Jeg nyder hvert øjeblik lige nu

Jeg har lige sådan en række dage, hvor jeg nyder hvert øjeblik. Min søsters dag i tirsdags, hvor hun blev færdig som jordemoder, var den bedste dag, jeg kan komme i tanke om: Vi dansede og sang til Sia’s “Cheap Thrills” hele vejen til Aalborg fra Aarhus. Fest, fokus og fede moves. Vi snakkede dimissionstale, grinede og glædede os. Selv vores mor og min søsters Henrik rockede med på forsædet, selvom ingen af os helt kunne skjule nervøsiteten. Hendes eksamen gik godt, selvfølgelig Hun bestod med store smil fra censor og vejleder (og bad om ikke at få karakteren, sådan som hun altid gør, fordi hun ikke synes, det siger noget om, hvorvidt man er en dygtig jordemoder), og bagefter krammede hun længe med de to kvinder, som hun havde skrevet bachelorprojekt med. Der var flag på skolen; mange grinende, grædende, lettede forældre, søskende, kærester og nyudklækkede jordemødre, ikke mindst.

Vi spiste frokost, i timevis, hos vores svigerinde og bror og niece i Aarhus, og bagefter gik vi igennem byen med skuldrene helt langt nede. Mørket svøbte os, vi var trygge, lykkelige. Købte sushi og slik, osede i butikker, gloede på det store, glimtende kunstværk i Aros. Vi kom hjem, så “The OA” (gør det! se den!), og så faldt vi i søvn, og sov lidt længe den næste morgen, hvor vi kiggede på min søster dimissionstale, og den er så god, at jeg ikke kan finde ud af ikke at tage hele vejen til Aalborg i morgen igen.

Der er mange flagdage i januar her i huset. Mine svigerforældre har fødselsdag henholdvis den 8. og 10. januar; Kristian har fødselsdag i dag (jaaa! vi har spist kanelsnegle og drukket varm chokolade til morgen; i eftermiddag er der islagkage og frugt på menuen og i aften skal vi på øens pizzaria, før ungerne går kold i nattøj (med/uden børstede tænder) og vi to kysser lidt). Storm har fødselsdag på tirsdag, og vil gerne fejre det for klassen onsdag. I weekenden får vi familien på besøg, og så er Kristian med til at skabe årets musical på Friskolen, som har premiere i morgen. Altså, sådan er det jo bare: Helt helt almindeligt liv med stille og roligt knald på. Det er alt sammen gode ting, tænk at være så heldig. Derfor kan man alligevel godt glæde sig til februar, når alle vinterfødselsdagene er klaret, skiferien nydt og ovre, og der måske falder lidt ro på. Måske ikke. Men måske. Vi øver os jo.

Vi behøver ikke altid rulle med øjnene, når vi siger, at vi har travlt. Nogle gange ville det være mere passende at smile. Hvis det, man har travlt med, er godt, er alt, som det skal være. Det er ikke dårligt i sig selv at have nok at se til: Det skal bare give mening. Det ville være meget værre ikke at have noget at tage sig til end at løbe lidt stærkt for at nå alt det, der er godt. Jeg tror, det afgørende er, om man føler, man bruger sit liv på noget meningsfuldt. Det ville være trist og tomt, hvis ingen nogensinde kaldt. Hvis der aldrig var noget, man kunne hjælpe med, ordne, tage sig af.

Så jeg smiler i disse dage. Skynder mig glædesfuldt. Overvejer, om jeg skal tage færgen kl. 07:35 i morgen og køre til Aalborg for at høre min søster holde tale. Eller om jeg skal blive hjemme og gøre klar til fødselsdag i weekenden. Jeg smiler, og rydder op, støvsuger, bager boller og kager. Køber ind til lørdagens familiefrokost med musik i ørerne (ja, “Cheap Thrills”) og kan ikke lade være med at danse langs kølediskene i Netto (åh, hvem der bare kunne danse igennem byen i fuldt firspring uden at nogen opdagede det – eller rynkede på næsen, i hvert fald.)

Kan I også indimellem glæde jer over dage med knald på? Eller trænger I (også) mest til lidt ro?

 

I dag har jeg sommerfugle helt ud i fingerspidserne

I dag bliver min søster færdig som jordemoder. Om en håndfuld timer står hun på skolen med en færdiggjort uddannelse under sine vinger, og jeg tror næsten, hun kommer til at lette, men jeg har lovet ikke at love for meget herinde, for hun tør ikke helt tro på det. Før vi kan lade propperne springe og skuldrene falde, skal hun forsvare sit vigtige bachelorprojekt om mødre, som føder for tidligt, og jeg glæder mig så meget på hendes vegne, at jeg har sommerfugle helt ud i fingrene.

Min søster bliver en fantastisk jordemoder. Det tør jeg godt sige, sådan med fuldkommen sikkerhed, på trods af at hun altid har tvivlet på sig selv, og aldrig helt har turde tro på, at hun er god nok til noget. Som jordemoder er hun det mest rolige og tryghedsinducerende væsen, man kan tænke sig, og også det ved jeg uden tvivl, for hun har været med ved alle mine fødsler. Min søster har ikke haft det mest gnidningsfrie liv; der har været usikkerhed og sorg omkring hende, siden hun var barn, men måske det netop er på grund af de udfordringer, hun har mødt undervejs, at hun er sådan én, som kan mærke ting: Hun fornemmer stemninger, oplever uden forsinkelse hvordan andre har det, og så har hun den der fingerspidsfornemmelse af, hvilken retning en situation bevæger sig i. Min søster er allerede en fremragende jordemoder. I dag får hun bevis på det.

Tanja, som hun hedder, selvom vi aldrig kalder hende andet end Tata, var med til mine to første fødsler, før hun så meget som overvejede at blive jordemoder. Faktisk overvejede Kristian og jeg det længe inden, hun selv gjorde. Vi sagde det til hende for otte år siden, da hun skulle med til Storms fødsel: “Tror du ikke, du skal være jordemoder?” og igen da hun havde været med ved den næste. Men hun afslog, troede måske ikke, at hun var god nok, og startede i stedet på bandagiststudiet i Sverige. Men så, for godt og vel fire år siden, da hun var droppet ud fra den anden uddannelse og kommet tilbage til Danmark, sad vi sammen en aften i hendes og Henriks lille lejlighed i Aarhus C, og snakkede om, hvilket studie hun skulle søge ind på. Det lød noget i retning af: “tandlæge vs. læge vs. jordemoder” og endelig, efter mange timers snak frem og tilbage, åbne studiehåndbøger over alt på gulvet og en helt masse mærken-efter, sagde hun: “Jordemoderstudiet bliver min førsteprioritet,” og jeg åndede lettet op. På det tidspunkt havde jeg også oplevet hende til min tvillingefødsel, hvor hun havde støttet både Kristian og mig undervejs, hun havde taget billeder, holdt min hånd (og mit ben, og hun havde åbnet sin madpakke med hvidløgsfrikadeller under én af mine veer, men den fik hun hurtigt lukket igen…!), og hun havde en ro og forståelse under hele forløbet, som fik mig til at tænke, at hun nok har været jordemoder i et tidligere liv.

Og nu (om nogle timer i hvert fald) er hun det også helt og aldeles i dette liv, og det glæder mig dybt, dybt. Det bliver en lettelse for hende at få fri fra skolen, for good. En lettelse af blive færdig. Fremtiden kalder, og det er hendes valg, hvad hun gør. Der er en stor frihed i at være færdiguddannet. Hun kan søge job på Skejby, som hun allerede kender godt, tage et vikariat i udkanten eller rejse til den anden side af jordkloden. Hun kan alt.

Mange år har min søsters liv handlet om andre behov end hendes. Da hun blev student, var vores bror meget syg af kræft, og hendes gymnasietid handlede mest af alt om at fylde så lidt som muligt i en familie, der var presset til det yderste. Da hun startede på sin første uddannelse i Sverige, var vores far lige død, og hun kunne ikke holde ud at være der; behovet for at være tæt på os andre, trak hende hjem igen. Men nu, endelig!, skal det handle om hende, og det er så vigtigt, at hun selv vælger det næste kapitel. I første omgang har hun valgt, at hun og hendes dejlige kæreste rejser til Malaysia, og jeg håber, hun kan finde ud af at ligge på stranden og trække vejret heeelt ind; jeg håber, det vil ligge dybt i hende, at hun har klaret det, at nu venter en ny begyndelse. Resten af hendes liv ligger for hendes fødder. Må lyset altid skinne på hende, og må hun lære at stille sig i det, brede armene ud og tage imod.

Da Juno blev født for godt og vel et år siden, var det min søster, der var med mig hele vejen. Hun sagde det, der fik mig til at slappe af, blive i min krop, have tillid. Hun udstrålede en selvsikkerhed, som satte Kristian fri til at fokusere på at holde om mig og være tilstede i nuet. Hun tog imod vores datter, lavede børneundersøgelsen et par timer senere, og spiste ostemadder med Kristian og den garvede ø-jordemoder i køkkenet. Da min svigerinde fødte hjemme i hendes og min brors stue et halvt år senere, var det også med min søster ved deres side. Det føles ret eksklusivt og rørende sådan at have sin helt egen familiejordemoder.

I dag er vi nogle stykker, som kommer til at juble af lykke, tude af lettelse, kysse hende af stolthed, når hun kommer ud fra sit oplæg, som jeg og Henrik har hørt ti gange det sidste døgn. Så, verdens dejligste søster; min kvinde-soulmate, mine børns knuselskede moster: Tillykke med i dag og med alle de andre dage. Du er vores alle sammens yndlings. Du er det mest beskedne, opofrende, intuitive menneske, jeg kender.

Min svigerfar, Erik fra Baghdad

Min svigerfar kommer tit her hos os på Ærø, og han er højt skattet af både store og små. For det meste har han sin Susanne med (“bedstemor Sus“); andre gange kommer han alene. Uanset er det en gave at have bedsteforældre, som er en del af familiens liv, og dem har vi mange af hos os. Erik, som min svigerfar hedder, er sådan en ægte farfar, ligesom dem i bøgerne. Han læser højt med sin dybe fortællerstemme, bygger og saver og banker dagen lang, holder i hånd, og spørger interesseret ind til børnenes tegninger og skoleopgaver. Og så fortæller han historier, så både børn og voksne sidder på pinde med enorme, stirrende øjne og knap tør trække vejret af spænding. Historier om småkagerov i mormorens hjem i Holbæk; om skiferier, glemte madpakker, fisketure og forbudte cigaretter, og så er der historien om hans femårsfødselsdag, dengang han boede i Baghdad. Den historie hørte børnene og jeg for første gang for bare et par måneder siden, og da vi i den forgangne weekend fejrede farfars fødselsdag her hos os på Ærø, poppede den op igen.

Dengang Erik var dreng, hed han Rezu, og boede i Baghdad. Rezu blev født i Irak som søn af en irakisk revisor og en dansk kvinde, som havde mødt hinanden i London, og det var et liv ganske fjernt fra det, jeg forbinder med min svigerfar i dag.

“Vi havde en masse venner i Baghdad, der var en del af en engelsk enklave, vi kom sammen med. Vi mødtes i svømmeklubben, og hjemme hos hinanden, og min mor havde blandt andet en veninde, som vi kaldte “Auntie Mary.” Nogle dage før min femårsfødselsdag var auntie Mary på besøg, og hun sagde, at jeg skulle komme hjem til hende på min fødselsdag, så havde hun en gave til mig. Det gjorde stort indtryk, så aftenen før min fødselsdag gik jeg i seng med tøj under pyjamasen, og i løbet af natten vågnede jeg flere gange for at tjekke, om det ikke snart var morgen. Den sidste gang jeg vågnede, var det så småt ved at blive lyst – klokken har måske været fire om natten – og jeg smuttede ud af sengen, ud af lejligheden og videre ud på gaden. Auntie Mary boede i et hus nogle kilometer fra os, og det var nok lidt farefuldt at begive sig af sted på den måde, for der var mange løse hunde i Baghdad, og der skulle overvindes en del angst for at gå gennem byen, men jeg nåede frem, og bankede på Auntie Marys hoveddøren, men ingen kom og åbnede. “Hmm,” tænkte jeg – “måske de sover længe?” Så jeg smuttede over til soveværelsesvinduet, og bankede på der, indtil en noget omtumlet Auntie Mary åbnede vinduet, og så forbavset på mig. “Auntie Mary, I’ve come to get my present,” sagde jeg oprigtigt, og hun tog mig med indenfor, hvor jeg fik min gave, før jeg blev fulgt hjem igen.”

Børnene grinede højt, da de hørte historien, og det gjorde jeg vist også. Billedet af den lille dreng i Baghdads gader på en mission for at hente sin fødselsdagsgave – og tanken om en farfar så langt væk i et fremmed land, på et andet sprog, omgivet af mennesker og farver, dufte og lyde vi ikke kender, er så spændende, at vi alle sammen stillede mange flere spørgsmål, da historien var slut. “Hvordan var svømmeklubben?”, og: “boede I virkelig i et højhus?”
Siden flyttede Rezu, som senere begyndte udelukkende af bruge sit andet navn, Erik, med sin mor og lillebror til Danmark, hvor han kom på kostskole, før han som stor dreng tog ud at sejle. Historien rummer meget mere end det, naturligvis. Nu er min svigerfar farfar til fire og bedstefar til to, og han har et alsidigt liv med mange eventyr og forandringer bag sig, og er et varmt menneske, som altid er klar til at hjælpe med alt fra børnepasning til praktiske opgaver. Jeg har kendt Erik i mere end ti år, og vi har begge to rykket os meget på den tid. Vi er kommet tættere på hinanden, har måske flere fælles værdier og prioriteter, og jeg elsker at have ham tæt på. Jeg har ikke min egen far længere, men Erik udfylder det tomrum for os alle sammen.

Hvad er jeres relation til bedsteforældre/svigerforældre/børnebørn/etc? Og har jeres familie også historier, som I elsker at høre igen og igen?

 

Dengang (for et par dage siden), da jeg havde en Nokia 105 i 22 timer

Kristian forærede både mig og sig selv en Nokia 105 i julegave. Vi skal være mindre skærmafhængige, mere nærværende, var tanken. Vi havde snakket om det længe; nu gjorde han noget ved det. Jeg fik lidt panikangst allerede samme aften: armen altså; hvad med min blog? Jeg tager de fleste billeder med mobilen. “Det kan du stadig,” sagde Kristian. “så overfører du dem bare, når du logger på wifi’et næste gang.” Men hvad med Spotify? Jeg er afhængig af musik, når jeg for en gangs skyld er alene og hjemmefra. “Du kan stadig høre alle dine downloadede sange,” sagde han så. “Og downloade flere, når du er på nettet.”

Heldigvis gik der et par uger, før han fik bestilt nye simkort. Jeg havde ærligt talt ikke planlagt at minde ham på det. Men så gjorde han det af sig selv i sidste uge, og 24 timer senere lå de i postkassen. Seriøst? Så hurtig kommer posten da aldrig til Ærø. Men jo. Der var de: to nye simkort. Tak. Kristian satte med det samme sit i den lille, handy Nokia, og så var han i gang. Kodede omtrent 50 numre fra sin 800 numre lange kontaktliste i iPhonen over i den nye telefon “og de fleste er sjovt nok ærøboer”, sagde han. Han var glad. Alt virkede simpelt, hans liv var med ét mere overskueligt. Smilende skrev han sms’er på ganske få ord, og det tog lang tid, men “det ér altså nemmere end på en touch screen.” Jeg holdt mig tilbage. Simkortet i min iPhone var aflyst af Yousee for flere dage siden, men jeg nød egentlig de 48 timer uden telefon overhovedet. Det var befriende, at ingen kunne ringe eller skrive. Sådan lidt som en ferie, men på hjemmebane. Til sidst knækkede jeg dog simkortet ud, og satte det i Nokiaen (uendeligt betryggende var det at erfare, at det samme simkort i et snuptag ville kunne blive et lillebitte iPhoneværdigt simkort, skulle jeg få det behov), og så var jeg ellers tilbage i 00’erne, og jeg kunne med det samme mærke, at det ville blive et kort og genstridigt bekendtskab. Mest af alt var det den manglende interface til sms’er, der gik mig på. Jeg skriver måske to sms’er om dagen; dem vil jeg til gengæld kunne klare hurtigt og smertefrit, og ehlst skal der være overskud til at skrive i hele sætninger, men alt var sort på Nokiaen, skærmen var for lille, og pludselig lå mine beskeder fordelt i ind- og udbakke i stedet for tråde. “Hvad var det nu, vi aftalte?” spurgte jeg mig selv, inden jeg undlod at svare min veninde på hendes spørgsmål vedrørende besøg den efterfølgende aften. Jeg kunne ikke finde den foregående besked, og gav op. Jeg kunne ikke skrive på det der tastatur, messede jeg indvendig, mens en forbistret vrede over Kristians store overskud smeltede enhver gejst. Jeg magtede ikke at holde den samme tast nede igen og igen for at fremkalde et punktum. Min indstilling lugtede langt væk af underskud – og af skærmafhængighed.

Og så, efter 22 timer, gav jeg op. Ahhh: iPhone. Adgang til nettet uden problemer. Så kunne jeg pludselig lige logge på bloggen og redigere det nye indlæg. Så kunne jeg pludselig overskue at skrive en sms til min veninde. Og…så kunne jeg pludselig komme på facebook og mail uden forsinkelse.

Nu arbejder jeg mere målrettet end nogensinde på at gå offline, når ikke jeg rent faktisk sidder foran min computer, og har besluttet at være online. Jeg gider ikke tjekke facebook sådan lidt hovedløst, lidt ved et tilfælde, hver anden time dagen lang. Kristian har været på facebook max fem gange siden den 15. december, siger han. Og han savner det ikke. Selvfølgelig. Hvad er der at savne? Altså, jeg ved det jo godt, ik? Det der med at scrolle i min feed er støj. Det er dødt rum, død tid. For mig, i hvert fald. Så jeg lader være, så godt jeg kan. Og jeg har bedt min mail om ikke at gøre opmærksom på det, hver gang der sker noget derinde.

Det er ellers ikke fordi, jeg er en frontier-profil, når det kommer til elektronik. Egentlig interesserer det mig ikke meget, og jeg sætter nærmest en ære i ikke at købe nyt uden grund. Min iPhone er fire år gammel, og den dør på tolv minutter, hvis den ligger i min jakkelomme, når der er koldt udenfor. Den crasher ofte, når jeg vil tage et billede, og den har ikke plads til mine sms’er, men egentlig er det rart nok at slette dem fra tid til anden. Min iPhone er, hvad den er, og ikke et kvæk mere end en helt okay telefon med nogle features, som nok ikke er sunde for mig, men som jeg har svært ved helt at slippe. Og med en sms-funktion, som jeg åbenbart ikke kan leve uden.

Kristian og jeg har i flere år snakket om, at mennesker aldrig er alene med sig selv mere. Tredive sekunder i en elevator? Jamen, så forholder vi os til hundredevis af mennesker på facebook, til vores mail og måske til instagram. Vi er næsten aldrig bare os selv. Tilstede med vores tanker. Vi når ikke at bare være, mærke: “hvordan føles det at være på vej til møde?” “Hvad synes jeg egentlig om den nye opgave på jobbet?” “Hvilken vej vil jeg helst cykle hjem i eftermiddag?” Vi er næsten aldrig bare. I stedet forholder vi os til hinanden hele tiden; på sådan en lidt overfladisk, ikke-oprigtig måde hvor vi kigger på udvalgte brudstykker af hinandens liv.

Og så er der Kristian. Han er glad for sin Nokia. Jeg tror, han nyder stilheden. Trives med roen. Som altid læser han i de pauser, hvor jeg skriver, eller kigger på en skærm. Han læser, og bliver klogere, jeg gør noget andet, og synes faktisk også, at jeg bliver klogere. Vi er jo forskellige, også han og jeg. Men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil læse mere og scrolle mindre, og jeg arbejder på det. Det er ikke en elitær, nedladende fantasi, nej, det er et dybtfølt og oprigtigt ønske om at være mere tilstede i mit liv, og jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, hvis jeg gør alvor af det. Men Nokia-bruger bliver jeg nok ikke igen, til gengæld linkede min ven til denne telefon i Kristians Nokia-tråd på facebook (haha – dét er en selvmodsigelse), og måske er den lige præcis det, jeg drømmer om. Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at smide 2000 kroner den vej. Og det sker ikke i morgen, kan jeg godt mærke.

Hvad med jer? Hvor er I i forhold til telefoner; skærmtid, afhængighed og ønsker?

Fuldmånen i mit liv

Lyset i disse nætter med fuldmånen optager mig. Jeg synes, det er så smukt. Jeg har ligget vågen og set gennem tagvinduet på himlen, drejet mig efter den store, hvide skive og kigget på børnenes ansigter ved min side; badet i sølverfarvet skær, blåt lys i krogene. Jeg har aldrig før kendt månen så godt som denne vinter. Mon jeg for hvert år fremover vil kende den bedre endnu?

Det er interessant hvordan noget, som man slet ikke tidligere har haft et forhold til, pludselig spiller en rolle i ens liv. Det er lyset, jeg mener. Lyset var ikke nærværende for mig, før vi flyttede til Ærø. Pludselig kan jeg se de lange skygger, som solen kaster over markerne sidst på eftermiddagen. Pludselig kan jeg se forskel på klokken fjorten og klokken sekstens lys. Jeg kan skelne det meget skarpe fra det mere blide; det gullige fra det hvide, og når solen spejler sig i månen, er lyset helt særligt. Og det er netop det, der sker ved fuldmånen: Vi betragter solens lys, der spejler sig i månen, og det er lyset fra dette fulde spejlbillede, som vi kalder en fuldmåne. Den fuldendte cirkel kaster en sølverfarvet løber over havet foran vores hus; jeg ville ønske, alle mennesker kunne se det. Det er så smukt, at jeg står længe og kigger. I vinden på gårdspladsen, ved soveværelsesvinduet med børnenes åndedræt bag mig, om natten gennem vinduet, når månen pludselig er bag ved huset, i trætoppene. Havet glimter. Det ser ud, som i Tolkiens Hobitten, når Elrond, Thror og Gandalf står i månelyset ved vandet og læser, og det ser ud, så jeg ville ønske, jeg kunne indfange det med mit kamera, men det kan jeg overhovedet ikke (og alligevel har jeg gjort forsøget).

Mange ting har vi ikke her på øen. Det opdager jeg, når jeg tager til København, som jeg gjorde i sidste weekend, eller bare til Svendborg. Vi har ikke en helt masse butikker; caféer eller storcentre. Men vi har dem, som jeg synes, jeg skal bruge (med undtagelse af her i januar, hvor Rikkes købmandsgaard er lukket, og den savner jeg). I stedet har vi noget andet; vi har naturens nærvær, hver dag. Min mor besøgte os for et par uger siden og under en gåtur, hvor vi talte om vindens akutte indflydelse på temperaturen i vores hus, spurgte hun: “Men, synes du ikke, det er meget rart, at du kan mærke, når vejret skifter? At det er tydeligere?” Og jo, det synes jeg oprigtigt. Jeg nyder, at årstidernes skiften er uundgåelig, at jeg bemærker, når det blæser, og opdager når det sner – selv hvis det kun er i nogle få minutter. Det giver mening. Det giver mening på så dybt et plan, at jeg næsten ikke kan forstå, at det ikke gav mening, før vi flyttede herover. Men det gjorde det ikke. Da optog andre ting mig, og det er helt okay. Det er kun godt, at vi er forskellige.

Bliver jeres søvn forstyrret af fuldmånen? Eller nyder I også bare det skønne lys?

 

Tilbageblik #1

Jeg tænker på at skrive en serie fortællinger fra mit liv. “Tilbageblik” vil jeg kalde dem. Det er ikke tanken, at det skal være inddelt i livskapitler med titler som “barndommen” eller “uddannelsen”, men nærmere isolerede beretninger – og indimellem noget mere generelt. Nedslag i mit liv. “Tilbageblik”. Men det må tiden vise; egentlig gør jeg nok bedst i at lade være med at sætte alt for firkantede rammer op. Det skal nok blive godt; Jeg håber, I har lyst til at læse med?
For at være fair vil jeg nævne, at det ikke er min egen idé at skrive de her tilbageblik. “Laver du ikke en livsportefølje på din blog?” skrev min veninde, og fortsatte: “Sådan, hvor du i brudstykker fortæller om dit liv? Jeg ved slet ikke, om det er noget du har lyst til at dele, men du har trods dit korte liv allerede mange livsfortællinger.” Jeg blev smigret, og svarede: “Hvad for eksempel?” Jeg kan ikke huske noget, synes jeg, eller måske drukner jeg nærmere i summen. Man når en del på 34 år. ung er jeg jo heller ikke. Men så kom min svigerinde med samme forslag, og min søster kunne huske nogle ting, som hun syntes, jeg skull skrive om, og nu har jeg nedfældet overskrifterne på de første fem Tilbageblik på en lap papir, og så ser vi, hvor det ender.

Da jeg var 26 og nybagt mor, skrev jeg sammen med en anden nybagt mor via et mødreforum på nettet (Slyngebarn.dk), og på et tidspunkt skrev hun noget i retning af: “Shit, du har nået meget.” Jeg var mor, snart færdiguddannet journalist, og havde boet i NYC i fire år. Jeg havde været ved min brors side gennem hans kræftsygdom, havde begravet min far, og sendt ham på alkoholafvænning inden da. Jeg havde mødt manden i mit liv, og havde mødt mange andre før det, og nu sad jeg i en lejlighed i København med min lille søn, og var nok lidt omtumlet. Trængte nok til lidt ro.

Der er gået otte år, siden kvinden, som blev min veninde, skrev, at jeg havde haft travlt, og der er endnu en gang sket meget i mellemtiden: Fra et enkelt til tre børn i ét snuptag og videre til den fjerde. Fra København til villa i Svendborg og så til landsted på Ærø. Fra fastansat journalist til ghostwriter til arbejdet med unge mennesker. Til mine bøger, min blog, mit måske hårdeste år, behovet for stilstand NU.

Mange af de ting, der engang syntes som præstationer i mit liv, er blevet mindre væsentlige. Det er ikke fordi, mine erfaringer er overflødige som sådan, men de er ikke nær så aktuelle som tidligere. Jeg har dem i mig, men de er ikke en del af min daglige tankerække, de er ikke en del af min aktive bevidsthed. Mine erfaringer har formet mig, det er klart. Hvert et skridt vi tager, skylder vi et vist niveau af bevidsthed. Hvert et skridt er en del af rejsen, og rejsen er mere meningsfuld, hvis vi selv er med til at skabe den. Men jeg fremhæver ikke længere mine erfaringer som medaljer dinglende fra brystet. Jeg fortæller ikke alle om mine oplevelser.

Der har været var år i mit liv, hvor det meste virkede ufrivilligt, og jeg har været bange for at miste, og jeg har mistet. Men fra min ståsted her og nu er det hele smukt og meningsfuldt. Jeg vil sige, at jeg ikke ville bytte noget af det hårde med en nemmere løsning, hvis jeg fik chancen. Den, jeg er i dag, kunne jeg måske ikke have været uden. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg tog verden på mig, da jeg som tyveårig rejste ud i den, stod på egne ben, og skabte et liv fra ingenting et fremmed sted. Det samme gjorde jeg, da jeg rejste hjem igen for at være sammen med min familie i en svær tid. Jeg levede livet. Jeg har altid levet livet. Meget få dage er jeg gået igennem med lukkede øjne, men selv med åbne øjne kan man indimellem intet se; selv fra bjergtinden med kig til alle verdens hjørner kan man miste overblikket. Livet bringer os overblikket bid for bid, dag for dag, og jeg kan stadig kun se brudstykker, hele tiden kommer der nyt til, hele tiden forstår jeg lidt mere. Nogle dage er det som om, det hele forsvinder igen for en stund. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad meningen er med dit liv, men jeg begynder at have en fornemmelse af, hvad mit formål er. Hvorfor jeg er kommet hertil; hvad jeg skal lære denne gang. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har lært det endnu, at der er meget uudfoldet potentiale. Jeg træder stadig ved siden af gang på gang. Det er stadig en aktuel del af mit liv at tænke: “Åh, hvorfor forstod jeg det ikke,” når jeg ser så lidt som nogle måneder tilbage, og observerer mig selv. Sådan er livet, når vi tillader os at blive klogere. Så må vi indimellem acceptere, at vi for blot et minut siden ikke var så bevidste, som vi er nu, og med den indsigt følger også en utvivlsom vished om, at vi heller ikke nu ved alt. At den vigtigste erkendelse er netop det: Jeg ved ikke alt, og det er okay.

I “Tilbageblik” vil jeg skrive om enkelte hændelser og om generelle oplevelser. Om hvorfor jeg droppede ud af gymnasiet og om at køre tværs over USA som 21-årig med et menneske jeg aldrig havde mødt før; om ikke at drikke alkohol, nogensinde, og om at sige mit faste job op midt i det hele. Jeg vil fortælle om, hvorfor min familie og jeg flyttede til Svendborg og så Ærø, om Kristians og mit bryllup og om dengang jeg var lige ved at dø. Om alt det jeg tænker, det er interessant at læse om og om det, jeg har lyst til at nedfælde, fordi det måske ellers ville blive glemt.

Jeg har lyst til at skrive her, at mit lille liv startede i en kvistlejlighed ved Sct Pauls Kirke i Aarhus. Ejendommen var mine forældres, og de solgte den efter nogle år, og købte en villa i skovbrynet i Højbjerg fem kilometer derfra. Fem år senere solgte de også den, og så flyttede vi ind i det rækkehus få meter fra min folkeskole, hvor mine søskende og jeg voksede op. “Der var mere trygt,” sagde min mor, som ikke brød sig om at være alene hjemme med sine børn i det andet hus, hvor baghaven mundede ud i skovens ubelyste mørke. Hvem var vi? Vi var min mor, min far, min lillesøster, lillebror og jeg. Og, jeg, hvem var jeg? Jamen, jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske så meget, brudstykker hist og her og måske mest af alt det, jeg har set på fotos i de vinylindbundne albums fra mine forældres bogreol. Men jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er, og noget om hvorfor jeg er og hvordan, og jeg håber, I vil læse med og ikke mindst dele jeres egne historier og tanker med mig undervejs.

Hvilke historier ville I fortælle, hvis I skulle lave nogle nedslag i jeres liv?

Jeg vil huske at sige tak

For fire år siden begyndte jeg at føre en taknemmeligheddagbog. Sådan én, hvor jeg hver dag skrev fem til ti ting, som jeg var taknemmelig for. Store og små. “At vi har fået frisk fisk til aftensmad/At vi skal have besøg af vores gode venner i eftermiddag/At vi kan drikke vand fra hanen i Danmark.”
Den slags og meget andet. Sådan skrev jeg for en tid hver dag, og efterhånden blev det til en vane at være taknemmelig. Man kan sige, at taknemmeligheden blev en livsstil, lige så vel som det modsatte kan være det.

Jeg ved, at min faster og hendes veninde sender hinanden en sms med en lignende liste hver dag, og at Katie, som netop har været på besøg, gør det samme med sin gode ven i L.A.. Ved at dele taknemmeligheden, gør vi den til en aktiv, bevidst del af vores liv, og det siger sig selv,at det føles mere glædesfuldt at være taknemmelig end det modsatte.

Men jeg kan godt glemme det. Indimellem (i perioder sker det dagligt) ryger jeg ned i en spiral af “det her er fannemer hårdt,” og så kan jeg godt lige glemme, at, ja, det er hårdt at have fire børn og være øm i kroppen af søvnmangel, men hvor er jeg dog velsignet, at det er derfor, jeg er øm i kroppen og ikke fordi jeg har knoklet med fysisk opslidende arbejde hver dag de sidste 15 år, eller fordi jeg har ligget på en tynd madras ved siden af mit alvorligt syge barns leje hele natten. Ikke at vi ikke må være vores egne problemer nærmest, sådan er det helt naturligt, men derfor synes jeg alligevel, vi skylder os selv og hinanden at holde fast i proportionerne, og ikke mindst, når vi rent faktisk har set den anden side, når vi har kendt til stor smerte og sorg, sådan som jeg har det for år tilbage. Når vi har mistet og vi har været bange, har vi også pludselig muligheden for at være mere taknemmelige, fordi vi har indsigten til at værdsætte alt det smukke, som er omkring os.

Min blog her er en hudløst ærlig omgang. Hvis jeg nogle gange kommer i tanke om, at jeg har skrevet noget herinde på en måde, så det fremstår anderledes, end jeg selv synes, virkeligheden er, ændrer jeg det med det samme. Jeg vil frem for alt være oprigtig, når jeg skriver her, velvidende at min sandhed ikke er endegyldig, men den er min, og jeg har et ønske om aldrig at foregive noget. Derfor brokker jeg mig også nogle gange herinde, og et par gange har jeg kastet håndklædet i ringen og skrevet med store bogstaver om, at jeg synes, det kan være noget så hårdt at være mor til små børn. Fordi; det kan det. Uanset at dem i Aleppo mister deres børn, forældre, søskende og hjem kan det være hårdt at stå i et tørt og varmt hus i Danmark med fire højrøstede unger og lave aftensmad. Uanset at der er hungersnød og krig kan det være stressende at leve et helt almindeligt, dybt priviligeret liv i Danmark med smuk udsigt, frisk luft og et køleskabet spækket med god mad. Det kan være hårdt, ja, for det ér hårdt at gøre sit bedste, det er hårdt at være i livet – gennem udfordringer udvikler vi os, men så skal vi rejse os igen, børste skuldrene og komme videre. Når vi ligger os i sengen om aftenen, Kristian og jeg, sukker vi nogle gange, og så griner vi heldigvis som regel bagefter.
“Åh, shit mand, hvor er der knald på!”
“Ja, phew!”
“Men de er raske og søde.”
“Ja, det er de. Det meste af tiden, i hvert fald.”
“Vi har det sgu godt.”
“Helt vildt.”
“Godtnat.”
“Godnat.”
“Zzzzzzz.”

I dag er jeg taknemmelig for:

At Juno har været glad hele morgenen (efter en periode hvor hun ærligt talt har været det modsatte det meste af tiden)
At jeg skal mødes med et dejligt menneske om lidt og lave et portræt af hende her til bloggen
At det går (om ikke godt så i hvert fald) okay med at skrue ned for sukkerindtaget
At jeg havde en dejlig weekend med Katie i København
At jeg er hjemme igen fra København
At Kristians giga-køkkenhave lykkedes så godt sidste år, at vi spiser hjemmedyrkede kartofler endnu, og skal have dem til middag i aften
At nogen har fået den ide, at jeg skal lave et skriveforløb for unge på Ærø på biblioteket
At Kristian og jeg har besluttet ikke at lave flere weekendaftaler for foråret, før vi ved, at der er overskud til det
At jeg udsatte et møde, som ikke passede ret godt ind i vores dag i dag, og så viste det sig, at den anden part også gerne ville skubbe det
At jeg nåede at komme i bad i morges, hvilket sker yderst sjældent

Hvad er du taknemmelig for i dag?

24 timer som skal nydes fuldt og helt

Jeg er helt klart mere alene med børnene end Kristian. Eller, det har jeg været i hvert fald, og så nåede jeg frem til, at jeg ikke magtede det. At jeg var ved at gå i stykker af gentagelsen; de flere månedlige nætter, morgener, dage der føltes som en kamp mod tiden, mod mine børn, mod mig selv. Og jeg sagde “jeg kan ikke mere,” og Kristian aflyste og skubbede alt, han kunne, og der faldt ro på. Han var hjemme næsten hele tiden; det har han været nu i nogle måneder.

Og så i dag er jeg på vej væk, lige nu sidder Katie og jeg på færgen, alt er vådt og diset og der har været islag udenfor huset derhjemme dagen lang, men nu smelter det, og det drypper, og færgen er ligeglad, som altid maser den sig vej gennem bølgerne, de masser af vand som adskiller os på øen fra alle andre, maser den sig igennem igen og igen næsten hele døgnet.
Og det er mig, der er på vej væk, ikke Kristian, og jeg kommer hjem igen i morgen eftermiddag, og et sæt bedsteforældre er sammen med Kristian og børnene nu, og der bliver garanteret lavet god mad, og kaffen damper, og farfar spiser chokolade i smug, og bedstemor strikker, og alt er helt sikkert okay. Men alligevel er mit hjerte lidt tungt, min mave lidt presset, præcis som jeg ved, Kristians er det, når han tager væk, fordi der var kaos i huset, da jeg satte mig i bilen med Katie og kørte; fordi børnene råbte, og Juno græd, og vi forældre kunne have smidt os på gulvet og råbt i afmagt, men i stedet rejste jeg mig, og pakkede mine ting. Og tog af sted. Og jeg synes sgu, det er lidt svært. Men, siden da er bedsteforældrene ankommet.

Jeg gentager det for mig selv: Nu læser farfar højt for børnene, og bedstemor har Juno på armen, og Kristian sidder måske et øjeblik, og får pusten. Han er ikke alene, så det skal nok gå. Og Katie har drømt om det her døgn i København, bare hun og jeg, hun har bestemt, hvor vi skal spise, og hvor vi skal bo, og jeg glæder mig. Vi skal alt det, jeg godt kan lide: god mad, læse, kage (nevermind mit sukkerstop.) Det bliver godt. Det skal det blive. Jeg kan ikke være bekendt ikke at nyde roen, når nu jeg har valgt at tage væk – men det er alligevel lidt svært, ik? Alt skal helst være perfekt, når man tager væk i 24 timer, men intet er jo perfekt, så jeg skal i virkeligheden øve mig i bare at være.

Jeg plejede at flytte mig hele tiden; rejse mange gange om året, bevæge mig fra ét sted til et andet flere gange om ugen, jeg boede årevis i et andet land, i mange forskellige bydele og lejligheder, og nu er jeg pludselig meget stationær. Jeg har slet ikke lyst til at bryde rytmerne. Når jeg er presset, har jeg brug for forudsigelighed, åbenbart. Når jeg tidligere kunne rejse til den anden side af jordkloden uden at have booket et hotel hjemmefra, må det have været fordi, jeg havde overskud til det; fordi det ikke kunne gå galt, fordi der ikke var andre end mig selv at tage hensyn til. Selv hvis det gik galt, var det en del af oplevelsen. Når mine børn bliver større, håber jeg, at spontaniteten vender tilbage igen; i hvert fald noget af den.

Nu sidder vi her sammen, Katie og jeg, og vi griner næsten hele tiden. Det har vi altid gjort. Heldigvis har vi været sammen så mange uger, måneder, år af vores liv, at det er nemt. Vi har sovet side om side i årevis i hendes værelse i Brooklyn, vi har rejst sammen, vi har kendt hinanden i snart halvdelen af vores liv.

Hvad skal I i weekenden? Og hvordan kunne I drømme om at tilbringe 24 timer hjemmefra?

Et kig på Danmark med amerikanske øjne: “Jeg lærer meget af at komme her”

Vi har, som jeg skrev om her, besøg af min veninde, Katie, i denne uge. Hun er født og opvokset i Florida; som 18 årig flyttede hun til New York; seks år senere rykkede hun til Los Angeles, og der har hun boet de seneste ti år. Katie har altid arbejdet med at skrive; hun har skrevet film, reklamer, artikler, alt. Hun er uddannet tekstforfatter fra universitetet, og i 2012 skrev, og producerede hun filmen “For a good time, Call” sammen med sin barndomsveninde. Katie bor på kanten af Hollywood i et sketchy kvarter, og betaler noget i retning af en zillion kroner for en lille toværelses lejlighed, men badekar, og badekar er en ting, hun sætter højere end det meste andet i livet. “Jeg har kun ro i mine tanker, når jeg ligger i et badekar.” Derfor er hun også gået ud af sin vej for at finde et værelse med badekar til os, til når vi tager en overnatning sammen i København, før hun flyver hjem på mandag. Så kan hun ligge i badekarret og boble, mens jeg sover uforstyrret en hel nat.

Og så på tirsdag, om fire dages tid, sidder jeg her ved mit skrivebord igen, og skriver om livet på Ærø, eller skriver i min bog, mens hun skriver på sit arbejde for Netflix, hvor hun er senior global brand creative, hvilket vil sige, at hun er med til at skabe Netflix’ brand som globalt network. Netflix, by the way, hvor man må holde så meget ferie, som man vil (“fordi det viser sig, at folk holder mindre fri, når de ikke føler sig bundet af x-antal ugers ferie, fordi de er glade for deres arbejde”), og hvor de arbejder ud fra et “frihed under ansvar”-princip, så medarbejderne selv vurderer, hvor ofte og længe, de skal møde på arbejde, på hvilken klasse de flyver, og hvilket hotel de bor på, når de rejser for arbejdet, og så en helt masse andre goder, som er meget uamerikanske og flere af dem også ganske lukrative set med danske øjne. Nå, det var lige lidt Netflix propaganda, men jeg er generelt fascineret af udviklingen indenfor de innovative arbejdspladser for tiden, fordi jeg mener, der er behov for nye spilleregler, hvilket eksempelvis facebook og google jo er kendte for (4-dages arbejdsuge, eksempelvis, er allerede virkelighed i enkelte danske innovationsvirksomheder). Derfor synes jeg, det er spændende at høre, hvad der foregår i en virksomhed som Netflix.

Nå, men jeg stillede Katie et par spørgsmål om hendes forhold til Danmark, nu hvor hun efter eget udsagn har et dusin stempler fra indrejse her til i sit pas. Blandt andet kom det frem, at hun har været på Ærø fire gange, om ikke to, som jeg skrev for et par dage siden.

Katie Anne Naylon, født 1982 i Fort Lauderdale, Florida
Bor i Los Angeles
Er kommet i Danmark cirka én gang årligt siden 2006.

Hvad er det, du så godt kan lide ved Danmark?
Det er dedikationen til udelukkende at lægge sin energi i ting, som rent faktisk betyder noget. Mad, etik, værdier og et globalt udsyn og, måske fordi landet er så lille, et engagement i at rejse og studere kultur og lære den større verden at kende uden samtidig at miste fornemmelsen for sin egen nation. Jeg tror ikke, folk her definerer sig selv eller hinanden udfra det arbejde, de udfører for at betale deres regninger og have råd til at leve deres liv, hvilket er en meget amerikansk ting, som irriterer mig.

Er der noget, som undrer dig ved Danmark?
For at fortsætte ud af samme spor: Det lader til at komme helt naturligt for danskere at se verden fra et globalt perspektiv og ikke et etnocentrisk ét, med dit eget kighul som centrum. På en eller anden måde lykkes det jer fra det her land, som er på størrelse med et frimærke, at se verden fra en alvidende satellit, og det fascinerer mig. Som amerikaner aner jeg ikke, hvad der foregik noget sted i verden i sidste uge, men I ved altid nøjagtig, hvad der foregår i både Bangladesh og i min baghave, inden I sætter jer med morgenkaffen.

Hvad ønsker du for USA set i lyset af dit svar ovenfor?
Jeg ved ikke præcis, hvordan alt det med sundhedsforsikring og uddannelse og så videre er sat sammen her i Danmark, men I har ikke de samme invaliderende problemer med hjemløse eller en ungdom, som er ladt i stikken, eller splittede hjem. Jeg siger ikke, at I slet ikke har de problemer, men det udfordringer er så gennemgående i mit hjemland, at det lader til…jamen, efter min mening er problemerne definerende for vores nation efterhånden. Det er blandt andet et resultat af, hvordan vi amerikanere ser os selv: Vores største eksport er medierne, og det er blevet som en forbandelse over os; vi har mistet det fundament af værdier, som støttede op om social forandring; som tillod at man bevægede sig ud af fattigdom og ind i et nyt liv. Nu er det de gamle; de udsatte børn; det er de syge og de fattige og alle minoriteterne, som er fortabt. Vores uddannelsessystem er totalt fucked. Selv vores kost – vi spiser udelukkende forarbejdet mad, og nu kommer jeg virkelig til en personlig mærkesag, men: Jeg tror grundlæggende på, at der findes en amerikansk sammensværgelse, som dikterer, hvordan vi spiser, og dermed hvordan vi har det. Det ske igen og igen, at direktøren for en chokoladefabrik, også sidder i sundhedsstyrelsen, og er med til at sammensætte den kostpyramide, som vi underviser i i børnehaver og skoler, og som maden på alle uddannelsessteder sammensættes efter – med hans chokolade repræsenteret som acceptabel kost. Den mad, som vi subsidierer til vores fattige medborgere, er så dårlig, at man knap nok kan leve af den. De har ikke råd til økologisk mad; en pose økologiske æbler koster omtrent det samme som et måltid til fire mennesker på Mc Donalds, og de får at vide, at Mc Donalds er “happy food”. Men den slags junkfood er jo bogstaveligt talt afhængighedsskabende; indholdet af fedt, sukker og salt er set med naturlige briller lige så usundt som cigaretter, og det er, hvad vi giver vores fattige mulighed for at spise. Og hvorfor kalder jeg det en sammensværgelse? Fordi de helbredsproblemer, som den diæt giver rigtig mange amerikanere, fodrer medicinalindustrien, som jo lever fedt af den ekstreme overvægt, og medicin koster kassen. Michelle Obama, som jeg ellers er glad for, har haft et program, der handlede om at børn skulle bevæge sig mere og spise mindre, og selvom jeg anerkender, at hun er meget optaget af at dyrke sin egen mad og så videre, så er grundtanken med at bevæge sig mere og spise mindre ikke direkte overførbar på dem, der ikke har ressourcer, fordi selvom “lille Mike” måske svømmer halvanden time fra morgenstunden, er det alligevel en cheese burger, han spiser efterfølgende, fordi han ikke har råd til andet, og så er han stadig fejl- og underernæret. Kost er så vigtig en del af vores liv, det er vores byggesten, men det er røget helt af sporet i USA.

Hvad inspirerer dine besøg til Danmark dig til i dit liv derhjemme?
Jeg vil gerne finde en…en blidere måde at leve på efter min egen sandhed, som handler om at spise en bestemt slags mad og være engageret i mit liv. Hvis du konsekvent lever og spiser på en måde, som er rigtig for dig, så er du i gang med at ændre verden. Vi får at vide, at vi skal råbe op, når vi har muligheden; stille os på en papkasse med en megafon og tale om forandring, men jeg er ved at lære, at det fungerer meget bedre ganske enkelt at leve, som vi mener, det bør gøres. Når nogen spørger: “Hvorfor spiser du lokalt?”, så kan man fortælle dem om sine bevæggrunde. Jeg kalder Danmark mit “reboot”. Jeg har behov for at blive mindet om, hvad der betyder noget, og hvad jeg fortjener som menneske fra mig selv og min omverden, og når jeg tager hjem fra Danmark, har jeg altid brændstof til et godt liv i nogle måneder med mig. Efterhånden bliver det en større og større del af mit liv derhjemme, og det er nemmere ikke at købe junk food og at minde mig selv om, at det gode liv ikke handler om at købe en masse smukke ting hele tiden, når jeg kommer til Danmark indimellem. Her på Ærø, hvor dine børn vokser op, bliver de ikke konstant konfronteret med reklamer. Dine døtre får ikke hele tiden billeder af, hvordan de skal se ud, hvordan de skal have det, hvordan de er den bedste version af sig selv, kastet i hovedet. Hvor jeg bor, kan jeg ikke gå ud af min hoveddør uden af se den slags over alt.

Hvorfor er du glad for at arbejde ved Netflix?
Fordi Netflix tror på fordybende underholdning. Vi prøver ikke at sælge dig småkager eller legetøj i reklamepausen samtidig. Hvor unfair er det ikke, når vores børn sidder, og ser et show, de holder af, og så skal de forholde sig til nogle produkter, som nogen gerne vil sælge dem? De er ikke gamle nok til for alvor at tænke: “det har jeg ikke brug for,” og når de endelig er gamle nok, er det for sent at reprogrammere sig selv. Løbet er kørt for mig: Jeg vil altid være af den overbevisning, at hvis jeg var tyndere, rigere, og smukkere, så ville jeg endelig være rigtig glad. Og jeg siger ikke, at danskere ikke også har det sådan, jeg tror da, at en mor i København, tænker, at alt ville være bedre, hvis hun havde en Victoria’s Sectret krop, men jeg fornemmer, at problemet er større i USA. Netflix er “storytelling”: Vi vil bare gerne fortælle en historie og samle mennesker omkring historierne over hele verden. Det er en måde at forbinde mennesker via historier, og jeg mener, at det netop er sådan, vi skaber mening, og danner vores identitet i verden. Det giver mig et fællesskab med drengen fra Ærø Friskole, som spurgte mig, om jeg kender “The OA.” Ja! Det gør jeg. Hos Netflix giver vi filmskaberne kreativ frihed, hvilket ikke ellers er noget, der eksisterer i USA. Normalt bestiller man en enkelt episode, og så afprøver man den hos annoncørerne, og man tester den på en gruppe seere, og hvis de ikke lige bidder på, dropper man det igen. Hos os siger vi til eksempelvis Duffer-brødrene (som er bagmændende bag Netflix’ hit “Stranger Things”, red.): “Vi kan vi rigtig godt lide jer, lav tre sæsoner, og lad os se hvordan det går. Det kommer ikke til at være alle, der holder af det, men nogle vil elske det, og det er godt nok for os.”

Hvilken historie tror du, vi har mest brug for at høre lige nu?
Jeg synes, der er meget mørke lige nu, og vi har brug for at høre historier, som inspirerer folk til at stille bedre spørgsmål og have mere håb. Vi er endt her ved at acceptere tingenes tilstand alt for længe, og i kølvandet på det er der opstået en stærk følelse af afmagt, som har forsaget det mørke, vi befinder os i nu. I mit liv har det aldrig været et godt valg, når jeg lod mig styre af mine følelser, og det skal vi selvfølgelig heller ikke som menneskehed. Vi skal stille spørgsmål, og så skal vi have håb og tro på hinanden.

Sne, ro, fokus.

Der var mange hurtige fodtrin på gulvet her til morgen. Høje hvin og store øjne. Og så efter ganske få minutter: tre børn mirakuløst i tøjet og dernæst flyverdragter og huer og vanter og “hvor er kælkene?!” gennem hoveddøren. Og sne gennem hoveddøren. Og lidt efter ét barn tilbage igen, ud af tøjet, ind i varmen. “Brrrrrr.”

Vi er ikke vant til vinter i år. Mest af alt har vintermånederne gjort sig bemærket ved deres fravær af sæsonpassende temperaturer. Og jeg har nydt det, jeg tør godt være ærlig og sige, at jeg nyder en vinter, som ikke tvinger mig til at gå krumbøjet gennem gaderne, som ikke giver mig hænder så kolde, at de klør, som ikke får mig til at bekymre mig for mine børns påklædning. Men nu er det en lille smule rigtig vinter, og jeg har alligevel lyst til at skrive “endelig”, for det mangler faktisk, når det ikke kommer. Sneen, kulden, den akutte trang til varm kakao og ild i pejsen. Og vi ved jo, at de varme vintre ikke er et godt tegn, at de er forbundet med en afmagt og forandring så kolossal, at ingen vil tage ansvar; ingen gør rigtigt noget for at stoppe det.

I dag er havet næsten smukkere end alle andre dage. Først, i morges, var alt hvidt og sort, og sneflokkene føg over markene; de kastede sig fra side til side, som børn der leger eller som balletdansere i Svanesøen. Nu er havet mange farver, ligesom himlen, der er både helt blå og hvid og indimellem driver en ferskenfarvet sky forbi.

Her til formiddag kan vi for første gang forlade huset, Katie og jeg, siden hun ankom i søndags. Alle børn er friske og hjemmefra i nogle timer, så vi kører til Ærøskøbing, og det bliver godt at komme ud. Det bliver lidt som i gamle dage, mange kilometer herfra i New York, når vi sætter os med hver vores computer og arbejder; Katie kommer helt sikkert til at snakke med nogle af turisterne på caféen, mens jeg kan pakke mig ind i den boble, som jeg efterhånden savner efter tre ugers ferie- og sygdomstilstand; jeg har ting, der skal forberedes, og aftaler, der skal bekræftes og en masse, der tigger efter at blive skrevet.

Jeg fik Dansk Præmatur Forenings blad “Livsbladet” med posten den anden dag. De har mit indlæg om mødre til for tidligt fødte på de første sider, og jeg er stolt og taknemmelig over, at de fik øje på mit indlæg, og havde lyst til at trykke det. Skyld og sorg er en uundgåelig og naturlig del af livet, og ingen kan tage følelserne fra os, men vi kan hjælpe hinanden med at bære dem; vi kan løfte en stor del af læsset fra hinandens skuldre blot ved at anerkende, at de er der og ved ikke at glemme dem, men derimod blive ved med at spørge og vise omsorg.