Støv på størrelse med kattekillinger (om undtagelsestilstande og dårlig samvittighed)

I disse uger flyder køkkenet ofte, og der ligger støv under sofaen på størrelse med kattekillinger. I disse uger glemmer jeg tage andet tøj på end det, jeg maler i, og i disse uger får vi rigtig mange madder og knap så mange varme retter.

I disse uger lever vi på en måde, som vi ved, er begrænset, og som vi derfor overlever i ved at padle – og ved ikke at bekymre os. Det er de sidste afsluttende manøvrer af vores ombygning og på samme tid de første store indsatser for at få Kristians nye, ambitiøse grøntsagshave (som inkluderer 34 tons kompost, en del øko-møg og hvad ved jeg derudover). Jeg maler indenfor;  han knokler i haven. Børnene bevæger sig imellem de to poster, mens jeg løbende smører madder til dem, laver te og snakker. Om aftenen læser vi højt, tager os tid. Og så går vi i gang igen, når børnene sover.

Snart er det ovre. Snart er der håndtag på dørene og knager i entreen. Snart er der en hylde til fodtøj og malerier på væggene. Snart er alle Kristians 36 “no dig” bede på marken anlagt, og snart spirer alle de smukke frø, som Kristian og børnene har sået, og som står i vindueskarme over alt i huset, og vokser dag for dag.

Snart.
Men indtil da prøver jeg at at være i processen uden stress, fordi det er en bevægelse hen imod et resultat, som jeg glæder mig til.
Indtil da nyder jeg hver aften, når mit hoved lander på hovedpuden, og jeg øm i ryggen og træt i fødderne, falder i søvn med hovedet fuldt af de skønneste farver og brændestabler, som vores hænder har arbejdet med den dag.

Vi er blevet mere tilpas i vores eget selskab siden den måned i Sverige. Det slår mig i disse dage, når jeg tænker på, at mange er til påskefrokoster med store vennegrupper og af flere omgange. Når jeg hører om sociale begivenheder, som virker næsten umulige at leve op til. Når jeg får indtryk af, at alle har så meget, de skal nå.
Så tænker jeg, at vi jo selv har valgt ikke at bosætte os i byen eller på en gade med en masse børnefamilier. Jeg tænker på, at det ikke er fordi, vi er blevet valgt fra, men fordi vi har valgt noget andet til. Når jeg står på marken, hvor fuglefløjtene for tiden lyder så højlydte, at man bliver ør indeni af forårsglæde, så lader jeg mig selv tro, at vi er midt ude i det rene ingenting: På prærien fjernt fra alt og alle, omgivet kun af naturen. Jeg kløver brænde, stykke for stykke, mens jeg leger, at vi er helt alene, og når vi så mærker kaldet efter andre menneskers selskab, er vi sammen med kære venner, som vi er så heldige at have.

Livet er en balancegang, og vi har alle sammen vidt forskellige balancepunkter, så der hvor vi trives, ser ikke ens ud.

Det minder mig om noget, vi snakkede om i går, da vi var forbi vores gode venner til boller og kaffe: De fortalte om en nær bekendt, som var faldet om – lige pludselig på en gåtur – i en alder af 56 med en hjerneblødning. Samme alder som vores venner. Og vi snakkede om, at livet så pludselig kan være forbi eller forandret for altid. Og så blev der sagt: “men det er jo forskelligt, hvordan man lever livet,” og det er jo netop hele pointen: Vi skal leve vores liv, ikke andres. Vi skal leve det liv, som giver mening dybt i os. For nogle er det at rejse rundt i verden, for andre er det at slå dybe rødder et enkelt sted. For nogle er det at omgive sig med mange mennesker hver dag, for andre er det at være alene.

Om et par uger skal jeg holde foredrag for en gruppe kvinder, som har travlt. De har travlt på arbejdet og travlt, når de er derhjemme med deres familier. “Vi lever i sjette gear, og har tit dårlig samvittighed,” stod der i oplægget.
Jeg vil fortælle dem, at livet kan være noget andet. Hvis man mærker efter, kan man vælge det meste selv, og man gør klogt i at vælge det, som man bliver glad af – uanset om det er det samme som de fleste andre eller ej.

(jeg får ikke taget nogen billeder for tiden, så her er et rigtigt dårligt ét af den stue, jeg malede i går, og som ikke gør sig synderligt godt i tusmørke og uden kunst på væggene, men som til gengæld er rodet…)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Er simpelthen så træt idag, så selvom jeg tager dét, du skriver, ind – så vil jeg bare lige sige, at den farve fandme er flot! (Skulle alt andet glippe, kan du da blive malermester!?) 😉

    • SVAR

      Den der træthed kender jeg godt. Det bliver i næste uge, at jeg rammes af den. Når alt er malet færdigt… Den farve er skøn – og faktisk er der to: de tre vægge i stuen er malet en meget mørk blå (Stiffkey Blue), væggen tættest på kameraet er en ret “earthy” lilla (Brassica). Jeg er ikke specielt god til det tekniske, men jeg eeelsker at finde farverne 😉

  • SVAR

    Det er så fint, at selvom du tydeligvis har nok at se til, alligevel finder tid til at skrive her.

    Tak for det. Dit univers føles både hyggeligt, storslået, varmt, undersøgende, hjemligt, inspirerende, unikt og rummeligt 🙂

    • SVAR

      Tak for de smukke, gode ord, som jeg trækker helt ind i mig.

  • SVAR

    jeg kan mærke den stærke glæde bag det du skriver. Herligt og dejligt at følge med i.

  • SVAR

    jeg ønsker sådan at min kommentar kommer med. det fylder mig med glæde det du skriver

    • SVAR

      Kære Lisbeth, jeg glæder mig over, at din kommentar dukkede op, og nogle gange (og jeg aner ikke hvorfor) kommer de ikke med det samme, men jeg opdager dem altid i løbet af den samme dag, og hiver dem ud af papirkurven. Tak fordi du læser med og mærker min glæde igennem mine ord 🙂

  • SVAR

    SÅ flot farve
    Har ikke skrevet før, men følger din blog og familie med glæde.
    Er lidt længere i mit liv med voksne børn, der næsten er fløjet fra reden. Livet har været fyldt med udfordringer indtil nu og det bli’r det ved med at blive. Udfordringerne er også dem der giver GLÆDEN og de varer længst og sætter sig fast i det inderste.
    Venter på dato for dit retreate og vil måske være en del af dette for første gang i mit liv.
    Go’ arbejdslyst i det ærøske – ude i mulden, som inde i basen.
    Vi har rødder på øen og nyder den som Jer

    • SVAR

      Kære Lene, tak for din dejlige kommentar. Her er nemlig så skønt, og jeg glæder mig over, at du ser frem til retreat. Jeg arbedjer på at få det praktiske til at falde på plads, og så kommer der en dato. Tak.