Guldkorn #1 “Et sundt forhold til penge”

Guldkorn er en række indlæg, hvor vi deler erfaringer, bekymringer, spørgsmål og viden om økonomi med hinanden.
Læs om Guldkorn-idéen HER.
Jeg deler de tilsendte tekster uden at redigere i dem, og det er mit håb, at der vil opstå mange kommentarer på kryds og tværs undervejs i kommentarsporet til hvert enkelt indlæg.

Tak til alle jer der sender mig tekster og til hver eneste bidragsyder i kommentarsporet for at være med til at dele jeres tanker og følelser om penge.

***

Kære Maj My

Her får du mine betragtninger i forhold til Guldkorn – som jeg synes er et rigtig godt initiativ, fordi jeg tror, at der er behov for, at vi taler om penge og inspirerer hinanden til, hvordan man kan forholde sig på en sund måde til penge og skaffe de penge, der skal til for at leve på en sund og livgivende måde både fysisk, menneskeligt og åndeligt.

Jeg har lyst til blot at skrive det, der kommer til mig ift. ovenstående, og håber, at det kan inspirere andre.

Et sundt forhold til penge. Hvordan får man et sundt forhold til penge? Og hvordan skaffer man penge til at leve sundt og livgivende både fysisk, menneskeligt og åndeligt?

De spørgsmål har jeg arbejdet med i mit eget liv i mange år. Jeg tror, at det handler meget om, at hvis man kender sine kerneværdier, og har et dybfølt ønske om at udleve disse værdier, det som er allervigtigst for os, så opstår der en motivationsfaktor, der kan noget særligt.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, i 1990’erne, boede jeg med min familie, mand, to små børn og en teenagebonussøn i et kolonihavehus på Amager – legalt om sommeren, men illegalt om vinteren. Det var et valg, renten var høj på det tidspunkt, helt op til 16 – 18 % på bank- og kreditforeningslån. Vi måtte låne penge, 190. 000 til at købe huset for. Men vi indrettede os, og udover huslånene, så havde vi ingen gæld, i mange år heller ingen bil, vi boede på først 35 m2, byggede siden til, så det blev 60 m2. Vi levede godt, fik mad på bordet hver dag, lækker, sund mad, vi havde køkkenhave og frugttræer og nøddebuske og et netværk, hvor vi kunne købe billige fisk fra en fisker og kød fra landmænd uden fordyrende mellemled, og så var der det fantastiske, at vi fik foræret helt utrolig mange ting. Min mor, svigermor og jeg strikkede og syede tøj til os, og vi gik også gerne i genbrugstøj. Min mand arbejdede på et fritidshjem, og forældrene der spurgte, når de ryddede op i børnenes tøj og ting, om vi ville have tingene, sommetider var der stadigvæk prismærker på tøjet. Vi havde begge job, jeg dog et deltidsjob. Og da barsel med nr. 2 barn var slut, sagde jeg mit job op. Jeg havde haft bækkenløsning, arbejdede i et vuggestuekøkken, så fysisk kunne jeg ikke klare mit job længere. Samtidig havde jeg ikke lyst til, at vores børn skulle vokse op i institution. Jeg så børn ned til 6 mdr., der startede i vuggestue, pædagoger der gik rundt med et spædbarn på hver arm. Særligt ét barn gjorde indtryk på mig; en pige som hver eftermiddag stod og kiggede ud af vinduet, og sagde ”nu kommer mor” – det var bare aldrig hendes egen mor, der kom, for hun blev altid hentet som en af de sidste ved lukketid.

Vores ældste søn var i dagpleje og senere en overgang i børnehave. Da jeg startede arbejde efter endt barsel med ham, blev han hele tiden syg, og ligeså gjorde jeg. Og da den yngste blev født, smittede storebror ham alt for ofte. Dagplejemoderen (hvad er det dog for et ord???) arbejdede, selvom hun var syg, og hun sagde aldrig nej til at modtage syge børn.

Min mand og jeg besluttede på baggrund af alt dette, at vi ville passe vores børn selv, indtil de skulle i skole. Og det betød, at der var ret få penge at gøre godt med, vi skulle leve af én pædagogløn + børnecheck. Når alle udgifter var betalt, og der var lagt til side til gaver og ferie og uforudsete udgifter, så havde vi 2400 kr. til mad pr. mdr. til to voksne, en teenager og to små børn.

Kunne man det? Ja, det kunne vi, og det kunne vi, fordi vi ville. Vi manglede aldrig noget. Vi havde en lille sejlbåd, som vi holdt ferie og weekender i, og vi fik bil, da den yngste blev født. Og så havde vi som nævnt have med urter og frugt og nødder, og et netværk der gav adgang til billig fisk og kød. Og da jeg ikke arbejdede, var der mange udgifter, der er forbundet med at arbejde, som transport og præsentabelt tøj, der faldt bort. Jeg handlede konsekvent én gang om ugen, lavede madplaner, købte tilbudsvarer og overholdt nøje budgettet. Jeg lavede al mad fra bunden selv, bagte og syltede osv. Og vi manglede aldrig noget. Og som nævnt, så fik vi rigtig mange ting, tøj og møbler og meget andet som fx byggematerialer og træ til brænde fra andre mennesker. Og vi tog imod det med taknemmelighed.

Hvorfor kunne vi leve på den måde? Jeg tror, at vi kunne, fordi vi ville. Vi VILLE være sammen med vores børn, vi VILLE give dem en rolig og tryg opvækst, vi VILLE skabe et kærligt rum med tid til livet, tid til barndommen på en måde som vi selv valgte og styrede efter vores værdier. Og jeg tror, at det var den motivationsfaktor, der gjorde, at vi havde lyst, engagement og energi til at leve et liv på et lavt økonomisk budget.

Da den ældste skulle i skole, flyttede vi på landet, og senere fik jeg job, og vi fik en helt anden økonomi, det er en anden historie, men når jeg ser tilbage på det i dag, så oplever jeg, at vi var langt lykkeligere i den tid, hvor vi levede på et stramt budget. Og hvorfor kan man så spørge, er det ikke fedt at have penge? Jo, det er dejligt at kunne købe og gøre det, man gerne vil, ingen tvivl om det, men det kan også nemt udvikle sig på en måde, så det kommer ud af balance, og man bare bruger penge, bare bruger de penge, man har, på meningsløse ting, fordi man ikke behøver at tænke over det.

Pt. er vi igen på lavbudget, fordi vi er i en omstillingsfase i vores liv. Og jeg oplever, at min idealisme kommer mere og mere frem igen, og at det bl.a. bliver ansporet af, at vi er nødt til at vælge nøje, hvad vi bruger vores penge på. Hvordan er det, vi gerne vil leve vores liv, hvad vil vi gerne bruger vores midler på, vores liv på, vores energi på? Hvordan kan vi vælge de ting og oplevelser, og den måde at leve på, som for os virker nærende og livgivende?

Det, som jeg gerne vil formidle, det er, at man på mange måder kan, hvad man vil. Hvis man virkelig, virkelig ønsker at leve et frit liv, hvor man selv bestemmer, så mener jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre, det er at træffe nogle materielle og økonomiske valg, der gør det muligt at skabe et frit liv.  Vi skal alle have de basale behov dækket, tag over hovedet, vand, varme, mad, tøj på kroppen osv., det er vi nødt til at skaffe penge til for overhovedet at have et fundament for at leve et frit liv.

Det kan være dyrt at bo og leve i dagens Danmark. Desværre. Men der ER muligheder. Tager man fx børnene ud af institution – og det skal man selvfølgelig kun gøre, hvis man virkelig, virkelig har lyst til det og føler, at man selv kan give dem nærende rammer i dagligdagen – så sparer man mange penge blot ved ikke at skulle betale institutionspladser. Tøjet kan man måske i højere grad spare på, både til børnene og til sig selv, når man ikke skal præsentere sig på arbejde og i institutioner, og man sparer penge på transport. Og man får en masse tid, hvor man – sammen med børnene naturligvis – kan købe billigere ind, fouragere gratis i naturen, lave mad fra bunden osv. Hvis kun den ene part arbejder (hvis man er gift), får den anden hele skattefradraget.

Og man kan kigge sin økonomi, sit budget dybt i øjnene, lave et realitetstjek, og se på, hvad er det, vi bruger vores penge til, og er det det, vi har lyst til? Har vi lyst til at gå på arbejde 2 x 37 timer eller mere hver uge for at skaffe penge til at bo fx i en bestemt by og/eller bydel, have en stor bolig osv. Eller kunne der være andre måder at bo på, som gav større økonomisk frihed og glæde?

Jeg tror på, at hvis man virkelig, virkelig vil noget, så kan man. Og jeg tror på, at mange mennesker kunne skære rigtig mange penge fra i deres budget ved opmærksomhed på deres sande værdier og på, hvad de egentlig bruger deres penge på. Penge, som kan bruges til at skabe sig et liv med en højere grad af frihed og livsglæde, fremfor et liv med to gange fuldtidsarbejde og børnene i institution det meste af deres vågne timer og deres korte barndom.

Jeg tror på, at det hele beror på valg. At vi kan vælge, og at i det øjeblik vi vælger noget, som virkelig, virkelig betyder noget for os på et dybt plan, så sker der ting, som vi ikke havde kunnet forestille os eller planlægge.

Da vi startede i kolonihaven, vidste jeg intet om penge og energi og spiritualitet. Men vi handlede kærligt i overensstemmelse med vores inderste ønsker og dybeste længsler, og vi fik så meget foræret ud af den blå luft, uden at bede om det, det kom bare til os. Engang fik vi en gratis brændeovn til mange tusind kroner, og sådan kom ting til os. Og vi var taknemmelige, altid taknemmelige. Og jeg tror på, at taknemmelighed er en overset faktor ift. økonomi og materialitet. Taknemmelighed, klarhed over sine inderste værdier og at træffe bevidste økonomiske og materielle valg og handle i overensstemmelse med dette, det, tror jeg, er nogle vigtige grundelementer ift. at skabe et sundt økonomisk fundament i sit liv, som kan danne grundlag for et nærende frit og meningsfuldt liv. Og jeg tror på, at hvis man først har bevæget sig ind til essensen, ind til sine kerneværdier, har lært at træffe bevidste, sunde, nærende, selvkærlige økonomiske og materielle valg, så kan man bevæge sig ud fra den essens, og stille og roligt på det fundament skabe sig et sundt og nærende liv både fysisk, menneskeligt og åndeligt, hvor man har rigeligt til at leve et frit, levende, frugtbart og kærlighedsfyldt liv.

Bedste hilsener

Vibeke

Børn skal have tid

I går formiddag løb vi tør for korn til de to grise, så vi gik til naboen med et par store trillebører for at hente nyt.

For første gang i dette efterår var det tåget. Så tåget, at man knap kunne skimte marken, og havet lå ubemærket for enden af den pløjede jord, indhyllet i den sky der var gledet ned om ørerne på os. Tåge og efterår er lig med dug i edderkoppespind og fugtigt græs, og vi nød det alle sammen på vores egen måde. Stod stille lidt længere og kiggede frem for os. Juno var nærmest tryllebundet.

Og så sad vi pludselig omkring bordet hos naboen, som om det var en overraskelse. Vi spiste lune teboller med tandsmør og drak kaffe, og børnene kiggede i traktorkataloger. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, for det var bare livets gang, et øjeblik, en lomme af nærvær og fællesskab.

Vi trillede hjem igen, grisene fik en ekstra stor portion foder, og dagen fortsatte i sit eget tempo, jeg tror nok, det var en ganske langsom dag, og det var nærende og godt. Jeg tænkte undervejs: Mit liv er dejligt, omend ikke perfekt og ikke altid smukt, men meningsfuldt. Jeg kunne bo mange steder og leve på mange måder og have det godt, men jeg tror nok, jeg er det bedste sted for mig – lige nu, i hvert fald. Her på Ærø med min familie.

Når børnene sover, lægger de sig helt tæt op ad hinanden. I nat lå tre af dem viklet sammen på en dobbeltmadras i vores familieseng; den ene hvilede sit hovede på den andens mave.
Jeg tror ikke, jeg forstår den afstand, som vi har skabt i vores kultur. Hvorfor er det godt, at børn sover for sig selv, hvis de hellere vil sove hos os? Hvorfor er det godt, at de hurtigst muligt bliver uafhængige; knytter andre bånd end dem til deres forældre, og lærer at stå på egne ben – helt uden os?
Jeg kan ikke forstå, at vi har så travlt med, at børnene skal sove på deres eget værelse, medmindre de selv beder om det. Jeg kan ikke forstå, at de skal skynde sig at blive selvstændige, uafhængige, dygtige til at klare sig uden dem, der elsker dem ubetinget.
For hvad er det nu, der sker, når vi skynder os? Glemmer vi så ikke at have os selv med? Hvorfor var det, vi fik børn? For at blive fri for dem igen? Intet er mere naturligt end tilliden til det lille barns evne til selv at mærke sin vej, udtrykke sine behov, alligevel er den tillid så undertrykt, at man kan leve et helt liv som mor eller far uden at finde ind til den.
Intet bringer mig større varme og taknemmelighed end at mærke min yngste falde i søvn i mine arme eller se de tre ældste række hånden frem i søvne, når jeg går i seng nogle timer efter dem, og lægger mig ved deres side. Uafhængigheden kommer gradvist, og den kommer uden tvivl.
Jeg ser igen og igen, at det bedste jeg kan gøre, er at være tålmodig, men jeg skal også lære det igen og igen. Det ligger så dybt i mig at have travlt, presse på, skynde mig, at jeg næsten ikke kan lade være med at skynde på mine børn, heller ikke når jeg ved, at der er en bedre vej.

Dengang min søn var nyfødt, græd han næsten hele tiden. Der er uden tvivl mange gode forklaringer på hans gråd; både fysiske og psykologiske (min sorg over et stort tab under graviditeten), men der skete det, at vores praktiserende læge sagde til Kristian og mig, at vi ikke skulle finde os i, at han græd så meget, og hun sagde, at vi skulle lade ham ligge alene og græde – længere og længere hver aften. Hun sagde med de ord, at vores nyfødte søn manipulerede med os. At når han helst ville være tæt på os, så var det en form for kamp om opmærksomhed og manipulation.
Lige nu er der et decideret oprør igang mod den bog, som så udførligt beskriver metoden, hvor man vænner barnet til ikke at blive hørt, holdt tæt, elsket, respekteret, når det græder i sin seng. Det er et højt og rungende modsvar, og det er det vigtigste råb, du nogensinde vil høre: Hold dine børn tæt og tro ikke på den forvildede adskillelseskultur; denne kapitalismens puttemetode, hvor vi drives væk fra vores instinkter til at favne og give os hen til vores børn.
Jeg lyttede heldigvis til mit grædende hjerte, og tog min søn op, da jeg ikke kunne bære gråden længere. Men åh, jeg kunne have gjort det hele så anderledes, så meget mere glædeligt, varmt, tillidsfuldt, hvis jeg havde turdet lytte til min dybeste røst fra starten; hvis jeg havde vidst, at forældreskabet kan være intuitivt og kærligt frem for alt. Jeg ville ønske, jeg havde startet mit rejse omtrent dér, hvor jeg nu er på vej hen.

Nothing you become will disappoint me; I have no preconception that I’d like to see you be or do. I have no desire to foresee you, only to discover you. You cannot disappoint me. – Mary Haskell.

“Guldkorn” – historier om økonomi og input til at klare sig i en kapitalistisk verden

Velkommen til “Guldkorn“,

Her skal vi snakke om penge og økonomi: Fortælle hinanden hvordan det hænger sammen økonomisk hjemme hos os hver især, og sætte ord på, hvordan vi har det med penge. Vi skal dele erfaringer fra vores egen økonomi på hverdagsplan og set fra et højere perspektiv.
På den måde vil vi vise hinanden, at der er andre veje end den, vi har fået fortalt hele vores liv, og vi vil via de delte fortællinger lære, at vi ikke er alene, og at der altid er en vel.

Alt sammen skriver og deler vi i håb om at inspirere og motivere hinanden til at turde gribe det liv, vi drømmer om.

Fordi: Hvad end vi vil det eller ej, er penge og økonomi en vigtig faktor i ethvert menneskes liv.
Og af den grund alene er det nødvendigt at tale om.
Jeg kender singlekvinder, som drømmer om at have deres børn hjemme, men ikke har råd, og jeg kender familier, som drømmer om at leve mere frit, men som ikke har lyst til at være bange for rudekuverter. I sommer skrev en mand til mig: “Jeg drømmer om at leve mere intuitivt, men samtidig vil jeg ikke leve på en sten, sådan som flere af mine venner gør.”
En kvinde kommenterede på mit indlæg om at sige sit job op og stadig tjene penge, at hun og hendes mand arbejder 27 timer om ugen hver, og kan betale regningerne for det. En anden skrev, at hun drømmer om at blive selvstændig, men ikke har modet til det – endnu. Alt sammen er vigtige historier, som jeg ønsker at brede ud og sætte fokus på. Ofte kan det være nemmere at se de andres muligheder end ens egne.

Sådan her gør du: Skriv til mig, hvis du har lyst til at dele én eller flere af nedenstående informationer med mig og de andre læsere:
a) Om din private økonomi – eksempelvis: hvordan er den bygget op, hvilke fordele og ulemper har det, hvorfor har du prioriteret sådan, og hvad kræver det?
b) Send spørgsmål til din egen situation. Beskriv dine behov og udfordringer og stil gerne konkrete spørgsmål, så vi andre har mulighed for at byde ind.
c) Ekspertråd – skriv, hvis du har en økonomisk indsigt, som du gerne vil del med alle os herinde. Det kan være en enkelt konkret betragtningting eller en mere overordnet betragtning eller opfordring.

Hvordan har jeg det selv med penge? Jeg oplever penge som energi, ligesom alt andet, og sådan skal økonomi efter min bedste overbevisning behandles: Som en organisk, naturlig og nødvendig del af vores liv her på jorden. Jeg bruger penge på det, jeg synes, bringer værdi til verden, og jeg har en forventning om at tjene dem, når behovet er der. Jeg har endnu ikke prøvet at løbe tør for penge, samtidig har jeg aldrig mere, end jeg har behov for.
Jeg har skrevet om økonomi her: “Mit alternative forhold til penge“, “Hvordan vi etablerede en velfungerende social virksomhed“, “Hvordan får man råd til at hjemmeskole” – og den seneste: “Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

Så send alle jeres erfaringer, anekdoter, personlige fortællinger og indsigter om penge og økonomi til mig, så vi sammen kan udbrede budskabet om, at økonomi langt fra er en statisk størrelse, som kun nogle få, udvalgte økonomer forstår, men derimod vores alle sammen og en vigtig del at ethvert menneskes liv, som vi skylder os selv at se i øjnene og slutte fred med.

Skriv til mig på: majmy@majmy.dk
Det er selvfølgelig muligt at være anonym.

Hvad tænker I? Har I lyst til at høre de historier?

Fritidsaktiviteter: Skader de mere, end de gavner?

“Hun gider simpelthen ikke gå til nogen form for sport,” siger pigens far, og smiler. “Hun er så stædig.” Han ruller med øjnene, og smiler igen. Han er en god far, en sød mand.
“Hun græder faktisk stadig hver dag, når hun bliver afleveret i skole,” supplerer moderen, og ser lidt usikkert på mig. Hun er en varm mor, en dejlig kvinde.

Jeg siger: “Men når hun egentlig stadig synes, at skolen er i overkanten, mon ikke hun så mest af alt trænger til at komme hjem og bare være sammen med jer, når hun har fri? Mon hun overhovedet kan få noget ud af at gå til fodbold eller gymnastik?”

Det er som om, forældrene i samme øjeblik forstår noget, de ikke så meget som har overvejet før.
Derfor har jeg lyst til lige at skrive lidt om fritidsaktiviteter.
Det er mit indtryk, at mange af os rent har glemt, hvad fritidsaktiviteter er, og bør være. I sin bog “Home Grown” (som vel nok er den bog, jeg har anbefalet herinde fleste gang), skriver Ben Hewitt, at fritidsaktiviteter er én af de ting, der følger med som noget nærmest obligatorisk, når man sender sine børn i skole, og at det for ham er en af de største fordele ved at hjemmeskole: At hans børn ikke nødvendigvis skal gå til fritidsaktiviteter, men derimod lever et liv, hvor alt måles op imod den frihed, som de kender så indgående.

Ben Hewitt mere end antyder, at mange forældre knap tager stilling til, hvorvidt fritidsaktiviteterne bidrager positivt til deres børns liv, eller om børnene reelt set har mere brug for IKKE at have fritidsaktiviteter.

Det er nogle tankevækkende observationer, som rammer noget i mig.
Fordi: Fritidsaktiviteter er i deres essens en positiv ting. Vi opfatter dem som et glædeligt indslag i vores eget og børnenes liv, men det er mere og mere min fornemmelse, at fritidsaktiviteterne på lige fod med institutioner og skole er en del af adskillelseskulturen, som vi er blinde overfor, ganske enkelt fordi vi har vænnet os til den?

Jeg oplever, at de ellers så sunde fritidsaktiviteter bliver endnu et sted at skille børn fra forældre; endnu et sted at placere børn i en parallelverden, mens de voksne køber ind eller arbejder eller får ordnet noget derhjemme.

Sidste år gik Juno og jeg på et skønt forældre-barn gymnastikhold for 0-2 årige, men da jeg for nyligt overvejede at skrive os op til gymnastik igen, erfarede jeg, at gymnastikundervisning fra tre år og op foregår på den måde, at forældrene sidder i omklædningsrummet, og venter, og altså ikke må være med i gymnastiksalen. Jeg spurgte hvorfor, og fik det svar, at det handler om, at børnene har svært ved at fokusere og lære øvelserne, hvis der er en forælder tilstede.
Og I kan godt høre, hvor skørt det er, ik? At 3-5 årige skal lære øvelser fremfor at hygge sig uforpligtende sammen med deres forældre i en time? For hvis skyld gør man det? Handler det om, at børnene helst skal have mulighed for at blive professionelle atleter (nej, det handler det ikke om), eller er det en blind fortsættelse af familiernes adskillelse uden tanke på at disse børn og voksne trænger langt mere til tid sammen, end tid hvor de er adskilt?

“Familietiden” har på mange måder mistet sin værdi i vores kultur. Vi taler om “kvalitetstid”, og booker sommerhuse, hvor vi samles en gang eller to om året, og vi tager på ture med børnene i ferier og weekender, men den kvantitative tid i familiens skød i hverdagen, har mistet sin værdi. Vi har ganske enkelt glemt, hvor grundlæggende og værdifuld den er. I stedet tillægger vi det, der burde være undværligt, en værdi som om, det var afgørende. Som om det at gå til tennis eller violin har afgørende betydning for et menneskes dannelse af et sundt jeg og deres muligheder for at klare sig godt senere (at klare sig godt er efter min overbevisning = “at være forbundet med verden omkring os og bidrage til den almene balance i fællesskabet”)
Kan det tænkes, at vi forældre har for travlt til at være sammen med vores børn, og derfor skubber værdien fra familien over i skolen og i samme åndedrag kalder Fritidsordningen for et socialt sted, som er obligatorisk for at pleje venskaber, og lige sådan beskriver fritidsaktiviteter som noget, de er nødvendigt for det hele menneske?
Resultatet er, at vi undervurderer eller helt ignorerer den værdi, der er i at ligge på sofaen hjemme i stuen en hel eftermiddag, og vi glemmer, hvor vigtigt det er at have tid til at fordøje, reflektere, tage sig god tid. Vi glemmer, at en kop te omkring bordet med hele familien sidst på dagen, er netop det, der binder en familie sammen, og som skaber minder om en dyb tilknytning.

(om torsdagen går tre af mine børn til fodbold. Her sidder tre søskende og ser på, mens den ældste spiller. Det er børnenes eget valg, at de går til fodbold, og vi talte indgående med dem om det, inden de begyndte: Det forpligter, det tager tid. De ville af sted, og holder af det, men har ikke andre ting – jo heller ikke lange skoledage.)

Udfordringen er, at skolen ikke blot er et rum for læring, men også i høj grad et sted, hvor vi opbevarer børn, mens vi selv arbejder flere timer end nogensinde. Men skolen stopper alligevel, før de voksne har fri, så børnene skal i fritidsordning, og når de har været der, er de nok trætte, men vi tænker – ofte helt per automatik – at det er vigtigt, at vores børn ikke kun går i skole, men også dyrker deres hobbyer. Og jeg kunne ikke være mere enig: Dybest set mener jeg jo, at det mest meningsfulde er at lade børn fordybe sig i det, de brænder for alle døgnets vågne timer. Men det er for sent at gøre det, når alt energi er brugt, og intet kan måle sig med hjemmetid, ro og fordøjelse.

I tidernes morgen var “fritidsaktiviteter” det, børn tog sig til, når de ikke arbejdede, eller var i skole, eller slappede af derhjemme. Fritidsaktiviteterne handlede ikke om præstationer, eller om at skulle underholdes, men udelukkende om at være sammen i et interessefællesskab. Men fritidsaktiviteter er løbende blevet en del af ræset mod konstant at dygtiggøre sig, og de er blevet noget, som er obligatorisk i et børneliv uden skelen til, om barnet reelt har overskud til det og om det rent faktisk er en positiv aktivitet eller én præget af pres og vurderinger.

Der må nok flere ændringer til, før vi som samfund står med en hverdag, der foregår på familiernes præmisser (hvilket jeg mener, må være det eneste bæredygtige for et samfund på sigt), men hver enkelt familie kan tage ansvar ved at tage stilling til børnenes fritidsaktiviteter ud fra nogle andre værdier end flertallet. Selvfølgelig er den bedste løsning efter min mening, at skoledagene bliver markant kortere, men indtil det sker (og det gør det, når vi forældre i tilstrækkeligt høj grad vælger andre skolemodeller), må man ganske enkelt måle den tid, der går på fritidsaktiviteter, mod den ro og tryghed som børnene får ved at være sammen med deres familie i stedet. Man må tænke på tilknytningen, refleksionen og den simple væren i en kærlig ramme som en værdi, næsten intet andet kan måle sig med. Derfor er det så vigtigt, at vi som forældre tager stilling til, om fritidsaktiviteten er noget børnene virkelig får noget ud af – mere end de får ud af ro og nærvær med familien. Nogle gange vil svaret være ja, andre gange nej.
Og når vi så har forholdt os til dette, er næste skridt naturligvis er handle uden skelen til, hvad andre gør.
Min tidligere chef, Troels Mylenberg, skrev en fin klumme om dette for nyligt (“handling siger mere end ord”).

En anden tanke til at understrege dette: Jeg følger adskillige voksne mennesker, der ikke har børn, på Instagram, og INGEN af dem deler billeder fra både deres fuldtidsjob (svarende til skolen); frivilligt arbejde (fritidsordningen) OG to-tre fritidsaktiviteter. Faktisk ser det ud til, at de skynder sig hjem, når de har fri, og bruger deres fritid på at spise god mad, se tv-serier, drikke kaffe på Louisiana, hygge med kreaprojekter i sofaen og snakke med gode venner. Der er ganske enkelt en grænse for, hvad vi mennesker har energi til, før det bliver for meget, og jo tidligere børn lærer at mærke og respektere denne grænse, jo mindre sandsynlighed er der efter min mening for, at de ikke bliver ramt af stress m.m.

Hvad er jeres tanker om fritidsaktiviteter vs. familietid?

Der er små ting over alt

Det ér virkelig de små ting.
Det er fingerstrikning og eventyr og rugbrødsmadder i sofaen med bøger om fodbold. Det er at have tid til at stå stille og glemme alt, mens en tankerække trækker ud, og det er de sene nætter og langsomme morgener som ikke ér eller vil noget andet end blot at være.
Det er perspektivet, som løfter os op over denne ene dag, dette kosmiske åndedrag, når bump på vejen næsten slår os omkuld.
Det er nærværet til at opleve den evighed, der gemmer sig i tyve minutters madlavning side om side med den niårige eller læsning med den yngste. Det er små, våde fødder fra en løbetur i haven, inden duggen er væk; de fineste observationer fra barnehjertet, som ser så klart.

Jeg hører musik, og laver mad, og sover så længe som muligt. Jeg skriver ikke så meget, som jeg føler, jeg bør, som jeg ville ønske, jeg gjorde.

Men jeg er ret sikker på, at mange af de ting, der indimellem optager mig, og forstyrrer mit udsyn, intet betyder, sådan i virkelig-virkeligheden. Ting som min lidt for tykke mave og hvor mange likes jeg får, eller hvor meget jeg skriver lige nu. Ordene kommer igen. det gør de altid.

Mange spørger: “Men hvad ER det værste, der kan ske?”, når drømmene trækker i hjertet, men fødderne ikke tør gå med.
Det værste der kan ske, er at du ikke tør, men jeg ved godt, at det er svært.
Det er sådan her: Når du lytter til dit hjerte, forandrer livet sig. Så er der ingen vej tilbage. Det er ikke NEMT at følge sit hjerte, det er ikke et bekymringsfrit liv, men det er et meningsfuldt liv, hvor du ikke spørger dig selv, om du er på rette vej.

Jeg er sikker på, at det der betyder noget, er, at vi elsker med vores elskede, og danser med vores børn, og læser gode bøger, og taler fra hjertet, og har mennesker omkring os, som vi er fuldkommen nøgne overfor, som må og skal se alt, vi er.

Min folkeskolelærer sagde, at jeg var god til at forandre mig, hvis jeg kunne se en mening med det. Jeg hæftede mig ved hendes ord: Tog dem med mig langt ind i voksenlivet. For jeg var en torn i øjet og en rebel, og jeg var ikke tilpas, men jeg kunne ændre kurs, når jeg så, at jeg var på gale vej, og det har jeg været glad for. Mine børn er som mig, og indimellem bliver jeg bekymret for dem: Så husker jeg, at jeg er lykkelig nu. At jeg lever et liv, jeg ikke vil bytte for noget. Jeg føler mig velkommen, dybt forbundet. Og hvad er livet mere end det?

Kristian og børnene legede en ordleg den anden dag. Idéen var at lave nye navne til sig selv, som var trukket sammen af deres navn og noget mad, de godt kan lide.
leverpoStorm
pærebananJunort
Iljasagne
tarteLive
Majonæse
(Den dag havde vi besøg af en sød journalist. Hende navngav børnene appelSigne).
Det synes jeg, er lidt sjovt.

I dag vil jeg tegne en stor planche med børnene. Med dyr fra himlen og landjorden og havet. Hvor vi skriver deres navne, og taler om deres egenskaber, og taler om os selv. Og vi skal høre musik, mens vi tegner og maler, og jeg logger af internettet om lidt, og så går jeg først på igen i aften.

Det ér virkelig de små ting, og der er små ting overalt.

3600 timer (om risikoen for pseudoskole og vigtigheden i at forholde sig kritisk)

Hvad er det bedste argument for at have mine børn hjemme fremfor at sende dem i dagpleje og skole?
Hvad siger jeg til mig selv, når jeg tvivler – tvivler, fordi livet ikke er nemt, uanset hvordan man lever det, og tvivler alene af den grund, at min familie lever forskelligt fra de fleste?

Nogle gange kan det ukonventionelle liv være særligt konfronterende, og jeg må spørge mig selv: Hvorfor har jeg mine børn hjemme, når de fleste andre afleverer deres børn i institutioner og skole? Hvad betyder det for mine børns liv, at de er her – og ikke der?

Jeg ender altid ved et svar, som i alt sin enkelthed kan koges ned til tid:Hvis mine børn gik i folkeskole, ville min ældste søn ifølge Undervisningsministeriet have været i skole i godt og vel 3600 timer de tre år, siden han startede i 0. klasse, og mine mellemste ville have kurs mod deres første 1200 timer, nu de er fyldt seks. I løbet af ti års skolegang, tilbringer danske børn minimum 11760 timer i skolen, og jeg skriver minimum, fordi det er sådan, Undervisningsministeriet formulerer timeantallet.
Jeg ved ikke, om det er for mange timer, det kan jeg simpelthen ikke afgøre, så min anke går ikke så meget på, at skolen nødvendigvis skal fylde mindre i børns liv (selvom jeg bestemt også mener, at det er en faktor). Nej, her forholder jeg mig snarere til, at 3600 timer er lang tid, uanset hvad, og det står for mig som en indiskutabelt væsentlig ting at forholde sig til: Hvad bruger mit barn de 1200 timer på hvert år?

Det her handler heller ikke om, at skolen er et dårligt sted at tilbringe sin tid, og det er vigtigt for mig også at understrege, at jeg mener, der er meget stor forskel på skoler og på hvor sundt – eller usundt – det er at opholde sig dér.
3600 timer er det samme som 150 døgn, og der er uendeligt mange muligheder indkapslet i så stor en mængde tid.
Så mange muligheder, at de kun kan udfoldes ved at adspørge hvert enkelt menneske: Hvad ville du lave i de timer?
Og det er i sin essens det, jeg gør: Jeg spørger mine børn, og jeg spørger mig selv: Hvad vil vi helst med tiden?
Der er ingen endegyldig sandhed, ligesom skolen ikke er en sandhed.

Og hvor jeg efterhånden føler meget stærkt, at det er en stor fejltagelse; en enormt smertefuld og desillusioneret samfundsnorm, at vi afleverer vores små børn i vuggestue (husk på at jeg gjorde det selv, jeg peger ikke fingre, og jeg har skrevet om det mange gange før – bl.a. her), og hvor jeg føler , at også børnehaver skal benyttes med omtanke, så har jeg det lige sådan med de 1200 skoletimer om året (og det er fra 1.-3. klasse, vel og mærke, derefter stiger timetallet).
Jeg oplever, at der i høj grad er risiko for, at vi sender vores børn i en “pseudoskole”, hvor de bruger ufattelige mængder tid på arbitrære aktiviteter – præcis som de voksnes pseudoarbejde, som jeg skrev om den anden dag, og som der netop er udkommet en meget vigtig debatbog om. I skolens tilfælde er der tale om tidsforbrug, som sandsynligvis i vid udstrækning er irrelevant for det enkelte barns indlæring og almene dannelse, og dermed ikke gavner til deres udvikling af en sund og stærk selvfølelse eller kontakt til hvad de brænder for. Her taler jeg om, at skolen ville være langt mere effektiv og mindre skadelig for barnets selvfølelse, hvis der var større fokus på indre motivation og fri læring fremfor ensartede læringsmål og smileys.
Dette siger jeg, fordi jeg ved, hvor meget fra min folkeskoletid, der synes underligt ligegyldigt, og noget af det endda destruktivt, når jeg tænker tilbage. Jeg siger det også, fordi jeg ved at hjemmeskole mine børn er trådt nogle skridt væk fra normen, og er kommet til nogle erkendelser, som handler om fri vilje, indre motivation, meningsfuldhed og tillid. Jeg forstår ved at observere mine børn, hvor arrogant det i mange tilfælde er, når skolen tager patent på så meget af børnenes tid for at lære dem noget, som de fleste af dem ville lære intuitivt og i deres eget tempo, hvis vi gav dem plads og rum til at mærke sig selv. Dette kunne for mig at se sagtens lade sig gøre i en skolesammenhæng, men skolen må efter min overbevisning ændre form for at være relevant og værdiskabende i forhold til de krav, der venter børnene. Og hvad er næsten endnu vigtigere: Skolen må ændre form for at give eleverne mulighed for en nærende, rig, mangfoldig barndom indenfor dens rammer.

11720 timer, eller 490 døgn, er en omfattende mængde tid i et menneskes liv at bruge på én ting, og derfor giver det kun mening, hvis vi stiller krav til den institution, hvor tiden tilbringes.
Den selvsamme tid kan alternativt være friheden til at dykke ned i det, man holder af; fordybe sig i de emner, som man brænder for. Det kan være tiden til at lære, når man bliver grebet af lysten, og friheden til at lege, hvile, snakke, synge, tegne, løbe, male, danse, når man har lyst til det. Det kan være tid sammen med ens familie, de bedste venner og spændende eventyr på livets vej.

Siger jeg så, at alle børn skal hjemmeskoles? Nej, det gør jeg virkelig ikke. Hjemmeskole er ganske enkelt ikke det bedste valg for alle familier, og det ville heller ikke være for det mig under alle omstændigheder. Men jeg siger, at man som forælder bør forholde sig vågent og bevidst kritisk til alle institutioner, som man tager sine børn og sig selv igennem i løbet af et liv: Man bør stille spørgsmålstegn ved alt fra metoder til skemalægning, og man bør stå op for sin frihed i det omfang, at man holder fri, når man vil, og tror på læring uden en kassetænkning og tvang. Vi skylder os selv, vores børn og fremtidens samfund at have tillid til det enkelte menneskes evne til at finde sin egen vej, når blot der er kærlighed og tålmodighed til stede. Jeg tror, vi kan undgå mange problemer både individuelt og som samfund ved at mærke efter i os selv og sige fra, når noget virker meningsløst, og ofte føler jeg, at det er det, jeg gør ved at leve det her liv. Når vi drikker varm kakao midt på dagen, og læser eventyr, føles det både én og samme tid som den største luksus og en helt rationel måde at leve på.

Kom og hør mig fortælle i Aarhus (foredrag den 22. oktober)

Den 22. oktober kommer jeg hjem til Aarhus, og holder et foredrag i det nyopstartede barselshus, Bedre Barsel. Og jeg glæder mig virkelig virkelig meget.

Det er første gang i et år, at jeg skal holde et foredrag, som er åbent for alle, og det er endda en udvidet version med tid til både en god diskussion og spørgsmål efter mit oplæg. Så: Vildt fedt.

Der er et begrænset antal pladser, og billetterne sælges kun i forsalg.

Jeg håber, I vil komme og høre mig fortælle om vores hverdag her på Ærø; vejen hertil og hvorfor/hvor længe/hvordan, og jeg glæder mig til at vende muligheder og udfordringer med jer i den time, som vi har sammen efter mit oplæg. Du kan læse meget mere om arrangementet her og billetter købes her (kun via computer).

Derudover krydser jeg fingre for, at der kommer flere foredrag i min kalender løbet af vinteren: Jeg vil til Odense, København, Aalborg. Jeg vil også gerne komme både i dagtimerne, hvor jer der ammer, kan være med, og jeg vil gerne komme om aftenen, hvor jer der arbejder, kan komme, efter børnene sover (eller i hvert fald er i trygge hænder og har kurs mod drømmeland).
Mange ting skal falde i hak – det rigtige sted skal tage fat i mig (og I må endelig bede dem tage fat i mig), og det skal passe ind i en helt masse andet, men det er muligt – i høj grad fordi jeg så godt kan lide at holde foredrag.

Jeg skriver selvfølgelig herinde, på Instagram og facebook, når der kommer nye datoer i kalenderen (lige nu er der et åbent foredrag i Hillerød den 16. januar) – og hey: Ses vi i Aarhus?

Om at sige sit job op og forlade arbejdsmarkedet (og stadig tjene penge)

For nogle uger siden spurgte jeg på Instagram, hvilke emner der var interesse for at læse om her på min blog.
Én af de ting, flere nævnte, var mit arbejdsliv – eller mangel på samme?
“Jeg kunne godt tænke mig at høre om perioden, hvor du sagde dit job op, og overvejelserne bag at lægge arbejdslivet (i traditionel forstand) bag sig,” skrev én.

Først virkede den del af min egen historie så fjern, at jeg ikke kunne forestille mig, hvad jeg skulle skrive.
Jeg tænkte: “Hvilken proces?” Og: “Har jeg virkelig lagt arbejdslivet bag mig?”

I kender det godt: Man bliver blind for det bemærkelsesværdige ved de ting, man selv har vænnet sig til. Sådan er det med store dele af mit liv: Jeg ved selvfølgelig, at min families hverdag på mange måder er anderledes fra de flestes, og jeg skriver af samme grund herinde om de valg, vi træffer, men jeg går ikke rundt med en konstant bevidsthed om, at andre synes, vores liv er fascinerende – eller mærkeligt, for den sags skyld.

Og lige netop det med arbejdet har altid virket ret enkelt for mig.

Jeg blev uddannet journalist efter syv års studietid med tre års uplanlagt orlov undervejs. Først var der New York, hvor jeg blev hængende i et par år, fremfor at komme hjem efter min praktik, og dernæst var der min brors kræftsygdom (og min fars død i samme periode og fødslen af mit første barn tre måneder senere). Da jeg endelig blev færdig, havde jeg brugt næsten dobbelt så lang tid på uddannelsen, som den er normeret til (men jeg tror også, jeg havde dobbelt så mange erfaringer med mig, og faktisk tænkte jeg allerede dengang, at det var fint, at jeg ikke blev færdig som 23-årig. Det der med at skynde sig er sjældent frugtbart.)

Jeg blev færdig, og Kristian, Storm og jeg flyttede fra København til Svendborg kort efter. Det var noget med at skabe en base; vi ville ud af byen og tættere på noget grønt.

Der gik ikke længe, før jeg fik job som journalist på Fyns Amts Avis. Helt kort: Jeg var lykkelig for at komme i arbejde. Mine kolleger var søde og sjove, og der var ofte rum til at dykke ned i nye, interessante vinkler og metoder. Jeg startede få uger efter Troels Mylenberg, som ansatte mig, og der var generelt en stemning af opgang på avisen. Jeg nød at blive udfordret, og det var på mange måder en god første tid dér.
Så blev jeg gravid, og jeg var naturligvis på barsel, og undervejs i min barsel kom jeg i kontakt med Peter Mygind, som jeg fik mulighed for at skrive en bog sammen med. Jeg søgte om forlængelse af min orlov, og da mine tvillinger startede i vuggestue, skrev jeg bog fremfor avis de første fire måneder.
Det med at skrive en bog var enormt udfordrende, og det var fleksibelt sammenlignet med det faste arbejde på avisen. Selvom der lå et stort arbejdspres på mig, havde jeg mulighed for at aflevere og hente mine børn i mit eget tempo. Når jeg skriver om det nu, opstår der et mylder af tanker og følelser, fordi det var meget blandet for mig at aflevere mine dengang tre børn i vuggestue og børnehave, og jeg kan huske, at jeg har grædt, til jeg havde svært ved at få vejret over splittelsen, når jeg sagde farvel til mine børn, som hellere ville være hjemme med mig.
Bogen blev skrevet, og jeg voksede af projektet – både fagligt og personligt.
Jeg vendte tilbage til avisen, men fandt aldrig rytmen igen.
Med tre børn nogle hundrede meter borte i en institution havde jeg svært ved, at skulle være på min arbejdsplads, længere end det gav reel mening for mig. Ofte kunne dags arbejde laves på fire timer, sådan er jeg overbevist om, at det forholder sig i overordentligt mange fag, men vi har puttet så mange tidsslugere ind i arbejdsdagen, at man med rette kan forsvare de tre-fire timers ekstra forbrug af medarbejderens tid. Der er kaffepauser, frokostpause, evalueringer, møder (adskillige om dagen), udviklingsseminarer osv. Essensen af de fleste ekstraaktiviteter er måske nok værdifuld, men meget af det kunne klares på fem minutter, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og jeg er ikke alene om at tænke sådan – faktisk er der netop i år udkommet en dansk bog om præcis det: Pseudoarbejde hedder den, og det er omtrent den mest rammende titel nogensinde. “Hundredetusind veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændig meningsløs”, lyder dommen fra de to forfattere, og selvom jeg personligt endnu kun har skimmet den, får bogen min varmeste anbefaling. Min mor, som er leder, grinede sig igennem den, og ringede flere gange med korte referater, fordi hun blev bekræftet i alle sine fordomme om tidsspilde, pseudoseminarer og meget andet.
Det korte af det lange er, at jeg i min erindring ofte følte mig færdig med dagens arbejde klokken 12-13 stykker på avisen, men alligevel skulle blive til klokken 16. Det, kombineret med at jeg savnede mine børn, savnede kreativ frihed og i det hele taget aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, betød, at jeg sagde op.

Når jeg skriver, at jeg aldrig har fungeret bedst i fast arbejde, hænger det sammen med mit behov for flere ting:
Jeg har brug for frihed. Det er vigtigt for mig med fleksibilitet, så jeg kan indrette min arbejdsdag, som det giver mening for mig i forhold til resten af mit liv og i forhold til de rytmer, jeg fungerer i.
Jeg har brug for at føle en genenmgående mening med det, jeg laver. Det fungerede fagligt for mig at være journalist på et dagblad, når jeg fik mulighed for at skrive artikler, som jeg følte, ændrede noget, og som jeg var dedikeret omkring. Men som dagbladsjournalist er der uundgåeligt opgaver, man ikke kan se meningen med, og for mig var der også længere perioder, hvor jeg udelukkende beskæftigede mig med emner, der ganske enkelt virkede ligegyldige. Sådan noget gør mig frustreret og utålmodig, og jeg har svært ved at finde fordelene ved at bruge min tid på noget, som godt nok er overkommeligt, men som jeg ikke er stolt af.

Det kan som alt andet koges ned til spørgsmålet om tid:
“Er denne opgave forbruget af liv værd?”
Hvis svaret er nej, kan og vil jeg ikke

Der var intet ualmindeligt ved arbejdslivet på avisen: Jeg kan hurtigt komme i tanke om mange arbejdspladser, hvor man spilder mere tid, men faktum er, at tidsforbruget på rigtigt mange danske arbejdspladser er ude af proportioner i forhold til den værdi, man skaber, og det er ikke en bæredygtig model for hverken medarbejdere eller samfund. For mig virker den slags i første omgang utilfredsstillende og i sidste ende lammende. Jeg husker, at min medstuderende sagde til mig, mens vi endnu var i praktik: “Jeg sælger mit arbejde og ikke min tid.” Det gjorde stort indtryk.

Kristian har altid været selvstændig, og har levet af sin musik, siden han var 21. Hvis jeg sagde mit job op, ville vi med andre ord begge være uden fast løn, og det tog tid at finde ro med den tanke.
Ultimativt satte vi os i køkkenet en aften, og stillede os selv spørgsmålet: “Hvad er det værste, der kan ske?”
Jeg har skrevet om det herinde før, og jeg nævner det ofte, når jeg holder foredrag, fordi svaret stadig kommer bag på mange: Det værste, der kunne ske, var, at vi skulle sælge vores hus.
Vi så os omkring. Det var et skønt hus; et vidunderligt, stort, lyst, smukt og kreativt hjem med højt til loftet, musikstudie, børneværelser, smukke egetræsgulve og så videre. Men det var i sidste ende bare et hus.
Var det værste, der kunne ske, at vi skulle sælge det?
Jeg kan huske, at jeg var nærmest chokeret.
Hvad var til gengæld det værste, der kunne ske, hvis jeg ikke sagde op?
Jeg havde en begyndende fornemmelse af at gå glip af mine børns barndom, uden at jeg helt var i stand til at sætte ord på de følelser endnu.
Jeg mistede dag for dag min motivation for at skabe; gøre en forskel, dedikere mig til arbejdet.
Jeg følte mig ufri og låst og det alene gjorde mig træt og uoplagt, og jeg vidste instinktivt, at stress var det, der ventede længere ude i horisonten, hvis ikke jeg tog mine følelser alvorligt nu
Jeg havde med andre ord svært ved at se fordelene ved at holde fast i status quo.

Jeg sagde op, og har aldrig set mig tilbage.

Men jeg har ikke lagt arbejdslivet bag mig, jeg har blot tilpasset det mine øvrige ønsker, og det synes jeg, er så vigtig en pointe i denne sammenhæng: Jeg betaler skat, udvikler mig professionelt, og sætter en stor ære i min faglighed, selvom jeg har børnene hjemme. Jeg er med andre ord ikke som sådan “hjemmegående”, men jeg er ikke desto mindre hjemme med mine børn meget af tiden, fordi jeg har skabt et arbejdsliv, der er langt mere organisk end nogen arbejdsplads i Danmark tilbyder. Kristian og jeg har en virksomhed, hvor vi laver forløb for unge, som vi sælger både til kommuner og private. Det arbejde har udgjort halvdelen af vores indtægt de seneste tre år, og jeg elsker hver eneste time i selskab med de unge, fordi det gør en forskel (læs mere om vores indsats HER). Herudover tjener vi penge på Kristians workshops, hans musikrettigheder og nye produktioner samt mine retreats og foredrag.

Der er behov for, at vi som samfund tænker økonomi og arbejde på en ny måde, hvis vi og vores liv her på planeten skal vare ved.
Økonomien tilhører ikke en lille, eksklusiv skare, som modsat alle andre har forstået, hvordan det hele hænger sammen. Økonomi er ikke lig med politik. Økonomien er vores alle sammens: Økonomien er også energier, ideologier og værdier. Den er vores, og vi kan tage den tilbage, men hvis vi fortsætter med at give hele vores overskud i kraft af kapitalismen til en lille gruppe meget rige mennesker, så kollapser velfærden til sidst. Kunne man forestille sig, at vi, hvis vi arbejdede mindre og mere fleksibelt, ville have overskud at kanalisere direkte over i det, vi mener, er værdifuldt – for eksempel omsorgsarbejde, fødevareproduktion, naturen, kunst, etc.? Kunne man forestille sig, at vi mennesker helt automatisk ville bidrage mere til fællesskabet, hvis vi følte, at vi havde det frie valg? Kunne man tænke sig, at vi ville nyde at være sammen med vores børn; forældre, naboer og diametrale modsætninger, hvis ikke vi følte, at alle vores bedste timer gik til et arbejde, vi har svært ved at forsvare overfor os selv, når vi ligger i mørket og venter på søvnen?
Selvfølgelig er der fagområder, hvor timerne er det, der gælder: Håndværkere er afhængige af de timer, de lægger i, ligesom privatpraktiserende psykologer og en bunke andre professioner reelt ikke kan skære i tiden uden at miste omsætning og/eller kvalitet. Men selv i de fag kan vi sagtens skrue på den enkeltes arbejdstid: Hvorfor skal nogle arbejde 37 timer, mens andre går uden arbejde? Jeg er overbevist om, at det kan indrettes anderledes, og det starter selvfølgelig allerede i vores uddannelsessystem, hvor man kan tænke sig, at et højere antal læger eller sygeplejersker eksempelvis, uddannet til fleksible arbejdstider, kan dække det arbejde, der er brug for, uden at nogen er tvunget til at arbejde 60 timer om ugen.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre nogle af de mest gennemgående vaner, vi har i vesten. Vi er nødt til at bremse kapitalismen med både klimaet og vores eget velbefindende for øje. Vi er nødt til at tilrettelægge et arbejdsmarked, der passer til klodens og vores egne behov. Vi er nødt til at stoppe med at tage mere, end vi giver igen. Det er en sygdom at tage mere, end man giver, og vi betaler alle den høje pris for den ubalance, som det skaber.
Lige nu har vi en samfundsmodel, hvor det er næsten umuligt at få arbejde, medmindre man er villig til at være der mindst 37 timer om ugen. Forestil jer et arbejdsmarked med fuldkommen fleksible stillinger; med plads til at de unge og dem, hvis børn er flyttet hjemmefra, arbejder mest. Forestil jer et arbejdsmarked præget af lyst fremfor tvang og frygt.

Jeg er ikke uden for arbejdsmarkedet, men jeg er heller ikke en del af det på andres præmisser. Jeg har meldt mig ud af a-kassen, men jeg deltager stadig i faglige møder, ligesom jeg følger med i udviklingen på arbejdsmarkedet generelt. Jeg har ikke en fast arbejdsgiver, men jeg arbejder dagligt på relationen til de mennesker, jeg laver forretning med og på at udvide mine muligheder. Jeg har ikke en fast månedsløn, og derfor oplever jeg, at jeg i højere grad selv kan påvirke, hvor meget jeg vil tjene.
Jeg kommer aldrig til at tage fast arbejde igen, men jeg kommer helt sikkert til at udvikle og forandre mine funktioner i tidens løb. På sigt vil jeg nok skrue op for min arbejdstid, som børnene bliver ældre. Jeg glæder mig til at skrive den roman, der er med mig i mit hjerte, og jeg drømmer om at holde mere omfattende forløb for både kvinder, familier, unge og par. Den tid kommer også, men det er ikke endnu.

For der er et nu, og det er det mit fokus. Det andet kommer, når det gør: Ingen af os kan planlægge fremtiden. Jeg kan ikke sikre mig en succesfuld karriereudvikling ved at gøre noget bestemt: Hvem ved, om jeg får stress ved at følge den gængse sti, eller om jeg vågner op en dag, og fortryder, at jeg gik netop den vej? På samme måde kan jeg ikke sikre noget som helst ude i fremtiden ved at følge mit hjerte, men jeg kan sørge for at nuet – som er alt jeg har – giver mening dybt inde i mig.

Og ved I hvad – det havde jeg nær glemt at nævne: Vi endte med at sælge huset i Svendborg af helt andre grunde, end dem, vi frygtede. Svendborg var ikke rigtig for os på sigt, og et år efter jeg sagde op, flyttede vi til Ærø. Tænk hvis jeg var blevet i et job, jeg ikke var glad i, af frygt for at miste et hus, som vi solgte med et smil kort tid efter..

“Når man lever bevidst, lever man altid på trods”

Jeg mener ikke, at hjemmeskole altid er det bedste valg.
Som med alt andet er der styrker og svagheder, og intet tilbud passer til alle.
Jeg er ofte blevet spurgt, om det er min overbevisning, at det ville være godt for alle at være hjemmeskolede – og hvad jeg i givet fald tror, det ville betyde for samfundet?
Jeg er også blevet spurgt, om jeg synes, at alt andet end hjemmeskole er forkert, eller i hvert fald mindre godt?

Svaret er, at jeg ikke tænker så kategorisk. Hjemmeskole er det mest rigtige for os, men jeg er aldrig skråsikker og aldrig overbevist om, at jeg ved, hvad der er bedst for alle. Faktisk er jeg sjældent fuldkommen klar over, hvad der på alle måder er bedst for mig selv og min familie: Vores samfund er indrettet, så man – hvis man følger sit hjerte, og insisterer på meningsfuldhed –  samtidig lever med en række udfordringer, som eksempelvis økonomi, ensomhed, eksklusion og, måske vigtigst af alt, tvivlen på om det er det rigtige, man gør, alene fordi man gør noget andet end de fleste andre.
Alligevel insisterer jeg på at bevare min kritiske holdning til det, de fleste opfatter som “naturligt” og “rigtigt” – eller nødvendigt, uundgåeligt, sandt. Ganske enkelt fordi det samme sjældent føles sandt for mig, og fordi jeg kan se med al tydelighed omkring mig, hvordan mange bliver syge og opgivende af alt følge normen.
Når jeg taler om normen, mener jeg alt fra vores vores måde at håndtere fødsler, barselsliv, sundhedspleje, amning og institutionalisering til uddannelse, arbejdsliv, medievaner, naturen og så videre: Jeg kan ikke være andet end kritisk overfor det, vi har accepteret som almindeligt, fordi det går imod, hvad jeg tror, er bedst for mange af os: nemlig større frihed, mere nærvær, mindre meningsløs travlhed.

Det er for mig at se ikke til diskussion, at alle børn med velfungerende forældre (en bevidst rummelig beskrivelse fra min side) har bedst af at være sammen med dem det meste af tiden, i hvert fald indtil de fylder tre. Jeg er samtidig overbevist om, at de institutioner, som aldrig nogensinde blev sat på jorden i børnenes interesse, stadig ikke er der for børnenes skyld. Kun børn fra meget ressourcesvage hjem har bedre af at blive afleveret i en institution end at være sammen med deres forældre – det siger jeg med hævet stemme i denne tid, hvor institutionerne er så pressede, at pædagoger igen og igen går til pressen for at beskrive de vilkår, som både de og vores børn er tvunget til at eksistere under. Jeg siger det, fordi vi bliver nødt til at arbejde for bedre institutioner, samtidig med at vi kæmper for et samfund med langt større plads til fleksible liv og tilknytning i hjemmet.

Når det er sagt, så nej – jeg mener ikke, at hjemmeskole, eller hjemmepasning for den sags skyld, er det bedste valg for alle.
Jeg mener, at et bevidst liv kræver handling og ansvarlige beslutninger. Det er ikke let, det er ikke behageligt, det er ikke bekvemt, tilforladeligt eller letfordøjeligt, og det er langt fra altid ensbetydende med hjemmeskole eller hjemmepasning, men det er uden undtagelse ensbetydende med involvering, engagement og indre kampe. Det kræver meget, og mange af de mennesker, som står op for deres overbevisning, og lever et anderledes bevidst liv, er også ensomme og/eller udmattede.
En kvinde skrev til mig den anden dag, at hendes bevidsthed både bringer hende glæde og stor fortvivlelse. “Det føles som om, at jeg står med et ben på hver side, og ikke kan vælge, og hele tiden skal finde ind til kernen i mig selv for ikke at blive væltet omkuld af alle andre, der jo ligesom jeg er forvildet ind i den her kultur. Og så er jeg bange for, om jeg gør mine børn en bjørnetjeneste i sidste ende: Jeg gør jo også alt det her for min egen skyld – for at mindske stress. Men også for børnene. Det er faktisk ikke det nemmeste at være blevet bevidst. Pludselig at se klarere. Jeg kan jo aldrig gå tilbage til det, som var før. Jeg har heller ikke lyst. Men shit, manner…”

I en kommentar på sin Instagram skrev Nynne fra Verden ved siden af for nylig, at når man først bliver bevidst om de skævvridninger, som vores adskillelseskultur bygger på, så vil man altid leve på trods. På trods, fordi man aldrig igen kan træffe et valg uden at være bevidst om de tab, der følger med det. Hvis man drømmer om at hjemmepasse, men alligevel sender sit barn i børnehave, fordi byen er rømmet for børn alle ugens dage, så er man nødvendigvis tvunget til at leve med den erkendelse, at man ikke har sit barn hjemme, selvom det er, hvad man mener, barnet på andre måder har bedst af.
Holder man på den anden side sit barn hjemme i et samfund, som er så målrettet arbejdsmarkedet og så lidt gearet til familiedannelse og tilknytning, ja, så risikerer man at leve isoleret, samtidig med at man uden tvivl vil møde skepsis og undrende blikke igen og igen.

Måske det er derfor, jeg blev nødt til at stable den hjemmeskolelejr på benene, og måske det er derfor, jeg så brændende ønsker, at andre skal gøre det samme: Når man oplever, at man rent faktisk er en del af noget større; at der findes sammenhænge, hvor man er én af mange og hvor fællesskabet er indiskutabelt, så føles det identitetsskabende og stærkt. Så er man lige pludselig ikke på trods, men i kraft af, og det er noget ganske andet.

Da jeg nævnte Nynnes refleksion om at leve på trods for Kristian den anden dag, sagde han, at man i hvert fald frasiger sig muligheden for at leve komfortabelt, når man vælger en så anderledes livsvej i et samfund, hvor næsten alle andre følges ad. “Min personlighed løber forvildet rundt, og vil bare gerne være ligesom flertallet,” sagde han grinende, “så det er en konstant kamp imod tvivlen og menneskets iboende længsel efter at høre til.”

En familie i vores netværk besluttede på et tidspunkt at sende deres børn i skole, efter de havde været hjemmeskolet i et års tid. Det fik mig til at tænke – og mærke grundigt efter: Jeg fornemmede, at min veninde var usikker på, om vi ville være skuffede over deres valg, eller måske tænke dårligt om, at de nu ikke længere levede præcis som os. Jeg oplevede samtidig en usikkerhed i mig selv: “De har fundet en skole, som er svaret på deres bønner. Burde jeg også gøre det?”
I sidste ende blev mit svar til mig selv, at intet er den eneste rigtige løsning, og at vi hver især, menneske for menneske, familie for familie, først og fremmest skal have tillid til vores intuition. Og sandheden er, at den familie jo aldrig havde levet præcis som os; vi havde haft hjemmeskoling og mange værdier til fælles, men vores omstændigheder i øvrigt var ikke de samme, og blandt andet derfor sendte de nu deres børn i skole, mens vores stadig er hjemme. Både de og vi har de samme værdier som før og den samme årvågenhed – men et anden valg omkring hverdagen.
Vi kan lade os inspirere af andre, men det virker kun, når vi har os selv med hele vejen, og vi kan føle længsel efter et andet liv, men det betyder ikke noget, medmindre vi mærker ind i, hvad det er, vi længes efter, og tillader os selv at gribe ud efter det.

Ville det være bedst, hvis alle blev hjemmeskolet? Nej, det tror jeg ikke. Men det ville ændre verden, hvis alle handlede på det, de mærker indeni.