“Alt det der definerede MIG, var skrællet væk” – Keramiker og pædagog Rikke Røjkjær om stress og vejen tilbage

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen LIGE HER.
I forbindelse med min ferie fra bloggen, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Jeg stødte på Rikke Røjkjær, da hun begyndte at læse med herinde og kommentere, og pludselig så jeg indimellem hendes instagrambilleder af skøn keramik og ord om stress og kampen for at finde tilbage – dengang for et år siden. Jeg hører ofte om stress; mærker det i vores samtid som en konstant underliggende trussel, og som den folkesygdom alle kæmper imod, men som kun kan undgåes eller overkommes, hvis man netop slipper kampen, mærker efter dybt dybt indeni.
Jeg synes, Rikke fortælling herunder er stærk og inspirerende:

Mor, er du træt?

Mor, er du træt? Er du træt…igen?” Det var min 11-årige datters ord, der rev mig ud af min rungende tomme glasklokke. Jeg var gået i stå ved køkkenvasken. Med opvaskebørsten i den ene hånd og gryden i den anden. Det var anden gang inden for få dage, tøsebarnet havde spurgt.
”Neeej da” svarede jeg. ”Der har bare været lidt travlt på arbejdet i dag,” forsøgte jeg med påtaget lethed i stemmen. ”Jeg skal vist bare lige i gang igen efter ferien.” prøvede jeg igen.

Men jeg kunne selv hører det. Matheden i stemmen. Jeg troede, jeg kunne stå distancen. Jeg troede, jeg kunne ”fake” det. Jeg skulle jo bare lige over dén her travle periode. Bare lige have de sidste store arbejdsopgaver overstået. Jeg skulle bare lige klare én dag mere. SÅ skulle det hele nok blive godt igen.

Men jeg tog fejl.

Hvad jeg endnu ikke havde indset, havde min 11-årige datter for længst spottet. Jeg var træt. Alt, alt for træt.
Uden at jeg selv havde opdaget det, var jeg blevet ramt af den folkesygdom, som knap 300.000 andre danskere gik rundt og led under. Jeg var blevet en del af en statstik. Jeg var blevet ramt af: STRESS.

I dag er det knap et år siden, jeg stod dér ved køkkenvasken, og blev konfronteret med min verden, som den tog sig ud fra en 11-årigs perspektiv.
Som i et skyggespil på væggen så jeg pludselig, hvorledes det hele var fat. Mit liv havde reduceret sig til kun at være noget værd i dagtimerne på arbejdet. ALLE kræfter blev etableret for at kunne møde ind på mit arbejde som stuepædagog hver eneste morgen. Med store smil på læben og overskud i samtlige professionelle relationer, tordnede jeg derud af. Men så snart jeg trådte indenfor hjemmets vægge klaskede jeg ubehændigt sammen; uden overskud til hverken børn, mand eller noget som helst andet af dét, der før gjorde mig så glad.
Jeg sov ustandseligt, jeg blev usympatisk kortluntet, hjertet hamrede derud af og hovedet var ét stort kaotisk tankemylder. Selv da jeg begyndte at gå rundt med konstant kvælningsfornemmelse og et solar plexus, der føltes som en håndfuld sprængfarligt granit, ænsede jeg ikke at stoppe op. Da ordene begyndte at forsvinde sammen med aftaler og kalenderens uoverskueligt mange to-do’s blev jeg blot endnu mere irriteret og frustreret over min egen manglende formåen og utilstrækkelighed.
Jeg blev stille og trak mig endnu længere ind i mig selv og blev forbandet vred, når min mand påpegede min manglende deltagelse i familielivet. Kunne han for fanden ikke se, at lige om lidt ville jeg falde sammen og blive liggende!? At der ikke var mere at give af!

Den dag ved køkkenvasken faldt jeg. Og så lå jeg dér.
Da gik det op for mig, at noget var rivende galt. Der var noget FULDSTÆNDIG galt ved det faktum, at jeg hver dag stod op, tog på arbejde og gav andre folks børn alle mine bedste kræfter. Alle smilene. Alle krammene. Alt overskuddet. Når mine egne børn blot så skyggen af deres mor, når hun kom hjem fra arbejde.

Jeg blev sygemeldt.

Stress og overbelastning.

Og en lang og sej rejse tog sin begyndelse.

Ordene der blev væk

Da jeg havde ringet til min leder og indgivet min sygemelding, fyldtes jeg i de første dage af en helt usigelig lettelse. Alle krav var væk. Jeg kunne ligge på sofaen hele dagen lang. Og det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Der var ingenting tilbage. Jeg sov. Jeg kiggede ud i luften og sov så lidt mere. Men da de første akutte selvomsorgsdage var gået, sneg erkendelserne sig ind på mig og langsomt – men som en manifestation af tingenes tilstand, blev jeg klar over, hvor galt det hele var fat.
Jeg kiggede ud over mit liv og opdagede til min rædsel, at alt det der definerede MIG, var skrællet væk.  Jeg havde cirka et halvt år forinden lukket min lille keramikvirksomhed ned, da jeg ikke magtede både dén og mit lønmodtagerjob. På et tidspunkt i foråret havde jeg en arbejdsuge på næsten 60 timer, og det eneste jeg følte, jeg kunne skære væk var: min keramik.
Jeg skar og skar i mit liv. Store lunser af MIG blev kastet for løverne og til sidst stod jeg dér – skrællet ind til de bare knogler. Den sidste luns, der blev flået væk, var mine ord. Helt bogstaveligt blev mine ord VÆK. Jeg var rædselsslagen. Jeg kunne ikke formulere en sammenhængende sætning, da de mest basale ord som ”kop”, ”køleskab” og ”madpakke” var visket væk.  Eller det vil sige: jeg så ordenes betydning inde i hovedet, -kunne forklare mig ud af det, men mine sætninger blev lange, famlende og næsten apatiske i deres fremsigelse. Jeg måtte have hjælp til at finde mine ord igen!
Men hvor går man hen?!

Meditationens rum

Igennem mit arbejde fik jeg et tilbud om at deltage i et stress-coaching- og mindfullness forløb. Et forløb der gav mig ikke så få øjenåbnere.
Med den helt rette håndtering af al den frustration og tankemylder, der besætter en stresset hjerne, blev jeg igennem samtalerne med coachen, langsomt lirket ind på rette vej og fandt samtale efter samtale tilbage til MIG. Men vejen førte også til erkendelsen af, at jeg måtte sige mit pædagogjob op. Jeg tudede som et vandfald, da ordene forlod min mund. Jeg skal ikke tilbage til det arbejde, sagde jeg og brød fuldstændig sammen, da erkendelsen ramte mig.
Men dét der virkelig gjorde forløbet så stærkt, var en introduktion til meditationens univers. Pludselig blev det tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad der foregik i min krop. ALT var oppe i hovedet. Kroppen havde brugt de sidste mange år på at skrige om hjælp, hvilket havde resulteret i angstanfald og en krop, der knoklede i højeste alarmberedskab, for at klare hverdagen. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan det var at være i Rikkes krop – når der ikke var andet… end væren.
De første par gange jeg erfarede meditationens rum, gik jeg efterfølgende helt paralyseret rundt. Som en himmelfalden, der var landet et sted, hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med. Var det sådan det skulle føles? Var det sådan at være til?

At komme tilbage til sig selv

En af de tilbagevendende sætninger jeg brugte om mig selv i den periode var: jeg savner mig selv! En følelse af at være blevet væk fra MIG, var en allestedsnærværende følelse. Som de før omtalte ”lunser”, der var blevet skrællet af, skulle jeg nu til at bygge op igen. Men hvordan bygger man noget op, der måske i virkeligheden aldrig rigtig har været der? For med mit benhårde og gennemgribende arbejde med samtaler og meditationspraksis, gik det op for mig, at min krop og hjerne havde været mere eller mindre stresset i de sidste femten år. FEMTEN ÅR! Hvordan finder man tilbage efter femten års vanrøgt af sig selv?
Mit svar blev keramikken og ordene.
Med bevidstheden om, at alt af værdi var blevet valgt fra i mit liv, blot for at jeg kunne indtage rollen som; først 12-tals pædagogstuderende, så stuepædagog i et udsat sociokulturelt område – samtidig med et til tider ret komplekst familieliv, havde ført mig ind i et hamsterhjul af konformitet og manglende kreativitet, hvor alt blev sat på ét bræt. Jeg VILLE være dygtig! Langsomt blev jeg en del af en mængde, som jeg på ingen måder kunne identificere mig med. Jeg følte farven blegne. Gråtonerne blev dominerende, og alle mine relationer blev hængt op på skulle og burde i stedet for: HVAD ILTER MIG? HVAD BRINGER MIG FARVE! HVAD BRINGER MIG KREATIVITET? HVAD BRINGER MIG ORD!

Da dén erkendelse gjorde sit indtog, fandt jeg et stort og rungende tomt hul, som stod klar til at blive fyldt op igen.

En kop ad gangen – en ny fortælling

Som en ny fortælling, der skulle fortælles, satte jeg mig med leret i hænderne og fortalte. Mine ord kom langsomt igen, alt imens jeg drejede den ene kop efter den anden. For ingen andres skyld end min egen, legede jeg mig igennem måneders keramikterapi – alene i mit værksted. Jeg havde brug for ensomheden – alenetiden, men havde samtidig brug for at dokumentere min rejse – min nye fortælling. Jeg havde brug for at blive spejlet i andre end mine nærmeste, der jo havde den stressramte alt for nærværende i hverdagslivet. Vi har alle brug for at blive mødt af forskellige øjne, forskellige omfavnelser – forskellige ord og tilkendegivelser.

Derfor besluttede jeg mig for, at øve mig i at være mere ærlig og sårbar i en ganske anden kontekst end dagligdagens relationer.
Jeg vovede min ærlighed ud i den virtuelle verden, nærmere bestemt på min Instagramprofil, hvor jeg blev mødt af en helt ufattelig mængde åbne hjerter og heppende følgere, som trofast fulgte -og stadig følger min rejse. En følgeskare som smed hundredevis af kram og knus efter mig den dag, da jeg i slutningen af maj 2018 kunne skrive: Jeg er raskmeldt!

Jeg har fået en enestående mulighed for at fortælle en ny historie. En ny og langt mere ærlig fortælling om livet for Rikke Røjkjær. En fortælling hvor sårbarhed, ærlighed, det uperfekte og ikke mindst farver og nærvær i mine relationer, bliver bærende for de valg, jeg skal træffe fremadrettet. Keramikken, ordene og farverne fylder lige dét de skal og min familie har endnu en gang fået den kærlige, nærværende og omsorgsfulde Rikke tilbage.

En dag for nogle måneder siden, kørte jeg min nu 12-årige datter i skole. Med musik i radioen og morgensolen i bagruden, vender hun sig mod mig og siger: Moar…du er slet ikke træt mere!”
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg svare hende: ”Nej min skat, jeg er slet ikke træt mere.”


Følg Rikke på Instagram, hvor hun har en dejlig profil med smuk, kreativ, modig keramik og ærlige fortællinger fra et mangfoldigt liv.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke en dejlig fortælling! Kloge ord, jeg kender godt til at skære væk og skære væk, til der til sidst ikke rigtig er noget tilbage. Jeg går selv og tænker meget over hvad jeg kan fylde på nu, hvad jeg gerne vil og hvad der gør mig glad 🙂

  • SVAR

    Virkelig dejlig fortælling. Jeg bliver så rørt af at læse om din nedtur og hjemtur. Dejligt at læse hvordan du er kommet hjem til dig. Og fantastisk hvad det kreative kan gøre for ro i vores sind. Tak for din historie ❤️

  • SVAR

    Der er så uhyggeligt meget i denne fortælling som jeg kan genkende i min egen rejse. Ordene der forsvandt – for mig er det ofte navnene på folk jeg udemærket kender, at opdage at stressen har stået på MEGET længere end man troede, at skulle opbygge/genfinde sig selv fra nulpunktet.