ind for mig, når Kristian er væk på arbejde. Derfor er det hjem. Fordi de fleste ved, hvor vi bor, og de passer på os. De kommer med forslag til mennesker, jeg kan skrive om herinde, ringer, og siger: “Nu ved jeg, hvem der er spændende!”

Jeg tog en masse billeder af alt det smukke, mens vi gik tur. Af piletræet, som blev beskåret for kort tid siden, men som allerede har så mange nye, lyse, livsglade grene igen. Af himlen og havet, køerne der gumlede, mine børn og af Christen. Jeg er ikke foto-dame, jeg er skrive-dame, først og fremmest, men billeder kan alligevel noget.

Processed with VSCO with a9 preset

 

 

 

Mød et menneske – Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Hun må være næsten lige så høj som huset, tænker jeg, mens jeg banker på den grønne dør i den mintfarvede facade. “Niels Bondo” står der på skiltet, det var hendes fars navn, og han blev født i Ærøskøbing, og nu er huset sommerhus for Lillian Bondo, hendes mand Tage, og deres fire børn. Lillian åbner hurtigt, og ja, hun er høj, og hun er smilende. Præcis som på fjernsynet. Vi har talt i telefon engang (om nogle bogreoler) og skrevet sammen (om julekalendre og freelanceartikler), og min søster og hende støder med mellemrum på hinanden i deres fælles fag. Det er måske derfor, hun er så spændende; fordi der bare ér noget ved de jordemødre? De fleste kvinder, som har født, kunne godt tænke sig at være fluen på væggen i et rum med en gruppe af hendes slags og høre om det grumme og det smukke, det lette og det ubærlige. Lillian træder et skridt tilbage. “Vil du låne et par strikstrømper?” spørger hun, og er allerede halvvejs oppe af den gamle, lakerede trappe. “Kom med.” Ovenpå er væggene uendeligt skrå, gulvet er malet gråt og dørene er grønne med røde detaljer. Hun bukker sig over en rejsetaske på sengen, og trækker et par hjemmestrikkede, regnbuefarvede sokker op. “Sådan! Nu skal vi have te.”

Mød Lillian: dybt professionel, hurtigtsnakkende, passioneret formand på et fagområde som vedkommer alle mennesker

Lillian Bondo, jordemoder og formand for Jordemoderforeningen med 2500 aktive og studerende medlemmer.
Mor til fire – heraf én jordemoder, og bedstemor til to (snart tre) børnebørn. Gift med Tage.
Bosat syd for Hornbæk, født 1953 og opvokset i Odense

“Hvordan er du kommet til tops?” spørger jeg som det første, da vi sidder ved det kridhvide spisebord med udsigt til gårdhaven og et gult anneks. Og så griner Lillian. Højt.
– Jeg tænker slet ikke på, at jeg er til tops. Vi har en flad organisation, så man klatrer ikke derop, men jeg er blevet valgt fire gange siden 2001, så jeg foretrækker selvfølgelig at tænke, at jordemødre kan lide det, jeg står for, siger hun.

Lillian taler hurtigt, og hendes beskedenhed bliver næsten skjult i talestrømmen, men den er der hele vejen gennem samtalen. En vedvarende, oprigtig (- kvindelig?) beskendenhed.

–  Jeg får indimellem spørgsmålet, om ikke jeg savner at være jordmoder, og jeg kan næsten tabe kæben. Jamen, jeg er da lige så meget jordemoder nu, som jeg altid har været! Tidligere gjorde jeg en dyd ud af, at jeg ikke skulle være leder, men på et tidspunkt indså jeg, at måske var dyden at finde ud af, fra hvilken rolle man bedst kunne styrke kvindens og familiens fødselsoplevelse. Nogle er strategikere eller driftsledere, nogle forsker eller underviser, andre har en privat praksis eller er i en ultralydsklinik. En jordemoder er ikke kun hende ved fødelejet.

Lillian Bondo har været uddannet i over tredive år, og kender faget indefra og udefra, i alle hjørner og kroge, og indimellem tager hun en uge på én af landets fødegange, og så rapporterer hun på sin facebookprofil om sine oplevelser.

– Jeg får ofte mails fra kvinder, der skriver, at de gerne vil være jordemoder, fordi de er så vilde med spædbørn, og jeg bliver nødt til at vende deres argumentation på hovedet, når jeg svarer, for som jordemoder skal man netop yde den krævende opgave, der sikrer, at man selv har spædbarnet mindst muligt. Man skal gå ind i det for familiedannelsen. Når et barn kommer til verden, bliver nogen mor, nogen bliver måske søskende, måske er der en far eller en mor mere eller ingen partner overhovedet, og alt det skal man være en ressource i at få bedst muligt fra start.

Hvem skal være jordemoder?
– Hvis du vil være jordemoder, tænker jeg, at du også skal kunne magte det besværlige; lort og bræk og sved – og angst. Angsten hos den fødende for at det ikke går godt og angsten i dig selv, måske, over det store ansvar, du står med. Du skal kunne skuldre det, både hos familien og i dig selv og vokse med de oplevelser, du får undervejs. Da jeg var på mit 2. studieår, og vi havde om den sygeligt forløbne graviditet og om senaborter, gik jeg pludselig helt i brædderne, og jeg frygtede, at jeg ikke kunne være jordemoder alligevel. Men det slog mig, at jeg selv havde haft en ufrivillig abort i uge 21 nogle år forinden, og sammen med en psykolog arbejdede jeg oplevelsen igennem for at finde ud af, hvad min angst var for én. Senaborter og spædbarnsdød er jo en trist og sørgelig del af jordemoderfaget, men også nødvendig og naturlig. Der hersker en lidt romantisk forestilling om, at jordemoderarbejdet er yndigt, men jeg vil sige, at man må rigtig gerne have oplevet noget lort, ærligt talt, inden man kaster sig ud i det. Hvis man trækker sig, første gang nogen kaster op i ens træsko, så har man spildt sin egen tid og samfundets ressourcer.

Hvornår vidste du, at du skulle være jordemoder?
– Efter min abort i 1979 fandt jeg ud af, at det betød noget, om der var nogen, som tog sig af én, når man havde det svært. Jeg havde aldrig før været opmærksom på jordemoderfaget som sådan, og jeg ved godt, at mange af mine kolleger har haft drømmen om det med sig fra de var børn eller unge, men dengang gik jeg på universitetet, og havde fabriksarbejde, og min verden bestod ikke af børn.

Hvad betyder dit fagområde for dig i dag?
– Det er ikke kun min professionalisme, men også min passion. Jeg har været vildt forelsket i mit arbejde, siden jeg startede på skolen, og jeg bliver stadig overrasket over dybderne, når jeg ser kolleger folde sig ud. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er helt uden en livline ind til mit job, og det føles godt. Det bor i mig. Der kan være enkelte stunder, hvor jeg ikke er helt optaget af det – for eksempel når jeg er sammen med mine børnebørn, som nok får mere opmærksomhed end mine egne børn fik, men selv dér kan telefonen ringe.

Hvad er jordemødre for nogen?
Mange opfatter jordemødre som nogle lidt stejle ”vi alene vide”-typer, og vi er måske lidt besværlige. Men det skal vi også være, for det vi kan, er en mærkelig og fantastisk krydsning mellem noget socialt, psykologisk og medicinsk, og der er så mange discipliner på vores felt: Gravide, fødende, ammende, unge, seksualitet, stofmisbrugere, socialt udsatte, folkesundhed. Men i virkeligheden er det meget nemt: Det handler om følgeskab. Vi møder kvinderne, følger dem, passer dem, slipper dem igen, og møder dem måske påny, når de skal have næste barn. Det er ikke så meget “patientforløb” som det er “livsbegivenheder”, og derfor arbejder vi i et tankesæt, der er lidt anderledes end på sygehusene i øvrigt.

Hvad er det fede ved at være jordemoder?
At le. Der er så meget latter, så meget glæde. Jeg tror, det smitter, at man har mange ting, man er glad for, og jeg synes, jeg har mange kolleger med et stort talent for at se det muntre – både læger, sosuer og jordemødre. Man kan sagtens have et forløb, hvor man tænker, at der er ikke meget at grine af i dag, men så er der alligevel en tendens til at finde lyset. Jeg har aldrig leet så meget med andre, som jeg har sammen med jordemødre. Sidst jeg havde en uges tid med vagter, var i august, og da der var vagtskifte en dag, kom en jordemoder ind, og satte en tupperwarebøtte på bordet. Det sker jo ikke så sjældent, at nogen kommer med bagværk, men ud af den her bøtte kom en kæmpestor næsehornsbille, som hun syntes, vi skulle se, og jeg tænker stadig på den fjollede bille, og hvordan hun fandt på det.

Hvor kommer munterheden fra?
Jeg tror, vi er meget koncentrerede omkring noget, som er så vigtigt, at der er behov for lethed også. Man kan have været med i en fødsel, som er lidt hård: med gråd, opgivenhed, høje lyde, blege fædre og så videre, og så kommer man ud, og det er faktisk endt rigtig godt, og der er nogle glade forældre og en lille lækker unge inde på stuen, og man er brugt som ind i helvede, og så er reaktionen som oftest galgenhumor. Et overskud af glæde midt i trætheden.

Lider I under at være et kvindefag?
Nej, jeg synes, det er et fag, som på godt og ondt er et kvindefag. Godt på alle de talenter og den indføling, som vi mestrer, og ondt fordi samfundet agter vores kvindeindsats ringere end ingeniørens byggetillladelser til carporte. Jeg mener; selvfølgelig er det vigtigt, at carporte er sikre, men det er altså også vigtigt, at nye mennesker kommer sikkert til verden, og jeg er vred over vores løn. Løn er jo dannet med historiske baggrunde, og det er svært at sprænge de forventninger, når først noget er mejslet i sten, og der skal politisk vilje til for at ændre det markant. Men indimellem lykkes det med baggrund i ændrede vilkår, og det er mit ønske at gøre opmærksom på vores store ansvar og de udfordringer, som vi oplever på vores egen krop, hvilket vores løn ikke afspejler.

Lillian ser ikke frustreret ud. Men fokuseret.
– Jordemoderfaget er den tidligste sundhedsprofession med autorisation. Vi blev autoriseret før lægerne, i 1714, og allerede i 1537 sagde Peder Palladius: ”Har I en god jordemoder, I Dannemænd, da skøn derpå, thi hun er vel sin løn værd”, men her snart 500 år efter, synes jeg stadig ikke, at Dannemænd påskønner vores jordemoder i hendes aflønning.

Hun tager mobilen, afviser et opkald, skænker sig selv en kop te. Her i sommerhuset kommer hun og Tage, deres børn og børnebørn flere gange årligt. “Tre måneder har der været nogen i huset i år,” siger Tage, og det er de glade for. “Vi har de dejligste naboer.”

Lillian kører fingrene over panden, og tænker sig om.
– Altså, jordemødrene anno 2016 har travlt, og de har for lidt tid til at gøre arbejdet færdigt, men heldigvis har langt de fleste fødende den samme jordemoder under hele deres fødsel alligevel. Jeg mener, en fødsel er et dagsværk. Der skal være en normering, så enhver fødende har den hjælp, hun skal have, og hvis der er et stort dokumentationskrav, så skal vi kunne gøre det ordentligt. Det kan suge mange kræfter ud af folk at stå i en fødsel fra kl. 23-04, og så er det altså ret barsk at gå ind til en ny fødsel kl. 04:30. Lederne prøver selvfølgelig at dele sol og vind lige på afdelingerne, men normeringerne er simpelthen ikke gode nok.

Hvordan har du selv født?
Jeg fødte vores to første på sygehuset – jeg tror slet ikke, jeg vidste, at der var et alternativ. Vores tredje fødte jeg hjemme; med gode kolleger, herunder min bedste jordemoderveninde og studiekammerat, som er jordemoder her på Ærø. Den sidste fødte jeg på sygehuset på grund af komplikationer i graviditeten, men da jeg var blevet jordemoder, var hjemmefødsel mit førstevalg – som det i øvrigt er for rigtig mange jordemødre.

Lillian siger farvel foran det lille, fine hus i Vestergade. “Dér boede faster Egidia, inden hun købte det her hus,” siger hun, og peger skråt op ad gaden. “Ærø var min fars fødeø, Ærøskøbing hans by. Han døde i 2001, og vi savner ham stadig, så navnet bliver på døren, så længe huset er mit.”
Hun står i ude efteråret, og peger, og fortæller, og man tænker, at det er godt, at både de fødende og jordemødrene har en stærk og hurtigtsnakkende kvinde til at tale deres sag.

 

Mød andre mennesker på bloggen:

Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone