Karitasbøgerne – en anbefaling

Karitas-bøgerne er måske de bedste, jeg har læst i mit liv.

De to bøger “uden titel” og “kaos på lærrer” fortæller historien om islandske Karitas, begyndende med hendes barndom i starten af 1900-tallet og næsten et helt århundrede frem. Det er en stærk fortælling om en inspirerende kvindes skæbne og om de mennesker, der omgiver hende. Den islandske forfatterinde, Kristín Marja Baldursdóttir, f. 1949., giver os med fortællingen om Karitas et gribende billede af kvindeliv i Island i det forrige århundrede. Hun beretter om forskellen på mænd og kvinder, om  mændenes selvstændighed, om hårdt fysisk arbejde, længsel og moderskabets altopslugende natur. Det er en historie om splittelse og besættelse, om begær og passion, og først og fremmest er det historien om Karitas’ kamp for at stå på egne ben og dedikere sig sin kunst i de små tidslommer, som moderskabet efterlader hende.

Selvom mit liv på mange åbenlyse måder er forskelligt fra Karitas’, genkender jeg hendes kamp for at udtrykke sig samtidig med at moderskabet ufravigeligt gør krav på al hendes opmærksomhed. Jeg mærker et rungende ekko, når jeg læser om hendes kærlighed til børnene og den parallelle længsel efter at arbejde alle døgnets timer, når inspirationen rammer.

Da jeg havde læst de to bøger, sad jeg tilbage med følelsen af at have været vidne til et brændende, sparkende, råbende, smukt og hudløst liv, og jeg følte en taknemmelighed overfor de præcise og levende beskrivelser af det hele. Kristín Marja Baldursdóttir skaber med sine ord de mest indtrængende billeder af alt fra islands rå natur til Paris’ overfyldte gader, og bøgerne indeholder et imponerende persongalleri og et spind af sideshistorier, som jeg er fuld af beundring over.

Hvilken er den bedste bog, du har læst i år? Og hvad skal du læse i efterårsferien (hvis du altså allerede har læst Karitas 😉 )

Når turisterne rejser hjem

Vores sidste badedag i år faldt for tre uger siden. Det blæste, men vandet var ikke helt koldt endnu. Resten af året kommer vi på stranden for at kaste sten i vandet og iagttage bølger og skumsprøjt i stedet. Vi er ikke vinterbadere, men det kan vi jo nå at blive en anden gang. Der, hvor man går ned på stranden fra vores mark, lagde Kristian og børnene i sommerens løb flade sten som et gulv, man kunne sidde på, dase på, smide sine sandaler på, og nu venter vi spændt på at se, om bølgerne har taget det, når vi kommer derned næste gang. Til foråret starter vi forfra med den største naturlighed; går foroverbøjede i dyb koncentration, og samler flade sten for at trykke dem ned lige dér, hvor man først sætter sine fødder, når græsset bliver til sand.

Processed with VSCO with a9 preset

Det er en anden tid på øen nu, ligesom alle andre steder, naturligvis, men øens cyklus er alligevel særligt tydelig. Flertallet af de 250.000 årlige feriegæster kommer i sommermånederne, og når vi bare er “os selv”, er vi kun lige over 6000. Det er nu, turisterne så småt trækker væk, selvom de er blevet længere i år på grund af lave billetpriser. Selv øboerne har været indenfor de sidste par dage; man skal vænne sig til de nye temperaturer; finde overtøjet frem, overtale fingrene til at være i handsker, men så – når de indledende manøvrer er overstået – tror jeg alligevel, at mange nyder den tykke sweater og støvlerne, og der er den slags liv i byen, som jeg holder særligt af. Biblioteksbesøgende med muleposer fulde af bøger, mødre med barnevogne, borgmesteren på sin cykel i en vindjakke og paraply på bagagebæreret.

Jeg kørte hjemmefra i går morges, mens Kristian og Juno legede med klodser i stuen, og det var dejligt. Jeg nyder at fordybe mig i noget andet end familien. Vekslevirkningen er vigtig. Maj som mor og Maj som skrivende.
Jeg kørte til Ærøskøbing, hvor jeg satte mig på Den Gamle Købmandsgård og skrev. Andre gange har jeg siddet på biblioteket, men i går syntes jeg, det var rart med lidt liv i baggrunden. Espressomaskinen, musik og knirkende gulvbrædder. Ordene kom af sig selv, og jeg drak en kop varm kakao imellem linjerne.

Da vi flyttede herover, hørte vi øboerne sige, at her er dejligt om sommeren, når køen foran ishuset snor sig rundt om hjørnet, men “det er næsten endnu bedre, når her bliver stille igen.” Jeg begynder så småt at fornemme årets gang, nu hvor vi har været her to somre, og har taget hul på vores andet efterår. Jeg begynder at mærke blikket vende indad, mit fokus forstærkes, mens bladene daler mod jorden, og mørket omslutter de små veje herude på landet. Jeg nyder aktiviteterne, som stadig er her, men også den tilbagetrækning, der foregår. Vi er færre mennesker, men fårene går på markerne endnu, og køerne, og havet er uforandret: Stort og i konstant bevægelse.

Her på øen føler jeg mig langt fra meget, og tæt på mere. Langt fra min familie, byen, metrotog og kulturinstitutioner. Tæt på ligesindede, naturen, min egen inspirationskilde. Det er et stort skridt at beslutte at slå rod et sted, man kun lige er ved at lære at kende. Hverken Kristian eller jeg er vokset op på en ø, og vi har valgt et barndomsland for vores børn, som vi ikke selv kendte, før vi ankom med dem. Vi har valgt en opvækst med langt til skolen og kort til vandet. En barndom fjernt fra caféer og store legeland, men hvor alle hilser på hinanden, og buschaufføren ved, hvor man skal af. Vi har langt til meget, ja, og alligevel er vi helt tæt på meget af det, som jeg tror, er noget værd.

Processed with VSCO with a7 preset

Vokser jeres børn op i de samme rammer som jer selv? Og hvilke tanker har I gjort jer om de rammer, I lever i?

Denne stille dag i venners lag

I går gik himmel og hav i ét. Jeg så ud af vinduet, og kunne knap skelne de to fra hinanden. Havet var blågråt med hvide krusninger, fuglene fløj over markerne på den lyse baggrund. Juno og jeg åbnede døren, og så på deres store vinger, som bevægede sig så hurtigt og tilsynelandende uden anstrengelse. Som ballet. Nogle gange må man stå stille og se på dem, mens de flyver omkring imellem hinanden deroppe.

Vinduerne var dækket af regndråber. Som et spejl over en håndvask, dråber over alt. Hele verden var sløret gennem glasset, så jeg bagte boller og banankage (og opskrifterne er i bunden af indlægget her), og vi lavede kaffe, og egentlig var det sådan en dag, hvor alle helst vil være indendøre, men øboer trodser den slags uden at løfte et øjenbryn, og klokken halv fire var entreen fuld af naboer og venner, som vi havde inviteret på eftermiddagskaffe.

Vores omgangskreds på Ærø er en mangfoldig flok. De er en smuk, mangefacetteret samling mennesker. De er 6. generations øboer og tilflyttere. Håndværkere, landmænd, ufaglærte og professorer. Unge og gamle. I store biler, bybus, knallert og på hesteryg.

Hvis vi havde boet i en by, kunne vi nok være blevet en del af noget kreativt miljø-agtigt netværk. Vi kunne være en del af noget midt-trediverne-noget; en sammenhæng hvor vi talte nogenlunde ens, havde jævnaldrende børn, kunne spejle os i hinanden uden at grave for dybt. Der er noget trygt i det, vi kender.

Herovre er forskelligheden slående, og alligevel føler vi et stort slægtskab med mange. Nogle kommer fra et halvt liv i den store verden, andre har aldrig overvejet at sætte sig i en flyvemaskine. Nogle går hånd i hånd med naturen, andre betragter den på afstand. Det er godt. Det er godt, at vi ikke er ens. Vi har mange af de dybeste værdier til fælles. Vi har valgt meget af det samme trods vores forskelligheder. Jeg lærer af vores nye venners nærvær og oprigtighed. Lærer om beskedenhed og ærlighed, om at kalde ting ved deres rette navn. Jeg lærer om at spise varm mad midt på dagen og møde op til tiden, når man besøger hinanden. Jeg lærer, at man ikke behøver “brænde igennem” eller have en elevatortale klar for at gøre indtryk. Nogle af dem, der efterlader det største aftryk på mig, siger ikke så meget, men de vejrer deres ord, før de åbner munden.

I går var vores tre ældste børn hjemme hos gode venner, mens vi havde besøg, og forkølede Juno sad på arm hos os alle sammen på skift. Vi snakkede, mens regnen faldt, og vi spiste boller med smør og ost og pølse og kage, og jeg kan ikke huske, hvad vi talte om, jo, alt muligt. Som man jo gør, når man er sammen.

Processed with VSCO with j6 preset

Bolleopskrift, cirka 30 boller (kan nemt halveres – eller fryses)

en pakke økogær
en liter vand
en lille spiseskefuld salt
to-tre håndfulde revet squash
to-tre håndfulde revede gulerødder
to-tre deciliter havregryn
to-tre deciliter grovmel
Og så op med hvedemel eller sigtet speltmel indtil dejen er luftig og klæg, men ikke decideret våd

Jeg hælder det hele sammen i min røremaskine, og lader den køre i ti minutter, og jeg bager dem uden mål eller vægt, så det hele er lidt la-la. Hvis vi har “for gamle” mælkeprodukter i køleskabet, smider jeg gerne dem i (creme fraiche, fløde, kærnemælk eller græsk yogurt), og man kan snildt rive pære eller æble i og undlade squash eller gulerødder. Jeg ville fylde solsikkekerner eller nødder i, hvis mine unger var med på den idé..

Dejen hæver en times tid, og formes så til boller med to skeer (eller i hænderne med lidt ekstra mel). Efterhæver 20-60 minutter, og bages ved 210 grader i cirka et kvarter (eller til gyldne). Jeg pensler med æg eller mælk, hvis jeg husker det.

Banankagen, som altid er god, fandt jeg i sin tid opskriften på HER
Jeg halverer altid sukkermængden (til 1 dl.), tilsætter eventuelt en ekstra banan, og bager kagen i en rugbrødsform. Hvis jeg laver dobbeltportion, kommer den i en rund (23 cm) form.

Vi kan jo ikke alt, vel

“Jeg fatter ikke, hvordan du kan skrive så hurtigt. Det ville tage mig en uge bare at få idéen,” sagde min veninde, som læser med på min blog.

“Men, det er jo ikke anderledes, end at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op med en tilgroet have?” svarede jeg. Hun er gartner, og virkelig god til den slags.

For, vi kan jo ikke være gode til alt, og det vi helst vil bruge vores tid på, er det, vi brænder for. Og det vi bruger vores tid på, er det, vi bliver gode til. En simpel, fuldendt fødekæde, så længe vi holder os til den. Jeg ville ønske, vi fortalte alle børn, at de skal:

1) finde noget de brænder for

2) bruge tid på det

3) that’s it. nu er de ved at dygtiggøre sig for resten af livet

Det er selvfølgelig de færreste, som brænder for den nøjagtig samme ting livet igennem (jeg er for eksempel ikke den blonde pendant til Beyonce, som jeg forventede at blive i 2. klasse), og derfor skal vi have mulighed for at skifte spor i takt med vores udvikling. Men hvis ikke vi er vant til at mærke efter i os selv, kan det være svært at vide, hvor vi skal gå hen næst.

Ingen kan alt, og da slet ikke os voksne. Vi må gerne indrømme, at vi er gode til en enkelt ting eller to og ringe til det meste andet. Det er lige før, det er en styrke at fordybe sig (ja, det var jo det, jeg sagde!), og jeg kan i min fremskredne alder fint slippe af sted med at fortælle, at jeg ærligt talt ikke ved det store om det periodiske systemsejlads, vesteuropæisk geografi, noder eller skatteregler. Der er nemlig ingen tvivl om, hvad jeg til gengæld har tjek på, og nu er det en styrke, at jeg har specialiseret mig.

Gid det var så simpelt fra barndommen. Gid vi som børn fik besked på at give den gas med de ting, som vi vokser af. Gid nogen spottede vores indre glød, og hjalp os med at gøre den til en evigtbrændende flamme. Gid vi vidste, at ingen kan alt, men at alle er både gladest og dygtigst, når de bruger deres ressourcer på det, de virkelig vil.

Jeg tror, midtvejskriserne ville nærved uddø, hvis vi blev støttet i at dyrke vores passioner lige fra starten. Jeg tror, mange går i stå, knækker i halv, dumper ned i et langvarigt mørke, fordi de har mistet forbindelsen til sig selv. De har glemt, hvornår de er glade. Glemt, hvad der får dem til at fløjte spontant, synge højt og føle sig ét med dem selv og livet, mens de arbejder.

Vi kan så nemt glemme det, fordi vi allerede fra vores første år i skolen får det indtryk, at vi skal være gode til det hele. At det ikke er en mulighed at fordybe sig i noget og vælge andet fra.

Men vi kan jo ikke alt. Det er kun i foleskolen, at vi skal dygtiggøre os indenfor både madlavning, geografi, matematik og poesi, og samtidig føler os forkerte, hvis ikke vi får rimelige karakter i det hele.

“Husk individet!” har jeg lyst til at råbe. “Husk at min søn ikke nødvendigvis har den samme mission her i livet som sin sidekammerat.” At selvom de er venner, lige gamle, går på samme skole, og måske er af samme køn, kan de stå milevidt fra hinanden, når de skal finde ud af, hvor i livet de har mulighed for at blive lykkelige, udmærke sig, finde meningen med deres væren.

Og så med ét, når vi afslutter folkeskolen, skal vi være skarpe på, hvad vi vil med vores liv, resten af det. Mange vælger, og så vælger de om – igen og igen, for: “hvem er jeg? hvad vil jeg med mit liv? er der overhovedet noget, jeg brænder for, og er god til?” Hvorfra skal svarene komme, hvis vi i årevis er blevet vurderet ud fra de samme vilkår som 27 andre elever, der måske i virkeligheden kun har det tilfælles med os, at de er født samme år?

Så her er mit opråb: Lad os støtte vores børn, os selv og hinanden i at mærke efter, tage os tid og finde ind til det, vi brænder for. Lad os give hinanden, små som store, plads til at udvikle sig, tage sig tid til det, vi virkelig vil.
I sidste ende er det måske ikke væsentligt, om man kan læse, når man er otte eller ti, så længe man har sig selv med hele vejen. På den måde er der langt større sandsynlighed for, at man har lyst til at dygtiggøre sig livet igennem uden fundamentale sammenbrud, tvivlskriser eller mindreværd. Og således ender vi glade og dygtige. Stolte og tillidsfulde.

“Mød et menneske” – mød Minna

Det er mandag, og det er tid til mandagsportrættet.
Jeg talt med Minna, som driver og ejer børnehaven Pippihuset her på Ærø, og som har så utroligt meget på hjerte. Hun ved besked om livet som nummer otte i en søskendeflok på ti; hun kender til at miste, og at få mere igen. Hun ved, at man bliver nødt til at satse og dernæst stole på at livet sender os det, vi skal have.

Minna Henriksen, f., 1954 som nummer otte i en søskendeflok på ti
Pædagog og ejer af børnehaven Pippihuset, Ærø
Gift med Tange, tre børn og fem børnebørn

Dér sidder Minna Henriksen ved spisebordet i det gule hus med sit sølvhår, brillerne, den karakteristiske halsklud. Der er turkise fliser over komfuret og turkise vægge bag de mange bogreoler. Information tårner sig op på spisebordet side om side med Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, og Minnas mand, Tange, sidder ved det åbne vindue mod haven med en hjemmerullet cigaret mellem fingrene. Han ser ud over markerne, og så – pludselig – kigger de overrasket på hinanden, og skraldgriner.

“Nej, det mener du ikke, vel?!”

Det er kun sekunder siden, jeg satte mig overfor dem med min computer, og sagde: ”Jeg indleder altid et interview med at spørge, om vedkommende har været danmarksmester i noget.” Og så var det, at Minna og Tange grinede højt, indtil hun tav, og så vantro på mig.

”Ja, altså, jeg har været danmarksmester i bordtennis, – men, spørger du virkelig altid om det?”

”Nej. Men der går jo rygter om dine evner.”

”Gør der?”

Og ja, det gør der. Minna er kendt af de fleste på Ærø. Siden hun kom til øen tyve år tilbage, har hun engageret sig i politik og frivilligt arbejde, og så har hun startet børnehaven Pippihuset. Hun er sådan én, der kan hundredevis af salmer og sange på rygraden, og som synger højt og klart, og holder taler, når det skal til. Hun er en kvinde med ben i næsen, ja, og med kraft i hænderne, vel og mærke.

Så, du har været danmarksmester i bordtennis?
Ja, tilbage i 1968 og 1969.

Fortæl lige den historie
Min familie og jeg boede på landet uden for Ringe, og der skete ikke så meget, men der lå en folkeskole i nærheden. På et tidspunkt var der nogle gutter fra Ringe, der ville spille bordtennis, og de fik lov til at låne hallen på skolen, som var i gåafstand fra mit barndomshjem. Hurtigt begyndte vi børn fra området at spille, og jeg spillede og spillede og spillede. Når jeg ikke var i klubben, stod jeg med battet i hånden, og spillede bolden op af væggen derhjemme. Jeg kunne ikke lade være. På et tidspunkt fik vi et hold i 1. division i damerækken, og der var jeg. Jeg startede som ni-ti årig, og vandt danmarksmesterskabet første gang som fjortenårig og igen året efter. Jeg har også vundet DM i damedouble, i 1970 tror jeg, men så blev jeg opmærksom på drenge, og bordtennis havde ikke nær så høj prioritet længere.

Hvad synes du generelt om konkurrencer?
Jeg spiller for at vinde. Det der ”tab og vind med samme sind” ved jeg ikke, hvem der har fundet på. Det er noget forfærdeligt vrøvl. ”Tab og vind med samme sind?” Nej! Det ér da ærgerligt at stå med en sølvmedalje, den vinder man jo ikke, man taber derimod en guldmedalje. Når vi spiller kort herhjemme, vil jeg da også vinde. Jeg bliver ikke sur, hvis jeg taber i kortspil, men jeg har været vred på mig selv i bordtenniskampe. Jeg har stampet i gulvet og sagt nogle lyde, men jeg har dog aldrig smadret et bat.

Lykkes du som regel med det, du vil?
Jeg sætter mig noget for, og ja, så lykkes det som regel. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg tænker, at det skal det nok ske. Det, du tænker i dag, bliver virkeligheden i morgen. Eller, som Grundtvig sagde: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Hvis jeg grubler over noget, ved jeg godt inderst inde, at det nok skal løse sig. Det, der skal komme, kommer til os, og jeg kan ikke altid selv se svaret på forhånd. Jeg er kommet frem til, at det er godt at tage sig god tid til nogle beslutninger. Ofte dukker der noget op, og vi tænker: ”Det havde jeg ikke lige set komme.” Det synes jeg, er fantastisk.

Hvordan blev Pippihuset til?
Pippihuset var absolut en handling fra hjertet. Jeg kunne jo ikke forudse alle de hurdler, der ville opstå i den forbindelse, men det lykkedes, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle gøres. Jeg var 45, og kunne mærke, at jeg havde mange års arbejdsliv foran mig, og jeg var nødt til at gøre et eller andet, hvis ikke jeg skulle køre tør for brændstof. Pippihuset skulle inddrage børnene for at give dem en stemme og skabe et bedre børneliv og dermed en bedre arbejdsplads.

Hvordan er det gået dig og Pippihuset?
Jeg synes, det er lykkedes. Vi har eksisteret i sytten år, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte, men jeg havde i hvert fald ikke tænkt over, hvor længe børnehaven skulle være der. Jeg har lagt rigtig mange kræfter i det, og Pippihuset er mit livsværk. Der har gået mange børn i Pippihuset efterhånden, og mange af dem er jo voksne nu. Så ringer de, og vil i erhvervspraktik, og det kommer altid bag på mig, at de også har gået i Pippihuset.

Var det risikabelt at lave en børnehave?
Det var i hvert fald et kæmpe sats! Jeg lånte vildt mange penge, og når nogen spurgte: ”Er Pippihuset dit?” svarede jeg: ”Nej, det er sparekassens.” Jeg var heldig, at der var nogen, som troede på mig, og ville låne mig pengene.

Hvad er Pippihuset?
Jeg havde nogle tanker om, hvad der er et godt børneliv. Et liv, hvor ikke alt er lagt i skema, eller kører efter en snor. Mit eget liv har aldrig været firkantet, og jeg tænkte, at det måtte være muligt at skabe en ramme, der mindede om det, jeg selv forbinder med barndommensgade. Den gade findes jo ikke i virkeligheden mere, men så må vi kreere den i daginstitutionerne. Mine søskende og jeg gik hjemme med vores mor, indtil vi startede i skole, og vi mødtes hver dag med nabobørnene, og legede sammen. Vi spillede bold, og kravlede i halmstakke, eller legede kronegemme, og det var fantastisk berigende at være én af de mindste i en stor gruppe børn, der bid for bid indtog verden. Dét vil jeg gerne give børnene i Pippihuset. Følelsen af at være en del af et børneliv; at være trygge og frie.

Minna rejser sig, og de tre hunde springer, danser, med ud i haven.

“Jeg kommer selv fra en søskendeflok med et fantastisk sammenhold.Vi ses jævnligt, og det er en kæmpe hjælp at være sammen om livet. På den måde har jeg stadig en åbning til min egen barndommensgade.”

 

 

 

 

Mit liv er også, at…

Mit liv er glade børn, som leger med Duplo i timevis. Bygger baner, der går gennem stuerne, henover møbler, og er omgivet af huse, banker og maskinhaller – i Duplo. Mit liv er vores mark, og vandet for enden at den, det er langsommeligheden her på Ærø, naboerne og æbleplantagen foran huset. Det er vores lille, fine kat, Ulrik, som ruller sig på gulvtæppet, mens vi klør ham på maven.

Mit liv er Kristian, som jeg er uendeligt taknemmelig for, og vores børn, der vokser op sammen i deres indbyrdes venskaber, uenigheder og kærlighed. Mit liv er indimellem flere fravalg end tilvalg, det er sang og skrivning, larm og ro.

Men, mit liv er også meget andet end florlette hverdage og overlagte livsvalg. Mit liv er kaos, oprydning, konflikter, træthed, natteamninger, affaldssortering og sygedage. Og så er det:

* At bestille to par ens sneakers i forskellige størrelser, som begge er for små. Og gøre pakkerne klar til retur med en forloren rulle tape, mens Juno er meget sur, fordi hun vil af sted NU

* At min svigerinde rækker hen over min søster, rører ved min nakke, og spørger: “Hvad er der sket med dit hår, Maj?”, fordi jeg har fældet så meget grundet graviditet/fødsel/amning, at det ligner, jeg har en korthårsfrisure under mit lange hår (som forøvrigt er 25 centimeter kortere end for en måned siden, fordi det var grimt og tjavset grundet ovennævnte fældning)

Og: At selvsamme hår selvsamme dag er fedtet og trist at se på, fordi jeg har vasket det i håndsæbe, da jeg, selvfølgelig, har glemt at medbringe shampoo på min tur ud i verden

* At jeg altid har mindst ét barn på hoften,  OG sindssygt mange andre ting i hænderne. Som denne dag i Aarhus, hvor jeg slæber rundt på: en laptop, en halv pose bleer og – bag højre skulder – en mulepose med børnetøj, mit eget tøj og en toilettaske. Og så en baby

* At Juno er sur næsten hele tiden, når jeg tager hende med til Aarhus for at koble lidt af. At tanken om nogle forkælelsesdage med tid til at skrive om aftenen, snakke om dagen og bare slappe af, i virkeligheden bliver en balanceøvelse mellem mine egne og barnets behov, og den ene gang jeg sætter mig selv først, og køber en varm chokolade on the go, spilder jeg den mørke drik udover to skønne barnevognstæpper og min telefon, fordi Juno vil op på min arm. Faktisk kan man næsten fortryde sådan en tur, indtil man finder de helt rigtige efterårssko – og griner højt med sin familie

* At jeg den første morgen tilbage på Ærø bliver vækket kl. 5:20 af en fireårig pige i panik, som skriger “min næse løber med snot”, hvorefter vi farer ned ad trappen (med uldtæppe) for så at opdage, at hun er dækket i blod, og det samme er en hel del andet (OG mit liv er at være taknemmelig for “Vanish”, for nu er sengetøjet helt hvidt igen.)

GOD SØNDAG! Livet er fuldt at nuancer, og Kristian siger, at man skal danse sig igennem det… (Han siger det oftest, når jeg vælter ud på parkeringspladsen foran Brugsen fra det mellemste sæde i vores mega-bil med en baby og en hel del andre ting i hænderne og føler mig ALT andet end elegant)

Vores familieseng

Jeg tror egentlig, jeg havde regnet med, at mit første barn skulle sove i en tremmeseng på soveværelset, da vi havde ham med hjem fra Hvidovre. Og jeg er egentlig i tvivl, om jeg havde overvejet, at der var andre muligheder. På det tidspunkt kendte jeg ingen andre, der havde børn. Og da slet ingen som havde børn, der græd hele tiden. Men det gjorde Storm. Altså græd uafbrudt de første mange uger. “Nej, nu kan vi ikke finde på mere at gøre”, konstaterede jordemoderen på barselsgangen den første nat. Da var han knap et døgn, og havde skreget i timevis. De havde givet ham erstatning på kop, og haft ham inde på vagtstuen, så jeg kunne sove, men jeg lå i min seng, og var ved at blive opløst. Efter en time gik jeg derinde, ligbleg og i en giga frottéskjorte, og trak af sted med plastikkrybben og den grædende nyfødte på min arm. Hvis han skulle græde, skulle det være på min krop.

Jeg var også helt ny, og måske lige så uforberedt som barnet. Jeg havde ingen nybagte mødre tæt på, og havde ikke tænkt over, hvordan det skulle foregå, det der moderskab. Jeg havde ikke hørt om smertefri fødsel eller været bekendt med, at man kunne føde hjemme. Jeg vidste ikke, at man kunne få bæreseler og vikler eller amme i mega lang tid eller det modsatte. Jeg anede ikke, at man kunne sove sammen med sine børn eller i hvert sit rum, og at forældre gjorde både det ene og det andet. Jeg havde derimod puffet til det lille liv i min mave, hver gang han lå stille derinde de foregående ni måneder, fordi jeg var bange for døden. Min far var død, mens jeg var gravid, og min bror var syg af kræft.

Jeg lærte hurtigt en del ting, og vigtigst af alt begyndte jeg at mærke efter: Hvis hverken jordemødrene, sundhedsplejersken eller min egen læge kunne fortælle mig, hvorfor det lille menneske græd så meget, måtte jeg finde min egen vej. Jeg tænkte, hev mig i håret, og googlede løs, og endte på onlineforumet Slyngebarn, hvor en masse erfarne mødre fortalte mig, at det måske ville hjælpe at sætte ham i en strækvikle – og tage ham til kiropraktor. De forklarede, at mange af dem også havde haft babyer, som græd meget, og bekræftede, at det var benhårdt. De fortalte, at de havde haft lyst til at forsvinde, løbe langt væk, fordi de havde følt sig afmægtige. Og så skrev de, igen og igen, at det ville blive bedre.

Og det gjorde det. Det blev bedre. Storm blev glad, og jeg blev klogere. Jeg fandt efterhånden ind til min egen visdom; min måde at være mor på, og når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var famlende og hudløs dengang. Endnu mere end nu. Jeg bevægede mig i en tåge, og der var meget, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg gjorde mit bedste, heldigvis. Det gjorde jeg virkelig. Ligesom jeg gør nu, hvor jeg efterhånden har lært, at jeg ikke ved alt, og aldrig kommer til det. Den bedste mor jeg kan være, er mig selv.

Storm røg over i vores seng, og blev der, og selvom det alene ikke stoppede gråden, føltes det rigtigt. Da vi fik vores tvillinger tre og et halvt år senere, havde vi to slyngevugger klar – og en stor seng. Dengang havde vi et soveværelse, hvor tre boxmadrasser passede perfekt imellem væggene, så ingen kunne trille ud til siden, og alle kunne være der (næsten) komfortabelt. Familien er vokset siden da; hver enkelt af os er blevet større (yes, også de voksne), og der er kommet én til. Nu har vi en seng, som består af fem madrasser, surret sammen og overstrøet med lækre, bløde topmadrasser, som næsten udvisker rillerne i de mange mellemled.

Vi sover der alle sammen hver nat, og det er godt. Hyggeligt, trygt og rart. Ganske enkelt fordi det er, hvad vores børn udtrykker behov for. De bliver puttet på deres børneværelse (hvor de har tre senge ved siden af hinanden), men inden Kristian og jeg når i seng om aftenen (ahem, natten), ligger de alle fire på rad og række i familiesengen, og tager imod os med hoveder i fodenden, ben på tværs og mumlen i søvne.

Hvis vores børn helst ville sove på deres eget værelse, tror jeg ikke, vi var kommet i tanke om, at man kunne gøre det anderledes. Men, de har vist os en anden vej, og vi ved, at en dag kommer selvstændigheden, og trækker i dem fra et andet sted. Pludselig gider de ikke nusses i håret, krammes helt tæt, kysses i søvne eller ligge i ske med os, og derfor har vi lavet en familieseng til os alle sammen. Og den er eddermame stor.

Fremragende Fredag – Burgere!

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg vil bruge min blog som et sted, hvor jeg anbefaler nogle af de ting, jeg holder af: De mest inspirerende bøger; de bedste film og serier samt min yndlingsmusik. Jeg kalder det “Fremragende Fredag”, og jeg har lyst til at starte med fem bøger, lige så mange film og en bunke musik. Fordi der er så meget godt derude. Så mange ting, som er værd at bruge tid på (og meget meget mere, som ikke er det..) – MEN jeg starter med at anbefale en burgerbar (og ja, det kommer også bag på mig), fordi jeg faldt over én i går, som var så god, at jeg tænkte: Den skal alle høre om. Også øboerne, der indimellem kommer til byen; Københavnerne, som trænger til en Jyllandstur og alle jyderne i tilfælde af at de ikke har fundet den endnu.

Stedet hedder The Burger Shack, og selvom det først åbnede i februar i år, har de allerede vundet fem burger-førstepriser i blandt andet Berlingske og Børsen, og de har vist vildt travlt derinde både dag og nat.

The Burger Shack meldte sig sådan lidt henkastet på min søsters og min radar, da vi kom trillende med sovende Juno ned ad Frederiksgade. Vi kiggede på menuen, og min søster sagde: “kyllingen er vist nok vildt lækker,” og så, da jeg stod ved baren, og skulle bestille en omgang fried chicken til deling, tænkte jeg “what the heck,” og så købte jeg også en cheeseburgermenu med pomfritter og vand, og det blev 140 kroner. For det hele.

Vi satte os udenfor, Juno lå i barnevognen og sov, men den søde pige, som serverede for os, understregede, at vi gerne måtte tage barnevognen med helt ind i det lille, hyggelige shack. Man kan altid mærke på personalet et sted, når ledelsen er god, og nu ved jeg jo ikke med sikkerhed, om den smilende blondine på omtrent 18 år, som betjente os, rent faktisk ejer The Burger Schack, men min formodning er, at hun er ansat, og at hendes chef er rar. Alle de ansatte var nemlig smilende og imødekommende.

Inde i restauranten er der en stemning af noget familiært, som om alle kender hinanden, eller er til den samme familiefest. Snakken summede, der var varmt og trygt, og det mindede mig om et sted i Brooklyn, hvor jeg plejede at komme. “Gravys,” hed det, og min veninde, Katie, og jeg plejede at hænge ud der sommeren lang, da vi boede nede af vejen. Gravys var et ret traditionelt amerikansk sted, og de havde en veranda, hvor vi alle sammen mødtes i de varme måneder med stråhatte på skrå og sugerør i kølige drikke. The Burger Shack har også en terrasse ud mod gaden, og selvom der ikke var varmt i går, var følelsen lidt den samme.

Maden var helt perfekt (og kom efter fem minutter): Pomfritterne var strøet med krydderurter, salt og parmesan. Kyllingen var paneret, sprød og saftig, krydret og letspist (jeg sagde: ”hvad har de paneret det i?”, min søster svarede: ”Det ved jeg ikke, men der er ikke noget forkert på den kylling, i hvert fald!”). Men det bedste var altså næsten burgeren; rosa bøf, en masse frisk salat, god ost, og en skøn, løbende dressing. Til pomfritterne og kyllingen fik vi stedets tre dips: deres egen bernaise-inspirerede mayo, en chili mayo og en grøn variant med urter.

Vi spiste os mere end mætte, og efterlod en del pomfritter (min søster sagde: “De er ikke en gang bløde, dem vi går fra!”)

Og nu ved I, hvor I kan finde os i dag klokken 12, med andre ord.

P.S. Kødet på The Burger Shack er af lokale, fritgående kødkvæg og alle grøntsager er øko. Yes!

 

 

 

En pause i Aarhus

Nogle gange får jeg brug for en pause, og det er ikke altid muligt, men indimellem må jeg væk og bryde med de rytmer, som opstår, når man går i det samme hver dag. Det er barslens vilkår at være tilstede i rytmerne, det er lærerigt og smukt. Og nogle gange er det til at blive svimmel af.

Derfor tog Juno og jeg færgen til Svendborg i går, og så satte vi os i vores store skrummel af en bil, og kørte gennem det oktobersmukke landskab til min fødeby, Aarhus. Juno sov næsten hele vejen, så jeg lyttede til Edward Sharpe and the Magnetic Zeros, og tænkte på den bog, jeg er ved at skrive. Altså, når jeg ikke skriver blog. Eller er mor. Eller ordner vasketøj. Eller..

Pointen er, at når der er ro til det, skriver jeg på en bog, og i går, da jeg styrede bilen gennem landet med sol overalt og blå himmel, havde jeg tid til at tænke på de mennesker, hvis skæbne, jeg skriver om. Jeg tænkte på deres arbejdende hænder, og kunne næsten mærke dem mod mine, jeg så deres øjne, og læste deres tanker. Og jeg længtes efter at skrive om dem igen.

Vel fremme tjekkede vi ind hos min bror, svigerinde og lille, smukke niece, og bar vores taske ned på det værelse, hvor vi bor, mens vi er på besøg. Vi spiste aftensmad sammen med familien, og så var Juno træt, og faldt i søvn, og jeg sad, og så på sengen, og på det sovende barn og på boligblokken overfor. Jeg kunne høre bilerne et stykke derfra, og biler kan næsten lyde som vinden i træerne eller bølgernes brusen.

Og så sad jeg der, og havde bestemt på forhånd, at jeg ville skrive hele natten. Jeg ville spise chokolade og skrive og læse bøger og falde til ro i mig selv, men i stedet lagde jeg mig til at sove med det lille menneske mod min mave, og jeg snusede til den runde hulning i hendes nakke, og faldt i søvn, og drømte om havet, og snart igen skriver jeg, det er jeg sikker på. Men ikke i aftes, dér var jeg for træt og måske var søvn alligevel det, jeg trængte aller mest til.

Min far døde, da det var tid

Om et par uger er det otte år siden, min far døde af kræft. Det lyder af lidt og af en hel del.

Der er sket meget på otte år. Jeg føler, han har været væk i størstedelen af det liv, jeg forbinder med mig selv. Han har ikke mødt mine børn eller oplevet sine egne børn være rigtigt voksne. Han har ikke set min bror overleve kræften, eller været vidne til min søsters og min udvikling i de år. Han var her ikke, da jeg blev mor, eller da min bror blev far, eller når min søster bliver færdig som jordemoder om lidt.

På den anden side tænker jeg, at otte år ér lang tid, at det er længe, han har været væk. Han ville være fyldt 60 i år, min mor er 55, og mine søskende og jeg er 28, 30 og 34 år. Han døde tidligt, kan man se på tallene.

Han døde tidligt, ja, og samtidig døde han på det rigtige tidspunkt. Han var slidt ned, færdig, magien var væk, glæden forstøvet, og tilbage stod et menneske, som ikke var helt. Det var i hvert fald ikke hele min far.

Min far var nemlig historiefortæller og tegner; han var arkitekt, og fritidsarkæolog, weekendastrolog, geograf og historiker. Han var kunstmaler, skoæskeopfinder og danseglad. Han var ikke altid beruset, sløret, uforudsigelig og sur. Han var ikke altid bleg, mager og indebrændt. Nej, han plejede at være solbrun og grinende. Han plejede at have kæmpesquash i køkkenhaven, og han lærte mig at cykle.

Da han døde, efterlod han ligedele tomrum og en ny, klar luft til min mor, mine søskende og jeg. Vi åbnede vinduerne, lod ham svæve af sted i sit eget tempo, lyttede til hans yndlingsmusik, og fortalte hinanden de bedste historier om livet med ham. I månederne efter nød vi roen; det var som en stilhed efter stormen. Den døende havde fået fred, og vi åndede lettet op. Ingen spøgelser længere, ingen frygt.

Der var mange grunde til hans forfald, det er der jo altid. Leder man længe nok, har vi alle en historie, som kan forklare det meste. Leder man længe nok, vil man altid sige, “nå ja, derfor,” og i min fars tilfælde behøvede man ikke lede så længe endda. Derfor savnede jeg alligevel at have en far. Min far.

Jeg har tilgivet ham. Tilgivet, at han ikke var den, han kunne have været. At han forsvandt længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Jeg har givet slip på vreden og skuffelsen, og husker nu mere end noget andet barndomsbillederne af ham, mine søskende og jeg. Vi danser vildt til høj musik, vinduerne giver sig til bassens toner. Vi griller på terrassen, kælker på den lange, stejle bakke bag husene. Han ser betaget på min mor, som var smuk, og er det endnu.

Og nu har jeg også tilgivet mig selv. Jeg har båret rundt på skyld, og bebrejdet mig selv at jeg var sur på ham; at jeg skældte ham ud, forlangte mere, end han gav. Nu forstår jeg, at han smed æggeskaller over alt, og det var umuligt ikke at træde på dem. Jeg tror, vi har sat os selv og hinanden fri begge to.

Der er gået otte år, og de er gået godt. Vi er glade, alle sammen. Hans familie har rejst sig, og lukket solen ind: Der er lys over alt i vores liv, vi er kommet tilbage på fødderne, vi mangler ikke noget, vi holder sammen, holder af: er familie. Sammen med os går han gennem livet, som et minde om et mennesker der var engang, og som vi sagde farvel til, da det var tid. Da alle trængte til fred.

Det er min far i midten; med sin sommerturban på hovedet. Sommer på Tunø. Jazzmusik, pibetobak og friske ærter hver dag.