Mit liv er ikke perfekt, og det vil jeg gerne fortælle

Det her kan godt gå hen og blive mit længste indlæg nogensinde, så bær lige over med mig og spring videre til noget andet, hvis I har travlt.

Sagen er den, at en læser i går (direkte adspurgt af mig), skrev i en kommentar, at mit liv her på bloggen indimellem kan fremstå lidt som et glansbillede. “På den gode måde,” skrev hun, og fortsatte: “Derudover har du sikkert også nogle etiske overvejelser om hvad der skal deles og hvad der ikke skal. De stunder hvor alt ikke er lutter idyl, er jo oftest også de mest sårbare, som man ikke har lyst til at dele med hele verden.”
Det tænkte jeg så over resten af dagen, mens jeg egentlig burde have fokuseret entydigt på mine børn, men det er en generel udfordring for mig: Jeg kan have svært ved at være fuldkommen nærværende over længere tid. Mine tanker flyver ligesom af sted. Men i går tænkte jeg mest af alt på, at min højeste ambition med bloggen fra dag ét har været ærlighed. Jeg vil fortælle sandheden. Altså, min sandhed – andres kender jeg jo ikke. Men min sandhed kender jeg, og før jeg skriver, mærker jeg altid efter; Jeg skræller lag af, konfronterer min forfængelighed, og ser angsten i øjnene, og så vidt muligt skriver jeg om det, jeg finder inde bag alt det: Derinde, hvor der er åbent og sårbart.

Nu er det ikke fordi, jeg har et ønske om at gengive mit liv 1:1 her på bloggen. Det ville blive voldsomt trivielt og meget lidt inspirerende, men jeg vil gerne være oprigtig.

Og jeg har skrevet om en del smertefulde og sårbare ting undervejs, særligt i forhold til mit moderskab, men måske oftere for nogle måneder siden end nu, ganske enkelt fordi Juno bliver ældre, og dermed letter presset på mig.
I efteråret skrev jeg om at være udkørt mor til en baby og om ikke at kunne være alene med mine børn. Der er også indlægget om, at jeg synes, fire børn er i overkanten, og ét om at blive mor til tvillinger. Og så var der min nytårstatus over 2016, som var mit hårdeste år endnu.
Jer, der læser med, ved, at jeg også skriver om tunge emner, og egentlig gør jeg det nok ret ofte set med blogger-øjne, men de indlæg er ikke altid med udgangspunkt i bekymringer eller sorger, som jeg selv lever med. Ofte er det mere generelle (eller filosofiske, om man vil?) overvejelser – for eksempel den om mødre til for tidligt fødte, den om alkoholisme og så det her lille skriv om, at verden ikke er helt håbløs trods alt det lort, der foregår. Der er også indlægget om den største sorg, og jeg har skrevet om frygten for, at jeg ikke nyder mit liv tilstrækkeligt.

Men det er ikke flertallet af mine mange indlæg, der blotter noget sårbart eller fortæller historien om et stresset liv. Hvorfor? Fordi mit liv har mere af det, der føles rigtigt. Ikke nemt, ubesværet eller smertefrit, men rigtigt. Den meste af min energi går til ting, som gør mig glad, fordi det giver mit liv mening.

De positive historier fylder på min blog, fordi de fylder i mit liv. Hvad vil jeg med det her sted på nettet? Jeg har skrevet det før, og gør det lige igen: Jeg vil inspirere andre til at tage ansvar for deres liv, fordi livet er meget sjovere, hvis man selv har planlagt det. Det er af samme grund, jeg har lyst til at afholde retreats.

“You could have won – but you were much too busy losing” som The Weepies synger i sangen “Crooked Smiles”.
De fleste af os har mange valg og uendelige muligheder. Dem vil jeg gerne åbne op for og skabe kontakt til.

Men der er selvfølgelig også en anden sandhed. Faktisk rigtig meget af den. Jeg kunne skrive 37 siders tætskrevne A4-ark om frustrationerne i mit liv indenfor den seneste måned. Sådan er det jo, livet er i nuancerne, læringen ligger i udfordringerne.

For eksempel det seneste døgn, hvor jeg har været alene med børnene. Det er sgu ikke lige kønt hele tiden. Jeg bliver altid ramt af en monumental afmagt mindst én gang eller to i løbet af sådan en eftermiddag og aften, hvor Kristian ikke er hjemme. Man er meget på. // To unger, som er på toilettet samtidig, og som begge helst vil snakke undervejs // mens Juno kravler op på en spinkel skammel for at vaske hænder, og jeg frygter, at hun glider, og smadrer tænderne ned i vasken // Så jeg løfter hende væk (hun skriger, og banker sit hoved ind i dørkarmen), jeg lukker døren til toilettet, og hun går direkte i kattebakken og dernæst i kattefoderet (mens jeg hænger en vask op fra dagen forinden) // Så jeg dropper vasketøjet, går op i køkkenet, og sætter mig for at trøste Live, der har slået sig, og imens åbner Juno køleskabet, og et tungt glas med smøreost falder ud, og rammer hende på de bittesmå tæer // Komplet nedbrud // Storm bliver stresset, Ilja reagerer ved at hoppe og råbe skældsord // Jeg trækker vejret dybt ind, kalder dem alle til mig // Vi krammer // Jeg er ved at smelte sammen indeni //

Bordet så forøvrigt sådan her ud efter aftensmaden, mens jeg smurte madpakker (og high five til mig for at ordne dem i aftes fremfor den efterfølgende morgen klokken 07:45). (Bemærk snotpapiret på kniven. Dén der pakke smør var fuld, før vi satte os til bordet..)

Det er Juno, der er tungen på vægtskålen, når jeg er alene med børnene for tiden. De tre andre er langt hen af vejen meget nemme at være sammen med. Indimellem tænker jeg, om hun altid kommer til at hænge dér i enden som en udfordring? Ikke at hun mest af alt er det nu, hun er virkelig et lys og en gave, men: Hvad så når hun er fem år, og de andre er otte, otte og elleve? Vil hun så være en del af flokken i alle sammenhænge?

Der er dén sandhed, for eksempel. Glemmer jeg at skrive om den? Ikke bevidst, i hvert fald. Jeg vil gerne fortælle om alt det, der er lidt grimt også. Jeg kan godt lide det grimme, det smertefulde, sorgen, frustrationen, kampen. Det er dér, vi vokser. “Kuren mod smerte er smerte”, som Rumi så fint skrev. Men jeg har nok en tilgang til livet, som er lidt mere filosofisk end den der facebook/blogger-klassiker i stil med: “shit mit liv er noget lort?” Det dur ikke for mig. Jeg er nødt til at brede det ud, hvis det skal føles rigtigt.

Nå, det blev jo vitterligt overdrevet langt. I morgen vil jeg enten skrive ingenting eller meget lidt. Det lover jeg.

Tak for input til Pernille som skrev kommentaren i går. Den satte en helt masse igang.

Hvad med jer? Er jeres liv instagram-fuldendt? Eller har I noget, I helst ikke deler om jer selv? Kan I bedst lide at læse om det, der er glædeligt, eller det der er svært? Hvilke indlæg gør størst indtryk på jer, og hvad håber I på at finde, når I tjekker jeres yndlingsblogs?

Vi går rundt i Junos lille version af verden

Juno kan gå på sine egne fødder hen og se til Sigrids fire får og den ene vædder, som bor på marken for enden af vejen – og tilbage igen. Helt uden hjælp. Man skal bare sige “skal vi besøge fårene?”, så løber hun ned i entreen (i lørdags faldt hun, med hovedet først, så jeg er blevet mere obs på ikke at sige det, før jeg er klar til at hjælpe hende ned af trappen), hvor hun finder sine sko, og står utålmodigt (læs: råbende), og venter, til jeg har fået mine på, så vi kan åbne døren og suge havluften helt ind. Og så går vi, hånd i hånd, ud i verden (den lillebitte version af verden, som er hendes indtil videre), og ser på Sigrids får og på kattene i indkørslen og på hunden, som gør helt vildt, og hvis vi har energi, går vi lige en tand længere op af vejen, og ser Christen og Bentes køer; de er sorte og hvide Gallowaykvæg med kæmpe maver, store, brede muler og enorme øjne, og så står vi bare der, og kigger, og jeg synes, det er så fantastisk. Tænk at kunne det, når man er så vild med dyr, som Juno er.

Min fætter Rasmus, som er på besøg i disse dage, mener, at Juno ganske snart vil være den, der råder over børneflokken herhjemme. “Hun er så gæv,” siger han, “hun er tydeligvis født på landet.” Jeg synes nu også, de andre er nogle robuste størrelser, men jeg er enig i, at hun virker særdeles hårdfør, og ja, hun ér fra Ærø. Jeg ved ikke, om jeg kan mærke det som sådan i forhold til hendes søskende, men hun er på én eller anden måde lidt ekstra glad for frisk luft og lidt mere vild med dyr og traktorer og halm og hav end de andre var, da de var ét år, og det er dejligt, for de andre er heller ikke til at holde inde nu, de er efterhånden så store, at de også elsker alle de ting. Jeg glæder mig meget til en sommer med traktorkørsel, gris på marken og en helt masse gang i køkkenhaven. Og nu kan de også drage af sted på egen hånd, og i weekenden gik drengene hen til Kirsten, som bor til den anden side i forhold til Sigrid, og spiste spegepølsemadder, og sagde: “mange tak, hvor er vi heldige med en nabo som dig,” før de gik meget stolte hjem, og fortalte, at hun havde travlt, hende den 87-årige gæve kone, så de var blevet nødt til at gå igen, fordi hun skulle køre.

Det er godt nok, det her. Det er meget anderledes, end det jeg kommer fra, men det skænker jeg aldrig en tanke. Her har jeg hjemme nu.

Vi er ikke ensomme, selvom vi er forældre

Jeg tror, jeg har fortalt om ham før; min fætter Rasmus, som med mellemrum flyver fra Kina til Danmark, og dernæst tager rejsen videre til Ærø for at besøge os? Når han forlader øen, mangler vi ham altid, så vi nyder hvert øjeblik, mens han er her, og det er han nu.

Derfor holdt vi en fridag i går. Ligesom vi gør mandag eller fredag de fleste uger, men jeg havde alligevel tænkt, at i denne uge skulle børnene af sted mandag, fordi jeg havde været alene med dem siden torsdag, og efterhånden følte et behov for at lave noget andet (med “andet” mener jeg “skrive”, for det kribler virkelig i mig lige nu, og der er én bestemt grund, som jeg glæder mig til at fortælle mere om snart).

Jeg har selvfølgelig kendt min fætter hele mit liv, og i vores familie (vores fædre var brødre) har man altid gjort et stort nummer ud af ses til samtlige fødselsdag i den ret store flok, så vi har været sammen rigtig mange gange i vores barndom, han og jeg. Men det blev vi nu ikke som sådan venner af; venskabet er derimod opstået i vores voksenliv, og Kristian og jeg har besøgt Rasmus i Kina (for ti år siden! what, det gik stærkt), og han er kommet meget hos os, særligt de seneste fire-fem år, hvor han efterhånden også er blevet én af Kristians bedste venner og en god sparringspartner på mange områder for os begge. Han er familie, og han er mere end det: Han er én af dem, som man har lyst til at have tæt på det hele tiden (derfor er han også ved at sælge sit sommerhus i Aarhus for at finde en bolig her på øen. jubii!)

Ja, og nu er han her, men kun i fire dage denne gang, og børnene kunne slet ikke holde tanken ud om at skulle af sted mandag morgen, når Rasmus skulle være hjemme hos os imens, så søndag aften blev det besluttet, at vi ville tage en hjemmedag med fokus på modeltog, som er én af både Storms og Rasmus’ helt store passioner (Rasmus fremstiller og sælger sågar de mest nørdede ting til modeltog såsom fortov, gadelamper osv, som han tager med hjem fra fabrikken i Kina, og sælger i DK). I går var propfyldt med den slags oplevelser, som jeg holder aller mest af. Vi stod op, og byggede to togbaner på soveværelset: én med Märklin og én med Brio, og børnene legede i mange timer nærmest uden konflikter (og det var sådan en lettelse), og så fik vi gæster til frokost; vores inspirerende, altid fuldkommen levende, indlevende, sjove venner, som bor ti minutters gang fra os, og som lige pt. begge er hjemme (én arbejder hjemme, én er på barsel), og de blev heldigvis i adskillige timer, så vi fik faktisk snakket sammen, selvom alle børnene var her, og alle de voksne deltog i togbaneprojektet og meget andet, og jeg er så glad for, at vi har fundet de mennesker. De er den slags, som lever under radaren, så dem kunne vi godt have opdaget om tyve år, og det ville have været ganske ærgerligt.

Da de var gået (og vi havde spist en ærligt talt skide god tærte af gulerødder, porrer, løg og jordskokker af egen avl overdænget med æg fra gæsternes høns (de medbragte heldigvis en håndfuld nye, så vi ikke røg helt i bund) og hytteost og en masse krydderier), gik vi igang med at lave en omgang simremad til senere, hvor vi skulle spise hos vores naboer (dem, der i sin tid bød os velkommen til øen på vores aller første morgen herovre med flag i hækken og kage), men vi havde knap sat maden til at simre, før de ringede dernede fra med beskeden: “Vi har allerede lavet en høj stak pandekager, så I kan bare komme, når I vil,” og så trak vi ellers i overtøjet, og kørte de 800 meter med en meget varm gryde på skødet af fætter Rasmus, og vi spiste pandekager (mange!), og børnene larmende som sædvanlig, og på et tidspunkt slog det mig, at jeg blev nødt til lige at have Juno med ud i hestestalden, fordi hun elsker-elsker dyr som ingen anden jeg kender, og det greb om sig; pludselig var de fleste af børnene og efterhånden også de voksne ude ved hestene; der blev aet muler og kørt på minitraktor, før vi spiste aftensmad, og det fortsatte igen bagefter.

Sådan en dag som i går er for mig fyldt med øjeblikke af komplet lykke og taknemmelighed. Hvorfor? Måske fordi den var så simpel. Fordi den bestod af godt samvær og tid til fordybelse. Tid til at tage pauser, hoppe på trampolin og så fortsætte legen indenfor bagefter. Tid til at lave mad og til at spise den i fællesskab. Jeg elsker den der følelse af at være omgivet af mennesker, som man deler grundlæggende værdier med. Ikke sådan noget som “hvor er du uddannet?” eller “har du også boet i udlandet?” men måske nærmere: “Hvor vil vi hen med verden?” – eller: “Skal vi starte et andelsmejeri?”
Da jeg gik i seng, kom jeg til at tænke på, at Kristian og jeg engang sagde til hinanden – det var inden, vi fik børn – at vi ikke ville være sådan nogle forældre, som slap hele vores vennegruppe, og nærmest kun var alene. Og de første år efter vi fik Storm, var det ikke helt nemt. Vi var de første fra vores vennegrupper til at blive forældre, og jeg tror, vi følte en afstand til mange omkring os. Eller, en manglende fleksibilitet i forhold til at ses. Nu ved jeg, at det ér svært, fordi der bare ikke er ret meget tid, når man har små børn, og der er ikke altid overskud til socialt samvær, men jeg tænkte alligevel der i aftes, da jeg huskede vores frygt for at blive ensomme og kedelige forældre, at vi har et vidunderligt socialt liv, som jeg er meget glad for at dele med vores børn, og jeg tror, at Ærø er en del af årsagen. Alle de skønne naboer og venner iøvrigt herovre og så vores familier, som vi er tæt med, som kommer, og er hos os i dagevis. Det går op og ned med at ses, ja, det er der ingen vej udenom: Nogle uger føler jeg, at vi aldrig ser nogen mennesker, og så er der dage som i dag, hvor jeg bliver mindet om, hvor godt et netværk vi har, og hvor dejligt det er at have muligheden for at være sammen en helt almindelig mandag uden stort ståhej eller støvsuger-panik før gæsterne kommer.

Hvordan håndterer I det med et socialt liv midt i alt det andet? Har I fundet balancen mellem arbejde, interesser, familie og venskaber? Og hvor mange venner skal man egentlig have for at have nok (jeg har fundet ud af, at for mig er tallet meget lavere, end jeg troede)?

(p.s. undskyld den svingende billedkvalitet. For det første havde jeg taget skønne billeder af tog-vanviddet ovenpå hele formiddagen, da jeg opdagede, at der ikke var hukommelse i kameraet. For det andet er lyset i en stald ikke vildt god ven med kameraet i en iPhone)

Og her til morgen? Tog igen. Märklin og Brio hånd i hånd:

Om at sørge

Bare det at læse Informations fremragende interview med forfatter Naja Marie Aidt om hendes søns død i anledning af den bog, hun har skrevet ud fra sorgen/med sorgen/om sorgen, får mig til at mærke mørket, det afgrundsdybe og uforståelige, i mit bryst. Og jeg glæder mig til at læse hendes bog, “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage“, også selvom jeg hellere ville kunne tro på, at verden ikke også er det. At den kun er hverdag og brok over småting og glæde for det meste. Men, jeg ved godt, at sådan er det ikke, at mørket lurer i krogene, og for nogle fylder sorgen mere end noget andet, for nogle er mørket så stort, at de ikke kan komme ud af det. Naja Marie Aidt fortæller så smukt om det mørke, hun var i i interviewet, som jeg læste i ét stræk, mens børnene legede, og jeg stod i køkkenet, og gemte mig. De seneste dag har Maria Gerhardts “Transfervindue” også fyldt i mine tanker, ja, og i endnu højere grad hendes liv og hendes død, og nu bliver det med visheden om, at hun ikke er her blandt os længere, at jeg vil læse hendes sidste værk; hendes generøse gave til alle os raske, som er her på jorden endnu.

Sorg. Sorgen er så svært og stort og tabubelagt et emne i vores verden, og døden er den ultimative udløser af sorg. Selvom jeg ikke frygter døden, så vil jeg alligevel hellere end noget andet gå fri for den smerte, som de to bøger beskriver (om det at miste sin elskede og om det at skulle fra dem, man elsker), og dog vil jeg hellere have elsket og miste end aldrig have elsket overhovedet. Det er jeg sikker på, selvom jeg tror, man indimellem kan ønske, at man aldrig havde følt så stor kærlighed, når man mister muligheden for at elske fortsat.

Selv har jeg endnu kun frygtet den sorg, men ikke været i den; da min bror var syg, frygtede jeg den altid, og nu ligger det latent i livet som hustru, mor, søster. Men jeg har ikke mærket den sorg, hun beskriver, jeg har ikke skreget som et urmenneske i afmagt, eller set min elskede glide bort, og jeg kan mærke, at det giver mig noget at stifte bekendtskab med den smerte. Den er her jo, og det er de sørgende også i høj grad. Min gode veninde skrev til mig i aftes, at hun fornemmer en bevægelse i sig selv hen imod at arbejde hospice, og det håber jeg, hun vil. De døende og deres pårørende har brug for opmærksomhed, omfavnelser, tid. Jeg tror, det arbejde giver så god mening.

Som en kommentar på mit blogindlæg om døden inde på min private facebook citerede en ven dette fra Ringenes Herre, som giver mig gåsehud igen og igen. (Tolkien er den forfatter, hvis univers jeg vender tilbage til uden afvigelse. År efter år.)

GANDALF: End? No, the journey doesn’t end here. Death is just another path, one that we all must take. The grey rain-curtain of this world rolls back, and all turns to silver glass, and then you see it.

PIPPIN: What? Gandalf? See what?

GANDALF: White shores, and beyond, a far green country under a swift sunrise.

PIPPIN: Well, that isn’t so bad.

GANDALF: No. No, it isn’t.”

Hvad er jeres erfaring med sorg? Kender I den, den dybe sorg som de to kvinder skriver om? Hvordan forholder vi os bedst til de sørgende – dem, som har mistet, og dem, der snart skal her fra? Og hvordan lever man bedst livet med den viden, at man måske en dag vil miste én, man elsker højt eller være nødt til at tage afsked før tid?

Om retreats (jeg har fundet stedet!) og om at være alene hjemme med børnene (nu kan jeg!)

Jeg er alene med ungerne hele weekenden, og den lader vi lige stå et øjeblik, for det er da et øjebliks stilhed værdigt. Altså, ikke fordi der er andre muligheder, og jeg elsker jo mine unger. Men de er altså en håndfuld.
Kristian tog af sted torsdag aften, og kommer hjem igen søndag eftermiddag, og det er et fuldkommen intenst samvær at være ene forælder på vores flok, og jeg synes altid, at én eller flere af børnene falder, og slår sig meget, når jeg er alene med dem, også i går, og jeg skal virkelig arbejde med min puls sidst på eftermiddagen, når der ligger æblestykker på gulvet, og knækbrød, og halvdelen af børnene har taget det meste af deres tøj af (og jeg kan ikke finde ud af at tænde op i pejsen, så jeg synes, de bliver kølige, men de siger, de har det for varmt). Så jeg serverer den nemmest mulige aftensmad (grøntsagsstænger, fyldt pasta og rugbrødsmadder), og så i går faldt Juno i søvn uden problemer, hvilket betød, at overskuddet kom hurtigt igen. Og, hallo (!), jeg kan være alene med mine børn. Det kunne jeg ikke for fire måneder siden.
Min svigermor er faktisk også på øen i sit sommerhus sammen med sin mand her i weekenden, og de vil meget gerne hjælpe, hvilket er fantastisk. Hun er der altid for os, det er mine svigerforældre i det hele taget, og det er en kæmpe gave. Men her i weekenden har jeg planlagt at klare mig selv, sammen med børnene. Vi har brug for den ro, både dem og jeg. Der var jo camp i sidste weekend, og i næste weekend er jeg væk, og i det hele taget har vi nok behov for lidt overskuelighed, så børnene har bedt om nogle hjemmedage uden det store ståhej.

Da Juno sov i går, kunne jeg gå ind til de tre andre og fortælle dem en historie og bare det at se deres glæde over at have mig for sig selv (altså uden Juno, som helt klart er den, der trækker tænder ud i vores kuld lige nu), fik mit hjerte til at vokse. Jeg er ellers ikke den store historiefortæller; det ved jeg, fordi Kristian kan fortælle de mest fantastiske historier, og de strækker sig som regel over måneder med et afsnit hver aften, og børnene snakker om karaktererne hver dag (Frøken Purple, Jemiiierne, Palle Trold, Åge Kapok osv.), og det kan jeg ikke matche. Det der med at udvikle den slags historie og følge den til dørs. Til gengæld fortæller jeg som regel om “Karin Elefant,” der er en ret kedelig karakter, som jeg så kan indoktrinere med nøjagtig det, jeg synes, børnene skal høre noget om. I går blev det meditation; Karin Elefant lærte at meditere, og ungerne satte sig straks i lotusstilling i deres senge, og lyttede efter. Karin Elefant skulle lære det, fordi hun ikke helt kan styre sin vrede (aka mine to fireårige), og hun fandt ligesom en indre balance i løbet af historien, og bagefter sagde Storm: “åh, mor: du er SÅ god til at fortælle historier.” Ej, tænk at han sagde det.
Nå, men selvom man løber op og ned hele aftenen til og fra sådan nogle børn (night terror, tissetrang, uro, etc.), så sidder jeg også i sofaen indimellem, og når jeg gør det, tænker jeg non-stop på mine retreats, og jeg bliver bare så glad. FORDI: Jeg har fundet stedet. Efter at have set på otte forskellige hoteller/b&b’s/kursusrammer og læst om mange flere end det, fandt jeg i går det sted, som skal danne rammen om mine to første retreats her på Ærø til efteråret. Jeg havde ellers været helt på Langeland for at se på et smukt sted med god mad og en sød værtinde, men jeg vil bare helst være her på Ærø, fordi det er her, alt jeg skriver tager afsæt, og fordi havudsigten, roen og øboerne er så inspirerende for mig. Og så vil jeg faktisk også gerne være et sted, hvor jeg helt selv kan sætte rammerne, men det tog mig tid at komme frem til det svar, fordi det er ikke helt konventionelt. Til gengæld er jeg sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse. Det skal være intimt, nærværende, nemt og meningsfuldt. Mest af alt skal det skabe mod og erkendelse, glæde og viljestyrke.

Huset, som jeg vil holde mine retreats i, er smukt. Det er en kæmpemæssig privatejet villa med højt til loftet, store vinduer og varme gulve, og jeg kender det godt, for jeg kender familien, der ejer det, de har bare aldrig udlejet det før, så jeg vidste ikke, at det var en mulighed. Det er lyst, nyistandsat og med netop den udsigt, som jeg holder så meget af, og som jeg skriver om herinde ret tit. Stedet ligger under en kilometer fra mit eget hjem, så landskabet er meget det samme, og stranden er blot fem minutter væk henover marken foran huset. Der er to enorme træterrasser mod havet og en kæmpe stue med højt til loftet samt et stort køkken med langbord og så en masse værelser (og badeværelser). Det er helt rigtigt. Blomster, lys, lækre plaider, smukke notesbøger og god chokolade i skåle rundt omkring.
I disse dage tager formen på indholdet også for alvor form, og det er en skøn fornemmelse. Jeg vil skabe en intim og inspirerende ramme, hvor deltagerne tager på en rejse for at finde frem til deres inderste drømme og dernæst får et billede af, hvordan det kan blive til virkelighed. Vi skal snakke frit og dybt og opmærksomt. Vi kommer til at sidde sammen omkring langbordet med den lækreste hjemmelavede suppe og friskbagt surdejsbrød. Der kommer til at være store, tætte chokoladekager med cremeheesetopping, og vi skal have Hattesens konfekt til kaffen og hans eminente is til dessert. Vi skal gå ture, sidde ved vandet, og være stille nogle timer midt på dagen. Der bliver krydret mad til aften og friskbagte boller til morgen, spørgsmål, svar og refleksioner til det hele. Rødvin, hjemmepresset juice, kaffe og te. (Alt øko og bio, selvfølgelig.) Jeg ser for mig, at det bliver som at tage ti kvinder under armen og rejse af sted til et andet sted; en anden del af verden med ro og fokus og tid til fordybelse. Uden praktiske forpligtelser, uden forstyrrelser. Vi skal tale oprigtigt, mærke efter, stille spørgsmål og lytte. Jeg glæder mig meget til at guide deltagerne hen mod deres drømme, mod et liv som de selv har valgt.
Og måske er det netop essensen: At livet er så meget sjovere, når vi selv har valgt det.

På det første retreat for kvinder er der plads til max 10 deltagere, på det næste for par er der plads til fem par.
Begge dele bliver efter al sandsynlighed en fredag til søndag i september.

Pris og datoer kan jeg ikke komme med endnu, så meget ved jeg ikke, og jeg har ikke de billeder, som jeg drømmer om at sende af sted til alle jer, der er interesserede. Men snart. (Faktisk er jeg slet ikke klar til at annoncere noget som helst, men jeg blev bare så glad af at gå rundt i det store, smukke hus  i dag, og pludselig kom billederne væltende, og nu ved jeg, at det er helt rigtigt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver godt.)

Hvordan synes I, det lyder? Kan I også mærke længslen efter den slags samvær? Vil I stadig med?
Og, hvad laver I her i weekenden? Er I mest til at være hjemme og lukke jer lidt omkring her selv, eller er i mere opsøgende og sociale? (og er det kun mig, der vågnede op til et hus uden el, og havde besøg af en nabo klokken 06:10 og en elektriker et par timer senere? ;-))

Noget af det vi husker at gøre

Der er ting, som er helt anderledes, nu hvor vi bor på Ærø. Ikke at jeg kan remse det op; tiden går, og vi har været her i to år, og vi er jo en anden familie nu, med en anden viden, en anden hverdag, et andet fokus. Men vi er mere udenfor, det ved jeg. Naturen er blevet en højere prioritet, jeg tror, det handler om noget så enkelt, at den er lige der. Man skal ikke tage ud i den. Den er der hele tiden. Vores have, marken, de små grusveje og stranden, ikke mindst.

Den anden dag tog vi op til en legeplads ved havnen i Søby, fordi børnene ikke havde været der siden i sommer, og Ilja sagde, at han havde tænkt på den uafbrudt hele dagen. Det var bare de tre store og mig, Kristian og Juno blev hjemme, og lavede mad, og var en tur i haven, og i bilen på vej derop, hørte vi reggae på max lydstyrke, og vi snakkede om nogle af de ting, som fylder for tiden (hvilket næsten altid er det samme, sådan set: “Hvorfor har vi ikke altid fri?” “Hvornår må vi få skærmtid igen?” “Skal vi bage en kage, når vi kommer hjem?”), og da vi parkerede, var børnene lynhurtigt ude af bilen og igang på legepladsen. Men så efter nogle minutter tog Storm sine sko og strømper af. Det gør han tit; han elsker at gå i bære tæer, og vi har nok også snakket en del om “earthing” (eller “grounding”) derhjemme, og set en dokumentar om emnet, og det er rigtig fint, at han selv er tiltrukket af at gå i bare tæer, for han er en følsom dreng, som har godt af at mærke og af at blive trukket ned i sin krop, væk fra de mange, konstante input.

Der gik ikke mange minutter, før legepladsen var glemt, for ved siden af den, er en strand med hvidt, blødt sand, og Storm løb derover, og få sekunder senere råbte han om dybt tang og dejligt sand, så vi andre fulgte efter, og med ét var alle fødder nøgne, og børnene løb i de dybe banker af tang, og sank i helt til knæene, og de gik i sandet, gravede fødderne ned, og mærkede det kølige, og så skyllede de tæerne i det isnende vand. Ude over havet blev himlen mørk, og bag os skinnede solen stærkt og hvidt, og lyset lige imellem de to kontraster var helt fantastisk, det var der, vi stod, og vi kastede meterlange skygger, og børnene lagde sig i sandet, og lavede engle med deres arme og ben. Jeg kunne lige så vel have sagt “Ej, det orker jeg simpelthen ikke lige nu,” og klokken var også 17:30, før vi kom hjem igen, men det var så godt, og vi gør det igen en anden gang, det håber jeg.


Orker I heller ikke altid det, der er godt? Og gør I det indimellem alligevel?

Jeg tror, vi frygter døden, fordi vi har glemt vores tro

Læste I indlægget i Information om, at vi ikke vil se i øjnene, at vi skal dø?
At vi er så bange for døden, at den lammer os, når den kommer tæt på? Forfatter og foredragsholder Esben Kjær oplever, at mange har det så svært med døden, at de ligefrem fornægter den. At vi bliver chokerede, når gamle mennesker dør, selvom det modsatte ville være ubegribeligt. Hvorfor er det blevet sådan? Døden er det eneste, ingen kan undgå, og alligevel lader vi som om, den ikke findes.

Esben Kjær udgav sidste år bogen “Min Usynlige søn” om hans søn, som døde af kræft, og nu modtager han mange breve fra mennesker i sorg. En del handler om den manglende vilje til at se døden i øjnene. Selv fortryder han, at han ikke var mere nærværende overfor sin døende søn, og i stedet brugte sin energi på at finde noget, der kunne helbrede ham, eller i hvert fald udsætte det uundgåelige. “Som konsekvens døde han mere ensom, end han havde behøvet, og det tilgiver jeg aldrig mig selv.”

Jeg kender også til den der frygt for døden. Da min bror havde kræft, var jeg bange for, at han skulle dø, og alligevel var det én af de ting, jeg prøvede ikke at tænke på. Jeg var indlagt med ham, brugte al min tid sammen med ham, men vi snakkede næsten aldrig om døden. “Hvad skal vi se nu?” – men ikke “Er du bange for at dø?” Nej, selvom døden føg gennem afdelingen, hver gang en anden patient med den samme sygdom tog derfra, holdt vi os varme på vores stue, og snakkede om kemo, genoptræning og fremtid i stedet.

Hvorfor er vi bange for døden? Jeg tror, det bunder i vores manglende tro. Jeg oplever os som sårbare, fordi naturvidenskaben er blevet den mest udbredte religion i vores del af verden. Vi tror, at vi har svar på alt, men vi tror ikke på, at der er en mening med noget af det.

I min barndom var den udbredte overbevisning, at vi hver især er alene i universet, og det føltes nøgent og råt. Det er den virkelighed, de fleste af os vokser op i: Uden en højere mening, uden et mål, uden frelse. For mig oplevedes den alvidende naturvidenskab i et overvejende ateistisk hjem og en folkeskole fuldkommen blottet for tro eller håb ultimativt ensomt. Jeg mindes en dyb længsel efter- og tro på, at der var mere mellem himmel og jord, som jeg ikke helt turde stå ved. En klar fornemmelse af at naturvidenskaben var en del af forklaringen, men langt fra den hele. I min dagbog skrev jeg beskeder til et højere selv, en gud om man vil, og jeg havde en fornemmelse af, at vores handlinger, tanker og livsvalg har indflydelse på andet og mere end blot os selv i dette øjeblik.

Vi er ikke en ø.

Vi er en del af et større hele. Om man tror på det eller ej, så hænger vi sammen. Hvad jeg gør, breder sig som ringe i vandet omkring mig. Nogle gange når de ringe meget langt væk. Om jeg vil det eller ej.

Vi er ikke en ø. Vi er en del af et kontinent.

Vi er ikke kun nu, vi er for evigt. Det tror jeg på, uden tvivl. Jeg er helt sikker på, at vi har været her mange gange før, og vi kommer her igen. Døden er ikke det sidste, den er begyndelsen på næste kapitel. Døden er ikke definitiv i det store perspektiv. Jeg frygter ikke, hvad der er på den anden side, men jeg elsker livet her.

Jeg plejer at sige, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens, og jeg har skrevet om det herinde mange gange før, på sin vis er det jo altid bag mine ord. Alt jeg gør, gør jeg med afsæt i den tro, jeg bærer i mig som en del af min dna. En tro på det gode, på lyset, på at man i det stille liv kan flytte bjerge med vilje, grundighed, stædighed. Jeg tror, der er en sandhed, og at den er smuk og meningsfuld. Jeg har blandt andet skrevet et indlæg, som handler om den sandhed, vi står i anno 2017, hvor verden splittes i to.

Siden barndommens søgen er jeg sluppet ud af tomheden. Jeg ser på solopgangen nu, og mit hjerte fyldes af taknemmelighed. Jeg er sikker på, at der er mere i det syn end en fysisk bevægelse planeter og stjerner imellem. Alt det deroppe har en sammenhæng med de celler, jeg består af, og jeg tænker ikke, at jeg har direkte indflydelse på, om solen står op i morgen, men jeg ved, at vi ultimativt påvirker alt andet, fordi vi er ét.

Alt, jeg har set og mærket, læst og oplevet de seneste år, har bekræftet mig i, at døden skal vi ikke frygte, det er livet på jorden, der er den største prøvelse. Det er her, vi virkelig kæmper. Det er her, vi udvikler os gennem kriser og mørke; udfordringer og hjertesorg. Her er smukt og godt, men det er der også på den anden side af døden.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg glæder til at dø. Jeg vil vride alt ud af det her liv, være her så meget og så længe som muligt. Men jeg ved, at en dag skal jeg herfra. I morgen eller om tres år? Det svar har ingen, derfor vil jeg leve fuldt ud nu.

“En dag skal vi dø, men alle andre dage skal vi leve” (Per Olov Engquist). Det siger jeg både til mig selv og mine børn, når de nævner frygten for døden.

Jeg vil gribe livet alle de dage, mit hjerte slår. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg gjorde mit bedste, og brugte timerne på det, jeg havde valgt med åbne øjne. Er jeg bange for at dø? Nej. Jeg er sikker på, at døden er en genkendelse så dyb som universet og en lettelse så står som ingenting i dette liv. Jeg er sikker på, at det vi kalder døden, også er liv.

Jeg begynder at tænke, at det er det, mine retreats skal kredse om: Det med at gribe livet. Livet er så meget mere meningsfuldt, når vi selv har haft indflydelse på det. Når vi har taget det i hånden, og trukket det med hen til vores drømme. Vi er her nu, og vi har så meget, vi kan. Vi kan stadig nå det. Vi kan så meget mere, end vi tror. Derfor skal mine retreats skal handle om vores egen personlige rejse i dette liv; vores mål og drømme og vejen derhen.

Når jeg tænker på, at jeg en dag kommer til at miste, kan jeg mærke sorgen og afmagten helt ind i knoglerne. Jeg vil så gerne undgå at miste, jeg vil så gerne gå fri for de største sorger. Jeg vil så gerne, at døden henter dem, jeg elsker i den rigtige rækkefølge: Forældre før børn og bedsteforældre før forældre. Men jeg har fået en ny tryghed og ro i, at vi ikke bliver væk for evigt; at selvom det ansigt, den stemme, det liv forsvinder, så er essensen der stadig, og en dag mødes vi igen et andet sted. Det er ikke en tro jeg har for at drukne sorgen eller for at gøre den mindre; det stikker langt dybere end som så. Sorg er sorg, og sorg er naturligt. Men jeg glæder mig dagligt over mine børns klare oplevelse af, at livet ikke blot er dette udefinerede øjeblik og dernæst: Puf! Ingenting. At der er mere end det. Mere mening.

John Donne, 1624:
No man is an island,
Entire of itself,
Every man is a piece of the continent,
A part of the main.
If a clod be washed away by the sea,
Europe is the less.
As well as if a promontory were.
As well as if a manor of thy friend’s
Or of thine own were:
Any man’s death diminishes me,
Because I am involved in mankind,
And therefore never send to know for whom the bell tolls;
It tolls for thee.

Hvordan har I det med døden? Hvordan tror I, den er? Hvad sker der? Hvad ønsker I, hvad tror I på?

Jeg har også skrevet et indlæg om at sørge

Vi kan åbenbart ikke sidde stille

Der sker så meget i sådan et hverdagsliv, at det kan være svært at gengive, og samtidig sker der for det meste så lidt, som man har behov for at snakke om, at jeg oftest svarer: “Vi har det godt,” uden at uddybe, når nogen spørger. Mine veninder siger, at jeg aldrig fortæller noget om mig selv. Man kan være sammen med mig i flere dage uden at høre noget konkret fra min hverdag, tilsynelandende. “Jeg hører aldrig noget om, hvad der foregår i dit liv,” og det er sådan set rigtigt nok, medmindre samtalen er på et mere generelt plan. Jeg kan sagtens tale om livet med børn, om parforhold eller arbejdsprioriteter, men jeg synes ikke, det er interessant at recitere mine holdninger eller min egen livssituation 1:1 særligt ofte, så det foregår mere på et plan, hvor jeg stiller spørgsmål, eller stræber efter at brede ud, løfte op, anskue fra et lidt højere sted end min egen næsetip.

Jeg fortæller altid gerne om det, jeg drømmer om, og jeg elsker at få sparring på mine idéer og høre andres, ikke mindst, men det er sjældent, jeg har lyst til at bruge tid på at snakke om hverdagen; altså de helt små overvejelser og oplevelser, som Kristian og jeg ikke engang har tid til at dele med hinanden (der kan sagtens gå en uge, før én af os udbryder: “Nå ja, jeg har forresten sagt ja til at afholde en bla bla,” uagtet at emnet ville have været godt samtalestof blot nogle år tilbage. Men vi må prioritere stadig skarpere, og selvom det uden tvivl betyder, at der er ting, vi ikke får at vide fra hinandens vej, så har det også den effekt, at vi skærer ind til benet, og fokuserer på det, der virkelig gør noget ved os, når vi taler sammen (og det er sjældent vasketøj, sladder eller kommende weekendplaner).

Men! – Her på bloggen skriver jeg jo netop om hverdagsting, tænker I nok. Og ja, det gør jeg i høj grad. Men igen forsøger jeg at løfte det til et niveau, hvor det ikke blot er en gengivelse af min tilfældige mandag, med derimod nogle observationer eller informationer, som jeg bilder mig ind, at andre kan bruge til noget.

Der er ting, som jeg ikke får skrevet om herinde, som jeg gerne ville have delt. Igen; det med prioriteterne. Jeg startede en serie her på bloggen, som jeg kaldte “Tilbageblik“, og som aldrig er blevet til noget. Det var tanken, at jeg ville skrive om en masse af de erfaringer og oplevelser, jeg har med mig. Der er mange ting, som falder lidt udenfor normen. Sådan noget som at flytte hjemmefra som 16-årig, tage til NYC som tyveårig og blive der i fire år og der knytter sig gode historier til en del af de vanvittige ting, jeg har gjort som ung (kørt tværs over USA med en mand, jeg ikke havde mødt før, men som blev min gode ven; malet grafitti i Aarhus som 15-årig, så trafikken måtte spærres i timevis i midtbyen, sendt min far på alkoholafvænning, om at sige mit job op, om at flytte til Ærø, om vores bryllup, om dengang jeg næsten døde af en graviditet udenfor livmoderen og så videre og videre.) Og måske kommer nogle af historierne frem alligevel en dag: Lige pludselig får jeg lyst til at skrive én af dem, og så gør jeg det, men fortiden fylder ikke ret meget i mit liv udover den erfaring, det er.

Men det handler også om mit aktivitetsniveau. Kristian og jeg er åbenbart sådan nogle, som altid har gang i noget, der tænder os, det kan jeg sige med sikkerhed nu. Jeg havde nok tænkt, at vores aktivitetsniveau hang sammen med babyræset. Jeg troede måske, det mest af alt var det med de mange børn, der satte skub i os. Men det passer ikke, for jeg har jo også skrevet bøger – både dem, der er udgivet, og dem, der ligger her på computeren endnu. Kristian har lavet adskillige albums, spillet mange koncerter, og vi har medvirket i alle mulige ting: tv-programmer, radio, interviews, iværksætteruddannelser. Vi har taget en meditationsinstruktøruddannelse; taget en håndfuld livsomvæltende kurser. Vi er flyttet fra København til Svendborg til Ærø. Har startet vores virksomhed og brugt nogle år på at banke den op, og nu kører den (!). Vi har været der for vores familie, for vores venner. Rejst. Fundet hjem. Slået rødder. Og nu skulle der ro på. Det havde vi aftalt. Huset skal godt nok have nyt tag, og der skal bygges et stort, fantastisk musikstudie på det gamle tørreloft her til sommer. Men udover det: Stilstand, ro; Familie og arbejde. Og så pludselig kom idéerne til os. Kristian er helt fyldt op af sin idé, som er hemmelig endnu, og er nærmest ekspert på et helt nyt område; han snakker med folk, læser endnu flere bøger end normalt, ser film om emnet. Og jeg selv har jo den her blog, som jeg er blevet så glad for, og nu vil jeg lave retreats. Det er jeg slet ikke i tvivl om: jeg glæder mig meget, det er noget af det, som jeg virkelig nyder at bruge tid på nu.

Og vi har ikke for travlt, vi er ikke stressede. Vi holdt en fridag i går – og to i sidste uge. Vi arbejder generelt én hverdag om ugen og hver fjerde weekend i Huset Humaidan, som er brødet på vores bord, og som er godt, men vi har travlt, fordi vi ikke kan lade være med at skabe nyt, og det er ikke dårligt at have travlt, hvis det man har travlt med, fylder én med mening. Meget hellere det end at lave ingenting.

For et par uger siden var vi på besøg hos nogle venner, og på et tidspunkt sad jeg og så på vores fire børn, og lyttede til Kristian fortælle om sin idé og om hans ambitioner for projektet, og jeg tænkte på mine egne retreats; på min blog og min bog, og med ét stod det klart, at sådan er vi jo: Vi er igang. Vi sætter ting på landkortet. Sætter nye tanker i andre hoveder, bevæger os fremad (eller ind, om man vil). Det er som om, kadencen er skudt i vejret, siden vi blev forældre til én, så tre og til sidste fire. Nu ved vi, at vi fremfor alt vil vores familie, men at vi samtidig ikke er os selv, hvis vi ikke skaber noget ved siden af.

Kender I det? Drivkraften til at sætte noget i gang? Behovet for at skabe? Og kender I det med, at der sker så meget, at man ikke kan fortælle det i én sætning, og at det meste iøvrigt ikke er ret spændende at gengive, medmindre man har tid og lyst til at tale om det i dybden? Altså, de fleste ting er vel i virkeligheden kedelige, når vi snakker overfladisk om dem, hvorimod langt det meste kan være interessant, hvis vi går et spadestik dybere?

I dag skal vi spille spil (se hvilke)

Årh hvor var jeg træt i går, da jeg kom hjem fra Svendborg efter at have sagt farvel til de unge fra vores camp. Og så kommer man jo hjem til et hus fyldt med børn, som har savnet deres mor, siden jeg puttede dem fredag aften, men alt var godt: Vi gik en lille tur, spiste nem mad, og sad oppe med de tre ældste lidt efter, Juno var faldet i søvn, og holdt om hinanden. I dag holder vi en fridag. Jeg kan ikke sige farvel til de fire små hoveder, når jeg knap har set dem i tre døgn, og så er det dejligt, at vi har indrettet os, så det er os, der bestemmer.

Vi skal spille spil (når Juno sover, i hvert fald). Vi er begyndt at spille ret meget; ikke sådan hele tiden, men ofte når der lige er ro, eller måske netop når der er behov for ro. Så kalder Kristian ungerne sammen til kortspil, Ludo eller andet, og der sænker sig en fred og et fokus, som alle har godt af. Det aller bedste er, når børnene på egen initiativ inviterer hinanden til at slag skak eller en omgang krig. Det elsker jeg simpelthen, fordi initiativ er noget af det, jeg håber, de har med sig ud i verden.

Hvad spiller vi?

Vi spiller Vildkatten. Både det almindelige, men faktisk lige nu i højere grad Gigant-udgaven, som er den store gulvversion i skum, som alle kan være med til. Gigant er desværre udgået (og jeg fatter ikke hvorfor, for alle lader til at ville have fingrene i ét), men jeg havde held med at finde det på Den Blå Avis, hvor jeg tjekkede med mellemrum i et års tid og slog til, da jeg en dag så et til salg (til 60 kroner plus porto, tror jeg). Faktisk spillede vi første gang Vildkatten Gigant på ét af vores tidlige besøg her på Ærø, da vi stadig kiggede efter hus, men havde besluttet, at vi ville bo her. Vi blev inviteret hjem til en familie – også tilflyttere, som var kommet ti år før os, og i deres stue sad tre af døtrene og spillede Gigant, og hurtigt var vi med i spillet, og så var det, at jeg begyndte at lede efter det til os selv.


Børnene spiller også Ludo. Både for sig selv og med voksne. Og krig, altså kortspillet. Det kan de få ret lang tid til at gå med…

Men mere end noget andet spiller de skak, og det kan jeg næsten ikke begribe, for det har jeg aldrig selv lært, og jeg synes, det er totalt vildt, at alle mine børn (altså, alle tre over et år) spiller det, sådan helt afslappet og med stor glæde. De bliver ved med at spørge, om ikke jeg vil lære det, og jo, det vil jeg gerne. Det må blive en dag snart. Måske i dag?

Faktisk har jeg aldrig brudt mig om at spille. Jeg hadede det hele min barndom, virkelig, og har haft moderat svært ved det indtil for nogle år siden. Som teenager fik jeg dog øjnene op for Scrabble, og det synes jeg stadig, er et sjovt voksenspil. Bogstaver er jo lige mig. Det og så Labyrinth, som vi hyggede os ret meget med i julen, når ungerne var lagt i seng, kan jeg ret gode lide. Labyrinth er forresten også sjovt med børnene (der findes endda en juniorversion, har jeg set, og det kunne måske være fedt at ønske sig en dag.)

I julegave fik børnene ZooBaloo, som handler om at gætte, om en given tømmerflåde kan bære alle de dyr, gruppen sidder med. Det er et hyggeligt og ufarligt spil med samarbejdselementer og læring i størrelsesforhold.

Jeg har for øvrigt god erfaring med at købe spil brugt, hvis man tager den bæredygtige (og/eller økonomiske) tilgang. Den Blå Avis har næsten altid en masse gode bud.

Hvilke spil spiller I?

Med fælleskab kan vi skabe alt

Vores camp er ved at nå sin ende: klokken 11:35 sejler færgen fra Ærø til Svendborg, og med den følger de unge, som har været med os på den første af seks camps siden torsdag. Jeg sejler også med, for de skal have en ordentlig afsked og forældre og pædagoger på den anden side skal have en god overlevering. Vi har så meget godt at fortælle. Mest af alt håber jeg, de unge smiler – indeni, i hvert fald. Det kan være svært at dele en ny del af verden, som ingen af dem derhjemme kender til. En isoleret boble og måske en helt anden side af en selv, som er dukket frem.

Det har været en rigtig god camp, og jeg glæder mig allerede til den næste. I mellemtiden skal vi mødes en del eftermiddage og på en enkelt heldagstur ud i landet. Hvad er målet med det hele? Målet er at fylde gode oplevelser i de huller, som mange bærer rundt på, særligt i ungdommen, men også som voksne hvis ingen lapper dem, hvis ingen er der for én. Vi prøver at finde meningen; se lyset; mærke os selv og blive opmærksomme på de kompetencer, som vi bærer rundt på. Kan udfordringer vendes til styrker? Ja, men det kan være svært at gøre alene. Derfor er vi her.

Jeg blev så glad i aftes: Vi sad sammen i fællesstuen, og spiste frugtsalat med råcreme, og havde været en tur nede ved stranden for at se fuldmånen, som oplyste hvert eneste sandskorn og forundringer på vores ansigter, og alt var blåligt og sølverfarvet. Vi havde set mod himlen, da vi gik gennem skoven hjem, og deroppe i trækronerne flaksede sorte fugle mellem de runde, mørke reder. Vi snakkede om vareulve og om magi, og så sad vi der omkring sofabordet med vores dessert, og alle de der skærme som lyste; mobiltelefoner og computere – alle er afhængige, de fleste af os kan slet ikke give slip bare et øjeblik – men jeg bad de unge prøve i fem minutter: “Prøv at være sammen med os i dette rum og ingen andre bare lige i fem minutter,” og det var som om, det egentlig var rart for alle, selvom det også var svært. Nogle fik lyst til at tegne, så vi hentede blokke og tuscher, og jeg spurgte, hvad der havde været godt ved campen. “Fællesskabet!” udbrød en pige højlydt og en dreng sagde: “De her aftener.” Det var alle enige om. For i dagtimerne har vi hygget os, snakket, spillet bold, lagt puslespil og spist god mad. Men om aftenen rykker man ligesom tættere sammen; vi har indspillet vokaler i de sene timer, og vi har skiftedes til at være DJs på anlægget, snakket og spillet spil. Alt har virket trygt, og det har føltes som en lille evighed, som en tidslomme i livet. Her har vi kendt hinanden. Her har vi været kloge og gode og stærke og seje.

I får lige en masse billeder fra vores fire dage herovre. Det af fuldmånen tog den ene af pigerne, da vi stod på stranden i aftes.

Rettet: Jeg har fået adskillige henvendelser fra forældre til unge, som også gerne vil på camp. Pt. har vi desværre ikke mulighed for at lave forløb for unge, som ikke er henvist gennem en kommune.