Lykken er her igen

Jeg havde en helt fantastisk dag i går. (Og ganske kortvarigt en lortedag – men helt klart mest en fantastisk dag.)

Faktisk tænkte jeg på et tidspunkt, at “nu er jeg lykkelig igen”. Ikke at lykken nogensinde er konstant, eller at den har været helt forsvundet. Lykken kommer og går, men jeg plejede at være lykkelig ret tit, og så blev jeg ramt af den form for træthed, som godt kan følge med at have fire små børn, tænker jeg, og så var der lige nogle måneder, hvor jeg kun følte mig lykkelig i korte glimt, og det er egentlig i det måneder, at jeg har skrevet min blog. Men så i går følte jeg mig lykkelig igen, som jeg plejede: Let, glad, meningsfuld. Og sådan har jeg det igen i dag.

Det har sin konkrete forklaring: I går både afleverede og hentede Kristian Juno hos dagplejen, og det var første gang, han gjorde nogen af delene, og det betød, at jeg var hjemme fra børnehaveaflevering klokken 08:45, og huset var helt tomt og vigtigst af alt: jeg havde ikke én eneste aftale med andre end mig selv. Og det var som en drøm. Der var bare mig og mit skriveri og høj musik på anlægget og te og chokoladekiks (fra morgenstunden, ja, og jeg er ikke stolt af det), og for første gang i adskillige måneder arbejdede jeg med min roman nummer to (som ikke har en titel), og det var så fedt. SÅ FEDT. Jeg var svævende, boblende, skruede højere op for musikken, drak mere te, spiste flere kiks, skrev og læste, lænede mig tilbage i stolen, og kørte hånden gennem håret, som jeg gør, når jeg grubler: “hvad siger hun til det?” eller: “hvordan kommer han videre herfra?” om de fiktive personer i mit manus, og shit hvor var det dejligt.

Jeg var glad, faktisk glad-glad, da Kristian kom hjem med Juno og Storm og hans gode ven ved 13-tiden. Drengene gik i gang med at lege, og Juno smilede hele tiden, indtil hun blev træt, og jeg lagde hende i barnevognen, og trillede med hende, til hun sov.

De to store drenge lavede en Märklin togbane og dernæst en LEGO togbane, og så spillede de skak, mens Kristian hentede de to mellemste i børnehaven, og pludselig var alle hjemme, og der var ekstra knald på, for vi skulle være til fest i Storms klasse klokken 17, og vi havde sadlet om fra flødekartofler til tærte og i sidste øjeblik til salade nicoise med flutes, så vi kogte kartofler (fra marken) og æg og snittede grøntsager, og rørte dej, og alt var helt fint, der var bare knald på, men det var helt fint. Ungerne kom i det tøj, de havde valgt til aftenen (drengene vil altid have butterfly på, når vi skal ud), og jeg kom i et eller andet tilfældigt standard Maj My-outfit (altid mørkeblåt), og tandbørstningen (af mine tænder) blev udskudt igen og så af sted.

Vi kom til tiden (!), men vi havde glemt en del derhjemme: Bleer og skiftetøj til Juno, for eksempel, men jeg havde en ekstra ble til hende i bilen, så det skulle jo nok gå, og alle var så søde, så det var hurtigt glemt – det vi havde glemt, altså. Forældrene er så gode på den skole, det er simpelthen aldrig surt eller utrygt at være der, og der blev spist og snakket og grinet (jeg spiste i realiteten mest ude på toilettet, mens tvillingerne skiftedes til at sidde dér), og skolebørnene spillede stikbold non-stop i mørket skolegården, og Juno sad i sin højstol og spiste og spiste og spiste, og hun smilede hele tiden, og så da jeg hev hende op fra stolen, var der lort over alt. Op i nakken, ned i buksebenene. Okay. Dyyb indånding. Smil til alle. Fortæl ingen om situationens omfang. Kristian var der ikke, forresten, han var til et møde i et andet lokale på skolen, som lidt dumt lå lige oveni klassefesten, så jeg bad vores gode venner holde øje med mine tre andre børn (som jo var overalt, men altså – hvis én af dem henvendte sig, vidste de voksne, at jeg var ude på toilettet), mens jeg påbegyndte en ganske omfattende afvaskning af den meget beskidte baby i en håndvask. Lang historie kort: hun blev ren. Hun blev også tør på et tidspunkt, da jeg havde fundet noget køkkenrulle. Og hun fik tøj på (køredragt og intet andet, vi havde jo glemt den slags), og vi hyggede videre en times tid, før vi kørte glade og trætte hjem.

(Der var lige et par sekunder ude på badeværelset, da bleen lå på gulvet og indholdet var over alt, og jeg stod og vaskede hendes tykke lår i håndvasken, og papir-dispenseren viste sig at være tom, hvor det sved lidt i mine tårekanaler. Men, jeg tænkte: Det går sgu nok. Og det gjorde det jo. Gode venner hjalp til, og pludselig var Kristian tilbage. Alt gik godt.)

Så jeg kan mærke lykken igen, ja. Friheden puster til mig, så jeg næsten letter. Juno er glad, hun er så taknemmelig og mild, og hun er ikke ked af at være i dagpleje – jeg har næsten forstået det nu, tror jeg. Det er virkelig helt nyt for mig at have et barn, som måske faktisk synes, det er helt fint at være hjemmefra nogle timer.
Så i dag gentager jeg succesen (kan det næsten være sandt?) og skriver på min bog, og jeg synes, det er det bedste i verden både at have fire fuldkommen vidunderlige børn, som beriger mit liv så ubeskriveligt, og så også at have de her frirum, hvor jeg skriver mig ind i en anden verden, som også er vigtig for mig. Lykken er kommet retur. Og den er meget velkommen.

 

Mød et menneske – Tine, bibliotekarernes forkvinde

Jeg har selvfølgelig skrevet det her portræt, mens jeg sad på biblioteket i Ærøskøbing. For mig er det mest naturlige i verden at komme dér. Jeg har tilbragt uendeligt mange timer på bibliotekerne nær mine skiftende hjem hele mit liv. “Højbjerg Bibliotek” var dér, hvor jeg brugte flest timer hjemmefra som barn og ung; Det tog et kvarter at gå derhen fra min barndomsgade, og siden dengang har jeg lært biblioteker at kende i mange byer og lande, før vi kom her til øen, hvor vi hurtigt fandt os tilrette blandt bogreolerne, legetøjet og de mange tidsskrifter.

Og nu har jeg så mødt Bibliotekarforbundets forkvinde, Tine Jørgensen, og det virkede meget oplagt at skrive portrættet af hende, mens jeg var omgivet af skrevne værker og momentvis af bibliotekarer, som kiggede ind, og lod mig vide, at hun er vellidt, deres forkvinde.

Tine skrev til mig på facebook for nogle uger siden, og præsenterede sig som “en eksil-Ærøbo i København, der nyder at læse om et alternativt liv på din blog,” og jeg bemærkede, at hun er forkvinde for Bibliotekarforbundet, og tænkte, at det da er sejt. Vildt sejt. Og der gik heller ikke andet end et døgns tid, før jeg var sammen med nogle godt venner her på øen, som havde en håndfuld input til mennesker, jeg kunne snakke med til min blog, og én af dem var Tine. Jeg tænkte “selvfølgelig!”, men nåede ikke at tage kontakt til hende, før hun pludselig stod foran mig til det foredrag, som jeg holdt sidste mandag på Marstal Bibliotek, hvor hun netop var kommet ind med færgen, og havde skyndt sig for at være med.

Mød Tine: Forkvinde med ben i næsen og næsen i bøgerne; eksil-Ærøbo og foreningsentutiast

Tine Jørgensen, bibliotekar, formand for Bibliotekarforbundet med 4500 aktive medlemmer, der arbejder på 500 biblioteker over hele landet.
Opvokset på Ærø, født 1981, kærester med Tai som også er fra Marstal, men som hun først har mødt for et par år siden på Ærø, mens de begge boede i København.

Hvad er det bedste ved biblioteker?
De giver adgang til en verden af viden, hvor man med de rette værktøjer kan finde hvad som helst. Du kan lære om alt fra at reparere din knallert til amning og molekylærbiologi. Hvis man har kærestesorger, kan man finde bøger, der handler om det – både skønlitteratur og faglitteratur – og få fornemmelsen af at man ikke er alene i verden. Der er altid en bog, som bekræfter dig i, at du ikke er alene. At nogen har oplevet det samme før dig.

Hvordan har bibliotekerne det i dag?
Bibliotekerne er den kulturinstitution, der er sparet mest på de seneste år, samtidig med at det er den, der har flest besøgende. Jeg tror, man sparer så meget på lige netop bibliotekerne, fordi dem, der sidder med magten, tænker, at biblioteker bare er bøger, som man hiver ned fra hylderne, og derfor behøver der ikke være mennesker tilstede. Men bibliotekerne er jo også alt det, der ligger ud over bøgerne, og de mennesker man kan møde i den kontekst.

Hvad er biblioteket andet end bøger?
Det er blandt andet et mødested. I nogle byer er det dér, kulturen udspringer fra. Men bibliotekerne er også i høj grad dannelse, kulturel aktivitet og læring, og det her med at “i dag kan alle søge alt på google,” er ikke hele sandheden, fordi man skal lære at forholde sig kritisk til det, man støder på, hvis man vil kunne bruge det. Bibliotekerne er informationskompetencer og digital dannelse, og det er en stor del af bibliotekarens uddannelse at hjælpe borgerne med at bevæge sig fra google til grundighed og søge de rette steder med kritiske briller.

Hvad gør I for ikke at blive sparet helt væk?
Biblioteket er jo generelt et positivt sted. Man kan ikke rigtig være sur på et bibliotek, og undersøgelser viser, at bibliotekernes værdi er enorm, både hvis du spørger borgerne og i samfundsøkonomisk perspektiv. Men der er alligevel nogen, som tænker: “Bibliotekerne behøver ikke være der”, og hvordan skal vi forklare, at, jo, det er vi nødt til? Det har vi aldrig haft behov for før, og selvfølgelig skal man legitimere sig selv som offentlig institution, borgerne er jo med til at betale, men helt reelt har biblioteket en værdi i sig selv, som er rigtig svær at gøre op, fordi det jo ikke er så håndfast som operationer på sygehuset.

Hvorfor laver I ikke bare alle biblioteker selvbetjente?
Det er noget, de enkelte kommuner bestemmer, og selvom der er selvbetjente biblioteker, er der brug for bibliotekarer. Rummet formidler ikke sig selv, det skal stilles op, og det skal gøres logisk, når nu der ikke er nogen, man kan spørge til enhver tid. Bibliotekaren kan vise noget af det, som du ikke selv finder på hylden. En essentiel pointe er, at biblioteket er et frirum, hvor du bare kan være. Ingen skal fortælle dig, hvad du kan læse. Hvis du vil vide alt om dinosaurer, så kan man finde det hele, og bibliotekaren kan hjælpe uden at blande sig. Som en facilitator, der ikke har en holdning til dine interesser.

Hvad mener du, biblioteket kan betyde for et menneske?
Nogen sagde engang, at biblioteket redder liv, og jeg tror faktisk, at biblioteket ultimativt kan betyde, at man skifter livsbane. Jeg har mødt mennesker, som siger, at hvis ikke det var for biblioteket, så havde de aldrig fået deres uddannelse. I øjeblikket kan vi fornemme, at mælkebøttebørnene kommer frem, og fortæller, at biblioteket har betydet meget for dem. I et samfund hvor der bliver større forskel på rig og fattig, og ikke alle har samme adgang til IT, for eksempel, så er det fedt med de mange biblioteker, som har “maker-spaces” med 3D printere og alt muligt andet teknologi.

Hvad har biblioteket betydet for dig?
Jeg lærte at læse tidligt, og kunne godt lide at komme på biblioteket, men det var først, da jeg læste om bibliotekaruddannelsen efter HHX, at jeg tænkte “det vil jeg!” En hel verden åbner sig, når man får mulighed for at lære at søge og finde informationer, strukturere viden, putte det i system og arbejde med IT.

Hvor kommer du fra?
Jeg voksede op i Tranderup på Ærø, på Nørregaard, hvor min far er tredje generation landmand – med jord og svin. Nu bor jeg i en lejlighed på Frederiksberg, og jeg har udsigt, men jeg kan mærke, at jeg er vant til en anden ro i naturen. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom hjem fra København for første gang, efter at have boet der i et par måneder, og jeg så den stjernehimmel! Den havde jeg ikke lagt mærke til før på samme måde.

Lå det lige for, at du skulle være bibliotekar?
Nej, faktisk ikke. Jeg er den første akademiker i min familie, og jeg var den første, der fik en studentereksamen. Min mormor kom ud og tjene som 12-årig, hun var ellers kvik i pæren, men dengang var holdningen fra hendes lærer, at der var ikke nogen grund til, at hun uddannede sig. Min mor fik sin realeksamen, og satte sig for at bruge den til at blive sygeplejerske, selvom det ikke lå i kortene. Jeg har tit tænkt over, hvor privilegeret jeg har været, at få adgang til uddannelse.

Hvordan er det at besøge Ærø nu?
Fantastisk. Jeg kommer stadig hjem, når jeg tager hertil. Og så tager jeg hjem til København igen. Jeg skal meget gerne være her en gang i kvartalet, og når jeg sidder på færgen, begynder rejsen for alvor, og så når jeg drejer rundt om vejen ved mine forældres gård, er jeg hjemme. Tidligere er jeg taget til Frankrig for at grounde og dyrke yoga intensivt, men jeg kan mærke, at jeg kan få det samme her på Ærø, og det er en vidunderlig følelse.

Hvordan og hvorfor er du formand?
Man bliver valgt som formand i Bibliotekarforbundet, og da jeg var på valg for to år siden, var jeg på landevejene, og snakkede med mega mange bibliotekarer i hele landet. Jeg var aktiv på de sociale medier, og i artikler, og i sidste ende vandt jeg med 9 stemmer. 769 på mig og 760 på min modkandidat. For en måned siden havde vi generalforsamling igen, men denne gang var der ingen modkandidat, og det var ret fantastisk. Jeg tænker, at når der ikke er nogen, der melder sig, så må det være fordi, der er opbakning til det, jeg gør.

Hvad har du lavet, før du blev formand?
Jeg har været privatansat i IBM som projektleder  i software implementering. Der brugte mine evner til systematik, struktur og samtale fra uddannelsen, for jeg er jo specialist i at spørge ind til, hvad folk har behov for. Hvis du siger til en bibliotekar, at du gerne vil læse om heste, skal han eller hun nok finde ud af, hvis du i virkeligheden har brug for en bog om rideudstyr.

Hvilken type formand er du?
Jeg er rigtig meget medlemmernes formand. Jeg står på skuldrene af bibliotekarerne, og har meget kontakt med dem, så jeg bedst muligt kan være deres talerør.

 

Mød andre mennesker på bloggen:
Arkitekten, som slog rødder på øen
Pippihusets ejerkvinde
Den taknemmelige bonde
Konfektmageren og hans hashvægt
Denne tids fiskerkone
Jordemødrenes bosskvinde
Den vigtigste fortælling der findes

 

 

“Tjener du penge på din blog?”

Jeg har skrevet den her blog i to måneder, og jeg kan godt indimellem tænke: hvorfor tog det mig så mange år at komme i gang?
Sandheden er, at jeg ikke troede, jeg ville have nok på hjerte. Sandheden er, at jeg var bange for, at ingen ville læse med.
Og jeg ved godt, at min blog slet ikke er lige så stor som de store blogs, men den er her, og nogen læser med. Faktisk læser en del med, synes jeg. Den seneste måned har jeg haft mere end 10.000 unikke læsere, og mange dage kigger 1000 mennesker forbi majmy.dk. Og selvom de tal ikke er noget særligt i den verden, hvor man lever af at blogge, så er de altså fantastiske i min.
 
En dag spurgte Storm: “Er der lige så mange, der læser din fjollede blog, som der er mennesker på Ærø?” og jeg svarede helt kålhøgen (mens jeg kiggede væk, så ingen kunne se mit slet skjulte smil) “Ha! Nej – der er flere!” (hvilket jeg godt ved, siger mere om øens størrelse end om min blog…men alligevel, ik?!)
 
Jeg skriver herinde næsten hver dag, men jeg holder også indimellem pauser. Det er min ambition kun at lægge noget op, hvis jeg virkelig synes, jeg kan tillade mig at bruge andres tid på det. Derfor er der stille en dag eller to om ugen, for jeg har andre ting, som hiver i mig, og det jeg lægger på bloggen, skal være godt. Det skal give mening. Mine to overordnede ambitioner med at skrive er at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har muligheder her i livet og at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange bærer rundt på. Simpelthen fordi jeg tror, vi kan meget mere, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.
 
Det er også derfor, jeg gene vil have flere læsere med ombord: Jeg har et budskab, som jeg tror på. Jeg vil ud til så mange som muligt og sprede følelsen af, at alle menneskers liv er fulde af døre, der kan åbnes. Jeg bliver glad, hver gang nogen deler min blog på facebook, og når jeg får en besked, hvor nogen skriver til mig, at deres kollega har fortalt dem om den.
Så jeg har altså startet den her blog, hvor jeg fortæller fra mit eget liv og om de valg, jeg træffer, og her er både tilvalg og fravalg, og her er en del overvejelser og refleksioner i det hele taget. Intet, der er værd at have, kommer uden en indsats, og det skriver jeg om. Jeg har et godt liv, og det mener jeg bestemt, at jeg selv har været med til at sørge for. Men nogle dage har jeg det ikke kun godt, nogle dage har jeg det dårligt, og så skriver jeg om det, fordi jeg ved, at jeg ikke er ene om at have den slags dage, og jeg ved, at de har tendens til at blive lidt bedre, når man er opmærksom på, at man ikke er alene.
 
“Kan man tjene penge på sådan en blog?” spørger nogen mig næsten dagligt. Og tja…hmmm. Altså, jeg tjener ikke en krone på min, men jeg ved, at der efterhånden er en del herhjemme, som blogger fuldtid. De tjener eksempelvis penge på betalte indlæg om produkter, eller de linker til ting, og modtager et beløb, hver gang en læser klikker på linket og/eller køber produktet. Det er helt reelt, ret gennemsigtigt og fuldstændig okay med mig. Jeg tror, de færreste bloggere reklamerer for noget, som de ikke kan stå fuldt ud inde for, og på mig virker det i og for sig som den mest ærlige form for reklame.
 
Udfordringen i mit tilfælde er, at jeg jo tit er hende i det lidt tarvelige joggintøj i brugsen, og netop fordi min blog i et vist omfang handler om fravalg af ting og tilvalg af tid, ro, nærvær i stedet, er det ikke helt oplagt for mig at skrive om makeup (som jeg ikke ved noget om) eller sko (som jeg har to par af, og dem fik jeg min søster til at købe for mig). Eller ret meget andet, egentlig.
Derfor er jeg i tænkeboks i forhold til det med reklamerne: Det kan godt være, at jeg skal tjene penge på min blog, når den bliver stor nok. Måske skal min blog købe mig tid til også at skrive bøger uden stress over deadlines på freelanceartikler. Muligvis er alternativet, at bloggen dør af tidsmangel, og så er det måske trods alt fedest at finde nogle samarbejdspartnere, som giver mening for mig, og på den måde holde den kørende. Jeg ved det ærligt talt ikke, og det siger jeg ikke for mine blå øjnes skyld, og så i morgen er der BAM! bannerreklamer over alt og kæmpestore annoncer for tre stjernet spegepølse “som mine børn og jeg elsker at spise hver dag” under et billede af mine unger med salami i munden.
Nej, jeg ved ikke, om jeg kan eller vil eller skal tjene penge på min blog. Jeg ved ikke, hvad mulighederne er, eller hvad jeg har lyst til.
 
Jeg ved bare, at lige nu skriver jeg på livet løs, og jeg elsker det, og hver dag læser flere med end den foregående, og jeg ved, at når jeg tjekker www.majmy.dk om aftenen, og ser, at der er kommentarer på mine indlæg, jubler jeg indeni. Jeg elsker udvekslingen herinde og på facebooksiden. Det giver mening for mig. Det gør mig glad. Det føles helt rigtigt.
Hvad tænker I om det med at blogge? Og om at tjene penge på det?

Yes! Vi kom udenfor

Det er ikke altid, Kristian og jeg kan få vores børn med udenfor. Sjældent-agtigt, for at være helt ærlig. Jo, hvis vi stiller dem noget i udsigt (indetid, eksempelvis), men det holder hårdt. Særligt når det er køligt.

Men sådan skal det ikke være mere, har vi besluttet. Vi bor på landet, jo! Vi har en giga-mark (synes vi)! Og stranden ligger lige dernede for enden! Vi har en køkkenhave! En trampolin! Vi skal ud!

Og i går var det jo søndag, og vi var hjemme, for selvom vi kørte til Aarhus i fredags for at være kærester, kørte vi hjem igen allerede lørdag, hvilket ikke var en nem beslutning, når nu det meste af vores familie bor omkring Aarhus, men vi ved af erfaring, at hvis vi er væk fredag, lørdag og søndag, så er vi trætte mandag, og pludselig kommer vi bagud med nogle andre ting. Ergo drog vi hjem lørdag, ergo vågnede vi i vores egen seng søndag morgen.

Og så gik vi udenfor. Vi samlede æbler i kassevis, og fik dem deponeret på rette sted. Vi gravede gulerødder op, og Kristian lavede en “kule”, hvilket vil sige, at han lagde gulerødderne i en tæt kasse med jord imellem lagene. Det med at lave sådan en “kule” er noget, han har læst i sit køkkenhave-opslagsværk, Aarstidernes Køkkenhave fra Aarstiderne (den kan også lånes på biblioteket, har jeg set), som har været en god hjælp for Kristian i forbindelse med etableringen af hans store køkkenhave i år. Vi har kartofler til hele vinteren samt løg, porrer, jordskokker og gulerødder, og så har vi haft ærter, salat, forskellige kål, majs, ajmen – jeg kan ikke huske det hele. Undervejs har Kristian brugt bogen som en erfaren og konkret hjælper i forhold til alt fra timing og gødning til vinteropbevaring.

Ungerne hjalp til, selvom de ikke helt har vænnet sig til at tage vanter på, så de havde hænderne inde i ærmerne meget af tiden, men de gravede alligevel en del, og kørte de rådne græskarlygter på komposten, og samlede æbler, og legede med fjernstyret bil og lidt andre ting. Og vi voksne nød det: det er jo derfor, vi bor her (blandt andet). Det med naturen, de store vidder, mulighederne for at dyrke jorden, mærke skidt under neglene, være sammen om noget som giver så god mening, at man knap nok behøver forklare det.

Senere cyklede Kristian og ungerne en tur i regnen, mens Juno og jeg satte en tøjvask over, og lå på stuegulvet og kiggede i en bog, og så fik vi besøg, og vi spiste kage og drak te og kaffe og spiste pølsehorn, og pludselig var klokken mange, og så spiste vi rugbrødsmadder til aften alle sammen, og så gik ungerne til køjs, og Kristian og jeg sad lige så stille og ordnede et hav af ting og drak te, igen, og spise kage, igen.

Sikke en dejlig weekend. Dejlig, dejlig.

Parforholdssnak – 5. del

Så er det 5. og sidste gang, jeg skriver et “parforholdssnak” indlæg i denne omgang. Og hvilken dag at gøre det på, når nu Kristian og jeg netop har været på love-tur for første gang i…alt for længe.

Jeg nåede ellers at tænke: “Nej, det vil jeg ikke skrive om”, fordi jeg ved, at mange ikke tager væk fra deres børn, fordi det føles forkert for dem, og jeg har hørt flere sige, at de ikke behøver få deres børn passet for at være kærester. Men det gør vi jo heller ikke; vi har mange skønne aftener derhjemme, hvor vi sidder helt tæt i sofaen og snakker eller læser eller ser en film, og jeg elsker det. Men for mig er det ikke det samme som at være bare os to uden at der ligger fire børn ovenpå, som potentielt kan tisse i sengen eller få et hosteanfald, og som uden tvivl vækker os senest – senest! – klokken 06.

Nej, jeg elsker vores kæresteture, og vi har altid taget på dem, og er så heldige, at vores bedsteforældre og søskende har lagt weekender (eller hverdage, vi er sådan set ligeglade) til, så vi kan drage af sted (og hvis ikke vi havde familie, som trådte til, ville vi finde én eller to barnepiger, der kunne hjælpe os. Det gjorde vi i København, da Storm var lille, for så vigtigt er det for os.)

Således også i går. Vi kørte til Aarhus og var først lige et par timer på DOKK1, som vi er vilde med alle sammen. Så tog vi op til min mor på kommunehospitalet, hvor hun arbejder på 30. år, og dér hoppede drengene ind i hendes bil, og kørte med hende hjem. Dernæst trillede vi ned til min søster og svoger i Øgaderne, og afleverede to glade piger i armene på de smilende børnepassere, som havde blåbær og vindruer klar til den store afsked. Men det var ikke nødvendigt: alle vinkede glade farvel, og klokken 17 satte Kristian og jeg os i bilen. Bare os to.

Og se, nu er vi allerede kommet til det punkt på vores tur, hvor jeg tænkte: “Jo sgu, jeg skriver om vores love-tur på bloggen, uanset om der er nogen, som rynker på næsen eller ej,” fordi: Vi snakkede SÅ fantastisk godt sammen, allerede inden vi var nede i p-huset ved Magasin. Så snart vi kom ud fra min søster og svogers ejendom, helt uden ét eneste barn i vores varetægt, så vi på hinanden, og sagde: “Nå, hvor kom vi til?” og så snakkede vi, om alt det som betyder noget for os, som om vi aldrig havde holdt pause fra det. Vi snakkede i dybden, tænkte os om (stilhed er også godt, har vi lært), spurgte ind til det, den anden havde sagt, og talte videre. Vi kunne have snakket i timevis – og det gjorde vi, ha! Ingen afbrydelser, ingen bekymringer, kun snak.

Jeg vil lige tilføje, at vi altid har haft en regel, som gik på, at vores børn ikke skal undvære deres forældre mere end et døgn per leveår. Dvs: Når man er ét år, kan mor og far være væk i et døgn, to år to døgn osv. Det er en tommelfingerregel, som fungerer godt for os, og vi oplever, at vores børn også har det godt med det. Vi er aldrig væk, længere end den yngste er klar til, så vores ældste har altså ikke måtte undvære os i otte døgn, men derimod max i tre (de tvillingerne var tre år).

Nå, men vi snakkede, og vi tullede rundt i Aarhus, og så gik vi på restaurant, og bestilte fire retter, men jeg havde en dum, dum hovedpine, og var træt, og måske jeg må indse, at tiden hvor jeg går på restaurant om aftenen, og sidder i støj og i det der lys, og spiser i timevis, på en eller anden måde er ovre. Jeg ville faktisk hellere have siddet på et street market eller en lille bistro og spist en enkelt ret og så være gået en længere tur igen bagefter. For jeg er for sensitiv, tror jeg, overfor alle de der input og al larmen og de skiftende temperaturer (ej, jeg lyder jo tosset – men shit hvor den dør gik hele tiden jeg skiftevis frøs og svedte). Nå, men så gik vi ud i støvregnen igen, meget mætte, hånd i hånd tilbage til hotellet, og låste os ind på det smukke værelse med alle de velduftende cremer og sæber, og jeg lagde mig i karbadet med bobler i, mens Kristian lå på sengen nogle meter derfra, og læste højt fra en bog, han er i gang med, og som han synes, jeg skal læse (men han ved godt, at det ikke kommer til at ske, så han så sit snit til at læse højt fra den i stedet). Og jeg stod op af badet, han læste videre, og så lå vi på sengen, og læste og snakkede, og alt var godt og rart og klokken 21:30 – tidligere end nogensinde i årevis! – faldt vi i søvn uden at føle os snydt for voksentid. Og så sov vi til klokken 8.

Vi spiste morgenmad, hentede bilen, hentede børnene (alle var glade), tog i svømmehallen hos min mor og hendes mand, spiste frokost alle sammen, og så kørte vi mod Svendborg, og tog færgen hjem, og alt er godt. Alt er så godt. De der 16 timer uden børn gav mig lige lidt udsyn. Jeg fik bedre forståelse for det hele igen. Min taknemmelighed blev ligesom børstet af, druknefornemmelsen forsvandt. Jeg forstod nogle ting, nogle vigtige ting, og Kristian og jeg traf nogle beslutninger, både store og små, om vores liv og hverdag. Dem vil jeg skrive om i løbet af ugen, tænker jeg.

Jeg forstod blandt andet, at druknefornemmelsen – følelsen af altid at være et skridt bagud, aldrig helt at være fuldt tilstede i hverdagen – ikke er permanent. At den ikke er indlejret i mig, men derimod et billede på en forbigående erfaring. Den er ikke mig nu, ligesom den ikke plejede at være det før i tiden. Jeg er ikke ved at drukne, det så og mærkede jeg helt tydeligt, mens jeg var alene med Kristian. Vores tosomhed tog atter form, blev stærkere, voksede, vi groede sammen, lyste på hinanden, lyste mere hver især. Jeg kunne mærke, at det ér muligt at overskue vandene – det ér muligt at være her, være tilstede. Men jeg skulle på afstand for at forstå det.

Kristian sagde, da vi gik ned af Guldsmedegade, væk fra hotellet, at “det gør vi snart igen”. Vi tager af sted, bare os to. For det er så rart. Og nej, det gjorde de sikkert ikke i gamle dage, men det var heller ikke altid, de var lige meget i synk i deres parforhold, eller lige mega glade for hinanden, og sådan gør vi så anno 2016 i familien Midtgaard Humaidan.
Min mor grinede lidt af, at vi havde brugt så mange penge blot for at få en nats sammenhængende søvn, og mindre kunne helt sikkert gøre det – børnene kunne have været hos deres bedster, mens vi var derhjemme. Men det var det hele værd. Køreturen, bekymringerne om hvorvidt Juno ville være tryg, alt det der skulle pakkes ud, da vi landede herhjemme igen dagen efter. Alenetiden var det hele værd.

(og obs: vi er ikke sådan nogle, som får taget billeder af os selv eller hinanden. Det falder os ganske enkelt ikke ind. Så lige før vi forlod hotellet, netop som vi ville rejse os fra morgenmaden, huskede jeg bloggen, og fik Kristian til at sidde nogenlunde stille, og jeg tog et billede af ham, og så tog jeg også et af morgenbordet, og dernæst tog vi et par stykker hjemme hos min svoger og søster af dem og pigerne. that’s it.)

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 4. del her.

Når man føder for tidligt, og siger undskyld

Jeg tror på meningsfulde tilfælde. Faktisk tror jeg på alt det gode her i livet, både det vi kan se, og det vi mærker i hjertet: Jeg tror på en dybere mening med det hele, jeg tror på ægte kærlighed,  og jeg tror, at når noget trækker i os fra et sted indeni, så skal vi følge med. Derfor handler mit indlæg i dag om mødre til for tidligt fødte børn.

Der er rullet en dis ind over øen de seneste dage, og den indhyller alt omkring sig i et mystisk slør. Jeg ville have skrevet om tågen i dag, men så gik jeg en tur i den, og mens Juno faldt i søvn i barnevognen, talte jeg i telefon med min søster, der fortalte om sin bacheloropgave. Til januar bliver hun færdig som jordemoder, og hun og tre studiekammerater skriver lige nu om for tidlige fødsler og om det overgangsritual, som moderen går glip af, når hun ikke får mulighed for at bære sit barn til ende. Der er mange tab forbundet med en for tidlig fødsel, både for barnet og dets forældre. Pludselig er man mor og far, ofte endda til en nyfødt med et stort behov for pleje på sygehuset. Som gravid fik man ikke mulighed for at mærke sin krop modnes, man fornemmede ikke slutningen nærme sig, og for nogle betyder den tidlige fødsel, at de ikke kan være fysisk tæt på deres barn den første tid. Min søster fortalte om den sorg, det kan være, når man bliver mor, før man havde ventet det, og jeg skubbede barnevognen gennem tågen, mens jeg lyttede intenst, for jeg kender flere, som har fået for tidligt fødte børn, og alligevel ved jeg ikke ret meget om, hvad det vil sige.

Og så var det, min søster sagde, at mange mødre til for tidligt fødte føler skyld. “Nogle siger undskyld til deres babyer, igen og igen,” fortalte hun, og jeg kunne mærke min hals snøre sig sammen. Tænk, den følelse af ansvar. Tænk, den skyld. Det er næsten ikke til at bære.
Mon ikke alle kvinder kender den; skylden og skammen?

Mon ikke vi lidt for ofte siger undskyld, i det hele taget?

Mit hjerte gør ondt ved tanken om de mødre, som har mistet den forventede overgang til forældreskabet; som måske har frygtet det ultimative tab, og som ikke har haft samme muligheder for kontakt til deres barn den første tid. Nogle af børnene lider af alvorlige handicaps, i andre tilfælde er det forældrene, som får de største mén. Tænk at stå med den tonstunge bekymring, med angsten for at miste sit barn; tænk at gå glip af den begyndelse, som mange tager for givet. Tænk at være alt det igennem og så føle skyld oveni. Det er jo ikke deres skyld. Det har det aldrig været. Hvor kommer skylden fra?

Og mens min søster talte, tænkte jeg, at jeg ville skrive om det. Jeg fik lyst til adressere den skyld, som alle mødre kender i et omfang, og jeg fik lyst til at sætte fokus på mødrene til for tidligt fødte børn, som fortjener at vide, at vi andre ved, at det ikke er deres skyld. At set ude fra – set herfra, hvor jeg står, – så er der ikke den mindste tvivl om, at alle de mødre har gjort deres bedste, og at de ingen skyld bærer.  “Sæt jer selv fri!” fik jeg lyst til at råbe fra hustagene. For da jeg ventede mine tvillinger for fem år siden, gik jeg i fødsel i uge 28, og hvis ikke det var blevet stoppet, havde jeg også bebrejdet mig selv og – måske – haft to helt anderledes børn i dag, eller kun én af dem, eller ingen.

Men inden jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for lidt ro, så jeg satte mig med en bog og en kop te, og så, netop på den side, jeg var kommet til, stod disse ord:

“Siger De forrresten tit undskyld?” spurgte han Anna.
Kvinder føler sig altid mere skyldige, end de reelt er.
“Mener de: Undskyld, må jeg have lov at tale færdig? Eller nærmere: Undskyld, jeg er forelsket i dig og kun volder dig vanskeligheder?”
“Begge dele. At sige und-skyld i enhver form. Det kan være, at De på den måde har vænnet Dem til at påtage Dem skylden for alt det, der er sker. Det er ikke altid os selv, der former ordene, men de ord, vi tit bruger, former os.”

Og jeg tænkte: Ja, sådan er det. Kvinder siger undskyld.

Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at slippe skylden. Vi skal stille spørgsmål, vise interesse og omsorg.
Mødre til for tidligt fødte føler sig ofte isolerede, viser undersøgelser. Nogle holder sig væk fra alt socialt i mange måneder, fordi de ikke føler sig forstået eller imødekommet af deres omverden. Enkelte kommer aldrig til at tale med nogen om, hvordan de har det med oplevelsen.
Vi danskere kan være meget berøringsangste, det ved vi jo, og ofte vil vi hellere lukke munden end stille spørgsmål. Måske er vi bange for at sige noget forkert. Måske aner vi ikke, hvor vi skal starte.
Jeg lærte på journalisthøjskolen, at “hv”-spørgsmål er vejen frem: “Hvordan? Hvad? Hvorfor? Hvem?” Det er åbne spørgsmål, som ikke lægger ord i munden på den adspurgte.

“Hvordan har du det?” “Hvad har du brug for?” “Hvordan var det at føde for tidligt?”
Det kan gøre en verden til forskel, at vi viser interesse. Vi kan fjerne skylden ved at være der, vise omsorg, bakke op, lytte og ikke glemme. Og mange har svært ved at tage imod; vi danskere er jo heller ikke vant til at få så meget opmærksomhed, ligesom vi ikke er vant til at give det, men jeg tror, det kan være en hjælp, hvis vi løfter ansvaret fra deres skuldre (de har nok af den slags allerede), og siger: “Jeg kommer forbi med noget mad og et kram, og går igen efter fem minutter.”

Jeg har aldrig tænkt på, at en for tidlig fødsel kunne være forbundet med skyld og skam, men jeg ved det, når jeg mærker efter. At i denne kultur bygget på kirkens løftede pegefingre, på menneskets synd og skyld, og på nutidens billede af det perfekte menneske, ligger det lige for.
Sandheden er, at når man føder for tidligt, mister man noget. Til gengæld har man intet forkert gjort. Det er ikke til at bære, at man oveni tabet skal slæbe rundt på en skyld, som vejer så tungt.

Så lad os sige til alle med skyld, og i dag særligt til dem med for tidligt fødte børn: Tilgiv jer selv. I bærer intet ansvar. Giv slip på skylden og indtag resten af livet med oprejst pande.

Jeg håber, I vil dele det her indlæg på alle de relevante steder.

Hvad føler I skyld over? Kender I til den dårlige samvittighed i moderskabet; til følelsen af at have gjort noget forkert eller være utilstrækkelig?

Anbefaling: Dokumentarfilm om en mand og hans heste

Jeg har set dokumentarfilmen Buck tre gange i løbet af 48 timer. Først så jeg den alene, så sammen med Kristian senere samme aften og aftenen efter sagde han til min overraskelse: skal vi ikke se den igen? Og jo, det skulle vi. Men, jeg ved ikke hvorfor, egentlig. Jeg tror fint, man kan nøjes med at se den én gang, men den var lige det, vi havde brug for, dengang sidste vinter, da Juno var få uger gammel, og aftenerne var sådan lidt skrøbelige, som de jo er med en nyfødt i huset. Man ved ligesom ikke, om man kommer til at sidde stille, gå rundt, amme, ligge ned, være vågen eller sovende, og man ved heller ikke, hvordan de efterfølgende mange aftener kommer til at udspille sig.

Og så er det rart med en bog eller en film, som giver ro og tillid, som er fuld af empati og håb. Og det er “Buck”. Buck Brannaman er en amerikansk hestehvisker, som efter en barndom præget af farens høje krav og voldelige adfærd kommer til at arbejde med heste, og han forstår dem. Han forstår særligt de skadede heste, dem, som ingen mennesker kan komme i nærheden af, for han kender til den mistillid og frygt, de bærer rundt på. Hos Buck er der ingen piske eller hævede stemmer; han arbejder med dyrene fra jorden, med tørklæder og ro, og det virker.

Hvad end man er til heste eller ej (det er Kristian eksempelvis ikke), så er Buck en lille, rørende dokumentarperle, som fortæller om en rejse tilbage til livet og om passion for at skabe tillid og kontakt mellem mennesker og dyr.

Den ligger på danske Netflix.

buck_poster2

(I samme boldgade kan jeg anbefale dokumentarfilmen “Unbranded” om fire unge mænd, som ridder med 16 vilde mustangs igennem USA. Den er en rigtig fin dannelsesrejse.)

Stille dage med lys i øjnene

Kender I de der stille dage?

Dem, hvor man er lidt stille indeni. Hvor alt helst skal være trygt og ligetil? Hvor man helst vil sidde med en bog og et tæppe rundt om sig eller sove på sofaen eller lege lego med børnene, mens maden simrer. Sådan en dag er i dag; en dag til eftertanke og omtanke, en dag til at skrive og til at ordne småting, indtil børnene kommer hjem om nogle timer, og vi spiser lidt frugt, og bygger nogle højhuse eller en togbane gennem stuen.

Jeg holdt foredrag på biblioteket i Marstal i mandags, og for første gang læste jeg højt fra min bog, Hjemmefra, for andre end mine venner og familie. Omtrent 50 mennesker lyttede med, og de var helt stille, og de grinede, og ikke én hostede, og ikke én rørte utålmodigt på sig, tror jeg. Det føltes fantastisk, og jeg fik lyst til at læse mere og mere og mere, og mest af alt fik jeg lyst til at gå hjem og skrive. Skrive på nyt, skrive igen.

Min bog er ikke udgivet endnu, jeg venter på svar fra forlaget, og der kan gå syv uger, før jeg hører noget. Min veninde, som afleverede den på forlaget i København, sendte receptionisten sit mest vindende smil, og hun havde en god fornemmelse i maven, da den tykke konvolut blev overdraget. Det har jeg også: Selv hvis lige præcis det forlag ikke vil udgive bogen, så er der nogen andre, der vil. Den er ikke skrevet forgæves, det er jeg sikker på. Flere har sagt: “Den bog skal alle læse. Den er så vigtig,” og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når nogen siger sådan, så jeg træder mig selv over tæerne, siger tak, og skynder mig at snakke om noget andet. Så siger Kristian, at jeg skal lære at tage imod komplimenter, men jeg kan bedst lide dem på skrift – så kan jeg læse det igen, hvis jeg bliver i tvivl, om det virkelig var det, han eller hun mente. Men lige netop min bog ved jeg, er god, og derfor skal den selvfølgelig udgives. At få den udgivet vil nemlig være den bedst tænkelige undskyldning for at skrive én til – og så én til efter det.

I dag er en stille dag, solen skinner over det klareste blå hav, som jeg kan se her fra bordet, hvor jeg sidder. Juno er lige vågnet hos dagplejemor Hanne, og hun leger. Og griner. Det skrev Hanne i en sms. Tænk sig, Juno er glad, når jeg afleverer hende. Det er helt nyt, det har jeg ikke oplevet med nogen af de andre. Det er en enorm lettelse.

Jeg har måske nok gået rundt med en lille knude indeni. En knude af travlhed, korte vejrtrækninger, manglende fordybelse. Af skyld over at aflevere mit barn. Skam over at længes efter alenetid. Men i dag, da jeg kørte tilbage fra dagplejen, hvor Juno glad havde vinket farvel, og solen brændt i bilens bagrude, løsnede noget sig. Jeg tog jeg et æble med ind ude fra, og lavede te, og jeg kunne mærke, knuden give sig, lidt for lidt. Der kommer tid igen, og jeg arbejder på ikke at have dårlig samvittighed over at sidde herhjemme og skrive, mens mine børn er ude i nogle timer. Jeg tror, vi alle sammen har det ret godt. Både børnene og jeg. Pludselig står jeg i lyset igen, hver dag og hele tiden, sådan som jeg plejer.

Tak for de mange tilbud om kram og støtte

Efter jeg skrev dette indlæg i lørdags, modtog jeg mange tilkendegivelser fra mennesker, som udtrykte bekymring. Nogle ønskede at komme mig til undsætning, og flere følte en tristhed over mine ord om forældreskabets momentane magtesløshed.

Adskillige har tilbudt at komme og hjælpe med at passe børn, en enkelt ærøbo, som jeg aldrig før havde mødt, fortalte, at hun havde overvejet at hoppe ind i sin bil og køre hjem til mig. Et par stykker skrev med forslag til jobs for at få styr på økonomien herhjemme.

Og jeg bliver rørt over den store omsorg, og jeg håber, den er et udtryk for en generel velvilje og næstekærlighed i os alle sammen.

Så, mange mange tak, – jeg er fortrøstningsfuld over at mærke varmen fra mine medmennesker. Men I behøver ikke bekymre jer. Jeg har det godt, og faktisk tør jeg sige, at jeg er taknemmelig og i balance det meste af tiden. Hele dagen i går, for eksempel, gik jeg rundt, og smilede, og jeg fik to timers tiltrængt rygbehandling, og var sammen med mine børn og mine svigerforældre, og gik en tur langs markerne, hvor jeg nød den sidste efterårstid før vinterens komme. Jeg er glad, dybt dybt indeni, langt de fleste dage.

img_4330

En læser skrev, at jeg måske har stress, og jeg tror, hun har ret i, at mange af de følelser som jeg beskriver her på bloggen fra et liv med fuld knald på, kan blive til stress, hvis ikke man reagerer. Men det er netop det, jeg gør. Jeg siger til, tænker i løsninger, finder nye veje. Jeg mærker efter, er ganske sensitiv efterhånden, og reagerer, når noget synes forkert. Og det er dét, jeg formulerer på min blog: mine tanker og følelser fra livets mange veje. Fra bakker og dale, fra de stunder hvor alt er smukt og godt og fra dem, hvor det er mere trægt.

Jeg kan godt forstå, at det lyder meget bogstaveligt, når jeg skriver, som jeg gjorde i lørdags. Men når jeg deler her på bloggen, er det ikke en 1:1 gengivelse af mit liv. Det er derimod brudstykker af et langt større hele. Når jeg skriver, at jeg føler mig presset, er det med andre ord ikke et råb om hjælp, men derimod en bevidst måde at kommunikere noget, som jeg opfatter som alment. Noget, som jeg tror, mange vil have glæde af at læse.

Jeg skrev indlægget i lørdags, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om indimellem at blive ramt af en komplet følelse af afmagt. Jeg skrev det, fordi jeg tror, de sorte huller, vi indimellem stirrer ned i, bliver knap så dybe, hvis vi ved, at mange andre også nogle gange har den samme udsigt.

Jeg har to overordnede formål med min blog: 1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.

Så, tak for al jeres omsorg. Den varmer, og skaber håb. Lad os sammen blive endnu bedre til at støtte hinanden livet igennem, lad os smile til hinanden på vejen og hilse med et smil på de andre i børnehaven, Brugsen, over hækken. Lad os række hånden frem, og sige: “Det er helt okay, sådan kan alle have det,” når et menneske i vores nærhed føler sig utilstrækkelig eller forkert.

Parforholdssnak – 4. del

I dag på denne fjerde parforholdssøndag vil jeg skrive om at være forældre og stadig føle sig som kærester. Men som jeg gik i gang med at skrive, slog det mig, at mit indlæg i går, da jeg skrev om én af de ting, jeg ikke magter som mor lige nu, på mange måder indkapsler min pointe: At det er krævende at være forældre sammen men også at det kan være den største gave at have én at dele det hele med.

En vigtig del af at være forældre sammen er at få det til at køre, så begge parter trives. At høre hinanden, mærke sig selv, give plads, give tid, hjælpes ad. Det kræver samarbejde at have børn, og jeg synes, det kræver rigtig meget, når man har fire. Men lige netop vores fjerde barn har faktisk givet mig nogle evner, som jeg af én eller anden grund ikke fik fat i med de tre første, og som gør livet noget nemmere, trods alt: Efter vi har fået hende, er det ikke længere en overvindelse af hænge en vask til tørre – jeg gør det bare, og det er ikke længere et problem at støvsuge megamange kvadratmeter – det er lige før, jeg nyder det. Jeg har med andre ord lært at få ting gjort uden timevis af overspringshandlinger, og ofte formår jeg at rydde en helt masse af vejen på ingen tid, så jeg kan komme ind til kernen. Til mit arbejde, til samværet med børnene, til alenetid med Kristian. (og jeg tænker indimellem at mødre/fædre må være de absolut mest effektive medarbejdere på enhver arbejdsplads, fordi vi er handlekraftige – og vi vil gerne hurtigt hjem).

Kristian og jeg bliver bedre og bedre til at arbejde sammen herhjemme. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” – “fire børn lærer søvnigt ægtepar at få ting gjort..” Det er sjældent, vi spilder tiden. Vi sidder ikke foran fjernsynet og zapper en times tid, før vi beslutter os. Nej, faktisk har vi ikke haft tv-kanaler i fire år af samme grund: Vi beslutter, om vi skal se en film, læse eller arbejde, og så går vi i gang, hvad end det betyder, at vi sætter os hånd i hånd, eller går hvert til sidst med vores individuelle projekter.

Vores børn har vi alle valgt til med fuldt overlæg, og de fortjener det bedste af os, hver dag. Det er en gave at leve i en flok, en dyb glæde at se små væsener tage form, finde sig selv og indtage verden, og som deres forældre er vi familiens rygrad. Derfor er vi nødt til at finde måder at være både par, individer og forældre uden at miste det ene på bekostning af det andet.

Herhjemme prøver vi at dele opgaverne ligeligt imellem os, så vi også har energi til at være nærværende, når først tøjet er lagt på plads, opvasken taget, og skraldespanden båret ud. Det er ikke sådan forstået, at hvis jeg laver mad om mandagen, så gør Kristian det om tirsdagen – tværtimod forsøger vi hver især at tage ansvar for det, som vi synes, er rart eller sjovt, og resten fordeler vi cirka 50/50.

Det er en stor opgave at være forældre, måske faktisk den største der findes, og man skal ville parforholdet, hvis ikke det skal gå til midt imellem lortebleer og diskussioner med to fireårige, så man bliver nødt til tage sig tid til det, respektere hinanden og huske omsorgen, nærheden, intimiteten. Både i hverdagen – og i vores tilfælde, i hvert fald – også nogle gange i det undtagelsesvise, når vi pakker en taske og siger farvel til børnene for en enkelt dag eller to, synker dybt ned i vores tosomhed, og genopdager den uafbrudte samtale, de stille aftentimer, den sene morgen, og det vil jeg skrive lidt mere om i næste uge, hvor vi netop tager på vores første “love-tur” i lang tid..

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 5. del her