Mød et menneske – Marcel fra det meste af verden

Øjnene er sjælens spejl, og Marcel Keller må være ét af de varmeste mennesker, man kan støde på. Hans brune øjne vidner om tryghed og ro, og hans accent inviterer til samtaler.

Jeg kender Marcel, fordi han plejede at være bedste venner Celestine, som udover at være mor til min ældste søns skolekammerat, også er min dejlige, sjove, øko-fikserede veninde. For et halvt år siden spurgte hun Marcel, om ikke de skulle være kærester? Deres kærlighed er af den slags, hvor bølgerne går højt, når de diskuterer politik, og hvor vandet til gengæld lægger sig, spejlblankt, når de sidder ved siden af hinanden, og studerer sammen.
Om to år bliver de begge færdige som socialrådgivere. Marcel siger, at så har han alt, han kunne ønske sig.
Og det er store ord fra en mand, som på sine 33 år har oplevet mere end de fleste.

Mød Marcel: Schweizer-øbo, eks-amerikaner, superstuderende og deltidspostbud med adresse i Søby

Marcel Keller, socialrådgiverstuderende, venligheden selv, altid klar på en skarp meningsudveksling
Født 1983 i Schweiz
Bor i Søby med sin stedfar og i Skovby med sin kæreste og hendes to drenge

Hvor er du fra?
Jeg er fra Schweiz, hele min familie er schweizere. Der kan ikke spores andet end schweizerblod i mig, og det er der faktisk et ord for: ”Eidgenosse” hedder det. Men jeg har jo boet over det hele, og nu er jeg måske mest ærøbo.

Hvordan er du havnet i Danmark?
Jeg boede i Schweiz, indtil jeg var 13. Det var et almindeligt liv med skole og venner, og så blev min mor gift med min daværende stedfar, og sammen købte de et gammelt sejlskib, som lå i Odense Havn. Hendes mand var også schweizer og uddannet en slags skibstømrer, men jeg var for ung til helt at vide, hvad han lavede, og jeg kunne heller ikke samle mig om det. Han slog mig, og drak for meget, men de købte det der tomastede sejlskib fra Søværnet, og flyttede til Odense, fordi skibet skulle sættes i stand, og det var deres drøm at bo på det. I 1995 var vi oppe for at se på det, og i 1996 flyttede vi.

Hvad lavede du, da I boede i Odense?
Jeg var tilmeldt en tysk fjernskole, og fik hæfter og bøger med posten, og løste opgaver. Jeg lavede lektierne i en tom kontorbygning, som vi havde lejet os ind i. Det var også der, vi havde bad og toilet. Men man kan ikke bare give en trettenårig en stak bøger og sige: Klar det selv. Der var ingen motivation, ingen lyst. Jeg mødte nogle børn rundt omkring på havnen, og gik op i byen, og kiggede i comic book-shops. Men jeg havde ikke det store netværk, og jeg brugte enorme mænger tid på at fiske. Man kunne altid finde mig med hunden og en fiskestang nede på Odense havn.

Hvorfor kom du ikke på en dansk skole?
Måske fordi Schweiz ikke var en del af schengen-traktaten dengang? Måske fordi min mor forventede, at det var for hårdt for mig at skulle lære et helt nyt sprog?

Hvor længe boede I i Odense?
Da vi havde boet der i to år, blev min mor skilt, og jeg blev sendt til Canada, hvor min far boede på det tidspunkt, fordi min mor skulle rejse frem og tilbage mellem Danmark og Schweiz og tage sig af en masse papirarbejde omkring skilsmissen, og hun syntes, jeg skulle have en mere stabil dagligdag. Jeg var i Canada fra 1998 til 2000, og gik i high school dér, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor min mor stadig boede på husbåden, som hun havde beholdt efter skilsmissen.

Hvad tænker du om dine mors beslutninger i forhold til, hvor du skulle bo?
Måske var hendes beslutninger ikke alle sammen lige fornuftige set i bakspejlet, men hun var sej, og hun fulgte sit hjerte, og da hun var blevet skilt, mødte hun en rigtig god mand, Henning, som hun var dybt forelsket i. Han døde desværre, da jeg var 18, men de boede på skibet sammen indtil da, og jeg flyttede hjem til dem, da jeg kom fra Canada. Efter Hennings død fandt min mor sammen med hans bekendte, Bjerne, som har været min stedfar lige siden. Han er som en far for mig, og jeg har boet hos ham, siden jeg kom til Ærø i sommeren 2013.

Hvad lavede du i årene fra du kom hjem fra Canada i 2000, til du rykkede til Ærø 13 år senere?
Jeg var i USA, fra jeg var 22 til 29. Jeg flyttede, fordi jeg mødte en kvinde, og vi besluttede at blive gift. Min mor var ikke imponeret, hun syntes, jeg skulle have en uddannelse, men jeg greb livet og uden at sige noget til nogen, købte jeg en flybillet, og fløj af sted dagen efter, min mor og Bjerne var taget på ferie. Og så kom jeg ikke hjem de næste syv år. Det var en handling på ren og skær mavefornemmelse, og min tid i USA gav mig svar på mange spørgsmål, som var uklare før: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvad skal jeg? I New Jersey arbejdede jeg femhundrede meter fra vores hus i en nærbutik, og jeg havde ansvar, og arbejdede mange timer, men tjente alligevel kun 10 dollars i timen. Derfor stod det klart for mig, da vi blev skilt, at jeg i stedet for at arbejde udelukkende for føden resten af mit liv, ville jeg lave noget, der gjorde en forskel. Min mor sagde: ”Det starter med en HF, og du kan bo hos os, mens du studerer,” så jeg tog til Ærø, hvor hun havde boet i Søby med Bjerne i nogle år. Jeg var lige knap 30, da jeg startede på HF. Det er den bedste beslutning i mit liv. Det var jo også dér, jeg mødte Cele.

Hvor har du hjemme?
Ja, hvad er hjemme? Jeg er Schweizer på papiret, Canada har jeg aldrig set som hjem, men det var godt at komme i skole dér. Min første tid i Odense gav mig ikke følelsen af hjem, men da jeg så vendte tilbage sidst i teenageårene, fik jeg mange venner, og jeg har stadig de samme venner, som jeg fik som 17-årig. Nu føler jeg mig mere dansk, end jeg nogensinde vil føle mig som schweizisk.

Hvordan har det været at blive dansker?
Det har indimellem været svært at vænne sig til dansk kultur. Dansk humor, hold nu op, det har været en lang proves. Min mor, stedfar og jeg blev tvangsindlagt af sejlklubben i Odense til at se “Marta”, og vi forstod ikke et hak. En eller anden skipper, som vælter rundt med en øl på dækket, og alle griner, men jeg kunne slet ikke gennemskue det. Og så er der janteloven, som er et princip, jeg skulle bruge lang tid på at forstå. Mange danskere er enormt ydmyge omkring alting, og det forstod jeg ikke i starten. Jeg mødte en kvinde, som havde lavet det mest fantastiske maleri, hun var i avisen og så videre, men man kunne ikke mærke hendes stolthed, så jeg spurgte, hvorfor hun ikke strålede af glæde. ”Jamen, man skal jo passe på,” sagde hun, og det var nyt for mig. Schweizere er meget mere direkte. Hvis du er en skide god kok i Schweiz, og folk siger det til dig, så er der ingen skam i at proklamere: ”Jeg er den bedste kok i området – kom og modbevis mig!” Man tør udfordre, tør være stolt, og det sætter gang i konkurrencen, hvilket jeg godt kan lide. Men der skal være plads til alle i Danmark, og vi er et mere socialistisk samfund, og det skaber rummelighed at være ydmyg, tror jeg. Jeg havde en oplevelse ved én af de afsluttende eksaminer på HF, hvor jeg trak lige netop det spørgsmål til matematikeksamen, som jeg helst ville have. Jeg vendte mig om mod mine medstuderende, som sad og ventede på at komme op, og sagde i sjov: ”Vi ses, når jeg har fået mit tolvtal!” Senere gik det op for mig, at det havde virket arrogant, men jeg forventede reelt at få et tolvtal, og jeg ville faktisk blive ked af det, hvis ikke det gik sådan. Men i tilbageblik var det ikke sjovt for de andre, som var dødnervøse.

Hvordan gik den eksamen?
Jeg fik tolv.

Hvordan har du det med eksaminer i det hele taget?
Jeg har virkelig høje forventinger til mig selv, måske fordi jeg altid har tvivlet på mig selv, altid tænkt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne det ene og det andet, men så erfarede jeg, at jeg har det okay med at gå til eksamen. Mit mål er altid et tolvtal, og så tager jeg det, der kommer. En klassekammerat spurgte, hvorfor jeg ikke satte målet på et syvtal i stedet, og blev begejstret, hvis jeg fik mere. Jeg svarede, at man spænder ben for sig selv ved at sigte lavere. Jeg sigter efter det højeste, og så giver jeg alt, jeg har, og jeg kan godt komme ud med et fire- eller syvtal, men så har jeg i det mindste gjort mit bedste.

Hvorfor har du tvivlet på dig selv?
Jeg har altid været den tykke dreng i skolen, og mit selvværd har ikke været stort. Når man for at vide så mange gange, at man er dum, for fed, klam, så tvivler man på sig selv.

Hvor er din mor nu?
Min mor fik en hjerneblødning i 2014. Hun satte kaffekoppen fra sig, og faldt om. Jeg var ved at afslutte mit første år på HF, og min mor sagde altid, at studiet er vigtigst, og hun ville ikke have mig til at bekymre sig om hende, så dagen efter hun fik hjerneblødningen, og var blevet indlagt i Odense, kom jeg hjem fra Odense, og tog i skole. Hun blev opereret, og Bjerne var der med hende hver dag. Pludselig, efter tre måneder i koma, vågnede hun, og Cele kørte mig til Silkeborg, hvor min mor var indlagt, og i det øjeblik, hun hørte min stemme, smilede hun. Vi snakkede i fem timer. Jeg viste hende mine førsteårskarakterer, med et gennemsnit på 11,7, og hun var så stolt, for jeg var jo udlænding. Hver gang jeg nævner det nu, er jeg ved at græde, for jeg kunne se, hun var stolt af mig, og det betyder noget, uanset hvor i livet man er, at ens mor er stolt. Jeg sagde til hende, at det ikke havde været nemt hele tiden, at jeg vidste, hun havde truffet nogle svære beslutninger undervejs, og jeg mindede hende om, at hun havde opdraget mig til at have tillid og til at klare mig, og hun skulle ikke bekymre sig for mig. Så tog jeg hjem, og jeg var så lettet over at have haft den samtale. En søndag i september, nogle måneder senere, hvor Cele og drengene og jeg var på vej ud af døren, ringede min telefon, og det var Bjerne. Jeg vidste godt, hvad det betød, når han ringede så tidligt, og rigtigt nok sagde han, at hun var død. Hun havde fået en hjerneblødning mere, og den kunne hun ikke klare. Og det er den hårdeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Det slog mig fuldstændig ud. Hvis ikke det var for Cele, havde jeg haft lyst til at smide det hele overbord, men hun stod bag mig hele vejen, og gav mig plads til at bearbejde mine følelser. Mange, mange nætter har vi siddet og bare snakket, og jeg har gentaget de samme tusind ting tusind gange. Jeg ved, min mor ville være stolt af mig nu, og det føltes som et wakeup call, da hun døde. ”Velkommen til virkeligheden.” Men jeg har ingen fortrydelse. De ting jeg ville sige, fik jeg sagt, og hun forstod dem, og jeg er så taknemmelig over, at vi havde den snak, den sommer.

Hvordan er dit liv nu?
Nu er mit liv på en bane, som jeg er glad for. Jeg har alt, jeg drømmer om: Snart en uddannelse, jordens dejligste kvinde som kæreste. Jeg er lykkelig. Det eneste jeg skal nu, er at hænge ved. Jeg ved, at jeg bliver en god socialrådgiver, og om to år er jeg færdiguddannet, og den tid kommer til at føles som et minut.

Hvordan er din hverdag?
Jeg bor med min stedfar, Bjerne, som jeg ser som min rigtige far. Han har altid været der, hvis jeg malede mig selv op i et hjørne. Det var faktisk Bjerne, der solgte sejlskibet til min mor dengang, så jeg har kendt ham on and off, siden jeg var i Danmark første gang som tolvårig. Han er en god mand, som støtter mig. Han fylder 74 til februar, men han er skarp som en ørn. Ellers er jeg meget hos Cele og hendes drenge. Man kan sige, at jeg også har hjemme der.

Hvad har livet lært dig?
At man skal give plads for at få plads. At man skal vise respekt. Det er vigtigt for mig at respektere andre mennesker, også hvis jeg er fuldstændig uenig med dem. Jeg holder meget af det ærøske samfund, fordi vi er en tætknyttet gruppe og, ja, nogle gange flår ærøboerne hinanden i diskussionsgrupper på nettet, men når nogen kommer udefra, og prøver at tage noget fra os, som retfærdigvis er vores, så står hele samfundet sammen. Storbonden og hans modsætning: alle er der for at bakke op om øen, og jeg elsker det. Det føles som hjem. Målet er at blive her, også hvis jeg skal pendle af øen efter min uddannelse. Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.

Hvad betyder det for dig at have Celestine i dit liv?
Cele er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste inden jeg falder i søvn. Sådan var det også, før vi blev kærester. Jeg ved, at uanset hvor mørkt det kan blive, så er der et lys. Hun giver mig håb. Vi er som sort og hvid i mange ting, men vi har en gensidig respekt for hinandens holdninger, og respekten er nøgleordet. Hun er økolog, elsker træer, og er gartner, og jeg er typen, som helst vil være indenfor, og som siger ”puha, det er koldt udenfor.” Vi inspirerer hinanden, hiver hinanden op.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter

I denne tid skal vi tale om sandheden

Vi lever i en tid med store forandringer. Jeg er ret overbevist om, at verden som vi kender den, står overfor en udskiftning.

Det kan føles angstprovokerende og utrygt, og man kan blive usikker og sågar miste tilliden til det hele. Forandringerne sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi fornemmer det nok alle: Der sker i disse år en form for fordrejning af den verden, vi kender. Men i stedet for desperat at holde fast i det gamle tror jeg, vi skal mærke efter i os selv, hvad vi mener, det nye skal være, og dernæst bevæge os i den retning.

Det er min overbevisning, at vi får det bedste ud af livet ved at se med mildhed på dem, som reagerer anderledes end vi selv.
Jeg tror, vores bedste forsvar mod de forandringer, der føles forkerte, er at arbejde målrettet for det, som vi mener, er godt.

At være et åndeligt menneske betyder ikke, at man sidder i lotusstilling, og øver sig i at tømme hovedet dagen lang. At være åndelig er at gøre en forskel, gøre en indsats, arbejde for det man ved, er rigtigt.

I fredags besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive om Black Friday, fordi det hurtigt bliver fordømmende, når man begynder at snakke om, at det der forbrug vist ikke er vejen frem for hverken planeten eller vores mentale sundhed. Jeg ville ikke skrive om det, fordi der kommer ikke noget godt ud af at få andre til at føle sig forkerte: Vi har jo stadig penge imellem hænderne de fleste af os, så det er svært slet ikke at være en del af den forbrugsmaskine, der endnu kører for fuld hammer.
Men, jeg kan ikke lade være med at skrive lidt alligevel, efter min veninde fortalte mig, at finanshovederne regner med, at julen i år bliver et forbrugsboom. “Større end i 2015”.

Jeg tænkte: “Er det bare mig, eller var vi ikke lige ved at blive enige om, at vi skal lade være med at købe så mange ting og i stedet satse på andre værdier?”

Forstå mig ret: Jeg bruger også penge. Jeg bor også i verden anno 2016, og har købt hus og oprettet lån, og jeg køber tøj og indimellem andre ting, og Kristian og jeg er ikke hverken selvforsynende eller sådan helt på vej til at blive det, men jeg skriver her alligevel, fordi jeg fornemmer, at vi bliver nødt til stoppe med at distrahere os selv og hinanden med alt det vrøvl vi siger, og alle de løgne som vi accepterer. Vi skal ud og gøre en forskel, det er den eneste vej. Vi skal skabe det lys i verden, som vi sukker efter. For kun med lys kan mørke bekæmpes, og lyset kommer ikke altid af sig selv. Vi ér verden, det er os, der skal lyse. Stærkere end nogensinde, fristes jeg til at sige.

Jeg mener, vi har behov for at sige sandheden. Vi bliver forvirrede, fordi det er mærkeligt, at det ene øjeblik siger både medierne, politikerne og finansmarkedet, at vi skal forbruge mere, og så minuttet efter råber klimahovederne: “Nej, please, lad være!”

Vi må mærke efter i os selv, tage os god tid, lade sandheden synke ind og leve efter den.

Det er ikke er de andres skyld, når vi er ulykkelige. Det er ikke de fattiges, ikke flygtningenes, ikke de riges, eller DF’ernes skyld. Vi bliver nødt til at være ærlige: helt ærlige. Og vi bliver nødt til selv at tage ansvar.

Det handler om sandheden, det her, og jeg ved godt, at der er områder, hvor det jeg siger, kan være helt omvendt for den, jeg taler med – børneopdragelse og religion, for eksempel, men på ét punkt er der ikke noget at diskutere, på ét punkt er der ingen tvivl. Der er en sandhed, som gælder os alle. Det er den sandhed, vi møder, når vi ser indenad – når vi ser ind i det lys, der skinner i os alle. Derinde ved vi, at der er en mening med livet.

Jeg er vokset op i en tid, hvor vi har ting med ting på. På et tidspunkt blev tingene gud, og tid blev noget, man skulle bruge for at skaffe ting, og jeg har også selv været overbevist om, at jeg havde brug for mere af det hele; At mere tøj og en nyere telefon var noget, jeg nærmest havde krav på. Men jeg tror, at jeg er på vej væk fra den tilstand i mine tanker og også i mit hjerte.

Det tror jeg, fordi det jo var Black Friday i fredags, og jeg købte ikke noget, og endnu vigtigere: Jeg overvejede ikke at købe noget. I fredags oplevede jeg for første gang, at min hjerne ikke lavede det der nummer hvor den, trods etisk modstand og moralske skrupler, går igennem en mental liste over ting, som jeg måske kunne mangle og med fordel købe med rabat.

Al forandring er en proces. Det tager tid og vilje at vende samfundsstrukturerne ryggen, og når jeg siger farvel og tak til Black Friday, er det fordi, konceptet er som en kræftcelle i de dele af mig, som endelig er sunde og gode. Det er en sygdom, når vi vil have mere, end vi har brug for. Vi bliver ikke glade af et ekstra par sko, det ved jeg helt alvorligt, for jeg har haft sindssygt mange sko uden at forstå, at livet er fuldt af muligheder, uden at være så glad, som alle mennesker kan være, hvis de har fred indeni.

Jeg har boet i New York, hvor shopping var min hobby og min terapi. Jeg havde mange penge og endnu flere ting, og en dag ringede min mor, og sagde, at min bror havde fået kræft. Tumorerne havde ødelagt nerverne i hans ryg, så han ikke kunne gå. Måske ville de også tage hans liv. Jeg pakkede mange af mine ting i en kæmpemæssig kuffert, og rejste hjem, men jeg åbnede ikke kufferten i flere måneder. Havde det samme tøj på dag ind og dag ud, og alle mine andre ejendele i New York fik mine veninder, og jeg manglede dem ikke. For ingen ting kunne blive til det, jeg havde behov for. Ikke én eneste ting kunne gøre mig glad, give mig tro og håb. Troen og håbet og glæden måtte jeg finde et andet sted. Altså, indeni.

Jeg kan høre sandheden hviske, og det er ikke min personlige sandhed, det er ikke en sandhed, som kun er relevant i dag. Det er den ophøjede sandhed, der ligger i os alle: Vi skal søge ind, ikke ud. Vi skal bygge op fra grunden, ikke læsse ovenpå. Vi skal gå mod lyset, ikke lade os opsluge af mørket. Vi skal have tillid, ikke mistillid. Vi skal se mildt på dem, som har det modsat os. Vi skal være, ikke have. Vi skal elske, ikke hade.

1. advent

1. advent og børnene spurtede ned af trappen i morges, da nissedøren til deres overraskelse ikke var, hvor den plejer at være. “Men det er jo ikke december endnu”, mumlede jeg søvndrukken fra sengen. “MOOR! FAAR! Chokolade!”

På spisebordet nedenunder stod til gengæld adventskransen, et krybbespil, tre æsker chokolade og en figenstang – alt sammen med guldbånd omkring. Og så, ja – selvfølgelig, et brev fra vores nisse, Alberte, som har fulgt os i en del år. Hun er nu ankommet til Ærø, men bor hos sin kusine, en marknisse i Skovbymark et par kilometer herfra, indtil den 1. december.

Og jeg synes, det er hyggeligt. Mest af alt at se børnene så spændte og taknemmelige, og det varmer mig, at de regner med deres nisse. De forventer magien i deres julemåned. Og jeg synes lidt, det trækker tænder ud, når jeg kun lige er ved at komme op fra en fornemmelse af at drukne i nærvær og tidsmangel, at skulle skrive breve og sætte dør op og en masse andet den næste måned, men Kristian vil det, han løfter den vist mest i år, og det er så fint. Jeg tror, at jeg lige pludselig får lysten tilbage, når jeg fornemmer, at ansvaret ikke hviler på mig alene.

Vi har diskuteret det frem og tilbage i årevis, det med om vi vil insistere på, at der findes julemand og nisser? Vi kan ikke lide, hvis vores børn stoler blindt på historier, som vi finder på, slet ikke når de kommer i skole og måske bliver konfronteret med andre sandheder. Heller ikke selvom lige præcis Kristian og jeg måske nok tror på nisser og alfer; for vi tror ikke på udgaven med røde tophuer eller decemberværksteder.
Så når Storm spørger, om det i virkeligheden er os, der er nisse og julemand, blinker vi til ham, og smiler, og han er i tvivl, siger han, og han kan godt lide at være i tvivl. Han vil helst ikke slippe det endnu.

Vi har sunget “Så tænder vi et lys i kvæld”, og nu hører vi albummet “I Vintermørkets Hal” med Zenobia; det gør vi hver vinter, og der breder sig en taknemmelighed og ro i stuerne, når vi nynner med på de gamle viser, som vi efterhånden alle sammen kender godt (albummet er på Spotify – og det er virkelig værd at høre.)

Glædelig 1. advent – hvad er jeres traditioner?

 

Alle de mange fisk

Torsdag eftermiddag satte Kristian og Christen garn, og i går morges skulle garnene tages ind, så klokken 8 kørte de med båden bag på traktoren ned til stranden, og sejlede ud. Og der var læs på garnene; hver især tog de 30-40 fladfisk med hjem, og så fulgte mange timers rensearbejde, indtil håndfladerne var helt skøre af al den skæl, al den kulde og vand, og Kristian stod, som han altid gør, på terrassen med udsigt over vandet, og en kop kaffe mens han arbejdede, og katten spiste rogn, og jeg sad indenfor, og skrev, og kunne se det hele, og jeg tænkte flere gange, at jeg er meget heldig.

Om aftenen, da vi spiste, beskrev Kristian de forskellige typer garn for børnene, og han fortalte om en gang i sommer, hvor den ene åregaffel var røget af jollen, og han måtte dykke ned efter den flere gange, inden han endelig fik fat i den med åbne øjne i saltvandet, og kæmpede sig op i jollen igen. “Med mave og det hele,” som han sagde, og børnene lyttede med åbne munde, og stimlede sammen omkring ham for at se hans pindemænd på papiret, og det er den der magi, de små fine øjeblikke – nuet midt i livet, livet i det små – som er den lykke, jeg mener, når jeg snakker om at være glad helt indeni.

Bagefter var der selvfølgelig oprydning, og børn som helst ikke ville rydde op, men vi fandt alligevel ud af det i fællesskab, og drengene så den Jacques Cousteau-doku, som de havde glædet sig til, og de snakkede løs, og jeg tumlede rundt med pigerne i sengen ovenpå; og det er helt utroligt, så længe man kan rulle rundt i en kæmpe seng (vores seng ér vitterligt kæmpe). Vi blev ved med at grine og kysse og kramme og lave flyvemaskiner og lyse med lommelygter, og jeg var så glad. Så lettet og glad, og det er som om, jeg pludselig kan være meget mere i det med familien. Som om jeg, fordi jeg også er andet end nærværende mor dagen lang, med ét kan glæde mig oprigtig over alt det, der er i netop nærværet.
Min veninde skrev til mig for nylig, at: “Så vidt jeg husker, trænger det sig også mere og mere på nu hvor du/I er SÅ tæt på ikke at have baby i huset mere. Den der fornemmelse af at friheden er på stien lige foran én, men ikke helt endnu. Jeg tror, det var i den periode, jeg var mest frustreret.” Og nu er friheden her, bum!, jeg står midt i den, adskillige timer hver dag, og selvom det er en splittelse – jeg ved, jeg kommer til at tænke “hvorfor holdt du hende ikke hjemme nogle måneder mere”, når først jeg kommer på afstand – men lige nu ved jeg også, at sådan er det. Det er rigtigt, det her. Alt er lettere og bedre nu. For os alle sammen. Vi er alle sammen meget mere end en enkelt farve, vi er et hav af nuancer, og én af mine er altså at være alene med ordene, så de kan komme uforstyrret, når de er klar.

Og vi har 33 fladfisk i fryseren og kartofler til hele vinteren i kartoffelkælderen, så én af dagene skal vi have fish n’ chips og jeg ved godt, hvor heldig jeg er med den slags. Jeg ved godt, at jeg er fuldkommen velsignet, helt igennem noget nær verdens heldigste, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg sætter pris på det. At jeg ved det. Igen.

Jeg vil gerne anbefale et fravalg

Jeg har fået for vane at anbefale noget om fredagen her på bloggen. Typisk en film eller en bog.

Men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget andet, jeg hellere vil anbefale. Man kan sige, at det drejer sig om en form for fravalg, og det kunne næsten ikke være bedre timing, når nu i dag er “Black Friday”, hvilket for mig som koncept står for en god del af det, jeg tror, vi helst skal have mindre af på sigt. Eller nu, faktisk.

Det jeg vil frem til er, at jeg altid har haft det ambivalent med de forskellige skærme, som vores børn klistrer sig til, så snart de får chancen. Altså Kristians og mine børn, ikke nødvendigvis alle andres.

Jeg synes, det med skærmtiden er svært, fordi det ikke rigtigt fandtes, da jeg var barn. Der var børnetime og senere Beverly Hills, og ikke så meget derudover, og mine forældre læste mere, end de så fjernsyn, og det, jeg vil frem til, er, at jeg ikke aner, hvad al den skærmtid gør ved mine unger, men jeg har på fornemmelsen, at det var godt, der ikke fandtes iPads og Netflix i firserne, for så ville jeg nok ikke kunne hverken fløjte eller tegne. Derfor læner jeg mig op af min mavefornemmelse, som alligevel for det meste har ret.

Faktisk trak Kristian og jeg antennestikket til vores enorme fladskærm i 2012, og siden da har vi ikke haft tv-kanaler, og fladskærmen er blevet udskiftet med en mindre. Kanalerne savner vi ikke, for vi brugte dem mest til at zappe alligevel. Men vi har Netflix nu, og i denne måned har vi også HBO (med det formål at se WestWorld, og den serie kunne jeg snildt have anbefalet i dag, men det gør jeg da bare en anden gang.)

Tidligere har det været sådan herhjemme, at vi havde én dag hver uge (fredag, typisk), hvor vi så en film sammen, og udover det havde børnene ikke skærmtid. Men ideologien skred i svinget, og den skred i høj grad i “så fik vi en lillesøster”, og vi har brugt Netflix og iPads en del det sidste år som barnepige, om man vil. Aldrig ubegrænset, aldrig uden en form for stillingtagen (til apps + filmvalg), men alligevel…en glidebane for os (men også en hjælp, har jeg lyst til at tilføje: der ér bare en del aktiviteter, som bliver sværere at gennemføre med en lille baby i huset).

Men nu er det slut. Ikke slut-slut. Jo, måske på sigt. Men for nu har vi bare genindført fredags-tingen, så i dag er der skærmtid, når ungerne kommer hjem, og de har valgt at forbruge tiden på times fællesspil på vores elleve år gamle Nintendo Wii og dernæst en dokumentar (Ilja og Live vil se en Jacques Cousteau-dokumentar, mens Storm kaster sig over noget om mærkelige dyr på dr.dk. Begge dele er fuldkommen frie valg, må jeg hellere understrege, for det lyder ærligt talt lidt langhåret, fornemmer jeg, men den der film hvor Jacques og hans franske venner hænger ud i en undervandsbolig, og har både kok og frisør med, og ryger cigaretter, mens de også indimellem observerer fisk, ér altså fremragende!)

Det, som er sket, siden vi stoppede med at hive ipads frem mange eftermiddage, er det samme som de andre gange, vi har truffet samme beslutning: Der er kommet ro på. Vi lærer nye ting, fordyber os i gode lege, som opstår meget mere organisk end tidligere, og pludselig bager vi sammen, og fortæller historier (og lytter), og ungerne har brugt deres legetøj meget mere. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældigt, for jeg bliver selv helt plumret i hovedet, når skærmen er der som en mulighed hele tiden. Jeg tænker måske: “Okay, hvis de ser en film, så får jeg lige en pause til at ordne noget andet” (som regel også skærmrelateret), og så får de lov til at sidde og glo, mens Juno sover, så jeg også kan være på min computer i stedet for at læse med dem, for eksempel, mens babyen giver os mulighed for det.

Skærmtiden skal nok komme til mine børn med mellemrum, men der er meget, som er vigtigere. De skal forme hjernen og danne erfaringer ud fra de sanser, de iøvrigt er udstyret med, eksempelvis, og derfor denne beslutning som sikkert kan lyde hellig, men som i virkeligheden – helt, helt ærligt – blot er en forenkling af et liv, hvor vi synes, der indimellem er lidt for meget knald på.

Jeg ved virkelig godt, at der findes de mest skønne, lærerige og intuitive apps, og mine unger har uden tvivl lært en masse af “pedersen og findus-opfinder”-appen og den der med “where’s my water” og toca boca appsene og “bad piggies” og “minecraft” og mange flere. Men for nu har mine børn endnu mere brug for at lære via nogle andre kanaler, så derfor. Bare derfor.

Kan I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, det mener jeg stadig. Af hele mit hjerte. Problemet med computerspil og film er bare, at belønningen er så stor og så effektfuld, at virkeligheden blegner ved siden af, og så pludselig er det eneste, man er motiveret for, alt det der foregår på en skærm. Derfor vælger jeg i dette tilfælde at se bort fra mine ungers motivation, som jeg tror, tildels af styret af de nemme løsninger, for dét tror jeg ikke, er vejen frem.

Her er for øvrigt et billede af ungerne og deres farfar, som blev hevet ombord i noget Nintendo Wii for nylig. Og det var sjovt. Men nu er det slut 😉

Lykken er her igen

Jeg havde en helt fantastisk dag i går. (Og ganske kortvarigt en lortedag – men helt klart mest en fantastisk dag.)

Faktisk tænkte jeg på et tidspunkt, at “nu er jeg lykkelig igen”. Ikke at lykken nogensinde er konstant, eller at den har været helt forsvundet. Lykken kommer og går, men jeg plejede at være lykkelig ret tit, og så blev jeg ramt af den form for træthed, som godt kan følge med at have fire små børn, tænker jeg, og så var der lige nogle måneder, hvor jeg kun følte mig lykkelig i korte glimt, og det er egentlig i det måneder, at jeg har skrevet min blog. Men så i går følte jeg mig lykkelig igen, som jeg plejede: Let, glad, meningsfuld. Og sådan har jeg det igen i dag.

Det har sin konkrete forklaring: I går både afleverede og hentede Kristian Juno hos dagplejen, og det var første gang, han gjorde nogen af delene, og det betød, at jeg var hjemme fra børnehaveaflevering klokken 08:45, og huset var helt tomt og vigtigst af alt: jeg havde ikke én eneste aftale med andre end mig selv. Og det var som en drøm. Der var bare mig og mit skriveri og høj musik på anlægget og te og chokoladekiks (fra morgenstunden, ja, og jeg er ikke stolt af det), og for første gang i adskillige måneder arbejdede jeg med min roman nummer to (som ikke har en titel), og det var så fedt. SÅ FEDT. Jeg var svævende, boblende, skruede højere op for musikken, drak mere te, spiste flere kiks, skrev og læste, lænede mig tilbage i stolen, og kørte hånden gennem håret, som jeg gør, når jeg grubler: “hvad siger hun til det?” eller: “hvordan kommer han videre herfra?” om de fiktive personer i mit manus, og shit hvor var det dejligt.

Jeg var glad, faktisk glad-glad, da Kristian kom hjem med Juno og Storm og hans gode ven ved 13-tiden. Drengene gik i gang med at lege, og Juno smilede hele tiden, indtil hun blev træt, og jeg lagde hende i barnevognen, og trillede med hende, til hun sov.

De to store drenge lavede en Märklin togbane og dernæst en LEGO togbane, og så spillede de skak, mens Kristian hentede de to mellemste i børnehaven, og pludselig var alle hjemme, og der var ekstra knald på, for vi skulle være til fest i Storms klasse klokken 17, og vi havde sadlet om fra flødekartofler til tærte og i sidste øjeblik til salade nicoise med flutes, så vi kogte kartofler (fra marken) og æg og snittede grøntsager, og rørte dej, og alt var helt fint, der var bare knald på, men det var helt fint. Ungerne kom i det tøj, de havde valgt til aftenen (drengene vil altid have butterfly på, når vi skal ud), og jeg kom i et eller andet tilfældigt standard Maj My-outfit (altid mørkeblåt), og tandbørstningen (af mine tænder) blev udskudt igen og så af sted.

Vi kom til tiden (!), men vi havde glemt en del derhjemme: Bleer og skiftetøj til Juno, for eksempel, men jeg havde en ekstra ble til hende i bilen, så det skulle jo nok gå, og alle var så søde, så det var hurtigt glemt – det vi havde glemt, altså. Forældrene er så gode på den skole, det er simpelthen aldrig surt eller utrygt at være der, og der blev spist og snakket og grinet (jeg spiste i realiteten mest ude på toilettet, mens tvillingerne skiftedes til at sidde dér), og skolebørnene spillede stikbold non-stop i mørket skolegården, og Juno sad i sin højstol og spiste og spiste og spiste, og hun smilede hele tiden, og så da jeg hev hende op fra stolen, var der lort over alt. Op i nakken, ned i buksebenene. Okay. Dyyb indånding. Smil til alle. Fortæl ingen om situationens omfang. Kristian var der ikke, forresten, han var til et møde i et andet lokale på skolen, som lidt dumt lå lige oveni klassefesten, så jeg bad vores gode venner holde øje med mine tre andre børn (som jo var overalt, men altså – hvis én af dem henvendte sig, vidste de voksne, at jeg var ude på toilettet), mens jeg påbegyndte en ganske omfattende afvaskning af den meget beskidte baby i en håndvask. Lang historie kort: hun blev ren. Hun blev også tør på et tidspunkt, da jeg havde fundet noget køkkenrulle. Og hun fik tøj på (køredragt og intet andet, vi havde jo glemt den slags), og vi hyggede videre en times tid, før vi kørte glade og trætte hjem.

(Der var lige et par sekunder ude på badeværelset, da bleen lå på gulvet og indholdet var over alt, og jeg stod og vaskede hendes tykke lår i håndvasken, og papir-dispenseren viste sig at være tom, hvor det sved lidt i mine tårekanaler. Men, jeg tænkte: Det går sgu nok. Og det gjorde det jo. Gode venner hjalp til, og pludselig var Kristian tilbage. Alt gik godt.)

Så jeg kan mærke lykken igen, ja. Friheden puster til mig, så jeg næsten letter. Juno er glad, hun er så taknemmelig og mild, og hun er ikke ked af at være i dagpleje – jeg har næsten forstået det nu, tror jeg. Det er virkelig helt nyt for mig at have et barn, som måske faktisk synes, det er helt fint at være hjemmefra nogle timer.
Så i dag gentager jeg succesen (kan det næsten være sandt?) og skriver på min bog, og jeg synes, det er det bedste i verden både at have fire fuldkommen vidunderlige børn, som beriger mit liv så ubeskriveligt, og så også at have de her frirum, hvor jeg skriver mig ind i en anden verden, som også er vigtig for mig. Lykken er kommet retur. Og den er meget velkommen.

 

Mød et menneske – Tine, bibliotekarernes forkvinde

Jeg har selvfølgelig skrevet det her portræt, mens jeg sad på biblioteket i Ærøskøbing. For mig er det mest naturlige i verden at komme dér. Jeg har tilbragt uendeligt mange timer på bibliotekerne nær mine skiftende hjem hele mit liv. “Højbjerg Bibliotek” var dér, hvor jeg brugte flest timer hjemmefra som barn og ung; Det tog et kvarter at gå derhen fra min barndomsgade, og siden dengang har jeg lært biblioteker at kende i mange byer og lande, før vi kom her til øen, hvor vi hurtigt fandt os tilrette blandt bogreolerne, legetøjet og de mange tidsskrifter.

Og nu har jeg så mødt Bibliotekarforbundets forkvinde, Tine Jørgensen, og det virkede meget oplagt at skrive portrættet af hende, mens jeg var omgivet af skrevne værker og momentvis af bibliotekarer, som kiggede ind, og lod mig vide, at hun er vellidt, deres forkvinde.

Tine skrev til mig på facebook for nogle uger siden, og præsenterede sig som “en eksil-Ærøbo i København, der nyder at læse om et alternativt liv på din blog,” og jeg bemærkede, at hun er forkvinde for Bibliotekarforbundet, og tænkte, at det da er sejt. Vildt sejt. Og der gik heller ikke andet end et døgns tid, før jeg var sammen med nogle godt venner her på øen, som havde en håndfuld input til mennesker, jeg kunne snakke med til min blog, og én af dem var Tine. Jeg tænkte “selvfølgelig!”, men nåede ikke at tage kontakt til hende, før hun pludselig stod foran mig til det foredrag, som jeg holdt sidste mandag på Marstal Bibliotek, hvor hun netop var kommet ind med færgen, og havde skyndt sig for at være med.

Mød Tine: Forkvinde med ben i næsen og næsen i bøgerne; eksil-Ærøbo og foreningsentutiast

Tine Jørgensen, bibliotekar, formand for Bibliotekarforbundet med 4500 aktive medlemmer, der arbejder på 500 biblioteker over hele landet.
Opvokset på Ærø, født 1981, kærester med Tai som også er fra Marstal, men som hun først har mødt for et par år siden på Ærø, mens de begge boede i København.

Hvad er det bedste ved biblioteker?
De giver adgang til en verden af viden, hvor man med de rette værktøjer kan finde hvad som helst. Du kan lære om alt fra at reparere din knallert til amning og molekylærbiologi. Hvis man har kærestesorger, kan man finde bøger, der handler om det – både skønlitteratur og faglitteratur – og få fornemmelsen af at man ikke er alene i verden. Der er altid en bog, som bekræfter dig i, at du ikke er alene. At nogen har oplevet det samme før dig.

Hvordan har bibliotekerne det i dag?
Bibliotekerne er den kulturinstitution, der er sparet mest på de seneste år, samtidig med at det er den, der har flest besøgende. Jeg tror, man sparer så meget på lige netop bibliotekerne, fordi dem, der sidder med magten, tænker, at biblioteker bare er bøger, som man hiver ned fra hylderne, og derfor behøver der ikke være mennesker tilstede. Men bibliotekerne er jo også alt det, der ligger ud over bøgerne, og de mennesker man kan møde i den kontekst.

Hvad er biblioteket andet end bøger?
Det er blandt andet et mødested. I nogle byer er det dér, kulturen udspringer fra. Men bibliotekerne er også i høj grad dannelse, kulturel aktivitet og læring, og det her med at “i dag kan alle søge alt på google,” er ikke hele sandheden, fordi man skal lære at forholde sig kritisk til det, man støder på, hvis man vil kunne bruge det. Bibliotekerne er informationskompetencer og digital dannelse, og det er en stor del af bibliotekarens uddannelse at hjælpe borgerne med at bevæge sig fra google til grundighed og søge de rette steder med kritiske briller.

Hvad gør I for ikke at blive sparet helt væk?
Biblioteket er jo generelt et positivt sted. Man kan ikke rigtig være sur på et bibliotek, og undersøgelser viser, at bibliotekernes værdi er enorm, både hvis du spørger borgerne og i samfundsøkonomisk perspektiv. Men der er alligevel nogen, som tænker: “Bibliotekerne behøver ikke være der”, og hvordan skal vi forklare, at, jo, det er vi nødt til? Det har vi aldrig haft behov for før, og selvfølgelig skal man legitimere sig selv som offentlig institution, borgerne er jo med til at betale, men helt reelt har biblioteket en værdi i sig selv, som er rigtig svær at gøre op, fordi det jo ikke er så håndfast som operationer på sygehuset.

Hvorfor laver I ikke bare alle biblioteker selvbetjente?
Det er noget, de enkelte kommuner bestemmer, og selvom der er selvbetjente biblioteker, er der brug for bibliotekarer. Rummet formidler ikke sig selv, det skal stilles op, og det skal gøres logisk, når nu der ikke er nogen, man kan spørge til enhver tid. Bibliotekaren kan vise noget af det, som du ikke selv finder på hylden. En essentiel pointe er, at biblioteket er et frirum, hvor du bare kan være. Ingen skal fortælle dig, hvad du kan læse. Hvis du vil vide alt om dinosaurer, så kan man finde det hele, og bibliotekaren kan hjælpe uden at blande sig. Som en facilitator, der ikke har en holdning til dine interesser.

Hvad mener du, biblioteket kan betyde for et menneske?
Nogen sagde engang, at biblioteket redder liv, og jeg tror faktisk, at biblioteket ultimativt kan betyde, at man skifter livsbane. Jeg har mødt mennesker, som siger, at hvis ikke det var for biblioteket, så havde de aldrig fået deres uddannelse. I øjeblikket kan vi fornemme, at mælkebøttebørnene kommer frem, og fortæller, at biblioteket har betydet meget for dem. I et samfund hvor der bliver større forskel på rig og fattig, og ikke alle har samme adgang til IT, for eksempel, så er det fedt med de mange biblioteker, som har “maker-spaces” med 3D printere og alt muligt andet teknologi.

Hvad har biblioteket betydet for dig?
Jeg lærte at læse tidligt, og kunne godt lide at komme på biblioteket, men det var først, da jeg læste om bibliotekaruddannelsen efter HHX, at jeg tænkte “det vil jeg!” En hel verden åbner sig, når man får mulighed for at lære at søge og finde informationer, strukturere viden, putte det i system og arbejde med IT.

Hvor kommer du fra?
Jeg voksede op i Tranderup på Ærø, på Nørregaard, hvor min far er tredje generation landmand – med jord og svin. Nu bor jeg i en lejlighed på Frederiksberg, og jeg har udsigt, men jeg kan mærke, at jeg er vant til en anden ro i naturen. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom hjem fra København for første gang, efter at have boet der i et par måneder, og jeg så den stjernehimmel! Den havde jeg ikke lagt mærke til før på samme måde.

Lå det lige for, at du skulle være bibliotekar?
Nej, faktisk ikke. Jeg er den første akademiker i min familie, og jeg var den første, der fik en studentereksamen. Min mormor kom ud og tjene som 12-årig, hun var ellers kvik i pæren, men dengang var holdningen fra hendes lærer, at der var ikke nogen grund til, at hun uddannede sig. Min mor fik sin realeksamen, og satte sig for at bruge den til at blive sygeplejerske, selvom det ikke lå i kortene. Jeg har tit tænkt over, hvor privilegeret jeg har været, at få adgang til uddannelse.

Hvordan er det at besøge Ærø nu?
Fantastisk. Jeg kommer stadig hjem, når jeg tager hertil. Og så tager jeg hjem til København igen. Jeg skal meget gerne være her en gang i kvartalet, og når jeg sidder på færgen, begynder rejsen for alvor, og så når jeg drejer rundt om vejen ved mine forældres gård, er jeg hjemme. Tidligere er jeg taget til Frankrig for at grounde og dyrke yoga intensivt, men jeg kan mærke, at jeg kan få det samme her på Ærø, og det er en vidunderlig følelse.

Hvordan og hvorfor er du formand?
Man bliver valgt som formand i Bibliotekarforbundet, og da jeg var på valg for to år siden, var jeg på landevejene, og snakkede med mega mange bibliotekarer i hele landet. Jeg var aktiv på de sociale medier, og i artikler, og i sidste ende vandt jeg med 9 stemmer. 769 på mig og 760 på min modkandidat. For en måned siden havde vi generalforsamling igen, men denne gang var der ingen modkandidat, og det var ret fantastisk. Jeg tænker, at når der ikke er nogen, der melder sig, så må det være fordi, der er opbakning til det, jeg gør.

Hvad har du lavet, før du blev formand?
Jeg har været privatansat i IBM som projektleder  i software implementering. Der brugte mine evner til systematik, struktur og samtale fra uddannelsen, for jeg er jo specialist i at spørge ind til, hvad folk har behov for. Hvis du siger til en bibliotekar, at du gerne vil læse om heste, skal han eller hun nok finde ud af, hvis du i virkeligheden har brug for en bog om rideudstyr.

Hvilken type formand er du?
Jeg er rigtig meget medlemmernes formand. Jeg står på skuldrene af bibliotekarerne, og har meget kontakt med dem, så jeg bedst muligt kan være deres talerør.

 

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes

 

 

“Tjener du penge på din blog?”

Jeg har skrevet den her blog i to måneder, og jeg kan godt indimellem tænke: hvorfor tog det mig så mange år at komme i gang?
Sandheden er, at jeg ikke troede, jeg ville have nok på hjerte. Sandheden er, at jeg var bange for, at ingen ville læse med.
Og jeg ved godt, at min blog slet ikke er lige så stor som de store blogs, men den er her, og nogen læser med. Faktisk læser en del med, synes jeg. Den seneste måned har jeg haft mere end 10.000 unikke læsere, og mange dage kigger 1000 mennesker forbi majmy.dk. Og selvom de tal ikke er noget særligt i den verden, hvor man lever af at blogge, så er de altså fantastiske i min.
 
En dag spurgte Storm: “Er der lige så mange, der læser din fjollede blog, som der er mennesker på Ærø?” og jeg svarede helt kålhøgen (mens jeg kiggede væk, så ingen kunne se mit slet skjulte smil) “Ha! Nej – der er flere!” (hvilket jeg godt ved, siger mere om øens størrelse end om min blog…men alligevel, ik?!)
 
Jeg skriver herinde næsten hver dag, men jeg holder også indimellem pauser. Det er min ambition kun at lægge noget op, hvis jeg virkelig synes, jeg kan tillade mig at bruge andres tid på det. Derfor er der stille en dag eller to om ugen, for jeg har andre ting, som hiver i mig, og det jeg lægger på bloggen, skal være godt. Det skal give mening. Mine to overordnede ambitioner med at skrive er at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har muligheder her i livet og at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange bærer rundt på. Simpelthen fordi jeg tror, vi kan meget mere, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.
 
Det er også derfor, jeg gene vil have flere læsere med ombord: Jeg har et budskab, som jeg tror på. Jeg vil ud til så mange som muligt og sprede følelsen af, at alle menneskers liv er fulde af døre, der kan åbnes. Jeg bliver glad, hver gang nogen deler min blog på facebook, og når jeg får en besked, hvor nogen skriver til mig, at deres kollega har fortalt dem om den.
Så jeg har altså startet den her blog, hvor jeg fortæller fra mit eget liv og om de valg, jeg træffer, og her er både tilvalg og fravalg, og her er en del overvejelser og refleksioner i det hele taget. Intet, der er værd at have, kommer uden en indsats, og det skriver jeg om. Jeg har et godt liv, og det mener jeg bestemt, at jeg selv har været med til at sørge for. Men nogle dage har jeg det ikke kun godt, nogle dage har jeg det dårligt, og så skriver jeg om det, fordi jeg ved, at jeg ikke er ene om at have den slags dage, og jeg ved, at de har tendens til at blive lidt bedre, når man er opmærksom på, at man ikke er alene.
 
“Kan man tjene penge på sådan en blog?” spørger nogen mig næsten dagligt. Og tja…hmmm. Altså, jeg tjener ikke en krone på min, men jeg ved, at der efterhånden er en del herhjemme, som blogger fuldtid. De tjener eksempelvis penge på betalte indlæg om produkter, eller de linker til ting, og modtager et beløb, hver gang en læser klikker på linket og/eller køber produktet. Det er helt reelt, ret gennemsigtigt og fuldstændig okay med mig. Jeg tror, de færreste bloggere reklamerer for noget, som de ikke kan stå fuldt ud inde for, og på mig virker det i og for sig som den mest ærlige form for reklame.
 
Udfordringen i mit tilfælde er, at jeg jo tit er hende i det lidt tarvelige joggintøj i brugsen, og netop fordi min blog i et vist omfang handler om fravalg af ting og tilvalg af tid, ro, nærvær i stedet, er det ikke helt oplagt for mig at skrive om makeup (som jeg ikke ved noget om) eller sko (som jeg har to par af, og dem fik jeg min søster til at købe for mig). Eller ret meget andet, egentlig.
Derfor er jeg i tænkeboks i forhold til det med reklamerne: Det kan godt være, at jeg skal tjene penge på min blog, når den bliver stor nok. Måske skal min blog købe mig tid til også at skrive bøger uden stress over deadlines på freelanceartikler. Muligvis er alternativet, at bloggen dør af tidsmangel, og så er det måske trods alt fedest at finde nogle samarbejdspartnere, som giver mening for mig, og på den måde holde den kørende. Jeg ved det ærligt talt ikke, og det siger jeg ikke for mine blå øjnes skyld, og så i morgen er der BAM! bannerreklamer over alt og kæmpestore annoncer for tre stjernet spegepølse “som mine børn og jeg elsker at spise hver dag” under et billede af mine unger med salami i munden.
Nej, jeg ved ikke, om jeg kan eller vil eller skal tjene penge på min blog. Jeg ved ikke, hvad mulighederne er, eller hvad jeg har lyst til.
 
Jeg ved bare, at lige nu skriver jeg på livet løs, og jeg elsker det, og hver dag læser flere med end den foregående, og jeg ved, at når jeg tjekker www.majmy.dk om aftenen, og ser, at der er kommentarer på mine indlæg, jubler jeg indeni. Jeg elsker udvekslingen herinde og på facebooksiden. Det giver mening for mig. Det gør mig glad. Det føles helt rigtigt.
Hvad tænker I om det med at blogge? Og om at tjene penge på det?

Yes! Vi kom udenfor

Det er ikke altid, Kristian og jeg kan få vores børn med udenfor. Sjældent-agtigt, for at være helt ærlig. Jo, hvis vi stiller dem noget i udsigt (indetid, eksempelvis), men det holder hårdt. Særligt når det er køligt.

Men sådan skal det ikke være mere, har vi besluttet. Vi bor på landet, jo! Vi har en giga-mark (synes vi)! Og stranden ligger lige dernede for enden! Vi har en køkkenhave! En trampolin! Vi skal ud!

Og i går var det jo søndag, og vi var hjemme, for selvom vi kørte til Aarhus i fredags for at være kærester, kørte vi hjem igen allerede lørdag, hvilket ikke var en nem beslutning, når nu det meste af vores familie bor omkring Aarhus, men vi ved af erfaring, at hvis vi er væk fredag, lørdag og søndag, så er vi trætte mandag, og pludselig kommer vi bagud med nogle andre ting. Ergo drog vi hjem lørdag, ergo vågnede vi i vores egen seng søndag morgen.

Og så gik vi udenfor. Vi samlede æbler i kassevis, og fik dem deponeret på rette sted. Vi gravede gulerødder op, og Kristian lavede en “kule”, hvilket vil sige, at han lagde gulerødderne i en tæt kasse med jord imellem lagene. Det med at lave sådan en “kule” er noget, han har læst i sit køkkenhave-opslagsværk, Aarstidernes Køkkenhave fra Aarstiderne (den kan også lånes på biblioteket, har jeg set), som har været en god hjælp for Kristian i forbindelse med etableringen af hans store køkkenhave i år. Vi har kartofler til hele vinteren samt løg, porrer, jordskokker og gulerødder, og så har vi haft ærter, salat, forskellige kål, majs, ajmen – jeg kan ikke huske det hele. Undervejs har Kristian brugt bogen som en erfaren og konkret hjælper i forhold til alt fra timing og gødning til vinteropbevaring.

Ungerne hjalp til, selvom de ikke helt har vænnet sig til at tage vanter på, så de havde hænderne inde i ærmerne meget af tiden, men de gravede alligevel en del, og kørte de rådne græskarlygter på komposten, og samlede æbler, og legede med fjernstyret bil og lidt andre ting. Og vi voksne nød det: det er jo derfor, vi bor her (blandt andet). Det med naturen, de store vidder, mulighederne for at dyrke jorden, mærke skidt under neglene, være sammen om noget som giver så god mening, at man knap nok behøver forklare det.

Senere cyklede Kristian og ungerne en tur i regnen, mens Juno og jeg satte en tøjvask over, og lå på stuegulvet og kiggede i en bog, og så fik vi besøg, og vi spiste kage og drak te og kaffe og spiste pølsehorn, og pludselig var klokken mange, og så spiste vi rugbrødsmadder til aften alle sammen, og så gik ungerne til køjs, og Kristian og jeg sad lige så stille og ordnede et hav af ting og drak te, igen, og spise kage, igen.

Sikke en dejlig weekend. Dejlig, dejlig.

Parforholdssnak – 5. del

Så er det 5. og sidste gang, jeg skriver et “parforholdssnak” indlæg i denne omgang. Og hvilken dag at gøre det på, når nu Kristian og jeg netop har været på love-tur for første gang i…alt for længe.

Jeg nåede ellers at tænke: “Nej, det vil jeg ikke skrive om”, fordi jeg ved, at mange ikke tager væk fra deres børn, fordi det føles forkert for dem, og jeg har hørt flere sige, at de ikke behøver få deres børn passet for at være kærester. Men det gør vi jo heller ikke; vi har mange skønne aftener derhjemme, hvor vi sidder helt tæt i sofaen og snakker eller læser eller ser en film, og jeg elsker det. Men for mig er det ikke det samme som at være bare os to uden at der ligger fire børn ovenpå, som potentielt kan tisse i sengen eller få et hosteanfald, og som uden tvivl vækker os senest – senest! – klokken 06.

Nej, jeg elsker vores kæresteture, og vi har altid taget på dem, og er så heldige, at vores bedsteforældre og søskende har lagt weekender (eller hverdage, vi er sådan set ligeglade) til, så vi kan drage af sted (og hvis ikke vi havde familie, som trådte til, ville vi finde én eller to barnepiger, der kunne hjælpe os. Det gjorde vi i København, da Storm var lille, for så vigtigt er det for os.)

Således også i går. Vi kørte til Aarhus og var først lige et par timer på DOKK1, som vi er vilde med alle sammen. Så tog vi op til min mor på kommunehospitalet, hvor hun arbejder på 30. år, og dér hoppede drengene ind i hendes bil, og kørte med hende hjem. Dernæst trillede vi ned til min søster og svoger i Øgaderne, og afleverede to glade piger i armene på de smilende børnepassere, som havde blåbær og vindruer klar til den store afsked. Men det var ikke nødvendigt: alle vinkede glade farvel, og klokken 17 satte Kristian og jeg os i bilen. Bare os to.

Og se, nu er vi allerede kommet til det punkt på vores tur, hvor jeg tænkte: “Jo sgu, jeg skriver om vores love-tur på bloggen, uanset om der er nogen, som rynker på næsen eller ej,” fordi: Vi snakkede SÅ fantastisk godt sammen, allerede inden vi var nede i p-huset ved Magasin. Så snart vi kom ud fra min søster og svogers ejendom, helt uden ét eneste barn i vores varetægt, så vi på hinanden, og sagde: “Nå, hvor kom vi til?” og så snakkede vi, om alt det som betyder noget for os, som om vi aldrig havde holdt pause fra det. Vi snakkede i dybden, tænkte os om (stilhed er også godt, har vi lært), spurgte ind til det, den anden havde sagt, og talte videre. Vi kunne have snakket i timevis – og det gjorde vi, ha! Ingen afbrydelser, ingen bekymringer, kun snak.

Jeg vil lige tilføje, at vi altid har haft en regel, som gik på, at vores børn ikke skal undvære deres forældre mere end et døgn per leveår. Dvs: Når man er ét år, kan mor og far være væk i et døgn, to år to døgn osv. Det er en tommelfingerregel, som fungerer godt for os, og vi oplever, at vores børn også har det godt med det. Vi er aldrig væk, længere end den yngste er klar til, så vores ældste har altså ikke måtte undvære os i otte døgn, men derimod max i tre (de tvillingerne var tre år).

Nå, men vi snakkede, og vi tullede rundt i Aarhus, og så gik vi på restaurant, og bestilte fire retter, men jeg havde en dum, dum hovedpine, og var træt, og måske jeg må indse, at tiden hvor jeg går på restaurant om aftenen, og sidder i støj og i det der lys, og spiser i timevis, på en eller anden måde er ovre. Jeg ville faktisk hellere have siddet på et street market eller en lille bistro og spist en enkelt ret og så være gået en længere tur igen bagefter. For jeg er for sensitiv, tror jeg, overfor alle de der input og al larmen og de skiftende temperaturer (ej, jeg lyder jo tosset – men shit hvor den dør gik hele tiden jeg skiftevis frøs og svedte). Nå, men så gik vi ud i støvregnen igen, meget mætte, hånd i hånd tilbage til hotellet, og låste os ind på det smukke værelse med alle de velduftende cremer og sæber, og jeg lagde mig i karbadet med bobler i, mens Kristian lå på sengen nogle meter derfra, og læste højt fra en bog, han er i gang med, og som han synes, jeg skal læse (men han ved godt, at det ikke kommer til at ske, så han så sit snit til at læse højt fra den i stedet). Og jeg stod op af badet, han læste videre, og så lå vi på sengen, og læste og snakkede, og alt var godt og rart og klokken 21:30 – tidligere end nogensinde i årevis! – faldt vi i søvn uden at føle os snydt for voksentid. Og så sov vi til klokken 8.

Vi spiste morgenmad, hentede bilen, hentede børnene (alle var glade), tog i svømmehallen hos min mor og hendes mand, spiste frokost alle sammen, og så kørte vi mod Svendborg, og tog færgen hjem, og alt er godt. Alt er så godt. De der 16 timer uden børn gav mig lige lidt udsyn. Jeg fik bedre forståelse for det hele igen. Min taknemmelighed blev ligesom børstet af, druknefornemmelsen forsvandt. Jeg forstod nogle ting, nogle vigtige ting, og Kristian og jeg traf nogle beslutninger, både store og små, om vores liv og hverdag. Dem vil jeg skrive om i løbet af ugen, tænker jeg.

Jeg forstod blandt andet, at druknefornemmelsen – følelsen af altid at være et skridt bagud, aldrig helt at være fuldt tilstede i hverdagen – ikke er permanent. At den ikke er indlejret i mig, men derimod et billede på en forbigående erfaring. Den er ikke mig nu, ligesom den ikke plejede at være det før i tiden. Jeg er ikke ved at drukne, det så og mærkede jeg helt tydeligt, mens jeg var alene med Kristian. Vores tosomhed tog atter form, blev stærkere, voksede, vi groede sammen, lyste på hinanden, lyste mere hver især. Jeg kunne mærke, at det ér muligt at overskue vandene – det ér muligt at være her, være tilstede. Men jeg skulle på afstand for at forstå det.

Kristian sagde, da vi gik ned af Guldsmedegade, væk fra hotellet, at “det gør vi snart igen”. Vi tager af sted, bare os to. For det er så rart. Og nej, det gjorde de sikkert ikke i gamle dage, men det var heller ikke altid, de var lige meget i synk i deres parforhold, eller lige mega glade for hinanden, og sådan gør vi så anno 2016 i familien Midtgaard Humaidan.
Min mor grinede lidt af, at vi havde brugt så mange penge blot for at få en nats sammenhængende søvn, og mindre kunne helt sikkert gøre det – børnene kunne have været hos deres bedster, mens vi var derhjemme. Men det var det hele værd. Køreturen, bekymringerne om hvorvidt Juno ville være tryg, alt det der skulle pakkes ud, da vi landede herhjemme igen dagen efter. Alenetiden var det hele værd.

(og obs: vi er ikke sådan nogle, som får taget billeder af os selv eller hinanden. Det falder os ganske enkelt ikke ind. Så lige før vi forlod hotellet, netop som vi ville rejse os fra morgenmaden, huskede jeg bloggen, og fik Kristian til at sidde nogenlunde stille, og jeg tog et billede af ham, og så tog jeg også et af morgenbordet, og dernæst tog vi et par stykker hjemme hos min svoger og søster af dem og pigerne. that’s it.)

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 4. del her.