Tak for de mange tilbud om kram og støtte

Efter jeg skrev dette indlæg i lørdags, modtog jeg mange tilkendegivelser fra mennesker, som udtrykte bekymring. Nogle ønskede at komme mig til undsætning, og flere følte en tristhed over mine ord om forældreskabets momentane magtesløshed.

Adskillige har tilbudt at komme og hjælpe med at passe børn, en enkelt ærøbo, som jeg aldrig før havde mødt, fortalte, at hun havde overvejet at hoppe ind i sin bil og køre hjem til mig. Et par stykker skrev med forslag til jobs for at få styr på økonomien herhjemme.

Og jeg bliver rørt over den store omsorg, og jeg håber, den er et udtryk for en generel velvilje og næstekærlighed i os alle sammen.

Så, mange mange tak, – jeg er fortrøstningsfuld over at mærke varmen fra mine medmennesker. Men I behøver ikke bekymre jer. Jeg har det godt, og faktisk tør jeg sige, at jeg er taknemmelig og i balance det meste af tiden. Hele dagen i går, for eksempel, gik jeg rundt, og smilede, og jeg fik to timers tiltrængt rygbehandling, og var sammen med mine børn og mine svigerforældre, og gik en tur langs markerne, hvor jeg nød den sidste efterårstid før vinterens komme. Jeg er glad, dybt dybt indeni, langt de fleste dage.

img_4330

En læser skrev, at jeg måske har stress, og jeg tror, hun har ret i, at mange af de følelser som jeg beskriver her på bloggen fra et liv med fuld knald på, kan blive til stress, hvis ikke man reagerer. Men det er netop det, jeg gør. Jeg siger til, tænker i løsninger, finder nye veje. Jeg mærker efter, er ganske sensitiv efterhånden, og reagerer, når noget synes forkert. Og det er dét, jeg formulerer på min blog: mine tanker og følelser fra livets mange veje. Fra bakker og dale, fra de stunder hvor alt er smukt og godt og fra dem, hvor det er mere trægt.

Jeg kan godt forstå, at det lyder meget bogstaveligt, når jeg skriver, som jeg gjorde i lørdags. Men når jeg deler her på bloggen, er det ikke en 1:1 gengivelse af mit liv. Det er derimod brudstykker af et langt større hele. Når jeg skriver, at jeg føler mig presset, er det med andre ord ikke et råb om hjælp, men derimod en bevidst måde at kommunikere noget, som jeg opfatter som alment. Noget, som jeg tror, mange vil have glæde af at læse.

Jeg skrev indlægget i lørdags, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om indimellem at blive ramt af en komplet følelse af afmagt. Jeg skrev det, fordi jeg tror, de sorte huller, vi indimellem stirrer ned i, bliver knap så dybe, hvis vi ved, at mange andre også nogle gange har den samme udsigt.

Jeg har to overordnede formål med min blog: 1) Jeg ønsker at efterlade læseren med en følelse af, at vi alle sammen har mange muligheder her i livet – og 2) Jeg ønsker at fjerne noget af den forkerthedsfølelse, som mange har dybt i sig livet igennem, fordi jeg tror, vi kan og vil meget mere med vores liv, når vi føler os rigtige fremfor forkerte.

Så, tak for al jeres omsorg. Den varmer, og skaber håb. Lad os sammen blive endnu bedre til at støtte hinanden livet igennem, lad os smile til hinanden på vejen og hilse med et smil på de andre i børnehaven, Brugsen, over hækken. Lad os række hånden frem, og sige: “Det er helt okay, sådan kan alle have det,” når et menneske i vores nærhed føler sig utilstrækkelig eller forkert.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj.

    Vi gik i folkeskole sammen, men i hver sin klasse, dengang i 90’erne. Vi havde ikke meget med hinanden at gøre dengang, men ved at læse dine ord, føler jeg på et plan, at jeg kender dig godt.

    Tak fordi du deler dine tanker om det, der er tabu. Det gør det netop nemmere for mig at leve med afmagten over ikke altid at have overskud til mine tvillinger. Lige i dette øjeblik venter jeg med længsel på, at deres far træder ind af døren og tager over. Lader mig få bare fem minutter til at mærke mine egne behov. Drengene er 10 mdr, skønne og krævende. De er fantastisk sjove og forfærdelige til at sove mere end 30 min af gangen. Jeg er slidt og lever konstant i tabet over den normale graviditet, fødsel og barsel. Tvillingeforældre siger generelt, at det bliver nemmere, når de bliver omkring de tre år, så jeg tæller timer og dage dertil. Indtil nu har det mest af alt føltes som tortur. Dog udført af de mest nuttede bødler i verden 😉

    Bliv ved med at skrive, for du gør det fantastisk godt! Tak for dine ord.

    Amaya

    • SVAR

      Kære Amaya,
      Jeg kan godt huske dig! Dejligt at du læser med herinde. Tvillinger er en kæmpe og til tider fuldkommen uoverskuelig opgave og så lige pludselig bliver det en tilsvarende stor gave. At være alene med vores tvillinger er det hyggeligste og nemmeste, jeg kan komme i tanke om. De har så fin en energi, når de blot er de to sammen. Jeg har i et stykke tid overvejet at skrive et indlæg om at være mor til tvillinger, men jeg stopper hver gang, fordi jeg egentlig ikke synes, det fylder i mit liv mere. Jeg vil lige overveje igen.
      P.S. Herhjemme blev det væsentligt nemmere længe før, de fyldte tre 😉
      Kh Maj

      • SVAR

        Jeg vil virkelig gerne læse et indlæg om at have (små) tvillinger! Hvis du altså kan huske noget som helst – det kniber det med her i husstanden!

        Det er en trøst at høre, at det kan blive bedre inden de fylder tre 🙂 Jeg satser stærkt på, at det også sker her! Det er allerede blevet lidt nemmere ved, at de har opdaget hinanden og nyder at være sammen. Det giver ind imellem 15 minutters fred til at få styr på hjemmet, imens de leger sammen.

        Så thumbs up til indlæg om tvillinger – og også gerne til gode tips og tricks i den forbindelse 😉