Parforholdssnak – 2. del

Fem søndage i træk skriver jeg om parforhold. Dette er mit andet indlæg.

I sidste uge delte jeg nogle tanker om at snakke med sin partner, fordi det er så vigtigt. Ordene imellem os bærer en enorm værdi. De er selvforstærkende. Et “tak” imellem mennesker kan blive til følelsen af at have noget at være taknemmelig for. “Jeg elsker dig” kan vække kærligheden påny.

I dag stiller jeg skarpt på den fælles rejse som par.
“Hvem er jeg?” og “Hvem er vi?”
Forhåbentlig er svaret ikke statisk men i udvikling og afvikling, opbygning og nedbrydning livet igennem. Vi lærer hele tiden, bliver klogere på os selv, på verden omkring os. På et tidspunkt lærer vi måske, at vi ikke ved alt. Det er et godt sted at tage sit udgangspunkt.

Når vi rykker os individuelt, bliver parforholdet nødt til at rykke med, hvis ikke vi vil vokse fra hinanden. Og når vi sideløbende med vores egen vækst gror i tosomheden, styrker vi både os selv, hinanden og vores fællesskab. Vores parforhold fyldes med meningsfuldhed og dybde, når vi trækker det gode frem i hinanden, og føler en fælles mission. Det giver mening at have noget, som man ser frem til i fællesskab; noget, man taler om, og som er ligeværdigt og samstemmende. For når man har det, er man bundet til hinanden af meget mere end hverdagen. Og det er dét, jeg kalder den fælles rejse. (og nej: børn er ikke i sig selv en fælles rejse på det plan. Ja, de er et fælles projekt, og ja, de fortjener, at vi er ambitiøse, men det at være forældre sammen styrker ikke parforholdet som sådan. I hvert fald ikke de første år..)

Kristian og jeg tog for alvor af sted på vores fælles rejse for tre-fire år siden, da vores tvillinger var helt nye, og vi var så trætte og indimellem fuldkommen hudløse, at livet føltes sårbart, men nu kan jeg næsten ikke huske, hvem vi var inden da. Eller hvad vi snakkede om. Eller hvad vi troede på. Med ét læste vi bøger i fællesskab, og diskuterede dem. Vi så dokumentarfilm, som ramte noget i os begge, og vi så dem igen, og jo flere konkrete oplevelser vi delte, jo mere voksede vi. Vi blev stærkere, gladere. Pludselig drejede vores samtaler sig om det, vi var fælles om; pludselig greb det ind i hverdagen; pludselig var det dét, vi brugte tid på, når børnene sov. Vores passion – min og hans.

Sådan er det stadig, men nu er dét jo hverdagen: Det er blevet hverdag, at vores individuelle fundament også er fundamentet for det, vi har sammen.

Den rejse, som Kristian og jeg er på, er en filosofisk, nysgerrig, og spirituel rejse, som dybest set handler om selvudvikling, men som – fordi vi gør det med hinanden – også handler om os. Vi har taget adskillige kursusrækker sammen de seneste år, og er mange dage kørt på færgen kl. 05:35 i Ærøskøbing for at nå frem i tide til kursusdage i København. Vi har læst de samme bøger (Kristian har læst mange flere end jeg, så jeg suger tit på ham), og vi har lavet øvelser med hinanden og taget en uddannelse sammen. Vi har med andre ord skabt en verden, som er vores, og det er en verden, hvorfra alt andet udspringer, og som vi deler, og er ligeværdige i. Det giver en fantastisk balance imellem os,  at den rejse som dybest set er en rejse med os selv, er fælles.

Et parforhold er som et levende væsen: Det skal næres og for at være i live, og fordi vi er i bevægelse, skal vores relationer også være det, hvis ikke de skal miste deres værdi.

Den fælles rejse i et parforhold kan tage afsæt i alt mellem himmel og jord – helt bogstaveligt talt. Det kan være en fælles interesse i film, som bliver dyrket bevidst. Det kan være et madlavningskursus, der følges af begge, og som vokser ind i hverdagene hjemme i køkkenet. Det kan være byggeprojekter, rejser eller hvad ved jeg. Det kan sågar være tv-serier, som man ser sammen, snakker om, og nyder (og lige netop dét, er det også indimellem herhjemme). Den fælles rejse er det, vi iværksætter i fællesskab. Det, vi glæder os til, og som rykker os, uden vi går i hver vores retning.

Kristians og mit fællesskab betyder ikke, at jeg synes, det er forkert, hvis han er super optaget af køkkenhaven, mens jeg hellere vil sidde indenfor og læse. Tværtimod: Vores erfaringer udenfor tosomheden nærer os begge, giver stof til eftertanke og til vores samtaler. Vi har mange prioriteter, som er forskellige. Når jeg skriver, laver han musik. Når han læser, bager jeg. Hvis han fisker, skriver jeg (igen). Men, vi har også vores fælles rejse, og uden den frygter jeg, at vi – særligt i disse år hvor så meget river i os fra alle kanter – kunne glemme, hvorfor vi er sammen med lige præcis hinanden. Hvorfor det er netop denne konstellation, vi lever i. Hvorfor det er os og ikke mig alene, mig et andet sted, mig i et andet liv. Nej, det er Kristian og mig, og det er det bedste, jeg ved, fordi vi har noget, som er vores, og som jeg ikke vil leve foruden.

Og, hvordan finder man så den fælles rejse, hvis ikke det giver sig selv? Prøv det af – lav en liste og se, hvad I er mindst uenige om, kunne være sjovt. Hvad med et keramikkursus? Nå, ikke (det gad jeg ellers godt!) Hvad så med at læse en roman højt for hinanden? – Eller, se fire dokumentarfilm som sætter samtalerne i gang? Var det noget med et at de der mega populære fermenteringskurser? Eller at høre en podcast serie, planlægge en ferie, sætte et værelse i stand? Hvis vi havde tid, ville jeg have lyst til at komme til Gyldendals Ordsaloner i København eller de Filosofiske Saloner på Ærø for inspiration. Mulighederne er uendelige, og så længe begge parter er på, tror jeg ikke, emnet er så vigtigt endda.

Hvad gør I i fællesskab? Drømmer I om at have fælles projekter, eller har I det allerede?

God rejse! Måske ses vi et sted derude med kufferter under armen 😉

Læs 1. del her3. del her, 4. del her og 5. del her

Fridags fredag

Vi tog en fridag i går. Én af de der fridage, hvor man har planer om at være totalt bage-lækker, stylet i det skønneste hjemme-cashmere i sit forlette, opryddede hjem, men hvor man i stedet ender med halvandet rugbrød i krummeform og en beskidt baby under bordet, mig uden mascara hele dagen, og tre unger som spiller Wii i timevis i stedet for at lave alt det, vi havde planlagt.

Det startede, som den slags så ofte gør: Vi vågnede om morgenen, og havde lyst til bare at være hjemme. Nogle var forkølede, andre lidt trætte, og foran os lå en weekend med planer ude af huset. Og så sagde Storm: “Hvad med at vi tog en hjemmedag?” og Kristian og jeg kiggede på hinanden med løftede øjenbryn, nikkede diskret, og sagde: “Helt sikkert.”

Processed with VSCO with a8 preset

 

Vi spiste morgenmad kl. 12:30 og frokost klokken 12:35. Fandt min brors ti år gamle Wii 1 på loftet, pillede fjernsynet ned fra væggen, satte Wii’en til, og spillede løs. Ungerne skreg af grin og græd af frustration (indimellem var banerne krævende). Men lille-Juno måtte ikke være med, for hun kunne ikke holder fingrene fra fjernsynet, som pludselig stod på gulvet, så hun så på gennem glasdøren (og resten af tiden kravlede vi op af trappen med hende, igen og igen, og hun var glad).

 

Live fik lagt ansigtsmaling, hun ville males som “den sure Elsa” med hugtænder.

 

Vi bagte Halloween-boller, som skulle ligne rotter med fine lakridskonfektøjne og karamelsnøre-haler, men vi droppede pynten, og spiste dem i stedet bare, helt blege, kun med ører af mandler og et tykt lag smør.

Vi samlede æbler, og ungerne skændtes om, hvem der samlede flest, og vendte bunden i vejret på hinandens kasser, og blev rigtig sure. Men så kom æblerne op i kasserne igen, og pludselig havde vi været udenfor i nogle timer, ungerne var imponerede over deres egen indsats, og fik lov til at spille Wii igen (da jeg sagde: “Ja, ved I hvad, vi piller den jo ned i aften. Spil lige indtil vi skal spise aftensmad” bakkede de ind i den bagerste stue, og lukkede forsigtigt døren efter sig, mens de så mistroisk på mig, og uden tvivl frygtede, at jeg havde fået en kortvarig psykose og ganske kort efter ville trække det tilbage igen.)

 

Nogle læste en lille smule Mimbo Jimbo og Fyrtårnet og spiste dele af bogen (ikke alle, kun den ene)

Men planerne om at trække i udklædningstøjet, læse Halloweenhistorier, lave uhyggelig Halloweenmad og kreative spindelvæv til vinduerne, glemte vi undervejs. Til gengæld gravede Kristian og ungerne et væld af jordskokker op fra marken, og af dem lavede han en lækker suppe, som vi spiste med de ufuldendte rotte-boller til aften.

Jeg synes, vi burde have tre-dages-weekender og fire-dage-uger i hele verden, og jeg er sikker på, at det ville være godt for alt og alle. For naturen, prioriteterne, værdierne, bibliotekerne, dyrene, fødderne, hovederne, hjerterne, børnene, pensionisterne, etc.

Hvad skal I her i weekenden? Og tager I indimellem sådan en fridag?

De Usynlige – et lille, nordisk mesterværk

Min gode veninde er boganmelder, og indimellem stikker hun mig en bog til låns, som hun tænker, jeg vil sætte pris på. De Usynlige af Roy Jacobsen fik hun aldrig tilbage. Den rørte mig, og blev en både privat og mere professionel læseoplevelse med en fortællestil, som er både lig min egen og ganske fjern derfra. Roy Jacobsen er en mester i at beskrive mennesker og natur, og De Usynlige er et afdæmpet, fint mesterværk.

Roy Jacobsens kortfattede roman (215 sider) er en på samme tid tæt og meget let oplevelse. Den er så stille, at den næsten hvisker, og alligevel er den så præcis, at man aldrig er i tvivl om, hvad der bliver sagt. Roy Jacobsen er stor i sit hjemland, Norge, men jeg ved ikke, hvor udbredt han er herhjemme, så jeg nævner ham i håb om, at flere vil få øje på ham. For han skriver fantastisk, og han skriver om et sted på kloden, en fornemmelse i livet og nogle mennesker, som mange danskere føler sig beslægtede med. Jeg holder af nordisk litteratur, når det er både smukt og rørende og koldt og klart, og lige så meget som jeg ville ønske, at jeg lå på en bounty-ø og solede året rundt (for jeg er faktisk meget kuldskær), lige så lidt ville jeg få skrevet, hvis det var tilfældet. Sne, frostklare nætter, rimfrost, efterårsfarver, regn, forårets livsglæde – ja, alt ved årstiderne her i norden, inspirerer mig, og netop de stemninger fanger Roy Jacobsen smukt og sikkert.

Roy Jacobsen kan noget helt særligt: Han har en evne til at gengive et menneske fuldendt med ganske få ord; En evne til at indfange det mest beskrivende om en person eller naturen så nøjagtigt, at ordene bliver en del af sig selv og dermed næsten overflødiggjort. Han skriver nøgent og samtidig stort. Afmålt og alligevel bevægende.

”De usynlige” er fortællingen om en hel families skæbne på den lille ø Barrøy i begyndelsen af 1900-tallet, hvor familien på fem som de eneste bor med udsigt til fastlandet, velvidende at dem ovre på den anden side ikke gider bruge energi på at se deres vej. Det er fortællingen om den dag, præsten endelig – efter års venten – tager sig sammen til at forcere havet, og kommer på besøg, og det er fortællingen om et menneskes udvikling fra nogens barn til herre over sit eget liv.
De Usynlige er hurtigt læst, men man ville sådan ønske, at man kunne blive på det sted, med de mennesker, lidt endnu..

“Lad være med at få så mange børn..”

Jeg sendte en besked til min søster i aftes:

“alle ungerne hoster, og jeg sidder på børneværelset, og er ved at få et nervøst sammenbrud.
honey, lov mig at du får to børn og ikke ét mere?”

Men det er jo nemt nok at sige – at hun skal være bedre til at begrænse sig end mig – når man selv har sit på det tørre med alle de børn man kunne ønske sig (og mere end det, har jeg lyst til at tilføje – lige nu, i hvert fald). For jeg kan da sagtens råde alle mulige til ikke at få for mange børn (og jeg gør det). Men, hånden på hjertet: ville jeg vælge anderledes, hvis jeg fik muligheden? (svaret er et lille nej, som helt sikkert vokser sig større dag for dag).

Men shit, hvor ville jeg til gengæld gerne være fri for at føle mig så presset, som jeg indimellem gør, helt aktuelt. I aftes, for eksempel, hvor Kristian var væk (det er han indimellem – som regel på arbejde, og jeg kan næsten ikke lade være med at se opgivende på ham, når han rejser, selvom jeg jo godt ved, at det der arbejde både er nødvendigt og faktisk også meningsfuldt, men altså..) Tre af børnene er forkølede, og når vores børn er forkølede, hoster de. Astmatisk bronkitis hoste, non-stop. Frem med medicinen. Frisk luft. Dyyyb indånding (mig selv, også). Det kan fortsætte hele natten, de vækker hinanden på skift. I nat lå to af dem vågne til klokken 01:24. Det gjorde jeg også, og jeg hader hoste. Tror, det vil give mig myrekryb resten af mit liv.

(de grinede, jeg havde ondt af mig selv)

“Men, det er okay,” siger jeg til mig selv. O-K-A-Y. Fordi: Børn, som er mere end to-tre år, sover, når de sover. Ja, de snakker lidt i søvne. Ja, de vågner af hoste – men så falder de i søvn igen. Og en dag er alle mine børn jo mere end to-tre år.

Om to-tre år, altså..

Babyer, derimod, dem kan man ikke regne med. De er uforudsigelige. De er stadig kun ved at lande her på jorden. De har vinger, flakser rundt mellem det ene og det andet sted, og kan ligge lysvågne midt om natten i timevis, mens man er ved at slå en kolbøtte i sin krop af træthed.

Det er med andre ord den mindste, hende den nuttede baby med de tykke kinder, der får mig ud til kanten på aftener som i aftes, fordi uanset hvor mange gange de tre store skal have vand, tisse, afbryde højtlæsningen og skælde hinanden ud, så sover de klokken 20, cirka. Slut prut. Og selv hvis de hoster, eller kaster op, så ved jeg, at de finder ro igen på et tidspunkt – altså, hvis ikke det var for babyen, som holder alle vågne med sit høje humør..

Men, jeg skulle absolut have én mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Én mere for at prøve at få bare en enkelt baby (ikke to) og samtidig have erfaringen fra de foregående. Jeg drømte om en tredje graviditet, en hjemmefødsel, et roligt ammeforløb, overskud og ro. Og jeg ér mere erfaren denne gang. Jeg har været mere rolig. Jeg takkede nej til sundhedsplejerskens besøg (fordi min baby hurtigt blev tyk, og jeg havde ikke tid alligevel). Og ja, jeg ved noget, men jeg ved ikke alt, og fire børn er sgu en håndfuld.

Og så er det, at jeg i desperation skriver til min søster: Stop før bægeret flyder over (selvom hun ikke har én eneste baby endnu, og hun bliver verdens bedste mor, ligesom hun er verdens bedste moster og jordemoder). Ikke fordi mit bæger er flydt over, men der triller indimellem en dråbe over kanten, og jeg føler, jeg har været heldig, at jeg ikke selv faldt i en gryde med ægte stress nogle måneder tilbage.

Min pointe gemt i alle disser ord er, at jeg glæder mig, til hosten går i sig selv; til jeg føler, jeg kan overskue vandene igen. Jeg glæder mig, til tiden går, samtidig med at jeg forsøger at nyde at være midt i den nu.

For jeg har det jo fint. Fantastisk, faktisk.
Jeg ved godt, at mine børn kunne være rigtigt syge. De kunne være døde (ja, det kunne de. Jeg kender forældre til døde børn, og det er ikke til at bære). Mine børn kunne være noget, jeg længtes efter, men aldrig fik. Men de er her, midt i mit liv, i mit hjerte, i min seng. Hostende, spruttende, lysvågne – nogle gange også om natten. Og jeg ved, at de her år, det her liv, alle disse smukke gaver, er som lysets bro til det uendelige land, og jeg går på den med solen i øjnene, men indimellem rammer skyggerne også her, og så er det godt at kunne skrive det ud.

Forresten, da jeg midt på natten stavrede op af trappen til soveværelset med panodil junior i den ene hånd og koldt vand i den anden, og netop var faldet over en pose på gulvet i køkkenet, og den mindste og den midterste sad i hver sin seng og græd og hostede – ja, der tænkte jeg, at det ikke ville have været en pind mindre stressende lige i det øjeblik, hvis jeg havde de to børn og ikke fire. Det er sgu hårdt uanset. Og godt.

Føler I nogensinde, at der er lige rigeligt at se til? Og spiser I også chokolade, når det sker? 😉

Mio, min Mio – igen, igen

Vi læser “Mio, min Mio” for tredje gang i år. Jeg tog hul på den sammen med de tre ældste i aftes, og var henført fra første sætning. Børnene lå stille, helt ubevægelige, med drømmende øjne, mens historien om Bosse, som jo i virkeligheden hedder Mio, tog sin begyndelse. Jeg elsker at læse god litteratur højt. Både for børn og for voksne. Elsker lyden, følelsen af ordene i min mund, når de er så poetiske, at de får vinger. Når nogen har skrevet dem med en sådan omhu, at vi drager af sted, alle sammen, til det dér, historierne kommer fra. Jeg elsker at se fortællingen komme til live for mine egne øjne og i de oplevelser, børnene og jeg deler, når vi taler om bøgerne med hinanden.

Kristian og jeg læser en del med vores børn. I lange perioder har vi haft et mindre børnebibliotek ude på toilettet, og så sad vi der – skiftevis Kristian og jeg – og læste, når børnene var på toilettet. Det var nærmest komisk, og indimellem ikke ligefrem en luksuriøs fornemmelse, men det gav alligevel følelsen af at gribe litteraturen, og servere den for børnene, når de har tid og ro.

Der er ikke noget bedre end at læse historier for nogen, som lytter intenst, griner, gisper af spænding, sukker af lettelse. Sammen oplever vi ting, som vi ellers måtte drømme os til, og i fællesskabet vokser vi.

Da jeg var ung, sagde min mor til mig, at bøger er hurtigt indtjent livserfaring. Bøgerne viser os nye veje, puster til vores fantasi, løfter sløret for sandheder, vi måske ikke af os selv havde fået øje på.

Og nu er det så Mio, min Mio, vi læser herhjemme, og jeg elsker det. Jeg har ellers ikke dyrket Astrid Lindgren meget i mit liv, men de senere år, suger jeg hende til mig. Med børnene og for mig selv.

“Til Kongen,
Landet i det Fjerne.
Den, du så længe har søgt efter, er på vej. Han drager gennem dag og nat, og i sin hånd bærer han tegnet, det gyldne guldæble”

Jeg forstod ikke et ord. Men jeg frøs så underligt over hele kroppen. Jeg skyndte mig at putte postkortet i postkassen.
Hvem var det, der drog gennem dag og nat? Og hvem bar i sin hånd et guldæble?
I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æbler var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.”

– Og dét kender jeg. Det med at få gåsehud og vide det, aller inderst inde, når noget rigtigt er ved at ske. Når universet trækker os på rette vej.

Hvad læser I? Og hvornår?

“Mød et menneske” – manden med konfektfabrikken

Det er en lidt tung og grå oktoberdag. Jette står i stalden i sin regnjakke, og muger ud hos to heste og en håndfuld får. Claus står nogle meter derfra på gårdspladsen med en fletkurv over armen på vej ned til sin café i Ærøskøbing for at lave lakridskonfekt. Lakridskonfekt i lange baner, i stakkevis, læssevis. Tusindevis. Endelig kører det dernede, der er gang i produktionen; Isbutikken er lukket for sæsonen, og lakridskoden er knækket. Kunderne venter – i hobetal.

Han sætter sig i bilen, og Jette kommer hen, og rækker hånden frem. ”Man skal kysse sin kone farvel,” siger hun med et smil gennem det nedrullede vindue, mens hun planter greben i jorden ved sin side. ”Ja, også selvom hun lugter af lort!” råber han, og ruller vinduet op i en fart. Han skraldgriner, og hun ryster på hovedet, mens han kører af sted mod den seks timer lange vagt, som han har planlagt for sig selv og sin medarbejder, Louise, på denne søndag.

Mød Claus Hattesen; ismand, café-veteran, kok, sejler, handyman, husbond, far, foreningsmenneske – og, ikke mindst, lakridskonfektmager.

Claus Hattesen, f. 1957 i Tønder. Kom til Ærø i 1996
Gift med Jette Iversen, sygeplejerske, og har tre piger
Indehaver af Café Aroma, Ærøskøbing. Formand for turist- og erhvervsrådet

– Lugter det ikke lidt af succes, spørger jeg, da Claus Hattesen og jeg går rundt i Café Aromas lokaler på havnen i Ærøskøbing, selvom jeg egentlig mest af alt kan dufte lakridskonfekten. Frugt, chokolade, lakrids.

– Jo, det lugter rigtig meget af succes, svarer han roligt, og åbner døren til tørrerummet bagerst i de lokaler, hvor han normalt driver fiskerestaurant i højsæsonen. Lakridsfabrikken er rykket ind over alt. I dag er det de gule, hvide og orange stykker, der skal pakkes. Lakridskonfekten kommer i tre forskellige pakker og ni smagsvarianter i alt. De små firkanter udvindes med præcision på Hattesens egen konfekt-skærer-maskine. Der ligger en helt masse forarbejde i hvert eneste stykke.

– Det startede for knap tre år siden, fortæller han, og sætter sig på en stol i Café Aroma, som er det eneste sted i bygningen, der ikke er mærket af det nye konfektkapitel. Her står alt som i sommer; Menukort, sugerør og farveblyanter til børnene. Kun duften af slik trænger ind gennem døren.

– Jeg sad med min pose lakridskonfekt i julen 2013, og tænkte, at det var helt forkert, at jeg ikke kunne smage forskel på farverne. Den eneste der skilte sig lidt ud, var den brune med kakao. Den næste jul lavede vi de første forsøg hjemme i køkkenet. Det var i mellemdagene, hvor vi spiste rester, og forberedte nytårsaften, og da vi havde lavet én med mokka, tænkte vi: “Hvorfor er den aldrig lavet før? Den smager jo fuldstændig forrygende!” Det gentog sig med de næste varianter, og så kunne jeg ikke stoppe igen.

Det har været en rejse med omveje, højdedrag og nedture for Hattesens Konfektfabrik i de to år, der er gået siden. Men også med succeser. Lakridskonfekten skulle genopfindes; ingen andre laver den som han, og alt er fremstillet af rene råvarer fra bunden. Nu er de kantede smagssymfonier endelig på vej til Løgismose, Konnerup, Politiken Plus, Salling og Kontra Coffee, og om hjørnet venter flere ivrige kunder. Det er lige før, han ikke kan følge med.

Hvorfor gøre det? Kunne du ikke bare være tilfreds med din café-succes eller lave en ny is?
– Jamen, jeg har jo stået her før. Caféen startede også som en idé, der blev vendt og modelleret i mit hoved, og pludselig var der et klart billede af slutproduktet. Derefter er det sådan set bare at få det ført ud i livet. Det eneste problem har været, at jeg ikke anede, hvordan man fremstiller lakridskonfekt, og det var der heller ikke andre, der gjorde. Jeg købte sådan et sæt, som man kan lave med ungerne derhjemme, men den opskrift kunne jeg ikke overføre til større skala, og slet ikke da jeg besluttede, at min konfekt skulle være både glutenfri, vegetarisk og mælkefri. Der er jo ingen grund til at komme let til det.

Han griner varmt og tørt, og kører hånden over sin pande.
– Der er med andre ord ingen døde grise i, og jeg har arbejdet utallige timer på at udvikle opskriften. Utallige. Smagen var sådan set nem nok, den kender jeg jo fra min is, men konsistensen har krævet mere.

Hvad betyder penge i det her?
Der kom én den anden dag, og sagde: “Nå, så det er lakridskonfekten, I skal være millionærer på.”
Men det er det ikke. Vi er allerede rige. Vi har et tag, der skal gøres færdigt, og det er vores eneste hængeparti. Det er ikke et spørgsmål om penge eller rigdom, for jeg har virkelig svært ved at gå ud og købe nyt. Jeg har ønsket mig en motorcykel meget længe, og nu kunne jeg sådan set sagtens anskaffe én, men så har jeg købt mig et vandhul ude på vores mark i stedet, og jeg er rigtig glad for mit vandhul. Jeg drømmer om frøer, planter og måske fisk derude.

Vil du så stadig have en motorcykel?
Nej.

Tror du, konfektfabrikken bliver en kæmpe succes?
Jeg kan godt tænke: Er vi igang med at lave en Bülow? Har vi en giga omsætning om otte år? Men jeg tror det ikke, for jeg har set, hvad prisen er. Det kan tage livet af én, at skulle løbe så stærkt. Mit håb er at skabe en lille produktionsvirksomhed på Ærø, hvor vi laver noget fra bunden, som smager fantastisk.

Og I bliver på Ærø?
Når folk spørger om det, svarer jeg altid: “Men, hvorfor ikke?” Jette plejede at tage på hjemmebesøg hos de gamle, da vi kom hertil for tyve år siden, og mange af dem havde stort set aldrig været af øen. “Hvad har de da derovre, som vi ikke har her?”, indvendte de, og jeg er stort set enig. Vi har ikke det Kongelige teater, nej, men vi har en fantastisk sammenhængskraft, og den er vigtig, når ét af ens korthuse af en eller anden grund vælter sammen. Og det gør de indimellem for os alle sammen.

Hvornår vidste du, at nu var der ingen vej tilbage med konfekten?
For et år siden kiggede jeg Jette dybest i øjnene, og sagde: Jeg tror altså, det skal være nu, og hun svarede: Tror du, det er nødvendigt?

Han trækker et smil gennem det rødblonde skæg, og læner sig tilbage i stolen.

– Fordi, nu gik det lige så godt. Nu var jeg lige faldet lidt til ro. Men hun er fantastisk, Jette. Hun åd den jo. Jeg ved ikke, om hun også elsker det her nye eventyr, men næsten ligemeget hvad, så støtter hun mig. Til gengæld har jeg det på den måde, at så må Claus Hattesen løbe den hjem, så jeg sætter alle sejl til. Jeg føler mig forpligtet til at lykkes. Det er også hendes liv og hendes rammer, der vælter, hvis jeg ikke kommer i mål.
Hvordan har det været at starte forfra?
Jeg har tænkt: Hvorfor kan du ikke lade være? Hvorfor kan du ikke bare sidde stille? Men når der bliver stille omkring mig (– han trommer med fingrene mod bordpladen), ja, jeg ved det sgu ikke. Det er enormt spændende. Jeg har haft aftener, hvor jeg gik grædefærdig hjem, fordi jeg havde tænkt, at jeg havde en lakridsopskrift på plads, og så duede den ikke alligevel.

Hvad gør du så?
Da jeg havde den største nedsmeltning, rakte jeg ud til mit netværk, og fik kontakt til Kenneth, som er på konditorlandsholdet, og arbejder på La Glace. Han sagde: ”Du skal købe en hashvægt, for hele forskellen ligger i det halve gram,” og det lærte jeg så. Jeg har en god aftale med Vor Herre om, at jeg får et vink med en vognstang, hvis jeg skal skrue ned for hastigheden, og jeg har fuld tillid til livets gang. Tingene skal nok komme til at hænge sammen, også selvom man indimellem kan sidde under bordet og græde. “Det her kommer aldrig til at lykkes,” tænker man, men så to sekunder efter kommer man i tanke om, at det aldrig ikke er lykkedes.

Hvorfor er det aldrig ikke-lykkedes?
Fordi jeg ikke sætter mig ind under bordet og græder.

Han griner. Det slanke ansigt åbner sig i en beskeden latter, og han rejser sig. Skubber stolen ind under bordet, og går ind til Louise, som står og pakker lakridskonfekt i små, runde kasser. 125-135 gram per pakke. Alle stykker er snorlige. Seje, bløde, elastiske, smagfulde. Den ene mundfuld varer længe, udvikler sig, hver gang man gumler. Der ligger dynger af lakridskanter, som ikke skal sælges, og jeg får en kasse kanter med hjem. Jeg sidder i bilen, hører høj musik, smiler over livsglæden, og skal beherske mig for ikke at spise det hele. Jeg troede ikke, jeg kunne lide lakridskonfekt. Det kan jeg godt. Mine børn bliver glade for, at jeg har lært at beherske mig.

Man kan se forhandlere og mere info på Hattesens Konfektfabrik her og en 7 minutters video om herligheden her

Parforholdssnak – 1. del

Så er det parforholdssøndag! Yay! For første gang, altså. Og helt uden forvarsel.
Jeg har tænkt, at jeg vil skrive en håndfuld indlæg om parforhold. Fordi, hvem vil ikke gerne læse om det?
Min tanke er at sætte fokus på forskellige områder i parforholdet, som jeg synes, er vigtige, og så håber jeg, at I vil komme med indspark, tilføjelser og spørgsmål hele vejen. Det er nemlig ikke sådan, at jeg bilder mig ind, at jeg har en magisk formel, som kan forbedre livet for alle, men jeg har et vidunderskønt ægteskab, som hele tiden bliver bede, og jeg synes personligt, det er inspirerende at høre andre fortælle, hvad der virker for dem.

Den korte opsummering af mit eget parforhold er, at jeg er gift med Kristian, og vi har det godt. (Også selvom vi indimellem er sure på hinanden, for det er vi, men det bliver vores parforhold ikke dårligere af. Tværtimod vil jeg næsten mene – men det vender jeg tilbage til en anden søndag.)

Den lidt længere er, at vi har kendt hinanden i tolv år, og været kærester i godt og vel ti af dem. Vi har fire børn, og to af dem er tvillinger, og jeg skulle hilse og sige, at det er crazy hårdt at få tvillinger. Men vi klarede det, og blev endnu gladere for hinanden undervejs, hurra! Da Kristian og jeg blev kærester, var min bror meget syg af leukæmi (men han lever (!), og i sidste uge var vi til hans datters dåb), og min far døde af kræft, da vi ventede vores første barn (det kan man læse om her). Vi har boet i København, Svendborg og nu på Ærø sammen, vi har rejst jorden rundt, haft en god økonomi og en knap så god økonomi, vi har været tykke og… mindre tykke. Vi har nået en helt masse, med andre ord, og nu er vi nået til at sted, hvor vi håber på at kede os i en årrække. Vi vil faktisk gerne have lov til at kede os.

På denne første parforholdssøndag vil jeg sætte fokus på samtalen

“Ordet skaber, hvad det nævner,” skrev Grundtvig (og “Minna” siger det her), og med det underbygger han én af mine kerneoverbevisninger, som er, at vi frembringer vores egen virkeligheden gennem vores tanker, ord og følelser. Det fælles sprog i et parforhold er vigtigt. Afgørende, faktisk.

Jeg vil vove den påstand, at der oftere er for få ord mellem to mennesker end for mange.

Kristian og jeg har en evighedssamtale, som vi kan hoppe ind og ud af uden en længere introduktion. Samtalen handler om det, der rører sig på et dybere plan i os, hvilket kan være alt muligt. “Nå, men i den bog jeg er ved at læse, står der, at…” eller: “Jeg har faktisk været lidt ked af det, siden..” Vores evighedssamtale rummer alt det, der fylder noget i og imellem os. Den er vores bindeled, limen i vores tosomhed, den er brændstoffet på vores fælles motor.

Vi taler meget sammen, Kristian og jeg, og vi taler en del om vores parforhold. Ikke i timevis hverdag, men i det små, kontinuerligt. “Hvor er jeg glad for, at vi besluttede at tage tidligt hjem” eller: “Det var godt, du sagde ja til den aftale på søndag.” Vi taler hinanden op og vi taler vores parforhold op. Hver især følger vi automatisk med. Vi har i årenes løb brugt mange ord på at sige, hvor godt vi har det. Hvor glade vi er. Hvor heldige. Det har aldrig været lodret løgn eller decideret påståeligt, men nogle gange har ordene måske trukket i en lysere retning, end virkeligheden føltes. Og ved I hvad? Pludselig har solen skinnet lidt mere på os. Hvis jeg føler alting lidt tungt en dag, og så Kristian siger, “Åh, hvor er jeg glad for at stå her med dig,” mens vi rydder op i køkkenet, bliver jeg som med et trylleslag lettere om hjertet.
Nogle gange siger den ene “Tak for dig,” henover spisebordet til den anden, hvor vi begge står, og skærer mad ud til fire råbende unger. Sveden løber under armene, og vi ikke har været i bad i tre dage, mit hår hænger i en flad D:A:D-hestehale. “Tak for dig”, siger vi så, og griner, fordi det jo for fanden ikke er romantisk at stå der. Og så alligevel.

Vi snakker om idéer: Hvad vi kunne tænke os at gennemføre nu og på sigt? Skal vi gå caminoen (sammen eller hver for sig?), og skal vi have høns (hvor mange, og kan vi finde ud af det?) Hvem laver aftensmad i dag (det gør Kristian altid, så det er et tænkt eksempel..)

Vi snakker også om mennesker; særligt snakker vi om, at vi skal prioritere de relationer, der er balance i. Vi vil være sociale, men ikke for enhver pris. Til gengæld taler vi ikke ret meget om mennesker på den der “hun er en lort” eller: “sikke et røvhul”-agtige måde. Ikke fordi vi er hævet over at tænke de tanker, men simpelthen fordi det forurener vores liv at bruge tid på at snakke om det. Og nu har vi det jo lige så godt.

Vi diskuterer også vores livssyn og værdier. Faktisk taler vi aller mest om det (næstefter praktiske ting som madpakker, vasketøj og netbank). Vi ser film, som stimulerer os, og diskuterer bøger, drømme og overvejelser med hinanden. Jeg tror, vi kunne snakke om hvad som helst, så længe det interesserede os begge, og det, der interesserer os, er tilfældigvis religion, filosofi og spiritualitet.

I årenes løb er Kristian og jeg blevet gode til at anerkende hinanden i det har travle liv, hvor man nogle gange føler sig ret mast, og måske ikke har overskud til at opfange et kærligt blik gennem larmen. Så er det, vi husker at sige: “Hvor er jeg glad for at se dig,” eller: “Det var så dejligt at komme hjem til et opryddet hus i dag”, og vi gør det hellere én gang for meget end en gang for lidt. Også selvom det indimellem skal forceres ind i sprækkerne mellem alt det, der foregår omkring os.

Det kan kræve øvelse og adskillige tilløb at komme i gang med en fælles samtale, hvis man har gået stille rundt omkring hinanden i nogen tid, men tro mig; tale forløser. Kærlige ord vækker glæde. Fælles sprog skaber fællesskab.

“Jeg elsker dig.”

“Jeg er glad.”

“Vi har det godt.”

Jeg tror, vi påvirker vores egen virkelighed med de ord, vi sætter på den. Jeg tror, vi bliver gladere ved at snakke om, hvad vi er glade for. Jeg tror, vi vælger, hvad vi fokuserer på og derigennem påvirker vores egen lykke.

Hvad taler I om i jeres parforhold? Hvordan fungerer samtalen for jer? Og stilheden (dén elsker jeg også!) Hvordan får I gang i de varme snakke i et nogle gange travlt liv?

Læs 2. del her, 3. del her, 4. del her og 5. del her

Hun sejlede jorden rundt – en (dokumentar)anbefaling

Hvis der er noget, der kan give mig mod på livet, så er det at være vidne til vaskeægte fandenivoldskhed. Mennesker, som griber skæbnen, og suger alt ud af den. Det får mig til at føle livet stærkere.

Og dét rummer historien om Laura Dekker, f. 1995, der som den yngste nogensinde egenhændigt sejlede jorden rundt i 2010-12. I dokumentarfilmen Maidentrip følger man den fjortenårige, hollandske pige under forberedelserne til hendes kontroversielle tur, og man kommer med hende ud på verdenshavene, hvor hun filmer sig selv, mens hun krydser oceaner, sejler i verdens største havne, og møder mennesker fra alle verdenshjørner. Historien om den hollandske pige er historien om et ustoppeligt menneske, som ovenpå en omtumlet barndom, beslutter at sejle i sin egen båd rundt om jorden trods modstand fra både hendes skole og myndighederne. Det er en inspirerende historie om et frygtløst menneske, der nægter at lade sig trække ned i samfundets kasser, og som i stedet tager sin skæbne i egne hænder. Maidantrip er en ung kvindes ualmindelige dannelsesrejse; det er fortællingen om at leve i- og af elementerne, overleve på havets nåde, leve med sig selv midt på et endeløst hav.

Jeg så filmen om Laura Dekker for første gang nogle år tilbage og straks igen et par dage senere sammen med min ældste dreng, fordi jeg syntes, han skulle opleve hendes mod og kompromisløshed. Det er en skæbnesberetning, som puster til oprøret i mig, og husker mig på, at normen langt fra altid har ret. Historien om den unge kvindes eventyr minder mig om den styrke, som også jeg har i mig, og det ansvar jeg af samme grund har for at leve mit liv i overensstemmelse med mine inderste værdier.

Laura Dekker har måske nok været tildels drevet af behovet for at komme på afstand af sin opvækst, men hun er også i høj grad drevet af en samhørighed med havet og et uudsletteligt behov for at være alene og finde sig selv i stilheden. Tænk sig: hun sejlede alene i 518 dage – eller, 1 år og 5 måneder. Hun levede af dåsemad, pandekager og vand på dunke. Hun er sej, og jeg synes, du skal se filmen om hende og mærke din egen styrke slå med halen.

Maidentrip kan ses på dansk Netflix og lejes eller købes på iTunes.

Åh, nu kan jeg mærke luften under mine vinger

Snart vil jeg skrive på min bog. Den savner jeg.
Ikke den bog som jeg skrev, redigerede og afleverede med rystende hænder på et forlag tidligere på efteråret. Nej, den ligger et sted længere væk i min bevidsthed lige nu, selvom det suser i min mave, når jeg tænker på den. Men den har jeg sendt ud i verden med en bid af mit hjerte, og jeg tror, begge dele vender hele tilbage til mig. Klogere, stærkere og med en masse mod. Jeg tror på, at bogen har sin gang på jord.

Nej, det er den nye bog, jeg savner. Den, som jeg begyndte at skrive, så snart jeg havde sat det sidste punktum i den anden. Bogen om Signe.
Og selvom savnet ikke i sig selv er dårligt – jeg tror bestemt, det er en gave at have noget, man længes efter –  river det i mig efter at arbejde på den igen. Jeg vil have den foran mig, og ikke kun under huden. Jeg vil være tæt på hende og ham, mine to hovedpersoner, og skovene med de kæmpemæssige træer som omgiver stedet, hvor de lever. Jeg drømmer om leret mellem hendes hænder og musikken i rummet. Drømmer om deres tanker og ord. Der kommer sætninger til mig, når jeg med musik i ørerne går gennem gaderne med min sovende datter i barnevognen, og jeg får lyst til at sætte mig på brostenene med en notesbog og skrive med det samme. Folde billederne ud: Hvad vil de mig, de to? Hvor bevæger de sig hen? Hvem er de, inderst inde?

Og nu sker det snart: Nu nærmer sig tiden, hvor jeg kan skrive uden pause, hvor jeg kan træde ind i den verden, der også er i mig, og leve dér for en stund. For Kristian har sovet alene med Juno hver nat siden mandag, og hun er glad. Hun smiler som sædvanlig, kravler huset tyndt, og jeg tror hun har fundet ud af, at det ikke er sult, hun føler klokken 01, 03 og 05… Jeg selv har sovet uafbrudt for første gang i et år, og nu ser Juno på sin far med større interesse i dagens løb. Deres tosomhed vokser, og hendes tryghed er min frihed. Den betyder, at jeg snart kan rejse hjemmefra i et døgns tid, mens han er sammen med børnene. At jeg kan finde et sted, hvor jeg kan skrive i fred. Kun mig, ordene og måske en gåtur. Og en helt masse chokolade. Jeg letter næsten ved tanken. Og jeg vil læse; jeg savner sådan at læse. Men lige nu kan jeg ikke både og. Lige nu er der så lidt tid tilbage til mig selv, og i den tid skriver jeg. Hvis jeg en dag løber tør for ord, vil jeg læse i stedet. Og pludselig, måske ganske snart, har jeg tid til begge dele, hver dag.

Min vise veninde sagde en gang: “Det er ikke sjovt at lege gemmeleg, hvis der ikke er nogen, der leder efter dig.” På samme måde føler jeg, at aleneheden er en nødvendig kontrast til fællesskabet for at jeg skal eksistere fuldstændig.
Jeg trækker vejret dybt ind. Lyset rammer mig i ansigtet. Nu nærmer sig tiden..

Har du noget, som du længes efter at dedikere dig til?

Gå igennem livet med åbne øjne

Tiden er den mest dyrebare ressource, vi har.
Alt andet kan gradbøjes.

Vi skal ikke alle sammen bruge vores tid på samme måde. Alt kan være rigtigt; så længe det er bevidst. Jeg tror på, at vi når længst, hvis vi ser os selv i øjnene, og spørger: Laver jeg det, der gør mig glad? Er jeg den, jeg vil være?

Når jeg engang skal herfra, tror jeg, det vil glæde mig, hvis jeg har brugt min tid med dem, der betød mest. Hvis jeg har brugt min tid på at skrive, på naturen og samhørighed. Jeg ved, jeg aldrig vil fortryde, at jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, jeg vil være stolt, hvis jeg valgte tillid fremfor frygt.

Tiden har lært mig, at jeg skal turde mærke efter og ændre kurs. At drømmene kommer af en grund. Mine drømme er ikke bolsjer, som jeg skal sutte på, til de kan gemmes i ganen. De er vejvisere, der skal gribes, ses i øjnene og leves efter. Mine drømme gør væsen af sig, rykker i mig. Og hvis jeg overhører dem for længe, tier de til sidst.

Vi har alle vores vej, hver vores rejse, men vi har det tilfælles, at tiden ikke er ubegrænset i dette liv. Det er derfor, det giver mening at tage stilling til, hvordan vi bruger den.

Jeg har en ven, som lever forskelligt fra mig. Hver eneste dag bruger han sine 24 timer anderledes, end jeg har valgt. Han sagde: “Sådan er det jo,” og jeg svarede “ja, for sådan har du prioriteret.” “Er det en prioritet?” spurgte han, og, ja, det er det. For ham er det et valg. Uanset at han gør, præcis som hans forældre, samfundet, skolen, banken forventer, er det stadig hans eget valg. Hans prioritet. Uanset at han lever, som normen dikterer, er det hans valg.

Vi føler os ikke altid frie. Indimellem er livet et fængsel, som vi har svært ved at bryde ud af. Jeg tror, vi kan bøje barerne for vinduet og komme fri, hvis vi virkelig vil.

I dag har jeg mere tid, end jeg plejer. Ilja, Live og Storm er hos deres bedsteforældre, og Kristian og jeg er blevet på øen med Juno og katten Ulrik. Her er stille. Ryddeligt. Fokus. Kristian var ude på vandet i morges. Han tog garn op med Christen, og der var sild i, men ikke så mange som håbet. Heldigvis var der også makreller, tre styks. Så de skal nok have fisk i dag. Jeg skal være sammen med Juno, og vi har taget os god tid til alting i dag. Spist morgenmad af flere omgange, været længe i bad.

Gå ikke med lukkede øjne gennem livet, hvisker jeg. Insister på at stille spørgsmål, på at tage stilling. Sådan bruger du tiden, som det er bedst for dig. Sådan bliver du lykkelig.