Spørgsmål: Hvad lærer man på en gåtur? Svar: Mere end jeg har plads til at skrive her

En gang om ugen mellem maj og september, forsøger vi at komme af sted på den dejlige gåtur fra vores hjem til Ærøskøbing. Der er 10 kilometer plus det løse.
Sådan en tur føles som at ryste støv ud af ørerne, pudse brillerne, sende ilt ud i alle celler.

At gå er at være sammen, og det er at dele den verden, vi bevæger os igennem. Det er en samtale, en forbindelse og en nysgerrighed.

Den fysiske træthed, som indtræffer, når vi kommer frem til isbutikken, efter at have været undervejs to og en halv time, skyller igennem kroppen som en lettelse. Vi orker ikke andet end at sidde stille ved busstoppet og læse en bog i fællesskab, til bussen kører os hjem. Så går vi den sidste kilometer fra stoppet i landsbyen og hjem, og håber at møde naboer, som kan høre om vores tur undervejs.

Jeg delte et billede og en lille tekst fra vores gåtur på instagram og facebook i går.
På facebook fulgte en udveksling, som jeg tænker, at jeg vil dele med jer, fordi jeg synes, den så fint indrammer nogle af de tanker, man kan gå med som forælder – hvad end man hjemmeskoler, eller er nysgerrig på det liv.

Spørgsmål: Jeg bliver simpelthen så nysgerrig. Hvordan får I læring, som i sidste ende skal lede op til en 9. klasses afgangseksamen med ind i sådan en tur? Eller er det mere i sprækkerne mellem aktiviteterne, at ungerne lærer? Feltstudie ønskes!!

Mig: Hmm, det er både simpelt og ganske komplekst at forklare.
Jeg tror på læring på barnets eget initiativ støttet op af nærværende og engagerede voksne. Jeg tror på den oprigtige samtale fostret af omsorg og nysgerrighed. Jeg tror på grundighed i relationerne og tid til fordybelse. På absolut ro, mulighed for fordøjelse og trygge, kreative rammer og udtryksmuligheder.
På vores gåtur taler vi ikke nødvendigvis om noget, som et skolet menneske ville kategorisere som “læring”. Nogle gange leger vi “hvilket regnestykker bliver til 20” eller “hvilke ord har seks bogstaver og kan deles i to individuelle betydninger.”
Andre gange gør vi ikke.
I går var der ikke behov for den slags lege – snakken gik helt af sig selv hele vejen. Jeg kan slet ikke komme i nærheden af at gengive de emner, vi er omkring i løbet af de tre-fire timer, sådan en ekskursion tager 🙂 
I går snakkede vi om, hvad vi tror sangen “Dem de andre ikke må lege med” handler om, og hvad det fortæller om den tid, den er skrevet i. Deraf kom en snak om abort (hvad betyder det, hvorfor er det lovligt i nogle lande og ulovligt i andre – derfra videre til lidt religionssnak). 
Vi snakkede om, hvorfor der er restriktioner for, hvor mange og hvilken type huse man kan eje i DK som udlænding (tyskere er særligt interessante her på øen), og vi snakkede ualmindeligt meget om modelfly og deraf en god portion fysik, elektronik og matematik. Vores ældste er head over heels forelsket i den verden, og har ikke lyst til at bruge sin tid på andet lige nu.
Vi snakkede om at blive gammel, om demens og om hvad vi hver især tror, der sker efter døden.
Vi badede også undervejs, og børnene gik i bare tæer det meste af vejen; det er alt sammen godt for sanserne. Vi mødte rigtigt mange som vi hilste på, og så var der jo alle fuglene, insekterne, hestene – osv.

Der er helt sikkert ting, som min niårige ikke har styr på, som hans jævnaldrende i skolerne satte flueben ved for længst. Men der er godt nok også meget viden suget ind af helt egen vilje og lyst, som han ved, hvorfor og hvordan han har fået.

Mine børn er “vågne”. De snakker meget, og de har noget på hjerte. De reflekterer bevidst og på højt plan. De bliver taget alvorligt, og de forventer at blive behandlet med respekt og omsorg. Sådan som vi voksne gør det.

Spørgsmål: Det lyder meget som en snak med min egen 7-årige. En snak der egentlig aldrig rammer en naturlig ende, men kan fortsætte ad knopskydende stier lige indtil, vi absolut skal noget andet. Med hvor ved I sådan noget om fx elektronik og fysik fra? Er det aftenlæsning? Jeg kan i hvert fald ikke huske de ting fra min folkeskoletid godt nok til at kunne lære det fra mig.

Mig: Jeg kan intet huske fra min skoletid, hvilket i sig selv for mig er tilstrækkeligt til at være tryg ved ikke at sende mine børn i skole.
Vi læser og spørger mennesker til råds. Vi mærker efter, researcher sammen med dem.
I dag lavede vi fysik med de to drenge i et par timer. Helt nyt for Kristian, men alligevel givende for alle parter.
Vi er så velsignede, at der dumper de mest ressourcestærke og vidunderlige mennesker ned i vores liv, når vi har brug for dem: En pensioneret ingeniør, som skiller ting ad sammen med vores børn og modelfly entusiaster, som spejler den dybe interesse i netop dét.

Spørgsmål: Virkelig interessant. Giver blod på tanden.

Mig: Det er i sandhed et meningsfuldt liv. Intet er spildt, alt er en smuk og givende proces. Jeg vil anbefale alle i hvert fald at give det en ærlig chance. Man bliver opmærksom på sider ved livet – en vidunderligt smuk verden lige ved siden af – som er bedre, end man troede, noget kunne være. Selv når det trækker tænder ud, kan man se sig selv i øjnene og vide med sikkerhed, at man var der, og man gjorde sit bedste.
Er det hårdt? Mega – men det er alt, som har en ubetalelig belønning.
Er det for hårdt? Nej, det er ikke hårdere end at stå op hver morgen, gøre børnene klar og aflevere dem til en lang dag for dernæst at hente dem, trætte, sidst på eftermiddagen. Det er ikke hårdere end at gå glip af mange af de skønneste stunder, og det er ikke hårdere end den fortrydelse, som jeg ved, ville ramme mig, hvis ikke jeg var her nu, så længe mine børn er mine.

Jeg er så glad for den slags udvekslinger. For de åbne spørgsmål og muligheden for at dele viden og erfaringer. Facebook er på mange måder noget, jeg har lyst til at udelukke fra mit liv – men så kommer der en korrespondance som denne, og berettiger mediets eksistens.

Her er nogle billeder fra gåturen. Live havde pakket en rygsæk med skiftetøj og bøger, som hun eksperimenterede med at læse højt for Juno, mens vi gik. Ilja gik uden sandaler næsten hele vejen – nogle gange går vi ad Øhavsstien, som bugter sig langs markerne ved vandet, i går gik vi på asfalt det meste af ruten, fordi børnene ikke havde lyst til at gå på stubmarkerne. Vi spiste is hos Aroma i Ærøskøbing, Juno vælger altid blåbær, hvilket på det kraftigste udfordrer mit behov for ikke at skulle vaske tøj hver dag, så hun spiser is i bar mave (og nyder det.) Storm sagde flere gange, mens vi gik, at han var glad for turen. Han var ellers ret ærgerlig om morgenen, da jeg sagde, at det var vores plan for dagen, men vi havde sådan nogle gode stunder undervejs. De fik tre kugler i deres is for første gang nogensinde. Det var for meget, lød dommen. I næste uge er vi således tilbage på to (måske med undtagelse af Kristian?)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Hej Maj

    Jeg tænker ofte på hvorfor jeg ikke vælger at skærer alle de sociale medier fra, men jeg kommer igen og igen frem til netop det du også skriver. Jeg sidder blot i den ende der modtager og bliver inspireret. Det er med til at holde mig ved ilden. Du og andre jeg følger, gør at jeg tør stå ved min beslutning om ikke at starte Luna i vuggestue. Og det giver mig følelsen af ikke at stå alene. Så igen, tak for at du ikke lukker ned for hverken Facebook, Insta eller din blog.

    • SVAR

      Kæreste Laura,
      der findes ingen gode argumenter for at sende Luna i vuggestue. Men der findes en helt masse dårlig samvittighed, smertelige erindringer og manglende tilknytningserfaring i mange mennesker. Det er de følelser og erfaringer, som rammer os vælger anderledes som en vrede og frustration, fordi det rører ved en smerte, man ikke endnu er klar til at se i øjnene. Hvis du nogensinde kommer rigtigt i tvivl, så skal du ringe til mig. Din søster har mit nummer 😉

      • SVAR

  • SVAR

    Denne vandrende skole taler lige til mit “teoretiske jeg”. I min bachelor på lærerstudiet fordybede jeg mig lærerens rolle i et eksternt læringsmiljø, med empiri fra en skolehave.
    Der en del teori til grund for, hvorfor børn skal have mange “færdigheder” i spil og hvorfor udelivet og håndens arbejde generelt, er så vigtig i forbindelse med læring.
    Indenfor (den optimale) naturfagslæring, taler man om “den døde mus’ pædagogik”. Det er det tidspunkt hvor læreren, i mødet med det uventede, ex.vis påmen naturvandring som jeres, “tør” slippe de planlagte tøjler, og snakke om den døde mus, der lå på stien.
    Det kom jeg sådan til at tænke på, da du skrev om sommerhuse og tyskere.
    Jeres gåtur rummer jo uanede muligheder, også for at få “snuden i sporet” (hvis man selvfølgelig ikke kun er optaget af fly).
    Men der er min erfaring også, at man som forælder med børn i skolen- eller hjemmeskoler –
    Er den største inspirationskilde og mediator, når man viser, peger, udbryder, føler og snuser selv.
    Til inspirationslæsning kan jeg anbefale at læse mere på skoven i skolen.dk hvor der ligger en del teoretisk materiale om udelivet.
    Også en del af Kjeld Fredens, hjerneforsker, hvis nye bog jeg selv har lånt netop i denne uge, med titlen:
    Læring med kroppen forrest.
    Og fortsat god vandring og isspisning til jer alle ( herfra sofakrogen, hvor jeg i dette øjeblik får serveret is fra “vores” sted i Kerteminde.

    • SVAR

      Ih, tusind tak for nogle gode input, Lisbeth. Vildt godt billede med den døde mus – det er netop sådan, vi er sammen altid, og det giver virkelig plads til meget udveksling og vidensdeling. Jeg kigger på de ting, du anbefaler. Tak! ❤

  • SVAR

    Åh, hvor lyder det vidunderligt! Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre læring <3

    • SVAR

      Det er så dejligt, og selvom jeg indimellem tvivler på det ene og det andet, giver det simpelthen så god mening at være sammen på den måde.