“Talent forpligter” (læs den første side af min bog)

I dag holder jeg skrivedag. Mit manus, “Hjemmefra”, skal redigeres. Igen-igen-igen (jeg kommer til at tænke på Kathryn Stockett, som redigerede bestselleren “The Help” så mange gange, at hun løj overfor sin mand, når hun tog hjemmefra for at arbejde på bogen). Jeg skrev “Hjemmefra” på noget nær ingen tid for tre år siden, og så lå den længe i en mappe på min computer, og blev ikke til mere. Det var meningen, forstod jeg senere, og jeg ville ønske, jeg havde vidst det hele tiden. Så havde den ikke givet mig dårlig samvittighed, mens den spirede, så havde jeg måske blot ventet tålmodigt på næste runde. Sidste år hev jeg den frem igen, og redigerede løs. Mange sider blev slettet, nogle skrevet til, og den blev bedre. Den blev god (men ikke god nok). Siden da er jeg igen blevet klogere (og gid den tendens fortsætter livet igennem), men om det betyder, at jeg kan skrive bogen bedre, ved jeg ikke endnu. Faktum er, at jeg ikke kan finde ud af at give slip, fordi jeg elsker den. Jeg holder særligt af historien om Katrine og hendes familie, og selvom andre historier står i kø, bliver jeg ved med at føle, at den skal være min debut. De andre må komme efterfølgende. Derfor får den nu min tid igen.

Jeg har fået en skrivecoach. Mikael Josephsen hedder han, og han er en anmelderrost og hårdtarbejdende forfatter, som for en meget fair pris hjælper mig med min skrivning i en række måneder (og jeg ved, at han har plads til tre-fire skrivende mere så giv lyd, hvis jeg skal sende jer hans info). Det fungerer sådan, at jeg skriver noget, sender det til ham, og venter spændt. Ofte skriver han tilbage med det samme: “Du fortæller mere, end du skriver. Forfra.” (og igen og igen). Andre gange svarer han heldigvis sådan noget som: “Du kan skrive, så englene falder ned fra himlen,” og så kan jeg lidt igen.

For en uge siden tikkede en mail ind, hvor Mikael skrev noget i retning af: “Med dit talent mener jeg, at du skal prioritere således: Først familien, så kunsten, altså skønlitteraturen. Tænk lidt over det. Knus.”
Jeg skrev tilbage, at jeg ikke har tid, altid. (jeg har jo min blog, også..) Men at jeg gerne vil. Inderligt gerne. Jeg elsker at skrive litteratur på en måde, som jeg ikke elsker noget andet. Det rører mig et sted i min sjæl, som rækker langt tilbage. Men vi kan ikke nå alt, og jeg vil ikke være stresset. Slet ikke over en bog, som jeg holder af.
Mikael svarede bare: “Talent forpligter.”

Og så bliver jeg jo lidt tændt, alligevel. For det er så rart at høre, at jeg er god. Så nu sidder jeg her, og her vil jeg sidde i hvert fald én hel arbejdsdag om ugen, hvis det er overhovedet muligt. Jeg har 200 tætskrevne A-4 sider foran mig, som skal skrives ned og hen og frem og så videre. Det skal være bedre, skarpere, mere rammende. Mikael siger, det skal være så godt, at det kan udkomme på Gyldendal. Han siger, jeg skal gøre mig umage. Være inderlig og ikke haste. “Husk processen”, skriver han, og jeg ved sgu knap nok hvad det betyder. Jeg er lidt utålmodig af natur. Men jeg vil det så gerne. (jeg vil så gerne sidde i en hytte langt væk og skrive i flere uger uden andet at tænke på).

 I dag begynder jeg på første kapitel af “Hjemmefra”. Igen. Og så ser vi, hvor langt jeg når.

Her er de første sider, som jeg skal til at arbejde på om et øjebik:

HJEMMEFRA

Del I

Katrine

“En gammel mand begravet i mine 21-årige lår.” Sådan startede fortællingen om mit liv. Der var en nagende følelse og nogle billeder, som ikke ville give slip. Jeg blev nødt til at starte sådan. Det var ikke fordi, jeg havde tænkt meget over det med at fortælle min historie. Hvem ville have interesse i den, og var den desuden ikke for intim og hudløs? Hvis den alligevel skulle fortælles, havde jeg tænkt, at den skulle starte mere elegant og intellektuelt. Den skulle være smuk. Men uanset hvad jeg gjorde, endte jeg ved den gamle mand og hans grå hår nær min blottede krop, og i sidste ende erkendte jeg, at således starter altså fortællingen om mig. Om rejsen fra det, jeg troede, jeg skulle være, til det, jeg blev. Nogle ting skriver man, andre skriver sig selv igennem én, og her var det ikke mig, de bestemte. Mine ord fortalte ikke først og fremmest om den dag, min far blev sendt væk, eller den dag, min mor så mig i øjnene, og sagde, at der var meget, hun fortrød. Begyndelsen blev derimod billedet af hans ru tunge mod min hud, og jeg mindedes, hvordan jeg knugede de tykke, silkebløde dyner, mens jeg lå på sengen.

Jeg kunne ikke huske hans fornavn, men efternavnet sad fast: McFarland. Jeg var heller ikke i tvivl om, hvor han boede, og jeg var gået forbi ejendommen mange gange siden den aften, jeg trådte ud af mit tøj, og han trak mig hen til sin seng.

Siden den aften gjorde jeg aldrig igen holdt foran hans hjem, og som årene gik, blev min bue om hans hoveddør større. Til sidst var det hele byen, jeg undgik.

McFarland boede i Tribeca; et fashionabelt kvarter på sydspidsen af Manhattan, og fra hans lejlighed var der udsigt til Brooklyn Bridge. Dekadente, mulvarpefarvede velourgardiner indrammede de høje vinduer, og bygningen, som tidligere havde været industriel, bestod af fire lejligheder. Når man åbnede den tunge gadedør fra det travle fortov, og trådte ind i opgangen, stod man i et lille, lydtæt rum med en elevator af børstet stål foran sig. I elevatoren hang håndskårne skilte med ét efternavn for hver etage. ”McFarland” stod øverst, og det var ham, der ejede både penthouselejligheden og tagterrassen.

Det var her, i sit private hjem, at McFarland viste mig sin ursamling, som rummede adskillige armbåndsure til både halve og hele millioner dollars, og jeg lærte navne som Patek Philippe og Louis Moinet, så jeg ikke behøvede være i tvivl om, at han havde penge. Og når jeg lå på hans seng, og undertrykte min lyst til at løbe ud i natten, var det pengene, jeg tænkte på, mens hans kattelignende tunge bevægede sig langsomt over min hud.

Sammen med McFarland spiste jeg på nogle af byens dyreste restauranter, og når jeg besøgte ham, indkøbte han tunge poser med chokoladeovertrukne rosiner fra økobutikken nede på hjørnet, så jeg kunne sidde på gulvtæppet i mit undertøj og spise dem med kinesiske spisepinde. Jeg kastede lange blikke ud af vinduet, mens jeg løftede rosinerne én for én, og betragtede kvarteret under mig, hvor mine yndlingsgader snoede sig. Mænd og kvinder, børn og gamle, bevægede sig som én fra fitnesscenter til kontor, fra coffee shop til renseri, og jeg stirrede på dem. Men til sidst var jeg nødt til at tage tøjet af.

“She’s from Denmark”, sagde han. Rummet, vi stod i, var en stor kuppel med glas i taget, og der var pindemadder og champagne, og alle smilede til hinanden. Hans venner fra kulturfonden løftede øjenbrynene, og udbrød højlydt: “Really?” Jeg trak vejret dybt, og fortalte om mit barndomsland. Om gratis læger og dårlige tænder. De grinede, men lyttede aldrig særligt længe, havde jeg lært, så jeg holdt mig til overskrifterne. Christiania, den storrygende dronning og lige uddannelse for alle. Jeg mærkede McFarland lægge en arm omkring min lænd. Han lod hånden glide ned, indtil den hvilede på mine baller. Min stemme hakkede, jeg rettede ryggen, og smilede hurtigt. “Ja, så det er vist det,” sagde jeg, og så på McFarland, som stod med sine orange, firkantede briller, og overså mit blik. “Ja, I kan nok høre, at hun er godt selskab,” sagde han så, og klemte sin hånd om min balle. Det gav et sæt i mig. “Ej, så galt er det heller ikke. Men hvor er det spændende at være med her i jeres klub. Jeg skal lige pudre næsen.” Jeg så på McFarland, som modvilligt slap sit tag. I den modsatte side af bygningen fandt jeg en udgang, og stillede mig i glasdøren med en hånd mod ruden. Septembersolen kastede sit røde lys langt over parken, og væltede gennem glasset. Den farvede mine sko og gulvet omkring mig. Træerne tabte deres blade nu, der var en duft af fugt og opløsning over alt i byen. Jeg tænkte på McFarland, som havde betalt for, at jeg skulle være der, og jeg holdt mig for munden. Hans små, spidse hænder, den åbne mund. Han ville kysse mig. Han ville tage mig til sig, og når han havde gjort det, ville jeg måske ikke kunne stå i solen mere. Jeg så ud over græsset, så fuglene i luften, så at der blev koldere dag for dag. Nu kom vinteren, jeg kendte vinteren så godt hjemmefra. “Nå, der er du,” sagde han, og rakte sin hånd frem. “Lad os gå hjem til mig og få lidt tid alene.”

McFarland var ét af flere bekendtskaber, som jeg senere fik svært ved at forklare. Mændene kom ind i mit liv, når jeg manglede penge, og forsvandt lige så hurtigt igen, når jeg var tvunget til at stirre ned i de sorte huller, som også de havde indeni.

Kapitel

Mit barndomshjem var et stort, firkantet gulstenshus med runde vinduer i kvisten, en skrånende baghave og fejende hængebirk ved fortovet. Min far hed Jens, min mor hed Rita, og i carporten stod deres mørkeblå Saab, mens min bror, Søren, og jeg parkerede vores cykler langs bagvæggen. Der var grin og hyl på vejen til sent om aftenen, når vi legede dåseput med nabobørnene hele sommeren, og som voksen kunne jeg stadig føle, hvordan det var at vælte på rulleskøjter ud over kantstenen, og lande på asfalten lige dér, hvor jeg nu havde lyse ar på mine knæ.

(og så videre….)

Hvad drømmer I om at realisere, og hvorfor er det ikke sket endnu? Hvad tror I, er det sværeste ved at lykkes med det, man gerne vil, men som ikke er en del af hverdagen?

 

OPDATERING: Da jeg havde delt de første sider fra min bog her, blev jeg kontaktet af et stort forlag, som gerne ville læse mere. Jeg har imidlertid besluttet at sætte min skriveproces i bero – det kan I læse om HER og HER og HER.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

18 Kommentarer

  • SVAR

    ÅH! Du rører noget, Maj My. Jeg vil SÅ gerne skrive. Har både en krimi i hovedet og noget faglitteratur. Jeg ANER bare ikke hvordan, det skal gribes an.

    TAK fordi, at du deler.

    • SVAR

      Kære Camilla, det lyder dejligt med skriverier i hovedet. De kommer ud, når de skal, tænker jeg. Pludselig en dag finder du en vej – hvad end det er et kursus eller et insisterende behov for at skrive, som du ikke kan komme udenom. Jeg overvejer at lave et skrive-retreat, fordi mange skriver og spørger til det. Ordene skal nok komme ud, det er jeg sikker på <3

  • SVAR

    Wow…den bog vil jeg gerne læse 🙂

    • SVAR

      Også mig! Du skriver fantastisk!>

      • SVAR

        Åh, tak. Det gør mig så glad, at du skriver det.

    • SVAR

      Tak! Tak! Tak! 🙂

  • SVAR

    Den indledning er virkelig l-i-g-e i skabet. Fedt at du deler den. Jeg forstår ikke, hvad der er galt med, at du “fortæller mere, end du skriver” (Mikaels ord). Det er da netop noget af det, du er god til, synes jeg. Dine ord har dybere rødder, end mange andre skribenter, netop fordi du fortæller mere, end du skriver. Måske har jeg misforstået, hvad han mener…

    • SVAR

      Kære Pia, mange mange tak. Jeg er glad for, at du synes, den er god. Og mit manus ér godt. Det er slet ikke skidt. Det mangler bare mere arbejde, før det er så godt, som det kan blive, tror jeg. Når Mikael siger, at jeg fortæller mere, end jeg skriver, mener han forskellen på de refererende afsnit og scenerne.
      At fortælle kan være for eksempel det her afsnit fra mit manus: “I weekenden havde min mor sin kaffe stående foran sig i en blå termokande på skrivebordet, og hun drak tre kopper mellem klokken 9 og 15. Resten hældte hun i vasken, når hun kom ud for at lave aftensmad. På hverdage vidste jeg sådan set ikke, hvad hun lavede. Hun vinkede farvel fra bilen, når vi cyklede mod skole, og kom ofte hjem, så hun lige kunne nå at kysse os godnat. Det var et hurtigt kys på kinden, og jeg holdt fast i duften af parfume og håndcreme, mens de tunge krøller landede over mine øjne, kølige og silkebløde, og forsvandt igen, når hun rejste sig, og sagde ”godnat.” Hun trak døren til bag sig, og sammen med lyset forsvandt varmen, og jeg ventede på søvnen, mens hun forsigtigt listede ned af trappen. Som om det gjorde mindre ondt på os begge, hvis vi ikke kunne høre, at hun gik igen allerede. (…)”

      Og så en “scene”, som er, når man beskriver en helt konkret situation, så det føles som om, man er der (som læser), eks: “De fatter ikke mit arbejde. De tror, de lige så godt kunne tegne det selv.” Min far så på min mor med mørke øjne, og skar i kødet, så tallerkenen hoppede. “Sådan er der vel ingen, der siger til dig?” Hun rystede på hovedet. “Nej.”
Min mor rejste sig, og gik ud i køkkenet. Stod stille derude et øjeblik. Søren og jeg sad sammen på den modsatte side af bordet, og jeg kørte fingrene i de bløde riller under bordpladen, legede, at man kunne spille musik på dem. “Men så må du jo sætte en timepris,” sagde min mor, og stillede en kande vand på bordet. Far løftede rødvinsglasset med et ryk. “Ja, så mister jeg da først mine kunder.” Han fnyste. Der var stille længe. Jeg rømmede mig. “..det var ikke så sjovt at have tysk i dag,” prøvede jeg. “Nå, hvorfor ikke?” spurgte min mor.(…)”

      Giver det mening? Og undskyld de mange ord… 😉

      • SVAR

        > Ja, det giver bestemt mening nu. Mange tak for dit gode og præcise svar – der ikke var et ord for langt 🙂 Fik i øvrigt helt ondt i maven over de skæbner, der blev ridset op i dine eksempler. Kom til at tænke på filmen Bleu/Blå, hvor der også er smerte og skønhed på samme tid.

        • SVAR

          Tak, jeg er så glad for dine kommentarer. Jeg har aldrig set Kieślowskis film fra start til slut, fordi jeg har det svært med det barske og mørke og komprimerende (i alle film og litteratur – jeg springer det konsekvent over). Jeg bliver for påvirket af det. Når det er sagt, så ja; der er uden tvivl de samme elementer i mine egne fortællinger, og der er heller ikke tvivl om, at jeg ville nyde skønheden i netop Bleu (som jeg har set delvist). Det, jeg kan se som formildende ved min egen bog ifht. det barske, er, at Katrine altid bevæger sig fremad. Ja, hun har en skæbne med mange svære forudsætninger, men hun rejser sig, råber, flygter, fortsætter. Det er ikke for at forsvare min egen historie…eller for at forklare den for den sags skyld: Min største overraskelse og glæde ifht. min bog har været, når læsere har læst nogen ind i historien, som jeg ikke selv havde set eller forstået. Nu får jeg helt lyst til at se den film.. 🙂

  • SVAR

    Vildt fedt! Det er så ekstremt sårbar at få andre til at læse, hvad man skriver, så applaus til dig for at dele ud!

    Jeg vil selv rigtig gerne udgive en bog, som jeg også har skrevet i en tidligere kommentar. Har skrevet ca. 30-40 sider over de sidste 4 (!?!) år, mens jeg har gået på universitetet. Den har haft brug for at udvikle sig, ligesom du skriver, men samtidig tror jeg også den største forhindring for mig, er at tro på, at det er godt nok. Men måske har jeg også lidt en frygt for indholdet. Altså ikke i forhold til om det er godt nok, men mere om jeg kan holde ud at skrive det. Det er ekstremt intimt og sårbart, sådan en litteratur der gør ondt at skrive men også at læse. Så jeg bruger ofte undskyldningen: “jeg har ikke tid”. Jeg drømmer i øvrigt også om at have god tid, sidde i en hytte langt væk og fordybe mig i fortællingen. Jeg er sikker på, der nok skal blive tid en dag. Jeg afleverer speciale 1. Juni og har desværre ikke et job bagefter. Men så har jeg da i det mindste tid, og den vil jeg udnytte (håber jeg).

    Held og lykke med skriveprocessen!

    • SVAR

      Kære Line, måske du i første omgang – når du pludselig har bedre tid – skal sætte dig for at afklare, hvorfor du har svært ved at skrive din bog. Måske er den slet ikke en bog, men en novelle? Eller et foredrag, en podcast, hvad ved jeg. Måske ér den en bog på sigt, og så skal der skabes en struktur omkring skrivningen, som gør det muligt for dig at gennemføre. Det kan være, du skal ændre på din egen indstilling til stoffet – det kan være, du skal skrive en litterær (fiktiv) historie med afsæt i dine egne erfaringer men med plads til at digte. Der er mange muligheder. Jeg pønser på at lave et skrive-retreat, fordi så mange har kontaktet mig om det den seneste tid. Så kan det være, a-kassen giver en plads 😉 Kram til dig

  • SVAR

    Wow. Apropos mod, hvor er det sejt af dig at dele! Jeg er vild med din tekst. Især beskrivelserne (af opgangen, chokorosinerne, rulleskøjtefald osv.) er skrevet, så jeg kan både se, føle, høre, lugte og smage dem. Tak!

    • SVAR

      Ja! Tak! Det krævede mega meget mod. Også fordi jeg ikke selv føler, at den er færdig. Og jeg havde lidt ondt i maven den første time i går, da teksten lå på bloggen, men så tænkte jeg: Dét er da mod! Og så blev den liggende. Og gudskelov for det. Jeg har fået en håndfuld meget dejlige (og interessante) mails efterfølgende, så det svarede sig. Som altid. Tak for at du læser med og tak for dine flotte ord om min tekst <3

  • SVAR

    Wow! Bare wow, Maj My!

    • SVAR

      Tak! Bare tak! <3 Virkelig.

  • SVAR

    Mere! Jeg vil bare gerne læse videre! Du skriver så fint og får det til at se så let ud <3

    • SVAR

      Tak for den dejligste opmuntring. Det gør mig så glad.