Parforholdssnak – 5. del

Så er det 5. og sidste gang, jeg skriver et “parforholdssnak” indlæg i denne omgang. Og hvilken dag at gøre det på, når nu Kristian og jeg netop har været på love-tur for første gang i…alt for længe.

Jeg nåede ellers at tænke: “Nej, det vil jeg ikke skrive om”, fordi jeg ved, at mange ikke tager væk fra deres børn, fordi det føles forkert for dem, og jeg har hørt flere sige, at de ikke behøver få deres børn passet for at være kærester. Men det gør vi jo heller ikke; vi har mange skønne aftener derhjemme, hvor vi sidder helt tæt i sofaen og snakker eller læser eller ser en film, og jeg elsker det. Men for mig er det ikke det samme som at være bare os to uden at der ligger fire børn ovenpå, som potentielt kan tisse i sengen eller få et hosteanfald, og som uden tvivl vækker os senest – senest! – klokken 06.

Nej, jeg elsker vores kæresteture, og vi har altid taget på dem, og er så heldige, at vores bedsteforældre og søskende har lagt weekender (eller hverdage, vi er sådan set ligeglade) til, så vi kan drage af sted (og hvis ikke vi havde familie, som trådte til, ville vi finde én eller to barnepiger, der kunne hjælpe os. Det gjorde vi i København, da Storm var lille, for så vigtigt er det for os.)

Således også i går. Vi kørte til Aarhus og var først lige et par timer på DOKK1, som vi er vilde med alle sammen. Så tog vi op til min mor på kommunehospitalet, hvor hun arbejder på 30. år, og dér hoppede drengene ind i hendes bil, og kørte med hende hjem. Dernæst trillede vi ned til min søster og svoger i Øgaderne, og afleverede to glade piger i armene på de smilende børnepassere, som havde blåbær og vindruer klar til den store afsked. Men det var ikke nødvendigt: alle vinkede glade farvel, og klokken 17 satte Kristian og jeg os i bilen. Bare os to.

Og se, nu er vi allerede kommet til det punkt på vores tur, hvor jeg tænkte: “Jo sgu, jeg skriver om vores love-tur på bloggen, uanset om der er nogen, som rynker på næsen eller ej,” fordi: Vi snakkede SÅ fantastisk godt sammen, allerede inden vi var nede i p-huset ved Magasin. Så snart vi kom ud fra min søster og svogers ejendom, helt uden ét eneste barn i vores varetægt, så vi på hinanden, og sagde: “Nå, hvor kom vi til?” og så snakkede vi, om alt det som betyder noget for os, som om vi aldrig havde holdt pause fra det. Vi snakkede i dybden, tænkte os om (stilhed er også godt, har vi lært), spurgte ind til det, den anden havde sagt, og talte videre. Vi kunne have snakket i timevis – og det gjorde vi, ha! Ingen afbrydelser, ingen bekymringer, kun snak.

Jeg vil lige tilføje, at vi altid har haft en regel, som gik på, at vores børn ikke skal undvære deres forældre mere end et døgn per leveår. Dvs: Når man er ét år, kan mor og far være væk i et døgn, to år to døgn osv. Det er en tommelfingerregel, som fungerer godt for os, og vi oplever, at vores børn også har det godt med det. Vi er aldrig væk, længere end den yngste er klar til, så vores ældste har altså ikke måtte undvære os i otte døgn, men derimod max i tre (de tvillingerne var tre år).

Nå, men vi snakkede, og vi tullede rundt i Aarhus, og så gik vi på restaurant, og bestilte fire retter, men jeg havde en dum, dum hovedpine, og var træt, og måske jeg må indse, at tiden hvor jeg går på restaurant om aftenen, og sidder i støj og i det der lys, og spiser i timevis, på en eller anden måde er ovre. Jeg ville faktisk hellere have siddet på et street market eller en lille bistro og spist en enkelt ret og så være gået en længere tur igen bagefter. For jeg er for sensitiv, tror jeg, overfor alle de der input og al larmen og de skiftende temperaturer (ej, jeg lyder jo tosset – men shit hvor den dør gik hele tiden jeg skiftevis frøs og svedte). Nå, men så gik vi ud i støvregnen igen, meget mætte, hånd i hånd tilbage til hotellet, og låste os ind på det smukke værelse med alle de velduftende cremer og sæber, og jeg lagde mig i karbadet med bobler i, mens Kristian lå på sengen nogle meter derfra, og læste højt fra en bog, han er i gang med, og som han synes, jeg skal læse (men han ved godt, at det ikke kommer til at ske, så han så sit snit til at læse højt fra den i stedet). Og jeg stod op af badet, han læste videre, og så lå vi på sengen, og læste og snakkede, og alt var godt og rart og klokken 21:30 – tidligere end nogensinde i årevis! – faldt vi i søvn uden at føle os snydt for voksentid. Og så sov vi til klokken 8.

Vi spiste morgenmad, hentede bilen, hentede børnene (alle var glade), tog i svømmehallen hos min mor og hendes mand, spiste frokost alle sammen, og så kørte vi mod Svendborg, og tog færgen hjem, og alt er godt. Alt er så godt. De der 16 timer uden børn gav mig lige lidt udsyn. Jeg fik bedre forståelse for det hele igen. Min taknemmelighed blev ligesom børstet af, druknefornemmelsen forsvandt. Jeg forstod nogle ting, nogle vigtige ting, og Kristian og jeg traf nogle beslutninger, både store og små, om vores liv og hverdag. Dem vil jeg skrive om i løbet af ugen, tænker jeg.

Jeg forstod blandt andet, at druknefornemmelsen – følelsen af altid at være et skridt bagud, aldrig helt at være fuldt tilstede i hverdagen – ikke er permanent. At den ikke er indlejret i mig, men derimod et billede på en forbigående erfaring. Den er ikke mig nu, ligesom den ikke plejede at være det før i tiden. Jeg er ikke ved at drukne, det så og mærkede jeg helt tydeligt, mens jeg var alene med Kristian. Vores tosomhed tog atter form, blev stærkere, voksede, vi groede sammen, lyste på hinanden, lyste mere hver især. Jeg kunne mærke, at det ér muligt at overskue vandene – det ér muligt at være her, være tilstede. Men jeg skulle på afstand for at forstå det.

Kristian sagde, da vi gik ned af Guldsmedegade, væk fra hotellet, at “det gør vi snart igen”. Vi tager af sted, bare os to. For det er så rart. Og nej, det gjorde de sikkert ikke i gamle dage, men det var heller ikke altid, de var lige meget i synk i deres parforhold, eller lige mega glade for hinanden, og sådan gør vi så anno 2016 i familien Midtgaard Humaidan.
Min mor grinede lidt af, at vi havde brugt så mange penge blot for at få en nats sammenhængende søvn, og mindre kunne helt sikkert gøre det – børnene kunne have været hos deres bedster, mens vi var derhjemme. Men det var det hele værd. Køreturen, bekymringerne om hvorvidt Juno ville være tryg, alt det der skulle pakkes ud, da vi landede herhjemme igen dagen efter. Alenetiden var det hele værd.

(og obs: vi er ikke sådan nogle, som får taget billeder af os selv eller hinanden. Det falder os ganske enkelt ikke ind. Så lige før vi forlod hotellet, netop som vi ville rejse os fra morgenmaden, huskede jeg bloggen, og fik Kristian til at sidde nogenlunde stille, og jeg tog et billede af ham, og så tog jeg også et af morgenbordet, og dernæst tog vi et par stykker hjemme hos min svoger og søster af dem og pigerne. that’s it.)

Læs 1. del her, 2. del her, 3. del her og 4. del her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Skønt, skønt ❤️❤️

    • SVAR

      Det er så skønt.

  • SVAR

    De der love-ture lyder som en vigtig og rar ting <3

    • SVAR

      Jaa! Tag på én 🙂

  • SVAR

    “[…] vi groede sammen, lyste på hinanden, lyste mere hver især.” Hvor smukt et billede på et stærk forhold, hvor man løfter hinanden og sig selv gennem det nære og særlige bånd, der binder delene sammen til en helhed ❤️ Tak Maj

    • SVAR

      Tak, Charlotte. Og ved du hvad? – vi snakkede om jer under vores tur til Aarhus. Vi talte om, at I stråler, dig og Mads. At man kan se på jer, at I har kontakt til en god kilde. Vi savner jer meget. Tak for at du læser med og tak for din kommentar.

  • SVAR

    […] i går var det jo søndag, og vi var hjemme, for selvom vi kørte til Aarhus i fredags for at være kærester, kørte vi hjem igen allerede lørdag, hvilket ikke var en nem beslutning, når nu det meste af […]

  • SVAR

    Jeg kan se at I var på Guldsmeden 🙂 Det må også være det perfekte sted, til at komme ned i gear og tosomhed. Der er ligesom en helt vildt venlig og hjemlig feel, ikke? Jeg har godt nok kun været på et Guldsmeden hotel på Vesterbro, men Århus er jo the original, så jeg tænker at følelsen må være den samme.
    Og så kan tosomhed på tur, altså bare noget helt andet end tosomhed hjemme <3

    • SVAR

      Ja, Guldsmeden. Vi har været der nogle gange igennem årene – også på Vesterbro. Det er altid godt. Og velduftende. (og ja til tosomhed på tur. Mere af det, tak!)

  • SVAR

    Åh, hold endelig fast i jeres kæresteture – det er så godt for jer allesammen (også for børnene). Vi har taget af sted en gang om året sammen, nogen gange en enkelt overnatning, andre gange en forlanget weekend og vi elsker det. Børnene har vokset op med det, så for dem er det helt naturligt. Jeg tænker også at det er sundt for børnene at se, at vi forældre har det godt sammen og prioriterer tid til hinanden. Man skal heller ikke tage fejl, børnene synes skam også at det er skønt at komme på weekendophold hos familie eller venner 😉

    • SVAR

      Helt enig. Det er så vigtigt, også at børnene oplever, at deres forældre er mere end bare samarbejdspartnere i hjemmet. Det lyder for øvrigt som en fantastisk rejse I skal på, alle sammen 😉

  • SVAR

    […] det kunne jeg også nemt gøre i dag, for der er en masse gode ting derude, men ovenpå vores kærestetur i sidste uge, hvor Kristian og jeg talte en del om, at vi gerne vil gøre livet mere simpelt, er der noget […]