“Så intenst at man ikke kan rumme noget andet” (om at være på besøg hos os her på Ærø)

Det er den tid på året, hvor her er sand over det hele – i sengen, på gulvet, mellem vores tæer. Alle på øen lader til at have fået røde næser efter de seneste tre-fire dages intenst solskin, og mange cykler i stedet for at tage bilen.

Vi har været på stranden i timevis, og vi har spist alle måltider udenfor. Min svigerinde, bror og niece kom i fredags, og overlappede med min søster, som rejste lørdag morgen, og vi har levet i den skønneste følelse af samhørighed, mens de var her alle sammen.

Min svigerinde, som var min søsters gode veninde, før hun også blev vores brors kæreste og dernæst mor til deres datter, sagde i går, at hun aldrig ser på sin telefon, når de besøger os. “Her er så intenst at være, at jeg slet ikke kan forestille mig at skulle tage flere mennesker og flere tanker ind samtidig”.

Det kender jeg virkelig.
Det med aldrig lige at ringe til nogen eller sende en sms, medmindre det er en del af nuet, eller på anden måde påkræver øjeblikkelig handling.
Jeg kan bare generelt ikke rumme meget mere, end det vi har lige her; den kerne som er samlet på dette sted, og nogle gange tænker jeg, at måske er det fuldstændig naturligt at leve sådan? At det måske er helt i overenstemmelse med vores natur at være i kontakt med ens nærmeste og ikke en helt masse andre?
Det er en proces for mig, fordi jeg har været vant til at skrive mange emails dagligt og føre mennesker sammen på kryds og tværs; pleje mit netværk og konstant udvide min berøringsflade.
Og så pludselig (men jo i virkeligheden som en længere proces): Shut down. Vi har skåret ind til benet. Kun få e-mails, kun få sociale aftaler.
Her hos os er der intenst i kærlighed, nærvær og kreativitet men også i larm og afbrydelser, konflikter, måltider og rod. Her hos os kan man rumme det, der er lige for, og ikke nødvendigvis noget som helst andet.

Jeg er flere gange de seneste år blevet kontaktet af journalister, som gerne vil skrive om vores “rolige liv”. Oplægget har umiddelbart lydt forkert i mine ører, og jeg har skrevet tilbage, at vi ganske rigtigt ikke jager rundt efter karriere eller høje karakterer, men at “roligt” – det er her kun midt om natten når (hvis), vi alle sover.
For vores liv på landet med fravær af institutioner og fravalg af dyre vaner og lange arbejdsdage er ikke nødvendigvis et stille liv. Det er ikke afdæmpet eller fredeligt, men det er ret enkelt, og det er meningsfuldt for os, og her er ikke en helt masse distraktioner eller uigennemtænkte input. Her er ikke den daglige konfrontation med en hverdag, som føles besnærende eller udmattende, og her er ikke udbrændthed eller stress. Men her er altså larm, sand i krogene og intensitet.

Så intenst faktisk at min svigerinde glemte sin telefon i bilen, da de ankom fredag, og først begyndte at kigge efter den lørdag aften, og da hun endelig fandt den, blev den i bilen alligevel.

Man kan sige, at vi tvinger en form for nærvær ud af vores omgivelser.
Man kan også ganske enkelt sige, at her i hvert fald ikke er ro.

Men her er glæde, højt til loftet, uendelige kilder til inspiration og samvær.

Og her til morgen sidder jeg dog alligevel dette øjeblik i sofaen. Efter en uge med to gange fødselsdage, to gange overnattende gæster og dernæst legeaftaler og arbejde i køkkenhaven, så trænger vi til en helt simpel dag. Kristian er væk; jeg har ingen bil, og vi er med andre ord på lykkeligste vis tvunget til bare at være her. To af børnene stod op klokken 6, og legede med Lego i stilhed, mens vi andre først vågnede klokken 7. – det er længe siden, jeg har været så udhvilet som nu. Vi har spist morgenmad sammen alle fem, og nu sidder jeg her i sofaen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sad i sofaen en formiddag, bare mig. På en morgen som denne tænker jeg på vores frie liv og den fornemmelse af mildhed, det giver. Min ene datter rullede gardinerne ned, og lagde sig i seng, mens vi andre stadig var i gang med morgenmaden, og der lå hun helt stille, rullet ind i dyner, til de andre spurgte, om hun ville være med til at lave en film. Ingen her er tvunget til at gøre noget i dag, som de ikke har lyst til. Det synes jeg, er den største gave. Og dét er nok den ro, som man kan forestille sig på afstand – men jeg kan love for, at her ikke er stille…

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

5 Kommentarer

  • SVAR

    Tak, Maj My, for så fin en beskrivelse af det liv, som I har givet lov til bare at være. – Så poetiske og mættede billeder af en sammenhæng, hvor meningsfylden fortrænger mobiltelefonafhængigheden. Og hvor et barn bare kan give efter for sin lyst til igen at putte sig under dynen (for nedrullede gardiner) en forårsmorgen – indtil nogen har lavet morgenmad. – At male disse billeder frem af et liv skabt af mening på kanten af kontrolsamfundet, tænker jeg, er af allerstørste betydning. For de peger på et savn. De peger på nogle muligheder, som vi har brug for at realisere. De peger på den dybeste mening i menneskelige relationer. At høre til. At være der – med sin lyst – sammen – og alene. – Vi har så meget brug for disse levende billeder lige nu, hvor længslen efter tilhør og mening skubber til os – og fordrer, at vi finder nye veje, nye rammer om vores liv med hinanden. Vores menneskelighed er lige nu under meget stort pres. Og det kalder på vores opfindsomhed. – At I vover at stille jer lige dér – og male et livsbillede frem med jeres hjerteblod – dét er en kæmpe inspiration for mange. – De kærligste tanker til dig og din lille familie. Tove

    • SVAR

      Tak, Tove. Jeg har dig som et pejlemærke foran mig, og er dig evigt taknemmelig for din inspiration.

  • SVAR

    Uh dette skriv fangede mig… og ramte mig dybt. Jeg står midt i en super spændende tid. jeg er ved at give/sælge 95 % af alle mine ting for at flytte til Aarhus for at bo på en båd sammen med min kæreste og bonussøn og vores dyr. for at leve det enkle liv som jeg har længtes efter, hvor vi kun har det vi er allergladest for. og at bygge et liv op hvor telefoner, tv og computer fylder mindst muligt så der er plads til nærvær og nærhed. kreativitet og alt det som livet rummer udenfor den digitale verden. og tanken gør mig så glad. og jeg har ro helt ind i kernen ved denne beslutning som gør os alle 3 så glade <3 så super dejligt lige at genkende nogle ting i dine tanker 🙂

    • SVAR

      Kære Stine, det glæder mig meget at læse om din nyfundne lykke og håb ❤

  • SVAR

    Åh <3