Mød et menneske – Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Hun må være næsten lige så høj som huset, tænker jeg, mens jeg banker på den grønne dør i den mintfarvede facade. “Niels Bondo” står der på skiltet, det var hendes fars navn, og han blev født i Ærøskøbing, og nu er huset sommerhus for Lillian Bondo, hendes mand Tage, og deres fire børn. Lillian åbner hurtigt, og ja, hun er høj, og hun er smilende. Præcis som på fjernsynet. Vi har talt i telefon engang (om nogle bogreoler) og skrevet sammen (om julekalendre og freelanceartikler), og min søster og hende støder med mellemrum på hinanden i deres fælles fag. Det er måske derfor, hun er så spændende; fordi der bare ér noget ved de jordemødre? De fleste kvinder, som har født, kunne godt tænke sig at være fluen på væggen i et rum med en gruppe af hendes slags og høre om det grumme og det smukke, det lette og det ubærlige. Lillian træder et skridt tilbage. “Vil du låne et par strikstrømper?” spørger hun, og er allerede halvvejs oppe af den gamle, lakerede trappe. “Kom med.” Ovenpå er væggene uendeligt skrå, gulvet er malet gråt og dørene er grønne med røde detaljer. Hun bukker sig over en rejsetaske på sengen, og trækker et par hjemmestrikkede, regnbuefarvede sokker op. “Sådan! Nu skal vi have te.”

Mød Lillian: dybt professionel, hurtigtsnakkende, passioneret formand på et fagområde som vedkommer alle mennesker

Lillian Bondo, jordemoder og formand for Jordemoderforeningen med 2500 aktive og studerende medlemmer.
Mor til fire – heraf én jordemoder, og bedstemor til to (snart tre) børnebørn. Gift med Tage.
Bosat syd for Hornbæk, født 1953 og opvokset i Odense

“Hvordan er du kommet til tops?” spørger jeg som det første, da vi sidder ved det kridhvide spisebord med udsigt til gårdhaven og et gult anneks. Og så griner Lillian. Højt.
– Jeg tænker slet ikke på, at jeg er til tops. Vi har en flad organisation, så man klatrer ikke derop, men jeg er blevet valgt fire gange siden 2001, så jeg foretrækker selvfølgelig at tænke, at jordemødre kan lide det, jeg står for, siger hun.

Lillian taler hurtigt, og hendes beskedenhed bliver næsten skjult i talestrømmen, men den er der hele vejen gennem samtalen. En vedvarende, oprigtig (- kvindelig?) beskendenhed.

–  Jeg får indimellem spørgsmålet, om ikke jeg savner at være jordmoder, og jeg kan næsten tabe kæben. Jamen, jeg er da lige så meget jordemoder nu, som jeg altid har været! Tidligere gjorde jeg en dyd ud af, at jeg ikke skulle være leder, men på et tidspunkt indså jeg, at måske var dyden at finde ud af, fra hvilken rolle man bedst kunne styrke kvindens og familiens fødselsoplevelse. Nogle er strategikere eller driftsledere, nogle forsker eller underviser, andre har en privat praksis eller er i en ultralydsklinik. En jordemoder er ikke kun hende ved fødelejet.

Lillian Bondo har været uddannet i over tredive år, og kender faget indefra og udefra, i alle hjørner og kroge, og indimellem tager hun en uge på én af landets fødegange, og så rapporterer hun på sin facebookprofil om sine oplevelser.

– Jeg får ofte mails fra kvinder, der skriver, at de gerne vil være jordemoder, fordi de er så vilde med spædbørn, og jeg bliver nødt til at vende deres argumentation på hovedet, når jeg svarer, for som jordemoder skal man netop yde den krævende opgave, der sikrer, at man selv har spædbarnet mindst muligt. Man skal gå ind i det for familiedannelsen. Når et barn kommer til verden, bliver nogen mor, nogen bliver måske søskende, måske er der en far eller en mor mere eller ingen partner overhovedet, og alt det skal man være en ressource i at få bedst muligt fra start.

Hvem skal være jordemoder?
– Hvis du vil være jordemoder, tænker jeg, at du også skal kunne magte det besværlige; lort og bræk og sved – og angst. Angsten hos den fødende for at det ikke går godt og angsten i dig selv, måske, over det store ansvar, du står med. Du skal kunne skuldre det, både hos familien og i dig selv og vokse med de oplevelser, du får undervejs. Da jeg var på mit 2. studieår, og vi havde om den sygeligt forløbne graviditet og om senaborter, gik jeg pludselig helt i brædderne, og jeg frygtede, at jeg ikke kunne være jordemoder alligevel. Men det slog mig, at jeg selv havde haft en ufrivillig abort i uge 21 nogle år forinden, og sammen med en psykolog arbejdede jeg oplevelsen igennem for at finde ud af, hvad min angst var for én. Senaborter og spædbarnsdød er jo en trist og sørgelig del af jordemoderfaget, men også nødvendig og naturlig. Der hersker en lidt romantisk forestilling om, at jordemoderarbejdet er yndigt, men jeg vil sige, at man må rigtig gerne have oplevet noget lort, ærligt talt, inden man kaster sig ud i det. Hvis man trækker sig, første gang nogen kaster op i ens træsko, så har man spildt sin egen tid og samfundets ressourcer.

Hvornår vidste du, at du skulle være jordemoder?
– Efter min abort i 1979 fandt jeg ud af, at det betød noget, om der var nogen, som tog sig af én, når man havde det svært. Jeg havde aldrig før været opmærksom på jordemoderfaget som sådan, og jeg ved godt, at mange af mine kolleger har haft drømmen om det med sig fra de var børn eller unge, men dengang gik jeg på universitetet, og havde fabriksarbejde, og min verden bestod ikke af børn.

Hvad betyder dit fagområde for dig i dag?
– Det er ikke kun min professionalisme, men også min passion. Jeg har været vildt forelsket i mit arbejde, siden jeg startede på skolen, og jeg bliver stadig overrasket over dybderne, når jeg ser kolleger folde sig ud. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er helt uden en livline ind til mit job, og det føles godt. Det bor i mig. Der kan være enkelte stunder, hvor jeg ikke er helt optaget af det – for eksempel når jeg er sammen med mine børnebørn, som nok får mere opmærksomhed end mine egne børn fik, men selv dér kan telefonen ringe.

Hvad er jordemødre for nogen?
Mange opfatter jordemødre som nogle lidt stejle ”vi alene vide”-typer, og vi er måske lidt besværlige. Men det skal vi også være, for det vi kan, er en mærkelig og fantastisk krydsning mellem noget socialt, psykologisk og medicinsk, og der er så mange discipliner på vores felt: Gravide, fødende, ammende, unge, seksualitet, stofmisbrugere, socialt udsatte, folkesundhed. Men i virkeligheden er det meget nemt: Det handler om følgeskab. Vi møder kvinderne, følger dem, passer dem, slipper dem igen, og møder dem måske påny, når de skal have næste barn. Det er ikke så meget “patientforløb” som det er “livsbegivenheder”, og derfor arbejder vi i et tankesæt, der er lidt anderledes end på sygehusene i øvrigt.

Hvad er det fede ved at være jordemoder?
At le. Der er så meget latter, så meget glæde. Jeg tror, det smitter, at man har mange ting, man er glad for, og jeg synes, jeg har mange kolleger med et stort talent for at se det muntre – både læger, sosuer og jordemødre. Man kan sagtens have et forløb, hvor man tænker, at der er ikke meget at grine af i dag, men så er der alligevel en tendens til at finde lyset. Jeg har aldrig leet så meget med andre, som jeg har sammen med jordemødre. Sidst jeg havde en uges tid med vagter, var i august, og da der var vagtskifte en dag, kom en jordemoder ind, og satte en tupperwarebøtte på bordet. Det sker jo ikke så sjældent, at nogen kommer med bagværk, men ud af den her bøtte kom en kæmpestor næsehornsbille, som hun syntes, vi skulle se, og jeg tænker stadig på den fjollede bille, og hvordan hun fandt på det.

Hvor kommer munterheden fra?
Jeg tror, vi er meget koncentrerede omkring noget, som er så vigtigt, at der er behov for lethed også. Man kan have været med i en fødsel, som er lidt hård: med gråd, opgivenhed, høje lyde, blege fædre og så videre, og så kommer man ud, og det er faktisk endt rigtig godt, og der er nogle glade forældre og en lille lækker unge inde på stuen, og man er brugt som ind i helvede, og så er reaktionen som oftest galgenhumor. Et overskud af glæde midt i trætheden.

Lider I under at være et kvindefag?
Nej, jeg synes, det er et fag, som på godt og ondt er et kvindefag. Godt på alle de talenter og den indføling, som vi mestrer, og ondt fordi samfundet agter vores kvindeindsats ringere end ingeniørens byggetillladelser til carporte. Jeg mener; selvfølgelig er det vigtigt, at carporte er sikre, men det er altså også vigtigt, at nye mennesker kommer sikkert til verden, og jeg er vred over vores løn. Løn er jo dannet med historiske baggrunde, og det er svært at sprænge de forventninger, når først noget er mejslet i sten, og der skal politisk vilje til for at ændre det markant. Men indimellem lykkes det med baggrund i ændrede vilkår, og det er mit ønske at gøre opmærksom på vores store ansvar og de udfordringer, som vi oplever på vores egen krop, hvilket vores løn ikke afspejler.

Lillian ser ikke frustreret ud. Men fokuseret.
– Jordemoderfaget er den tidligste sundhedsprofession med autorisation. Vi blev autoriseret før lægerne, i 1714, og allerede i 1537 sagde Peder Palladius: ”Har I en god jordemoder, I Dannemænd, da skøn derpå, thi hun er vel sin løn værd”, men her snart 500 år efter, synes jeg stadig ikke, at Dannemænd påskønner vores jordemoder i hendes aflønning.

Hun tager mobilen, afviser et opkald, skænker sig selv en kop te. Her i sommerhuset kommer hun og Tage, deres børn og børnebørn flere gange årligt. “Tre måneder har der været nogen i huset i år,” siger Tage, og det er de glade for. “Vi har de dejligste naboer.”

Lillian kører fingrene over panden, og tænker sig om.
– Altså, jordemødrene anno 2016 har travlt, og de har for lidt tid til at gøre arbejdet færdigt, men heldigvis har langt de fleste fødende den samme jordemoder under hele deres fødsel alligevel. Jeg mener, en fødsel er et dagsværk. Der skal være en normering, så enhver fødende har den hjælp, hun skal have, og hvis der er et stort dokumentationskrav, så skal vi kunne gøre det ordentligt. Det kan suge mange kræfter ud af folk at stå i en fødsel fra kl. 23-04, og så er det altså ret barsk at gå ind til en ny fødsel kl. 04:30. Lederne prøver selvfølgelig at dele sol og vind lige på afdelingerne, men normeringerne er simpelthen ikke gode nok.

Hvordan har du selv født?
Jeg fødte vores to første på sygehuset – jeg tror slet ikke, jeg vidste, at der var et alternativ. Vores tredje fødte jeg hjemme; med gode kolleger, herunder min bedste jordemoderveninde og studiekammerat, som er jordemoder her på Ærø. Den sidste fødte jeg på sygehuset på grund af komplikationer i graviditeten, men da jeg var blevet jordemoder, var hjemmefødsel mit førstevalg – som det i øvrigt er for rigtig mange jordemødre.

Lillian siger farvel foran det lille, fine hus i Vestergade. “Dér boede faster Egidia, inden hun købte det her hus,” siger hun, og peger skråt op ad gaden. “Ærø var min fars fødeø, Ærøskøbing hans by. Han døde i 2001, og vi savner ham stadig, så navnet bliver på døren, så længe huset er mit.”
Hun står i ude efteråret, og peger, og fortæller, og man tænker, at det er godt, at både de fødende og jordemødrene har en stærk og hurtigtsnakkende kvinde til at tale deres sag.

 

Mød andre mennesker på bloggen:

Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone

Parforholdssnak – 3. Del

Velkommen til den tredje parforholdssøndag her på siden. Jeg har tidligere skrevet om at tale sammen og om at dyrke noget i fællesskab i parforholdet og jeg har fået en del mails og beskeder fra læsere, som hepper på, at jeg skal blive ved med at skrive.

I dag skal det handle om at skændes. Overskriften kunne være: “I skal skændes, og så skal I blive venner igen”, men det her er jo ikke et dagblad, så der er ingen rubrik. Til gengæld kan I kommentere under indlægget, og det håber jeg, I vil gøre.

I starten af vores forhold skændtes Kristian og jeg ofte. Over aftensmaden/under gåturen/midt i filmen/over alt/til hver en tid, og min mor betroede mig engang, at hun ofte havde haft lyst til at løbe væk og gemme sig, når bølgerne gik højt mellem os. Vi skændtes ikke hele tiden, til gengæld gjorde vi det uden forsinkelse, når vi var uenige om noget som helst. Vores stemmer steg i volumen, vi smed hænderne opgivende i vejret, og udvandrede med stor dramatik (måske mest mig), for så at vende tilbage lidt efter og bliver venner igen. Sådan er det stadigvæk, nu sker det bare sjældnere.

“Men,” sagde min mor, “jeg lærte jo, at jeres diskussioner betyder, at problemerne aldrig vokser sig store imellem jer,” og det gjorde mig stolt, at hun sagde det, fordi det er noget, vi har været bevidste om, siden vi mødtes – det med skænderierne. Vi ville sådan set gerne skændes – i hvert fald langt hellere end vi ville vokse fra hinanden. Vi ville diskutere for at blive klogere, komme hinanden nærmere, og vi var fast besluttede på ikke at efterlade små splinter indeni, som kunne risikere at vandre op i hjertet.

Vi skændes sjældent nu, og når vi gør, er det som regel mere diskussioner end skænderier, men det ændrer ikke ved, at vi stadig siger det (prompte), hvis noget føles eller lyder forkert. Vi er blevet meget bedre til at bevare roen, træde ud af følelserne og sige det, vi mener, fra et anerkendende sted. For det meste. Andre gange råber jeg “fuck!”, og går min vej. Til gengæld kommer jeg hurtigt tilbage, og det er efterhånden mange år siden, jeg smed min cykelhjelm i gulvet i ren og skær afmagt.

Min pointe omkring konflikter er, at i stedet for at øve sig på at undgå dem, bør man øve sig på at gennemføre dem ordentligt og blive venner igen. Jeg tror, mange er bange for konfrontationen, fordi de frygter, hvad der kan ske. Nogle har en bagage med sig, som har traumatiseret deres følelser omkring enhver konflikt, og det tager tid at blive tryg. Men alle kan lære at diskutere uden at tabe hovedet. Dybe indåndinger kan være en hjælp. Det kan bevidsthed omkring konfliktens potentiale også.

For vi vokser gennem konflikterne, og det er kun, hvis tonen bliver destruktiv, at det er et problem at være sure på hinanden et øjeblik eller to.

Mit råd er: Tag konflikterne! Vær ikke bange for konfrontationen. Man skal kunne korrigere hinanden uden at falde helt ned i følelsesgryden, og man skal lære at drage en rationel konsensus  af uenigheden.

Imellem Kristian og jeg handler det efterhånden mest om måden, vi siger det på, når vi ikke er helt enige. Vi har erfaret, at konflikterne er et effektivt redskab til at blive klogere, og vi øver os i at holde det så kærligt, som vi kan, når vi synes, at modparten er på afveje. Vi prøver at gå over broen til hinanden, og selvom vi indimellem taler med store bogstaver, danner de ikke grimme ord, for det er helt sikkert, at der aldrig kommer noget godt ud af at smide destruktive gloser på hinanden. Nedsættelser, hån og sårende kritik skal ikke være en del af et parforhold; den slags gør skade længe efter, det bliver sendt af sted.

Jeg tror og håber, at mine børn lærer, at konflikter er en naturlig del af livet og ikke noget, man behøver frygte. Jeg tror, de ved, at et skænderi som regel ender med et kram eller et undskyld, og jeg fornemmer, at de stoler på, at diskussioner er en god måde at komme videre på. Derfor synes de alligevel ikke, det er rart, når vi er uenige, og de beder os stoppe, eller råber: “hold op med at være uvenner,” og så holder vi inde, og fortæller vi, at vi bare er uenige, men at vi stadig elsker hinanden (og ofte tror de, at vi skændes, når vi i virkeligheden blot har gang i en passioneret snak uden skyggen af konflikt.)

Konflikter er ikke nederlag eller svage punkter – de er et redskab til at vokse og komme tættere på hinanden.

Skændes I,? Hvordan, hvornår? Hvad var det sidste, I skændtes over? Hvordan har I det med konflikter?

Læs 1. del her, 2. del her, 4. del her og 5. del her

Hvorfor blogge? Og hvad med privatlivet?

Line skrev en kommentar herinde for et par uger siden, som fik mig til at nedfælde nogle tanker om det med at blogge, men det er først nu, jeg har haft mulighed for at skrive dem ned:

Lines opfordring lød:

“Hvis du har lyst til at fortælle om det, så kunne jeg godt tænke mig at høre om dine overvejelser over at blogge om hverdag, familieliv og mennesker omkring dig, i forhold til privatliv. Jeg har selv prøvet at starte en blog op flere gange, men jeg standser altid ved, at jeg føler, at det bliver for privat at dele ud af mit liv – og især nu, hvor jeg har fået børn. Men samtidig inspireres jeg af dem, der gør – så tak for det!”

Hej Line,
Jeg har også brugt flere år på at komme i gang med at blogge, og jeg har sågar haft en blog her på www.majmy.dk for to-tre år siden, som jeg lukkede igen efter et enkelt indlæg. Det gjorde jeg, fordi det gav mig koldsved pludselig at stå på den her selvbestaltede platform, som folk måske (forhåbentlig) ville tjekke med forventingen om, at der var nyt at læse, og jeg blev nervøs for at løbe tør for tanker (og tør for læsere.) Derfor blev jeg også tør i munden, hver gang jeg tænkte på at skrive et indlæg, så jeg fortsatte med at “blogge” på facebook nogle år endnu.

Men så – for et par måneder siden – blev jeg opfordret til at blogge, og jeg tænkte: Ja! Nu gør jeg det!
– Og det er jeg så glad for!

Da jeg læste din kommentar, var min først indskydelse, at min blog ikke er særligt privat, men jeg ved godt, at det er helt ude i skoven, fordi… det er den jo. Men, jeg har en klar tanke om, hvad jeg vil med den, og måske derfor føles det ikke “privat” for mig at skrive her. Min ambition er ikke at referere mit eget liv 1:1, men derimod at dele erfaringer, som rummer et mere alment, måske endda eksistentielt, perspektiv. Det fungerer med andre ord ikke for mig at beskrive en oplevelse fra mit eget liv, hvis ikke der er en dybere mening med at gøre det. Derfor er min blog jo lige så privat som så mange andre, men jeg kan bedre forsvare overfor mig selv at bruge mig selv og mine omgivelser, når jeg ved, hvad jeg vil med det.

Og til det med at “dele ud at mit liv”: Helt overordnet er jeg et et ret ærligt menneske, som gerne fortæller om mine skyggesider, og så er jeg uddannet journalist, og har tidligere haft en klumme i et dagblad, som også var tæt på. Det er med andre ord ikke fremmed for mig at være åben, heller ikke i det offentlige rum.

Jeg synes, du skal springe ud i at blogge, hvis du ikke kan lade være. For mig krævede det et ret konkret skub fra mine søskende (og deres kærester), som havde brugt en aften (bag min ryg!)  på at snakke om, at jeg skulle starte en blog, og da jeg indvendte, at “jeg har ikke noget at skrive om?”, rullede de med øjnene, og opremsede en liste emner, som jeg havde udbredt mig om på det seneste, og som de syntes, jeg skulle skrive om. Jeg tror, vi skal gøre det, vi føler en stærk drift mod, også selvom det er angstprovokerende. Der er jo mange måder at nedtone det private på i en blog og alligevel være både vedkommende og interessant. – Giv lyd hvis du kaster dig ud i det, så vil jeg læse med!

Kh Maj My

maj-my-logo-final

 

Hvilke blogs læser I og hvorfor? Hvad er jeres tanker om privatliv og offentlighed? Og blogger I selv (hvor og om hvad?)

Anbefaling: Se den gratis – se den nu!

Leonardo Dicaprio – yes, ham fra Titanic, Catch me if you can og så mange andre mega-busters – har brugt de seneste tre år af sig liv på at rejse kloden rundt i en jagt på svar på, hvad vi kan og skal gøre, før klimaforandringer ødelægger den planet, som vores liv afhænger af.

Det er der kommet en smuk, gennemarbejdet og meget aktuel film ud af fuld af både uundgåelige fakta, fascinerende indsigter og, ikke mindst, tro og håb. Vi kan nå det! Det er ikke for sent!

Se filmen, som varer lige over en time HER på National Geographics hjemmeside gratis (og med engelsk undertekster) eller HER på youtube.

God weekend!

before-the-flood

 

 

Jeg skal ikke være hjemmegående

Det har taget mig fire børn og tre barsler at erkende, at jeg ikke kan eller skal være hjemmegående. Det har taget mig knap otte år at finde frem til, at jeg ikke er glad som fuldtidsmor, uanset hvor gerne jeg vil det et andet sted i mit hjerte.

Men jeg føler mig bundet, bliver bitter og frustreret, når jeg ikke har mulighed for at skrive, kommunikere eller tænke mig om uden afbrydelser. Jeg tæller dagene, glæder mig til aftenerne, kan kun tænke på at finde lommer af frihed. For jeg er jo sammensat, ligesom alle andre; et nuanceret væsen med både det ene og det andet, der trækker i mig. Mine børn trækker i mig, de sidder i mit hjerte, og fylder det ud. Mit arbejde har tag i min sjæl; ordene vil ud, ellers visner jeg.

Og jeg må indrømme, at det er svært for mig at være på barsel. Jeg længes efter andre ting, samtidig med at jeg selvfølgelig (heldigvis) også nyder tiden med det lille nye menneske. Og jeg tør efterhånden stå ved, at jeg har ikke fået fire børn, fordi jeg elsker babytiden. Junos og mine dage derhjemme er efterhånden lange; vi padler, og hun keder sig, når ikke vi er sammen med andre på hendes størrelse. Mens hun sover sin ene lur, som varer mellem en time og halvanden, kaster jeg mig (uden en lyd) foran computeren, og skriver, skriver, skriver, og jeg er bumstille – tør knap rejse mig for at fylde koppen igen – og katten kommer udenfor, døren lukkes forsigtigt, og en dag da skorstensfejeren kom forbi, og vækkede Juno 20 minutter inde i hendes lur, græd jeg.

Alligevel elsker jeg jo mine børn, og jeg kan længes efter dem. Jeg trækker dem ind til mig om natten, og jeg løber til lågen ved børnehaven, hvor de står og hopper. Men jeg løber hurtigere, når jeg har haft tid til at fordybe mig i noget andet for en stund.

Derfor er Juno så småt startet i dagpleje. Hun bliver 11 måneder om en uge, og er yngre, end de andre har været, da jeg vinkede farvel til dem første gang. Heldigvis er hun indbegrebet af robusthed, og det i sig selv er helt nyt for mig. Mine andre børn har haft langt sværere ved at lande i nye situationer, de har ikke været lige så vant til den larm og det menneskemylder, som hun er født ind i. Så Juno griner, når vi parkerer foran dagplejemor-Hannes hus. Hviner, når hun ser de to, små piger derinde. I tirsdags var hun der for første gang uden mig, og hun smilede, da vi vinkede farvel.

Men det er ikke for Junos skyld, at jeg afleverer hende om morgenen. Det er for min. Hun ville elske at hænge på min arm det næste lange stykke tid, det er jeg sikker på. Også selvom hun keder sig indimellem.

Og alligevel skriger noget i mig på frihed. Det skriger højt. Så jeg balancerer mine behov og hendes, og holder hendes dage korte – ligesom hendes søskendes.

Så nu sidder jeg her – og skriver. Helt alene, uden min baby. Og jeg elsker det, og jeg er øm indeni og hudløs, hudløs. Pludselig glæder jeg mig til at hente hende igen kl. 12:30. Pludselig ser alting anderledes ud.

 

Om den musik der skaber os

Sangerinden Trille døde for et par uger siden, og så kom jeg til at tænke på hende. Ikke at det var noget nyt – jeg havde også tænkt på hende dagen før, da jeg sang én af hendes sange for min lille datter, og jeg havde tænkt på hende dagen før det.

Jeg er vokset op med Trilles musik. Ikke på en meget bevidst måde hvor jeg var skarp på hendes politiske holdninger eller private erfaringer, nej, hendes musik var helt enkelt underlægningen til min barndom, og hun rejste med videre i mine hovedtelefoner som ung og voksen. Jeg holder af hendes ord, melodier og stemme, og jeg synger Trilles sange for mine børn. Det er hendes sange (og kun ganske få andre), jeg kan udenad.

Igennem tiden har jeg hørt mange sange som noget helt andet, end det de måske i virkeligheden var. Én af mine yndlings-Trille-sange hedder “Ser for sig hvordan hun danser” og jeg har sunget med på den hele mit liv, men jeg forstod først ordene, da jeg blev voksen, og læste teksterne i LP-coveret hos mine forældre. Jeg havde altid troet, at hun sang: “Ser hvor Savotten den danser, ser hvor Savotten den..,” og jeg så for mig et smukt fabeldyr, en form for elverlignende skabning, der dansede i skumringen, men i virkeligheden er det historien om en mand som vender hjem, og mens han går mod sit mål ser han for sig “hvordan hun danser.”

Nogle dage efter Trilles død opdagede jeg, at alle hendes tekster lå på mit skrivebord på computeren i en pdf, så jeg altid lige kan tjekke teksterne, inden jeg synger dem højt. Og dér fra skrivebordet så hun tænksomt på mig, og hun så smuk og følsom ud, men jeg blev ikke trist. Fordi hendes musik det samme, uanset. Trille har været med til at forme mig og min vej, og hun vil være en del af min historie, til jeg selv skal videre her fra.

Sidste vinter læste jeg Brødrene Løvehjerte op for Storm, min ældste, og vi læste de sidste kapitler en aften, hvor han lå på sengen, og lyttede, og trak dynen over hovedet af frygt for alt det onde, og stillede mange spørgsmål. Og så, da historien var slut, lå han stille i mørket, og en tåre løb over hans kind, og han sagde, at det var en god bog, og spurgte: “Vil du synge den sang om, at han kommer hjem, men hun er væk?” og det ville jeg selvfølgelig, så jeg sang Trilles sang, og Storm græd mere, fordi teksten flere tårer ud af ham, og det kan være så forløsende at græde.
Bagefter lå vi næse mod næse og vidste, at Jonathan og Tvebak levede videre et andet sted, og vi vidste, at der er en mening med livet, også selvom det kan synes håbløst. Og så snakkede vi om, at kærligheden ikke kan vente for evigt, at man skal elske, når man kan. Og det forstod han, og vi lagde os tæt sammen, og faldt i søvn.

Ser for sig, hvordan hun danser

en mand han vender hjem, han går ad gammelkendte spor
– og græsset gror –
længe var han væk, åh så længe væk
og savnede sådan sin kvinde ser for sig, hvordan hun danser ser for sig, hvordan hun…

(…)

men døren ind til huset står på vid, vid gab – og græsset gror –
gulvet er så vådt efter al den regn,
og endelig så står han stille
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(…)

der hænger en kjole over en stol
– og græsset gror –
den dufter lidt endnu, bare lidt endnu, så glider den ned på gulvet
han ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

så går han ud ad døren, går ad ukendte spor – og græsset gror –
himlen er så lav og så brister den
så græder himlen for ham
ser for sig, hvordan hun danser, ser for sig, hvordan hun…

(det startede tidligt med de hovedtelefoner. Her ses jeg anno cirka 1987 i min fars tegnestue i Aarhus)

Vi hørte meget musik i mit barndomshjem. Særligt min far skruede højt op, og kaldte på os børn, som skulle høre med. Vi lyttede til Bob Marley, Trille og jazz, men jeg tror, at jeg har hørt en del mere musik end nogen af mine forældre, for jeg har levet i en tid med hovedtelefoner og transportabel musik, og i tyve år af mit liv bevægede jeg mig hver dag gennem alt med tætsluttende hovedtelefoner over ørerne og en walkman, så discman, så iPod nu iPhone i lommen. Jeg har slæbt rundt på mapper med cd’er i min taske, og jeg kunne skifte cd med én hånd uden at lave ridser. Jeg har hørt musik i Aarhus, København, New York, tværs over USA, igennem hele verden, i Kina, Norge, det meste af Europa, Thailand, Indien, over alt. Lige så mange timer som jeg har lyttet, lige så meget forskellig musik har jeg hørt. Det er umuligt for mig at lave lister: Jeg kan ikke prioritere hverken kunstnere, albums eller genrer. Men Trille har en særlig plads i mit hjerte, og jeg skrev et brev til hende, da Storm var lille, og fortalte, at jeg sang hendes sange for ham, og hun skrev tilbage på solgult papir, at hun var taknemmelig for at leve videre i børnene.

Musik er så stor en del af vores verden.

Hvad hørte I som børn? Og hvad hører I nu? Hvilket album er jeres yndlings – nu og dengang? (lige nu, i disse måneder, hører jeg ekstra meget Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes)

“Mød et menneske” – denne tids fiskerkone

Det her er en historie om et menneske, der besidder en beundringsværdig ro og robusthed. Et måske lidt stille portræt af en kvinde, som på mange måder er af en anden tid, og som rummer dybder, hun ikke altid går og bryster sig af, men som hendes børn mærker hver dag. Hun er mor til fem, og når hendes mand er på havet tre uger af gangen, igen og igen året igennem, får hun uden den mindste tøven livet til at klappe for familien derhjemme.

Mød Louise: Mor, hustru, søster, datter, ærøbo – og loppefundsekspert, indretningsnørd og ganske snart butiksejer.

Louise Bisgaard Pelle, f. 1977
Ansat på Den Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing
Gift med Jørgen, mor til Sofie, 16, Johanne, 13, Carl-Emil, 11, Magnus, 8, Bjørn-Anker, 1
Født og opvokset på Ærø

– Jørgen siger ofte: ”Sådan er det bare,” og det gør jeg nok også, nu jeg tænker over det. Det er en indstilling til livet om, at jeg i bund og grund accepterer mine omstændigheder, og får det bedste ud af dem. Jeg har i virkeligheden ikke så store krav, bare jeg er sammen med min familie.

Louise Pelle sidder ved spisebordet på den lysegrå gård på Ærø. Herfra har hun udsigt over havet, som i dag er blåt og kruset, og markerne er grønne, og der går heste derude, og den sorte hund ligger i entreen, og sover. Det er midt på dagen, og kun Bjørn på ét er hjemme hos sin mor. De kigger på hinanden over bordet, giner, og stikker hovederne sammen. Bjørn er den yngste i Louises børneflok på fem styk. Han er seks år yngre end den næsteyngste, og – indrømmet – ikke helt planlagt.

– Bjørn er et skæbnesbarn. Jeg ved jo, at en dag sidder jeg herhjemme alene, og den dag kommer hurtigt, for børnene herovre flytter typisk hjemmefra som sekstenårige. Men Bjørn har rykket grænsen for, hvornår jeg ikke har børn i hjemmet længere, og så kan jeg håbe, at til den tid, er Jørgen til gengæld kommet hjem.

Louise, som er høj, og har langt lyst hår, falder naturligt ind i de store lyse rum på gården med de håndplukkede møbler og vaser, billedrammer og skulpturer, og man tænker, at her hører hun til, og det føler hun stærkt. Her på Ærø; på sin og Jørgens gård, børnenes barndomshjem tæt på vandet, tæt på familien. Hun kører sin hånd over Bjørns lyse, bløde krøller, og trækker ham op på sit skød, hvor han falder ind i hulen mellem hendes skulder og bryst. Hun siger, lidt tøvende, at hun måske ikke vant til at sætte så mange ord på sig selv, men hun vil gerne gøre et forsøg.

Hvordan har du det med at være fiskerkone, og være den, der bliver hjemme hos alle børnene her i 2016?
– Jørgen var allerede fisker, da jeg mødte ham for tyve år siden, så jeg har altid vidst, at sådan var det. Og når nogen spørger, hvordan jeg klarer det, plejer jeg at svare, at børnene jo ikke er kommet på én gang. Men det kan selvfølgelig være hårdt, specielt de dage hvor der er fodboldtræning, så svømning og derimellem et arrangement på skolen, men det betyder ikke meget for mig, om jeg har tre eller fem børn med i bilen. De bliver ældre, lærer at gøre en masse ting selv, og de hjælper hinanden.

Hvad gør du, hvis de alle sammen er syge på én gang? De der aftener, hvor man løber fra det ene værelse til den andet med hostesaft ? Har du ikke nogle gange lyst til at råbe ”Neeeeej!” og bare skride?
– Jeg har ikke oplevet at have flere syge børn på én gang, tror jeg.

Ej, det passer jo ikke…
– Nja, måske er jeg god til at fortrænge det, men jeg synes ikke, jeg har prøvet sådan noget..

Louise drikker sin te, lader skuldrene falde. Hun sidder foran en enorm opslagstavle med billeder af alle fem børn fra de blev født til nu.

– Selvfølgelig er sårbarheden der; selvfølgelig kan jeg føle mig alene, men jeg synes, Jørgen og jeg er gode til at få snakket, og indimellem meget mere i telefonen, end når han er hjemme, for her fylder børnene meget.

Bliver du sur over, at han sejler rundt ude på vandet, mens du står her med så meget om ørerne?
– Nej, aldrig, siger Louise, og griner så. – Jo, det gør jeg da. Jeg har da været så sur. Jeg har tænkt, at han havde den nemme tjans, og jeg har følt mig snydt. Men det er ikke rigtigt; han går jo glip af tiden med børnene, og de bliver hurtigt store. Jo flere børn vi har fået, jo sværere er det for ham at være hjemmefra. Heldigvis er han glad for sit arbejde, han har lavet det samme i 30 år, og nyder det, og vi kan stadig være nyforelskede, fordi vi ikke altid er sammen.

Savner du ham, når han er væk?
– Jeg glæder mig, til han kommer hjem, men han skal på den anden side ikke ringe og sige, at han kommer tre dage før tid. Så bliver jeg lidt presset. Vi har jo vores hverdag herhjemme, børnene og jeg, som er uafhængig af ham, og som kører efter ret faste rutiner, hvor jeg ved, hvad vores planer er den næste uges tid. Det er ikke fordi, han ikke må være en del af det, men jeg arbejder ud fra en forestilling om, at jeg skal være alene.

Tænker du på dig selv som en gammeldags fiskerkone?
– Jeg sætter en ære i vores liv, men med årene har jeg også indset, at jeg nok er en hård negl. Alle spørger, hvordan jeg klarer det, men det er jo ikke noget, jeg lever højt på. For mig er det bare sådan, det er. Jeg vil ikke banke i bordet og sige, at Jørgen skal komme hjem. Vi skal jo tjene de penge, og hvad er alternativet? At vi begge arbejder fuldtid? Jeg har tit tænkt: Hvad er vigtigst? Og for mig er svaret, at én af os er sammen med børnene hver dag. Hvis vi begge var væk fra 8-16, skulle børnene død og pine i SFO, uanset om de ville eller ej, og de har altid helst ville hjem.

Louise ser frem for sig, puster til teen, og sætter Bjørn ned på gulvet, hvor han finder en legetøjsbil.

– De gange hvor jeg har haft lyst til at smide mig på gulvet og græde af selvmedlidenhed, kan tælles på én hånd, men jeg kan godt synes, at jeg er bagud med alting, og at det hele sejler. Så siger jeg fra – jeg vil hellere undvære en vagt på arbejdet end blive stresset, og jeg kan heldigvis mærke, når filmen er ved at knække, for så bliver jeg ked af det. Alligevel siger jeg indimellem til mine forældre, at jeg har brug for et kram, og så svarer min far: ”Du har altid været så god til at klare dig selv,” men jeg har alligevel behov for omsorg.

Føler du, at du lever på en andens præmisser?
– Nej, men jeg kan godt tænke, at hvis ikke jeg havde mødt Jørgen, jamen – hvordan var mit liv så indrettet? Og jeg kan også have den tanke, at hvis vi boede i Gilleleje, hvor han fisker, så ville vi se ham meget mere. Og vi har faktisk boet i Gilleleje, i fem år da Sofie var helt lille, men da hun skulle i skole, blev vi enige om at flytte til Ærø, fordi vi ville hjem til vores forældre. I Gilleleje læste jeg til sygeplejerske, og så kunne Jørgen fiske samtidig, men da vi fik Johanne, og jeg startede på studiet igen, kollapsede jeg af udmattelse den ene jul, og så droppede jeg studiet. Det var for hårdt, og jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Hvornår tager du udgangspunkt i dine egne behov?
Jeg kan godt lide aftenerne. De der tre-fire timer med ro i huset, når børnene sover, dem nyder jeg. Jeg holder af at rykke rundt på møblerne, eller finde nogle gode antikviteter på nettet, og lige nu har jeg gang i min store drøm ude i stalden, hvor jeg åbner en butik, så snart lokalerne er klar. Det giver en masse god energi. Det har været min drøm at starte butik i 10-15 år, og jeg kommer til at sælge indretning, gode loppeeffekter, antikviteter, børnetøj og forkælelse til kvinder. Jeg fik tanken første gang, da jeg var på barsel med Johanne, men jeg fik ikke gjort noget ved det, og da jeg så var på barsel med Bjørn sidste år, indså jeg, at jeg skal give det en chance nu – ellers ender jeg som en bitter kone, der aldrig turde noget. Butikken er mit hjertebarn. Jeg brænder for interiør, hudpleje og loppefund, og jeg er glad for at kunne have det hele på adressen her, så jeg kan være i nærheden, når børnene er hjemme.

Jeg ville have taget nogle ordentlige billeder af Louises store butikslokale, som er under opbygning i stalden – med lagerrum, toilet og baglokale. Jeg ville have bedt hende stå foran udsigten, med vind i håret, så jeg kunne vise, hvor sej og smuk hun er. Men telefonen ringede, drengene skulle hentes fra skolebussen, og hun tog Bjørn på armen, løb i strømpebukser Og uden sko ud i den store bil, spændte ham fast, og kørte af sted. Og sådan er det jo netop i Louises liv: Hun har ikke altid tid til at stille sig med vind i håret for syns skyld; til gengæld kan hun sige med sikkerhed, at hun altid er der for sin familie.

Følg Louises instagramprofiler: @herremark og @louise.pelle

Parforholdssnak – 2. del

Fem søndage i træk skriver jeg om parforhold. Dette er mit andet indlæg.

I sidste uge delte jeg nogle tanker om at snakke med sin partner, fordi det er så vigtigt. Ordene imellem os bærer en enorm værdi. De er selvforstærkende. Et “tak” imellem mennesker kan blive til følelsen af at have noget at være taknemmelig for. “Jeg elsker dig” kan vække kærligheden påny.

I dag stiller jeg skarpt på den fælles rejse som par.
“Hvem er jeg?” og “Hvem er vi?”
Forhåbentlig er svaret ikke statisk men i udvikling og afvikling, opbygning og nedbrydning livet igennem. Vi lærer hele tiden, bliver klogere på os selv, på verden omkring os. På et tidspunkt lærer vi måske, at vi ikke ved alt. Det er et godt sted at tage sit udgangspunkt.

Når vi rykker os individuelt, bliver parforholdet nødt til at rykke med, hvis ikke vi vil vokse fra hinanden. Og når vi sideløbende med vores egen vækst gror i tosomheden, styrker vi både os selv, hinanden og vores fællesskab. Vores parforhold fyldes med meningsfuldhed og dybde, når vi trækker det gode frem i hinanden, og føler en fælles mission. Det giver mening at have noget, som man ser frem til i fællesskab; noget, man taler om, og som er ligeværdigt og samstemmende. For når man har det, er man bundet til hinanden af meget mere end hverdagen. Og det er dét, jeg kalder den fælles rejse. (og nej: børn er ikke i sig selv en fælles rejse på det plan. Ja, de er et fælles projekt, og ja, de fortjener, at vi er ambitiøse, men det at være forældre sammen styrker ikke parforholdet som sådan. I hvert fald ikke de første år..)

Kristian og jeg tog for alvor af sted på vores fælles rejse for tre-fire år siden, da vores tvillinger var helt nye, og vi var så trætte og indimellem fuldkommen hudløse, at livet føltes sårbart, men nu kan jeg næsten ikke huske, hvem vi var inden da. Eller hvad vi snakkede om. Eller hvad vi troede på. Med ét læste vi bøger i fællesskab, og diskuterede dem. Vi så dokumentarfilm, som ramte noget i os begge, og vi så dem igen, og jo flere konkrete oplevelser vi delte, jo mere voksede vi. Vi blev stærkere, gladere. Pludselig drejede vores samtaler sig om det, vi var fælles om; pludselig greb det ind i hverdagen; pludselig var det dét, vi brugte tid på, når børnene sov. Vores passion – min og hans.

Sådan er det stadig, men nu er dét jo hverdagen: Det er blevet hverdag, at vores individuelle fundament også er fundamentet for det, vi har sammen.

Den rejse, som Kristian og jeg er på, er en filosofisk, nysgerrig, og spirituel rejse, som dybest set handler om selvudvikling, men som – fordi vi gør det med hinanden – også handler om os. Vi har taget adskillige kursusrækker sammen de seneste år, og er mange dage kørt på færgen kl. 05:35 i Ærøskøbing for at nå frem i tide til kursusdage i København. Vi har læst de samme bøger (Kristian har læst mange flere end jeg, så jeg suger tit på ham), og vi har lavet øvelser med hinanden og taget en uddannelse sammen. Vi har med andre ord skabt en verden, som er vores, og det er en verden, hvorfra alt andet udspringer, og som vi deler, og er ligeværdige i. Det giver en fantastisk balance imellem os,  at den rejse som dybest set er en rejse med os selv, er fælles.

Et parforhold er som et levende væsen: Det skal næres og for at være i live, og fordi vi er i bevægelse, skal vores relationer også være det, hvis ikke de skal miste deres værdi.

Den fælles rejse i et parforhold kan tage afsæt i alt mellem himmel og jord – helt bogstaveligt talt. Det kan være en fælles interesse i film, som bliver dyrket bevidst. Det kan være et madlavningskursus, der følges af begge, og som vokser ind i hverdagene hjemme i køkkenet. Det kan være byggeprojekter, rejser eller hvad ved jeg. Det kan sågar være tv-serier, som man ser sammen, snakker om, og nyder (og lige netop dét, er det også indimellem herhjemme). Den fælles rejse er det, vi iværksætter i fællesskab. Det, vi glæder os til, og som rykker os, uden vi går i hver vores retning.

Kristians og mit fællesskab betyder ikke, at jeg synes, det er forkert, hvis han er super optaget af køkkenhaven, mens jeg hellere vil sidde indenfor og læse. Tværtimod: Vores erfaringer udenfor tosomheden nærer os begge, giver stof til eftertanke og til vores samtaler. Vi har mange prioriteter, som er forskellige. Når jeg skriver, laver han musik. Når han læser, bager jeg. Hvis han fisker, skriver jeg (igen). Men, vi har også vores fælles rejse, og uden den frygter jeg, at vi – særligt i disse år hvor så meget river i os fra alle kanter – kunne glemme, hvorfor vi er sammen med lige præcis hinanden. Hvorfor det er netop denne konstellation, vi lever i. Hvorfor det er os og ikke mig alene, mig et andet sted, mig i et andet liv. Nej, det er Kristian og mig, og det er det bedste, jeg ved, fordi vi har noget, som er vores, og som jeg ikke vil leve foruden.

Og, hvordan finder man så den fælles rejse, hvis ikke det giver sig selv? Prøv det af – lav en liste og se, hvad I er mindst uenige om, kunne være sjovt. Hvad med et keramikkursus? Nå, ikke (det gad jeg ellers godt!) Hvad så med at læse en roman højt for hinanden? – Eller, se fire dokumentarfilm som sætter samtalerne i gang? Var det noget med et at de der mega populære fermenteringskurser? Eller at høre en podcast serie, planlægge en ferie, sætte et værelse i stand? Hvis vi havde tid, ville jeg have lyst til at komme til Gyldendals Ordsaloner i København eller de Filosofiske Saloner på Ærø for inspiration. Mulighederne er uendelige, og så længe begge parter er på, tror jeg ikke, emnet er så vigtigt endda.

Hvad gør I i fællesskab? Drømmer I om at have fælles projekter, eller har I det allerede?

God rejse! Måske ses vi et sted derude med kufferter under armen 😉

Læs 1. del her3. del her, 4. del her og 5. del her

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?

De Usynlige – et lille, nordisk mesterværk

Min gode veninde er boganmelder, og indimellem stikker hun mig en bog til låns, som hun tænker, jeg vil sætte pris på. De Usynlige af Roy Jacobsen fik hun aldrig tilbage. Den rørte mig, og blev en både privat og mere professionel læseoplevelse med en fortællestil, som er både lig min egen og ganske fjern derfra. Roy Jacobsen er en mester i at beskrive mennesker og natur, og De Usynlige er et afdæmpet, fint mesterværk.

Roy Jacobsens kortfattede roman (215 sider) er en på samme tid tæt og meget let oplevelse. Den er så stille, at den næsten hvisker, og alligevel er den så præcis, at man aldrig er i tvivl om, hvad der bliver sagt. Roy Jacobsen er stor i sit hjemland, Norge, men jeg ved ikke, hvor udbredt han er herhjemme, så jeg nævner ham i håb om, at flere vil få øje på ham. For han skriver fantastisk, og han skriver om et sted på kloden, en fornemmelse i livet og nogle mennesker, som mange danskere føler sig beslægtede med. Jeg holder af nordisk litteratur, når det er både smukt og rørende og koldt og klart, og lige så meget som jeg ville ønske, at jeg lå på en bounty-ø og solede året rundt (for jeg er faktisk meget kuldskær), lige så lidt ville jeg få skrevet, hvis det var tilfældet. Sne, frostklare nætter, rimfrost, efterårsfarver, regn, forårets livsglæde – ja, alt ved årstiderne her i norden, inspirerer mig, og netop de stemninger fanger Roy Jacobsen smukt og sikkert.

Roy Jacobsen kan noget helt særligt: Han har en evne til at gengive et menneske fuldendt med ganske få ord; En evne til at indfange det mest beskrivende om en person eller naturen så nøjagtigt, at ordene bliver en del af sig selv og dermed næsten overflødiggjort. Han skriver nøgent og samtidig stort. Afmålt og alligevel bevægende.

”De usynlige” er fortællingen om en hel families skæbne på den lille ø Barrøy i begyndelsen af 1900-tallet, hvor familien på fem som de eneste bor med udsigt til fastlandet, velvidende at dem ovre på den anden side ikke gider bruge energi på at se deres vej. Det er fortællingen om den dag, præsten endelig – efter års venten – tager sig sammen til at forcere havet, og kommer på besøg, og det er fortællingen om et menneskes udvikling fra nogens barn til herre over sit eget liv.
De Usynlige er hurtigt læst, men man ville sådan ønske, at man kunne blive på det sted, med de mennesker, lidt endnu..