Vinterferien i billeder

Jeg elsker virkelig ferier, og jeg får altid lyst til at fortsætte dem for evigt. Også selvom jeg indimellem frygter dem på forhånd, når jeg tænker på, hvordan vi skal komme igennem alle de dage med så mange unger og flyverdragter og middagslure, tidlige morgener og lange ulvetimer, men det viser sig igen og igen, at ferier er fantastiske. Der går nogle dage, og pludselig har vi fundet vores fælles rytme, og familien er som én organisme, sådan som det er meningen, velsagtens. Og hele tiden øver jeg mig: I ikke at skælde ud, i at være sammen med min familie uden alle mulige dikstraktioner, i at være frygtløs og tillidsfuld og anerkendende (og i ikke at spise chokolade hver aften, når børnene sover).

Mine tanker vender tilbage til rillen fra alle vores mange ferier gennem årene: “Hvorfor sender vi dem dog af sted til hverdag? Hvorfor går vi ikke bare hjemme alle sammen, når nu det giver os så meget?” Og så snakker vi om det, læser bøger om det, og tænker over det, Kristian og jeg, men på et eller andet tidspunkt er der alligevel noget i mig, som ser lidt frem til hverdagen, og nogle gange tænker jeg, at det ville være anderledes, hvis vi havde to børn og ikke fire? Så jeg tænker som mange gange før, at den mellemting, som vi efterhånden har praktiseret i nogle år, er bedst for os, nemlig fridage og korte dage og, trods alt, tid til arbejde og voksentid.

Og jeg har en plan for den kommende uge, når hverdagen vender tilbage: Jeg vil læse. Det har jeg gjort alt for lidt på det seneste Læse og skrive, naturligvis. Jeg har to bøger, som trækker i mig, og som jeg så småt er gået i gang med dem (nemlig “Anastasia” og “Stoner“), men jeg er ofte for træt til at læse om aftenen, så jeg vil læse med god samvittighed i dagtimerne. God samvittighed fordi det nærer mig og mit arbejde at læse. Fordi det giver mig en fornemmelse, som jeg ikke helt kan beskrive, men som kommer fra et dybt sted, og som straks får det til at krible i mine egne fingre efter selv at være skabende.

Så jeg vil afslutte ferien med denne bunke billeder fra vores vinterferie her på øen:

Pigerne sidder med deres frugt i det lave køkkenvindue og sludrer om alt og intet

Juno og hendes dukke, som i virkeligheden er Lives, men som hun vist nærmest har adopteret

Den ældste og den yngste vipper på den legeplads ved Ærøskøbing Havn, som vi indimellem glemmer, men som ligger få minutters gang fra færgelejet (og fra Netto), og er rigtig fin

Flere gange i den forgangne uge har vi haft gæster, og solen har mindet os om forårets komme

Vores nabo pløjede marken, som nu er sej og leret, og den lignede sølv i fuldmånens skær

Storm er Harry Potter med en nyfødt baby i favnen i ført den kappe i tykt velour, som min søster har syet én af til hver af de tre ældste, og som for tiden bliver brugt dagligt, når de leger Ron, Harry og Hermione.

Kristian har ret: Foråret er på vej

..så han er gået i gang med køkkenhaven, med sin nye biodynamiske så-kalender i lommen, og har netop gravet de sidste jordskokker op fra marken. Der var to trillebøre fulde, og mange af jordskokkerne var på størrelse med knyttede næver. Det gør dem meget nemmere at skrælle – og nu skal vi have suppe med surdejsboller den næste tid

Børnene laver elg-fælder, og Ilja, som har arvet sin storebrors evne for at fortælle, siger med stor overbevisning, mens de klipper ståltråd i skuret: “Elge har et rigtig godt syn, så vi skal sørge for at snyde dem med denne meget tynde sølvtråd, så de snubler, og..”

Alle hjælper med at bære opgravede rødder og grene på komposten

Så snart jeg træder indenfor hendes synsvidde, vil Juno bæres, uanset hvor meget hun ellers nyder at traske rundt i sine gummistøvler, før hun får øje på mig. Men jeg øver mig i at stå fast: Min ryg værker uafbrudt, og jeg kan ikke slæbe rundt på hende i timevis dagligt. Så her er hun lidt sur for en stund, der i græsset

Pludselig ligner de grå og hvide skyer store, ranke bjerge i det fjerne, og vi må betragte dem med skovle og greb plantet i jorden foran os

Og så kommer der et træk af gæs, og jeg udbryder til Kristian: “Tænk at være så heldig at have sit kamera i hånden, lige når det sker,” og Live siger: “Man er heldig, hvis man bor et sted, hvor fuglene har lyst til at flyve.” Det er de smukkeste ord, jeg har hørt længe

Det er ikke håbløst, det her liv

Så er vi hjemme igen, og Kristian har sagt i en uge, at det er blevet forår, så selvom tågen ligger så tæt om øen, at vi kan se den glide forbi vinduerne som damp fra en kedel, vil vi gå udenfor i dag. Kristian er godt igang med at planlægge sin vildt store køkkenhave, og han bad mig købe denne SÅkalender med hjem fra Aarhus, for at kunne komme videre, så han er fyr og flamme. Vi skal trække havluften ind, glo på bølgerne, glo på det grønne, på hinanden, på den brune jord.

Og nu vi er ved det med jorden: Jeg synes, der foregår rigtig mange vanvittige ting i verden lige nu. Ubegribelige tanker, konsekvenser og handlinger som jeg ikke kan begribe, men som tilsyneladende er helt almindeligt for andre. Meget af det er galskab i mine øjne, og jeg føler indimellem, at virkeligheden er en illusion. Det kan jo ikke passe, at de mener det, de siger? Det kan ikke passe, at de virkelig tror på, at det er sandt? Alligevel er jeg overbevist om, at der er en mening med verdens tilstand.
Hver uge møder jeg nogen i brugsen, som ser på mig med store, rullende øjne, og siger “Denne her tid, som vi lever i. Det er jo helt håbløst.” Men det synes jeg ikke, at det er. “Man skulle ikke have sat børn i verden,” siger de, men jo, det synes jeg, at man skal – særligt hvis man virkelig gerne vil det. Jeg ved med mig selv, at det ikke er håbløst, og jeg er ikke hverken modløs eller opgivende, selvom det ikke skal være en hemmelighed, at jeg er meget tilfreds med ikke at have fjernsyn, for jeg er slet ikke i tvivl om, at medierne elsker at vinkle på en helt masse skidt, og den slags tynger meget. Alle de rapporteringer om kaos og umenneskelighed, modvilje og dovenskab bliver jeg i hvert fald ikke hverken mere aktiv eller mere rigtig af at forholde mig til. I forrige uge skrev de fra TV2 News, og spurgte, om jeg ville være med i et indslag, “om at folk i ydreområder nærer en voksende mistillid til folk fra København.” Men jeg takkede nej; jeg nærer ingen mistillid til folk fra København, jeg er bare glad for Ærø. Og jeg kan godt forstå, at man vælger at bo i byen, men jeg vil hellere bo i udkanten. Sådan er det; jeg har intet imod dem, der er anderledes end mig. Det er vigtigt, at vi arbejder på sammenhængskraften og forståelsen herhjemme, og det skuffer mig, at vores medier bruger så mange ressourcer på historier, som opdeler os, og skaber splid. Det er det sidste, vi har brug for. TV2 endte med at lave et indslag og en artikel om de fordomme, som jyder og københavnere har om hinanden, og jeg tror ikke en gang, det er sandt. Jeg tror folk har svaret på ledende spørgsmål, og har sagt ting, som de ikke rigtigt mener, og det er en skam, for vi vil egentlig gerne hinanden; og vi har brug for hinanden.

Men jeg ved med mig selv, at der vil komme en tid, hvor det vender. Hvor mørket må vige for lyset. Ja, sådan føler jeg, og sådan insisterer jeg på at føle det. Jeg vil bære lyset, sprede ordet om alt det gode. For her er stadig meget smukt på jorden. Her er så mange rigtige, gode og vigtige ting, og de er værd at kæmpe for. Hvordan kæmper vi? Ved at holde fast i det gode, ved at dele det, tale om det, være det. “If you want to change the world, go home and love your family.”
Forandringen starter i det nære. Det gør den altid. Som ringe i vandet kan vi ændre verden med vores tro og håb og kærlighed. Med vores utrættelige vilje til at dele lys og skabe mening.

Skal man nøjes med det? Nej, man skal også gå ud og gøre en forskel. Sørg for at dit daglige virke giver mening. Sørg for at du lever dit liv på en måde, som ræsonnerer med dine inderste og højeste aspirationer. Lev altid op til dit fulde potentiale i en given situation. Vær taknemmelig. Vær ydmyg. Vær dig.

Det er ikke nemt, selvfølgelig. Intet som virkelig er værdifuldt er samtidig meget nemt. Jeg kæmper stadig med mig selv hver dag, og mon ikke det vil være sådan, til den dag dette liv rinder ud? Men det er en kamp med et formål, og en udvikling som er god både for mig og for jorden. Og jeg har det jo godt. Jeg er glad og taknemmelig og mit liv er fuldt af mening, ikke mindst når jeg gør mit bedste.

Hvis jeg skal anbefale én ting sådan på stående fod til alle dem, som er modløse i denne brydningstid, så bliver det at følge Claus Houlberg på facebook. Han er astrolog, men den del hverken interesserer jeg mig synderligt for, eller ved det store om. Først og fremmest skriver han utrætteligt meget inspirerende tekster på facebook om verdens tilstand, om vores muligheder, og om det store potentiale vi har. Han er aldrig fordømmende eller bedrevidende, han er derimod vidende, præcis og relevant.
“Se med mildhed på dem, som går i mørket”, skrev han en dag for nogle måneder siden, og det har jeg taget til mig. Det er ikke sjovt at være hende den sure eller ham den intolerante. Jeg tror, jeg er mere glad, når jeg går i seng om aftenen, end alle dem der spreder had og mistillid.

Men, det er en lang snak. En meget lang én, og jeg kan forstå på min svoger, at jeg gerne må skære lidt ned på længden af mine indlæg. Han kan ikke nå at følge med. Og dét løb er vist allerede kørt for i dag.

Jeg vil slutte med nogle billeder fra ungernes og min sidste dag i Aarhus. Shane Brox (ham fra Ramasjang) havde lavet en krea-workshop i Bruuns Galleri i går, som hed noget i retning af “Vær med til at lave verdens længste lort”, og det var fedt. Børnene pyntede lorte på stribe, og det affødte en rig mulighed for samtaler, som vi ellers prøver at begrænse i det offentlige rum. “Mor, vil du holde min lort for mig? Og pas på den ikke falder ned i posen.” Eller: “Hvad synes du om min lort? Jeg brugte lang tid på at sætte paraplyen i den.” Og: “Ej, hvor er det en kreativ lort. Hvordan lavede du så mange detaljer?”

Nå, men her er lidt billeder fra den lille fine storby:

Først Dokk1


Og lortene i Bruuns Galleri:

Aarhus: skynd jer på Aros!

Nøj dagen i går gik hurtigt, og nu skal vi snart hjem. Vi tog på The Burger Shack med min søster som det første, efter vi var hoppet noget rejsemætte af toget i Aarhus, og der blev spist burgers, fried chicken og rigtig mange pomfritter, før vi tog videre til Aros med fulde maver. Og lad mig lige sige dette med det samme: Dagens blogindlæg bliver ikke meget varieret, for vi har kun få timer, før vi skal hjem senere i dag, og jeg vil ikke have computer eller telefon foran mig i ungernes vågne timer (i dag, i hvert fald. Jeg er ikke ufejlbarlig iøvrigt) – MEN! Aros var bomben. Det var så fedt. Hende der Joana Vasconcelos er fantastisk: det kæmpemæssige festfyrværkeri af et farvemættet og dybt dybt forunderligt, nærmest mytologisk værk, som Valkyrie Rán er, var sådan set nok i sit selv. Farverne, lyset, frynserne (ah, de frynser!), dybden, højden, omfanget, stofligheden, blonderne, bombardementet, kvindeligheden…det er så smukt. OG DET KAN SES TIL OG MED SØNDAG. Gør det.

Men så var der også hendes udstilling i kælderen, den smukke, sanselige, overraskende, udstilling med en højhælet sko lavet af gryder og grydelåg, en pistol af telefoner og en kæmpemæssig lysekrone af tamponer, og meget andet, men intet af det dumt eller simpelt eller ligegyldigt bare “on point” – altså, præcist, flot, bevægende, morsomt. En guldhelikopter dækket af lyserøde fjer. Og Storm kunne huske hver eneste af dem fra den lille film, han havde set i skolen – hvert eneste værk havde han noteret sig, og han gik målrettet fra den ene til den anden fortalte for os andre om det hele, og var tydeligt inspireret – han forstod det, det rørte ham. Kunst er for alle.

Og så er der jo Boy. Ham kan man altid stå og glo lidt på og begejstres over. Og den der sorte Lamborghini, som er ridset helt vildt og campingvognen med det væltede Las Vegasskilt. Der er så meget lige nu.
Men udover Joana Vasconcelos er der først og fremmest J.F. Willumsen udstillingen, som kun løber et par uger endnu – til den 6. marts. Den kunne jeg også have dvælet ved i flere timer men børnene i mit øre råbte; Regnbuen! Karrusellen! Boy! (etc) Men, Willumsen var fantastisk, og udstillingen, “Den vilde, vovede og sene Willumsen,” er et meget fint indblik i hans liv og hans kunst, hans kampe og sejre, og det er en udstilling, for alle, hvis man har tid og energi. Børnene har også nævnt nogle af værkerne i løbet af eftermiddagen.

Nå, men på et tidspunkt blev vi for trætte – så trætte endda, at vi ikke rigtigt tog os tid til at ose i Aros-butikken med alle de mange bøger, og i stedet gik ud i solskinsvejret for at finde en lækker is, som vi ændrede til en slikkepind, da der ikke var isboder på ruten. Vi gik i Askeladen, og købte to puslespil, og så gik vi hjem. Helt maste var børnene, og klokken var 17:45, da vi tog skoene af hos min søster og svoger. Restaurantenturen blev til mosters-buffet med rugbrødsmadder, grøntsagsstænger og on and off Playstation, hvor drengene spillede Little Big Planet med deres onkel, mens Live lagde det puslespil, som hun netop havde købt. Og timerne gik, og så sov de, og det gjorde vi andre sådan set også, i hvert fald mentalt. I dag skal vi på DOKK1, og vi skal spise frokost på Aarhus Street Food, som en sød læser foreslog i kommentarerne i går. Og så skal vi hjem. Snart må vi tage af sted igen. Det giver noget sådan at tage ud, også selvom det kun er for en kort bemærkning.

Jeg har ingen billeder fra Aros; min telefon lå i taskeskabet hele tiden. Men jeg har nogle fra burgerfrokosten og fra aftenen i Øgaderne, og dem kan I få:

Vi smutter, de tre store og jeg!

En dag i sidste uge kom Storm hjem fra skole, og talte meget begejstret om et filmklip, som hans lærer havde vist dem. Det handlede om den portugisiske kunster, Joanna Vasconcelos, og hendes aktuelle udstilling på Aros, og der gik ikke to minutter, før jeg udbrød: “Vi tager til Aarhus i vinterferien, og ser det!” Jeg havde selv stået sammen med min fætter og svoger og søster og presset næsen flad mod Aros’ vinduer nogle uger forinden for at se hendes kæmpemæssige kunstværker, så jeg kiggede mig over skulderen, på Kristian, som rynkede på næsen, rystede på hovedet, og sagde: “Jeg er lige kommet hjem fra skiferie.” Nå okay, men det er jeg ikke tænkte jeg – eller også sagde jeg det – og så aftalte jeg med de tre ældste af vores unger, at vi ville tage af sted, os fire. Tænk lige; mig og tre store børn, som man kan have med overalt, som ikke skal sove lur, som ikke vil sidde på arm, som kan gå selv, som kan komme med på restaurant, som har sprog og kan fortælle, hvis noget gør ondt, som kan nyde kunst og afveksling…alt det og meget mere. Mig og dem i et døgn: Jeg har glædet mig helt vildt, og jeg har sommerfugle i maven.

For nu sidder vi her: På toget med kurs mod Aarhus efter en hyggelig færgetur. Rygsækken er pakket med tegnesager, bøger og puslespil, og min søster møder os på Banegården, og er sammen med os, indtil vi tager toget hjem igen i morgen eftermiddag. I mellemtiden skal vi på Aros, spise god mad mange gange, på Dokk1, besøge min mor på hendes arbejde, se min bror og svigerinde og niece, spise is og spille Playstation før sengetid i aften.

Jeg synes, vi er ret gode til den slags, Kristian og jeg. Til sådan noget med at tage os lidt ekstra tid til at fordybe os i ét eller flere af børnene og til at dele os op, når det er nødvendigt. Ofte er det win-win; denne gang får han et roligt døgn med Juno derhjemme (og har sikkert læst tre-fire opslagsværker om det ene og det andet, når vi vender tilbage i morgen), og jeg får den her vidunderlige, uvurderlige tid med mine tre største børn helt uden konstante afbrydelser fra den lillesøster, som i hvert fald én af dem synes, “vil have mor for meget,” og som jeg har været så meget sammen med på det seneste, at jeg synes, det er helt okay lige at smutte en enkelt nat.

Vi skal sove på fold-ud-madrasser i min søster og svogers 50m2 lejlighed i øgaderne, og vi skal spise aftensmad på en restaurant og brunch på en café og tage bybusser adskillige gange, hvilket er noget helt andet end de gratis busser på Ærø, hvor chaufføren ved, hvor man bor. Vi skal i Askeladen – hvor vi må købe ét puslespil og lidt uld til Juno, og vi skal kramme min søster hele tiden, fordi det har vi alle sammen altid lyst til.

Hvad mere? Ingenting. Vi skal bare være sammen; nyde tiden. Måske ender vi med slet ikke at se noget som helst andet end hinanden og vores yndlingsmad. Det betyder ikke så meget; men det betyder noget, at vi gør det. At vi investerer den tid i hinanden og giver plads til det intime samvær, til relationernes udvikling. Jeg ved godt, at om ti år er det ikke sikkert, de har tid til at tage på tur med mig.

Hvad laver I her i den officielle vinterferie?

 

 

Når man bliver inviteret indenfor

Hvad er det, der har betydning for et liv?
At man er tilfreds, når man går i seng om aftenen? Er håbefuld, når man vågner næste morgen? At dagene er gjort op af meningsfulde opgaver?

Jeg gik en kort tur hjem i aftes, efter at være hoppet ud af bilen for at stille en lille ting foran nogle naboers dør, og da jeg kom ned mod det sted, hvor vejen drejer, og man kan se vores hus, bemærkede jeg, at jeg kun kunne høre havet og intet andet lige i det øjeblik; kun det brusende hav bragt i oprør af vindene fra øst, som kommer slæbende, piskende med den russiske kulde, der river i os, og borer sig gennem alt. Når den kulde er her, slår vi skodderne for vores fine, gamle hoveddør, og skruer op for gulvvarmen i stuerne, og jeg tænker på min mors ord, sidst hun besøgte os: “Er det egentlig ikke rart, at I kan mærke, når vejret skifter?”

Og netop som jeg gik dér, lettede en rovfugl fra en trætop, og fløj hen over naboens får, væk fra mig, og jeg kunne høre dens vingeslag, store og stærke: “sssshu sssshu”, og selvom jeg nogle gange synes, at vi mangler vild natur og komplet stilhed her på øen – så er her alligevel mange af de oplevelser, som rører mig, og som sætter gang i poesien. Som minder mig om, hvor vi er, og hvorfor.

Det, der betyder mest for mig, er at mit liv giver mening. At jeg bruger min tid på noget, jeg holder oprigtigt af. For mig er det i høj grad de meningsfulde menneskelige relationer, der gør forskellen. Jeg behøver ikke mange af dem, og som jeg ikke behøver dyrke dem hele tiden, men jeg sætter meget stor pris på den slags relationer, som giver brændstof og inspiration til alt det andet. Det er de venskaber, der sætter refleksioner, følelser og nye svingninger i gang, og dem fik vi på Ærø, allerede inden vi var flyttet hertil. En dag, mens vi stadig boede på den anden side af vandet, og ledte efter det rigtige hjem her på Ærø, fik jeg en besked fra en Ærøbo, som fortalte, at han havde set vores boligopslag på facebook. Han spurgte ind til, hvad vi ledte efter – hvor, hvordan, hvilken pris – og skrev igen en uge senere, at han troede, han kendte til et hus, der var interessant for os. Her sidder jeg nu; i stuen i det hus, som han mente, kunne være rigtigt for os, og som egentlig ikke var til salg, men alligevel blev det, da vi kom forbi. Og ham, der skrev den dag? Ja, han og hans familie er vores næsten-naboer nu og vores gode venner. De inviterede os på kaffe og kage, før vi overhovedet var flyttet til øen. Jeg kan huske, at vores unger fik mindst fire ture hver i deres traktor rundt på ridebanen den dag om sommeren for snart tre år siden, og de var solgt. “Her skal vi bo,” sagde de, og selvfølgelig skulle vi det, tænker jeg nu. Pludselig kunne vi få naboer, som inviterede os ind i deres hjem, fortalte om øen og om sig selv, inden vi havde lovet nogen, at vi ville flytte hertil, og den første dag vi slog øjnene op som Ærøboer, havde de sat flag i vores hæk; både Dannebrog og det Ærøske. Det bliver jeg helt varm i hjerte af at tænke på.

Har jeg fortalt før, at jeg blev interviewet til et speciale (eller var det ene phd?) om at flytte til udkanten? Det var forrige år, og vi havde boet herovre et halvt års tid, og den studerende fortalte efterfølgende, at jeg var den første af hendes cases, som fremhævede de menneskelige relationer på Ærø fremfor naturen. Jeg holder meget af naturen; den er en konstant livgivende kraft i mit liv. Efter vi er flyttet hertil, er jeg blevet opmærksom på den på en helt ny måde, og jeg hører fuglene og ser farverne skifte fra time til time hver eneste dag. Men hvis jeg boede her helt alene, ville jeg nok alligevel savne noget, og jeg holder enormt meget af følelsen af, at vi er en ø-familie. At her står vi sammen; vi kan regne med hinanden. Jeg holder af at invitere vores naboer på besøg, og høre om deres anderledes liv og betragtninger. Det er en gave, ganske enkelt, at være omgivet af omsorgsfulde mennesker, som ikke er mit fuldkomne spejlbillede, og det er uvurderligt, at se mine børn vokse op omgivet af trygge ansigter og åbne arme.

Nu er det jo vinterferie, og tiden går så stærkt, at jeg lige skal tage en dyb indånding for ikke at blive rundtosset. Jeg har ikke besvaret én eneste mail eller besked i flere døgn, og ovenpå mit indlæg om alkohol her på bloggen i søndags, er der ellers en del af tage fat på. Men nej, for vi er her, og her er vi nu, og indtil videre går dagene på den skønneste vis. Vi har et andet overskud end længe; Juno er tydeligvis blevet større. Hele familien trives bedre, fordi hun kan gå, tror jeg. Noget så enkelt. Hun er sin egen herre nu; er fordybet i lege, blander sig, og kan selv komme fra sted til sted. Så vi har spillet en masse spil og tegnet, bygget Duplo og bygget huler, og vi er udenfor flere gange dagligt, og kommer ind med ildrøde kinder, og leger videre. Vi øver os i ikke at råbe til hinanden (fra den ene etage til den anden), og i ikke at rejse os ustandseligt, når vi spiser sammen (helt klart mest børnene, men også lidt de voksne). Vi spiser god mad, men også nem mad meget af tiden. Og så har vi gæster og aftaler ud af huset hver dag indtil videre: Vi får set nogle at de dejlige mennesker, som er her, men som vi ikke altid ser i hverdagen, og førnævnte næsten-naboer var her i søndags (tænk sig; de medbragte alt maden + fastelavnsboller), og i aften får vi gæster, som ikke er sådan nogle, der altid lige har tid, så vi glæder os. I går besøgte vi vores veninde og hendes børn og deres høns og katte, og så har vi været til åbningen af en ny, lækker shop herovre. Men det er særligt vores besøg i lørdags, som jeg har glædet mig til at skrive om, for det var lidt særligt.

I lørdags havde vi nemlig besøg af en familie med tre børn, som overvejer at flytte til Ærø, blandt andet fordi hun, moren, har læst min blog, og nu føler, at det rent faktisk er en mulighed. “Jeg tror, jeg har ledt efter det her i tyve år,” sagde hun på vej ud til bilen efter en opløftende eftermiddag sammen. Jeg ved, hvad hun mener, og jeg håber, de gør det, selvom intet er gratis. Det har naturligvis sin pris at rykke tre børn til et nyt sted; at få længere til bedsteforældre og måske også til andre vigtige ting. Mest af alt håber jeg, at de følger deres hjerter, uanset hvor det leder dem hen og sikke en dejlig familie, de er. Børnene faldt i hak med vores fra første øjeblik, og vi andre kunne snakke og spise æblekage og udveksle tanker om byliv og landliv og Steinerskole og folkeskole og alt muligt andet, og det føltes meget godt at bære fanen videre efter vore næsten-naboer, som åbnede deres hjem og hjerter dengang, og nu er nogle af dem, vi er stolte af at kunne kalde vores venner.

Jeg tror, jeg startede med at skrive det her indlæg, fordi jeg ville frem til dette: Meningsfulde relationer er det, der gør et liv lykkeligt. Man kan finde gode venner hvor som helst. I en storby, over en ligusterhæk eller langt ude på landet. Nogle mennesker er ensomme, mange faktisk, har jeg læst, og jeg håber, vi andre opdager dem, og byder dem indenfor. Min veninde sendte mig linket til denne her Ted Talk om, hvad det rent faktisk er, der gør mennesker lykkelige. Snakken tager afsæt i historiens hidtil mest omfattende undersøgelse af menneskeskæbner, og det er bekræftende at høre den foreløbige konklusion men også en påmindelse om, at det godt kan betale sig at åbne sine arme for dem, der måske endnu ikke har fundet de helt rigtige relationer i deres liv.

Hvilke relationer betyder noget i jeres liv? Oplever I ensomhed eller det modsatte ude i verden? Hvad er det bedste, vi kan gøre for at være der for andre?

Kender du også en, der drikker for meget?

Jeg har aldrig haft mulighed for at have et neutralt forhold til alkohol. Det startede med min far, som drak for meget, og så i syvende klasse, da mine kammerater begyndte at drikke til festerne og i gården bag ungdomsklubben, kunne jeg mærke, at det ikke var for mig. Jeg kan huske, at jeg stod i klasseværelset en dag, og hørte nogle af de andre snakke om fester og øl, om at kysse bagved cykelskurene og kaste op i busken, og tænkte: “Det er jeg ikke klar til.” Og på én eller anden måde blev jeg aldrig helt klar. Eller også fik jeg bare aldrig lyst. På en eller anden måde blev jeg sådan én, som betragtede de fester, jeg dukkede op til fra sidelinjen gennem hele gymnasietiden. Derefter flyttede jeg til New York, hvor jeg dansede på bordene, og festede en del de næste fire år – måske fordi jeg kunne starte forfra dér. Men stadig uden nogensinde at røre alkolhol eller stoffer.

Man kan spørge sig selv, om min afholdenhed udelukkende har handlet om frygten for misbrug? Svaret er hverken ja eller nej. Nu ved jeg efterhånden, at man kan drikke med måde, og at man sågar kan udleve sin ungdom i en lage af sprit, uden at det behøver influere dårligt på resten af ens skæbne. Det kan måske ligefrem være en god ting: Fællesskabet, sammenhængen, dét at høre til. Og jeg er blevet klar over, at man kan drikke på social og forsvarlig vis uden at blive ubehagelig. Min egen mand gør det indimellem, og jeg ved godt, at det ikke behøver være farligt. At jeg ikke behøver gå i stykker, hver gang han tager et glas vin.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stillet til ansvar for vandet i mit glas, som burde være rødvin. Jeg forklarer, at det er fordi, jeg bliver trist, når jeg overhører to trettenårige ved et busstopsted sige: “Hold kæft, hvor skal jeg være stiv i aften,” fordi jeg ville ønske, de i stedet sagde: “Hold kæft, hvor skal jeg have det sjovt/danse for sindssygt/finde en lækker pige,” og hvis ikke det er forklaring nok, trækker jeg kortet om, at min far var alkoholiker. Ikke at det altid virker; mange af dem der spørger, er også selv enten børn af alkoholikere eller ude i et overforbrug, så “hvorfor ikke drikke, når nu alle vi andre gør det?”

Jeg synes, det er trist, at vores kultur er så gennemvædet af alkohol. En ny, dansk undersøgelse konkluderer, at vi er den nordiske nation, som drikker mest, og én af forskerne bag undersøgelsen forklarer, at det måske blandt andet skyldes, at det i Danmark er en privatsag, hvor meget man drikker. Den vinkel kender jeg godt: Ingen sagde noget om min fars misbrug, før det var for sent. Før børnene var flyttet hjemmefra, før han havde drukket sig selv til en uhelbredelig sygdom. Det slog mig for nogle år tilbage, at mange af dem, der kunne have reageret, selv havde misbrug tæt på. At de måske var handlingslammede eller ude af stand til at se problemet, fordi det fyldte i deres eget liv. Det er ikke en usandsynlig konklusion: I følge Blå Kors Danmark, udviser hver femte danske mand tegn på alkoholmisbrug; knap hver tiende kvinde gør det samme og en femtedel af alle danske unge vokser op med alkoholisme i hjemmet.

Når jeg løber listen over kvinder i mit liv igennem, er det et fåtal, som ikke enten er vokset op med alkohol i familien, eller har haft det tæt inde på livet i form af en partner med et misbrug. Ofte begge dele. Og ja, vi tiltrækker nok hinanden, os som har den slags erfaringer, men faktum er alligevel, at vi er mange. Kvinder, der har mødre eller fædre, som drak for meget, og kvinder, der finder partnere, som har et misbrug. Kvinder, der er blevet talt ned til af onkler, lærere eller andre med alkohol i blodet, og kvinder, som ser stiltiende til, mens deres medsøstre lever i forhold med misbrug, fordi de ikke har overskud til at sige stop. Ofte bærer det ene dem ind i det andet, og mange er både døtre af alkoholikere og gift med én.

Jeg har bekendte i mit netværk, som har været i langvarige forhold med alkoholikere uden at nogen omkring dem slog alarm, eller spurgte ind til, om de var okay. Kloge, seje, smukke kvinder gift med mænd der drak, løj for sig selv og deres familier, og forsvandt mere og mere fra virkeligheden. Deres børn er født ind i det, og kvinderne er blevet medafhængige, og er det måske resten af livet rent følelsesmæssigt. Hvis man har prøvet at være tæt på en alkoholiker, så ved man, hvad det vil sige; Så kender man til løgnene, tvivlen, manipulationen. Til det gradvise nedbrud af strukturer og normer, den konstante tilpasning og undskyldningerne, som man laver i sit hoved. Skammen, trætheden, udmattelsen og til sidst følelsen af at have glemt, hvem man er.

“Du bliver nødt til at gå,” har jeg sagt til adskillige kvinder i mit liv, hvis partnere har nægtet at erkende deres misbrug, eller i hvert fald ikke ville have hjælp. Ofte ser de trætte ud, og indimellem virker de bange. De er altid forvirrede: Kan ikke finde ud af, om det egentlig er okay, at han drikker, er uoplagt, skælder ud, ikke magter hverdagen. “Han er jo tit rigtig sød til at lave mad og hygge om mig,” indvender de, og omgivelserne siger: “Han passer da sit arbejde uden problemer.” Så de bliver, fordi han fortæller dem, at det er okay – at de ikke kan få en bedre mand end ham, og fordi andre siger det samme til dem. Ultimativt bliver de, fordi de efterhånden selv tror på, at livet ikke kan være anderledes – at de ikke fortjener bedre.
Men hvis jeg bliver spurgt, hvad jeg mener, nærmest råber jeg, at de skal gå. Hvis ikke for deres egen skyld, så for børnenes: Ingen er tjent med at vokse op i et hjem med en alkoholiker, som nægter at modtage hjælp. Det er som at leve side om side med et uforudsigeligt spøgelse. Man ved aldrig, om man er købt eller solgt, og ingen taler om, at problemet er der. “Rejs dig af asken og gå,” siger jeg, og ser for mig, at de træder frem fra mørket, og tager livtag med deres skæbne. “Sæt den ene fod foran den anden, igen og igen. Pludselig vil du ranke du ryggen, pludselig rammer lyset dig, og dine børn vil følge med, og de mærker det også. De ser dig tage ansvar og vælge jeres liv til. De ser dig sige fra overfor noget, som er forkert. Det er den eneste måde, de kan lære at gøre det samme.”

Både drenge og piger vokser op i hjem med alkoholmisbrug, og både mænd og kvinder kan drikke for meget. Så hvordan ser en alkoholiker ud? Tja, min far var arkitekt, og han var velklædt. Han boede i et smukt hus ned til vandet udenfor Aarhus, og så var han ét af de mest begavede mennesker, jeg har mødt – og et af de mest følsomme. Han var reflekteret, dyb og poetisk. Han var kunstner frem for alt. Og så på et tidspunkt var han pludselig mest af alt alkoholiker. En snøvlet, tikkende bombe i vores hjem. Jeg tror, de fleste af os har anlægget til enten selv at blive alkoholiker eller finde en partner, som er det, og misbrug er ikke ondskab. Alkoholisme er en sygdom, der kan ramme alle slags mennesker, og man kan få hjælp til at slippe af med den. “Alkoholiker” behøver ikke være en livslang diagnose; der kan komme et “tørlagt” foran, og Danmark vrimler med kvalificerede behandlingstilbud. Et alkoholmisbrug kan ødelægge skæbner, efterlade familier i knæ, og det kan strække sig over generationer, hvis vi ikke handler, og søger hjælp.

Alkoholisme trives bedst i skyggen, og derfor er mit budskab, at vi skal række ud og stille spørgsmål. “Er I okay?” – “Er det bare mig, eller drikker din mand/kone/søster/søn for meget?” Jeg mener virkelig, at vi skal øve os i at udvise den slags omsorg, også selvom det kan være vanvittigt grænseoverskridende. Mange lider i stilhed, ofte skal der ikke meget til, før man letter et andet menneskes smerte, og hjælper dem til at se, at der er et bedre liv derude; at der er hjælp, og der er håb.

Hvad med alle børnene? Jamen, det er egentlig simpelt, synes jeg. De små børn skal vi hjælpe, det er vores alle sammens pligt at involvere os, når vi mistænker, at børn er i mistrivsel. Længere er den ikke, og det skal den aldrig være. Det mindste vi kan gøre, er at tage fat i kommunens repræsentanter og fortælle, at vi tror, der er brug for hjælp.
Men de voksne børn, som stadig kæmper med fordrukne forældre, daglige skuffelser og en vrede, der kan være svær at give slip på, hvad skal de stille op? Til dem er mit budskab: Vi kan kun tage ansvar for vores eget liv, og vi kan kun lede andre ved eksempel. Vi kan ikke fortælle nogen, hvordan eller hvad de skal gøre, og vi kan ikke tvinge dem til at vælge rigtigt. Heller ikke vores forældre eller partnere. Vores eneste mulighed er at leve vores liv, som vi synes, det er bedst, og måske inspirere andre på den måde. Vi kan ikke forvente, at andre er enige i, hvad der er godt og skidt. Ikke en gang vores egne børn kan vi gøre lykkelige, hvis ikke de ønsker det.
Men hvordan kan man få et godt liv, hvis hele ens barndom og ungdom har været præget af mistrivsel? Man kan søge hjælp, hos en psykolog med erfaring i alkoholisme, og man kan øve sig hver dag resten af sit liv i at sige fra, passe på sig selv, mærke efter hvad der er rigtigt og forkert og navigere efter det. Man kan øve sig i at tilgive (uden dermed at acceptere noget, som er skadeligt) og give slip på fortiden for dermed at skabe sin egen fremtid. Det er ikke nemt, men det er muligt, og det er fremfor alt vejen mod et lykkeligt liv.

Jeg googlede lige ordet “medafhængig”, og fandt en beskrivelse på hjemmesiden fra det behandlingscenter, hvor min far engang tilbragte nogle måneder, og jeg genkendte meget af tekstens budskab, ikke mindst den overvældende sandhed i, at den medafhængige fastholder alkoholikeren i sit misbrug; At så længe alt omkring misbrugeren er, som det plejer, så er det næsten umuligt at lægge flasken væk. Derfor må den medafhængige også lave nogle radikale ændringer, hvis der skal ske en udvikling.

Her er et uddrag af teksten:
“Man ser ofte, at personer, som er tæt på et menneske med en afhængighed, reagerer på en måde, som hverken hjælper dem selv eller den afhængige. Der udvikles et bestemt adfærdsmønster, som man kalder medafhængighed.
Det betyder i realiteten, at man fanges i usunde mønstre og reaktioner, hvor den måde, man forsøger at hjælpe på, i stedet ofte ender med at forværre situationen i det lange løb, da man hindrer den afhængige i selv at tage et ansvar for sine problemer og konsekvenserne af dem. Oftest sker det ved, man overtager opgaver, finder på undskyldninger og dækker over den afhængige, forsøger at bevare facaden udadtil, prøver at skjule problemerne og forsøger at tage hånd om økonomien.
Man er medafhængig, hvis man lader sig styre af og indretter sig efter de problemer, som den afhængige giver. Livet er præget af, at man forsøger at kontrollere den afhængige (evt. partner, kollega eller ven) og holde sammen på jeres liv og hverdag sammen (…)”

Alkoholisme er et stort problem; det berører mange, og mange af dem, det berører, taler ikke om det. Vi skammer os; pakker det væk, er i tvivl, om det nu er så slemt endda. Det er mit håb med dette opråb, at alle der er berørt af alkoholisme vil finde mod til at søge hjælp og skabe et meningsfuldt liv på den anden side. Både de, der er ramt af en afhængighed og de, som står omkring, og er blevet en del af tilstanden.

Vil I dele dette indlæg i jeres netværk, hvis det vækker genklang i jer? Jeg synes, det er et vigtigt budskab at få ud.

Hvilket legetøj leger mine børn rent faktisk med?

Da Storm var tre år, boede vi i et virkelig stort hus, og i køkken-alrummet var der en virkelig stor reol, som var fyldt med virkelig meget legetøj. Af bedste mening havde vi købt omtrent alt til ham. Alt, vi tænkte, man kunne have det sjovt med, blive et lykkeligt og spirende menneske af, stod i den reol. Men det, der skete var, at rigtig meget af legetøjet bare stod det meste af tiden. Der var for meget af det, og uoverskueligheden var helt sikkert en bremseklods for den frie leg. Derudover har jeg erfaret, at børn ikke leger non-stop med legetøj. Faktisk er mine i perioder nærmest ikke omkring deres. I stedet går timerne med rollelege og dans, fangeleg, hulebyggeri i sengen og den slags. Og skænderier, selvfølgelig.
Helt overordnet er der kun meget få ting, som altid er fremme hos os: LEGO, Legekøkken og puslespil. Alt andet er i en konstant turnus, og meget ryger løbende videre til kusiner og fætre.

Her er en liste over de ting, mine børn har brug mest i tidens løb:

* Duplo og LEGO: Det bruger de hver eneste dag. Nogle gange leger de med det hele dagen, og så bygger Kristian og jeg også med. Så hælder vi alle de sygt mange klodser ud på stuegulvet, og sidder alle seks, og bygger løs. Storm, som er otte, er også altid med. Han har leget med Duplo, siden han var to år, og han foreslår det tit, fordi han ved, at det er noget, alle gider. Han bruger det som en måde at tænke opfindertanker, tror jeg. “Se, en solcelledrevet dobbelt jetmotor, som kan lande på vandet og lave saltvand om til ferskvand og bruge det som energi til motoren bla bla bla bla bla…” (Opdatering, 2018: Nu leger de tre ældste konsekvent med LEGO, og Juno tager altid sine Duploklodser med ind i legen.)

* Dukker – mine piger har én smækker dukke hver og en klapvogn og en barnevogn. Storm fik også både barnevogn, dukke og dukkehus, da han var to-tre år, men han gad det ikke rigtigt. Dukkehuset er givet videre.( Ilja har heller aldrig udvist interesse for det.)

* Kuglebanen kommer frem igen og igen. Ofte som sådan en hurtig aktivitet om morgenen, når ungerne venter på, at vi vælter ud af sengen, eller om aftenen før de skal i seng. (Der findes så mange fede kuglebaner. Vores, som jeg har linket til, er super, men dem i træ er også lækre.)

* Magneter. Vi har både Magnatiles og Magformers, simpelthen fordi min veninde har købt dem med fra USA, hvor de koster noget mindre end her. Dem har alle vores børn leget ret meget med. Lige nu er de på orlov på loftet, men de kommer uden tvivl frem igen.

* Legekøkken/mad: “Restaurant det gamle bøfhus” kalder mine unger deres tilbagevendende restaurant. Juno leger med både køkken og træmad hver dag, og de andre  kobler sig altid på efterhånden.

* Puslespil. Ah, brikker, ro og koncentration. Live var en årgang fuldkommen besat af puslespil, men lige nu øver hun det dog ikke meget. Puslespil kan man til gengæld altid få mig med på, så vi ender alligevel ofte på gulvet med en masse brikker foran os. Jeg er særligt vildt med Djecos – og dem fra Goki.

* Sidst men ikke mindst vil jeg nævne Regnbuen fra Grimm’s, som står her i vores stue, og bliver brugt flere gange om ugen af alle aldre – også besøgende børn, som altid skal prøve, hvad den kan. Den er smuk, lækker at røre ved, og den kan bruges i næsten alle lege og for sig selv.

Nu er jeg nok der, hvor jeg egentlig er lidt færdig med at købe legetøj, ikke? Mine børn får bøger og oplevelser til fødselsdage og jul nu, og det er dejligt. For vi mangler ikke mere… Alligevel falder man indimellem over noget, der er så fint, at man ikke kan lade være. Som dette de her klodser, som vores egne børn aldrig får behov for, men som min niece helt sikkert skal have, så snart hun er stor nok.

Jeg køber så meget som muligt brugt. Både på facebook og på Den Blå Avis. Mine online go-to butikker er Olisan, som udover legetøj sælger de lækreste madrasser i kapok, og Captoy, som er lidt sådan en hjernegymnastik shop lige i Storms ånd.

Den anden dag skrev jeg, at jeg sjældent læser blogs, men her vil jeg nu alligevel linke til Smilerynker, som jeg indimellem ender på, og som altid er et dejligt, inspirerende sted at være. Lisbeth skriver om sit minimalistiske liv med fire børn og mand på 100m2 uden skrammel og overflødige dimser. Og dét er fedt.

Hvad leger jeres børn med? Hvad har I købt og fortrudt? Hvad har de brugt mere, end I regnede med? Og hvor køber I legetøj?

Når en blogger ikke læser blogs..

Her er sne; et ganske fint lag over det meste af øen, så markerne på afstand ligner frimærker lagt fladt over bakkerne. Og havet har en helt særlig farve, som jeg ikke tør prøve at fange i et billede, men som jeg holder ekstra meget af; en mørk og kraftfuld blå fuld af grå og nærved sorte toner, men det bedste er næsten, at der også er skumsprøjt. En helt masse af dem. Hvide toppe i vinden. “Se lige, unger. Sikke en gave det er, at kunne se havet så tæt på!” udbrød jeg begejstret fra forsædet i går, da vi var på vej hjem om eftermiddagen, og blæsten hev og sled i alt. “Ej, det ser jeg altså hver dag. Det er da slet ikke en rigtig gave,” sagde Live, og så tænkte jeg, at det er fint, at vi er forskellige alle sammen. Og at hun nu nok et sted derinde sætter pris på det alligevel. Hun skyndte sig ind, og tog sit nye Batman-kostume på, og smilede stort set resten af dagen.

Jeg vil skrive de næste timer. Og egentlig også lave en porretærte med løg og porrer af egen avl og æg fra naboen og hytteost fra Netto (yes, vi er helt almindelige herovre) og nogle andre gode sager. Men børnene vil have burgere til aftensmad, så hvis vi er kvikke, spiser vi tærten til frokost, Kristian og jeg. Som en slags date. Og så får jeg måske ikke skrevet så meget, som jeg drømmer om alligevel, men så får jeg tid med ham manden, som jeg drømmer om. Han er mit anker, ham Kristian.

Men selv hvis jeg ikke får skrevet alt det, jeg håber på, så er der heldigvis nogle andre, der har været ved tasterne – og skrevet om mig. Frejamay November har på sin gode blog lavet et interview med mig om at være selvstændig; om rutiner, usikkerhed, økonomi og børn midt i karrieren. Det kan du læse her.

I januar skrev Dorte Bak fra bloggen “By-Bak”, at hun gerne ville lave en lille feature med mig på sin blog. Dejligt! Det er åbenbart det, man kalder “Linklove”, og det er jeg godt nok ikke ret stærk i. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har linket til en anden blog, men jeg kan forstå, at det plejede man at gøre rigtig meget her i “blogland”, og jeg ved også, at nogle blogger-fællesskaber gør det i stor stil. Vist nærmest dagligt. De sidder på kontor med hinanden, og skriver blogs, og går til velsmagende events i totalt lækkert tøj og får fede ting og nye emner at skrive om med hjem, og så linker de – helt naturligt – til hinanden. Men jeg sidder jo her på Ærø, og er slet ikke til events, og oveni det er min største udfordring i virkeligheden nok, at jeg ikke læser blogs. Og det har jeg simpelthen ikke turde skrive herinde før. Ikke så definitivt, i hvert fald. Jeg er måske lidt nervøs for at virke amputeret, men essensen er, at jeg knap læser bøger for tiden. Jeg får knap kysset min kæreste. Jeg ser knap nok The Crown (ej, okay – det gjorde jeg i sidste uge). Men, med andre ord: Tiden skal prioriteres skarpt, og jeg scroller ikke igennem min facebookfeed hver dag. Jeg er på instagram max en gang om ugen, tror jeg. Så nej, jeg læser ikke andre blogs, selvom jeg er helt sikker på, at der findes et væld af smukke, reflekterede, livsbekræftende blogs med dejlige billeder og ord, men tænk hvis jeg skulle falde over dem – så ville jeg have én ting til på min liste, som trak i mig. Derfor linker jeg ikke, men det glæder mig dybt, når andre linker til mig. Jeg bliver simpelthen ægte-glad. Her kan du læse by-baks lille interview med mig.

Læser du mange blogs? Hvilke? Hvem vil du anbefale, og hvorfor?

Tiden er vores mest dyrebare ressource. Jeg håber, jeg nyder den

Okay, nu skriver jeg bare. Ud i ét. For mit hjerte værker lidt i dette øjeblik; der er en tyngde i brystet, en varm, knugende følelse bagved. Sådan får jeg det med mellemrum, når jeg ser babyer i film, på billeder, eller i andre menneskers arme – og det er præcis, hvad jeg lige har set; en baby. En smuk, rundhovedet baby med store, brune øjne, som sad ved sin mor med hovedet mod hendes skulder, og så frem for sig. Og det stak i mit hjerte, fordi min baby ikke er lille længere. Fordi den tid er forbi, og den kommer aldrig igen. Nød jeg det, da mine børn var så små? Nød jeg det nok? Gjorde jeg mit bedste? Var jeg så kærlig, som jeg håber? Så tålmodig, nærværende? Jeg får aldrig en baby igen, det er ikke mit ønske. Nej, jeg ønsker at være i dette liv med mine fire børn og se dem vokse op, og jeg ønsker at være med dem hele vejen. Pointen er, at jeg også indimellem ønsker, at de skal blive store hurtigt. At tiden skal flyve, netop som den jo gør – men måske med endnu højere hast. Jeg længes nogle dage efter friheden til at gå udenfor i en time eller to og vide at børnene er med, og hvis ikke de gider grave porrer op, så kan de selv finde på noget andet at lave. Da vi i går gik udenfor alle sammen for at fjerne sten fra vores nye græsplæne og grave porrer op fra marken, græd Juno næsten uafbrudt. Hun var ikke tilfreds, medmindre hun sad på min arm. Eller til nød på Kristians. Hun lænede sig op af mine ben, råbte vredt, og satte sig i mudderet (det er fint, det må hun meget gerne) – mens hun skreg. Sandheden er nok, at hun er vant til at blive båret ret meget rundt, vant til uendeligt mange arme og varme læber, konstant opmærksomhed og eftergivende søskende og forældre. Og det er godt; det er alt det, jeg ikke kommer til at fortryde, for det er alt det, jeg sidder og håber, at hun og de andre også har fået, lige siden de var lige så små som den baby, jeg netop så ved sin mor.

Indimellem længes jeg med andre ord efter den tid, der kommer, samtidig med at jeg godt ved, at når Juno er større og mere robust, så er de andre jo også ældre. Når hun er tre, er de syv og ti år. Så er en tid med dem forbi, og den kommer aldrig igen. Jeg vil suge alt ud af de børn, de er lige nu, og det gør jeg jo ikke, hvis jeg går, og skuer frem i stedet for at være her. Det er en balancegang, og jeg er ikke sikker på, at man nogensinde kommer til at mestre den fuldstændig: Balancen mellem at tillade sig selv at ønske nogle ting lettere og samtidig nyde det, der er lige nu. For selvom jeg er sådan én, som nyder, når min familie er på skiferie en uge (timerne flyver, når jeg er for mig selv), så ved jeg godt, at når jeg pludselig har hver eftermiddag og aften uden børnene, så vil jeg fortryde, hvis ikke jeg nyder hver dag med dem nu. Så selvom jeg indimellem kan sukke efter mere tid for mig selv, så forstår jeg også efterhånden, at jeg en gang vil se tilbage på årene nu og mærke – fuldkommen klart, som solen i øjnene – at der var en enorm tryghed, en uendeligt stor beroligelse, i at have dem så tæt på. I samme seng, samme hus, på samme ø. Når de en dag er spredt for alle vinde; måske i hver sin del af verden, vil mit hjerte unægteligt længes efter dage som denne med alle fire børn omkring mig, altid med mit navn på deres læber, altid tæt ind til mig natten lang.

På dage som denne, i hvert fald lige nu i dette moment, hvor mit hjerte kalder på ro og bekræftelse, kan jeg få lyst til at flytte langt ud i den svenske skov med min familie. Eller op i de norske fjelde. Eller ind i det New Zealandsk vilde. Med det mål at dedikere mig til “os” og til naturen, til vores egen måde at lære på (qua mit indlæg om skolen og alt det, jeg tror, vi kan gøre bedre end nu) i vores eget tempo, med egne afgrøder, egen tid. Der ligger en bog ved min side her på bordet; Kristian fik den i fødselsdagsgave af min mor. Den hedder “Naturlig Gødning i Haven“, og den er smuk (og svensk), og han har allerede læst en del i den, siden han modtog pakken i går. Billederne er eventyrlige, emnet uundgåeligt, og den handler om fremtiden, tror jeg: Om en tid hvor vi skal tilbage til os selv. Mærke jorden under neglene, være i livet, være i nuet. Behandle os selv, hinanden og planeten med respekt og indføling. Så er det, jeg tænker på Niki Boons helt, helt utroligt levende, forførende og inspirerende billeder af hendes fire børns opvækst i New Zealand. Deres teknologifrie barndom. Børnene med dyrene; i naturen; med arbejdet; midt i friheden. Det kræver så meget mod at gøre det. Og det kræver en dedikation til familielivet og det alene, som jeg ikke selv besidder – endnu, i hvert fald. (Man kan se mange af hendes billeder på hendes website og facebook og i artikler som denne kan man se nogle af dem sammen med hendes egne ord, som giver en helt masse ekstra oveni.)

I går eftermiddag spildte jeg vand på min trøje, så det lignende, at jeg var ammende, og at der løb mælk gennem trøjen. Kristian løftede et øjenbryn og grinede, og jeg kom til at tænke på, at det er mere nærliggende for mig, at skulle tænke på, at mine børn nærmer sig alderen, hvor de flytter hjemmefra, end det er at forestille mig, at jeg skulle være gravid igen. Jeg er så færdig med den tid, på alle plan, at det er fremmed, næsten uigenkaldeligt. Og så alligevel sidder jeg her med den der klump i brystet over en lille baby ved sin mor. Ikke fordi jeg ønsker mig én til, men fordi jeg håber, jeg har gjort det godt nok. Nydt det nok. Og så er det, jeg ved, at selvom det kræver noget af mig, så bliver det aldrig forkert, at vi er sammen med vores børn så meget som muligt, og at vi hele tiden øver os i at blive mere nærværende, oprigtige, fokuserede. Det er en livslang øvelse, uden tvivl.

Fra to til seks mennesker på et øjeblik

Ha! Så blev jeg for en gangs skyld overrasket, da hele familien kom hjem fra skiferie en time før ventet, og rullede ind foran huset klokken 7:15, mens Juno og jeg lå i sengen og talte i telefon med Kristian – som vi troede, skulle være på færgen en time endnu. Hele dagen i går kørte, sejlede og kørte de, og så her til morgen tog de færgen fra Svendborg klokken seks (og ikke syv som planlagt), og nu er de her. Duoen er igen blevet til den vanlige sekstet, og det er egentlig sjovt; jeg har ikke følt savn, mens de var væk (nærmere svælget i roen og det frie Netflix-valg), men jeg kan mærke, at mit hjerte er faldet på plads igen, nu de er kommet hjem. Som om det har siddet en lille smule forkert hele tiden, mens de var væk. Ahh.

Så i dag skal vi bare være hjemme, alle sammen. Jeg har lavet pandekagedej med æg fra naboen (som har de smukkeste gule blommer), og der dufter sødt i hele huset allerede, og så skal vi ned til vandet i tågen, tror jeg. Og kramme og snakke (vi er allerede godt i gang). Og se film af de tre unger, som alle sammen kan stå på ski selv, har jeg hørt.

Det har været skønt med Junos og min tosomhed, sådan kort opsummeret. Vi har jo virkelig været meget sammen den seneste uge. På en fuldkommen afslappet, nærværende og symbiotisk måde har vi lullet os igennem dagene med indkøbsture, duplo i stuen, besøg hos skønne mennesker, rolige måltider og lange morgener. Faktisk er det med tosomheden lige præcis den ting, jeg indimellem kan synes, er følelsesmæssigt sværest ved at have “så mange” børn: At vi sjældent har en helt masse tid med dem på tomandshånd. At vi ikke så ofte kommer helt i dybden? Nogle dage kan jeg drømme om at spille spil, tegne og læse, gå ture og snakke, drage ud i verden hånd i hånd med mine tre ældste, og jeg kan tænke, at jeg så måske ville kende dem endnu bedre, end jeg gør nu. Men lige nu (og ja, jeg tror, det er et øjebliksbillede) er det svært med de fordybende projekter, i hvert fald når Juno er hjemme. Derfor får børnene med mellemrum en fridag på skift, og det giver meget, og nu har de tre så lige haft syv døgn med deres far uden hende den lille spunk, mens hun og jeg har fokuseret på den slags aktiviteter, som hun kan være med til.

Men det er da helt klart noget af det, som man risikerer at give afkald på, når man får mange børn: den der helt fokuserede 1:1 kontakt i dagligdagen. Alligevel tænker jeg, at når vi nu er sammen med vores børn, så mange timer som vi er, Kristian og jeg, så er det sikkert ikke så skævt alligevel. Det er nok mere en konstatering af, at der jo er styrker såvel som udfordringer ved enhver familieform. At jeg ikke ville undvære børneflokken for noget, men alligevel kan se fordelene ved at have færre børn. At arbejdspresset bærer frugt, men også at det indimellem næsten vælter hele læsset.

Jeg har nydt hver af de syv dage sammen med Juno. Snuset til hende, vi har købt hendes første rigtige sko og så har jeg grinet helt vildt meget. Faktisk har jeg grinet mere, end jeg plejer, tror jeg. Fordi her har været ro og overskud, fokus og intimitet. Jeg har grinet af alle hendes fine påfund; af hendes finurlige ansigtsudtryk og vuggende gang, når hun bevæger sig fra den ene ting til den anden. Vi har rullet rundt i sengen, og sovet længe. I går morges sov hun så længe, at det var lyst, da vi vågnede, og hun satte sig op i sengen, og pegede på vinduet: “Hvad er DET? Hvad er DET?” “Det er lys,” svarede jeg. “Det er ganske enkelt lys.” Dét kommer vi nok ikke til at prøve igen foreløbig, nu hvor de tre andre også er landet i familiesengen på ny.

Og se så lige, sådan en lille én som var alenebarn for en stund, og tog sin skål med ærter med hen til det eneste vindue, der har en højde, hvor også hun kan nyde udsigten..