Sahil fra Indien

Processed with VSCO with a10 preset

Det var den orange turban, der gjorde det. Den fik mig til at dreje om på stolen og sige: “Sikke en smuk turban, hvorfor er den orange?”, så smilede han, og begyndte at fortælle.

Sahil hed han. Han var 23 år, fra Indien og studerede i Barcelona. Nu ville han besøge sin onkel på Ærø. Han smilede meget, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere ham til min blog, svarede han bare: “Yes, of course,” og jeg fik den tanke, at ting måske slet ikke behøver være så indviklede. Måske man bare kan sige: “ja, selvfølgelig” lidt oftere. Og smile. Og forvente det bedste.

Han fulgte med op på dækket, hvor lyset var bedre, og vi kiggede på solen, og snakkede om, at han var heldig med vejret, for det var dagen før årets første efterårsstorm, og alt var stille og lunt. “Det kommer til at gynge noget mere, når du sejler hjem i morgen,” sagde jeg, og han nikkede. “Det er okay. Alle i Danmark har været så åbne, siden jeg kom for et par dage siden. Alle vil gerne høre om min baggrund.” Gud ske tak og lov, tænkte jeg, så er der håb endnu.

Hans brune øjne, den orange turban, hans hvide tænder i det varme smil: Det hele var så oprigtigt og smukt, og han var et ungt menneske på rejse i verden, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg selv var 23, og havde boet i New York i tre år. Dengang, da jeg kunne begå mig i verdens største byer, talte engelsk i søvne, og mødte nye mennesker hver dag. Dengang jeg ikke i min vildeste fantasi ville have gættet på én eneste af de ting, som udgør kernen i mit liv nu.

Sahil skulle studere i Barcelona i tre år i alt, han havde været der i syv måneder nu. “Hotel manager,” forklarede han – “jeg vil rejse tilbage til Indien og arbejde, når jeg er færdig, men jeg nyder at være i Europa. I Spanien er de bare ikke nær så venlige som her. Måske er det noget med sproget.”

Jeg lærte noget af at komme ud i verden som ung; fandt så småt fodfæstet undervejs, og prøvede kræfter med at være voksen, og jeg kunne se på Sahil, at han også var ved at blive voksen, selvstændig og sikker – og alligevel blot i begyndelsen af sin rejse. Måske kommer der en dag, hvor også han lever et liv, som han ikke har fantasi til at forestille sig nu.

“Jeg er sikh,” sagde han så. “I københavn, ved Vanløse station, har de et tempel, som jeg besøgte i går.”

“Hvor mange gange om dagen beder du?”

“Det er op til én selv, hvordan man gør det, bare man bevarer kontakten,” sagde han.  “- Er du kristen?”

“Det er lidt mere kompliceret,” svarede jeg ærligt. “Men jeg er overbevist om, at gud er kærlighed.”

“Ja, gud er kærlighed,” bekræftede han, og smilede igen.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

1 Kommentar

  • SVAR

    Ja Gud er kærlighed, eller kærlighed er Gud. Dejlig historie 🙂