Vildt gode surdejsboller

Jeg har haft surdej i køleskabet i tre måneder, og er med andre ord helt ny i den verden. Men det fungerer.

Min surdej fik jeg af en veninde, men på et tidspunkt døde den vist, og så lavede jeg bare en ny af hvedemel og vand, som jeg rørte sammen, og lod stå i køleskabet, indtil det duftede syrligt, og boblede. Den bobler lifligt nu.
Hvis ikke jeg lige bager i nogle dage, og frygter at surdejen skal dø af kedsomhed, smider jeg 2/3 af den i skraldespanden og så spæder jeg det tilbageblivende op med hvedemel og vand, og så er det klar til brug efter cirka 24 timer.

Det er faktisk nemt. Og brødet smager SÅ meget bedre.

Her er opskriften på vores bedste boller (som jeg har hapset fra Valdemarsro og modificeret):

  • 150 g fuldkorns Ølandshvede, grahamsmel eller speltmel
  • 600 g hvedemel (muligvis mere)
  • 6 dl koldt vand
  • 1 tsk. honning
  • En lille smule gær – som to ærter
  • 1 spsk salt (vigtigt!)
  • 2 spsk surdej (kan erstattes med mere gær)

Rør gær, honning og surdej ud i vandet i din røreskål.
Bland salt, hvedemel og ølandshvede/grahamsmel/speltmel i.
Rør dejen i røremaskine, indtil den slipper skålen. Hvis den ikke slipper efter 5-8 minutter på høj hastighed, så tilsæt noget mere mel. Dejen skal være fugtig og lind, men ikke våd. Når man kan tage en lille klump dej, og strække den langt ud mellem to fingre, er den klar. Hvor længe du skal ældre dejen, kommer an på melet og på maskinens kræfter.

Smør en skål med olivenolie og kom dejen deri. Dæk og lad dejen hæve enten på køkkenbordet i 7-9 timer eller i køleskabet 12-14 timer. Hvis den hæver i køleskabet, så lad den efterhæve i en times tid i skålen på køkkenbordet, inden den forsigtigt skrabes ud på et meldrysset køkkenbord. Den skal ikke æltes igen.
Tænd ovnen på 260 grader og sæt en bageplade ind i ovnen.
Skær bollerne ud med en spartel eller kniv og løft bollerne over på et stykke bagepapir, som er lagt  på bagsiden af en kold bageplade. Lad bollerne efterhæve, mens ovnen varmes op.

Skub bagepapiret med bollerne ind på den varme bageplade og bag dem i ovnen først i 5 minutter ved 250 grader, skru derefter ned til 220 grader og bag videre i ca 10 minutter, eller til bollerne er lækre og færdigbagte.

De kan fryses, men holder sig fint saftige i 2-3 dage ude.

Vi skal respektere hinandens arbejde

Fra min private facebookprofil, her til morgen:

Jeg synes, jeg kan læse mange steder, at vi ikke respekterer hinandens arbejde. At vi ikke forstår den forskellighed, som er en forudsætning for menneskehedens udvikling.

Jeg kan læse, at politikere ikke vil acceptere, at man bliver fysisk udbrændt, når man udfører krævende, manuelt arbejde et helt liv. Jeg hører, at nogle har svært ved at anerkende det opslidende i at bruge sin krop hver dag igennem mange år.

Tidligere på ugen delte Statens Kunstfond legater ud. Facebook forvandledes til en takketale mange steder, mens andre ærgrede sig over at have fået afslag. Også her brød kritiske stemmer ind (og jeg tror egentlig, det i høj grad var de samme, som dem der har svært ved at anerkende det hårde fysiske arbejde): “Hvorfor skal mine skattekroner betale jeres arbejde?”

I dag er tre mænd i gang med at lægge fibernet på vores lille vej. Det er hårdt tiltrængt, for det meste af tiden har vi ingen internetforbindelse. De begyndte at grave klokken 7, og har gravet adskillige store huller nu. De gør sig umage, jeg kan høre, de er meget opmærksomme på at være effektive.
Sådan arbejder de nok hver dag: Graver, trækker ledninger, fylder hullerne igen. Jeg vil tro, de er henholdsvis 20, 40 og 60 år.
Jeg tænker på, at jeg var øm i kroppen, da vi havde gjort rent på friskolen i weekenden. På hvor lidt mit daglige arbejde slider min krop. Jeg tænker på, at de tre mænd nok helst vil holde fri om aftenen, når de er kommet hjem, mens jeg skriver i flere timer, når mine børn sover, uanset hvor træt jeg er. Jeg gør mig umage, gør mit bedste, ligesom de gør lige nu.

Og det er min pointe: At de fleste af os gør vores bedste. Vi er her på hver vores rejse, med hver vores intention og råderum. Når kunstnere søger støtte, er det ikke ud af manglende respekt for andre menneskers arbejde. Det er simpelthen, fordi kunsten indimellem tager så meget tid og så mange kræfter, før den (måske) en dag betaler sig økonomisk, at støtten er en nødvendighed.
Jeg har læst bøger, som ændrede mit liv og set malerier, jeg aldrig vil glemme. Jeg hører musik hver dag, som jeg nødig ville leve uden. Meget af det er skabt på kunststøtte, og nogle kunstnere tjener aldrig en krone på værker, der sætter uudslettelige aftryk på verden.

På samme måde vil jeg meget nødig leve uden alt det, som andre menneskers fysiske arbejde faciliterer i mit liv. Jeg er afhængig af skraldemændene og af dem, der graver op til mit internet og dem, der lægger asfalt på vejene, og jeg under dem alle at gå på pension tidligere end jeg selv. Jeg kommer aldrig til at stoppe med at arbejde, det er ikke et valg, det er et kald. Jeg har ingen pensionsopsparing, ingen betalte sygedage eller ferier. De har ikke energi til et knokle, til de fylder 67. Vi er forskellige, alle sammen, har forskellige vilkår og ønsker.

Jeg synes, vi skal anstrenge os for at have respekt for hinandens indsats i livet.

Hvad er jeres tanker om det? Oplever I forståelse og respekt for jeres bidrag? Skal vi blive bedre til at anerkende hinandens indsats?

Det, man kan lære af døden, vil jeg prøve at lære nu

Tidligere i dag satte jeg mig ud i solen, og læste de sidste sider i Naja Marie Aidts bog til hendes afdøde søn, Carl. Bogen, “har døden taget noget fra dig så giv det tilbage“, er en fortættet, smuk og hudløst ærlig beskrivelse af sorgen over at miste sit mest dyrebare, sit eget kød og blod, og den har boet i mig siden første sætning.

På én af de sidste sider, skriver Naja Marie Aidt om livet halvandet år efter Carls pludselige død: “Der er mange ting, som nu føles fuldstændig meningsløse. Der er mange ting, vi undgår. Fester. Ligegyldige samtaler. Opgaver vi før ville påtage os, fordi “det gør man”, eller fordi “det ville være godt at gøre” i forhold til “karriere”, “netværk”, et “fremtidigt liv”, opgaver, der måske kunne være “spændende”, siger vi nu blankt nej til. Vi kan ikke udføre den type opgaver. Det er ikke dramatisk eller sørgeligt eller på anden måde emotionelt. Det gør os ikke ondt. Det er med stille væsen og ganske tyst og hvidt, at vi nu siger nej.

Og er det ikke det samme, som Esben Kjær (ham, der har skrevet bogen “Min usynlige søn – kunsten af leve med sine døde resten af livet“) mener, når han skriver i Information, at “Hvor mange ligegyldige ting har du lavet den sidste uge? På dit arbejde? Foran tv’et? Ville du have gjort det samme, hvis du vidste, at du havde – lad os sige – et halvt år tilbage at leve i? Et helt år? Hvornår begynder det at blive okay at se Hammerslag?

Jeg tænker: Deres pointe er, at man skal skrælle ind til kernen i livet. Suge nektar ud i stedet for at bevæge sig igennem dage/måneder/år med lukkede øjne/hjerte/mund. Jeg tænker: Budskabet er, at vi skal være tilstede og turde prioritere det, der føles rigtigt og sige nej til det, der føles forkert. Til støj og distraktioner. NEJ er et meget vigtigt ord at lære. Og vi skal sige ja til det, der skaber liv, og giver mening. Ja til det nærende.

// Uanset hvad man gør, er man ikke forsikret imod døden, så det handler om at leve, mens man kan det //

Men hvad så? Betyder det, at man skal skynde sig? Nej, tværtimod, tror jeg. Man skal tage sig tid til det, der føles rigtigt. Dvæle og lade hverdagen være nydelsesfuld. Der kommer sorg og tab i alle menneskers liv, men selvom vi ikke kan fri os selv fra smerte, så kan vi sætte os selv fri i forhold til meget andet ved at tage kritisk stilling til, hvordan vi bruger vores tid.

Det må være fuldkommen op til den enkelt, hvordan man får mest ud af livet. For mit vedkommende har jeg indtil videre forstået, at livet ligger i oplevelserne. Ikke ment som forlystelsesparker eller forhastet ekspansion, men samvær, kunst, fordybelse, ro og kærlighed. Mit liv er relationer, fællesskab og omsorg.

Jeg har været alene med børnene siden i går aftes, og i dag var anderledes, end ellers når Kristian er væk. Måske fordi jeg var særligt opmærksom på at være her i stedet for at stå forstenet og se på?

Vi tog på stranden, da jeg havde hentet dem. Det var ikke fuldkommen impulsivt, jeg havde tænkt over det hjemmefra, men jeg havde alligevel  ikke medbragt et eneste håndklæde. Jeg havde troet, vi ville gå en tur langs vandet. Som om vi nogensinde har gjort det. Som om vi kan komme til stranden og bare gå på sandet. Børnene smed tøjet med det samme, og løb ud. Storm var helt under; Live blev våd til maven. Juno og jeg nøjedes med at dyppe tæerne, og Ilja hoppede mest i sand. Han stod på toppen af et sandslot, og sagde: “Jeg nusser mine fødder i det lune sand.” Senere stod han i vandkanten, og sagde “Det er på sådan en dag som i dag, at jeg får lyst til at pumpe sandorm.” Men han blev på land, og fik sol i ansigtet. Vi var der en halv time, indtil alle fødder var kolde, så gik vi op til bilen, og kørte de 500 meter hjem, og der kom sand i hele huset, og vi spiste knækbrød i haven, legede med vand på terrassen, og besøgte naboens to lam, som var kommet til verden i nat. Så spiste vi aftensmad rundt om det lille bord i køkkenet, og derefter løb de tre store ud for at hoppe på trampolin.
“DER ER ET VIKINGESKIB VED STRANDEN!” råbte Storm pludselig, mens han spurtede over gårdspladsen, og jeg kiggede ud af vinduet. Ja, et sejlskib blev lagt for svaj lige ved stranden, netop som jeg skulle til at putte Juno i nattøjet. Os ud i bilen, og ned for at se på det. “Guten tag!” og “Guten nacht!” råbte børnene ud til tyskerne på sejlskibet, og vi så havet skifte farve, mens solen gik ned. Så kørte vi hjem, og alle kom i seng.


Normalt går jeg nærmest i panik, når jeg er alene med børnene. Står lamslået i køkkenet med min telefon, eller støvsuger hele huset. I dag var vi sammen, børnene og jeg. Vi snakkede, og oplevede, og jeg føler, jeg har fået alt ud af i dag.

Hvornår har I sidst følt, at I levede livet helt? Hvad drømmer I om at skære fra? Og hvornår kan det være svært at sige nej?

 

Nu har jeg fire timer, nu skal jeg skrive

Jeg startede morgenen med tårer bag øjenlågene. Nej, jeg startede morgenen udhvilet. Vi sov til klokken 6:45 halvdelen af os. De tre andre vågnede først 7:30. Det kan vi, det er den frihed, vi har valgt. Vi spiste morgenmad, smurte madpakker, solen skinnede overalt, marken var fuldkommen oplyst af aprilmorgenens sol. Man kunne se hvert eneste græsstrå og hver eneste spire. Men vi havde en bil, som skulle til mekaniker, og den skulle køres derned, og børnene skulle afleveres tre forskellige steder, der ville være afhentning ved mekanikeren efterfølgende, der ville gå timer. Og jeg kunne se timerne forsvinde, glide ud mellem mine fingre. De sparsomme timer. Jeg afleverer mine børn, så kan jeg arbejde. Fordi jeg ikke kan lade være med at arbejde, fordi jeg bliver nødt til det – jeg er nødt til at skrive, for ellers drukner jeg. I to uger har jeg arbejdet med andre ting end min bog. Jeg har haft børn hjemme tre dage i sidste uge. Denne uge har stået som et fyrtårn forude.

Og jeg kan godt forstå, hvis det lyder forkert eller forkælet eller misforstået, men den længsel er stærk. Den tror jeg ikke, man kan forstå, hvis ikke man selv føler den. Når jeg ikke kan skrive, føles det som om, noget bliver taget fra mig. Jeg bliver ked af det, tårerne stod bag mine øjenlåg her til morgen, da jeg satte mig i bilen, og jeg ville så gerne være hurtig, ville så gerne hjem og skrive, mens børnene er ude. Der er ikke så mange timer. Der er fire timer, fra jeg kommer hjem, til jeg skal køre igen.

De seneste dage har jeg læst Naja Marie Aidts smukke, smukke bog om Carl, hendes søn, som døde, da han som 25 årig hoppede ud af et vindue. Sandsynligvis ved en fejl. Sandsynligvis ville han ikke dø. Jeg har læst om hendes afgrundsdybe sorg, om den sorg som pludselig var hele livet. Hun mistede sine ord. Mistede sin kunst, sin vilje, sin retning. Måske har jeg også læst en form for skyld i hendes ord? Kan man gøre det godt nok som mor? Kan man være der tilstrækkeligt, når man også er kunstner? Jeg tror, jeg har læst i hendes bog, at hun føler, hun har svigtet Carl, og jeg tror, jeg forstår hvorfor. Når man har noget, der altid trækker i én, som kunsten gør, så er det ofte en kamp. Det er et valg imellem to slags kærlighed, to længsler, to kræfter i én, som ikke kan ignoreres. Jeg vælger næsten altid børnene. Næsten uden undtagelse vælger jeg dem fremfor at skrive. Pludselig er de store, siger folk, pludselig er den tid borte, og vores børn er voksne, vi er kun os selv. Så kommer tiden, siger vi til os selv, når vi lander udmattede på madrassen i disse år, men der bliver jo ikke mere af tiden, den er bare anderledes. Jeg vil skrive bøger, før mine børn er voksne. Jeg har også noget på hjerte nu, måske går de historier tabt, hvis jeg venter. Ti år er lang tid. Om tyve år er det måske for sent at skrive de bøger, jeg har i mig nu. Jeg har noget nu, noget andet til den tid. Jeg vil ikke kun skrive om denne tid i tilbageblik. Jeg vil ikke undvære min kunst, fordi jeg er mor.

Så jeg har en længsel i mig. Men nu har jeg også udsigten til det klareste, azurblå hav, og jeg har roen. Jeg har nogle scener, jeg skal skrive igennem; nogle sider, der skal redigeres.

Jeg har fire timer. Så har jeg børnene igen, og dem vil jeg give det samme fokus, som jeg giver ordene. Det fortryder jeg aldrig. Pludselig er de store, siger folk, pludselig er den tid borte, og vores børn er voksne, vi er kun os selv.

Kender I til splittelsen? Kender I den længsel?

Jeg blev kæreste med en rapper, nu er jeg gift med en landmand

Jeg mødte en rapper, der skrev tekster som:

Vi griber mikrofonen hver dag
Du griber mikrofonen lørdag og bærer nag
Og det’ vi dem der ikke kan tage os af
For vi bliver ved at fyre den herre af
Vi får en griner på hver dag

Og senere:

Der er pigen på ti med ansvar som en voksen
Køber ind og spørger også efter babymos i kiosken
Men manden ryster hovedet selvom de har det meste
Skræmt af de små øjne der har set mere end de fleste
Det lille ansigt lagt i alt for tunge folder
Han får det koldere gad vide hvor længe den unge holder?
Så han stikker hende et armbånd af slik
En ringe trøst for den barndom hun aldrig fik

Og senest:

Jeg tror vi står og sitrer
og alt fra Gandi til Hitler
er bare energi gemt væk i titler
med masker og kitler
på flasker bag gitre
vandrer vi som glade eller bitre skitser
Jeg tror vi står og svinger
og ser os selv hver gang vi peger fingre
vandrer fremad hver gang lyset skinner
sætter os en semi-sikker kurs men vi slingrer
Den præcise vej imod dagen hvor vi får vinger

Undervejs blev vi kærester, blev gift, blev en familie. Der har været mange andre sange i mellemtiden. Sange med Steffen Brandt/Johan Olsen/Søren Huss/vores børn som kor. Der har været salmer, fællessange, sange til film og tv og så videre. Og Kristian laver stadig musik. Nogle aftener sidder han ved klaveret, til længe efter jeg er gået i seng (lige så ofte skriver jeg til længe efter, han har lagt hovedet på puden). Andre dage skriver han tekster, og de brænder igennem, fulde af liv.

Men han ser alligevel oftest sådan her ud:

Når han hver dag er i køkkenhaven, i marken.
Og han læser utallige bøger om jordbrug, om selvforsyning, vitalitet, biodynamik, respekt for naturen. Han er i det, så meget som muligt. Han ved en del om det, men bliver hele tiden klogere. Jeg elsker den nye viden han tilegner sig, elsker passionen, det kald han føler. Jeg har respekt for ham, fordi han følger sit hjerte, fordi han ved noget, som jeg endnu ikke har lært.

“Naturen og os”, siger vi mennesker, og det undrer mig egentlig. Vi ER jo naturen, og naturen ER os, og det er nok den følelse, der har ramt Kristian på en måde, hvor det at være i naturen pludselig er det mest naturlige, det mest meningsfulde. Naturen udenfor hiver i ham, og han følger med hver dag, fordi hans egen natur byder ham det. Mens jeg ligger på sofaen i eftermiddagssolen lørdag klokken 14 og lukker øjnene, trækker vejret langsomt, falder ned i drømmene, står han nogle meter fra Junos barnevogn udenfor, og river ukrudt op af sidste års ærtebed. Mens børnene senere hopper på trampolin, eller bygger togbaner, eller pjasker med vand, harver han marken i naboens store røde traktor, og han har sorte fingre alle dage, han dufter af muld og blade, og han har noget i sit blik: En ny glæde og ro.

Da jeg mødte Kristian, var han rapper/musiker/producer/entertainer. Han var altid igang med at lave musik, havde altid fingrene i mange projekter, skriblede tekster på bagsiden af alt, lavede beats til sent om natten, og var på turné. Han levede af sin musik, og havde gjort det, siden han var 21. Så kom der andre ting, som krævede hans opmærksomhed. Først mig, så børnene.

For nogle måneder siden, mens vi stod på badeværelset, og børstede tænder alle seks, udbrød én af ungerne: “Er det egentlig ikke fedt, at du er sådan en rapper-landmand?” Med stolthed. En far som er rapper-landmand, tænk sig. Man kan forene det meste, hvis man vil.

“På det sted, hvor jeg er i livet, er jeg nået igennem min første uddannelse, og jeg har tillært mig nogle færdigheder, som jeg fint kunne beslutte at dyrke resten af mit liv. Alternativt kan man tilegne sig mere viden, og dygtiggøre sig indenfor nye områder, og det er det, jeg gør nu. Fordi jeg har mærket noget trække i mig, og når det sker, må man finde ud af, om man tør stå som en elev i første klasse og starte forfra, igen. Tør man være den, der stiller alle spørgsmålene, og laver begynderfejl? Bare det at tilegne sig ny viden giver en utrolig tilfredsstillelse og mening. Det giver mening, at man bliver ved med at flytte sig, og får nye kompetencer. Men selvom man er ved at blive landmand, kan man jo stadig lave et banging hip hop track,” sagde Kristian i aftes, da jeg spurgte til det der med at tage hul på nyt. Og så tændte han for det beat, som han sad, og arbejdede på, og lagde hovedet på skrå med sammenknebne øjne. “Blot fordi man bevæger sig videre, betyder det ikke, at det man har lavet hidtil, var forkert. Eller at man fortryder, eller at man ikke vil det længere for den sags skyld. Man bygger bare ovenpå, udvider sin horisont.”

Dengang for mange år siden, da jeg mødte Kristian på 23 år, havde jeg ikke kunne forudse, at han en dag ville være på udkig efter en god, brugt traktor, eller at han ville læse bøger om naturlig gødning og gamle kålsorter. Kommer det bag på mig? Havde jeg regnet med noget af det her? – De fire børn, det lykkelige liv, Ærø, bøgerne, bloggen, rapper-landmanden? Nej, jeg har været i livet dag for dag og tilladt det at bevæge sig frem.
Heldigvis er vores liv ikke forudsigeligt. Heldigvis har vi turde følge med, og lige nu trækker strømmen i retning af at få ting til at spise og gro, jeg kan også mærke det, jeg har også lyst til at være med, selvom jeg stadig oftest ender ved tasterne. Hvem ved, måske jeg pludselig er hende, som passer dyrene på et landbrug med vokseværk. Jeg tror ikke, det er muligt at forudse vejen. Vi bevæger os gennem livet med et sparsomt blik ind i fremtiden; det er som at køre tværs igennem det største kontinent kun med forlygternes lys til at vise vej. Vi kan se det, vi skal kunne. Resten handler om tillid. Resten vil vise sig, når tid er. Oftest siger vi bagefter: “Det havde jeg ikke set komme, men det var helt rigtigt.”

Jeg får lige lyst til at dele nogle af Kristians nyeste tekster. “Voksenværk”, blandt andet:

Så står vi her – forvildende voksenværk
For livet det sker – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi mødtes i går – og luften den brød i brand
En glød i dit hår – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi slog os ned – forskanset på fjerde sal
Rosé og kærlighed – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Og vi blev flere – små øjne som åd os råt
En verden eksploderer – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så vi tog fat – mod hærgende bombefly
Hver eneste nat – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så står vi her – forvildende voksenværk
Og alt hvad jeg ser – Det er fucking stærkt
Det er fucking stærkt – Mit voksenværk

Og lidt af “Bag Horisonten”:

Jeg er bare et enkelt atom ud af en billion
Én bit i en endeløs strøm af rå information
En del af mekanikken i fabrikken i butikken
Et lille nul i DNA’et af logikken

Og her ligger vi under en uendelig himmel
Stirrer blindt op i et bundløst hav af stjernevrimmel
Slipper, falder, spinder lader hjernerne svimle
Se, hjertet  griber rattet – alting burde være så simpelt
og jorden den vibrerer – undergrunden åbner sig
jeg står lige her og venter –  håber på du skubber mig
ud over kanten med verden i hånden
ingen bånd binder, forsvinder bag horisonten  

 

Havde I regnet med, at I ville være, hvor I er? Ville I have troet det, hvis nogen fortalte jer, hvem I ville være i 2017?

 

Når man sender noget ud i verden

Det er sårbart at sende noget ud i verden. Altid, uden undtagelse, er der en form for hudløshed. Man sender noget af sted, venter, genovervejer, prøver at skubbe det væk, trækker det ind til sig, mærker efter. Venter.

Sådan er det. Både når man deler sine buskaber om frustration og om kærlighed. Når man er vred, ked af det, glad og inspireret. Når man åbner man op, er man blottet.

Og jeg ville indimellem ønske, at jeg kunne lade være. I weekenden sagde jeg til min bedste veninde: “Jeg ville ønske, at jeg ikke altid havde så meget på hjerte.” Jeg ville ønske, jeg kunne sige nej, når medierne spørger, om jeg har en kommentar (og det gør jeg indimellem, men ikke altid). Jeg ville ønske, jeg kunne leve et hemmeligt liv, langt under radaren. Nogle gange kan jeg føle mig så stor og klodset og larmende, når jeg hele tiden skal ud med noget. Hvad hvis jeg bare gik i min køkkenhave, og passede mit?
Men det stille liv bliver aldrig mig. Det langsomme liv, ja, og det rolige. Dét kan jeg, det gør jeg. Men jeg har for meget, som jeg vil dele, til at tie stille: Der former sig for mange tanker, for mange følelser og overvejelser til at jeg kan stoppe med at få idéer og sende dem ud i verden.

Således også med de retreats, som jeg har annonceret herinde: Jeg kan ikke lade være, for jeg ved, hvor godt det bliver, hvor givende det vil være – hvilken forløsning og fordybelse. Så jeg fandt et smukt sted at afholde det, snakkede med mad-mennesker og kage-mennesker og yoga-mennesker, og bookede to weekender, og skrev datoerne ud til verden. Og ventede. Og var spændt. Og fortrød næsten et par gange. Sad på min venindes sofa, og skrumpede ind, mens jeg ventede spændt.

Der var mere end 30, som havde skrevet i forvejen, at hvis jeg lavede et retreat, så ville de med, og jeg ved godt, at sådan et tal falder, når der kommer dato på og pris. Når det bliver virkelighed. Jeg falder også selv fra hele tiden. Vil noget, men kan så ikke af den ene eller den anden grund. Og der er ikke tredive, der har tilmeldt sig endnu. Men der er heller ikke plads til tredive deltagere, og der ér nogle, som har meldt sig på. Nogle stykker, faktisk, og hver af de e-mails gør mig så glad. Så ydmyg.

Én skrev til mig, at hun vil med fordi: “Jeg har gjort mig uendeligt mange tanker omkring, hvad jeg gerne vil, og har også flere gode, og sikkert også nogle knap så gode, ideer. Især det her indlæg ramte mig, for som du skriver: ”Man kan godt leve et liv, hvor man laver det, man elsker, og aller helst vil”. Det er ikke lige den måde, jeg selv er opdraget på, men sådan prøver jeg at leve, og den følelse vil jeg især gerne vil give mine børn. Desuden holder jeg rigtigt meget af yoga, natur og god mad, og eftermiddagstilhed bliver nok en lille udfordring som jeg glædeligt tager op.”

Hvor er det fedt, altså. Hvor er jeg glad. Tak.

Og hvorfor kan jeg ikke lade være. Hvor kommer idéen fra? Som jeg skrev, første gang jeg luftede tanken herinde:
Jeg vil samle en gruppe mennesker, der har lyst til at bruge tid på meningsfulde samtaler, diskussioner og fordybelse. Jeg vil inspirere til det ærlige og meningsfulde liv gennem fortællinger, spørgsmål og nærvær, og jeg vil høre andres tanker og udfordringer og vende dem på hovedet og se det hele fra et lidt højere perspektiv, end vi husker at gøre til daglig. Der skal være hjemmebagte surdejsboller og rugbrød, salat fra haven og en masse bøger i stakke, nøje udvalgt musik og indimellem komplet stilhed. Vi skal være tæt på havet; gå ture, lave yoga. Spise chokolade og frisklavet is.

I kan læse om det hele HER.

Og jeg glæder mig stadig. Også selvom jeg indimellem ville ønske, at jeg kunne stoppe med at få idéer.

Kender I det? Den der sårbarhed, når man åbner op, planter et frø, stiller et spørgsmål? Og kender I til, at tankerne og idéerne står i kø?

Om at inspirere sine børn til at leve det liv, der er rigtigt for dem

Hvad ønsker jeg for mine børn? Jeg ønsker, at de tror på sig selv som mennesker. At de tror på sig selv som den essens, de er. Som hele mennesker og ikke som en del af konkurrencestaten, ikke identificeret ved det, de laver, eller af dem, de omgåes eller det tøj, de har på.

Jeg håber, de ved, at de er noget værd, når de er sig selv og intet andet. At man kan leve et stille liv uden nogen form for offentlighed og uden nogen form for sociale medier eller nogen form for imponerende business-cv eller nogen form for google-historik og alligevel være her. Og alligevel være hel. Og alligevel være lige nøjagtig den, man er.
Og jeg håber, de ved, at man kan stå midt i orkanens øje, som centrum for det hele og holde fast i sig selv, kæmpe for det, man tror på.

Jeg ønsker også for mine børn, at de har mod til at følge deres drømme. At de tør tage chancer, leve livet fuldt. Hvad end det er stille, larmende eller lidt af det hele. Jeg ønsker, at de kan mærke, hvor de vil hen, og ikke lader andet end deres egen mavefornemmelse slå bremsen i. De skal kunne sige fra og sige til, og jeg håber, de vil evne at gøre det ud fra, hvad de i sig selv ved, er rigtigt og forkert.

Jeg håber, de kommer til at leve et liv, som giver mening for dem. Et liv som aldrig synes ligegyldigt, selvom det helt uundgåeligt vil føles håbløst fra tid til anden. Jeg håber, de vil leve et liv, som fylder dem med glæde og taknemmelighed, selv når det indimellem kæmper imod. Selv når livet stiller sig på bagbenene, og forlanger: “Du skal gøre dit bedste, give mig alt. Hvis du giver op nu, vil du aldrig vide, hvad der gemte sig på den anden side,” og i samme ombæring håber jeg, at de ved, hvornår man skal trække sig. Hvornår kampen ikke har et formål, hvornår det er bedre at gå end at blive.

Jeg selv elsker selv denne del af livet, hvor jeg endelig ved lidt mere om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Hvem jeg er i min kerne, hvad jeg vil i min kerne. Jeg håber, mine børn når frem til nogle af svarene lidt før, jeg gjorde. Ikke fordi jeg fortryder noget; mit liv har i høj grad udfoldet sig i krogene. Alle de hårnålesving, som jeg har taget undervejs, alt det, jeg har gjort, som efterlod folk omkring mig undrende eller nervøse, har lært mig noget. Det, jeg siger, er ikke, at jeg ønsker for mine børn, at de går ligeud hele vejen. Omveje er måske hele meningen, og vi kommer aldrig til at vide alt, men jeg ønsker, at de vil træffe valg udfra en større samhørighed, end jeg har gjort. At de vil have bedre kontakt til kernen/hjertet/sjælen. At deres valg bliver truffet ud fra tillid fremfor desperation, tvivl og ensomhed.

Hvordan vil jeg lære dem det? Hvordan guider jeg mine børn til alt det?

Svaret er, at det kan jeg kun ved selv at leve det liv hver dag. “Practice what you preach” er den eneste holdbare model. Jeg lever mit liv, som jeg ønsker. Jeg lever udfra mit inderste pejlepunkt. Jeg er ikke bange, jeg har tillid, jeg har mod. Mine børn ser deres forældre leve livet fuldt. Vi suger alt ud af de fleste dage, og når det ikke lykkes, taler vi med dem om hvorfor.

Vi fortæller dem om ulykkelig kærlighed og om kuldsejlede projekter. Om nederlag, skuffelser og fortrydelse. Det er en del af livet. Og hver dag viser vi dem, at på trods af det, er vi glade og taknemmelige, og vi har store drømme, som ikke kun er drømme men muligheder. Hver dag står vi op, og gør vores bedste. Vi gør os umage, det gør vi virkelig, og vi lever det bedste liv, vi kan komme i tanke om. Vi siger tak for maden, når vi sidder om bordet, vi tør leve i nuet, vi tør blive klogere hver dag. Vi ved, at det, der skal lykkes, det lykkes, når det skal. Vi lykkes med det meste, fordi det vi drømmer om, er det, vi mærker inderst inde.

Andet og mere kan jeg ikke gøre. Jeg håber, det er nok til at sende dem godt på vej. Resten skal de skabe selv. Man kan kun få mere indsigt ved at bevæge sig gennem udfordringerne. Hvis vi går en bue udenom, har vi intet lært.

Hvad ønsker I for jeres børn? Har I drømme på deres vegne?

 

Læs også: Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag

Ude godt, men hjemme..

Jeg er på farten i dag sammen med Live. Vi skal til Odense til en undersøgelse (ikke noget alvorligt), og hun har glædet sig. Pakket en taske med kortspil, bøger og tegnesager. Fundet en vandflaske frem og bedt mig smøre madpakke. Hun lagde sin yndlingskjole ved fodenden, før hun gik i seng i aftes.

Og drengene er lidt trykkede; De vil også have en fridag. Sådan én alene med mig og ingen andre børn.
“Der står to unger oppe ved flagstangen,” sagde Ilja med et smil i går, og kiggede mod toppen af en bakke, da han og jeg kørte hjem fra Brugsen i Søby. “Måske er de turister, eller også holder de en fridag ligesom os.” Vi havde en halv time alene sammen, han og jeg, vi hyggede os i bilen til og fra Brugsen. Når man er på tomandshånd, husker man pludselig tydeligt, hvem hinanden er, og hvorfor man er så glade for at være sammen.

Og i dag skal Live så have den slags 1:1 tid hele dagen. Ikke fordi det egentlig passer ind i noget som helst, men fordi det var i dag, vi kunne få en tid til tjek på OUH, og det kan man lige så godt få det bedste ud af. En cafétur eventuelt. Og togturen med bøger og kortspil.

Men drengene havde svært ved at skulle af sted her til morgen. De havde svært ved det allerede i går aftes, før de faldt i søvn. “Jeg vil også have fri i morgen.” – “Også selvom det betød, at der var noget, du skulle undersøges for?” – “Ja.”
De er ellers glade for deres skole og børnehave, men intet er helt som at være hjemme, siger de. Det vil de altid helst.

Jeg tror, mit forældreskab havde været anderledes, hvis mine børn altid gerne ville ud af døren om morgenen. Eller bare en gang imellem. Men sådan har det aldrig været. Tværtimod. Og så bliver man jo vant til det. Kristian og jeg har vænnet os til, at det er en del af at være forældre. At de andre blive kede af det, hvis én er syg, og skal være hjemme, for eksempel.

Sådan er vi nok ikke alene om at have det, tænker jeg? Kender I andre det også? Jeg selv synes, det er dejligt at komme ud i verden og få input, snakke og se nye muligheder. Vekselvirkningen er god for mig: Ude og hjemme. Men jeg foretrækker at være hjemme meget af tiden. Det gør jeg i hvert fald nu. Der var engang, hvor jeg helst ville ud i verden, ud ud ud.

Hvordan har I det? Er I glade for at komme hjemmefra meget af tiden, eller trives I bedst hjemme?

I går så vores hjemmedag med bedsteforældrene sådan her ud (den så også ud af en helt masse konflikter og rod i hele huset. Men det fik jeg ikke lige nogen billeder af..

Ny uge – med verdens bedste fredag

Ny uge.
Og vi begynder med endnu en mandagsfridag.
Vi skal: fikse en motorsav / gøre marken klar til to smågrise / hoppe på trampolin / på stranden for at hente vand til salt (ungerne er begyndt at lave deres eget salt, og det smager super) / støvsuge (her trænger så meget, at jeg næsten ikke kan rumme det) og så vidt muligt undgå konflikter ungerne imellem (…).
Farfar og bedstemor er stadig på besøg.
Der er is i fryseren og surdej i køleskabet.
Det skal nok gå.

Jeg var i København torsdag til lørdag, og havde en formiddag dér med med min søde, kloge veninde, og vi gik en lang tur på kastellet. Hun og jeg får altid vendt en masse psykologi og noget om meningen med livet. Solen skinnede, vi drak fra farvede papkopper med låg, og hendes dreng lå og sov i barnevognen, og der var mennesker over alt. Det er der jo i København, tænker jeg. Mange mennesker. Kinesere med stof foran munden, kontormænd- og damer i Burberry trenchcoats, en god del med solbriller, pæne solbriller, som jeg sukkede efter, mens jeg kneb øjnene sammen. Og rigtig, rigtig mange bygninger. Store, høje skygger. Jeg har boet så længe på Ærø nu, at jeg kan genkalde mig stilheden, når jeg er væk fra den. På Ærø bor vi jo ude på landet, vi bor ikke engang i én af landsbyerne. Vi bor ved verdens ende, som nogen en dag sagde.

Men København har også Politikens Boghal, og der er så meget god mad. Og La Glace. Dér kommer min hjerteveninde, Naja, og jeg altid, når vi mødes i København. Sådan har det været i snart tyve år. Vi mødtes på gymnasiet i Aarhus dengang, og Naja gør mig altid taknemmelig. Jeg er fuldkommen afslappet med hende, men samtidig gør jeg mit bedste. Vi har ikke boet i det samme land, siden vi hver især rejste ud i verden efter 3.g. Hun har boet i det meste af den siden da, spillet i symfoniorkestre over alt, men de seneste år har hun boet i Sverige – i Göteborg, og jeg vil besøge hende snart. Vi var sammen i to dage, og vi var til en koncert (en fantastisk koncert, intet mindre, med mandolinspiller Chris Thile, en ægte virtuos, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det andet end: Det var én af de bedste livemusikoplevelser i mit liv.) Vi var også på Louisiana, Naja og jeg, og vi snakkede hele vejen frem og tilbage i toget. Forbi alle de harmoniske villaer i Hellerup og så videre, og vi spiste frokost i den smukke restaurant med vægge af marmor og den åbne pejs. Der var også en udstilling, vist nok permanent, af tyske Hans Peter Feldmann, som jeg ikke kendte, men hans malerier var så sjove, at nu har jeg researchet lidt, og jeg er ret vild med hans arbejde, som er enormt alsidigt, men udstillingen på Louisiana var en håndfuld af hans omskrivninger af klassiske guldaldermalerier. Han maler for eksempel bikinilinjer på kvinder, som ligger henslængt (prætentiøst) over en divan, eller sætter klovnenæser på selvhøjtidelige ægtepar fra 1800-tallet med pibekraver og alvorsfulde miner.

Den uge, som vi netop har taget hul på, er sådan en lidt blandet én for mig. Der bliver ikke tid til at skrive, og det er ellers det, jeg helst vil lige for tiden. Men jeg kommer til at nå meget andet, og på fredag – hurra hurra hurra! – skal jeg hjælpe min søster med at flytte ind i en fremlejet lejlighed i Svendborg. Det er virkelig det bedste meget længe. Tænk sig: Min søster kun 75 minutters sejlads væk. Åhh, hun har taget et vikariat på fødegangen dér, og håber på at få stykket sin vagtplan sammen, så hun kan være hos os nogle dage af gangen, når hun har fri. Hun kommer med på mine retreats som hjælper, og hun og jeg kan mødes impulsivt-agtigt ret tit, og vi skal holde i hånd og nyde sommeren sammen her på Ærø. Dét kan jeg slet ikke får armene ned over. Så fredag er en festdag, og alt andet er smukt på grund af det.

Om det med retreats: Jeg har rykket mit sommerretreat til weekenden efter pinsen: Dvs. den 9. – 11. juni.

Efterårsretreatet bliver den 22.- 24. september.

Der er max ti pladser per gang, og jeg glæder mig så meget, at min mave bliver helt rundtosset, når jeg skriver om det.

I kan læse meget mere om mine retreats HER.

Hvordan bliver jeres uge? Hvad glæder I jer til? Hvad er knap så fedt? (Hvad er en drømmeuge for jer?) OG: Skal I med på retreat? Jaa 🙂

Søndag, sommerretreat (jeg tror, jeg rykker det en uge) og togbaner

Nu sætter vi os til bords for at spise frokost. Lidt sent hvis man ser på klokken, men sommertiden er jo ny, og jeg er ikke fan af hverken det ene eller det andet skift, men med børn, som i forvejen vågner klokken 05:30 de fleste dage, er sommerskiftet nemmere for os at overkomme.

Vi skal spise tærte. Igen, tænker I måske. Men tærte ér bare en fantastisk dejlig måde at bruge de sidste porrer fra marken og jordskokker, gulerødder og løg fra kartoffelkælderen og æg fra naboen (en takkegave for hjælp med et hegn) og den ost, som alligevel ligger på køl, og skal bruges snart. Så jeg æltede en dej sammen, og Kristian hakkede en masse grønt.

Farfar og bedstemor Sus er kommet hjem fra en måned i Bali, og jeg er kommet hjem fra nogle dage i København, og Ilja og Live er kommet hjem fra en overnatning hos Farmor og John i Svendborg. Familien er samlet. Når ikke Juno sover, altså, hvilket hun gør lige nu – ude foran huset, i sin vogn på græsset, før marken, før stranden, før havet. I den gyldne forårsluft med den blå himmel og de florlette skyer, som driver dovent over øen.

Og jeg læser Maria Gerhardt, når jeg har to minutter, og hun er god, utroligt præcis og med et rørende overblik, og Naja Marie Aidts sorgfulde fortælling om sønnen Carl ligger og venter, og jeg har smugkigget, så jeg ved, at det bliver fortættet læsning; hjerteskærende og smukt, og det er okay. Det er en nerve i mig, som gerne vil berøres, en streng i hjertet, som også har behov for at være i spil. Så i solen sætter jeg mig, hvis Juno stadig sover, når vi har spist om lidt, og læser.

Men børnene kalder, hele tiden. Der togbaner, jeg skal se. Det har grebet om sig: Begge etager er inddraget; tre rum, tre slags togbaner. Én af Duplo, som svæver, én i Brio med et højt drop og så Märklin, som Storm netop har fået flere skinner til af farfars samling. Alt i børnene summer – de har tog på hjernen. Magnettog og andre tog. “6000 kilometer i timen vakuum-tog”. Den fascination dér, den drivkraft, det er der ingen pålagt læring, der kan komme i nærheden af. Intet pensum, ingen lærebog. Det, de selv brænder for, husker de for evigt. Det er som en dominoeffekt: Ny viden, nye indsigter, passion. De får lov til at tage det hele vejen. Vi snakker om tog fra morgen til aften.

Og nu vi er ved det med passion: Jeg tænker på at flytte forårsretreatet væk fra pinsen. Mange har skrevet, at de så gerne vil med – nu, mens sommeren stadig er på vej (gid den altid var på vej, disse måneder er så rørende og fulde af håb). Mange vil gerne have det nærvær, den samtale, det input og den ro som retreatet er, før sommerferien kommer, men de kan ikke i pinsen. Der er bryllupper, familiekomsammen, kæresteture til Paris. Så jeg tænker på at flytte retreatet til weekenden efter. Altså, den 9. – 11. juni. Hvad siger I til det?
Og septemberdatoen får jeg på plads i morgen. Det glæder jeg mig også til, det retreat. Efteråret er min hjertetid.

Fortæl mig om jeres søndag, vil I ikke? Har I været indenfor eller udenfor? Alene eller haft besøg? I ro eller med fart på? Nydt læsning eller lyd?