Sensommer

Der er helt stille.
Selv havet er stille.
Kun små krusninger i overfladen, ikke ét blad på buskene langs stranden bevæger sig.
Der står fire børn i sandet bøjet over en gummibåd. De tre af dem tænker på, hvordan de får skruet ventilen hurtigst i, når pumpen bliver trukket ud. Den fjerde kigger med store øjne på sine ældre søskende: I et øjeblik er de alle helt stille.
Jeg står med ryggen til dem. Ser ind over landet; ser bakkerne som bugter sig, støvede og varme; ser det gule hus deroppe; der hvor vi bor, ser hvordan køerne græsser på hver sin bakketop i horisonten. I et øjeblik er alt stille, og jeg er alene i verden. Der er kun mig og det næsten evige øjeblik, som får mig til at føle samhørighed med havet, sandet og alle levende væsner.

Vi har levet på stranden det meste af de seneste to døgn: Morgenbadeturene, hvor vi har haft kilometer af sand og vand for os selv. Vi har badet nøgne, tegnet mønstre i sandet, råbt “Jubiii” af vores lungers fulde kraft. Eftermiddagsturene med venner og store børneflokke, mad tilberedt over ild. Vi har kogt æg og kartofler i saltvand, spist pølser og majskolber direkte fra grillen. Storm har fået en gummibåd, som har stået på hans farfars ødegård i Sverige i årevis, og nu er en fremragende “hav-taxi” fuld af grinende børn.
Der kommer mennesker på stranden, én for én eller i store flokke: børn som tumler ned i vandkanten, smider deres tøj langs bølgernes afrunding. Vi snakker; pludselig er der mange mennesker i vandet og måske otte børn på Storms gummibåd, og vi kender efterhånden dem alle sammen. Deler mad med dem, deler sensommer.
Vi befinder os i et fællesskab, som bølger op og ned, som kommer til os, og som vi ikke vil være foruden. Her er mennesker, her er venner og familie.

Men vi er også alene. Vi trækker os tilbage til det gule hus, sidder i stilhed med tegnesager, lydbøger og skriveopgaver. Bygger Duplo, bager, fodrer grisene. Vi går rundt om os selv og hinanden, stiller spørgsmål, snakker, diskuterer frem og tilbage.

Mit liv er en dans imellem det udadvendte og det indadvendte.
Glæden ved et væld af stemmer, hænder som rækker frem, og hjælper hinanden – grin og dybsindige snakke.
Glæden ved stilhed og forudsigelighed, langsomme tanker og ro.

Begge dele er nødvendige for min families trivsel og for min egen balance. Begge dele får mig til at føle mig levende – levende som i: Sprudlende. Og levende som i: Nærværende.

Jeg kender en kvinde, som for nylig – i en alder af 36 – fandt ud af, at hun er introvert. Man kan spørge: Hvad betyder det, hvis hun har klaret sig fint uden at vide det? Men pointen er, at hun ikke har kendt til sine egne nuancer, præferencer, kodninger, fordi det ikke har været noget, man anerkendte – eller havde fokus på – før nu. Pludselig snakker mange af os om “særligt sensitiv” og “introvert eller ekstrovert”, og selvom det kan blive mærkater, som vi skjuler os bag, så er det også en sandhed: En sandhed som det er godt at forholde os til for at lære vores egen natur bedre at kende. Med hvilket formål? – At trives bedst muligt i verden.
Først når vi forstår, hvorfor vi har bestemte reaktionsmønstre, forstår vi vores egne behov. Det sikrer, at vi bedste muligt kan prioritere vores tid og disponere over vores energikonto.

Personligt vil jeg mene, at jeg er en ekstrovert-introvert. Jeg er begge dele: Man kan måske bedst beskrive det som et menneske med gode sociale evner, der ofte foretrækker at være alene, og er bevidst om, hvem man bruger sin tid sammen med. Jeg troede i mange år, at jeg var enormt ekstrovert, fordi jeg mestrer det nogenlunde – receptioner, møder, samtaler, og fordi jeg snakkede løs, når jeg beskyttede mig selv. Men jeg har altid glædet mig til at komme hjem; jeg har altid følt den dybeste glæde, når jeg trådte udenfor efter en aften i mange menneskers selskab. Jeg har altid følt, at jeg var forkert, for stor, for mærkelig, når jeg stod der midt i en gruppe og skulle samtale. Så hvorfor betyder det noget, at jeg ved, at jeg ikke kun er ekstrovert? Fordi det hjælper mig til at forstå og acceptere, at jeg har et behov for at være alene; at jeg henter energien lige netop dér.

En dag læste jeg denne her korte profil, som beskriver mig så fint – måske nogen af jer kan genkende jer selv (eller netop ikke kan) i det?

Og se lige hvordan lyset skifter fra morgenbillederne til den sene eftermiddag på stranden for enden af vores mark. Jeg kan slet ikke få nok: De her sensommerdage hvor enkelte blade på træerne er røde, og himlen er klar og høj: Det rører mig; anslaget af melankoli i luften og den umiddelbare glæde ved det lune vand.

Jeg tror næsten, det her er min yndlingsårstid. Hvad er jeres?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    For mig var det enormt befriende at få lov til at være introvert i stedet for genert. Jeg kan nemlig godt lide den sociale relation men jeg foretrækker 95% af tiden at være fri for andre mennesker end dem der er “mine”. Jo mere jeg læste om introvert/ekstrovert jo lettere havde jeg ved at agere i sociale situationer for jeg følte mig ikke længere forkert. Nu øver jeg mig så i at være mor til en dreng der (primært) er ekstrovert – det er en helt ny verden!
    Er i alle rimelig ens i behovet for at være ude/hjemme eller deler i jer ofte op?
    Jeg ender i perioder med at sende Villads og Tobias alene af sted fordi deres behov for at være ude er så meget større end mit – det gør klart dagene bedre for os alle at der er rum til den slags valg!

    • SVAR

      Åh ja; det kan jeg godt se, må være en udfordring – men også en læreproces. At få et barn med en anden energi. Mon han forbliver så ekstrovert, eller kommer der måske nogle flere nuancer på efterhånden? Det er jeg spændt på at følge? Ja, vi er egentlig ret ens i vores behov, nu du siger det. I udgangspunktet kan vi godt lide selskab, men for os alle udløser det et stort behov for også at være alene. Vi voksne mestrer det sociale nemmere/bedre end børnene: Vi bliver ikke så tydeligt udmattede/reagerer ikke så kraftigt, men jeg tror sådan set, at børnenes reaktion er et rigtig fint parameter for vi voksnes følelser 😉

  • SVAR

    Ja! De fire uger fra midt-august til midt-september er magiske. Det er lige som om, alt det usynlige i verden kommer lidt tættere på. Jeg bliver altid mindet om alt det gode på det her tidspunkt.

    • SVAR

      Åh ja – tak for de ord: Det usynlige i verden kommer lidt tættere på. Det er netop det. For mig bliver det også med en magisk fornemmelse af en fornyet dybde og samklang.

  • SVAR

    Sikke en smuk tekst!
    Efterår og forår har altid været mine yndlingsårstider. Den der friskhed og længslen og løftet om noget, der er på vej. Vejret og naturen, der ændrer sig hastigt… Jeg kender godt den der fornemmelse af, netop på denne årstid, at føle sig nærværende i naturen.

    • SVAR

      Ja, netop: Nærværende i den længsel og forventning som ligger i denne tid <3

  • SVAR

    … og skønne billeder! Det skulle også lige med 🙂

    • SVAR

      Tak – jeg tror ikke, man kunne tage dårlige billeder de dage 🙂

  • SVAR

    Dette er 100% min yndlingsårstid!! August/September/oktober. Der er højt til himlen, gæssene kommer flokkende igen, mørket som jeg elsker indfinder sig endelig igen på et tidspunkt hvor man både kan nå at nyde bålets gløden i skumringen og samtidig komme ordenlig tid i seng. der er kun få turister tilbage på strandene, men stadig varme nok i vandet til at badning er en nydelse, køkkenhaven og frugthaven er et overfyldt glas af mad.
    Landskabet skifter farve men er stadig “fyldigt”.
    Hvordan kan man ikke ELSKE livet lige nu 🙂

    • SVAR

      Jeg ved præcis, hvad du mener, og jeg kommer til at smile af dine ord! Tak for den skønne beskrivelse af min yndlingsårstid <3

  • SVAR

    Jeg har aldrig tænkt over, at man kunne være begge, men har heller aldrig følt mig helt det ene eller andet. Det er måske ikke vigtigt, men det giver mig alligevel en ro at kunne placere mig i begge lejre. Nok netop af den grund, som du skriver: at det gør det nemmere at argumentere for (nok allermest over for mig selv) mine prioriteter og gøre tingene – socialt eller alene-opladning – uden en knude i maven. TAK for dine ord. De betyder mere end du tror.