En god dag at gribe (eller: om at gå tur med sin familie)

På én af Kristians og mine første ture til Ærø – det var før vi flyttede herover, og inden vi vidste, at det var det, vi skulle – bookede vi os ind på et B&B oppe i den nordvestlige ende af øen, ved Søby. Det var vinter, og intet var gearet til turister: Alt var lukket, ingen forventede, at man bankede på. Vi tilbragte to dage på øen, og den dag, hvor vi var her fra morgen til aften, spadserede vi fra Søby til Ærøskøbing (cirka 17 kilometer), hvor vi spiste middag hos nogle (nye) venner. Vi gik langs kysten – af “Øhavsstien” – det meste af ruten. Med storslået havudsigt, de smukkeste skrænter under os, små, snoede veje, skønne gårde, forfaldne gamle huse, heste, nøgne træer. Det gav os det fineste billede af den del af øen, som vi bevægede os på: lige netop de landsbyer og de naturområder, som vi kom gennem den dag, kender jeg stadig udenad, og skæbnen ville, at vi nu bor i ét af de dejlige huse, som vi passerede forbi dengang.

I går morges vågnede vi, og havde lyst til is. Eller, det vil sige: Live på seks havde lyst til en is, og snakkede ret meget om det, og vi besluttede, at vi ville gå til Ærøskøbing (cirka 10 kilometer) for at købe is hos Aroma (som laver den bedste is, jeg har smagt i mit liv, for real). Den tur gik vi en del gange sidste sommer, og vi havde lyst til at komme i gang igen.
Klokken 11:30, efter en del leg og skriveri og nogle skiver rugbrød i maven, lagde vi et par dunke vand under klapvognen, og en håndfuld æbler, og begav os af sted. Turen tager godt to timer med børn, og man bliver så fyldt op af taknemmelighed, når man går derude i det lyse græs omgivet af duftende hybenbuske, sommerfugle i alle farver og det evige blå hav med sin familie.

Vi legede forskellige lege undervejs: “Regnestykker som giver ti/tolv/fjorten” osv. og “bogstaver, som kan danne flere ord” (eks: R-A-F: Far, Fra), men mest af alt snakkede vi bare i nuet – om det vi så, om de is vi skulle have, om ømme fødder og store drømme. Flere gange tænkte jeg, at der er lige så smukt på Ærø som på Amalfi-kysten, eller alle mulige andre vidunderlige steder i verden: At man ikke behøver tage langt væk, og brænde en masse brændstof af, for at nyde betagende natur. Jeg tænkte også, at de største oplevelser ofte ligger, og gemmer sig i vores hverdag (uanset hvor vi bor), blot vi gør os lidt umage.
Kilometerne forsvandt under fødderne, og pludselig var vi fremme (og ja – børnene klagede over trætte ben undervejs, men allerede her til morgen sagde de, at det havde været fedt, og de vil gerne af sted igen snart).

Vi spiste vores is hos alle tiders Claus, hentede et par bøger på biblioteket, og tog bussen hjem.
Og fordi det jo er Ærø, vi bor på, gik turen ikke direkte hjem alligevel, for om formiddagen, før vi drog hjemmefra, ringede Valdemar på fem henne fra Bundgaard, og spurgte, om vi ville komme til pandekager. Da vi jo havde andre planer, bad vi om lov til at komme, når vi havde gået vores tur, og det gjorde vi så: Tænk at sidde der i naboens have med gynger og trampolin og grinende børn og spise Valdemars pandekager med syltetøj, før man kommer trætte hjem, og går tidligt i seng.

Der er så meget godt i livet – så meget godt i vente – ofte handler det om at turde gribe nuet og træde et par skridt ud af vores vaner.

Vil I fortælle om eventyrlige hverdagsoplevelser i jeres liv, så vi kan inspirere hinanden?

Livet skal opleves (forår på Ærø)

I den smukke, danske dokumentarfilm “Så meget godt i vente“, siger bonden Niels Stokholm, at livet først og fremmest skal opleves.
Da jeg så filmen første gang, spolede jeg tilbage, og hørte ham sige det igen. Med så dyb intensitet kommer ordene: “Livet er i oplevelserne.”
Man kan ikke samle livet til bunke; man kan ikke udskyde eller vente til senere. Man kan ikke sætte det på pause eller regne med, at man har et godt stykke tid igen, blot fordi man ikke føler, man er færdig.
Livet skal opleves. Det skal tages ind. Vi bliver nødt til at være i nuet, finde vej ved brug af sanserne. Og lige nu i dette euforiserende forår, lever vi med vores sanser og næsten intet andet herhjemme hos os.

Det er den flerstemmige fuglesang fra morgen til aften, og svanerne som flyver lavt over havet forbi ungernes gummibåd. Det er klokkefrøerne i dammen bag vores lokale brugs, og Juno som står stille, og lytter til deres høje kvækken.

Det er duften af saltvand og syrener (åh, syrener – min sjæl, hvad vil du mere?), brandvarme sten og solbrune sommerkroppe. De dufte, den genkendelse, det liv.

Det er varmen mod min læber, når jeg kysser en solbrun skulder, den salte smag, når vi river græs sammen på marken med ømme arme og hård hud på fingrene.

Her er hjerteslag og vingesus og en overflod af friskplukket salat og radiser. Vi tager den sidste hyldesaft fra sidste år ud af fryseren, og nyder den i sommervarmen med isterninger eller som mojitos, når børnenes sover. Snart laver vi en ny portion, snart vil også dette ritual gentage sig.

Det er måske langsommeligheden, jeg holder mest af ved livet her på Ærø. Ingen har så travlt, som jeg plejede at sætte en ære i. Ingen bemærker, om børnenes tøj er nyt eller slidt, og alle hilser på hinanden, når vores veje krydses.

Jeg holder af, at naturen bare er her. Den er en del af livet, den er dér, hvor vi er hver eneste dag. Naturen er vores hjem, om sommeren spiser vi udenfor, sover udenfor, arbejder og hviler udenfor.

Jeg vidste ikke, hvor meget naturen betød for mig, før vi flyttede til øen. Jeg plejede at føle mig hjemme i storbyen, hvor jeg kunne gemme mig; en celle i metropolens åre, anonym og selvstændig. Jeg plejede at falde i søvn til lyden af subwayen og lugten fra restauranterne på Lower East Side. Plejede at stå op, og bevæge mig ud i verden med hovedtelefoner over ørerne, altid opmærksom og på samme tid trukket ind i mig selv.

Det var mig, som levede det liv. Og nu lever jeg dette.
En dag kom en mand, og holdt sin hånd under mig, sørgede for, at jeg ikke faldt, da livet skubbede hårdest. Hold fast, da sorg og afmagt skyllede ind fra mange sider. Hold fast, da vi sammen udvidede vores familie inde fra. To blev til tre til fem til seks. Hold fast, da vi pludselig forstod, at verden hvilede på vores skuldre, og han så mig i øjnene igen og igen, og sagde: Meningen med livet er dette.

Ærø er rammen omkring det liv, vi lever, min familie og jeg. Vi kunne være så mange steder, men her er vi, og her har vi det godt.

 

Hvilke oplevelser har i for tiden? Er jeres sanser også ekstra stimulerede af dette solrige forår?

Jeg vil fortælle dig noget om indlæring, som du ikke får at vide henne i skolen

Nu vil jeg fortælle dig, at indlæring har lige så mange ansigter, som der er mennesker på jorden.

Jeg vil understrege, at dit barn lærer uafbrudt, uanset hvad du stiller op.

Jeg vil fastholde, at der ikke findes én komprimeret læringsmetode, som er bedre end alle andre; at der ikke findes ét mål, som passer til alle.

Sandheden er, at det den ene fordybe sig i gennem et helt liv, får den anden aldrig behov for at have kendskab til. Vores besnærende syn på, hvad et menneske har brug for at kunne, når de forlader skolen, resulterer med andre ord i en helt masse spildt tid. Har du nogensinde gået dine noter fra skoletiden igennem for at finde ud af hvor meget (eller hvor lidt?) af det, du rent faktisk har haft glæde af, da du skulle skabe dit eget liv?

Tid, opbakning og tryghed er de basale behov, som skal dækkes, for at et barn kan udvikle sig til en voksen, der er i stand til at leve et meningsfuldt liv. Samtidig har en kærlig, anerkendende barndom i sig selv den største værdi, uden at den underlægges målsætninger eller krav om specifik læring.

Nogle lærer bedste, mens de bygger et skur; andre skal danse sig igennem deres livsprocesser. Nogle tegner sig til livets indsigter med pen og papir, andre finder svarene, når de befinder sig i store, dynamiske teams. Det ved de i de demokratiske skoler, som myldrer frem i Israel med stor succes.

Børn har en medfødt evne til at udvikle sig, der er simpelthen intet alternativ: De lærer at smile, kravle, rejse sig og gå. De lærer at tale, hoppe, lege og fordybe sig. De lærer så meget på deres første fem leveår, at det for mig er noget nær ubegribeligt, at vi er kommet til at tro på, at de ikke kan lære noget derefter, medmindre de møder op på en skole hver dag. Jeg mener ikke, at skolen udelukker læring, men det går mig imod, at vi som samfund er blevet komplet ignorante overfor, at man også kan lære, selvom man ikke bruger det meste af sin tid i sådan én.
Så desillusionerede omkring indlæring er vi, at vi ikke mener, de mange timers ugentligt klasseundervisning er nok; der skal også lektier til, og hvis barnet stadig ikke følger den arbitrære læringskurve, må vi straks slå alarm. “Der er noget i vejen!” – Men er der med sikkerhed det? Har du som forælder mærket efter i hjertet, når du accepterer, at dit barn er problematisk, fordi han eller hun ikke lærer nøjagtig som forventet?
Det gik jo meget godt uden skolen indtil for blot 200 år siden, men den viden er gået i glemslen, fordi vi har ting, vi skal nå, og mennesker som skal formes på en bestemt måde.

Som jeg ser det, er det først, når vi blander os i børnenes instinktive indlæringsevner, at det kan gå galt, og det er skolen blevet rigtig dygtig til.
Når vi installerer frygten for at fejle, og oplevelsen af at skulle måles op mod andre mennesker, risikerer vi at forstyrre eller helt ødelægge barnets nysgerrighed og skaberkraft. Når vi med tests, karakterer og korrektioner cementerer, at fejl er et problem, slår vi samtidig børnenes personlige kreativitet ihjel. Det er et faktum, at enhver nyskabelse er produktet af gentagne fejltagelser.

Hvis ikke du har set den, de andre gange jeg har delte den herinde, er nu et godt tidspunkt: Sir Ken Robinson i den mest sete Ted Talk til dato om børn og kreativitet (med citater som “hvorfor underviser vi ikke i dans, lige så meget, som vi underviser matematik?” og nogle vigtige pointer om, hvordan man finder sit talent)

Mens skoledagene er blevet længere, glemmer vi, at vores børn kommer med alt, hvad de skal bruge for at blive dygtige voksne. Det eneste, vi behøver gøre for at guide dem på rette vej, er at være opmærksomme, støttende facilitatorer. That’s it – krævende, men også ganske simpelt.

Når vi retter på vores børn, eller skammer dem ud for ikke at følge pensum, installerer vi følelsen af at være forkert, hvor der burde være glæde og initiativ.
Når vi forventer, at vores børn skal kunne de samme ting på samme tid, beder vi fisk klatre i træer, og værst af alt paralyserer vi barnets drivkraft efter at udvikle sig i takt med sin indre rytme.

Det, mine børn lærer her i vores hjemmeskole, er ikke forbeholdt vores hjemmeskole. Det er ikke nødvendigvis umuligt at lære meget af det samme i en skoleramme, men det bliver sværere, for hver gang vi strammer skruen omkring børnene med lange dage og besnærende krav. De stramninger, som i forbindelse med de seneste politiske tiltag, nu også gælder børnehaver og på sigt vuggestuer.

Det er en endegyldig sandhed, at hvis man tilbringer syv timer om dagen i et klasselokale plus én time på lektier og 45 minutter på transport til og fra skolen (samt x-antal timer foran en skærm derudover), er der ikke mange vågne timer tilbage til at udforske alt det, som man ikke kan lære dér. Man har ganke enkelt ikke lige så mange timer til at fordybe sig i sine egne, frie projekter, naturen og al den læring, som ikke findes i et klasselokale eller en opgavebog.
Samfundets nuværende skoleform, og de forventninger, der bliver stillet til vores børn derigennem, risikerer at underminere deres oplevelse af at være værdifulde mennesker. Og hvad er vigtigere end visheden om, at man har en meningsfuld plads her på jorden? Selvværdet er kernen i et selvstændigt liv.

Én ting har alle forældre til fælles, og det er, at vi for alt i verden vil klæde vores børn bedst muligt på til at få et godt liv, når de rejser ud i verden.
Før vi rigtigt kan tage hul på det job, er vi tvunget til at se os selv dybt i øjnene og reflektere over, hvad et godt liv reelt er? Lever vi selv et godt liv? Hvilken verden vil vi gerne overdrag til vores børn, og hvordan ønsker vi, at de skal træde ind i den? Hvornår er vi selv mest lykkelige, og hvem kender vi, som er oprigtigt tilfredse med deres liv – hvad gør de for at have det sådan?

Vi lever i et samfund, som har overordentligt travlt med at ensrette os alle sammen. Fra vugge(stue) til grav skal vi leve op til en række konventioner, læringsmål og dogmer, som jeg frygter, er udstukket for at bevare en gruppe menneskers position i samfundets top og sikre den økonomiske vækst (som vi alle sammen efterhånden ved, overvejende bidrager til at opretholde en udvikling, der i bedste fald er forældet, og i værste fald ender med at tage livet af os alle sammen).

Vores børn vokser op i et samfund, hvor den underliggende dagsorden er at få flest muligt ind på række: 90% af alle unge skal på en ungdomsuddannelse, fjumreårene (bare det ord!) er smidt i skraldespanden, og den normerede tid kørt i stilling. Det tvinger os til den erkendelse, at for at se verden, for hvad den virkelig er, må vi træde ud af kasserne og betragte virkeligheden med hjertet, eller med vores egen sunde fornuft.

Er der reelt grund til at frygte for den lidt indadvendte, kreative pige, som ikke kan læse i 2. klasse, men som til gengæld kan lave solsystemet i Haba-perler, og iøvrigt fortæller sin mor historier, som griber hende om hjertet?
Er der reelt grund til at udskamme den seksårige dreng, som ikke bryder sig om andet end frikvartererne, og hellere vil bygge broer i sandkassen end skrive pæne tal på linje? Behøver vi være bekymrede for de børn, der ikke lærer nøjagtigt, som retningslinjerne foreskriver, eller er skal vi i stedet genfinde troen på, at deres vej er fuld af mening og tilstrækkelig læring, hvis vi støtter i stedet for at skælde ud? Er det ikke måske i virkeligheden den dummeste fælde for hele vores samfund, hvis vi kun giver plads til en ensartet masse af initiativløse, uselvstændige mennesker?

Indimellem bliver jeg ramt af en frygt for, hvordan det dog skal gå vores hjemmeskolede børn, og jeg spørger mig selv: Hvad er det vigtigt, at de får med herfra?
Velvidende at intet er perfekt, søger jeg svar på, hvad jeg gerne vil kunne tænke tilbage på, at vi forsøgte at give dem.
For mig er svaret, at de skal kunne mærke deres egen vej, så de aldrig føler sig uden vilje eller værdi. De skal lære at lære, for så kan man lære alt, og de skal bevare kontakten til deres medfødte drivkraft og kreativitet, for så løber man aldrig tør. Jeg tænker ofte på denne artikel, som jeg læste, lige da vi havde besluttet at hjemmeskole vores børn. Den er skrevet af en ph.d.-uddannet universitetslærer, som unschooler sine børn hjemme. Hun skriver, at det vigtigste for hende er, at hendes børn lærer at lære. Hun vil uddanne ledere, iværksættere, opfindere, og hun kender til passion, og den skal hendes børn ikke have frastjålet.


Sidste år lærte vores femårige datter sig selv at læse, og siden da er hun gået fra letlæsningsbøger til tegneserier til reel litteratur. For to uger siden knækkede hendes tvillingebror for alvor læsekoden, helt af sig selv og uden vores indblanding. Nu læser han på livet løs om ninjaer og pattedyr, og de øver sig begge i at skrive dagligt. Deres tre år ældre storebror, derimod, er stadig mest optaget af elektronik og bæredygtig energi, og knap så ferm til at læse eller skrive. Han designer eldrevne biler, og forsøger at installere motorer på vores trehjulede cykler, men har absolut ingen lyst til at sidde med en opgavebog eller skrive pænt. Jeg øver mig i at stole på, at han skal have lov til at gå sin egen vej: At jeg vil fortryde, hvis vi presser ham mere, end han allerede har oplevet, med fare for at underbygge hans frygt for at fejle.
Pointen er, at når vi har tillid til vores børn og os selv, så kommer indlæringen uundgåeligt. Det er aldrig til at sige, hvordan et barns læringsvej ser ud, men de lærer altid. Det gør de virkelig. I promise.

 

LÆS FLERE indlæg om samme emne:
Jeg kender en dreng, og jeg kender en pige
Min søn har knækket læsekoden uden pres
Vi kan jo ikke alt, vel
Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole

Mine børns vokser op på landet, og jeg selv betragter det som et eventyr

Der var en situation i går, hvor alt stod stille, og jeg havde tid til at tage det hele ind – og jeg tænkte: Det her er perfekt. Hvis nogen delte et billede fra dette øjeblik på facebook eller instagram, ville jeg mærke et træk i hjertet. Jeg ville tænke: Det er sådan, jeg drømmer om at leve.

Solen skinnede; mine børn var i shorts og t-shirts, alt var grønt og saftigt, og græsset nåede dem til knæene, og mælkebøtterne på den lille eng stod i store, tætte klynger, som børnene trak op med fuld kraft for at fodre dem til naboens geder. De eneste lyde jeg kunne høre, var havet, fuglene, vinden og mine børn. Ellers er her som regel stille ude på landet: Når vi går tur, kan jeg pille lydene fra hinanden, og placere hver enkelt af dem med stor sikkerhed: En traktor, gøgen i træet, vinden i kornet. Den underliggende støj er ikke hverken biler eller snak. Den er stilhed.

I går så jeg det øjeblik udefra, det er noget, vi nok alle sammen gør med mellemrum: Betragter det liv, vi har skabt, og mærker, hvad det er, hvordan det er, om det er fremmed eller kendt. Jeg så mine børn i solen med gederne, det store grønne tæppe omkring deres ben, og selvom vores morgen havde været svær og med mange skænderier, så mærkede jeg den samme længsel, som et billede fra nogle andres liv kan give én: Følelsen af at ville have mere. Jeg lod mig gribe af det, og satte mig i græsset, trak livet helt ned i lungerne. Det var fem minutters oprigtig, vidunderlig væren fuld af alt det, jeg holder mest af, og som jeg vil strække mig meget langt for at holde ved: Frihed, natur, nærvær, tid.

Mine børn vokser op på landet.
Det slår mig indimellem som et ubegribeligt faktum. Stort og rørende og umuligt at forstå, fordi: Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg er fra en forstad, hvor jeg boede med min familie på en lille lukket villavej med naboer til alle sider. Mine børn ser køer, får, geder, heste og et utal af katte hver dag, og her er flere traktorer end biler, oftere fuglesang end menneskestemmer. Vi står stille, når vi hører nogen gå forbi ude på vejen: Vinker, smiler og ønsker en god dag.
For nylig sad vi i en parcelhushave, og spiste is. Det var den skønneste eftermiddag, og jeg tror, alle mennekser i hele Danmark, var trukket udenfor. Pludselig grinede et selskab i naboens have, hvortil én af mine seksårige udbrød: “Hør! En flok gæs!”, og vi kiggede alle straks mod himlen, før vi forstod sammenhængen, og brød ud i grin. Tænk at han ikke kender lyden af naboer. Han tror, de er gæs.

Jeg er vokset op i et rækkehus femten minutters cykeltur fra Aarhus. Der var vist nærmest ingen hæk mellem os og naboerne til begge sider, der var sikkert aldrig helt stille, og det var okay. Det var trygt og det var mit, det var så almindeligt, så velkendt, og jeg kendte ikke til andet, før jeg flyttede til København og senere New York.

Nu bor jeg på denne lille ø midt ude i det blå, og ofte observerer jeg mit eget liv lidt i strakt arm: “Se, en gård, en mark, nogle køer. Jeg bor på landet. Mmmm- duften af korn”. Sådan lyder mit tankespor, mens jeg bevæger mig rundt i det, der er hverdag, men som stadig føles  nyt. Jeg ser på mine børn for at finde ud af, om de har det som mig: Som om vi er på besøg i en verden, der er for fin til at være sand?

Mon man indimellem observerer sit liv udefra, uanset hvordan man lever? Jeg har altid holdt af at sætte mig i situationer, hvor jeg kan se det hele lidt som den fremmede, der står et skridt til siden, og betragter livets gang.
Sådan var det, da jeg boede i New York, men også i København, og særligt nu på Ærø. I går ved gederne overvejede jeg, om jeg mon ville fostre de samme overvejelser, hvis jeg boede i noget, der lignede min egen barndom? Ville jeg stadig betragte det for at finde ud af, hvad det var for en størrelse? Er alt i virkeligheden nyt, når vi bliver voksne? Det, der plejede at være stort, viser sig at være småt – og omvendt.

Jeg er så glad for, at min hverdag vækker en længsel efter mere af det samme i mig. Jeg er taknemmelig for, at vi har valgt dette liv, hvor den underliggende lyd er stilhed, og hvor duften er salt fra havet.

 

Hvordan har børnene forandret sig, siden vi tog dem hjem?

Flere af jer har spurgt: “Hvordan er jeres børn anderledes, siden I tog dem hjem fra skole/børnehave/dagpleje?”

Jeg nævnte spørgsmålet for Kristian, og han sagde: “Det er ikke børnene, der er anderledes. Det er vores forældreskab. Vi har taget opgaven mere på os, siden vi besluttede at lægge vores kreativitet herhjemme fremfor i en masse opgaver uden for familien.”

Vi er mere nærværende og engagerede forældre i dag, og deraf er relationen blevet stærkere. Vi bruger meget mere tid sammen, end vi gjorde, da vi afleverede dem i skole og institution (fire dage om ugen, men alligevel), og i tilbageblik var vi nok ikke særligt gode til virkelig at være sammen med vores børn, når der også var mange andre ting, som trak i os. Jeg tror faktisk, jeg var delvist fraværende næsten altid, fordi min opmærksomhed var rettet mod noget andet (skriveprojekter, e-mails, kommende arbejdsopgaver), selv når børnene var hjemme. Sådan tænker jeg ikke, at det hænger sammen for alle, men sådan var det for mig.

Og dét er nok essensen i den forandring, der har foregået, og som stadig er i fuld gang: At Kristian og jeg har taget ét eller flere spadestik dybere i vores familieliv, og derfor på mange måder er nogle andre forældre end tidligere. Vi er mere opmærksomme, mere tilstede, dedikerede og lydhøre.

Lørdag aften, da jeg puttede Ilja, spurgte han, om vi kunne google, hvordan man laver sin egen Nerf-gun. Jeg sagde, at det kunne vi gøre efter morgenmaden dagen efter, og det endte med at være ham og Kristian, som søgte inspiration på nettet sammen i går morges. De fandt ikke noget, der gav mening, så i stedet gik de ud i værkstedet for at se sig omkring, og på omtrent tyve minutter byggede de en slagkraftig pistol ud af en cykelpumpe, nogle slanger, en del gaffatape og en gammel cola-dåse. Pistolen blev navngivet “Fun Gun”, og Ilja var stolt hele dagen. Storm sagde flere gange “ej, hvor er Iljas Nerf-gun fed!”, og det er noget andet, som er kommet med vores nye livsstil: Tættere bånd imellem vores børn.

Det var også i går, jeg fandt en håndfuld slidte strømper til Live, som hun klippede til trøjer, huer og kjoler til sine bamser. Det var en idé, hun havde fået fra sin grandkusine, og det var en aktivitet, som hun vendte tilbage til flere gange i løbet af dagen. Også hun var stolt og glad, og jeg følte, at jeg havde været med til at facilitere noget positivt.

For et år siden havde det taget længere tid at få Kristian eller jeg med på den slags projekter, men nu kommer det naturligt, at vi griber dagligt de ting, som børnene udviser interesse for. Vi øver os hver dag i at følge deres cue, samtidig med at vi også er blevet mere konsekvente i vores tilgang til hinanden, fordi vi har tillid til relationen: Her bliver løbende fastere rammer, rutiner og ro (og især den del kræver meget af mig: Jeg er ikke hverken struktureret eller konsekvent af natur.)

Efterhånden glemmer jeg følelsen af, hvordan vores samvær var herhjemme, inden vi tog børnene hjem, men jeg ved med sikkerhed, at mine børn leger mere og bedre nu. De har konstant gang i noget. Ikke alt sammen er imponerende, åbentlyst kreativt eller meget læringsmættet, men de er bare hele tiden midt i én eller anden aktivitet, og legen er i sig selv en stor værdi.
Det sker tit, at jeg foreslår, at børnene og jeg sætter os, og læser en bog midt på dagen, hvortil de siger “ja – fedt!”, men ofte ender jeg med at sidde og vente forgæves: Pludselig er de i stedet fuldkommen opslugt af at filme en scene til en stopmotionfilm, eller de har bygget en by af magneter, eller hopper på trampolin.

Hvad så med konflikterne – er der blevet færre af dem?
Nej, mine børn skændes nok omtrent lige så mange minutter (eller timer?) dagligt nu, som de gjorde for et år siden. Forskellen er, at de har den samme mængde konflikter i løbet af en hel dag sammen, som de tidligere havde koncentreret på morgen- og aftentimerne. De har simpelthen flere gode lege, flere fælles idéer, oplevelser og ønsker end tidligere. Deres relationer indbyrdes er uden tvivl blevet stærkere, og selvom de stadig kan rive håret ud af hovedet på hinanden og sige de strideste ting, synes jeg, at de bevæger sig i samlet flok. De har en stor forståelse for hinanden, og så snart vi ikke er alene, står de sammen mod resten af verden. De nyder at lege med andre børn, men når vi siger farvel, og de kun er sig selv igen, genoptager de altid noget, som de var i gang med tidligere.

Hvis jeg skal prøve at komme med en konklusion, så er den, at jeg er vågnet op til forældreskabet: Vi er alle sammen mere fuldt tilstede i vores liv sammen. Børnene er mere afslappede end tidligere, og vi forældre er langt bedre til at følge deres initiativ og give dem plads til at udforske verden. Alt sammen ting som sikkert fint kan forenes med et skoleliv, men som for mig falder langt mere naturligt nu end tidligere.

Jeg bremser ikke i lige så høj grad børnenes indfald (omend jeg stadig gør det oftere, end jeg ville ønske), og jeg har opbygget en større tillid til, at de lærer mest, når ikke jeg konstant skal dirigere dem.

Det her hjemmeskoleliv er benhårdt, det er det virkelig: Det er intenst og udfordrende på mange plan – min tålmodighed og rummelighed bliver testet hver dag, og jeg savner indimellem en pause, så man skulle tro, det var løgn. Alligevel er det mest af af alt fuldkommen vidunderligt: Der er så mange nuancer, indsigter og oplevelser, som jeg ikke anede, jeg kunne få. Her er dybder, som jeg ikke troede, jeg kunne nå. Men man skal prioritere det – en hjemmeskole kan ikke køres med venstre hånd – og man skal tro på det. Når de ting er på plads, er der ingen grænser for, hvor fed en virkelighed man kan skabe sammen, og jeg elsker at se, hvordan vi udvikler os sammen, alle seks.

Ét af mine svar fra kommentarsporet:
“Kære Ella,
Nej, jeg tror ikke, at hjemmeskoling altid er den eneste gode – eller bedste – mulighed. Og jeg tror, at hvis mine børn havde været hjemme de første seks år af deres liv, så havde jeg nok sendt dem i en god skole for at se, om det kunne fungere. Jeg har jo grebet det bagvendt an, set med tilknytningbriller, og haft dem i både børnehave og vuggestue.
Indtil videre har jeg ikke mødt en skole, som møder mine forventninger – jeg oplever, at der altid er nogle dogmer, krav eller pres i skolestrukturen, som børnene skal leve op til, og som jeg ikke bryder mig om. Enhver form for “frygt for at fejle” eller konkurrence, ærgrer mig. Alligevel er der elementer ved de gode skoler, som tiltaler mig: Når du beskriver den kreative, glade og trygge hverdag på jeres lilleskole, drømmer jeg mig hen i det romantiske og skabende fællesskab, som sådan en institution også kan være. Jeg holder som de fleste andre af at have et fællesskab at læne mig ind i, og jeg ville nyde at aflevere mine børn med helt god samvittighed fem dage hver uge.
Samtidig ved jeg, at virkeligheden altid rummer nuancer, og at det kan være nuancer som eks. lærere med underskud; administration fremfor pædagogik; faglighed fremfor kreativitet osv. Den slags er jeg fritaget for herhjemme: Det er vores værdier først og fremmest, og det er os, som sætter linjen.
Ved du hvad (sagt i den mest kærlige og slet ikke anklagende tone): Sandheden er naturligvis som med alt andet, at der er fordele og ulemper ved alle livsvalg. Vi må i sidste instans vælge dem, hvor vi kan leve med ofrene, og hvor fordelene synes større. Og lige nu er det valg hjemmeskole for os herhjemme. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg tror, det er rigtigt for alle. Jeg fortæller om det, fordi hjemmeskoling er et reelt alternativ, som de færreste kender til, og som tilbyder nogle muligheder, der er givende og smukke, men også fordi en del mennesker er på vippen, og har brug for inspiration for at turde.”

Der var ingen, som foreslog, at jeg skulle skrive projektopgave om forældreskabet. Ingen nævnte nogensinde, at det er den vigtigste tid i et menneskes liv

Ni år efter jeg fødte mit første barn, føler jeg efterhånden, at jeg er ved at lande i mit moderskab. Jeg lander, som den mor jeg er blevet, og som den mor jeg måske altid har båret i mig, men som jeg ikke har kunne eller turde omfavne før nu.
Det har taget indre kampe at nå her til, og jeg har måtte revidere mit billede af mig selv samt ikke mindst mine forventninger til, hvordan et familieliv kan være. Jeg har ikke altid været bevidst om, at man kan være den slags mor, som jeg er i dag, og jeg har ikke været klar over, at forældreskabet er noget, det er værd at tage stilling til og prioritere.

I en helt almindelig opvækst fylder oplysning om forældreskab og familiedannelse nærved ingenting: Ingen underviser børn og unge i omsorg eller tilknytning, og ikke ét eneste menneske i løbet af mine år i folkeskolen, gymnasiet eller journalistuddannelsen nævnte, at forældreskabet er den største opgave, et menneske kan påtage sig. Det var ikke et emne, man berørte; ikke en værdi, der blev fremhævet. Hvad mon det ville betyde for vores forældreskab, hvis indsigt i familielivets styrker og udfordringer var en del af den almene dannelse? Hvad hvis nogen havde fortalt mig, at det er værd at gøre sig umage, når vi sætter liv i verden, eller havde opfordret mig til at skrive projektopgave om familieliv, parforhold eller barndom for derved at få en dybere indsigt i det, som er kernen i de fleste menneskers identitet?

Bøger om emnet skal man selv finde frem til, ligesom de forberedende kurser betales af egen lomme som en slags luksus forbeholdt de privilegerede. Det er på alle måder utilgængeligt at blive klog på netop dette kapitel i livet (et kapitel, vel og mærke, som er ”for evigt”, når først det er indtruffet), fordi ingen lader til at regne forældreskabet for noget særligt. Hvorfor skulle de? – Alle, som arbejder med graviditet, fødsel og børnepasning er dårligt lønnede, og børneliv, familie og omsorg er ikke noget, man sætter en stolthed i som ambitiøst menneske. Vi antager, at forældreskabet er en privat sag, der iøvrigt ikke kan foregribes, og lader således den mest krævende livsopgave tage sit afsæt ved selve fødslen. Fødslen, som klares med hjælp fra stressede jordemødre og rundes af med et forhastet exit fra fødeafdelingen, hvorefter en sundhedsplejerske dropper lidt anonymt forbi med sin dagsorden fra sundhedsstyrelsen (”ingen samsovning, seks måneders amning, husk sexlivet og pas på dig selv”).
Og så sidder man ellers dér: Som “Mor og far” med livets største ansvar i armene og et hjerte der er revet frem fra dybet for at banke med en hidtil uset intensitet.

Jeg tror helt ærligt, jeg har brugt mere tid på researche ferier til Kina og Thailand, end jeg brugte på at forberede min første fødsel og kommende moderskab. Ingen omkring mig spurgte til, hvad Kristian og jeg gjorde os af tanker om barnets første år (ville vi gå hjemme, sende ham i vuggestue eller starte vores egen dagpleje?), og jeg havde end ikke overvejet, at der var mere end én måde at trøste, sove og amme på. De fleste omkring mig var langt mere interesserede i mine planer for at vende tilbage til studiet og min efterfølgende karriere.

På de ni år, der er gået, siden jeg blev mor, er jeg blevet mere tillidsfuld, glad og intuitiv. Jeg er kommet til at stole på mig selv, min dømmekraft og min evne til at prioritere her i livet, og jeg føler en mening med alt, hvad jeg foretager mig. Men inden jeg nåede hertil, var der en tid, hvor jeg syntes, det sværeste i mit liv, var at blive mor, og min rejse har været én fra afmægtighed over erkendelse til den mest hudløse underkastelse. At jeg nu lever i overensstemmelse med mine drømme og instinkter, skyldes i høj grad de kvinder, jeg har mødt på min vej, som har inspireret mig til at turde. Det er derfor, det er så vigtigt for mig at fortælle om både det svære og det smukke i mit moderskab, fordi jeg tror, ærlighed og omsorg er den stærkeste bro imellem mennesker, når vi skal finde mening, håb og styrke.
Det er så vigtigt, at vi bliver set, anerkendt og spejlet, for INGEN ER ALENE – men det kan føles som om, vi er det.

Da jeg blev mor første gang, var det et enormt chok. Et stille og indadvendt chok, men også en larmende smerte, der buldrede indeni, og fyldte mig med både skyld og angst.
“Hvad har jeg gjort? Hvorfor er der ingen, som har nævnt det her?”

Min søn skreg mange timer dagligt, og vi kunne ikke være nogen steder, kunne ikke mødes med andre, kunne ikke sidde stille, køre barnevogn, sove lur, holde øjenkontakt. Ingenting foregik uden gråd, og ingenting føltes rigtigt, varmt eller trygt.

Jeg sagde i telefonen til mine veninder, at det var uoverskueligt. At jeg ikke kun elskede ham, men også gjorde det modsatte – det unævnelige. At jeg var ved at blive vanvittig. Og de, som endnu ikke havde børn, grinede chokeret, og jeg grinede med. Vi nægtede at tro mine ord, for vi havde håbet, at det ville være skønt og nemt, det moderskab.

Det viste sig, at min søn var så skæv i ryggen, at kiropraktoren tog billeder til sin opslagstavle, da vi mødte op første gang. Der var en grund til, at han græd, og behandlingen hjalp, men det blev ikke nemt at være mor af den grund – det blev bare mindre svært.

Hvert eneste menneskes rejse unik, og for mig var en del af bagagen ganske tung, da jeg blev mor. Den slags forsvinder ikke, fordi man tager hul på et nyt kapitel. Tværtimod, sådan set. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde en fødselsdepression; jeg var nærmest lykkelig, når dagene med min søn var mere harmoniske, og jeg mistede ikke min grundlæggende glæde ved livet. Men jeg blev væltet omkuld af opgavens omfang, af udmattelsen og ensomheden, og mit liv føltes ukendt og uoverskueligt. Jeg var den første i min omgangskreds til at få et barn, og der var ikke noget kollektivt fællesskab, som jeg kunne lande trygt i, så jeg lukkede sammen omkring mig selv. Jeg var en løvemor fra starten med vågne øjne og et konstant blottet bryst. Men jeg var ikke den mor, jeg helst ville være.

Kærligheden for min søn var af den slags, som sidder på rygraden: En instinktiv omsorg, der føltes nærmest mekanisk. Jeg ville selv trøste ham, sove med ham, amme ham og holde ham, men den dybere kærlighed var tvunget til at vokse fra kendskabet til det nye menneske. Ligesom jeg heller aldrig har elsket nogen anden, uden at jeg kendte vedkommende indgående, således var det også med mit eget kød og blod: Det krævede tid, og jeg tror, han var et år, før jeg tog en dyb indånding, og mærkede den uforstyrrede, betingelsesløse kærlighed strømme med ind. Jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig, at det er helt normalt, at kærligheden tager tid. Man bliver ikke mor alene af at føde et barn, til gengæld er tilstanden livsvarig, når først den indtræffer.

Da jeg fik mit fjerde barn syv år senere, var det også sårbart at stå med et nyt liv, men jeg kendte mig selv bedre, og vidste mere om, hvordan jeg er mor. Jeg er endelig landet i min egen identitet, men indimellem tænker jeg, om min ældste søn har taget skade af den hårde start med mig? Husker han et sted indeni, at jeg stillede mig i en solstråle med ham for at få gråden til at stoppe et øjeblik? Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget anderledes af være barn af mig nu, end det var dengang – havde jeg mon fundet mig selv tidligere som mor, hvis ikke det hele havde været så fremmed, ensomt og adskilt fra alt, jeg ellers identificerede mig med?

Jeg er overbevist om, moderskabet ville være nemmere, hvis vi var mere knyttet til os selv og hinanden. Hvis målet var nærvær og tilknytning fremfor adskillelse og effektivitet. Hvis vi havde omsorg og tid fremfor travlhed og stress. Vi er blevet fremmede overfor vores natur, men noget er under opsejling: En ny bevægelse tager form – vi tager kærligheden tilbage, og insisterer på fordybelse og grundighed. Vi er ambitiøse omkring vores relationer, og tager ansvar for os selv og dem, vi har sat i verden. Vi vil mere end den tomhed og overfladiske norm, som er nedarvet til os fra en industriel revolution, der efterhånden runger hult. Vi begynder at forstå, at vi er mennesker og ikke blot forbrugere, og når alt det sker, når vi tør se os selv i øjnene og mærke efter, så forandrer verden sig.

Jeg synes, at vi skal tale om forældreskabet: Kærligt, oprigtigt og insisterende skal vi tale om vigtigheden af at kende os selv og hinanden. Vi skal tale om forældreskabet med den største omsorg, dedikation og naturlighed, fordi det er en alvorlig sag – en forpligtende og altopslugende livsopgave.
Til nybagte forældre, som kommer til mig, siger jeg: “Grib fat i dem omkring dig og hold fast. Giv tid og husk at alting er en fase. Hav tålmodighed med dig selv og det lille barn. Bed alle kloge kvinder i dit netværk om at komme dig til undsætning og skid hul i oprydning, tøjvask og matchende strømper. Mærk efter forud for hver eneste aftale, om den er drænende eller det modsatte, og husk at den første tid vitterligt kun er den første tid. Elsk dig selv, mama. Elsk dig selv og elsk din baby og tilgiv jer begge hver eneste dag.”
Og: “ring til mig.” Jeg mener det, og jeg siger det: “Ring til mig eller en anden du kan snakke med om det sure og det søde. Det svære og det ubærlige. Vi er her, du er ikke alene.”

Helst ville jeg skrive en bog om moderskabet, men jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske, og på samme måde tænker jeg indimellem på at lave en workshop eller et forløb for nybagte mødre, som kæmper med at finde deres vej. Hiv fat i mig hvis behovet er der, så gør jeg det måske rent faktisk.

Læs også: ”Jeg sad på en trappesten med sand i ansigtet” / “Jeg er blevet skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt liv sin begyndelse” / “Dengang jeg blev mor for første gang” / “Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt” / “Dengang vi fik tvillinger“.

Nye fotos (hallo! Jeg ser godt ud!)

Ej, se lige hvor gode sådan nogle billeder kan blive med det rette lys, prof redigering og ikke mindst en dygtig fotograf bag kameraet! Jeg ser jo hverken tosset eller grim ud, og jeg har næsten lyst til at svinge med håret og bestille en fotosession igen næste år, mens jeg synger “because I’m worth it!”.
Jeg er så heldig at have talentfulde Camilla Jørvad som både veninde og med-øbo, og for ikke så længe siden kom hun forbi med sit kamera, og tog en stribe billeder af min familie og mig til mit nye salgsmateriale (foredrag), nogle artikler – og så herinde. Jeg er ellers ret selfmade med mit blog-logo, der er malet med ungernes akvarelfarver, og billederne på mine mange indlæg tager jeg altid selv (og som aldrig er af mig), men det føles ikke desto mindre fantastisk at se både min familie, mig selv og vores omgivelser igennem Camillas linse, fordi hun kan noget, vores egne fotos slet ikke er i nærheden af.

Derfor har jeg glædet mig meget til at få nye billeder på bloggen, facebook og insta, hvor det hele ligesom var blevet lidt støvet med de mere end ét år gamle fotos af børnene og mig, men det har taget ugevis at nå i mål, fordi jeg ikke kunne vælge mellem de mange gode skud.

I mellemtiden har jeg skrevet jordens længste indlæg om moderskab, som jeg lægger op i morgen, og måske det er meget godt med lidt ro herinde, før ordene fyger gennem luften igen..

I dag er jeg stolt over…

Tak fordi du læser med herinde, og dermed lader mig træde ind i dine tanker, dine følelser og dit liv for en stund. Tak for kommentarerne her på siden og for de e-mails, jeg får. Tak fordi I forstår, at jeg ikke skriver for at larme eller skabe opmærksomhed om mig selv, men derimod gør det i håb om at sprede ringe i vandet med mine budskaber om tid, bevidsthed og omsorg.

Lige nu er jeg i København, og jeg føler mig taknemmelig over mit arbejde, som jeg synes, giver så god mening.
Jeg har været af sted siden fredag eftermiddag, hvor jeg og en gruppe unge ankom med toget fra Fyn, og endelig efter tre-fire timers transporttid kunne sparke skoene af i den kasse af en villa i Hellerup, som vi har lejet gennem Airbnb. Siden da har vi vadet det meste af KBH tynd – gået rundt på Christiania og fortabt os i alt fra de skæve, smukke huse til Nemolands gode mad. Vi har solbadet i Kongens Have, været til Jam i Copenhagen Skatepark, spist Hansen-is og drukket milkshakes, snakket om venskaber, parforhold, uddannelse og alt derimellem. Vi er alle sammen solbrændte på næserne, glade og trætte – og om nogle timer er vi hjemme igen.


Jeg er stolt af at kunne se på de unge, at de nyder deres tid sammen med os (det i sig selv er nok: Unge mennesker dukker ikke frivilligt op til noget, medmindre det giver mening for dem, og de her unge fortjener alle de gode oplevelser, de kan få.) Jeg er stolt af, at de udvikler sig af at være med: Ved hver og én i den aktuelle gruppe, kan jeg tænke et år tilbage og med sikkerhed sige, at de har taget kvantespring i den tid, vi har kendt dem. Man kan aldrig med rette tage æren for et andet menneskes udvikling – ingen andre end os selv kan gøre os glade; give os succes eller ændre vores liv – men jeg vil uden forbehold sige, at vi har givet dem nogle af de redskaber, som de har brugt til at åbne nye døre, og vi har givet dem de sidste skub til at gå ind i lyset og turde gøre deres bedste.

Dét er jeg stolt af og dybt taknemmelig over: At vi får mulighed for at arbejde med unge, som har svære vilkår, men som alligevel har mange flere muligheder og langt mere at håbe på, end de måske selv var klar over.

Og ja: Jeg savner mine børn vanvittigt, når jeg er væk fra dem i to dage. Jeg savner dem, så jeg rækker ud, og griber i den tomme luft, og jeg savner at se Kristian i øjnene, så det indimellem føles helt tomt ved min side. Men det er en fin balance, vi har, synes jeg: Et meningsfuldt og meget lidt tidskrævende arbejde og så familieliv resten af tiden.
– Det er jeg også stolt af: Den måde vi har indrettet vores liv. Med stor vilje og en brændende lyst til selv at bestemme, hvordan vi vil bruge vores tid, har vi skabt de rammer, som er rigtige for os. Det mærker jeg meget tydeligt, når jeg er hjemmefra som nu, og pludselig befinder mig mellem et hav af mennesker, som ser ud til at have valgt anderledes. Så mærker jeg en glæde over vores ukonventionelle, men meget naturlige og kærlige måde at leve på.

Hvad er du stolt over i dag?

 

Hvordan ved jeg, at jeg ikke skal have flere børn?

Langt de fleste af os får børn, fordi vi mærker en biologisk længsel efter at sætte liv i verden. Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver af os. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst.

Verden mangler ikke mennesker (tværtimod) så der findes ingen argumenter set i et større perspektiv for, hvorfor vi lige netop vi skulle formere os, og alligevel gør vi det.

Men hvordan ved man, at man har fået de børn, man skal have?

I og med at vi får børn for vores egen skyld – og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt – er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg. For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste af os lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os – nu og her, indtil andet er bevist.

Når nogen spørger mig: “Vil du anbefale at få fire børn?”, har svaret naturligvis mange facetter, men kernen er: “Hvad har du overskud til?” – “Hvor mange børn kan du være forælder til og stadig føle dig i balance og leve det liv du drømmer om?”

Jeg kender kvinder, som aldrig kommer til at føle, at de er færdig med at få børn. Kvinder, som altid vil have lyst til at udvide familien, men som af fysiske, praktiske eller andre årsager alligevel er nødt til at stoppe efter to, tre, fire, fem styks.

Jeg kender også kvinder, som efter det første, andet eller tredje barn kan mærke, at de ikke skal have flere. Som af den ene eller den anden grund ved, at det var det. Sådan som jeg selv har det nu med mine fire. Jeg kender også dem, som ikke kan få flere, uanset hvor højt de ønsker det – kvinder, som står med nogle andre følelser og udfordringer, end jeg har gjort.

Efter jeg fik Storm, spekulerede jeg på, om jeg nogensinde ville mærke følelsen af at være færdig med at få børn, ligesom jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville blive helt klar til at få flere end ham. Begge dele kom med tiden.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have fire børn. Jeg er selv voksen op i en god flok på tre styks, så det har mere eller mindre bevidst været min intention at gentage den konstellation.

Men jeg fik fire, for vores tre første børn kom af kun to omgange, og intet var, som jeg havde forventet. Sådan er det nok uundgåeligt at blive forældre: alt er nyt og intet er forudsigeligt, men jeg følte ikke desto mindre, at det havde været hårdt med først et kolikbarn og dernæst tvillinger, og noget i mig var uforløst.
Jeg kan nogle gange tænke, om vi mon var stoppet efter to børn, hvis vi havde fået én af gangen, og jeg kan i mit stille sind ønske, at vi havde gjort det. Jeg ser et stort potentiale for ro og balance i konstellationen “to børn og to forældre” – et potentiale som ikke er fraværende med fire børn, men som jeg har indtryk af, at det kræver noget mere at skabe i en større flok.

Juno er i høj grad et ønsket barn, og jeg vidste, at hun ville komme til os, flere år før hun rent faktisk landede i vores liv. Inden da var der en form for ubalance i søskendegruppen: En følsom storebror og to styks tvillinger med stærke stemmer efterlod både behov for- og plads til den lille pige. Hun kom, og hun faldt ned som den manglende brik, og hun healede mit moderskab, bragte orden i mange ting.

Men den tredje graviditet, den tredje babytid, den tredje omgang med alt det, som starter forfra, når man sætter et nyt liv i verden, var, hvad jeg kunne holde til. Nu har jeg ikke mere af det i mig, og jeg har syntes, at det første år i mine børns liv alle tre gang var præget af en sårbarhed, som jeg ikke ellers har med mig, og jeg har tydeligt mærket, hvor stor en omkostning det er for både mine børn og mit parforhold, når et nyt liv kommer til.

Den følelse som fylder mig nu, kunne lige så vel være kommet efter to eller tre børn, tror jeg: Jeg har dem, jeg drømmer om, og som jeg kan rumme at have. De kræver de ressourcer, jeg har, og det ville være for meget for mig at skulle gabe over mere. Kærligheden vokser med hvert barn, det er der ingen tvivl om. Vores hjerter deles ikke i mindre stykker, men multipliceres derimod, når udvider vores familie – og alligevel skal jeg ikke have flere børn.
For med hvert barn kommer en ny opgave; et nyt menneske som har krav på min opmærksomhed, min dybeste dedikation og grundighed. Med hvert barn kommer et sæt øjne som skal suges ind og tages alvorligt; en million gode historier som skal lyttes til ende og lige så mange spørgsmål som skal stilles med oprigtig interesse. Med hvert af mine børn er jeg blevet klogere, mere rummelig, mere mig, mere i live. Og samtidig er jeg blevet mere hudløs, mere fokuseret, overstimuleret og også optaget.

I erkendelse af at jeg har hænderne fulde, og i den største ydmyghed over at have sat fire raske, smukke børn i verden vil jeg ikke hverken bede om eller ønske mig mere. Jeg har nok, og når jeg indimellem føler, at jeg har for lidt, er det ikke børn men derimod overskud, jeg savner.

Derfor er jeg også på den mest rolige og afklarede vis overbevist om, at vi er dem, vi skal være. Jeg har ikke lyst til at udfordre det, vi har, og jeg vil nødig skulle slække mere på mine ambitioner, end jeg allerede gør, når jeg hver dag står i situationer, som jeg ikke helt føler, jeg kan bunde i.

Så hvor mange børn skal man få, og hvornår er nok nok?
Jeg tror, vi skal spørge os selv, hvorfor vi vil have børn, og hvorfor vi vil have flere end dem, vi allerede har? Hvori stammer drømmen, og hvilke behov er det, vi ønsker at opfylde?
Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som kan handle om praktiske hensyn (økonomi, hus, bil), men i langt højere grad bør dreje sig om oprigtig overskud og lyst: Hvor mange børn har du mulighed for at investere den fornødne opmærksomhed og kærlighed i – nu og her. Ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Hvad tænker I? Hvornår ved man, at man har de børn, man skal have?

Vores hjem – en gennemgang af farver og rum

Jeg er ikke én, som nyder at male væggene i mit hjem med jævne mellemrum eller flytte sofaen fra det ene hjørne til det andet hver tredje uge. Mine rammer betyder meget for mit velvære, men indretning er ikke en hobby, som jeg løbende bruger tid på. Når noget står godt, bliver det stående, og hvis en vægfarve føles rigtig, tænker jeg ikke over, om den skal ændres igen.

Siden september sidste år har vi haft håndværkere til at lave nyt tag, musikstudie og en del mindre ting, og nu hvor projektet er ved at nå sin ende, kan jeg se, at de ting vi tager fat, kommer til at fungere. Så selvom dette beskedne husmandssted langt ude på landet aldrig bliver hverken den lineære halvtredservilla med store glaspartier og funktionelle detaljer, som jeg holder aller mest af, eller en prægtig ejendom med stuer en suite og mulighed for at skeje ud i vilde tapeter og tunge gardiner, så synes jeg, det begynder at være vores – og det endda på en ret skøn vis.

Den lavloftede og mørke entré er blevet mere imødekommende; det gamle, uisolerede tørreloft er blevet et skønt musikstudie med godt indeklima, og vi har opdateret vores bryggers og fået lavet et gæstetoilet i forlængelse af musikstudiet. Derudover er en del rum blevet malet, så det hele hænger sammen i en fin farveskala. Jeg har  selv malet så meget som muligt.

Vi bor ikke meget bemærkelsesværdigt – egentlig føles det lidt fjollet at lave det her indlæg med så mange billeder fra vores ret almindelige hjem. Men der er lige det med, at vores vægge ikke er hvide, og det ved jeg, at mange har spurgt til gennem tiden – farverne, altså. Så derfor.

Min indretningsstil er en balancegang mellem lyst og mørkt, let og tungt, kreativt og klassisk.
Jeg kan rigtig godt lide overraskelser og dramatik i interiøret, men jeg har samtidig brug for ikke at være alt for larmende, så jeg lander et sted mellem store armbevægelser og et mere skandinavisk udtryk. For tiden trænger de mørkere og mere opsigtsvækkende greb sig dog ind, og jeg nyder den stemning, det forærer stedet.
Vi har en del sorte vægge, som spiller op mod lyse, lettere farver, og vi har mine bedsteforældres Le Corbusier stole placeret omtrent tilfældigt i stuen under børnenes tegninger og anden stilfærdig kunst. Jeg kan lide dybde i farver og organiske elementer – og så holder jeg meget af billedkunst, og har en del, som står og venter på, at vi finder det helt rette sted/eller at det bliver indrammet/eller at vi bare tager os sammen til at hænge det op..

Her følger en række billeder fra en del af rummene i vores hus – de er taget i går, mens børnene løb omkring mig, og lyset skiftede, og jeg er jo ikke hverken fotograf eller stylist, så det er, hvad det er.
Når andet ikke er nævnt, er malingen fra Farrow & Ball, som kan købes hos Tapet Café (eller også laver Flügger en udmærket kopi af farverne, som dog aldrig bliver samme kvalitet som den oprindelige, engelske maling).

Entré: Her er i høj grad tale om det muliges kunst: Man kunne drømme om mere plads og mulighed for endnu mere lys, men på vores enormt skrånende grund, støder vi konstant ind i niveauforskelle og dermed en ofte ulogisk rumfordeling, som vi kun kan ændre til en vis grænse. Indtil vores ombygning var dette rum lavloftet og mørkt, og det har hjulpet meget at få åbnet op til 1. salen og sat et stort ovenlysvindue ind.
Det gamle Ærøkort på væggen er brugbart for enhver lystfisker, og byder velkommen til livet her hos os: Min søster fandt det ved et tilfælde i kælderen af et faldefærdigt hus i Horsens, og fik det rammet ind hos Lyrum Rammer i Aarhus, før hun forærede det til os i indflyttergave.
Farver: Den blågrå er vores egen blanding fra Dyrup (“S 2005 B50G”), gelænderet er “Blazer”, trappetrinene er “Oval Room Blue” og den helt mørke blå (på væggen, med den orange “Rothko”plakat) hedder “Hague Blue”.

Det lille hjørne: Når man kommer op til køkkenet fra entréen, ender man i en lille, umage krog, som har et vindue i knæhøjde og en helt masse rør. Jeg har ladet farven “Hague Blue” fortsætte ind bag døren, og sat et maleri af Nils Forsberg, som jeg købte på loppis i Sverige, derom, hvilket skaber en ret fin effekt, når døren lukkes.

Bryggers: Her har vi med nogle få simple greb ændret følelsen af et koldt og ufærdigt rum: Bordpladen plejede at være hvid plastik, men er nu eg; lofterne er spartlet og malet (lamperne ligger i en skuffe endnu, og venter…), de hvide skabslåger er malet en støvet grøn, og har fået nye greb.
Farver: “Red Earth” og “Green Smoke”.

Musikstudie/skriverum: Her var der indtil for et halvt år siden ikke andet end de oprindelige tagsten, som man kunne række ud og skubbe til, og rummet var fyldt med skæve skabe og små, mørke kroge. Nu er det vendt på hovedet: Udover det smukke store rum med udsigt over havet og en enorm tagterrasse er der også lavet et gæstetoilet og repos, som går over entréen og ind til vores soveværelse / bad.
Farver: Loft + vægge i studiet er malet med vores egen blågrå fra Dyrup. Bjælkerne er “Stone Blue” fra Farrow & Ball, endevægge + køkkenet er “Studio Green”. På det lille gæstetoilet er alle flader malet i én af mine yndlingsfarver, nemlig “Setting plaster”, som er en jordnær, støvet pink.

Badeværelse: Badeværelset, som ligger i forlængelse af soveværelset, er malet i en fin gammelrosa og en enkelt væg er lyseblå. Bemærk at jeg i flere rum maler vægfarven ind i vindueskasserne og på loftet for at skabe en stemning af at blive omsluttet af farven. Det synes jeg, giver en skøn fornemmelse.
Farver: “Cinder Rose” og “Blue Ground”.

Gangen mellem badeværelse og soveværelse er sort (“Off Black”) og lyserød (“Pink Ground”).Den lyserøde væg skriger på kunst, men jeg har simpelthen ikke besluttet mig endnu, da vi har et par muligheder.

Soveværelse: Soveværelset var det sværeste rum for mig at vælge farver til, fordi det udover at være virkelig stort, også er asymmetrisk og nordvendt. Derfor spurgte jeg vanvittigt dygtige Nadia Olive Schnack til råds. Hun foreslog, at vi malede alle vægge + loft i den lyse aqua “Pale Powder” og skabsvæg, fodlister og døre i den mørkelilla “Pelt” (højglans). Jeg gjorde præcis, som hun sagde, og vi elsker resultatet. Den helt lyse “Pale Powder” forandrer sig dagen igennem, og afslører særligt i de mørkere timer, at den slet ikke er hvid, men derimod en smuk grønblå tone, som passer perfekt i vores værelse med havudsigt.
Junos version af et børneværelse er vindueskarmen bag hendes soveplads i den store familieseng. Her har hun en konstant opdateret stribe bøger, en skål med sutter og et lille kort fra kunstner Michaela Soldal, som fulgte med, da vi havde købt nogle af hendes tryk. Perfekt til Juno, som hver aften hører den samme historie om en ræv.
Kunsttrykket ved døren er af Berit Mogensen Lopez, hvis arbejde jeg rigtig godt kan lide.
Farver: Pale Powder og Pelt.

Børneværelse:
Det nye ved Lives og Iljas værelse er, at vi har malet fodlister, dør og skunkrum, hvilket binder værelset rigtig fint sammen. Og så er der deres røde dobbeltseng, som de ønskede sig i fødselsdagsgave. I forbindelse med at vi fik nyt tag på huset, kom der et skråvindue mere i deres værelse, så nu har de også den skønneste havudsigt og Karlsvognen over deres hoveder, når de falder i søvn. Det fine tvillingetryk er af Michaela Soldal, hvis streg jeg er helt vild med. Jeg følger hende på instagram, og har købt to andre værker, som venter på indramning.
Farver: “Teresa’s Green”, “Stone Blue” og sengen er “Eating Room Red”.

“Den blå stue”: Ja, den har fået sit navn af åbentlyse grunde, denne lille smalle stue, som vi i sin tid troede, vi ville lægge sammen med den større stue, og senere er kommet til at holde af netop som den er. Her trækker vi os tilbage: Det er i den blå sofa, vi sidder hver aften – det er i den, jeg skriver blog, læser, ser film, etc. For enden af stuen – med udsigt over havet – har jeg mit arbejdsbord, hvor jeg skriver, når jeg en sjælden gang har arbejdstid i løbet af dagen. Det tryk, som skal hænge over sofaen, venter på at blive indrammet – men de to malerier, som kan ses her på billedet er af kunstneren J.V. Martin. Stuen er ikke længere kun blå, efter jeg har malet den ene væg i en lilla farve, som jeg måtte have i mit hjem, og som spiller særligt godt med denne mørkeblå.
På bogkasserne står et maleri af Berit Mogensen Lopez, to loppisfund og en Rothko-plakat.
Farver: “Stiffkey blue” og “Brassica”. (Den gråblå Stiffkey Blue er én af mine absolutte yndlingsfarver).

“Den lyserøde stue”: Denne stue bruger vi i dagtimerne, og hvis vi har gæster om aftenen; her bygges der LEGO timevis hver dag, og vi læser højt i den grå sofa. I den modsatte ende af rummet – ind mod den blå stue – hænger min farmors gamle, hvide reol med skriveplads, hvor Kristian ofte sidder med sin computer, og laver “såkalender” over køkkenhaven.
De sort/hvide litografier er Bjørn Wiinblads årstider, den ferskenfarvede plakat er Rothko, båndsalat-litografien (som er en bryllupsgave, der symboliserer musikeren og skriveren) er af Rose Eken og den fine symmetriske tegning af Vera Rahbek.
Farver: “Setting plaster”.

Åh, jeg kunne blive ved, men jeg føler allerede, at det er i overkanten. Jeg håber, det er inspirerende at se vores farvevalg m.m., og I skal endelig spørge ind, hvis der er noget, jeg ikke har beskrevet.