Hvor arbejder du bedst?

Jeg arbejder hjemme de fleste dage. Nogle dage er jeg ude for at snakke med mennesker; andre er jeg hjemmefra for at ordne et eller andet, som ikke kan vente. Men de fleste dage – og det er de dage, jeg er lidt afhængig af – sidder jeg derhjemme, og skriver (og besvarer mails, og foretager telefonopkald, og planlægger opgaver). Jeg kan bedst lide at sidde ved min farfars gamle tegnebord for enden af vores mørkeblå stue med udsigt til vandet. Der er tusindevis af huller i det bord; folk tror indimellem, at det er borebiller, men i virkeligheden er det huller fra tegnestifter, som har holdt papiret fast, da det stod på tegnestuen i mine bedsteforældres kælder.

Udsigten ændrer sig hver dag, men også indimellem fra time til time. Sådan noget vand kan være azurblåt, lyseblåt, mørkeblåt, sort eller sølvfarvet, og det kan være blankt og stille eller med krusninger eller bølger og indimellem er det fuldkommen skjult bag tåge, og så kan man ikke se, om det er en motorvej eller vand dernede. For enden af vores mark, helt nede i venstre hjørne lige før stranden, står et træ, som ligner en vifte. Jeg ved godt, at det ser sådan ud, fordi det i virkeligheden er alt for skævt, men jeg elsker at se på det. Jeg elsker den form – som en balletdanserinde i spring.

Her arbejder jeg bedst, fordi her er ro. Her kan jeg høre høj musik, eller lav musik, klassisk, jazz eller noget tredje uden at bruge energi på at overveje, om der sidder nogen, og hiver sig i håret over det, og kilden til et godt skriveflow for mig er, at jeg ikke hele tiden skal overveje, om jeg forstyrrer andre eller frygte, at der kommer nogen, og forstyrrer mig.

Det er sjældent, jeg holder pauser for at spise, men jeg smutter med mellemrum ud i køkkenet, og laver en mad, eller fylder en skål med et-eller-andet, og så spiser jeg foran computeren og musikken. Jeg har næsten altid te med mig. Året rundt. Hvid tempelte fra Perchs er min yndling.

Nogle dage går jeg en tur udenfor, hvilket altid sætter gang i tankerne. Så vender jeg hjem, og kan næsten ikke følge med ordene, der kæmper for at komme ned på papiret. Andre gange, men det er ikke så ofte i disse år, tager jeg væk – hopper på toget til en anden by, sover for mig selv, og suger til mig af ansigtsudtryk, anderledes kufferter, menneskelige interaktioner, mad, lyde, dufte. Det skal jeg faktisk senere på ugen, og forventningen er også en inspiration.

Jeg kender mennesker, som elsker at have en arbejdsplads med kolleger. Det er næsten som andet hjem, og kollegerne er venner, vidner til deres liv, de er samarbejds- og sparringspartnere. Jeg kender mennesker, som nyder at have del i et kontorfællesskab med gensidig sparring og kreativ kommunikation, og jeg kender nogen, som helst sidder midt i et stort kontorlandskab, og er en del af noget større.

I disse år, i hvert fald, foretrækker jeg altså at arbejde i en form for ensomhed (som jeg har lyst til at kalde “solitude”) med selvvalgte inspirationsture og et ublu forbrug af mørk chokolade fra morgenstunden.

Vil I fortælle, hvordan I arbejder? (eller hvor I er det meste af dagen, i hvert fald) Hvad kan I se derfra? Hvem er I i nærheden af, og har I venner, eller gode sparringspartnere omkring jer?

At forandre verden fra sit eget sted

Kristian er på kursus i Aarhus hele weekenden, så familien er lidt spredt. Jeg har erkendt, at det er for hårdt for mig at være alene med alle fire børn i flere dage ad gangen, så Ilja og Live har været hos deres farmor siden fredag aften, men nu kommer de om et par timer, og jeg glæder mig. Ikke mindst fordi jeg ved, de trænger til det. At weekenden er et åndehul, som også de ser frem til.

Men de sidste to morgener har vi altså kun været Storm, Juno og jeg til at vågne i huset her, og i går stod vi op, og hældte Duplo udover hele gulvet, byggede, og hørte musik. Men så fik Storm øje på noget rimfrost på vinduerne, og det gav et sæt i ham. Han sprang op, snakkede i højt tempo om kælketure og “et fint lag sne”, og inden jeg vidste af det, sad han ude i haven på sin kælk, og forsøgte at ase sig frem over de isdækkede græsstrå. Det var ikke til at stå for: drengen, som ellers aldrig går udenfor frivilligt, bliver til rendyrket vilje, når der kommer sne (eller strandvejr).
Man kan blive helt stille, når man træder ud i sådan en sølverfarvet verden, hvor alt grønt er dækket af de fineste lag hvidt, og hvor havet er som blandet med mælk, og himlen langsomt bliver ferskenfarvet, så orange, så blå og grøn.

“Lad os prøve Christens mark, den er stejlere,” foreslog Storm.
Ude på marken fandt vi Christen, som var ude for at hente en palle wrap til køerne. Christen er 75 år, forresten, men den slags bider ikke på ærøboer. Han fortalte, at de skulle have gæster fra den anden side (“den anden side” er alt andet end Ærø) i dag, så han havde travlt med at få fodret.

Processed with VSCO with a7 preset

Senere spiste vi frokost hos vores søde venner i Ærøskøbing, og klappede heste, og gik en tur ned til vandet og sad foran brændeovnen og tøede efterfølgende, og i dag skal vi hjem til nogle andre venner og trakteres.

Jeg er så glad for, at vi bor på Ærø. Jeg holder så meget af naturen, som er mere levende for mig end nogensinde før. Og jeg holder meget af alle de mennesker herovre, som er i vores liv. Alle de børn og voksne og vidt forskellige eksistenser som har hjulpet os og budt os velkommen, og som vi har fået lov til at komme ind på livet af. Hver dag oplever mine børn oprigtig venlighed. Hver dag stiller mennesker sig til rådighed, og vi gør det samme. Det føles godt at give, og man får en helt masse igen. Jeg synes, det er den vildeste og mest livsbekræftende synergieffekt: At vi giver, og vi får. Og mine børn kan mærke det. Det er jo deres dna, deres natur – og de ved, at vi prioriterer at være der for hinanden. At hvis naboen er lidt trist, så kommer hun og spise med, og når jeg er alene med ungerne, så bliver jeg inviteret på besøg. Jeg har altid tænkt, at den bedste måde for mig at forandre verden ikke er at rejse ud til brændpunkterne som samaritaner. For mig starter forvandlingen med de små handlinger, hver dag, der breder sig som ringe i vandet og forhåbentlig i sidste ende påvirker så mange, at det har en varig effekt. Det er beskedent, men virkeligt. Det er det, jeg kan nu.

Hvad skal I på denne søndag? Og hvordan har I lyst til at forandre verden?

Når man er tvunget til at være kreativ

Det er weekend, og vi har sovet længe. Ej, det har vi altså slet ikke. Børn er jo ligeglade med, hvilken dag det er. De vågner før seks alle dage året rundt. Mine gør i hvert fald. Og jeg ville sådan ønske, at jeg var A-menneske.

Men det er jeg ikke, men så er det godt, at man i stedet har sit gode humør (ej, det har jeg ikke om morgenen – men jeg gør mit bedst), og jeg vil lige fortælle om lidt af det, nissen Alberte har lavet, siden hun ankom med sin lille dør og gyngestol og træsko osv. i torsdag, fordi det kan ærligt talt være strabadserende at skulle finde på nisse-påhit hver dag hele julen, men det er heldigvis en meget meningsfuld (og hyggelig) opgave, så vi klør på. Kristian sagde i går: “Det her er jo deres barndomsjul. Ligesom de jule, vi tænker tilbage på, og så dur det ikke at trække et træthedskort, for pludselig er de ligeglade med nisser. Vi må igang!  (og lige nu, hvor jeg skriver dette, kan jeg ikke huske én eneste jul fra min barndom, men jeg er sikker på, at Kristians budskab alligevel er rigtigt).

Derefter gik vi direkte op, og tegnede overskæg på alle de tre store, og skrev et brev fra nissen, som var utilfreds med, at de havde drillet hende hele dagen, men som dog stadig elsker dem. (det der med overskægget har jeg set gennemført vildt flot, nærmest kunstnerisk med svungne krøller og fine, tydelige hår på hagen, men shit vores unger er sensitive (not a surprise) – også når de sover…de klynkede, vred sig, osv. og skæggene var af meget varierende kvalitet. Men! Det virkede. De skreg af grin, da de så hinanden).

I år har nissen Alberte fået påbud om at give ungerne endnu færre gaver end sidste år (hvor de fik én hver søndag – blandt andet nyt sengetøj, som de var vildt utilfredse med, men er ægte glade for nu), så hun er tvunget til at være kreativ, og ungerne er tvunget til at lære at leve med, at skatten i en skattejagt godt kan være en bog, som de havde i forvejen, der er blevet bundet sammen med de chokoladeæsker, de fik i søndags og en lille seddel med påskriften “God læselyst!”. Og de mukker lidt, og “jeg havde ønsket mig en rigtig gave”, men skattejagten var jo fantastisk uanset og læsestunden endte med at være skøn og hyggeligt, og vi læste frem til den 7. december i kalenderbogen, fordi; hvem ved, hvornår vi får tid igen.

Vi har fokus på bogstaver i år. Storm går i første klasse, og er så småt ved at knække læsekoden (hans skole har ikke travlt med at presse specifikke grænsedatoer ned over ungerne, så han er stadig skarpere på hajer og dybhavsfisk end på at læse, fordi det er det, han interesserer sig for). Men, de to på fire er vildt interesserede i bogstaver, og kan faktisk allerede skrive rigtig meget. Særligt Live, hun skriver på livet løs, og kan selv regne mange ord ud, og hun nyder det. Derfor har vi besluttet at lave ordskattejagter fra søndag til søndag her i julen, hvor de samler bogstaver hver dag, som så danner et ord, som peger dem i retning af skatten (of sorts…). “Badekar” eksempelvis.

Og det er Kristian, der det meste i år. Det gør han altid på fødselsdage og den slags, men nisseræset har meget været mit hidtil. Men i år har jeg så at sige givet chefhatten videre til ham, og derfor er der gået rimord i den, fordi en professionel rapper kan ganske enkelt ikke slå så meget som en streg på et stykke papir uden at få det til at rime. Og det er fedt at læse højt, og ungerne også er ret gode til at rime (uundgåeligt, tænker jeg), og jeg elsker-elsker, at det ikke er mig, der er primusmotor i nisserierne, som næsten altid skal udtænkes om aftenen, hvor jeg helst vil skrive. Og spise. Og fede den.

Men her i weekenden tager Alberte lidt en slapper, for Ilja og Live er hos deres farmor, mens Kristian er på kursus i Aarhus, og Storm, Juno og jeg turnerer rundt blandt nogle af Ærøs fineste adresser, og spiser frokost og lader os varte op.

Hvad har jeres nisser lavet indtil videre? Og endnu vigtigere: Hvordan får man sine børn til at sove længe? (jeg overvejer at købe ét af de der sove-ure til næste adventssøndag..)

De bedste pebernødder og en god film, keramik og snak..

Det er fredag, og om fredagen anbefaler jeg som regel noget. I sidste uge af-anbefalede jeg godt nok en enkelt ting, men i dag får I mange anbefalinger. I får: pebernødder, film og keramik.

Da jeg hentede de to mellemste i Pippihuset i tirsdags, fik jeg en smagsprøve fra børnehavens pebernøddeproduktion, og den var god. “MEGA god,” som den ene af mine bagermestre, Ilja, kommenterede. Og vi kom hjem, og så bagte vi pebernødder. Vi fulgte Meyers opskrift, fordi jeg troede, det var den, jeg plejede at bruge, men de var slet ikke lækre. Porøse og med en irriterende eftersmag, syntes jeg. Ungerne var okay med dem. De spiste dem i hvert fald.

Så jeg tænkte: Det er ikke dem, jeg plejer at bage, fordi Storm havde også smagt én af pebernødderne fra Pippihuset, og udbrudt: “Det er de næstbedste, jeg har smagt”. – “Hvilke var de bedste?” spurgte jeg overrasket, for hold op de var gode, dem som børnene havde lavet. “Dine,” sagde han uden tvivl. Men, det var helt sikkert ikke Meyers.

Nå, jeg lagde alligevel et (løgnagtigt) billede på instagram af noget aftenhygge med pebernødder, og nævnte ikke, at de smagte af støv, men min veninde Merian, som sgu altid er så skarp, kommenterede alligevel, at dem fra New Yorker By Heart er de bedste pebernødder. “Nå ja! Det er jo dem, jeg plejer at bage,” tænkte jeg.
Onsdag eftermiddag havde vi søde mennesker på besøg, men torsdag bagte jeg et stort bundt af de andre, og de er meget bedre. Særligt den plade, som jeg glemte i ovnen, synes jeg. Jeg elsker mørke pebernødder.

Jeg fik ikke taget et billede af den helt vellykkede stak, som ungerne både havde rullet, skåret og trykket – men jeg har billeder af den ekstra brune plads og af en skål med Meyer-versionen.. (og jeg kan ikke tage ét af de andre nu, for vi skal holde møde med nogle håndværkere og en arkitekt lige om lidt om et stort byggeprojekt, som vi tager hul på ti foråret, og som vi slet ikke har overblik over endnu, og de skal have pebernødderne, og jeg har travlt.)

….og hvis nogen skulle spørge “hvor har du så meget dejligt keramik fra?”, så ville jeg næsten føle mig tvunget til at nævne, at jeg køber det meste hos en keramiker i Skovby, her på Ærø, som ellers har sagt, at jeg ikke må skrive om hende, fordi hun har nok at se til allerede. Men nu har jeg i hvert fald heller ikke nævnt hendes navn.

Hvis man nu er sådan én, som gerne vil se en film, mens man spiser sine pebernødder og drikker en kop god te, så kunne man jo overveje at se én af disse to. Eller dem, begge, selvfølgelig:

The big short” er den bedste film, jeg har set længe. For at være ærlig, var det også den første film, jeg så i ret mange uger…måneder, måske, men det tæller alligevel, når jeg siger sådan, for anskuet over hele mit liv, har jeg set virkelig, virkelig mange film. Og The big short er uden tvivl én af de bedre. Den er hamrende velspillet, fedt skrevet, skide godt produceret. Den er fed og sjov, og så er den – fremfor alt, måske – informerende, øjenåbnende og provokerende. Den handler, helt kort sagt, om en håndfuld spekulanter og investorer, som gennemskuer boligboblen før alle andre, og på den måde både forudsiger og bliver meget velhavende på finanskrisen. Det er ikke en film om moralske, ophævede mennesker, men derimod en film om løgne og korruption og om intelligens og samvittighed. Men den er ikke tung eller deprimerende.
Den er på Netflix.

God weekend! Hvad skal I lave? Hvad bager I for tiden? Hvad ser I? Har I også keramik eller andre ting, som I bare eeelsker at se på?

Gå bevidst til din fødsel

Nu er fødselschefen på Riget gået fra sit job i protest. Han kunne ikke forsvare at blive i sin stilling, når fødeafsnittene på sygehusene lider så store økonomiske tab.

Jordemødre fra hele landet dukker frem i medierne, og på min private facebook, og fortæller om udmagrende træthed og dårlige oplevelser på jobbet grundet alt for stort arbejdspres, og det gør ondt på mig, at det er blevet sådan. Jordemødrene elsker deres fag, det ved jeg. Det er ikke tilfældigt, at man vælger den vej. Mange har taget uddannelsen senere i livet, fordi det bliver deres største drøm, efter de selv stifter familie; andre har knoklet på fødestuerne og samlet erfaring, siden de kom ud af gymnasiet med tårnhøje gennemsnit. Det er en benhård uddannelse, det ved jeg også, for min søster er i disse dage ved at afslutte den, og jeg har været med på sidelinjen hele vejen.

Intet gør mere ondt på en jordemoder end at høre, at de gravide er utrygge. Intet er længere fra det ønske, man har, når man som fødselslæge eller sosu-assistent møder ind i sit job på et fødeafsnit. Utryghed er den værst tænkelige forudsætning for en god fødsel.

Jeg har tre meget forskellige fødsler bag mig, og generelt er jeg ikke hende, som snakker meget om det med at føde, for det fylder ikke specielt meget for mig, men jeg er alligevel bevidst om, at det var helt rigtigt, at min sidste fødsel blev en hjemmefødsel, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg også har den oplevelse med mig, når nu jeg har lukket døren til det kapitel af mit liv.

I dag vil jeg blot fortælle, ganske kort, at min sidste fødsel, som foregik på badeværelset hjemme hos mig selv i december sidste år, var den mest harmoniske og trygge fødsel, jeg kan forestille mig. Det var en dag og aften fuldstændig i tråd med hvem jeg er, og hvordan jeg ønskede at bringe min datter ind i verden. Vi var her sammen, Kristian, min søster og jeg, og sidst på aftenen kom også én af de garvede ø-jordemødre, og snakkede, grinede, og hjalp mig igennem de sidste timer.

Min ydmyge opfordring til alle gravide er, at man forbereder sig på at føde. Nej, man kan ikke forudsige, nøjagtig hvordan forløbet vil være, men man har stor indflydelse på det langt hen af vejen, så længe alt ellers forløber normalt. Når man er velinformeret, er man også mere tryg, og mange udbyder efterhånden fødselsforberedelsesforløb i privat regi, og det er min overbevisning, at de er en god vej til at finde sig selv og mærke ens personlige ønsker, før man er midt i den store opgave.

En fødsel er én af livets største oplevelser og ditto opgaver, og når vi ikke forbereder os, svarer det, ret præcist endda, til at løbe et maraton uden at så meget som at have overvejet, hvordan man vil gennemføre.
En hjemmefødsel er ikke for alle, men det er forberedelse tilgengæld.

Og det var netop forberedelse, jeg manglede ved min første fødsel, hvor jeg mødte op på Hvidovre Hospital på terminsdagen med veer, som jeg ikke havde nogen som helst føling med eller kontrol over. Over de næste 14 timer gennemlevede jeg følelser som desperation og tab af kontrol, og jeg var rundt på gulvet både under og efter fødslen. Når jeg tænker tilbage, er det slående, så lidt jeg havde tænkt over fødslen forinden. Udover de to-tre fødselsforberedelser i den kommunale jordemoderkonsultation, havde jeg ikke nogen egentlig forhåndsviden (og lad det hermed være sagt, at det kommunale tilbud haltede, sådan som jeg hører, at det gør de fleste steder. Nok på grund af dårlig økonomi..)

Hvis jeg havde forberedt mig; indstillet mine tanker på hvordan jeg ønskede, det skulle foregå, og hvordan jeg ville arbejde med smerten, tror jeg, min erfaring kunne se meget anderledes ud. Nu blev det en oplevelse, der mest af alt lærte mig, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Min krop føltes skrøbelig længe derefter, og jeg havde ikke lyst til nogensinde at føde igen.

Men så, mens min søn stadig var lillebitte, kom jeg i kontakt med et netværk af garvede mødre, hvoraf mange havde adskillige fødsler bag sig, og en del var jordemødre, og jeg havde lange udvekslinger med dem om fødsler. Jeg lærte, at man selv har indflydelse på, hvordan en normal fødsel forløber. Jeg lærte, at man med sin indstilling, sine tanker og følelser, kan påvirke veerne og fødslens udvikling. Jeg lærte nok til, at da jeg fødte mine tvillinger tre år senere, var det en langt mere bevidst handling fra min side. Jeg havde større overblik og overskud og sammen med jordemoderen, Kristian og min søster kom jeg stolt og glad igennem den overvældende og smukke oplevelse.

Nu har jeg så også en hjemmefødsel bag mig, og jeg vil til enhver tid opfordre alle til at undersøge den mulighed. Det er ikke hverken utrygt eller rengøringskrævende. Det er trygt og simpelt, varmt og intuitivt, og jeg oplevede det som en stor lettelse at være i mine egne rammer med mine nærmeste tæt på, mens jeg skulle udføre det store arbejde, som det unægteligt er at føde.

Jeg vil afslutte med at skrive, at hjemmefødsler jo ikke er løsningen på de voldsomme nedskæringer, der er på fødselsområdet. Der skal en generel kulturændring til, før vi når i mål. Vi, som samfund, skal og må anerkende hvor vigtigt det er, at enhver familie får den bedst mulige start på livet sammen, og det kræver ressourcer, opmærksomhed og prioritering, ikke mindst.
Indtil da er det bedste, de fødende kan gøre, at tage aktiv stilling til deres fødsel. Det skylder man sig selv.

(P.S. Mit indlæg blev lidt forsinket, fordi jeg ville finde et billede fra min hjemmefødsel, men vi har været for optagede af at være i situationen til, at vi fik taget nogen, kan jeg se. Til gengæld lavede min søster nogle fuldkommen rørende film i timerne efter fødslen, som jeg først lige har set nu, så jeg sidder her med en dyb glæde i hele mit væsen. Her er i stedet ét af lille Juno, da hun var få timer gammel).

img_9349

Hvad er jeres tanker, erfaringer, input, spørgsmål? Del meget gerne i kommentarfeltet.

OBS: Læs mit portræt af Jordemoderforeningens forkvinde

 

Mød et menneske – Marcel fra det meste af verden

Øjnene er sjælens spejl, og Marcel Keller må være ét af de varmeste mennesker, man kan støde på. Hans brune øjne vidner om tryghed og ro, og hans accent inviterer til samtaler.

Jeg kender Marcel, fordi han plejede at være bedste venner Celestine, som udover at være mor til min ældste søns skolekammerat, også er min dejlige, sjove, øko-fikserede veninde. For et halvt år siden spurgte hun Marcel, om ikke de skulle være kærester? Deres kærlighed er af den slags, hvor bølgerne går højt, når de diskuterer politik, og hvor vandet til gengæld lægger sig, spejlblankt, når de sidder ved siden af hinanden, og studerer sammen.
Om to år bliver de begge færdige som socialrådgivere. Marcel siger, at så har han alt, han kunne ønske sig.
Og det er store ord fra en mand, som på sine 33 år har oplevet mere end de fleste.

Mød Marcel: Schweizer-øbo, eks-amerikaner, superstuderende og deltidspostbud med adresse i Søby

Marcel Keller, socialrådgiverstuderende, venligheden selv, altid klar på en skarp meningsudveksling
Født 1983 i Schweiz
Bor i Søby med sin stedfar og i Skovby med sin kæreste og hendes to drenge

Hvor er du fra?
Jeg er fra Schweiz, hele min familie er schweizere. Der kan ikke spores andet end schweizerblod i mig, og det er der faktisk et ord for: ”Eidgenosse” hedder det. Men jeg har jo boet over det hele, og nu er jeg måske mest ærøbo.

Hvordan er du havnet i Danmark?
Jeg boede i Schweiz, indtil jeg var 13. Det var et almindeligt liv med skole og venner, og så blev min mor gift med min daværende stedfar, og sammen købte de et gammelt sejlskib, som lå i Odense Havn. Hendes mand var også schweizer og uddannet en slags skibstømrer, men jeg var for ung til helt at vide, hvad han lavede, og jeg kunne heller ikke samle mig om det. Han slog mig, og drak for meget, men de købte det der tomastede sejlskib fra Søværnet, og flyttede til Odense, fordi skibet skulle sættes i stand, og det var deres drøm at bo på det. I 1995 var vi oppe for at se på det, og i 1996 flyttede vi.

Hvad lavede du, da I boede i Odense?
Jeg var tilmeldt en tysk fjernskole, og fik hæfter og bøger med posten, og løste opgaver. Jeg lavede lektierne i en tom kontorbygning, som vi havde lejet os ind i. Det var også der, vi havde bad og toilet. Men man kan ikke bare give en trettenårig en stak bøger og sige: Klar det selv. Der var ingen motivation, ingen lyst. Jeg mødte nogle børn rundt omkring på havnen, og gik op i byen, og kiggede i comic book-shops. Men jeg havde ikke det store netværk, og jeg brugte enorme mænger tid på at fiske. Man kunne altid finde mig med hunden og en fiskestang nede på Odense havn.

Hvorfor kom du ikke på en dansk skole?
Måske fordi Schweiz ikke var en del af schengen-traktaten dengang? Måske fordi min mor forventede, at det var for hårdt for mig at skulle lære et helt nyt sprog?

Hvor længe boede I i Odense?
Da vi havde boet der i to år, blev min mor skilt, og jeg blev sendt til Canada, hvor min far boede på det tidspunkt, fordi min mor skulle rejse frem og tilbage mellem Danmark og Schweiz og tage sig af en masse papirarbejde omkring skilsmissen, og hun syntes, jeg skulle have en mere stabil dagligdag. Jeg var i Canada fra 1998 til 2000, og gik i high school dér, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor min mor stadig boede på husbåden, som hun havde beholdt efter skilsmissen.

Hvad tænker du om dine mors beslutninger i forhold til, hvor du skulle bo?
Måske var hendes beslutninger ikke alle sammen lige fornuftige set i bakspejlet, men hun var sej, og hun fulgte sit hjerte, og da hun var blevet skilt, mødte hun en rigtig god mand, Henning, som hun var dybt forelsket i. Han døde desværre, da jeg var 18, men de boede på skibet sammen indtil da, og jeg flyttede hjem til dem, da jeg kom fra Canada. Efter Hennings død fandt min mor sammen med hans bekendte, Bjerne, som har været min stedfar lige siden. Han er som en far for mig, og jeg har boet hos ham, siden jeg kom til Ærø i sommeren 2013.

Hvad lavede du i årene fra du kom hjem fra Canada i 2000, til du rykkede til Ærø 13 år senere?
Jeg var i USA, fra jeg var 22 til 29. Jeg flyttede, fordi jeg mødte en kvinde, og vi besluttede at blive gift. Min mor var ikke imponeret, hun syntes, jeg skulle have en uddannelse, men jeg greb livet og uden at sige noget til nogen, købte jeg en flybillet, og fløj af sted dagen efter, min mor og Bjerne var taget på ferie. Og så kom jeg ikke hjem de næste syv år. Det var en handling på ren og skær mavefornemmelse, og min tid i USA gav mig svar på mange spørgsmål, som var uklare før: Hvor vil jeg hen med mit liv? Hvad skal jeg? I New Jersey arbejdede jeg femhundrede meter fra vores hus i en nærbutik, og jeg havde ansvar, og arbejdede mange timer, men tjente alligevel kun 10 dollars i timen. Derfor stod det klart for mig, da vi blev skilt, at jeg i stedet for at arbejde udelukkende for føden resten af mit liv, ville jeg lave noget, der gjorde en forskel. Min mor sagde: ”Det starter med en HF, og du kan bo hos os, mens du studerer,” så jeg tog til Ærø, hvor hun havde boet i Søby med Bjerne i nogle år. Jeg var lige knap 30, da jeg startede på HF. Det er den bedste beslutning i mit liv. Det var jo også dér, jeg mødte Cele.

Hvor har du hjemme?
Ja, hvad er hjemme? Jeg er Schweizer på papiret, Canada har jeg aldrig set som hjem, men det var godt at komme i skole dér. Min første tid i Odense gav mig ikke følelsen af hjem, men da jeg så vendte tilbage sidst i teenageårene, fik jeg mange venner, og jeg har stadig de samme venner, som jeg fik som 17-årig. Nu føler jeg mig mere dansk, end jeg nogensinde vil føle mig som schweizisk.

Hvordan har det været at blive dansker?
Det har indimellem været svært at vænne sig til dansk kultur. Dansk humor, hold nu op, det har været en lang proves. Min mor, stedfar og jeg blev tvangsindlagt af sejlklubben i Odense til at se “Marta”, og vi forstod ikke et hak. En eller anden skipper, som vælter rundt med en øl på dækket, og alle griner, men jeg kunne slet ikke gennemskue det. Og så er der janteloven, som er et princip, jeg skulle bruge lang tid på at forstå. Mange danskere er enormt ydmyge omkring alting, og det forstod jeg ikke i starten. Jeg mødte en kvinde, som havde lavet det mest fantastiske maleri, hun var i avisen og så videre, men man kunne ikke mærke hendes stolthed, så jeg spurgte, hvorfor hun ikke strålede af glæde. ”Jamen, man skal jo passe på,” sagde hun, og det var nyt for mig. Schweizere er meget mere direkte. Hvis du er en skide god kok i Schweiz, og folk siger det til dig, så er der ingen skam i at proklamere: ”Jeg er den bedste kok i området – kom og modbevis mig!” Man tør udfordre, tør være stolt, og det sætter gang i konkurrencen, hvilket jeg godt kan lide. Men der skal være plads til alle i Danmark, og vi er et mere socialistisk samfund, og det skaber rummelighed at være ydmyg, tror jeg. Jeg havde en oplevelse ved én af de afsluttende eksaminer på HF, hvor jeg trak lige netop det spørgsmål til matematikeksamen, som jeg helst ville have. Jeg vendte mig om mod mine medstuderende, som sad og ventede på at komme op, og sagde i sjov: ”Vi ses, når jeg har fået mit tolvtal!” Senere gik det op for mig, at det havde virket arrogant, men jeg forventede reelt at få et tolvtal, og jeg ville faktisk blive ked af det, hvis ikke det gik sådan. Men i tilbageblik var det ikke sjovt for de andre, som var dødnervøse.

Hvordan gik den eksamen?
Jeg fik tolv.

Hvordan har du det med eksaminer i det hele taget?
Jeg har virkelig høje forventinger til mig selv, måske fordi jeg altid har tvivlet på mig selv, altid tænkt at jeg ikke var god nok, at jeg ikke kunne det ene og det andet, men så erfarede jeg, at jeg har det okay med at gå til eksamen. Mit mål er altid et tolvtal, og så tager jeg det, der kommer. En klassekammerat spurgte, hvorfor jeg ikke satte målet på et syvtal i stedet, og blev begejstret, hvis jeg fik mere. Jeg svarede, at man spænder ben for sig selv ved at sigte lavere. Jeg sigter efter det højeste, og så giver jeg alt, jeg har, og jeg kan godt komme ud med et fire- eller syvtal, men så har jeg i det mindste gjort mit bedste.

Hvorfor har du tvivlet på dig selv?
Jeg har altid været den tykke dreng i skolen, og mit selvværd har ikke været stort. Når man for at vide så mange gange, at man er dum, for fed, klam, så tvivler man på sig selv.

Hvor er din mor nu?
Min mor fik en hjerneblødning i 2014. Hun satte kaffekoppen fra sig, og faldt om. Jeg var ved at afslutte mit første år på HF, og min mor sagde altid, at studiet er vigtigst, og hun ville ikke have mig til at bekymre sig om hende, så dagen efter hun fik hjerneblødningen, og var blevet indlagt i Odense, kom jeg hjem fra Odense, og tog i skole. Hun blev opereret, og Bjerne var der med hende hver dag. Pludselig, efter tre måneder i koma, vågnede hun, og Cele kørte mig til Silkeborg, hvor min mor var indlagt, og i det øjeblik, hun hørte min stemme, smilede hun. Vi snakkede i fem timer. Jeg viste hende mine førsteårskarakterer, med et gennemsnit på 11,7, og hun var så stolt, for jeg var jo udlænding. Hver gang jeg nævner det nu, er jeg ved at græde, for jeg kunne se, hun var stolt af mig, og det betyder noget, uanset hvor i livet man er, at ens mor er stolt. Jeg sagde til hende, at det ikke havde været nemt hele tiden, at jeg vidste, hun havde truffet nogle svære beslutninger undervejs, og jeg mindede hende om, at hun havde opdraget mig til at have tillid og til at klare mig, og hun skulle ikke bekymre sig for mig. Så tog jeg hjem, og jeg var så lettet over at have haft den samtale. En søndag i september, nogle måneder senere, hvor Cele og drengene og jeg var på vej ud af døren, ringede min telefon, og det var Bjerne. Jeg vidste godt, hvad det betød, når han ringede så tidligt, og rigtigt nok sagde han, at hun var død. Hun havde fået en hjerneblødning mere, og den kunne hun ikke klare. Og det er den hårdeste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Det slog mig fuldstændig ud. Hvis ikke det var for Cele, havde jeg haft lyst til at smide det hele overbord, men hun stod bag mig hele vejen, og gav mig plads til at bearbejde mine følelser. Mange, mange nætter har vi siddet og bare snakket, og jeg har gentaget de samme tusind ting tusind gange. Jeg ved, min mor ville være stolt af mig nu, og det føltes som et wakeup call, da hun døde. ”Velkommen til virkeligheden.” Men jeg har ingen fortrydelse. De ting jeg ville sige, fik jeg sagt, og hun forstod dem, og jeg er så taknemmelig over, at vi havde den snak, den sommer.

Hvordan er dit liv nu?
Nu er mit liv på en bane, som jeg er glad for. Jeg har alt, jeg drømmer om: Snart en uddannelse, jordens dejligste kvinde som kæreste. Jeg er lykkelig. Det eneste jeg skal nu, er at hænge ved. Jeg ved, at jeg bliver en god socialrådgiver, og om to år er jeg færdiguddannet, og den tid kommer til at føles som et minut.

Hvordan er din hverdag?
Jeg bor med min stedfar, Bjerne, som jeg ser som min rigtige far. Han har altid været der, hvis jeg malede mig selv op i et hjørne. Det var faktisk Bjerne, der solgte sejlskibet til min mor dengang, så jeg har kendt ham on and off, siden jeg var i Danmark første gang som tolvårig. Han er en god mand, som støtter mig. Han fylder 74 til februar, men han er skarp som en ørn. Ellers er jeg meget hos Cele og hendes drenge. Man kan sige, at jeg også har hjemme der.

Hvad har livet lært dig?
At man skal give plads for at få plads. At man skal vise respekt. Det er vigtigt for mig at respektere andre mennesker, også hvis jeg er fuldstændig uenig med dem. Jeg holder meget af det ærøske samfund, fordi vi er en tætknyttet gruppe og, ja, nogle gange flår ærøboerne hinanden i diskussionsgrupper på nettet, men når nogen kommer udefra, og prøver at tage noget fra os, som retfærdigvis er vores, så står hele samfundet sammen. Storbonden og hans modsætning: alle er der for at bakke op om øen, og jeg elsker det. Det føles som hjem. Målet er at blive her, også hvis jeg skal pendle af øen efter min uddannelse. Det giver mig tryghed at være her, hvor jeg er mere end bare et nummer. Her er jeg Marcel, postbudet, en kammerat, drengenes voksen, Celestines kæreste.

Hvad betyder det for dig at have Celestine i dit liv?
Cele er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste inden jeg falder i søvn. Sådan var det også, før vi blev kærester. Jeg ved, at uanset hvor mørkt det kan blive, så er der et lys. Hun giver mig håb. Vi er som sort og hvid i mange ting, men vi har en gensidig respekt for hinandens holdninger, og respekten er nøgleordet. Hun er økolog, elsker træer, og er gartner, og jeg er typen, som helst vil være indenfor, og som siger ”puha, det er koldt udenfor.” Vi inspirerer hinanden, hiver hinanden op.

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes
Tine, bibliotekarernes vogter

I denne tid skal vi tale om sandheden

Vi lever i en tid med store forandringer. Jeg er ret overbevist om, at verden som vi kender den, står overfor en udskiftning.

Det kan føles angstprovokerende og utrygt, og man kan blive usikker og sågar miste tilliden til det hele. Forandringerne sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi fornemmer det nok alle: Der sker i disse år en form for fordrejning af den verden, vi kender. Men i stedet for desperat at holde fast i det gamle tror jeg, vi skal mærke efter i os selv, hvad vi mener, det nye skal være, og dernæst bevæge os i den retning.

Det er min overbevisning, at vi får det bedste ud af livet ved at se med mildhed på dem, som reagerer anderledes end vi selv.
Jeg tror, vores bedste forsvar mod de forandringer, der føles forkerte, er at arbejde målrettet for det, som vi mener, er godt.

At være et åndeligt menneske betyder ikke, at man sidder i lotusstilling, og øver sig i at tømme hovedet dagen lang. At være åndelig er at gøre en forskel, gøre en indsats, arbejde for det man ved, er rigtigt.

I fredags besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive om Black Friday, fordi det hurtigt bliver fordømmende, når man begynder at snakke om, at det der forbrug vist ikke er vejen frem for hverken planeten eller vores mentale sundhed. Jeg ville ikke skrive om det, fordi der kommer ikke noget godt ud af at få andre til at føle sig forkerte: Vi har jo stadig penge imellem hænderne de fleste af os, så det er svært slet ikke at være en del af den forbrugsmaskine, der endnu kører for fuld hammer.
Men, jeg kan ikke lade være med at skrive lidt alligevel, efter min veninde fortalte mig, at finanshovederne regner med, at julen i år bliver et forbrugsboom. “Større end i 2015”.

Jeg tænkte: “Er det bare mig, eller var vi ikke lige ved at blive enige om, at vi skal lade være med at købe så mange ting og i stedet satse på andre værdier?”

Forstå mig ret: Jeg bruger også penge. Jeg bor også i verden anno 2016, og har købt hus og oprettet lån, og jeg køber tøj og indimellem andre ting, og Kristian og jeg er ikke hverken selvforsynende eller sådan helt på vej til at blive det, men jeg skriver her alligevel, fordi jeg fornemmer, at vi bliver nødt til stoppe med at distrahere os selv og hinanden med alt det vrøvl vi siger, og alle de løgne som vi accepterer. Vi skal ud og gøre en forskel, det er den eneste vej. Vi skal skabe det lys i verden, som vi sukker efter. For kun med lys kan mørke bekæmpes, og lyset kommer ikke altid af sig selv. Vi ér verden, det er os, der skal lyse. Stærkere end nogensinde, fristes jeg til at sige.

Jeg mener, vi har behov for at sige sandheden. Vi bliver forvirrede, fordi det er mærkeligt, at det ene øjeblik siger både medierne, politikerne og finansmarkedet, at vi skal forbruge mere, og så minuttet efter råber klimahovederne: “Nej, please, lad være!”

Vi må mærke efter i os selv, tage os god tid, lade sandheden synke ind og leve efter den.

Det er ikke er de andres skyld, når vi er ulykkelige. Det er ikke de fattiges, ikke flygtningenes, ikke de riges, eller DF’ernes skyld. Vi bliver nødt til at være ærlige: helt ærlige. Og vi bliver nødt til selv at tage ansvar.

Det handler om sandheden, det her, og jeg ved godt, at der er områder, hvor det jeg siger, kan være helt omvendt for den, jeg taler med – børneopdragelse og religion, for eksempel, men på ét punkt er der ikke noget at diskutere, på ét punkt er der ingen tvivl. Der er en sandhed, som gælder os alle. Det er den sandhed, vi møder, når vi ser indenad – når vi ser ind i det lys, der skinner i os alle. Derinde ved vi, at der er en mening med livet.

Jeg er vokset op i en tid, hvor vi har ting med ting på. På et tidspunkt blev tingene gud, og tid blev noget, man skulle bruge for at skaffe ting, og jeg har også selv været overbevist om, at jeg havde brug for mere af det hele; At mere tøj og en nyere telefon var noget, jeg nærmest havde krav på. Men jeg tror, at jeg er på vej væk fra den tilstand i mine tanker og også i mit hjerte.

Det tror jeg, fordi det jo var Black Friday i fredags, og jeg købte ikke noget, og endnu vigtigere: Jeg overvejede ikke at købe noget. I fredags oplevede jeg for første gang, at min hjerne ikke lavede det der nummer hvor den, trods etisk modstand og moralske skrupler, går igennem en mental liste over ting, som jeg måske kunne mangle og med fordel købe med rabat.

Al forandring er en proces. Det tager tid og vilje at vende samfundsstrukturerne ryggen, og når jeg siger farvel og tak til Black Friday, er det fordi, konceptet er som en kræftcelle i de dele af mig, som endelig er sunde og gode. Det er en sygdom, når vi vil have mere, end vi har brug for. Vi bliver ikke glade af et ekstra par sko, det ved jeg helt alvorligt, for jeg har haft sindssygt mange sko uden at forstå, at livet er fuldt af muligheder, uden at være så glad, som alle mennesker kan være, hvis de har fred indeni.

Jeg har boet i New York, hvor shopping var min hobby og min terapi. Jeg havde mange penge og endnu flere ting, og en dag ringede min mor, og sagde, at min bror havde fået kræft. Tumorerne havde ødelagt nerverne i hans ryg, så han ikke kunne gå. Måske ville de også tage hans liv. Jeg pakkede mange af mine ting i en kæmpemæssig kuffert, og rejste hjem, men jeg åbnede ikke kufferten i flere måneder. Havde det samme tøj på dag ind og dag ud, og alle mine andre ejendele i New York fik mine veninder, og jeg manglede dem ikke. For ingen ting kunne blive til det, jeg havde behov for. Ikke én eneste ting kunne gøre mig glad, give mig tro og håb. Troen og håbet og glæden måtte jeg finde et andet sted. Altså, indeni.

Jeg kan høre sandheden hviske, og det er ikke min personlige sandhed, det er ikke en sandhed, som kun er relevant i dag. Det er den ophøjede sandhed, der ligger i os alle: Vi skal søge ind, ikke ud. Vi skal bygge op fra grunden, ikke læsse ovenpå. Vi skal gå mod lyset, ikke lade os opsluge af mørket. Vi skal have tillid, ikke mistillid. Vi skal se mildt på dem, som har det modsat os. Vi skal være, ikke have. Vi skal elske, ikke hade.

1. advent

1. advent og børnene spurtede ned af trappen i morges, da nissedøren til deres overraskelse ikke var, hvor den plejer at være. “Men det er jo ikke december endnu”, mumlede jeg søvndrukken fra sengen. “MOOR! FAAR! Chokolade!”

På spisebordet nedenunder stod til gengæld adventskransen, et krybbespil, tre æsker chokolade og en figenstang – alt sammen med guldbånd omkring. Og så, ja – selvfølgelig, et brev fra vores nisse, Alberte, som har fulgt os i en del år. Hun er nu ankommet til Ærø, men bor hos sin kusine, en marknisse i Skovbymark et par kilometer herfra, indtil den 1. december.

Og jeg synes, det er hyggeligt. Mest af alt at se børnene så spændte og taknemmelige, og det varmer mig, at de regner med deres nisse. De forventer magien i deres julemåned. Og jeg synes lidt, det trækker tænder ud, når jeg kun lige er ved at komme op fra en fornemmelse af at drukne i nærvær og tidsmangel, at skulle skrive breve og sætte dør op og en masse andet den næste måned, men Kristian vil det, han løfter den vist mest i år, og det er så fint. Jeg tror, at jeg lige pludselig får lysten tilbage, når jeg fornemmer, at ansvaret ikke hviler på mig alene.

Vi har diskuteret det frem og tilbage i årevis, det med om vi vil insistere på, at der findes julemand og nisser? Vi kan ikke lide, hvis vores børn stoler blindt på historier, som vi finder på, slet ikke når de kommer i skole og måske bliver konfronteret med andre sandheder. Heller ikke selvom lige præcis Kristian og jeg måske nok tror på nisser og alfer; for vi tror ikke på udgaven med røde tophuer eller decemberværksteder.
Så når Storm spørger, om det i virkeligheden er os, der er nisse og julemand, blinker vi til ham, og smiler, og han er i tvivl, siger han, og han kan godt lide at være i tvivl. Han vil helst ikke slippe det endnu.

Vi har sunget “Så tænder vi et lys i kvæld”, og nu hører vi albummet “I Vintermørkets Hal” med Zenobia; det gør vi hver vinter, og der breder sig en taknemmelighed og ro i stuerne, når vi nynner med på de gamle viser, som vi efterhånden alle sammen kender godt (albummet er på Spotify – og det er virkelig værd at høre.)

Glædelig 1. advent – hvad er jeres traditioner?

 

Alle de mange fisk

Torsdag eftermiddag satte Kristian og Christen garn, og i går morges skulle garnene tages ind, så klokken 8 kørte de med båden bag på traktoren ned til stranden, og sejlede ud. Og der var læs på garnene; hver især tog de 30-40 fladfisk med hjem, og så fulgte mange timers rensearbejde, indtil håndfladerne var helt skøre af al den skæl, al den kulde og vand, og Kristian stod, som han altid gør, på terrassen med udsigt over vandet, og en kop kaffe mens han arbejdede, og katten spiste rogn, og jeg sad indenfor, og skrev, og kunne se det hele, og jeg tænkte flere gange, at jeg er meget heldig.

Om aftenen, da vi spiste, beskrev Kristian de forskellige typer garn for børnene, og han fortalte om en gang i sommer, hvor den ene åregaffel var røget af jollen, og han måtte dykke ned efter den flere gange, inden han endelig fik fat i den med åbne øjne i saltvandet, og kæmpede sig op i jollen igen. “Med mave og det hele,” som han sagde, og børnene lyttede med åbne munde, og stimlede sammen omkring ham for at se hans pindemænd på papiret, og det er den der magi, de små fine øjeblikke – nuet midt i livet, livet i det små – som er den lykke, jeg mener, når jeg snakker om at være glad helt indeni.

Bagefter var der selvfølgelig oprydning, og børn som helst ikke ville rydde op, men vi fandt alligevel ud af det i fællesskab, og drengene så den Jacques Cousteau-doku, som de havde glædet sig til, og de snakkede løs, og jeg tumlede rundt med pigerne i sengen ovenpå; og det er helt utroligt, så længe man kan rulle rundt i en kæmpe seng (vores seng ér vitterligt kæmpe). Vi blev ved med at grine og kysse og kramme og lave flyvemaskiner og lyse med lommelygter, og jeg var så glad. Så lettet og glad, og det er som om, jeg pludselig kan være meget mere i det med familien. Som om jeg, fordi jeg også er andet end nærværende mor dagen lang, med ét kan glæde mig oprigtig over alt det, der er i netop nærværet.
Min veninde skrev til mig for nylig, at: “Så vidt jeg husker, trænger det sig også mere og mere på nu hvor du/I er SÅ tæt på ikke at have baby i huset mere. Den der fornemmelse af at friheden er på stien lige foran én, men ikke helt endnu. Jeg tror, det var i den periode, jeg var mest frustreret.” Og nu er friheden her, bum!, jeg står midt i den, adskillige timer hver dag, og selvom det er en splittelse – jeg ved, jeg kommer til at tænke “hvorfor holdt du hende ikke hjemme nogle måneder mere”, når først jeg kommer på afstand – men lige nu ved jeg også, at sådan er det. Det er rigtigt, det her. Alt er lettere og bedre nu. For os alle sammen. Vi er alle sammen meget mere end en enkelt farve, vi er et hav af nuancer, og én af mine er altså at være alene med ordene, så de kan komme uforstyrret, når de er klar.

Og vi har 33 fladfisk i fryseren og kartofler til hele vinteren i kartoffelkælderen, så én af dagene skal vi have fish n’ chips og jeg ved godt, hvor heldig jeg er med den slags. Jeg ved godt, at jeg er fuldkommen velsignet, helt igennem noget nær verdens heldigste, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg sætter pris på det. At jeg ved det. Igen.

Jeg vil gerne anbefale et fravalg

Jeg har fået for vane at anbefale noget om fredagen her på bloggen. Typisk en film eller en bog.

Men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget andet, jeg hellere vil anbefale. Man kan sige, at det drejer sig om en form for fravalg, og det kunne næsten ikke være bedre timing, når nu i dag er “Black Friday”, hvilket for mig som koncept står for en god del af det, jeg tror, vi helst skal have mindre af på sigt. Eller nu, faktisk.

Det jeg vil frem til er, at jeg altid har haft det ambivalent med de forskellige skærme, som vores børn klistrer sig til, så snart de får chancen. Altså Kristians og mine børn, ikke nødvendigvis alle andres.

Jeg synes, det med skærmtiden er svært, fordi det ikke rigtigt fandtes, da jeg var barn. Der var børnetime og senere Beverly Hills, og ikke så meget derudover, og mine forældre læste mere, end de så fjernsyn, og det, jeg vil frem til, er, at jeg ikke aner, hvad al den skærmtid gør ved mine unger, men jeg har på fornemmelsen, at det var godt, der ikke fandtes iPads og Netflix i firserne, for så ville jeg nok ikke kunne hverken fløjte eller tegne. Derfor læner jeg mig op af min mavefornemmelse, som alligevel for det meste har ret.

Faktisk trak Kristian og jeg antennestikket til vores enorme fladskærm i 2012, og siden da har vi ikke haft tv-kanaler, og fladskærmen er blevet udskiftet med en mindre. Kanalerne savner vi ikke, for vi brugte dem mest til at zappe alligevel. Men vi har Netflix nu, og i denne måned har vi også HBO (med det formål at se WestWorld, og den serie kunne jeg snildt have anbefalet i dag, men det gør jeg da bare en anden gang.)

Tidligere har det været sådan herhjemme, at vi havde én dag hver uge (fredag, typisk), hvor vi så en film sammen, og udover det havde børnene ikke skærmtid. Men ideologien skred i svinget, og den skred i høj grad i “så fik vi en lillesøster”, og vi har brugt Netflix og iPads en del det sidste år som barnepige, om man vil. Aldrig ubegrænset, aldrig uden en form for stillingtagen (til apps + filmvalg), men alligevel…en glidebane for os (men også en hjælp, har jeg lyst til at tilføje: der ér bare en del aktiviteter, som bliver sværere at gennemføre med en lille baby i huset).

Men nu er det slut. Ikke slut-slut. Jo, måske på sigt. Men for nu har vi bare genindført fredags-tingen, så i dag er der skærmtid, når ungerne kommer hjem, og de har valgt at forbruge tiden på times fællesspil på vores elleve år gamle Nintendo Wii og dernæst en dokumentar (Ilja og Live vil se en Jacques Cousteau-dokumentar, mens Storm kaster sig over noget om mærkelige dyr på dr.dk. Begge dele er fuldkommen frie valg, må jeg hellere understrege, for det lyder ærligt talt lidt langhåret, fornemmer jeg, men den der film hvor Jacques og hans franske venner hænger ud i en undervandsbolig, og har både kok og frisør med, og ryger cigaretter, mens de også indimellem observerer fisk, ér altså fremragende!)

Det, som er sket, siden vi stoppede med at hive ipads frem mange eftermiddage, er det samme som de andre gange, vi har truffet samme beslutning: Der er kommet ro på. Vi lærer nye ting, fordyber os i gode lege, som opstår meget mere organisk end tidligere, og pludselig bager vi sammen, og fortæller historier (og lytter), og ungerne har brugt deres legetøj meget mere. Jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældigt, for jeg bliver selv helt plumret i hovedet, når skærmen er der som en mulighed hele tiden. Jeg tænker måske: “Okay, hvis de ser en film, så får jeg lige en pause til at ordne noget andet” (som regel også skærmrelateret), og så får de lov til at sidde og glo, mens Juno sover, så jeg også kan være på min computer i stedet for at læse med dem, for eksempel, mens babyen giver os mulighed for det.

Skærmtiden skal nok komme til mine børn med mellemrum, men der er meget, som er vigtigere. De skal forme hjernen og danne erfaringer ud fra de sanser, de iøvrigt er udstyret med, eksempelvis, og derfor denne beslutning som sikkert kan lyde hellig, men som i virkeligheden – helt, helt ærligt – blot er en forenkling af et liv, hvor vi synes, der indimellem er lidt for meget knald på.

Jeg ved virkelig godt, at der findes de mest skønne, lærerige og intuitive apps, og mine unger har uden tvivl lært en masse af “pedersen og findus-opfinder”-appen og den der med “where’s my water” og toca boca appsene og “bad piggies” og “minecraft” og mange flere. Men for nu har mine børn endnu mere brug for at lære via nogle andre kanaler, så derfor. Bare derfor.

Kan I huske det indlæg jeg skrev om, at vi ikke kan alt? Og at vi skal have lov til at dyrke dét, vi er motiverede for? Nå, det mener jeg stadig. Af hele mit hjerte. Problemet med computerspil og film er bare, at belønningen er så stor og så effektfuld, at virkeligheden blegner ved siden af, og så pludselig er det eneste, man er motiveret for, alt det der foregår på en skærm. Derfor vælger jeg i dette tilfælde at se bort fra mine ungers motivation, som jeg tror, tildels af styret af de nemme løsninger, for dét tror jeg ikke, er vejen frem.

Her er for øvrigt et billede af ungerne og deres farfar, som blev hevet ombord i noget Nintendo Wii for nylig. Og det var sjovt. Men nu er det slut 😉