Kærester før far

“Havde du kærester før far?” spørger børnene indimellem, og ja, det havde jeg, og det fortæller jeg gerne om. Måske det er derfor, de bliver ved med at spørge.

Jeg forklarer, at både Kristian og jeg havde andre kærester i årevis, endda. At vi havde været forelskede og hjerteknust, i tvivl og teenagetossede; og så mødte vi hinanden, og det hele faldt på plads. Helt ærligt.

Jeg siger, at jeg mange gange i mit liv har følt, at jeg vidste, præcis hvor jeg skulle hen og så – bum! – har alting ændret sig, indimellem på et splitsekund, og jeg er endt et ganske andet sted. I tidens løb har jeg grædt over meget, som jeg glæder mig over i dag, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid ved på forhånd, hvad der er bedst for mig. “Det er derfor, man skal mærke efter tegnene i maven, eller hjertet,” siger jeg til børnene, og “ja, ja,” svarer de fra bagsædet; den remse har de hørt før. For det er sådan, jeg navigerer i livet nu; ved at mærke efter, have tillid og hoppe ud i det, og jeg håber, de forstår. At de kan se, at det virker.

“Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt,” som Paulo Coelho skriver i Alkymisten. Men kun hvis vi følger tegnene.

Det var sådan, jeg endte med at få ham Kristian, ved at mærke efter og turde tro på det gode. Og jeg siger til mine børn, at jeg har været så ked af det i mit liv, at jeg troede, jeg aldrig ville blive glad igen, og at hver gang, uden undtagelse, er der alligevel sket noget, som gjorde det hele godt – ofte endnu bedre end før.

En aften sad vi alle seks og spiste aftensmad, og jeg tror, at det med skilsmisser har fyldt i Storms tanker, for en del af hans kammerater bor skiftevis hos deres mor og far, så han sagde, lidt forsigtigt:

“Jeg ved godt, at du er vild med far, men hvad hvis du mødte en mand, der var lige så sød som ham, og som også kunne TRYLLE?!”

Først grinede jeg, og det gjorde Storm også selv, og så beroligede jeg ham ved at sige, at det kan hans far da også. For jeg ved, at det vi har sammen, han og jeg, det er ægte magi.

Mød et menneske – arkitekten som fandt sit hjem på øen

God mandag formiddag!
Jeg har længe ledt efter en undskyldning for at nedfælde nogle af de fine ting, som bliver sagt af kloge mennesker omkring mig. Med bloggen har jeg nu fået en oplagt grund til at prikke dem på skulderen, stille nogle spørgsmål og notere svarene undervejs.

“Mød et menneske” er tænkt som en serie mandagsportrætter, og i dag får I det første.

Jeg vil præsentere jer for Christina, som jeg har mødt på Ærø. Selvom hun er arkitekt, er én af hendes yndlingsting ved øen, at her besøger man ikke hinandens hjem. I stedet besøger man mennesker.

Christina Kjerulff, f. 1978, Grenå
Arkitekt og indehaver Artifo, Ærø
Børn: Sif, 8, Eija 6, gift med Morten

Hvorfor Ærø?
Min mand, Morten, er fra Ærø, og vi kom hertil i 2008 med vores 10 dage gamle datter for at holde barsel. Jeg manglende stadig et år af mit studie i København, men jeg var tiltrukket af øen, og ville gerne tilbringe noget tid her. Vi blev hængende, og jeg pendlede til København for en tid.

Hvad er særligt ved livet her?
Første gang jeg var på Ærø, mødte Morten og jeg hans 13 årige kusine og hendes veninde klokken 22:30 en sensommeraften, og spurgte, hvor de skulle hen. De var på vej til stranden for at bade, og jeg stod der med min virkelighed i København, og syntes, det var helt mærkeligt, at de måtte tage på stranden alene. Men forskelligheden gik først for alvor op for mig, da jeg en dag lagde vejen forbi min mands familie for at aflevere noget, vi havde lånt. Jeg åbnede hoveddøren, og kaldte et par gange, men da de ikke svarede, gik jeg til sidst ind, og lagde tingene på køkkenbordet. Derhjemme fortalte jeg det til Morten. ”De er på ferie i Frankrig,” svarede han kort, og så forstod jeg, at – hold da op – den frihed var dybfølt.

Er et hjem på Ærø anderledes fra hjem andre steder?
Herovre besøger man hinanden, ikke hinandens hjem, og det kan jeg godt lide. Man behøver ikke have et perfekt liv for at have nogen, der kan lide én. I København kunne jeg godt føle mig forkert, hvis ikke jeg havde gjort rent, når der kom gæster.

Hvordan valgte I jeres hus?
Der var kun to huse til salg med plads nok, og vi bød på dem begge. I Marstal er mange af husene små, og vi havde en datter på et år, og jeg var gravid i syvende måned, så det var et spørgsmål om at finde et sted med lidt have, som levede op til flest muligt af mine krav: Tegltag, originale vinduer, brændeovn, skorsten og to børneværelser. Så det var ikke fordi, vi købte mit objektive drømmehus som arkitekt, men jeg har på den anden side aldrig været i et hjem, som jeg ikke mente, kunne blive godt.

Hvad er et rigtigt hjem for dig?
Livet i hjemmet definerer det. Derfor er det vigtigt, at der er plads til det liv, man lever lige nu, og at det kan ændre sig med alderen. Man skal også kunne følge med i årstiderne, om det så bare er nogle potteplanter på en altan. Jeg har behov for at se, når farverne skifter.

Hvad er din ambition, når du arbejder med andres hjem?
Hjem er der, hvor hjertet finder ro, så jeg skal regne ud, hvordan vi får den bedste livskvalitet ud fra rammerne. Der er en arkitekturteoretisk grundsætning, som man lærer allerede første år på studiet: firmitas, utilitas, venustas. Det betyder: holdbart, brugbart, smukt, og det skal man få til at gå op i en højere enhed med den moderne grundsten, budgettet, som jo også skal overholdes.

Hvor bor du, når du bliver gammel?
Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder end på Ærø. H.C. Andersen skrev i I Danmark er jeg født: “Der har jeg rod, derfra min verden går”, og det er det, man måler sit liv på. Det er den base, man forholder sig til resten af verden fra. Mit faste holdepunkt er Ærø, jeg har aldrig boet et sted, hvor der er så roligt uden at være dødt. Her er masser af mennesker med noget på hjerte og virkelyst, så jeg er omringet af plads og forskellighed, og vi accepterer hinanden, fordi vi kender til nuancerne. Ingen er éndimensionelle. Da mine børn var helt små, havde de vores bankrådgiver som gymnastiklærer, og på den måde erfarer de hurtigt, at mennesker er mange ting.

 

 

 

Jaa! Se hvem der er flyttet ind

Det startede for otte dage siden, da jeg åbnede døren ned til viktualiekælderen, og så en mus gemme sig under trappen. Jeg er ikke stolt af det, men indrømmer, at min reaktion indeholdt en tung kasse Duplo (foran døren) og et højt skrig (som fik Juno til også at skrige).

Musen blev indfanget (it wasn’t me) og sat fri. Vinduet, som den var hoppet ind af, blev lukket, og nu tør jeg næsten gå derned igen.

Samme aften sendte jeg en sms til husets tidligere ejere, som også er vores gode venner. Jeg skrev: “Vi har mus. stop. Jeg er i panik. stop. Hvad gør vi. stop.” De svarede: “Vi syntes, det hjalp, da vi fik Kitty sidste år.”

Ergo: Vi skulle have kat.

Ergo: Jeg researchede katte i nogle dage, og konklusionen blev: Find en hankat og kastrer den asap (resultatet skulle gerne være en evigt kærlig og musefangende følgesvend).

I dag, da vi alligevel var en tur på Fyn, hentede vi ham så i Svendborg (vi kunne ikke finde en hankilling her på øen, som var vant til børn), og han viste sig at komme fra et skønt hjem på landet udenfor Svendborg; sådan et sted med en ægte overdækket veranda med to hængekøjer, spisebord og afskallede spisestole, og det var en ung og smuk familie, der tog imod, og rakte os den sødeste, spindende kat, og det var lige, så englene sang, og solen skinnede (det gjorde den jo rent faktisk, det med englene må I selv finde ud af, om I er til eller ej).

Egentlig havde Storm (som har ønsket sig en kat lææænge) sagt, at den skulle hedde “Ven”, hvilket en lille smule knuser mit hjerte, fordi det er så hudløst og sødt og også ret fint, men jeg indskød alligevel, at det er nemmest at kalde på vokaler, og at jeg mente at have hørt, at katte er særligt opmærksomme på “U” og “I” (og jeg bliver totalt i tvivl, om det er sandt, nu jeg skriver det her, men det er ligemeget). Ilja udbrød “Så skal han da hedde Ugle, for det starter med U,” og det tyggede vi lidt på, men da “Ulrik” straks efter blev smidt på bordet, var alle solgt. “Ulrik Ven Humaidan”; Vores totalt lækre, silkebløde, storspindende pelsven.

Tanken var, at han kun måtte være i bryggerset, når han er indenfor (og han skal være meget ude og fange mus). Men behøver jeg sige, at da vi satte os ved spisebordet, og hørte ham miave bag døren ned til gangen, blev han hurtigt en del af selskabet?

Alle elsker ham, hands down, og han fortjener det. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Velkommen til Ærø, Ulrik.

Processed with VSCO with a9 preset

En lørdag i oktober. Venskaber og langsommelighed

 

Mine dage er som regel fyldt ud, sekund for sekund. Børn, børn børn, og så, når børnene sover, eller ikke er hjemme: skrivning, arbejde. Men i disse dage er Kristian ude og spille koncerter, og de tre store er taget over til deres bedsteforældre på den anden side af vandet, så vi har kun været Juno og jeg. Vi har siddet på gulvet sammen, spist fiskefrikadeller og rugbrød, støvsuget, danset, set på køerne på naboens mark. Vi har kigget op i trækronerne, igennem bladene og set, at alt ligner et eventyr i det mønster; papirsklip og sølverblade.

Processed with VSCO with a9 preset

Men vi har også kedet os. For det er kedeligt at være én voksen og én på ni måneder i over et døgn, og heldigvis fik vi besøg af en veninde; sådan én, som jeg kun lige rigtigt har mødt, men som jeg egentlig gik på gymnasiet med i sin tid, og hun er skøn. Vi gik en tur, og senere slog vi os ned med te i sofaen, indtil gruset på gårdspladsen gav sig, og vi så en grå bil parkere derude. “Det er Tange,” sagde jeg glad. “Ej hvor heldigt! Jeg elsker Tange!” udbrød min veninde, og vi satte os alle fire,udenfor og vi snakkede (og én, lille, spiste fiskefrikadeller) og lyset var først hvidt, senere blev det varmere, og det føltes lige præcis, som livet skal sådan en lørdag eftermiddag i oktober.

Vi talte om landbrug og Weekendavisen og om Tanges kone, Minna, som havde sendt brombærmarmelade med, og som ville lave pizzaer til ham i aften (og Tange sagde: “kom og spis hos os”, for han syntes vist, jeg så lidt sulten ud, da han nævnte pizzaerne), og så råbte Juno højt, og vi grinede, og sagde, “hva’ så, Juno?” og så udbrød Tange: “Juno, hedder hun Juno?! Juno var et cigaretmærke engang. – Et godt mærke!”

“Ej, Tange,” sagde veninden, lidt ubekvem ved sammenligningen.

“Jo! Man kunne få dem i fem-pakker, og det var skide smart.”

Nå ja, det var det da.

Da de var kørt begge to, smed Juno og jeg os i dynerne, og inden længe sov hun.

Processed with VSCO with a7 preset

Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men så tænkte jeg: “Ej! Det var aldrig idéen med bloggen, at jeg skulle være en sur mor på grund af den, så det her billede må jeg undvære.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?

Når man er helt okay med at blive ædt af et monster

image

Jeg er alene hjemme med børnene i de her dage, og det er overvejende en lidt hård tjans med fire børn til to hænder, men det har også nogle fordele. Eller, det har én fordel, og den er til gengæld rigtig dejlig: Når børnene sover, er jeg helt alene. Kun mig. Og vinden i træerne. Og fire børn ovenpå, godt nok. Men, jeg kan godt lide at være alene. Semi-alene, som det jo er. Desværre sover børnene ikke uafbrudt, og nogle aftener føles lidt som en form for kapløb op og ned af trappen, og sådan var det i går.

Nå, men så sad jeg på sengekanten for hundredefyrretyvende gang, mens den ene fireårige græd i den ene ende af sengen, og hende den mindste græd i den anden (vi sover i en kæmpe seng, som jeg lover at tage et billede af en anden dag), og jeg overvejede, hvem jeg skulle trøste først, og jeg var ærligt talt lidt presset. Presset på den der måde hvor man sidder bumstille et øjeblik, og håber, at det hele forsvinder af sig selv. I samme sekund lød der en uhyggelig lyd nede fra køkkenet, syntes jeg, og det lød faktisk som det der demogorgen-monster fra Stranger Things (som er den bedste serie, jeg har set i hundrede år, og som jeg også skriver om snart), og det kunne have været mega uhyggeligt, og jeg nåede også lige at tænke “shit!”, for jeg var den eneste voksen, og vi bor langt ude på landet  (i Danmarks fredeligste kommune, men alligevel), men jeg blev ikke rigtigt bange. Jeg tænkte derimod: fint nok hvis den æder mig, så slipper jeg for at sidde her midt imellem night terror og evighedsamninger, og pludselig var der ikke noget i verden, der var farligt længere. Pludselig var jeg slet ikke bange for noget som helst, og da lyden viste sig at være den ældste, der snakkede i søvne, og de andre efterhånden faldt til ro igen, listede jeg mega modig ned i stuen, hvor jeg fandt lidt mere chokolade, som jeg hældte i en skål, og så var alt helt lykkeligt, sådan som livet kan være det, når man er stor nok til at være alene hjemme med fire børn og spise chokolade samtidig.

Bliver I nogensinde bange i mørket? Og: Har I set Stranger Things? (!!)

Jorden har os brødet givet..

Processed with VSCO with j4 preset

Her den anden aften spiste vi solgul suppe til aftensmad. Solgul af butternut squash fra haven, og gulerødder, kartofler og krydderier fra det samme sted. Næsten alt sammen fra Kristians mark og køkkenhave, og gult som efterårssolen, der er blevet med os så længe i år, og som har givet liv til det hele. Mine børn går stadig i shorts, og jeg klarer mig endnu med de tynde sutter af sko, som jeg købte i foråret. Men nu er det på tide, at jeg finder noget ordentligt fodtøj, så det prøver jeg at sætte tid af til.

For en uge siden skrev jeg om, at jeg sjældent har lyst til at bruge lang tid på at lave mad. Det har Kristian til gengæld, så mens han lavede suppe til han og jeg og wraps til ungerne (som fik suppe til forret, men ikke rigtigt gad det), kørte de tre store på scootere foran huset, Juno sad i barnevognen, og jeg snakkede med vores naboer, som alle kom gående op fra stranden, hvor de følges ned hver dag året rundt.

Nå, men Kristian lavede den her smukke gule suppe, som smagte skønt (han fulgte for øvrigt denne opskrift – jeg synes, alle hendes opskrifter er gode – og han indskyder, at han blot tog noget suppe fra til børnene, før han puttede chilien i, og lod den koge med til sidst). Da alle var inde igen, satte vi os omkring bordet, og jeg skulle hilse og sige, at det både larmer og fylder meget, når fire børn på 7, 4 og 0 år skal spise samlet.

Når vi sidder om bordet, starter vi med en bordbøn, for det lægger en ro omkring spisningen, og skaber en opmærksomhed på nogle værdier, der er vigtige for os. Bønnen vil uden tvivl være kendt for Steiner-voksne og børn, og den lyder således:

Jorden har os brødet givet
Solen har det skænket livet
Kære Sol
Kære Jord
Takken i vort hjerte bor
Velsignet være maden

Og så dette lille vers efter maden:

Tak for maden, den var god
Den gir helse, kraft og mod

– Velbekomme

Hvis der er noget, jeg ønsker at give mine børn med videre fra deres opvækst, er det en ydmyghed overfor vores jord, og en fornemmelse af, at der findes noget, som er større end individet. At der er en mening, en sammenhæng, og at vi måske nok er atomer i noget meget stort, men at vi hver især med vores tanker, følelser og handlinger, har indflydelse på alt omkring os.

Da børnene havde spist, puttede vi dem og så satte Kristian og jeg os og spiste sammen. Bare os to. I ro og uden stress, og snakkede sammen, tænkte os om, var kærester. Han er nemlig af sted resten af ugen, hvor han spiller koncerter i hele landet, så det var ekstra vigtigt med lidt fokus og voksentid.

Har I nogen spisetids-traditioner?

Processed with VSCO with j4 preset

Sahil fra Indien

Processed with VSCO with a10 preset

Det var den orange turban, der gjorde det. Den fik mig til at dreje om på stolen og sige: “Sikke en smuk turban, hvorfor er den orange?”, så smilede han, og begyndte at fortælle.

Sahil hed han. Han var 23 år, fra Indien og studerede i Barcelona. Nu ville han besøge sin onkel på Ærø. Han smilede meget, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham til min blog, svarede han bare: “Yes, of course,” og jeg fik den tanke, at ting måske slet ikke behøver være så indviklede. Måske man bare kan sige: “ja, selvfølgelig” lidt oftere. Og smile. Og forvente det bedste.

Han fulgte med op på dækket, hvor lyset var bedre, og vi kiggede på solen, og snakkede om, at han var heldig med vejret, for det var dagen før årets første efterårsstorm, og alt var stille og lunt. “Det kommer til at gynge noget mere, når du sejler hjem i morgen,” sagde jeg, og han nikkede. “Det er okay. Alle i Danmark har været så åbne, siden jeg kom for et par dage siden. Alle vil gerne høre om min baggrund.” Gud ske tak og lov, tænkte jeg, så er der håb endnu.

Hans brune øjne, den orange turban, hans hvide tænder i det varme smil: Det hele var så oprigtigt og smukt, og han var et ungt menneske på rejse i verden, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg selv var 23, og havde boet i New York i tre år. Dengang, da jeg kunne begå mig i verdens største byer, talte engelsk i søvne, og mødte nye mennesker hver dag. Dengang jeg ikke i min vildeste fantasi ville have gættet på én eneste af de ting, som udgør kernen i mit liv nu.

Sahil skulle studere i Barcelona i tre år i alt, han havde været der i syv måneder nu. “Hotel manager,” forklarede han – “jeg vil rejse tilbage til Indien og arbejde, når jeg er færdig, men jeg nyder at være i Europa. I Spanien er de bare ikke nær så venlige som her. Måske er det noget med sproget.”

Jeg lærte noget af at komme ud i verden som ung; fandt så småt fodfæstet undervejs, og prøvede kræfter med at være voksen, og jeg kunne se på Sahil, at han også var ved at blive voksen, selvstændig og sikker – og alligevel blot i begyndelsen af sin rejse. Måske kommer der en dag, hvor også han lever et liv, som han ikke har fantasi til at forestille sig nu.

“Jeg er sikh,” sagde han så. “I københavn, ved Vanløse station, har de et tempel, som jeg besøgte i går.”

“Hvor mange gange om dagen beder du?”

“Det er op til én selv, hvordan man gør det, bare man bevarer kontakten,” sagde han.  “- Er du kristen?”

“Det er lidt mere kompliceret,” svarede jeg ærligt. “Men jeg er overbevist om, at gud er kærlighed.”

“Ja, gud er kærlighed,” bekræftede han, og smilede igen.

 

Jeg rydder op

Jeg er ved at rydde op. Helt i bund. Jeg sorterer, smider væk, går alt igennem. Det foregår på flere plan, men lige nu er det især i det fysiske.

Da vi flyttede ind i huset her for snart et år siden, ankom vores ting i en fuldkommen proppet, kæmpestor flyttebil OG en trailer. OG vores egen bil. Møbler, dimser, tøj, instrumenter, bøger, køkkengrej, tæpper og værktøj. Alt var der, og der var for meget af det.

Jeg kan huske, at jeg blev blufærdig, da bagsmækken på flyttebilen klappede ned, og åbenbarede de vældige mængder af alt muligt ved ankomsten til vores nye hjem, og lige dér; inden vi overhovedet havde tømt den, tænkte jeg: Hvorfor sorterede vi ikke mere fra, inden vi fyldte kasserne?

Vi havde foræret en del væk fra vejkanten dagen forinden. Reoler, dukkehuse, lamper, borde, stole, kaffemaskiner, you name it. Men slet ikke nok. Vi medbragte stadig alt for meget, og hvor kom det hele fra? Jo, det kom fra en lyst til at eje. Fra behovet for ti ens kopper og ti af en anden slags oveni. Fra en kærlighed for keramik og kunst og fra min afdøde farmors smukke hjem. Det kom fra et overforbrug og en manglende evne til at takke nej.

Men det er slut nu. Eller, snart i hvert fald. Jeg har gennemtrawlet alle kasserne på loftet, og tilbage står kun børnenes tøj, og så snart den yngste vokser ud af det, ryger sækkene videre i familien (og jeg jubler lidt hver gang.) På samme måde er den gamle stald, hvor der før stod møbler i stakkevis og kasser med alt mellem himmel og jord, næsten tom, for vi har afholdt loppemarkeder og kørt utallige læs på genbrugsstationen og i Røde Kors. Nu kan man høre sit ekko derinde. Det er en god lyd.

Jeg vil have halvtomme hylder, luft, lys og overskuelighed. Jeg vil vide, hvor vores ting er, og hvorfor vi har dem. Jeg vil aldrig igen have for meget.

Jeg nyder at være omgivet af det, der er smukt; trækker inspiration og glæde derfra, men mine ting er ikke mig, og der skal være plads til tomrum, til naturen, til os, og det er vigtigt at vide, at jeg kan leve uden. At det er mig, der ejer tingene og ikke omvendt.

Den anden dag læste jeg det HER indlæg af Majbritte Ulrikkeholm – om hvad vi efterlader os, om at rydde op og skabe ro.

Har du også for meget i skabene og på loftet? Og hvor drømmer du mest om at skabe orden?

 

Bloglovin!

Nu kan du følge min blog og få en e-mail, hver gang jeg skriver et indlæg. Bare følg linket herunder, søg efter “majmy.dk” og indtast din egen mailadresse. Tak for at du følger med!

Follow my blog with Bloglovin