Gæsteblog: Fra villa til baghus og skurvogn: Siff Jensen og hendes familie solgte 90 procent af deres ejendele for at blive sat fri

Jeg holder sommerferie, og har skrevet en liste med anbefalinger til en masse ting, som jeg synes, ville klæde sommeren (musik, bøger, kurser, etc). Alt sammen lige her.
I forbindelse med min ferie, har jeg spurgt en række inspirerende og handlekraftige mennesker, om de vil skrive et indlæg til min blog henover sommeren.
Skribenterne har fået en håndfuld personlige spørgsmål (ansporet af, hvad jeg gerne vil høre om fra lige netop dem), men har i øvrigt haft frie hænder.
Det er der kommet nogle tankevækkende indlæg ud af, som jeg glæder mig til at dele med jer over de næste uger.

Som mange andre af sommerens gæsteskribenter er Siff Jensen et navn og ansigt, jeg kun kender online, men hvis rejse jeg finder inspirerende. Siff skrev til mig sidste år, da jeg ledte efter mennesker, som ville fortælle om deres modige valg i “Modbølgen“, og hun delte et indlæg om sit modige spring ud i livet som fuldtidsbilledkunstner.
Og hold nu op hvor er der sket meget siden da, selvom der allerede var fuld gang i familiens udvikling dengang: Sammen med sin mand og to sønner er Siff Jensen flyttet ind i et 17m2 lille anneks i hendes mors have flankeret af en 25m2 skurvogn, som sønnerne har fået for sig selv.
Læs her om deres vildt spændende, hudløse, rå, smukke og ambitiøse rejse:

Vi er en familie som består af Silas på snart 17 år, Jonatan på knap 9 år, og så Bjørn og jeg, som begge lige er fyldt 40.
Vi har kastet os ud i at bo på en lidt anderledes måde end de fleste. I januar 2018 traf vi en beslutning om at flytte fra en helt almindelig (lejet) etplans-villa, til et baghus på 17 kvadratmeter. Baghuset ligger på min mors grund, bag hendes hus. Derudover var planen, at vi ville købe en skurvogn og indrette den med børneværelser. Vi flyttede ind i baghuset i slutningen af maj, og skurvognen på 25 kvadratmeter er netop landet i haven. Så det er gået rigtig stærkt, siden vi traf beslutningen.

Vinter og forår er gået, dels med at istandsætte baghuset, som oprindeligt var et gammel hønsehus, (men som de senere år har fungeret som gæstehus og opbevaringsrum), og dels med at skille os af med vel nok 90 % af vores ejendele.
Det har været – og er stadig – en vild proces!

Det spørgsmål vi bliver stillet aller mest er “hvorfor?” Det er ikke helt enkelt at svare på, men jeg vil gerne forsøge.

Mange af os har set de skønne udsendelser om Beha-familien og det gode skib Havana. Hvis du er som os, så har du også mærket længslen gribe hårdt fat om hjertet, dér, foran skærmen, når Havana gled afsted over det blå, blå vand. Længslen efter frihed, længslen efter noget enklere, længslen efter timer der strækker sig længere ud, og indeholder både mindre og mere, på samme tid. Længslen efter intenst samvær og eventyr lige om hjørnet. Længslen efter at have tid til at være. Den længsel greb også os, og det var langt fra første gang, vi mærkede den.

Vi sad stramt i det økonomisk. Mest fordi jeg arbejder hjemmefra som billedkunstner, med svingende – og ikke særlig høj – indtægt, og fordi min mand som pædagog heller ikke hører til de højtlønnede. Derudover slæber vi tilsammen rundt på en pænt stor studiegæld. Med andre ord: der var ikke udsigt til at tage hverken måneder eller år ud af kalenderen og rejse jorden rundt.
Men længslen førte noget godt med sig. Den førte til lange snakke om, hvorfor rejsedrømmen havde så fast et tag i os? Hvad er det egentlig den drøm indeholder, som virker så tillokkende?

Vi nåede frem til, at det ikke kun var fremmede kyster, vi længtes efter, men i lige så høj grad en følelse af frihed i det daglige liv.
Vi længtes efter at skære noget af det fra, som tyngede: Gæld, rod, travlhed.
Vi længtes efter enkelhed, efter at leve mere bæredygtigt og efter at give nogle andre værdier videre til vores børn, end vi syntes at vi gjorde.

Samtidig var vi fanget i en traditionel drøm om at komme til at eje vores eget (store) hus. For det er vel det, man skal?
Vi talte og talte, men vi følte ikke, at vi havde de store handlemuligheder, så vi fortsatte, hvor vi var.
Tiden gik, og da økonomien omkring årsskiftet bød, at vi tog stilling til, om jeg skulle have lønnet arbejde ved siden af kunsten, tog snakken fart.
Tid sammen som familie har altid haft høj prioritet hos os, og vores familie fungerer bare bedst, når jeg arbejder hjemmefra: Jeg kan arbejde med det, jeg brænder for, SFO er valgfrit for den yngste og jeg er hjemme, når drengene kommer hjem. Derudover har jeg en kronisk stress-problematik, der gør det vanskeligt for mig at arbejde på fuld tid. Men hvad skulle så være løsningen?

En anden gammel drøm, nemlig én om at lave et bofællesskab med min mor, dukkede op igen. Samtidig faldt vi over flere og flere artikler og videoer om folk verden over, der bor i Tiny Houses. Pludselig var idéen født: hvorfor ikke udleve drømmen om et enklere liv lige her, i det Tiny House min mor praktisk taget har stående bag sit hus?

Vi kastede alt det, som vi indtil da havde troet, at vi stræbte efter, over bord: væk med drømmen om stort, dyrt og tidskrævende hus. Væk med drømmen om dyre møbler. Væk med den drøm der gik ud på at indhente vores jævnaldrende materielt og økonomisk. Det var nemlig en stressende tilstand at være i. Spændt ud i en evig mangelfølelse, en evig halsen bagefter, en evig længsel efter det de andre har, samtidig med en følelse af at være på vej det forkerte sted hen. Den drøm vi troede, vi drømte, var i virkeligheden nogen andres drøm. Vi var begyndt at lytte til vores egen.

Jeg kan ikke huske den dag, vi kiggede på hinanden, og besluttede os for at give slip. Den dag idéen blev til en beslutning. Den dag vi ringede til min mor, og spurgte, hvad hun ville sige til at blive 4 personer rigere på matriklen. Men jeg ved, det var i januar.
Ret hurtigt føltes det naturligt at starte en blog. Alle de interessante snakke vi havde som familie; alle de tanker vi gjorde os hver især, kaldte på at blive skrevet ned.

Siden årsskiftet har vi arbejdet intenst, både fysisk og psykisk, på at skabe dette nye liv: I skrivende stund sidder jeg i det lille baghus, og prøver at sammenfatte de sidste måneder på skrift. Der står en hoveddør op ad væggen i den modsatte ende af rummet, og sammen med hullerne, hvor der på et tidspunkt skal være stikkontakter, minder den mig om, at vi langt fra er færdige med istandsættelse og praktiske opgaver. Men vi er nået så langt nu, at både baghus og skurvogn begynder at ligne hjem.
Drengene føler sig hjemme, for de er kun rykket 7 km væk fra vores gamle hus, og endda ud til et sted, hvor de er kommet hele deres barndom. Lidt længere ude på landet, men stadig tæt på Svendborg. De hygger sig meget med at have mormor lige ved hånden, og siden skurvognen landede i haven, er de begge blevet endnu gladere. Nu har de deres eget lille hus.

Vi er ved at finde vores fødder, men vi er stadig ikke landet helt.
Jeg kan mærke, at jeg allerede føler mig mere hjemme i vores lille baghus, end jeg nogensinde har gjort noget andet sted. Det er hyggeligt, minder om et sommerhus i ministørrelse. Bjørn og jeg kan begge mærke en lettelse over udsigten til at blive gældfri dobbelt så hurtigt.
Det er positivt at være 3 generationer samlet, men det giver også udfordringer for os hver især. Vi skal finde vores pladser i det; finde ud af hvor meget der skal være fælles – og hvordan.
Indtil vi får bygget vores eget køkken i baghuset, deler vi med min mor. Det er anderledes – og nogengange rigtig svært – ikke at have foden under eget køkkenbord. (Og svært for min mor ikke at have sit køkkenbord i fred).
På den anden side er det fedt at være 3 voksne til at deles om indkøb, madlavning, havearbejde og rengøring af fællesområder.

I går talte Bjørn og jeg om, at vi allerede nu kan mærke en særlig form for lettelse, som helt enkelt kommer af at eje færre ting. Da vi tog beslutningen om at flytte, trådte vi ind i en verden af minimalisme, downsizing og Tiny Living. For en nostalgisk samlertype som mig, og for en gammel materialist som Bjørn, var det en særlig verden, der åbnede sig. En verden. som længe havde kaldt på os, og da vi endelig sprang ud i den, sprang vi ud på det dybe. I processen med at skille os af med ejendele (vi har solgt, foræret væk og smidt ud til den store guldmedalje), ændrede vores forhold til ting sig. Vi fik tænkt over hvorfor vi knytter os til ting, hvad det er der gør, at man altid (tror man) ønsker sig mere, og hvor stort et fællesskab der knytter sig til det at forbruge.

Vi fandt ud af, at for os er minimalisme en form for intentionalisme. Ikke en besættelse af at eje så få ejendele som muligt, men en bevidst forholden sig til ting, forbrug og materialitet.
Vi har taget stilling til hver eneste genstand, der er flyttet med i vores nye liv, fordi det var bydende nødvendigt, hvis vi skulle gøre os håb om at kunne være her. Vi har givet slip på en masse, som vi troede vi havde brug for, eller som havde affektionsværdi kun for at opdage, at vi knap kan huske, hvad det er, vi ikke længere ejer!

Til gengæld værdsætter vi de ting, der har fået lov at flytte med. De er alle nøje udvalgt, og er både til glæde og gavn.
Intentionaliteten forgrener sig ud i alle led af tilværelsen: Vi har aldrig snakket så meget og dybt om værdier som det sidste halve år. Jeg tror ikke, at den snak nogensinde ender, og vi kan allerede mærke, at der har indfundet sig en følelse af dybere fællesskab og følelsesmæssig nærhed imellem os 4.
Selv i mit kunstneriske liv har minimalismen fundet indpas. Jeg har ikke længere plads til staffeli og tonsvis af malergrej, men jeg har plads til papir og blyanter. Jeg skal ikke på daglig basis tage stilling til, hvilket kunstnerisk udtryk, der trækker i mig. Nu tegner jeg igen, og jeg har fundet en stor ro i at være begrænset. Illustrationer til vores blog vokser langsomt frem, og aldrig har kreativitet givet så meget mening for mig som nu, hvor jeg fortæller vores historie i ord og billeder, der smelter sammen til en helhed.

I virkeligheden er det nok dér minimalismen har en gave at give: i begrænsningen.
I en tid, hvor vi mennesker har uendelige muligheder og uendelige valg, opstår der let en tilstand af konstant overvældelse. Følelsen af at være konstant bagud, ville mere, burde mere, ønske sig mere. Angsten for at gå glip, for ikke at være god nok, er i mine øjne medvirkende til en forbrugerlivsstil, som hverken vi selv eller vor planet kan holde til. Det ved vi dybest set godt, og den viden overvældes vi så yderligere af.

Midt i denne kakofoni af tilbud og krav, findes der stor frihed i at begrænse sig selv. Det kan være med en lille garderobe, der ikke afkræver dig tonsvis af beslutninger, nærmest inden du har slået øjnene op om morgenen. Det kan være et hjem der er så småt, og rummer så få ting, at det ikke konstant kalder på oprydning, rengøring og køb af nyt. Det kan være at give slip på illusionen om, at (over)forbrug bringer lykke, og istedet kanalisere sine længsler og sin energi hen på andre områder af tilværelsen.

Jeg begynder, at mærke den store frihed der findes i at sige “nej tak – det ønsker jeg ikke at eje, at gøre eller at deltage i”. Jeg siger nej for at kunne sige et kæmpe stort og energifyldt “ja tak” til det, der er det vigtigste for mig: Tid med mine kære, tid i naturen og kreativitet. For Bjørn er det samvær med andre mennesker, der giver mest mening. Og så en vished om den fleksibilitet det giver, at vi fremover kan klare os med én fuldtidsindtægt eller to deltids. På dén måde giver de døre vi har lukket, muligheden for at åbne nogle andre, og forhåbentligt mere sande og rigtige (for os).

Det der har været, og stadig er, min største udfordring, er, hvad omgivelserne tænker om vores projekt og måde at bo på.
Jeg har skulle opbyde alt mit mod for at konfrontere min egen angst og usikkerhed. Det er svært at gøre noget andet, for der er enormt meget tryghed, identitet og fælleskab at hente i at leve et liv, der ligner flertallets. Jeg kæmper stadig med det, men det er en kamp, jeg kan mærke, er god og vigtig at tage. For jo mere jeg ikke lader angsten for omverdenens dom styre mig, jo tydeligere bliver min egen indre stemme. Vores projekt er ikke udelukkende et overskudsprojekt. Det er ikke en jordomsejling, eller andet der automatisk omgærdes af respekt og prestige. Det falder lidt udenfor, fordi det er opstået ud fra et underskud og et overskud, på samme tid. Derfor har det været svært for folk at placere os, tror jeg, og det har medført en del undren. Jeg må så også sige, at selvom vores valg er svært at forstå for nogle, har vores omgivelser mest af alt har været interesserede, nysgerrige, åbne og positive, og vi har fået hjælp og støtte fra både venner og familie. Når vi fortæller åbent om vores bo-form ude i verden, oplever vi at få dybe, ærlige og intense snakke med andre mennesker. Snakke, som måske ellers ikke ville være opstået. Jeg tror, der sker noget helt særligt, når man åbent fortæller om sine livsvalg på en måde, hvor man trodser sin angst, og tør være sårbar. Åbenheden og sårbarheden er en gave, vi kan give hinanden. Jeg har hentet inspiration og mod ved at se ud i verden og spejle mig i mennesker, der har taget bevidste og modige skridt. Mennesker, der har trodset mainstream for at vælge bevidst og intentionelt hvad der var rigtigt og sandt for dem. Mennesker. der har ofret noget – både for at udleve deres værdier, og for at finde balancen igen, når livet gik anderledes end de havde regnet med.
Hvis ikke vi havde haft mulighed for at at kunne spejle os i andre, ved jeg ikke, om vi havde turdet leve på den måde, vi gør nu. Derfor er det nærmest blevet min mission at skrive og fortælle om vores livsvalg. For når jeg gør dét, så oplever jeg, at andre mennsker også tør åbne op omkring deres tanker, usikkerheder, håb og drømme. Der ligger en enorm transformatorisk kraft i den ærlige formidling. Her giver vores projekt mening på et dybere plan – når det rækker ud over os selv og forbinder os med andre mennsker.

Følg Siff og familiens vidunderligt meningsfulde livsrejse på deres blog “Ind i verden” og Instagram ved samme navn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Siff, jeres historie er så sej og inspirerende, nu er vi lige flyttet og har lovet ungerne at bo her “for evigt”, meeeen det forhindrer mig nu ikke i at drømme lidt om at gøre jer kunsten efter 😉
    Og vidunderligt sted I har fået jer!

    • SVAR

      > Tusind tak, Tine. Lige nu er alt jo nyt, og solen skinner og vi er bare så glade for vores beslutning. Vi er selvfølgelig lidt spændte på vinteren, og fremtiden, og alt det der, men lige nu kan jeg kun anbefale at bo småt og uden overflødige ting på det varmeste. Jeg tror virkelig aldrig vi kommer til at bo stort igen, men man skal jo aldrig sige aldrig. Dét med at have sine forældre tæt på kan også anbefales men det ved du jo <3 Knus

  • SVAR

    Kære Siff. Så mange ting i det du skriver der er vigtige. Især det med at finde sin egen drøm, midt i al den inspiration man finder hos andre mennesker som tager vilde livsvalg. Tak og god sommerferie 🙂

    • SVAR

      > Kære Erla. Tusind tak. Det kan dælme være svært at høre sin egen drøm, sine egen indre stemme, for larm og indtryk og en stærk kapitalistisk kultur, men det er en befrielse når man begynder at lytte og kunne høre. God sommer til dig også <3

  • SVAR

    Hej Siff. Tak for et inspirerende indlæg, som jeg dag har genlæst sammen med min kæreste. Vi har herhjemme i et års tid snakket om at købe/bygge et tiny house, så vi ikke skal sætte os i gæld (som jer ønsker vi enten 1 fuldtidsjob eller 2 deltidsjobs), og også for at få muligheden for at flytte rundt med huset efter behov. Vi er knap 30 med første barn på vej, og vi er ikke parate til at låse os fast geografisk og stifte gæld for de næste mange mange år. Men vi higer stadig efter naturen, roen og privatlivet, som et hus i rette omgivelser kan give. Samtidig er vi blevet meget bevidste om vores forbrug, vi har løbende skilt os af med mange ejendele, og vores materielle forbrug er sat drastisk ned. Men vi har lyst til at skrue endnu mere på denne knap ved at flytte i tiny house og samtidig nedskære på timerne på arbejdet. Vi vil så gerne skabe mere tid til de ting, som betyder mest i vores liv. Disse ting vil selvfølgelig variere gennem livet, men der er en bund at bygge på: nærvær, natur, tålmodighed, kreativitet/skaberlyst/leg, omsorg samt færre bekymringer og stress. Især nu med barn på vej kan jeg ikke se mig selv tilbage på arbejdsmarkedet efter barsel, da jeg så gerne vil være der for den lille i de første vigtige år. Jeg vil begynde at skrive vores tanker ned, og hvis jeg får modet en dag, vil jeg starte en blog. Som du skriver, så må vi åbne op og dele ud af vores tanker og erfaringer, så andre måske tør begynde at tænke over deres drømme på samme måde. Hvor ville det være fantastisk, hvis vores børn kan være voksne i en verden, der ikke er styret af samfundets vilkår om karriere for at kunne dulme et skabt behov om forbrug og status. Igen tak for dit indlæg, det fik mig til tasterne for første gang i lang tid. Kh Rebekka

    • SVAR

      > Kære Rebekka. Hvor dejligt at du kom til tasterne igen! Hvor det lyder som en god og meningsfuld vej I er slået ind på, din kæreste og dig. Meget lig vores kan jeg høre. Bjørn og jeg snakker med jævne mellemrum om, at vi godt kan ønske at vi havde fundet denne vej lidt tidligere i livet. Så jeg glæder mig på jeres vegne over, at I allerede nu, med første barn på vej, har prioriteterne så meget på plads. Jo flere vi er, jo mere håb er der for den anderledes verden som vi ønsker vores børn skal vokse op i. Kh. Siff <3