Vildt gode surdejsboller

Jeg har haft surdej i køleskabet i tre måneder, og er med andre ord helt ny i den verden. Men det fungerer.

Min surdej fik jeg af en veninde, men på et tidspunkt døde den vist, og så lavede jeg bare en ny af hvedemel og vand, som jeg rørte sammen, og lod stå i køleskabet, indtil det duftede syrligt, og boblede. Den bobler lifligt nu.
Hvis ikke jeg lige bager i nogle dage, og frygter at surdejen skal dø af kedsomhed, smider jeg 2/3 af den i skraldespanden og så spæder jeg det tilbageblivende op med hvedemel og vand, og så er det klar til brug efter cirka 24 timer.

Det er faktisk nemt. Og brødet smager SÅ meget bedre.

Her er opskriften på vores bedste boller (som jeg har hapset fra Valdemarsro og modificeret):

  • 150 g fuldkorns Ølandshvede, grahamsmel eller speltmel
  • 600 g hvedemel (muligvis mere)
  • 6 dl koldt vand
  • 1 tsk. honning
  • En lille smule gær – som to ærter
  • 1 spsk salt (vigtigt!)
  • 2 spsk surdej (kan erstattes med mere gær)

Rør gær, honning og surdej ud i vandet i din røreskål.
Bland salt, hvedemel og ølandshvede/grahamsmel/speltmel i.
Rør dejen i røremaskine, indtil den slipper skålen. Hvis den ikke slipper efter 5-8 minutter på høj hastighed, så tilsæt noget mere mel. Dejen skal være fugtig og lind, men ikke våd. Når man kan tage en lille klump dej, og strække den langt ud mellem to fingre, er den klar. Hvor længe du skal ældre dejen, kommer an på melet og på maskinens kræfter.

Smør en skål med olivenolie og kom dejen deri. Dæk og lad dejen hæve enten på køkkenbordet i 7-9 timer eller i køleskabet 12-14 timer. Hvis den hæver i køleskabet, så lad den efterhæve i en times tid i skålen på køkkenbordet, inden den forsigtigt skrabes ud på et meldrysset køkkenbord. Den skal ikke æltes igen.
Tænd ovnen på 260 grader og sæt en bageplade ind i ovnen.
Skær bollerne ud med en spartel eller kniv og løft bollerne over på et stykke bagepapir, som er lagt  på bagsiden af en kold bageplade. Lad bollerne efterhæve, mens ovnen varmes op.

Skub bagepapiret med bollerne ind på den varme bageplade og bag dem i ovnen først i 5 minutter ved 250 grader, skru derefter ned til 220 grader og bag videre i ca 10 minutter, eller til bollerne er lækre og færdigbagte.

De kan fryses, men holder sig fint saftige i 2-3 dage ude.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.