Når jeg skriver, er jeg glad

image
Jeg har elsket at skrive, siden jeg var barn, og mit skriveri har antaget mange former gennem årene. Først var det noter i en lille dagbog, sidenhen stile, og som 19 årig kom jeg ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Der gik syv år, før jeg blev færdig med den uddannelse, og mon ikke jeg kommer til at fortælle om hvorfor her en dag, men fælles for det hele er, at jeg aldrig stoppede med at fælde mine tanker ned på papir.

Jeg har arbejdet på et dameblad i København og et dagblad på Fyn; jeg har skrevet tekster til ét af de første sociale medier, da jeg boede i New York, og jeg har ghostwritet biografier og redigeret fagbøger, men senest (!) har jeg under min barsel skrevet en roman – min helt egen – og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. For nogle uger siden afleverede jeg med krydsede fingre og en stille bøn mit livs første rigtige manus til et forlag, og straks efter gik jeg i gang med at skrive et nyt. “Det kan vist ikke være anderledes,” tænkte jeg lettet, da jeg forstod, at jeg ikke kunne stoppe, nu jeg var i gang. Jeg tror, jeg kommer til at skrive bøger, til jeg dør. Men hvem ved, om tiden er nu. Det vil tiden vise..

Pludselig ved jeg altid, hvad jeg helst vil, når børnene sover. Pludselig går jeg rundt i en osteklokke af idéer. Jeg har fået adgang til at nedfælde hidtil ukendte skæbner, bo hvor end jeg vil og fortælle om det hele med netop de ord, der falder mig ind. Og dét ønsker jeg for alle: at de finder deres inderste drøm, og følger den. Det er dér, lykken ligger.

Men jeg nu har jeg også en blog, hvor jeg vil nyde at skrive fremover. Det er noget, jeg har taget tilløb til i flere år; Jeg har sågar haft samme webadresse før, men jeg lukkede siden, næsten før den kom i gang. Jeg var i tvivl, om jeg havde nok på hjerte. Og om nogen vil læse med. Sådan har jeg det ikke mere. Nu kan jeg ikke lade være, og jeg vil skrive herinde, når alt det andet og børnene tillader det, men kun når jeg har noget på hjerte. Jeg lover ikke at skrive bare for at skrive, og derfor bliver det heller ikke de to indlæg om dagen, som jeg kan se, at de helt seriøse bloggere sigter efter. Så meget spændende har jeg ikke at bidrage med. Og der er jo også romanen, som sagt.

Har I noget, I elsker at bruge tid på? Noget, som tænder et lys dybt inde?

Aftensmad. Skal man det?

I går spiste vi aftensmad på trappestenen foran huset, min søster, ungerne og jeg. Rugbrødsmadder med torskerogn og remoulade og gulerødder, og jeg syntes, det var helt perfekt. Det var den smukkeste aften med lav sol og frisk luft, og jeg elsker den slags mad. Ingen forberedelsestid, ingen oprydning. Glade unger, som løber rundt og leger, mens de spiser, mætte børn, afslappet mor (og moster).

Hvis jeg boede alene, ville jeg spise brød med pesto og ost hver dag. Jeg ville aldrig i mit liv lave en gryderet eller noget ovnstegt til mig selv, og jeg ville ikke savne det. Jeg er mest til fingermad, og dessert. Og chokolade. Og friskfanget fisk med hjemmelavede pomfritter, men det er en anden sag.

Engang brugte Kristian og jeg mega lang tid på at lave mad hver dag. Eller faktisk var det altid ham, der lavede maden, og så var jeg sammen med ungerne imens. Så en dag blev vi enige om, at det måske ikke var hensigtsmæssigt at bruge flere timer på madlavning dagligt, når man har små børn, som man også gerne vil være sammen med.

Nu spiser vi tit rugbrødsmadder eller wraps eller noget i den retning, og hurra for det.

Ja, det er kvalitetstid at lave mad, hvis man nyder det. Ja, mad er en del af livet, og det skal være sundt og godt. Men det behøver ikke svine megameget eller tage hundrede år at tilberede for at leve op til de krav. Hvis du spørger mig, altså. Kristian er ikke ubetinget enig. Det er derfor, vi stadig får friskfangede fladfisk med hjemmelavede pomfritter og alt muligt grønt fra hans køkkenhave ret ofte, og det er, hvad man kalder en gylden middelvej.

 

Hvad spiser I til aftensmad? Og hvor lang tid bruger I på det?

 

Velkommen hertil

Hej,
Jeg havde ærligt talt overvejet slet ikke at skrive et første indlæg på min blog, og i stedet begynde midt i det hele og lade som ingenting. For det er jo ikke sådan til at sige, hvem jeg er, eller hvorfor du skal læse med, og mon ikke svaret kommer af sig selv. Det plejer det jo at gøre, når noget er meningen.
Jeg har på fornemmelsen, at den her blog blandt andet kommer til at handle om at være modig og om at se sine drømme i øjnene, og jeg ved, at jeg vil skrive om at prioritere det, der gør os glade indeni, for jeg tror på, at tiden er vores mest dyrebare ressource.
Jeg kommer også til at skrive om at skrive, om at læse og om at se, og jeg vil dele tanker fra mit øliv med en helt masse børn. Men uanset hvad kan jeg alligevel ikke forudse, hvad der vil ske. Og det er noget af det gode ved livet: at vi ikke ved, hvad vi har i vente.
Det, jeg ved, er, at ved min side står min mand, som plejede at være min kæreste, og som jeg stadig er forelsket i, når jeg får fem minutters ro til at trække vejret dybt ind og mærke, at her er vi, han og jeg, midt i alle de nuancer som livet består af, og vi har det godt. Jeg tror, alle mennesker rummer et potentiale til at have det godt.
Så, velkommen til. Jeg håber, du kommer igen en anden dag.allefire