Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?

“Mød et menneske” – manden med konfektfabrikken

Det er en lidt tung og grå oktoberdag. Jette står i stalden i sin regnjakke, og muger ud hos to heste og en håndfuld får. Claus står nogle meter derfra på gårdspladsen med en fletkurv over armen på vej ned til sin café i Ærøskøbing for at lave lakridskonfekt. Lakridskonfekt i lange baner, i stakkevis, læssevis. Tusindevis. Endelig kører det dernede, der er gang i produktionen; Isbutikken er lukket for sæsonen, og lakridskoden er knækket. Kunderne venter – i hobetal.

Han sætter sig i bilen, og Jette kommer hen, og rækker hånden frem. ”Man skal kysse sin kone farvel,” siger hun med et smil gennem det nedrullede vindue, mens hun planter greben i jorden ved sin side. ”Ja, også selvom hun lugter af lort!” råber han, og ruller vinduet op i en fart. Han skraldgriner, og hun ryster på hovedet, mens han kører af sted mod den seks timer lange vagt, som han har planlagt for sig selv og sin medarbejder, Louise, på denne søndag.

Mød Claus Hattesen; ismand, café-veteran, kok, sejler, handyman, husbond, far, foreningsmenneske – og, ikke mindst, lakridskonfektmager.

Claus Hattesen, f. 1957 i Tønder. Kom til Ærø i 1996
Gift med Jette Iversen, sygeplejerske, og har tre piger
Indehaver af Café Aroma, Ærøskøbing. Formand for turist- og erhvervsrådet

– Lugter det ikke lidt af succes, spørger jeg, da Claus Hattesen og jeg går rundt i Café Aromas lokaler på havnen i Ærøskøbing, selvom jeg egentlig mest af alt kan dufte lakridskonfekten. Frugt, chokolade, lakrids.

– Jo, det lugter rigtig meget af succes, svarer han roligt, og åbner døren til tørrerummet bagerst i de lokaler, hvor han normalt driver fiskerestaurant i højsæsonen. Lakridsfabrikken er rykket ind over alt. I dag er det de gule, hvide og orange stykker, der skal pakkes. Lakridskonfekten kommer i tre forskellige pakker og ni smagsvarianter i alt. De små firkanter udvindes med præcision på Hattesens egen konfekt-skærer-maskine. Der ligger en helt masse forarbejde i hvert eneste stykke.

– Det startede for knap tre år siden, fortæller han, og sætter sig på en stol i Café Aroma, som er det eneste sted i bygningen, der ikke er mærket af det nye konfektkapitel. Her står alt som i sommer; Menukort, sugerør og farveblyanter til børnene. Kun duften af slik trænger ind gennem døren.

– Jeg sad med min pose lakridskonfekt i julen 2013, og tænkte, at det var helt forkert, at jeg ikke kunne smage forskel på farverne. Den eneste der skilte sig lidt ud, var den brune med kakao. Den næste jul lavede vi de første forsøg hjemme i køkkenet. Det var i mellemdagene, hvor vi spiste rester, og forberedte nytårsaften, og da vi havde lavet én med mokka, tænkte vi: “Hvorfor er den aldrig lavet før? Den smager jo fuldstændig forrygende!” Det gentog sig med de næste varianter, og så kunne jeg ikke stoppe igen.

Det har været en rejse med omveje, højdedrag og nedture for Hattesens Konfektfabrik i de to år, der er gået siden. Men også med succeser. Lakridskonfekten skulle genopfindes; ingen andre laver den som han, og alt er fremstillet af rene råvarer fra bunden. Nu er de kantede smagssymfonier endelig på vej til Løgismose, Konnerup, Politiken Plus, Salling og Kontra Coffee, og om hjørnet venter flere ivrige kunder. Det er lige før, han ikke kan følge med.

Hvorfor gøre det? Kunne du ikke bare være tilfreds med din café-succes eller lave en ny is?
– Jamen, jeg har jo stået her før. Caféen startede også som en idé, der blev vendt og modelleret i mit hoved, og pludselig var der et klart billede af slutproduktet. Derefter er det sådan set bare at få det ført ud i livet. Det eneste problem har været, at jeg ikke anede, hvordan man fremstiller lakridskonfekt, og det var der heller ikke andre, der gjorde. Jeg købte sådan et sæt, som man kan lave med ungerne derhjemme, men den opskrift kunne jeg ikke overføre til større skala, og slet ikke da jeg besluttede, at min konfekt skulle være både glutenfri, vegetarisk og mælkefri. Der er jo ingen grund til at komme let til det.

Han griner varmt og tørt, og kører hånden over sin pande.
– Der er med andre ord ingen døde grise i, og jeg har arbejdet utallige timer på at udvikle opskriften. Utallige. Smagen var sådan set nem nok, den kender jeg jo fra min is, men konsistensen har krævet mere.

Hvad betyder penge i det her?
Der kom én den anden dag, og sagde: “Nå, så det er lakridskonfekten, I skal være millionærer på.”
Men det er det ikke. Vi er allerede rige. Vi har et tag, der skal gøres færdigt, og det er vores eneste hængeparti. Det er ikke et spørgsmål om penge eller rigdom, for jeg har virkelig svært ved at gå ud og købe nyt. Jeg har ønsket mig en motorcykel meget længe, og nu kunne jeg sådan set sagtens anskaffe én, men så har jeg købt mig et vandhul ude på vores mark i stedet, og jeg er rigtig glad for mit vandhul. Jeg drømmer om frøer, planter og måske fisk derude.

Vil du så stadig have en motorcykel?
Nej.

Tror du, konfektfabrikken bliver en kæmpe succes?
Jeg kan godt tænke: Er vi igang med at lave en Bülow? Har vi en giga omsætning om otte år? Men jeg tror det ikke, for jeg har set, hvad prisen er. Det kan tage livet af én, at skulle løbe så stærkt. Mit håb er at skabe en lille produktionsvirksomhed på Ærø, hvor vi laver noget fra bunden, som smager fantastisk.

Og I bliver på Ærø?
Når folk spørger om det, svarer jeg altid: “Men, hvorfor ikke?” Jette plejede at tage på hjemmebesøg hos de gamle, da vi kom hertil for tyve år siden, og mange af dem havde stort set aldrig været af øen. “Hvad har de da derovre, som vi ikke har her?”, indvendte de, og jeg er stort set enig. Vi har ikke det Kongelige teater, nej, men vi har en fantastisk sammenhængskraft, og den er vigtig, når ét af ens korthuse af en eller anden grund vælter sammen. Og det gør de indimellem for os alle sammen.

Hvornår vidste du, at nu var der ingen vej tilbage med konfekten?
For et år siden kiggede jeg Jette dybest i øjnene, og sagde: Jeg tror altså, det skal være nu, og hun svarede: Tror du, det er nødvendigt?

Han trækker et smil gennem det rødblonde skæg, og læner sig tilbage i stolen.

– Fordi, nu gik det lige så godt. Nu var jeg lige faldet lidt til ro. Men hun er fantastisk, Jette. Hun åd den jo. Jeg ved ikke, om hun også elsker det her nye eventyr, men næsten ligemeget hvad, så støtter hun mig. Til gengæld har jeg det på den måde, at så må Claus Hattesen løbe den hjem, så jeg sætter alle sejl til. Jeg føler mig forpligtet til at lykkes. Det er også hendes liv og hendes rammer, der vælter, hvis jeg ikke kommer i mål.
Hvordan har det været at starte forfra?
Jeg har tænkt: Hvorfor kan du ikke lade være? Hvorfor kan du ikke bare sidde stille? Men når der bliver stille omkring mig (– han trommer med fingrene mod bordpladen), ja, jeg ved det sgu ikke. Det er enormt spændende. Jeg har haft aftener, hvor jeg gik grædefærdig hjem, fordi jeg havde tænkt, at jeg havde en lakridsopskrift på plads, og så duede den ikke alligevel.

Hvad gør du så?
Da jeg havde den største nedsmeltning, rakte jeg ud til mit netværk, og fik kontakt til Kenneth, som er på konditorlandsholdet, og arbejder på La Glace. Han sagde: ”Du skal købe en hashvægt, for hele forskellen ligger i det halve gram,” og det lærte jeg så. Jeg har en god aftale med Vor Herre om, at jeg får et vink med en vognstang, hvis jeg skal skrue ned for hastigheden, og jeg har fuld tillid til livets gang. Tingene skal nok komme til at hænge sammen, også selvom man indimellem kan sidde under bordet og græde. “Det her kommer aldrig til at lykkes,” tænker man, men så to sekunder efter kommer man i tanke om, at det aldrig ikke er lykkedes.

Hvorfor er det aldrig ikke-lykkedes?
Fordi jeg ikke sætter mig ind under bordet og græder.

Han griner. Det slanke ansigt åbner sig i en beskeden latter, og han rejser sig. Skubber stolen ind under bordet, og går ind til Louise, som står og pakker lakridskonfekt i små, runde kasser. 125-135 gram per pakke. Alle stykker er snorlige. Seje, bløde, elastiske, smagfulde. Den ene mundfuld varer længe, udvikler sig, hver gang man gumler. Der ligger dynger af lakridskanter, som ikke skal sælges, og jeg får en kasse kanter med hjem. Jeg sidder i bilen, hører høj musik, smiler over livsglæden, og skal beherske mig for ikke at spise det hele. Jeg troede ikke, jeg kunne lide lakridskonfekt. Det kan jeg godt. Mine børn bliver glade for, at jeg har lært at beherske mig.

Man kan se forhandlere og mere info på Hattesens Konfektfabrik her og en 7 minutters video om herligheden her

Parforholdssnak – 1. del

Så er det parforholdssøndag! Yay! For første gang, altså. Og helt uden forvarsel.
Jeg har tænkt, at jeg vil skrive en håndfuld indlæg om parforhold. Fordi, hvem vil ikke gerne læse om det?
Min tanke er at sætte fokus på forskellige områder i parforholdet, som jeg synes, er vigtige, og så håber jeg, at I vil komme med indspark, tilføjelser og spørgsmål hele vejen. Det er nemlig ikke sådan, at jeg bilder mig ind, at jeg har en magisk formel, som kan forbedre livet for alle, men jeg har et vidunderskønt ægteskab, som hele tiden bliver bede, og jeg synes personligt, det er inspirerende at høre andre fortælle, hvad der virker for dem.

Den korte opsummering af mit eget parforhold er, at jeg er gift med Kristian, og vi har det godt. (Også selvom vi indimellem er sure på hinanden, for det er vi, men det bliver vores parforhold ikke dårligere af. Tværtimod vil jeg næsten mene – men det vender jeg tilbage til en anden søndag.)

Den lidt længere er, at vi har kendt hinanden i tolv år, og været kærester i godt og vel ti af dem. Vi har fire børn, og to af dem er tvillinger, og jeg skulle hilse og sige, at det er crazy hårdt at få tvillinger. Men vi klarede det, og blev endnu gladere for hinanden undervejs, hurra! Da Kristian og jeg blev kærester, var min bror meget syg af leukæmi (men han lever (!), og i sidste uge var vi til hans datters dåb), og min far døde af kræft, da vi ventede vores første barn (det kan man læse om her). Vi har boet i København, Svendborg og nu på Ærø sammen, vi har rejst jorden rundt, haft en god økonomi og en knap så god økonomi, vi har været tykke og… mindre tykke. Vi har nået en helt masse, med andre ord, og nu er vi nået til at sted, hvor vi håber på at kede os i en årrække. Vi vil faktisk gerne have lov til at kede os.

På denne første parforholdssøndag vil jeg sætte fokus på samtalen

“Ordet skaber, hvad det nævner,” skrev Grundtvig (og “Minna” siger det her), og med det underbygger han én af mine kerneoverbevisninger, som er, at vi frembringer vores egen virkeligheden gennem vores tanker, ord og følelser. Det fælles sprog i et parforhold er vigtigt. Afgørende, faktisk.

Jeg vil vove den påstand, at der oftere er for få ord mellem to mennesker end for mange.

Kristian og jeg har en evighedssamtale, som vi kan hoppe ind og ud af uden en længere introduktion. Samtalen handler om det, der rører sig på et dybere plan i os, hvilket kan være alt muligt. “Nå, men i den bog jeg er ved at læse, står der, at…” eller: “Jeg har faktisk været lidt ked af det, siden..” Vores evighedssamtale rummer alt det, der fylder noget i og imellem os. Den er vores bindeled, limen i vores tosomhed, den er brændstoffet på vores fælles motor.

Vi taler meget sammen, Kristian og jeg, og vi taler en del om vores parforhold. Ikke i timevis hverdag, men i det små, kontinuerligt. “Hvor er jeg glad for, at vi besluttede at tage tidligt hjem” eller: “Det var godt, du sagde ja til den aftale på søndag.” Vi taler hinanden op og vi taler vores parforhold op. Hver især følger vi automatisk med. Vi har i årenes løb brugt mange ord på at sige, hvor godt vi har det. Hvor glade vi er. Hvor heldige. Det har aldrig været lodret løgn eller decideret påståeligt, men nogle gange har ordene måske trukket i en lysere retning, end virkeligheden føltes. Og ved I hvad? Pludselig har solen skinnet lidt mere på os. Hvis jeg føler alting lidt tungt en dag, og så Kristian siger, “Åh, hvor er jeg glad for at stå her med dig,” mens vi rydder op i køkkenet, bliver jeg som med et trylleslag lettere om hjertet.
Nogle gange siger den ene “Tak for dig,” henover spisebordet til den anden, hvor vi begge står, og skærer mad ud til fire råbende unger. Sveden løber under armene, og vi ikke har været i bad i tre dage, mit hår hænger i en flad D:A:D-hestehale. “Tak for dig”, siger vi så, og griner, fordi det jo for fanden ikke er romantisk at stå der. Og så alligevel.

Vi snakker om idéer: Hvad vi kunne tænke os at gennemføre nu og på sigt? Skal vi gå caminoen (sammen eller hver for sig?), og skal vi have høns (hvor mange, og kan vi finde ud af det?) Hvem laver aftensmad i dag (det gør Kristian altid, så det er et tænkt eksempel..)

Vi snakker også om mennesker; særligt snakker vi om, at vi skal prioritere de relationer, der er balance i. Vi vil være sociale, men ikke for enhver pris. Til gengæld taler vi ikke ret meget om mennesker på den der “hun er en lort” eller: “sikke et røvhul”-agtige måde. Ikke fordi vi er hævet over at tænke de tanker, men simpelthen fordi det forurener vores liv at bruge tid på at snakke om det. Og nu har vi det jo lige så godt.

Vi diskuterer også vores livssyn og værdier. Faktisk taler vi aller mest om det (næstefter praktiske ting som madpakker, vasketøj og netbank). Vi ser film, som stimulerer os, og diskuterer bøger, drømme og overvejelser med hinanden. Jeg tror, vi kunne snakke om hvad som helst, så længe det interesserede os begge, og det, der interesserer os, er tilfældigvis religion, filosofi og spiritualitet.

I årenes løb er Kristian og jeg blevet gode til at anerkende hinanden i det har travle liv, hvor man nogle gange føler sig ret mast, og måske ikke har overskud til at opfange et kærligt blik gennem larmen. Så er det, vi husker at sige: “Hvor er jeg glad for at se dig,” eller: “Det var så dejligt at komme hjem til et opryddet hus i dag”, og vi gør det hellere én gang for meget end en gang for lidt. Også selvom det indimellem skal forceres ind i sprækkerne mellem alt det, der foregår omkring os.

Det kan kræve øvelse og adskillige tilløb at komme i gang med en fælles samtale, hvis man har gået stille rundt omkring hinanden i nogen tid, men tro mig; tale forløser. Kærlige ord vækker glæde. Fælles sprog skaber fællesskab.

“Jeg elsker dig.”

“Jeg er glad.”

“Vi har det godt.”

Jeg tror, vi påvirker vores egen virkelighed med de ord, vi sætter på den. Jeg tror, vi bliver gladere ved at snakke om, hvad vi er glade for. Jeg tror, vi vælger, hvad vi fokuserer på og derigennem påvirker vores egen lykke.

Hvad taler I om i jeres parforhold? Hvordan fungerer samtalen for jer? Og stilheden (dén elsker jeg også!) Hvordan får I gang i de varme snakke i et nogle gange travlt liv?

Læs 2. del her, 3. del her, 4. del her og 5. del her

Hun sejlede jorden rundt – en (dokumentar)anbefaling

Hvis der er noget, der kan give mig mod på livet, så er det at være vidne til vaskeægte fandenivoldskhed. Mennesker, som griber skæbnen, og suger alt ud af den. Det får mig til at føle livet stærkere.

Og dét rummer historien om Laura Dekker, f. 1995, der som den yngste nogensinde egenhændigt sejlede jorden rundt i 2010-12. I dokumentarfilmen Maidentrip følger man den fjortenårige, hollandske pige under forberedelserne til hendes kontroversielle tur, og man kommer med hende ud på verdenshavene, hvor hun filmer sig selv, mens hun krydser oceaner, sejler i verdens største havne, og møder mennesker fra alle verdenshjørner. Historien om den hollandske pige er historien om et ustoppeligt menneske, som ovenpå en omtumlet barndom, beslutter at sejle i sin egen båd rundt om jorden trods modstand fra både hendes skole og myndighederne. Det er en inspirerende historie om et frygtløst menneske, der nægter at lade sig trække ned i samfundets kasser, og som i stedet tager sin skæbne i egne hænder. Maidantrip er en ung kvindes ualmindelige dannelsesrejse; det er fortællingen om at leve i- og af elementerne, overleve på havets nåde, leve med sig selv midt på et endeløst hav.

Jeg så filmen om Laura Dekker for første gang nogle år tilbage og straks igen et par dage senere sammen med min ældste dreng, fordi jeg syntes, han skulle opleve hendes mod og kompromisløshed. Det er en skæbnesberetning, som puster til oprøret i mig, og husker mig på, at normen langt fra altid har ret. Historien om den unge kvindes eventyr minder mig om den styrke, som også jeg har i mig, og det ansvar jeg af samme grund har for at leve mit liv i overensstemmelse med mine inderste værdier.

Laura Dekker har måske nok været tildels drevet af behovet for at komme på afstand af sin opvækst, men hun er også i høj grad drevet af en samhørighed med havet og et uudsletteligt behov for at være alene og finde sig selv i stilheden. Tænk sig: hun sejlede alene i 518 dage – eller, 1 år og 5 måneder. Hun levede af dåsemad, pandekager og vand på dunke. Hun er sej, og jeg synes, du skal se filmen om hende og mærke din egen styrke slå med halen.

Maidentrip kan ses på dansk Netflix og lejes eller købes på iTunes.

Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?

Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.

Mit liv var ikke altid det

Tågen svøber landet; haven og markerne ligner noget fra et eventyr, og bag skyerne langs jorden gemmer sig historier, vi ikke kender endnu. Det er formiddag, og Kristian er taget til stranden med de tre største børn. De koger æg, og rister pølser over bål, og jeg vil tro, at vores ældste, Storm, stikker tæerne i vandet, for han er vandbærer af stjernetegn og også dybt i hjertet.

Der er så meget, man kan blive rørt over på denne tid af året. Tingenes skiften er tydelig, når nogle farver træder frem, mens andre trækker sig tilbage, og jeg kommer til at tænke på de tider, som er forsvundet, og som jeg næsten havde glemt.

Mit liv var ikke altid som nu. Jeg var ikke altid glad eller fuld af tillid. Jeg vidste ikke fra starten, at jeg selv havde så stor indflydelse. Mange år har føltes som om, en dis hang over dem. Jeg har været forvirret og rodløs. Og så har det ændret sig; Indimellem pludseligt, andre gange over længere tid, og nu står jeg her, glad dybt indeni og mere rank og tillidsfuld end før. Det er helt almindeligt, vi udvikler os jo alle livet igennem, ellers var der ingen grund til at blive født. Min rejse er ikke spektakulær, men det er alligevel en lykke at være nået hertil. Jeg har lært, at det godt kan betale sig at gøre sit bedste, når det kommer til livet selv.

Jeg kan næsten glemme, at der har været år, hvor jeg tænkte, om meningen med livet var blevet væk. Om der overhovedet var en mening. Jeg kan næsten glemme, at jeg har tvivlet på kærligheden, og mest af alt tvivlet på at den kunne finde mig. Jeg har råbt af det hele, sparket fra mig, sparket døre ind. Rejst mig, løbet, løbet med lynets hast, og holdt fast i det, der var at holde fast i. Jeg har været håbløs, men aldrig uden håb; alene men ikke ensom. Jeg har rejst langt, og da jeg vendte hjem igen, tog rejsen for alvor fart.
For der var et år, hvor alting ændrede sig. Min bror blev syg, vi troede, han skulle dø, og jeg stod med ét midt i et snehvidt kaos af kitler, kemo og overvældende kærlighed. Der kom Kristian, han tog min hånd. Jeg var 23, men det føltes som om, jeg havde levet det meste af livet allerede. Jeg var en datter, endnu ingens mor, jeg var skrøbelig men fuld af kraft. Jeg var min brors søster, min søsters søster, mit eget holdepunkt. Pludselig gjorde jeg en forskel.

Det er kun for sent, hvis vi giver op.

I dag ligger tågen over landet som et slør; den trækker sit sneglespor af eftertænksomhed bag sig, og når den letter, og himlen bliver klar, siger vi tak til solen. Vi siger tak, fordi vi kender forskel. Uden mørke kender vi ikke lysets styrke.

“Mød et menneske” – mød Christen Albert Christensen

Christen stod på taget af sit skur, og plukkede pærer fra et enormt træ, da jeg kom forbi for at tage billeder den anden dag. ”Der er så mange, men de hænger meget højt,” sagde han på vej ned af stigen i træsko og overalls og med en lang frugtplukker i den ene hånd. “Men jeg vil have fat i dem.”
”Hvor skal vi tage billedet? Har du et yndlingssted?” spurgte jeg. ”Ja, derovre – på stenblokken med udsigt til vandet.”
Således. Mød Christen Albert Christensen, den dejligste nabo man kan tænke sig.

Processed with VSCO with a7 presetChristen Albert Christensen, f. 1941
Landmand, aktiv foreningsmand
Gift med Bente, to børn og elleve børnebørn

Christen og Bente sidder i køkkenet på den hvidkalkede gård, “Skoldbjerg.” Her har de boet i mere end 50 år; knap 200 meter fra Christens barndomshjem og med den samme udsigt til vandet ud for Vester Bregninge på Ærø, som han er vokset op med. Hver dag året rundt går Bente og Christen og vores fælles nabo Kirsten ned af grusvejen “Endeløs” til stranden. Og indtil for godt og en uge siden hoppede Christen hver eftermiddag ind i sit lille skur, trak i sine badeshorts – og sprang så i vandet.

“Men damerne bliver på stranden,” siger han, og griner sit lidt forsigtige grin med de stærke hænder placeret på voksdugen foran sig. “De vil hellere stå med hunden i tørvejr.”
Når Bente og Christen går hjemmefra, hænger de et skilt på døren. “Vi er på stranden”, står der. Der er noget trygt ved gentagelsen og noget smukt i tilliden til vores medmennesker.

Det er fredag, klokken er 10:30, og Bente, som oprindeligt er fra Nordjylland, sidder på sin stol i køkkenet, og våger over en plade gulerodsboller, der bager i ovnen, mens Christen har sat sig overfor mig ved bordet. Jeg ved, at når jeg siger farvel til dem begge om en times tid, så går der ikke længe, før de sover middagslur.

Hvorfor sover I til middag?
“Jeg har sovet til middag, siden jeg kom ud at tjene. Dengang var det nødvendigt, nu er det en vane. I mine unge dage stod vi op klokken fem, og malkede, og så klokken halv syv kom mælkevognen. Vi havde fyraften ved sekstiden.”

Hvor gammel var du, da du flyttede hjemmefra?
“Det var efter konfirmationen. Jeg fik et klædeskab med til mit tøj, og det blev stillet op i karlekammeret. (“Det er jo derfor, det hedder et karlekammerskab,” indskyder Bente, og ser på mig med et løftet øjenbryn), og derinde boede jeg og min husbond,” fortsætter Christen. “Han var ungkarl, og inde i huset boede hans to søskende, som han ejede gården med, men han ville helst bo ude i stalden. Og vi boede virkelig midt i stalden: Værelset var bygget ind mellem dyrene, så vi havde køer på den ene side, ungdyr på den anden og kalve bagved, og døren var så utæt, at man kunne se halerne svinge igennem den. Men min madras var af langhalm, hvilket var pragtfuldt lunt at ligge i. Den eneste gene var, at musene skramlede så meget derinde, og det var ikke altid til at sove for.”

Hvad gjorde du så?
Ja, så måtte man lige snuppe dem, og smide dem udenfor.

Hvor stort var kammeret?
Det var nok en håndfuld kvadratmeter. Sengen var to gange 170 centimeter i længden med et bræt som skillerum ved fødderne. Så lå vi, husbonden og jeg, i forlængelse med fodsålerne mod hinanden.

Du har jo levet i mange tider: Som karl på en gård, dernæst som selvstændig landmand og nu med e-mailadresse og mobiltelefon. Hvilken tid føler du, at du kommer fra?
“Jeg bekender mig til den tid, som jeg er født og opvokset i. Man kørte med heste i marken, trak køerne ind, og malkemaskinerne var primitive. Det er det, jeg husker. Traktorerne er kommet til, efter jeg var soldat, og det føles ikke som om, jeg har levet længere med traktorerne end uden. Udviklingen er gået så hurtigt, at mange af de tekniske fremskridt er lukket ned igen. Vi byggede en topmoderne kostald i 1972, men den er for længst fuldkommen passé.”

Hvad synes du om udviklingen?
“Jeg er jo nødt til at være i denne her tid, og jeg trives udmærket med det. Grundtvig skrev: “Et jævnt og muntert, virksomt liv” og jeg plejer at tilføje: “især virksomt.”

Hvad er vigtigt for et godt liv?
Man skal være tilfreds med det man har, og med det man gør, og så skal man have nogle gode naboer.

Er det simpelthen et krav, det med naboerne?
Ja, det er det da. Det er vigtigt med gode naboer, siger Christen som den største selvfølge, og så må jeg lige sætte pause på og fortælle jer en ting: Da min familie og jeg havde boet i vores hus i 48 timer, bankede det på døren, og dér stod Christen og Bente med en buket blomster og en invitation til deres guldbryllup tre måneder senere. “Kristian og Maj” stod der i kursiv indeni guldkortet, og stolte og glade satte vi et stort kryds i kalenderen. Tre måneder senere satte vi os til bords med et udpluk af de dejligste mennesker fra øen, og vi følte os meget heldige at være havnet tæt på lige netop Bente og Christen. Tænk at lande så trygt og godt på vores nye ø, omringet af så varme væsener.

Er der ikke andet, man skal bruge for at have et godt liv?
Jeg synes da egentlig, det er meget at bede om, og jeg har ikke behov for meget andet end lidt at spise, tøj på kroppen og så at leve mit liv på stedet her med Bente.

Hvorfor er stedet vigtigt?
Jeg er som en plante, der har stået længe, og hvis du fjerner mig, vil jeg aldrig trives lige så godt igen. Jeg slog rod her i 1962, fire år, før jeg mødte Bente, og det blev prakket mig på, rent ud sagt. Men jeg havde ingen planer, og på det tidspunkt havde jeg tjent i fire år på to gårde, og havde svoret, at jeg aldrig skulle være landmand. Det var simpelthen for hårdt. Landmændene arbejdede 12 timer hver dag, og havde kun fri hver anden søndag, og først efter de havde malket. Men så en dag kom svigersønnen fra gården her hen til mine forældre, de boede jo lige rundt om hjørnet, og vi sad i køkkenet, og snakkede, og det kom frem, at gården skulle sælges. “Var det ikke noget for dig?” spurgte han. “Nåå, det ved jeg ikke”, svarede jeg, men det var jo ideelt. Jorden lå udenom mine forældres, så vi kunne drive det sammen, og så blev der forhandlet, og det lykkedes at skrabe pengene sammen med mine forældres hjælp.

Hvordan føltes det?
Det tiltalte mig at have mit eget, og at skulle stable det på benene fra ny. Gården var kørt helt ned: Her var to gamle heste og nogle redskaber, som man ikke kunne bruge til noget, så jeg lånte en traktor af min morbror, og hurtigt fik jeg købt en brugt én selv og en harve og en plov, og så startede vi ellers sammen, min far og jeg. Han havde ingen traktor, men han havde en hest, så jeg harvede med traktoren, og så kørte han bagefter med hesten og såede.

Kan du nævne noget fra dit liv, som har været med til at forme dig?
Det har sat sine dybe spor, at jeg blev etableret her på ejendommen. Så havde jeg en linje at gå efter. Nu om dage er det slut med at kunne leve af de gamle ejendomme, men vi har aldrig tjent penge på andet.

Hvor meget har I selv produceret til husholdningen?
Vi har så vidt muligt været selvforsynende, og det går vi stærkt op i: At have vores egne grøntsager, æbler, æg, kød og mælk.

Har I følt jer fattige?
Nja, men et år var landbrugskonsulenten her, og han sagde, at vi ikke kunne leve for så lidt, når vi havde børn. “Der skal jo da købes bananer og sådan noget,” men jeg svarede, at gulerødder da er lige så godt.
Christen griner lidt, og jeg griner med, for jeg husker tydeligt, at Bente og Christens ene søn, Bjarne, i sin tale ved deres guldbryllup nævnte netop den historie, og jeg husker også den stolthed, han fortalte det med og de grin og den respekt, anekdoten affødte i salen. For ja, gulerødder er lige så sunde og nej, man behøver ikke bananer for at leve en god barndom. Der er en beskedenhed og nøjsomhed bag Christens ord, som min generation indimellem længes efter, tror jeg. En bekræftelse af noget vi ved dybt inde, men som vi ofte føler os bedøvet fra. Nemlig at penge ikke er lykken, kort sagt.

Hvad gjorde I, da han sagde sådan?
Jamen, han mente jo, at vi skulle ud på arbejdsmarkedet, men det ville vi ikke, og hvad gør man så? Man bliver jo stædig. Der blev lukket for alle ventiler, sparet hvor der kunne, og vi byggede kostalden om til tredive køer. Heldigvis var det dengang, priserne på alle landbrugsprodukter steg.

Var du nervøs?
Både og. Jeg overvejede ikke at droppe gården. Vi havde haft ejendommen i ti år, og der var lidt stil over det, ærligt talt. Markerne ydede mere end før, og vi havde fået nye redskaber, så det skulle han i hvert fald ikke bestemme. Men det var godt, at han var realistisk, så vi ikke risikerede at ende i hullet som den forrige ejer.

Hvad så nu?
Jeg vil fortsætte med at lave så meget, som jeg kan her på gården, men jeg føler, at det er op ad bakke efterhånden. Det sker gradvist, at jeg ikke når så meget, som jeg gjorde engang. Det er som at gå op af en stejl bakke, og man bliver mere træt, jo højere man kommer op.

Tror du på gud?
Ja, som en udefinerbar størrelse, der styrer det hele. Der er en mening med livet, og meningen med mit liv er, at jeg skal være her på stedet sammen med Bente. Jeg har aldrig følt andet.

I går ringede Kristian til Christen klokken 9. Vi var i Aarhus, og blev i tvivl, om vores kattekilling var blevet fodret lørdag af en anden bekendt eller ej. Christen svarede sin mobil fra laden, hvor han var ved at valse korn. Det larmede, og han råbte, at det ville han selvfølgelig gerne. Da vi kom hjem, var katten glad og mæt, og der stod en bakke æg på det lille bord i entréen. Sådan er Christen – og Bente, i høj grad. Store mennesker som evner at gribe det store i det små, dag efter dag.

Processed with VSCO with a7 preset

Velsignelser har mange former

I går var vi til min nieces dåb, og det var en rørende, berigende dag. Min lille niece med de klare blå øjne og det store smil blev velsignet under en intim dåbsceremoni i Møllevangskirken i Aarhus. Den nye stolte mor, smilende og som et maleri i sin grønne kjole, min uendeligt stærke bror med vand i øjenkrogene.

Kristians og mine børn er ikke døbt. Selvom vi begge er overbevist om, at der er meget mere mellem himmel og jord, end naturvidenskaben alene kan bevise, har vi ikke følt, at en traditionel dåb var rigtig for os.

Vi har igennem årene ønsket at markere alle vores børns komme overfor verden, og for de tre ældste holdt vi navnefester med fællessang og mange mennesker. Vi inviterede alle, vi kendte, skrev sange til børnene, og bagte kager i hobetal, og det var festligt, men det var ikke den rigtige løsning denne gang. Vi er et andet sted nu end for fire år siden, da vi fejrede vores tvillinger, og det ville føles forkert at trække den samme skabelon nedover to forældre, som har formet sig påny.

Derfor besluttede vi at lave en intim og personlig velsignelse af Juno, som indrammede de overbevisninger, der er så stor en del af vores liv. Vi ville synge en salme for hende, og sige nogle ord fra vores inderste – og så en dag for nogle uger siden, hvor solen skinnede, og Juno var i godt humør, spurgte vi min søster og svigerfar, som begge var på besøg, om de ville med til stranden og markere Junos ankomst i vores liv.

Kristian tog en guitar i hånden, og sammen gik vi ned til vandet, hvor bølgerne slog roligt mod sandet. Dernede tog vi på skift Juno i vores arme, og talte til hende om vores ønsker for hendes liv, og om hvilken rolle vi håbede hver især at spille undervejs. Hun lyttede, og der var en varme og et nærvær omkring vores lille cirkel, og vi stod i solen og sang den nye dåbssang, som Kristian har skrevet, og som vi også sang i kirken for Junos kusine i går.

Sangen hedder “Tak for dig”, og den handler om taknemmeligheden for det nye liv og om livets mange muligheder og håb. Det sidste vers i salmen er inspireret af min svigerindes ord om ønsket for en velsignelse af hendes datter, og på den måde føltes det som at binde en sløjfe, da vi i går sang salmen igen. Den havde bevæget sig fra den solrige dag på stranden til den fine dåb i kirken, hvor vi i en stemning af tillid og lys sammen sang for det lille, nye liv med et nyt forældrepar i centrum.

Og det var så rørende, så uendeligt stærkt og meningsfuldt: Det var alt det bedste i livet fanget i nogle afgørende øjeblikke med kærlighed, tro og håb. Og det er jo netop det, dåben, velsignelsen, ceremonien eller festen handler om: At sende varme, tro og tillid i retning af det nye menneske; at takke for den gave det er at modtage nyt liv og at håbe på en skæbne fuld af alt det, som livet rummer, når det er bedst.

Her er teksten til Kristians dåbssalme, Tak for dig, som jeg synes, siger det hele så præcist. Jeg ved, at han gerne sender noderne til alle, der har interesse i at synge den.

Du har rejst så langt
Før du landede hos os
Som et stjerneskud slog ned på vores jord
Med din egen sang
Stik imod de mange ods
Faldt du ud af himlen lige hvor vi bor
Tak for dig
Tak fordi du er her
Tak for dig
Tak fordi du er her

Du har bragt et lys
Fra de høje tinders land
Ned i dybderne hvor mørket også gror
Kærlighed og gys
Kulde varme kvinde mand
Mellem polerne er spændingen så stor
Tak for dig….

For din fod står nu
Et fortryllet stafeli
Med et lærred ligeså rent og hvidt som sne
Farverne har du
Tusind’ pensler gør dig fri
Dine tankestreger kommer til at ske
Tak for dig…..

Så nu synger vi
Og velsigner dig i kor
Hør et hav af stemmer rejser sig i dag
Som et skjold af lyd
Flammesværd af sande ord
Står vi bag dig udi hvert et hjerteslag
Tak for dig….

Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet

I går sad jeg på en kold trappesten midt i Aarhus, og ammede min 10 måneder gamle datter. Jeg havde ikke tøj på til det, så jeg måtte hive min uldsweater op, og min undertrøje ned. Det blæste; jeg fik sand i ansigtet, og jeg mærkede gråden i min hals. Nogle gange kan jeg næsten ikke mere. Ikke på grund af sandet eller mine kolde fingre i sig selv, men på grund af alle kompromiserne. Ikke fordi jeg har brug for medlidenhed, men fordi jeg indimellem har gjort for meget for længe.
Jeg havde troet, jeg skulle trille en tur med min sovende baby, mens jeg hørte musik i hovedtelefonerne. Jeg ville have lyttet til William Fitzsimmons og Joseph Arthur. Jeg havde troet, jeg skulle betragte byens liv på afstand med ro i mine tanker. Jeg ville have nydt duftene fra de mange caféer. Jeg havde glædet mig til den lille pause, i stedet sad jeg blottet midt i det hele med en kop kold te mellem fødderne.

Og jeg kan blive så træt, at jeg triller mod kanten af et hul fyldt med selvmedlidenhed, træthed og fortvivlelse.

Men så kom det til mig, at Kristian i samme øjeblik var på DOKK1 med vores tre ældre børn, og han havde grinet, da vi talte sammen kort forinden. De spillede air hockey, og kiggede på de mange bøger på de mange reoler, og jeg kunne dufte den frihed, som man har med lidt større børn; samspillet, de uendelige relationer, glæden ved alt det, man deler. Al den kærlighed. Al den kærlighed. Og den slags kommer kun i så rige mængder, det bliver kun godt, hvis man på vejen dertil er villig til indimellem at sætte sig på en trappesten og vikle barnet i et tæppe, kysse hendes tykke, bløde kinder og sige, at det nok skal blive godt igen. Selvom gråden presser sig på hos begge.

Jeg kan selv blive overrasket over, at jeg har fået fire børn. For jeg synes ikke, det er nemt at være mor til babyer, og alligevel fik vi en mere, efter vi havde fået tvillinger. Jeg kan selv have svært ved at forstå, at jeg turde, men det gjorde jeg, fordi jeg ved af erfaring, at pludselig kender man et vidunderligt menneske mere. Pludselig har man udvidet sin familie indefra.

De første måneder af hende den mindstes liv mærkede jeg nogle gange et mørke ånde mig i nakken. Jeg mærkede et koldt, blåt lys indeni, når jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få et øjeblik for mig selv igen. Nogle aftener var lyset så kraftigt, at Kristian måtte trække mig ind til sig og minde mig om, at de her år med de bittesmå liv i vores varetægt blot er et åndedrag i vores eksistens.

Når jeg ser på min børneflok nu, ved jeg, at alt er, som det skal være. Jeg ånder lettet op: den yngste er snart et år, og jeg klarede det. Vi klarede det. Vi ved at lande igen.
Vi har to piger og to drenge, og jeg ved, at det er en lykke så stor, at jeg med god grund vil knibe mig selv i armen lige så længe, jeg er her. Min lykke er som en å af grinende, dansende, snakkende, hoppende smukke smukke børn, og jeg har lært alt af dem. Jeg har lært livet, mig selv og dem at kende. Jeg kender til begrænsninger, frygt, ensomhed, frustration og længsel, og jeg kender til den lyseste lykke, den klareste glæde, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg håber, at alle mødre og fædre ved, at vi andre godt er klar over, at det ér en stor opgave at være i deres sko. At de ikke er alene om at synes, det indimellem trækker tænder ud. Jeg håber, de er klar over, at vi andre også kender til deres søvnløse nætter, afmægtige dage, bekymringer og savn, men også at vi kan se deres stolthed og glæde. At et par tårer på en kold trappesten ikke er hverken et nederlag eller ensbetydende med fortrydelse, men derimod blot endnu en erfaring i et levet liv.

Mine børn er det hele værd. Det husker jeg tydeligere, efterhånden som jeg igen får tid til at mærke sig selv og mulighed for at betragte mit liv lidt på afstand. Og jeg ved, at lige om lidt har jeg siddet med blottet maveskind for allersidste gang, og så vil jeg være glad for, at jeg gjorde mit bedste nu.