Mød et menneske – Mette: Selvsikker, stålsat og tryg ved fravalg

Da jeg tidligere på ugen parkerede den store familiebil på Ærøfærgen med slutdestination ”Børnemodtagelsen”, var det bag en anden familiebil næsten magen til vores. Og ud af den stod Mette, og hun tog lille Laurits på armen, og få sekunder efter stod vi overfor hinanden på dækket, med hvert vores syge barn, og snakkede om, hvorfor vi hver især var på vej til OUH. For Mette og Laurits havde samme kurs som os, og vi endte med at tilbringe mange timer sammen den dag. Først på færgen og dernæst i venteværelserne på OUH, hvor de to små legede, mens vi kunne snakke og opmuntre og hente vand til hinanden. Og det var lidt af et sammentræf, for lige netop dagen inden havde Mette og jeg for første gang snakket rigtigt sammen, da jeg interviewede hende til dette portræt. Vi havde siddet overfor hinanden i køkkenet i hendes og Jens’ og deres fem børn og nevøs hjem i landsbyen Leby, og hun havde fortalt om sin barndom og om deres liv, og jeg havde glædet mig til at komme hjem og skrive om hende. Imens hun fortalte, trissede Laurits lige så stille rundt, indimellem drak han lidt te, indimellem kravlede han op på en stol, og så på os, og han lignede på en prik Mettes andre fire børn, som jeg kender fra børnehaven Pippihuset, hvor tre af dem de går sammen med mine to mellemste.

Men jeg fik ikke skrevet mandag aften, for der opdagede jeg, at Juno var syg, og nu er der gået et par dage mere, og både Mette og jeg har haft rigeligt at se til, men jeg kender hende endnu bedre nu, så det er godt. Tirsdag aften fik hun og Laurits lov at køre hjem fra hospitalet, og jeg tror, noget af det første hun gjorde fra færgen, var at skrive til mig ”Vi nåede færgen klokken 22,” skrev hun. ”Hvordan går det? Jeg tænker på jer.” Og sådan indkapslede vores fælles tur til OUH så fint, hvad det betyder at bo på en ø: Omsorg, kendskab, fællesskab. Men nu er det Mette, det skal handle om, og det er hun sådan set ikke vant til. ”Samtaler plejer jo ikke at være envejs,” sagde hun flere gange, mens jeg interviewede hende. ”Det er helt mærkeligt bare at snakke om mig selv.”
Mette er et dejligt menneske; Et menneske med helt klare prioriteter i livet, og som hver dag træffer valg, der kan være svære for de fleste af os, fordi der følger nogle fravalg med, som efterhånden er blevet vigtigere end livsglæden selv i verden anno 2016.

Mød Mette: Mor med stort M, livsnyder, optimist, altid hjælpsom, altid opmærksom på hvad hun vil med sit liv.

Mette Ingrid Thygesen, født 1982 i Holstebro.
Lidt snedker, lidt bygningskonstruktør, lidt kok – altid hårdtarbejdende, altid mor.
Gift med Jens.
Mor til: Anders, 7, Sofie, 5, Rasmus, 4, Claus, 3, Laurits, 1.

Hvordan er du havnet på Ærø?
Jeg kom hertil som tiårig med mine forældre, fordi min 13 år ældre søster, Elizabeth, var kommet tilbage til Danmark efter to år i Australien, og havde fået arbejde som fodermester på øen. Mine forældre fandt et hus, som de sendte min søster ud at se på, og det købte de. Jeg tror, vi havde været her to gange på besøg inden da, men nu var min søster jo kommet hjem, og så kunne vi være sammen som familie igen. Min far havde været syg i mange år, og livet skulle leves.

Bor din familie stadig på Ærø?
Mine forældre er døde, men Elizabeth bor her, og min ældste storesøster, Caroline. Hun flyttede hertil efter at have boet ni år i Stockholm. Vi har også en bror, som bor udenfor Holstebro.

Hvem bor her på gården?
Jens, jeg og vores børn – og  Tobias.

Hvem er Tobias?
Tobias er min nevø på 17, som har været i netværkspleje hos os, siden han var 11. Han var endt på et opholdssted, og da det gik op for Jens og mig, at han var røget af sted, kiggede vi på hinanden, og sagde: ”Han skal da bo hos os, den lille dreng.” Det kunne vi slet ikke have. Man får ikke løn, men man har heller ikke de vilde udgifter forbundet med netværkspleje. Det skal ikke være økonomien, der afgør, om man bliver godkendt eller ej. Netværkspleje er ikke arbejde, det er en aflastning. Jeg tror faktisk ikke, jeg har psyken til at tage deciderede plejebørn. Tobias er familie og begge forældre og alle bedsteforældrene er med hele vejen.

Hvor gamle var I på det tidspunkt?
Jeg var vel 26, og Jens er fem år yngre end jeg.

Hvordan endte din nevø hos to så unge mennesker?
Jamen, vi havde et familiemøde med bedsteforældrene, Tobias’ far og Tobias selv, hvor vi spurgte ham, hvad han helst ville? Hvor han gerne ville bo. Han ville bo hos os, det var han sikker på. Dengang boede Jens og jeg i mit barndomshjem, og Tobias været meget knyttet til min mor, så der havde han måske de bedste minder fra. Da han kom hjem til os, havde han allerede fået et lille knæk; det er ikke nemt at være anbragt, og systemet kan være hårdt. Men nu går det fint. Han er en sej dreng.

Hvordan var din barndom?
Den var meget speciel, fordi min far var så syg. Egentlig var mine forældre selvstændige, men de valgte de at leje en gård udenfor Holstebro, da min far blev syg, og han blev førtidspensionist, min mor tog kørekort, og arbejdede deltid i en børnehave, og ellers passede hun ham – og mig. De havde ingen penge, men det lægger man ikke mærke til, når man er barn. Da jeg blev voksen, gik det op for mig, at min mor brugte to år på at tage det kørekort, og hun var oppe ti gange, og det kostede dem en formue, men jeg kan ikke huske, at de har beklaget sig. Hun bagte altid selv brød, og lavede pandekager – de der billige ting, fordi man altid har æg og mælk, når man bor på landet, men det er jo de ting, man synes, er lækre. Men de gjorde det lidt af nød. Mine forældre var enige om at prioritere tiden sammen. Lægerne lagde ud med at sige, at min far ville leve ét år, men han levede 15, og han havde dæleme ondt, så han var mest vågen om natten.

Hvad har du lært af din barndom?
Mine forældre var der jo altid, ligesom Jens og jeg er. Jeg har 35 fætre og kusiner, og der var altid nogen på besøg hos os, fordi mine forældre gik hjemme. Og det passede mig rigtig godt, for jeg er efternøler, så mine søskende var flyttet hjemmefra, og alligevel var min barndom fuld af børn. Jeg husker de mange heste og haven og min mor, som gik og bagte boller, men set i bakspejlet var det et underligt valg midt i firserne at leve sådan et liv, og det har smittet meget af på den måde, jeg gerne vil have, mine børn vokser op. Jeg lagde aldrig mærke til, at der ikke var penge, før vi flyttede ind til byen, men derinde var der sgu heller ikke nogen, der havde penge. Vi gik rundt i Bilka-tøj alle sammen, og lignede noget, der var løgn. Vi havde ikke fjernsyn, men vi havde altid besøg, og så gik vi over til naboen i 1992, og så fodbold. Fjernsynet var valgt fra, fordi vi ikke havde så lang tid tilbage sammen. I stedet spillede vi kort, og legede alle mulige børnelege.

Hvad har det lært dig?
Min far havde været forsikringssælger, og hele hans familie arbejder i Codan. De havde store villaer, og min far købte biler kontant i 70’erne, og havde mobiltelefon som den første, og min mor havde en virksomhed, hvor hun solgte bevillinger til vognmænd, men de ville noget andet, derfor købte de en stor gård. Men så, inden de nåede at overtage den, fik de at vide, at min far var alvorligt syg, og de lod handlen gå tilbage, og lejede i stedet gården, som jeg voksede op på, og min far fik en kæmpe nedtur, drak en flaske om dagen, men jeg var hans grund til at leve, hans store hobby, og jeg var meget forkælet med opmærksomhed. Jeg har altid følt mig heldig, og det er vigtigt at få med, for jeg har en klar følelse af, hvad mine børn skal tænkte tilbage på, og så længe de er små, så er det absolut ikke, hvad der står i tøjet, eller hvilken bil vi kører rundt i, det tæller. Det er nærvær, og på det punkt er jeg fuldkommen afklaret. Det står klokkeklart, fordi jeg har de erfaringer fra min egen barndom. Det sker jo, når livet bliver sat på en spids: ”Hvad er egentlig vigtigt?” Det har mine forældre bruge meget energi på at lære mig. De læste meget filosofi, og underlige bøger som Tor Nørretranders ”Mærk verden”, som jeg aldrig har fattet, og min mor tog filosofikurser.

Hvad har Jens og dig valgt fra for at leve det her liv?
Vi har gjort alting omvendt. Da vi blev kærester, startede vi med en stor gæld fra et entreprenørfirma, som han havde overtaget efter sin far som 18 årig. Vi startede med et stort pres på det plan, og sagde: ”Jamen, det er bare penge, vi skal nok overleve, og så må vi bide i det sure æble de næste 10-15 år,” og når man er der, hvor man er enige om noget så elementært, som at penge ikke er vigtigt, så er man meget langt. Vi har siddet i tarvelige situationer, men vi er glade for hinanden, og den er vigtig, den der, for når jeg tænker tilbage på mit liv, så er nogle af de lykkeligste stunder, når jeg har været mest fattig. Som ung og studerende i Svendborg havde jeg da ikke en krone, når først jeg havde betalt huslejen, men jeg havde det godt. Jeg havde det skønt og sjovt, og det er fedt, at man møder én senere i livet, der har samme værdier.

Ville du ønske, du havde flere penge?
Nej, det ved jeg såmænd ikke. Nu har vi endelig fået lov til at købe gården. Man skal virkelig forsvare, hvorfor man lever sådan et underligt liv med en masse børn, og hvorfor man ikke vil bo i et parcelhus i et villakvarter, og det er skræmmende, at der er en holdning fra kreditforeningen til, at man helst skal bo på en bestemt måde. Det er så stereotypt. Tænk at vi er nået dertil i vores samfund, at så velovervejede mennesker, som vi er, kan have svært ved at få lov til at købe det hjem, som vi har lejet i tre år.

Hvordan opfatter folk omkring jer jeres valg?
Der er generelt mange ærøboer, som prioriterer nærvær og tid, og jeg snakker med mange, som synes, at det er fint, uanset om man er hjemmegående eller knokler løs, bare man er glad. Det er den generelle positive indstilling til hinanden. Men det er nok ikke lige normalen i en forstad til København eller Aarhus? Det med at bo på en gammel nedslidt bondegård med fem børn. Jeg ved ikke, hvad alle andre tænker, men det tænker jeg til gengæld ikke så meget på. Jeg er født med en gennemsyrende optimisme. Hvis der er noget, som er surt, kan jeg altid se det fra en anden vinkel. Hvis jeg taber en spand kartofler i køleskabet, er jeg bare glad for, at et ikke er kartoffelsuppe. Jeg kan allerede mærke på Anders, vores ældste, at hvis én af de andre ødelægger hans legetøj, så siger han: ”Det går nok.” Empati og optimisme er vigtige egenskaber.

Er du nogensinde i tvivl?
Nej, jeg har en selvsikkerhed i, at det liv her er 100 procent rigtigt for mig, og det giver selvtillid, at man er så sikker på, at man gør det rigtige. Men vi har også perioder, hvor vi knokler helt vildt. I høstsæsonen er Jens væk det meste af døgnet og i de samme måneder er der travlt i restaurationsbranchen, så der kan vi godt være pressede. Glæden ligger i måden, vi er sammen på. Når vi sidder nede på stranden med kaffe og Asti, og kigger ud over havet, tænker jeg altid: ”Her skal vi da være.” Og sådan har jeg det også, når vi er i haven, eller går en tur med hestene og ungerne, eller sår kartofler. Det giver så god mening at være sammen på den der normale måde – helt usnobbet, bare sammen.

Er I altid enige, dig og Jens?
Vi er fuldstændig enige om det her liv, og det er en FED fornemmelse, at vi aldrig skal diskutere noget. Hvis jeg kommer slæbende med en ny pony, siger han: ”ej hvor skønt!” Der er ikke ret meget ”det synes jeg ikke” mellem os. Vi har virkelig den fælles der forståelse af livet, og Jens er enestående. Han gør så meget for at gøre mig glad. Jeg kan godt komme hjem fra en 12 timers vagt og være enormt træt, og alligevel gå glad i seng, fordi det er så forstærkende at have den uselviske kærlighed helt tæt på. Automatisk giver man mere, jo mere man får.

Hvad lavede du, inden du mødte Jens?
Jeg flyttede til Svendborg, da jeg var færdig i folkeskolen, og kom i lære som snedker, og det var vildt godt. Men jeg var blevet opereret i fødderne i 10. klasse, og skulle opereres igen, og studievejlederen og lægen rådede mig til at finde et stillesiddende job. ”Nå,” tænkte jeg så. Hvad søren skulle jeg gøre? Jeg tog et år på Svendborg Gymnasium og et år på Aarhus Akademi og derefter et supplerende adgangskursus på Aarhus Ingeniørhøjskole med henblik på at læse enten medicin eller til bygningsingeniør. Jeg begyndte på bygningsingeniøruddannelsen, og mens jeg studerede, gjorde jeg rent i et vestjysk firma, hvor jeg knoklede løs, og da inspektøren stoppede, var jeg den eneste, der kendte så mange af kunderne, så jeg blev inspektør. Jeg kørte 6000 kilometer hver måned, havde to firmabiler, og var 22 år. I et par år knoklede jeg helt afsindigt; Lavede kvalitetsrapporter, sørgede for tøj og rengøringsmidler, løn og kundeplaner, og når der var for mange syge, skulle jeg selv af sted og gøre rent. I hele Østjylland, og Nordjylland og på Fyn, alle Silvanbutikkerne, blandt andet, og jeg var måske nok for ung til den stilling, men det var skægt. Dengang var jeg gift med min ungdomskæreste, og han ville til Ærø og læse det sidste halvandet år af styrmandsuddannelsen, så jeg tog med, og sagde til mig selv, at jeg ville rejse væk igen og studere senere. Men jeg blev skilt, og mødte Jens.

Hvordan mødte i hinanden?
Jeg havde mange jobs, inden jeg fik børn, jeg har altid været lidt en arbejdsnarkoman. På det tidspunkt, for otte år siden, arbejdede jeg i Søby Bodega, hvor jeg var bodegatrisse. Det var en rigtig bodega dengang, og Inge Lise, som havde haft den i 25 år, stod stadig i baren. Og dér kom alle bonderøvsdrengene, alle ungkarlene – også de gamle ungkarle, og vi sad en flok veninder sammen, og kiggede på de der 40 årige, og tænkte: ”snart er de tres”, men så var der en flok unge bonderøve på 19-20 år, og vi var en håndfuld veninder, som fandt sådan én hver. Jeg er 5 år ældre end Jens, så det tog lidt tid at finde sammen. Jeg er nok lidt sindrig og jysk i det, og han var meget forsigtig, men jeg var ikke i tvivl om, at han var interesseret. Til gengæld var jeg i tvivl, om han var den rigtige. Han er meget speciel, Jens, og jeg er hans første kæreste. Han er et meget følsomt og ærligt menneske. Han lyver aldrig, det hverken kan eller vil han, og alt han gør, gør han for andre. Alt han rører ved, er uden egoistiske bagtanker, og det fandt jeg hurtigt ud af; at han ikke er ikke én, man laver sjov med. Han bejlede rundt efter mig i et års tid, og så slog det mig en dag: “Selvfølgelig er det ham! – og selvfølgelig skal vi leve et bonderøvsliv sammen,” og jeg var jeg ikke i tvivl. Ikke et sekund. Vi fandt sammen i foråret, og jeg blev gravid i august, og jeg vidste, at det var os for altid. Vi elsker at være udenfor, og kan lide at gøre en masse ting for andre, og moralsk minder vi meget om hinanden. Jeg tænker, det er sjældent at finde en mand, hvis fritidsaktiviteter er at lave mad og passe mine fritidsaktiviteter, altså dyrene, men han synes, det er hyggeligt at rode rundt i de der veterantraktorer, og det passer jo godt med foder.

Hvorfor har I så mange børn?
Vi vidste, at vi ville have mange børn, da vi mødte hinanden, og indtil vi fik Laurits for halvandet år siden, har jeg haft det sådan, at der manglede nogen. Vi ville have dem forholdsvis tæt, så de har glæde af hinanden – måske fordi vi selv er efternølere. Jeg tror, vi er her alle sammen nu, men man skal ikke love den slags.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter
Marcel fra hele verden

Jeg er alene

Jeg sidder i vogn 82 på toget mod Aarhus. Det er næsten halvandet år siden, jeg har kørt med tog sidst. Kan det være rigtigt? Min hjerne roder efter modsigelser; Jeg, der før har levet på tog mellem landsdele, på metroer mellem bydele, på fly mellem kontinenter. Halvandet år siden jeg sidst har kørt med tog i Danmark? Og jeg er her uden børn. Helt uden børn, uden mand, uden nogen andre end mig selv, og hvis ikke det var for alle de ubrydelige tråde i mit hjerte, som det trækker i med mellemrum, ville jeg kunne fortsætte længe. I ugevis, månedsvis. Jeg kunne køre, vuggende, læsende, skrivende, sovende, tænkende, drømmende, gennem landet, over grænser, ind på ukendt terræn. Men for nu holder jeg mig til det velkendte, til fødebyen, og til en overskuelig tidshorisont, et døgn, og jeg har kun én bog med, som jeg vil læse, og en enkelt som jeg vil skrive videre på, og jeg skal kun se ét menneske, min søster. For roen og ensomheden er som en magnet, det er det eneste, jeg virkelig higer efter. Jeg er træt, og jeg er glad, men også sårbar og lidt flosset, og nu skal jeg spise god mad – flere gange i dag – uden at have nogen på skødet, og jeg ved godt, at Kristian og jeg lige har været på kærestetur, og jeg ved, at nogle aldrig tager den her slags dage, og de klarer det jo alligevel. Vi er forskellige, det er vi virkelig, os mennesker, og vores vilkår er forskellige. Og jeg kunne også klare mig uden det her døgn, men jeg vil helst ikke. Jeg vil gerne mere end “klare mig”. Jeg vil gerne lige lidt ovenpå, gerne lige sove ud, gerne skrive igennem, læse uafbrudt, som jeg gjorde i onsdags på sygehuset, mens Juno sov, og jeg holdt hele øje med hende og lyttede til hendes vejrtrækning samtidig, jo. Jeg vil gerne læse uden andet, og nu er Kristian sammen med Juno, og senere kommer bedsteforældrene, og henter de tre andre, og så bliver de samlet derhjemme alle sammen, og der er et brev fra nissen, det ved jeg, og de skal have bedstemors frikadeller, og farfar vil nok fortælle en masse historier, og Kristian har lovet drengene at læse Harry Potter færdig (de mangler kun halvandet kapitel), og mon ikke pigerne tegner eller bygger Duplo imens. Og alt det sker, mens jeg er væk. Mens jeg går rundt i Aarhus, mens jeg sætter mig på en café, mens jeg køber en fødselsdagsgave til Juno, mens min søster og jeg snakker. I aften går jeg til min fætters lejlighed, som jeg har lånt, og låser mig ind, falder i en dyb søvn, og så sover jeg længe, og i morgen tager jeg toget hjem igen.

Her er mange mødre på toget, og fædre vil jeg tro, men det er nu mødrene, der går rundt med børnene, og jeg ved ikke, om man kan se, at jeg har børn? Det er så pudsigt det der med at træde ud i verden og være neutral. Eller, i hvert fald knap så tydeligt beskrevet, som når man går rundt i sine vante cirkler med nogle børn ved siden og en stak biblioteksbøger i favnen, eller når man står et sted, og snakker, og alle lidt ved, hvem man er, eller i hvert fald hvor man kommer fra. Her på toget, på perronen, på færgen, i byen, er jeg bare et menneske. Et helt almindeligt, helt ubemærket menneske i mørkeblåt tøj og med en bog og en computer og nogle karameller og en flaske vand. Ej, karamellerne er blot papir nu, resten er i min mave. Jeg er ved at lære, at man ikke kan dømme ret meget fra det, man ser. Eller det man lige hører. At vi alle sammen rummer en historie, at man bliver overrasket de fleste gange, når man spørger ind til et menneskes drømme, tro og liv. Hold op hvor er jeg blevet overrasket – hundrede gange, tusinde måske. Det er noget af det bedste ved livet, synes jeg. Al den dybde og mening og skønhed – og smerte og sorg og håbløshed, men det er en del af hele billedet og vi er sat sammen af mange brikker, hver og én af os

Hvad laver I i dag, på denne decemberfredag? Hvornår er I sidst blevet overrasket over et andet menneske?

Sådan en hjemmedag kan hele mange sår

Vi tager en hjemmedag. Ovenpå de seneste dage med indlæggelse, bekymringer og samtidig syge børn herhjemme, er vi trætte. Nogle er forkølede, andre har ondt i maven, og nu bliver der spillet Ludo og stablet tårne og vi snakker og juler, og Juno er midt i det hele; inderligt lettet over at være hjemme, kan man se.

På OUH lærte hun sig hurtigt at sige “Hej!” – højt og tydeligt. Det er smart, når man møder så mange nye mennesker, som skal hjælpe én. Så hun siger hej til katten og hej til os andre, og hun blev glad i adskillige etaper, da vi kom hjem i går eftermiddag: Glad for at se sin far, sine søskende, så stuen (“nå ja! Den er her også!”, lod hun til at tænke) og så katten og legetøjet.

Og jeg er så glad for at være her i mit eget; måske er det ikke så vigtigt, at her altid er, som jeg bedst kan lide det (overskueligt, rent, kønt). Måske ér det vigtigste rent faktisk, at vi er her. Det ved jeg jo, at det er – men det blev særligt tydeligt, da vi sad der på stue ni på afdeling H7, og var i tvivl, om hvor længe vi skulle blive og hørte, at andre ikke vidste, om de ville komme hjem før jul. Lægen i går eftermiddag sagde: “I må gerne blive til i morgen, hvis du er utryg eller bekymret”, men det er jeg ikke. Hun er helt okay, Juno, og det var sådan en lettelse at træde ud fra hospitalet med vores taske over armen og Juno i sin klapvogn. Vi havde fået den hjælp og afklaring, vi skulle have, og der er ikke mere, vi kan gøre. Jo, passe på os selv og hinanden, men det skal man altid.

Jeg tænker, at vi bager nogle julekager i dag, og stikker dem ud, og lige nu hører vi “Der er ingenting i verden så stille som sne”, og det er én af mine yndlingssange, den er sågar med i min roman. Så, alt er godt igen. Næsten endnu bedre end før, det er jo det, vi helst skal få ud af den slags udfordringer livet igennem: ny indsigt, fornyet taknemmelighed og glæde. Ellers er det nærmest spildt.

Når man bliver bange og taknemmelig

Børnemodtagelsen, OUH. Afdelingen med alle de farverige vægmalerier og legetøj ad libitum.

Der har vi været det meste af dagen, Juno og jeg. Og mange andre, for den sags skyld, for der er run på – døren går hyppigt, og ind træder forældre med et barn på armen eller mellem sig.

Her er travlhed og børnestemmer, knirkende hospitalsbarnevogne og lamper der blinker, men her er også omsorgsfulde sygeplejersker, varm mad, et stort legeværelse hvor de mindste kan boltre sig i timevis uden kedsomhed. Her er hele livet indkapslet i ét: alt det vigtigste vi har, kommer i fokus, når vi træder ind bag disse døre. Og nede på sengeafsnittet er der værelser med navneskilte på døren, og jeg tænker på de familier, som er her så længe, at de næsten flytter ind.

De første timer var Kristian her med os, men han tog af sted sidst på eftermiddagen, for der er tre andre børn, som har brug for at være tæt på ham og på hinanden, og som er bekymrede for deres lillesøster. Og så, for snart en time siden, fik Juno og jeg en fin, stor stue med en rummelig seng, hvor vi kan ligge sammen i nat, for hun er endelig blevet CT-scannet, og selvom jeg ikke nåede færgen hjem til Ærø klokken 22, som jeg havde håbet, er jeg glad for at have dette rum nu, hvor vi kan sove i nat, og hvor de tjekker hende om nogle timer, og hvor alt det, vi har mest brug for i dette øjeblik, er indenfor rækkevidde.

Det startede i går aftes, da jeg puttede hende. Jeg mærkede, at et område på hendes baghoved føltes, som når man trykker på en vandballon. Vandfyldt, blødt. Og så var det som om, jeg for et øjeblik gled ud af min krop, og jeg lagde hende fra mig, og gik ind til Kristian, som var ved at putte de andre, og med gele-ben og garanteret ret bleg spurgte jeg, om han lige ville gå ind mærke Junos hoved. For jeg troede ikke, jeg havde mærket rigtigt. Det var en underlig illusionel fornemmelse; hendes hoved gav efter, kunne modelleres med. Jeg har aldrig mærket noget lignende.

Og han trykkede, og sagde: Jo, sådan føles det, og vi så mistroisk på hinanden, men Junos hoved, til gengæld, kunne man intet se på, og jeg gik som i trance nedenunder, og tog telefonen.

Derfra puttede Kristian Juno, og de andre puttede sig selv for en stund, mens jeg ringede til min kusines mand, som er praktiserende læge, og dernæst til vores egen læge på Ærø, for jeg har stor tillid til dem begge, men ingen af dem havde hørt om noget lignende, men vi blev enige om, at det ikke var akut. Hun havde det jo fint hende den lille prop. Glad og med god appetit.

Så vi tog til vores læge i morges, og blev scannet på Ærø og så videre til Odense, og her er dagen gået med undersøgelser hist og her og flere CT-forsøg som i sidste ende udmundede i en sonde med bedøvelse og endelig – klokken 21:30, en vellykket CT-scanning.

Og hov – nu har lægen netop været her med svar, og jeg havde egentlig tænkt mig at afslutte mit indlæg med at skrive godnat og “vi ved ingenting endnu”, men nu ved jeg mere. Juno har en lille bitte fraktur på kraniet – få millimeter – som bløder, og i morgen overtager neurokirurgerne hende, og finder ud af, hvad de vil gøre. Jeg håber, de vil sige: vi lader blødningen stoppe naturligt og hæmatomet absorberes over tid. Men, jeg aner intet om den slags, og jeg har skrevet til min mor, at hun skal tage ting med på arbejde, så hun kan komme, hvis jeg får behov for det.
Og jeg aner ikke, hvornår Juno har fået den fraktur, og jeg var lige ved at tænke: “tænk, at det er sket i vores varetægt.” men så sagde lægen, at mange børn har dem uden at man ved det, fordi de ikke bløder. “Den slags sker jo, når de er ved at lære at gå.” Åh, tak. Tak for det.

Jeg har fortrudt undervejs i dag, at vi trak hende igennem alt det her – hun græd i timevis, efter hun fik bedøvelse og dernæst sonde, og jeg tænkte “det er garanteret ingenting.” Men det er det så desværre lidt alligevel, og det var relevant, at jeg reagerede. For helvede da også; Jeg ville meget hellere fortryde at gøre for meget end at skulle se hende potentielt gennemgå mere. Og jeg kunne tude, jeg er så træt og nu også ked af det, men jeg gider ikke græde.

Her på stedet er mennesker, som bor på sengeafsnittet; som har deres egen hylde i køleskabet i fælleskøkkenet, og som kalder stue 17 for ”hjem” i uger, måneder, måske helt til livets afslutning. Her er mennesker, som kommer ind med børn, der aldrig bliver sig selv igen. Her er mennesker, som er bange og alene og ikke har et netværk omkring sig. Her er mennesker, som ikke taler dansk, er meget langt væk fra det, de kalder hjem, og som er i tvivl, når sygeplejersken forklarer, hvordan medicinen skal tages. Her er så mange mennesker med hver sin historie, hver sin bekymring, hver sin grund til at være her lige nu. Og pludselig igen står mange ting klarere: hvor godt vi har det i min familie, hvor dejligt det er at være hjemme hos mig, hvor velsignet jeg er.

Og Juno er her, ved min side, og jeg er taknemmelig over at have mulighed for at være her med hende. Lægens sidste ord netop nu, var: “Min overlæge sagde, at jeg skal fortælle dig, at vi er ikke bange for din datters tilstand.”

Og det er godt. Det er det eneste, jeg har brug for at høre.

Hvor arbejder du bedst?

Jeg arbejder hjemme de fleste dage. Nogle dage er jeg ude for at snakke med mennesker; andre er jeg hjemmefra for at ordne et eller andet, som ikke kan vente. Men de fleste dage – og det er de dage, jeg er lidt afhængig af – sidder jeg derhjemme, og skriver (og besvarer mails, og foretager telefonopkald, og planlægger opgaver). Jeg kan bedst lide at sidde ved min farfars gamle tegnebord for enden af vores mørkeblå stue med udsigt til vandet. Der er tusindevis af huller i det bord; folk tror indimellem, at det er borebiller, men i virkeligheden er det huller fra tegnestifter, som har holdt papiret fast, da det stod på tegnestuen i mine bedsteforældres kælder.

Udsigten ændrer sig hver dag, men også indimellem fra time til time. Sådan noget vand kan være azurblåt, lyseblåt, mørkeblåt, sort eller sølvfarvet, og det kan være blankt og stille eller med krusninger eller bølger og indimellem er det fuldkommen skjult bag tåge, og så kan man ikke se, om det er en motorvej eller vand dernede. For enden af vores mark, helt nede i venstre hjørne lige før stranden, står et træ, som ligner en vifte. Jeg ved godt, at det ser sådan ud, fordi det i virkeligheden er alt for skævt, men jeg elsker at se på det. Jeg elsker den form – som en balletdanserinde i spring.

Her arbejder jeg bedst, fordi her er ro. Her kan jeg høre høj musik, eller lav musik, klassisk, jazz eller noget tredje uden at bruge energi på at overveje, om der sidder nogen, og hiver sig i håret over det, og kilden til et godt skriveflow for mig er, at jeg ikke hele tiden skal overveje, om jeg forstyrrer andre eller frygte, at der kommer nogen, og forstyrrer mig.

Det er sjældent, jeg holder pauser for at spise, men jeg smutter med mellemrum ud i køkkenet, og laver en mad, eller fylder en skål med et-eller-andet, og så spiser jeg foran computeren og musikken. Jeg har næsten altid te med mig. Året rundt. Hvid tempelte fra Perchs er min yndling.

Nogle dage går jeg en tur udenfor, hvilket altid sætter gang i tankerne. Så vender jeg hjem, og kan næsten ikke følge med ordene, der kæmper for at komme ned på papiret. Andre gange, men det er ikke så ofte i disse år, tager jeg væk – hopper på toget til en anden by, sover for mig selv, og suger til mig af ansigtsudtryk, anderledes kufferter, menneskelige interaktioner, mad, lyde, dufte. Det skal jeg faktisk senere på ugen, og forventningen er også en inspiration.

Jeg kender mennesker, som elsker at have en arbejdsplads med kolleger. Det er næsten som andet hjem, og kollegerne er venner, vidner til deres liv, de er samarbejds- og sparringspartnere. Jeg kender mennesker, som nyder at have del i et kontorfællesskab med gensidig sparring og kreativ kommunikation, og jeg kender nogen, som helst sidder midt i et stort kontorlandskab, og er en del af noget større.

I disse år, i hvert fald, foretrækker jeg altså at arbejde i en form for ensomhed (som jeg har lyst til at kalde “solitude”) med selvvalgte inspirationsture og et ublu forbrug af mørk chokolade fra morgenstunden.

Vil I fortælle, hvordan I arbejder? (eller hvor I er det meste af dagen, i hvert fald) Hvad kan I se derfra? Hvem er I i nærheden af, og har I venner, eller gode sparringspartnere omkring jer?

At forandre verden fra sit eget sted

Kristian er på kursus i Aarhus hele weekenden, så familien er lidt spredt. Jeg har erkendt, at det er for hårdt for mig at være alene med alle fire børn i flere dage ad gangen, så Ilja og Live har været hos deres farmor siden fredag aften, men nu kommer de om et par timer, og jeg glæder mig. Ikke mindst fordi jeg ved, de trænger til det. At weekenden er et åndehul, som også de ser frem til.

Men de sidste to morgener har vi altså kun været Storm, Juno og jeg til at vågne i huset her, og i går stod vi op, og hældte Duplo udover hele gulvet, byggede, og hørte musik. Men så fik Storm øje på noget rimfrost på vinduerne, og det gav et sæt i ham. Han sprang op, snakkede i højt tempo om kælketure og “et fint lag sne”, og inden jeg vidste af det, sad han ude i haven på sin kælk, og forsøgte at ase sig frem over de isdækkede græsstrå. Det var ikke til at stå for: drengen, som ellers aldrig går udenfor frivilligt, bliver til rendyrket vilje, når der kommer sne (eller strandvejr).
Man kan blive helt stille, når man træder ud i sådan en sølverfarvet verden, hvor alt grønt er dækket af de fineste lag hvidt, og hvor havet er som blandet med mælk, og himlen langsomt bliver ferskenfarvet, så orange, så blå og grøn.

“Lad os prøve Christens mark, den er stejlere,” foreslog Storm.
Ude på marken fandt vi Christen, som var ude for at hente en palle wrap til køerne. Christen er 75 år, forresten, men den slags bider ikke på ærøboer. Han fortalte, at de skulle have gæster fra den anden side (“den anden side” er alt andet end Ærø) i dag, så han havde travlt med at få fodret.

Processed with VSCO with a7 preset

Senere spiste vi frokost hos vores søde venner i Ærøskøbing, og klappede heste, og gik en tur ned til vandet og sad foran brændeovnen og tøede efterfølgende, og i dag skal vi hjem til nogle andre venner og trakteres.

Jeg er så glad for, at vi bor på Ærø. Jeg holder så meget af naturen, som er mere levende for mig end nogensinde før. Og jeg holder meget af alle de mennesker herovre, som er i vores liv. Alle de børn og voksne og vidt forskellige eksistenser som har hjulpet os og budt os velkommen, og som vi har fået lov til at komme ind på livet af. Hver dag oplever mine børn oprigtig venlighed. Hver dag stiller mennesker sig til rådighed, og vi gør det samme. Det føles godt at give, og man får en helt masse igen. Jeg synes, det er den vildeste og mest livsbekræftende synergieffekt: At vi giver, og vi får. Og mine børn kan mærke det. Det er jo deres dna, deres natur – og de ved, at vi prioriterer at være der for hinanden. At hvis naboen er lidt trist, så kommer hun og spise med, og når jeg er alene med ungerne, så bliver jeg inviteret på besøg. Jeg har altid tænkt, at den bedste måde for mig at forandre verden ikke er at rejse ud til brændpunkterne som samaritaner. For mig starter forvandlingen med de små handlinger, hver dag, der breder sig som ringe i vandet og forhåbentlig i sidste ende påvirker så mange, at det har en varig effekt. Det er beskedent, men virkeligt. Det er det, jeg kan nu.

Hvad skal I på denne søndag? Og hvordan har I lyst til at forandre verden?

Når man er tvunget til at være kreativ

Det er weekend, og vi har sovet længe. Ej, det har vi altså slet ikke. Børn er jo ligeglade med, hvilken dag det er. De vågner før seks alle dage året rundt. Mine gør i hvert fald. Og jeg ville sådan ønske, at jeg var A-menneske.

Men det er jeg ikke, men så er det godt, at man i stedet har sit gode humør (ej, det har jeg ikke om morgenen – men jeg gør mit bedst), og jeg vil lige fortælle om lidt af det, nissen Alberte har lavet, siden hun ankom med sin lille dør og gyngestol og træsko osv. i torsdag, fordi det kan ærligt talt være strabadserende at skulle finde på nisse-påhit hver dag hele julen, men det er heldigvis en meget meningsfuld (og hyggelig) opgave, så vi klør på. Kristian sagde i går: “Det her er jo deres barndomsjul. Ligesom de jule, vi tænker tilbage på, og så dur det ikke at trække et træthedskort, for pludselig er de ligeglade med nisser. Vi må igang!  (og lige nu, hvor jeg skriver dette, kan jeg ikke huske én eneste jul fra min barndom, men jeg er sikker på, at Kristians budskab alligevel er rigtigt).

Derefter gik vi direkte op, og tegnede overskæg på alle de tre store, og skrev et brev fra nissen, som var utilfreds med, at de havde drillet hende hele dagen, men som dog stadig elsker dem. (det der med overskægget har jeg set gennemført vildt flot, nærmest kunstnerisk med svungne krøller og fine, tydelige hår på hagen, men shit vores unger er sensitive (not a surprise) – også når de sover…de klynkede, vred sig, osv. og skæggene var af meget varierende kvalitet. Men! Det virkede. De skreg af grin, da de så hinanden).

I år har nissen Alberte fået påbud om at give ungerne endnu færre gaver end sidste år (hvor de fik én hver søndag – blandt andet nyt sengetøj, som de var vildt utilfredse med, men er ægte glade for nu), så hun er tvunget til at være kreativ, og ungerne er tvunget til at lære at leve med, at skatten i en skattejagt godt kan være en bog, som de havde i forvejen, der er blevet bundet sammen med de chokoladeæsker, de fik i søndags og en lille seddel med påskriften “God læselyst!”. Og de mukker lidt, og “jeg havde ønsket mig en rigtig gave”, men skattejagten var jo fantastisk uanset og læsestunden endte med at være skøn og hyggeligt, og vi læste frem til den 7. december i kalenderbogen, fordi; hvem ved, hvornår vi får tid igen.

Vi har fokus på bogstaver i år. Storm går i første klasse, og er så småt ved at knække læsekoden (hans skole har ikke travlt med at presse specifikke grænsedatoer ned over ungerne, så han er stadig skarpere på hajer og dybhavsfisk end på at læse, fordi det er det, han interesserer sig for). Men, de to på fire er vildt interesserede i bogstaver, og kan faktisk allerede skrive rigtig meget. Særligt Live, hun skriver på livet løs, og kan selv regne mange ord ud, og hun nyder det. Derfor har vi besluttet at lave ordskattejagter fra søndag til søndag her i julen, hvor de samler bogstaver hver dag, som så danner et ord, som peger dem i retning af skatten (of sorts…). “Badekar” eksempelvis.

Og det er Kristian, der det meste i år. Det gør han altid på fødselsdage og den slags, men nisseræset har meget været mit hidtil. Men i år har jeg så at sige givet chefhatten videre til ham, og derfor er der gået rimord i den, fordi en professionel rapper kan ganske enkelt ikke slå så meget som en streg på et stykke papir uden at få det til at rime. Og det er fedt at læse højt, og ungerne også er ret gode til at rime (uundgåeligt, tænker jeg), og jeg elsker-elsker, at det ikke er mig, der er primusmotor i nisserierne, som næsten altid skal udtænkes om aftenen, hvor jeg helst vil skrive. Og spise. Og fede den.

Men her i weekenden tager Alberte lidt en slapper, for Ilja og Live er hos deres farmor, mens Kristian er på kursus i Aarhus, og Storm, Juno og jeg turnerer rundt blandt nogle af Ærøs fineste adresser, og spiser frokost og lader os varte op.

Hvad har jeres nisser lavet indtil videre? Og endnu vigtigere: Hvordan får man sine børn til at sove længe? (jeg overvejer at købe ét af de der sove-ure til næste adventssøndag..)

De bedste pebernødder og en god film, keramik og snak..

Det er fredag, og om fredagen anbefaler jeg som regel noget. I sidste uge af-anbefalede jeg godt nok en enkelt ting, men i dag får I mange anbefalinger. I får: pebernødder, film og keramik.

Da jeg hentede de to mellemste i Pippihuset i tirsdags, fik jeg en smagsprøve fra børnehavens pebernøddeproduktion, og den var god. “MEGA god,” som den ene af mine bagermestre, Ilja, kommenterede. Og vi kom hjem, og så bagte vi pebernødder. Vi fulgte Meyers opskrift, fordi jeg troede, det var den, jeg plejede at bruge, men de var slet ikke lækre. Porøse og med en irriterende eftersmag, syntes jeg. Ungerne var okay med dem. De spiste dem i hvert fald.

Så jeg tænkte: Det er ikke dem, jeg plejer at bage, fordi Storm havde også smagt én af pebernødderne fra Pippihuset, og udbrudt: “Det er de næstbedste, jeg har smagt”. – “Hvilke var de bedste?” spurgte jeg overrasket, for hold op de var gode, dem som børnene havde lavet. “Dine,” sagde han uden tvivl. Men, det var helt sikkert ikke Meyers.

Nå, jeg lagde alligevel et (løgnagtigt) billede på instagram af noget aftenhygge med pebernødder, og nævnte ikke, at de smagte af støv, men min veninde Merian, som sgu altid er så skarp, kommenterede alligevel, at dem fra New Yorker By Heart er de bedste pebernødder. “Nå ja! Det er jo dem, jeg plejer at bage,” tænkte jeg.
Onsdag eftermiddag havde vi søde mennesker på besøg, men torsdag bagte jeg et stort bundt af de andre, og de er meget bedre. Særligt den plade, som jeg glemte i ovnen, synes jeg. Jeg elsker mørke pebernødder.

Jeg fik ikke taget et billede af den helt vellykkede stak, som ungerne både havde rullet, skåret og trykket – men jeg har billeder af den ekstra brune plads og af en skål med Meyer-versionen.. (og jeg kan ikke tage ét af de andre nu, for vi skal holde møde med nogle håndværkere og en arkitekt lige om lidt om et stort byggeprojekt, som vi tager hul på ti foråret, og som vi slet ikke har overblik over endnu, og de skal have pebernødderne, og jeg har travlt.)

….og hvis nogen skulle spørge “hvor har du så meget dejligt keramik fra?”, så ville jeg næsten føle mig tvunget til at nævne, at jeg køber det meste hos en keramiker i Skovby, her på Ærø, som ellers har sagt, at jeg ikke må skrive om hende, fordi hun har nok at se til allerede. Men nu har jeg i hvert fald heller ikke nævnt hendes navn.

Hvis man nu er sådan én, som gerne vil se en film, mens man spiser sine pebernødder og drikker en kop god te, så kunne man jo overveje at se én af disse to. Eller dem, begge, selvfølgelig:

The big short” er den bedste film, jeg har set længe. For at være ærlig, var det også den første film, jeg så i ret mange uger…måneder, måske, men det tæller alligevel, når jeg siger sådan, for anskuet over hele mit liv, har jeg set virkelig, virkelig mange film. Og The big short er uden tvivl én af de bedre. Den er hamrende velspillet, fedt skrevet, skide godt produceret. Den er fed og sjov, og så er den – fremfor alt, måske – informerende, øjenåbnende og provokerende. Den handler, helt kort sagt, om en håndfuld spekulanter og investorer, som gennemskuer boligboblen før alle andre, og på den måde både forudsiger og bliver meget velhavende på finanskrisen. Det er ikke en film om moralske, ophævede mennesker, men derimod en film om løgne og korruption og om intelligens og samvittighed. Men den er ikke tung eller deprimerende.
Den er på Netflix.

God weekend! Hvad skal I lave? Hvad bager I for tiden? Hvad ser I? Har I også keramik eller andre ting, som I bare eeelsker at se på?

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde

 

Mød et menneske – Marcel fra det meste af verden

Øjnene er sjælens spejl, og Marcel Keller må være ét af de varmeste mennesker, man kan støde på. Hans brune øjne vidner om tryghed og ro, og hans accent inviterer til samtaler.

Jeg kender Marcel, fordi han plejede at være bedste venner Celestine, som udover at være mor til min ældste søns skolekammerat, også er min dejlige, sjove, øko-fikserede veninde. For et halvt år siden spurgte hun Marcel, om ikke de skulle være kærester? Deres kærlighed er af den slags, hvor bølgerne går højt, når de diskuterer politik, og hvor vandet til gengæld lægger sig, spejlblankt, når de sidder ved siden af hinanden, og studerer sammen.
Om to år bliver de begge færdige som socialrådgivere. Marcel siger, at så har han alt, han kunne ønske sig.
Og det er store ord fra en mand, som på sine 33 år har oplevet mere end de fleste.

Mød Marcel: Schweizer-øbo, eks-amerikaner, superstuderende og deltidspostbud med adresse i Søby

Marcel Keller, socialrådgiverstuderende, venligheden selv, altid klar på en skarp meningsudveksling
Født 1983 i Schweiz
Bor i Søby med sin stedfar og i Skovby med sin kæreste og hendes to drenge

Hvor er du fra?
Jeg er fra Schweiz, hele min familie er schweizere. Der kan ikke spores andet end schweizerblod i mig, og det er der faktisk et ord for: ”Eidgenosse” hedder det. Men jeg har jo boet over det hele, og nu er jeg måske mest ærøbo.

Hvordan er du havnet i Danmark?
Jeg boede i Schweiz, indtil jeg var 13. Det var et almindeligt liv med skole og venner, og så blev min mor gift med min daværende stedfar, og sammen købte de et gammelt sejlskib, som lå i Odense Havn. Hendes mand var også schweizer og uddannet en slags skibstømrer, men jeg var for ung til helt at vide, hvad han lavede, og jeg kunne heller ikke samle mig om det. Han slog mig, og drak for meget, men de købte det der tomastede sejlskib fra Søværnet, og flyttede til Odense, fordi skibet skulle sættes i stand, og det var deres drøm at bo på det. I 1995 var vi oppe for at se på det, og i 1996 flyttede vi.

Hvad lavede du, da I boede i Odense?
Jeg var tilmeldt en tysk fjernskole, og fik hæfter og bøger med posten, og løste opgaver. Jeg lavede lektierne i en tom kontorbygning, som vi havde lejet os ind i. Det var også der, vi havde bad og toilet. Men man kan ikke bare give en trettenårig en stak bøger og sige: Klar det selv. Der var ingen motivation, ingen lyst. Jeg mødte nogle børn rundt omkring på havnen, og gik op i byen, og kiggede i comic book-shops. Men jeg havde ikke det store netværk, og jeg brugte enorme mænger tid på at fiske. Man kunne altid finde mig med hunden og en fiskestang nede på Odense havn.

Hvorfor kom du ikke på en dansk skole?
Måske fordi Schweiz ikke var en del af schengen-traktaten dengang? Måske fordi min mor forventede, at det var for hårdt for mig at skulle lære et helt nyt sprog?

Hvor længe boede I i Odense?
Da vi havde boet der i to år, blev min mor skilt, og jeg blev sendt til Canada, hvor min far boede på det tidspunkt, fordi min mor skulle rejse frem og tilbage mellem Danmark og Schweiz og tage sig af en masse papirarbejde omkring skilsmissen, og hun syntes, jeg skulle have en mere stabil dagligdag. Jeg var i Canada fra 1998 til 2000, og gik i high school dér, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor min mor stadig boede på husbåden, som hun havde beholdt efter skilsmissen.

Hvad tænker du om dine mors beslutninger i forhold til, hvor du skulle bo?
Måske var hendes beslutninger ikke alle sammen lige fornuftige set i bakspejlet, men hun var sej, og hun fulgte sit hjerte, og da hun var blevet skilt, mødte hun en rigtig god mand, Henning, som hun var dybt forelsket i. Han døde desværre, da jeg var 18, men de boede på skibet sammen indtil da, og jeg flyttede hjem til dem, da jeg kom fra Canada. Efter Hennings død fandt min mor sammen med hans bekendte, Bjerne, som har været min stedfar lige siden. Han er som en far for mig, og jeg har boet hos ham, siden jeg kom til Ærø i sommeren 2013.

Hvad lavede du i årene fra du kom hjem fra Canada i 2000, til du rykkede til Ærø 13 år senere?
Jeg var i USA, fra jeg var 22 til 29. Jeg flyttede, fordi jeg mødte en kvinde, og vi besluttede at blive gift. Min mor var ikke imponeret, hun syntes, jeg skulle have en uddannelse, men jeg greb livet og uden at sige noget til nogen, købte jeg en flybillet, og fløj af sted dagen efter, min mor og Bjerne var taget på ferie. Og så kom jeg ikke hjem de næste syv år. Det var en handling på ren og skær mavefornemmelse, og min tid i USA gav mig svar på mange spørgsmål, som var uklare før: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvad skal jeg? I New Jersey arbejdede jeg femhundrede meter fra vores hus i en nærbutik, og jeg havde ansvar, og arbejdede mange timer, men tjente alligevel kun 10 dollars i timen. Derfor stod det klart for mig, da vi blev skilt, at jeg i stedet for at arbejde udelukkende for føden resten af mit liv, ville jeg lave noget, der gjorde en forskel. Min mor sagde: ”Det starter med en HF, og du kan bo hos os, mens du studerer,” så jeg tog til Ærø, hvor hun havde boet i Søby med Bjerne i nogle år. Jeg var lige knap 30, da jeg startede på HF. Det er den bedste beslutning i mit liv. Det var jo også dér, jeg mødte Cele.

Hvor har du hjemme?
Ja, hvad er hjemme? Jeg er Schweizer på papiret, Canada har jeg aldrig set som hjem, men det var godt at komme i skole dér. Min første tid i Odense gav mig ikke følelsen af hjem, men da jeg så vendte tilbage sidst i teenageårene, fik jeg mange venner, og jeg har stadig de samme venner, som jeg fik som 17-årig. Nu føler jeg mig mere dansk, end jeg nogensinde vil føle mig som schweizisk.

Hvordan har det været at blive dansker?
Det har indimellem været svært at vænne sig til dansk kultur. Dansk humor, hold nu op, det har været en lang proves. Min mor, stedfar og jeg blev tvangsindlagt af sejlklubben i Odense til at se “Marta”, og vi forstod ikke et hak. En eller anden skipper, som vælter rundt med en øl på dækket, og alle griner, men jeg kunne slet ikke gennemskue det. Og så er der janteloven, som er et princip, jeg skulle bruge lang tid på at forstå. Mange danskere er enormt ydmyge omkring alting, og det forstod jeg ikke i starten. Jeg mødte en kvinde, som havde lavet det mest fantastiske maleri, hun var i avisen og så videre, men man kunne ikke mærke hendes stolthed, så jeg spurgte, hvorfor hun ikke strålede af glæde. ”Jamen, man skal jo passe på,” sagde hun, og det var nyt for mig. Schweizere er meget mere direkte. Hvis du er en skide god kok i Schweiz, og folk siger det til dig, så er der ingen skam i at proklamere: ”Jeg er den bedste kok i området – kom og modbevis mig!” Man tør udfordre, tør være stolt, og det sætter gang i konkurrencen, hvilket jeg godt kan lide. Men der skal være plads til alle i Danmark, og vi er et mere socialistisk samfund, og det skaber rummelighed at være ydmyg, tror jeg. Jeg havde en oplevelse ved én af de afsluttende eksaminer på HF, hvor jeg trak lige netop det spørgsmål til matematikeksamen, som jeg helst ville have. Jeg vendte mig om mod mine medstuderende, som sad og ventede på at komme op, og sagde i sjov: ”Vi ses, når jeg har fået mit tolvtal!” Senere gik det op for mig, at det havde virket arrogant, men jeg forventede reelt at få et tolvtal, og jeg ville faktisk blive ked af det, hvis ikke det gik sådan. Men i tilbageblik var det ikke sjovt for de andre, som var dødnervøse.

Hvordan gik den eksamen?
Jeg fik tolv.

Hvordan har du det med eksaminer i det hele taget?
Jeg har virkelig høje forventinger til mig selv, måske fordi jeg altid har tvivlet på mig selv, altid tænkt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne det ene og det andet, men så erfarede jeg, at jeg har det okay med at gå til eksamen. Mit mål er altid et tolvtal, og så tager jeg det, der kommer. En klassekammerat spurgte, hvorfor jeg ikke satte målet på et syvtal i stedet, og blev begejstret, hvis jeg fik mere. Jeg svarede, at man spænder ben for sig selv ved at sigte lavere. Jeg sigter efter det højeste, og så giver jeg alt, jeg har, og jeg kan godt komme ud med et fire- eller syvtal, men så har jeg i det mindste gjort mit bedste.

Hvorfor har du tvivlet på dig selv?
Jeg har altid været den tykke dreng i skolen, og mit selvværd har ikke været stort. Når man for at vide så mange gange, at man er dum, for fed, klam, så tvivler man på sig selv.

Hvor er din mor nu?
Min mor fik en hjerneblødning i 2014. Hun satte kaffekoppen fra sig, og faldt om. Jeg var ved at afslutte mit første år på HF, og min mor sagde altid, at studiet er vigtigst, og hun ville ikke have mig til at bekymre sig om hende, så dagen efter hun fik hjerneblødningen, og var blevet indlagt i Odense, kom jeg hjem fra Odense, og tog i skole. Hun blev opereret, og Bjerne var der med hende hver dag. Pludselig, efter tre måneder i koma, vågnede hun, og Cele kørte mig til Silkeborg, hvor min mor var indlagt, og i det øjeblik, hun hørte min stemme, smilede hun. Vi snakkede i fem timer. Jeg viste hende mine førsteårskarakterer, med et gennemsnit på 11,7, og hun var så stolt, for jeg var jo udlænding. Hver gang jeg nævner det nu, er jeg ved at græde, for jeg kunne se, hun var stolt af mig, og det betyder noget, uanset hvor i livet man er, at ens mor er stolt. Jeg sagde til hende, at det ikke havde været nemt hele tiden, at jeg vidste, hun havde truffet nogle svære beslutninger undervejs, og jeg mindede hende om, at hun havde opdraget mig til at have tillid og til at klare mig, og hun skulle ikke bekymre sig for mig. Så tog jeg hjem, og jeg var så lettet over at have haft den samtale. En søndag i september, nogle måneder senere, hvor Cele og drengene og jeg var på vej ud af døren, ringede min telefon, og det var Bjerne. Jeg vidste godt, hvad det betød, når han ringede så tidligt, og rigtigt nok sagde han, at hun var død. Hun havde fået en hjerneblødning mere, og den kunne hun ikke klare. Og det er den hårdeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Det slog mig fuldstændig ud. Hvis ikke det var for Cele, havde jeg haft lyst til at smide det hele overbord, men hun stod bag mig hele vejen, og gav mig plads til at bearbejde mine følelser. Mange, mange nætter har vi siddet og bare snakket, og jeg har gentaget de samme tusind ting tusind gange. Jeg ved, min mor ville være stolt af mig nu, og det føltes som et wakeup call, da hun døde. ”Velkommen til virkeligheden.” Men jeg har ingen fortrydelse. De ting jeg ville sige, fik jeg sagt, og hun forstod dem, og jeg er så taknemmelig over, at vi havde den snak, den sommer.

Hvordan er dit liv nu?
Nu er mit liv på en bane, som jeg er glad for. Jeg har alt, jeg drømmer om: Snart en uddannelse, jordens dejligste kvinde som kæreste. Jeg er lykkelig. Det eneste jeg skal nu, er at hænge ved. Jeg ved, at jeg bliver en god socialrådgiver, og om to år er jeg færdiguddannet, og den tid kommer til at føles som et minut.

Hvordan er din hverdag?
Jeg bor med min stedfar, Bjerne, som jeg ser som min rigtige far. Han har altid været der, hvis jeg malede mig selv op i et hjørne. Det var faktisk Bjerne, der solgte sejlskibet til min mor dengang, så jeg har kendt ham on and off, siden jeg var i Danmark første gang som tolvårig. Han er en god mand, som støtter mig. Han fylder 74 til februar, men han er skarp som en ørn. Ellers er jeg meget hos Cele og hendes drenge. Man kan sige, at jeg også har hjemme der.

Hvad har livet lært dig?
At man skal give plads for at få plads. At man skal vise respekt. Det er vigtigt for mig at respektere andre mennesker, også hvis jeg er fuldstændig uenig med dem. Jeg holder meget af det ærøske samfund, fordi vi er en tætknyttet gruppe og, ja, nogle gange flår ærøboerne hinanden i diskussionsgrupper på nettet, men når nogen kommer udefra, og prøver at tage noget fra os, som retfærdigvis er vores, så står hele samfundet sammen. Storbonden og hans modsætning: alle er der for at bakke op om øen, og jeg elsker det. Det føles som hjem. Målet er at blive her, også hvis jeg skal pendle af øen efter min uddannelse. Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.

Hvad betyder det for dig at have Celestine i dit liv?
Cele er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste inden jeg falder i søvn. Sådan var det også, før vi blev kærester. Jeg ved, at uanset hvor mørkt det kan blive, så er der et lys. Hun giver mig håb. Vi er som sort og hvid i mange ting, men vi har en gensidig respekt for hinandens holdninger, og respekten er nøgleordet. Hun er økolog, elsker træer, og er gartner, og jeg er typen, som helst vil være indenfor, og som siger ”puha, det er koldt udenfor.” Vi inspirerer hinanden, hiver hinanden op.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter