Fremragende Fredag – Burgere!

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg vil bruge min blog som et sted, hvor jeg anbefaler nogle af de ting, jeg holder af: De mest inspirerende bøger; de bedste film og serier samt min yndlingsmusik. Jeg kalder det “Fremragende Fredag”, og jeg har lyst til at starte med fem bøger, lige så mange film og en bunke musik. Fordi der er så meget godt derude. Så mange ting, som er værd at bruge tid på (og meget meget mere, som ikke er det..) – MEN jeg starter med at anbefale en burgerbar (og ja, det kommer også bag på mig), fordi jeg faldt over én i går, som var så god, at jeg tænkte: Den skal alle høre om. Også øboerne, der indimellem kommer til byen; Københavnerne, som trænger til en Jyllandstur og alle jyderne i tilfælde af at de ikke har fundet den endnu.

Stedet hedder The Burger Shack, og selvom det først åbnede i februar i år, har de allerede vundet fem burger-førstepriser i blandt andet Berlingske og Børsen, og de har vist vildt travlt derinde både dag og nat.

The Burger Shack meldte sig sådan lidt henkastet på min søsters og min radar, da vi kom trillende med sovende Juno ned ad Frederiksgade. Vi kiggede på menuen, og min søster sagde: “kyllingen er vist nok vildt lækker,” og så, da jeg stod ved baren, og skulle bestille en omgang fried chicken til deling, tænkte jeg “what the heck,” og så købte jeg også en cheeseburgermenu med pomfritter og vand, og det blev 140 kroner. For det hele.

Vi satte os udenfor, Juno lå i barnevognen og sov, men den søde pige, som serverede for os, understregede, at vi gerne måtte tage barnevognen med helt ind i det lille, hyggelige shack. Man kan altid mærke på personalet et sted, når ledelsen er god, og nu ved jeg jo ikke med sikkerhed, om den smilende blondine på omtrent 18 år, som betjente os, rent faktisk ejer The Burger Schack, men min formodning er, at hun er ansat, og at hendes chef er rar. Alle de ansatte var nemlig smilende og imødekommende.

Inde i restauranten er der en stemning af noget familiært, som om alle kender hinanden, eller er til den samme familiefest. Snakken summede, der var varmt og trygt, og det mindede mig om et sted i Brooklyn, hvor jeg plejede at komme. “Gravys,” hed det, og min veninde, Katie, og jeg plejede at hænge ud der sommeren lang, da vi boede nede af vejen. Gravys var et ret traditionelt amerikansk sted, og de havde en veranda, hvor vi alle sammen mødtes i de varme måneder med stråhatte på skrå og sugerør i kølige drikke. The Burger Shack har også en terrasse ud mod gaden, og selvom der ikke var varmt i går, var følelsen lidt den samme.

Maden var helt perfekt (og kom efter fem minutter): Pomfritterne var strøet med krydderurter, salt og parmesan. Kyllingen var paneret, sprød og saftig, krydret og letspist (jeg sagde: ”hvad har de paneret det i?”, min søster svarede: ”Det ved jeg ikke, men der er ikke noget forkert på den kylling, i hvert fald!”). Men det bedste var altså næsten burgeren; rosa bøf, en masse frisk salat, god ost, og en skøn, løbende dressing. Til pomfritterne og kyllingen fik vi stedets tre dips: deres egen bernaise-inspirerede mayo, en chili mayo og en grøn variant med urter.

Vi spiste os mere end mætte, og efterlod en del pomfritter (min søster sagde: “De er ikke en gang bløde, dem vi går fra!”)

Og nu ved I, hvor I kan finde os i dag klokken 12, med andre ord.

P.S. Kødet på The Burger Shack er af lokale, fritgående kødkvæg og alle grøntsager er øko. Yes!

 

 

 

En pause i Aarhus

Nogle gange får jeg brug for en pause, og det er ikke altid muligt, men indimellem må jeg væk og bryde med de rytmer, som opstår, når man går i det samme hver dag. Det er barslens vilkår at være tilstede i rytmerne, det er lærerigt og smukt. Og nogle gange er det til at blive svimmel af.

Derfor tog Juno og jeg færgen til Svendborg i går, og så satte vi os i vores store skrummel af en bil, og kørte gennem det oktobersmukke landskab til min fødeby, Aarhus. Juno sov næsten hele vejen, så jeg lyttede til Edward Sharpe and the Magnetic Zeros, og tænkte på den bog, jeg er ved at skrive. Altså, når jeg ikke skriver blog. Eller er mor. Eller ordner vasketøj. Eller..

Pointen er, at når der er ro til det, skriver jeg på en bog, og i går, da jeg styrede bilen gennem landet med sol overalt og blå himmel, havde jeg tid til at tænke på de mennesker, hvis skæbne, jeg skriver om. Jeg tænkte på deres arbejdende hænder, og kunne næsten mærke dem mod mine, jeg så deres øjne, og læste deres tanker. Og jeg længtes efter at skrive om dem igen.

Vel fremme tjekkede vi ind hos min bror, svigerinde og lille, smukke niece, og bar vores taske ned på det værelse, hvor vi bor, mens vi er på besøg. Vi spiste aftensmad sammen med familien, og så var Juno træt, og faldt i søvn, og jeg sad, og så på sengen, og på det sovende barn og på boligblokken overfor. Jeg kunne høre bilerne et stykke derfra, og biler kan næsten lyde som vinden i træerne eller bølgernes brusen.

Og så sad jeg der, og havde bestemt på forhånd, at jeg ville skrive hele natten. Jeg ville spise chokolade og skrive og læse bøger og falde til ro i mig selv, men i stedet lagde jeg mig til at sove med det lille menneske mod min mave, og jeg snusede til den runde hulning i hendes nakke, og faldt i søvn, og drømte om havet, og snart igen skriver jeg, det er jeg sikker på. Men ikke i aftes, dér var jeg for træt og måske var søvn alligevel det, jeg trængte aller mest til.

Min far døde, da det var tid

Om et par uger er det otte år siden, min far døde af kræft. Det lyder af lidt og af en hel del.

Der er sket meget på otte år. Jeg føler, han har været væk i størstedelen af det liv, jeg forbinder med mig selv. Han har ikke mødt mine børn eller oplevet sine egne børn være rigtigt voksne. Han har ikke set min bror overleve kræften, eller været vidne til min søsters og min udvikling i de år. Han var her ikke, da jeg blev mor, eller da min bror blev far, eller når min søster bliver færdig som jordemoder om lidt.

På den anden side tænker jeg, at otte år ér lang tid, at det er længe, han har været væk. Han ville være fyldt 60 i år, min mor er 55, og mine søskende og jeg er 28, 30 og 34 år. Han døde tidligt, kan man se på tallene.

Han døde tidligt, ja, og samtidig døde han på det rigtige tidspunkt. Han var slidt ned, færdig, magien var væk, glæden forstøvet, og tilbage stod et menneske, som ikke var helt. Det var i hvert fald ikke hele min far.

Min far var nemlig historiefortæller og tegner; han var arkitekt, og fritidsarkæolog, weekendastrolog, geograf og historiker. Han var kunstmaler, skoæskeopfinder og danseglad. Han var ikke altid beruset, sløret, uforudsigelig og sur. Han var ikke altid bleg, mager og indebrændt. Nej, han plejede at være solbrun og grinende. Han plejede at have kæmpesquash i køkkenhaven, og han lærte mig at cykle.

Da han døde, efterlod han ligedele tomrum og en ny, klar luft til min mor, mine søskende og jeg. Vi åbnede vinduerne, lod ham svæve af sted i sit eget tempo, lyttede til hans yndlingsmusik, og fortalte hinanden de bedste historier om livet med ham. I månederne efter nød vi roen; det var som en stilhed efter stormen. Den døende havde fået fred, og vi åndede lettet op. Ingen spøgelser længere, ingen frygt.

Der var mange grunde til hans forfald, det er der jo altid. Leder man længe nok, har vi alle en historie, som kan forklare det meste. Leder man længe nok, vil man altid sige, “nå ja, derfor,” og i min fars tilfælde behøvede man ikke lede så længe endda. Derfor savnede jeg alligevel at have en far. Min far.

Jeg har tilgivet ham. Tilgivet, at han ikke var den, han kunne have været. At han forsvandt længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Jeg har givet slip på vreden og skuffelsen, og husker nu mere end noget andet barndomsbillederne af ham, mine søskende og jeg. Vi danser vildt til høj musik, vinduerne giver sig til bassens toner. Vi griller på terrassen, kælker på den lange, stejle bakke bag husene. Han ser betaget på min mor, som var smuk, og er det endnu.

Og nu har jeg også tilgivet mig selv. Jeg har båret rundt på skyld, og bebrejdet mig selv at jeg var sur på ham; at jeg skældte ham ud, forlangte mere, end han gav. Nu forstår jeg, at han smed æggeskaller over alt, og det var umuligt ikke at træde på dem. Jeg tror, vi har sat os selv og hinanden fri begge to.

Der er gået otte år, og de er gået godt. Vi er glade, alle sammen. Hans familie har rejst sig, og lukket solen ind: Der er lys over alt i vores liv, vi er kommet tilbage på fødderne, vi mangler ikke noget, vi holder sammen, holder af: er familie. Sammen med os går han gennem livet, som et minde om et mennesker der var engang, og som vi sagde farvel til, da det var tid. Da alle trængte til fred.

Det er min far i midten; med sin sommerturban på hovedet. Sommer på Tunø. Jazzmusik, pibetobak og friske ærter hver dag.

Kærester før far

“Havde du kærester før far?” spørger børnene indimellem, og ja, det havde jeg, og det fortæller jeg gerne om. Måske det er derfor, de bliver ved med at spørge.

Jeg forklarer, at både Kristian og jeg havde andre kærester i årevis, endda. At vi havde været forelskede og hjerteknust, i tvivl og teenagetossede; og så mødte vi hinanden, og det hele faldt på plads. Helt ærligt.

Jeg siger, at jeg mange gange i mit liv har følt, at jeg vidste, præcis hvor jeg skulle hen og så – bum! – har alting ændret sig, indimellem på et splitsekund, og jeg er endt et ganske andet sted. I tidens løb har jeg grædt over meget, som jeg glæder mig over i dag, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid ved på forhånd, hvad der er bedst for mig. “Det er derfor, man skal mærke efter tegnene i maven, eller hjertet,” siger jeg til børnene, og “ja, ja,” svarer de fra bagsædet; den remse har de hørt før. For det er sådan, jeg navigerer i livet nu; ved at mærke efter, have tillid og hoppe ud i det, og jeg håber, de forstår. At de kan se, at det virker.

“Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt,” som Paulo Coelho skriver i Alkymisten. Men kun hvis vi følger tegnene.

Det var sådan, jeg endte med at få ham Kristian, ved at mærke efter og turde tro på det gode. Og jeg siger til mine børn, at jeg har været så ked af det i mit liv, at jeg troede, jeg aldrig ville blive glad igen, og at hver gang, uden undtagelse, er der alligevel sket noget, som gjorde det hele godt – ofte endnu bedre end før.

En aften sad vi alle seks og spiste aftensmad, og jeg tror, at det med skilsmisser har fyldt i Storms tanker, for en del af hans kammerater bor skiftevis hos deres mor og far, så han sagde, lidt forsigtigt:

“Jeg ved godt, at du er vild med far, men hvad hvis du mødte en mand, der var lige så sød som ham, og som også kunne TRYLLE?!”

Først grinede jeg, og det gjorde Storm også selv, og så beroligede jeg ham ved at sige, at det kan hans far da også. For jeg ved, at det vi har sammen, han og jeg, det er ægte magi.

Mød et menneske – arkitekten som fandt sit hjem på øen

God mandag formiddag!
Jeg har længe ledt efter en undskyldning for at nedfælde nogle af de fine ting, som bliver sagt af kloge mennesker omkring mig. Med bloggen har jeg nu fået en oplagt grund til at prikke dem på skulderen, stille nogle spørgsmål og notere svarene undervejs.

“Mød et menneske” er tænkt som en serie mandagsportrætter, og i dag får I det første.

Jeg vil præsentere jer for Christina, som jeg har mødt på Ærø. Selvom hun er arkitekt, er én af hendes yndlingsting ved øen, at her besøger man ikke hinandens hjem. I stedet besøger man mennesker.

Christina Kjerulff, f. 1978, Grenå
Arkitekt og indehaver Artifo, Ærø
Børn: Sif, 8, Eija 6, gift med Morten

Hvorfor Ærø?
Min mand, Morten, er fra Ærø, og vi kom hertil i 2008 med vores 10 dage gamle datter for at holde barsel. Jeg manglende stadig et år af mit studie i København, men jeg var tiltrukket af øen, og ville gerne tilbringe noget tid her. Vi blev hængende, og jeg pendlede til København for en tid.

Hvad er særligt ved livet her?
Første gang jeg var på Ærø, mødte Morten og jeg hans 13 årige kusine og hendes veninde klokken 22:30 en sensommeraften, og spurgte, hvor de skulle hen. De var på vej til stranden for at bade, og jeg stod der med min virkelighed i København, og syntes, det var helt mærkeligt, at de måtte tage på stranden alene. Men forskelligheden gik først for alvor op for mig, da jeg en dag lagde vejen forbi min mands familie for at aflevere noget, vi havde lånt. Jeg åbnede hoveddøren, og kaldte et par gange, men da de ikke svarede, gik jeg til sidst ind, og lagde tingene på køkkenbordet. Derhjemme fortalte jeg det til Morten. ”De er på ferie i Frankrig,” svarede han kort, og så forstod jeg, at – hold da op – den frihed var dybfølt.

Er et hjem på Ærø anderledes fra hjem andre steder?
Herovre besøger man hinanden, ikke hinandens hjem, og det kan jeg godt lide. Man behøver ikke have et perfekt liv for at have nogen, der kan lide én. I København kunne jeg godt føle mig forkert, hvis ikke jeg havde gjort rent, når der kom gæster.

Hvordan valgte I jeres hus?
Der var kun to huse til salg med plads nok, og vi bød på dem begge. I Marstal er mange af husene små, og vi havde en datter på et år, og jeg var gravid i syvende måned, så det var et spørgsmål om at finde et sted med lidt have, som levede op til flest muligt af mine krav: Tegltag, originale vinduer, brændeovn, skorsten og to børneværelser. Så det var ikke fordi, vi købte mit objektive drømmehus som arkitekt, men jeg har på den anden side aldrig været i et hjem, som jeg ikke mente, kunne blive godt.

Hvad er et rigtigt hjem for dig?
Livet i hjemmet definerer det. Derfor er det vigtigt, at der er plads til det liv, man lever lige nu, og at det kan ændre sig med alderen. Man skal også kunne følge med i årstiderne, om det så bare er nogle potteplanter på en altan. Jeg har behov for at se, når farverne skifter.

Hvad er din ambition, når du arbejder med andres hjem?
Hjem er der, hvor hjertet finder ro, så jeg skal regne ud, hvordan vi får den bedste livskvalitet ud fra rammerne. Der er en arkitekturteoretisk grundsætning, som man lærer allerede første år på studiet: firmitas, utilitas, venustas. Det betyder: holdbart, brugbart, smukt, og det skal man få til at gå op i en højere enhed med den moderne grundsten, budgettet, som jo også skal overholdes.

Hvor bor du, når du bliver gammel?
Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder end på Ærø. H.C. Andersen skrev i I Danmark er jeg født: “Der har jeg rod, derfra min verden går”, og det er det, man måler sit liv på. Det er den base, man forholder sig til resten af verden fra. Mit faste holdepunkt er Ærø, jeg har aldrig boet et sted, hvor der er så roligt uden at være dødt. Her er masser af mennesker med noget på hjerte og virkelyst, så jeg er omringet af plads og forskellighed, og vi accepterer hinanden, fordi vi kender til nuancerne. Ingen er éndimensionelle. Da mine børn var helt små, havde de vores bankrådgiver som gymnastiklærer, og på den måde erfarer de hurtigt, at mennesker er mange ting.

 

 

 

Jaa! Se hvem der er flyttet ind

Det startede for otte dage siden, da jeg åbnede døren ned til viktualiekælderen, og så en mus gemme sig under trappen. Jeg er ikke stolt af det, men indrømmer, at min reaktion indeholdt en tung kasse Duplo (foran døren) og et højt skrig (som fik Juno til også at skrige).

Musen blev indfanget (it wasn’t me) og sat fri. Vinduet, som den var hoppet ind af, blev lukket, og nu tør jeg næsten gå derned igen.

Samme aften sendte jeg en sms til husets tidligere ejere, som også er vores gode venner. Jeg skrev: “Vi har mus. stop. Jeg er i panik. stop. Hvad gør vi. stop.” De svarede: “Vi syntes, det hjalp, da vi fik Kitty sidste år.”

Ergo: Vi skulle have kat.

Ergo: Jeg researchede katte i nogle dage, og konklusionen blev: Find en hankat og kastrer den asap (resultatet skulle gerne være en evigt kærlig og musefangende følgesvend).

I dag, da vi alligevel var en tur på Fyn, hentede vi ham så i Svendborg (vi kunne ikke finde en hankilling her på øen, som var vant til børn), og han viste sig at komme fra et skønt hjem på landet udenfor Svendborg; sådan et sted med en ægte overdækket veranda med to hængekøjer, spisebord og afskallede spisestole, og det var en ung og smuk familie, der tog imod, og rakte os den sødeste, spindende kat, og det var lige, så englene sang, og solen skinnede (det gjorde den jo rent faktisk, det med englene må I selv finde ud af, om I er til eller ej).

Egentlig havde Storm (som har ønsket sig en kat lææænge) sagt, at den skulle hedde “Ven”, hvilket en lille smule knuser mit hjerte, fordi det er så hudløst og sødt og også ret fint, men jeg indskød alligevel, at det er nemmest at kalde på vokaler, og at jeg mente at have hørt, at katte er særligt opmærksomme på “U” og “I” (og jeg bliver totalt i tvivl, om det er sandt, nu jeg skriver det her, men det er ligemeget). Ilja udbrød “Så skal han da hedde Ugle, for det starter med U,” og det tyggede vi lidt på, men da “Ulrik” straks efter blev smidt på bordet, var alle solgt. “Ulrik Ven Humaidan”; Vores totalt lækre, silkebløde, storspindende pelsven.

Tanken var, at han kun måtte være i bryggerset, når han er indenfor (og han skal være meget ude og fange mus). Men behøver jeg sige, at da vi satte os ved spisebordet, og hørte ham miave bag døren ned til gangen, blev han hurtigt en del af selskabet?

Alle elsker ham, hands down, og han fortjener det. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Velkommen til Ærø, Ulrik.

Processed with VSCO with a9 preset

En lørdag i oktober. Venskaber og langsommelighed

 

Mine dage er som regel fyldt ud, sekund for sekund. Børn, børn børn, og så, når børnene sover, eller ikke er hjemme: skrivning, arbejde. Men i disse dage er Kristian ude og spille koncerter, og de tre store er taget over til deres bedsteforældre på den anden side af vandet, så vi har kun været Juno og jeg. Vi har siddet på gulvet sammen, spist fiskefrikadeller og rugbrød, støvsuget, danset, set på køerne på naboens mark. Vi har kigget op i trækronerne, igennem bladene og set, at alt ligner et eventyr i det mønster; papirsklip og sølverblade.

Processed with VSCO with a9 preset

Men vi har også kedet os. For det er kedeligt at være én voksen og én på ni måneder i over et døgn, og heldigvis fik vi besøg af en veninde; sådan én, som jeg kun lige rigtigt har mødt, men som jeg egentlig gik på gymnasiet med i sin tid, og hun er skøn. Vi gik en tur, og senere slog vi os ned med te i sofaen, indtil gruset på gårdspladsen gav sig, og vi så en grå bil parkere derude. “Det er Tange,” sagde jeg glad. “Ej hvor heldigt! Jeg elsker Tange!” udbrød min veninde, og vi satte os alle fire,udenfor og vi snakkede (og én, lille, spiste fiskefrikadeller) og lyset var først hvidt, senere blev det varmere, og det føltes lige præcis, som livet skal sådan en lørdag eftermiddag i oktober.

Vi talte om landbrug og Weekendavisen og om Tanges kone, Minna, som havde sendt brombærmarmelade med, og som ville lave pizzaer til ham i aften (og Tange sagde: “kom og spis hos os”, for han syntes vist, jeg så lidt sulten ud, da han nævnte pizzaerne), og så råbte Juno højt, og vi grinede, og sagde, “hva’ så, Juno?” og så udbrød Tange: “Juno, hedder hun Juno?! Juno var et cigaretmærke engang. – Et godt mærke!”

“Ej, Tange,” sagde veninden, lidt ubekvem ved sammenligningen.

“Jo! Man kunne få dem i fem-pakker, og det var skide smart.”

Nå ja, det var det da.

Da de var kørt begge to, smed Juno og jeg os i dynerne, og inden længe sov hun.

Processed with VSCO with a7 preset

Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men så tænkte jeg: “Ej! Det var aldrig idéen med bloggen, at jeg skulle være en sur mor på grund af den, så det her billede må jeg undvære.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset