Det er så fedt at være på camp

Jeg sidder her i sengen på et værelse et stykke fra mit eget hjem, hvor jeg har sovet i nat. Kristian, jeg og vores tredjemand, Rune, har på skift været på camp med en gruppe unge, som er tilknyttet Huset Humaidan, siden i torsdags. Ahh! Tænk at sove til klokken 7:30 uden én eneste forstyrrelse –  men nu går det ikke længere, for vi har et program foran os, og det føles fedt at komme igang og være sammen. Om lidt vækker jeg de unge.
Det er godt, det her. Livsbekræftende og meningsfuldt. Den gruppe, vi har med, er startet i et årsforløb hos os, og denne er deres første ud af i alt seks camps indtil februar næste år, hvilket betyder, at de er glade og ubekymrede, fordi de ved, at vi ses igen. Udover de seks camps på Ærø, skal vi på en håndfuld endagsture ud i landet, og så kommer vi til at mødes de fleste onsdage hele året og hygge os nogle timer.

Campen startede i torsdags, da vi mødte alle de unge på havnen i Svendborg, og stod på færgen til Ærø. Det er som regel sådan, at når vi siger farvel til forældre og pædagoger i Svendborg, er det en gruppe ret nervøse unge, vi har med. Nogle er bange for sejlturen; andre har skullet overtales af deres forældre eller i sidste instans af Kristian eller jeg personligt til at tage med.
“Fællesskaber? Nej, det kan jeg ikke lide,” siger de, og ryster på hovedet.
Det kan være svært at sige ja til noget, der er godt, når man synes, rigtig meget i livet er noget skidt. Heldigvis tør en del alligevel tage med (de får altid at vide, at de må komme hjem igen, så snart de har lyst), og allerede rundt om bordet på færgeturen til Ærø begynder vi at snakke sammen. Skuldrene falder lidt, humøret stiger en anelse, og så kommer vi til Ærø (“Ej, det er som et hotel!” siger de så, helt overvældede), og de finder deres værelser, og skynder sig tilbage i køkkenet, hvor vi laver frokost.
Vi hører musik, snakker, planlægger aktiviteter, spiller spil, hænger ud.
Der er musikudstyr, bordtennis, parkour, fodbolde, tegnesager og brætspil. Et fuldt køleskab, udsigt til havet og tid.

Nogle gange laver vi musik, andre gange er det ikke lige gruppens interesse, og så laver vi noget andet. Men vi får altid snakket om en masse vigtige ting, lavet mad, grinet og trukket frisk luft helt ned i lungerne.

Vil I se videoen fra vores sidste camp? Dengang havde vi en gruppe dejlige unge med, som ikke havde lavet musik nogensinde før, og vi var af sted fra torsdag til søndag – ligesom nu. Det var første gang, vi mødtes, og enkelte af deltagerne står bag kameraet, men har alligevel bidraget til tekst, makeup og musik. Tænk hvor meget man kan nå på tre døgn, hvis man er tryg.

Nå, nu skal jeg ud og banke forsigtigt på nogle døre og ønske de unge en god morgen.

Hvilke oplevelser husker I særligt fra jeres ungdom? Mødte I voksne, som gjorde en forskel for jeres liv? Blev I set og hørt og taget alvorligt?

Når man har travlt med noget godt

Dagen i går gik så hurtigt, at jeg ikke nåede andet end kvindekampen (altså et indlæg og et foredrag) og så de sidste forberedelser forud for Kristians og min camp, som vi tager hul på om få minutter, når færgen kommer i havn. Men hvis ikke jeg havde hastet fra det ene til det andet, skrevet på livet løs og snakket stolpe op og stolpe ned, så havde jeg uden tvivl brugt hvert eneste sekund på at tænke tanker om det retreat, som jeg glæder mig helt vildt til at afholde i efteråret. Faktisk kan jeg næsten ikke være i mig selv af ren og skær benovelse over den store interesse, som jeg oplevede, ovenpå min lille føler for projektet i tirsdags.
Ved I hvad? Mere end tredive har skrevet til mig, at de er interesserede i at høre mere, og jeg hoppede rundt hele dagen, hver gang min telefon sagde “pling!”, og råbte til Kristian i den anden ende af huset: “Én til! Og én til!” Jeg kan mærke glæden helt ud i fingerspidserne, lige præcis på den måde som man kan, når noget er meningen, og når noget bliver godt.

I de få øjeblikke i disse dage, hvor jeg har mulighed for at dykke ned i lange tankerækker om, hvordan det hele skal planlægges, tænker over den meningsfulde samtale, over øjenåbnende litteratur og den helt rigtige indgang til at få de emner ind i samværet, som kan inspirere til det liv, man drømmer om. Og når jeg så lander ovenpå vores camp efter weekenden, vil jeg tage hul på at tale med de mennesker, som skal hjælpe mig med overnatning, mad og så videre (en enkelt har jeg dog lavet aftale med allerede, nemlig desserten. Den slags er jo særligt vigtigt.)

Jeg forventer at slå to retreats op til efteråret: Ét for kvinder og ét for par. Begge weekender bliver først på efteråret, når temperaturen så småt daler, og enkelte blade flyver let mod jorden, men imens aftenerne stadig er lyse og eftermiddagene lune. Begge weekender vil have samme omdrejningspunkter: Fordybelse, meningsfulde samtaler, fællesskab, god mad og stilhed. Jeg håber, I vil med, også når der kommer flere informationer på, og jeg regner med at være klar til at kommunikere mere ud om 14 dages tid. Jeg ved allerede, at der bliver plads til omtrent ti deltagere per weekend. (Og jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig.)

Men nu skal Kristian og jeg først på camp med en gruppe dejlige unge, som trænger til nogle gode input, og jeg ved, vi får fire dage med fede oplevelser, gode snakke, musik, tegning, højtlæsning og god mad. Der bliver køreture ud i landskabet, sang og grin og stile stunder med puslespil og akvaralmaling.

Men hvad skal I i dag? Jeg gad godt høre, hvor I sidder, hvad I drømmer om, hvad I skal lave de næste timer og hvilken slags te eller kaffe I drikker?

 

Den hvide mands æresdrab

Det er kvindernes kampdag, og der er nok at kæmpe for. Også i Danmark. Jeg er endda selv sexist, opdager jeg fra tid til anden, når jeg dømmer mig selv eller andre kvinder ud fra helt andre kriterier, end jeg dømmer mænd. Men hvordan kan det næsten være anderledes, når Andersine ikke laver andet end at vente på, at Anders kommer med blomster, og når mine lærere i skolen syntes, jeg snakkede for meget, selvom jeg ikke åbnede munden nær så ofte som drengene i klassen?

I januar skrev jeg dette indlæg om feminisme med afsæt i drenge- og pigelegetøj. Fordi: Jeg er feminist, naturligvis.

Jeg oplever ofte sexisme. Tit er det mig selv, jeg bliver ramt af. Andre gange er det mænd, der synes, jeg fylder for meget, eller som påpeger, at jeg ikke passer helt rigtigt på deres forestilling af en kvinde. Nogle gange kalder de mig en pige, selvom jeg har fire børn, en mand og en indkomst. Tit opdager jeg det ikke før længe efter, det er sket. Altså, fordi  jeg er så vant til det. Fordi det er fuldkommen accepteret.

Det kan være sådan noget med, at jeg føler, jeg har sagt rigtig meget, når jeg har talt i to minutter, mens mænd ikke lader til at føle nogen form for skam, når de har talt fem gange så længe.
“Hønsegård,” eller: “Kvinder taler så meget”, siger de. Men nej, det gør vi faktisk ikke. Et Amerikanske studie fra 2015  konkluderede, at det i en gruppe bestående af lige mange mænd og kvinder opfattes som “ligeværdig taletid”, hvis kvinder taler 25 procent af tiden eller mindre, og til gengæld bliver det opfattet som om, at kvinderne “dominerer samtalen” hvis de taler 25-50 procent af tiden. Det gør mig en lille smule rundtosset at tænke på, at jeg rent faktisk selv bærer rundt på den indbyggede forventning.
(Det og 11 andre ting, som de fleste kvinder kan nikke genkendende til, men som vi ikke så ofte taler om, kan man læse om lige her i en sjov og skarp klumme af Caitlin Moran.)

Indimellem slår det mig, at jeg bliver nærmest chokeret, hvis jeg ser en kvinde på tv, som ser lige så gammel eller uoplagt ud som alle de mænd, hun er omgivet af. Det falder mig med andre ord helt naturligt, at de fleste kvinder på fjernsynes er spartlet ud med makeup, mens mændene slet ikke er flove over deres rynker og grå hår. Gamle mænd er attraktive, skal man forstå, for de har viden, magt og indflydelse. Men kvinder? Nej, de er bedst, når de er unge og smukke.

Jeg har ikke fjernsynskanaler hjemme, så når jeg indimellem ser den slags, er det som regel på Ærøfærgen mellem Ærø og Svendborg, hvor der altid kører TV2 News (uden lyd), og som regel sidder der et panel af mænd og udtaler sig om et givent emne. I januar tog jeg færgen samme dag, som nyheden om en kvinde og hendes fire børn, der var blevet dræbt af deres mand og far, kørte over skærmen. “Familietragedie” stod der i teksten under billederne fra den lille by. Men det var jo ikke en familietragedie. Det var århundredets hidtil største drabssag. Det var mord, ikke en ulykke eller en enkelt mands tragedie og momentane psykiske sygdom.

Det skrev jeg for nylig om på min private facebook, og lige netop i dag synes jeg, at jeg vil dele indlægget her:

Sagen er den, at jeg ganske enkelt bliver grænsepsykotisk af, at både medier og politi fuldstændig fortier, når mænd myrder deres koner og børn. Det er ikke en privatsag. Det er noget, vi skal lære af og blive bedre til at forebygge som samfund. Det er heller ikke enestående: Tre børn og ti kvinder dræbes årligt i Danmark af deres fædre og mænd, og sagerne bliver kaldt “familietragedier” eller endnu værre “udvidet selvmord”.
“Vi ved endnu ikke, om vi har at gøre med en familietragedie en forbrydelse eller en ulykke,” udtaler politiet som regel. Men så skal jeg da lige fortælle dem det: Det er en forbrydelse, uden undtagelse og uden tvivl.

Vi er alle sammen hurtige til at konkludere, at mænd, som gør den slags, må være psykisk syge, i hvert fald i gerningsøjeblikket (uanset hvor veltilrettelagt forbrydelsen iøvrigt er). Det skete senest i januar, da en mand slog sin kone og deres fire børn ihjel. Medierne skrev om den store ulykke og de pårørendes sorg, men jeg er ikke enig i, at det var en ulykke. Det var overlagt mord. Og sorgen betyder ikke, at det skal ties ihjel; det bliver andre typer mord ikke.

Mænd overalt på nettet brøler: “Det er fordi, I tager vores børn fra os i statsamtet!” Men ved I hvad? Fædre vinder bopælen på deres børn i 40-45 procent af sagerne (kilde: Rockwool Fonden), så det er jo ikke rigtigt. Jeg synes faktisk, at 45 procent lyder af meget i lyset af den overvejende opgavefordeling i hjemmene rundt omkring, og det får mig til at tænke på min veninde, som fik en advokat i statsamtet til at indrømme, at hun (advokaten) havde givet min venindes eksmand ret i sine anklager mod sit barns mor, fordi advokaten følte sig truet af ham.

Selv hvis mordene rent faktisk skyldes, at manden har tabt kasketten i gerningsøjeblikket, skal vi arbejde målrettet på at finde måder at forebygge den slags ulykker. Forbrydelser begået af mænd, som mener, kvinder er “deres”, er ikke acceptable. Heller ikke når manden er hvid, og hedder Jørgen. Det hjælper stadig ikke at være stille om problemet. Det løser ingenting. Jeg kan ikke accpetere, at vi alle sammen bliver spist af med, at det er en sag for familien alene, og jeg får sgu lyst til at skrive sandheden, nemlig at de mord er den ultimative sexisme; de er ekstremen af det, der sker i mindre skala, når mænd råber efter kvinder på gaden, når mænd mener, at kvinder skal klæde sig på bestemte måder for ikke at lægge op til sex, når mænd føler, at kvinder er deres ejendom. Mordet er det yderste led i den lænke.

Nå, men, det er egentlig overflødigt, at jeg skriver meget mere, for Gretelise Holm gør det rigtig godt i Politiken, jeg kunne bare ikke lade være med at give mit besyv med. Læs hendes indlæg, hvis du har mere tid. Og lad for guds skyld være med at læse kommentarerne, medmindre du er okay med risikoen for at brænde sammen i afmagt. Det viser sig nemlig, at nogle mænd synes, det lidt er kvindernes egen skyld (“de burde have trukket sig, før forbrydelsen skete. Mænd er voldsdyr af natur”).

Ja, sådan får jeg det sgu lidt..

I eftermiddag skal jeg holde oplæg her på Ærø i anledning af kvindernes kampdag, og jeg glæder mig til den efterfølgende diskussion. Hvad gør I jer af tanker om kvindekampen? Mærker I sexismen i jeres hverdag – og hvad betyder det i givet fald for jer?

Jeg vil holde et retreat til efteråret

Vi har vist gang i en række hjemmedage her hos os. Det er nok fordi, vi er ved at få mere overskud – Juno bliver større, alting er lidt nemmere, og så får jeg lyst til at være sammen med børnene hele tiden. Det er måske også fordi, det lysner derude, og der står spirer i alle vindueskarmene. Og så er det helt bestemt fordi, Kristian og jeg skal afholde camp for en gruppe unge på torsdag til søndag, og selvom han og jeg skiftes til at være hjemme i løbet af de fire dage, føles det alligevel rigtigt lige at fylde lidt ekstra op hos børnene inden da.

Så i går var vi herhjemme alle sammen. Kristian og Ilja arbejdede videre på den mistbænk, som de har haft gang i siden sidste uge, og vi spillede spil (Labyrint, skak, kort), lavede aftensmad sammen, og ryddede op. Vi er blevet ret gode til at hjælpe hinanden med at holde orden indenfor; hver dag rydder vi op i stuerne, på børneværelset og soveværelset og et par gange om ugen går vi så meget i bund, at vi kan støvsuge efterfølgende. Der var musik til alle aktiviteterne i går, for Storm har købt en pladespiller fra 70’erne med forstærker og højtalere, og han har fået alle vores lp’er ind fra loftet, og har sorteret dem i to bunker: Dem, der skal lægges væk igen, og dem, han dyrker lige nu. Han hører Eurytmics, Beatles, Kim Larsen og lige nu mest af alt “Get up and boogie” med Silver Convention, som jeg slet ikke vidste, fandtes. Det er vildt og skønt at følge med i hans passionerede rejse ind i musikken, hvor han står på børneværelset foran anlægget dagen lang, og vugger i hofterne, kigger længe på de store covers, eller sidder helt stille, og lytter koncentreret.

Sidst på dagen i går fik jeg den tanke, at jeg vil lave et retreat til efteråret. Jeg tror, idéen blev udløst af en (eller flere) kommentar her på bloggen, og jeg tænkte: Jeg vil samle en gruppe mennesker, som har lyst til at bruge tid på meningsfulde samtaler, diskussioner og fordybelse. Jeg vil inspirere til det ærlige liv gennem fortællinger, spørgsmål og nærvær, og jeg vil høre om andres tanker og udfordringer og vende dem på hovedet og se det hele fra et lidt højere perspektiv, end vi husker at gøre til daglig. Der skal være hjemmebagte surdejsboller og rugbrød, salat fra haven, Kristians grøntsager og en masse bøger i stakke, nøje udvalgt musik og indimellem komplet stilhed flere timer af gangen. Vi skal være tæt på havet; gå ture, lave enkle meditationer. Spise chokolade og frisklavet is. Det er en helt ny tanke, og den skal have lov til at spire, så jeg ved slet ikke det hele endnu, men jeg kan mærke, at det nok skal blive til noget.
Vil I med?

 

Det her er også den virkelige verden

I weekenden var vi hjemme hos min mor for at fejre både hendes fødselsdag og min mormors. Dejlig weekend – vores børn er så store nu, at det er hyggeligt at være af sted til den slags. Når man sådan tager fra sin ø, kommer man jo ud i verden. Nogle vil sige, at man “kommer ud i den virkelige verden.”
At børn skal ud i den virkelige verden (hjemmefra, altså) for at blive en del af den.
Det kan være i forhold til at passe sine børn hjemme eller at hjemmeskole dem, hvilket næsten kan blive opfattet som et brud mod vores samfund. Så siger folk, at “de skal også ud i den virkelige verden.”
Men det jeg vil sige, er, at det her hos os på Ærø; vores lille hjem på vores lille stykke land, det er også den virkelige verden. Vores version af den, ja, men ikke desto mindre et rent faktisk liv i verden, lige så ægte som alt andet. Mere ægte, kan jeg nogle gange føle, men givetvis ikke nær så udbredt. Uanset om alt det udenom os er mere almindelig eller ægte, kan jeg være i tvivl, om det virkelig er nødvendigt for mine børn at komme derud hurtigst muligt?

Kristian og jeg har prioriteret anderledes, og vi tænker forskelligt fra mange på en del punkter. Det bliver jeg mindet om, når jeg bevæger mig hjemmefra, og bliver konfronteret med fjernsynsskærme, avisforsider og samtaler mellem tilfældige fremmede. Jeg kan have lyst til at råbe: “Ej, nu stopper I!”, når der bliver snakket ud fra frygt og ud fra en forventning om, at vi alle sammen er ens.
Hvor mange føler egentlig, helt oprigtigt, at det normale repræsenterer dem? At det, der foregår på Christiansborg, i medierne, mellem os mennesker, med naturen og i skolesystemet er en refleksion af verden, som de ønsker den?

Jeg vil sige dette: Jeg kan godt forstå, hvis nogle synes, det kan være svært at holde fokus, når de bevæger sig rundt ude i samfundet. Jeg kan godt forstå, hvis man kan glemme sine inderste værdier, når man befinder sig midt i den verden, der er helt almindelig lige nu. Altså: storbyerne, fjernsynsprogrammerne, avisforsiderne, politikerne, reglerne, skolerne, diskriminationen, frygten.

Jeg kan have svært ved at holde helt fast i mig selv, når jeg forlader min lille ø. Når jeg sidder på færgen, og ser det ene eller det andet insisterende, højtråbende, belærende ansigt på TV2 News (som godt nok kører uden lyd på færgen, men som alligevel trækker mit blik til sig), bliver skal jeg huske på, at de jo ikke har patent på sandheden.

Jeg kan vitterligt føle, at alt det, jeg tror fast og inderligt på, er jaget vildt i resten af verden. At mine dybeste værdier er noget, man prøver at komme til livs.

Pointen er, at det ér en form for flugt at bo her på Ærø. Det er ikke sammenligneligt med Andrea Hejlskovs “store flugt” ud i den svenske skov, for min familie og jeg er stadig en del af civilisationen herovre, men jeg må indrømme, at jeg trives bedst, når jeg ikke konstant befinder mig midt i det, som jeg prøver at bryde med.

Jeg kan bedre trække vejret lidt på afstand.

Hvad er det, jeg prøver at bryde med? Kort sagt er det jo vanetænkningen; konkurrencesamfundets blinde jagt.
Og hvad er min ambition? Jamen, jeg prøver fremfor alt at være grundig med mit liv. Jeg prøver at gøre mig umage. Der er ikke én rigtig vej, og det betyder, at jeg tager stilling til langt de fleste ting løbende:
Hvor mange timer trives jeg bedst med at arbejde, og hvilken type arbejde tror jeg på?
Hvilken mor vil jeg gerne være – hvilken kæreste, veninde, datter, etc.?
Hvordan kan vi bedst lide at spise (for tiden har vi en aftale med børnene om, at man gerne må gå til og fra bordet under måltiderne, hvis man tørrer sine fingre først, og ikke forstyrrer dem, der spiser videre).
Hvordan er vores hjem indrettet – hvad er de vigtigste formål?
Er vi meget udenfor, og hvad laver vi, når vi er der?
Giver vi julegaver og i givet fald ud fra hvilke overbevisninger?
Har vi ofte gæster, eller prioriterer vi at være meget alene? Er vi engagerede i mange ting udenfor hjemmet eller ej? Og så videre og så videre.

Når jeg prøver at gøre mit bedste, er det altid en afvejning: Er det bedst at sige ja til at hjælpe min veninde med at skrive en jobansøgning eller at være fuldt ud fokuseret på børnene den ekstra time? Det afhænger af dagen og af mulighederne, det svinger fra time til time. “Mit bedste” er ikke en statisk størrelse.

Men jeg er også et mageligt menneske, og jeg kan være doven. Jeg er ikke altid på mit a-game.
Kristian siger indimellem, at vi ikke først og fremmeste skal leve et bekvemt liv. Vi skal ikke træffe vores valg ud fra, hvad der umiddelbart er mest behageligt: Vi skal gribe livet og give alt, vi har. At gøre sit bedste kan sagtens være en dag på sofaen med chokolade og en bog. Når vi kan mærke os selv, er det ikke så svært at mærke, hvad der er rigtigt og forkert.

“Lykkes I med nogle af de bolde, I kaster op i luften?” blev jeg spurgt i weekenden. “Vi lykkes vist med de fleste,” svarede jeg, lidt irriteret, og kunne kun komme i tanke om alt det, der er landet på begge fødder.
Men ved nærmere eftertanke ved jeg godt, at der har været en del planer, som blev skrottet undervejs, eller som ganske enkelt ikke lykkedes. Men fordi jeg ikke hænger mig i nederlag eller braste drømme, bliver de noget andet undervejs; de bliver til nogle af de skridt, som jeg gik for at komme på rette vej.

Ja, det kræver en indsats at leve det liv, man drømmer om. Men det kan godt betale sig at prøve.

Mine drenge er begyndt at løbe barfodet rundt om huset fem til ti gange hver aften inden sengetid. De smider alt andet end deres underbukser, og løber på de kolde sten, det våde græs, de bidende fliser, og kommer ind igen med røde kinder og en helt anden energi. Måske fordi jorden rent faktisk har et overskud netop af sund energi, som kommer op gennem fodsålerne? Det fænomen kaldes “grounding” eller “earthing”, og det er en google-søgning værd, men mine drenge har fået idéen selv,  og nu kan de ikke lade være. De griber livet, sådan som de helst vil, og det gør mig glad.

Jeg ser og lytter for at huske, hvad der betyder noget

I 2014 udkom Phie Ambos dokumentarfilm “Så meget godt i vente” om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm, hans kone Rita og deres idealistiske landbrug, Thorshøjgaard på Nordsjælland. Dengang så Kristian og jeg filmen, og vi tog den til os, som vi nu skulle på det tidspunkt: Vi lærte os selv den bordbøn, som de siger omkring frokostbordet i én af scenerne, og vi blev mere opmærksomme på det biodynamiske end hidtil.
Men endnu levede vi ikke det liv, hvor vi selv dyrkede jorden, og endnu kendte jeg ikke til den samhørighed med naturen, som er så fint portrætteret i filmen.
Nej, vi boede vi i en villa i Svendborg med naboer rundt omkring os, og, jo, vi havde et par højbede, men jeg rørte aldrig ved dem, inden vi flyttede videre til Ærø. Her på øen tog vores rejse yderligere fart – og sådan er det efter min overbevisning for det meste: At de første år af vores liv er en form for indgang til det, vi er kommet her for at lære og bidrage med (nogle vil mene, at de første år er gentagelser fra tidligere liv) og så på et tidspunkt – ofte omkring vores 30.-35. leveår – kommer der fart på. Man kan sige, at vi bliver mere bevidste, og det kan føles som om, man hopper på et udviklingsmæssigt løbebånd, og det hele er pludselig helt utroligt meningsfuld og også enormt hurtig. Kan I genkende den beskrivelse?

Nå, men efter vi flyttede til Ærø, mærkede både Kristian og jeg noget stadig stærkere trække i os, og Kristian begyndte blandt andet at læse en del af Rudolf Steiners værker, hvilket ledte os til at se dokumentarfilmen “The Challenge of Rudolf Steiner”, som er i to dele, og kan downloades HER for i alt ti britiske pund (hvilket svarer til 87 kroner d.d.), og det synes jeg virkelig, I skal gøre, hvis det overhovedet taler til jer. Se eventuelt traileren HER – og se de seks minutter til ende, for det starter med en helt masse korte klip, og virker måske lidt usammenhængende, men det er to meget oplysende og fine film om Steiners syn på alt fra landbrug over handicappede til uddannelse og økonomi. Vi så de to film i 2015, da vi boede til leje, og ventede på at købe vores drømmehjem, og siden da købte vi jo vores lille landsted her på Ærø med de 5,5, hektar jord, og Kristian er blevet det, som børnene kalder “rapper-landmand”. Han har altid jord under neglende, og jeg tror, det også snart bliver en del af mit liv også. Jeg kan mærke, mulden trække i mig efterhånden.

Den anden dag genså vi så den smukke danske dokumentar “Så meget godt i vente,” og det var godt, at vi så den igen, for den er naturligvis meget tættere på vores liv nu på mange måder. Vores livssyn, værdier, indsigter er rykket nærmere det, som Niels Stokholm så smukt og ufravigeligt efterlever, og det er meget inspirerende at følge hans og Ritas liv på gården gennem de to og et halvt år, den er filmet over. Der er blandt andet en scene, hvor den idealistiske landmand takker nej til penge, som kommer med en præmis, han ikke har lyst til at gå med på – også selvom bygningerne er ved at falde sammen omkring hans 79-årige liv. “Hvis man vil købe noget, har man allerede de forkerte intentioner,” siger han, og vi ser hans grundighed i arbejdet i hver eneste scene; hans kontakt med dyrene og også kampen med myndighederne, som ikke synes, at hans måde passer ned i deres kasser. Tænk sig; I kan se filmen helt gratis lige her  (tip: vi erfarede, at vi skulle se den i “Safari” (browser), for den ville ikke afspilles i “Chrome.”) Og så kan man for øvrigt læse om gården her og eventuelt planlægge et besøg derovre. Det ville jeg elske. Altså at se deres sted og høre dem fortælle om alle tankerne bag.
Filmen starter en lille smule voldsomt med en (iøvrigt vellykket) fødsel af en kalv, og jeg ved ikke, om alle vil synes, det er barskt, men det ramte mine børn en lille smule, så det var rart lige at være forberedt på det. Den er smuk, den film. Og vigtig. Meget vigtig – og virkelig en fin film at se med børn også. Vores taler ofte om “Niels og Rita.”

For øvrigt: I dokumentarfilmen om Rudolf Steiner citerer psykiater, antroposof og forfatter Peter Selg Steiner for at have sagt: “Alle har en mission, ikke kun det store menneske, som står på scenen, men alle. Det betyder samtidig, at alle har en opgave i dette liv,” og det får mig til at tænke på det, jeg skrev i går efter min skriveworkshop med de unge, kloge mennesker: At alle har et formål. Alle har noget, som de bidrager med. Alle har en mission og et potentiale.

I de år, hvor det hele begyndte at virke mere meningsfuldt i mit liv, og der strakte sig en vej ud foran Kristian og mig, og vi for alvor tog hul på den rejse, som føles både personlig og meget fælles, skrev Kristian en masse smukke sange. I syv år, faktisk, arbejdede han på en række numre, som blev til det album, der hedder Stjernesprog, som udkom i 2015. Jeg har aldrig før nævnt Kristians musik herinde på bloggen, ikke fordi jeg ikke har villet, men der er en tid til alting. Og tiden er så nu, fordi på Stjernesprogalbummet handler teksterne i meget høj grad om det liv, hvor perspektivet er lidt højere. Om at hæve sig over det mismod, som hverdagen kan trække os ned i, og betragte det lidt fra oven. Om vores sammenhængskraft, om kærligheden, den større helhed – og så på nummeret “Bag Horisonten” nævner han sågar Rudolf Steiner, og derfor kom jeg til at tænke på det nu. Man kan høre hele albummet på Spotify, eller man kan købe det her til download eller fysisk (sendt direkte fra Ærø).

Vi skal gøre os umage i det her liv. Det skyldes vi os selv, og på samme tid skylder vi alle andre det. Jeg tror ikke, man nogensinde vil fortryde, at man gjorde sig umage. At man tog sig tid til at mærke efter og respektere sig selv. Jeg tror kun, man kan fortryde det modsatte. Når jeg læser bøger, som åbner mit hjerte, og sætter tanker i gang, og når jeg ser film som gør det samme, bliver jeg motiveret til at gøre mit bedste. Når jeg lytter til musik, som rører mig, kan jeg ikke lade være med at skrive – eller handle på anden vis. Jeg bliver mindet om den idealisme, som i høj grad bor i mig, og jeg får bedre kontakt til den. Verden omkring os trækker i en anden retning end den, jeg ved, det er rigtigt for mig at gå, og derfor har jeg behov for at suge ting til mig, som minder mig om, hvor mit hjerte er, og hvad jeg vil. Det gør film som dem, jeg har nævnt her i dag – og den musik. Ægte tankevækkende værker med rigtige mennesker og store, vigtige tanker.

Hvad ser, læser eller lytter I til, når I skal huske dig selv?

 

Der var én der sagde, “jeg er ikke klog”, og så kunne jeg ikke tie stille

Det er sådan en morgen, hvor regnen er stoppet, og solen langsomt kommer frem bag en mørk og tung himmel, og det lys, den rammer os, er blegt og skarpt, og luften er helt klar, helt ren, den dufter af regn, som fordamper. Forår. Marts. Kristian har kasser med spirer, læggekartofler og frø stående i alle vindueskarme, og børnene tjekker dem dagligt for at se, om noget stikker op fra mulden, og om kartoflerne efterhånden spirer, og jeg følger med på sidelinjen, hører ham fortælle om alt det, han læser, vil også gerne med udenfor, og er spændt på om sommeren bliver nemmere at deltage i end sidste år, hvor Juno var så lille, og jeg mest sad i skyggen med hende, og ammede.

Jeg skal med færgen om lidt, og er kørt ned på biblioteket for at sidde og skrive, før jeg skal ombord. Her, i dette lokale, holdt jeg skriveworkshop for en gruppe unge i går. Ni eller ti var de mødt op, og deres lys var skarpt som solens, særligt da de begyndte at slappe af, da de blev så trygge, at deres skuldre faldt, og de grinede lettet. Jeg læste højt fra et par bøger; de lavede en skriveøvelse, og så snakkede vi om, hvilke grunde der kan være til at skrive. Hvad vil man med det? “Fortælle om mine tanker,” sagde de – “skabe alternative universer, dele min verden.” De havde hver deres motivation for at elske ord, for at fordybe sig i både bøger og skrivning. Vi snakkede lidt om at øve sig i at skrive og om at tro på sig selv, og én af pigerne sagde lige pludselig, at hun ikke var klog, og så blev jeg nødt til at høre, hvad hun mente med det?
“Jeg er ikke så god til alle fagene i skolen,” sagde hun, og den slags kan jeg ikke høre uden at gå i propaganda-modus, så jeg spurgte, om det var okay, hvis jeg lige snakkede lidt om, hvor mange typer “klog” der findes?
Jeg tror nok, de havde store ører, mens jeg talte, og jeg fik næsten tårer i øjnene, i hvert fald havde jeg gåsehud, fordi det er så vigtigt for mig, at vi bliver bedre til at anerkende vores forskellighed. Alle de kasser, som vi skal passe ned i, gør os kun mindre.
“Jeg kan godt forstå, at du har det på den måde,” sagde jeg, “for det er jo sådan, skolen er indrettet: alle skal kunne det samme på samme tid, og vi bliver opdelt efter fødselsår i stedet for interesser og motivation. Samfundet er formet efter én fælles ambition, som handler om én bestemt type vækst, og ikke alle føler sig tilpas i den ramme. Men selvfølgelig er du klog, og du har et formål. Ingen mennesker er født ved et tilfælde.”

Og det tror jeg virkelig på: Alle har et potentiale, og vi skal lære at mærke os selv, lære at styre efter den stemme dybt indeni, som ved, hvilken vej vi skal. Ingen er født her på jorden uden noget at bidrage med, men mange menneskers bidrag er anderledes end det, samfundet gerne vil have frem i os, og vi kan risikere at blive forvirrede, vi kan miste retningen, og hvis ikke vi har nogen omkring os, som støtter os i at være os selv og holde fast i det, vi vil, så kan vi fare vild.
(og hvis man vi læse mere om mine tanker på det område, kan man læse med her og her)

Jeg kunne have snakket for evigt, for nu var jeg jo kommet i gang, og jeg kunne se, at de havde lyst til at høre det. Efter fem-ti minutter gik jeg hen, og tog “Den lille prins” fra en hylde, og læste de første sider højt. Kan I huske det? Der, hvor han fortæller, at: “således gik det til, at jeg i en alder af seks år gav afkald på en strålende karriere som maler. Jeg tabte modet, da min tegning nummer eet og min tegning nummer to ikke blev succes.”

Jeg sagde til de unge, at de voksne ikke er dumme, når de siger ting, som taler imod det, der føles rigtigt. De mener ikke noget ondt med det. Men de voksne har måske også engang haft drømme, som nogen slog itu og de har haft lys indeni, som nogen slukkede, og gamle drømme kan man nemt glemme (måske endda fortrænge), når man så lever et liv, hvor man ikke fulgte sin intuition, og hvor man måske aldrig kommer til det. Og så kan det være svært at tro på, at andre godt kan følge deres drømme. At man godt kan leve et liv, hvor det man laver, er det, man elsker, og aller helst vil.

Bagefter gik vi ud i den mørke aften, og alle grinede lidt, og snakkede sammen, og om en måned ses vi igen, og jeg glæder mig. Jeg kom også til at tænke på, at jeg glæder mig rigtig meget til om nogle år, når mine egne børn er så store, at jeg kan holde flere af den slags workshops rundt omkring, uden at de sidder derhjemme, og savner mig. For jeg synes, det giver så meget at få lov til at give til nogle af de andre, der også stadig har ører, som lytter.

Kristian ringede for lidt siden, og sagde, at han har holdt Ilja og Live hjemme fra børnehaven i dag. De kæmper hver især med deres for tiden, og har godt af lidt grounding. Ro, opmærksomhed, fokus. Så han havde sat sig på stuegulvet med dem og lavet en lille meditation. Bare sådan en helt uformel samling, hvor de havde lukket øjnene og set deres følelser lægge sig på en sofa og tankerne blæse bort som skyer på himlen, og så havde de hver især sagt en lille remse. Live havde sagt: “Jeg håber, vi får en god dag,” og Ilja havde råbt “Bæææææ!” og grinet, og så var katten kommet, og havde lagt sig i midten af deres cirkel.
Nu sidder de derhjemme, de to fireårige, og spiller skak, og jeg bad Kristian sende et billede. Jeg bliver så glad over, at han griber muligheden for at give dem det, de efterspørger, selvom han sikkert godt kunne bruge en dag på at lave musik eller læse bøger eller besvare mails, men nu ordner han lidt praktisk, mens de spiller, og så har han aftalt med dem, at de går ud i værkstedet sammen bagefter, og bygger videre på det lillebitte drivhus, som de har arbejdet på siden weekenden, han og børnene.

Hvad laver I i dag? Har I også (altså, ikke ligesom mig, men ligesom Kristian) gang i køkkenhaven? Jeg tænker på at skrive et lidt længere køkkenhaveindlæg én af dagene snart med Kristians assistance og links til gode bøger m.m.

 

Jeg øver mig i at sige “det ved jeg ikke”

Jeg bliver nogle gange helt stolt, når jeg hører mig selv sige “det ved jeg ikke” til nogen, som har stillet mig et spørgsmål. Ikke fordi jeg er stolt over, at jeg ikke kender svaret, men fordi jeg er glad for, at jeg har lært at indrømme, at jeg ikke ved alt.

Jeg tør godt sige, at jeg voksede op i en kultur, hvor det var ret fedt at vide det hele. Mange af de voksne omkring mig i min barndom, havde svar på alt. Særligt mændene, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Jeg tror ikke, jeg nogensinde som barn hørte en voksen mand sige “det ved jeg faktisk ikke”, men jeg hørte dem til gengæld sige, at: “det behøver du ikke vide,” eller: “sikke da et fjollet spørgsmål”, og i tilbageblik tænker jeg, at lige netop den slags bemærkninger måske nogle gange bundede i, at vedkommende simpelthen ikke kendte svaret og ikke brød sig om at stå ved det. Andre gange svarede de noget, som ikke var rigtigt, fordi det åbenbart var bedre at lyve end at stå ved, at man ikke ved alt. De gjorde det ikke fordi, de var dårlige eller onde mennesker; nej, de troede bare, at de skulle vide alt for at være gode nok.

Men så bliver man jo heldigvis voksen og fri til at drage sine egne konklusioner, og på et tidspunkt måtte jeg indse, at nej, jeg ved (heller) ikke alt, og at jeg nok aldrig kommer til det. Faktisk er jeg sådan en lidt doven type, som elsker at fordybe mig i et enkelt område for en stund og så springe videre til det næste, så jeg er ikke rigtigt ekspert på noget, og jeg er heller ikke den klassiske journalist, som “ved lidt om alting.” Man kan måske sige, at jeg ved en smule om en del.

Og det har jeg det helt fint med. Jeg synes egentlig, at jeg gør det godt (samtidig med at jeg som de fleste andre forældre lever med en konstant dårlig samvittighed, bare fordi man jo ikke kan lykkes fuldstændig med at være verdens bedste mor), og derfor konkluderede jeg en dag, at det er okay. Det er okay, at jeg ikke altid har svar på det hele, og det er okay at indrømme det. Jeg begyndte i det små med at sige “tja, det ved jeg faktisk ikke, men jeg vi kan undersøge det sammen,” hvis et barn stillede mig et spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på, og jeg kommer sjældent igennem en aften i samvær med andre voksen uden at høre mig selv sige “det er faktisk ikke lige noget, som jeg ved noget om,” eller slet og ret “det ved jeg ikke.” Og ved I hvad? Jeg oplever, at den ærlighed giver andre lov til heller ikke at skulle lade som om, de ved alt. Nogle gange starter jeg ligefrem med at udbasunere min manglende viden om et givent emne, når jeg møder en gruppe nye mennesker, for ligesom at tage toppen og etablere en fælles forståelse af, at ingen af os er perfekte. Det er noget, jeg gør særligt meget ud af, når jeg underviser eller holder foredrag. Fordi; jeg er jo ikke alvidende, blot fordi jeg får lov til at tale uden afbrydelser i en halv time.

Nogle gange er det klogeste, man kan sige: “Det ved jeg ikke,” og ofte vil det være naturligt at følge op med et: “men jeg kan undersøge det” eller: “lad os lige finde ud af det sammen,” særligt hvis det er et barn, der spørger. Andre gange må man bare lade den ligge og tit er der heldigvis nogen indenfor rækkevidde, som ved besked. Jeg kan godt blive stresset, når jeg fornemmer, at folk omkring mig så gerne vil være den klogeste, at de finder på ting blot for at vide besked. Det sker med lynets hast; som en slags autopilot opfinder de en alternativ sandhed alene for ikke at skulle sige “det ved jeg ikke.” Jeg kender det godt, sådan plejede jeg også at gøre (og måske gør jeg det indimellem endnu, hvis jeg er presset?), og jeg kan næsten blive stakåndet ved tanken, fordi det jo fremfor alt betyder, at man aldrig kan slappe af.

Jeg gør en del ud af at forklare mine børn, at man ikke hverken behøver eller kan regne med at være fantastisk god til alt. Det er slet og ret en urealistisk forventning til helt almindelige mennesker, at de skal kunne det hele til topkarakter. Man risikerer at bruge et helt liv på at føle sig utilstrækkelig, hvis det er den forventning, man har til sig selv, fremfor at finde den eller de ting, som man brænder for, og har lyst til at dyrke og nyde det. Man kan lære det meste, hvis man virkelig vil det, og det synes jeg, er meget vigtigere end aldrig at måtte indrømme, at jeg selvfølgelig ikke kan svare på det hele.

Hvad synes I? Ved I alt? Er jeg den eneste, som bliver nødt til at sige “det ved jeg ikke…” dagligt?

Den anden dag kunne jeg forresten ikke svare på, hvordan vand kan fryse, mens det løber – udover at jeg kunne sige noget med, at luften omkring vandet var koldere end vandet selv, altså frysetemperatur, og så blev det til is. Men jeg ved ikke nøjagtig, hvordan det opstår: altså, hvor koldt vandet reelt skal være, før en istap bliver stor, og hvor mange vanddråber der skal til? Så kom vi til at snakke om vand generelt; vand, der som det eneste stof optræder i tre tilstandsformer, nemlig i fast form,  som væske, og som gas. Nå, men så blev vi jo lidt klogere, trods alt.

Det der med at blogge som en slags arbejde (eller ej) og noget om mit arbejde med unge

For fem måneder siden startede jeg den her blog, og det var helt nyt for mig, og noget helt andet end at skrive som journalist eller forfatter. En anderledes verden uden redaktører, uden bestilte opgaver. Total frihed, og jeg trives med det. Nu får jeg hele tiden idéer til indlæg; hver dag kommer der sætninger og vinkler til mig, mens jeg bevæger mig gennem mit liv, og når tænker tanker, eller hører andre sige noget, som jeg får lyst til at dele herinde, stiller ordene sig i kø, og jeg kan ikke lade være med at skrive om aftenen og ofte i løbet af dagen. Jeg skriver for at berette om de oprigtige og uredigerede oplevelser i mit liv, som jeg tror, vækker en genklang og måske skaber plads til tro, håb og mod i andre. Jeg skriver, for at skabe en ærlighed, som uden slør eller forsinkelse giver et billede af nogle af de overvejelser, muligheder og overbevisninger, som jeg har, og som jeg tror, mange andre også bærer rundt på.

“Jeg skriver, fordi jeg vil skabe en verden for mig selv,” tænker jeg ofte, for når jeg sætter mig for at skrive. Ordene er mit hjem, mit helt eget sted. Det skrevne sprog er en verden, som jeg kan gennemleve igen og igen, og som lader til kun at blive bedre med tiden. Anaïs Nin sagde, at “We write to taste life twice, in the moment and in retrospect,” og jeg er enig.

Nu overvejer jeg at lave nogle samarbejder med min blog for at få flere læsere (jeg vil gerne ud til så mange som muligt, for jeg mener virkelig, at jeg har noget på hjerte) og for også at generere en indtægt på den. Det er en overvejelse, som jeg har haft i nogle måneder, og indtil videre er der intet sket, netop fordi jeg overvejer, og altså endnu ikke ved, hvad jeg vil eller hvordan. For selvom jeg hører flere dygtige bloggere sige, at det kommercielle indhold har gjort deres blog mere spiselig og tiltrukket flere læsere, har jeg svært ved at komme i tanke om en eksisterende model, som jeg kan se mig selv i. Jeg vil gerne tjene penge på min blog, det giver efterhånden mening, når nu jeg skriver på den næsten dagligt, og ret mange læser med, og jeg synes, det er helt reelt at tage penge for sin indsats. Men det skal føles helt rigtigt, ellers ved jeg, at jeg mister den glæde, som jeg har ved det her sted nu. Hvis jeg skal lave samarbejder, skal det være om noget, som ikke kun sender penge min vej men også reelt indhold, måske noget som iværksætter nye idéer og initiativer her på siden.
Så, ja, jeg overvejer, og Kristian står ved siden af med rynket næse, og er slet ikke overbevist, og siger, at jeg skal tænke mig meget grundigt om, før jeg hopper ombord i ét eller andet, som ikke matcher mine værdier eller ambitioner.

Så jeg ved det virkelig ikke, ikke endnu i hvert fald, men det er noget, jeg tænker lidt over.

Hvad ellers? jamen, en helt masse, faktisk. I næste uge har Kristian og jeg (“Huset Humaidan“) vores første camp i år med en gruppe unge, som skal have fire fantastiske dage med musik, tegning, god mad, gåture, snakke og godt samvær her på Ærø. Kristian kommer til at lave musik med en del af dem; måske når de at indspille et helt nummer i løbet af den forlængede weekend. Pigerne, som skal med, kan alle sammen lide at tegne, så jeg har købt en masse lækre tegnesager, og så laver vi et stort bord med papir og tuscher og te og musik i baggrunden, og sidder der og tegner. Og snakker. Og spiser chokolade. Én af dem elsker Marabou Daim så meget, at vi køber forud til hende. Alle de unge har drømme og håb, men mange af dem har mistet følelsen af, at det er muligt at udleve drømme. Alle sammen bærer de rundt på et stort og uopfyldt potentiale; et lys og en mening, som kan ændre deres liv. Det er dét, vi skal skabe kontakt til og trække frem i livet. Sammen hjælper vi dem til at se alt det gode, som de også rummer. De styrker og ressourcer som de også har, selvom de nogle gange kan føle, at der ikke en nogen mening med livet. Det er det mest meningsfulde arbejde, jeg kan forestille mig, og jeg glæder mig meget til at lære denne nye gruppe unge at kende. I kan læse lidt mere om vores arbejde her.

Hvad tænker I? Om det med at blogge og om det med de unge mennesker og om livet i det hele taget på denne tirsdag? I morges var solen fuldkommen orange, nu er havet enormt og blåt fra min stol, og jeg vil tage Kristian i hånden og gå derned, mens vi snakker om næste uges camp.

Fastelavn på Ærø

Nå, men weekenden startede med, at min computer døde i går morges, altså, sådan for alvor gik ud som et lys uden nogensinde at lyse igen, og selvom det ikke fyldte meget for mig resten af dagen, var aftenen alligevel en anelse tung. Hvem er jeg, hvis ikke jeg har mit tastatur at skrive på? Svaret er helt enkelt, at jeg er et frustreret menneske. Løsning var, at jeg satte mig med Kristians computer på skødet, og bl.a. ledte efter en ny Macbook. Det er lidt kedeligt, det ved jeg godt. Hvad derimod er interessant er duften af de nybagte rugbrød, som jeg skal spise sammen med familien her til morgen.

Kristian og jeg har nemlig fået et glas med surdej + en opskrift af vores venner, som bor ti minutters gang fra os, og for et par uger siden bagte vi to kæmpe rugbrød + en masse rugbrødsboller, og det var så lækkert, at vi spiste det hele på ganske få dage. Sprødt og saftigt, og børnene elskede det (hvilket ikke er en selvfølge herhjemme). Min eneste anke er, at der er lidt mange kerner i opskriften; jeg vil gerne finde én med færre kerner af hensyn til fordøjelsessystemet, ikke mindst hos børnene. Har I mon en god opskrift på rugbrød med surdej og uden sindssygt mange kerner?

I går havde vi besøg af børnenes farmor og hendes mand, og vi havde en dejlig dag sammen, som startede med, at vi var i haven en times tid, og senere legede børnene en helt masse for sig selv i den ene stue, mens de hørte musik, og vi andre havde tid til at ligge på gulvet i den anden stue med Juno kravlende over alt og til at snakke uforstyrret, faktisk. Min svigermor har købt et lille hus i Ærøskøbing, så hun og hendes mand kan være på øen uden at skulle bo hos os (i vores lillebitte gæsteværelse), og Ilja og Live spurgte, om de måtte overnatte der. Så klokken 16 var vi pludselig kun Storm, Juno, Kristian og jeg herhjemme, og der indfandt sig en ro og et fokus til begge børnene, som gav et stort overskud på kort tid. Vi legede længe med Duplo, mens vi hørte Talking Heads (som Storm er grænsende til besat af for tiden), og alle fire kravlede vi rundt på gulvet, og byggede Hogwarts i Duplo og togbaner og byggepladser. Så spiste Juno, før hun kom i seng, og så hentede Kristian og Storm pizzaer i Ærøskøbing, og bagefter sad vi sammen i sofaen, og spiste, og så et eller andet vildmarksprogram fra DR, som lige i den situation var bedre end den engelsksprogede dokumentarer, vi havde planlagt at se; Simpelthen fordi det ikke er fedt at læse undertekster højt, når man har pizza i munden.

Kort efter faldt Storm omkuld i den store seng, til lyden af Junos åndedræt, og vi så, at der var tikket en sms ind om, at de andre havde sovet længe i farmors trygge hule.

I morgen er det fastelavn, og fastelavn er kæmpestort på Ærø. Kæmpe stort. Skolerne er som altid lukkede i dagens anledning (no kidding), og så er der ellers fuld skrald på raslebøsserne og den vilde udklædning. Klokken fem i morgen tidlig vækker de morgenfriske børn og voksne i Ærøskøbing resten af byen med sang og skralder, når de går gaderne igennem og larmer mest muligt, og traditionen tro stopper optoget ved bageren, som har fastelavnsboller til alle. Jeg er stadig i tvivl, om det er Kristian eller jeg, der skal af sted i morgen tidlig med de tre ældste, men af sted det skal vi. Selv for et udtalt b-menneske som jeg, er det et krav, at vi deltager i de traditioner på Ærø, som giver mening for os (der er en del, som indeholder mere alkohol, end jeg orker, og dem springer vi over uden kvaler), for det er jo netop noget af det, der er sjovt ved at bo i et lille samfund, synes jeg: De tossede skikke, den store opbakning, det enorme engagement.

Mine børn er ellers ikke ret vilde med at indtage verden iklædt kostumer. I hvert fald vil de have, at man kan se, hvem de er. I sidste weekend skulle de til årets første fastelavnsfest, og jeg sminkede Ilja som Grev Dracula, netop som han havde ønsket: Hvid i ansigtet, blodrøde læber og sorte øjenbryn, men da han så sig selv i spejlet, gik han næsten i panik. Jeg fik det hurtigt vasket af igen (mens jeg brokkede mig lidt..) og fandt hans tryllekappe, så han kunne være Ron Weasley i stedet (Live var Hermione og Storm var Harry Potter, så det var sådan set oplagt), og dernæst løb han ned til sin far, hvor jeg hørte ham forklare, at: “Jeg så for fremmed ud i spejlet.” Og det kan jeg godt forstå. Sådan har jeg det også selv. Mascara er ligesom toppen for mig. Men, vi deltager alligevel med glæde i et udvalg af de ualmindeligt mange fastelavnsfester her på øen. Toppen er den i børnehaven og så, uden konkurrence, den på friskolen i torsdags, hvor der både blev danset boogie, sunget fællesskab og spist fastelavnsboller ad libitum. Det aller bedste var dog de fuldkommen fantastiske udklædninger blandt børnene.

I skal lige se et par billeder fra fastelavnsfesten, hvor både forældre og børn havde klædt sig ud (pånær alle os, der ikke havde andet end taget almindeligt tøj på), og der var så mange vidunderlige kostumer imellem, at jeg blev helt stolt: Smukke elvere med enorme buer og håndprydede skindstykker over skuldrene, en fuldkommen fanastisk Donald Trump med tilbagetrukket hår og orange hud (spillet af en pige på 8 år), en gadetrappe, en numse med lort (- igen: en pige fra 2. klasse), parodier på skolens lærere, en træk-op-dukke og mange andre. Men, jeg kommer ikke udenom søskendeparret Isak og Kajsa, som lader til at have sat sig for at vinde priserne som bedste udklædninger år efter år efter…
I torsdags var Isak således en baby i bæresele, og Kajsa var ved at blive bortført af en grumt udseende mand, og hver gang jeg så én af dem gå omkring på skolen, var jeg ved at flække af grin. Ajmen, er det ikke sejt? Jeg er helt på halen over den stolthed og den entusiasme, de unger lægger for dagen.

Har I været til fastelavnsfester i år? Og hvad synes I om det? (og hvorfor i februar, hva? Det er SÅ koldt at bevæge sig udenfor minus flyverdragt men i stedet i nylonkostume)