Posttraumatisk stress i sofaen (om åndelig næring, nydelse og ægte genopladning)

For noget tid siden blev Kristian og jeg opmærksomme på, at vi i årevis har siddet i sofaen om aftenen med en forventning om at være afslappede, mens vi i virkeligheden holdt vejret, og ikke kunne få vores skuldre ned. Efter først en baby med kolik og tilstødende astma og dernæst to babyer, som også græd meget, var vores forventning, at vi skulle være klar til at rykke ud når som helst. Det sad fast i kroppen, da Juno kom, og selvom hun var en mere rolig baby, end jeg havde oplevet før, var hun jo stadig en baby: Uforudsigelig og med mange akutte behov – præcis som en baby skal være.
Jeg sad på kanten af sofapuden med min vejrtrækning højt i halsen, og omend jeg måske nok læste en bog, havde en samtale, eller så en film, var jeg ikke fuldt ud tilstede. Jeg var i beredskab, en slags posttraumatisk stress i sofaen, og havde haft det sådan i årevis, og først da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg begynde at fokusere på min egen evne til at falde til ro, slappe af, lade mig nære. Jeg fik fokus på at trække vejret dybere, læne mig tilbage, afslappe musklerne i hele kroppen, få ro på tankerne. Vi krammer hinanden (det hjælper!), griner af, at vi sidder i angrebsposition, når det blot er nogle dejlige børn, vi er stressede over, og så tager jeg en højlydt ind- og udånding for lige at anerkende, at det ér hårdt, det her småbørnsliv. Og så kalder et barn, ja – i aftes var jeg ovenpå fem gange, før jeg gik i seng (hvilket er ingenting sammenlignet med tidligere), men jeg gør alligevel meget ud af at lade mig selv falde til ro, når jeg sidder i stuen, og jeg forsøger at komme til børnene med ro fremfor panik eller ærgrelse.

Vi genoplader alle forskelligt, og jeg genoplader i høj grad af mine timer alene, hvor jeg reflekterer over dagens oplevelser og arbejder med mine helt personlige projekter (eks. denne blog), mens jeg lader min krop falde til ro, og trækker vejret dybere. Det betyder ikke, at jeg ikke næres af tiden sammen med min familie eller venner eller af at lave mad, rydde op og gå en tur med børnene. Dér bliver jeg inspireret og motiveret, udfordret og glad, og jeg har brug for både næring og genopladning i hverdagen.

Næringen er for mig det, som gør livet stort og rørende; organisk og frydefuldt.

Det er de samtaler, som har en dybde og relevans, der rækker ud over dette ene øjeblik: Samtaler om livets mening, om hvorfor vi skal igennem de hårde tider for at blive klogere og om de overvejelser der rører ved nerven, og tør tage fat, hvor det gør ondt: Er vi på rette vej? Er det det her, vi vil med vores liv?

Det er det smukke i omgivelserne: Den åbne himmel og fuglene som flyver over havets skiftende blå, over træernes nøgne grene. Det er farverne i mit hjem; behovet for harmoni og personlige valg i vores indretning. Det er kunsten omkring mig – både mine børns tegninger og de malerier, som vi har prioriteret at bruge penge på. Det er keramik, vævede tæpper, smukt træ og skaller fra stranden. Sollys, tusmørke, mit barn i en hjemmestrikket sweater, min solbrune mand i shorts på marken.

Det er alle de bøger i vores reol, som gennem tiden og stadig dag for dag rører os, sætter nye perspektiver på livet, og minder os om vigtigheden af at være her nu.

Det er musikken i mine ører, når jeg sidder for mig selv, og skriver som nu. Musikken er livsnødvendig for mig, og jeg har altid hørt meget musik hver dag: Folkmusik, opera, klassisk, jazz. Alt muligt, stort og småt.

I sidste uge svarede jeg på en kommentar fra en kvinde, som savnede at lave noget konstruktivt med sin alenetid – når hendes barn sover, eksempelvis. Og jeg får lyst til at sige som dronningen: “Gør noget unyttigt.”
I det unyttige er der potentiale for stor skønhed, og i det unyttige finder vi indimellem den næring, som vi skal bruge for at klare alt det andet.

Jeg under mig selv den komplette afslapning om aftenen, og jeg sørger bevidst for at omgive mig med skønhed, åndelighed og nydelse. Livet skal ikke først og fremmest være hårdt for at være berettiget. Det må gerne være smukt og skønt og fuldt af overskud – samtidig med at vi gør vores bedste.

Hvad nærer jer i jeres hverdag? – Gør I noget ud af jeres omgivelser? Hvad er selvforkælelse for jer?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Selvforkælelse for mig er meget at gøre det jeg har lyst til når jeg har lyst til det.

    Det kan være lave og nyde min livret, gå en tur, lægge mig ud i haven og nyde solen, træne – jeg elsker at træne, spise mine livretter, se netflix med en håndfuld nødder og 10 g. mørk chokolade 🙂 eller skrive tanker om mine tanker, lægge puzzlespil, spille et spil med mine børn, fjolle og grine med mine børn 🙂 tage ud at bowle, tage et enkelt barn med på cafe eller bare hygge med ham/hende herhjemme 🙂

    Nå det med børnene var måske ikke så meget SELVforkælelse – men anledning til at give mig en masse er det 🙂

    Og musik er fantastisk – for en der i flere mdr. ikke kunne høre musik ( blev til larm de første mdr. efter min blodprop i hjernen ) er det fantastisk atter at kunne høre musik. Værdsætter virkelig jeg atter kan høre og glædes ved dette 🙂 Bruger indimellem halve og hele dage på bare at høre musik.

  • SVAR

    Nemlig. Og jeg er glad for at se netop dén bog på billedet. <3

    • SVAR

      Ja, for hvor er den dog fin ❤

  • SVAR

    Tak for dejligt indlæg. Og Sommerbogen er forresten fuldstændig forunderlig <3

    • SVAR

      Åh ja, hvor ér den skøn. Som en lille, lun meditation i ord❤

  • SVAR

    Jeg kender det alt for godt, det med skuldrene. Og så kunne jeg godt tænke mig et indlæg om de smukke farver, også gerne med koder, hvis den slags findes 🙂

    • SVAR

      Hej Line,
      Det kan være, jeg skal skrive et indlæg med billeder fra de forskellige rum herhjemme.
      For nu får du navnene på de farver man kan se på billedet her:
      Den mørkegrønne på bagvæggen i studiet+køkkenet er “Studio Green”.
      Trappegelænderet, som stikker op, er “Blazer” – trinene på trappen er “Oval room blue”, men dem kan man jo ikke se her.
      Den lyserøde i baggrunden med det lille gelænder, hedder “Pink ground”. Alle fra “Farrow & Ball”.
      Den blågrå, som kan skimtes på loftet i studiet; på væggen langs trappen og over døren i baggrunden, er en farve, som jeg har fået blandet, og som vi bruger som en grundfarve – på samme måde som mange gør det med hvid. Den ændrer sig virkelig smukt med lyset i løbet af døgnet, og er god både i lyse og mørke rum, synes jeg. Koden er:S 2005 B50G. Den er fra Dyrup.

      • SVAR

        Tusind tak, det er helt perfekt. Og vil virkelig gerne se farverne i rummene, de er meget smukke og velvalgte >

      • SVAR

        JA tak, jeg støtter op om et indlæg med billeder af dit hjem. Jeg kaster mig over de få billeder, som kommer op her og der (har sådan brug for inspiration). Det ser fantastisk skønt ud, og jeg er bare SÅ nysgerrig
        Tak for endnu et god indlæg. Jeg læser hvert et ord du skriver.

        • SVAR

          Dejligt med et lille skub ❤

  • SVAR

    Tak for denne beskrivelse af en tilstand, som jeg selv har levet i, og tak for at synliggøre den for mig. Jeg har måske været i en fornægtelsestilstand af hvor slemt det har været. Men bare det at tale i telefon med en veninde, magtede jeg ikke. Primært fordi jeg vidste, at den ville blive ultra kort.
    Tingene har ændret sig herhjemme. Heldigvis. Men jeg sidder vist stadig lidt fast i “hvad hvis nu”. Men at meditere og høre meget høj musik giver mig et pusterum.

    • SVAR

      Kære Tacha – vi er aldrig alene ❤ Meditation og musik lyder som de helt rigtige pusterum.