“Var I enige om at flytte til Ærø?”

Så er det mandag. En tåget én her på øen, og fugtig og kølig, men alligevel fin. Vindstille og som en passende landing ovenpå en travl weekend. Juno er syg på den der måde, hvor jeg ikke kan gå to meter fra hende, og hun kun vil sove lur, hvis jeg ligger ved siden af, så jeg har indstillet mig på den slags dag. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville skrive lidt om vores weekend, som var fuld af oplevelser, gæster, god mad og snak. Altså, et indlæg om hvor skønt det er at fejre fødselsdage (samlet!); hvor glad jeg er for, at vi valgte at lave en simpel frokostbuffet, og hvor dejligt det også er at sige farvel til sine gæster ovenpå et vellykket arrangement. Men, det kan jo klares på en enkelt sætning, som I ser, og i går tikkede en kommentar ind her på bloggen, som jeg satte mig og forsøgte at besvare i aftes. Her til morgen er jeg godt nok blevet i tvivl, om jeg egentlig kom rundt om spørgsmålet, men jeg har ikke mulighed for at skrive det igennem qua Junos kænguru-behov, så her er den rå udgave.

Kommentaren er fra Line, og hun skriver blandt andet:

“Kære Maj My
Jeg faldt over din blog for et par dage siden, kan ikke huske hvordan lige nu, men har brugt dagene på at læse alle dine indlæg. Sådan en spændende, anderledes og inspirerende blog du har skabt her – et roligt univers, hvor man møder interessante mennesker, lærer noget nyt og inspireres på mange niveauer. (YAY! Tak. Det er så dejligt at høre.)

Efter at have fået børn spirer tanker om en rolig hverdag – for mig gerne et ø-liv eller et sted på landet omgivet af naturen. (Manden er ikke heeeelt det samme sted) Jeg vil meget gerne høre mere om beslutningen om at flytte til Ærø – var i helt enige om den beslutning? og måske noget så kedeligt som jeres økonomi, altså bare sådan overordnet, hvordan i får hverdagen til at hænge sammen.”

Min første tanke var: “ja, det var en fælles beslutning at flytte til Ærø”, og det var det jo også, med tiden i hvert fald, ellers havde det nok ikke været muligt at gennemføre som familie. Men tanken startede i mig, sådan som de fleste af den slags tanker har gjort det i vores parforhold. Jeg har haft det sådan, at jeg indimellem følte, vi skulle rykke os, og når jeg følte det, var der ingen anden mulighed. Når først jeg kunne mærke det boble i min mave, var der kun én vej: fremad. Sådan havde jeg det, da vi begyndte at tale om at flytte på landet, og da vi så begyndte at overveje Ærø, fik jeg hurtigt den der velkendte fornemmelse af en inderlig og glædesfuld spænding, som jeg efterhånden er begyndt at forbinde med, at noget er meningen. Siden da har jeg skruet ned for min idéstrøm (bare for en sikkerheds skyld), hvilket er nødvendigt lige i disse år, hvor hverdagen i sig selv er et eventyr, og vi ikke behøver yderlige nye input.

Før vi blev forældre, boede vi nogle år i København, og der var vi også det første halvandet år af vores søns liv. Både Kristian og jeg er vokset op med hus og have og skole i nærheden, og da Storm kom udover babytiden, begyndte den slags liv at hive i os: vi længtes efter plads, frisk luft og ro, måske.
Derfor flyttede vi til Svendborg, hvilket ærligt talt var kontroversielt for en professionel musiker (og en journalist), men vi gjorde det (selvom en del mennesker reagerede som om, vi var ved at flytte til Nordkorea). Jeg kan huske, at min mor på et tidspunkt, da vi stadig var i tvivl, sagde til mig: “Hvordan ser det gode liv ud for dig? – Er det byen og dens liv eller en hverdag tættere på naturen og med knap så høj puls?” Jeg var ikke i tvivl.

Når jeg ser tilbage, endte vi det helt rigtige sted. Vi købte et kæmpestort hus med ni værelser i Svendborg; få kilometer fra begge Kristians forældre og midt imellem min familie i Aarhus og arbejdet i København, som stadig kaldte med mellemrum. Det så måske lidt tosset ud udefra; to mennesker og en enkelt lille dreng i den store villa, men vi fyldte den hurtigt med gæster, instrumenter og så – efter et par år – vores tvillinger, som fyldte meget, ikke mindst fordi vi havde rigtig mange besøgende det første lange stykke tid, hvor vi var komplet overvældede af de to babyer og deres storebror, og tog imod al hjælp udefra.

Tvillingerne voksede, og det gjorde vi andre jo også, og vi begyndte at længes efter et liv lidt længere ud på landet. Eller, væk fra alle kasserne, alle forventningerne, travlheden og distancen. Vi kendte nærmest ingen i Svendborg efter fire-fem år, og det ærgrede os, at man boede tæt på hinanden, men lige så godt kunne have været fra hver sin planet, og selvom jeg også er et menneske med et stort behov for alenetid, savnede vi nok følelsen af at være en del af noget større.
Så vi kiggede på huse og landsteder i de små byer omkring Svendborg, men fandt ikke det helt rigtige sted. På det tidspunkt var vi så småt i gang med at planlægge vores bryllup, som vi havde bestemt, skulle holdes på Ærø. Ærø, fordi vi besøgte øen på en kærestetur nogle år tidligere, og faldt for skønheden, den friske luft og roen. Men at bo der? Nej, det var alt for langt væk. For fremmed. Og hvem ville nogensinde besøge os? Kunne man orke at sejle frem og tilbage?

Alle vores nej’er blev til ja’er i løbet af det næste halve år, hvor vi besøgte øen mange gange, og hurtigt fik en omgangskreds derovre. Det var som om, man altid blev grebet af mange hænder, når man rakte ud, og den velvilje, som vi ankom med, blev gengældt tifold. Ølivet begyndte at virke rigtigt. Sejlturen var jo som en slags tvangsindlagt pause i livet; et sted hvor man ikke kan andet end fokusere eller slappe af, og afstanden til resten af verden blev ærligt talt også et plus. Og det er den stadig.

Storm var fem år, og skulle i skole året efter, men vi havde ikke haft held med at finde en skole på Fyn, som føltes rigtig, og for os er det med skolegang ret meget en ting, der foregår i hjertet. Vi havde sågar alvorligt overvejet at hjemmeskole ham, men jeg var nok i tvivl, om jeg kunne fungere som fuldtidsmor de næste mange år, og så var den der pludselig: Ærø Friskole, som stadig har en masse udviklingspotentiale, men som virkede varm og tryg, og som har taget godt imod hele vores familie, og hvor der er rig mulighed for at sætte sit aftryk.

Lige så stille begyndte vi at se os om efter det helt rigtige sted at bo herovre. Vi så på mange huse, satte vores eget i Svendborg til salg, og så – med hjælp fra nye ø-venner – fandt vi vores drømmehjem, som egentlig ikke skulle sælges, men som vi alligevel endte med at flytte ind i et år senere, hvor vi allerede var flyttet til øen, og havde boet til leje i otte måneder.

Vi har ikke fortrudt flytningen, nogen af os. Faktisk er Kristian muligvis endnu mere afhængig af ølivet nu, end jeg er. Ej, det ved jeg ikke. Vi er begge meget meget glade for at bo her. Livet her giver god mening for os. Vi føler, at vi kan være de bedste versioner af os selv; at vi har udfoldelsesmuligheder og samtidig en ro, som vi ikke har fundet så mange andre steder. Men nu du spørger, vil jeg alligevel mene, at jeg skulle presse lidt på i starten overfor Kristian. I udgangspunktet er han nok glad for stilstand, mens jeg er glad for forandring, men heldigvis kan vi efterhånden mødes på midten, så vi ikke behøver rykke os konstant, og heller ikke er nær så bange for nyt. Jeg kan huske, at der skete noget for Kristian, da vi havde tilbragt en sommer i et hus ude på landet på Mallorca, og vi kom tilbage til vores hjem i Svendborg, hvor man kunne se naboer, togskinner og en relativt stor vej fra alle vinduerne. Han sagde, at han følte sig lidt indeklemt, og den følelse har ingen af os her.

I går sad jeg med de tre ældste børn på Ærøs højeste punkt, Synneshøj, som ligger en lille gåtur fra vores hus, mens Kristian trillede en tur med Juno i barnevognen. Vi sad der på toppen med kig over øhavet og markerne, og drak vand og spiste kiks, og snakkede om det dejlige liv. Det område, vi bor i, er meget kuperet, og her er mange fine små huse og gårde, og markerne går op og ned, og er ganske små, og så sagde den ene af mine mellemste: “Her er lige så smukt som et maleri,” og jeg fortalte dem om dengang, vi så huset første gang. Køreturen langs vandet og så gennem det her område, som altid minder mig om Hobitternes “Herredet”; “og vi var solgt til stanglakrids, far og jeg” sagde jeg, og de forstod. “Det var første gang, vi mødte Jan og Ulla,” forklarede jeg, og det er sådan en glæde, at vi er gode venner med de mennesker, som vi købte huset af. Tænk, at det er det, mine børn erfarer: at man kan blive gode venner med så mange mennesker, der bor i nærheden.

Da vi gik ned af bakken lidt efter, spurgte jeg, hvad børnene synes, er godt ved at bo på Ærø, og hvad der er dårligt. Storm på otte svarede hurtigt: “Det gode er udsigten, og vi har nogle gode dage her. Her er ikke så meget støj, heller ikke om aftenen, så jeg kan nemmere sove. Og vi har flere venner end før. Vi havde vi vist kun én ven, nu har vi mange. Det dårlige er, at vi har skidehamrende langsomt internet!”

Og, Line, til dit andet spørgsmål: Økonomi er slet ikke kedeligt. Det er relevant, og det er efter min mening langt mere påvirket af energi, end de fleste tror på. Så jeg vil gerne skrive om vores økonomi en dag, og gør det måske på søndag, hvor jeg også har svaret på nogle spørgsmål til en anden blog.

Tak for dit spørgsmål! Og velkommen her på min blog.

(da jeg sad og skrev i går, kom jeg til at tænke på den første tid her på øen for snart to år siden, og så fandt jeg nogle billeder fra den første sommer, hvor vi boede til leje i “Skovby” i et hus, de kalder “Snippen”. Det var dejligt at bo her allerede dengang.)

Der er ingen lommer i den sidste skjorte

Jeg sidder her ved mit arbejdsbord med kig til en regnstøvet himmel, et hav som går i ét med tågen, og er med andre ikke på vej til Aalborg, hvor jeg ellers kunne høre min søster holde dimissionstale i eftermiddag. Det ville blive for meget i en allerede travl uge, hvor jeg har været væk to dage for at fejre netop min søster.

Livet består af prioriteter. At påstå noget andet er at fralægge sig både ansvar og muligheden for at påvirke livets gang. Livet ér altså sjovere, når vi selv planlægger det. Hver dag træffer vi valg. Store og små: Skal jeg være sur hele dagen, fordi jeg kun fik fire timers søvn, eller skal jeg huske mig selv på, at jeg kan sove, når jeg bliver gammel?  Vil jeg vælge kærligheden til eller fra? Er mit job godt nok, eller bliver jeg nødt til at finde en anden vej? Skal jeg være stresset over at få gæster, eller vil jeg hellere være tilstede og nyde deres selskab?

Helt aktuelt har jeg taget stilling til dagen i morgen, hvor vi efter at have set musical på Friskolen, tager herhjem med vores gæster, og spiser frokost i anledning af Kristians og Storms fødselsdage. 36 og 8 år. Far og søn. Og jeg har besluttet, at vi kommer hjem, og hjælper hinanden med at stille en simpel, lækker frokost klar: Fisk, ost, pølse, pesto, salat, brød. Og desserten? Jeg plejer at bage og bage. Kager, brød, boller, kringler og meget andet. Jeg elsker at bage, men kun når jeg har tid, og det har jeg altså ikke specielt meget af lige nu. Juno har lært mig, at det er okay at skrue ned for ambitionerne. Med tre ret små børn og én helt lille er der ikke andre muligheder, medmindre jeg vil være fortravlet og tabe pusten, og det vil jeg ikke. Så vi skal have frugt og flødeboller til eftermiddagskaffen.Vi kan rydde af bordet i fællesskab og sætte os på gulvet med børnene; snakke med dem og med hinanden. Og så siger vi farvel – laver ikke aftensmad til alle også. På den måde bliver det dejligt at have gæster; det bliver nærværende og overskueligt.

I dag sender jeg min søster de kærligste tanker; i morgen krammer jeg hende her hos os på Ærø, hvis altså jeg kan komme til for børnene. Intet er vigtigere end dem, vi elsker. Vi kan fortryde meget fra vores liv; ærgre os over valg vi har truffet. Vi kan krumme tæer, få ondt i hjertet over prioriteringer som i bakspejler virker forkerte og naive. Men dem vi elsker, dem fortryder vi aldrig, at vi gav vores tid og kærlighed. “Der er ingen lommer i den sidste skjorte”. Vi kan tage oplevelserne, kærligheden, visdommen med os. Alt det andet må vi lade tilbage, alt det andet synes pludselig overflødigt. Også de hjemmebagte kager; så i morgen får vi appelsiner i stedet, fordi jeg har prioriteret samværet over det imponerende bagværk.

Har du valgt noget fra for nylig – eller til? Føler du, at du er bevidste om dine prioriteter, eller sker livet indimellem henover hovedet på dig?

 

Jeg nyder hvert øjeblik lige nu

Jeg har lige sådan en række dage, hvor jeg nyder hvert øjeblik. Min søsters dag i tirsdags, hvor hun blev færdig som jordemoder, var den bedste dag, jeg kan komme i tanke om: Vi dansede og sang til Sia’s “Cheap Thrills” hele vejen til Aalborg fra Aarhus. Fest, fokus og fede moves. Vi snakkede dimissionstale, grinede og glædede os. Selv vores mor og min søsters Henrik rockede med på forsædet, selvom ingen af os helt kunne skjule nervøsiteten. Hendes eksamen gik godt, selvfølgelig Hun bestod med store smil fra censor og vejleder (og bad om ikke at få karakteren, sådan som hun altid gør, fordi hun ikke synes, det siger noget om, hvorvidt man er en dygtig jordemoder), og bagefter krammede hun længe med de to kvinder, som hun havde skrevet bachelorprojekt med. Der var flag på skolen; mange grinende, grædende, lettede forældre, søskende, kærester og nyudklækkede jordemødre, ikke mindst.

Vi spiste frokost, i timevis, hos vores svigerinde og bror og niece i Aarhus, og bagefter gik vi igennem byen med skuldrene helt langt nede. Mørket svøbte os, vi var trygge, lykkelige. Købte sushi og slik, osede i butikker, gloede på det store, glimtende kunstværk i Aros. Vi kom hjem, så “The OA” (gør det! se den!), og så faldt vi i søvn, og sov lidt længe den næste morgen, hvor vi kiggede på min søster dimissionstale, og den er så god, at jeg ikke kan finde ud af ikke at tage hele vejen til Aalborg i morgen igen.

Der er mange flagdage i januar her i huset. Mine svigerforældre har fødselsdag henholdvis den 8. og 10. januar; Kristian har fødselsdag i dag (jaaa! vi har spist kanelsnegle og drukket varm chokolade til morgen; i eftermiddag er der islagkage og frugt på menuen og i aften skal vi på øens pizzaria, før ungerne går kold i nattøj (med/uden børstede tænder) og vi to kysser lidt). Storm har fødselsdag på tirsdag, og vil gerne fejre det for klassen onsdag. I weekenden får vi familien på besøg, og så er Kristian med til at skabe årets musical på Friskolen, som har premiere i morgen. Altså, sådan er det jo bare: Helt helt almindeligt liv med stille og roligt knald på. Det er alt sammen gode ting, tænk at være så heldig. Derfor kan man alligevel godt glæde sig til februar, når alle vinterfødselsdagene er klaret, skiferien nydt og ovre, og der måske falder lidt ro på. Måske ikke. Men måske. Vi øver os jo.

Vi behøver ikke altid rulle med øjnene, når vi siger, at vi har travlt. Nogle gange ville det være mere passende at smile. Hvis det, man har travlt med, er godt, er alt, som det skal være. Det er ikke dårligt i sig selv at have nok at se til: Det skal bare give mening. Det ville være meget værre ikke at have noget at tage sig til end at løbe lidt stærkt for at nå alt det, der er godt. Jeg tror, det afgørende er, om man føler, man bruger sit liv på noget meningsfuldt. Det ville være trist og tomt, hvis ingen nogensinde kaldt. Hvis der aldrig var noget, man kunne hjælpe med, ordne, tage sig af.

Så jeg smiler i disse dage. Skynder mig glædesfuldt. Overvejer, om jeg skal tage færgen kl. 07:35 i morgen og køre til Aalborg for at høre min søster holde tale. Eller om jeg skal blive hjemme og gøre klar til fødselsdag i weekenden. Jeg smiler, og rydder op, støvsuger, bager boller og kager. Køber ind til lørdagens familiefrokost med musik i ørerne (ja, “Cheap Thrills”) og kan ikke lade være med at danse langs kølediskene i Netto (åh, hvem der bare kunne danse igennem byen i fuldt firspring uden at nogen opdagede det – eller rynkede på næsen, i hvert fald.)

Kan I også indimellem glæde jer over dage med knald på? Eller trænger I (også) mest til lidt ro?

 

I dag har jeg sommerfugle helt ud i fingerspidserne

I dag bliver min søster færdig som jordemoder. Om en håndfuld timer står hun på skolen med en færdiggjort uddannelse under sine vinger, og jeg tror næsten, hun kommer til at lette, men jeg har lovet ikke at love for meget herinde, for hun tør ikke helt tro på det. Før vi kan lade propperne springe og skuldrene falde, skal hun forsvare sit vigtige bachelorprojekt om mødre, som føder for tidligt, og jeg glæder mig så meget på hendes vegne, at jeg har sommerfugle helt ud i fingrene.

Min søster bliver en fantastisk jordemoder. Det tør jeg godt sige, sådan med fuldkommen sikkerhed, på trods af at hun altid har tvivlet på sig selv, og aldrig helt har turde tro på, at hun er god nok til noget. Som jordemoder er hun det mest rolige og tryghedsinducerende væsen, man kan tænke sig, og også det ved jeg uden tvivl, for hun har været med ved alle mine fødsler. Min søster har ikke haft det mest gnidningsfrie liv; der har været usikkerhed og sorg omkring hende, siden hun var barn, men måske det netop er på grund af de udfordringer, hun har mødt undervejs, at hun er sådan én, som kan mærke ting: Hun fornemmer stemninger, oplever uden forsinkelse hvordan andre har det, og så har hun den der fingerspidsfornemmelse af, hvilken retning en situation bevæger sig i. Min søster er allerede en fremragende jordemoder. I dag får hun bevis på det.

Tanja, som hun hedder, selvom vi aldrig kalder hende andet end Tata, var med til mine to første fødsler, før hun så meget som overvejede at blive jordemoder. Faktisk overvejede Kristian og jeg det længe inden, hun selv gjorde. Vi sagde det til hende for otte år siden, da hun skulle med til Storms fødsel: “Tror du ikke, du skal være jordemoder?” og igen da hun havde været med ved den næste. Men hun afslog, troede måske ikke, at hun var god nok, og startede i stedet på bandagiststudiet i Sverige. Men så, for godt og vel fire år siden, da hun var droppet ud fra den anden uddannelse og kommet tilbage til Danmark, sad vi sammen en aften i hendes og Henriks lille lejlighed i Aarhus C, og snakkede om, hvilket studie hun skulle søge ind på. Det lød noget i retning af: “tandlæge vs. læge vs. jordemoder” og endelig, efter mange timers snak frem og tilbage, åbne studiehåndbøger over alt på gulvet og en helt masse mærken-efter, sagde hun: “Jordemoderstudiet bliver min førsteprioritet,” og jeg åndede lettet op. På det tidspunkt havde jeg også oplevet hende til min tvillingefødsel, hvor hun havde støttet både Kristian og mig undervejs, hun havde taget billeder, holdt min hånd (og mit ben, og hun havde åbnet sin madpakke med hvidløgsfrikadeller under én af mine veer, men den fik hun hurtigt lukket igen…!), og hun havde en ro og forståelse under hele forløbet, som fik mig til at tænke, at hun nok har været jordemoder i et tidligere liv.

Og nu (om nogle timer i hvert fald) er hun det også helt og aldeles i dette liv, og det glæder mig dybt, dybt. Det bliver en lettelse for hende at få fri fra skolen, for good. En lettelse af blive færdig. Fremtiden kalder, og det er hendes valg, hvad hun gør. Der er en stor frihed i at være færdiguddannet. Hun kan søge job på Skejby, som hun allerede kender godt, tage et vikariat i udkanten eller rejse til den anden side af jordkloden. Hun kan alt.

Mange år har min søsters liv handlet om andre behov end hendes. Da hun blev student, var vores bror meget syg af kræft, og hendes gymnasietid handlede mest af alt om at fylde så lidt som muligt i en familie, der var presset til det yderste. Da hun startede på sin første uddannelse i Sverige, var vores far lige død, og hun kunne ikke holde ud at være der; behovet for at være tæt på os andre, trak hende hjem igen. Men nu, endelig!, skal det handle om hende, og det er så vigtigt, at hun selv vælger det næste kapitel. I første omgang har hun valgt, at hun og hendes dejlige kæreste rejser til Malaysia, og jeg håber, hun kan finde ud af at ligge på stranden og trække vejret heeelt ind; jeg håber, det vil ligge dybt i hende, at hun har klaret det, at nu venter en ny begyndelse. Resten af hendes liv ligger for hendes fødder. Må lyset altid skinne på hende, og må hun lære at stille sig i det, brede armene ud og tage imod.

Da Juno blev født for godt og vel et år siden, var det min søster, der var med mig hele vejen. Hun sagde det, der fik mig til at slappe af, blive i min krop, have tillid. Hun udstrålede en selvsikkerhed, som satte Kristian fri til at fokusere på at holde om mig og være tilstede i nuet. Hun tog imod vores datter, lavede børneundersøgelsen et par timer senere, og spiste ostemadder med Kristian og den garvede ø-jordemoder i køkkenet. Da min svigerinde fødte hjemme i hendes og min brors stue et halvt år senere, var det også med min søster ved deres side. Det føles ret eksklusivt og rørende sådan at have sin helt egen familiejordemoder.

I dag er vi nogle stykker, som kommer til at juble af lykke, tude af lettelse, kysse hende af stolthed, når hun kommer ud fra sit oplæg, som jeg og Henrik har hørt ti gange det sidste døgn. Så, verdens dejligste søster; min kvinde-soulmate, mine børns knuselskede moster: Tillykke med i dag og med alle de andre dage. Du er vores alle sammens yndlings. Du er det mest beskedne, opofrende, intuitive menneske, jeg kender.

Min svigerfar, Erik fra Baghdad

Min svigerfar kommer tit her hos os på Ærø, og han er højt skattet af både store og små. For det meste har han sin Susanne med (“bedstemor Sus“); andre gange kommer han alene. Uanset er det en gave at have bedsteforældre, som er en del af familiens liv, og dem har vi mange af hos os. Erik, som min svigerfar hedder, er sådan en ægte farfar, ligesom dem i bøgerne. Han læser højt med sin dybe fortællerstemme, bygger og saver og banker dagen lang, holder i hånd, og spørger interesseret ind til børnenes tegninger og skoleopgaver. Og så fortæller han historier, så både børn og voksne sidder på pinde med enorme, stirrende øjne og knap tør trække vejret af spænding. Historier om småkagerov i mormorens hjem i Holbæk; om skiferier, glemte madpakker, fisketure og forbudte cigaretter, og så er der historien om hans femårsfødselsdag, dengang han boede i Baghdad. Den historie hørte børnene og jeg for første gang for bare et par måneder siden, og da vi i den forgangne weekend fejrede farfars fødselsdag her hos os på Ærø, poppede den op igen.

Dengang Erik var dreng, hed han Rezu, og boede i Baghdad. Rezu blev født i Irak som søn af en irakisk revisor og en dansk kvinde, som havde mødt hinanden i London, og det var et liv ganske fjernt fra det, jeg forbinder med min svigerfar i dag.

“Vi havde en masse venner i Baghdad, der var en del af en engelsk enklave, vi kom sammen med. Vi mødtes i svømmeklubben, og hjemme hos hinanden, og min mor havde blandt andet en veninde, som vi kaldte “Auntie Mary.” Nogle dage før min femårsfødselsdag var auntie Mary på besøg, og hun sagde, at jeg skulle komme hjem til hende på min fødselsdag, så havde hun en gave til mig. Det gjorde stort indtryk, så aftenen før min fødselsdag gik jeg i seng med tøj under pyjamasen, og i løbet af natten vågnede jeg flere gange for at tjekke, om det ikke snart var morgen. Den sidste gang jeg vågnede, var det så småt ved at blive lyst – klokken har måske været fire om natten – og jeg smuttede ud af sengen, ud af lejligheden og videre ud på gaden. Auntie Mary boede i et hus nogle kilometer fra os, og det var nok lidt farefuldt at begive sig af sted på den måde, for der var mange løse hunde i Baghdad, og der skulle overvindes en del angst for at gå gennem byen, men jeg nåede frem, og bankede på Auntie Marys hoveddøren, men ingen kom og åbnede. “Hmm,” tænkte jeg – “måske de sover længe?” Så jeg smuttede over til soveværelsesvinduet, og bankede på der, indtil en noget omtumlet Auntie Mary åbnede vinduet, og så forbavset på mig. “Auntie Mary, I’ve come to get my present,” sagde jeg oprigtigt, og hun tog mig med indenfor, hvor jeg fik min gave, før jeg blev fulgt hjem igen.”

Børnene grinede højt, da de hørte historien, og det gjorde jeg vist også. Billedet af den lille dreng i Baghdads gader på en mission for at hente sin fødselsdagsgave – og tanken om en farfar så langt væk i et fremmed land, på et andet sprog, omgivet af mennesker og farver, dufte og lyde vi ikke kender, er så spændende, at vi alle sammen stillede mange flere spørgsmål, da historien var slut. “Hvordan var svømmeklubben?”, og: “boede I virkelig i et højhus?”
Siden flyttede Rezu, som senere begyndte udelukkende af bruge sit andet navn, Erik, med sin mor og lillebror til Danmark, hvor han kom på kostskole, før han som stor dreng tog ud at sejle. Historien rummer meget mere end det, naturligvis. Nu er min svigerfar farfar til fire og bedstefar til to, og han har et alsidigt liv med mange eventyr og forandringer bag sig, og er et varmt menneske, som altid er klar til at hjælpe med alt fra børnepasning til praktiske opgaver. Jeg har kendt Erik i mere end ti år, og vi har begge to rykket os meget på den tid. Vi er kommet tættere på hinanden, har måske flere fælles værdier og prioriteter, og jeg elsker at have ham tæt på. Jeg har ikke min egen far længere, men Erik udfylder det tomrum for os alle sammen.

Hvad er jeres relation til bedsteforældre/svigerforældre/børnebørn/etc? Og har jeres familie også historier, som I elsker at høre igen og igen?

 

Dengang (for et par dage siden), da jeg havde en Nokia 105 i 22 timer

Kristian forærede både mig og sig selv en Nokia 105 i julegave. Vi skal være mindre skærmafhængige, mere nærværende, var tanken. Vi havde snakket om det længe; nu gjorde han noget ved det. Jeg fik lidt panikangst allerede samme aften: armen altså; hvad med min blog? Jeg tager de fleste billeder med mobilen. “Det kan du stadig,” sagde Kristian. “så overfører du dem bare, når du logger på wifi’et næste gang.” Men hvad med Spotify? Jeg er afhængig af musik, når jeg for en gangs skyld er alene og hjemmefra. “Du kan stadig høre alle dine downloadede sange,” sagde han så. “Og downloade flere, når du er på nettet.”

Heldigvis gik der et par uger, før han fik bestilt nye simkort. Jeg havde ærligt talt ikke planlagt at minde ham på det. Men så gjorde han det af sig selv i sidste uge, og 24 timer senere lå de i postkassen. Seriøst? Så hurtig kommer posten da aldrig til Ærø. Men jo. Der var de: to nye simkort. Tak. Kristian satte med det samme sit i den lille, handy Nokia, og så var han i gang. Kodede omtrent 50 numre fra sin 800 numre lange kontaktliste i iPhonen over i den nye telefon “og de fleste er sjovt nok ærøboer”, sagde han. Han var glad. Alt virkede simpelt, hans liv var med ét mere overskueligt. Smilende skrev han sms’er på ganske få ord, og det tog lang tid, men “det ér altså nemmere end på en touch screen.” Jeg holdt mig tilbage. Simkortet i min iPhone var aflyst af Yousee for flere dage siden, men jeg nød egentlig de 48 timer uden telefon overhovedet. Det var befriende, at ingen kunne ringe eller skrive. Sådan lidt som en ferie, men på hjemmebane. Til sidst knækkede jeg dog simkortet ud, og satte det i Nokiaen (uendeligt betryggende var det at erfare, at det samme simkort i et snuptag ville kunne blive et lillebitte iPhoneværdigt simkort, skulle jeg få det behov), og så var jeg ellers tilbage i 00’erne, og jeg kunne med det samme mærke, at det ville blive et kort og genstridigt bekendtskab. Mest af alt var det den manglende interface til sms’er, der gik mig på. Jeg skriver måske to sms’er om dagen; dem vil jeg til gengæld kunne klare hurtigt og smertefrit, og ehlst skal der være overskud til at skrive i hele sætninger, men alt var sort på Nokiaen, skærmen var for lille, og pludselig lå mine beskeder fordelt i ind- og udbakke i stedet for tråde. “Hvad var det nu, vi aftalte?” spurgte jeg mig selv, inden jeg undlod at svare min veninde på hendes spørgsmål vedrørende besøg den efterfølgende aften. Jeg kunne ikke finde den foregående besked, og gav op. Jeg kunne ikke skrive på det der tastatur, messede jeg indvendig, mens en forbistret vrede over Kristians store overskud smeltede enhver gejst. Jeg magtede ikke at holde den samme tast nede igen og igen for at fremkalde et punktum. Min indstilling lugtede langt væk af underskud – og af skærmafhængighed.

Og så, efter 22 timer, gav jeg op. Ahhh: iPhone. Adgang til nettet uden problemer. Så kunne jeg pludselig lige logge på bloggen og redigere det nye indlæg. Så kunne jeg pludselig overskue at skrive en sms til min veninde. Og…så kunne jeg pludselig komme på facebook og mail uden forsinkelse.

Nu arbejder jeg mere målrettet end nogensinde på at gå offline, når ikke jeg rent faktisk sidder foran min computer, og har besluttet at være online. Jeg gider ikke tjekke facebook sådan lidt hovedløst, lidt ved et tilfælde, hver anden time dagen lang. Kristian har været på facebook max fem gange siden den 15. december, siger han. Og han savner det ikke. Selvfølgelig. Hvad er der at savne? Altså, jeg ved det jo godt, ik? Det der med at scrolle i min feed er støj. Det er dødt rum, død tid. For mig, i hvert fald. Så jeg lader være, så godt jeg kan. Og jeg har bedt min mail om ikke at gøre opmærksom på det, hver gang der sker noget derinde.

Det er ellers ikke fordi, jeg er en frontier-profil, når det kommer til elektronik. Egentlig interesserer det mig ikke meget, og jeg sætter nærmest en ære i ikke at købe nyt uden grund. Min iPhone er fire år gammel, og den dør på tolv minutter, hvis den ligger i min jakkelomme, når der er koldt udenfor. Den crasher ofte, når jeg vil tage et billede, og den har ikke plads til mine sms’er, men egentlig er det rart nok at slette dem fra tid til anden. Min iPhone er, hvad den er, og ikke et kvæk mere end en helt okay telefon med nogle features, som nok ikke er sunde for mig, men som jeg har svært ved helt at slippe. Og med en sms-funktion, som jeg åbenbart ikke kan leve uden.

Kristian og jeg har i flere år snakket om, at mennesker aldrig er alene med sig selv mere. Tredive sekunder i en elevator? Jamen, så forholder vi os til hundredevis af mennesker på facebook, til vores mail og måske til instagram. Vi er næsten aldrig bare os selv. Tilstede med vores tanker. Vi når ikke at bare være, mærke: “hvordan føles det at være på vej til møde?” “Hvad synes jeg egentlig om den nye opgave på jobbet?” “Hvilken vej vil jeg helst cykle hjem i eftermiddag?” Vi er næsten aldrig bare. I stedet forholder vi os til hinanden hele tiden; på sådan en lidt overfladisk, ikke-oprigtig måde hvor vi kigger på udvalgte brudstykker af hinandens liv.

Og så er der Kristian. Han er glad for sin Nokia. Jeg tror, han nyder stilheden. Trives med roen. Som altid læser han i de pauser, hvor jeg skriver, eller kigger på en skærm. Han læser, og bliver klogere, jeg gør noget andet, og synes faktisk også, at jeg bliver klogere. Vi er jo forskellige, også han og jeg. Men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil læse mere og scrolle mindre, og jeg arbejder på det. Det er ikke en elitær, nedladende fantasi, nej, det er et dybtfølt og oprigtigt ønske om at være mere tilstede i mit liv, og jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, hvis jeg gør alvor af det. Men Nokia-bruger bliver jeg nok ikke igen, til gengæld linkede min ven til denne telefon i Kristians Nokia-tråd på facebook (haha – dét er en selvmodsigelse), og måske er den lige præcis det, jeg drømmer om. Så skal jeg bare lige tage mig sammen til at smide 2000 kroner den vej. Og det sker ikke i morgen, kan jeg godt mærke.

Hvad med jer? Hvor er I i forhold til telefoner; skærmtid, afhængighed og ønsker?

Fuldmånen i mit liv

Lyset i disse nætter med fuldmånen optager mig. Jeg synes, det er så smukt. Jeg har ligget vågen og set gennem tagvinduet på himlen, drejet mig efter den store, hvide skive og kigget på børnenes ansigter ved min side; badet i sølverfarvet skær, blåt lys i krogene. Jeg har aldrig før kendt månen så godt som denne vinter. Mon jeg for hvert år fremover vil kende den bedre endnu?

Det er interessant hvordan noget, som man slet ikke tidligere har haft et forhold til, pludselig spiller en rolle i ens liv. Det er lyset, jeg mener. Lyset var ikke nærværende for mig, før vi flyttede til Ærø. Pludselig kan jeg se de lange skygger, som solen kaster over markerne sidst på eftermiddagen. Pludselig kan jeg se forskel på klokken fjorten og klokken sekstens lys. Jeg kan skelne det meget skarpe fra det mere blide; det gullige fra det hvide, og når solen spejler sig i månen, er lyset helt særligt. Og det er netop det, der sker ved fuldmånen: Vi betragter solens lys, der spejler sig i månen, og det er lyset fra dette fulde spejlbillede, som vi kalder en fuldmåne. Den fuldendte cirkel kaster en sølverfarvet løber over havet foran vores hus; jeg ville ønske, alle mennesker kunne se det. Det er så smukt, at jeg står længe og kigger. I vinden på gårdspladsen, ved soveværelsesvinduet med børnenes åndedræt bag mig, om natten gennem vinduet, når månen pludselig er bag ved huset, i trætoppene. Havet glimter. Det ser ud, som i Tolkiens Hobitten, når Elrond, Thror og Gandalf står i månelyset ved vandet og læser, og det ser ud, så jeg ville ønske, jeg kunne indfange det med mit kamera, men det kan jeg overhovedet ikke (og alligevel har jeg gjort forsøget).

Mange ting har vi ikke her på øen. Det opdager jeg, når jeg tager til København, som jeg gjorde i sidste weekend, eller bare til Svendborg. Vi har ikke en helt masse butikker; caféer eller storcentre. Men vi har dem, som jeg synes, jeg skal bruge (med undtagelse af her i januar, hvor Rikkes købmandsgaard er lukket, og den savner jeg). I stedet har vi noget andet; vi har naturens nærvær, hver dag. Min mor besøgte os for et par uger siden og under en gåtur, hvor vi talte om vindens akutte indflydelse på temperaturen i vores hus, spurgte hun: “Men, synes du ikke, det er meget rart, at du kan mærke, når vejret skifter? At det er tydeligere?” Og jo, det synes jeg oprigtigt. Jeg nyder, at årstidernes skiften er uundgåelig, at jeg bemærker, når det blæser, og opdager når det sner – selv hvis det kun er i nogle få minutter. Det giver mening. Det giver mening på så dybt et plan, at jeg næsten ikke kan forstå, at det ikke gav mening, før vi flyttede herover. Men det gjorde det ikke. Da optog andre ting mig, og det er helt okay. Det er kun godt, at vi er forskellige.

Bliver jeres søvn forstyrret af fuldmånen? Eller nyder I også bare det skønne lys?

 

Tilbageblik #1

Jeg tænker på at skrive en serie fortællinger fra mit liv. “Tilbageblik” vil jeg kalde dem. Det er ikke tanken, at det skal være inddelt i livskapitler med titler som “barndommen” eller “uddannelsen”, men nærmere isolerede beretninger – og indimellem noget mere generelt. Nedslag i mit liv. “Tilbageblik”. Men det må tiden vise; egentlig gør jeg nok bedst i at lade være med at sætte alt for firkantede rammer op. Det skal nok blive godt; Jeg håber, I har lyst til at læse med?
For at være fair vil jeg nævne, at det ikke er min egen idé at skrive de her tilbageblik. “Laver du ikke en livsportefølje på din blog?” skrev min veninde, og fortsatte: “Sådan, hvor du i brudstykker fortæller om dit liv? Jeg ved slet ikke, om det er noget du har lyst til at dele, men du har trods dit korte liv allerede mange livsfortællinger.” Jeg blev smigret, og svarede: “Hvad for eksempel?” Jeg kan ikke huske noget, synes jeg, eller måske drukner jeg nærmere i summen. Man når en del på 34 år. ung er jeg jo heller ikke. Men så kom min svigerinde med samme forslag, og min søster kunne huske nogle ting, som hun syntes, jeg skull skrive om, og nu har jeg nedfældet overskrifterne på de første fem Tilbageblik på en lap papir, og så ser vi, hvor det ender.

Da jeg var 26 og nybagt mor, skrev jeg sammen med en anden nybagt mor via et mødreforum på nettet (Slyngebarn.dk), og på et tidspunkt skrev hun noget i retning af: “Shit, du har nået meget.” Jeg var mor, snart færdiguddannet journalist, og havde boet i NYC i fire år. Jeg havde været ved min brors side gennem hans kræftsygdom, havde begravet min far, og sendt ham på alkoholafvænning inden da. Jeg havde mødt manden i mit liv, og havde mødt mange andre før det, og nu sad jeg i en lejlighed i København med min lille søn, og var nok lidt omtumlet. Trængte nok til lidt ro.

Der er gået otte år, siden kvinden, som blev min veninde, skrev, at jeg havde haft travlt, og der er endnu en gang sket meget i mellemtiden: Fra et enkelt til tre børn i ét snuptag og videre til den fjerde. Fra København til villa i Svendborg og så til landsted på Ærø. Fra fastansat journalist til ghostwriter til arbejdet med unge mennesker. Til mine bøger, min blog, mit måske hårdeste år, behovet for stilstand NU.

Mange af de ting, der engang syntes som præstationer i mit liv, er blevet mindre væsentlige. Det er ikke fordi, mine erfaringer er overflødige som sådan, men de er ikke nær så aktuelle som tidligere. Jeg har dem i mig, men de er ikke en del af min daglige tankerække, de er ikke en del af min aktive bevidsthed. Mine erfaringer har formet mig, det er klart. Hvert et skridt vi tager, skylder vi et vist niveau af bevidsthed. Hvert et skridt er en del af rejsen, og rejsen er mere meningsfuld, hvis vi selv er med til at skabe den. Men jeg fremhæver ikke længere mine erfaringer som medaljer dinglende fra brystet. Jeg fortæller ikke alle om mine oplevelser.

Der har været var år i mit liv, hvor det meste virkede ufrivilligt, og jeg har været bange for at miste, og jeg har mistet. Men fra min ståsted her og nu er det hele smukt og meningsfuldt. Jeg vil sige, at jeg ikke ville bytte noget af det hårde med en nemmere løsning, hvis jeg fik chancen. Den, jeg er i dag, kunne jeg måske ikke have været uden. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg tog verden på mig, da jeg som tyveårig rejste ud i den, stod på egne ben, og skabte et liv fra ingenting et fremmed sted. Det samme gjorde jeg, da jeg rejste hjem igen for at være sammen med min familie i en svær tid. Jeg levede livet. Jeg har altid levet livet. Meget få dage er jeg gået igennem med lukkede øjne, men selv med åbne øjne kan man indimellem intet se; selv fra bjergtinden med kig til alle verdens hjørner kan man miste overblikket. Livet bringer os overblikket bid for bid, dag for dag, og jeg kan stadig kun se brudstykker, hele tiden kommer der nyt til, hele tiden forstår jeg lidt mere. Nogle dage er det som om, det hele forsvinder igen for en stund. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad meningen er med dit liv, men jeg begynder at have en fornemmelse af, hvad mit formål er. Hvorfor jeg er kommet hertil; hvad jeg skal lære denne gang. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har lært det endnu, at der er meget uudfoldet potentiale. Jeg træder stadig ved siden af gang på gang. Det er stadig en aktuel del af mit liv at tænke: “Åh, hvorfor forstod jeg det ikke,” når jeg ser så lidt som nogle måneder tilbage, og observerer mig selv. Sådan er livet, når vi tillader os at blive klogere. Så må vi indimellem acceptere, at vi for blot et minut siden ikke var så bevidste, som vi er nu, og med den indsigt følger også en utvivlsom vished om, at vi heller ikke nu ved alt. At den vigtigste erkendelse er netop det: Jeg ved ikke alt, og det er okay.

I “Tilbageblik” vil jeg skrive om enkelte hændelser og om generelle oplevelser. Om hvorfor jeg droppede ud af gymnasiet og om at køre tværs over USA som 21-årig med et menneske jeg aldrig havde mødt før; om ikke at drikke alkohol, nogensinde, og om at sige mit faste job op midt i det hele. Jeg vil fortælle om, hvorfor min familie og jeg flyttede til Svendborg og så Ærø, om Kristians og mit bryllup og om dengang jeg var lige ved at dø. Om alt det jeg tænker, det er interessant at læse om og om det, jeg har lyst til at nedfælde, fordi det måske ellers ville blive glemt.

Jeg har lyst til at skrive her, at mit lille liv startede i en kvistlejlighed ved Sct Pauls Kirke i Aarhus. Ejendommen var mine forældres, og de solgte den efter nogle år, og købte en villa i skovbrynet i Højbjerg fem kilometer derfra. Fem år senere solgte de også den, og så flyttede vi ind i det rækkehus få meter fra min folkeskole, hvor mine søskende og jeg voksede op. “Der var mere trygt,” sagde min mor, som ikke brød sig om at være alene hjemme med sine børn i det andet hus, hvor baghaven mundede ud i skovens ubelyste mørke. Hvem var vi? Vi var min mor, min far, min lillesøster, lillebror og jeg. Og, jeg, hvem var jeg? Jamen, jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske så meget, brudstykker hist og her og måske mest af alt det, jeg har set på fotos i de vinylindbundne albums fra mine forældres bogreol. Men jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er, og noget om hvorfor jeg er og hvordan, og jeg håber, I vil læse med og ikke mindst dele jeres egne historier og tanker med mig undervejs.

Hvilke historier ville I fortælle, hvis I skulle lave nogle nedslag i jeres liv?

Jeg vil huske at sige tak

For fire år siden begyndte jeg at føre en taknemmeligheddagbog. Sådan én, hvor jeg hver dag skrev fem til ti ting, som jeg var taknemmelig for. Store og små. “At vi har fået frisk fisk til aftensmad/At vi skal have besøg af vores gode venner i eftermiddag/At vi kan drikke vand fra hanen i Danmark.”
Den slags og meget andet. Sådan skrev jeg for en tid hver dag, og efterhånden blev det til en vane at være taknemmelig. Man kan sige, at taknemmeligheden blev en livsstil, lige så vel som det modsatte kan være det.

Jeg ved, at min faster og hendes veninde sender hinanden en sms med en lignende liste hver dag, og at Katie, som netop har været på besøg, gør det samme med sin gode ven i L.A.. Ved at dele taknemmeligheden, gør vi den til en aktiv, bevidst del af vores liv, og det siger sig selv,at det føles mere glædesfuldt at være taknemmelig end det modsatte.

Men jeg kan godt glemme det. Indimellem (i perioder sker det dagligt) ryger jeg ned i en spiral af “det her er fannemer hårdt,” og så kan jeg godt lige glemme, at, ja, det er hårdt at have fire børn og være øm i kroppen af søvnmangel, men hvor er jeg dog velsignet, at det er derfor, jeg er øm i kroppen og ikke fordi jeg har knoklet med fysisk opslidende arbejde hver dag de sidste 15 år, eller fordi jeg har ligget på en tynd madras ved siden af mit alvorligt syge barns leje hele natten. Ikke at vi ikke må være vores egne problemer nærmest, sådan er det helt naturligt, men derfor synes jeg alligevel, vi skylder os selv og hinanden at holde fast i proportionerne, og ikke mindst, når vi rent faktisk har set den anden side, når vi har kendt til stor smerte og sorg, sådan som jeg har det for år tilbage. Når vi har mistet og vi har været bange, har vi også pludselig muligheden for at være mere taknemmelige, fordi vi har indsigten til at værdsætte alt det smukke, som er omkring os.

Min blog her er en hudløst ærlig omgang. Hvis jeg nogle gange kommer i tanke om, at jeg har skrevet noget herinde på en måde, så det fremstår anderledes, end jeg selv synes, virkeligheden er, ændrer jeg det med det samme. Jeg vil frem for alt være oprigtig, når jeg skriver her, velvidende at min sandhed ikke er endegyldig, men den er min, og jeg har et ønske om aldrig at foregive noget. Derfor brokker jeg mig også nogle gange herinde, og et par gange har jeg kastet håndklædet i ringen og skrevet med store bogstaver om, at jeg synes, det kan være noget så hårdt at være mor til små børn. Fordi; det kan det. Uanset at dem i Aleppo mister deres børn, forældre, søskende og hjem kan det være hårdt at stå i et tørt og varmt hus i Danmark med fire højrøstede unger og lave aftensmad. Uanset at der er hungersnød og krig kan det være stressende at leve et helt almindeligt, dybt priviligeret liv i Danmark med smuk udsigt, frisk luft og et køleskabet spækket med god mad. Det kan være hårdt, ja, for det ér hårdt at gøre sit bedste, det er hårdt at være i livet – gennem udfordringer udvikler vi os, men så skal vi rejse os igen, børste skuldrene og komme videre. Når vi ligger os i sengen om aftenen, Kristian og jeg, sukker vi nogle gange, og så griner vi heldigvis som regel bagefter.
“Åh, shit mand, hvor er der knald på!”
“Ja, phew!”
“Men de er raske og søde.”
“Ja, det er de. Det meste af tiden, i hvert fald.”
“Vi har det sgu godt.”
“Helt vildt.”
“Godtnat.”
“Godnat.”
“Zzzzzzz.”

I dag er jeg taknemmelig for:

At Juno har været glad hele morgenen (efter en periode hvor hun ærligt talt har været det modsatte det meste af tiden)
At jeg skal mødes med et dejligt menneske om lidt og lave et portræt af hende her til bloggen
At det går (om ikke godt så i hvert fald) okay med at skrue ned for sukkerindtaget
At jeg havde en dejlig weekend med Katie i København
At jeg er hjemme igen fra København
At Kristians giga-køkkenhave lykkedes så godt sidste år, at vi spiser hjemmedyrkede kartofler endnu, og skal have dem til middag i aften
At nogen har fået den ide, at jeg skal lave et skriveforløb for unge på Ærø på biblioteket
At Kristian og jeg har besluttet ikke at lave flere weekendaftaler for foråret, før vi ved, at der er overskud til det
At jeg udsatte et møde, som ikke passede ret godt ind i vores dag i dag, og så viste det sig, at den anden part også gerne ville skubbe det
At jeg nåede at komme i bad i morges, hvilket sker yderst sjældent

Hvad er du taknemmelig for i dag?

24 timer som skal nydes fuldt og helt

Jeg er helt klart mere alene med børnene end Kristian. Eller, det har jeg været i hvert fald, og så nåede jeg frem til, at jeg ikke magtede det. At jeg var ved at gå i stykker af gentagelsen; de flere månedlige nætter, morgener, dage der føltes som en kamp mod tiden, mod mine børn, mod mig selv. Og jeg sagde “jeg kan ikke mere,” og Kristian aflyste og skubbede alt, han kunne, og der faldt ro på. Han var hjemme næsten hele tiden; det har han været nu i nogle måneder.

Og så i dag er jeg på vej væk, lige nu sidder Katie og jeg på færgen, alt er vådt og diset og der har været islag udenfor huset derhjemme dagen lang, men nu smelter det, og det drypper, og færgen er ligeglad, som altid maser den sig vej gennem bølgerne, de masser af vand som adskiller os på øen fra alle andre, maser den sig igennem igen og igen næsten hele døgnet.
Og det er mig, der er på vej væk, ikke Kristian, og jeg kommer hjem igen i morgen eftermiddag, og et sæt bedsteforældre er sammen med Kristian og børnene nu, og der bliver garanteret lavet god mad, og kaffen damper, og farfar spiser chokolade i smug, og bedstemor strikker, og alt er helt sikkert okay. Men alligevel er mit hjerte lidt tungt, min mave lidt presset, præcis som jeg ved, Kristians er det, når han tager væk, fordi der var kaos i huset, da jeg satte mig i bilen med Katie og kørte; fordi børnene råbte, og Juno græd, og vi forældre kunne have smidt os på gulvet og råbt i afmagt, men i stedet rejste jeg mig, og pakkede mine ting. Og tog af sted. Og jeg synes sgu, det er lidt svært. Men, siden da er bedsteforældrene ankommet.

Jeg gentager det for mig selv: Nu læser farfar højt for børnene, og bedstemor har Juno på armen, og Kristian sidder måske et øjeblik, og får pusten. Han er ikke alene, så det skal nok gå. Og Katie har drømt om det her døgn i København, bare hun og jeg, hun har bestemt, hvor vi skal spise, og hvor vi skal bo, og jeg glæder mig. Vi skal alt det, jeg godt kan lide: god mad, læse, kage (nevermind mit sukkerstop.) Det bliver godt. Det skal det blive. Jeg kan ikke være bekendt ikke at nyde roen, når nu jeg har valgt at tage væk – men det er alligevel lidt svært, ik? Alt skal helst være perfekt, når man tager væk i 24 timer, men intet er jo perfekt, så jeg skal i virkeligheden øve mig i bare at være.

Jeg plejede at flytte mig hele tiden; rejse mange gange om året, bevæge mig fra ét sted til et andet flere gange om ugen, jeg boede årevis i et andet land, i mange forskellige bydele og lejligheder, og nu er jeg pludselig meget stationær. Jeg har slet ikke lyst til at bryde rytmerne. Når jeg er presset, har jeg brug for forudsigelighed, åbenbart. Når jeg tidligere kunne rejse til den anden side af jordkloden uden at have booket et hotel hjemmefra, må det have været fordi, jeg havde overskud til det; fordi det ikke kunne gå galt, fordi der ikke var andre end mig selv at tage hensyn til. Selv hvis det gik galt, var det en del af oplevelsen. Når mine børn bliver større, håber jeg, at spontaniteten vender tilbage igen; i hvert fald noget af den.

Nu sidder vi her sammen, Katie og jeg, og vi griner næsten hele tiden. Det har vi altid gjort. Heldigvis har vi været sammen så mange uger, måneder, år af vores liv, at det er nemt. Vi har sovet side om side i årevis i hendes værelse i Brooklyn, vi har rejst sammen, vi har kendt hinanden i snart halvdelen af vores liv.

Hvad skal I i weekenden? Og hvordan kunne I drømme om at tilbringe 24 timer hjemmefra?