“Mød et menneske” – mød Minna

Det er mandag, og det er tid til mandagsportrættet.
Jeg talt med Minna, som driver og ejer børnehaven Pippihuset her på Ærø, og som har så utroligt meget på hjerte. Hun ved besked om livet som nummer otte i en søskendeflok på ti; hun kender til at miste, og at få mere igen. Hun ved, at man bliver nødt til at satse og dernæst stole på at livet sender os det, vi skal have.

Minna Henriksen, f., 1954 som nummer otte i en søskendeflok på ti
Pædagog og ejer af børnehaven Pippihuset, Ærø
Gift med Tange, tre børn og fem børnebørn

Dér sidder Minna Henriksen ved spisebordet i det gule hus med sit sølvhår, brillerne, den karakteristiske halsklud. Der er turkise fliser over komfuret og turkise vægge bag de mange bogreoler. Information tårner sig op på spisebordet side om side med Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, og Minnas mand, Tange, sidder ved det åbne vindue mod haven med en hjemmerullet cigaret mellem fingrene. Han ser ud over markerne, og så – pludselig – kigger de overrasket på hinanden, og skraldgriner.

“Nej, det mener du ikke, vel?!”

Det er kun sekunder siden, jeg satte mig overfor dem med min computer, og sagde: ”Jeg indleder altid et interview med at spørge, om vedkommende har været danmarksmester i noget.” Og så var det, at Minna og Tange grinede højt, indtil hun tav, og så vantro på mig.

”Ja, altså, jeg har været danmarksmester i bordtennis, – men, spørger du virkelig altid om det?”

”Nej. Men der går jo rygter om dine evner.”

”Gør der?”

Og ja, det gør der. Minna er kendt af de fleste på Ærø. Siden hun kom til øen tyve år tilbage, har hun engageret sig i politik og frivilligt arbejde, og så har hun startet børnehaven Pippihuset. Hun er sådan én, der kan hundredevis af salmer og sange på rygraden, og som synger højt og klart, og holder taler, når det skal til. Hun er en kvinde med ben i næsen, ja, og med kraft i hænderne, vel og mærke.

Så, du har været danmarksmester i bordtennis?
Ja, tilbage i 1968 og 1969.

Fortæl lige den historie
Min familie og jeg boede på landet uden for Ringe, og der skete ikke så meget, men der lå en folkeskole i nærheden. På et tidspunkt var der nogle gutter fra Ringe, der ville spille bordtennis, og de fik lov til at låne hallen på skolen, som var i gåafstand fra mit barndomshjem. Hurtigt begyndte vi børn fra området at spille, og jeg spillede og spillede og spillede. Når jeg ikke var i klubben, stod jeg med battet i hånden, og spillede bolden op af væggen derhjemme. Jeg kunne ikke lade være. På et tidspunkt fik vi et hold i 1. division i damerækken, og der var jeg. Jeg startede som ni-ti årig, og vandt danmarksmesterskabet første gang som fjortenårig og igen året efter. Jeg har også vundet DM i damedouble, i 1970 tror jeg, men så blev jeg opmærksom på drenge, og bordtennis havde ikke nær så høj prioritet længere.

Hvad synes du generelt om konkurrencer?
Jeg spiller for at vinde. Det der ”tab og vind med samme sind” ved jeg ikke, hvem der har fundet på. Det er noget forfærdeligt vrøvl. ”Tab og vind med samme sind?” Nej! Det ér da ærgerligt at stå med en sølvmedalje, den vinder man jo ikke, man taber derimod en guldmedalje. Når vi spiller kort herhjemme, vil jeg da også vinde. Jeg bliver ikke sur, hvis jeg taber i kortspil, men jeg har været vred på mig selv i bordtenniskampe. Jeg har stampet i gulvet og sagt nogle lyde, men jeg har dog aldrig smadret et bat.

Lykkes du som regel med det, du vil?
Jeg sætter mig noget for, og ja, så lykkes det som regel. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg tænker, at det skal det nok ske. Det, du tænker i dag, bliver virkeligheden i morgen. Eller, som Grundtvig sagde: ”Ordet skaber, hvad det nævner.” Hvis jeg grubler over noget, ved jeg godt inderst inde, at det nok skal løse sig. Det, der skal komme, kommer til os, og jeg kan ikke altid selv se svaret på forhånd. Jeg er kommet frem til, at det er godt at tage sig god tid til nogle beslutninger. Ofte dukker der noget op, og vi tænker: ”Det havde jeg ikke lige set komme.” Det synes jeg, er fantastisk.

Hvordan blev Pippihuset til?
Pippihuset var absolut en handling fra hjertet. Jeg kunne jo ikke forudse alle de hurdler, der ville opstå i den forbindelse, men det lykkedes, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle gøres. Jeg var 45, og kunne mærke, at jeg havde mange års arbejdsliv foran mig, og jeg var nødt til at gøre et eller andet, hvis ikke jeg skulle køre tør for brændstof. Pippihuset skulle inddrage børnene for at give dem en stemme og skabe et bedre børneliv og dermed en bedre arbejdsplads.

Hvordan er det gået dig og Pippihuset?
Jeg synes, det er lykkedes. Vi har eksisteret i sytten år, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte, men jeg havde i hvert fald ikke tænkt over, hvor længe børnehaven skulle være der. Jeg har lagt rigtig mange kræfter i det, og Pippihuset er mit livsværk. Der har gået mange børn i Pippihuset efterhånden, og mange af dem er jo voksne nu. Så ringer de, og vil i erhvervspraktik, og det kommer altid bag på mig, at de også har gået i Pippihuset.

Var det risikabelt at lave en børnehave?
Det var i hvert fald et kæmpe sats! Jeg lånte vildt mange penge, og når nogen spurgte: ”Er Pippihuset dit?” svarede jeg: ”Nej, det er sparekassens.” Jeg var heldig, at der var nogen, som troede på mig, og ville låne mig pengene.

Hvad er Pippihuset?
Jeg havde nogle tanker om, hvad der er et godt børneliv. Et liv, hvor ikke alt er lagt i skema, eller kører efter en snor. Mit eget liv har aldrig været firkantet, og jeg tænkte, at det måtte være muligt at skabe en ramme, der mindede om det, jeg selv forbinder med barndommensgade. Den gade findes jo ikke i virkeligheden mere, men så må vi kreere den i daginstitutionerne. Mine søskende og jeg gik hjemme med vores mor, indtil vi startede i skole, og vi mødtes hver dag med nabobørnene, og legede sammen. Vi spillede bold, og kravlede i halmstakke, eller legede kronegemme, og det var fantastisk berigende at være én af de mindste i en stor gruppe børn, der bid for bid indtog verden. Dét vil jeg gerne give børnene i Pippihuset. Følelsen af at være en del af et børneliv; at være trygge og frie.

Minna rejser sig, og de tre hunde springer, danser, med ud i haven.

“Jeg kommer selv fra en søskendeflok med et fantastisk sammenhold.Vi ses jævnligt, og det er en kæmpe hjælp at være sammen om livet. På den måde har jeg stadig en åbning til min egen barndommensgade.”

 

 

 

 

Mit liv er også, at…

Mit liv er glade børn, som leger med Duplo i timevis. Bygger baner, der går gennem stuerne, henover møbler, og er omgivet af huse, banker og maskinhaller – i Duplo. Mit liv er vores mark, og vandet for enden at den, det er langsommeligheden her på Ærø, naboerne og æbleplantagen foran huset. Det er vores lille, fine kat, Ulrik, som ruller sig på gulvtæppet, mens vi klør ham på maven.

Mit liv er Kristian, som jeg er uendeligt taknemmelig for, og vores børn, der vokser op sammen i deres indbyrdes venskaber, uenigheder og kærlighed. Mit liv er indimellem flere fravalg end tilvalg, det er sang og skrivning, larm og ro.

Men, mit liv er også meget andet end florlette hverdage og overlagte livsvalg. Mit liv er kaos, oprydning, konflikter, træthed, natteamninger, affaldssortering og sygedage. Og så er det:

* At bestille to par ens sneakers i forskellige størrelser, som begge er for små. Og gøre pakkerne klar til retur med en forloren rulle tape, mens Juno er meget sur, fordi hun vil af sted NU

* At min svigerinde rækker hen over min søster, rører ved min nakke, og spørger: “Hvad er der sket med dit hår, Maj?”, fordi jeg har fældet så meget grundet graviditet/fødsel/amning, at det ligner, jeg har en korthårsfrisure under mit lange hår (som forøvrigt er 25 centimeter kortere end for en måned siden, fordi det var grimt og tjavset grundet ovennævnte fældning)

Og: At selvsamme hår selvsamme dag er fedtet og trist at se på, fordi jeg har vasket det i håndsæbe, da jeg, selvfølgelig, har glemt at medbringe shampoo på min tur ud i verden

* At jeg altid har mindst ét barn på hoften,  OG sindssygt mange andre ting i hænderne. Som denne dag i Aarhus, hvor jeg slæber rundt på: en laptop, en halv pose bleer og – bag højre skulder – en mulepose med børnetøj, mit eget tøj og en toilettaske. Og så en baby

* At Juno er sur næsten hele tiden, når jeg tager hende med til Aarhus for at koble lidt af. At tanken om nogle forkælelsesdage med tid til at skrive om aftenen, snakke om dagen og bare slappe af, i virkeligheden bliver en balanceøvelse mellem mine egne og barnets behov, og den ene gang jeg sætter mig selv først, og køber en varm chokolade on the go, spilder jeg den mørke drik udover to skønne barnevognstæpper og min telefon, fordi Juno vil op på min arm. Faktisk kan man næsten fortryde sådan en tur, indtil man finder de helt rigtige efterårssko – og griner højt med sin familie

* At jeg den første morgen tilbage på Ærø bliver vækket kl. 5:20 af en fireårig pige i panik, som skriger “min næse løber med snot”, hvorefter vi farer ned ad trappen (med uldtæppe) for så at opdage, at hun er dækket i blod, og det samme er en hel del andet (OG mit liv er at være taknemmelig for “Vanish”, for nu er sengetøjet helt hvidt igen.)

GOD SØNDAG! Livet er fuldt at nuancer, og Kristian siger, at man skal danse sig igennem det… (Han siger det oftest, når jeg vælter ud på parkeringspladsen foran Brugsen fra det mellemste sæde i vores mega-bil med en baby og en hel del andre ting i hænderne og føler mig ALT andet end elegant)

Vores familieseng

Jeg tror egentlig, jeg havde regnet med, at mit første barn skulle sove i en tremmeseng på soveværelset, da vi havde ham med hjem fra Hvidovre. Og jeg er egentlig i tvivl, om jeg havde overvejet, at der var andre muligheder. På det tidspunkt kendte jeg ingen andre, der havde børn. Og da slet ingen som havde børn, der græd hele tiden. Men det gjorde Storm. Altså græd uafbrudt de første mange uger. “Nej, nu kan vi ikke finde på mere at gøre”, konstaterede jordemoderen på barselsgangen den første nat. Da var han knap et døgn, og havde skreget i timevis. De havde givet ham erstatning på kop, og haft ham inde på vagtstuen, så jeg kunne sove, men jeg lå i min seng, og var ved at blive opløst. Efter en time gik jeg derinde, ligbleg og i en giga frottéskjorte, og trak af sted med plastikkrybben og den grædende nyfødte på min arm. Hvis han skulle græde, skulle det være på min krop.

Jeg var også helt ny, og måske lige så uforberedt som barnet. Jeg havde ingen nybagte mødre tæt på, og havde ikke tænkt over, hvordan det skulle foregå, det der moderskab. Jeg havde ikke hørt om smertefri fødsel eller været bekendt med, at man kunne føde hjemme. Jeg vidste ikke, at man kunne få bæreseler og vikler eller amme i mega lang tid eller det modsatte. Jeg anede ikke, at man kunne sove sammen med sine børn eller i hvert sit rum, og at forældre gjorde både det ene og det andet. Jeg havde derimod puffet til det lille liv i min mave, hver gang han lå stille derinde de foregående ni måneder, fordi jeg var bange for døden. Min far var død, mens jeg var gravid, og min bror var syg af kræft.

Jeg lærte hurtigt en del ting, og vigtigst af alt begyndte jeg at mærke efter: Hvis hverken jordemødrene, sundhedsplejersken eller min egen læge kunne fortælle mig, hvorfor det lille menneske græd så meget, måtte jeg finde min egen vej. Jeg tænkte, hev mig i håret, og googlede løs, og endte på onlineforumet Slyngebarn, hvor en masse erfarne mødre fortalte mig, at det måske ville hjælpe at sætte ham i en strækvikle – og tage ham til kiropraktor. De forklarede, at mange af dem også havde haft babyer, som græd meget, og bekræftede, at det var benhårdt. De fortalte, at de havde haft lyst til at forsvinde, løbe langt væk, fordi de havde følt sig afmægtige. Og så skrev de, igen og igen, at det ville blive bedre.

Og det gjorde det. Det blev bedre. Storm blev glad, og jeg blev klogere. Jeg fandt efterhånden ind til min egen visdom; min måde at være mor på, og når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var famlende og hudløs dengang. Endnu mere end nu. Jeg bevægede mig i en tåge, og der var meget, jeg kunne have gjort bedre. Når jeg tænker tilbage ved jeg, at jeg gjorde mit bedste, heldigvis. Det gjorde jeg virkelig. Ligesom jeg gør nu, hvor jeg efterhånden har lært, at jeg ikke ved alt, og aldrig kommer til det. Den bedste mor jeg kan være, er mig selv.

Storm røg over i vores seng, og blev der, og selvom det alene ikke stoppede gråden, føltes det rigtigt. Da vi fik vores tvillinger tre og et halvt år senere, havde vi to slyngevugger klar – og en stor seng. Dengang havde vi et soveværelse, hvor tre boxmadrasser passede perfekt imellem væggene, så ingen kunne trille ud til siden, og alle kunne være der (næsten) komfortabelt. Familien er vokset siden da; hver enkelt af os er blevet større (yes, også de voksne), og der er kommet én til. Nu har vi en seng, som består af fem madrasser, surret sammen og overstrøet med lækre, bløde topmadrasser, som næsten udvisker rillerne i de mange mellemled.

Vi sover der alle sammen hver nat, og det er godt. Hyggeligt, trygt og rart. Ganske enkelt fordi det er, hvad vores børn udtrykker behov for. De bliver puttet på deres børneværelse (hvor de har tre senge ved siden af hinanden), men inden Kristian og jeg når i seng om aftenen (ahem, natten), ligger de alle fire på rad og række i familiesengen, og tager imod os med hoveder i fodenden, ben på tværs og mumlen i søvne.

Hvis vores børn helst ville sove på deres eget værelse, tror jeg ikke, vi var kommet i tanke om, at man kunne gøre det anderledes. Men, de har vist os en anden vej, og vi ved, at en dag kommer selvstændigheden, og trækker i dem fra et andet sted. Pludselig gider de ikke nusses i håret, krammes helt tæt, kysses i søvne eller ligge i ske med os, og derfor har vi lavet en familieseng til os alle sammen. Og den er eddermame stor.

Fremragende Fredag – Burgere!

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg vil bruge min blog som et sted, hvor jeg anbefaler nogle af de ting, jeg holder af: De mest inspirerende bøger; de bedste film og serier samt min yndlingsmusik. Jeg kalder det “Fremragende Fredag”, og jeg har lyst til at starte med fem bøger, lige så mange film og en bunke musik. Fordi der er så meget godt derude. Så mange ting, som er værd at bruge tid på (og meget meget mere, som ikke er det..) – MEN jeg starter med at anbefale en burgerbar (og ja, det kommer også bag på mig), fordi jeg faldt over én i går, som var så god, at jeg tænkte: Den skal alle høre om. Også øboerne, der indimellem kommer til byen; Københavnerne, som trænger til en Jyllandstur og alle jyderne i tilfælde af at de ikke har fundet den endnu.

Stedet hedder The Burger Shack, og selvom det først åbnede i februar i år, har de allerede vundet fem burger-førstepriser i blandt andet Berlingske og Børsen, og de har vist vildt travlt derinde både dag og nat.

The Burger Shack meldte sig sådan lidt henkastet på min søsters og min radar, da vi kom trillende med sovende Juno ned ad Frederiksgade. Vi kiggede på menuen, og min søster sagde: “kyllingen er vist nok vildt lækker,” og så, da jeg stod ved baren, og skulle bestille en omgang fried chicken til deling, tænkte jeg “what the heck,” og så købte jeg også en cheeseburgermenu med pomfritter og vand, og det blev 140 kroner. For det hele.

Vi satte os udenfor, Juno lå i barnevognen og sov, men den søde pige, som serverede for os, understregede, at vi gerne måtte tage barnevognen med helt ind i det lille, hyggelige shack. Man kan altid mærke på personalet et sted, når ledelsen er god, og nu ved jeg jo ikke med sikkerhed, om den smilende blondine på omtrent 18 år, som betjente os, rent faktisk ejer The Burger Schack, men min formodning er, at hun er ansat, og at hendes chef er rar. Alle de ansatte var nemlig smilende og imødekommende.

Inde i restauranten er der en stemning af noget familiært, som om alle kender hinanden, eller er til den samme familiefest. Snakken summede, der var varmt og trygt, og det mindede mig om et sted i Brooklyn, hvor jeg plejede at komme. “Gravys,” hed det, og min veninde, Katie, og jeg plejede at hænge ud der sommeren lang, da vi boede nede af vejen. Gravys var et ret traditionelt amerikansk sted, og de havde en veranda, hvor vi alle sammen mødtes i de varme måneder med stråhatte på skrå og sugerør i kølige drikke. The Burger Shack har også en terrasse ud mod gaden, og selvom der ikke var varmt i går, var følelsen lidt den samme.

Maden var helt perfekt (og kom efter fem minutter): Pomfritterne var strøet med krydderurter, salt og parmesan. Kyllingen var paneret, sprød og saftig, krydret og letspist (jeg sagde: ”hvad har de paneret det i?”, min søster svarede: ”Det ved jeg ikke, men der er ikke noget forkert på den kylling, i hvert fald!”). Men det bedste var altså næsten burgeren; rosa bøf, en masse frisk salat, god ost, og en skøn, løbende dressing. Til pomfritterne og kyllingen fik vi stedets tre dips: deres egen bernaise-inspirerede mayo, en chili mayo og en grøn variant med urter.

Vi spiste os mere end mætte, og efterlod en del pomfritter (min søster sagde: “De er ikke en gang bløde, dem vi går fra!”)

Og nu ved I, hvor I kan finde os i dag klokken 12, med andre ord.

P.S. Kødet på The Burger Shack er af lokale, fritgående kødkvæg og alle grøntsager er øko. Yes!

 

 

 

En pause i Aarhus

Nogle gange får jeg brug for en pause, og det er ikke altid muligt, men indimellem må jeg væk og bryde med de rytmer, som opstår, når man går i det samme hver dag. Det er barslens vilkår at være tilstede i rytmerne, det er lærerigt og smukt. Og nogle gange er det til at blive svimmel af.

Derfor tog Juno og jeg færgen til Svendborg i går, og så satte vi os i vores store skrummel af en bil, og kørte gennem det oktobersmukke landskab til min fødeby, Aarhus. Juno sov næsten hele vejen, så jeg lyttede til Edward Sharpe and the Magnetic Zeros, og tænkte på den bog, jeg er ved at skrive. Altså, når jeg ikke skriver blog. Eller er mor. Eller ordner vasketøj. Eller..

Pointen er, at når der er ro til det, skriver jeg på en bog, og i går, da jeg styrede bilen gennem landet med sol overalt og blå himmel, havde jeg tid til at tænke på de mennesker, hvis skæbne, jeg skriver om. Jeg tænkte på deres arbejdende hænder, og kunne næsten mærke dem mod mine, jeg så deres øjne, og læste deres tanker. Og jeg længtes efter at skrive om dem igen.

Vel fremme tjekkede vi ind hos min bror, svigerinde og lille, smukke niece, og bar vores taske ned på det værelse, hvor vi bor, mens vi er på besøg. Vi spiste aftensmad sammen med familien, og så var Juno træt, og faldt i søvn, og jeg sad, og så på sengen, og på det sovende barn og på boligblokken overfor. Jeg kunne høre bilerne et stykke derfra, og biler kan næsten lyde som vinden i træerne eller bølgernes brusen.

Og så sad jeg der, og havde bestemt på forhånd, at jeg ville skrive hele natten. Jeg ville spise chokolade og skrive og læse bøger og falde til ro i mig selv, men i stedet lagde jeg mig til at sove med det lille menneske mod min mave, og jeg snusede til den runde hulning i hendes nakke, og faldt i søvn, og drømte om havet, og snart igen skriver jeg, det er jeg sikker på. Men ikke i aftes, dér var jeg for træt og måske var søvn alligevel det, jeg trængte aller mest til.

Min far døde, da det var tid

Om et par uger er det otte år siden, min far døde af kræft.

Der er sket meget på otte år. Jeg føler, han har været væk i størstedelen af det liv, jeg forbinder med mig selv. Han har ikke mødt mine børn eller oplevet mig og mine søskende blive rigtigt voksne. Han har ikke set min bror overleve kræften, eller været vidne til min søsters og min udvikling i årene siden. Han var her ikke, da jeg blev mor, eller da min bror blev far, eller når min søster bliver færdig som jordemoder om lidt.

Det er længe, han har været væk. Han ville være fyldt 60 i år, min mor er 55 nu, og mine søskende og jeg er 28, 30 og 34. Han døde tidligt, kan man se på tallene.

Han døde tidligt, ja, og samtidig døde han på det rigtige tidspunkt. Han var slidt ned, magien var væk, glæden forstøvet, og tilbage stod et menneske, som ikke var helt. Det var i hvert fald ikke hele min far.

Min far var nemlig historiefortæller og tegner; han var arkitekt, og fritidsarkæolog, weekendastrolog, geograf og historiker. Han var kunstmaler, skoæskeopfinder og danseglad. Han var ikke altid beruset, sløret, uforudsigelig og sur. Han var ikke altid bleg, mager og indebrændt. Nej, han plejede at være solbrun og grinende. Han plejede at have kæmpesquash i køkkenhaven, og han lærte mig at cykle.

Da han døde, efterlod han ligedele tomrum og en ny, klar luft til min mor, mine søskende og jeg. Vi åbnede vinduerne, lod ham svæve af sted i sit eget tempo, lyttede til hans yndlingsmusik, og fortalte hinanden de bedste historier om livet med ham. I månederne efter nød vi roen; det var som en stilhed efter stormen. Den døende havde fået fred, og vi åndede lettet op. Ingen spøgelser længere, ingen frygt.

Der var mange grunde til hans forfald, det er der jo altid. Leder man længe nok, har vi alle en historie, som kan forklare det meste. Leder man længe nok, vil man altid sige, “nå ja, derfor,” og i min fars tilfælde behøvede man ikke lede så længe endda. Derfor savnede jeg alligevel at have en far. Min far.

Jeg har tilgivet ham. Tilgivet, at han ikke var den, han kunne have været. At han forsvandt længe før, hans hjerte holdt op med at slå. Jeg har givet slip på vreden og skuffelsen, og husker nu mere end noget andet barndomsbillederne af ham, mine søskende og jeg. Vi danser vildt til høj musik, vinduerne ryster fra vores høje spring. Vi griller på terrassen, kælker på den lange, stejle bakke bag husene. Han ser betaget på min mor, den smukkeste kvinde.

Og nu har jeg også tilgivet mig selv. Jeg har båret rundt på skyld, og bebrejdet mig selv, at jeg var sur på ham; at jeg skældte ham ud, forlangte mere, end han gav. Nu forstår jeg, at han smed æggeskaller over alt, og det var umuligt ikke at træde på dem. Jeg tror, vi har sat os selv og hinanden fri begge to.

Der er gået otte år, og de er gået godt. Vi er glade, alle sammen. Hans familie har rejst sig, og vi har lukket solen ind: Der er lys over alt i vores liv, vi er kommet tilbage på fødderne, vi mangler ikke noget, vi holder sammen, holder af: Vi er familie. Sammen med os går han gennem livet, som et minde om et mennesker der var engang, og som vi sagde farvel til, da det var tid. Da alle trængte til fred.

Det er min far i midten; med sin sommerturban på hovedet. Sommer på Tunø. Jazzmusik, pibetobak og friske ærter hver dag. Jeg tog billedet den dag.

Kærester før far

“Havde du kærester før far?” spørger børnene indimellem, og ja, det havde jeg, og det fortæller jeg gerne om. Måske det er derfor, de bliver ved med at spørge.

Jeg forklarer, at både Kristian og jeg havde andre kærester i årevis, endda. At vi havde været forelskede og hjerteknust, i tvivl og teenagetossede; og så mødte vi hinanden, og det hele faldt på plads. Helt ærligt.

Jeg siger, at jeg mange gange i mit liv har følt, at jeg vidste, præcis hvor jeg skulle hen og så – bum! – har alting ændret sig, indimellem på et splitsekund, og jeg er endt et ganske andet sted. I tidens løb har jeg grædt over meget, som jeg glæder mig over i dag, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid ved på forhånd, hvad der er bedst for mig. “Det er derfor, man skal mærke efter tegnene i maven, eller hjertet,” siger jeg til børnene, og “ja, ja,” svarer de fra bagsædet; den remse har de hørt før. For det er sådan, jeg navigerer i livet nu; ved at mærke efter, have tillid og hoppe ud i det, og jeg håber, de forstår. At de kan se, at det virker.

“Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen for at du kan få dit ønske opfyldt,” som Paulo Coelho skriver i Alkymisten. Men kun hvis vi følger tegnene.

Det var sådan, jeg endte med at få ham Kristian, ved at mærke efter og turde tro på det gode. Og jeg siger til mine børn, at jeg har været så ked af det i mit liv, at jeg troede, jeg aldrig ville blive glad igen, og at hver gang, uden undtagelse, er der alligevel sket noget, som gjorde det hele godt – ofte endnu bedre end før.

En aften sad vi alle seks og spiste aftensmad, og jeg tror, at det med skilsmisser har fyldt i Storms tanker, for en del af hans kammerater bor skiftevis hos deres mor og far, så han sagde, lidt forsigtigt:

“Jeg ved godt, at du er vild med far, men hvad hvis du mødte en mand, der var lige så sød som ham, og som også kunne TRYLLE?!”

Først grinede jeg, og det gjorde Storm også selv, og så beroligede jeg ham ved at sige, at det kan hans far da også. For jeg ved, at det vi har sammen, han og jeg, det er ægte magi.

Jaa! Se hvem der er flyttet ind

Det startede for otte dage siden, da jeg åbnede døren ned til viktualiekælderen, og så en mus gemme sig under trappen. Jeg er ikke stolt af det, men indrømmer, at min reaktion indeholdt en tung kasse Duplo (foran døren) og et højt skrig (som fik Juno til også at skrige).

Musen blev indfanget (it wasn’t me) og sat fri. Vinduet, som den var hoppet ind af, blev lukket, og nu tør jeg næsten gå derned igen.

Samme aften sendte jeg en sms til husets tidligere ejere, som også er vores gode venner. Jeg skrev: “Vi har mus. stop. Jeg er i panik. stop. Hvad gør vi. stop.” De svarede: “Vi syntes, det hjalp, da vi fik Kitty sidste år.”

Ergo: Vi skulle have kat.

Ergo: Jeg researchede katte i nogle dage, og konklusionen blev: Find en hankat og kastrer den asap (resultatet skulle gerne være en evigt kærlig og musefangende følgesvend).

I dag, da vi alligevel var en tur på Fyn, hentede vi ham så i Svendborg (vi kunne ikke finde en hankilling her på øen, som var vant til børn), og han viste sig at komme fra et skønt hjem på landet udenfor Svendborg; sådan et sted med en ægte overdækket veranda med to hængekøjer, spisebord og afskallede spisestole, og det var en ung og smuk familie, der tog imod, og rakte os den sødeste, spindende kat, og det var lige, så englene sang, og solen skinnede (det gjorde den jo rent faktisk, det med englene må I selv finde ud af, om I er til eller ej).

Egentlig havde Storm (som har ønsket sig en kat lææænge) sagt, at den skulle hedde “Ven”, hvilket en lille smule knuser mit hjerte, fordi det er så hudløst og sødt og også ret fint, men jeg indskød alligevel, at det er nemmest at kalde på vokaler, og at jeg mente at have hørt, at katte er særligt opmærksomme på “U” og “I” (og jeg bliver totalt i tvivl, om det er sandt, nu jeg skriver det her, men det er ligemeget). Ilja udbrød “Så skal han da hedde Ugle, for det starter med U,” og det tyggede vi lidt på, men da “Ulrik” straks efter blev smidt på bordet, var alle solgt. “Ulrik Ven Humaidan”; Vores totalt lækre, silkebløde, storspindende pelsven.

Tanken var, at han kun måtte være i bryggerset, når han er indenfor (og han skal være meget ude og fange mus). Men behøver jeg sige, at da vi satte os ved spisebordet, og hørte ham miave bag døren ned til gangen, blev han hurtigt en del af selskabet?

Alle elsker ham, hands down, og han fortjener det. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Velkommen til Ærø, Ulrik.

Processed with VSCO with a9 preset

En lørdag i oktober. Venskaber og langsommelighed

 

Mine dage er som regel fyldt ud, sekund for sekund. Børn, børn børn, og så, når børnene sover, eller ikke er hjemme: skrivning, arbejde. Men i disse dage er Kristian ude og spille koncerter, og de tre store er taget over til deres bedsteforældre på den anden side af vandet, så vi har kun været Juno og jeg. Vi har siddet på gulvet sammen, spist fiskefrikadeller og rugbrød, støvsuget, danset, set på køerne på naboens mark. Vi har kigget op i trækronerne, igennem bladene og set, at alt ligner et eventyr i det mønster; papirsklip og sølverblade.

Processed with VSCO with a9 preset

Men vi har også kedet os. For det er kedeligt at være én voksen og én på ni måneder i over et døgn, og heldigvis fik vi besøg af en veninde; sådan én, som jeg kun lige rigtigt har mødt, men som jeg egentlig gik på gymnasiet med i sin tid, og hun er skøn. Vi gik en tur, og senere slog vi os ned med te i sofaen, indtil gruset på gårdspladsen gav sig, og vi så en grå bil parkere derude. “Det er Tange,” sagde jeg glad. “Ej hvor heldigt! Jeg elsker Tange!” udbrød min veninde, og vi satte os alle fire,udenfor og vi snakkede (og én, lille, spiste fiskefrikadeller) og lyset var først hvidt, senere blev det varmere, og det føltes lige præcis, som livet skal sådan en lørdag eftermiddag i oktober.

Vi talte om landbrug og Weekendavisen og om Tanges kone, Minna, som havde sendt brombærmarmelade med, og som ville lave pizzaer til ham i aften (og Tange sagde: “kom og spis hos os”, for han syntes vist, jeg så lidt sulten ud, da han nævnte pizzaerne), og så råbte Juno højt, og vi grinede, og sagde, “hva’ så, Juno?” og så udbrød Tange: “Juno, hedder hun Juno?! Juno var et cigaretmærke engang. – Et godt mærke!”

“Ej, Tange,” sagde veninden, lidt ubekvem ved sammenligningen.

“Jo! Man kunne få dem i fem-pakker, og det var skide smart.”

Nå ja, det var det da.

Da de var kørt begge to, smed Juno og jeg os i dynerne, og inden længe sov hun.

Processed with VSCO with a7 preset

Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men for dælen, det var jo aldrig tanken med at blogge.”Jeg skulle aldrig være en sur mor på grund af bloggen.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?