Roserne på højen og lidt om at finde hjem

Vores hus hedder Rosenhøj, og det siger næsten sig selv, at det ligger højt, og her er roser. Jeg har skulle vænne mig til navnet, som jeg måske mere synes, lyder mere som et boligbyggeri i udkanten af en storby end et lille husmandssted på Ærø, men jeg nyder at ringe til naboerne og præsentere mig som “Maj fra Rosenhøj”, for her i området kalder mange hinanden ved gårdens navn, og det kan jeg lide.

Processed with VSCO with a7 preset

Vi fandt Rosenhøj efter at have set på en del huse på Ærø, og i virkeligheden fandt vi det slet ikke selv. Det gjorde vores gode ven, som kender alle og enhver, og som godt kunne regne ud, at vi ville synes om det. Det foregik sådan, at vi fik lov til at ringe til de daværende ejere, selvom huset egentlig ikke var til salg, og de sagde, at vi gerne måtte komme og se stedet, men de kunne ikke love os noget.

Hvis ikke vi havde fået lov til at købe det, tror jeg, at jeg hellere ville have været fri for nogensinde at se det. Længslen ramte mig, så snart vi drejede om hjørnet den dag, og så havet og huset og marken, og jeg kunne se mig selv og min familie for mig: I gummistøvler på marken i oktober og bare ben i juli, mange år frem i tiden.

Vi fik lov til at købe det, og blev gode venner med sælgerne undervejs, og nåede både at overnatte hos dem, og spise mange middage sammen, inden huset blev vores. Da jeg fødte vores yngste derhjemme på 1. salen i december, var det de samme to mennesker, som havde de tre andre børn på overnatning i deres nye hjem. Tænk hvis alle hushandler kunne være lige sådan; hvis man kunne give hinanden hånden, forhandle ud fra et ønske om at alle skal være glade og – som det var tilfældet for os – forære hinanden henholdsvis hjemmelavet marmelade og æblekage som lykønskning, den dag handlen falder på plads. Det betyder noget, hvilken historie, vi har med vores hjem, og når jeg går rundt i stuerne nu, kan jeg stadig huske, hvordan her så ud, før vi flyttede ind.

Processed with VSCO with a7 preset

Rosenhøj er hjem nu. Børnene kender alle krogene, og de løber hjemmevant hen til naboerne, når de trænger til en sludder. Og selvom jeg nok er nomade af natur, er jeg også blevet glad for tryghed, og jeg har lyst til at blive her meget længe. Resten af mit liv, måske. For vi har slået rødder allerede, og de breder sig, mens vi bliver stærkere, gladere, mere rolige. Så det med at rykke op og starte fra ny, har jeg muligvis gjort nok, og hvis jeg indimellem savner duften af nye rammer, følelsen af at møde mennesker på fremmed grund, indtage ukendt terræn og starte fra nul, må jeg gøre det i bøgerne eller på rejser for så at vende tilbage igen. Hjem til Rosenhøj.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Så smukt, det passer lige til Rosenhøj ❤️

  • SVAR

    Jeg genkender de smukt beskrevne følelser. Og hvor er jeg taknemmelig. Tænk at have det sådan med sit hjem.

    • SVAR

      Sådan har I det nemlig også, og det gør det endnu dejligere at være gæst hos jer.

  • SVAR

    […] aften sendte jeg en sms til husets tidligere ejere, som også er vores gode venner. Jeg skrev: “Vi har mus. stop. Jeg er i panik. stop. Hvad gør vi. stop.” De svarede: […]