Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?

Min veninde skrev: “Jeg har hørt dig sige flere gange, at det vigtigste for dig med hensyn til dine børns skolegang er, at skolen ikke ødelægger dem. Har du lyst til at skrive om, hvad du mener med det?”

Der er gået flere måneder, siden hun skrev, og jeg har hele tiden haft lyst til at lave det indlæg, for det med skolen er vigtigt for mig. Men det er samtidig et komplekst emne, som tager tid, hvis man skal gøre det ordentligt. Mere tid end jeg måske har, helt ærligt. Skolegang er et kontroversielt emne, som kræver research, og jeg er langt fra ekspert. Det korte af det lange er, at mit forhold til mine børns skolegang i høj grad bygger på en mavefornemmelsesting, ligesom det meste andet i mit liv gør det.
Den længere version kommer nedenfor, men lad mig først understrege dette: Jeg har intet ønske om at pege fingre af andres valg. Jeg tror ikke, at én løsning er den rigtige for alle. Jeg er sikker på, at forskellige skoler passer til forskellige børn.
Når jeg skriver om mine refleksioner over mine egne børns skolegang, er det udelukkende ment som en inspiration. Jeg har ikke svaret. Men jeg tænker løbende over spøgsmålet med skoleform og indlæring i det hele taget; jeg tager stilling, og jeg synes, det er et meget vigtigt emne, som vi alle bør forholde os til.

Grunden til at jeg er nervøs for at sende mine børn i skole, er denne:
Jeg er overbevist om, at hvert enkelt menneske fødes med et stort potentiale og en enorm lyst til at lære. Jeg er samtidig helt sikker på, at både potentialet og lysten til at lære har godt af frie rammer, nærvær og opmuntring og tilsvarende dårligt af ensrettede krav, tests og upersonlig indlæring.
Når jeg er bange for at sende mine børn i skole, er det fordi, jeg frygter, at deres medfødte initiativ, virkelyst, nysgerrighed og kreativitet bliver slået itu af de nederlag, som vores samlebåndskultur og ensrettede undervisning med tidlige eksaminer og tjeklister bærer prag af. Jeg er bange for, at det kan knuse enhver iver og motivation at skulle leve op til noget, som man ikke er interesseret i, eller føler sig klar til. Jeg finder det fuldkommen åbentlyst, at det går ud over vores evne til at indlære, når vi oplever nederlag, fordi vi forventes at mestre noget, som vi ikke af egen drift er nået til endnu.

Når vi forventer, at alle børn på X år skal kunne løse de samme opgaver, svarer det for mig til at bede en elefant, en hest og en abe om at kravle op i det samme træ, og jeg forstår ikke, hvorfor det ikke står klart for dem, der tiltretelægger vores børns skolegang? Jeg forstår ikke, hvorfor så mange forældre (og deres børn!) skal være stressede og bekymrede og føle sig forkerte og skamfulde, fordi de ikke lige kan et eller andet ganske specifikt på et helt bestemt tidspunkt? Selvfølgelig lærer de det. Ikke mindst hvis det pludselig står klart for dem, hvad de skal bruge det til.

Hvis man har det godt, kan man lære alt. Hvis man har det godt, er man nysgerrig, videbegærlig og modtagelig. Hvis man har det godt, opsøger man viden, når man har brug for den. Måske det ikke er alle på ni, der har behov for at kunne regne med decimaler eller skrive deres morfars hjembys navn bagfra. Måske nogle af de niårige er ved at fordybe sig i dybhavet, rumforskning, poesi, dyrevelfærd eller hvad ved jeg i stedet.

Én af mine store inspirationskilder, siden jeg begyndte at panikke over skolens tilstand, har været Sir Ken Robinson. Jeg anbefaler alle at se denne video på 11 minutter, hvor han forklarer, hvorfor vi skal stoppe med at putte vores børn i kasser.
(Man kan evt. følge op med DENNE video om, hvorfor skolerne ødelægger vores børns kreativitet).

Da Storm nærmede sig sit første skoleår, blev jeg nervøs. Det, jeg oplevede som mor til et børnehavebarn, var, at min søn lærte helt utroligt meget dagen lang på eget initiativ. Jeg oplevede, at han opsøgte voksne omkring sig med spørgsmål, og var interesseret i at arbejde sammen med os om nogle af de ting, der interesserede ham, men også at han i høj grad selv var projektstyrende (og iøvrigt bevægede sig fra den ene leg til den anden dagen igennem). Det var tydeligt, at han havde en indre drivkraft; at han selv ville kunne lære rigtig meget, hvis der ikke var nogen, der blandede sig, eller tog kontrol.

Nogle dage, når vi hentede ham fra børnehave, havde han bygget en bro i sandet, andre legede han butik. Indimellem kørte han på en cykel eller sad og snakkede med sig selv i en hule. Når han var hjemme hos os, var det det samme: han var fuld af initiativ, og lærte med imponerende fart, syntes jeg. Også selvom han ikke kunne læse eller regne. Men han var vidende på mange andre områder.

Jeg blev opmærksom på, at det ikke er vigtigt for mig, om han kan læse, når han er lige præcis X år gammel. Jeg blev opmærksom på, at det ikke er alle fag, jeg mener, er vigtige – eller måske endda nødvendige.
Efterhånden kom jeg frem til, at jeg dybest set mener, man har behov for at lære to fag-faglige ting i løbet af sin skoletid, nemlig: Bogstaver og tal (med ikke på et helt bestemt tidspunkt).
Jeg fik tillid til, at hvis man kan de to ting, så kan man også alt andet. Hvis man er motiveret for det, forstås. Det er min erfaring fra mit eget liv, at hvis man har det godt, så kan man lære alt det, man har behov for, når man får behov for det. Har du først lært at indgå i verden som en nysgerrig, reflekterende og motiveret spiller, så kan du lære spansk/kvantefysik/broderi/etc. på ganske kort tid, hvis behovet opstår.

For mig står det klart, at indlæring spiller sammen med selvværdet. Når vi har det skidt, lærer vi ikke noget. Når vi er stressede eller kede af det, bruger vi al vores energi på dét. Når vi har det godt, derimod, så lærer vi – helt tiden, helst. Børn kan faktisk slet ikke lade være. Jeg tror, børn lærer, når de får lov til at afsøge emner: Fordybe sig i det, de brænder for, snuse til mange forskellige områder, have motiverende voksne omkring sig osv.

Weekendavisen bragte i efteråret et interview med professor i udviklingspsykologi Alison Gopnik, som blandt andet sagde: “Overalt i den vestlige verden indretter vi børnehaverne mere og mere som skoler. Det er paradoksalt for alt den nyeste forskning indenfor mit felt viser, at vi burde indrette skoler mere som børnehaver.”
Gopnik er fortaler for fri leg og tillid til børnenes evner. Hun synes, vi skal træde et skridt tilbage, og lade dem få barndommen igen, for børns indlæringspotentiale er uendeligt stort, når vi lader dem lære i deres eget tempo og af egen drift.
I sin bog,”The Philosophical baby” undlader Alison Gopnik med fuldt overlæg at besvare alle forældres mest påtrængende spørgsmål, nemlig: “Hvordan gør jeg min baby lykkeligere/klogere/dygtigere?”, men hun kommer dog alligevel med svaret i et amerikansk interview: “Tal til dine børn, læs højt for dem, giv dem opmærksomhed, men lad være med at give dem for meget opmærksomhed. (…) Giv dem et rigt miljø, som de kan lære fra, hvilket fra et evolutionært synspunkt involverer meget mudder, mange slægtninge og husdyr. (…) en sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre kan give deres børn.”

Jeg kan stadig indimellem tænke, at det ville være optimalt, hvis Kristian og jeg hjemmeskolede vores børn. Jeg forestiller mig eftermiddage med højtlæsning, ture på museer, morgener med langsom morgenmad, lego og magnethuse i krogene. Jeg ser for mig børnene i haven, børnene ved havet, børnene omkring os og for sig selv – og jeg er helt sikker på, at det ville være godt på mange måder. Børnene ville nyde det (ikke alle børn nødvendigvis, men mine i hvert fald).  Jeg har lyst til at skrive, at der er mange grunde til, at vi ikke hjemmeskoler vores børn. I virkeligheden er der kun én, nemlig den at både Kristian og jeg har andre passioner udover vores familie, som er så stærke, at vi ville være nogle bitre og frustrerede forældre, hvis vi havde børnene herhjemme hver dag. I stedet prøver vi at balancere det, som vi kan: Vi har valgt en skole, som ikke er meget fokuseret på faglige resultater, men som har en stor social kapital og korte dage. En skole, hvor den enkelte udvikler sig i sit eget tempo, og hvor der ikke er prøver – eller lektier – før de sidste par år. En skole, som Storm holder af, og ved flere lejligheder har omtalt som “mild og lærerig.” En dag sagde han, ar: “Jeg tror, nogle skoler er mest som en sten, men heldigvis går jeg på én, der føles som en madras.”
Vi holder fridage, og så hjemmeskoler vi i den udstrækning, vi kan herhjemme efter principperne i “unschooling”, hvilket egentlig bare betyder, at vi prøver at give plads til fri leg; at vi er til rådighed for børnene, når de opsøger os, og at vi forsøger at favne hele verden 1:1 fremfor udelukkende gennem skærm eller lignende.

Har du lyst til at vide mere? Så findes der heldigvis uendeligt meget god litteratur, og mange gode hjemmesider og blogs med inspiration og input om læring, skolegang og hjemmeundervisning. Lad mig linke til et par stykker:

– Hende her, “Simple homeschool” Jamie C. Martin, er en ganske erfaren (amerikansk) “homeschooler”, som har mange mange og meget konkrete råd til, hvordan man skaber et miljø af læring for sine børn. Blandt andet dette indlæg.

– Speltmor (Cecilie) er en klog kvinde i konstant udvikling. Dette indlæg om hendes umiddelbare tanker, da hun og manden besluttede at hive børnene hjem til sig selv, er inspirerende for alle, der har børn (og dette)

Dette link skulle gerne lede til en række TED Talks om uddannelse. Mange af dem er inspirerende, og nødvendige.

Jeg vil slutte med nogle principper fra én af de gode bøger, jeg har læst om emnet, nemlig “Unschooling Rules” af Clark Aldrich:

● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre.
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange

Hvad tænker I om skolen? Om uddannelse og inspiration, fremtidens mennesker, deres muligheder og hvordan vi får det bedste ud af dem gennem deres skolegang?

 

Fredagsanbefaling (The Crown!) og fredagssnak

Det går godt deroppe i Norge, hvor Kristian er på ski med de tre ældste af børnene. Godt på den måde at sneen vælter ned, og lægger sig i store bunker, lige netop som man godt kan savne det herhjemme i vinterens løb, hvor vi jo mest af alt har fugt og tåge. Børnene har alle lært at stå på ski nu. Storm knækkede koden sidste år, og i går gjorde Ilja og Live på fire det også, så nu står de selv alle sammen, og kommer eftersigende også selv med liften og så videre. Men hvad ved jeg egentlig om det? Jeg har ikke stået på ski i rigtig mange år, og lige nu sidder jeg på Ærø i tåge og fugt og uden skyggen af sne, så jeg refererer blot, hvad der kommer af beskeder deroppefra. Mens jeg klarede mig igennem de første dage herhjemme med hyggelige eftermiddagsaftaler og rolige morgener med Juno, var børnene i Norge syge; en enkelt kastede sågar op non-stop, og dér tror jeg nok, det krævede en ekstra indsats at holde humøret højt i fjeldet. Men han beklager sig ikke, ham Kristian. Ikke sådan som jeg godt kan komme til. Han siger: “Vi får det bedste ud af det”, og virker ikke den mindste smule misundelig på mig, som har haft en helt masse dagtimer helt for mig selv i denne uge. Og aftenerne også, fremfor alt.

Indtil videre kan jeg godt lide aftenerne som singlemor – til ét barn, altså. Jeg synes, det er en luksus at sidde i sofaen allerede klokken 19:15, når Juno sover, og have hele aftenen foran mig kun med afbrydelser fra et enkelt barn. Og jeg synes, det er fantastisk, at kunne vælge, hvad jeg vil bruge min tid på, uden at skulle tage hensyn til andre. Så jeg starter med at skrive, og så, klokken 21, tænder jeg for The Crown på Netflix, som jeg aldrig ville få set, hvis ikke jeg havde disse aftener for mig selv. Jeg synes, The Crown er så imponerende, at jeg er meget taknemmelig for muligheden for at dykke ned i den. Velspillet, dekadent, stemningsmættet, forførende og fremfor alt nuanceret. Jeg er imponeret over, hvor mange lag karaktererne har i dette forsøg på en mere ærlig og rå fremstilling af “The Windsors” end vi har set før (måske med undtagelse af filmen “The Queen” (som jeg dog ikke har set) med Hellen Mirren i rollen som en ældre og mere hård Queen Elizabeth II, og netop den film har samme bagmand som The Crown, nemlig Peter Morgan, der har dedikeret mere end et årti af sit liv til at arbejde med portrætteringen af den engelsk kongefamilie). Hverken Winston Churchill, dronningen eller hendes familie er fri for menneskelige brist i The Crown; alle som én er de både sårbare, ærgerrige, stolte og stærke, og det er et fascinerende indblik man som seer får i en verden, der ellers altid har som pointe at holde alle på afstand og fremvise “uendelig”, utilnærmelig adfærd.
Derudover er det skønt at høre karaktererne tale britisk (og ikke amerikansk) for en gangs skyld, og jeg er helt betaget af Claire Foy, som spiller Queen Elizabeth II, så elegant. Hende gad jeg en lille smule godt være mere som (altså ikke den royale del, men elegancen, den stoiske ro, den ranke holdning.)

Og hvad så med monarkiet? Tja, det er både bekræftende og provokerende for en dansk-republikaner som jeg at være vidne til den farce, som kongehuset i høj grad er, hvilket man får et klart indblik i gennem The Crown. Hvor dybt sekterisk monarkiet forekommer, ærligt talt. Det er for mig at se nærved et brud på menneskerettighederne, at en gruppe mennesker fødes til det liv, til det embede, uden nogen mulighed for at frasige sig det uden samtidig at ende ensomme og udstødte, som det skete for Dronning Elizabeths onkel, Edward VIII, der abdicerede. Dog er det ikke hovedformålet med The Crown at sætte gang i den debat, og jeg tvivler også p, at det kommer til at ske i kølvandet på serien. Mere sandsynligt er det, at vi alle vil få større sympati for marionetdukkerne i det store palads (mens vi glæder os til sæson 2).

Nu nærmer weekenden sig, og den er jeg lidt spændt på. Juno vågner gerne mellem klokken 5 og 6, og så skal vi have tiden til at gå de næste 13 timer, med undtagelse af den halvanden time, hun sover midt på dagen. Det er sjovt med sådan et nummer-fire-barn: hun bryder sig ikke helt om, at der er så stille herhjemme. Normalt kan hun lege længe for sig selv med sine dukker, mens de andre tre børn larmen omkring hende, men nu hvor de er væk, følger hun efter mig over alt. Når jeg rejser mig, gør hun det samme. For det meste sidder hun på min arm; hun virker næsten utryg ved at være alene på gulvet. Jeg tror, vi kommer til at køre ud i landskabet og se på dyr i weekenden – dyr og babyer er Junos yndlingsting, så et smut forbi en gård med heste, en mark med får og en nabo med et væld af katte bliver nok min strategi. (Og så lidt royal underholdning om aftenen, naturligvis. Jeg har stadig et par afsnit til gode.)

Hvem skal bestemme, hvor du bor?

Jeg får ikke svaret på alle kommentarer her på bloggen for tiden, men jeg læser hver og én, glædes over dem, tænker nye tanker på grund af dem, og ser frem til at besvare de fleste, når tiden pludselig kommer. For selvom Kristian og tre af børnene er på skiferie i denne uge, og selvom jeg har de mest rolige dage, jeg kan mindes i nærved et årti, er tiden alligevel ikke ubegrænset. Jeg får skrevet i dagtimerne, lige netop som jeg havde forestillet mig, men derudover går der også en del timer med at sætte projekter op i Kristians og min fælles virksomhed og med e-mails, telefonsnak og kalendertjek. Det er godt; vi er i starten af året, og vi kører to selvstændige karrierer under taget hjemme hos os, så der skal gerne sparkes gang i maskineriet nu, så vi ved, hvad resten af 2017 byder på (og at vi har råd til at spise efter februar også).

I går skrev en læser imidlertid en kommentar, som hev mig tilbage til skriverierne her på bloggen. Hun skrev: “Jeg drømmer i aller højste grad om at flytte til Ærø. Forleden luftede jeg mine tanker for min svigerfamilie, jeg skal da lige love for en omgang skepsis jeg blev mødt med 😀  “Man flytter da ikke bare 3 børn” – “Ej, hvad vil du der, der er intet på Ærø?” Og bla bla bla… men netop som jer, besøgte jeg øen tilbage i 2013 og har siden været forelsket.”

Og nu ved I nok, hvad jeg vil skrive. I ved nok, at det er min overbevisning, at ingen andre kan fortælle dig, hvad du skal med dit liv, eller hvad du skal holde dig fra. Ingen andre kender dine bevæggrunde, intentioner, behov eller drømme.

Og jeg ved også godt, at du ved det her, og jeg skriver det ikke for at simplificere noget, som naturligvis er mere kompliceret end som så – Men der er det med drømme, at de fleste mennesker bruger hele livet på at bære rundt på dem uden at gøre noget synderligt for at føre dem ud i livet. Og sådan behøver det ikke være. Man kan godt udleve sine drømme, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er dér, livet virkelig begynder at give mening. Faktisk er det også der, livet kan føles som en dans på roser, selvom det kræver ofre, flid og mod.

Man kan tilbringe hele livet med at tænke på og tale om, at man gerne vil være kunstmaler, og hver dag vende tilbage til det mentale billede af, at man står ved staffeliet uden nogensinde at gøre det. Man kan brokke sig over, at man ikke har tiden; beklage sig over, at der aldrig er ro og i sidste ende ærgre sig over, at man ikke bare gjorde det. Og hvorfor gjorde man det ikke bare? Tjo, det er måske ofte fordi, det kommer med en risiko, når vi går efter vores drømme. Der er en risiko for ikke at lykkes, når vi kaster os ud i frit fald i håb om at lande på benene midt i det, vi ønsker os. Hvad hvis det er vildt svært at male (det er det jo). Hvad hvis ens kunst ikke automatisk kommer til at ligne det, man forestiller sig, når man dagdrømmer (det gør det jo ikke uden en indsats). Hvad hvis det ikke kun er ren og skær lykke og romantiske talenter; timevis i solskin med udsigt over havet og en hat på sned bag staffeliet (det er det heller ikke). At udleve sine drømme er også at have viljestyrke, mod og drivkraft. At udleve sine drømme er at ville det så meget, at man ikke giver op. At udleve sine drømme er at lukke ørerne for de andres frygt og egne undertrykte behov og blive ved med at følge sit hjerte, også selvom ingen forstår hvorfor.

At udleve sine drømme er, at man indimellem løber panden mod en mur, rejser sig igen, og fortsætter. Og uanset om det lykkes, uanset om det bliver lige præcis som man ønskede eller ej, så er det altid det hele værd. Det er aldrig forgæves; man havner altid steder, man ikke anede var mulige; ser altid nye sider af livet, som man ikke kendte til. Når man følger hjertets kald; og løber med, så ender man det rigtige sted, også selvom det ikke altid er lige præcis der, hvor man troede, det skulle være. Ja, det kræver indsats at udleve sine drømme, og der er en risiko for ikke at lykkes, når vi satser. Men det er ingenting sammenlignet med den risiko, vi løber ved at lade være. Tænk sig: man kan ende med at leve hele sit liv uden nogensinde at gøre det, man helst vil. Man kan bruge alle sine vågne timer på noget, man ikke elsker. Vågne op til en udsigt, man ikke bliver glad af at se på. Dele seng med en partner, man ikke er tryg ved. Alt det er for mig langt mere risikabelt end at smide konventionerne over bords; skide på formerne og på de andres formaninger. Jeg vil meget hellere leve livet fuldt og helt, tro på mig selv og stole på at livet er her for at blive levet, end jeg vil holde fast i noget, som ikke længere føles rigtigt af frygt for hvad de andre siger. Af frygt for at tabe ansigt. Som regel siger de andre fra, fordi de selv går og undertrykker deres drømme. Som regel råber de op, fordi dit valg konfronterer dem med deres egen mangel på samme.

Kristian og jeg har så længe efterhånden fulgt vores drømme, at der ikke var nogen, der løftede et øjenbryn, da Kristian og jeg til vores bryllup fortalte alle vores venner og familie, at vi havde besluttet os for at flytte til Ærø. (Hov, nej, det er faktisk løgn: Nu husker jeg, at en kvinde fra min svigerfamilie kom hen, og sagde til mig, at det ville blive ensomt; at det var alt for langt væk; at vi ville fortryde hurtigt igen. Og selvom jeg syntes, det var malplaceret at sige sådan til mig under mit bryllup, stod det klart, at det i bund og grund handlede om, at hendes mand har været fraværende en stor del af deres ægteskab. Måske har hun følt sig ensom, og nu overførte hun sin egen fortrydelse på mig.) Nå, det jeg vil sige, er, at det kan blive en vane at følge sine drømme. At man ganske enkelt kan lære at lytte til sig selv og høre, når noget er rigtigt eller forkert. Man kan slippe fri for angsten for at mislykkes (jeg tager stadig chancer, som nemt kan gå galt, men jeg er ikke bange), og man kan leve et liv fuld af udvikling, ærlighed og nærvær.

Det kræver noget, ja, men det giver så meget mere igen, og pludselig kan man mærke lettelsen helt ud i fingrene. Pludselig kan man mærke den der kriblen, som kommer, når man er på rette vej. Ingen havde troet, at Kristian (ham der var “apperen, musikeren, sangskriveren”) skulle være fritidsbonde med traktor, hønsemøg og kompostbunker. Men lige her i dette liv er han aller mest lykkelig, og det er han, fordi han turde gå en anden vej, end den der lå lige for.

Ja, selvfølgelig er jeg feminist

En dag i sidste uge kom jeg hjem fra Netto, og satte mig, og skrev det meste af det indlæg, som kommer her i dag. Men jeg fik det ikke udgivet, for Juno hang på min arm hele ugen, så det blev ikke til noget.

Nå, men, jeg kom hjem fra Netto i sidste uge, og satte mig, og skrev med lynets hast et indlæg om, at jeg selvfølgelig er feminist. Ikke sådan i nogen bestemt kategori af fjerde, femte eller sjettegeneration. Bare sådan én, som selvfølgelig ikke kan lade være med at reagere på ubalance mellem de to køn, når jeg observerer – ofte dagligt – forskelsbehandling. Sådan én, som siger det højt, når jeg er vidne til kvinders undertrykkelse, indkodede mindreværd og dårligere vilkår. Når jeg som mor til to piger bevæger mig igennem verden.

Hvordan kan det være anderledes, når det indimellem sker, at mine børn står og ser på legetøjshylderne i Netto, hvor to kasser er stillet frem siden om side, og der i den til drengene er værktøj, mens der i pigernes er ting til at smukkesere sig? Ved I, hvad man kan med værktøj? Man kan bygge et hus, reparere sin carport, banke fælge på plads, sætte reoler op og slå det søm ned, som stikker faretruende frem fra gulvbrædderne. Man kan drage ud i naturen og save grene af nedfaldsstammer, bygge huler, opfinde maskiner, sætte skruer i. Ved I så, hvad man kan med et beautysæt? (et fucking beautysæt!). Ja, hvad helvede kan man med det? Man kan gøre sig smuk. Fysisk smuk, vel og mærke. Overfladisk attraktiv. “Fordi man får det godt med sig selv, når man ser godt ud,” eller hvad? Hvem er det, de små piger skal gøre sig smukke for? For hvis skyld? Æsken i Netto er ikke henvendt til teenagere. Den er til piger i 4-5 års alderen. WTF? Hvordan kan man undre sig over kvinders manglende selvværd, deres fokus på udseende, følelse af utilstrækkelighed og uformåen i lønforhandlinger? “Er du ikke først og fremmest smuk? Hvad er du så værd, som kvinde?”

Og selvom jeg da har set den slags legetøj tusinde gange før, gennem hele mit liv, gjorde det alligevel ondt på mig at stå der i Netto og blive konfronteret med noget så fordummende, fordi vi bor på denne her lille ø helt fri for reklamesøjler og modepoliti. Men vi er jo stadig en del af samfundet. Vi er jo ikke flyttet ud i den svenske skov. Kønskampen er også her.

Da vi boede i Svendborg, kørte der en dag en bus forbi vores hus med en reklame for “smukke bryster for 25.000,-“, på hele den ene side, og jeg blev så harmdirrende, at jeg tog et billede af den, og lagde det på facebook, og skrev “Indimellem føles samfundets idealer som en klapjagt på mine inderste værdier”, og nogen på TV2 opsnappede billedet, delte det, og hurtigt stod det klart, at jeg ikke var den eneste, som ærgrede mig over at skulle se på perfekte bryster til en god pris fra mit køkkenbord. Mange var vrede. Mest af alt var jeg provokeret, fordi min datter jo også så det. Hvad skal hun tænke om de signaler, det sender? – Og ved I hvad; hvis der var kommet en bus efter den med brysterne, som havde en perfekt mandlig brystkasse med implantater, så havde jeg også ærgret mig på min mands og mine sønners vegne. Men det gjorde der ikke, så det var ikke min bekymring lige dér, selvom jeg bestemt er lige så obs på mine drenges ligestilling som pigernes.

For tiden er min bekymring dog primært den enorme skævvridning, der foregår omkring kvinders vilkår. Stadig? Jamen, nu om dage har man jo lyst til at sige “den skrævvridning, der ser ud til at opstå for tiden”, for med Trumps familieplanlægnings- og abort stramninger træder vi tilbage. En gruppe mænd har endnu en gang siddet omkring et bord og truffet livsvigtige valg på vegne af kvinder. Skal en mand ifølge loven blive ved en kvindes side uden afbrydelser, hvis hun bliver gravid? Nej. Til gengæld skal kvinden åbenbart tvinges til at beholde barnet, hvad end hun er alene med et eller ej. Hvad end hun ønsker det eller ej. Hvad end hun indvilgede i at have sex eller ej.

Ingen kvindelige politiske ledere har nogensinde bestemt over mænds seksualitet eller reproduktion, og det kommer aldrig til at ske. Forestil jer forholdene på fødeafsnit i hele verden, hvis det var mænd, der skulle føde. Jeg ser noget anderledes luksuriøst for mig end de forhold jordemødre arbejder under, som det er.

Og jeg får jeg lyst til at referere en del af min søsters dimissionstale ved jordemoderuddannelsen i Aalborg tidligere på måneder, hvor hun blandt andet berørte de dårlige vilkår for typiske kvindefag og, ikke mindst, nødvendigheden for fri abort:

“Det her er et fag, som man ikke behøver forsvare. Det her er et fag, der er så berettiget og så livsvigtigt, at vi kan blive helt rundtossede, når vi tænker på, at politikerne synes, det er okay at spare vores arbejdsvilkår væk. Assistenterne skæres fra, vores tid begrænses, vores muligheder for nærvær og fordybelse bliver mindre og, desværre, gælder det for nogle også deres arbejdsglæde. Vi er et nyt hold, de nyeste i landet, og vi har hørt om dårlige vilkår og om jordemødre med stress, siden første gang vi var i praktik. Mange har allerede været i tvivl; kan jeg holde til det? Og hver især må vi finde den vej, der er rigtig for os. Jeg selv ved ikke, om jeg skal håbe på at få forlænget mit vikariat på Skejby, eller om jeg hellere vil til Grønland, Norge eller Afrika for en tid, og det bringer mig tilbage til berettigelsen: De kompetencer, som vi netop har fået papir på, er så vigtige, at de er uundværlige i hele verden. At vores fag blev autoriseret som ét af de første herhjemme i 1714. Kvinder har kaldt på os, siden tidernes morgen, når de var i fødsel. Vi har reddet gennem vand og over bjergtoppe, når der var bud efter os. Vi har reddet skæbner med strikkepinde i mørke afkroge, været forvist og skældt ud af samfundet men altid skattet af vores medsøstre. Vi har reddet uendeligt mange liv; også vi i dette rum har været i situationer med liv og død. Sådan er det. Vi har valgt et fag, der handler om selve livet; om det, der er indiskutabelt. Spørg en hvilken som helst mor, hvem hun helst vil være fluen på væggen hos, og de fleste vil svare: “en gruppe jordemødre.” Vores arbejde er gjort af det inderligste, det mest fremmede og alligevel nære. Det er spændende, fordi det er blod sved og tårer. Det er rørende, fordi det er familieskabelse. Det er smukt og uundgåeligt, fordi det er selve livets mening for de fleste af dem, vi møder på vores vej.”

Kvinder har så meget at byde på, det er ingen længere i tvivl om, men derfor halter ligestillingen stadig både på hjemmefronten og ude i samfundet. Det hele hænger sammen. Og det hele er så komplekst, at man umuligt kan nå i dybden eller omkring bare en procentdel af vinklerne i et enkelt indlæg. Essensen er, at vi har en udfordring. Vi skal alle sammen blive bedre til at skabe balance mellem kønnene. Mændene skal ikke ned, men kvinderne skal op. Jeg siger ikke, at det er forkert at holde en pigefødselsdag med sminketema og prinsessekjoler, men jeg vil opfordre til, at man overvejer, hvorfor det er lige netop dét, ens datter ønsker sig? Én af de ting jeg har fået det svært med, siden jeg blev mor, er lige netop eventyr. Prinsesser og onde stedmødre. Prinsesserne, som er højtelsket af deres magtfulde fædre, fordi “hun var den smukkeste pige i hele riget” og eftertragtet af prinserne af samme grund. Aldrig på grund af kløgt eller mod. “Man må lide for skønheden” sagde et familiemedlem engang i bedste mening til min datter, som havde fået lavet fletninger med nye Elsa-elastikker, og nu klagede over, at det hev i håret. “Hva?!” havde jeg lyst til at sige til ham. “Hvornår har du nogensinde lidt for skønheden?” Det har han da ikke. Han har ikke gået i sko, som ødelagde hans knæ eller med nylonstrømper, der holdt maven inde. Og hvorfor skal min datter igen og igen konfronteres med, at de tv-shows, som hun synes er seje (ninjago, pokemon, zack og quack, star wars) næsten udelukkende er befolket af mandlige karakterer? Min datter er helt sikker på, at hun er (mindst) lige så klog som sine brødre. Men hun er også kun snart fem år, og i følge en ny amerikansk undersøgelse, er det “først” i seksårsalderen, at piger begynder at kategorisere sig selv som mindre begavede end drenge. Pigerne i undersøgelsen takkede nej til at prøve kræfter med et spil for “meget, meget kloge børn” og havde tendens til at pege på tegningen af en mand fremfor en kvinde, når de skulle udpege en meget klog, unavngiven hovedperson fra en historie. (Læs en nyhed på dansk om undersøgelsen her).

Det går ikke. Det er ikke godt nok. Vi skal hver især rette op på den skævvridning. Vi skal arbejde med os selv, vi er alle kønsfarvede – ingen er neutrale. Vi skal være opmærksomme på de ting, vi siger på autopilot. Både når vi siger til drenge, at “det må være varmt at have det lange hår om sommeren” (hvornår siger man nogensinde det til en pige?), og når vi siger til en pige, om hun ikke hellere vil lave puslespil end slås eller blande kemiske stoffer? Det er en konstant bevægelse, og vi er alle sammen en del af den. God arbejdslyst.

Jeg ledte efter kærligheden

I aftes ringede min veninde ud af det blå, og var ked af det. Min kloge, sjove, inspirerende, modige, kærlige veninde græd, fordi hun havde afsluttet relationen til en mand, som hun har været forelsket i det sidste halvandet år, men som ikke elsker hende på samme måde. Så nu har hun sagt til ham, at det må slutte, og han er sådan set enig. Han vil hende ikke noget ondt, men vil hende heller ikke nok.

Det var efterhånden blevet sådan, at hun sagde nej til at gå til kunstudstilling med sine venner, fordi han måske kunne finde på at spørge, om hun ville ses spontant. Det var blevet sådan, at hun ikke længere motionerede, fordi hun hellere ville vente på at høre fra ham. Det var blevet sådan, at hun brugte al den energi, som skulle gå til at leve et lykkeligt liv, på at længes efter hans kærlighed, selvom han igen og igen, fordi han er et ærligt og fint menneske, fortalte hende, at han ikke elskede hende på den måde. Han ville bare være venner.

Og nu har hun sagt til ham, at venner ikke fungerer for hende. At det gør for ondt; hun føler sig slidt op indeni, fuld af længsel og indimellem desperation. Og ensom.

Hun græd, og snøftede, og jeg kunne høre, at hun tørrede sine øjne flere gange. “Jeg har ikke arbejdet i to hele dage, og nu er jeg langt bagud,” og hun havde glemt at spise. Men jeg kunne høre en beslutsomhed i hendes stemme, gennem gråden. Et nyt fokus, som var netop det, hun havde mistet. “Der er så meget lys forude,” sagde jeg, og jeg ville ønske, at jeg kunne lægge en hånd på hendes hoved og holde om hendes skuldre. “Der venter dig så meget godt.”

Fokus, fokus. Det er vigtigt, at hun fokuserer. Hun skal fokusere på alt det, hun pludselig kan, nu hvor hun ikke hele tiden skal prøve at planlægge omkring et menneske, der ikke planlægger omkring hende. I fredags var hun ude og spise med sine veninder for første gang længe. I morgen skal hun til pilates.

Og lige netop den samme veninde var jeg sammen med, da det i sin tid gik op for mig, at jeg hellere måtte blive kærester med Kristian. Det var i New York, i 2006, og vi sad tre 23-årige kvinder i et stort, lyst køkken i et byhus i Brooklyn, og snakkede om dates og kærester, og om hvordan man finder den rigtige. Én af os havde allerede fundet ham. Hun var fuldkommen hovedkuls forelsket på andet eller tredje år (og er det iøvrigt stadig) i sin kæreste, og hun så insisterende på mig, og sagde: “Det skal være nemt, ikke svært. I skal have lyst til at lave det samme en tirsdag aften og være enige om, hvad I helst vil om lørdagen, så kommer resten af sig selv. Man tror, kærlighed skal gøre ondt, men det skal føles godt.”
Det var helt nyt for mig. Noget faldt på plads indeni.
“Kristian!” tænkte jeg, og løb ned på soveværelset, hentede min computer, og viste mine to veninder et billede af ham på skærmen. På det tidspunkt havde jeg kendt ham knap to år, og siden jeg var flyttet tilbage til Danmark et par måneder tidligere, havde vi set hinanden ofte. Han var som en forlængelse af mig og alligevel noget helt andet. I det øjeblik forstod jeg, at han var den rigtige. At det var ham, jeg havde ledt efter. Så jeg skrev en email til ham, sådan lidt henkastet: “Skal vi ses, når jeg kommer hjem til Danmark?” og nogle uger senere kyssede vi hinanden for første gang. Siden da brugte vi et par år på at slibe nogle gevaldige kanter af, og vi har indimellem råbt ret højt af hinanden, men vi har aldrig været i tvivl. Vores kærlighed har altid været rigtigt. I dag er vores parforhold det mest forståelige, givende og meningsfulde i mit liv. Jeg tvivler aldrig, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til det.

Men jeg kan sagtens huske årene, inden jeg mødte ham. Alle årene i New York med dates og ulidelig venten på en skide sms fra en eller anden fyr. Fester, henkastede blikke, lange forførende snakke. Usikkerhed, utilstrækkelighed, forfængelighed. Jeg kan huske alle de gange, jeg har stået foran spejlet og drejet mig Jeg kan huske følelsen af at stå på subwayen og mærke blikkene. Kombinationen af selvsikkerhed og en afgrundsdyb usikkerhed. Desperationen efter at høre sammen med nogen og samtidig modviljen mod at gøre det, hvis ikke det føltes helt rigtigt. Jeg kan huske endeløs flirten og hundredevis af aftener helt alene, hvor jeg måske savnede selskab men ikke nok til at ville det for enhver pris. Jeg endte altid med at gå alene hjem. Grinede henkastet, tog min taske, og trak min veninde med mig væk fra festen, ud fra pubben. Jeg ventede på Kristian. Det gjorde jeg virkelig: Et sted derinde talte en stemme til mig om en dyb kærlighed. Et sted i ensomheden lyste et lys så klart, at jeg ikke turde se på det, før sætningen fra min veninde ramte mig den aften i Brooklyn. Jeg skrev til Kristian. Kyssede ham. Turde elske ham. Fik hele livet med ham forærende, og greb det – heldigvis. Jeg holder fast, og er vokset meget siden da. Hvem var vi, da vi mødtes, Kristian og jeg? Det kan være svært at huske; Jeg kan også selv nu, meget bedre end dengang. Jeg er blevet ældre, meget mere mig selv. Og nu er vi noget hver for sig, men også i høj grad sammen.

Alle vi mennesker her på jorden er på hver vores rejse. Det er min overbevisning, at vi er her for at lære forskellige ting, have forskellige oplevelser. Nogle skal lære om løsrivelse, andre om tilknytning. Nogle skal lære om mod, andre skal øve sig i at blive og så videre. I dette liv har jeg indtil videre oplevet både følelsen af ikke at være nogens elskede til at være lige netop det. Jeg har oplevet ensomhed; nu savner jeg indimellem det, der på engelsk hedder “solitude”. Min veninde og jeg er jævnaldrende, og hendes rejse er for nu ret forskellig fra min; hun bor et helt andet sted, og bruger det meste af sin tid på den professionelle succes, som hun for lægnst har opnået. Jeg håber, at det næste kapitel for hende i dette liv kommer til at indeholde selvomsorg og eftertænksomhed, ærlig kærlighed og forpligtelse. Jeg håber, hun en dag vil tænke tilbage på tiden nu og se, hvor meget hun lærte, og jeg håber, hun får en ægte og vedvarende kærlighed ind i sit liv snart. Måske starter det ved kærligheden for hende selv, måske handler det bare om lige at skulle møde ham.

Skriveworkshop – skiferie – ærlighed

Snart rejser tre af mine børn sammen med min mand og hans mor og hendes mand (ja, det var en lang og indviklet sætning, men jeg kan alligevel lide den) til Norge for at stå på ski i en uge. Når de vender hjem igen, er det med brune kinder og stærke ben, kroppe og hjerter fyldt op af varm kakao, Ludo og mest af alt oplevelser i sneen.

De glæder sig, alle sammen. Har pakket bamser og skiundertøj; planlagt menuen og danset sig igennem adskillige timer, mens de har snakket højlydt om, hvor de skal bo, og hvilke skibakker der er.

Og jeg bliver herhjemme med Juno. Ski er ikke min foretrukne ferie, slet ikke med en etårig. Så hun og jeg skal have sådan nogle dage, hvor alting er lidt roligt, men også hvor vi får besøg fra nær og fjern, og hvor vi har lidt nemmere ved at tage ud og besøge venner på øen, for det ér indiskutabelt overvældende at ankomme seks mennesker (heraf fire børn), og desto mere overskueligt blot at være to.

Når jeg har held med at undertrykke følelsen af, at min familie rejser så langt væk, at jeg ikke kan passe på dem, glæder jeg mig til næste uge. En del, endda. Jeg glæder mig til aftenerne med ro til at skrive, mest af alt. Her i januar, hvor børnene er sløje på skift, savner jeg fordybelsen, og jeg glæder mig til at skrive den slags indlæg her på bloggen, som kræver lidt mere end tyve minutters fokus umiddelbart inden døgnet rinder ud; den slags, som måske har ligget og summet indeni ganske længe, og som skal gribes rigtigt an. Og når jeg ikke skriver til bloggen, skal jeg redigere min bog, som jeg troede, jeg havde skrevet næsten færdig, men som skal skæres til og foldes ud, og også det glæder jeg mig til. Jeg har lært at nyde at redigere mine egne tekster: Det er en fornøjelse at blive bedre. Jeg er kommet til at holde af at læse de samme sætninger med nye, kritiske øjne – og indimellem krummede tæer – og presse min hjerne til sit yderste. Sådan er det nødt til at være, det med at skrive: Det er en livslang proces. Man bliver aldrig færdig. Man har aldrig skrevet det hele; man løber ikke tør for ord. Mine tekster bliver aldrig perfekte, der vil altid være mulighed for at gøre det bedre. Og kilden er uendelig.

Jeg har skrevet, siden jeg var barn. Naturligvis, det har vi alle sammen. Hvem har ikke haft en danskstil hængende over hovedet hele weekenden for så at skrive den søndag aften fem minutter i sengetid? Det har jeg, men jeg har altid nydt det, når jeg endelig satte mig for at skrive, og gik ind i processen. Som tolvårig skrev jeg en stil om en gammel mand, der boede ved vesterhavet, og forberedte sig på en kommende storm. Den stil satte gang i noget i mig, dér vidste jeg, at jeg ville skrive, men i perioder af mit liv har jeg mest af alt skrevet SMS’er og e-mails, og det fortalte jeg hudløst ærligt, da jeg afholdt den første af seks skriveworkshops for unge på Ærø i torsdags. For ærlighed er vejen frem, både i samtalen og når vi udtrykker os på skrift, og jeg opfordrede deltagerne til at have ærligheden som et mål.

Workshoppen er arrangeret af Ærø Folkebibliotek, og vi sad i deres lokaler i Ærøskøbing med kiks og juice og æbler, og der var stille det første stykke tid, når ikke jeg sagde noget. Og hvor er de smukke, sådan nogle unge mennesker: Forsigtige og dog tilstede i sig selv. Eftertænksomme og alligevel lynhurtige. Utilgængelige og på samme tid responsive. De smilede, når de ikke så ned på deres hænder, og fortalte på skift om deres forhold til at skrive. Nogle var kommet for at få et større ordforråd, andre ville motiveres til at skrive udenfor skolen. En enkelt skrev derhjemme hver dag, og havde alle ordene, men ville gerne lære mere. Og hvad siger man til dem, når man så gerne vil åbne verden, udvide horisonten, og fylde dem der lytter med entusiasme, selvrespekt og disciplin? Jeg ville næsten ønske, at workshoppen hed “Alt i hele livet”, fordi det er det, man har lyst til at dele, når man står overfor en gruppe unge mennesker, som lytter koncentreret. Man har lyst til at snakke med dem om selvværd og venskab, passion og flid, og heldigvis dækker litteraturen jo netop alle aspekter i livet, for hvad er ikke relevant, når det kommer til at udtrykke sig? Derfor tror jeg, vi kommer til at tale- og skrive om alt det, der falder os ind, og jeg glæder mig.

Da vi skiltes torsdag aften, havde vi allerede snakket om ord og sætninger, om ærlighed og sanser, og vi havde læst et afsnit fra “Vinden i Piletræerne” og ét fra “De Usynlige”, og vi havde hørt de tekster, som deltagerne hver især skrev ud fra en lille øvelse, hvor de lyttede til lydene i Ærøskøbing i ti minutter, og gik tilbage til biblioteket og skrev. Tænk sig; deres tekster var vidt forskellige, ligesom dem selv. Hver især fortalte de om brudstykker af det menneske, der havde skrevet dem og om intentionen med at skrive. Om kreativitet, brændende ønsker, følsomhed og forfængelighed. Om den smukke åbenhed som ungdommen bærer rundt på, hvis vi bekræfter dem i at være fri og turde tro på sig selv og på livet.

Læs også: Der var én, der sagde, “Jeg er ikke klog,” og så kunne jeg ikke tie stille

Når vi vælger at være sammen i stedet for at være alene

De her dage som bare går og går med fødselsdage og sygdom, Panodil og skiftende vejr. Timerne som løber af sted, og indimellem føler jeg, at jeg står ved siden af løbebåndet, og observerer, at det hele går stærkt, og pludselig kan jeg se, hvor stærkt det går, og jeg kan komme til at tænke “hvordan skal jeg nå det hele?” Men det skal jeg heldigvis ikke. Jeg skal, meget apropos mit eget indlæg i sidste uge, prioritere. Prioritere knivskarpt, og det gør jeg, og alligevel ender jeg for tiden tit i sofaen med Kristian om aftenen, når jeg måske egentlig ville gøre klogt i at forberede en workshop eller skrive blogindlæg eller noget tredje, som også hiiiver i mig, fordi dagene går med febervarm Juno på armen absolut ingen tid til noget andet. Men selvom man ikke får arbejdet om dagen, kan der alligevel være behov for at tanke op på nogle andre fronter om aftenen, og så er det, at vi havner ved siden af hinanden for en stund, Kristian og jeg.

Og er det egentlig ikke også det, der nogle gange går galt i parforholdet? At man ikke kan finde ud af at være i tosomheden, har svært ved at geare ned og sætte samværet øverst? Måske fordi man er så træt, at det nemmeste er at sidde med sin computer og føle, at man når noget, mens det man i virkeligheden gør, er at lukke sig inde i håb om at passe på sig selv? Nogle gange kan jeg tro, at jeg skal spare mine sidste ressourcer, og at jeg gør det bedst ved at sidde alene, men ofte oplever jeg, at ressourcerne vokser helt af sig selv, når jeg er sammen med et menneske, jeg holder af. Ikke fordi vi behøver tale sammen eller sidde og se på hinanden, men fordi der ligger en kærlighed og omsorg i nærværet, i anerkendelsen. Fordi et enkelt forstående blik eller kram kan være nok til, at det hele vender sig, og man pludselig ser klart igen.
Så det er fint, at vi sidder der i sofaen, Kristian og jeg. I næste uge er han slet ikke hjemme, og så skal jeg skrive og have styr på en masse ting – også om aftenen. Jeg skal redigere min roman igen-igen (og det er okay, jeg vil gerne blive bedre, jeg vil gerne øve mig..), forberede ansøgninger til kulturprojekter, skrive indlæg her på bloggen. Så i denne uge tager jeg altså hans hånd, med ret god samvittighed, og drikker te (og spiser chokolade…), og vi skiftes til at skynde os ovenpå med få minutters mellemrum; fire børn kan kalde mange gange mellem klokken 20 og 24.

I går, da Kristian skulle op til et oprørt, tissetrængende barn for gud-ved-hvilken-gang, snublede han med vilje over en pude på gulvet, og landede hulkende med hovedet begravet i sine hænder, før han kiggede op, og grinede. Og det var helt perfekt, det var lige hvad jeg trængte til, så jeg grinede vildt højt – og var næsten ligeglad med, om jeg vækkede nogen – det var så forløsende, at han lavede sjov med udmattelsen, når han i stedet kunne have gået med tunge skridt hen til trappen. Da han vendte tilbage, drejede han direkte ud i køkkenet, og hentede to kanelsnegle fra fødselsdagen. Nogle ville nok ryge en cigaret, andre drikke et glas vin (og der findes garanteret også mennesker, som ikke forfalder til den slags, og i stedet strikker sig igennem frustrationen, eller smiler træt), men vi spiser chokolade, og bliver ikke ligefrem tyndere, til gengæld smiler vi med hinanden, også med syge børn på overetagen og udmattelsen siddende helt ud i fingerneglene, og når jeg ligger i sengen lidt senere, ved jeg godt, at det nok skal gå. At pludselig – allerede om en dag eller to, måske – står jeg atter på løbebåndet, og har følelsen af at være godt med (og lige pludselig en dag spiser vi knap så meget chokolade om aftenen, måske – hvem ved?)

 

Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag?

På vej hjem til mine svigerforældre om formiddagen den 24. december, fortalte vi vores børn, at deres farmor har en børneopsparing til hver af dem. Hvert år sætter hun det samme beløb ind til dem alle, og derfor har de ofte fået deres bankbog med en kontoudskrift overrakt til jul eller fødselsdage, men de har aldrig forstået hvad det var. På færgen juleaftensdag forklarede vi dem om gaven: “Det er penge, som I kan få, når I bliver store, og som I selv må bestemme, hvad I vil bruge på, så længe det er noget, der er godt for jer.”

“Jeg vil rejse i hele verden,” udbrød Ilja på fire, og Live, hans tvillingesøster, klappede i hænderne: “Så vil jeg rejse med!” Men Storm, der sad på forsædet, sagde: “Jeg vil lave en fabrik, som opfinder biler, der kan køre udelukkende på solenergi.” Ilja hoppede hurtigt på: “Det vil jeg være med til!”, og Live råbte: “Så bestemmer jeg, hvordan de skal se ud, for jeg tegner mest!”

Og jeg blev stolt. Ikke fordi det er usædvanligt – nej, jeg har en klar fornemmelse af, at de børn, der kommer til verden i disse år, alle sammen har et enormt potentiale. Jeg fornemmer en dybde og forståelse i dem, som jeg ingenlunde matcher, uagtet at jeg har været her meget længere. Deres empati og indsigt overgår det, jeg selv besad som barn. Mine børn og deres venner tænker på hinandens ve og vel, på dyrene og planeten, ikke mindst. De spørger ind til hinandens weekend, krammer deres klassekammeraters små søskende, og bruger lørdagen på at undersøge naturen og snakke om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den.

I stedet for at spørge vores børn, hvad de vil arbejde med, når de bliver store, bør vi spørge, hvilken udfordring de vil være med til at løse? De fornemmer langt ind i deres væsen, at de kan bidrage til det fælles bedste. Jeg tror, de er kommet med en vilje og kampgejst, som vil tage os andre med storm, men før det kan lykkes, skal vi sætte dem fri til at tænke nyt. Vi skal trække dem ud af kasserne – eller endnu bedre: smide kasserne langt væk. Støtte op om deres initiativer, selvom vi ikke altid helt forstår. Vi skal være nysgerrige, åbne, loyale og opfordre dem til at blive ved, aldrig give op. Vi skal fortælle dem, at man ikke er “god” eller “dårlig”, men derimod at man kan øve sig, og vi skal huske os selv på, at vi alle sammen er forskellige, at en giraf ikke kan klatre i træer, til gengæld kan den nå bladene ved at strække sig. Vi skal se det unikke i hver enkelt af dem, bakke op omkring deres oprigtige motivation og være der for dem, hvis de snubler undervejs.

Min søn ville gerne med sin gode ven og hans mor på tur en dag. Han fik idéen i sidste øjeblik, og så, før jeg ringede og spurgte, om Storm måtte komme med, sagde han: “Er hun egentlig sådan én, som kan mærke sine egne behov og finde ud af at sige fra, hvis det ikke passer ind i deres planer, at jeg tager med?”

Da jeg fortalte hende om Storms omtanke senere (og det gjorde jeg, fordi han havde en pointe: Min veninde skal øve sig i at mærke efter og sige fra), grinede hun, og holdt sig for munden, for det ramte noget i hende. Så fortalte hun, at Storm en dag havde bedt om at blive kørt hjem fra en legeaftale med hendes søn før tid, og da hun sad med ham i bilen, spurgte hun hvorfor? Hun var lidt usikker på, om de to drenge havde haft en konflikt, men Storm havde set på hende, og sagt: “Bare rolig, du har en dejlig dreng, og vi har haft en sjov dag.”

De ved noget, de børn, og vi ved, at de ved det, gør vi ikke? Vi ved, at børnene har en indsigt, som er selve livets kilde. Vi ved, at vi gør klogt i at lytte, selvom det indimellem gør ondt; selvom det indimellem kræver, at vi ændrer vaner, tager os sammen, og gør vores bedste, hvis vi vil leve op til det, de lever efter.

I dag fylder Storm otte år. Til morgen fik han et skakspil, som han tog hul på sammen med sin lillebror med det samme, og da de gik ud til bilen for at komme i skole og børnehave, sagde han: “Vi spiller videre i eftermiddag, og det handler ikke om at vinde, det handler om at blive bedre,” og selvom han helt sikkert sagde det for at overbevise sig selv om udsagnets sandhed (han var vist bagud, da de brød op), tror jeg alligevel, det har en betydning, hvilke ord vi fylder vores liv med. hvilket håb vi har. Børnene har håb, så længe vi ikke tager det fra dem. De har håb og tillid, kærlighed og styrke og det er dét, vi skal støtte dem i at bevare og udvikle. Måske lærer vi det også selv undervejs, de er jo vores største læremestre, de unger.

“Var I enige om at flytte til Ærø?”

Så er det mandag. En tåget én her på øen, og fugtig og kølig, men alligevel fin. Vindstille og som en passende landing ovenpå en travl weekend. Juno er syg på den der måde, hvor jeg ikke kan gå to meter fra hende, og hun kun vil sove lur, hvis jeg ligger ved siden af, så jeg har indstillet mig på den slags dag. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville skrive lidt om vores weekend, som var fuld af oplevelser, gæster, god mad og snak. Altså, et indlæg om hvor skønt det er at fejre fødselsdage (samlet!); hvor glad jeg er for, at vi valgte at lave en simpel frokostbuffet, og hvor dejligt det også er at sige farvel til sine gæster ovenpå et vellykket arrangement. Men, det kan jo klares på en enkelt sætning, som I ser, og i går tikkede en kommentar ind her på bloggen, som jeg satte mig og forsøgte at besvare i aftes. Her til morgen er jeg godt nok blevet i tvivl, om jeg egentlig kom rundt om spørgsmålet, men jeg har ikke mulighed for at skrive det igennem qua Junos kænguru-behov, så her er den rå udgave.

Kommentaren er fra Line, og hun skriver blandt andet:

“Kære Maj My
Jeg faldt over din blog for et par dage siden, kan ikke huske hvordan lige nu, men har brugt dagene på at læse alle dine indlæg. Sådan en spændende, anderledes og inspirerende blog du har skabt her – et roligt univers, hvor man møder interessante mennesker, lærer noget nyt og inspireres på mange niveauer. (YAY! Tak. Det er så dejligt at høre.)

Efter at have fået børn spirer tanker om en rolig hverdag – for mig gerne et ø-liv eller et sted på landet omgivet af naturen. (Manden er ikke heeeelt det samme sted) Jeg vil meget gerne høre mere om beslutningen om at flytte til Ærø – var i helt enige om den beslutning? og måske noget så kedeligt som jeres økonomi, altså bare sådan overordnet, hvordan i får hverdagen til at hænge sammen.”

Min første tanke var: “ja, det var en fælles beslutning at flytte til Ærø”, og det var det jo også, med tiden i hvert fald, ellers havde det nok ikke været muligt at gennemføre som familie. Men tanken startede i mig, sådan som de fleste af den slags tanker har gjort det i vores parforhold. Jeg har haft det sådan, at jeg indimellem følte, vi skulle rykke os, og når jeg følte det, var der ingen anden mulighed. Når først jeg kunne mærke det boble i min mave, var der kun én vej: fremad. Sådan havde jeg det, da vi begyndte at tale om at flytte på landet, og da vi så begyndte at overveje Ærø, fik jeg hurtigt den der velkendte fornemmelse af en inderlig og glædesfuld spænding, som jeg efterhånden er begyndt at forbinde med, at noget er meningen. Siden da har jeg skruet ned for min idéstrøm (bare for en sikkerheds skyld), hvilket er nødvendigt lige i disse år, hvor hverdagen i sig selv er et eventyr, og vi ikke behøver yderlige nye input.

Før vi blev forældre, boede vi nogle år i København, og der var vi også det første halvandet år af vores søns liv. Både Kristian og jeg er vokset op med hus og have og skole i nærheden, og da Storm kom udover babytiden, begyndte den slags liv at hive i os: vi længtes efter plads, frisk luft og ro, måske.
Derfor flyttede vi til Svendborg, hvilket ærligt talt var kontroversielt for en professionel musiker (og en journalist), men vi gjorde det (selvom en del mennesker reagerede som om, vi var ved at flytte til Nordkorea). Jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt, da vi stadig var i tvivl, sagde til mig: “Hvordan ser det gode liv ud for dig? – Er det byen og dens liv eller en hverdag tættere på naturen og med knap så høj puls?” Jeg var ikke i tvivl.

Når jeg ser tilbage, endte vi det helt rigtige sted. Vi købte et kæmpestort hus med ni værelser i Svendborg; få kilometer fra begge Kristians forældre og midt imellem min familie i Aarhus og arbejdet i København, som stadig kaldte med mellemrum. Det så måske lidt tosset ud udefra; to mennesker og en enkelt lille dreng i den store villa, men vi fyldte den hurtigt med gæster, instrumenter og så – efter et par år – vores tvillinger, som fyldte meget, ikke mindst fordi vi havde rigtig mange besøgende det første lange stykke tid, hvor vi var komplet overvældede af de to babyer og deres storebror, og tog imod al hjælp udefra.

Tvillingerne voksede, og det gjorde vi andre jo også, og vi begyndte at længes efter et liv lidt længere ud på landet. Eller, væk fra alle kasserne, alle forventningerne, travlheden og distancen. Vi kendte nærmest ingen i Svendborg efter fire-fem år, og det ærgrede os, at man boede tæt på hinanden, men lige så godt kunne have været fra hver sin planet, og selvom jeg også er et menneske med et stort behov for alenetid, savnede vi nok følelsen af at være en del af noget større.
Så vi kiggede på huse og landsteder i de små byer omkring Svendborg, men fandt ikke det helt rigtige sted. På det tidspunkt var vi så småt i gang med at planlægge vores bryllup, som vi havde bestemt, skulle holdes på Ærø. Ærø, fordi vi besøgte øen på en kærestetur nogle år tidligere, og faldt for skønheden, den friske luft og roen. Men at bo der? Nej, det var alt for langt væk. For fremmed. Og hvem ville nogensinde besøge os? Kunne man orke at sejle frem og tilbage?

Alle vores nej’er blev til ja’er i løbet af det næste halve år, hvor vi besøgte øen mange gange, og hurtigt fik en omgangskreds derovre. Det var som om, man altid blev grebet af mange hænder, når man rakte ud, og den velvilje, som vi ankom med, blev gengældt tifold. Ølivet begyndte at virke rigtigt. Sejlturen var jo som en slags tvangsindlagt pause i livet; et sted hvor man ikke kan andet end fokusere eller slappe af, og afstanden til resten af verden blev ærligt talt også et plus. Og det er den stadig.

Storm var fem år, og skulle i skole året efter, men vi havde ikke haft held med at finde en skole på Fyn, som føltes rigtig, og for os er det med skolegang ret meget en ting, der foregår i hjertet. Vi havde sågar alvorligt overvejet at hjemmeskole ham, men jeg var nok i tvivl, om jeg kunne fungere som fuldtidsmor de næste mange år, og så var den der pludselig: Ærø Friskole, som stadig har en masse udviklingspotentiale, men som virkede varm og tryg, og som har taget godt imod hele vores familie, og hvor der er rig mulighed for at sætte sit aftryk.

Lige så stille begyndte vi at se os om efter det helt rigtige sted at bo herovre. Vi så på mange huse, satte vores eget i Svendborg til salg, og så – med hjælp fra nye ø-venner – fandt vi vores drømmehjem, som egentlig ikke skulle sælges, men som vi alligevel endte med at flytte ind i et år senere, hvor vi allerede var flyttet til øen, og havde boet til leje i otte måneder.

Vi har ikke fortrudt flytningen, nogen af os. Faktisk er Kristian muligvis endnu mere afhængig af ølivet nu, end jeg er. Ej, det ved jeg ikke. Vi er begge meget meget glade for at bo her. Livet her giver god mening for os. Vi føler, at vi kan være de bedste versioner af os selv; at vi har udfoldelsesmuligheder og samtidig en ro, som vi ikke har fundet så mange andre steder. Men nu du spørger, vil jeg alligevel mene, at jeg skulle presse lidt på i starten overfor Kristian. I udgangspunktet er han nok glad for stilstand, mens jeg er glad for forandring, men heldigvis kan vi efterhånden mødes på midten, så vi ikke behøver rykke os konstant, og heller ikke er nær så bange for nyt. Jeg kan huske, at der skete noget for Kristian, da vi havde tilbragt en sommer i et hus ude på landet på Mallorca, og vi kom tilbage til vores hjem i Svendborg, hvor man kunne se naboer, togskinner og en relativt stor vej fra alle vinduerne. Han sagde, at han følte sig lidt indeklemt, og den følelse har ingen af os her.

I går sad jeg med de tre ældste børn på Ærøs højeste punkt, Synneshøj, som ligger en lille gåtur fra vores hus, mens Kristian trillede en tur med Juno i barnevognen. Vi sad der på toppen med kig over øhavet og markerne, og drak vand og spiste kiks, og snakkede om det dejlige liv. Det område, vi bor i, er meget kuperet, og her er mange fine små huse og gårde, og markerne går op og ned, og er ganske små, og så sagde den ene af mine mellemste: “Her er lige så smukt som et maleri,” og jeg fortalte dem om dengang, vi så huset første gang. Køreturen langs vandet og så gennem det her område, som altid minder mig om Hobitternes “Herredet”; “og vi var solgt til stanglakrids, far og jeg” sagde jeg, og de forstod. “Det var første gang, vi mødte Jan og Ulla,” forklarede jeg, og det er sådan en glæde, at vi er gode venner med de mennesker, som vi købte huset af. Tænk, at det er det, mine børn erfarer: at man kan blive gode venner med så mange mennesker, der bor i nærheden.

Da vi gik ned af bakken lidt efter, spurgte jeg, hvad børnene synes, er godt ved at bo på Ærø, og hvad der er dårligt. Storm på otte svarede hurtigt: “Det gode er udsigten, og vi har nogle gode dage her. Her er ikke så meget støj, heller ikke om aftenen, så jeg kan nemmere sove. Og vi har flere venner end før. Vi havde vi vist kun én ven, nu har vi mange. Det dårlige er, at vi har skidehamrende langsomt internet!”

Og, Line, til dit andet spørgsmål: Økonomi er slet ikke kedeligt. Det er relevant, og det er efter min mening langt mere påvirket af energi, end de fleste tror på. Så jeg vil gerne skrive om vores økonomi en dag, og gør det måske på søndag, hvor jeg også har svaret på nogle spørgsmål til en anden blog.

Tak for dit spørgsmål! Og velkommen her på min blog.

(da jeg sad og skrev i går, kom jeg til at tænke på den første tid her på øen for snart to år siden, og så fandt jeg nogle billeder fra den første sommer, hvor vi boede til leje i “Skovby” i et hus, de kalder “Snippen”. Det var dejligt at bo her allerede dengang.)

Der er ingen lommer i den sidste skjorte

Jeg sidder her ved mit arbejdsbord med kig til en regnstøvet himmel, et hav som går i ét med tågen, og er med andre ikke på vej til Aalborg, hvor jeg ellers kunne høre min søster holde dimissionstale i eftermiddag. Det ville blive for meget i en allerede travl uge, hvor jeg har været væk to dage for at fejre netop min søster.

Livet består af prioriteter. At påstå noget andet er at fralægge sig både ansvar og muligheden for at påvirke livets gang. Livet ér altså sjovere, når vi selv planlægger det. Hver dag træffer vi valg. Store og små: Skal jeg være sur hele dagen, fordi jeg kun fik fire timers søvn, eller skal jeg huske mig selv på, at jeg kan sove, når jeg bliver gammel?  Vil jeg vælge kærligheden til eller fra? Er mit job godt nok, eller bliver jeg nødt til at finde en anden vej? Skal jeg være stresset over at få gæster, eller vil jeg hellere være tilstede og nyde deres selskab?

Helt aktuelt har jeg taget stilling til dagen i morgen, hvor vi efter at have set musical på Friskolen, tager herhjem med vores gæster, og spiser frokost i anledning af Kristians og Storms fødselsdage. 36 og 8 år. Far og søn. Og jeg har besluttet, at vi kommer hjem, og hjælper hinanden med at stille en simpel, lækker frokost klar: Fisk, ost, pølse, pesto, salat, brød. Og desserten? Jeg plejer at bage og bage. Kager, brød, boller, kringler og meget andet. Jeg elsker at bage, men kun når jeg har tid, og det har jeg altså ikke specielt meget af lige nu. Juno har lært mig, at det er okay at skrue ned for ambitionerne. Med tre ret små børn og én helt lille er der ikke andre muligheder, medmindre jeg vil være fortravlet og tabe pusten, og det vil jeg ikke. Så vi skal have frugt og flødeboller til eftermiddagskaffen.Vi kan rydde af bordet i fællesskab og sætte os på gulvet med børnene; snakke med dem og med hinanden. Og så siger vi farvel – laver ikke aftensmad til alle også. På den måde bliver det dejligt at have gæster; det bliver nærværende og overskueligt.

I dag sender jeg min søster de kærligste tanker; i morgen krammer jeg hende her hos os på Ærø, hvis altså jeg kan komme til for børnene. Intet er vigtigere end dem, vi elsker. Vi kan fortryde meget fra vores liv; ærgre os over valg vi har truffet. Vi kan krumme tæer, få ondt i hjertet over prioriteringer som i bakspejler virker forkerte og naive. Men dem vi elsker, dem fortryder vi aldrig, at vi gav vores tid og kærlighed. “Der er ingen lommer i den sidste skjorte”. Vi kan tage oplevelserne, kærligheden, visdommen med os. Alt det andet må vi lade tilbage, alt det andet synes pludselig overflødigt. Også de hjemmebagte kager; så i morgen får vi appelsiner i stedet, fordi jeg har prioriteret samværet over det imponerende bagværk.

Har du valgt noget fra for nylig – eller til? Føler du, at du er bevidste om dine prioriteter, eller sker livet indimellem henover hovedet på dig?