Parforholdssnak – 4. del

I dag på denne fjerde parforholdssøndag vil jeg skrive om at være forældre og stadig føle sig som kærester. Men som jeg gik i gang med at skrive, slog det mig, at mit indlæg i går, da jeg skrev om én af de ting, jeg ikke magter som mor lige nu, på mange måder indkapsler min pointe: At det er krævende at være forældre sammen men også at det kan være den største gave at have én at dele det hele med.

En vigtig del af at være forældre sammen er at få det til at køre, så begge parter trives. At høre hinanden, mærke sig selv, give plads, give tid, hjælpes ad. Det kræver samarbejde at have børn, og jeg synes, det kræver rigtig meget, når man har fire. Men lige netop vores fjerde barn har faktisk givet mig nogle evner, som jeg af én eller anden grund ikke fik fat i med de tre første, og som gør livet noget nemmere, trods alt: Efter vi har fået hende, er det ikke længere en overvindelse af hænge en vask til tørre – jeg gør det bare, og det er ikke længere et problem at støvsuge megamange kvadratmeter – det er lige før, jeg nyder det. Jeg har med andre ord lært at få ting gjort uden timevis af overspringshandlinger, og ofte formår jeg at rydde en helt masse af vejen på ingen tid, så jeg kan komme ind til kernen. Til mit arbejde, til samværet med børnene, til alenetid med Kristian. (og jeg tænker indimellem at mødre/fædre må være de absolut mest effektive medarbejdere på enhver arbejdsplads, fordi vi er handlekraftige – og vi vil gerne hurtigt hjem).

Kristian og jeg bliver bedre og bedre til at arbejde sammen herhjemme. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” – “fire børn lærer søvnigt ægtepar at få ting gjort..” Det er sjældent, vi spilder tiden. Vi sidder ikke foran fjernsynet og zapper en times tid, før vi beslutter os. Nej, faktisk har vi ikke haft tv-kanaler i fire år af samme grund: Vi beslutter, om vi skal se en film, læse eller arbejde, og så går vi i gang, hvad end det betyder, at vi sætter os hånd i hånd, eller går hvert til sidst med vores individuelle projekter.

Vores børn har vi alle valgt til med fuldt overlæg, og de fortjener det bedste af os, hver dag. Det er en gave at leve i en flok, en dyb glæde at se små væsener tage form, finde sig selv og indtage verden, og som deres forældre er vi familiens rygrad. Derfor er vi nødt til at finde måder at være både par, individer og forældre uden at miste det ene på bekostning af det andet.

Herhjemme prøver vi at dele opgaverne ligeligt imellem os, så vi også har energi til at være nærværende, når først tøjet er lagt på plads, opvasken taget, og skraldespanden båret ud. Det er ikke sådan forstået, at hvis jeg laver mad om mandagen, så gør Kristian det om tirsdagen – tværtimod forsøger vi hver især at tage ansvar for det, som vi synes, er rart eller sjovt, og resten fordeler vi cirka 50/50.

Det er en stor opgave at være forældre, måske faktisk den største der findes, og man skal ville parforholdet, hvis ikke det skal gå til midt imellem lortebleer og diskussioner med to fireårige, så man bliver nødt til tage sig tid til det, respektere hinanden og huske omsorgen, nærheden, intimiteten. Både i hverdagen – og i vores tilfælde, i hvert fald – også nogle gange i det undtagelsesvise, når vi pakker en taske og siger farvel til børnene for en enkelt dag eller to, synker dybt ned i vores tosomhed, og genopdager den uafbrudte samtale, de stille aftentimer, den sene morgen, og det vil jeg skrive lidt mere om i næste uge, hvor vi netop tager på vores første “love-tur” i lang tid..

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 5. del her

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor er det belejligt, at et indlæg som dette kommer lige netop dagen efter, at det gik op for min mand og mig, at vi ikke har haft alenetid i halvandet år! For halvandet år siden blev vi forældre til vores første barn, og siden da er dagene bare fløjet afsted. Jeg er hjemmegående med et lille bijob for at have råd, så når min mand kommer hjem fra arbejde ved 17-tiden, snupper han barnet og laver mad imens jeg sidder og arbejder ved computeren. Bagefter går jeg med den lille i seng, så hun ikke falder ud over kanten.
    Vi har ikke en masse familie i nærheden, så vores datter er slet ikke vant til at blive passet af andre, og er højst blevet det i få timer ad gangen, imens hendes forældre var praktiske grise.
    Så nu! Nu, hvor det er gået op for os, at vi savner hinanden, har vi sat os for at drikke kaffe sammen en dag. Alene. Bare en enkelt kop. Jeg glæder mig.

    • SVAR

      Det lyder dejligt! Jeg har altid været fuldkommen afhængig af lige at komme væk, trække vejret dybt, tale til ende uden frygt for afbrydelser. Jeg elsker at have hele aftenen foran mig kun med min mand ved min side, og der skal ikke mere til end sådan en enkelt aften, så har vi talt os helt varme, så er vi tættere på hinanden, så kan vi mærke hvorfor og hvordan, og alt bliver ekstra lyst og smukt 🙂