Sahil fra Indien

Processed with VSCO with a10 preset

Det var den orange turban, der gjorde det. Den fik mig til at dreje om på stolen og sige: “Sikke en smuk turban, hvorfor er den orange?”, så smilede han, og begyndte at fortælle.

Sahil hed han. Han var 23 år, fra Indien og studerede i Barcelona. Nu ville han besøge sin onkel på Ærø. Han smilede meget, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham til min blog, svarede han bare: “Yes, of course,” og jeg fik den tanke, at ting måske slet ikke behøver være så indviklede. Måske man bare kan sige: “ja, selvfølgelig” lidt oftere. Og smile. Og forvente det bedste.

Han fulgte med op på dækket, hvor lyset var bedre, og vi kiggede på solen, og snakkede om, at han var heldig med vejret, for det var dagen før årets første efterårsstorm, og alt var stille og lunt. “Det kommer til at gynge noget mere, når du sejler hjem i morgen,” sagde jeg, og han nikkede. “Det er okay. Alle i Danmark har været så åbne, siden jeg kom for et par dage siden. Alle vil gerne høre om min baggrund.” Gud ske tak og lov, tænkte jeg, så er der håb endnu.

Hans brune øjne, den orange turban, hans hvide tænder i det varme smil: Det hele var så oprigtigt og smukt, og han var et ungt menneske på rejse i verden, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg selv var 23, og havde boet i New York i tre år. Dengang, da jeg kunne begå mig i verdens største byer, talte engelsk i søvne, og mødte nye mennesker hver dag. Dengang jeg ikke i min vildeste fantasi ville have gættet på én eneste af de ting, som udgør kernen i mit liv nu.

Sahil skulle studere i Barcelona i tre år i alt, han havde været der i syv måneder nu. “Hotel manager,” forklarede han – “jeg vil rejse tilbage til Indien og arbejde, når jeg er færdig, men jeg nyder at være i Europa. I Spanien er de bare ikke nær så venlige som her. Måske er det noget med sproget.”

Jeg lærte noget af at komme ud i verden som ung; fandt så småt fodfæstet undervejs, og prøvede kræfter med at være voksen, og jeg kunne se på Sahil, at han også var ved at blive voksen, selvstændig og sikker – og alligevel blot i begyndelsen af sin rejse. Måske kommer der en dag, hvor også han lever et liv, som han ikke har fantasi til at forestille sig nu.

“Jeg er sikh,” sagde han så. “I københavn, ved Vanløse station, har de et tempel, som jeg besøgte i går.”

“Hvor mange gange om dagen beder du?”

“Det er op til én selv, hvordan man gør det, bare man bevarer kontakten,” sagde han.  “- Er du kristen?”

“Det er lidt mere kompliceret,” svarede jeg ærligt. “Men jeg er overbevist om, at gud er kærlighed.”

“Ja, gud er kærlighed,” bekræftede han, og smilede igen.

 

Jeg rydder op

Jeg er ved at rydde op. Helt i bund. Jeg sorterer, smider væk, går alt igennem. Det foregår på flere plan, men lige nu er det især i det fysiske.

Da vi flyttede ind i huset her for snart et år siden, ankom vores ting i en fuldkommen proppet, kæmpestor flyttebil OG en trailer. OG vores egen bil. Møbler, dimser, tøj, instrumenter, bøger, køkkengrej, tæpper og værktøj. Alt var der, og der var for meget af det.

Jeg kan huske, at jeg blev blufærdig, da bagsmækken på flyttebilen klappede ned, og åbenbarede de vældige mængder af alt muligt ved ankomsten til vores nye hjem, og lige dér; inden vi overhovedet havde tømt den, tænkte jeg: Hvorfor sorterede vi ikke mere fra, inden vi fyldte kasserne?

Vi havde foræret en del væk fra vejkanten dagen forinden. Reoler, dukkehuse, lamper, borde, stole, kaffemaskiner, you name it. Men slet ikke nok. Vi medbragte stadig alt for meget, og hvor kom det hele fra? Jo, det kom fra en lyst til at eje. Fra behovet for ti ens kopper og ti af en anden slags oveni. Fra en kærlighed for keramik og kunst og fra min afdøde farmors smukke hjem. Det kom fra et overforbrug og en manglende evne til at takke nej.

Men det er slut nu. Eller, snart i hvert fald. Jeg har gennemtrawlet alle kasserne på loftet, og tilbage står kun børnenes tøj, og så snart den yngste vokser ud af det, ryger sækkene videre i familien (og jeg jubler lidt hver gang.) På samme måde er den gamle stald, hvor der før stod møbler i stakkevis og kasser med alt mellem himmel og jord, næsten tom, for vi har afholdt loppemarkeder og kørt utallige læs på genbrugsstationen og i Røde Kors. Nu kan man høre sit ekko derinde. Det er en god lyd.

Jeg vil have halvtomme hylder, luft, lys og overskuelighed. Jeg vil vide, hvor vores ting er, og hvorfor vi har dem. Jeg vil aldrig igen have for meget.

Jeg nyder at være omgivet af det, der er smukt; trækker inspiration og glæde derfra, men mine ting er ikke mig, og der skal være plads til tomrum, til naturen, til os, og det er vigtigt at vide, at jeg kan leve uden. At det er mig, der ejer tingene og ikke omvendt.

Den anden dag læste jeg det HER indlæg af Majbritte Ulrikkeholm – om hvad vi efterlader os, om at rydde op og skabe ro.

Har du også for meget i skabene og på loftet? Og hvor drømmer du mest om at skabe orden?

 

Bloglovin!

Nu kan du følge min blog og få en e-mail, hver gang jeg skriver et indlæg. Bare følg linket herunder, søg efter “majmy.dk” og indtast din egen mailadresse. Tak for at du følger med!

Follow my blog with Bloglovin

Fra to til syv børn og et venskab i balance

Processed with VSCO with a7 preset

Kristian og jeg har kendt Sarah og Lasse i lidt mere end syv år. Da vi blev venner, var vi alle nybagte forældre for første gang, og når vi samledes på den ene eller den anden adresse i København, var det en ny verden for os at være sådan nogle, som var sammen med andre, der havde børn.

Årene er gået, og nu er vi elleve mennesker, når vi samles. Syv børn og de samme fire voksne. To huse og en helt masse erfaringer rigere, og mest af alt nogle mennesker med et andet fokus end dengang. Jeg tror egentlig, at det meste er blevet nemmere med tiden. Vi er mere rolige, selvom selskabet fylder og larmer rigtig meget. Og vi er mere glade, ærligt talt. Ikke fordi man bliver lykkelig af at få børn (al forskning peger jo på det modsatte), men fordi vi har taget stilling, valgt til og fra i vores liv, og fordi børnene, parforholdet, arbejdet og venskaberne har tvunget os hver især til at finde ind til vores kerne, og stå ved den. Og det klæder os, ligesom det klæder alle andre. Vi griner mere frit, taler mere ærligt, er ikke bange for så mange ting. Vi er der for hinanden og ved at vi alle gør vores bedste.

Dengang for syv år siden kunne vi nemt bruge en hel eftermiddag på at lave pizza til de voksne og fodre børnene med majs og rugbrød, og alligevel føle, at vi havde løbet meget stærkt. Vi kunne tale længe om ungerne, og om vores nye roller i livet, og heldigvis kunne vi også snakke om så meget andet. Om film og studier og om drømme og håb, men ingen af os talte om jordvarme, ejendomsskat eller havetraktorer, og ingen så meget som overvejede barn nummer tre (eller fire!) eller hvor meget hurtigere vi skulle løbe, hvis vi kom dertil. Men her er vi nu, en flok semi-voksne sprintere – og det føles rigtigt. Vi er vokset, både på den ene og den anden led og indeni og udenfor os selv, og når vi holder weekend eller ferie sammen, snakker vi stadig til klokken alt for sent, og skiftes til at stå op med ungerne og mødes søvndrukne, småblege i køkkenet næste morgen til brandvarm kaffe og havregryn ad libitum. Vi tømmer hinandens opvaskemaskiner, og trøster hinandens børn, og i fredags besøgte vi for første gang Sarah og Lasse i deres nye hus, og der blev fældet træer, spist is, leget og snakket.

Vi er blevet voksne, andet kan og vil jeg ikke påstå, og vi er travle og indimellem trætte. Men vi er fremfor alt venner, familie, mennesker som vil hinanden, og den slags samvær giver benzin til mange kilometer.

Naboens have

Mine to mellemste går i en børnehave, som hedder Pippihuset. Den ligger næsten heeelt oppe i den ene ende af 30 kilometer lange Ærø, men forældre fra hele øen kører dertil hver dag alligevel. Det gør de, fordi det er Minna, der har Pippihuset, og hun har lavet en børnehave, som kan noget særligt.

Processed with VSCO with a7 preset

Minna flyttede til øen med sin højskolemand, Tange, for omtrent tyve år siden, og et par år senere købte hun en villa i udkanten af Leby, og åbnede Pippihuset dér. Pippihuset er den slags børnehave, hvor både børn er voksne er udenfor det meste af dagen året rundt,uden at pædagogerne står og skuler i hjørnet, når det regner. I Pippihuset laver man mad over bål om onsdagen, og sprøjter med vandslanger, når solen skinner. Foran Pippihuset er der en stor legeplads med klatretræer, hængekøjer, cykler og bjælkehuse, og nede i hjørnet er der en låge, som leder ind til “naboens have”. Naboens have er en vældig, grøn have med totempæle og skurvogn, blødt græs og træer.

Processed with VSCO with a7 preset

Processed with VSCO with a10 preset

Da min familie og jeg flyttede til øen for halvandet år siden, kom vi sejlende fra en verden, hvor næsten alting er et pseudonym, hvor de fleste har et brand, og hvor et brød koster 48 kroner. Vi kom fra den kreative klasse, fra New York til København og så til Svendborg, og vi kom sejlende til Ærø, fordi vi havde behov for ro, luft, ærlighed og nærvær. Nogle uger senere startede vores børn i Pippihuset, og da jeg kom ind i naboens have første gang, tænkte jeg: “sikke et skønt navn.” Det lød poetisk; som titlen på en bog.

Og jeg synes stadig, det poetisk og fint, men sandheden er mere enkel end som så, for naboens have viste sig vitterligt at være naboens have, som Pippihuset har lånt i årevis, og det er jo derfor, den hedder sådan, som Minna sagde med let løftede øjenbryn, da jeg spurgte til navnet. Hun har boet herovre så længe efterhånden, at hun godt ved, alt ikke behøver være så kompliceret.

Nå, men i sidste uge kom der geder i naboens have, og mine børn fortalte begejstret om dyrene, da jeg hentede dem om eftermiddagen, og vi gik ned, og så på de to gumlende nyankomne, og mens vi stod dér, spurgte jeg, hvordan de var rejst fra Minna og Tanges mark til naboens have. “Minna kom kørende med den første i sin bil, og Tange kom kørende med den anden,” svarede Ilja på fire år som den største selvfølge. Jeg smilede, og nikkede, for selvfølgelig var det sådan, de kom fra den ene landsby til den anden: I Minna og Tanges biler, helt uden dikkedarer, og nu står de så i Pippihuset til glæde for alle omkring sig.

Processed with VSCO with a7 preset

Roserne på højen og lidt om at finde hjem

Vores hus hedder Rosenhøj, og det siger næsten sig selv, at det ligger højt, og her er roser. Jeg har skulle vænne mig til navnet, som jeg måske mere synes, lyder mere som et boligbyggeri i udkanten af en storby end et lille husmandssted på Ærø, men jeg nyder at ringe til naboerne og præsentere mig som “Maj fra Rosenhøj”, for her i området kalder mange hinanden ved gårdens navn, og det kan jeg lide.

Processed with VSCO with a7 preset

Vi fandt Rosenhøj efter at have set på en del huse på Ærø, og i virkeligheden fandt vi det slet ikke selv. Det gjorde vores gode ven, som kender alle og enhver, og som godt kunne regne ud, at vi ville synes om det. Det foregik sådan, at vi fik lov til at ringe til de daværende ejere, selvom huset egentlig ikke var til salg, og de sagde, at vi gerne måtte komme og se stedet, men de kunne ikke love os noget.

Hvis ikke vi havde fået lov til at købe det, tror jeg, at jeg hellere ville have været fri for nogensinde at se det. Længslen ramte mig, så snart vi drejede om hjørnet den dag, og så havet og huset og marken, og jeg kunne se mig selv og min familie for mig: I gummistøvler på marken i oktober og bare ben i juli, mange år frem i tiden.

Vi fik lov til at købe det, og blev gode venner med sælgerne undervejs, og nåede både at overnatte hos dem, og spise mange middage sammen, inden huset blev vores. Da jeg fødte vores yngste derhjemme på 1. salen i december, var det de samme to mennesker, som havde de tre andre børn på overnatning i deres nye hjem. Tænk hvis alle hushandler kunne være lige sådan; hvis man kunne give hinanden hånden, forhandle ud fra et ønske om at alle skal være glade og – som det var tilfældet for os – forære hinanden henholdsvis hjemmelavet marmelade og æblekage som lykønskning, den dag handlen falder på plads. Det betyder noget, hvilken historie, vi har med vores hjem, og når jeg går rundt i stuerne nu, kan jeg stadig huske, hvordan her så ud, før vi flyttede ind.

Processed with VSCO with a7 preset

Rosenhøj er hjem nu. Børnene kender alle krogene, og de løber hjemmevant hen til naboerne, når de trænger til en sludder. Og selvom jeg nok er nomade af natur, er jeg også blevet glad for tryghed, og jeg har lyst til at blive her meget længe. Resten af mit liv, måske. For vi har slået rødder allerede, og de breder sig, mens vi bliver stærkere, gladere, mere rolige. Så det med at rykke op og starte fra ny, har jeg muligvis gjort nok, og hvis jeg indimellem savner duften af nye rammer, følelsen af at møde mennesker på fremmed grund, indtage ukendt terræn og starte fra nul, må jeg gøre det i bøgerne eller på rejser for så at vende tilbage igen. Hjem til Rosenhøj.

Den her barsel. Min sidste

Processed with VSCO with a7 preset

Det her er den barsel, hvor jeg bor på en ø, og ikke i en by. Den barsel, hvor vi ser på køer og katte og får og hav, og hvor alt omkring os bevæger sig i en cyklus, som har været den samme i mange, mange år, og som vi ikke hverken kan eller skal rokke ved. Her er ofte så stille, at jeg også bliver stille indeni. Og det er godt.

Mange formiddage triller jeg en tur med Juno i barnevognen, når de andre børn er i børnehave og skole, og vi ser disen ligge let i horisonten for enden af det blå- eller grå- eller sorte hav. Havet skifter hele tiden farve, det vidste jeg ikke, før vi flytte ind her. Jeg havde sagt, at jeg lige så gerne ville bo ved en skov eller en mark, men havet gør noget særligt ved mig. Jeg lægger mærke til det mange gange dagligt, og trækker en ro og forankring eller en længsel og melankoli ud af det. Havet forstærker det, jeg har indeni, og det er en god ven, når man skriver.

Det her er den barsel, hvor jeg møder naboen på min gåtur, og vi snakker sammen, hvad end det er hende på 87 eller ham på 75 eller hende på 74, og det giver så god mening, det, de siger. Om arbejdet på marken, fisk der skal på frost, børnebørn som kommer på besøg.

junotur

Om nogle måneder er det planen, at Juno skal i dagpleje, og til den tid er det vinter, og jeg kan knap huske, hvordan det er, når alle skal have varmt tøj på, og man ikke sådan lige kan spise sin aftensmad i haven eller løbe i shorts ned til vandet. Men lige nu er det efterår, og alt andet end æblerne lader til at afblomstre. Svalerne er ikke længere i stalden, lyset trækker sig tilbage, luften bliver klar og kølig, og der er en magi overalt, og jeg kan godt lide det vemod, og den eftertænksomhed, som følger med. Jeg tænker på den tid, som kommer, alt det, der venter os, og jeg nyder den sidste tid af min sidste barsel, mens bladene lander på gårdspladsen, og æblerne dag for dag bliver rødere. Der er altid noget, der blomstrer.

Hvad gør efteråret ved jer? Og hvad glæder I jer til lige nu, på denne dag?

Bilvasken

2016-09-21-16-21-21Kristian er i Aarhus for at arbejde, og i aftes ringede han, og fortalte blandt andet om den kæmpemæssige parkeringsplads foran det kongrescenter, hvor han holdt oplæg, som på få minutter blev fyldt med næsten ens, sorte biler og dernæst næsten ens, mørkklædte skikkelser som med deres telefoner ved øret eller foran øjnene bevægede sig hastigt mod indgangen uden at se på himlen, eller hinanden.

Han fortalte også om Dokk1, hvor han havde parkeret sin bil i en elevator, trykket på tre knapper, og så blev den løftet væk, og parkeret langt under jorden, og jeg kom til at grine højt, fordi det alt sammen stod i skarp kontrast til vores dag herhjemme.

På Ærø er der én bilvask. I en landsby. I et gammelt mejeri. Jeg har kørt forbi tidligere bare for at se på den, fordi den er så fin, men i går besluttede min søster og jeg at køre derhen med børnene for rent faktisk at vaske bilen (for første gang i halvandet år, tror jeg?)

Netop som ungerne var hoppet ud, og jeg skulle til at køre bilen ind i vaskehallen, kom stedets ejer forbi, og da han fik øje på det ubegribeligt snavsede køretøj, greb han en vandslange, og spulede for fuld kraft.  “Ellers bliver den ikke ren alligevel,” som han sagde, mens han nikkede mod bilvaskens gab.

Der var lunt udenfor, to af ungerne havde bar mave, og som vi stod dér på pladsen foran det gamle mejeri, nød jeg, at fuglene sang lige ved siden af, og at vi stod midt imellem haver og enge, og fik vasket bil.

2016-09-21-16-15-44

Nogle gange skal der ikke så meget til, før børn taber underkæben, og det gjorde mine, da vasken satte i gang, og de kæmpemæssige børster roterede for fuld fart. “Det ligner hekse!” råbte den ene, og de stod alle sammen skiftevis forstenede og hoppende, og på et tidspunkt hev to af dem bukserne ned over numsen i ren iver over miraklet foran dem, og jeg glædede mig over, at den eneste i kø, var vores nabo, som smilede forstående.

Da vi kom hjem, støvsugede min søster og jeg bilen, og Michael Jackson skrålede “Billie Jean” fra de gamle højtalere, mens ungerne dansede vildt, og bagefter pustede min søster sæbebobler, og jeg ved ikke, hvad vi skal stille op uden hende, når hun snart rejser tilbage til Aarhus. Hun har været her i fire uger, men nu er hendes opgave næsten skrevet færdig, og der sidder en sød kæreste, som savner hende derhjemme.

Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at Kristian får svært ved at genkende vores bil, når vi henter ham ved færgen på fredag.

Hvornår er I sidst blevet glade over noget tilsynelandende ganske småt? (Og er jeres bil ren eller møgbeskidt?)

img_1712img_1727

Når jeg skriver, er jeg glad

image
Jeg har elsket at skrive, siden jeg var barn, og mit skriveri har antaget mange former gennem årene. Først var det noter i en lille dagbog, sidenhen stile, og som 19 årig kom jeg ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Der gik syv år, før jeg blev færdig med den uddannelse, og min ikke jeg kommer til at fortælle om hvorfor her en dag, men fælles for det hele er, at jeg aldrig stoppede med at fælde mine tanker ned på papir.

Jeg har arbejdet på et dameblad i København og et dagblad på Fyn; jeg har skrevet tekster til ét af de første sociale medier, da jeg boede i New York, og jeg har ghostwritet biografier og redigeret fagbøger, men senest (!) har jeg under min barsel skrevet en roman – min helt egen – og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. For nogle uger siden afleverede jeg med krydsede fingre og en stille bøn mit livs første rigtige manus til et forlag, og straks efter gik jeg i gang med at skrive et nyt. “Det kan vist ikke være anderledes,” tænkte jeg lettet, da jeg forstod, at jeg ikke kunne stoppe, nu jeg var i gang. Jeg tror, jeg kommer til at skrive bøger, til jeg dør.

Pludselig ved jeg altid, hvad jeg helst vil, når børnene sover. Pludselig går jeg rundt i en osteklokke af idéer. Jeg har fået adgang til at nedfælde hidtil ukendte skæbner, bo hvor end jeg vil og fortælle om det hele med netop de ord, der falder mig ind. Og dét ønsker jeg for alle: at de finder deres inderste drøm, og følger den. Det er dér, lykken ligger.

Men jeg nu har jeg også en blog, hvor jeg vil nyde at skrive fremover. Det er noget, jeg har taget tilløb til i flere år; Jeg har sågar haft samme webadresse før, men jeg lukkede siden, næsten før den kom i gang. Jeg var i tvivl, om jeg havde nok på hjerte. Og om nogen vil læse med. Sådan har jeg det ikke mere. Nu kan jeg ikke lade være, og jeg vil skrive herinde, når romanen og børnene tillader det, men kun når jeg har noget på hjerte. Jeg lover ikke at skrive bare for at skrive, og derfor bliver det heller ikke de to indlæg om dagen, som enhver seriøs blogger ellers sigter efter. Så meget spændende har jeg ikke at bidrage med. Og der er jo også romanen, som sagt…

Har I noget, I elsker at bruge tid på? Noget, som tænder et lys dybt inde?

Aftensmad. Skal man det?

I går spiste vi aftensmad på trappestenen foran huset, min søster, ungerne og jeg. Rugbrødsmadder med torskerogn og remoulade og gulerødder, og jeg syntes, det var helt perfekt. Det var den smukkeste aften med lav sol og frisk luft, og jeg elsker den slags mad. Ingen forberedelsestid, ingen oprydning. Glade unger, som løber rundt og leger, mens de spiser, mætte børn, afslappet mor (og moster).

Hvis jeg boede alene, ville jeg spise brød med pesto og ost hver dag. Jeg ville aldrig i mit liv lave en gryderet eller noget ovnstegt til mig selv, og jeg ville ikke savne det. Jeg er mest til fingermad, og dessert. Og chokolade. Og friskfanget fisk med hjemmelavede pomfritter, men det er en anden sag.

Engang brugte Kristian og jeg mega lang tid på at lave mad hver dag. Eller faktisk var det altid ham, der lavede maden, og så var jeg sammen med ungerne imens. Så en dag blev vi enige om, at det måske ikke var hensigtsmæssigt at bruge flere timer på madlavning dagligt, når man har små børn, som man også gerne vil være sammen med.

Nu spiser vi tit rugbrødsmadder eller wraps eller noget i den retning, og hurra for det.

Ja, det er kvalitetstid at lave mad, hvis man nyder det. Ja, mad er en del af livet, og det skal være sundt og godt. Men det behøver ikke svine megameget eller tage hundrede år at tilberede for at leve op til de krav. Hvis du spørger mig, altså. Kristian er ikke ubetinget enig. Det er derfor, vi stadig får friskfangede fladfisk med hjemmelavede pomfritter og alt muligt grønt fra hans køkkenhave ret ofte, og det er, hvad man kalder en gylden middelvej.

 

Hvad spiser I til aftensmad? Og hvor lang tid bruger I på det?