Parforholdssnak – 3. Del

Velkommen til den tredje parforholdssøndag her på siden. Jeg har tidligere skrevet om at tale sammen og om at dyrke noget i fællesskab i parforholdet og jeg har fået en del mails og beskeder fra læsere, som hepper på, at jeg skal blive ved med at skrive.

I dag skal det handle om at skændes. Overskriften kunne være: “I skal skændes, og så skal I blive venner igen”, men det her er jo ikke et dagblad, så der er ingen rubrik. Til gengæld kan I kommentere under indlægget, og det håber jeg, I vil gøre.

I starten af vores forhold skændtes Kristian og jeg ofte. Over aftensmaden/under gåturen/midt i filmen/over alt/til hver en tid, og min mor betroede mig engang, at hun ofte havde haft lyst til at løbe væk og gemme sig, når bølgerne gik højt mellem os. Vi skændtes ikke hele tiden, til gengæld gjorde vi det uden forsinkelse, når vi var uenige om noget som helst. Vores stemmer steg i volumen, vi smed hænderne opgivende i vejret, og udvandrede med stor dramatik (måske mest mig), for så at vende tilbage lidt efter og bliver venner igen. Sådan er det stadigvæk, nu sker det bare sjældnere.

“Men,” sagde min mor, “jeg lærte jo, at jeres diskussioner betyder, at problemerne aldrig vokser sig store imellem jer,” og det gjorde mig stolt, at hun sagde det, fordi det er noget, vi har været bevidste om, siden vi mødtes – det med skænderierne. Vi ville sådan set gerne skændes – i hvert fald langt hellere end vi ville vokse fra hinanden. Vi ville diskutere for at blive klogere, komme hinanden nærmere, og vi var fast besluttede på ikke at efterlade små splinter indeni, som kunne risikere at vandre op i hjertet.

Vi skændes sjældent nu, og når vi gør, er det som regel mere diskussioner end skænderier, men det ændrer ikke ved, at vi stadig siger det (prompte), hvis noget føles eller lyder forkert. Vi er blevet meget bedre til at bevare roen, træde ud af følelserne og sige det, vi mener, fra et anerkendende sted. For det meste. Andre gange råber jeg “fuck!”, og går min vej. Til gengæld kommer jeg hurtigt tilbage, og det er efterhånden mange år siden, jeg smed min cykelhjelm i gulvet i ren og skær afmagt.

Min pointe omkring konflikter er, at i stedet for at øve sig på at undgå dem, bør man øve sig på at gennemføre dem ordentligt og blive venner igen. Jeg tror, mange er bange for konfrontationen, fordi de frygter, hvad der kan ske. Nogle har en bagage med sig, som har traumatiseret deres følelser omkring enhver konflikt, og det tager tid at blive tryg. Men alle kan lære at diskutere uden at tabe hovedet. Dybe indåndinger kan være en hjælp. Det kan bevidsthed omkring konfliktens potentiale også.

For vi vokser gennem konflikterne, og det er kun, hvis tonen bliver destruktiv, at det er et problem at være sure på hinanden et øjeblik eller to.

Mit råd er: Tag konflikterne! Vær ikke bange for konfrontationen. Man skal kunne korrigere hinanden uden at falde helt ned i følelsesgryden, og man skal lære at drage en rationel konsensus  af uenigheden.

Imellem Kristian og jeg handler det efterhånden mest om måden, vi siger det på, når vi ikke er helt enige. Vi har erfaret, at konflikterne er et effektivt redskab til at blive klogere, og vi øver os i at holde det så kærligt, som vi kan, når vi synes, at modparten er på afveje. Vi prøver at gå over broen til hinanden, og selvom vi indimellem taler med store bogstaver, danner de ikke grimme ord, for det er helt sikkert, at der aldrig kommer noget godt ud af at smide destruktive gloser på hinanden. Nedsættelser, hån og sårende kritik skal ikke være en del af et parforhold; den slags gør skade længe efter, det bliver sendt af sted.

Jeg tror og håber, at mine børn lærer, at konflikter er en naturlig del af livet og ikke noget, man behøver frygte. Jeg tror, de ved, at et skænderi som regel ender med et kram eller et undskyld, og jeg fornemmer, at de stoler på, at diskussioner er en god måde at komme videre på. Derfor synes de alligevel ikke, det er rart, når vi er uenige, og de beder os stoppe, eller råber: “hold op med at være uvenner,” og så holder vi inde, og fortæller vi, at vi bare er uenige, men at vi stadig elsker hinanden (og ofte tror de, at vi skændes, når vi i virkeligheden blot har gang i en passioneret snak uden skyggen af konflikt.)

Konflikter er ikke nederlag eller svage punkter – de er et redskab til at vokse og komme tættere på hinanden.

Skændes I,? Hvordan, hvornår? Hvad var det sidste, I skændtes over? Hvordan har I det med konflikter?

Læs 1. del her, 2. del her, 4. del her og 5. del her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

1 Kommentar

  • SVAR

    Så sandt, så sandt❤️