Søskendejalousi

Da jeg var indlagt på barselsafdelingen i Svendborg med mine nyfødte tvillinger, og udtrykte bekymring for Storm, som var blevet storebror, sagde en af barselssygeplejerskerne til mig: “At få en lillebror eller lillesøster svarer til, at din mand kommer hjem med en ny kvinde, og siger: “Jeg elsker dig lige så højt som altid, men nu skal hxn også bo her og være min elskede. Og du skal være sød.”‘

Jeg kan ikke huske, at Storm var udpræget jaloux på sine søskende. Heller ikke selvom der kom både en pige og en dreng. Men min første tid som tvillingemor var også så hård, at jeg måske bare ikke havde overskud til at registrere hans følelser. Eller også var det fordi, bedsteforældrene var hos os hele tiden, og bar Storm igennem det, og tog de små, så snart de kunne (men altså, det kunne ingen i hundrede år, så det var mest Storm, de bar).

Da vi skulle have Juno, knap fire år senere, kendte børnene jo en hel del til det med at have søskende, og de glædede sig meget. Vi snakkede om babygråd og om, at babyer ikke kan ret meget i virkelig lang tid, og Kristian og jeg var forberedte på, at der ville komme en reaktion fra de andre. Mest af alt var vi glade for at skulle se vores børn blive storesøskende, ikke mindst Live og Ilja som for første gang ville få rollen som “de store”.

Vi var helt sikre på, at det ville gå ret fantastisk. Gnidningsfrit, måske endda. Og vi vidste, at vores børn ville elske hende den lille nye. Vi kunne næsten ikke vente med at se dem udfolde sig som storesøster og storebrødre.

Vores børn er nogle følsomme, omsorgsfulde og tydelige væsener, som hver og én er udstyret med en udtalt sensitivitet (og et tilhørende heftigt temperament). Vi forventede, at de ville omfavne det lille nye liv, vise hende vej gennem livet og ikke mindst udvikle gode relationer på kryds og tværs.

Og sådan blev det også. Og så ikke.
Det er kommet bag på mig, hvor længe jalousien har hængt ved, og hvilken form den tog, da den begyndte at vise sig.
De første dage, måske uger, var der ingenting. Så kom der efterhånden nogle mønstre, som ikke var til at overse. Sådan noget med at kysse Juno hårdt og ustandseligt. Så hun var helt våd i ansigtet uden at tørre det af selv. Sådan noget med at holde hende ind til sig, men lidt for tæt. Sådan noget med at lægge sig næsten ovenpå på hende, men kun næsten.
Særligt én af hendes søskende er først nu ved at slippe sit tag i en vrede, som flyttede ind, da Juno kom ud til os. Der har været daglige fysiske  angreb. Hun er blevet skubbet, spændt ben for. Råbt- og grinet af og drillet. Det er mest blevet set af Kristian og jeg, for det har ikke været meget voldsomt, og jeg tror ikke at nogen udenfor familien, har oplevet det. Men det har været insisterende, og det har været svært at rumme. Fordi hun var så lille og så nemt kunne komme til skade.

“Hvorfor gør du sådan?”
“Fordi hun har taget min mor.”

Det er ingen hemmelighed, at jeg syntes, det første år med Juno krævede al min energi. Og jeg kan godt regne ud, at de stores reaktion hænger sammen med det.

Jeg har længe tænkt på at skrive om det herinde. Søskendejalousi må være omtrent lige så almindeligt som det at have mere end ét barn. Men jeg fik det aldrig gjort. Jeg kunne ikke: Det føltes på én eller anden måde udleverende, når problematikken stadig levede i vores hverdag. Når jeg stadig mange gange dagligt følte, at Juno var under angreb og mindst ét af vores børn følte sig grundlæggende overset alene ved at Juno er en del af vores familie, selv her halvandet år efter.

Så jeg ventede. Og så slog det mig her den anden dag: At det er næsten forsvundet. Nu er de venner, alle fire. Ikke hele tiden (altså, overhovedet), men alle fire er lige gode venner og lige meget uvenner. Juno er ligesom smeltet mere ind i flokken – eller også er hun bare blevet lukket ind af alle. Kristian og jeg har rummet reaktionerne så godt, vi kunne. Vi har virkelig bidt os i tungen, og har stillet spørgsmål og  krammet i stedet for at skælde ud (ikke hver gang. slet ikke. Men vi har gjort vores bedste). Og vi har ligget med dem alle sammen omkring os i den store seng. Hver nat. Juno imellem Kristian og mig og én af de mellemste på hver side. (Storm yderst – han kan godt lide at brede sig.) Nu behøver Juno ikke ligge i midten. Tit skændes de om, hvem der skal sove ved siden af hende. De ligger på kryds og tværs for at være den, der “har” hende mest.

Det er lige her i sommerferien, at jalousien har sluppet sit greb. Måske er det bare tiden nu. Måske er det fordi, vi har ferie, og vi har fortalt børnene, at de ikke skal i skole eller børnehave efter ferien. Måske det betyder, at følelsen af underskud bliver mindre.
Jeg aner det ikke. Er efterhånden ligeglad. Fordi jeg bliver så varm om hjertet, når jeg ser de to lege. Dem, som har haft så mange konflikter. Den store, som har følt sig overset, og som nu er fri igen og atter føler sig som en del af det vigtigste, nemlig familien, kærligheden.

Smukke væsener. Her er vi landet, og hvor er det godt.

Hvad er jeres erfaringer med søskendejalousi?
Hvad har været det sværeste?
Og hvordan/hvornår stoppede det?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Den søskende jalousi jeg mest kan huske, har været det med at lære at bare fordi den ene får noget (fx fødselsdagsgave), er det ikke ensbetydende med at den anden skal have.

    Selvfølgelig har de været uvenner og trætte af hinanden, men jalousi har der ikke været meget af…

    Det er først nu efter Vi har mistet, at de kan gå helt i selvsving over at jeg bruger mere tid med den ene end den anden. Jeg gør ikke noget ved Det, andet end at minde dem om at vi kun har hinanden og at det er vigtigt vi alle giver hinanden plads til at være…

    • SVAR

      Hvor er det dejligt, at I ikke har kendt til jalousi. Aldersforskellen har meget at sige – ja, og miljøet samt børnenes personligheder, naturligvis. “Jeg gør ikke noget ved Det, andet end at minde dem om at vi kun har hinanden og at det er vigtigt vi alle giver hinanden plads til at være”. Vise, gode mor.

  • SVAR

    Vores var halvandet år gammel da vi fik nr 2.
    De første 10-12 mdr var søskendejalousien udelukkende rettet mod mig. Hun var kærlig og blid mod sin skrøbelige lillebror og en rigtig lille “strigle” mod mig. Senere hen er det selvfølgelig blevet mere lige da aldersforskellen er så lille. Og nu som 6 og 7 årige gir de begge lige så meget som de tager, på godt og ondt.
    Med tiden udviklede min mand og jeg nogle uheldige mønstre som i hvert fald ikke hjalp på rivaliseringen. Så da jeg fik anbefalet bogen Siblings Without Rivalry af Adele Faber & Elaine Mazlish slugte jeg den på en weekend på har siden kunnet rette op på vores ukonstruktive vaner så vi nu undgår de værste slagsmål og kan styrke begge meget forskellige børns selvværd og individuelle kvaliteter og styrker.

    • SVAR

      Hvor var det dejligt, at du fik fat i den helt rigtige bog. Og måske ikke helt tilfældigt. Den lyder god – tak for anbefalingen (og godt gået med børnene!)

  • SVAR

    Uh, jeg synes det er “still going strong” desværre. Her er den største delebarn, med mest tid hos os, og deraf får de to andre nogle “fordele” som den største ikke gør, for vi kan ikke sætte rammerne “på den anden side” det resulterer ofte i smadrede ting, mobberi og lidt for ofte “modbydelig opførsel” hvilket jo desværre er et udtryk for tristhed, over alt det barnet “mister” ved ikke at være hjemme hele tiden, og ikke have sin mor og far under samme tag. Vi rummer det, så godt vi kan, men nogle gange er der også konsekvenser for total hovedløse handlinger…. Suk.

    • SVAR

      Åh, det lyder ikke hverken nemt eller rart at være i. For man bliver så frustreret, og man kan føle sig så magtesløs. Og så alligevel tænker jeg at med den forståelse, som du udstråler gennem dine ord, er han i de bedste hænder muligt. Jeres rummelighed og accept er nok det bedste, man kan give ham med på vejen. Og så tid. Jeg håber, det bliver lettere på sigt.