Vi har slagtet vores grise – Storm og elektriciteten – Nu ved jeg, hvad jeg vil – Tak for et godt år til de unge på vores forløb (“En liste med tanker #5)

Vi har slagtet vores grise, og det vil jeg gerne fortælle om.
Der er så meget at fortælle.
Det bliver fra Adam og Eva – eller i hvert fald fra min egen og Kristians barndom – frem til nu.
Det kommer til at handle om liv og død og livet efter døden. Om troen på meget mere og om ønsket om selv at blive en del af den store verden med hænder og med blod og med hele hjertet investeret.
Det bliver til et indlæg snart. Men det fortjener bedre tid, end jeg har lige nu.

Storm er sådan et fint sted for tiden: Han hviler mere i sig selv. Er stadig lige viljestærk, stædig og alt det andet, men der er en anden ro.
Han leger med elektricitet, og bygger videre på sine opdagelser i sit konstant ekspanderende univers, når han tegner.
Senest har han fået en masse ud af et sæt om elektricitet, “Det første kredsløb“, fra Captoy, som er den butik, jeg også anbefalede i min julegaveliste. Vi har købt nogle ret fede gaver i webshoppen både til jul og til Storms fødselsdag i januar. Det er vores erfaring, at de forskellige sæt bliver brugt på mange forskellige måder, efterhånden som tiden går. Storm lavede for eksempel en lommelygte af tre batterier og den medfølgende pære om aftenen, da han og Kristian havde siddet med sættet for første gang nogle timer forinden.

Et besøg på Steinerskolen “Vidar” i Odense i weekenden fik en del brikker til at falde på plads i mig. Jeg huskede min egen kreativitet, blev klar over en længsel og et ønske, som er forsvundet i en lidt for distraheret hverdag.
Jeg har været glad for Rudolf Steiner, siden jeg var helt ung: For antroposofien (det esoteriske og åndelige univers, som i høj grad er mit verdensbillede) og alle de forgreninger, han nåede omkring i sit vanvittigt produktive (og relativt korte) liv: Kunst, arkitektur, det biodynamiske landbrug, filosofi, psykologi, religion, reinkarnation, medicin og pædagogik – for blot at nævne et udsnit. Jeg holder af hele den bevægelse, som Steiner satte i gang med vores åndelige, kosmiske menneske i centrum, og jeg holder af hans upersonlige tilgang og uvilje mod at blive en guru fremfor blot et menneske, der puster til den sjæl, vi alle bærer rundt på.
For mig står Steiner for forbindelsen til universet; til hinanden; til barnet, til planteverdenen, dyrene og alt det andet som er med os her på jorden.
Og så stod jeg der i lørdags foran de smukkeste tavletegninger (en klassisk del af Steiners skoler) og de smukkeste værker i alle klasselokalerne fremstillet af skolens elever. Jeg duftede maden; de hånddrejede træfigurer, og fornemmede den røde tråd, som løber igennem mange af de institutioner, der er funderet i hans ånd.
Jeg vendte hjem med en klar fornemmelse af, at jeg har lyst til og behov for mere fordybelse; større kreativ ro og intensitet. Jeg ved, at mine børn vil komme med ombord, hvis jeg begiver mig ud på den rejse. Så nu er jeg begyndt at tegne i det små sammen med dem  – for det gør de flere timer dagligt allerede, og jeg vil være med; jeg vil inspirere dem og hæve indlevelsen hos os alle. Jeg vil vise dem, hvor vi kan bevæge os hen med vores kunst, og jeg vil følge dem, når de viser vej.
Det er mit nytårsfortsæt: En meget mere vågen forbindelse til kreativiteten og en mere rutineret planlægning omkring det. Jeg vil være bedre til ikke at tænke på tøjvask eller madlavning, når muligheden for kreativitet byder sig til. Og jeg vil skabe muligheden selv så ofte som muligt.
Intet kommer uden et offer, så noget skal ud, når det nye skal ind: Det, der skal skæres fra, er i alle vores aftaler. Vi skal have færre ugentlige planer. Vi skal blive bedre til at blokke hele dage ud i kalenderen, hvor vi er her på vores sted – ude på marken og inde ved tegnebordet – med god tid til at lave det, der nærer os.

I dag skal jeg på årets sidste dag med de unge, som Kristian og jeg har haft i forløb siden marts. Vi skal drikke varm kakao i Svendborg, snakke meget, kigge os omkring i julebyen, tage billeder og spise en stor middag, før vi siger glædelig jul til hinanden. Det har været en vild rejse for os alle sammen de seneste ni måneder: Så meget er sket for de unge, og vi hverken kan eller skal tage hele æren – men en del af den tør vi godt tage på os. Ham, der klarer sig godt på sin efterskole, og som ingen havde troet, ville komme igennem den første uge. Ham, som tør tro på, at han kan komme ud af folkeskolen med et brugbart gennemsnit næste år. Hende, som er startet i skole igen efter at have været udenfor systemet i en periode, og som møder tyve minutter før første time hver dag, fordi hun er så motiveret. Hendes gode veninde, som pludselig er den pige, der trækker foran i de sunde relationer, og som altid er med, når vi skal være sammen. Ham, der ikke kendte nogen i byen, og som har fået en bedste ven, der overnatter hos ham de fleste weekender. Og hende, som vi først lige skal til at lære at kende, og som hele gruppen tager imod med åbne arme og store forventninger.
Det har været en ære at tage dem med på en rejse ud i livet; væk fra de snævre rammer og op i højderne i 2017. Det er derfor, vores forløb hedder Horisont, og det er fordi, vi synes, det er meningsfuldt, at det lykkes så godt. Vi fortsætter med de samme unge og forhåbentlig et par stykker mere til næste år.

 

Hvad tænker I på for tiden?
Har I længsler, som skal besvares? Noget, som det falder naturligt at tage op til revision nu, da året går på hæld?
Eller er det noget, som I glæder jer særligt over i denne tid?

Vi har startet en ny juletradition (og den virker, fordi den er nem)

Vi holdt julestue herhjemme i går. Det har vi aldrig gjort før, men vi fik straks lyst til, at det skal være en tradition.

Konceptet var, at vi inviterede en del af børnenes mange dejlige venner fra friskolen og børnehaven, som vi jo ikke længere ser til daglig, – og deres forældre. Da vi nærmede os dagen, huskede vi efterhånden adskillige flere, som vi også gerne ville have inviteret, men vi var nervøse for, at her skulle blive overfyldt, så vi turde ikke udvide. Næste år tror jeg, vi inviterer alle, og satser på, at det er lige så skønt af den grund.
I første omgang glemte vi faktisk at invitere flere af vores bedste venner. Kender I det? Dem ser vi jo ofte, så der er ikke på samme måde et efterslæb, men derfor skal de jo komme på en dag som i går alligevel – og det gjorde flere af dem heldigvis. Jeg kan få helt ondt i maven af den slags: Når man utilsigtet overser nogle af dem, som altid er der for én.

Vores julestue var et meget simpelt set-up, og det var derfor, det fungerede. Det var derfor, jeg ikke stod en time inden gæsternes ankomst, og havde lyst til at gemme mig.
For nogle dage siden ringede jeg til min mor. “Jeg har købt appelsiner, clementiner, æbler, gulerødder, nødder og tørrede figner,” sagde jeg. “Og så bager jeg cookies dagen inden med ungerne.”
Min mor svarede, at det var perfekt. “Ingen æbleskiver eller flormelis ud over det hele. Folk kommer ikke, fordi de er sultne.”
Jeg tror, hun er klog af skade efter gud ved hvor mange år som værtinde til fødselsdage, konfirmationer, julefrokoster og så videre med et vildt højt ambitionsniveau.
Ungerne og jeg bagte 90 cookies, og der var fem tilbage, da de sidste gæster gik. Det var med andre ord godt afstemt.

Der var glimmer, glycerin og minijuletræer, så man kunne lave sådan nogle snowglobes. (Det gik ikke helt gnidningsfrit, men det var hyggeligt).
Og der var karton til produktion af julekort, og akvarelfarver, pensler og en bunke ler, ret meget gran (!) og stearinlys.

Faktisk var det mest de voksne, der sad omkring bordet, og klippede og klistrede. Børnene fik lynhurtigt travlt med at lave en film, og de legede så godt både ude og inde, at det var helt vidunderligt at være vidne til. Også da tre af drengene sank ned i svinestien, og kom tilbage smurt ind i mudder (og lort, ik?) og skulle spules og i tørt tøj.
Der var vel 17 børn inklusive mine egne og så otte-ni voksne, og her var rart. Jeg tror virkelig, det betyder noget for et arrangement, at man ikke sætter for høje ambitioner for mad/rengøring/osv.
Før i tiden har jeg bagt boller og kager og skåret ost og pølse og lavet pesto og støvsuget og tørret af, når vi fik besøg. Jeg bliver udmattet bare ved tanken.
Er det måske derfor, jeg oplever, at mange i min generation ikke fejrer ret meget for deres familie og venner? Det er virkelig få dåbsfester (eller navnefester som herhjemme), indflytterfester, runde fødselsdage og bryllupper der har været i vores omgangskreds. Er det for stort et pres?
Kræver det for meget energi? For mange penge? Eller giver det bare ikke mening?

Jeg kender virkelig lysten til at pakke mig ind i mig selv. Trække mig tilbage.
Jeg kender behovet for at skære ned for alt, der trækker energi.
Jeg kan godt forstå, man ikke orker, hvis hverdagen tager det hele.
Men samtidig er det jo netop i relationerne, at vi finder livsglæden, fællesskabet, overskuddet og sammenhængen, og jeg er så glad for, at jeg lukkede øjnene, og sendte invitationen ud (på sms) for nogle uger siden. En del af mig ville ligefrem ønske, at alle gæsterne kom igen i morgen. Det er dejligt at være alene (der henter jeg min energi), men for mig er vekselvirkningen mellem det indadvendte og nærende samvær absolut essentielt.

Vi tog ingen billeder, mens her var gæster (til gengæld filmede Kristian til dokumentaren, som vi så småt er i gang med at samle materiale til). Det her billede tog jeg, før gæsterne kom, da én af Junos søskende desperat proklamerede, at “hun har taget en hel tallerken med cookies.” Det viste sig at være adskillige tallerkener men kun én cookie, og hun havde gemt sig så godt med sit bytte, at hun fik fred til at nyde det..

De bedste cookies, som alle vil have opskriften på

Efter adskillige opfordringer får I her opskriften på de cookies, som jeg flere gange har delt billeder af på Instagram (og måske herinde?), og som efterhånden har en nærmest mytologisk placering blandt min familie og venner.

Ærligt talt har jeg mest lyst til at beholde opskriften for mig selv. Det er en fed følelse gang på gang at kunne servere de bedste cookies (nogensinde?), og der er unægteligt noget tiltalende over at sidde på en opskrift, som alle vil have fingrene i.

Men helt ærligt – jeg har jo også fået opskriften fra et sted , og hvis meningen med livet er fællesskaber, må jeg hellere træde til. Jeg hjembragte faktisk opskriften fra New York i 2006, og konverterede den til danske måleenheder – derfor er nogle af tallene sådan lidt skæve.

Den anden aften, da vi bagte en stak cookies forud for et byggemøde næste morgen, sagde Storm: “Improviserer du, ligesom du plejer?” men nej, lige netop den her opskrift følger jeg til punkt og prikke, og sådan er de bedst.
Jeg synes alligevel, de varierer fra gang til gang, og faktisk så de lidt anderledes ud i torsdags, men de smagte nøjagtig lige så godt af den grund (det er dem på billedet).
I morgen får vi en helt ufattelig mængde dejlige børn og voksne på besøg til julestue hos os, så i aften, når jeg bager med børnene, tredobler vi portionen, og laver hver enkelt cookie i omtrent halv størrelse af normalen, så de passer til en barnehånd (og en enkelt voksenmundfuld).

Enjoy!

250 g hvedemel
1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
170 g smeltet smør
200 g brunfarin
100 g sukker
1 spsk. vaniljepulver
1 æg
1 æggeblomme
250 gram mørk, hakket chokolade
Evt. en håndfuld mandler eller to

* Forvarm ovnen til 165 grader (varmluft).
* Rør mel, bagepulver og salt. Sæt til side.
* Rør smeltet smør, farin og sukker indtil cremet.
* Pisk vanilje, æg, og æggeblomme i smør- og sukkerblandingen.
* Vend de sigtede ingredienser i og rør til sidst den hakkede chokolade i med en ske.
* Drop cookies i isske-størrelseskugler på bagepapiret, omtrent 9 per plade, så de ikke flyder sammen, og bliver firkantede.
* Bages 15 til 17 minutter i den forvarmede ovn, eller indtil kanterne er let ristede.

Tøjet, der ændrede mit liv

Okay. Selvfølgelig ændrer mit liv sig ikke på grund af noget tøj.
Men faktum er (hvilket jeg skrev på instagram i sidste uge) at jeg har fundet noget tøj, som jeg nærmest forelsket i. What, altså. Men det mener jeg.

Faktisk anbefalede jeg “not PERFECT LINEN” i min guide til bæredygtigt tøj i sidste måned, fordi min veninde linkede til brandet, og jeg faldt for deres bæredygtige visioner og designs.

Men det var altså, før der ankom en kasse med det smukkeste, blødeste håndsyede hørtøj til mig, som jeg med det samme vidste, at jeg holdt af på en helt ny måde.
Jeg tror, det er første gang, jeg føler mig forbundet med noget beklædning. Som om tøjet har den samme fornemmelse som mit liv, og dermed taler ind i alt det, jeg tror på, og prøver at efterleve.
Resultatet er, at jeg er flyttet fuldstændig ind i min nye hørgarderobe, og jeg bliver styrket i mine værdier og i min glæde ved hverdagen, når jeg har det på.

Folk som kender mig godt, ved, at jeg går meget i det tøj, jeg er glad for. Det var også derfor, jeg havde brug for noget nyt. Jeg kan sagtens være klædt i det samme tøj syv dage i træk (lige med undtagelse af underbukserne, of course), og samtidig er jeg ikke én, som bruger tid på at shoppe, så der er indimellem lavvande på mine hylder i klædeskabet.

Og det var der i sidste uge, men det er der ikke mere.
Pludselig synes jeg, at jeg er rig i beklædning: Nu har jeg den smukkeste maxikjole, som jeg føler mig flydende og som en ny version af mig selv, når jeg har på. Og jeg har en buksedragt, som giver mig et helt nyt drive til at arbejde i køkkenhaven, når den tid kommer, fordi den trækker mig udenfor, ned i gear, tættere på mig selv. Jeg har toppe, som klæder alt og alle, og som jeg vil købe i julegave til min mor. Jeg har også en graviditetskjole (som er perfekt til en mor til fire, og som jeg har en impuls til at trække i hver morgen, når jeg hopper ud af sengen) og den fineste, fineste nederdel – totalt Sound of music. Derudover går jeg pludselig i sådan nogle Karen Blixen-agtige hørbukser med bindebånd og brede ben, og de er simpelthen så uendeligt behagelige og smukke til mit fodtøj.
Hell, jeg tør godt anbefale alt i butikken, og jeg vender helt sikkert tilbage, når tøjet en gang er slidt op. (Hvilket det jo ikke lige sådan bliver, for én af de bæredygtige ting ved hør er, at det er slidstærkt.)

Nå, men jeg er til gengæld ikke begejstret for at blive fotograferet, og de her billeder er taget i al hast, mens ungerne stod meter derfra og snakkede non-stop, og jeg ville egentlig ønske, at I kunne se det hele, men det var tiden ikke til..

Den anden dag var jeg på en lille tur med ungerne, og på et tidspunkt rejste jeg mig fra en stol, og så udbrød den ene: “Ej, mor, du er altså begyndt at gå i meget pænere tøj, end du plejede”.
Behøver jeg sige, at jeg føler mig godt tilpas i min nye garderobe?

Så når nogen spørger, om jeg har idéer til julegaveønsker til en voksen kvinde, bliver det ikke svært at svare fremover: Vælg det, du helst vil have fra not PERFECT LINEN til din ønskeseddel (og køb så resten selv på et senere tidspunkt). Priserne er mere end fair, og både den familieejede virksomhed i Litauen (hvor de syr alt tøjet i hånden) og høret i sig selv er bæredygtige valg.

Hvis produkterne skal nå frem inden jul, læste jeg på notPERFECTLINENs instagram, at de anbefaler ekspreslevering. De har produkterne klar på kort tid.
Hvis man har spørgsmål, er det min oplevelse, at de svarer hurtigt på beskeder via siden på etsy.

Fordele ved hør:
Hør er lavt i toxiner takket være materialets naturlige modstanddygtighed mod skadedyrsangreb, derfor kræver dyrkningen af hør ikke hverken pesticider eller kemisk gødning.
Hør bruger kun en fraktion af det vand, som bomuld har behov for.
Kvalitetshør absorberer og frigiver fugt hurtige end alle andre tekstiler.
Det luner om vinteren, og køler om sommeren, og hørets termoreguleringsevne er fem gange så høj som uld og nitten gange så høj som silke.
Hør har en naturlig antiseptiske evne. Det betyder, at hverken mikrober, bakterier eller svampe kan flytte ind i det.
Hørtekstiler bliver smukkere og blødere af brug og vask.
Da hørfibre er lange (længere and alle andre fibre), er ordentligt hør et stærk og nærmest uopslidelig stof med en væsentligt længere levetid end bomuld.
Hør er resistent mod møl og tæppebiller.
Hør reducerer UV stråling til næsten det halve og er derfor en god beskyttelse mod UV stråling.

 Skriv hvis I har spørgsmål – jeg har sågar inviteret ærøboer herhjem for at se tøjet 🙂

drengen for foden af trappen har en mor

Når min store dreng kommer op af trappen midt om natten
og siger mit navn
og jeg går ud og tager ham i hånden
så kan jeg et sted i mit indre huske mine forældre
som også tog søvndrukne mod mig
jeg kan huske min mors nattøj og min fars varme hånd
og jeg kan huske, at der var min mor / der var min far
de var mine forældre, mit ophav
mor og far
mor og far
og det slår mig
at det er jeg for ham
drengen for foden af trappen har en mor
og det er mig
ham med de bløde krøller og de gamle øjne
jeg er hans mor

 

når han står der, og siger mit navn
så er jeg svaret
og selvom han snart har været her hos mig i ni år
fumler jeg stadig
for jeg er jo også Maj på ni år
jeg er også Maj på 15
og jeg er Maj på 26 – den dag han blev født
og jeg er virkelig hans mor
jeg er virkelig hans havn
det jeg har lært, er
at der ikke er noget mål
der kommer ikke en dag
hvor alt falder i hak
selve meningen er nu
og her er jeg, min søn
tag min hånd
jeg gør det så godt, jeg kan
der er intet jeg hellere vil

Vil I høre, hvad vores nisse plejer at lave?

For et år siden så de sådan her ud til årets nissemarked i Ærøskøbing. Tiden flyver, og om få dage ankommer vores husnisse, Alberte, atter fra Nordpolen…

De seneste fem-seks år har nissen Alberte boet her i vores familie hele julemåneden. Vi elsker Alberte, og jeg skrev også om hende sidste år her og her, hvilket var lidt sjovt for mig at læse igen for lidt siden, fordi så meget har forandret sig – og så alligevel ikke.

Men, Alberte starter altid med at skrive et brev til børnene morgenen efter sin ankomst. Her fortæller hun om sin rejse til Ærø: Sådan noget med ustabile luftballoner eller bølgeskvulp under en lille fiskekutter hele vejen fra Nordpolen. Når hun ankommer til øen, besøger Alberte altid sine fætre og kusiner i Skovby et par kilometer her fra, før hun flytter ind hos os. I løbet af julemåneden har hun nemlig så travlt med at være nisse her, at det er bedre at besøge sine slægtninge inden da.

Herhjemme bor Alberte bag en lille fin dør, som børnene leder efter den 1. december. Sidste år boede hun bagest i en bogreol, og her havde hun en rebstige, som hun benyttede til at kravle ned om natten. Hun har også træssko, et lille bord og en gyngestol stående foran døren på et tæppe.

Brevene fra Alberte er en gennemgående ting i julemåneden. Hun skriver en lille seddel eller et decideret brev de fleste dage i december, og om aftenen svarer børnene hende, hvis hun har stillet spørgsmål, eller hvis der er noget, de vil spørge hende om (det er der næsten altid). Hidtil har de dikteret for os, men i år kan de nok skrive selv, og det bliver virkelig hyggeligt med en helt masse juleskriverier ved spisebordet.

Alberte lægger ofte op til livets store spørgsmål i sine breve, og børnene spørger til gengæld ind til livet som nisse (en genganger er: “Kan jeg blive nisse i mit næste liv, eller er “nisse” noget, som er forbeholdt bestemte sjæle?” Svaret er som regel vagt, men hælder mod et ja til muligheden for at blive nisse…)

I år har Alberte planlagt at lægge opgaver til børnene på morgenbordet. Opgaverne vil være tilpasset det enkelte barn, så det er både sjovt og spændende. Det kan være alt fra spørgsmål om geografi over stavning til en praktisk opgave, der skal løses.

For et par år siden havde Alberte farvet mælken blå, så havregrynene fik samme farve, og det afstedkom så stor indignation hos særligt ét af børnene, at vi efterfølgende måtte skrive til hende og bede om, at det ikke gentager sig. Så mælken (der overvejende er lavet af havre eller ris herhjemme) er altså hvid.

Hun har også tegnet overskæg på hele familien. Og bundet snore om de voksnes storetæer. Hun har puttet vat i skoene, og sat klemmer rundt omkring i hele huset. En enkelt gang dækkede hun spisebordet i toiletpapir (det vil jeg kun anbefale til de, der har overskuddet…), og hun har sågar bagt småkager om natten.

Af Albertes mere spektakulære aktioner kan nævnes dengang, for efterhånden nogle år siden, hvor vi alle blev vækket af lyde fra stuen klokken 5. Vi gik forsigtigt (og søvndrukne) ned af trappen, og hvem sad der i sofaen og så Ramasjang? – Alle husets bamser, dukker og Duplo-figurer med snackskåle og tæpper over benene. Det var virkelig en overraskelse (tak for de der timere, som kan ordne den slags…)
Andre gange har Alberte leget med børnenes bamser hele natten og bygget store landskaber af klodser, som stadig stod fremme med legende dukker og andre småfolk, når vi stod op. Det gør hun aldrig igen, for den slags energi har hun ikke længere 😉

Hvad med gaver, tænker I måske?
Med årene er gaverne efterhånden udfaset. En støt voksende bevidsthed om de mange ulemper ved hele tiden at skulle eje nyt, har erstattet pakkerne med poesi, sjov og et sjældent stykke chokolade.
Indimellem kommer der dog noget i gavepapir fra Alberte, og det vækker altid glæde, men efterhånden er det udelukkende fællesgaver (bøger) eller noget spiseligt.

I år har Alberte en bog med til den 1. december, nemlig “Troldeliv – Julekalenderbogen“, som det er planen, at vi vil starte hver morgen med at læse i indtil juleaften (den er for øvrigt på minus 20 procent lige nu). Jeg kender den ikke, så jeg kan ikke love, at den er god, men den er stor og rigt illustreret, og jeg kan godt lide trolde, tror jeg nok. Men hold fast der er mange skønne kalenderbøger derude.

Og hvad siger vi til børnene om julemanden og nisserne, hvis de spørger efter sandheden? Jamen, så længe de ikke rent faktisk vil vide besked, holder vi magien fuldstændig magisk. Men når de spørger (en sjælden gang og ganske forsigtigt), siger vi: “Vil du vide sandheden?” Hidtil har de takket nej.
Sandheden er, at herhjemme tror de voksne på meget mere mellem himmel og jord, så måske sandheden slet ikke findes. Vi tror på paralleluniverser og smukke væsner, som hjælper os på vej. Vi tror på lys og magi og mening, og på den måde går nisserne fint i tråd med vores indstilling til livet. Men jeg tror ikke personligt på julemanden eller på små gave-pakkende nisser med røde huer, og det skal jeg gerne fortælle, hvis børnene en dag har lyst til rent faktisk at høre det. Men for nu lever magien i bedste velgående.

Har I en nisse, og hvad laver den i givet fald hjemme hos jer?

Hvad lærer mine børn egentlig på sådan en hjemmedag (med slagtning, konflikter og fri leg)

Hjemmeskoledagene?

De er vidt forskellige.
Uforudsigelige. Menneskelige.
Intuitive. Konstruktive (til tider destruktive).

Vi har dage, hvor vi går udenfor efter morgenmaden, og først kommer ind igen, når mørket falder på. De dage er blandt de bedste, og dem skal vi have mange flere af. Jeg skal have hjælp for at få dem til at ske, så det er godt, at de falder helt naturligt for Kristian.
I tirsdags lavede vi frokosten over et bål, som børnene selv havde bygget, tændt og plejet. Grøntsagerne gjorde vi klar i fællesskab.

Vi har dage, hvor børnene leger indenfor fra morgen til aften. Jeg har aldrig vidst, at man kunne lege så meget, som de gør. De leger næsten hele tiden med hinanden for tiden.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver spurgt til mine børns sociale liv, nu hvor vi hjemmeskoler. I den ideelle verden ville jeg svare dette: “Den primære socialisering lider desværre generelt i barndommen anno 2017, men den lever i bedste velgående hjemme hos mig: Mine børn er sammen med hinanden og deres forældre næsten hele tiden, og indtil videre er den sekundære socialisering netop det – altså sekundær. Vi er meget sociale. Først og fremmest med hinanden og dernæst med det vidtfavnende og konstant ekspanderende netværk, som vi er omgivet af, og som rummer alt fra vores 75-årige naboer til de børn, der bor i landsbyen ved siden af vores. Men vi er ikke konstant ude blandt store grupper af mennesker, og vi er ikke til fritidsaktiviteter hver dag.”
Som jeg så tit har tænkt: Jeg ville ikke bryde mig om at skulle relatere til 24 kollegaer + en underviser otte timer dagligt, så hvorfor skulle mine børn?

Når mine børn leger, kommer de vidt omkring: De seneste dage har de klippet julepynt i timevis og hængt det op over hele huset (til der næsten ikke kom lys ind af vinduerne). Det er ikke hverken særligt pænt julepynt eller specielt grundigt udført, men det er produceret med en enorm iver og virkelyst. På et tidspunkt satte jeg mig med dem, og klippede. Jeg sagde, at jeg synes, det kan betale sig at gøre sig umage (fordi det mener jeg oprigtigt, at det kan med næsten alt i livet), og de så, hvor meget jeg fik ud af et halvt ark papir, fordi jeg tog mig god tid. Derefter brugte de længere tid på deres pynt, og vi farvelagde en del af det sammen.

Samme dag legede de posthus, og sendte julepynt til hinanden i en kurv ned over trappen / Samme dag optog og klippede de mindst tyve film på deres iPads / Samme dag legede de gemmeleg med alt lyset slukket, efter solen gik ned.

For tiden er det meget sjældent, at mine børn sidder med en opgavebog, og laver deciderede skoleopgaver. Vores ældste på knap ni gør det aldrig, de to på fem gør det indimellem, men der kan godt gå uger fra gang til gang. Til gengæld stiller de hundrede (måske tusinde?) spørgsmål om dagen, og vi gør os umage, når vi svarer. De hører lydbøger, og vi læser sammen. De snakker med de mennesker, de møder, bygger ting og sager af skrammel, som de finder i byggerodet fra vores håndværkere, og skriver e-mails til alle, de kender. Deres ordforråd er måske fordoblet siden sommerferien, og deres evne til et analysere, reflektere og nuancere udvikler sig dag for dag.
Vi hører musik, danser, råber og griner, og jeg kan mærke, at det er nok. Det er godt nok. Der er helt sikkert ting, som mine børn ikke har lært, fordi de ikke er i skole: Fag-faglige ting som vi ikke er kommet omkring, og måske aldrig gør. Til gengæld synes jeg, at de hviler mere og mere i sig selv for hver dag, og det er som om, de kommer nærmere deres egen kerne og dermed livet.

Når nogen spørger, hvordan det går, ville jeg lidt ønske, at jeg kunne sige noget konkret som: “Han har lært engelsk, og kan efterhånden skrive lige så hurtigt som mig.” Eller: “Hans interesse for matematik er eksploderet, siden vi begyndte at hjemmeskole”, men det er simpelthen ikke tilfældet. Læringen sker helt uundgåeligt og samtidig næsten usynligt midt i det liv, der udspiller sig hele tiden. Og det er virkelig svært at forklare i én sætning. Læringen er, når der ligger en fjeder på gulvet, som få minutter efter befinder sig i en madkasse, der er blevet forvandlet til en “jack in the box”. Læringen er, når den sidste snak, før øjnene lukker sig tungt til natten, handler om stjerner, og hvorvidt de udvider sig, og hvad der sker, hvis de eksploderer. Læringen er at sende breve til alle man kender, fordi man ikke kan lade være.

Livet ér læring.
Og det er jeg ved at lære, så småt.

Hvordan er jeres hverdag, og hvad holder I mest af ved den?

Kan man hjemmeskole fra en lille lejlighed i byen? Og hvor længe skal man vente med at følge sine drømme? (“Vores brevkasse #4)

“Kære Maj My. Jeg har læst med på sidelinen og jeg har selv fire dejlige gæve kloge frække vilde milde unger. Fire piger alder: 7, 5, 3, 1. Den ældste går i 1.1 klasse, og vi skal have vores femårige i skole til august 2018 – som dine tvillinger skulle. De to store har været møllen igennem med vuggestue og børnehave, og da vi så mærkede efter, så tog vi en dejlig beslutning om at hive dem ud og nyde tiden med de store samt de to små, som på dette tidspunkt var 3 mdr og 2 år. Det har været en rejse: Jeg nåede at have min store hjemme 6 mdr., inden skole. Mødet med skolen åbner en masse spørgsmål, og særligt nu med min 5 åriges kommende start. Men men jeg er selv skeptisk over skolelivet, særligt når jeg er med dem i et helt unikt fælleskab børnene min mand og jeg imellem. Men jeg ved, jeg ikke helt er der, hvor jeg befinder mig allerbedst. Dvs. i byen i en forholdsvis lille lejlighed. Men den kan godt rumme os alle, og det er så meget et spørgsmål om indstilling. Jeg tænker dog ofte: Hvis bare vi havde to etager eller et hus på landet, så kunne jeg jo sagtens hjemmeskole…Og det er jo så irriterende en tanke…måske jeg kan nå det ting alligevel. Men der spiller pengene jo ind – måske processen bare er lang, og vi når de blir 18, kan få den gård og de dyr. Men til den tid er det jo lidt sent ift. hjemmeskolelivet og idyllen ved naturen. Så mit spørgsmål går lidt på: Kan man overhovedet hjemmeskole, når man altså bor lidt klemt? Som jeg skriver det lyder det jo åndsvagt! Kan du genkende de mange tvivlsspørgsmål? Rammerne, økonomien, de personlige ressourcer ( som i at man også kan gå op i en spids af sine kære små!). Det er jo blot livslæring..hvor er det for øvrigt en dejlig blog du laver! Dejligt med indsigt og kreativitet.”

Hej,
Jeg tog lige hele din kommentar med her, fordi jeg synes, der er så mange relevante overvejelser undervejs i den.
Jeg hæfter mig ved flere ting, som jeg vil prøve at svare på. Så kort som muligt..
Du skriver, at du ikke er dér, hvor du befinder dig bedst, og det tænker jeg, er kernen i det hele: Du skal afsøge, hvor du befinder dig bedst (eller hvor du tror, du befinder dig bedst) og mærke efter, hvorfor det er sådan, og hvordan du kan komme derhen (hvad end det handler om et mentalt eller fysisk ryk).
Vi kan ikke vide, om vi er der, hvor vi vil befinde os bedst om fem år (for hvem ved, hvor det er?), men vi kan efterstræbe at være der, hvor vi befinder os bedst nu. Nogle gange kommer vores “befinder os bedst” med nogle justeringer, andre gange kan det lade sig gøre at få hele pakken (særligt hvis vi er villige til at skrue på vores forventninger til andre områder i livet.)

Ja, man kan hjemmeskole i en lille lejlighed. Jeg kender til flere, som gør det. Og ja, man kan hjemmeskole i byen – der er styrker og svagheder ved at hjemmeskole hvor som helst. I byen har I mange inspirerende tilbud for fødderne, og der er desuden gode, aktive hjemmeskolegrupper i flere urbane områder. Herude på landet skal vi lede længe efter kulturelle og akademiske aktiviteter til hjemmeskolebørn, til gengæld har vi jo så noget andet.

Kender jeg til dine tvivlsspørgsmål? Mon ikke! Det tror jeg, vi alle sammen gør. Størst af dem alle var det med ressourcerne, og det er helt sikkert også dér, jeg er mest udfordret: Jeg synes, vi har en del konflikter, en del usikkerhed og en helt masse at lære foran os ifht. at være forældre og familie herhjemme. Fortryder jeg indimellem? Nej, på igen måde. Jeg har endnu ikke tænkt, at det ville være bedre for børnene at være i skole (tværtimod – jeg kommer længere og længere fra tanken), men jeg tænker nogle gange, at det ville være (meget) lettere for mig, hvis de var af sted. Lige nu, eksempelvis, har jeg været alene med mine fire i to døgn, og jeg ville elske at have nogle timer for mig selv midt på dagen, fordi jeg bliver en udkørt mor, som ikke føler, at jeg har hænder nok. Men når jeg tænker videre over det, så har vi ikke flere konflikter samlet set, end vi plejede at have, når de kom hjem fra børnehave/skole, til gengæld har jeg OGSÅ alle de gode stunder med dem, og dem er der heldigvis vildt mange af – hver dag. Faktisk har vi færre skænderier, fordi vi kender hinanden bedre, og mere og mere fungerer som en symbiotisk enhed.

Kunne jeg hjemmeskole i en lille lejlighed? Det ærlige svar er “nej – helst ikke i længere tid”. Jeg holder af plads og af ro, og det passer mig rigtig godt, at vi ikke skal forholde os til over- eller underboer. Jeg er glad for udsigten og den friske luft, og jeg kan godt lide at have muligheden for at dele familien op, når der er behov for det. Men jeg ville hjemmeskole i en lejlighed til en begyndelse, hvis det var min eneste mulighed. Det siger jeg nu, fordi jeg bliver mere og mere opmærksom på, at det med at være en hjemmeskolefamilie er en livsstil mere end noget andet, og jeg er dér, hvor det er blevet vigtigere for mig at hjemmeskole end både postnummer og økonomi. Hvis vi hjemmeskolede i en by, ville vi højst sandsynligt opsøge langt flere inspirerende tilbud, og det ville jeg personligt nyde i fulde drag. På sigt ville jeg rykke til noget på landet eller ude i en skov, men det er jo bare mig.

Synes jeg, du skal se tiden an? Nej. For som du skriver, så er børnene vitterligt lige pludselig 18 år, og jeg ville personlige ikke kunne trives med at skulle høre mig selv sige “vi snakkede om at hjemmeskole jer” uden nogensinde at have givet det en chance. I mine øjne giver det ikke mening af være en drømmer: Jeg kasserer de drømme, som ikke er rigtige for mig, og de andre går jeg dedikeret efter at indfri. Jeg ville gå i gang nu (før hende på fem ellers skal i skole) og lade resten (gården, hestene, pladsen) komme til jer løbende. That’s it – men hvis nogen har for travlt til at læse det hele, kommer det lige i én sætning her: Nogle gange skal man bare beslutte sig for at gøre det, man har lyst til, og så løser alt det andet sig hen ad vejen.

Har I andre nogle input til spørgsmålet?

Hvor skal man sætte sit kryds i dag – Den skønneste anerkendelse – Til gymnastik (“En liste med tanker” #4)

Okay, det er ikke mandag, men i dag får I mandagsindlægget, fordi I ikke fik det i går.
Jeg var nemlig ikke online i løbet af dagen i går. Fed fed udvikling synes jeg. Tænk at man kan være så fri, som jeg føler mig, nu hvor jeg ikke hele tiden går på nettet. Det er vildt, hvad det gør ved mit liv, at jeg ikke konstant er igang med at skrive en mail eller en facebookkommentar i hovedet, og det er stadig ikke nemt, men det går den rette vej (Hvis internettet er tændt, og min computer står foran mig, kan jeg næsten ikke lade være med liiige at tjekke lidt af hvert, så jeg forsøger at holde nettet slukket det meste af tiden og stille min computer væk.)

Her er, hvad jeg tænker på lige nu:

Kommunalvalget – stem med hjertet!
Jeg stemte til kommunal- og regionsvalget i sidste uge, da vi var en tur på biblioteket, hvor der stod en stemmeboks. I dag ærgrer det mig egentlig lidt, for jeg ville gerne have været med børnene oppe på selve valgstedet i dag, men på for en uge siden troede vi, at vi skulle af øen i dag, så sådan blev det. Det var nu også meget hyggeligt  at stemme på biblio, og det foregik på den klassiske familiemåde, hvor alle børn gik med ind bag gardinet med Kristian og jeg på skift, og derindefra råbte de så først partibogstavet og derefter det af navnet, som de nåede at læse – ud over hele det lille bitte lokalsamfund..fedt, altså.
NÅ, MEN: Helt ærligt: I stemmer i dag, gør I ikke? Alt andet er lidt som at tisse demokratiet op og ned af ryggen og dernæst efterlade en lille ildelugtende hundelort i lommen på det. Synes jeg. For vi ER jo samfundet, alle os almindelige mennesker. Vi ER virkeligheden, og vi har ingen ret til at brokke os, hvis ikke vi i det mindste sætter vores kryds (med omtanke).
Og hvem skal man stemme på? Tro det eller lad være, men flere har spurgt mig. Ved I hvad? Det er faktisk simpelt: Stem på omsorgen, frem for alt. Stem på omsorg for børn (det betyder: pengene skal følge barnet, bedre normeringer i institutionerne, flere penge til skolerne og bedre mulighed for deltidsarbejde), stem på omsorgen for de syge, de ældre, de udsatte. Stem på vores natur (det betyder: uberørte strande, mere skov, mere fri natur, flere grønne områder i byerne og mindre konventionelt landbrug og strammere lovgivning omkring sprøjtegifte m.v.)
Glem enkeltsager og drop tilliden forældede økonomiske modeller som alligevel altid viser sig at være volapyk i en virkelighed, der ikke længere kan holde til vores overdrevne forbrug og fordummende kapitalisme.
Og husk så at det ikke er med vores kryds, men derimod med vores handlinger hver eneste dag, at vi yder vores største bidrag til samfundet. Det har Majbritte Ulrikkeholm skrevet en rigtig fin tekst om på sin facebook i dagens anledning.
Hvad vil I stemme – og hvordan ved I det?

Det med at blive anerkendt og blive glad
Ved I, hvad der skete for mig i går? Jeg var i Super Brugsen med Juno og Storm, mens Kristian var til fodbold med Ilja og Live for første gang, og det var virkelig hyggeligt at være alene med min ældste og yngste.
Nå, men vi var i Brugsen, og jeg vil gerne indrømme, at vi larmede lidt (for meget), så da en kvinde foran mig vendte sig, og så direkte på mig, smilede jeg sådan lidt undskyldende. “Du ved ikke hvem jeg er,” sagde hun, “men jeg vil bare gerne sige til dig, at jeg synes, du er virkelig beundringsværdig og inspirerende.” Og derefter sagde hun nogle flere fantastiske ting, og jeg blev så glad, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, så jeg vrøvlede mest bare.
Men ved I hvad? Det er fedt, når nogen siger sådan til én, eller når nogen skriver sådan. Jeg kan indimellem være en måned om at svare på en mail, og jeg kan være ret skidt til at tage imod komplimenter ude i den virkelige verden, men jeg sætter SÅ stor pris på hver eneste anerkendelse, og jeg bliver SÅ glad og stolt, hver gang nogen tager sig tid til at henvende sig til mig. Så: Tak. Virkelig meget tak.
(Kunne I finde på at sige noget til nogen, som I sætter pris på, hvis I mødte dem?)

Til tumlingegymnastik – den største glæde
I går endte Juno og jeg helt uforberedt til tumlingegymnastik for første gang. Gymnastikholder overtog hallen, efter Ilja og Lives fodbold, så vi hoppede spontant med ombord. Nøj, det var fedt! Jeg var helt igennem lykkelig over at se min modige, selvstændige, betænksomme og mega-glade pige gå fra den ene aktivitet til den anden, mens hun smilede til alle omkring sig.
Det slog mig, hvor dejligt det var at være sammen med min datter i en skøn, social kontekst, hvor det ikke var forventet, at jeg skulle forlade hende. På grund af alderen var alle forældre tilstede gennem hele timen, og det betød ultimativ tryghed for alle parter (og vildt hyggelige snakke med andre forældre undervejs). Jeg tænker på, hvor skønt det er, når vi tager for givet, at familien (her menes forældre og søskende) er en del af hinandens liv uden alle mulige begrænsninger og forventninger om at skulle give slip (tidligt og hele tiden).
Jeg glæder mig allerede til næste mandag, og herhjemme øver vi os på velkomstsangen (“jeg er en lille ballon, og du skal selv puste mig op – puuuust, puuuust, bang!”)

Hvad tænker I på for tiden?

Hvordan jeg har skåret min telefontid ned (og hvorfor det var nødvendigt)

For en uge siden besluttede jeg at slette e-mail- og facebook-appsene fra min telefon.
Selve handlingen tog mindre end et minut, og som med et trylleslag var en dårlig vane blevet slået ned.
Nu kan jeg ikke tjekke hverken mails eller facebook uden først at skulle tænde wi-fi’et i stuen og  dernæst åbne min computer.
Selvom jeg aldrig har fået push-notifikationer på min iPhone, og selvom jeg ikke har haft messenger, eller snapchat eller/eller/eller, har jeg alligevel brugt mere tid på at kigge på skærmen, end jeg havde lyst til.
Det, der skete, var, at jeg uden omtanke kom til at forsvinde ind i min mobiltelefon mange gange dagligt. Helt uovervejet blev min opmærksomhed pludselig rettet mod det blå logo på skærmen og derigennem ind på alle mulige andre menneskers fortællinger fra deres liv. Liv, som pludselig virkede vigtigere end mig eget barn, som stod, og hev mig i ærmet. Med ét var e-mails og facebookopdateringer med mit i mit køkken, med i mine børns liv, og ofte har de vundet min opmærksomhed over netop mine børn.
Hver gang jeg undskyldende slukkede skærmen, og så på barnet, vidste jeg, at noget var galt: Jeg vidste, at mit barn netop havde oplevet, at jeg prioriterede min telefon højere end et levende væsen, og hvis jeg gør sådan, hvorfor skulle de så ikke?

Nu, hvor jeg ikke har de to tidsslugende apps på min telefon, kan der gå ret mange timer, hvor jeg ikke er online.
I går, for eksempel, var jeg på tur med de unge, som jeg holder camp med, og dér var jeg på nettet første gang klokken 21.
Ved I, hvor længe jeg var på? – I fire minutter. Det var nøjagtig så længe, det tog at svare på de tre beskeder, jeg havde modtaget og hurtigt tage stilling til de 21 notifikationer, der lyste i højre hjørne af skærmen. Meget få af de mange notifikationer var relevante for mig, og absolut intet hastede.

Kender I det med, at man har været på ferie og fuldkommen off the grid i en periode, og så kommer man hjem, og åbner sin mail og facebook og instagram og alt det andet, og finder ud af, at man er gået glip af… ingenting? Well, sådan prøver jeg lidt at gå til hverdagen nu, og det føles godt.

Hold fast jeg har fået meget mere tid.
Pludselig er jeg ikke bagud med en helt masse. Pludselig har jeg kreativt overskud til ting, som jeg undrede mig over ikke at have energi til før. Vi klipper og klistrer og læser og leger mere. Fordi jeg ikke hele tiden lige så godt kunne gøre noget andet – på min telefon.
Jeg har tillid til, at hvis nogen vil noget vigtigt, så ringer de, og jeg stoler på, at meget få ting er så akutte, at de ikke kan vente nogle timer.

Vores Wifi er slukket det meste af dagen, men omkring middagstid, når Juno som regel sover en lur, tænder vi det ofte, og så ordner Kristian og jeg noget arbejde på skift. Dér tjekker jeg facebook og e-mail, og jeg svarer på beskeder både derinde og her på bloggen. Så slukker vi igen, og de fleste dage er jeg først på igen, når børnene sover. For mange lyder det garanteret stadig som et ret stort forbrug, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg godt kan lide at være online. Jeg elsker at interagere, følge med i nærværende debatter og læse kommentarer her på bloggen.
Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver være på hele tiden for at få det vigtigste med og at intet alligevel kan konkurrere med den virkelige verden.

Vi har fået en enorm gave foræret i udviklingen af internettet. De sociale medier og muligheden for lynhurtig udveksling af information og viden har ændret vores verden. Men nu, hvor det ikke længere er helt nyt og uskyldigt, og hvor vi begynder at vide mere om de bagsider det også har, bliver vi nødt til at tage ansvar og sørge for, at det ikke kommer til at overskygge noget, som er endnu vigtigere. Nemlig relationerne til dem omkring os.

Det er ikke nemt. Men det er faktisk heller ikke så svært.

Hvordan er jeres mobilforbrug? Er der noget, I kunne tænke jer at lave om på, eller har I en god balance i det?