Søvnløs farvepsykose – kostaldskutyme – kønsneutralitet – ti kilo for meget (En liste med tanker #6)

Kan I huske dengang tidligere på vinteren, da jeg fem uger i træk startede hver uge med sådan et “det tænker jeg på”-indlæg?
Nå, men det glemte jeg (ligesom jeg glemmer næsten ALT andet, jeg sætter i værk herinde, så snart det er blevet etableret som en rutine. Man kan sige, at det eneste man reelt kan regne med, det er, at jeg skriver, når jeg har noget på hjerte. Men selv det vil jo altid være usikkert; for hvad så hvis jeg engang ikke skriver længere – betyder det nødvendigvis, at jeg er stoppet med at tænke?”)

Nå, men jeg gør det lige igen, det med at skrive sådan en mandagsliste, for der er et par ting, jeg vil dele med jer, og jeg får ikke tid til at udfolde hver enkelt af dem til et helt indlæg. Og det skal man måske være tilfreds med, for så meget kan man jo heller ikke holde ud at læse fra én og samme hånd…

Jeg har ligget søvnløs over farver. Ikke hele nætter og ikke uden fuldmånens indblanding, men alligevel med farver på nethinden. Det er langt fra hele vores hjem, der skal males, og det er på alle mulige måder en overskuelig opgave, men jeg er jo virkelig vild med farver, og fordi jeg pludselig fik mulighed for uden de store krumspring at gøre noget ved en del af vores vægge, gik jeg i farvetænkeboks sammen med min meget kreative veninde og min søster. Men nogle rum er sværere at male end andre, og sådan ét har vi herhjemme. Det er vores soveværelse, der driller: Vores gigantiske, nordvendte soveværelse, som skal have nyt gulv (det gamle har vandskade) og skråvinduer i løbet af de næste par uger, og som i den anledning også skal have en ny farve på væggene. En farve (eller to, rettere) som bare ikke ville åbenbare sig. Til sidst skrev jeg til den absolut dygtigste farve- og indretningskonsulent, jeg kender til, nemlig Nadia Olive Schnack. Hun kan noget med farver, som er for vildt. Hun fornemmer et rum, lys, en stemning, og hun kender farvernes dybde, skyggesider, og forstår på nærmest ophøjet vis at sammensætte det hele til noget, der bedst kan beskrives som kunst. Hun søger balance, inspiration og helhed i sit arbejde, og hende er jeg så heldig at kende en lille bitte smule fra babytiden i København, så jeg skrev til hende, og hun forbarmede sig over mit kontrære soveværelse, tænkte sig om, skrev to spørgsmål og dernæst to meget korte sætninger med farvevalg. Og hun havde sgu ret, hende farveguruen. Så det bliver de farver, naturligvis.
Resultatet deler jeg, så snart det er muligt… (den smukke blå på bagvæggen i soveværelset pt. er Farrow & Balls Stiffkey Blue, som vi også har i vores stue, og som vi elsker. Men den er svær i så stort et værelse, synes jeg).

De sidste to uger har vi startet hver morgen med at gå over til vores naboer, og hjælpe til i kostalden. Muge ud, fodre, klappe på de lodne hoveder. Jeg har næsten glemt, at det plejede at være en kamp at få børnene med ud om morgenen. Nu løber de selv ned i entreen, og tager overtøj på. De har hver deres rutine: Én leger med hunden, mens vi er på nabogården, èn fodrer køerne med wrap, én gør lidt af hvert, og én klapper dyrene uafbrudt. Jeg trækker vejret ind i vores nye rytme, læner mig op af den, og ved, at det er rigtigt for nu. Når dagen starter med en samlet, fokuseret aktivitet, går resten af den som regel også godt, og mange dage går vi en tur, når vi er færdige i stalden.

Jeg læste en bog for mine børn i aftes: Mosekonens bryg af Ib Spang Olsen. Smukke illustrationer, fin og poetisk tekst med god finurlighed og spiritualitet. Og så var der lige et afsnit om mosekonens piger, der alle sammen var søde og kære, og drengene som var nogle værre nogen, der rev haletudserne i halen og drillede dagen lang. Og om hvordan pigernes lange hår blev brugt til at si øl, mens drengene blev brugt til at slå søm i med. Og den slags gider jeg ikke læse højt for mine børn. Stereotyper, kedelige forsimplinger. Så jeg ændrede teksten, som jeg har gjort så mange gange før, og selvom mine børn efterhånden godt kan læse med, og se at der er noget, der ikke stemmer helt, vil de helst høre det, jeg siger. For der er så mange stereotyper i verden, at vi har rig lejlighed til at snakke om dem og om rummelighed, nuancer og den slags, men når vi læser en ellers kreativ og skøn lille bog, så foretrækker jeg, indimellem at slå genvej og ændre ordene en smule for at undgå “de kære, søde piger” og “slemme, frække drenge.” Mine børn er nemlig sig selv og ikke blot deres køn, og det synes jeg, er helt rigtigt.

(Uden foto – jeg har bare ikke lige ét…)

I går snakkede jeg lige kort med en nogenlunde jævnaldrende kvinde over en køledisk, og da jeg gik derfra, fik jeg  sådan kortvarigt følelsen af at være forkert – eller mindre god – fordi hun var noget mere slank end mig. Men så sagde en stemme i mit hoved (og den kunne jeg godt lide): “Din krop har båret fire børn, og ja, man kan sagtens være slank alligevel, men nu er du mor for de fire børn, og én af de ting, som bærer dig igennem de her intense år, er den chokolade, som har gjort dig ti kilo tungere end før.” Ergo er jeg for evigt taknemmelig til chokoladen, der aften efter aften giver mig følelsen af forkælelse, nydelse og ro. (Også selvom det er selvsamme chokolade, som har skubbet mig ud af alt det tøj, jeg plejede at gå i. Jeg er jo et lykkeligt menneske, alligevel.)

Men – hvad tænker I på denne mandag morgen?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

12 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Hvor kan jeg godt lide din måde at skrive på, på sådan en mandag. Vi lever meget forskelligt, men dine tanker er meget inspirerende. Denne mandag er ikke som den plejer herhjemme, da jeg lige har brækket min arm. Det er en øvelse med 3 børn og to fuldtidsjob. Men heldigvis er farmor kommet og de store unger hjælper til og pludselig er al stressen væk. Nu tager vi en dag af gangen.Og tænk jeg tror faktisk vores familie vokser af, at jeg er sat lidt på stand by… Så stille og fin mandag alligevel. Ha en god dag.

    • SVAR

      Kære du, tillykke med den brækkede arm. Det der med at komme på standby kan være en stor gave. Det der med at blive opmærksom på, hvordan ens hverdag reelt føles, når man lige bliver tvunget på pause fra den ❤

  • SVAR

    Tankerne og refleksionerne hos mig, en skøn frostklar mandag, ligger meget op af nogle af dine. Som at turde være lige her, på denne dag i dette minut, i sofakrogen. At nyde den lille himmelstRibe jeg har kig til. At turde værdsætte de småture jeg fik vandret i sidste uge…i stedet for at klandre mig selv for de dage, hvor gåturen ikke Kunne traves.
    Ikke at ængstes over, hvorvidt min rolle som mor ikke værdsættes – men, at glæde mig over det lærred, hvorpå vores relationer spejles, til stadighed får nye – positive – konturer…
    Vejen er lang, men det er livet heldigvis også.
    Og køerne skal fodres imorgen igen, og hvis det ikke er gjort, skal kartoflerne sættes til forspiring under “familiesengen” ( ja, I ma kunne have mange kasser under jeres store seng;) )
    Fortsat god arbejdslyst med alle projekterne, og tak for endnu et dejligt skriv.

    • SVAR

      Jeg elsker, at dine kartofler kommer til forspirring under sengen og endnu mere elsker jeg, at du ved, at du er god nok, som du er ❤

  • SVAR

    I går spurgte Grøn Twinion hvorfor min mave er så stor. Jeg svarede noget med alle de nuunuer der har været i den, men hun skar ind til benet: Du spiser for meget mad. Tak, 3,5-årige Personlige Kostrådgiver.
    Men faktum er at lige nu er der ikke overskud til ekstra råkost og løbeture – ikke hvis der også skal være tid til at lade børnene falde i søvn i nogensinde arme (lige nu ligger baby og sover i mit skød), og lave mad i stedet for at hente pizza, og den slags.

    Og det med den fælles morgenaktivitet… Det tror jeg, jeg vil prøve at huske.

    • SVAR

      Haha!! Åh, det er så sjovt og så smertefuldt med den skarpe ærlighed. Nyd maden, kvinde. Det skal være mit motto. Måske.

  • SVAR

    Kære Maj My.
    Først tak for at du laver den her blog, dine indlæg inspirere mig og sætter tanker i gang. Nogle gange tænker jeg, bare jeg også kunne overtale resten af min familie til at flytte til Ærø og leve det langsomme liv, men jeg har også en anden del som bestemt har fundet hjem (på Nørrebro) i mit nuværende liv. Men derfor er det dejligt at du også viser sårbarhed, du bliver så utrolig levende at spejle sig I på den måde. Dine tanker om køn gør mig glad, jeg har det nemlig på præcis den samme måde som dig, og af og til kan jeg ikke få øje på nogen som ser det samme som mig, tak for det! tak for dig… De bedste hilsner Line

    • SVAR

      Vi er mange, som tænker ens om køn. Bare rolig. Du skal bare lige finde dem. Alt det der gamle fis med børnebøger udelukkende om seje drenge (skrevet af kvinder!) og fimsede pigeforbilleder og så videre er på vej ud. Jeg ved det! 😉 ❤

  • SVAR

    Jeg sov helt elendigt i nat, og i morges tænkte jeg, at jeg ville min søn skulle afleveres hos sin skønne dagplejemor i stedet for børnehaven, hvor han lige er startet. Bare fordi jeg ikke havde energien til noget uvant, men så gik det så fint, og han havde et par gode timer derovre, inden vi hentede ham igen. Og mit moderhjerte svulmede af stolthed over min dejlige unge.

    • SVAR

      Dejligt at du er stolt og lettet ❤

  • SVAR

    Virkelig inspirerende tanker. Den blå farve, I har i soveværelset nu, minder rigtig meget om den, vi har i vores (noget mindre) soveværelse. Den er virkelig smuk, men glæder mig meget til at se, hvordan det endelige resultatet bliver! Jeg er fuldkommen enig i det med kønsneutralitet. Det har faktisk især været et chok for min kæreste at se, hvordan verden ser ud som far til to piger. Jeg har på en eller anden måde taget en del forskelsbehanling for givet, men han ser det først nu, og det har åbnet mine øjne endnu mere. Og så lige et par tanker om krop og kilo. Selv om jeg på mange måder er meget længere fra det almene skønhedsideal efter jeg er blevet mor, så har jeg fået et bedre forhold til min krop. Jeg synes simpelthen, det er så fantastisk, hvad den kan! Den kan være gravid, føde, amme, kramme og elske. Med andre ord er den perfekt 🙂
    Ha’ en go’ tirsdag også!

    • SVAR

      Ja, det er godt nok vildt med de kønsstereotyper- og diskriminationer, der eksisterer endnu. Jeg er virkelig nærmest lamslået over den ignorance og manglende vilje til at forkaste gamle vaner indenfor blandt andet litteratur (børn såvel som voksne), film (ditto) og legetøj.
      Min krop er også vildt vildt sej. (men også alt for tyk og sukkerafhængig… 😉 )